Optakt: Criterium du Dauphiné

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Mens mange af verdens bedste etapeløbsryttere har været involveret i en hård kamp om den eftertragtede maglia rosa på de italienske veje, har de fleste af de øvrige ryttere fra den eksklusive kategori af stjerner med omhu forberedt sig på deres store forsøg på at vinde verdens største cykelløb, Tour de France, der starter om mindre end en måned. Nogle er allerede vendt tilbage til konkurrence i nogle af maj måneds mindre løb, men det er søndagens start på Criterium du Dauphiné, der for alvor markerer begyndelsen på den stribe af afgørende etapeløb, som tjener som den vigtigste forberedelse frem mod sommerens store begivenhed.

Criterium du Dauphiné spiller en helt unik rolle blandt de mange forberedelsesløb. Med sin placering i de franske Alper er det et af kun to løb - det mindre Route d’Occitanie i Pyrenæerne er det andet - der kan tilbyde rytterne en chance for at teste sig selv i det terræn, som de vil møde igen til juli. På den facon er løbet den franske analog til det italienske Tour of the Alps og det spanske Vuelta a Burgos, idet de alle tre fungerer som opvarmning til deres hjemlands grand tour. Alle afvikles de et par uger inden starten på det tre uger lange løb, og alle finder de sted i en af de mest bjergrige egne af det land, der er hjemsted for den pågældende grand tour.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Mens rytterne dyster på landevejene, er arrangørerne involveret i en helt anden kamp. I mange år har Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse begge hævdet, at netop deres løb er det bedste sted at forberede sig til Touren, og mens det naturligvis altid hovedsageligt er et spørgsmål om individuel præference, hvad der foretrækkes, er det et hyppigt diskussionsemne. Det schweiziske løb har indtil 2021 været én dag længere en dets franske modstykke og finder stadig sted en uge tættere på Tour-starten, og rytterne har alle forskellige ideer om hvilket af de to, der indgår i den ideelle opbygning. I den forstand er kampen meget sammenlignelig med den, der finder sted mellem Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, som også begge hævder, at netop de er den bedste forberedelse til Milano-Sanremo og de senere klassikere. I de senere år er der imidlertid ingen tvivl om, at Criterium du Dauphiné har vundet duellen.

Løbet blev første gang afviklet i 1947, da den lokale avis Dauphiné Libéré besluttede at arrangere et løb i Dauphiné-regionen under navnet Criterium du Dauphiné Libéré. Med sin placering i Alperne bare et par uger inden Tour-starten opnåede det hurtigt stor berømmelse og anerkendelse som et vigtigt forberedelsesløb, og dets forbindelse til La Grande Boucle har været nær lige siden starten. Det er således ingen overraskelse, at de fire femfoldige vinder af Touren alle har vundet Dauphiné, inden de senere på sommeren har stået øverst på podiet i Paris.

SIDSTE CHANCE: SKAL VINGEGAARD PÅ DIT HOLD TIL DAUPHINE?

I mange år var Criterium du Dauphiné det sidste store franske løb, der holdt sig fri af Tour de France-arrangørerne ASO, som ellers har sat sig tungt på den franske kalender. Til sidst tvang økonomiske problemer imidlertid avisen til at overgive ansvaret til den franske sportsgigant i 2010, hvor navnet blev ændret og forkortet til det nuværende Criterium du Dauphiné.

Ikke overraskende har ASO forsøgt at øge synergien mellem Criterium du Dauphiné og Touren i en bestræbelse på at tiltrække flere Tour-favoritter, og den tilgang har givet pote. Selvom løbet altid har forsøgt at inkludere nogle nøglesektioner fra Tour-ruten for at give rytterne en chance for at teste strækningen under løbsbetingelser, har ASO taget det et skridt videre. I 2011 inkluderede de præcis den samme enkeltstart i Grenoble, som en måned senere var en del af Touren, og i 2012 besteg man Grand Colombier, der senere den sommer gjorde sin Tour-debut. I 2013 var hovedattraktionen muligheden for at klatre op til Alpe d’Huez og videre op ad den helt nye Col de Sarenne, som senere samme år var en afgørende del af 18. etape af Touren.

Kun i 2014 og 2016 havde man meget lidt forbindelse mellem de to løb, men i 2015 genoptog man ideen. Her var der således hele tre etaper, der havde direkte forbindelse til Tour-ruten: en holdtidskørsel, der i natur og distance mindede om den, der var på programmet i Touren, en bjergetape med en finale i Pra Loup, der var helt identisk med en tilsvarende etape i Touren, og et første møde med den smukke Montvernier-stigning, der også var med i Touren. I 2017 var der to ligheder med Touren: en enkeltstart af nogenlunde samme distance som den, der ventede i Marseille på 20. etape i juli, samt et møde med den stejle Mont du Chat, der også skulle bestiges senere på sommeren på 9. etape.

I 2018 var det det tilbagevendte holdløb på 3. etape, der var den helt store attraktion for ryttere med Tour-ambitioner, idet der ventede en stort set identisk etape på tredjedagen af den franske grand tour, og i 2019 var det 4. etapes enkeltstart, der var henlagt til en rute, som arrangørerne havde forsøgt at designe, så den mindede mest muligt om Tour-enkeltstarten i Pau. I 2020 besøgte man Col de la Madeleine, og i 2021 skulle man over dobbeltstigningen Pré-Cormet de Roselend, der også genbesøgtes i Alperne i juli. Sidste år er den store attraktion, at 7. etape brugte store dele af Tourens 12. etape, idet man skulle over både Galibier og Croix de Fer, men i år er lighederne meget få. En passage af Aravis-stigningen, der spiller en perifer rolle i begge løb, er eneste genganger, og selvom man måske til dels kan finde ligheder mellem løbets to enkeltstarter, er Tourens enkeltstart meget hårdere.

Disse initiativer har fået flere og flere ryttere til at foretrække Criterium du Dauphiné, og samtidig har Tour de Suisse tabt lidt af sin status. Det franske løb kan nu prale af, at Tour-vinderen med bare tre undtagelser hvert eneste år siden 2009 er sluttet i top 10 i deres løb bare en måned inden hyldesten i Paris (2009: Alberto Contador sluttede som nummer 3, 2010: Alberto Contador sluttede som nummer 2 (og blev senere frataget sin Tour-sejr), 2011: Cadel Evans blev nummer 2, 2012: Bradley Wiggins vandt, 2013: Chris Froome vandt, 2014: Vincenzo Nibali blev nummer 7, 2015: Chris Froome vandt, 2016: Chris Froome vandt, 2017: Chris Froome blev nr. 4, 2018: Geraint Thomas vandt, 2020: Tadej Pogacar endte som nr. 4, 2022: Jonas Vingegaard endte som nr. 2). Kun Egan Bernal, der vandt Tour de Suisse i 2019, og Tadej Pogacar, der vandt Tour de Slovenie i 2021 og 2022, har brudt trenden, og inden det var den seneste Tour-vinder, der slet ikke kørte Dauphiné, faktisk Lance Armstrong, der i 2001 afveg fra sin faste kalender ved at deltage i (og vinde) Tour de Suisse, inden han senere på sommeren slog Jan Ullrich i Frankrig.

I 2018 blev tendensen brudt, fordi en kalenderændring som resultat af VM i fodbold betød, at Tour-starten blev skubbet en uge, hvorfor mange vurderede, at Dauphiné med sin afslutning næsten en måned inden begyndelsen på verdens største løb kom en anelse for tidligt. Resultatet var det svageste felt i mange år med kun få Tour-kaptajner, mens Tour de Suisse oplevede en lille renæssance. I 2019 var styrkeforholdet mellem de to løb dog genetableret, og Bernal var det eneste større Tour-navn, der kørte i Schweiz - ganske vist fordi Dauphiné var Chris Froomes desværre meget tragisk domæne.  Fra 2021 har Tour de Suisse været en dag kortere, men det ændrede ikke appellen i 2021, hvor de fleste favoritter var til start i Frankrig. Sådan var det også i 2022, selvom løbet for andet år i træk måtte undvære Pogacar, men alligevel syntes der at være et mere ligeværdigt felt, end der plejede.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Den ligeværdighed ser vi slet ikke i år, hvor det det franske løb vundet kampen, ikke mindst fordi de for første gang siden 2020 kan præsentere Tour-vinderen i form af Jonas Vingegaard. Han får selskab af Enric Mas, Jai Hindley, Mikel Landa, David Gaudu, Richard Carapaz, Ben O’Connor, Egan Bernal, Daniel Martinez, Carlos Rodriguez, Louis Meintjes, Guillaume Martin, Tobias Johannessen, Pierre Latour og Juan Pedro Lopez, der alle er udset til kaptajnroller i Touren, mens man i Schweiz ganske vist har flere topnavne, men slet ikke det samme antal Tour-profiler.

Mens Criterium du Dauphiné er et godt forberedelsesløb, der giver megen information om formen hos de vigtigste Tour-favoritter, er det ofte også afgørende ikke at være for god for tidligt. Den tidlige termin betyder, at vinderen af Dauphiné ganske sjældent er endt øverst på podiet i Touren, og udover Wiggins, Froome og Thomas, der i nyere tid har brudt tendensen i 2012, 2013, 2015, 2016 og 2018, er det kun Louison Bobet (1955), Jacques Anquetil (1963), Eddy Merckx (1971), Luis Ocana (1973), Bernard Thevenet (1975), Bernard Hinault (1979, 1981), Miguel Indurain (1995) og Lance Armstrong (2002 og 2003), der har lavet the double - en ganske stjernespækket liste, der viser, at det kræver noget helt specielt at levere denne bedrift.

Criterium du Dauphiné er imidlertid mere end Tour-forberedelse, og som et WorldTour-løb med vigtige point på spil er dets selvstændige betydning endda vokset i de senere år. I de seneste sæsoner har vi set nogle af de bedste klatrere fra Giroen rejse direkte til Frankrig for at drage maksimal fordel af deres gode post-Giro-form. I 2011 kom Joaquim Rodriguez direkte fra en 4. plads i Giroen og endte med at vinde to etaper og slutte som nummer 5 i Frankrig, og året efter var det hans holdkammerat Daniel Moreno, der efter en 20. plads i Giroen tog to sejre i Dauphiné. I 2013 var det Elia Viviani og Samuel Sanchez, der benyttede Giro-formen til at vinde etaper i Frankrig, og i 2014 kom Wilco Kelderman direkte fra Giroen, da han sluttede som nummer 4. I 2015 blev Benat Intxausti nummer 5 efter at have kørt et fornemt løb i Italien, men i de seneste år er tendensen blevet brudt, også selvom Pello Bilbao i 2018 udnyttede benene fra Italien til at vinde en etape. I år forsøger kun Jack Haig at drage en sidste fordel af Giro-formen.

Mens Criterium du Dauphiné har haft overhånden, hvad klassementsryttere angår, har det været anderledes for sprinterne. Løbet har ganske vist som regel mindst to muligheder for de hurtige folk, men Tour de Suisses mange småkuperede rundstrækninger har altid haft en større appel. Ingen af løbene passer til de rene sprintere, og derfor har folk som Marcel Kittel og André Greipel typisk foretrukket det flade ZLM Tour, der igen i år som noget nyt afvikles samtidig med Dauphiné. I Dauphiné har sprinterfeltet som regel været domineret af folk fra Giroen og de franske stjerner, og efter et par år med større appel til de hurtige folk synes den tendens at være vendt tilbage. Ligesom sidste år er de fladere etaper i år endda også alle relativt hårde, men alligevel er det lykkedes at få to rene supersprintere i form af Dylan Groenewegen og Sam Bennett til start. De er imidlertid også de eneste af Tourens forventede topsprintere, der vil kaste sig ud det bjergrige terræn den kommende uge, og det er i lyset af ruten ikke uden grund.

Sidste år var feltet som sagt ikke helt så stærkt, som det plejede, og det blev da også en ganske ensidig Jumbo-affære. Efter at Wout van Aert havde spillet en hovedrolle i løbets første halvdel, leverede Primoz Roglic og Jonas Vingegaard et dødsstød på den første bjergetape, hvor sloveneren tog en solosejr foran sin holdkammerat. Dagen efter leverede de endnu en magtdemonstration, som også blev en lille ydmygelse af Roglic, der åbenlyst havde svært ved at følge sin holdkammerat. De holdt dog sammen, og mens Vingegaard vandt etapen, tog Roglic endelig sin første samlede sejr i løbet med 40 sekunder ned til Vingegaard og 1.41 ned til Ben O’Connor. Roglic puster ud efter Giroen og forsvarer derfor ikke titlen, og dermed kan Vingegaard uhindret gå efter sejren denne gang, hvor han igen er oppe mod O’Connor.

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Da løbet blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, var ruten altid bygget op efter en helt fast model. Man lagde ud med en kort prolog, hvorefter der ventede to lettere etaper, hvoraf den ene var for sprinterne og den anden en smule mere kuperet. Onsdag var rammen om en ofte meget lang enkeltstart på mere end 40 km, inden løbet afsluttedes med fire hårde bjergetaper. Ofte var der mål på toppen af en stigning om torsdagen og på lørdagens kongeetape, mens fredags- og søndagsetaperne var som skabt til udbrud.

Da ASO overtog ansvaret, begyndte de at fravige denne formel, og selvom man i starten oftest holdt fast i traditionen med en prolog og en lang enkeltstart, har man i stil med udviklingen i Touren stille og roligt bevæget sig i retning af færre og færre kilometer i kamp mod uret, samtidig med at man har varieret linjeløbsetaperne betydeligt. I 2013, 2015, 2017, 2019, 2021 og 2022 var prologen helt udeladt, og den lange enkeltstart har kun været på programmet i 2013, 2017, 2019, 2021 og 2022. I 2015 og 2018 var der pludselig et holdløb på programmet, og generelt har bjergetaperne været spredt langt mere ud over alle 8 dage, end det tidligere var tilfældet.

2020-ruten var speciel, fordi coronakrise og ny kalenderplacering betød, at løbet blev forkortet til fem dage, hvorfor man droppede alle de fladere etaper i et løb, der derfor reelt bestod af lutter bjergetaper. Ser man bort fra det usædvanlige år, synes arrangørerne dog måske at have fundet et mere fast mønster. Modsat tidligere er det kuperede Massif Central blevet en tilsyneladende fast komponent, hvor man er startet med først et svært rundstrækningsløb, der har givet ideer til de mest holdbare af sprinterne eller til udbrud og sene angreb, inden der har ventet en lille bjergetape, som har kunnet give den første ide om hierarkiet. Derefter har været tre fladere dage i terrænet mellem Massif Central og Alperne, hvor der har været chancer for to spurtafgørelser for enten holdbare eller klassiske sprintere samt nu igen en enkeltstart om onsdagen, dog i langt kortere format end i gamle dage. Det hele er sluttet nu med tre dage i Alperne, hvor fredagsetapen har haft karakter af opvarmning inden de to afgørende etaper, hvor lørdagsetapen ofte har været den sværeste, og søndagsetapen er en kort, intens sag, hvor alt har kunnet vendes på hovedet til allersidst, som det skete i 2014, 2015, 2017 og 2020.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Den opskrift følges i store træk også i 2023. Man lægger atter ud med to dage i Massif Central, men denne gang er der ikke en tidlig klassementstest på programmet. I stedet venter et paradis for stærke sprintere og puncheurtyper, der vil elske to kuperede finalerundstrækninger, der lægger op til reducerede spurtafgørelser efter nogle i år ret svære finaler, der kan være så vanskelige at kontrollere, at en af løbets mange udbrudssejre kan være i spil. Derefter venter igen tre dage i det fladere terræn, hvor der bydes på en relativt regulær sprinteretape, en enkeltstart, der igen i år er betydeligt længere end i de seneste udgaver og modsat sidste år også ganske kuperet, samt slutteligt en ret åben etape med en meget stejl og svær stigning i finalen. Det hele kulminerer igen med tre dage i bjergene, hvor fredagens etape er en eksplosiv sag i Jura-bjergene, hvor puncheurtyperne synes at ville excellere, inden det hele igen i år undes af med to korte og store bjergetaper i Alperne, hvor lørdagens kongeetape byder på en skræmmende bjergafslutning på mytiske Col de la Croix de Fer, inden søndagens etape med en intens finale uden flad vej lægger op til angreb fra distancen, hvormed alpeweekenden har et design, som vi typisk har set det

Løbet fastholder sin nye tradition med en indledende rundstrækningsetape i Massif Central, og modsat sidste år skruer man betydeligt op for vanskelighederne. En klassementsdag er det langt fra, men selvom der på forhånd er lagt op til en spurt i et ganske reduceret felt, er finalen også svær, at man bestemt ikke kan udelukke, at de hurtige folk bliver snydt af enten et udbrud eller måske et sent angreb. Mønsteret gentager sig mandag, hvor besøget i Massif Central rundes af med en næsten identisk etape, hvor rundstrækningen er lettere, men hvor der til gengæld venter en stigende spurt.

Sidste år var løbet usædvanligt hårdt for sprinterne, hvad stakkels Dylan Groenewegen fik at mærke, men i år venter der én chance også for de lidt tungere folk. Tirsdagens etape har en hård start, men slutter med masser af fladt terræn i Loire-dalen, hvor en sen og blød stigning nok burde kunne overkommes frem mod det, der vil være løbets eneste chance for de få mere klassiske sprintere. En lettere dag vil være tiltrængt for løbets klassementsryttere, for løbet fastholder den tilbagevendte tradition med en enkeltstart om onsdagen, hvor der for andet år i træk skal køres mere end 30 km - den næstlængste distance siden 2012, kun overgået med 800 m af sidste års distance - og denne gang skal der klatres 400 højdemeter på en rute, hvor klatringen dog mest består ad let stigende veje skabt til mere kraftfulde typer. Den indledende del af løbet afrundes torsdag med en generelt flad etape, som dog slutter med en voldsom mur i finalen - en mur, der kunne bruges til klassementsslag, men som grundet placeringen i løbet nok mest inviterer til, at et udbrud bør kunne holde hjem.

Efter sidste års lidt bjergfattige udgave rundes der atter af med tre dage i bjergene til sidst. Fredagens etape, der er henlagt til kanten af Jura-bjergene, vil dog næppe gøre de store forskelle, da der venter en kort og eksplosiv dobbeltstigning til slut, hvor puncheurtyperne kan drømme om sejren, hvis ikke et udbrud holder hjem. Dermed er bjergbenene varmet op til den brutale weekend, der igen indledes med en kort, intens kongeetape, der oser af myter og legender, når man skal over både Col de la Madeleine og ikke mindst Col de la Croix de Fer, hvor der for første gang er mål på toppen i mere end 2000 m højde - den højeste afslutning i løbets historie.

Arrangørerne håber herefter helt sikkert på en vild finaleetape søndag, hvor man har designet en etape, der lægger op til angreb fra distancen i stil med det, vi så i de mindeværdige finaler i 2014, 2017 og 2020. I hvert fald har man designet en afslutning, der over de sidste 60 km er helt uden flad vej og består af første tre store stigninger, herunder den meget stejle Col du Granier, inden løbet skal afgøres på spektakulær vis på den brutale om meget stejle mur La Bastille i udkanten af Grenoble, hvor der vil være garanti for, at sportens hårdeste ugelange etapeløb atter vil få en vinder, der kan betegnes som en fremragende bjergrytter, men som også i kraft af den lange enkeltstart igen i år skal være mere alsidig, end vi har set det i flere ad ASOs udgaver af løbet.

1. etape

Da det fortsat blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, startede løbet altid med en prolog i en af de store alpebyer, ganske ofte med en lille stigning undervejs. Siden ASOs indtog er rammerne blevet meget friere, og generelt er antallet af enkeltstartskilometer blevet kraftigt reduceret. Det førte i 2013 til, at man indledte løbet med en linjeløbsetape, og i 2015 og 2017 skippede man prologen til fordel for kuperede rundstrækningsløb, der blev vundet af hhv. Peter Kennaugh og Thomas De Gendt via udbrud, mens man i 2016 havde noget så eksotisk som en bjergprolog. I 2018 var der helt usædvanligt ingen lang enkeltstart, og derfor vendte prologen for en kort bemærkning tilbage, men siden har den igen været væk. I stedet synes arrangørerne at have forelsket sig i ideen om kuperede rundstrækningsløb, der både kan vindes fra udbrud og sene angribere, som De Gendt, Kennaugh og senest Brent van Moer i 2021, eller i en spurt i en reduceret gruppe, som Edvald Boasson Hagen gjorde i 2019, hvor løbet ganske vist ikke åbnedes med en rundstrækning, og som Wout van Aert gjorde sidste år. Det kuperede rundstrækningsformat genbruges i år, og denne gang har man på en dag med næsten 3000 højdemeter skruet markant op for sværhedsgraden i forhold til sidste års lidt lettere rute, hvormed udbrydere igen kan drømme om at snyde de mest holdbare afsluttere, der drømmer om endnu en reduceret massespurt.

Med en distance på 158,0 km er der som så ofte før tale om en kortere etape, der igen i år afvikles på rundstrækninger i det kuperede Massif Central. Værtsbyen er denne gang Chambon-sur-Lac, hvor der er både start og mål, og man bruger det nu velkendte format med først en stor rundstrækning og siden et par omgange på en kort rundstrækning.

Den første rundstrækning er i år 88,6 km lang og er henlagt til det kuperede område vest for byen, der ligger i et fladt område umiddelbart øst for et meget kuperet terræn. Derfor er det kortvarigt helt fladt, når man lægger ud med at køre mod nord, men hurtigt drejer man mod nordvest for at køre ind i terrænet, hvor det begynder at stige. Sådan fortsætter det også, nå man i det nordligste punkt drejer mod syd, inden en nedkørsel leder ned til byen Mont-Dore, der nås efter 33,8 km.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Her drejer man med det samme mod nordvest for at køre op ad kategori 4-stigningen Cote du Mont-Dore (1,8 km, 5,5%), der starter med 500 m med 10,2%, men derudover er relativt let. Toppen rundes efter 33,8 km, hvorefter man snor sig mod sydvest igennem let stigende terræn frem til og op ad kategori 4-stigningen Cot de La Stèle (1,9 km, 5,0%), der er en helt jævn stigning med top efter 41,6 km.

Derfra leder en let nedkørsel og en let stigende vej mod sydvest, hvor man drejer mod sydøst for at følge en let stigende vej, der byder på en bakke, på hvis top dagens spurt køres efter 59,9 km. Umiddelbart herefter drejer man mod nordøst for at fortsætte ad de let stigende veje frem til Besset-et-Saint-Anastaise, der nås efter 75,8 km. Her drejer man mod nord for at følge en let nedkørsel, som leder ned til finalerundstrækningen, der rammes efter 82,9 km. Nu kører man de sidste 6,4 km af denne, inden man efter 88,6 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den i alt 23,1 km lange runde. Den indledes benhårdt, idet man med det samme kører mod vest og sydvest ad en ikke-kategoriseret stigning (6,6 km, 4,0%), der starter med 2,0 km med 6,5%, hvorefter den flader ud frem mod de sidste 1,8 km, der stiger med 5,7%. På toppen i rundstrækningens vestligste punkt drejer man mod nordøst for at køre et kort stykke ad et plateau, som fører direkte hen til bunden af kategori 4-stigningen Cote du Roche de l’Aigle (1,0 km, 7,3%), der er relativt jævn og har top efter hhv. 100,6 km, 123,7 km og 146,9 km.

Derfra resterer blot 11,1 km, som indledes med en lidt småsnoet nedkørsel, der fører mod øst, nordøst og nord tilbage til målbyen. Nedkørslen ender først med 2 km igen, hvorefter det over den næste kilometer stiger med 4-5%, inden den sidste kilometer falder let med 0,3% i snit. Det går ad en snoet vej ned til et skarpt sving med 2500 m igen, hvorefter der er et blødt sving i bunden af bakken med 2000 m igen. Med 1300 m igen skal man til venstre i en rundkørsel, inden man slutteligt skal lige igennem endnu en rundkørsel med 800 m igen, hvorefter den 6,5 m brede vej bugter sig let frem mod stregen, der er synlig over de sidste 300 m.

Etapen byder på i alt 2753 højdemeter.

Det synes at være blevet en tradition for Dauphiné at starte med ret uforudsigelige etaper, der akkurat er så svære, at de vil være for hårde for langt de fleste hurtige folk. Sådan har det ofte været, og sådan er det bestemt også i år. I forhold til sidste år er der skruet markant på for sværhedsgraden med 300 flere højdemeter over en næsten 40 km kortere distance, og der er meget lidt fladland undervejs. Det bør sætte de fleste til vægs, og historien viser, at udbrud har en bemærkelsesværdig god chance på disse etaper. Tænkeligt er det dog også, at Ineos vil forsøge at gå efter en spurt med Ethan Hayter, og selvom man aldrig kan udelukke sene angreb - måske særligt på den lille finalebakke i målbyen - må man forvente, at en reduceret massespurt meget vel kan blive udkommet.

Chambon-sur-Lac har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

2. etape

Criterium du Dauphiné plejer altid at byde på mindst to chancer for sprinterne, og meget ofte er den første af disse kommet på mandagens etape, inden bjergene tårner sig op i Alperne i løbets anden halvdel. Også den trend har ASO brudt i de senere år, og nu synes traditionen i stedet at være, at man de først to dage skal besøge det kuperede Massif Central. Sådan er det også i år, og dermed lægges der igen op til en fest for de holdbare afsluttere på en etape, der kan minde om den foregående. Igen skal der klatres næsten 3000 højdemeter på en rute med meget lidt fladland, og denne gang slutter det hele endda med en let stigende finale, der vil appellere endnu mere til de mest holdbare folk. Det kuperede terræn åbner således igen muligheden for en udbrudssejr, men vinderen fra førstedagen vil formentlig gøre alt for at opnå endnu en sejr på en næsten identisk etape.

I alt skal der tilbagelægges 167,3 km mellem Brassac-les-Mines og La Chaise-Dieu, hvor man for anden dag i træk skal slutte med omgange på en rundstrækning. Startbyen ligger i et fladt område umiddelbart vest for det højdedrag, hvor målbyen ligger, og derfor er det kortvarigt fladt, når man lægger ud med at køre mod nord. Efter 14,1 km drejer man imidlertid mod øst for at køre mod øst og nord ind i terrænet, hvilket sker via en ikke-kategoriseret stigning (15,4 km, 2,7%), der har top efter 30 km. På toppen drejer man mod nordøst, hvorefter de det generelt er let faldende ned til Auzelles, der passeres efter 46,7 km

Her tager det imidlertid fat igen, når man kører mod nord igennem stigende terræn frem til det nordligste punkt, hvorfra det stiger mod sydøst ned til kategori 3-stigningen Col de Toutée (2,2 km, 6,0%), der over den første kilometer stiger med 6-8%, inden det stiger med 4-5% frem til toppen, som rundes efter 46,7 km. En let nedkørsel fører nu mod sydøst og øst, inden det går mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Col des Fourches (2,7 km, 6,5%), der er en jævn stigning med top efter 53,8 km. Her drejer man mod sydvest, men det fortsætter med generelt at være let stigende indtil umiddelbart efter byen Saint-Gemain-l’Herm, hvor man efter 70,2 km drejer mod sydøst.

Nu bliver det generelt let faldende, indtil man efter 85,5 km er fremme i byen Saint-Alyre-d’Arlanc, der passeres efter 85,5 km. Her drejer man mod syd, hvorefter det igen begynder at stige frem til rundstrækningen, der rammes efter 91,9 km, hvorefter man kører de sidste 5,2 km af denne, inden man efter 97,1 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens spurt.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 35,1 km lange runde, der er placeret i området vest for målbyen. Fra start går det mod sydøst ad en helt lige og ganske let stigende vej, inden man med 30,4 km igen drejer mod syd. Herfra falder det let ad en lige vej ned til det sydligste punkt, hvor man drejer mod nordvest for at køre videre igennem faldende terræn.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Med 16,3 km igen begynder det i stedet at stige let, når man drejer mod nord og senere nordøst, inden det går mod vest op ad kategori 4-stigningen Cote des Guetes (1,0 km, 8,0%), der har top efter hhv. 122,5 og 157,6 km. Herfra resterer blot 9,7 km, der indledes med at det falder mod nord frem til etapens nordligste punkt, hvorefter det gå mod øst ind til målbyen igennem stigende terræn. Vanskeligst bliver det, når det med 5 km igen over 1,3 km stiger med 5,1%, hvorefter det stiger med ca. 2% i gennemsnit, herunder med 1,0% over den sidste kilometer. Det går ad en stærkt snoet vej uden sving frem til et skarpt sving lige ved den røde flamme, hvorefter den 7 m brede vej kun bugter sig ganske let ind på den 80 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2865 højdemeter.

Etapen minder ufatteligt meget om den foregående, men rundstækningen er lettere. Det bør give et større felt til sidst, men finalen er stadig hård. Den lille kategori 4-stigning er stejl og et perfekt afsæt for angreb, som også den lille bakke med top med 4 km igen er det. Grundet lighederne mellem de to etaper taler meget for, at vinderen af 1. etape vil gå efter endnu en sejr i den let stigende finale, hvorfor endnu en reduceret massespurt er det mest sandsynlige, men i dette terræn kan hverken en udbrudssejr eller et succesrigt finaleangreb udelukkes.

La Chaise-Dieu har kun én gang tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb. Det var i Tou de l’Avenir i 2002, hvor Xavier Florencio vandt med 14 sekunder ned til feltet, hvis spurt blev vundet af Pierrick Fedrigo foran Iñaki Isasi.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

3. etape

Efter to dage i Massif Central er der lys for enden af tunnelen for sprinterne, der kan se frem til en 3. etape med mål i den flade Loire-dal. Det betyder imidlertid ikke, at de får noget foræret på en dag, hvor man åbner løbet med en tur ind i Massif Centrals bakker og slutter med en næsten 8 km lang stigning inden for de sidste 30 km. Sidstnævnte er imidlertid så let, at den ikke bør give de store problemer, og dermed taler meget for, at tirsdagen vil være en sjælden chance for sprinterne, hvis de kan hente det udbrud, der efter den hårde start kan blive ganske stærkt.

Med en distance på 194,1 km er der tale om en ganske lang etape, der fører feltet fa Monistrol-sur-Loire til Le Coteau. Begge byer ligger i den flade Loire-dal, men begge også lige på grænsen til Massif Centrals bakker, og det mærker rytterne med det samme. Her kører man nemlig mod sydvest ind i terrænet via en bakke, inden det falder mod sydvest ned til Retournac, der passeres efter 14,6 m. Herfra bliver det kortvarigt fladt, når man snor sid mod vest og nordvest, inden det går mod nordvest op ad årets første kategori 2-stigning, Cote de Bellevue-la-Montagne (4,9 km, 5,8%), der stiger med 4-6% det meste af vejen, men med 6-7% over 2 km midtvejs.

Toppen rundes efter 40,9 k, men der venter ingen umiddelbar nedkørsel. I stedet går det mod nord ad et let kuperet plateau, inden man efter 53,3 km drejer mod nordøst for at køre ad en lille nedkørsel, inden det går videre mod nordøst ad let stigende veje. I byen Daint-Bonnet-le-Chateau, der nås efter 82,7 km drejer man mod nord, hvorefter en ganske snoet og faldende vej leder ned til Loire-dalen, der efter 108,3 km nås i den store by Montbrison.

Nu er det slut med den hårde første halvdel. Herfra snor man sig nemlig ad lige og flade veje mod nord op gennem dalen, indtil man kortvarigt kører mod øst frem til dagens spurt, som er placeret efter 139,5 km. Herfra zigzagger man sig mod nord, vest, øst og nord frem til dagens sidste udfordring, der melder sig, når man kører mod nordøst op ad kategori 4-stigningen Cote de Pinay (7,5 km, 3,0%), der starter med 2 km med hhv. 4,4% og 3,7% og slutter med 800 m med 4,9%, men derefter aldrig stiger med mere end 3%.

Toppen rundes efter 175,6 km, hvorfra der resterer 18,5 km, der indledes med en lige og faldende vej, der leder mod nordøst tilbage til dalen, hvor det går mod nordøst ad lige og ganske, ganske let faldende veje ind til målbyen, der er en forstad til Roanne, og hvor de sidste 3 kilometer er helt flade. Finalen er imidlertid teknisk, da man efter en lang og lige vej først drejer til venstre i en rundkørsel med 2000 m igen og derefter til højre i endnu en rundkørsel med 1800 m igen, hvorefter der venter to skarpe sving med 1100 og 800 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2089 højdemeter.

Dette er den helt store chance for løbets få sprintere. Ganske vist er der 2000 m højdemeter på menuen, men de kommer primært i den første del. Den sidste stigning ser mere voldsom ud på profilen, end den er det i virkeligheden, og derfor burde det ende i en massespurt i det, der vil være en teknisk finale. Intet er dog givet i dette løb, for det beskedne antal sprintere kombineret med en hård start betyder, at vi sagtens kan se en af de udbrudssejre, der var så mange af i 2022.

Le Coteau har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Reserve leverede kæmpe overraskelse

4. etape

Inden ASO overtog fra den gamle ledelse, fulgte løbet et helt fast mønster, hvor der altid lå en 40-50 km lang enkeltstart om onsdagen. Siden magtskiftet har der imidlertid været plads til betydeligt flere eksperimenter, hvor det mest gennemgående træk har været, at man ligesom i Touren har skåret gevaldigt ned på enkeltstartskilometerne. Som regel har der stadig været en halvlang en af slagsen, men slet ikke med samme distance som tidligere. I 2018 var den helt usædvanligt afløst af et holdløb, men mønsteret synes at være, at den har genfundet sin plads. I hvert fald er den som i 2017, 2019, 2021 og 2022 med igen - 2020-udgaven var jo forkortet og derfor uden enkeltstart - og ligesom sidste år vender man endda delvist tilbage til fortiden. Med en distance på hele 31,1 km er der nemlig tale om den næstlængste enkeltstart, siden man i 2012 kørte 32,5 km - sidste år var distancen 800 længere - men modsat sidste år, hvor der var tale om en flad tonserenkeltstart, skal der denne gang klatres 400 højdemeter, hvilket næppe er helt uden tanke på den enkeltstart, der venter i Touren en måneds tid senere. Højdemeterne kommer dog næsten udelukkende i form af bløde powerstigninger, og derfor vil specialisterne stadig slikke sig om munden, hvis blot ikke de er alt for tunge.

I alt skal der tilbagelægges 31,1 km mellem Cours og Belmont-de-la-Loire. Som målbyens navn antyder, ligger begge byer ganske tæt på Loire-floden, men ingen af dem ligger i selve Loire-dalen. I stedet ligger de i det kuperede område mellem Loire- og Rhone-dalene, og det mærker rytterne med det samme, når de lægger ud med at køre et kort faldende stykke mod sydvest og derefter mod nordvest op ad Col de la Croix (2,2 km, 4,7%), der har top efter 3,1 km.

Derfra går det ad en let snoet og faldende vej, der kun byder på to ganske bløde sving ned til byen Mars, hvor man drejer skarpt til højre ind på en bakke (300 m, 6,4%), på hvis top den første mellemtid tages efter 10,7 km. Efter mellemtiden kører man via en nedkørsel tilbage til hovedvejen, hvor man drejer skarpt for nu at følge den næsten helt lige og kun ganske, ganske let faldende vej mod vest ud til etapens vestligste punkt, hvor man drejer skarpt mod nordøst for at køre ad en lige og flad vej frem til anden mellemtid, som tages efter 19,7 km.

Efter mellemtiden fortsætter man mod nordøst ad en lige vej uden sving, idet det nu begynder at stige ganske let. Efter 24,1 km forlader man hovedvejen for efter dagens sidste sving at køre mod sydøst, og derfra går det over de sidste 7,0 km ad en kun ganske let snoet og stigende vej mod sydøst ind til målbyen. Det stiger hele vejen let, men bliver langsomt stejlere og stejlere, indtil man når det stejle stykke, nemlig den sidste kilometer, der dog ikke stiger med mere end 3,0% i snit. Der er som sagt ingen sving på den 5 m bede vej over de sidste 7,0 km, idet vejen kun bugter sig let, slutteligt ind på den 350 m lange opløbsstrækning.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Etapen byder på i alt 408 højdemeter.

I gamle dage havde Dauphiné ofte relativt flade enkeltstarter, men i de senere år har de ofte været mere kuperede. Efter sidste års fladbanesag følger årets rute den nye tradition, og det er svært ikke at se det som en konsekvens af den kuperede enkeltstart i Touren. De to kan dog slet ikke sammenlignes for selvom denne enkeltstart ikke er flad, er den slet ikke den lille bjergenkeltstart, vi finder i Touren. Højdemeterne findes mest af alt ad lange og lige veje, hvor det stiger let og jævnt, og der er således kun i begrænset omfang tale om rigtig klatring. Det er stadig en enkeltstart for specialister, dog af den lidt lettere slags, og derfor er enkeltstarten bestemt ikke en gave til klatrerne, der vil tabe tid på en rute, der heller ikke byder på mange tekniske udfordringer.

Belmont-de-la-Loire har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

5. etape

Inden ASO overtog ansvaret, var det helt fast, at Dauphiné altid sluttede med fire store bjergetaper, hvor der oftest var mål på toppen om torsdagen og lørdagen og flade finaler fredag og søndag. Den faste tradition har ændret sig i de senere år, hvor der også i løbets anden halvdel har været enkelte muligheder for sprinterne, selvom bjergerne altid har domineret weekenden. I 2018 vendte man tilbage til den gamle model med fire store dage i bjergene, men den nye tradition med en flad torsdagsetape har været den nye norm. Sådan bliver det imidlertid slet ikke i år, for her byder torsdagsetape på en meget svær sidste stigning, og selvom den flad finale nok betyder, at favoritterne vil holde sig i skindet, skaber det en uforudsigelig dag, hvor et udbrud med nogen sandsynlighed vil løbe med sejren, og hvor man godt kan tillade sig at drømme om, at der alligevel er en klassementsrytter eller to, der har lyst til at teste benene.

Med en distance på 191,1 km er der tale om endnu en relativt lang etape, der denne gang fører feltet fa Cormorance-sur-Saône til Salins-les-Bais. Startbyen ligger i den flade Rhone-dal, mens målbyen ligger på kanten til Jura-bjergene, og det giver en etape i to skarpt adskilte halvdele. Første del er således meget let, når man kører ad lange, lige og flade veje mod nord op gennem dalen. Efter 18,9 km nå man frem til Pont-de-Vaux, hvor man sætter kursen mod nordøst, men det ændrer ikke på etapens helt flade og enkle karakter. De lige veje fører efter 50,7 km gennem Louhans, hvorfra man fortsætter mod nordøst igennem fladlandet. Efter 70,3 km drejer man mod øst for at fortsætte ad en lige og flad vej frem til byen Voiteur, der nås efter 92,3 meget lette kilometer.

Voiteu ligger på grænsen til helt anderledes kuperet terræn, og det mærker man med det samme, når man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Cote de Chateau-Chalon (4,4 km, 4,5%), der er en jævn stigning uden stejle procenter. Toppen rundes efter 97,7 km, men efterfølges ikke af en nedkørsel. I stedet kører man mod først nordøst, siden sydøst og øst og slutteligt mod nordøst og nord ad lange, lige og let stigende veje frem til byen Pont-d’Hery, der nås efter 134,0 km, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning. Man kører dog ikke hele sidste del af rundstrækningen. Ganske vist kører man mod nord ad den samme lange, lige og lette nedkørsel, der skal benyttes igen senere, men denne gang dropper man den lille ekstra rundstrækning med finalestigningen for i stedet at køre det sidste stykke mod nordvest ad flade veje ind til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 142,4 km i forbindelse med dagens spurt.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 48,7 km lange rundstrækning. Den indledes med et fladt stykke, som fører mod nordvest, vest, syd og sydøst, inden det går mod sydvest på ad kategori 3-stigningen Cote d’Ivory (2,3 km, 5,9%), der stiger jævnt med næsten 7% over de første 1500 m, inden den flader ud med 4,0% over de sidste 700 m frem mod toppen, som rundes efter 154,4 km. Herfra indledes de sidste 36,7 km med et let faldende stykke, der kortvarigt fører mod sydvest, inden en lige og let stigende vej fører mod sydøst ned til Pont-d’Hery, som passeres for anden gang efter 166,0 km. Her drejer man igen mod nord for atter at køre ad samme lette nedkørsel som tidligere.

I udkanten af målbyen afviger man imidlertid fra det, man foretog sig tidligere. Her kører man nemlig en omgang på en rundstrækning, der indledes med at man kører mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Thésy (3,7 km, 8,1%), der er en ganske svær stigning med 10-11% over de første 1800 m, 7,4% over de næste 900 m og slutteligt bare 4,7% over den sidste kilometer frem mod toppen, som rundes efter 176,7 km.

Herfra resterer bare 14,4 km, som indledes med et småkuperet plateau, der følges mod nordøst og nordvest, inden en hurtig og ikke alt for svær nedkørsel fører mod sydvest tilbage til udgangspunktet for den lille rundstrækning, hvorefter man for anden gang kører det sidste stykke mod nordvest og nord ind til stregen i centrum af målbyen. Nedkørslen ender med 2 km igen, hvorefter det falder let, den sidste kilometer dog kun med 0,1%. Man drejer skarpt med 3300 m igen, hvorefter der med 2700 m er en 90-graderskurve, inden der er et sidste sving med 1200 m igen. Herfra bugter den 6 m brede vej sig ganske let ind på den 450 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2016 højdemeter.

Etapen er samlet set en af de to letteste i løbet, men desværre for sprinterne er vanskelighederne koncentreret til sidst. Den sidste stigning er meget stejl og svær nok til et klassementsslag, men spørgsmålet er, om ikke afstanden til mål og udsigten til vigtigere etaper vil få klassementsrytterne til at holde sig i ro. Det taler for, at det burde være en dag for et udbrud, medmindre det skulle blive så farligt, at den førende rytter vil være tvunget til at køre det ind, hvis han har tænkt sig at forsvare trøjen.

Salins-les-Bains har kun én gang tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb. Det var på 1. etape af Tour du Jura i 2018, hvor Szymon Rekita slog Carl Fredrik Hagen i en tomandsspurt, inden Chris Harper 4 sekunder senere var hurtigst i en seksmandsgruppe bestående af klatrere.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

6. etape

I de gode, gamle dage sluttede Dauphiné som sagt altid med fire store bjergetaper i Alperne, men den nye tradition med en hård start i Massif Central betyder, at man nu plejer at nøjes med tre af slagsen. Den nye trend er også, at fredagsetapen mest er en mere eksplosiv opvarmningsetape inden weekendens to store dage i Alperne, og sådan er det også i år. Her skal man nemlig over den relativt bløde Col des Aravis i finalen, inden det gælder en eksplosiv dobbeltstigning op til målet, hvor der er lagt op til puncheurfest, men også med nogen sandsynlighed endnu en potentiel udbryderfest.

I alt skal der tilbagelægges 171,0 km, der fører feltet fa Nantua til Crest-Voland. Startbyen ligger på kanten til Jura-bjergene og målbyen i Alpene, men det mest af tiden holder man sig i nærheden af dalen. Fra start kører man kører an igennem let faldende terræn mod nordøst frem til det nordligste punkt, hvorfra det går mod sydøst. Efter 15,7 km drejer man mod sydvest for at køre op ad en lille bakke, der har top efter 18,9 km, hvorefter det går mod syd ad en lang og let faldende vej hele vejen ned langs Rhone-floden, indtil man efter ca. 40 km drejer mod nordøst for at køre det sidste korte stykke frem til byen Seyssel, hvor man efter 43,8 km krydser floden.

Her forlader man med det samme dalen for at køre mod nordøst og øst op ad kategori 2-stigningen Cote de Droisy (7,5 km, 4,7%), der er en jævn stigning uden stejle procenter. Toppen rundes efter 52,8 km, hvorfra det falder let mod nordøst. Senere begynder det i stedet at stige let, når man zigzagger sig mod nordøst, sydøst og til sidst nord frem til byen Cruseilles, hvor man efter 82,4 km drejer mod nordvest. Herfra stiger det kortvarigt let, inden det i stedet begynder at falde let ned til udkanten af storbyen Annemasse, der ligger på grænsen til Schweiz. He drejer man mod sydøst for at køre ad en lang, lige og flad vej langs floden l’Arve ned til udkanten af Bonneville, hvor man drejer mod sydvest for at køre det sidste korte, flade stykke.

Efter 121,5km drejer man mod syd for at køre ind i Alperne. Det sker via en lang og relativt lige vej, der stiger, i starten lidt kraftigt og senere kun let, indtil man når frem dagens spurt, der køres i 950 m højde efter 141,2 km. Herfra drejer man mod sydøst for at fortsætte ad den let stigende vej et ganske kort stykke, inden finalen indledes, når man fortsætter mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Col des Aravis (7,8 km, 5,7%), der over de første 2 km stiger med hhv. 3,8% og 9,2%, hvorefter den stiger jævnt med 5-7% frem mod toppen, som rundes efter 151,9 km.

Herfra resterer bare 18,9 km, der indledes med en i starten meget teknisk og siden let nedkørsel, som fører videre mos sydøst ned til byen Flumet, der nås efter 163,0 km. Her kører man med det samme mod syd op ad kategori 2-stingingen Cote de Notre-Dame-de-Bellecombe (3,2 km, 6,1%), der skal deles i flere dele. De første 600 m er stort set flade, inden der følger 600 m med 11,5% og derefter 600 m med 8,5%, hvorefter de flader ud med 4,4% over de næste 4,4% frem mod de sidste 800 m, som stiger med 7,2%.

Toppen rundes efter 166,7 km, hvorefter de sidste 3,5 km indledes med en bare 700 m lang og let nedkørsel, som fører mod sydøst. Herfra drejer man med det samme mod sydvest for at køre op ad målstigningen Crest-Voland (2,3 km, 6,6%), der er i kategori. Også den skal inddeles i flere dele, da den indledes med 600 m med hele 13,8%, hvorefter de næste 600 m stiger med 4,5%. Nu følger 600 m med 7,0%, men de sidste 500 m stiger bare med 2,0%. Man drejer skarpt ind på stigningen med 2300 m igen, men derefter er det en næsten lige, 6 m bred vej, der leder frem til stregen, dog med to hårnålesving i rap med 1300 m igen, inden den bugter sig ind på den 350 m lange opløbsstrækning.

Læs også

Se spurten, der fik Bora-profil deklasseret

Etapen byder på i alt 3406 højdemeter.

Den sidste dobbeltstigning er meget irregulær med nogle meget stejle sektioner, men det er puncheur- mere end klatreterræn. Med udsigt til den hårde weekend må man forvente, at mange klassementsryttere vil køre afventende, men det ligner også Julian Alaphilippes store chance for at vinde en etape. Meget kunne derfor tale for, at det alligevel holdes samlet til en afslutning for løbets mest eksplosive puncheurs.

Crest-Voland har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på næstsidste etape af den meget stærkt besatte 2018-udgave af Tour de l’Avenir, hvor Gino Mäder kørte alene hjem med 15 sekunder ned til en favoritgruppe, hvis spurt blev vundet af Ivan Ramiro Sosa foran Robert Stannard, Aleksandr Vlasov og den førende Tadej Pogacar.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

7. etape

Det har været en tradition i mange år, at kongeetapen i Criterium du Dauphiné er kommet om lørdagen, og det gælder i den grad også i år. Her venter nemlig et gigantisk slag i Alperne, hvor man skal over to af bjergkædens mest legendariske stigninger. Først gælder det nemlig frygtede Col de la Madeleine, men mest markant er det, at man for første gang i historien skal slutte i mere end 2000 højde på mytisk Col de la Croix de Fer, der ellers plejer at komme midtvejs på etaperne - den højeste afslutning i løbets historie. Det giver en voldsom dag med 4000 højdemeter over mindre end 150 km, hvor kombinationen af iltfattig luft og en stejl afslutning på målbjerget vil sikre, at vi lørdag eftermiddag formentlig har en ganske god ide om, hvem der skal vinde årets udgave af det vel nok største ugelange etapeløb.

I de seneste år har begge de to alpeetaper i weekenden været korte, og det gælder også i år, hvor man om lørdagen blot skal køre 147,9 km, der fører feltet fra Porte-de-Savoie til toppen af Col de la Croix de Fer i 2067 m højde. Startbyen ligger i Isere-dalen midt i Alperne, og her er arrangørerne meget nådige. Således lægger man ud med at køre mod nordøst ad den helt lige og flade dalvej frem til Albertville, der nås efter 32,4 km, idet man efter 28,7 km kører dagens spurt. Her drejer man mod syd for at køre videre ad den lige og flade vej langs den store flod frem til udkanten af byen Notre-Dame-de-Briancon.

Her ændrer etapen dramatisk karakter. Her forlader man nemlig dalen for at køre mod sydvest op ad Col de la Madeleine (25,1 km, 6,2%), der er uden for kategori. Der er tale om en relativt ujævn sag, hvor de første 4 km er svære med 7-9%, inden der venter 8 km, der er ganske lette. Herefter stiger den over 6 km imidlertid jævnt med 8-10%, inden den igen flader ud med 3-4% over 2 km for derefter at stige med 7-10% over 4 km frem mod de sidste 800 m, som med 3,9% fører frem mod toppen.

Den rundes efter 75,5 km, hvorefter en lang og meget teknisk nedkørsel leder videre mod sydvest ned til dalen, som efter 94,1 km nås i byen La Chambre. Her drejer man mod sydvest for at følge en lige og let stigende dalvej ind til og igennem den kendte alpeby Saint-Jean-de-Maurienne.

Kort efter byen indledes finalen, når man atter forlader dalen for at køre mod sydvest op ad Col du Mollard (18,5 km, 5,8%), der ligeledes er uden for kategori. Der er tale om en klassisk, jævn alpestigning, der efter 2 km med 5-6% over 9 km stiger helt jævnt med 6-8%. Herefter bliver den imidlertid ganske let med 6 km med bare 1-5%, inden de venter 7,6% over de sidste 1,3 km frem mod toppen, som rundes efter 127,9 km.

Herfra resterer præcis 20,0 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod syd, nordvest og sydvest direkte frem til bunden af målbjerget. Etapen afsluttes nemlig med, at man kører mod nordvest op ad kategori 1-stigningen Col de la Croix de Fer (13,1 km, 6,2%), der skal deles i to. De første 7 km er således lette med stigningsprocenter på 3-6, men derefter tager den fat, når de sidste 6,1 km stiger uhyre jævnt med 8-9%. Den nedre del af stigningen går mod nordvest ad en lang lige vej, indtil der over de sidste godt 5 km er 8 hårnålesving, de sidste to med hhv. 1000 m og 700 m igen, hvorefter en lige og 6 m bred vej leder frem til en ganske blød kurve 70 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 4015 højdemeter.

Navnene Madeleine og Croix de Fer kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste. Det er to af Alpernes mest frygtede stigninger, og selvom der er tale om lange, jævne og ikke alt for stejle stigninger, som vi kender dem fra de franske alper, er det en etape, der bør gøre stor skade. Det vil de mange højdemeter og højderne sikre, og det store slag skal slås over de sidste 6,1 km, som burde blive ramme om et stort slag om den samlede sejr. Vi må i hvert fald forvente, at vi på toppen af det mytiske pas ved meget mere om, hvem der vil vinde løbet.

Læs også

Favorit kommenterer afgørende fejl

Col de la Croix de Fer har ikke tidligere i dette årtusinde været bugt som mål for et stort cykelløb.

8. etape

De fleste kan vel huske 2017-udgaven af løbet, hvor en aggressiv Chris Froome tidligt fik isoleret den førende og voldsomt stærke Richie Porte, der blev angrebet fra start til mål, og til slut måtte lade Jakob Fuglsang køre hjem til karrierens klart største sejr. Arrangørerne oplevede en gentagelse i 2020, hvor isolerede Thibaut Pinot tabte løbet til Daniel Martinez, og måske får vi en gentagelse i år. Efter fuserne i 2019 og 2021, hvor stærke hold kunne lægge sidste etape i et jerngreb, og en 2022-etape, hvor et meget svært målbjerg inspirerede til defensiv kørsel, har arrangørerne nemlig i år designet en finaleetape, der bestemt gør det muligt at tage chancer. Over de sidste 60 km venter nemlig stort set ingen flad vej, men til gengæld tre store bjergpas samt et mål på den lille, men brutale mur La Bastille i udkanten af Grenoble, hvo en ung Bernard Hinault i 1977 bragede ind på scenen, og dermed bør scenen være sat for en højintens og hektisk afslutning på Touren store forberedelsesløb og det måske mest prestigiøse ugelange etapeløb på kalenderen.

Det er blevet en tradition, at den sidste bjergetape er en kort sag, og det gælder også i år, hvor der skal køres bare 152,8 km mellem Le Pont-de-Claix og stigningen La Bastille - Grenole Alpes Métropole i udkanten af Grenoble. Startbyen ligger midt i Alperne umiddelbart syd for Grenoble og dermed meget tæt på målet, og etapen består af en tur ind i bjergene nord for den store by. Starten er benhård, da man med det samme kører mod nordøst ad en stigende vej, som leder direkte ind på og op ad kategori 2-stigningen Cote de Pinet (6,3 km, 6,1%), der har en kilometer med hele 10,1%, men derudover er relativt let.

Toppen rundes efter 15,1 km, men der er ingen umiddelbar nedkørsel. I stedet snor feltet sig mod nord og nordøst ad et småkuperet plateau, indtil man drejer mod øst for at køre op ad kategori 2-stigninge Col des Mouilles (3,9 km, 7,0%), der er en relativt jævn stigning med top efter 42,9 km. Derfra går det kortvarigt videre mod nord ad endnu et småkuperet plateau, inden en lang og let nedkørsel leder mod vest og nord ned til Isere-dalen, der nås efter 60,6 km.

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

Den forlader man imidlertid med det samme, når man kører mod nordøst op ad en ikke-kategoriseret stigning med top efter 70,9 km, hvorefter der falder let mod nordøst til det nordligste punkt, hvor man efter 78,8 km drejer mod sydvest for igennem faldende terræn at køre frem til dagens spurt, der kommer efter 88,1 km. Et kort, let stigende stykke fører nu mod nord frem til byen Chapareillan, der nås efter 94,3 km.

Nu er det slut med fladt terræn. Finalen indledes nemlig, når man kører mod nordvest og vest op ad Col du Granier (9,6 km, 8,6%), der er uden for kategori. Der er tale om en meget svær stigning, der efter 3 km med 7-8% stiger med 8-12% resten af vejen, kun afbrudt af en lettere femte kilometer. Toppen rundes efter 105,1 km, hvorefter de sidste 47,8 km indledes med en relativt let nedkørsel, som kører mod sydvest ned til Saint-Pierr-d’Entremont. Her drejer man med det samme mod syd for at køre op ad kategori 2-stigningen Col du Cucheron (7,4 km, 6,8%), der over de første 6 km hovedsagelig stiger med 5-6%, men som slutter med små 2 km med 10%.

Toppen rundes efter 123,1 km, hvorfra de sidste 29,7 km indledes med en let nedkørsel, der fører mod sydvest ned til Saint-Pierre-de-Chartreuse, der passeres efter 125,7 km. Herfra går det med det samme videre mod sydvest op ad kategori 1-stigningen Col de Porte (7,4 km, 6,8%), der er en ganske jævn stigning, men som midtvejs har 3 km med 7-9%.

Her rundes toppen efter 135,7 km, hvorefter de sidste 17,1 km indledes med en lang og lidt småkringlet nedkørsel, der leder mod syd ned mod Grenoble. I den nordlige forstad Corenc drejer man efter 146,7 km mod sydvest for at fortsætte ad faldende veje ned til målstigningen, der ligger i den nordlige udkant af Grenoble. Den venter umiddelbart efter nedkørslen, hvor man fortsætter mod sydvest op ad kategori 1-stigningen La Bastille (1,8 km, 14,2%), der er en sand mur som over hver af de tre 600 m-segmenter stiger med hhv. 11,0%, 17,5% og 12,5%. Det går ad en lang og snoet vej frem til et sving med 2000 m igen, hvorefter man 200 m senere rammer stigningen, der går ad en lige vej på den nedre del, indtil der med 1100 m igen indledes en serie på fire hårnålesving, det sidste med ca. 300 m igen, hvorefter vejen bugter sig ind på den 80m lange og 5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på 4160 højdemeter.

Dauphiné er et løb, der aldrig er ovre, før den fede dame har sunget. I 2014, 2015, 2017 og 2020 var vi vidner til store dramaer på meget aggressive afslutningsetaper, hvor korte distancer og bjergrigt terræn blev brugt til at skabe fremragende cykelløb. Chancen for, at det kan gentage sig i år, er i hvert fald til stede over de sidste små 60 km, der er nærmest renset for fladland. Skal man vinde meget tid, er man i hvert fald nødt til at starte tidligt, måske allerede på Granier, der er en meget svær stigning. Et stærkt hold kan imidlertid også kontrollere, da Cucheron og Porte ikke er de allersværeste stigninger. Uanset om der er kontrol eller ej, vil det hele kulminere i et spektakulært slag på den sidste brutale mur, der måske ikke er lang, men hvor de stejle procenter vil sikre, at der efter en dag med mere end 4000 højdemeter alligevel vil være nogen tid at hente, inden den endelige vinder af det franske storløb skal kåres.

La Bastille har kun én gang tidligere i dette årtusinde haft mål på Le Bastille. Det var på bjergprologen i dette løb i 2000, hvor Alberto Lopez De Munain overraskede med en ganske suveræn sejr med 11 sekunder ned til Lance Armstrong og 16 sekunder ned til Jose Maria Jimenez.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Criterium du Dauphiné er altid et af årets mest imødesete løb, fordi det giver en første mulighed for at vurdere formen på Tour-favoritterne. Ser man bort fra 2018, hvor kalenderændringen førte til et usædvanligt tamt felt, samt en måske lidt halvsløj 2022-udgace har det i særdeleshed været tilfældet i de senere år, hvor snart sagt alle Tour-favoritter har prioriteret det franske løb over Tour de Suisse. Mest markant var det selvfølgelig i 2020, hvor den coronakaotiske kalender betød, at klassementsfeltet i Dauphiné nærmest én til én var identisk med det, vi så i Touren - i hvert fald indtil det store styrt i netop Dauphiné kombineret med den pauvre form hos Geraint Thomas og Chris Froome fik rystet posen lidt inden Tour-starten.

Læs også

Danmarksmester kører sig til nyt topresultat

Sådan er det også i år. Det er lidt svært at sige, hvad der har ændret sig siden sidste år, hvor Tour de Suisse havde genvundet lidt af sin styrkeposition, men sandt er det i hvert fald, at franskmændene har givet schweizerne gedigne prygl. Vi savner selvfølgelig i den grad Tadej Pogacar, der jo efter alt at dømme slet ikke kommer til at køre noget opvarmningsløb i år, men ellers ser de i skrivende stund ud til, at vi næsten får fuld plade af klassementskandidater til Touren i årets udgave af Dauphiné. Tour de Suisse kan gå hen og blive interessant af andre årsager - det bestemmer særligt Primoz Roglic og Remco Evenepoel - men som Tour-opvarmning har klassementsrytterne fravalgt det, når det ser ud til, at Tom Pidcock og Romain Bardet bliver de eneste væsentlige af Tourens klassementskandidater, der vil køre i det lille alpeland. Derudover savner vi Simon Yates, hvis planer i skrivende stund er ukendte. Det er sjældent, at Dauphiné i så udtalt grad som i år har været Tour-generalprøve, selvom vi selvfølgelig mangler et af de allervigtigste navne.

Det er ikke nogen ny situation, at flere Tour-navne støder sammen i Dauphiné, men betydningen af et godt resultat allerede i juni har været lidt forskellig over årene. Tidligere syntes der at være en meget klar tendens til, at løbet hovedsageligt var forberedelse, og mange af favoritterne var ofte meget langt efter de bedste. Det er eksempelvis sigende, at Alberto Contador selv i de år, hvor han var totalt dominerende, aldrig vandt det franske løb, og han satte nærmest en ære i at understrege, at han for alt i verden ikke måtte være for god i generalprøven.

Det har imidlertid ændret sig, siden Sky i 2011 satte sig på løbet. Siden da er Dauphiné i stigende grad blevet betragtet om et sted, man går efter sejren, og ikke mindst et betydeligt selvtillidsboost på vejen mod juli. Således så vi i 2012, 2013, 2015 og 2018 lavede ”The Double” med først Wiggins, siden med Froome to gange og til sidst med Thomas. I den specielle 2020-sæson havde Primoz Roglic uden et styrt utvivlsomt også vundet Dauphiné på vejen mod den Tour, han var ”åh så tæt” på at vinde, og sidste år er der næppe nogen tvivl om, at Jonas Vingegaard kunne have vundet Dauphiné, hvis ikke hans slovenske kaptajn havde været i førertrøjen. Der er stadig ryttere, der som regel er langt fra niveauet i Dauphiné - det plejede eksempelvis at være tilfældet for Nibali, når han brugte det som Tour-forberedelse - men nu om dage er Tour-favoritterne generelt mere konkurrencedygtige end tidligere.

Det forhold, at rytterne som regel har meget forskellige måder at forberede sig på, gør også Dauphiné til et af de sværeste løb at spå om. Usikkerheden bliver ikke mindre af, at alle favoritterne kommer til løbet efter en lang pause, og derfor ved de aldrig heller ikke selv helt, hvor de står. Med andre ord kan løbet være lidt af et lotteri at forudse, også selvom ruten som regel er så svær, at der ikke er mange tilfældigheder involveret.

Det burde der heller ikke være i år, hvor ruten nærmest én til én følger det mønster, ASO har fastlagt de seneste år. Mønsteret er det samme med to kuperede dage i Massif Central, tre mellemdage, hvoraf den midterste er den vigtige enkeltstart, og slutteligt tre dage i bjergene, hvoraf vi igen i år har en puncheursag om fredagen, kongeetapen om lørdagen og en eksplosiv dag om søndagen, hvor der er potentiale til at få det hele til at eksplodere fra distancen, som vi så det i særlig 2014, 2017 og 2020. I de første år efter magtovertagelsen i 2010 eksperimenterede ASO meget med de gamle arrangørers meget ensartede format, og efter nogle år med at finde sig til rette synes de nye arrangører nu at have fundet det format, de finder som det rette.

Med den komposition af løbet har der typisk været tre afgørende etaper, og sådan ser det også ud i år, hvor det atter er enkeltstarten og den sidste weekend i Alperne, der synes altafgørende. Den første vigtige observation er, at enkeltstarten er ved at genvinde sin betydning, efter at ASO også i dette løb har skruet gevaldigt ned for dens betydning. Det er nu anden gang i træk, at vi skal køre mere end 30 km, og det er også blot anden gang siden 2012, at distancen er så lang.

Den store forskel fra sidste år er, at årets rute - formentlig i lyset af den, der venter i Touren - er betydeligt mere kuperet end sidste års flade tonserrute. Man kan dog ikke sammenligne den med Tour-enkeltstarten, der byder på regulær klatring. Det gør denne rute ikke. Ser man bort fra den første stigning, kommer højdemeterne primært i kraft af veje, der stiger længe, men let med kun 1-3%. Det er altså powerstigninger, som de store maskiner stadig kan mose sig op ad, og selvom det ikke vil være guf for de allertungeste specialister, er det altså også i år en specialistenkeltstart, der ikke gør klatrerne alt for mange tjenester.

SIDSTE CHANCE: SKAL VINGEGAARD PÅ DIT HOLD TIL DAUPHINE?

Teknisk er den heller ikke, og her vil specialisterne kunne gøre stor skade på det, der vel med nogen ret kan kaldes den vigtigste etape. Når Roglic vandt over Vingegaard sidste å, skyldes det i høj grad, at han brugte enkeltstarten til at køre danskeren hele 30 sekunder agterud, og selvom sloveneren underpræsterede i forhold til tidligere tiders standard, vandt han over en tilsvarende distance masser af tid. Således slog han eksempelvis Enric Mas med 1.11, David Gaudu med 1.17, Jack Haig med 1.23 og Tobias Johannessen med 1.33, mens den senere treer, Ben O’Connor, tabte 1.04, selvom han kørte sit livs enkeltstart. Med så lang en enkeltstart er det svært at se, at man vinder løbet, hvis ikke man kører meget stærkt på onsdag.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Heldigvis kan klatrerne glæde sig over, at bjergmenuen gør det muligt at indhente en del, selvom etaperne måske ikke er helt så svære som de to, vi havde i 2022, hvor der dog også var skruet pænt op for vanskeligheden af finalebjergene. Vigtigst er i første omgang kongeetapen, hvor det er svært ikke at juble over udsigten til en historisk afslutning på mytiske Croix de Fer, hvor rytterne skal slås med den iltfattige luft. Nok er den nedre del af stigningen let, men den samlede etape er modbydelig, og de sidste 6,1 km kan gøre voldsom skade. Det er dog også et højt alpepas med top over trægrænsen, og her ved vi, at modvind kan slå hele festen ihjel. Det ligner et brag af en etape, men den vil være meget følsom over for vinden.

Hvad så med søndagens etape? Som sagt har vi været vidner til nogle afslutningsetaper, hvor både Alberto Contador, Richie Porte og Thibaut Pinot har tabt løbet, fordi deres hold var for svage, og det kan ske igen. Modsat sidste år har etapen et design, hvor holdet virkelig testes. Granier er en meget svær stigning, og over de sidste 60 km er der stort set intet fladland. Det ligner et løb, der kan tabes, hvis ikke man har holdet til at kontrollere, og etapen er rigeligt svær til, at man på en dårlig dag kan smide det hele selv også. Det er til gengæld også klart, at Granier kommer langt fra mål, og at de to efterfølgende stigninger er lettere. Et stærkt hold kan være svære at knække, men så vil der under alle omstændigheder vente et vildt slag på muren Le Bastille til sidst. Her er det dog de eksplosive murspecialister mere end klatrerne, der vil trives, og forskellene vil grundet stigningens længde trods alt ikke skulle regnes i minutter, selvom man af og til bliver forbavset over, hvor stor skade en så stejl stigning kan gøres efter så voldsom en etape.

Konklusionen må være klar. Det er lørdagens etape, der for alvor tester de individuelle klatreevner, og hvis vinden vil det, bør det også være den vigtigste etape. Man skal imidlertid ikke undervurdere søndagen, men her kan det i højere grad blive holdet, der udfordres - og så vil finalen passe en lidt anden ryttertype, end det vil være tilfældet lørdag.

Kan de fem øvrige etaper komme i spil? Fredagens etape er ikke uden potentiale, for der er nogle meget stejle passager på begge dele af dobbeltstigningen til sidst. Det kan således ikke udelukkes, at en rytter kan køre alene, men da mange vil køre afventende med udsigt til weekenden, taler meget for en puncheurspurt til sidst. Er udbruddet kørt ind - og det er der en vis sandsynlighed for, da det burde være en etape, Julian Alaphilippe har udset sig - kan der således være bonussekunder at hente for de eksplosive folk.

Den anden farlige etape er 5. etape. Den meget stejle finalestigning har potentiale til et klassementsslag, men det vil undre mig, hvis det bliver udnyttet. Der er langt hjem, og mange vil også her køre afventende med tanke på weekenden og med en hård enkeltstart i benene. Potentialet er der, men placeringen af etapen taler for, at der næppe sker noget, og det kunne meget vel ende med at blive en dag for udbrydere.

De to første dage i Massif Central bliver næppe heller afgørende. De er ganske svære, men stigningerne er for lette til at blive brugt til noget fra klassementsrytterne. Vi har set, at udbrud har haft stor succes på disse tidligere Massif Central-etaper, hvor vi har set etapesejre til Thomas De Gendt, Lukas Pöstlberger og Brent Van Moer fra udbrud, og det kan også ske i år, selvom man dog må formode, at særligt Ethan Hayter og Alaphilippe kan have kig på en af eller begge etaperne. Tirsdagens 3. etape er sprinternes store chance, og her er det kun vinden, der kan gøre det dramatisk.

Hvordan bliver det så med det vejr, hvor vinden altså kan blive en faktor flere af dagene? Optakten her skrives med mere end en uge til de afgørende dage i bjergene, og derfor er alt naturligvis med forbehold, men det ser ud til, at det ustabile vejr, der har præget det sydlige Europa og Giroen fortsætter. Allerede søndag vil der være stor risiko for kraftige tordenbyger, og det fortsætter mandag, hvor risikoen dog vil være en smule mindre. Tirsdagens potentielt vindfølsomme tur op gennem Loire-dalen vil blive varmere og stadig med en dog betydeligt mindre risiko for tordenbyger, og vinden vil være helt, helt ufarlig.

Derefter venter heldigvis en fremragende onsdag, hvor alle bør få lige og flotte vilkår til enkeltstarten, men så vender de mulige tordenbyger tilbage torsdag, hvor der ventes sidemedvind på den stejle finalestigning. Fredagen ser mere våd ud, og her er det helt umuligt at blive klog på, hvordan vinden vil opføre sig. Det ustabile vejr med tordenbyger ser ud til at fortsætte ind i weekenden, hvor det lige nu kan se ud til, at der bliver en let og måske dræbende modvind på Croix de Fer, men vinden er generelt svær at blive klog på. Slutteligt venter igen risiko for tordenbyger søndag, hvor det til gengæld ligner en fuld medvindsfinale med sidemedvind på alle de fire sidste stigninger.

Konklusionen er, at det ligner et løb for den komplette etapeløbsrytter. Betydningen af enkeltstarten er stor, men hvor vigtig den helt præcis bliver kan afhænge meget af lørdagens vindretning, der lige nu ser ud til at øge dens betydning. Uden modvind er der dog terræn til, at de rene klatrere kan vinde en del tid særligt lørdag, men også søndag. Fører man løbet efter lørdagens etape, skal man have et stærkt hold for at kontrollere søndagen, man skal være ret alsidig som klatrer, da man både skal kunne klare et langt finalebjerg i højderne og en kort, stejl mur, og så skal man kunne klare noget regn, hvis flere af de mange mulige tordenbyger dukker op - men de kan også ende med at udeblive i stort tal.

Læs også

Stortalent tager førertrøjen: Philipsen bliver glad, når han ser det

Selvom de fleste af Tourens klassementsryttere er til start, har løbet en soleklar favorit. Sådan må det være, når Jonas Vingegaard er den eneste af sportens fænomener, der er til start. Ganske vist ved vi, at danskeren ikke er samme garant for et højt niveau, som det gælder for Pogacar, for det blev ganske tydeligt i foråret, hvor hans Paris-Nice blev skuffende, men hans knusende magtdemonstration i Baskerlandet, hvor han slog de fleste af sine værste rivaler i dette løb klart på en rute, der ikke passede ham, satte en fed, fed streg under, at han lige nu er et par niveauer over rivalerne i dette felt, hvad han jo tydeligt viste i en Tour, hvor han og Pogacar kørte de andre agterud efter forgodtbefindende.

Hvis Vingegaard er på toppen, bør han være i særklasse, uanset om vi taler den lange stigning på Croix de Fer, der naturligvis passer ham allerbedst, eller søndagens stejle mur, der udgør en finaletype, som han i Baskerlandet mestrede til UG med kryds og slange. Det er imidlertid ikke bjergene, der er hans største fordel. Blandt klassementsrytterne er han den i særklasse bedste temporytter, og det vil være meget overraskende, hvis han ikke allerede onsdag har et ganske betydeligt forspring, måske efter en etapesejr på tidskørslen. Han underpræsterede på enkeltstarten sidste år, men slog stadig alle andre rivaler en Roglic, og hans kørsel i Touren og Galicien indikerer kun, at han er blevet en endnu bedre temporytter siden dengang. Dermed kan han endda tillade sig at køre weekenden defensivt, og i den forstand er det faktisk ham, der vil have fordel, hvis der bliver modvind på Croix de Fer, selvom han så ikke kan gøre den skade, man vil forvente.

Der er to usikkerhedsmomenter. Den første handler om, hvorvidt Vingegaard er i form. Det vil undre, hvis han ikke er. I 2021 var han alt andet en flyvende, men det skyldtes en skade i optakten. Sidste år var han klart stærkeste mand i løbet - også stærkere end Roglic - og der har ikke været meldinger om, at skader denne gang skulle have sat ham tilbage. Tværtimod indikerer Baskerlandet måske endda, at han kan have hævet sit overlegne niveau yderligere.

Den anden trussel er holdet, der bestemt ikke ligner det stærkeste, og medmindre Steven Kruijswijk finder et niveau, han ikke har haft siden Touren - og det gjorde han heldigvis til dette løb for et år siden - bliver Vingegaard ikke alt for svær at isolere på søndag. I 2014, 2017 og 2020 tabte Contador, Porte og Pinot imidlertid høj grad løbet på grund af de flade passager, og dem er der ingen af i år. Her er de sidste 60 km så hårde, at Vingegaard med sit overskud selv kan gøre forskellen, hvis han isoleres. Sporene skræmmer stadig, for særligt Porte tabte løbet, selvom han var den i særklasse stærkeste, men med dette design af finaleetapen må man formode, at Vingegaard med sin overlegenhed og en komfortabel buffer efter 4. og 7. etape ikke kan tabe løbet - og dermed ligner det hans anden samlede etapeløbssejr i et ugelangt løb på WorldTouren samt en perfekt Tour-generalprøve.

Hvor favoritten næsten giver sig selv, er det meget, meget svært at rangere de øvrige, for hvordan skal man vægte betydningen af enkeltstarten, der ligner en betydelig hæmsko for de fleste af løbets bedste klatrere? Da jeg rangerer efter vinderpotentiale, går jeg med Enric Mas. Det er nemlig ham, der med nogen rette kan siges at have topniveauet til at udfordre Vingegaard i bjergene. I hvert fald har han været en af verdens absolut bedste siden genrejsningen i Vueltaen i 2021, og særligt hans kørsel i Emilia og Lombardiet, hvor han hhv. satte og fulgte Pogacar til dør, vidner om, hvor god den bedste Mas er. Problemet er, at han er bedst efter én og helst to grand tours, og ugelange løb passer ham langt dårligere. Heldigvis har han forbedret sig ganske betydeligt på det område, særligt i 2021, hvor kun en endeløs serie af styrt kostede ham nogle meget gode resultater.

Mas er stadig en langsom starter, men slet ikke så langsom som tidligere. Det største problem er, at han har haft et skuffende forår. Han bød Pogacar op til dans i Andalusien og var god i det modvindsødelagte Tirreno, men i Baskerlandet og ikke mindst Ardennerne var han skuffende. Derfor er der langt fra nogen garanti for, at han kommer flyvende ud til dette løb, men ser vi den Mas, man kan forvente så tæt på Touren, er han nok manden med bedst chance for at true Vingegaard.

Han vil elske begge de to store bjergetaper i weekenden, hvor han har vist sig god på begge slags finalestigninger, og hans motor har god fordel af, at de kommer til sidst. Med den i år så stærke Matteo Jorgenson og Antonio Pedrero har han også et glimrende hold, men enkeltstarten er den store sten i skoen. Her er der dog klare tegn på, at han nærmer sig sin gamle gode enkeltstart. Han gjorde det uventet godt i Tirreno, og sidste år kørte han stærkt i Vueltaen og Dauphiné, men fejldisponerede. Denne rute passer ham langt, langt bedre end de nævnte, og dermed kan man håbe på, at han kører en af de bedre enkeltstarter og dermed vil have en ”fighting chance” mod Vingegaard.

Enkeltstarten er også grunden til, at jeg rangerer Carlos Rodriguez som nr. 3, men her er usikkerheden meget, meget større. Spanieren har nemlig grundet sit styrt i Strade Bianche ikke kørt løb i nu tre måneder, og senest måtte han sande, at også Romandiet kom lidt for tidligt. Til gengæld kommer han direkte fra højderne, hvor han har forberedt sig til en rolle som en af Ineos’ Tour-kaptajner, og det giver håb om, at han nu endelig er ved at være klar.

Det er klart, at Rodriguez stadig er et lidt ubeskrevet blad, men hans potentiale er enormt. Det så vi i Vueltaen, hvor han endda flere gange i den første del af løbet så bedre ud end ”medkometen” Juan Ayuso. Et styrt ødelagde løbet for ham, men har han forbedret sig yderligere - og det kan vi vel godt forvente af en mand i hans alder - burde han være en af de stærkeste på store bjergetaper, der synes skabt til hans dieselstil, også selvom den sidste mur måske ikke er ideel. Ineos har et fremragende hold til at kontroller løbet - eller måske angribe en isoleret Vingegaard på skift - men først og fremmest viste han med sin sensationelle 4. plads på Vueltaens helt flade enkeltstart, at han meget vel kan få stor fordel af onsdagen. Det er klart, at det skal bekræftes, for det var hans med afstand bedste enkeltstart nogensinde, men er det udtryk for hans nye temponiveau, har Rodriguez alsidigheden til at køre med om sejren på denne rute - hvis altså han er kommet langt nok efter den lange skadespause.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

Omvendt er det med David Gaudu. Her er det enkeltstarten, der placerer ham helt nede som nr. 4 på denne liste. Der er måske små tegn på fremgang, og han vil delvist blive hjulpet af den kuperede rute, men det ændrer ikke på, at han står til en del klø. Sidste år smed han som sagt 1.17 til Roglic, og jeg vil forvente, at han smider noget tilsvarende til Vingegaard denne gang. Det gør det meget svært at vinde løbet, men det betyder ikke, at han ikke meget vel kan ende som nr. 2. Hans kørsel i Paris-Nice indikerede i hvert fald, at han har taget endnu et skridt siden sidste års 4. plads i Touren, for her var han bedre end en formsvag Vingegaard, ligesom han fulgte Pogacar til dørs på en ganske vist stærkt modvindspræget kongeetape. Desværre viste Baskerlandet og Ardennerne også, at han fortsat er svær at regne med, men her er der heldigvis en god forklaring i allergi og sygdom.

Det ændrer dog ikke på, at Gaudu er en meget svingende størrelse, som skal finde sit Paris-Nice-niveau for at være med i kampen om sejren. Selvsamme niveau gør ham imidlertid også til en stor trussel i bjergene, hvor begge de to etaper passer ham, og han vil også være i spil til bonussekunder på 6. etape. Med Valentin Madouas og Lenny Martinez har han også et ganske glimrende hold til at forsvare en eventuel trøje og sætte et angreb i scene. Angreb er nemlig nok en forudsætning efter lussingen på enkeltstarten, og han før i hvert fald svært ved at vinde, hvis modvind på lørdagens etape gør den mission tæt på umulig.

Egentlig burde Richard Carapaz rangeres højere. Vi ved jo, hvor højt et topniveau han har, og med den enkeltstart, han fik sig sidste år, er han sammen med Rodriguez og Adam Yates den mest alsidige af topkandidaterne - også selvom skiftet til EF måske har taget toppen af hans enkeltstart. Problemet er, at det har været en møgsæson for ecuadorianeren, der fik ødelagt sin vinter af at få fjernet mandler, og efter et exit fra Baskerlandet grundet allergi droppede han resten af foråret. Nu viste han heldigvis med sejren i Mercan’Tour Classic i tirsdags, at han er tilbage på sporet, men er det nok? Feltets kvalitet var ikke skræmmende, og han vinder altså ikke dette løb, hvis han kun med nød og næppe kan slå Felix Gall trods dennes enorme fremgang.

Heldigvis arbejder tiden for Carapaz, der aldrig kører alt for stærkt, før vi når hans sidste forberedelsesløb inden Touren, hvor han til gengæld plejer at være flyvende, som han var det, da han to gange vandt Asturien som optakt til Giroen og senest vandt Schweiz som optakt til Touren i 2021. Denne gang har vi bare et nyligt pejlemærke, der trods sejren ikke var alt for opløftende, og når man dertil lægger, at 2022 måske indikerede, at han er i langsom tilbagegang, kan man godt frygte, at han vil mangle for meget, selvom hans alsidighed og (tidligere) topniveau burde gøre ham til løbets næststørste favorit.

Mikel Landa vil formentlig være en af de allerbedste og i hvert fald mest sikre kort i bjergene. I de seneste år har han ganske vist ikke været helt tilregnelig, men når han er godt forberedt, kan man som regel regne med ham. I dette forår har han været blandt de allerbedste i alle sine løb, ikke mindst i Tirreno og Baskerlandet, hvor han var den eneste, der kom nogenlunde tæt på Vingegaard, og hans 3. plads i Fleche, der egentlig ikke passer ham voldsomt godt, vidner om, at vi lige nu ser en af de bedste ”Landaer”, vi har set. Med kurs mod Touren må man forvente, at han møder velforberedt op til dette løb, og så er der al mulig grund til at have forventninger i weekenden, hvor han i begge slags finaler sagtens kan være nærmeste rival til Vingegaard. Når han alligevel ender længere nede på min liste, skyldes det hans enkeltstart, der vel nærmest kun går den forkerte vej. Bahrain har forbedret sig voldsomt i år, men det hjalp ikke Landa meget i Tirreno. Ruten her passer ham bedre, men desværre frygter jeg, at enkeltstarten bliver så dyr, at det reelt bliver umuligt for ham at vinde løbet.

Alsidigheden er til gengæld blevet en styrke for Adam Yates. Sådan plejede det jo ellers ikke at være, men efter a UAE i år er blevet forvandlet fra tempofiasko til temposucces, ligner han pludselig en af 4. etapes store vindere. Allerede hos Ineos forbedrede han enkeltstarten ganske dramatisk, og senest kørte han fremragende i Romandiet. Det var på en helt anderledes svær rute, men med tanke på hans historik på mellemkuperede ruter om denne og UAEs vilde kørsel i år bliver jeg ikke overrasket, hvis Yates på onsdag blandt klassementsfolkene kun bliver slået af Vingegaard.

Problemet er, at jeg tror, at han får det sværere i bjergene. Han var stærk i UAE Tour, som han plejer, men i Europa havde han det svært. Han rejste sig med den samlede sejr i Romandiet, men det var ikke overbevisende og i et meget svagere felt end dette. I det hele taget skal vi tilbage til 2021 for at finde sidste gang, Yates imponerede i Europa, og dertil skal lægges, at Dauphiné passer ham dårligere end forårets løb, hvor stigningerne typisk er kortere og mere eksplosive. Her er der tale om ”rigtige” bjergetaper, der plejer at volde ham større problemer, særligt sent i løbet, og særligt ligner lørdagens etape en udfordring. Det ændrer dog ikke på, at han kom tilbage på sporet i Romandiet og derfor måske kan overraske mig positivt, særligt med enkeltstarten som et våben.

Læs også

Følg en onsdag med reducerede massespurter i Romandiet og Tyrkiet

SIDSTE CHANCE: SKAL VINGEGAARD PÅ DIT HOLD TIL DAUPHINE?

Når det handler om topniveau, er det ikke mange, der kommer i nærheden af Jai Hindley. Det satte han en fed steg under ved at knuse Carapaz i Giroen sidste år, men der er stor forskel på et ugelangt løb og en grand tour. Hindleys store styrke er hans tredjeugesmotor, der er ganske ubrugelig i kortere etapeløb, hvor hans historik derfor også er ganske beskeden. I år virkede han i Catalonien, Tirreno og Amstel stærkere, end plejer at være det i foråret, og det giver håb om, at han vil være bedre end vanligt i dette løb, der kommer tættere på hans store mål. Problemet er bare, at han aldrig har været god i sine optaktsløb, og dertil skal lægges, at han selv i grand tours halter lidt i den første uge, som vi senest så det i den Giro, han vandt. Det er derfor lidt svært at tro, at Hindley pludselig vil være flyvende i et ugelangt løb, selvom hans forår indikerer, at han nok vil gøre det bedre, end han plejer - også fordi Dauphiné med sin hårde rute og bagtunge design vel er det løb, der passer ham allerbedst. Hans enkeltstart er også i bedring, og her har Ba tillige udviklet sig ganske markant i år, hvor lussingen på 4. etape næppe bliver så stor som frygtet. Det ændrer bare ikke på, at niveauet næppe når at blive godt nok efter ”bare” otte dage.

Rangeret efter vinderpotentiale burde Daniel Martinez jo stå blandt de allerhøjeste. Han kørte jo sit livs enkeltstart i Algarve, men det er desværre sammen med en tilsvarende god enkeltstart i Tour de Suisse også det eneste lyspunkt, vi har set fra ham i mere end et år. Han forlod således foråret i 2022 som en af sæsonens allerbedste, men da han vendte tilbage i Tour de Suisse, var alt forandret. Siden dengang har han skuffet i alle sine løb - da han vandt i Algarve, handlede det alene om mirakelenkeltstarten, som han tilsyneladende stadig har, selvom det halter i bjergene - og det gør det altså svært at tro, at han pludselig har vendt skuden. Det er klart, at han har haft to måneders pause og forberedt sig i højderne frem mod en rolle om Tour-kaptajn, men det havde han også, da han skuffede i Schweiz for et år siden. Skulle han pludselig genfinde niveauet fra foråret i 2022, vil han være livsfarlig, for hans enkeltstart er som sagt blevet sublim - uanset om han klatrer godt eller ej - og hans klatreevner var i den periode blandt verdens bedste. Nu skal vi blot krydse alt, hvad der krydses kan, for at en mere end et år lang nedtur er vendt.

Sidste år så det ud til, at Ben O’Connor var klar til at tage næste skridt, da han endte som nr. 3 i dette løb, der dog var betydeligt svagere besat end i år. Det skridt er imidlertid aldrig komme. Efter at være styrtet ud af Touren havde han en halvsløj Vuelta, og selvom sygdom var en del af forklaringen, endte hans forår som en gigantisk skuffelse. Heldigvis kan man håbe, at det netop var sygdommen, der slog ham ud, men hans Vuelta skaber stadig bekymring, når han altid har manglet lidt i selskab så skrapt som dette. Til gengæld kan han glæde sig over en markant forbedret enkeltstart - han kørte sit livs enkeltstart i dette løb for et år siden - og han har haft en perfekt forberedelse til løbet. De store bjergetaper i weekenden passer ham også godt, ikke mindst de lange bjerge på 7. etape, og hans niveau fra dette løb i 2022 vil føre langt. Han har bare stadig til gode at køre med om sejren i et løb med et felt af denne høje kvalitet.

Trek møder med Giulio Ciccone , der jo i år endelig har genfundet de uhyre lovende takter fra Giroen i 2021. Senest var han blandt de allerbedste i Ardennerne, men desværre blev hans store mål i Giroen jo ødelagt af corona. Siden har der været ganske stille om ham, og det er usikkert, om han bruger dette løb som optakt til Touren eller fortsat har kurs mod Vueltaen, som det oprindeligt var planen. Skal han køre Tour, må man formode, at han er på et højt niveau - men det kan han også være, hvis løbet her i stedet er hans sommermål - og han har i år været stabilt god og slet ikke så utilregnelig, som han plejer. Til gengæld har han to svagheder. Han kørte en chokerende god enkeltstart i Tirreno, men man må stadig forvente, at 4. etape vil efterlade ham med en af de største regninger. For det andet bekræftede Catalonien, hvor han startede skræmmende stærkt, men sluttede meget skuffende, at det fortsat kniber med holdbarheden. Dette løb er meget bagtungt, og derfor frygter jeg, at silken er slidt af, når vi når den del, hvor han skal gøre en forskel - en forskel, der formentlig også vil være ret nødvendig, hvis onsdagen bliver så dyr, som man må forvente.

Nu rangerer jeg efter vinderpotentiale, og derfor er jeg nødt til at placere Egan Bernal her. Det er klart, at det er svært usandsynligt, at han vinder, for da han senest kørte i Romandiet og Ungarn manglede han stadig alt for meget. Fremgangen var dog både synlig og bemærkelsesværdig - ikke så meget i Ungarn, hvor ruten slet ikke passede ham, men i Romandiets bjerge - og nu har han haft yderligere en måned i højderne til at forberede sig til Touren. Han droppede Norge, fordi han nu er så god, at han er i spil til en Tour-plads, og alt taler for, at vi i dette løb vil se den bedste Bernal siden Vueltaen i 2021. Hans topniveau i bjergene kender vi alle, og derfor er han nødt til at have en vis placering på en liste rangeret efter vinderpotentiale. Til gengæld kan jeg godt være lidt bekymret for enkeltstarten. Den har jo været ganske svingende, men periodevis ganske hæderlig. Problemet er bare, at jeg tvivler på, at det har været noget stort fokus i en tid, der har handlet om at forbedre så meget andet.

Det er klart, at Movistar satser på Mas, men det bliver også spændende at følge Matteo Jorgenson. Amerikaneren har gjort helt enorme fremskridt i år, hvilket kulminerede med hans stærke Romandiet, hvor han imponerede i de bjerge, der hidtil har været lidt for voldsomme. Det giver en vis optimisme forud for et løb, der er så bjergtungt som dette, og endnu bedre bliver det, at Romandiet samt dette løb i 2022 begge indikerer, at han bliver en af enkeltstartens vindere. Vi så dog også hans begrænsninger i Romandiets bjerge, hvor feltet vare betydeligt svagere end i dette løb, hvor niveauet regnes som det højeste, man finder i noget ugelangt etapeløb på hele året. Jeg vil stadig tro, at han mangler lidt for meget til to så svære bjergetaper til sidst, men med et forspring fra enkeltstarten bliver hans fremgang uhyre interessant at følge.

Det bliver heller ikke helt uinteressant at følge Rafal Majka . Polakken er i dag stort set kun hjælper, men selvom Yates er kaptajn, burde han få en vis frihed her. I disse år finder han stort set kun sit niveau til Touren, og vi så jo sidste år, hvordan han og Pogacar drev gæk med rivalerne i Slovenien i juni måned. Det er til gengæld også klart, at niveauet her er et helt, helt, helt andet, men lige så klart er det, at han med sit niveau fra den seneste Tour kommer langt, også i dette felt. Han viste ikke i Romandiet - endda på en mere kuperet rute - at han rider med på UAEs enkeltstartsbølge, men vi ved, at Majka før har overrasket på en enkeltstart. Det er længe siden, vi sidste har set det, men skal det ske igen, skal det vel være i denne stærke UAE-sæson. Hvor langt niveauet rækker i bjergene, vil tiden vise, for i de senere år har han kun toppet i Touren, men den bedste Majka kan stadig komme langt, også i dette felt.

Hvad så med Tobias Johannessen? Sidste år viste han uhyre lovende takter med sin samlede top 7 i Catalonien, men vi så også, at han stadig manglede en del i de rigtige bjerge, da han i dette løb blev nr. 10 i et betydeligt svagere felt. Han skal altså have forbedret sig en del siden dengang, og det har vi desværre ikke set. Det skyldes naturligvis, at hans forår blev spoleret af skader, men desværre viste hans kørsel i Norge ikke umiddelbart, at han vil være bedre end sidste år. I forvejen viste sidste års løb, at han taber en del på enkeltstarten, også selvom ruten passer ham bedre, og han må antages at have forbedret sig, og dermed er der en del, der skal hentes i bjergene. Det kræver en del forbedring siden sidste år, og den har jeg desværre ikke kunnet fornemme med hans seneste optræden i Norge.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Hvor står Jack Haig? Australieren er den eneste, der forsøger sig med den vanskelige Giro-Dauphiné-kombination, som navne som Wilco Kelderman, Benat Intxausti og Joaquim Rodriguez før har gjort til en succes, men som også er rasende svær. Han kom jo forfærdeligt ud af det italienske løb, der blev ødelagt af styrt, og derfor er det svært at have den helt store optimisme. Omvendt er det altid umuligt at sige, hvordan ryttere kommer sig oven på en grand tour. Det har vi set flere gange i San Sebastian, hvor ryttere, der er kommet elendigt ud af Touren, pludselig har kørt med om sejren. Når det er sagt, har vi stadig til gode at se den bedste Haig, som vi heller ikke for alvor så inden Giroen, og det bidrager ikke just til optimismen. Han kommer også til at få klø på enkeltstarten og er udtaget som hjælper for Haig, men historien viser altså, at der efter en grand tour alligevel kan vente en overraskelse.

Så er der vores unge komet Lenny Martinez. Den 19-årige franskmand viste med sin 6. plads på kongeetapen i Romandiet, at han allerede kan begå sig på højeste niveau, men vi har også set, at han an være ganske svingende, og tirsdagens løb viste, at træerne foreløbig ikke vokser ind i himlen. På baggrund af det løb skal vi nok dæmpe forventningerne en anelse, når han også får en gedigen lussing på enkeltstarten. Omvendt så han i Catalonien ud til at blive bedre og bedre, og det kunne tale for, at et etapeløb som dette passer ham bedre end et endagsløb, der endda var hans første efter en pause. Catalonien viser, at han allerede nu er konkurrencedygtig, men niveauet her er også så højt, at han trods alt nok må dæmpe forventningerne lidt.

Jeg er lidt spændt på Max Poole. Den unge brite har overhalet Oscar Onley som DSMs mest opløftende klatretalent. I Alperne manglede han stadig lidt for meget, men jeg skal love for, at han kom efter det med sin 4. plads i Romandiet. Hans kørsel i Ungarn var knap så overbevisende, men det var også et mere eksplosivt løb. Det er klart, at dette felt har en helt anden klasse end i Romandiet, og derfor gentager han ikke sin 4. plads, men det skal blive interessant at se, hvor langt han kan komme. Han har vist, at han kan klare de store dage i bjergene, og i Alperne klarede han dem også flere dage i træk. Hans enkeltstart i Romandiet var chokerende god, og selvom det delvist hang sammen med den meget klatretunge rute, vidner det om, at også alsidigheden er den rette. Ungarn viser, at vi måske ikke skal forvente en gentagelse af Romandiet, men har han bevaret formen den seneste måned, er der bestemt potentiale til et stort resultat.

Vi skal vel også give Esteban Chaves ”the benefit of the doubt”. Colombianeren er stadig milevidt fra fordums styrke, men hans genrejsninger kommer jo af og til. Det er bare et år siden, at han blev nr. 7 i dette løb og endda nr. 4 på kongeetapen, ligesom han kort efter var en del af EFs dobbeltsejr på Ventoux. Han kom altså blæsende ud til sommersæsonen i fornem form sidste år, og det skaber et håb. Hans forår var bestemt ikke prangende, men nogen en 11. plads i Catalonien og en 12. plads i Baskerlandet var ingen katastrofe - og det var i hvert fald bedre end sidste år. Det er klart, at sidste års 7. plads skyldtes, at hans enkeltstart kostede ham dyrt, for hans kørsel i bjergene rakte til mere, og derfor vil onsdagen også i år sætte ham langt tilbage. På baggrund af det, vi har set i år, er det svært at se en top 10 i dette langt stærkere felt, men sidste års kørsel skaber et håb.

Det er på denne tid af året, Louis Meintjes endelig begynder at vise livstegn. Det har han da også gjort med sin top 10 i Mercan’Tour Classic, men det var nu snarere en smule bekymrende. Feltet var af en helt, helt anden kaliber, og samme præstation fører ikke langt i dette felt. Heldigvis er Meintjes også indbegrebet af en dieselmotor, hvorfor endagsløb slet ikke er ham, og han vil være langt mere komfortabel i et løb som dette, hvor hans motor er varm til de afgørende dage i bjergene. Han viste jo sidste år, at hans niveau igen rækker langt - men ikke hele vejen - og han har før kørt stærkt i dette løb. Desværre har ugelange løb aldrig været ham, for de er ganske enkelt for korte, og selvom han med sin 6. plads sidste år faktisk gjorde det god på ryggen af en identisk præstation i Mercan’Tour Classic, rækker samme kørsel ikke lige så langt i dette felt - særligt ikke når han på enkeltstarten får en af de allerstørste lussinger overhovedet og efter et Giro dell’Appennino, der var alt andet end prangende.

Man er vel også nødt til at nævne Julian Alaphilippe. Det er efterhånden svært for alvor at tro på franskmanden, for man begynder at blive alvorligt bekymret for, at vi har set den bedste udgave af ham. Det er klart, at en del af foråret blev ødelagt af sygdom, men der var ingen god forklaring på det niveau, han havde i marts, hvor han skuffede. I forvejen ved vi, at det er svært for Alaphilippe at køre klassement i et løb som dette, men det kan lade sig gøre. Således blev han nr. 6 i 2016, men i hans øvrige fire optrædender er han aldrig blevet mere end nr. 21. Den Alaphilippe, vi så i Touren i 2019, kan naturligvis køre med om sejren, for han er blandt klassementsrytterne også en af de bedre temporyttere, selvom denne powerrute uden mange sving ikke for alvor passer ham. Han kan potentielt også score et hav af bonussekunder, og selve finalen på 8. etape passer ham storartet. Problemet er bare alle de andre bjerge, for der er ikke meget i sol, måne og stjerner, der tyder på, at han kan håndtere dem i sin nuværende forfatning. Han kommer da heller ikke for at køre klassement, men det har han jo sagt før. Kommer han godt fra start, vil han forventeligt se, hvad det kan række til, og så kan man håbe, at der er endelig er livstegn fra den tidligere verdensmester.

Kan I huske Juan Pedro Lopez? Det spørgsmål får man næste lyst til at stille, for vi har godt nok ikke set meget til spanieren siden den flotte Giro i 2022, hvor han vandt ungdomstrøjen og kørte i top 10. Vueltaen endte som en katastrofe, og foråret blev ødelagt af et kravebensbrud. Han nåede at køre flere løb, hvor niveauet var pænt, men slet ikke tilstrækkeligt. Det store spørgsmål er, hvor han står nu frem mod sit store sæsonmål i Touren. Vi skal nok dæmpe forventningerne, for vi har aldrig set ham blande sig helt fremme i et felt på dette niveau. Han blev trods alt blot nr. 10 i et Giro-felt, der manglede dybde og slet ikke kan sammenlignes med dette. Klø på enkeltstarten får han også, og derfor ligner det en svær opgave. Omvendt er han en ung rytter i udvikling, så lad os se, hvad han kan drive det til, hvis han har taget næste skridt.

BEMÆRK: Grundet stor usikkerhed om flere elementer for de vigtigste kandidater er det denne gang særligt vigtigt, at jeg rangerer efter vinderpotentiale. Uddybning findes ovenfor.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der var slet ingen ændringer.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

***** Jonas Vingegaard

**** Enric Mas, Carlos Rodriguez

*** David Gaudu, Richard Carapaz, Mikel Landa, Adam Yates, Jai Hindley

** Daniel Martinez, Ben O’Connor, Giulio Ciccone, Egan Bernal, Matteo Jorgenson, Rafal Majka, Tobias Johannessen, Jack Haig, Lenny Martinez, Max Poole, Esteban Chaves, Louis Meintjes, Julian Alaphilippe, Juan Pedro Lopez

* Valentin Madouas, Guillaume Martin, Steven Kruijswijk, Torstein Træen, Emmanuel Buchmann, Pierre Latour, Attila Valter, Oscar Onley, Maxim Van Gils, David De La Cruz, Antonio Pedrero, Chris Harper, Steff Cras, Geoffrey Bouchard, Tiesj Benoot, Felix Grossschartner, Rein Taaramae, Kenny Elissonde, Hermann Pernsteiner, Joe Dombrowski, Andrea Bagioli, Ethan Hayter, Jonathan Castroviejo, Edoardo Sepulveda, Nicola Conci, Mauri Vansevenant, Andrey Zeits, Clement Champoussin, Jonas Gregaard

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Danskerne

Hos Jumbo er Jonas Vingegaard den helt store favorit, hvorfor han er omtalt ovenfor. Hos UAE skal Mikkel Bjerg støtte Adam Yates og måske Rafal Majka samt jagte et resultat på enkeltstarten, og på UAE skal Jonas Gregaard og Anthon Charmig støtte Tobias Johannessen og måske Torstein Træen, men måske også jagte udbrud eller se, hvor langt de selv kan komme i klassementet.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Jumbo-Visma: Det handler om Vingegaard. Steven Kruijswijk fandt pludselig et relativt højt niveau til dette løb for et år siden, og gør han det igen, kan han måske ende hæderligt, men det kan blive svært, da Jumbo ventes at kontrollere. Attila Valter har indtil nu manglet lidt for meget i de helt store bjerge trods en flot sæson, og bjergetaperne er nok lidt for voldsomme for Tiesj Benoot.

AG2R Citroën Team: Det handler om O’Connor, men Geoffrey Bouchard vil sikkert også forsøge sig. Han startede stærkt i Mellemøsten, men i de store løb i Europa mangler han lidt for meget i bjergene, der i dette løb er for svære for den ellers genfødte Nans Peters.

Bahrain-Victorious: Landa er den erklærede kaptajn med Haig som joker. Hjælperen Hermann Pernsteiner klatrer ikke helt godt nok længere, og løbet er for svært for Edoardo Zambanini.

INEOS Grenadiers: Det må handle om Rodriguez, Martinez og Bernal, men Ethan Hayter blev sidste år nr. 15 og kan med de samme klatreben måske gå i top 20 igen, hvad Jonathan Castrovejo også kan. Bjergene er for svære for Omar Fraile.

BORA-hansgrohe: Hindley må være den klare kaptajn. Der er desværre intet, der tyder på, at Emanuel Buchmann er blot tæt på fordums styrke.

Soudal-Quick Step: Holdet har ingen klassementsambitioner, men Alaphilippe er en joke. Mauri Vansevenant burde være kandidat, men kører sit første løb efter den langvarige knæskade. Andrea Bagioli blev nr. 16 sidste år, men bjergene er for svære til, at det kan blive til meget mere.

Groupama-FDJ: Det handler 100% om Gaudu, men Martinez er en spændende joker. Valentin Madouas endte som nr. 10 i Touren sidste år og har forbedret sig meget i bjergene, men det vil være en overraskelse, hvis han ende i top 10 i dette felt. Niveauet er for højt for unge Reuben Thompson.

EF Education-EasyPost: Carapaz må være den klare kaptajn med Chaves som plan B. Andrea Piccolo synes stadig en skygge af sit talentfulde selv, bjergene er for svære for James Shaw, og vi har intet set til Sean Quinn i år.

Intermarché-Circus-Wanty: Det handler om Meintjes, da Rein Taaramae slet ikke har vist form efter sin tidlige exit fra Giroen, og bjergene er for svære for Rune Herregodts og Georg Zimmermann.

Movistar Team: Mas er den klare kaptajn med Jorgenson som alternativ. Gregor Mühlberger er trods sin etapesejr i Alperne stadig langt fra sit tidligere niveau, og Antonio Pedrero, der har haft en skidt sæson, er en anelse overmatchet i dette felt, mens løbet er for hårdt for den ellers i år imponerende klatrende Nelson Oliveira.

Trek-Segafredo: Ciccone og Lopez ligner de bedste bud. Niveauet er en anelse for højt for Kenny Elissonde, som vi ikke har set i nogen tid, og bjergene er for svære for Natnael Tesfatstion, mens Antwan Tolhoek kører første løb efter en lang skadespause og en generelt svær tid.

UAE Team Emirates: Yates er den erklærede kaptajn med Majka som en potentiel plan B. Der er intet, der tyder på, at Felix Grossschartner er ved at rejse sig, og bjergene er også til den svære side for ham.

Cofidis: Guillaume Martin burde være top 10-kandidat, men han er aldrig blevet sig selv siden sin coronainfektion i foråret og er selv bekymret. Kørslen i tirsdags var alt andet end lovende.

Uno-X Pro Cycling Team: Johannessen må være kaptajnen, men Torstein Træen, der var i top 10 i Catalonien sidste år, er en plan B, hvis han efter et skidt forår genfinder det niveau. Det er dog svært at se ham i top 10 i dette felt. Jonas Gregaard viste også sidste år, at han kan ende hæderligt, mens det har knebet lidt for Anthon Charmig på WorldTouren. Stigningerne er for svære for den i år så velkørende Fredrik Dversnes, og Anders Johannessen synes fortsat en skygge af sig selv.

SIDSTE CHANCE: SKAL VINGEGAARD PÅ DIT HOLD TIL DAUPHINE?

Lotto Soudal: Maxim Van Gils har kørt fremragende i år, men han er mere puncheur end klatrer, hvorfor dette løb bør være lidt for svært. Edoardo Sepulveda har ikke længere niveauet til at være med helt fremme, og selvom han klatrer godt, bliver det for svært for Harry Sweeny.

Team Jayco AlUla: Holdet satser på en top 10 med Chris Harper, men selvom han i år har synes bedre end tidligere, er det ikke realistisk i dette felt, hvor Tsgabu Grmay og unge Rudy Porter er overmatchet på stigningerne.

TotalEnergies: Pierre Latour vil drage fordel af en enkeltstart, han har genfundet, men stigningerne bør være for lange og svære til en top 10. Niveauet er nok også lidt for højt til Steff Cras, der ikke har fundet sit niveau fra sidste år, og bjergene er for voldsomme for Alexis Vuillermoz.

Team DSM: Poole ligner bedste bud. Oscar Onley vil også forsøge sig, men han har skuffet i år og fik senest ret gedigne klø af Lennert Van Eetvelt i Rhone-Alpes Isere Tour. Marco Brenner har i år klatret skuffende, og bjergene må være for voldsomme for Lorenzo Milesi og Florian Stork.

Alpecin-Deceuninck: Nicola Conci er bedste bud, men han er mere puncheur end klatrer og har skuffet i år. Det har også Jason Osborne, der ligeledes vil finde bjergene for voldsomme, hvad de også er for Robert Stannard.

Astana Qazaqstan Team: Holdet må forventes at køre klassement fra David De La Cruz, men trods små positive tegn i foråret har han været milevidt fra sit niveau siden holdskiftet forud for 2022. Joe Dombrowski kommer fra endnu en skuffelse i Giroen, og niveauet er for højt for Gianmarco Garofoli. Til gengæld viste Andrey Zeits igen livstegn i tirsdags, men niveauet er trods alt for højt.

Team Arkea Samsic : Holdet må forventes at køre klassement for Clement Champoussin, men han er stadig langt fra fordums styrke, som vi så det i tirsdags. Løbet er for svært for Simon Guglielmi, der ellers har gjort det flot i år.

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE