Optakt: Dwars door Het Hageland

STREAM DWARS DOOR HET HAGELAND OG CRITERIUM DU DAUPHINÉ  UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Det er egentlig foråret, der handler om klassikerne, og sommeren, der handler om etapeløbene, men Belgien er efterhånden ved at opbygge en fin serie af endagsløb i slutningen af maj og juni, hvor de tilbyder god opvarmning til både Belgium Tour, der nu er rykket til midten af juni og ikke mindst de belgiske mesterskaber, der er en meget stor begivenhed i det cykelgale land. Efter en lille pause ovenpå klassikerne skød grusvejsløbet Circuit de Wallonie serien i gang, og senere afvikledes Antwerp Port Epic og Van Merksteijn Fences Classic og Ronde van Limburg. I sidste weekend gjaldt det så Heistse Pijl og den tidligere efterårsklassiker Brussels Cycling Classic, der med sine nye sommerplacering er series højdepunkt. Nu rundes serien af med en spændende weekend, der byer på lørdagens Dwars door Het Hageland og søndagens Elfstedenronde, inden den nationale rundtur skydes i gang på onsdag. Som noget nyt er der dog et vedhæng i ugen efter de nationale mesterskaber, hvor efterårsløbet Circuit Franco-Belge afvikles.

Disse mindre endagsløb er en del af Belgiens DNA, og mens de store løb dominerer foråret, har august og september altid budt på et hav af belgiske 1.1-løb. Sådan var det egentlig også med Dwars door Het Hageland, da det relativt nye løb i 2016 gjorde comeback. Det blev første gang afviklet som en 1.2-løb i 2001, men løbet havde det svært. Det blev aflyst i 2004 og 2005, inden det vendte tilbage i 2006. Det overlevede som et mindre belgisk løb frem til 2012, hvor Timothy Stevens blev den sidste vinder af løbet.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Desværre var arrangørerne ikke i stand til at holde løbet i live, og da det blev aflyst i 2013, 2014 og 2015, så det ud til, at det for altid var forsvundet. I 2016 kom det imidlertid pludselig tilbage på kalenderen og det endda i en langt større og mere prestigiøs udgave. Det var rykket op i hierarkiet og havde sikret sig 1.1-status og var samtidig blevet en del af den succesrige løbsserie Napoleon Games Cycling Cup, der var en samling af 10 typiske belgiske 1.1-løb. Efter en succesrig udgave i debutåret har man bibeholdt den position i serien, der nu hedder Exterioo Cycling Cup, og samtidig er løbet blevet rykket fra den oprindelige placering i efterårsserien. Siden 2018 har løbet - med coronaåret 2020 som undtagelse - fundet en fast plads i midten af juni, hvor det er en del af løbsblokken frem mod mesterskaberne.

Som et relativt nyt løb er det ikke overraskende, at Dwars door het Hageland havde sværere ved at tiltrække det samme antal WorldTour-hold som mere etablerede løb i serien som Le Samyn og Halle-Ingooigem, ikke mindst fordi det i august afvikledes på et meget travlt tidspunkt af året, hvor der var mange konkurrerende løb på programmet. Af og til havdee man de to belgiske storhold Deceuninck-Quick Step og Lotto Soudal til start, men oftest har der helt manglet WorldTour-mandskaber.

Det ændrede sig dog i 2020, hvor corona-krisen betød, at mange manglede løbskilometer, og derfor var deltagelse af fire hold fra højeste niveau, nemlig Trek-Segafredo, Deceuninck-Quick Step, Jumbo-Visma og Sunweb. Det blev også alt sammen hjulpet af en ny status som 1.Pro- og ikke længere blot 1.1-løb. Den positive udvikling fortsatte i 2021, for selvom juni bestemt ikke er mindre travl end august, var Deceuninck, Intermarché, DSM og Cofidis alle at finde i feltet. I 2022 nåede løbet helt nye højder med ikke færre end seks WorldTour-hold, da de tre belgiske hold alle var være til start sammen med Cofidis, UAE og Israel-PT, og i 2023 kommer man tæt på samme antal, når de tre lokale held nu får selskab af Cofidis og Arkea.

Hvad der gør løbet unikt, er ruten. Løbet håber at blive betragtet som en belgisk version af Strade Bianche, da det kombinerer elementerne fra klassiske belgierløb - brosten og hellingen - med grusveje, hvoraf nogle kommer meget tæt på mål. Dermed er ruten meget mere udfordrende, end de mange sprinterløb i landet, og feltet er ofte splittet til atomer i et løb, der har potentialet til at blive en belgisk nyklassiker.

Sådan var det dog ikke helt sidste år, hvor en relativt stor gruppe var samlet til sidst. De kunne dog ikke fange Oscar Riesebeek, der sneg sig væk undervejs og leverede et sublimt soloridt, der gav karrierens første sejr, dog kun 1 sekund foran Gianni Vermeersch, der slog Florian Senechal i feltets spurt og således sikrede Alpecin en dobbeltsejr. Riesebeek vender desværre ikke tilbage for at forsvare titlen, og da Senechal i år kører Dauphiné, bliver Vermeersch eneste genganger fra sidste års podium.

STREAM DWARS DOOR HET HAGELAND OG CRITERIUM DU DAUPHINÉ  UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Som sagt er det ruten, der gør Dwars door Het Hageland til noget helt specielt. Hellingen og brosten er en del af næsten alle belgiske løb, men det nye Antwerp Cape Epic er det eneste andet store endagsløb i landet, der også gør brug af grusveje. Beslutningen om at krydre finalen med ikke-asfalterede veje får løbet til at skille sig ud på den lange liste over belgiske semiklassikere.

I år skal der tilbagelægges 177,0 km mellem Aarschot og Diest. Den består af en indledende rejse mellem de to byer og derefter først en omgang på en stor og siden to omgange på en lille rundstrækning, hvor man undervejs snor sig rundt for at opsøge alle områdets brosten og grusveje. Ruten er i alt krydret med 14 sektioner med enten brosten eller grusvej, der er spredt ud over hele ruten og har en samlet længde på hele 41,0 km, ligesom i alt ti belgiske hellingen skal forceres.

Starten er meget nem. Her kører man nemlig først lidt rundt i området syd for Aarschot, hvor man skal over den lille Schoonhovendreef (600 m, 5,9%) efter 23,7 km. Derfra kører man ad en flad vej mod nordøst ud til et vendepunkt, hvorefter man kører hele vejen tilbage mod sydvest ad den første grusvej Grootbroekstraat (5,4 km), der indledes efter 36,7 km. Her vender man rundt for at køre tilbage til en anden grusvej, Demervalleri Aarschot (3,3 km), der indledes efter 45,1 km, hvorefter man kører igennem fladt terræn mod øst frem til grusvejen Demerdijk Zichem (4,0 km), som indledes efter 59,1 km og leder direkte over i stigningen Grasbos (400 m, 6,0%), der har top efter 64,0 km. Fra toppen går det direkte ned til udkanten af Diest, hvor man for første gang skal op ad den brostensbelagte Allerheiligenberg (500 m, 3,7%), på hvis top målet er placeret ved byens citadel midt på et i alt 1000 m langt brostensstykke, der indledes efter 67,4 km.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Stregen krydses efter 68,4 km, hvorefter man kører en omgang på en 62,0 km lang rundstrækning, som består af store dele af den strækning, der allerede er kørt én gang. Efter 85,7 km når man igen toppen af Schoonhovendreef (600 m, 5,9%), man rammer igen Grootbroekstraat (5,4 km) efter 98,6 km, Demervallei Aarschot (3,3 km) er på programmet igen efter 107,4 km, Demerdijk Zichem (4,0 km) venter efter 121,1 km, Grasbos (400 m, 6,0%) passeres efter 126,1 km og slutteligt rammer man efter 129,4 km igen det sidste brostenstykke, der inkluderer Allerheiligenberg (500 m, 3,7%) og en passage af målstregen efter 130,4 km.

Løbets afsluttes nu med to omgange på en kortere 23,4 km lang rundstrækning. Den er mere kuperet og byder først på nogle småbakker. Således er går det op og ned lige efter målpassagen, også når man rammer grusstykket Prinsenbos (1,8 km) efter hhv. 133,4 og 157,7 km. Derefter venter en bakke og et faldende stykke, der leder frem til endnu en passage af Demerdijk Zichem (4,0 km), der rammes efter hhv. 144,4 km og 167,7 km. Dette grusstykke afsluttes for sidste gang med 5,3 til mål og efterfølges af passager af Grasbos (400 m, 6,0%) efter hhv. 149,5 og 172,9 km, sidste gang med altså bare 4,1 km til mål. Nu går det hurtigt ned til den afsluttende 1000 m lange brostenspavé, der slutter med Allerheiligenberg (500 m, 3,7%), som leder op til mål. Den stiger med 5,2% over de første 200 m og bare 2,4% over de sidste 300 m. Finalen er teknisk kompliceret, da der er skarpe sving med 2200 m, 1800 m, 800 m, 650 m og 600 m igen, hvorefter bakken byder på et hårnålesving og en kurve bare 10 m fra stregen. Sidste gang køres kun hen til målet, hvorfor der blot er 500 m med brosten her.

Løbet byder i alt på 1056 højdemeter, hvilket er ca. 70 flere end i 2020.

Ruten er præcis den samme som i 2021 og 2022 og i alt væsentligt den samme som i 2020, idet det indledende stykke dog er modificeret, så man kun krydser stregen fire og ikke fem gange. Derudover er passagen af Grasbos mellem Demerdijk Zichem og målstregen ny, hvilket forklarer de ekstra højdemeter. Det giver længere afstand mellem grus og mål, men til gengæld en ekstra stigning meget tæt på stregen, og det er samme finale, som også benyttedes i 2019.

STREAM DWARS DOOR HET HAGELAND OG CRITERIUM DU DAUPHINÉ  UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Vejret

Ruten får løbet til at ligne en forårsklassiker, men det har altid været et sommerløb med ofte godt vejr. Det bliver det i den grad også i år, hvor der venter en glohed sommerdag. Det vil være skyfrit med en temperatur, der under løbet vil stige fra 28 til 30 grader.  Vinden vil være let til jævn (16-18 km/t) og komme fra vest. Det giver hovedsageligt med- og modvind. På den sidste rundstrækning vil der på første halvdel være med- og sidemedvind og på anden halvdel mod- og sidemodvind. Således har man sidemodvind på det sidste grusstykke og modvind på Grasbos. Derefter er der hovedsageligt sidemodvind, indtil man får sidevind med 800 m igen og derefter modvind over det meste af de sidste 600 m.

Favoritterne

Bemærk: Grundet ugens mange løb bliver det en skitseagtig gennemgang af mulighederne for de væsentligste hold.

Denne slags løb er altid uhyre svære at læse. Terrænet er i alt væsentligt fladt, og derfor burde der i teorien være gode chancer for en puncheurspurt på brostensbakken. Det er således alene gruset, der skal gøre forskellen - især i år, hvor vinden ikke er stærk nok til at gøre forskellen og vejret bliver strålende, men hvor varmen måske kan slå folk ud - og det er altid svært at vurdere grusvejes sværhedsgrad, når man ikke har set dem ved selvsyn. Det bliver bestemt ikke lettere af, at man i forhold til årene før 2021 har ændret ruten, så den ifølge lokalkendte Aime de Gendt er blevet lettere. I 2020 var den særligt hård med bakker i finalen, og nu er man gået tilbage til et format, der minder om tidligere. Heldigvis har vi 2021 og 2022 so reference, da ruten var præcis den samme.

Historien kan give et praj. Sidste år var det en overraskende stor gruppe på 25 mand, der var samlet til sidst, og vi kunne have fået en halv massespurt på bakken, hvis ikke Oscar Riesebeek med et stort soloridt havde vundet. I 2021 kørte otte af de bedste klassikerryttere væk og afgjorde det i en spurt på bakken, hvor Rasmus Tiller vandt foran Danny van Poppel og Yves Lampaert, men knap et minut senere blev der spurtet blandt om 9. pladsen med Tim Merlier som hurtigst foran Kristoffer Halvorsen. I 2020, hvor ruten var uden Grasbos og derfor umiddelbart lettere, lykkedes det Jonas Rickaert og Nils Eekhoff at køre væk og afgøre det mellem sig, inden Gianni Vermeersch slog Florian Senechal, Tim Merlier, Benjamin Declercq, Timo Roosen og resten af en 21 mand stor gruppe, der splittedes i atomer og kom ind fordelt over ca. 45 sekunder. I 2019 var det en ottemandsgruppe, der afgjorde det ved, at Kenneth Vanbilsen kørte alene væk. I 2018 kørte Krists Neilands alene hjem foran 11 mand, hvor Elia Viviani var bedste mand, mens vi i 2017 havde en fascinerende firemandsgruppe med Mathieu van der Poel, Taco van der Hoorn, Wout van Aert og Olivier Pardini, der spurtede op ad bakken i den rækkefølge. I 2016 var det syv mand, der spurtede med Niki Terpstra som hurtigere end i første række Van Aert, Florian Senechal og Jelle Wallays.

Med andre ord taler historien for et meget hårdt løb, hvor en lille gruppe skal afgøre det enten i en puncheurspurt eller med sene angreb, men vi har også bag de bedste haft så store felter, at en spurt bestemt må betegnes som en mulighed - særligt i årets gode vejr - som vi så det sidste år. Spørgsmålet er, hvad det betyder, at der ligesom i 2020, 2021 og 2022 er et meget stærkere felt. Det betyder i hvert fald i teorien, at der skal mere til for at skabe udskilning, som vi så det sidste år. Omvendt er antallet af stærke hold trods alt relativt få, og det plejer at betyde, at de store hold kan rive det i stykker, hvis de ikke vil spurte.

Vil de så det? Mathieu van der Poel bliver som altid hele løbets omdrejningspunkt. Han ville være favorit i denne spurt, men han er her for at køre cykelløb. Man må forvente, at Alpecins meget stærke hold vil forsøge at få det til at eksplodere, og at Van der Poel, som han plejer, åbner tidligt. Det taler for et hårdt og selektivt løb, men man kan også sagtens se for sig, at Van der Poel bliver årets Riesebeek i den forstand, at han leverer et stort soloridt, og at der bag ham samles en relativt stor gruppe. Der vil modsat sidste år også være mod- og ikke medvind på rundstrækningens sidste del, og det taler for, at det vil være vanskeligere at gøre forskelle til sidst.

I sidste ende ligner det primært et opgør mellem Alpecin og Sodual, der har de stærkeste kollektiver, og det kan godt blive et taktisk løb mellem dem. Kører der en gruppe, hvor de begge har en topkandidat, er det svært at se, hvem der er stærke nok til at hente dem. Det er således ikke nødvendigvis stærkeste mand, der vinder, men det vil være overraskende, hvis ikke de to hold kører finale. Med Van der Poel i feltet tvivler jeg på stor spurt.

Hvis ikke vi får en spurt, kan det som sagt godt blive et taktisk løb. I et løb som dette, der handler om rå udskilning bagfra, skal man stadig være brølstærk, hvorfor det altid er de stærke, der ender med at køre om det, men at det i 2020 blev Rickaert og Eekhoff var også en smule tilfældigt. Rickaert var næppe stærkere end holdkammeraterne Vermeersch og Merlier, der blev hhv. nr. 3 og 5, og sidste år var Riesebeek næppe heller Alpecins stærkeste mand.

Det gør også listen på én gang lang og samtidig kort. Løbet er så hårdt, at der næppe er en nobody, der pludselig løber med det hele eller vinder en spurt, men når først den indledende udskilning er i gang, og finalen er indledt, handler det også om taktik og ikke mindst også held, når punkteringer skal undgås. Endelig skal man med nogen sandsynlighed kunne spurte, da sidste års solosejr er en undtagelse. Selve spurten er dog ret speciel, fordi den er så hård, og det lå sidste år ikke i kortene, at Tiller skulle slå Van Poppel i 2021, eller at Vermeersch sidste år skulle slå Senechal.

Det er umuligt ikke at have Mathieu van der Poel som den store favorit. Han er skabt til dette løb og kan vinde uanset omstændighederne. Han vil være favorit i en stor spurt, men som sagt vil han helt sikkert gribe løbet offensivt an. Meget taler for, at han vil tage en stor solosejr, men har han selskab vinder han også en spurt. Selvfølgelig er der usikkerhed om formen efter en pause, som vi så i Strade Bianche, men som regel er god, når han møder op til løb. I dette felt bliver han svær at slå, og jeg tror kun, at han kan tabe på taktik.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Det kan han imidlertid også. Gianni Vermeersch elsker dette løb, hvor han er kørt på podiet tre gange, men ikke har vundet. Han får helt sikkert en vis frihed, og kan Van der Poel give ham sejren, vil han formentlig elske det. Holdet har også Timo Kielich, der senest i Antwerpen bekræftede, hvor god han er på grus, samt den meget formstærke Dries De Bondt. Han vandt på gruset i Antwerpen, men er faktisk ikke så vild med det underlag. Et sidste kort er Axel Laurance, der burde være god i denne slags løb, men nok ligner hjælper i denne trup.

Truslen er Soudal, og jeg tror, at Casper Pedersen er bedste bud. Han var uhyggeligt stærk i begyndelsen af året og har vist evner på grus, da han vandt Paris-Tours. Han vil også være en meget stærk afslutter på denne bakke. Formen er usikker, men han skulle komme fra en træningslejr med drøm om Tour-deltagelse og kan antages at være god. Den anden topkandidat er Yves Lampaert, der før har været god i dette løb, som han også er skabt til. Det passer også Stan Van Tricht, men han så ikke alt for godt ud i Bruxelles, mens Jannik Steimle har skuffet lidt i år. Det er også i denne slags løb, Tim Declercq med sin motor kan spilles ud, mens jeg vil tro, at Louis Vervaeke og Michael Mørkøv er hjælpere.

I Antwerpen var Florian Vermeersch stærkeste mand. Han må også ventes at være en af de allerstærkeste i dette løb, hvor han også vil være en god afslutter. I Antwerpen tabte han dog på sit hold, og det kan han gøre igen her, hvor Lotto ser svage ud. Her hjælpes han dog af, at der er to stærke hold, og at han ikke er alene mod Alpecin. Man kan håbe, at Frederik Frison kan finde benene fra foråret, for han kan komme langt, selvom han ikke kan afslutte. Også Arjen Livyns og Matthijs Paasschens vil have muligheder, mens det bliver spændende at se, hvad sprinteren Jarne Van de Paar kan her.

Uno-X kommer med et spændende hold med særligt den tidligere vinder Rasmus Tiller. Efter en svær tid har han rejst sig med en 3. plads i Morbihan og en 5. plads på gruset i Tro-Bro Leon. Han står meget stærkt i denne spurt, men årets felt er skarpere end for to år siden. Et andet kort er Søren Wærenskjold. Nordmanden burde på sigt være skabt til dette løb, men i Bruxelles så vi, at han manglede lidt, da han blev sat på muren den sidste gang. Den klarede Erik Resell, der var holdets stærkeste, men han mangler spurten til at være en sandsynlig vinder. Det burde også være et løb for Alexander Kristoff , men spurten er for hård for ham, og han har ikke imponeret i disse løb i år. Louis Bendixen har også potentiale, men må være hjælper.

Intermarché kommer med en meget stærk duo i Sven Erik Bystrøm og Laurenz Rex , der begge passer godt til dette løb og så meget stærke ud i Bruxelles. Begge er også gode afsluttere. Jeg vil også tro, at Arne Marit med sin Giro-form kan komme et stykke, men spurten er lidt hård for ham. Gode kandidater er også grusspecialisten Aime De Gendt og Loic Vliegen, men de har virket formsvage, som også Baptiste Planckaert har det.

Israel-PT kommer med Giacomo Nizzolo. Han vandt på gruset i Tro-Bro Leon, men har ellers skuffet. Han skulle dog også være styrtet i både Heist og senest i Bruxelles, og derfor skal tvivlen komme ham til gode. På papiret passer løbet ham. Det gør det også for Simon Clarke, men han kommer fra en skuffende Giro, som han forlod med sygdom. Et andet kort er Tom Van Asbroeck, der passer til løbet og i Bruxelles så bedre ud end længe. På papiret burde bedste kort være Sep Vanmarcke, men dette er hans første løb siden den skade, han pådrog sig i et ”for-sjov-løb”. Omer Goldstein har potentiale, men har skuffet i år.

Cofidis kommer med Simone Consonni. På papiret passer han til løbet, men hans holdbarhed i Giroen var meget skuffende. Er han kommet godt ud af løbet, burde han dog være stærkt i en spurt som denne. Han ledsages af Davide Cimolai, men han er næppe stærk nok længere, som Jelle Wallays heller ikke er det.

Arkea kommer med Jenthe Biermans. Med de ben, han havde i sæsonstarten, burde han stå skarpt i dette løb, særligt i denne spurt. Han er dog på vej tilbage efter en skade og er ikke helt på toppen. På papiret er det også et ideelt løb for Hugo Hofstetter, men senest i Dauphiné var han fortsat milevidt fra sit niveau. Solide Laurent Pichon, Thibault Guernalec og Clement Russo kan også komme et stykke, mens David Dekker synes for formsvag.

Flanders har Vito Braet, der i sæsonstarten nåede nye højder. Også han passer til dette løb, ikke mindst til spurten, men han har ikke haft samme niveau på det sdiste. Også Alex Colman, Ruben Apers og Lindsay De Vylder kan komme et stykke, men ikke alt for langt.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

Hos Bolton er det vel kun Ryan Christensen samt måske James Fouché, der kan komme langt i dette løb, mens man hos Novo Nordisk håber på Andrea Peron og Matyas Kopecky. På kontinentalholdene bliver det meget interessant med crossspecialisten Pim Ronhaar, der har imponeret på landevejen i år, men også Joris Nieuwenhuis, der har været på podiet på gruset i Paris-Tours. Andre navne er formstærke Frank van den Broek, Meindert Weulink, Johan Geens, Andreas Goeman, Peter Schulting og Thimo Willems.

***** Mathieu van der Poel

**** Gianni Vermeersch, Casper Pedersen

*** Yves Lampaert, Florian Vermeersch, Rasmus Tiller, Timo Kielich, Dries De Bondt

** Sven Erik Bystrøm, Laurenz Rex, Søren Wærenskjold, Giacomo Nizzolo, Axel Laurance, Simon Clarke, Tom Van Asbroeck, Simone Consonni, Jenthe Biermans, Stan Van Tricht, Tim Declercq, Jannik Steimle, Alexander Kristoff, Pim Ronhaar

* Hugo Hofstetter, Erik Resell, Vito Braet, Joris Nieuwenhuis, Laurent Pichon, Clement Russo, Frederik Frison, Sep Vanmacke, Arjen Livyns, Aime De Gendt, Loic Vliegen, Baptiste Planckaert, Arne Marit, Matthijs Paasschens, Jarne Van de Paar, Omer Goldstein, Davide Cimolai, Jelle Wallays, Thibault Guernalec, Michael Mørkøv, Louis Vervaeke, Louis Bendixen, Ryan Christensen, Frank van den Broek, Meindert Weulink, Johan Geens, Andreas Goeman, Peter Schulting, Thimo Willems

Danskerne

På Soudal er Casper Pedersen en af favoritterne, hvorfor han er omtalt ovenfor, og han støttes af Michael Mørkøv. På Uno-X skal Louis Bendixen og William Blume støtte Rasmus Tiller, Søren Wærenskjold, Erik Resell og Alexander Kristoff.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Oscar Riesebeeks sejr fra 2022, Rasmus Tillers sejr fra 2021, Jonas Rickaerts sejr fra 2020, Kenneth Vanbilsens sejr fra 2019, Krists Neilands’ sejr fra 2018, Mathieu van der Poels sejr fra 2017 og Niki Terpstras sejr fra 2016.

STREAM DWARS DOOR HET HAGELAND OG CRITERIUM DU DAUPHINÉ  UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE