Optakt: Dwars door Het Hageland

Løbets rolle og historie

Det er egentlig foråret, der handler om klassikerne, og sommeren, der handler om etapeløbene, men Belgien er efterhånden ved at opbygge en fin serie af endagsløb i slutningen af maj og juni, hvor de tilbyder god opvarmning til både Belgium Tour, der nu er rykket til midten af juni og ikke mindst de belgiske mesterskaber, der er en meget stor begivenhed i det cykelgale land. Efter en lille pause ovenpå klassikerne skød Circuit de Wallonie serien i gang, og senere afvikledes Ronde van Limburg i Giroen sidste uge. Nu intensiveres det hele i en spændende weekend, der byer på lørdagens Dwars door Het Hageland og søndagens Elfstedenronde, inden den nationale rundtur skydes i gang på onsdag.

Disse mindre endagsløb er en del af Belgiens DNA, og mens de store løb dominerer foråret, har august og september altid budt på et hav af belgiske 1.1-løb. Sådan var det egentlig også med Dwars door Het Hageland, da det relativt nye løn i 2016 gjorde comeback. Det blev første gang afviklet som en 1.2-løb i 2001, men løbet havde det svært. Det blev aflyst i 2004 og 2005, inden det vendte tilbage i 2006. Det overlevede som et mindre belgisk løb frem til 2012, hvor Timothy Stevens blev den sidste vinder af løbet.

Desværre var arrangørerne ikke i stand til at holde løbet i live, og da det blev aflyst i 2013, 2014 og 2015, så det ud til, at det for altid var forsvundet. I 2016 kom det imidlertid pludselig tilbage på kalenderen og det endda i en langt større og mere prestigiøs udgave. Det var rykket op i hierarkiet og havde sikret sig 1.1-status og var samtidig blevet en del af den succesrige løbsserie Napoleon Games Cycling Cup, der var en samling af 10 typiske belgiske 1.1-løb. Efter en succesrig udgave i debutåret har man bibeholdt den position i serien, der nu hedder Bingoal Cycling Cup, og samtidig er løbet blevet rykket fra den oprindelige placering i efterårsserien. Siden 2018 har løbet - med coronaåret 2020 som undtagelse - fundet en fast plads i midten af juni, hvor det er en del af løbsblokken frem mod mesterskaberne.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Som et relativt nyt løb er det ikke overraskende, at Dwars door het Hageland har haft sværere ved at tiltrække det samme antal WorldTour-hold som mere etablerede løb i serien som Le Samyn og Halle-Ingooigem, ikke mindst fordi det i august afvikledes på et meget travlt tidspunkt af året, hvor der var mange konkurrerende løb på programmet. Af og til har man haft de to belgiske storhold Deceuninck-Quick Step og Lotto Soudal til start, men oftest har der helt manglet WorldTour-mandskaber. Det ændrede sig dog i 2020, hvor corona-krisen betød, at mange manglede løbskilometer, og derfor var deltagelse af fire hold fra højeste niveau, nemlig Trek-Segafredo, Deceuninck-Quick Step, Jumbo-Visma og Sunweb. Det blev også alt sammen hjulet af en ny status som 1.Pro- og ikke længere blot 1.1-løb. Den positive udvikling er fortsat i 2021, for selvom juni bestemt ikke er mindre travl end august, vil Deceuninck, Intermarché, DSM og Cofidis alle være at finde i feltet lørdag eftermiddag.

Hvad der gør løbet unikt, er ruten. Løbet håber at blive betragtet som en belgisk version af Strade Bianche, da det kombinerer elementerne fra klassiske belgierløb - brosten og hellingen - med grusveje, hvoraf nogle kommer meget tæt på mål. Dermed er ruten meget mere udfordrende, end de mange sprinterløb i landet, og feltet er ofte splittet til atomer i et løb, der har potentialet til at blive en belgisk nyklassiker.

Sidste år blev løbet som sagt afviklet i august som et af de første løb efter nedlukningen, og her var alle øjne på det magtfulde Deceuninck-mandskab. De måtte imidlertid nøjes med en 4. plads med Florian Senechal i det, der blev en sand opvisning af Alpecin, der havde Jonas Rickaert, Gianni Vermeersch og Tim Merlier på hhv. 1., 3. og 5. pladsen. Kun Nils Eekhoff forhindrede belgierne i at rydde podiet. Rickaert vender tilbage for at forsvare titlen med hjælp fra Merlier, men desværre er Alpecin uden Vermeersch, der har sendt et sent afbud grundet styrtet i Giroen. Heller ikke Senechal er med, men Eekhoff sikrer, at der vil være to mand fra sidste års podium.

Ruten

Som sagt er det ruten, der gør Dwars door Het Hageland til noget helt specielt. Hellingen og brosten er en del af næsten alle belgiske løb, men det nye Antwerp Cape Epic er det eneste andet store endagsløb i landet, der også gør brug af grusveje. Beslutningen om at krydre finalen med ikke-asfalterede veje får løbet til at skille sig ud på den lange liste over belgiske semiklassikere.

I år skal der tilbagelægges 177,0 km mellem Aarschot og Diest. Den består af en indledende rejse mellem de to byer og derefter først en omgang på en stor og siden to omgange på en lille rundstrækning, hvor man undervejs snor sig rundt for at opsøge alle områdets brosten og grusveje. Ruten er i alt krydret med 14 sektioner med enten brosten eller grusvej, der er spredt ud over hele ruten og har en samlet længde på hele 41,0 km, ligesom i alt ti belgiske hellingen skal forceres.

Starten er meget nem. Her kører man nemlig først lidt rundt i området syd for Aarschot, hvor man skal over den lille Schoonhovendreef (600 m, 5,9%) efter 23,7 km. Derfra kører man ad en flad vej mod nordøst ud til et vendepunkt, hvorefter man kører hele vejen tilbage mod sydvest ad den første grusvej Grootbroekstraat (5,4 km), der indledes efter 36,7 km. Her vender man rundt for at køre tilbage til en anden grusvej, Demervalleri Aarschot (3,3 km), der indledes efter 45,5 km, hvorefter man kører igennem fladt terræn mod øst frem til grusvejen Demerdijk Zichem (4,0 km), som indledes efter 59,1 km og leder direkte over i stigningen Grasbos (400 m, 6,0%), der har top efter 64,0 km. Fra toppen går det direkte ned til udkanten af Diest, hvor man for første gang skal op ad den brostensbelagte Allerheiligenberg (500 m, 3,7%), på hvis top målet er placeret ved byen citadel midt på et i alt 1000 m langt brostensstykke, der indledes efter 67,4 km.

Stregen krydses efter 68,4 km, hvorefter man kører en omgang på en 62,0 km lang rundstrækning, som består af store dele af den strækning, der allerede er kørt én gang. Efter 85,7 km når man igen toppen af Schoonhovendreef (600 m, 5,9%), man rammer igen Grootbroekstraat (5,4 km) efter 98,6 km, Demervallei Aarschot (3,3 km) er på programmet igen efter 107,4 km, Demerdijk Zichem (4,0 km) venter efter 121,1 km, Grasbos (400 m, 6,0%) passeres efter 126,1 km og slutteligt rammer man efter 129,4 km igen det sidste brostenstykke, der inkluderer Allerheiligenberg (500 m, 3,7%) og en passage af målstregen efter 130,4 km.

Løbets afsluttes nu med to omgange på en kortere 23,4 km lang rundstrækning. Den er mere kuperet og byder først på nogle småbakker. Således er går det op og ned lige efter målpassagen, også når man rammer grusstykket Prinsenbos (1,8 km) efter hhv. 133,4 og 157,7 km. Derefter venter en bakke og et faldende stykke, der leder frem til endnu en passage af Demerdijk Zichem (4,0 km), der rammes efter hhv. 144,4 km og 167,7 km. Dette grusstykke afsluttes for sidste gang med 5,3 til mål og efterfølges af passager af Grasbos (400 m, 6,0%) efter hhv. 149,5 og 172,9 km, sidste gang med altså bare 4,1 km til mål. Nu går det hurtige ned til den afsluttende 1000 m lange brostenspavé, der slutter med Allerheiligenberg (500 m, 3,7%), som leder op til mål. Den stiger med 5,2% over de første 200 m og bare 2,4% over de sidste 300 m. Finalen er teknisk kompliceret, da der er skarpe sving med 2200 m, 1800, 800 m, 650 m og 600 m igen, hvorefter bakken byder på et hårnålesving og en kurve bare 10 m fra stregen. Sidste gang køres kun den hen til målet, hvorfor der blot er 500 m med brosten her.

Løbet byder i alt på 1056 højdemeter, hvilket er ca. 70 flere end i 2020.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Ruten er i alt væsentligt den samme som sidste år, idet det indledende stykke dog er modificeret, så man kun krydser stregen fire og ikke fem gange. Derudover er passagen af Grasbos mellem Demerdijk Zichem og målstregen ny, hvilket forklarer de ekstra højdemeter. Det giver længere afstand mellem grus og mål, men til gengæld en ekstra stigning meget tæt på stregen, og det er samme finale, som benyttedes i 2019.

Vejret

Ruten får løbet til at ligne en forårsklassiker, men det har altid været et sommerløb med ofte godt vejr. I pr ser det dog ikke alt for kønt ud med en regnfuld morgen, men når løbet starter, er risikoen for byger kun 35% aftagende gennem hele eftermiddagen til blot 15% til sidst. Det vil dog være overskyet, men med en hæderlig temperatur på 19 grader. Det vil også være småblæsende med en jævn og gennem eftermiddagen tiltagende vind (15-20 km/t) fra nordvest. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute, men der vil være medvind på sidste grusstykke, Grasbos og stykket hen til målbakken, hvor der vil være modvind hele vejen op.

Favoritterne

Denne slags løb er altid uhyre svære at læse. Terrænet er i alt væsentligt fladt, og derfor burde der i teorien være gode chancer for en puncheurspurt på brostensbakken. Det er således alene gruset, der skal gøre forskellen - især i år, hvor jeg tvivler på, at vinden er stærk nok til at gøre forskellen og vejret bliver hæderligt, men ikke prangende - og det er altid svært at vurdere grusvejes sværhedsgrad, når man ikke har set dem ved selvsyn. Det bliver bestemt ikke lettere af, at man i forhold til sidste år har ændret ruten, så den ifølge lokalkendte Aime de Gendt er blevet lettere. Sidste år var den også særligt hård med bakker i finalen, og i år er man gået tilbage til et format, der minder om tidligere.

Historien kan give et praj. Sidste år, hvor ruten var uden Grasbos og derfor umiddelbart lettere, lykkedes det Jonas Rickaert og Nils Eekhoff at køre væk og afgære det mellem sig, inden Gianni Vermeersch slog Florian Senechal, Tim Merlier, Benjamin Declercq, Timo Roosen og resten af en 21 mand stor gruppe, der splittedes i atomer og kom ind fordelt over ca. 45 sekunder. I 2019 var det en ottemandsgruppe, der afgjorde det ved, at Kenneth Vanbilsen kørte alene væk. I 2018 kørte Krists Neilands alene hjem foran 11 mand, hvor Elia Viviani var bedste mand, mens vi i 2017 havde en fascinerende firemandsgruppe med Mathieu van der Poel, Taco van der Hoorn, Wout van Aert og Olivier Pardini, der spurtede op ad bakken i den rækkefølge. I 2016 var det syv mand, der spurtede med Niki Terpstra som hurtigere end i første række Van Aert, Florian Senechal og Jelle Wallays.

Med andre ord taler historien for et meget hårdt løb, hvor en lille gruppe skal afgøre det enten i en puncheurspurt eller med sene angreb. Spørgsmål er, hvad det betyder, at der ligesom sidste år er et meget stærkere felt. Det betyder i hvert fald i teorien, at der skal mere til for at skabe udskilning. Omvendt er antallet af stærke hold trods alt relativt få, og det plejer at betyde, at de store hold kan rive det i stykker, hvis de ikke vil spurte.

Vil de så det? Det er tvivlsomt. Puncheurspurten på bakken er ret åben, og selvom de tre på papiret stærkeste hold, Deceuninck (med Davide Ballerini), Intermarché (med Danny van Poppel) og Alpecin (med Tim Merlier) har en sublim afslutter, har de også alle en bredde, der gør det unaturligt at satse på bare ét kort. De øvrige hold er næppe stærke nok til at styre løbet, og det kan derfor godt blive et ret taktisk løb. Så snart en gruppe med de tre bedste hold er kørt, kan løbet meget vel være afgjort. I et løb som dette, der handler om rå udskilning bagfra, skal man stadig være brølstærk, hvorfor det altid er de stærke, der ender med at køre om det, men at det sidste år blev Rickaert og Eekhoff var også en smule tilfældigt. Rickaert var næppe stærkere end holdkammeraterne Vermeersch og Merlier, der blev hhv. nr. 3 og 5.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det gør også listen på én gang lang og samtidig kort. Løbet er så hårdt, at der næppe er en nobody, der pludselig løber med det hele, men når først den indledende udskilning er i gang, og finalen er indledt, handler det også om taktik og ikke mindst også held, når punkteringer skal undgås. Det vil dog undre mig, hvis vi ender i en situation, hvor ikke Deceunincks superhold kører med om sejren. De har overtal, og skulle de af en eller anden grund, eksempelvis via punktering, alligevel mangle i en frontgruppe, kan de være stærke nok til at skabe samling til en spurt, især i år, hvor ruten er lettere.

I lyset af et stort tidspres bliver min gennemgang lidt mere kortfattet med fokus primært på de enkelte hold - en tilgang, der er logisk i et løb, hvor det netop meget vel kan være kollektivet og det taktiske spil, der bliver afgørende.

Jeg vælger at pege på Davide Ballerini. Det er uklart, om han skal til Touren, men da han skal køre med Sam Bennet i Belgium Tour kunne det se sådan ud. I det tilfælde må han være i form, og i så fald burde Omloop-vinderen være uhyggelig på denne rute. Han er brølstærk, har power på bakker og er måske den allerbedste i dette felt til at spurte på en brostensbakke op til mål. Dermed er han et fremragende kort at spille både i en offensiv og i en spurt. Det gør ham til det bedste vinderbud på Deceunincks superhold.

De har dog også Yves Lampaert og Zdenek Stybar, der som brostensspecialister vil elske løbet. Begge er sublime puncheur på den afsluttende brostensbakke, og de kan altså gøre det færdigt. De er blandt de stærkeste ryttere i feltet, når Deceuninck skal angribe på skift i finalen, og de kan som sagt slå de fleste i en spurt. Også deres form er lidt usikker - særligt for Stybar, der kører første løb efter hjerteproblemerne, men som har trænet længe og var flyvende i foråret - men også de drømmer formentlig om en plads på Tour-holdet og kan ventes at være i from. Et fjerde kort for holdet er Pieter Serry, der er et knap så oplagt valg, men sagtens kan vinde i den rette gruppe. Det kan for så vidt også hurtige Bert van Lerberghe, men sammen med Mark Cavendish , for hvem løbet er for hårdt, kan han ende som hjælper.

Den store rival er Tim Merlier, der med sejren i Limburg er kommet stærkt tilbage efter den træthed, der tvang ham ud af Giroen. Han er god i disse løb og blev nr. 5 sidste år, men han har det problem, at alle er bange for at spurte med ham. Alligevel er det ikke sikkert, at han vil vinde en spurt, som vi så sidste år, hvor han blev nr. 3 i feltet, og umiddelbart vurderer jeg i hvert fald Ballerini bedre end ham på en brostensbakke. Omvendt er han blevet stærkere siden sidste år, og der er ingen tvivl om, at dette er et løb, Merlier kan vinde. Alpecin har også den uhyre formstærke Philipp Walsleben, der som hurtig crossrytter er skabt til løbet. Han har netop vundet en etape fra udbrud i Mayenne, hvor FDJ slet ikke kunne hente ham, og han gik på podiet på den knaldhårde sidste etape i Andalusien. Som puncheur vil han elske at spurte på bakken til sidst. Sidste års vinder Jonas Rickaert har også alle de rette karakteristika, men hans form er lidt mere usikker, selvom han har trænet mod Touren og burde være god. I teorien er det også et godt løb for hurtige Edward Planckaert , men han har været formsvag i år. Hurtige Lionel Taminiaux og Marcel Meisen kan også komme i spil, men er knap så indlysende valg.

Sidste år blev Nils Eekhoff nr. 2, men dengang var han i en gylden form, som vi også så i Bretagne og ved de hollandske mesterskaber. Siden dengang har han generelt været skuffende, men en nylig 6. plads i Mayenne kan give lidt håb om bedring frem mod en forventet Tour-debut, selvom det franske løb bare var for sprintere. Som type er han skabt til dette løb, da han også kan slå de fleste på målbakken. Det er dog også værd hos DSM at holde øje med Nikias Arndt , der netop har kørt sit livs Giro og burde være skabt til dette løb, samt Joris Nieuwenhuis, der med sin crossbaggrund, hurtighed og 3. plads på grusvejene i Paris-Tours også har hele pakken. Nico Denz er en fjerde option, men han var formsvag i Giroen.

Intermarché kommer med Danny van Poppel, der er blevet sig selv igen i år og var flyvende i foråret. Med den form vil han være svær at slå i dette løb, også fordi han vil elske bakken op til mål og tidligere har været i top 10. Han spurtede som en drøm i Algarve, men da han har været syg og udgik i Mayenne, er erfaringen med den svingende hollænder nok, at vi skal dæmpe forventninger. Aime de Gendt er til gengæld altid fremragende i grusvejsløb og har vundet Antwerp Port Epic, men han har ikke haft den bedste form i år. Taco van der Hoorn blev for nogle år siden nr. 2 - mellem et par gutter ved navn Van der Poel og Van Aert - og viste i Giroen, at han nærmer sig samme niveau igen. Spørgsmålet er, hvor frisk han er. Jonas Koch og Boy van Poppel kan gøre det fint, men er usandsynlige vindere, ligesom det gælder for crossrytteren Corne van Kessel .

Arkea kommer med et spændende hold med Connor Swift, der vandt grusvejsløbet Tro-Bro Leon, hvor han også viste sig som en overraskende god afslutter. Han må være topmotiveret og er en oplagt kandidat. Løbet er også perfekt for Amaury Capiot, der dog stadig er en total skygge af sig selv og slet ikke synes i form. Så er der måske mere grund til at tro på formstærke Bram Welten, der blev nr. 8 i Tro-Bro Leon, men her vil være ked af bakkerne.

Uno-X bliver bare ved med at imponere og har flere gode kandidater. Mest oplagt er Rasmus Tiller, der viste grusevner med 5. pladsen i Tro-Bro Leon og puncheurevner med 3. pladsen i Finistere og har været flyvende hele året. Det burde også være et godt løb for Niklas Larsen, der netop har kørt fremragende i Danmark i sidste weekend og endelig synes at have fundet noget form. Kristoffer Halvorsen var også i storform i Mayenne i sidste uge, men løbet er nok en anelse for hårdt.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Cofidis kommer med et relativt svagt hold med kun én kandidat. Det er til gengæld en udmærket én af slagsen. Løbet burde nemlig ligge godt til Piet Allegaert, der netop er blevet nr. 2 i grusvejsløbet Tro-Bro Leon og kørte gode spurter i Mayenne. Formen synes på plads, og han kan afslutte, men han vil formentlig være ret alene og skal derfor have heldet og timingen med sig i det taktiske spil.

Bingoal har kometen Arjen Livyns , der måske mangler lidt hurtighed, men efter sit flotte brostensforår er skabt til et løb som dette. Han har dog været formsvag efter pausen og synes ikke at have benene til at vinde. Så skal man måske snarere håbe på den genfødte Sean de Bie, der blev nr. 2 i Finistere og også burde være skabt til løbet, men hans form er usikker efter en skidt optræden i Mayenne, der vækker mindelser om tidligere svære perioder. Hurtige Milan Menten kunne lave et fint resultat, men næppe vinde, mens Remy Mertz og Ludovic Robeet er stærke, men usandsynlige vindere.

Total kommer med Dries van Gestel , der genfandt noget af sin gode form i foråret og vil være god i dette løb. Han har dog ikke kørt løb i halvanden måned. Det har heller ikke veteranen Niki Terpstra¸ der dog heller ikke har vist et niveau, der gør ham til en sandsynlig vinder. Damien Gaudin og Adrien Petit ville tidligere være kandidater, men de er faldet sammen, særligt Gaudin, og løbet er formentlig for hårdt for Niccolo Bonifazio, mens solid Geoffrey Soupe er en usandsynlig vinder.

Hos B&B kunne jeg have forventninger til den holdbare sprinter Luca Mozzato, men han har desværre ikke viste skyggen af form i sine to sidste løb, og det gælder desværre også for de hensygnende Frederik Backaert og Jonas Van Genechten samt den ellers gode puncheur Nicola Bagioli . Bedste bud kan være brostensveteranen Bert de Backer, der dog ikke er god nok til at vinde.

Sport Vlaanderen er også i dette løb kun outsidere. De gode kort ligner Kenneth van Rooy, Cedric Beullens og Aaron van Poucke , der har den nødvendige råstyrke, men næppe kan vinde løbet. Van Pucke har også haft et skidt, skidt år.

Det vil overraske mig, hvis en kontinentalrytter vinder, men der er spændende navne. Mest af alt er det hos Beat grusvejsspecialister Jan-Willem van Schip og de brølstærke Piotr Havik og Martijn Budding. Hos Riwal er Lucas Eriksson, Elmar Reinders og måske også Nick van der Lijke i stand til at komme langt i et løb som dette. Hos Baloise-Trek er crossrytteren Toon Aerts en brølstærk og god landevejsrytter, mens det har knebet mere på landevejen for løbets mange andre crossstjerner. Hos Tarteletto er der Andreas Goeman og Lennert Teugels og hos Roubaix Mathias de Witte, Jeremy Leveau og Emiel Vermeulen. Veteranen Coen Vermeltfoort har tidligere vundet grusvejsløbet Slag om Norg, men gør sæsondebut.

***** Davide Ballerini

**** Yves Lampaert, Tim Merlier

*** Zdenek Stybar, Philippe Walsleben, Nils Eekhoff, Nikias Arndt, Connor Swift

** Jonas Rickaert, Rasmus Tiller, Taco van der Hoorn, Joris Nieuwenhuis, Danny van Poppel, Aime de Gendt, Piet Allegaert, Sean de Bie, Pieter Serry, Niklas Larsen, Arjen Livyns, Dries van Gestel

* Kristoffer Halvorsen, Niki Terpstra, Milan Menten, Amaury Capiot, Luca Mozzato, Jonas Koch, Bram Welten, Boy van Poppel, Bert van Lerberghe, Corne van Kessel, Edward Planckaert, Lionel Taminaiux, Marcel Meisen, Remy Mertz, Ludovic Robeet, Adrien Petit, Bert de Backer, Kennett van Rooy, Cedric Beullens, Jan-Willem van Schip, Piotr Havik, Martijn Budding, Lucas Eriksson, Elmar Reinders, Nick van der Lijke, Toon Aerst, Jeremy Leveau

Danskerne

Niklas Larsen er til start for Uno-X og er omtalt ovenfor. Han støttes af Morten Hulgaard og Frederik Rodenberg. Riwal stiller med Tobias Kongstad og Jesper Hansen ¸ der primært skal støtte Lucas Eriksson og Elmar Reinders.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jonas Rickaerts sejr fra 2020, Kenneth Vanbilsens sejr fra 2019, Krists Neilands’ sejr fra 2018, Mathieu van der Poels sejr fra 2017 og Niki Terpstras sejr fra 2016.