Optakt: CRO Race (Tour of Croatia)

SE CRO RACE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Cykling har altid været et perfekt redskab til at promovere et land som turistdestination. Ingen anden sport giver mulighed for at fremvise hovedattraktionerne og naturen på samme måde som denne sportsgren, specielt hvis man kan sikre sig international tv-dækning.

I de senere år har flere og flere lande uden for sportens traditionelle kerneområde introduceret nationale rundture, der har handlet både om promovering og om at afvikle et sportsligt arrangement. Der er nu adskillige løb i Mellemøsten, Tour of Turkey har i de senere år oplevet en opblomstring (der desværre er blevet bremset i de senere år) og er nu en stor begivenhed med international tv-dækning, og der er blevet etableret flere kortere etapeløb i Norge.

I 2015 skrev Kroatien sig på listen ved at arrangere den første udgave af Tour of Croatia. Selvom man ikke kunne tiltrække ét eneste WorldTour-hold, sikrede 2.1-løbet sig tv-dækning på Eurosport, og det viste sig at blive en ganske stor succes ud fra både sportslige og kommercielle perspektiver. Det gav vokseværk, og allerede i 2016 kunne man derfor byde de første WorldTour-hold velkommen. Den positive udvikling fortsatte i 2017 og 2018, hvor løbet kunne præsentere hhv. 4 og 3 hold fra det fineste selskab.

Med en kalenderplacering midt i april havde man fundet en ganske god position. Der er ikke mange andre etapeløb i denne tid, og det afholdtes på et perfekt tidspunkt for ryttere, der forberedte sig til Giroen. Det var præcis denne opskrift, der gjorde Tour of Turkey stort, og nu i Kroatien prøvede man at kopiere den succesfulde tyrkiske model.

På mange måder var løbet sammenligneligt med Tour of Turkey. For mange sprintere er de traditionelle forberedelsesløb Tour de Romandie og Giro del Trentino (nu kendt som Tour of the Alps) ikke velegnede som forberedelse, da de stort set ikke byder på sprinteretaper. I de senere år har Tour of Turkey med stor succes tiltrukket nogle af verdens bedste sprintere ved at tilbyde adskillige sprinteretaper og kun ganske få bjergetaper, der har afgjort kampen om den samlede sejr. Da de store klassementsryttere stadig har foretrukket de bjergrige løb i Trentino og i mindre grad Romandiet, har løbet været en fremragende chance for unge klatrere til at vise sig selv frem.

Det var præcis denne formel, man også benyttede til Tour of Croatia. I 2016 tilbød man således adskillige sprinteretaper samt en holdtidskørsel og en bjergetape til at afgøre kampen om sejren. Det var en model, der appellerede til de store hold, og man kunne således byde de fem WorldTour-hold, Astana, Dimension Data, Tinkoff, IAM og Trek, velkommen. Ingen mødte op med deres bedste klatrere, men med Andrea Guardini, Mark Cavendish, Erik Baska, Matto Pelucchi og Giacomo Nizzolo samlet på startstregen var der basis for massespurter på højeste niveau. Også Bardiani og Gazprom-Rusvelo brugte løbet til at fintune formen forud for Giroen.

Som bekendt er den enes død den andens brød, og Tour of Croatia havde en dramatisk effekt på Tour of Turkey, der i 2016 falmede til en skygge af sig selv. Mens Tour of Croatia blomstrede, kunne man i Tyrkiet således kun præsentere ét WorldTour-hold, og da det i 2017 trods WorldTour-status igen kun kunne præsentere ét hold fra det højeste niveau, blev det udskudt til oktober, hvor det også havde sin plads i 2018. Dermed så det ud til, at løbet havde udkonkurreret det tyrkiske løb, der led under frygten for terror og de generelt urolige omstændigheder i landet efter det fejlslagne kup mod præsident Erdogan.

De tyrkiske arrangører gav dog ikke op uden kamp. Med deres WorldTour-status som et stærkt kort lykkedes det forud for 2019-sæsonen at genplacere deres løb i april, og dermed var der pludselig igen ét etapeløb i en tid, hvor også Tour of the Alps og klassikere lagde beslag på holdenes opmærksomhed. Den kamp tabte kroaterne, der oplevede et tumultarisk forår, hvor det sent blev meldt ud, at løbet skiftede navn til CRO Race og blev flyttet til oktober. Angiveligt forsøgte en alternativ arrangørgruppe at ”kuppe” de gamle arrangører ved i deres sted at lancere deres ”eget” Tour of Croatia på den gamle kalenderplacering, og det kom endda så langt, at hold var inviteret, en rute præsenteret og løbet sat i kalenderen hos flere Giro-ryttere. Det endte imidlertid frustrerende for de stakkels ryttere, der havde planlagt at deltage, og med kun ca. en uge til starten lykkedes det de oprindelige arrangører at få taget konkurrenten af kalenderen.

Resultatet blev, at det ”rigtige” Tour of Croatia under navnet CRO Race kunne afvikles på en ny placering i ugen efter VM, hvor det sjovt nok atter overtog den position, Tour of Turkey nu havde efterladt. Efter derouten blev det tyrkiske løb to år i træk afviklet som et vedhæng til en lang sæson i en periode, hvor det ellers stort set kun handler om de store endagsløb i særligt Italien, men også Belgien og Frankrig inden den store etapeløbs- og WorldTour-finale i kinesiske Tour of Guangxi i anden halvdel af oktober. Den placering var aldrig specielt attraktiv for tyrkerne, der havde svært ved at overtale mange trætte ryttere til at køre et hele seks dage langt etapeløb inden ferien, og det er da heller ikke uden grund, at etapeløb er en sjældenhed på denne tid af året.

Læs også

Thomas om Froome: - Han sidder lidt fast i 2010’erne

CRO Race gjorde imidlertid forsøget ved at blive det første europæiske etapeløb i oktober, siden Circuit Franco-Belge/Tour de l’Eurometropole for et par år siden blev reduceret til et endagsløb. Udsigten til at slippe for rejsen til Tyrkiet gav løbet en større appel end Tour of Turkey, men på denne tid er det altså svært at få holdene til at køre etapeløb. Alligevel lykkedes at få deltagelse af fire WorldTour-hold i form af Mitchelton-Scott, Astana, Bahrain-Merida og CCC, og da løbet tilbød en lidt alternativ vej frem mod særligt Il Lombardia og Paris-Tours fik man da også tiltrukket et pænt felt anført af Adam Yates, der brugte løbet som sidste finpudsning af formen frem mod årets sidste monument.

Modellen var åbenbart brugbar, for efter en coronaaflysning i 2020 afvikledes løbet i 2021 for anden gang med den nye placering og igen med et fint felt tællende fire WorldTour-hold, og selvom der generelt manglede store navne, kastede Simon Yates glans over begivenheden. At modellen er kommet for at blive, synes nu at være givet, for i 2022 brugtes den for tredje gang og nu med et stærkere felt end tidligere. Denne gang kunne man præsentere hele seks WorldTour-hold og endda også to af sportens giganter, Ineos og Jumbo, men det helt store kup var, at det er lykkedes at få Tour-vinderen Jonas Vingegaard til at bruge løbet som eneste løb mellem sejren i Frankrig og sæsonens sidste mål i Lombardiet.

Samme succes har man ikke i år, måske fordi Tour of Turkey grundet vinterens jordskælv er blevet rykket til oktober. I hvert fald må man denne gang nøjes med fem WorldTour-hold, og der er ingen Jumbo eller Vingegaard. Mange af de største stjerner udebliver også, men man kan præsentere navne som Matej Mohoric, Alexander Kristoff, Jonathan Milan, Magnus Sheffield, Joshua Tarling, Alberto Dainese, Elia Viviani og Ethan Hayter.

Sidste år var alle øjne altså rettet mod Jonas Vingegaard, men danskeren var bestemt ikke hjulpet af en rute uden bjergetaper og med kun to eksplosive puncheurfinaler. Dem lykkedes det ham at vinde - dog kun efter benhård modstand fra 18-årige Oscar Onley, der fik sit store gennembrud - men sprinter er han jo ikke. Det fandt han ud af på sidste etape, hvor Matej Mohoric scorede i alt ni bonussekunder, hvilket var nok til at vinde løbet med bare ét sekund ned til den danske Tour-vinder og 11 sekunder ned til Onley. Mohoric vender i år tilbage for at forsvare titlen og er atter oppe mod Onley, men da Vingegaard har endt sin sæson, og Jumbo helt skipper løbet, bliver der ikke deltagelse af hele sidste års podium.

SE CRO RACE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Da løbet blev afviklet i april, forsøgte arrangørerne som nævnt ovenfor med nogen held at kopiere formatet fra Tour of Turkey ved at have adskillige sprinteretaper samt en stor bjergetape til at afgøre klassementet og således etablere sig som sprinternes Giro-forberedelsesløb. For at imødekomme Vincenzo Nibalis ønsker forud for Giroen valgte man i 2017 at tilføje en ekstra bjergetape, ligesom man droppede det usædvanligt lange holdløb, der spillede en helt afgørende rolle i 2016. Derved var der tale om den klart hårdeste af de tre først udgaver og et løb, der i høj grad appellerede til klatrerne, og det var også tilfældet i 2018, hvor man mere eller mindre genbrugte det meste af 2017-ruten. Da man i 2019 for første gang afviklede løbet om efteråret, gik man igen ned til én bjergafslutning, der viste sig altafgørende, mens resten af løbet bestod af forskellige former for sprinteretaper, hvor stigninger i finalen flere gange gjorde det til mere selektive affærer.

Alt det blev forandret i 2021, hvor man designede en for et etapeløb meget speciel rute. Man genbrugte store dele af ruten fra 2019, men der var én væsentlig forskel. For første gang udgik bjergafslutningen helt, og dermed var der tale om et dramatisk anderledes løb end det, vi kendte. Som det var tilfældet for tre år siden, skulle man midtvejs på lørdagens kongeetape stadig over løbets mest kendte stigning, Ucka, men denne gang ventede der ikke yderligere et bjerg. I stedet sluttede det hele med en flad finale afbrudt af en skarp lille mur kort inden stregen, og det forandrede et løb, der hidtil havde været for klatrere. Nu gav det en ganske spøjs kongeetape, hvor Simon Yates og Stephen Williams gjorde forskellen på Ucka, men hvor Yates blev hentet, og det kun akkurat lykkedes for Williams med stærk kørsel på muren at tage den samlede sejr i et løb, som ellers var meget tæt på at blive vundet af løbets mest holdbare sprinter, Mick van Dijke.

Klatrerne havde utvivlsomt håbet på, at dette spøjse format var en engangsforestilling, men det var det ikke. Tværtimod designede man i 2022 en rute, der ikke gjorde helt samme brug af genbrug, som vi så det i 2021, men hvor grundideen. Væk var igen bjergafslutningen, og kongeetapen gjorde brug af et format i stil med det, vi så året forinden. Igen skulle Ucka passeres tidligt på etapen, og da den denne gang kom med næsten 100 og ikke 62 km til mål, var det endnu vanskeligere for klatrerne at skabe varige afstande. Modsat i 2021 sluttede etapen ganske vist på en blød puncheurbakke, men til gengæld var den stejle finalemur væk, og det var svært at komme til en anden konklusion, end at det er den mest klatrerfjendtlige udgave hidtil.

Arrangørerne er vilde med ideen, for i 2023 genbruges den for tredje år i træk, og de holdbare sprintere har måske endda en historisk god chance denne gang. Sidste år var der nemlig to puncheurfinaler - begge vundet af Jonas Vingegaard - men i år er der kun én af slagsen. Den kommer på årets kongeetape, der endda næsten bare en forlænget og derfor lidt hårdere udgave af sidste års version. Eneste væsentlige ændring er et længere og ganske kuperet stykke i den indledende fase samt en droppet omgang på finalerundstrækningen, så toppen af Ucka kommer 85,5 km og ikke 97 km fra mål.

Læs også

Amerikansk toprytter vil ikke gå efter Tour-klassement: Der er kun tre der kan vinde

De øvrige fem etaper har alle flade finaler, men det betyder ikke, at de er lette, og det er kun to af etaperne, der entydigt appellerer til sprinterne. Således har 1. etape en ganske lang stigning med top små 50 km til mål, og på 3. etape skal man i finalen over samme stejle mur, som Williams brugte til at gøre det af med Yates på kongeetapen i 2021. Lørdagens etape byder endda på endnu et bjerg, men det har top med mere end 160 km igen, hvorefter terrænet er meget let.

Det hele indledes tirsdag med en ganske hård etape, der byder på næsten 2500 højdemeter. Med små 50 km igen når man toppen af en mere end 7 km lang stigning, men derefter er det fladt, hvorfor en reduceret massespurt er det sandsynlige udkomme. Onsdag bliver det lettere med det, der ligner løbets første rigtige sprinteretape, inden puncheurtyperne får deres første chance for at gøre en forskel på torsdagens 3. etape, hvor man som nævnt skal over en meget stejl mur i finalen - en mur, der dog er så kort, at det meget vel kan ende i en reduceret massespurt.

Fredag rammer man så bjergene, når løbets kongeetape køres en dag tidligere end vanligt, og den er som nævnt åben for fortolkning, selvom der næsten er tale om en forlænget udgave af sidste års version. Lørdag følger så den meget specielle etape med endnu et bjerg fra start og derefter mere end 160 km lette kilometer, der lægger op til udbrudssejr eller spurtafgørelse, inden det hele som altid slutter i hovedstaden Zagreb. Grundet den megen kritik af sidste års meget farlige rute med den velkendt lille bakke har man denne gang lavet så enkel og flad en rundstrækning, at intet synes at kunne forhindre et brag af en massespurt som afslutning på den fjerde efterårsudgave af den kroatiske rundtur.

1. etape

Inden flytningen til oktober, havde løbet først og fremmest haft sin berettigelse som et Giro-forberedelsesløb for sprintere, og det blev til fulde afspejlet af en rute, der bød på mange relativt flade etaper. Sprinterne har da også typisk fået det første ord på en åbningsetape, der plejer at være meget let, men i år ryster man posen. De hurtige folk kan bestemt stadig drømme om at spurte om den første sejr, da årets 1. etape slutter med små 50 km, der er næsten flade, men forinden skal man over en ganske lang stigning, og efter en dag med små 2500 højdemeter er det ikke givet, at alle kommer med hjem.

I alt skal de tilbagelægges 181,0 km, de fører feltet fra Primosten til Sinj. Startbyen ligger ud til den kroatiske vestkyst, og derfor er det helt fladt, når man lægger ud ed at køre mod nord, øst og nordøst op ad kystvejen. Man forlader vandet, når man drejer mod nord for at køre frem til en lille rundstrækning omkring byen Sibernik, hvor man kører en omgang. Inde i byens centrum kører man efter 27,5 km dagens første spurt, inden man kører tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Herfra sætter man kursen mod sydøst for at køre væk fra kystregionen, men det ændrer ikke på, at det er ganske fladt. Det ændrer sig dog, når man fortsætter mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Ljubitovica (12,5 km, 3,5%), der har top efter 59,0 km. Derfra går det mod nordøst og nord ad en let faldende vej, inden man kører mod sydøst igennem relativt fladt terræn.

Den melder sig, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Lecevica (4,5 km, 5,8%), hvis top rundes efter 84,0 km. Den leder op til et fladt plateau, der følges mod sydøst, inden man drejer mod sydvest for at køre ad en nedkørsel ned mod kysten. Her rammer man en helt flad rundstrækning omkring byen Split, hvor man skal køre en omgang, og inde i byens centrum kører man efter 120,5 km dagens anden spurt.

Efter den flade rundstrækning forlader man igen kystområdet, når man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Klis (7,5 km, 4,9%), hvis top rundes efter 134,0 km. Herfra resterer fortsat 47,0 km, som indledes med, at an kører mod nordøst ad et relativt fladt plateau ind til målbyen, Sinj, hvor man efte 155,5 km kører dagens tredje spurt umiddelbart ved siden af målstregen, som man dog ikke krydser.

Læs også

Giro-etapevinder mangler hold: - Jeg tror, min erfaring kan være værdifuld

I stedet skal man køre en omgang på en 25,5 km lang rundstrækning i det flade område nord for byen. Først går det mod nord og nordøst ad lige og flade veje frem til det nordligste punkt, hvor man drejer mod sydøst for at køre ad lige vej frem til det østligste punkt. Her drejer man med 6,5 km igen mod sydvest for at køre ad en lige og flad vej tilbage til målbyen, idet det går ad en lige vej uden sving frem til en rundkørsel, hvor man med 700 m igen drejer til venstre ind på opløbsstrækningen, der stiger ganske let.

Etapen byder på i alt 2388 højdemeter.

Med det lange, flade stykke til sidst er det svært at tro, at det ikke ender i en spurt, men spørgsmålet er, hvor stort feltet bliver. Den sidste stigning er ikke specielt stejl, men den er så lang, at der kan gøres en vis skade, hvis der gås til stålet. Det kunne særligt Ineos godt have en interesse i, og sker det, kan vi få en reduceret massespurt, men køres der blot langsomt op ad bakken, vil 1. etape ende i den fuldtonede massespurt, vi plejer at se på førstedagen.

Sinj har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Officielt: Dansk profil skal køre for portugisisk hold

2. etape

Denne gang blev sprinterne snydt for den meget lette åbningsetape, de plejer at få, men skulle 1. etape have været for hård, kan de glæde sig til andendagen. Her venter nemlig en helt anderledes enkel og meget kort sag med betydeligt færre højdemeter, og selvom der er et par bløde bakker i finalen, skulle det være overraskende, om ikke det hele ender i en massespurt - igen i en finale, der slet ikke byder på de tekniske vanskeligheder, vi ellers kender det kroatiske løb for.

Med en distance på bare 114,5 km er der tale om en usædvanligt kort etape, der fører feltet fra Biograd Na Moru til Novalja. Startbyen ligger ved den kroatiske østkyst, mens målbyen ligger på den næsten helt flade ø Pag, og da man i alt væsentligt holder sig til kysten, er der ikke mange udfordringer undervejs. Det er således helt fladt, nå man lægger ud med at køre mod nordvest af den helt flade kystvej frem til byen Zadar, hvor dagens første spurt kommer efter 21,5 km. Her forlader man havet, når man drejer mod nordøst for at køre ad en helt lige vej, der først er let stigende og siden let faldende frem til kystbyen Posedarje.

Her forlader man igen med det samme vandet, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 3-stigeningen Jovici (7,5 km, 2,2%), der er en blød opkørsel med top efter 51,0 km. Derfra går det videre mod nordvest ad den stadig helt lige og nu let faldende vej tilbage til kysten, hvor man efter 65,0 km fortsætter mod nordvest over den bro, der leder over til byen Pag. Kort efter nå man frem til byen Pag, hvor man efter 86,5 km kører dagens anden spurt.

Umiddelbart herefter drejer man mod syd for at køre op ad kategori 2-stigningen Pag (2,5 km, 2,9%), der ligeledes er en let opkørsel med to efter 89,5 km. Herefter indledes de sidste 25,0 km med en let faldende vej, der fører mod vest ud til kysten, hvorefter det er fladt, når man kører mod nordvest op ad kystvejen. Kort efter drejer man mod nord for at køre væk fra vandet via en blød bakke, inden det går mod nordvest ad en lige og let faldende vej ned til målbyen, hvor man efter 109,0 km rammer den afsluttende rundstækning og efter 110,0 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens sidste spurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 4,5 km lange runde, der har en lille bakke med 3 km igen, hvorefter det generelt falder ned mod den sidste kilometer, der er flad. Man drejer skarpt i en rundkørsel med 4000 m igen, hvorefter der er endnu et skarpt sving med 2800 m igen. Med 1400 m igen drejer man i endnu en rundkørsel, inden sidste forhindring er en kurve på næsten 90 grader med 1000 m til stregen.

Etapen byder på i alt 995 højdemeter.

De kan ikke være megen tvivl om, at sprinterne vil til fadet på denne meget flade, nemme og korte etape. Vi befinder os i kystregionen, hvilket kan skabe en chance for sidevind, men erfaringen med sidevindskørsel i Kroatien er ikke stor. Alt taler derfor for, at vi skal have en massespurt inden de kommende tre etaper igen byder på mere kuperet terræn.

Novalja har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Tourdirektør ønskede sig ikke Vingegaard og Evenepoel på samme hold

3. etape

Et kendetegn ved det kroatiske løb har været, at arrangørerne har været glade for afsluttende rundstrækninger med en lille bakke, der har kunnet rydde lidt ud i sprinterne. En sådan venter på løbets 3. etape, hvor en halvkuperet dag med 1800 højdemeter slutter med en gammel kending, nemlig rundstrækningen i Opatija, hvor Stephen Williams i 2021 sikrede sig den samlede sejr ved at gøre det af med Simon Yates og Riccardo Zoidl. Dengang kom muren imidlertid som afslutning på kongeetapen, mens der denne gang er tale om en betydeligt lettere etape, og selvom muren vil give en chance for, at en puncheur kan gøre en forskel, taler meget for, at det hele skal afsluttes i en reduceret massespurt.

Med en distance på 133,5 km er der tale om endnu en meget kort etape, der fører feltet fra Otocac til Opatija. Startbyen ligger et stykke inde i landet, men på et fladt plateau, og derfor er det fladt, når man lægger ud med at køre mod nordvest med retning mod kysten. Det flade terræn slutter, når det efter små 20 km begynder at stige let, og kort efter fortsætter man mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Vratnik (3,5 km, 3,5%), der er en blød opkørsel med top efter 26,5 km. Herefter går det videre mod nordvest ad en i starten ekstremt teknisk, men siden let nedkørsel ned til kysten, som efter 41,5 km nås i byen Senj.

Nu bliver det meget enkelt, når man kører mod nord op ad den helt flade kystvej frem til dagens første spurt, der kommer efter 63,0 km. Herfra fortsætter man kortvarigt mod vest og nordvest hen langs vandet, men hurtigt drejer man væk fra havet for at køre mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Bribir (4,5 km, 2,4%), der er en blød opkørsel med top efter 71,5 km.

Læs også

Trofast Sagan-hjælper siger farvel og tak: - Der er aldrig et godt tidspunkt til det

Den leder op til et plateau, som følges videre mod nordvest, inden det begynder at falde, fortsat mod nordvest. Når kysten begynder det i stedet at stige let, men man kører videre mod nordvest ad lange, lige veje nær kysten, indtil man drejer mod sydvest for at køre ad en lidt kringlet nedkørsel ned til den store kystby Rijeka, hvor dagens anden spurt køres efter 111,0 km. Herfra går det mod nordvest ad den helt flade kystvej til målbyen, indtil man efter 122,0 km rammer den afsluttende rundstrækning.

Det sker, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Opatija (500 m, 12,9%), der er en stejl mur med hele 16,2% over de sidste 300 m. Toppen kommer med 11,0 km igen, hvorefter det går mod sydvest ad en let snoet og let faldende vej frem mod en kringlet afslutning, inden man med 500 m igen drejer mod nordøst ind på kystvejen, der er let stigende.

Efter 126,5 km krydser man stregen for første gang i forbindelse med dagens sidste spurt, hvorefter man slutter af med at køre en hel omgang på den 7,0 km runde. Den indledes med, at man kører mod nordøst ad den let snoede og helt flade kystvej, inden man drejer mod nord for igen at køre op ad kategori 3-stigningen Opatija (500 m, 12,9%). Fra toppen resterer 4,0 km, der altså går ad en let snoet og let faldende vej ned til en kringlet finale, hvor man med 450 m og 400 m igen drejer 180 grader for slutteligt at tage et skarpt sving med 300 m igen.

Etapen byder på i alt 1804 højdemeter.

Med undtagelse af en lille modifikation på den sidste kilometer, der gør, at toppen af muren kommer en anelse længere fra mål, er der tale om samme rundstrækning som på kongeetapen i 2021. Dengang så vi, at det i fronttrioen var muligt at gøre forskelle, men den større forfølgergruppe forblev intakt. Vi vil utvivlsomt se angreb fra løbets puncheurs, men det er svært at tro, at så kort en mur kan forhindre en reduceret massespurt i det, der dog er en meget teknisk afslutning, hvor alt vil handle om positionering.

Opatija har én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på kongeetapen i dette løb i 2021, hvor Stephen Williams satte Simon Yates på den sidste bakke og kørte alene hjem til sejr med 10 sekunder ned til 13 mand, hvis spurt blev vundet af Markus Hoelgaard foran Mick van Dijke.

Læs også

Dansk sportsdirektør fortsætter på rekonstrueret EF-hold

4. etape

Lige siden etableringen i 2015 har løbet besøgt Ucka-stigningen, som med undtagelse af de seneste udgaver også har været brugt som etapemål, og Kroatiens vel nok mest berømte cykelbjerg skal også besøges i år. Ligesom i de tre seneste udgaver kommer den dog midtvejs på 5. etape, og ligesom i 2021 og 2022 følger man ikke op med en bjergfinale senere på etapen, som man ellers gjorde i 2019. Tværtimod slutter løbet akkurat som i 2021 og 2022 med et langt stykke, der er meget lettere, og det gav i 2021 anledning til et vildt forfølgelsesløb, da Simon Yates og Stephen Williams samt senere også Riccardo Zoidl blev jagtet af et reduceret felt, der lykkedes med at hente alle andre end Williams, mens vi sidste år så 17 mand køre om sejren. I år genbruges helt samme koncept for denne meget specielle kongeetape, der faktisk i alt væsentligt bare er en forlænget og dermed lidt hårdere udgave af sidste års kongeetape. Dermed er der atter lagt op til et åbent og uforudsigeligt cykelløb, hvor der som sidste år skal sluttes på en rundstrækning med en eksplosiv finale, hvor puncheurtyperne håber at kunne gå efter sejren.

Modsat de to foregående år er der denne gang ikke tale om en kort etape, da der skal køres 191,0 km mellem Krk og Labin. Startbyen er hovedbyen på en stor ø af samme navn, og den er ganske kuperet. Således er går det først mod nordøst væk fra havet igennem kuperet terræn med flere bakker, og sådan fortsætter det, når man drejer mod nordvest for at køre længere ind o øens centrum. Undervejs er der en længere nedkørsel, inden det atter begynder at stiger, når man drejer mod sydvest. Senere går det mod nord ad en faldende vej ned til kysten, hvor dagens første spurt køres efter 34,5 km.

Nu sætter man kursen mod nord for at køre op langs vandet, og her er det kun let kuperet med en mindre bakke. Efter 50,0 km køer man mod nordøst over den bro, der leder tilbage til fastlandet og byen Kraljevica, hvor man drejer mod nordvest for at køre ad den lade kystvej, inden man fortsætter mod nordvest op ad en lille stigning. Det går videre mod nordvest ad et fladt plateau og dernæst ad en faldende vej ned til udkanten af den store by Rijeka, hvorfra man fortsætter mod nordvest ad en stigende vej frem til dagens anden spurt, som kommer efter 81,0 km. Her drejer man mod vest og senere sydvest for at følge et ganske fladt plateau frem til dagens hovedmenu.

Den rammes, når man kører videre mod sydvest op ad etapens eneste bjerg, kategori 1-stigningen Ucka, der her går under navnet Poklon og er uden for kategori. Denne opkørsel, der næsten er den samme som sidste års, stiger med 5,8% over 12,0 km med et maksimum på 14%, mens man i 2022 havde 6,0% over 16,0 km og i 2021 6,6% over 13,2 km. Stigningen skal deles i to, da de første 7 km er relativt lette med procenter på 4-5%, men derefter stiger de sidste 5 km relativt jævnt med 8%, dog med 5,2% over de sidste 1,2 km. Et stykke oppe ad stigningen rammer man sidste års rute, som nu følges resten af vejen, dog med én omgang færre på den afsluttende rundstrækning

Toppen rundes efter 103,5 km, og hvor der i 2021 herfra resterede 62,3 km og i 2022 ventede yderligere 97,0 km, mangler man denne gang at tilbagelægge 85,5 km. De indledes med en i starten meget teknisk og siden meget let nedkørsel, der leder mod nordvest, syd og sydvest ned til dalen, hvor man med det samme drejer mod nordvest for at køre mod nordvest og sydvest op ad kategori 1-stigningen Africi (5,4 km, 5,0%), der stiger med 8-9% over de første 2 km, men derefter er meget let.

Læs også

Transferanalyse 2024: Hvordan gik det for Soudal-Quick Step?

Toppen rundes efter 125,9 km, og herfra bliver det meget lettere. Den leder nemlig op til et relativt fladt plateau, som følges mod sydvest, nordvest og så igen sydvest frem til byen Pazin, hvor dagens sidste spurt køres efter 139,0 km. Herefter drejer man med det samme mod sydøst for at køre op ad den lille kategori 3-stigning Lindar (2,3 km, 6,4%), der er en relativt jævn stigning med top efter 142,0 km. Heller ikke den efterfølges af en nedkørsel, der man blot fortsætter mod sydøst og senere syd ad en let kuperet vej, inden det begynder at falde når man drejer mod øst. I byen Barban, der nås efter 164,0 km begynder det at falde kraftigere ned mod dalen, som kortvarigt følges mod nordøst frem mod Labin.

Her indledes finalen, når man kører mod nordøst og sydøst op til målet ad kategori 2-stigningen Labin, der her stiger med 4,4% over 6,1 km, og hvor de sidste 1,0 km udgør målstigningen. Der er tale om en ganske jævn stigning på 4-6%, der dog tager til med 8,6% over den sidste kilometer frem mod stregen, som krydses efter 180,5 km.

Etapen afsluttes nu med kun én og ikke som i 2022 to omgange på en 10,5 km lang rundstrækning i området sydvest for byen. Efter målpassagen kører man mod sydvest ad en flad og lige vej ned til det sydligste punkt, hvor man vender rundt for at køre mod nordøst ad en lige og let faldende vej. Den leder direkte ned til målstigningen, som man rammer, når man drejer mod sydøst i udkanten af Labin, og som tæller som en kategori 3-stigning. Der er som sagt bare tale om de sidste 1,0 km af den foregående stigning, der stiger relativt jævnt med 8,6%. Det går af en let snoet vej frem til to sving i rundkørsler med hhv. 800 m og 400 m igen.

Etapen byder på i alt 3574, hvilket er ca. 650 flere end på sidste års rute og ca. 1050 flere end på 2021-udgavens ”omvendte” og endnu kortere rute.

Etapen har et ganske uforudsigeligt og interessant design. Ucka er en modbydelig stigning, og da det er løbets eneste rigtige bjerg, virker det usandsynligt, at klatrerne ikke vil angribe hinanden. Vi så dog sidste år, at vi fik samling i en gruppe på 17 mand, der efter et forfølgelsesløb afgjorde etapen mellem sig. Meget taler for en gentagelse denne gang, men også herefter er alt åbent, da vi sidste år så, at det måske er muligt at undgå den hårde puncheurspurt med et sent angreb i det, der kan blive en taktisk afslutning uden mange hjælpere.

Labin var sidste år mål for kongeetapen sidste år, hvor Jonas Vingegaard akkurat slog Oscar Onley i en intens puncheurspurt på en næsten identisk etape, mens Matej Mohoric smed 2 sekunder som nr. 2. Forinden var byen fra 2005 til 2019 næsten fast målby for en etape i etapeløbet Istarsko proljece, og det gav sejre til Attila Valter (2019), Kasper Asgreen (2018), Fabian Giger (2017), Markus Eibergger (2016), Magnus Cort (2014), Matej Mugerli (2013), Marko Kump (2009 og 2012), Luka Mezgec (2011), Blaz Furdi (2010), Iavn Fanelli (2008), Grega Bole (2007), Jan Faltynek (2006) og Jure Kocjan (2005).

Læs også

Cykelskribent fremsætter vildt klimaforslag

5. etape

I de seneste to års udgave har Ucka - eller Poklon - på løbets kongeetape været det eneste regulære bjerg. Sådan er det imidlertid ikke i år. Faktisk venter der på lørdagens etape en endnu sværere stigning, men den kommer lige med det samme og med top mere end 160 km fra mål. Derefter er resten af etapen meget let, og det skaber basis for en åben etape, der trods alt næppe vil skabe forskydninger i klassementet, men hvor der både kan være chance for en udbrudssejr og - mere sandsynligt - en spurtafgørelse i et større eller mindre felt.

Med en distance på 189,0 km er der tale om endnu en lidt længere etape, der fører feltet fra Crikvenica til Opalj. Startbyen ligger ud til vestkysten, men den forlader man med det samme, når man kører mod sydøst og nordøst ad et let stigende stykke, inden man efter 7,0 fortsætter mod sydøst og nordøst på ad kategori 1-stigningen Breze (20,0 km, 4,8%, max. 8,0%), der efter en relativt let start har 1,3 km med 6,2% og derefter stiger helt jævnt med 5,2% over 13,1 km, inden den bliver lidt stejlere med 6,6% over 1,9 km nær toppen, hvorefter den flader ud med 3,6% over de sidste 1100 m.

Toppen rundes efter 27,0 km, hvorefter det går mod sydøst ad et fladt plateau og derefter mod nordøst ad en ganske snoet og kringlet nedkørsel. I byen Jasenak, der nås efter 52,0 km, flader det igen ud på et plateau, der føles mod nordøst, inden endnu en kringlet nedkørsel leder mod vest og nord ned til byen Ogulin, der nås efter 74,5 km.

Den ligger i det flade terræn på kanten til bjergene, og derfor er resten af etapen stort set flad. Man lægger ud med at køre ad en lige vej mod sydøst ned til dagens første spurt, som kommer efter 85,0 km, hvorefter man drejer mod nordøst for at køre ad lige og let faldende veje. Efter 106,0 km kører man dagens anden spurt, hvorefter det bliver næsten helt fladt, mens man fortsætter mod nordøst frem til dagens sidste spurt, der er placeret efter 124,0 km.

Læs også

Restaurant Suri-Carl Ras forlænger med multitalent

Her drejer man mod nordvest, og nu bliver det en anelse mere kuperet, blandt andet med en lidt længere bakke undervejs, men derefter flader det igen ud. Efter 150,5 km nå man frem til Zakanje på grænsen til Slovenien, hvor man drejer mod øst for kortvarigt at køre hen langs grænsen, inden det går mod sydøst det sidste stykke ned til målbyen, hvor man efter 170,5 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 171,0 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 18,0 km lange runde, der er helt flad. Først går det mod syd og siden sydøst ad lige veje ned til det sydligste punkt, hvorfra man kører ad lige veje mod først nord, så nordøst og slutteligt øst ind til målbyen. Her drejer man skarpt med 2100 m og 400 m igen, hvorefter vejen har en relativt kraftig kurve 250 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2455 højdemeter.

Det er et ganske specielt design for en etape. Det er sidste chance for klatrerne til at angribe hinanden, og man kunne sagtens forestille, at nogle af løbets mest klatrestærke kan køre væk på stigningen. Der er dog også langt til mål, at meget taler for, at de stærke hold kan organisere sig, og da et udbrud efter alt at dømme vil true trøjen, vil man formentlig skabe samling til en spurt i et større eller mindre felt, der skal slås om det i en lidt kringlet afslutning.

Ozalj har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Van Aert: Jeg ville ikke være så god en rytter uden Jumbo

6. etape

De fleste nationale etapeløb slutter i landets hovedstad, og den tradition har det relativt nye Tour of Croatia holdt i hævd. For ottende udgave i træk ender det hele med en stor finale i Zagreb efter en relativt flad etape, der er stort set identisk med den, der blev benyttet i 2017, 2018, 2019, 2021 og 2022. Der har dog ingenlunde været tale om en klassisk sprinterfinale i landets største by, hvor man har brugt en svær rundstrækning med en lille brostens bakke med både mål på og lidt efter toppen. Sidste år fik den omgang imidlertid megen kritik for at være alt for farlig, og det har arrangørerne taget til sig. I hvert fald er finalen denne gang helt forandret, når der skal køres omgange på en enkelt og helt flad rundstrækning, og dermed ser det ud til, at årets udgave som mange andre af den slags etapeløb nu vil slutte med en helt klassisk massespurt i landets hovedstad.

Etapen er bare 157,5 km lang, starter i Samobor og slutter i Zagreb, og den indledende del er stort set den samme som i alle udgaver siden 2017. Startbyen ligger bare få kilometer vest for Zagreb og fra starten kører man mod sydvest igennem helt fladt terræn forbi dagens første spurt, som kommer allerede efter 3,0 km, hen til udkanten af hovedstaden. Her slår man en lille sløjfe mod syd, hvorfra man kører mod nord og nordvest til den østlige udkant af hovedstaden, stadig igennem helt fladt terræn.

Den følgende del af etapen består af en omgang på en rundstrækning i det hovedsageligt flade område nordøst for Zagreb. Først kører man mod øst forbi den anden spurt, der kommer efter 70,5 km, hvorfra man fortsætter mod nordøst. Senere kører man mod nordvest op til toppen kategori 3-stigningen Ivan Zelina (1,1 km, 5,6%), der er en jævn sag med top efter 108,0 km, hvorefter det går mod sydvest gennem helt fladt terræn tilbage mod Zagreb, inden man kører mod vest ind gennem forstæderne frem mod centrum.

Efter 141,0 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og bare 1500 m senere passerer man målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 5,0 km lange runde i den sydlige udkant af byen. Den er som sagt ny og helt flad, og denne gang kan arrangørerne ikke kritiseres for, at den er farlig. Den består nemlig ad en lige vej, der leder mod syd ned til et vendepunkt med 2900 m igen. Derfra går det mod nord tilbage ad samme vej frem til endnu et vendepunkt, hvor man med 450 m og 400 m igen drejer skarpt to gange, inden man rammer opløbsstrækningen. De er en sidste spurt ved anden passage af målstregen efter i alt 147,5 km og med 10,0 km igen.

Den er langt fra nogen enkel sag. Fra start kører man mod nord op til kategori 3-stigningen Markov Trg (400 m, 7,1%), der er en relativt jævn brostensbakke, hvor der frem til 2019 var mål på toppen. Denne gang kommer toppen imidlertid allerede med 4,6 km igen, hvorefter det går via en let faldende vej mod nord op til et vendepunkt, inden det går mod syd ad en let faldende vej. Efter vendingen er der hele fire skarpe sving, inden man kort efter den røde flamme drejer skarpt mod vest, hvorefter der er et sidste sving bare 100 m fra stregen

Etapen byder på i alt bare 528 højdemeter.

Vi har været vidner til nogle ret hæsblæsende finaler på den gamle rundstrækning med brostensbakken, men den form for dramatik får vi ikke i år. Nu er der tale om en helt flad sprinteretape, der ikke kan skabe megen drama. Sidevind er nemlig aldrig rigtigt et tema i Koatien, og derfor bør løbet ende med et brag af en massespurt, der grundet de to sene sving dog handler mere om positionering end fart.

Der er tale om næsten samme rundstrækning, som i de 2018 og 2019, men som i 2021 har man flyttet målet væk fra toppen. Vi har ellers tidligere set nogle ret medrivende finaler, hvor feltet er blevet splittet i selve spurten på bakken, og mens mange sidste år troede, at den nye afslutning ville betyde en spurt, angreb Markus Hoelgaard så hårdt, at han sikrede sig den samlede 2. plads ved at køre væk sammen med den samlede vinder, Stephen Williams, og etapevinderen, Tim van Dijke. Forspringet var bare 5 sekunder, og det fortæller, at chancen for en spurt er ganske stor, men 2021-udgaven fortæller også, at det hele kan forandres til allersidst, hvis man mangler punch eller ikke er opmærksom eller skarp i positionskampen.

Læs også

Medie: Jumbo vil også have fingrene i ombejlet stjernefrø

Zagreb er fast målby for sidste etape, men i de seneste år har vi haft andre finaler med en lille bakke. Det var senest i 2022, hvor Elia Viviani vandt en massespurt foran Matej Mohoric, der via bonussekunder ”stjal” den samlede sejr fra Jonas Vingegaard, og Vincenzo Albanese. Da der for første gang var mål på samme sted i 2021, vandt Tim van Dijke en tremandsspurt foran Stephen Williams og Markus Hoelgaard, efter at de var kørt væk på bakken, inden Kaden Groves vandt feltets spurt 5 sekunder senere. Da der i 2019 var mål på samme bakke, lykkedes det akkurat for Alessandro Fedeli at holde hjem fra et udbrud og dermed snyde Jan Tratnik for en sejr, da denne som hurtigste mand fra feltet kom 2 sekunder for sent. Også i 2018 så vi, at et udbrud kan holde hjem, da Bardiani tog en sensationel dobbeltsejr med Paolo Simion, der nåede mål 11 sekunder foran holdkammeraten Mirco Maestri og 25 sekunder inden feltet, hvis spurt blev vundet af Eduard Grosu foran Fabian Lienhard og Sondre Holst Enger. I 2017 holdt den samlede vinder, Vincenzo Nibali, sig fremragende til, da han spurtede sig til en fjerdeplads 2 sekunder bag vinderen Sacha Modolo, der var helt suveræn og sejrede foran Jan Polanc og Boy van Poppel, mens feltet bagude eksploderede i mange grupper. I 2016 var det Sondre Holst Enger, der med en fantastisk spurt slog Edward Theuns, som ellers havde lignet en sejrherre. Timothy Dupont var 2 sekunder efter på tredjepladsen, mens der var hele 9 sekunder ned til den første større gruppe med de mest opmærksomme klassementsryttere. Året forinden kørte en lille gruppe hjem, og her vandt Maciej Paterski foran Felix Grossschartner, Roman Maikin og Olivier Pardini, mens feltet ankom 17 sekunder for sent.

SE CRO RACE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Med beslutningen om at droppe den næsten helt urimeligt lange holdtidskørsel har Tour of Croatia/CRO Race, der mere eller mindre afgjorde den første udgave af det opgraderede løb, var de følgende tre udgaver ganske enkle. Her var nemlig tale om et rigtigt bjergløb afgjort på en eller to store bjergetaper - hvis man da lige ser bort fra, at Vincenzo Nibali kuppede Jaime Roson på Zagreb-etapen i 2017. Det ændrede sig imidlertid dramatisk i 2021, hvor løbet går fra at være et af de letteste at spå om til at være et af de mest umulige løb på hele året.

Det skyldtes naturligvis beslutningen om at erstatte den store bjergafslutning, som var rammen om Adam Yates’ sejr i 2019, med en yderst speciel kongeetape. Løbets eneste bjerg, Ucka, kom nu med mere end 60 km til mål, og det gav anledning til et spøjst cykelløb, hvor løbets klatrere var nødt til at angribe her, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at vinde. Strategien lykkedes da også i første omgang, da Simon Yates og Stephen Williams kørte fra alt og alle, men bag dem blev jagten alligevel organiseret, efter at en større regruppering havde fundet sted. De to briter var pokkers heldige med, at det lykkedes for Riccardo Zoidl at køre alene op til dem efter stigningen, for med den ekstra muskelkraft lykkedes det dem at holde sig fri til den afsluttende rundstrækning, hvor Williams kørte fra alt og alle på den lille mur et par kilometer fra stregen. Yates og Zoidl blev desværre begge hentet, men med 10 sekunder lykkedes det akkurat for Williams at holde hjem, tage etapesejren og samtidig sikre sig en førertrøje, han kunne forsvare på Zagreb-etapen, selvom han i den grad kom under angreb fra Markus Hoelgaard.

Læs også

Kontinentalhold ramt af ulykke på vej til træningslejr

Sidste år brugte man samme model. Igen havde man en kongeetape, hvor Ucka kom tidligt. Denne gang var finalen anderledes, da man sluttede på en rundstrækning med en puncheurspurt op til mål, og her var der aldrig optræk til samme selektion. Selvom Jonas Vingegaard var til start, spillede klatrerne ikke for alvor med musklerne på Ucka. I stedet blev der etableret en stor gruppe på 17 mand, og herfra ventede et forfølgelsesløb mellem løbets bedste klatrere og en gruppe med den førende Jonathan Milan. Sidstnævnte gav til sidst op, og herefter kunne de 17 mand afgøre det. Det blev en meget taktisk finale uden mange hjælpere, og Pierre Rolland var meget tæt på at køre hjem til en solosejr. I sidste lykkedes det dog i selve spurten for den imponerende 18-årige komet Oscar Onley med en lang spurt at hente franskmanden, inden Vingegaard med det yderste af neglene kom forbi det unge stortalent.

Hvorfor er det interessant at dvæle så meget ved de seneste to års kongeetaper? Fordi arrangørerne åbenbart kunne lide, hvad de så. I hvert fald har de besluttet sig for i år at designe en kongeetape efter præcis samme mønster. Faktisk er der i vidt omgang tale om en forlænget udgave af sidste års udgave. Man rammer Ucka lidt anderledes, så stigningen måske bliver en anelse lettere, men fra midtvejs oppe ad stigningen er det altså helt samme etape - dog med den vigtige tilføjelse, at man fjerner en omgang på rundstrækningen, så stigningen har top med 85,5 km og ikke 97,0 km kilometer. Samlet set er etapen dog noget hårdere, da den er længere og har 600 ekstra højdemeter.

Det betyder, at vi kan bruge sidste års etape som et godt pejlemærke for, hvem der kan være md i denne finale. Generel var det faktisk kun meget klatrestærke folk, der var med blandt de sidste 17, men også lidt tungere folk som Matej Mohoric og Vincenzo Albanese, der endda endte som nr. 3 og 4, hhv. 2 og 3 sekunder Vingegaard og Onley. Imponerende nok var den lidt tungere Axel Laurance også med hjem som n. 7 med et tab på bare 6 sekunder. Vi så altså, at det var Ucka, der skabte udskilningen, for overlevede man den, tabte man ikke megen tid. Hele top 11 var således inden for 20 sekunder, og selve puncherspurten gjorde således ikke den store forskel og var altså inden for rækkevidde for folk som Mohoic og Albanese.

Hvad så med 2021-etapen? Den er ikke helt så godt et pejlemærke. Faktisk var der i et vist omfang bare tale om, at den var sidste års kongeetape i den modsatte retning, og da Ucka-stigningen - eller Poklon, som den også kaldes - er nogenlunde lige svær, uanset om du kører den fra den ene eller den anden side, havde den nogenlunde samme design. Det er dog ikke mærkeligt, at det var i 2021, at Williams holdt hele vejen hjem fra bjerget. Dengang år var der nemlig kun godt 60 km mellem bjergtoppen og målstregen, men mans klatrerne sidste år skulle holde stand over intet mindre end 97 km. Det efterfølgende terræn var bestemt ikke fladt, men det svarede nogenlunde til det, vi så i 2021. Her blev Yates og Zoidl som sagt hentet, og det var kun med det yderste af neglene, at Williams hold stand. Havde de skullet køre 35 km længere i 2021, er det ikke svært at tro, at de var blevet hentet.

Fredagens kongeetape vil formentlig få et forløb som sidste år. Det er svært at tro, at vi vil se de bedste klatrere holde stand over 85,5 km. I stedet vil bjerget kunne skabe en udskilning, og så kan det ende som en puncheurspurt. Der vil dog også mange hjælpere, og det kan derfor blive en uhyre taktisk finale til sidst. Overtal kan i den grad blive vigtig, for Rolland var meget tæt på at vise, at man kan kuppe de eksplosive afsluttere. Noget lignende så vi i 2021, hvor finalerundstrækningen ganske vist var en anden. Hvis Williams var blevet hentet, kunne vi meget vel have fået en holdbar sprinter som vinder. Nu endte Mick van Dijke ganske vist kun som nr. 3, fordi Markus Hoelgaard lykkedes med at kuppe ham, da han angreb Williams på bakken på Zagreb-etapen, men havde Van Dijke haft førertrøjen, er det vel ikke helt urimeligt, at han og Jumbo havde grebet finaleetapen anderledes an og vundet løbet. Med andre ord var det gamle bjergløb tæt på at blive vundet af en holdbar sprinter. Det var dog ikke af hvem som helst. De sprintere, der dominerede de fladere etaper, Olav Kooij og Phil Bauhaus, kom nemlig til kort på kongeetapen. Sidste år så vi jo også, at Laurance som holdbar sprinter ikke var langt fra at vinde, men med denne hårdere finalerundstrækning og puncheurspurt end i 2021 bliver det nok lidt vanskeligere for Van Dijke- og Laurance-typerne.

Hvad så med de øvrige etaper? Det er i det hele taget et ret uforudsigeligt løb, der er designet, og udover fredagens kongeetape, er det vel 1., 3. og 5. etape, vi skal holde øje med. Her er det nok 3. etape, der har mest potentiale. Her slutter vi nemlig på præcis samme finalerundstrækning, som blev brugt til den ovenfor omtalte kongeetape i 2021, altså med en stejl mur til sidst. Den var svær nok til, at Williams kunne sætte Yates og Zoidl, men altså efter et brutalt løb og en benhård jagt. I den større gruppe bag de forreste var muren for kort til, at man kunne komme afgørende væk. Den er så stejl, at man ikke kan udelukke, at en eksplosiv puncheur kan køre afgørende væk, også fordi der vil være medvind efter toppen, men mest sandsynligt er det, at etapen vil ende i en reduceret massespurt.

Det vil jeg også forvente om 1. etape. Den sidste stigning er ikke helt let, men vi taler om en 5%-stigning med top med små 50 km til mål. Der kan blive lagt et pres for at komme af med de rigtige sprintere, men det er svært at tro, at den ikke ender i en spurt. Så kan 5. etape blive langt mere alvorlig. Det indledende bjerg er rasende svært, og da det er sidste alvorlige udfordring i løbet, er det svært at tro, at der ikke bliver kørt cykelløb. De sidste 162 km af etapen er imidlertid meget lette, og det kræver derfor lidt af et mirakel, hvis den forventede eksplosion skal føre til noget på sigt. Et stærkt hold bør i hvert fald kunne sikre, at det ender i en eller anden form for spurt eller måske en udbrudssejr. Mere enkelt er det med 2. og 6. etape, der bør være for sprinterne.

Hvad ender vi så med? At det igen nok bliver et tæt løb, som det gjorde sidste år, hvor Mohoric på sidste etape lykkedes med at vinde så mange bonussekunder, at han kunne slå Vingegaard med 1 sekund. Der mangler svære finaler, der for alvor kan gøre forskelle. Det ligner en kamp mellem de ryttere, der kan overleve Ucka (eller Poklon) på fredag, og blandt dem vil det blive en kamp om bonussekunder i de indlagte spurter og særligt i finalerne på 3. og 4. etape, men måske også på 1. og 5. etape og sågar også 2. og 6. etape. Vi ved også fra sidste år, at puncheurfinalen på 4. etape i sig selv kan gøre det muligt at vinde nogle få ”rigtige” sekunder, men den er altså ret blød. De sidste 700 m er endda stort set flade, men den samlede etape er dog så hård, at de lettere puncheurtyper som Onley og Vingegaard alligevel havde en overhånd mod Mohoric og Albanese. Helt afgørende kan et stærkt hold og taktik dog også blive, særligt i finalen på kongeetapen, som Rolland viste sidste år. Endelig er der måske en chance for at vinde ”rigtig” tid på 3. etape, men mest af alt skal forskellene nok gøres på enten taktik eller på 4. etapes målbakke.

Hvad så med vejret? Sidste år var en trist fornøjelse, men i år får Kroatien fuld valuta for markedsføringspengene. Der venter nemlig en regulær sommeruge. Vi starter med en skyfri tirsdag med temperaturer på op til 26 grader, men også relativt blæsende betingelser fra nordøst (op til 20 km/t). Vejrudsigten er præcis den samme for onsdagen, men her vil de nordøstlige vind være aftaget til bare en let styrke. Torsdag vil der være en anelse flere skyer, men til gengæld vil den nordøstlige vind være endnu svagere, mens fredagen vil være en anelse køligere med temperaturer på 24 grader, skyfrit vejr og nu kun en svag vind fra øst. Samme betingelser har vi lørdag, hvor temperaturen vil nå 25 grader, og den svage, østlige vind fortsætter, inden den forrygende sommeruge slutter med lidt flere skyer og lidt køligere temperaturer på 22 grader på en søndag, hvor der vil være en let vind fra nordøst.

Læs også

Van Hooydonck om Pogacar: Jeg førte for at få luft

Det kunne åbne døren for sidevindskørsel tirsdag, men det er usandsynligt. Der vil primært være modvind frem til rundstrækningen. Her vil der til gengæld være uafbrudt sidevind. Jeg har ikke de bedste erfaringer med sidevind i Kroatien, og da vinden er på grænsen til at være for svag, ser vi næppe det store drama. Udelukkes kan det dog ikke, for terrænet synes ret åbent. Torsdag vil der være sidemodvind på muren, men til gengæld sidemedvind efterfølgende. Fredag vil der være medvind på Ucka og det meste af stykket frem til rundstrækningen, hvor der til gengæld vil være direkte modvind på målbakken, og lørdag vil der være modvind på bjerget og generelt også modvind på det meste af det efterfølgende stykke. Vindforholdene synes således at kunne hjælpe med at skabe større forskelle på 4. etape, hvis der gås til stålet på Ucka, men til gengæld taler vindforholdene ikke for, at vi vil se forskelle i klassementet på 5. etape.

Ruten er altså så speciel, at det bliver et meget åbent løb med mange forskellige potentielle vindere, men det hjælper lidt, at feltet heller ikke i år er det stærkeste. Bare fem WorldTour-hold er at finde i feltet, og der endda færre stjerner end sidste år, hvor Vingegaard ganske vist skilte sig ud, men hvor der var relativt mange klatrestærke folk. I år minder feltet mere om 2021, hvor Simon Yates’ navn virkelig skilte sig ud. Feltet består - formentlig grundet ruten - også af meget få klatrere, og jeg tror derfor ikke, at vi får den allermest selektive udgave. Der er simpelthen intet hold, der har styrken til for alvor at få det til at eksplodere, og det er godt nyt for de tungere folk.

Netop derfor vælger jeg at gå med Ethan Hayter. Briten har bestemt ikke været flyvende siden det Dauphiné-styrt, der kostede ham Touren, og han har været chokerende længe om at komme i gang igen. Han manglede meget, da han gjorde comeback i Tyskland, men det var heldigvis meget bedre i de italienske løb - i hvert fald delvist. Jeg var meget opløftet, da jeg så ham overleve Monte Serra i Toscana, men så kom vi i den grad ned på jorden igen, da han udgik af både Sabatini og Toscana.

Nu har han heldigvis haft yderligere halvanden uge til at finde formen, og vi så, da han i foråret også kom tilbage fra et brækket kraveben, at han efter en ret svag start i Catalonien ret pludselig fandt formen mod slutningen af Baskerlandet. Nu er det altså mere end en måned siden, han gjorde comeback, og når han kan overleve Monte Serra, kan han også overleve Ucka - særligt i et felt, hvor det hold, der kunne få det til at eksplodere er hans eget. I det lys bør han komme med hjem, så han kan køre finale på kongeetapen.

Her tror jeg, at han kan få svært ved at slå Mohoric i den ret stejle finale, da vi ikke har set ham brillere på så stejle bakker, og her får han svært ved at slå Mohoric, men mindre kan gøre det. Kan han begrænse tabet til et par sekunder, har han masser af muligheder for at vinde løbet på bonus. Sprinterfeltet er nemlig alt andet end imponerende, og han vil have en reel chance for at vinde de fem resterende etaper. Det er klart, at Ineos også har Elia Viviani, der måske skal have sin chance, men holdet dummer sig forhåbentlig ikke alt for meget. I dette felt kan han virkelig score mange bonussekunder - også i de indlagte spurter - og gør han det, tror jeg, at han vinder endnu et af de mange etapeløb, han har gjort til sit speciale, også fordi Ineos formentlig vil have det stærkeste hold til kongeetapen, der ikke bør glide dem af hænde.

De har også et andet stærkt kort i Magnus Sheffield. Også han er på vej tilbage fra en skade, men han har været længere fremme end Hayter. Han lignede en af de stærkeste i England, men i de italienske løb så vi til gengæld, at han stadig manglede noget. Også han bør dog være meget stærkere nu. Han har det problem, at han ikke har Mohorics fart, men med det punch, han viste på Vejle-etapen i Danmark sidste år, vil han have en chance for at vinde den etape. Problemet er bare, at han får svært ved at få megen bonus på de øvrige etaper. Til gengæld er han den perfekt mand at spille ud i det taktiske spil på 4. etape, hvis Ineos begynder at lege med overtallet.

Det samme er Luke Plapp, der har været i gigakrise siden UAE Tour, men i Renewi og Canada begyndte at vise lidt livstegn igen. I dette felt burde han kunne side med på 4. etape, men han vinder kun via taktik. Et andet bud er Joshua Tarling, der kan vinde på samme måde, men det kræver, at han finder klatrebenene fra UAE Tour, for han har slet ikke vist robusthed i de europæiske løb, senest ikke i Renewi Tour. Den relativt formstærke Connor Swift vil i dette felt også kunne blive en faktor i det taktiske spil, men mon ikke han er hjælper? Endelig burde 4. etape blive for svær for Elia Viviani med den holdbarhed, han har i dag, selvom han imponerede i Bretagne.

Den store rival er Matej Mohoric, der drømmer om at forsvare titlen, men jeg har store bekymringer på slovenerens vegne. Ikke på grund at ruten, men på grund af Hayter og hans hold. Ruten passer ham måske endda endnu bedre end sidste år, for som vi så sidste år, vil han have en god chance for at vinde kongeetapen. Sidste år viste han også, at han kan score bonus både i de indlagte spurter og sågar i massespurter, og sidstnævnte vil heller ikke være umuligt igen i dette knap så stærke sprinterfelt. Det store problem er bare, at Hayter er hurtigere og passer endnu bedre til denne rute. Til gengæld har Mohoric formentlig mere form, selvom vi i Renewi og Canada så, at han ikke længere har den vanvidsform, han havde i Polen. Mangler Hayter meget, kan han vinde 10 bonussekunder og en del rigtige sekunder på 4. etape, og så kan det sagtens lade sig gøre, særligt hvis Ineos også kører spurter for Viviani.

Den anden trussel er dog hans hold. På 4. etape kan han meget vel kun have Rainer Kepplinger hos sig efter Ucka, og derfor kan han tabe løbet, hvis Ineos begynder at lege med overtallet. Derfor skal han nok næsten håbe, at Hayter tager trøjen tidligt i løbet, for det kan betyde, at det stærke britiske hold vælger at køre for én kaptajn. Netop Kepplinger har gjort det fornemt i år, men da han ikke er eksplosiv, må han være ren hjælper for Mohoric. Det vil lokale Fran Miholjevic også være, selvom han egentlig har alle karakteristika til at gøre det godt i løbet, for han har haft det meget svært i år. I dette felt vil de holdbare sprintere Nicolo Buratti, der imponerede mig på kongeetapen i Renewi, og Matevz Govekar have en chance for at overleve Ucka, men også de er hjælpere for Mohoric.

Læs også

Dansk juniorverdensmester nomineret til fornem pris

DSM kommer med sidste års nr. 3, Oscar Onley. Den dengang 18-årige komet bragede ind på scenen, da han pressede Vingegaard til de yderst i top puncheurfinaler, men årets rute med kun én puncheurfinale passer ham dårligere. Han kan ikke score bonus på de øvrige etaper, og han skal derfor vinde løbet ved at køre alene på 3. etape - hvad der virker meget svært - eller alene på 4. etape. Det ligner en umulighed, hvis ikke han kommer væk i det taktiske spil. Formen er næppe heller helt i top, da han er på vej tilbage efter det kravebensbud, der sendte ham ud af Vueltaen. Holdets anden klassementsrytter er Matthew Dinham, der også er ret eksplosiv og passer godt til 4. etape. Han har dog samme problem som Onley, nemlig at ruten er for let. Derudover havde han i Canada heller ikke længere den forrygende form, han havde til VM og delvist i Norge. Jeg er også enormt spændt på den meget lovende Frank van den Broek, der senest imponerede i Super 8 Classic, men det er meldt ud, at de kører for Onley og Dinham.

Måske har de også en chance med Tobias Lund. Spurter han som i første sæsonhalvdel, kan han i dette felt køre med om sejrene på 1., 2., 3. 5. og 6. etape. Puncheurspurten på 4. etape er heller ikke helt dum, men den er for stejl, og den samlede etape er også så hård, at han bare skal begrænse tabet. Med andre ord har han samme forudsætninger som Hayter, men problemet er Ucka. Kan danskeren klare så svært et bjerg? Han er en robust type, men i bjergene har han aldrig excelleret. I dette felt uden mange klatrere giver jeg ham en chance, men han skal klatre bedre end i Danmark og England, hvor han i sidstnævnte dog også var ramt af et grimt styrt. Holdet har også deres anden sprinter, Pavel Bittner, der ligeledes er en holdbar herre. Det har knebet med at vise det i år, men uden chance er han ikke. Han har til gengæld ikke vist hel samme fart som Lund.

Kern Pharma kommer med en på papiret ret god kandidat i Roger Adria. Han har nemlig punch, som vi så, da han vandt den stigende spurt i Occitanie sidste år, og på flad vej er han heller ikke helt uden spurt. Det bliver dog også for ham svært at få bonus på andre end 4. etape, og det er næppe nok til at vinde løbet. Derudover bekymrer det mig, at han ikke har vist samme fart i år, og selvom han har været hæderlig i Norge og England, har han ikke fundet den superform, han havde i april, hvor han var rystende god. Holdet har også Urko Berrade, der har været stærk i Burgos og Slovakiet og også har en vis fart, men ikke nok til for alvor at blande sig i kampen om bonus. Han skal vinde via taktik, og det samme skal den stadig stærkere og mere holdbare Raul Garcia Pierna, der imponerede stort i Burgos, og klatreren Igor Arrieta, der ikke har vist sit højeste niveau på det sidste. Endelig har holdet sprinteren Kiko Galvan, de burde være holdbar, men slet, slet ikke har været det i år.

Jayco må ærgre sig over den lette rute. De kommer nemlig med Eddie Dunbar, der er løbets bedste klatere. Han skulle forsøge at gøre forskellen på Ucka, men det ligner en svær opgave. Han vil kunne køre en god puncheurspurt på 4. etape, men den er nok for let til, at han kan vinde. Han mangler også holdet til at skabe det hårde løb, han skal bruge, og derfor skal han nok håbe, at han kan vinde løbet via taktik på 4. etape. I gamle dage havde det været et perfekt løb for Amund Grøndahl Jansen, der er holdbar og hurtig, men stadig er en skygge af sig selv efter de mange skader. Holdets anden klatrer, Rudy Porter, passer slet ikke til løbet og var uden form i Italien, og det samme gælder om den tredje klatrer, Tsgabu Grmay. I dette felt kan Christopher Juul og Lukas Pöstlberger måske godt overleve Ucka, men de kan alene vinde via taktik.

Som Dunbar er Damien Howson en stor taber på rutens karakter. Han har vel aldrig klatret bedre end netop nu. I hvert fald imponerede han stort i Burgos, og han så også godt ud i England. Problemet er, at han ikke har megen punch, og han skal derfor måske indgå en alliance med Dunbar på kongeetapen, men det bliver svært at holde hjem fra Ucka. Uden punch skal han vinde løbet via taktik på kongeetapen. Q36.5 har også klatreren Matteo Badilatti, der har endnu mindre punch og modsat Howson ikke syne si flyvende form. Løbet er formentlig for hårdt for den Kamil Malecki, vi kender i dag, men måske er der en lille åbning for hurtige Nicolo Parisini, der klatrede ganske hæderligt i England. Til gengæld bør sprinterne Travis Stedman og Szymon Sajnok være for tunge.

Når jeg rangerer på vinderpotentiale, er jeg nødt til at rangere Orluis Aular relativt højt. Venezuelaneren kan bestemt ikke være sikker på at overleve Ucka, men med de klatreben, han havde i Vueltaen, er det ikke umuligt. Puncheurspurten passer ham også godt, selvom han næppe vinder, og dermed kan han begrænse tabet og vinde løbet via bonussekunder. Det er ikke helt umuligt, da han kan være med i kampen om sejren på de øvrige fem etaper. Det er også lidt uklart, hvor han står efter sit exit fra Vueltaen, men det var trods alt ”kun” sygdom, der slog ham ud. Til gengæld vil jeg tro, at løbet er for hårdt for Caja Rurals anden sprinter, Iuri Leitao, selvom han klatrede godt i Slovakiet. Holdets mest sikre kort er deres puncheur, Fernando Barcelo, der bør overleve Ucka, men som er så svingende, at der ingen garantier er. Han sluttede dog Vueltaen godt og kan køre en god finale på 4. etape. Han mangler dog nok farten til de øvrige etaper. Holdet har også Jefferson Cepeda , der nåede sit livs niveau i Vueltaen, men selvom han har punch, er det svært for ham at vinde dette lette løb, ligesom hans form er usikker efter styrtet i Vueltaen. Klatreren Mulu Hailemichael har nået et fornemt niveau i først Burgos og senest Slovakiet, men skal vinde løbet via taktik, og det samme gælder for Yesid Pirra, der har haft det lidt svært på dette niveau.

Uno-X er et andet hold, der lider under ruten. Bedst til ruten passer måske Fredrik Dversnes, men jeg kan frygte, at puncheurfinalen er for stejl. Den norske mester fandt en helt ny fart i sit vilde forår, men i dette felt får han svært ved at være med helt fremme på 4. etape, og i de flade spurter kan han ikke være med. Holdet har også de rene klatrere Jonas Gregaard, der ikke har kørt løb siden Norge, og Torstein Træen, der ikke har kørt siden sin uheldige Tour, men de vinder kun via taktik. Det samme gælder for bundsolide og råstærke Jonas Abrahamsen, der efterhånden godt kan være med i dette terræn. Ucka må være for hård for de to hurtige, Alexander Kristoff og Louis Bendixen .

Trek kommer med et hold, der mest af alt består af unge ryttere og stagiaires, og de får nok et svært løb. Egentlig passer det udmærket til Quinn Simmons, der kan køre en god puncheurspurt på 4. etape, men som så mange andre får han svært ved at få mange yderligere bonussekunder. Han er til gengæld skabt til at vinde løbet via taktik i en taktisk finale, men det er svært at tro, at formen er god, når det er hans første løb siden det styrt, der sendte ham ud af Touren. Holdet har også klatrerne Antwan Tolhoek, der viste lidt takter i Polen efter sin skadespause, men siden faldt helt sammen i Norge og Bretagne, og Asbjørn Hellemose, der har gjort det flot, senest i Luxembourg, men uden punch får de begge meget svært ved at vinde. I stedet skal holdet nok snarere håbe, at Jon Aberasturi kan genfinde fordums holdbarhed og overleve Ucka. Han har bare ikke klatret godt de seneste år, og dette er første løb siden det styrt, der sendte ham ud af Polen. Holdet har også den unge sprinter Tim Torn Teutenberg, der faktisk er ganske holdbar, men det er trods alt svært at se ham vinde dette løb.

Det ligner et svært løb for Eolo. Ruten må være for hård for sprinterne Giovanni Lonardi og David Martin, og de skal derfor nok satse på den mere holdbare Mirco Maestri, der dog også har fin fart, som vi så i Giroen og senest i Slovakiet. Jeg vil dog tro, at det bliver en anelse for hårdt. Tidligere havde det heller ikke været et helt dumt for løb Erik Fetter, der har et vist punch, men som har været en skygge af sig selv i lang tid, selvom der var lidt livstegn i Belgien i juni. Holdets klatrer er Fernando Tercero, der dog ikke har meget punch og passer dårligt til løbet.

På kontinentalholdene er det særligt værd at holde øje med Jakub Otruba, der sagtens kan overleve Ucka, men alene vinder via taktik. Tunger er Jaka Primozic, men han har til gengæld noget fart. Gal Glivar, Karel Camrda, Jonas Rapp, Edward Ravasi, Dylan Hopkins, Szymon Tracz og Piotr Pekala har alle en vis holdbarhed, men mangler fart, mens løbet må være for hårdt for de hurtige Tilen Finkst, Pavel Kelemen, Matus Stocek, Victor Potocki, Anze Skok, Filippo Fortin, Fabian Steininger, Patrick Reissig, Bartlomiej Proc og Bartosz Rudyk.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvilket er meget vigtigt på denne specielle rute.

OPDATERING: Howson kommer ikke til start.

***** Ethan Hayter

**** Matej Mohoric, Magnus Sheffield

*** Oscar Onley, Luke Plapp, Roger Adria, Eddie Dunbar, Tobias Lund

** Orluis Aular, Fernando Barcelo, Matthew Dinham, Urko Berrade, Jefferson Cepeda, Torstein Træen, Jonas Gregaard, Fredrik Dversnes, Quinn Simmons, Frank van den Broek, Igor Arrieta, Raul Garcia Pierna, Joshua Tarling, Connor Swift, Pavel Bittner

* Mulu Hailemichael, Tsgabu Grmay, Jakub Otruba, Jaka Primozic, Matteo Badilatti, Antwan Tolhoek, Mirco Maestri, Jon Aberasturi, Iuri Leitao, Niccolo Buratti, Matevz Govekar, Elia Viviani, Asbjørn Hellemose, Fernando Tercero, Erik Fetter, Rainer Kepplinger, Rudy Porter, Tim Torn Teutenberg, Alexander Kristoff, Louis Jonas Abrahamsen, Fran Miholjevic, Yesid Pirra, Christopher Juul, Lukas Pöstlberger, Nicolo Parisini, Gal Glivar, Karel Camrda, Jonas Rapp, Edward Ravasi, Dylan Hopkins, Szymon Tracz, Piotr Pekala

Danskerne

Tobias Lund skal sammen med Pavel Bittner køre spurter for DSM, men kan meget vel også have en chance i klassementet, hvorfor han er omtalt ovenfor. På Bahrain skal Johan Price-Pejtersen hjælpe Matej Mohoric med at forsvare titlen. På Trek kan Asbjørn Hellemose formentlig køre sin chance, hvorfor han er omtalt ovenfor, og han støttes af Martin Pedersen. På Jayco skal Christopher Juul primært støtte Eddie Dunbar, og på Uno-X skal Louis Bendixen køre lead-out for Alexander Kristoff, mens Jonas Gregaard, der er omtalt ovenfor, nok kan køre sin chance, og Simon Dalby må være hjælper.

SE CRO RACE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE