Optakt: Deutschland Tour

STREAM VUELTA A ESPANA OG DEUTSCHLAND TOUR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Dopingdebatten har redet cykelsporten som en mare overalt, men i de fleste lande har man kunnet bevare fascinationen og en solid fanbase. Det forholder sig imidlertid helt anderledes i Tyskland, hvor diskussionen om forbudte stoffer nærmest har udryddet en sport, der engang var ekstremt populær, ikke mindst i årene, hvor Jan Ullrich og Erik Zabel dominerede i Touren. Offentligheden og medierne har i høj grad vendt ryggen til sporten, og mens landet engang havde tre WorldTour-hold, var man for få år siden nede på ikke at have ét eneste.

Tyskland havde engang en meget flot cykelkalender med adskillige ugelange etapeløb og et par endagsløb på højeste niveau. Bayern Rundfahrt, Hessen Rundfahrt, Sachsen Tour, Niedersachsen Rundfahrt og Rheinland-Pfalz Rundfahrt var bare nogle af de mange løb, der sammen med det nationale Deutschland Tour, HEW Cyclassics (nu BEMER Cyclassics), Rund um den Henninger Turm (nu Eschborn-Frankfurt), Rund um Köln og Rund um die Braunkohle udgjorde en fantastisk cykelscene.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Intet andet land er imidlertid blevet ramt så hårdt af den massive dopingmistanke som Tyskland, der nu kun har meget få store løb, hvor de kan fremvise deres mange topnavne for hjemmepublikummet. Da løbet i Bayern forsvandt i 2916, var det det sidste af de mange etapeløb, der måtte opgive kampen, og endagsløbene i Köln og Frankfurt har kæmpet en konstant dødskamp. Et nyt løb blev etableret i Berlin, men det er igen forsvundet i et land, hvor der næsten intet er tilbage.

Fremkomsten af navne som Tony Martin, André Greipel, Marcel Kittel og John Degenkolb har langsomt vakt interessen til live igen. Bora-hansgrohe og i en periode også det nuværende Team DSM er nu et tysk WorldTour-hold, og der er igen live-dækning af Tour de France på de nationale kanaler. Vigtigst af alt har det været, at Tour-arrangørerne ASO hele tiden har haft et godt øje til det tyske marked, og man gav derfor udvikling yderligere et boost, da man i 2017 henlagde Tour-starten til Düsseldorf.

For de fleste lande er det den nationale rundtur, der har været den naturlige hovedbegivenhed, men for den tyske variant, Deutschland Tour, der har haft et hav af forskellige navne gennem historien, har det været en temmelig omskiftelig affære, som har været præget af mange årelange aflysninger og pludselige genopstandelser. Den første udgave blev arrangeret helt tilbage i 1911 under navnet Quer durch Deutschland. Første Verdenskrig betød, at den anden udgave måtte vente hele 11 år på sig. I en tumultarisk tid blev der derudover kun afviklet løb i 1927, 1930 og 1931 i de tidlige år, inden nazisterne med storslåede udgaver i 1937, 1938 og 1939 ville demonstrere Tysklands storhed i forhold til Frankrig og Italien, der allerede på den tid havde etableret både Giroen og Touren.

Løbet forsøgte at finde en form for stabilitet i efterkrigstiden, da det blev genoplivet i 1947, først i en lidt forkølet udgave, indtil Vesttyskland igen blev fuldgyldigt medlem af UCI. Derefter kom løbet på den internationale kalender i 1952, men blev atter aflyst. Man forsøgte igen i 1955, inden man endelig oplevede lidt succes med tre løb fra 1960 til 1962, hvor blandt andre den lokale helt Rudi Altig bidrog til løbets succes. Hurtigt gik løbet igen i glemmebogen, indtil Dietrick Thuraus succes i 1970erne genoplivede cykelsportsinteressen i Tyskland. I 1979 blev løbet derfor genoplivet under navne Deutschland-Rundfahrt men allerede i 1982 betød store underskud, at man igen måtte lukke ned.

Efter en lang pause fik Ullrich og Zabel endelig cykelsporten til virkelig at boome i 90erne, og derfor var det kun naturligt, at det nye Deutschland Tour blev vakt til live igen. Det skete i 1999, og i de følgende år trivedes løbet endelig. Da ProTouren blev indført i 2005, kom løbet endda på den fineste kalender og var en stor sensommerbegivenhed, der strakte sig over mere end en uge. Ullrich selv var med til at kaste glans over begivenheden, selvom han aldrig selv lykkedes med at vinde. I stedet var det Levi Leipheimer, Jens Voigt (to gange) og til slut Linus Gerdemann, der vandt de fire ProTour-udgaver af løbet.

Desværre eksploderede cykelballonen sammen med Ullrichs Operacion Puerto-ballade i 2006, og da Patrik Sinkewitz året efter blev sendt hjem fra Touren i vanære, og tysk tv midt under løbet trak stikket, indledtes cykelsportens nedtur for alvor. De nationale tv-stationer ARD og ZDF havde efterfølgende heller ingen interesse i at transmittere fra Deutschland Tour, og derfor var det ikke overraskende, at Gerdemann i 2008 blev den sidste vinder i en tiårig periode.

Den genoplivede interesse for cykelsporten har imidlertid også ført til håb om, at Deutschland Tour alligevel har en fremtid. Igen har ASO været den store motor bag projektet. I juli 2016 blev det annonceret, at organisationen var gået sammen med det tyske cykelforbund om fra 2018 at relancere landets cykelstolthed, igen under navnet Deutschland Tour. I første omgang skete det i en forkortet udgave på bare fire etaper og en beskeden 2.1-status på UCI-kalenderen, men målsætningen er på sigt at bringe tilbage mod tidligere tiders storhed og igen give Tyskland en plads på den internationale kalender, som landets talentmasse berettiger.

At ASO er bag projektet, er tydeligt at se, for det er sjældent, at et nyt løb har kunnet tiltrække sig en sådan interesse allerede i sit første år.  Ikke færre end 11 af de 18 WorldTour-hold havde meldt deres ankomst, og de kom endda næsten alle i en stærk besætning. Arrangørerne havde især gjort en form for kup ved at sikre sig deltagelse fra Geraint Thomas og Tom Dumoulin, der begge brugte løbet til at genoptage aktiviteterne efter at være endt som nr. 1 og 2 i Touren, ligesom man naturligvis havde tiltrukket cremen af tysk cykelsport anført af supersprinterne Marcel Kittel og André Greipel samt talenterne Maximilian Schachmann og Pascal Ackermann.

Når ASO er med i et projekt, fejler det sjældent, og det er det bestemt heller ikke gjort med Deutschland Tour. I 2019 blev løbet løftet op i HC-klassen - den nuværende ProSeries - og startfeltet var om muligt endnu mere stjernespækket, da man kunne præsentere ikke færre end 16 WorldTour-hold. Efter en coronaaflysning i 2020 led løbet imidlertid en lille nedtur i 2021, hvor kun 9 af de bedste hold var til start - måske fordi kalenderen grundet OL var ekstra kompakt.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det ser imidlertid kun ud til at være en kortvarig nedtur, for med aflysningen af Benelux Tour har løbet i år en langt mere attraktiv placering som et af de sidste store etapeløb i Europa, hvor det efterfølges af en meget stille uge, der skulle være blevet udfyldt af det hollandsk-belgiske WorldTour-løb. Samtidig kommer stjernerne igen i rigt mål, da man kan præsentere navne som Alexander Kristoff, Fabio Jakobsen, Olav Kooij, Romain Bardet, Filippo Ganna, Bauke Mollema, Jakob Fuglsang, Greg van Avermaet, Fernando Gaviria, Caleb Ewan, den tilbagevendte Egan Bernal samt en betydelig af de bedste tyske ryttere.

Samtidig tager løbet et nyt skridt på vej mod tidligere tiders storhed. For det første udvides løbet fra fire til fem dage, og for det andet omlægges ruten. I de første tre udgaver kørtes løbet i et meget specielt format, der ikke havde meget til fælles med det, vi kender fra ProTour-tiden. Dengang var der både enkeltstarter og bjergetaper i de østrigske Alper på programmet, men i det nye format holdt man sig til et afgrænset område af værtslandet, hvor man havde fire etaper, der passede til klassikertyper og stærke sprintere, som på rundstrækningen udkæmpede et opgør om bonussekunder, der var placeret på toppen af små stigningerne i finalerne. I år vil løbet imidlertid have både en prolog og en bjergafslutning og dermed være et mere klassisk etapeløb.

Formatet var imidlertid fortsat atypisk sidste år, hvor ruten var den klart letteste af de tre, der er blevet brugt siden genetableringen. Det lignede således et løb for de stærke sprintere, men de blev alle snydt af Nils Politt, der på den ene af etaperne kørte alene hjem og akkurat holdt feltet bag sig. Den tyske fest blev endda total, da det hele med dobbeltsejr til både Tyskland og det lokale Bora-mandskab, da Politt vandt samlet med 4 sekunder ned til både Pascal Ackermann og Alexander Kristoff. Politt vender tilbage for at forsvare titlen, og han vil igen være oppe mod Kristoff, der altid har megen succes i Tyskland, men da Ackermann i år kører Vuelta, vil der mangle en enkelt mand fra sidste års podium.

STREAM VUELTA A ESPANA OG DEUTSCHLAND TOUR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Tyskland er et enormt land, og derfor ville det næsten kræve en hel grand tour at dække hele arealet. Store dele af landet er imidlertid også fladt og cykelmæssigt temmelig uinteressant, og i tiden på WorldTouren besøgte Deutschland Tour da stort set heller ikke det flade nord. Tværtimod fandt det meste af løbet sted i det mere kuperede syd, og løbet havde endda tradition for at afvikle kongeetaperne i de østrigske Alper, hvilket vel egentlig kan betragtes som lidt af en falliterklæring for et løb, der burde være en national rundtur og i hvert fald ikke mangler areal at boltre sig på.

Det korte format for det genopstandne løb betyder naturligvis, at man ikke kommer i nærheden af at komme rundt i hele Tyskland, og det kunne se ud til, at modellen er fra år til år at besøge forskellige egne, hvor alle fire etaper afvikles. I det første år fandt løbet sted i bakkerne omkring Stuttgart, i 2019 var det terrænet og de i landet centralt placerede bakker omkring Hannover, Erfurt og Kassel, der blev benyttet, men i 2021 bredte man det lidt ud med en enkelt etape helt oppe i Nordtyskland, inden man efter en lang transfer sluttede løbet med tre etaper omkring Nürnberg, hvilket gav en fladere rute end hidtil. I år vender man tilbage til det mere kuperede område omkring Stuttgart i det, der mere kan betegnes som en regional end en national rundtur.

Som nævnt i afsnittet ovenfor har løbet siden genetableringen i 2018 haft samme struktur. Konceptet har været fire etaper, der enten var deciderede sprinteretaper eller sluttede med omgange på en rundstrækning, hvor klassikertyperne kunne angribe og jagte bonussekunder, der var placeret på toppen af små bakker med ca. 10 km til mål. Det gav et knivskarpt, meget tæt og taktisk cykelløb, hvor det i en tæt kamp på bonus mest af alt var punch og spurtstyrke, der blev belønnet, hvad der vel kan aflæses af, at det var Matej Mohoric, Jasper Stuyven og Nils Politt, der vandt de tre udgaver - ikke just ryttere, der vinder det typiske WorldTour-etapeløb.

I år bliver alt anderledes, når man vender tilbage til det mere klassiske format, man benyttede, inden løbet lukkede ned efter 2008-udgaven. Der er som sagt stadig tale om noget, der mere minder om et regionalt end et nationalt etapeløb, men til gengæld bliver det nu et ”rigtigt” etapeløb, der ventes vundet af mere klassiske etapeløbsryttere. Løbet inkluderer nemlig for første gang en bjergafslutning, og løbet udvides endda til fem dage, da man åbner løbet med den første tidskørsel i form af en prolog onsdag aften. De tre øvrige tre etaper er imidlertid efter det format, vi har kendt i 2018, 2019 og 2021, da der sluttes med ganske kuperede rundstrækninger, hvor der vil være sene bakker med bonusspurter, og hvor finalerne i år er så svære, at det må betegnes som den mest sprinterfjendtlige udgave hidtil.

Det hele åbner som sagt med en aftenprolog onsdag - efterhånden en sjældenhed i cykelløb på dette niveau - og det er en helt klassisk affære, hvor fire sving og en ganske undseelig bakke på bare 2,6 km vil tiltale de typiske prologspecialister. Derefter håber sprinterne på deres chancer torsdag og fredag, men det bliver ikke let. Begge dage skal der nemlig sluttes på nogle ganske kuperede rundstrækninger, hvor klassementsrytterne som altid i dette løb kan slås om bonussekunder på toppen af nogle bakker, og hvor der - særligt fredag - bør ske nogen udskilningen inden forventede reducerede massespurter.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Den helt store nyskabelse kommer på lørdagens kongeetape, hvor der for første gang venter en regulær bjergafslutning. Det mere end 11 km lange bjerg Schauinsland starter stejlt, men mod slutningen er procenterne så bløde, at chancen for, at taktik og spurtstyrke bliver afgørende, synes ganske stor. Derfor er der formentlig stadig ganske tæt inden sidste etape, der ligesom i 2018 slutter med den gamle VM-rundstrækning fra VM i 2007 i Stuttgart, hvor den stejle Herdweg-stigning kan bruges til de sidste angreb og skabe rammen for endnu et uhyre spændende opgør om bonussekunder for løbets eksplosive puncheurs - præcis som det var tilfældet for fire år siden, hvor 16 mand endte med at spurte om sejren, inden Matej Mohoric efter en 2. plads kunne krones som den første vinder af det genskabte løb.

Prolog

Da løbet var en del af ProTouren fra 2005 til 2008, var det ganske almindeligt, at det blev indledt med en prolog. Prologer er imidlertid i dag en uddøende race, og de findes stort set ikke længere i løb, der er rangeret på 2.1-niveau eller højere - med Tour de Romandie som den markante undtagelse - og derfor var det ikke unaturligt, at prologen også forsvandt, da løbet genetableredes i 2018. I år vender den imidlertid ganske overraskende tilbage i forbindelse med løbets udvidelse fra fire til fem dage, og det sker på en helt klassisk prologrute i byen Weimar, hvor publikum ved aftentide får lov at få rytterne præsenteret enkeltvist, når de suser undt på en 2,6 km lang, næsten kvadratisk rute, der trods en ganske undseelig bakke burde tilgodese de klassiske prologspecialister, som får en sjælden chance for at jagte en sejr på højeste niveau.

Etapen er altså bare 2,6 km lang og har både start og mål i Wemair. Indledningsvist er det let stigende, når man kører 300 m mod sydvest, inden man foretager et blødt sving og derefter kører mod nordvest. Efter 800 m drejer man mod nord for nu at køre op ad en let stigende vej, hvor man efter 1,6 km tager mellemtiden i forbindelse med en kategori 2-bjergspurt på toppen af en meget beskeden bakke (300 m, 1,9%).

Umiddelbart herefter drejer man mod øst for at køre ad en let faldende vej mod øst. Med 400 m igen drejer man mod sydøst, og derefter fortsætter det med at falde let ad en vej, der byder på to kurver med hhv. 250 og 200 m igen - den sidste er 90 grader - hvorefter man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder i alt 17 højdemeter.

Prologer er stadig meget hyppige i 2.2-løb, men på dette niveau er de efterhånden meget sjældne. Dette er en helt klassisk sag, der trods den lille bakke er relativt flad og med fire sving og en skarp kurve over bare 2,6 km stiller krav til de klassiske prologevner, nemlig power, accelerationsstyrke og tekniske evner. Sprintere er typisk ganske gode prologryttere, og de ventes at blande sig i kampen om sejren med de mest kraftfulde og eksplosive tempospecialister på en etape, der vil skabe de første små forskelle i klassementet.

Weimar har kun to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var begge gange i forbindelse med 2005-udgaven af det nu hedengangne Thüringen Rundfahrt, hvor Tom Stamsnijder lagde ud med at vinde en prolog foran Janez Brajkovic og Kai Reus, inden også 8. og sidste etape havde mål i byen, hvor Robert Wagner vandt en massespurt foran Thomas Fothen og Dennis Pohl.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

1. etape

Tyskland er kendt for sin alenlange liste over topsprintere og for et terræn, der i store dele af landet er helt fladt, men det afspejles nu ikke i årets rute, at Tyskland er et sprinterland. Faktisk har arrangørerne været ganske dygtige til at finde småbakker på alle etaperne, og hvor 1. etape i de foregående tre udgaver har været en relativt sikker sag for sprinterne, er det hele meget mere kompliceret i år. Her lægges nemlig ud med en kuperet sag, der byder på to bakker inden for de sidste 35 km, og selvom der er lagt op til en spurtafgørelse, kan der sagtens være sprintere, som bliver overraskede over stejlheden af den sidste af de to stigninger.

I alt skal der tilbagelægges 171,7 km, der fører feltet fra Weimar til Meiningen. Allerede starten er ganske hård, da det hovedsageligt er stigende, når man indledningsvist kører mod sydøst og sydvest frem til Blankenhain, der nås efter 13,9 km. Herfra er det trods en lille bakke til gengæld generelt faldende, når man kører mod syd ned til den første spurt, som kommer efter 32,3 km. Nu sætter man kursen mod sydvest for at køre ad en let stigende vej frem mod mere kuperet terræn.

Det tager man hul på, når man fortsætter mod sydvest op ad kategori 1-stigningen Oberweissbach Burg (6,2 km, 5,9%), der er en relativt jævn stigning med top efter 65,7 km. En nedkørsel leder nu mod vest, inden det går videre mod sydvest ad let stigende veje. Kort efter går det mod vest op ad endnu en bakke, denne gang kategori 2-stigningen Masserberg (5,2 km, 4,1%), der stiger med 5-6% over de sidste 1600 m, men ellers er ganske let.

Toppen rundes efter 85,1 km og leder frem til etapens letteste fase. Efter en kortkørsel går det nemlig mod sydvest ad en let faldende vej frem til byen Ehrenberg, der nås efter 110,3 km. Her drejer man mod nordvest for at køre igennem ganske fladt terræn med kun nogle småbakker, inden man fortsætter mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Kühndorf (2,9 km, 3,9%), der er en blød og jævn opkørsel med top efter 139,9 km. De sidste 31,8 km indledes nu med en nedkørsel, der leder mod sydvest ned til den afsluttende rundstrækning, hvor man kører de sidste 1300 m af denne, inden man efter 148,2 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens anden spurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 23,5 km lange runde. Den indledes ganske brutalt, når man efter et kort, fladt stykke, der leder mod sydvest, kører mod sydvest og vest op ad bakken Dreissigacker (2,5 km, 6,2%), på hvis top der er er en bonusspurt efter 152,5 km. De sidste 19,2 km indledes nu med en kort og let nedkørsel, der leder mod vest, inden det er stort set helt fladt, mens man kører mod nordvest og nordøst.

Nær rundstrækningens nordligste punkt følger en meget kringlet fase, hvor man skal rundt på en lille rundstrækning, inden man kører mod sydøst og syd tilbage til målbyen igennem fladt terræn, idet det dog stiger en anelse på tredjesidste kilometer og derefter falder let frem mod de sidste 1500 m, der er næsten helt flade, idet sidste kilometer stiger ganske let med 0,2%. Det sidste sving kommer med ca. 7 km igen, og derefter bugter vejen sig kun let, indtil man rammer den 500 m lange og 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2108 højdemeter.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Løbet har som altid tiltrukket et hav af topsprintere, men de får absolut intet foræret. Den sidste bakke er ganske stejl og vil helt sikkert være svær for mange, særligt fordi klassementsrytterne må ventes at skulle kæmpe om bonussekunderne på toppen. Den kommer dog langt fra mål, og det er svært at tro, at det ikke ender i en spurt - også fordi det kan være svært at finde de hold, der vil lægge det vilde pres - men det er ikke givet, at alle de tungeste sprintere kommer med hjem.

Meiningen har kun to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i begge tilfælde i forbindelse med 2006-udgaven af det nu hedengangne Thüringen Rundfahrt, hvor Lars Boom om formiddagen vandt en enkeltstart foran Edvald Boasson Hagen og William Walker, inden Sören Hoffman om eftermiddagen i et rundstrækningsløv vandt en tremandsspurt foran Simon Geschke og Martin Mortensen.

2. etape

Siden genskabelsen af løbet er det blevet afgjort af etaper, der bød på nogle klassikeragtige finaler, og selvom de etaper i år ikke bliver altafgørende, dominerer de stadig løbet. Det kommer til udtryk på løbets 2. etape, hvor en ellers ganske flad etape slutter med en hektisk afslutning med hele tre små stigninger inden for de sidste 25 km - den sidste, der er rammen om dagens bonusspurt endda mindre end 5 km fra mål. De sidste to bakker er imidlertid relativt bløde, og en spurtafgørelse ligner således det sandsynlige udkomme, men heller ikke denne gang kan sprinterne vide sig sikre på at komme med hjem alle sammen.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Med en distance på 200,7 km er der tale om løbet længste etape, der fører feltet fra Meiningen til Marburg. Starten er ikke helt let, da de første 25 km hovedsageligt er let stigende, mens man kører mod først sydvest og siden vest. Herefter begynder det at falde let mod vest, inden man fortsætter mod vest op ad kategori 2-stigningen Schwarzenborn (1,2 km, 8,7%), der er en kort og stejl stigning med top efter 34,9 km.

Herefter drejer man mod nordvest, hvor terrænet generelt er let faldende frem til byen Hünfeld, der nås efter 53,6 km. Her kører man kortvarigt mod nord, inden det går mod vest og sydvest igennem relativt fladt terræn frem til den første spurt, som kommer efter 75,8 km. Det flade terræn fortsætter herefter, når man kører mod først vest og siden nordvest, sydvest, nordvest og igen sydvest, indtil det kortvarigt afbrydes, når man kører mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Amöneburg (1,4, 10,0%), der er en stejle lille mur med 500 m med 12,0% midtvejs.

Toppen rundes efter 158,1 km, og herefter bliver det igen fladt, når man kører mod først sydvest og siden nordvest med retning mod Marburg. I udkanten af byen fortsætter man mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Hasenkopf (2,0 km, 7,0%), der har 500 m med 12,2% i bunden, men derefter stiger med 3-5% frem mod toppen, som rundes efter 178,7 km, hvor man også rammer den afsluttende rundstrækning. Herefter kører man de sidste 4,8 km af denne, inden man efter 183,8 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens anden spurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 16,9 km lange runde. Den indledes med et fladt stykke, der leder mod sydvest og nordvest, inden at går mod vest op ad kategori 2-stigningen Marbach (2,8 km, 4,8%), der på den nedre del stiger med 3-5%, men slutter med 700 m med næsten 6% frem mod toppen, som rundes efter 187,9 km.

De sidste 12,8 km indledes med en kort nedkørsel, som fører mod vest, inden det går mod sydvest og sydøst igennem fladt terræn, indtil man drejer mod øst for at køre op ad bakken Neuhöhe (1,1 km, 4,7%), på hvis top der er en bonusspurt. Herfra resterer bare 4,8 km, som begynder med en ret kringlet og kort nedkørsel, der leder mod nordøst, indtil de sidste 2,5 km er stort set helt flade - den sidste kilometer stigende med 0,3%.  Den kringlede del af nedkørslen slutter allerede med 3700 m igen, hvorefter det går ad en relativt lige vej med et blødt sving ved 2 km-mærket, indtil man drejer 90 grader i en kurve, der leder ind på den 300 m lange og 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2467 højdemeter

Etapen kan minde om den foregående, men den er vanskeligere. Den første af de tre bakker minder om sidste bakke på 1. etape og vil være svær for mange sprintere, men derefter følger hele to blødere bakker, som vil kunne skabe yderligere udskilning. Igen må man forvente en kamp om bonussekunder på den sidste bakke, der er ganske let, men som måske kan bruges til at snyde feltet, som Nils Politt gjorde på en lignende etape sidste år. Igen må man dog formode, at det ender i en reduceret massespurt, men der vil være sprintere, der er kommet til kort.

Marburg har kun to gange i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var begge gange i forbindelse med 2000-udgaven af det nu hedengangne Hessen-Rundfahrt, hvor Janek Tombak om formiddagen vandt en massespurt foran Klaus Mutschler og Andreas Beikirch, inden Thomas Liese om eftermiddagen vandt en enkeltstart foran Tobias Steinhauser og Jean Nuttli.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

3. etape

Det gamle Deutschland Tour var et klassisk etapeløb med enkeltstarter og bjerge, men siden genetableringen i 2018 har løbet været for eksplosive klassikertyper og i 2021 endda også for stærke sprintere. Sådan bliver det imidlertid ikke i år, hvor bjergene vender tilbage. Det sker i form af en rigtig bjergafslutning på lørdagens kongeetape, hvor man i udkanten af Freiburg har fundet en ganske lang stigning. Den er imidlertid ikke verdens sværeste og slutter med 3,6 km, der er relativt lette, og særligt på en dag med modvind kunne meget tale for, at det vil være en lille gruppe, der skal afgøre det - enten i en spurt eller i en taktisk finale.

Med en distance på bare 148,9 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Freiburg til toppen Schauinsland-stigningen. Sidstnævnte ligger faktisk lige uden for byen i den sydlige udkant, og det meste af etapen består således af en tur rundt i terrænet vest for byen, hvor det generelt er helt fladt. Det er således også tilfældet, når man lægger ud med at sno sig mod nordvest ad flade veje, inden man får lidt afveksling, når man drejer mod sydvest for at skære ind gennem et højdedrag.

Det sker først via kategori 1-stigningen Schelinger Höhe (2,8 km, 7,6%), der efter 500 lette meter stiger med hele 10-14% over en kilometer, inden den flader lidt ud med 6-9% frem mod toppen, som rundes efter 31,0 km. En nedkørsel leder nu videre mod sydvest, inden det går mod nord op ad kategori 2-stigningen Texas Pass (1,8 km, 7,9%), der stiger jævnt med 6-7%, men har 500 m med 9,8% undervejs.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Toppen rundes efter 37,1 km, og herefter bliver det meget let. En nedkørsel leder videre mod nord tilbage til fladlandet, og herefter kører man mod sydvest og syd ned langs Alsacekanalen på grænsen til Frankrig, hvor det er helt fladt. Efter 53,6 km drejer man i Breisach am Rhein mod sydøst, hvorefter man snor sig igennem fladlandet ned til Bad Krozingen, hvor dagens første spurt kommer efter 84,7 km. Nu kører man mod først nordvest, siden sydvest og sydøst igennem fladlandet ned til det sydligste punkt, hvor man drejer mod nordøst for at køre igennem fladlandet forbi til den anden spurt, som kommer efter 126,5 km og frem mod udkanten af Freiburg.

I stedet for at fortsætte ind til byen drejer man imidlertid i byen Au efter 131,8 km mod sydøst for at tage hul på finalen. Det sker, når man kører op ad kategori 1-stigningen Luisenhöhe (3,5 km, 7,4%), der efter en let første kilometer stiger med 7-9% frem mod toppen, som rundes efter 135,3 km. En ultrakort nedkørsel leder nu videre mod sydøst, inden det går mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Schauinsland.

Den stiger med 6,5% over 11,6 km, men skal deles i tre dele. De første 3 km er de vanskeligste, idet 1. og 3. kilometer stiger med hhv. 10,8% og 9,2%, hvorefter der følger fem relativt vanskelige kilometer, der først stiger jævnt med 6-7% og efter en lettere kilometer har en kilometer med 8,4%. De sidste 3,6 km er imidlertid lettere, da det stiger jævnt med ca. 5% frem mod de sidste 600 m, som stiger med beskedne 3,8%. Stigningen har ganske mange hårnålesving, det sidste med 1700 m igen, hvorefter der er tre skarpe 90-graderskurver med hhv. 800 m, 200 m og 100 m igen, hvorefter man rammer den 5 m brede opløbsstrækning. Der er placeret en bonusspurt efter 144,3 km, dvs. 4,6 km fra toppen.

Etapen byder på i alt 2062 højdemeter.

Det er en lidt vanskelig stigning at blive klog på. Den nedre del er meget stejl, men de sidste mere end 5 km er hovedsageligt lette. Man kan ikke udelukke, at bedste mand kan køre alene, hvis vinden er gunstig, men mere taler for, at det kan blive et ret taktisk løb, hvor overtal kan være en fordel, og hvor en spurt på toppen også er et ganske sandsynligt scenarium. Det er således langt fra givet, at stærkeste mand vinder, men det er stadig det helt store nøgleslag i kampen om den samlede sejr.

Schauinsland har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

4. etape

Arrangørerne har gjort en dyd ud af at sikre, at intet er afgjort før til sidst, og det har man gjort ved at slutte med endnu en af de for løbet så klassiske rundstrækninger med små bakker og bonussekunder. Til den første udgave af det ”nye” løb i 2018 gjorde man det ved brug af VM-rundstrækningen fra 2007, hvor Paolo Bettini gjorde brug af den korte, stejle Herdweg til at blive verdensmester. Dengang skabte det et herligt løb, hvor 16 af løbets bedste puncheurtyper kørte hjem til en spurt, hvor Nils Politt vandt foran Matej Mohoric, der til gengæld sikrede sig den samlede sejr, og det var så stor en succes, at samme finale genbruges fire år senere. Da meget taler for, at det fortsat kan være tæt efter kongeetapen, venter der således endnu en hæsblæsende finale, hvor punch, spurtstyrke og taktik kan ændre på tingenes tilstand til allersidst.

I alt skal der tilbagelægges 186.6 km, der fører feltet fra Schiltach til Stuttgart. Starten er ganske hård, da det med det samme er stigende, når man kører mod nord, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Schömberg (2,9 km, 7,3%), der stiger jævn med 8% over to kilometer, inden flader ud frem mod toppen, som rundes efter 13,3 km. Herefter er det først let stigende og siden let faldende, mens man kører mod nord frem til den første spurt, som kommer efter 20,9 km, inden man drejer mod nordøst for at køre ad et længere stykke, der generelt er let faldende.

Etapen tager fat igen, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 2-stigningen Berneck (2,7 km, 5,9%), der stiger lidt ujævnt med mellem 5 og 8%, inden den flader ud over den sidste lille kilometer. Toppen rundes efter 56,1 km, hvorefter det falder mod nordøst, inden det går videre mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Holzbronn (4,7 km, 4,8%), der efter 2 km med 5-7% er ganske let frem mod toppen, som rundes efter 75,7 km.

Nu er den vanskelige første del af etapen slut. Således er det kun ganske let kuperet, når man fortsætter mod nordøst og nord, inden man rammer et langt stykke, der er enten fladt eller let faldende og leder mod nordøst nord om Stuttgart. I det nordligste punkter drejer man mod øst og siden nord og igen øst, inden det går mod sydøst ind mod centrum, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning, hvor man kører den sidste tredjedel, inden man efter 155,5 km krydser stregen i forbindelse med dagens anden spurt.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 10,4 km lange runde, der indledes med en flad, men uhyre teknisk tur rundt i bycentrum, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Herdweg (1,4 km, 7,1%), der stiger med 5,2% over de første 500, men derefter med 8-10% frem mod toppen, hvorpå der de første to gange er en bjergspurt og sidste gang en bonusspurt.

Herfra resterer bare 6,3 km, der indledes med en ganske let nedkørsel, som går mod nordøst, idet det slutteligt flader ud. Med 3,6 km igen drejer man mod syd ind på en ganske snoet vej med en to skarpe kurver lige inden 2 km-mærket, idet det med 2,5 km igen atter begynder at falde. Med 1100 m igen drejer man skarpt til højre, hvorefter det er let stigende, den sidste kilometer med 0,9% i snit, og i den kringlede finale er der yderligere tre sving med hhv. 1000 m, 500 m og 400 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

I alt er der 2586 højdemeter på programmet.

Vi kender rundstrækningen både fra VM i 2007 og sidste etape i 2018, og den er ganske hård. Det var den, da Paolo Bettini blev verdensmester, men det var den også for fire år siden, hvor 16 mand kørte væk, inden Nils Politt vandt spurten foran Matej Mohoric og Damiano Caruso, men hvor et felt anført af Pascal Ackermann kun var 16 sekunder efter. En regruppering er altså mulig, men mest sandsynligt er det, at vi får samme scenarium som sidst, og dermed kan meget ske i en afslutning, der både kan blive taktisk, og hvor der kan kæmpes om bonussekunder, både på toppen og på stregen.

Stuttgart var som sagt mål for sidste etape i 2018, hvor Nils Politt vandt en spurt i en gruppe på 16 mand foran Matej Mohoric og Damiano Caruso, samt for VM i 2007, hvor Paolo Bettini blev verdensmester ved at slå Alexandr Kolobnev og Stefan Schumacher i en spurt i en lille gruppe, og hvor Fabian Cancellara vandt enkeltstarten foran Laszlo Bodrogi og Stef Clement. Deutschland Tour var forbi i 2002, hvor Erik Zabel vandt en spurt foran Stuart O’Grady og Gerrit Glomser, i 2001, hvor Zabel gjorde det samme foran Sven Teutenberg og Gerrit Glomser, og i 2000, hvor Davide Casarotto snød Zabel ved at køre alene hjem med 11 sekunder ned til tyskeren og Bert Dietz. Det hedengangne Dekra Open Stuttgart havde mål i byen i 2000, hvor Björn Leukemans tog en solosejr foran Alessio Galletti og Benoit Poilvet.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

STREAM VUELTA A ESPANA OG DEUTSCHLAND TOUR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Det nye Deutschland Tour har reelt været at betragte som et helt nyt løb, og det har intet haft at gøre med den gamle variant, der med bjergetaper i de østrigske Alper og enkeltstarter var for rigtige etapeløbsryttere. Det nye løb har fra debuten i 2018 været for en helt anden type, nemlig for eksplosive og hurtige klassikertyper, som det første podium med Matej Mohoric, Nils Politt og Maximilian Schachmann fint afspejlede, og det har været et opgør mellem ryttere, der kunne klare bakkerne på rundstrækningerne og gå efter bonussekunder både i de særlige bonusspurter på bakkerne og i de flade spurter til sidst.

Genindførslen af en bjergafslutning ændrer som udgangspunkt det format, men ikke fuldstændigt. Vi taler nemlig ikke om bjerge som i gamle dage, hvor blandt andet den brutale Rettenbachferner blev benyttet og gjorde det til en sag for ægte bjergryttere. Schauinsland har ganske vist en stejl nedre del, men den sidste del af bjerget er ganske let, og det kan derfor være svært for bedste mand bare at køre alene hjem, da der er ganske langt hjem fra den stejle del.

I den forstand kan man betragte den nye udgave af det nye Deutschland Tour som en sammensmeltning af både det gamle løb og det løb, vi har kendt siden 2018. Det er klart, at en 11 km lang stigning, der på den nedre del er ganske stejl, stiller helt anderledes krav til klatreevnerne, og det ville være ret udelukket, at de tre foregående vindere, Mohoric, Jasper Stuyven og Politt, kunne vinde på denne rute. Vi taler nu om et løb for klatrere og klatrestærke folk, men det er ikke et løb, hvor den spinkle bjergged kører fra alt og alle.

Kongeetapen kan nemlig sagtens blive taktisk. Det er ikke usandsynligt, at der er samlet en gruppe efter den stejle del, eller at der vil ske en vis regruppering, og i det tilfælde er døren åben for taktik - præcis som det var tilfældet på rundstrækningerne i årene mellem 2018 og 2021. Det kan ende i en spurt blandt de bedste på toppen, men det kan også blive en taktisk sag, hvor et overtal kan udnyttes, og hvor man kan snige sig væk. I den forstand er spurtstyrke, punch og overtal stadig nøglekomponenter, selvom vi nu bare skal afsøge de komponenter blandt en gruppe af mere klatrestærke ryttere.

Det betyder, at det stadig kan være ganske tæt efter kongeetapen, og det betyder, at også de tre øvrige etaper kan komme i spil. Her er der tale om ruter helt i overensstemmelse med det, vi har set mellem 2018 og 2021, dvs. kuperede rundstrækninger med bonusspurter på toppen af stigninger. De to første etaper har nogle meget stejle stigninger ca. 20 km fra mål, men da der er mange sprintere til start, vil mit gæt være, at begge etaper ender i reducerede massespurter. Jeg er spændt på, hvor mange sprintere der kommer med hjem, særligt fredag, men i klassementet vil det være de to bonusspurter, der bliver interessante. På 1. etape kommer den på stejl stigning, der er for puncheurs, mens den på 2. etape kommer på en blødere bakke, hvor det måske mere er klassisk spurtstyrke, der belønnes.

Den helt store chance for at score bonussekunder kommer på 4. etape. Vi kender VM-rundstrækningen i Stuttgart, både fra selve VM-løbet i 2007, hvor Paolo Bettini vandt, men måske særligt fra 2018-udgaven af dette løb. Her endte 16 af løbets bedste klatrere og puncheurs med at spurte om sejren, og det var en ret selektiv afslutning, hvor en lidt tungere fyr som Reinardt van Rensburg dog stadig sad med hjem, og hvor vi kun var 14 sekunder fra at få en spurt, hvor Pascal Ackermann formentlig havde vundet. En spurt er således mulig, men mest sandsynlig er en gentagelse af 2018-scenariet.

Det betyder, at overtal, spurtstyrke og punch igen kommer i spil, både i bonusspurten på Herdwegs meget stejle procenter og i den flade spurt til sidst, hvor Mohoric i 2018 sikrede sig meget vigtige bonussekunder, der hjalp ham med at vinde samlet. Taktik kan også komme i spil, for da Stuyven vandt i 2019 skyldtes det netop, at han sneg sig væk efter toppen af sidste stigning på en tilsvarende rundstrækning. Denne gang kommer bakken dog ret tæt på mål, hvorefter det falder det meste af vejen, og derfor bliver det taktiske element nok mindre, end det var, da Stuyven tog sin sejr for tre år siden.

Endelig er der prologen. Som det fremgår, er det sandsynligt, at vi igen får et meget tæt løb, og dermed kommer sekunderne fra prologen i spil. Det er klart, at forskellene her vil være små, men de kan godt blive afgørende. Prologer er på dette niveau i dag meget, meget sjældne, men vi har altid en prolog i Romandiet Rundt. Denne er meget kort, men det vil være muligt for en god prologrytter at vinde vel op mod 10 sekunder mod svagere folk. Som altid på prologer er det power, accelerationsstyrke og tekniske evner, der belønnes.

Læs også

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

Hvad så med vejret, der sidste år var ganske horribelt med en endeløs mængde regn? Det bliver helt anderledes i denne meget varme sommer. Regnvejr kunne gøre prologen til et lotteri, men onsdagen byder heldigvis på en varm og solrig aften. Også torsdagen og særligt fredagen bliver varme med temperaturer op mod 30 grader og med svage til lette vinde samt masser af sol.

Til gengæld ænder vejret sig til lørdagens kongeetape, hvor temperaturen i dalen vil falde til 24 gader, og hvor der vil være en risiko for kraftige tordenbyger. Vigtigst er dog vindretningen, der giver direkte medvind på hele målbjerget. Det øger chancen for at gøre forskelle ganske betydeligt og reducerer således betydningen af taktik, hvilket er en gave for klatrerne, da modvind kunne have været dræbende for løbet. Samme vejrtype med kraftige tordenbyger vil runde løbet af på søndag, hvor en svag medvind på Herdweg vil gøre det lidt mere selektivt, end modvind havde gjort det.

Hvor efterlader det os? Politt forsvarer ikke sin titel fra sidste år, for kongeetapen eliminerer hans typer. Med medvind på målbjerget skal man være relativt klatrestærk for at vinde, men selv med medvind vil det undre mig, hvis bedste mand kører alene hjem. Jeg tror, at vi kan få nogle taktiske finaler både lørdag og søndag, og det betyder, at stærke hold og overtal kan blive en faktor. Vigtigst er dog spurtstyrke og punch i kampen om bonussekunderne i bonusspurterne på alle fire etaper og på 3. og 4. etape også på stregen. Dertil kommer, at prologen også kan have en vis betydning, og dermed bringer vi også power, accelerationsstyrke og tekniske evner i spil.

Man skal altså være ganske alsidig for at vinde, og det taktiske element gør det hele endnu mere åbent. Det er derfor også et løb uden en åbenlys favorit. Det er derfor heller ikke med den helt store sikkerhed, at jeg peger på Pello Bilbao. Baskeren havde Vueltaen som et sæsonmål, men valgte efter Giroen at droppe etapeløb for i stedet at satse på endagsløb. Derfor har han arbejdet med sit punch og sin eksplosivitet siden Giroen. Den genfandt han allerede i foråret, hvor han i Baskerlandet og Alperne igen begyndte at spurte som en drøm, og da han har trænet målrettet på det hen over sommeren, vil han formentlig være endnu mere eksplosiv og endnu hurtigere nu.

Det gør ham skabt til dette løb. Allerede med den fart, han viste i foråret, havde han været topkandidat til dette løb, og hans 2. plads foran eksplosive Quinten Hermans i Polens murfinale, hvor han kom med imponerende fart til sidst, indikerer, at han vitterligt nu nærmer sig den fart, der som ung gav ham en sejr i en massespurt. Prologen er måske et problem, da han har kørt dårlige enkeltstarter på det sidste, senest i Polen, men netop en teknisk prolog burde faktisk passe ret perfekt til den teknisk uhyre stærke og accelerationsdygtige Bilbao. Holdet er meget tungt og kan blive et problem, men den i Burgos meget formstærke Hermann Pernsteiner kan blive en gave, når det skal holdes samlet på 3. og 4. etape. Derfor tror jeg, at Bilbao bruger sit fokus på endagsløb til at tage den etapeløbssejr, han missede i Alperne. I teorien er Pernsteiner også en kandidat, men det skal godt nok flaske sig i det taktiske spil, hvis en spurtsvag type som ham skal vinde.

Hans værste rival kunne være Ruben Guerreiro. Det var en overraskelse, at han ikke skulle køre Vuelta, når formen i Burgos var decideret storartet, men det kan vel kun læses som et tegn på, at han skal score en masse for EF meget vigtige point i dette løb og i Canada, hvor ruterne passer ham storartet. Hvis ikke det er sygdom eller skader, der har holdt ham ude af Vueltaen, må han således formodes at komme til dette løb med enorm motivation og med de superben, han viste i Burgos, hvor han på en for ham lidt for svær rute endte som samlet nr. 6. I det hele taget har han nået helt nye højder i bjergene i år, særligt med sejren på Ventoux, og denne lange stigning bør derfor ikke længere være en udfordring.

Lige så vigtigt er det, at han vandt pointtrøjen i Spanien. Han kørte en fremragende puncheurspurt på 1. etape og en fornem spurt på 3. etape, og det vidner om, at han i dette løb kan score et hav af bonussekunder, både på bakkerne og i den flade spurt på 4. etape. Prologen er en sten i skoen, men i det mindste er den eksplosiv og teknisk, og det bør tale til hans fordel. Tabet her bør være noget, han undervejs kan hente via bonus, hvis han spurter, som han gjorde i Burgos. Jeg er til gengæld bekymret for hans hold, der består af rene lottokuponer, og han risikerer at tabe på taktik, særligt hvis han fører på søndag og isoleres til sidst. På papiret er holdet dog så klatrestærkt, at han med nogen sandsynlig har støtte, og derfor er der en god chance for, at han tager en uhyre vigtig sejr for EF.

Holdet har også andre optioner. På papiret er det et hæderlig løb for Odd Christian Eiking, der i Vueltaen klatrede fornuftigt også på længere stigninger, men med den form, han viste i Ain, bliver kongeetapen formentlig for svær, selvom han vil elske puncheurdelen. Holdet har også nytilkomne Jefferson Cepeda , der altid er den totale lottokupon, men som spurtsvag og stensikker prologtaber skal han være ufatteligt heldig i det taktiske spil for at vinde. Eksplosive og hurtige Sean Quinn er et bedre bud, for han burde have en chance på kongeetapen, men med de ben, han viste i Polen bliver det for svært.

Det kunne også blive til den sejr, Mattias Skjelmose har været så tæt på så længe. Giroen har givet ham et ekstremt boost, og han er nu endt på podiet i alle de tre etapeløb, han har kørt siden pausen. Risikoen for, at han snart er træt, er til stede, men i Danmark virkede han bestemt ikke ringere, end han har været hidtil. Med det punch, han efterhånden har fundet, passer han udmærket til dette løb, men vi så vel også i Valloniens murfinale, at han måske mangler den sidste eksplosivitet i forhold til folk som Guerreiro og Bilbao. Omvendt var der uhyggeligt meget punch, da han trods sin ringe position kom blæsende frem i finalen i Vejle forleden, og den spurt vidner om, at han bør have punchet til at køre med om sejren.

Læs også

Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv

Hvad så med prologen? Han kørte sit livs enkeltstart i Danmark og bør også køre en god prolog her, da han er accelerationsstærk. Det tyder dog også på, at hans styrke er lange enkeltstarter, og han slår næppe Filippo Ganna i Weimar. Det behøver han dog heller ikke, og han bør vinde et par sekunder på de fleste af rivalerne.

Holdmæssigt står han også fremragende, for Trek har en næsten lige så god kandidat i Bauke Mollema, og de to kan blive en farlig duo i det taktiske spil. Hollænderen er dog slet ikke så stærk som i gamle dage, og hans form er usikker efter en pause. Han plejer at køre stærkt fra start efter sin post-Tour-pause, men hans mål er først Lombardiet. Om han er god nok, er derfor usikkert, men heldigvis er ruten ikke alt for svær. Også han er hurtig, men grundet formen vil de i spurterne nok satse på Skjelmose. Til gengæld har Mollema vundet næsten alle sine løb på at snige sig væk i taktiske finaler, og det er jo netop opskriften på sejr her. Prologen burde også gå ganske fornuftigt med hans nyfundne tempoevner. En tredje kandidat er Tony Gallopin, der i Touren klatrede aldeles fremragende og har punchet, men efter pausen vil det undre mig, hvis han klatrer godt nok til at være med helt fremme her.
 

Ineos kommer med det i særklasse stærkeste hold, men ruten er lidt for let til at passe dem ideelt. Deres bedste kort må være Adam Yates. Hans form er usikker efter Touren, men sidste år kom han stærkt ud fra Vueltaen. Har han samme form nu, er han utvivlsomt bedste bud på en mand, der kan køre fra alt og alle på lørdag, for på sine store dage er han ganske uhyggelig på etaper, der starter med et fladt stykke og slutter med én stigning, der her endda med sin eksplosive start er skræddersyet til ham - og medvinden er en gave for ham. Han er også den hurtige Ineos-rytter, men han er en anelse langsommere end mine tre største favoritter. Prologen burde også ligge godt til ham, og han passer derfor ikke helt ringe til løbet.

For at vinde skal han dog nok gøre forskellen på kongetapen eller være snu i det taktiske spil, hvad han er god til. Her hjælper det, at Ineos også har Ben Tulett og Laurens de Plus. Crossrytteren Tulett vil være en af de store favoritter til den tekniske prolog, men til gengæld mangler han farten til at jagte megen bonus, og den fart har De Plus slet ikke. Ingen af dem kører fra alt og alle på lørdag, men de kan vinde løbet via taktik. Tulett skuffede igen i Polen og har klatret skuffende siden Coppi e Bartali, og det gør ham til et lidt usikkert kort. De Plus viste i Burgos, at han begynder snart at være fuldt tilbage, og han bør sidde med langt fremme på kongeetapen, så han kan indgå i det taktiske spil. Holdet har naturligvis også Egan Bernal, men man må formode, at han stadig bare vil affinde sig med en hjælperrolle.

Sidste år tog Bora en dobbeltsejr på hjemmebanen, og de har også en pæn chance igen i et løb, der betyder meget for dem. Deres bedste kort må være Patrick Konrad, men han har haft et skuffende år, hvor han aldrig har fundet formen. Kongeetapen kan derfor være for svær, men hans kørsel i Hamburg forleden var trods alt ganske pæn, selvom det er et løb, der siger meget lidt om evnerne på lørdag. Heldigvis for ham er stigningen let, og han var også tidligere ganske hurtig. Det er dog efterhånden sjældent, han spurter, og jeg frygter, at flere af de ovennævnte er hurtigere end ham. Som alternativ har holdet Felix Grossschartner, men heller ikke han har fundet formen. Han plejer ikke at være flyvende efter en pause, og derfor vil det næsten undre mig, hvis han er fremme. Til gengæld viste han særligt i Burgos og Vueltaen i 2020, at han er en god puncheur, og derfor passer han godt til løbet, da hans prolog også burde være fin, og målbjerget er let nok til, at han kan være med fremme. Den sidste kandidat er Emanuel Buchmann, der må formodes at være i form, da han har forberedt sig til Vueltaen, som han kun missede som følge af en urinvejsinfektion, der dog kan have sat ham lidt tilbage. Han er dog stadig en skygge af sig selv og får en lussing på prologen, hvorfor han kun vinder via megen taktik. Anton Palzer må formodes at få det for svært på kongeetapen.

Selvom der er rygter om, at han ikke stiller til start, omtaler jeg alligevel Romain Bardet. Hans form er usikker efter en Tour, hvor han var helt tømt til sidst, og derfor dæmper jeg forventningerne. Han har dog været stabilt god i år og er generelt en meget konsistent rytter. Han har i år fundet et helt nyt punch og en helt ny fart, som vi så i Alperne og Giroen, og faktisk burde en prolog ikke være helt dum for den teknisk stærke Bardet. Jeg tror dog, at de største favoritter er både hurtigere og mere formstærke end ham, og hans hold er svagt. Eneste rytter, der kan deltage i det taktiske spil, er Florian Stork, men han har aldrig fundet de klatreben, han havde inden sin styrt i UAE Tour i 2021.

Quick-Step har en god kandidat i Mauri Vansevenant. Han har haft sine begrænsninger på lange stigninger, men med de ben, han havde i Ain, har han en god chance for at sidde med på dette lidt lettere målbjerg. Han har også spurtstyrken, men de største favoritter er nok hurtigere end ham. Heldigvis er han aggressiv i det taktiske spil. Her kan han håbe på hjælp fra James Knox, men selvom der var fremgang at spore i Danmark, er han stadig en skygge af sig selv.

UAE kommer med George Bennett, der skuffede i Ain, men det viste sig, at det var en defekt, der sendte ham til tælling på 2. etape. På 3. etape bekræftede han, at han er flyvende lige nu, og han er formentlig en af de mest formstærke ryttere i feltet. Problemet er, at han er uden punch og er spurtsvag, og da han også får klø på prologen, skal han vinde meget i det taktiske spil, hvis han skal sejre. Langt bedre til løbet passer Davide Formolo, der ikke er hurtig, men dog har punch. Desværre så han i Polen ud til fortsat at være en skygge af sig selv, men vi kan drømme om, at han har forbedret sig nu. Også han skal dog vinde via taktik. Kongeetapen er for svær for Alessandro Covi, der også må have været skadet, da han er blevet taget af 117 startlister og først gjorde comeback i Limousin, hvor han manglede meget.

Israel-PT kommer med Jakob Fuglsang, der er under pres for at hente nogle point. Hans form er dog helt ukendt efter den skade, der sendte ham ud af Touren, og desværre er han jo i dag en betydeligt mere ustabil størrelse end tidligere. Med Schweiz Rundt-benene kører han med de bedste på kongeetapen, men han kører ikke alene, og da han er spurtsvag vinder han kun via taktik. Det bliver meget svært, da prologen også giver ham en lussing. Holdet stiller også med Ben Hermans, men vi så senest i Burgos, at han efter de mange skader fortsat er langt fra sit niveau. Bedre er James Piccoli, der også er den mest eksplosive, men han manglede stadig en del i Burgos. Sebastian Berwick virker ret velkørende lige nu, men han passer slet ikke til løbet, da han er helt uden punch. Endelig har holdet den stadig mere imponerende Hugo Houle, der netop er blevet nr. 2 i Norge, men jeg vil tro, at kongeetapen bliver en anelse for svær.

Movistar kommer med en interessant duo med Antonio Pedrero og Ivan Sosa, men de passer dårligt til løbet. Pedrero viste storform med sit ridt i Ain, men den meget eksplosive kongeetape passer ham elendigt. Sosa startede stærkt i både Burgos og Ain, men floppede herefter. Det taler for, at det er holdbarheden, det kniber med, og derfor kører han formentlig en fornuftig kongeetape. De skal dog vinde via taktik, og det bliver svært, når prologen giver dem en grænseløs regning. Holdet har også Oscar Rodriguez, men hans formkrise er fortsat efter sommerpausen. På papiret er det bedste kort Einer Rubio, men han er lige kommet tilbage efter sin lange skadespause, og selvom han arbejdede godt for Aranburu i Ain, er det nok stadig for tidligt for ham.

Lotto kommer med Sylvain Moniquet, der har været lidt spøjs på det sidste. Han kørte sit livs enkeltstart i Polen, men floppede helt i Ain. Derfor aner vi ikke, hvor vi har ham, men selvom kongeetapen kan være for svær, vil han med de polske ben have en chance. Han vidner dog kun via taktik. Holdet har også Harm Vanhoucke, der i Ain fortsatte sin formkrise. Jeg har svært ved at se ham vende det nu, men han er svingende nok til måske at kunne gøre det. Også han vinder dog kun via taktik. Løbet bør være for svært for Matthew Holmes.

Intermarché kommer med et næsten rent sprinterhold, men Georg Zimmermann får chancen på hjemmebanen. Han havde dog været meget mere komfortabel med det tidligere format, for nu er kongeetapen nok en kende for svær. Til gengæld er han ganske eksplosiv, og skulle han alligevel klare den lidt lettere målstigning på lørdag, står han ikke ringe, selvom han er alene i det taktiske spil.

Ag2r kommer med Geoffrey Bouchard, men det er slet ikke et løb for en dieselklatrer som ham. Han vinder alene, hvis han sniger sig væk i en taktisk finale, og hans form har i år været skuffende, senest i Ain. Et bedre kort er i virkeligheden Clement Berthet, der er mere eksplosiv og trods mange skader har imponeret. Desværre brækkede han håndleddet i Burgos, og derfor vil han næppe være på toppen. Lilian Calmejane har punchet, men selvom han viste form i Ain, må kongeetapen være for svær, og det er den også for ellers formstærke Greg van Avermaet.

Landsholdet kommer med Simon Geschke. Med de ben, han havde i Touren, kunne han sagtens være med på en lidt lettere stigning som denne, og selvom han ikke har fordums hurtighed, er han ikke helt uden punch. Noget tyder dog på, at han har trukket stikket efter Touren, for medmindre han gemte formen godt, var han formsvag i Limousin. Han ledsages af klatrestærke Jonas Rapp, der dog nok er overmatchet i dette selskab.

B&B stiller med Sebastian Schönberger. Østrigeren er efterhånden blevet en ganske hæderlig klatrer, men vi så senest i Touren, at han nok stadig mangler lidt for meget. Han styrtede tillige i Ain, og hans form er derfor usikker. Spurtstærk er han heller ikke, og han er derfor en usandsynlig vinder. Han ledsages af Maxime Chevalier, men selvom han endelig viste fremgang i Limousin, er han overmatchet her.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Alpecin kommer med Tobias Bayer, men han har ikke været i nærheden af sin vilde klatring fra Picon Blanco sidste år. På kontinentalholdene bliver det spændende at følge Johannes Adamietz, der med sin 7. plads i Sibiu Tour viste, at han klatrer fint til dette niveau, men de øvrige ryttere er overmatchede.

BEMÆRK: Der er ikke udsendt en foreløbig startliste, og derfor opdateres optakten tirsdag aften. Blandt andet er Jumbo slet ikke omtalt ovenfor, da vi ikke aner, om de stiller med en klassementsrytter eller alene satser på spurterne med Olav Kooij. Af samme grund er nedenstående startliste meget mangelfuld, så vent med at stemme til Cykelduellen, indtil optakten er opdateret.

OPDATERING: Den endelige startliste er endnu ikke kommet, men arrangørerne har udsendt noget, der burde være den endelige liste. Intermarché har udtaget formstærke Sven Erik Bystrøm som alternativ til Zimmermann, men jeg tror, at kongeetapen bliver for svær, og den passer ikke rigtigt til klatreren Laurens Huys. Jumbo kommer med Gijs Leemreize og Tobias Foss, men ingen af dem passer perfekt til løbet, og Foss’ form må regnes som meget usikker efter en pause, der angiveligt kostede ham Vuelta-deltagelsen. De har en tredje kandidat i klatrestærke Lars Boven .Israel-PT har suppleret truppen med klatreren Guy Niv, der dog må være en anelse overmatchet, men er til gengæld uden Houle,  mens Trek kommer med Amanuel Ghebreigzabhier, der efter sin lange skadespause ende ikke synes helt på toppen endnu. Endelig kommer EF med en meget interessant kandidat i Alberto Bettiol. Er han i form - og det ved vi ikke - er kongeetapen ikke uden for rækkevidde, og han har punchet og farten.

OPDATERING 2: Den endelige startliste er endelig kommet. Formentlig grundet sit barns fødsel kommer Fuglsang desværre ikke til start, og det gør heller ikke en coronaramt Bauhaus.

***** Pello Bilbao

**** Ruben Guerreiro, Mattias Skjelmose

*** Adam Yates, Bauke Mollema, Patrick Konrad, Romain Bardet, Alberto Bettiol

** Mauri Vansevenant, Felix Grossschartner, Ben Tulett, George Bennett, Laurens de Plus, Emanuel Buchmann, Ivan Sosa, Antonio Pedrero, Hermann Pernsteiner, Davide Formolo, Gijs Leemreize, Odd Christian Eiking, Tobias Foss, Georg Zimmermann, Sean Quinn

* Sylvain Moniquet, Sven Erik Bystrøm, Geoffrey Bouchard, Simon Geschke, Harm Vanhoucke, Sebastian Schönberger, Einer Rubio, Clement Berthet, Lilian Calmejane, Amanuel Ghebreigzabhier, Laurens Huys, Guy Niv, James Piccoli, Sebastian Berwick, Tony Gallopin, James Knox, Johannes Adamietz, Oscar Rodriguez, Greg van Avermaet, Jonas Rapp, Maxime Chevalier, Egan Bernal, Florian Stork, Anton Palzer, Lars Boven

Danskerne

Mattias Skjelmose skal køre klassement og er omtalt ovenfor. På Trek støttes han og Bauke Mollema af Asbjørn Hellemose, mens Mikkel Bjerg på UAE måske kan prøve sig af på prologen, men derudover skal støtte George Bennett, Davide Formolo og Fernando Gaviria.

STREAM VUELTA A ESPANA OG DEUTSCHLAND TOUR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE