Optakt: Dwars door Vlaanderen

LIVESTREAM DWARS DOOR VLAANDEREN (SIDSTE DAG MED TILBUDDET TIL 99 KR/PR MÅNED)

Løbets rolle og historie

I årtier har sidste del af Den Flamske Cykeluge, der er rammen om de største brostensklassikere på belgisk jord, haft den samme afslutning. Efter en indledning, der har budt på Dwars door Vlaanderen som onsdagsopvarmning og siden 2010 derefter E3 Harelbeke og Gent-Wevelgem i weekenden - før 2010 udgjorde E3 og Brabantse Pijl den første weekend i den berømte uge - har det været fast tradition, at det lille etapeløb 3 Dage ved Panne har fungeret som sidste opvarmning til Flandern Rundt i løbet af ugen, der leder op til det flamske monument

Sådan er det ikke længere. Den uhyre magtfulde arrangør Flanders Classics, der står for alle de største flamske endagsløb undtagen E3 og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, har længe været på udkig efter en model, som kunne give større status til Dwars door Vlaanderen, der som regel ikke har kunnet tiltrække de største stjerner. Med en placering bare fire dage efter Milano-Sanremo og to dage inden E3 har de store navne som regel skippet den lille midtugeklassiker til stor frustration for mændene bag Flanders Classics. I 2017 tog man første skridt ved at sikre løbet WorldTour-status, men det havde kun delvist den ønskede effekt, da navne som Peter Sagan og Greg van Avermaet fortsat ikke lod sig friste til at stille til start.

Løsningen lå lige for. Organisationen blev lun på ideen om at overtage den eftertragtede placering, som 3 Dage ved Panne nu i mange år havde haft monopol på, og man var ikke for ublu til at benytte de mange muskler til at presse den lokale cykelklub i De Panne, der på imponerende vis har stået bag et af Belgiens største etapeløb i årtier, væk. Meldingen kom i efteråret 2017, hvor løbsdirektør Wim Vandenhaute sejrssikkert meldte ud, at hans løb fremover ville blive afviklet onsdagen inden Flandern Rundt, og trods højlydte protester fra De Panne lod han sig ikke rokke. Det blev hurtigt klart, at Vandenhaute havde opbakning fra UCI, og derfor måtte den lille cykelklub kaste håndklædet i ringen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Resultatet blev, at Dwars door Vlaanderen sidste år for første gang afvikledes midt i Den Flamske Cykeluge som den fjerde af de fem WorldTour-klassikere, der nu udgør hjertet af den flamske klassikersæson, mens 3 Dage ved Panne har måttet lade sig reducere til en endagsløb, der nu afvikledes på Dwars door Vlaanderens gamle plads onsdagen inden E3.

Dermed har Flanders Classic fået det præcis, som de vil have det, og håbet er, at det fremover vil kunne tiltrække sportens store stjerner. I de senere år har de ganske vist i stort tal skippet 3 Dage ved Panne, der har været anset for lidt for stor en mundfuld for klassikerrytterne efter to hårde endagsløb i den forgangne weekend og med udsigt til et stort monument næste søndag. Flanders Classics håber, at en endagsløb vil være en mere overkommelig affære og derfor mere attraktiv, på samme måde som Scheldeprijs altid har held til at tiltrække mange topnavne onsdagen mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. For at gøre løbet endnu mere attraktivt har man samtidig gjort distancen kortere og ruten langt lettere, så det nu sammen med det nye endagsløb i De Panne fremstår som det letteste af de fem WorldTour-klassikere og med en større appel til sprinterne end tidligere.

Effekten er ikke udeblevet. Selvom løbet som nyt på WorldTouren ikke har haft krav på deltagelse fra alle WorldTour-hold, var FDJ i 2018 det eneste hold fra det fineste selskab, der ikke stillede til start. Samtidig var stort set alle de allerstørste klassikerstjerner med, og blandt de store favoritter til Flandern Rundt var det kun Peter Sagan, Michal Kwiatkowski, den sygdomsramte Sonny Colbrelli, Matteo Trentin samt Arnaud Demare, der ikke var at finde i feltet. Hovedaktørerne skuffede heller ikke, da de intet holdt tilbage inden søndagens monument og udnyttede de vanskelige vejrbetingelser til at give publikum et forrygende cykelløb. Og den tendens fortsatte i 2019, hvor alle WorldTour-hold for første gang var med.

Sådan er det også i 2021. Alle 19 WorldTour-hold vil være at finde i feltet onsdag eftermiddag, og stjerneparaden er igen lang. De fleste af de store Flandern-favoritter har inkluderet løbet i kalenderen, og som selvom man må leve uden Wout van Aert, er det ikke et ringe udkomme, at Mathieu van der Poel, Julian Alaphilippe og Kasper Asgreen alle har prioriteret løbet højere end Gent-Wevelgem, der også stadig må regnes som et mere sprintervenligt løb. Nok er ruten lettere, men også i år får vi en sidste lille formindikator inden søndagens store løb.

Der er naturligvis en risiko for, at hovednavnene som i Scheldeprijs blot vil bruge løbet som træning - som det i mange år også har været tilfældet i De Panne - men sådan har det slet ikke være i de første to udgaver. Derudover betyder den nemmere rute, at løbet er blevet et stort mål for sprinterne, der ser det som et af fire flamske løb, de kan vinde. Sammen med Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Gent-Wevelgem og Scheldeprijs udgør det en sprintervenlig klassikerserie, og det er derfor ikke overraskende, at navne som Arnaud Demare, Pascal Ackermann, Tim Merlier, Giacomo Nizzolo, Bryan Coquard og Elia Viviani alle stiller til start denne onsdag.

Dwars door Vlaanderen er som sagt den mindste og mindst prestigiøse af de belgiske klassikere i Den Flamske Cykeluge. Den status skyldes imidlertid ikke en mangel på historie, idet den første udgave blev afviklet helt tilbage i 1945, og siden da har løbet endda været afholdt hvert år bortset fra i 1971 og coronråret 2020. Løbet var oprindeligt et to dage langt etapeløb, men siden 1965 har det været afholdt som endagsløb.

Fra starten var det hovedsageligt en belgisk affære, men gradvist gjorde også hollænderne deres indtog. Det tog imidlertid noget tid for løbet at vinde international anerkendelse, og det var først i 1993, at Olaf Ludwig blev den første vinder fra et tredje land. Den virkelige internationalisering er imidlertid et relativt nyt fænomen, men i de seneste ti år er løbet gradvist vokset til en begivenhed på højeste niveau og et vigtigt mål for ethvert hold med ambitioner i brostensklassikerne. Kulminationen på denne udvikling blev nået i efteråret 2016, hvor det blev meddelt, at den belgiske semiklassiker var en del af den gruppe af løb, der har opnået optagelse på WorldTouren, og det er altså målet, at den nye kalenderplacering vil fortsætte med at løfte dets prestige.

Løbet har traditionelt været en perfekt chance for de vigtigste hjælperyttere og de unge talenter til at gå efter lidt personlig succes, inden de i de største løb stiller sig til rådighed for de store stjerner. Det er således ingen tilfældighed, at syv af de seneste otte udgaver alle er vundet af ryttere lige under toppen af klassikerhierarkiet, og det har ofte givet en god indikation på, hvem der har kunnet overraske i de følgende uger. Niki Terpstra vandt eksempelvis to gange, inden han etablerede sig som et af sportens hovednavne, og løbet blev scenen, der afslørede den fulde rækkevidde af hans talent. I de senere år er det Yves Lampaert, der med to sejre i træk har afsløret, at han snart er klar til at være med i front også i de største løb. Med den stærkere startliste ser det dog ud til, at den tendens vil være dalende i fremtiden.

De flamske løb kan inddeles i to kategorier. Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem er løb, som sprinterne kan have som realistiske mål, og som har et ganske fast format, der bestemmes af deres historie og deres navne.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I den anden kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Dwars door Vlaanderen falder imellem disse to stole. Rutedesignet placerer det i den anden kategori, da løbet har bevæget sig fra dets centrum i Waregem ud til De Flamske Ardenner langs en kompliceret rute, inden man kører tilbage til mål. På den anden side har ruten været nemmere end i de større løb, og det har betydet, at sprinterne af og til har haft en chance. Selvom løbet i de senere år er blevet gjort hårdere - i hvert fald indtil kalenderændringen - har gode vejrbetingelser før givet muligheder for de hurtige afsluttere. Tidligere sluttede løbet med omgange på en flad rundstrækning, og det gav endnu bedre mulighed for, at der kunne ske en regruppering, men den ide opgav arrangørerne for nu ca. 10 år siden i et forsøg på at skabe mere udskilning. Robbie McEwen var blandt de ryttere, der protesterede højlydt, men trods hans klager er løbet alligevel flere gange blevet afgjort i en spurt.

Fra og med 2018 er ruten som sagt gjort endnu nemmere i et forsøg på at tiltrække flere store navne. Den grundlæggende struktur er uforandret, men denne gang undlader man hovedparten af de vanskeligste stigninger i De Flamske Ardenner. Juryen er stadig ude i forhold til, hvilken effekt det vil have, hvis vejret ikke som i 2018 er dårligt, men i teorien har ændringen i hvert fald gjort løbet betydeligt mere sprintervenligt.

I 2019, hvor løbet senest blev kørt, var det dog ikke nok for de hurtige folk. Mathieu van der Poel var i hopla og lykkedes med at etablere en frontgruppe bestående af ham selv, Anthony Turgis, Bob Jungels, Lukas Pöstlberger og Tiesj Benoot, der kørte væk på bakkerne og i et vildt forfølgelsesløb holdt feltet bag sig, inden Van der Poel sejrede foran Turgis og Jungels og derved sikrede sig karrierens første WorldTour-sejr i blot sit andet WorldTour-løb. Efter at have skippet søndagens løb vender Van der Poel tilbage for at forsvare titlen, og han er igen oppe mod Turgis, Pöstlberger og Benoot, men ingen Jungels, da luxembourgeren i år skipper brostensløbene

Ruten

Som sagt betyder ruten, at Dwars door Vlaanderen falder i samme kategori som Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der alle deler den samme grundlæggende struktur. Løbene indledes med et langt, fladt stykke, der fungerer som opvarmning, inden man rammer en række af hellingen og brostensstykker i anden halvdel. Det er her, udskilningen skabes, inden løbene afsluttes med endnu et fladt stykke tilbage til mål. Hvad der gør løbene forskellige, er deres distancer og start- og målbyer, og det er i høj grad disse forhold, der bestemmer deres sværhedsgrad

Tidligere sluttede løbet med et par omgange på en flad rundstrækning i Waregem, og det gjorde det til et godt løb for sprintere og gav det ligheder med Kuurne-Bruxelles-Kuurne. For at gøre løbet hårdere droppede arrangørerne imidlertid den ide, hvormed det blev mere beslægtet med Flandern Rundt og E3 Harelbeke. Siden da har det været meget sværere for sprinterne, og kun i 2016 er det endt i en spurt, mens det i 2011 og 2014 akkurat lykkedes henholdsvis duoen Nick Nuyens-Geraint Thomas og Niki Terpstra at holde feltet bag sig.

Siden 2018 har ønsket om at tiltrække flere stjerner som sagt betydet, at man har omlagt ruten fuldstændig, reduceret distancen med ca. 25 km og gjort løbet langt lettere. Strukturen med et indledende fladt stykke som opvarmning og en kringlet tur rundt i De Flamske Ardenner efterfulgt af et fladt stykke tilbage til Waregem er bibeholdt, men turen rundt i den kuperede zone er afgørende forandret. Ganske vist er der i år 13 stigninger mod tidligere 12 samt nu tre mod tidligere fire flade pavéer på programmet, men væk er de berømte og meget svære stigninger Paterberg og Oude Kwaremont. Blandt områdets svære stigninger er det kun Taaienberg, der fortsat er på menuen, men den er placeret med mere end 50 km til mål. De afsluttende stigninger er alle betydeligt lettere, og i stedet er det en lille pavé med 8 km til mål, der måske kan bruges til at skabe den afgørende udskilning.

Byen, der definerer Dwars door Vlaanderen, er Waregem, som ligger midt i hjertet af De Flamske Ardenner og er løbets målby. Som i alle andre flamske storløb indleder rytterne Dwars door Vlaanderen med at køre adskillige kilometer i fladt terræn. Det nu bare 184,1 km lange løb indledes i Roeselare vest for Waregem, og herfra bevæger man sig ad flade veje ud på en lille sløjfe mod nordøst for herefter at køre mod sydøst til hovedbyen, som passeres efter 39 km, dog uden en passage af målstrgene. På dette tidspunkt er det tidlige udbrud vanligvis blevet etableret efter en meget hektisk indledning, og løbet har fundet en stabil rytme.

Efter målpassagen er det tid til at bevæge sig ind i De Flamske Ardenner, der er placeret sydøst for byen. Rytterne benytter imidlertid først flade veje i den indledende del og undgår i første omgang de berømte hellingen. Det sker ved at køre vest om stigningerne og fortsætte mod sydvest og sydøst ned til bakkerne. Her snor man sig nu rundt i De Flamske Ardenner og kører undervejs rundt på en lille rundstrækning i terrænet for at ramme flere af bakkerne.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Den nye rute er primært karakteriseret af asfaltstigningerne Kluisberg (1025 m, 6,0%, max. 12%) og Knokteberg/Cote de Trieu (1100 m, 4,9%, max. 11,8%), der begge skal passeres i alt flere gange. Således er Kluisberg med 112,9 km igen dagens første stigning, inden man passerer Knokteberg fra den side, hvor den kendes under navne Nieuwe Kwaremont (2000 m, 4,8%, max. 8%) med 104,4 km igen. Her fungerer de primært som opvarmning, da man nu kører en tur på en lille rundstrækning gennem byerne Ronse og Kluisbergen, hvorefter man vender tilbage for at passere Kluisberg igen med 78,1 km til mål og derefter Knokteberg fra den ”rigtige” side med 70,7 km til stregen, inde

Nu gælder det en tur på en rundstrækning, der tæller løbets sværeste stigninger. Det første nøglepunkt på den nye rute kunne meget vel være Kortekeer (900 m, 6,5%, 9,8%, asfalt) med 63,0 km igen, idet den indleder en ganske svær serie. Bare 2,1 km senere skal man over den 2,4 km lange Mariaborrestraat-pavé, inden Steenbeekdries (600 m, 4,5%, max. 8%, brosten) melder sin ankomst 1200 m senere i forlængelse af selve pavéen. Derefter går det direkte ind på løbets klart sværeste stigning, den frygtede og meget stejle Taaienberg (530 m, 6,6%, max. 15,8%, brosten), der kommer med 57,2 km til mål.

Efter Taaienberg bliver terrænet lettere, men som noget nyt skal man her over Berg ten Houte (1100 m, 6%, max. 21%) med 51,8 km igen, inden det endelig gælder sidste passage af Kruisberg og Knokteberg med hhv. 42,3 km og 34,8 km igen, idet Kruisberg denne gang bestiges fra Hotond-siden (2500 m, 5%, max. 9%). Herefter går det mod nord ud af De Flamske Ardenner og tilbage mod Waregem gennem nemt og hovedsageligt fladt terræn. Der venter dog et par mindre udfordringer undervejs. Først er der den 2000 m lange pavé Varentstraat med 24,7 km til mål og derefter stigningen Vossenhol (1400 m, 6,5%, max. 9%) 22,5 km fra stegen. Med 18,2 km igen gælder det Holstraat (1000 m, 5,2%, max. 12%), inden den ganske lette Nokereberg (500 m 5,7%, max. 6,7%, brosten) optræder som sidste stigning 10,7 km fra stregen.

Til slut kører man mod sydvest ind til centrum af Waregem via pavéen Herlegemstraat (800 m), der med 8,0 km igen udgør dagens sidste forhindring. Derefter går det via fladt terræn ind til mål, hvor en teknisk finale venter. På de sidste 3 km vil der være sving med 1200 m, 500 m og 400 m igen.

Ruten blev som sagt nytænkt i 2018 og 2019, hvor den var helt identisk begge år, med den væsentlige ændring, at Paterberg og Oude Kwaremont tidligere blev passeret med ca. 35 km til mål. De sidste ca. 30 km var imidlertid de samme som i 2017, og derfor var delen med Varentstraat, Vossenhol, Holstraat, Nokereberg og Herlegemstraat, der gjorde debut i 2017, kendt fra tidligere. I år er løbet i alt væsentligt det samme, men det er nyt, at Kruisberg og Knokteberg undervejs køres fra hhv. Nieuwe Kwaremont- og Hotond-siderne. Derudover er tilføjelsen af Berg ten Houte nu, men det betyder, at Taaienberg kommer ca. 5 km længere fra mål end vanligt. Endelig er indløbet til Waregem ændret, så man kører udenom bycentrum - sikkert grundet corona - og det betyder, at alle de sidste udfordringer kommer 1700 m længere fra mål, end de plejer.

Løbet byder på i alt 1421 højdemeter, hvilket er godt 200 flere end i 2019.

BEMÆRK: Grundet coronasituationen offentliggør arrangørerne ikke officielt kortmateriale. Jeg bringer derfor kort og profil fra 2019, hvor ruten som nævnt i store træk var den samme.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Vejret

Som anført har vejret altid været en helt afgørende faktor i Dwars door Vlaanderen, hvor forholdene i høj grad bestemmer løbets hårdhedsgrad. Dårligt vejr har øget chancen for udskilning, men sprinterne har haft en langt bedre mulighed, hvis vejret er godt.

Med udsigt til igen at have den lettere rute vil vejret i år blot være endnu vigtigere, men for første gang efter ruteomlægningen får vi ikke dårligt vejr. Efter en blæsende indledning på den belgiske klassikersæson venter der nemlig noget, der næsten kan kaldes en sommerdag. Himlen vil være skyfri, og temperaturen vil nå hele 23 grader - ganske imponerende for marts måned. Samtidig vil det være næsten vindstille med bare en svag til let vind fra syd (8-10 km/t), hvilket hovedsageligt giver modvind på turen ned til stigningerne, hvor vinden i den kuperede zone vil komme fra alle retninger. Slutteligt får man med ca. 30 km igen med-og sidemedvind tilbage mod Waregem, inden man kort før Herlegemstraat drejer ind i sidemodvind, der i alt væsentligt varer ved, indtil man får medvind på den 400 m lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Med den nye rute og den nye kalenderplacering er Dwars door Vlaanderen reelt at betragte som et helt nyt løb. Ikke blot betyder den nye, lettere rute i sig selv usikkerhed om, hvad vi kan forvente. Det langt stærkere felt betyder også, at løbet vil blive tilført en helt ny dynamik. Tidligere var det primært et løb for unge talenter og luksushjælperyttere, men nu stiller de fleste hold med deres store stjerner.

Forud for 2018-udgaven skabte det en del usikkerhed om, hvorvidt det ville blive et sprinterløb eller ej. Det viste sig hurtigt, at det dårlige vejr umuliggjorde det for folk som Elia Viviani og Dylan Groenewegen, der ellers havde gjort det til et mål, og i stedet blev det et løb for de hårde drenge. Alligevel viste det sig også tydeligt, at finalen var en anelse for let, og derfor blev det en temmelig taktisk affære, hvor blandt andre Tiesj Benoot og Greg van Avermaet spillede deres kort en anelse for tidligt, og derfor ikke kom med, da det afgørende fremstød kørte. Med andre ord var det en kombination af gode ben og tilfældigheder, der afgjorde, at det lige præcis blev Yves Lampaert, Mike Teunissen, Sep Vanmarcke, Edvald Boasson Hagen og Mads Pedersen, der kørte finale, for blandt dem var det kun Vanmarcke, der var blandt de bedste på de sværeste hellingen.

I 2019 var vejret bedre, og også her lykkedes det at undgå en spurt. Det skyldtes en Mathieu van der Poel, der med kløe i benene angreb allerede anden gang op ad Knokteberg med hele 62 km igen. Han lå længe ude foran sammen med Anthony Turgis og Ivan Garcia Cortina - efter at Kasper Asgreen var røget af grundet en punktering - men de blev næsten hentet inden sidste passage af Knokteberg, hvor det dog lykkedes Tiesj Benoot og Bob Jungels at køre op til Turgis, Van der Poel og Lukas Pöstlberger, der var overlever fra det tidlige udbrud. I et vildt forfølgelsesløb lykkedes det dem herefter at snyde feltet med 16 sekunder, og bag dem havde løbet trods alt været så hårdt, at kun ca. 60 mand var tilbage i det felt, hvis spurt blev vundet af Danny van Poppel.

Den udvikling viser, at Dwars door Vlaanderen med den nye rute er lidt af et sært misfoster. På den ene side kan vi i hvert fald under de rette vejrbetingelser få et hårdt, selektivt løb, men selv i det tilfælde er finalen så let, at det også bliver et spørgsmål om taktik og ikke kun gode ben. Omvendt er løbets eneste meget svære stigning, Taaienberg, placeret meget langt fra mål, og derfra er de resterende bakker så lette, at sprinterne har ganske gode chancer for at sidde med - også selvom vi i 2019 så, hvordan Benoot og Jungels på Knokteberg gjorde forskellen. I godt vejr vil det i hvert fald kræve en ret determineret indsats fra de hårde drenge, hvis de skal holde en frontgruppe fri efter passagen af Taaienberg, men det lykkedes altså akkurat i 2019.

Endnu mere kompliceret bliver det af, at ingen i første omgang anede, hvordan de store navne ville gribe løbet an. Scheldeprijs har en lignende kalenderplacering og bliver af stort set alle klassikerstjernerne bare brugt til forberedelse frem mod Paris-Roubaix. Forskellen er imidlertid, at det løb har en helt anden og langt mere sprintervenlig rute, der gør det helt uegnet for de hårdføre typer. Dwars door Vlaanderen indbyder meget mere til at køre rigtigt cykelløb. På den anden side gjorde dele af 3 Dage ved Panne det samme, ligesom Gent-Wevelgem også havde en ganske hård rute, da det lå imellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Alligevel blev begge disse løb med deres gamle kalenderplacering meget ofte betragtet som forberedelse. Heldigvis har de foregående udgaver vist, at der ikke er blevet holdt noget tilbage, men nogle kan helt sikkert have Flandern Rundt i baghovedet, hvis løbets udvikling går i retning af en spurt.

I et løb, der ligesom Gent-Wevelgem både kan blive en sag for sprinterne og de hårdføre drenge, er to elementer afgørende, nemlig vejr og taktik. I Gent-Wevelgem pegede vejret på et brutalt løb og taktikken på et sprinterløb, og i sidste ende vandt vejret i en udgave, der med den kraftige vind aldrig lignede en massespurt.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Onsdag er det til gengæld lige omvendt. Vejret ansporer i hvert fald til det mindst selektive løb, man kan tænke sig, når Belgien rammes af en tidlig sommerdag med skyhøje temperaturer, masser af sol og stort set ingen vind. Det er en gave til sprinterne og helt anderledes end det, vi har set i årets første belgiske løb, der stort set alle er blevet afviklet i meget blæsende betingelser.

Til gengæld peger taktikken den anden vej, og som altid er Deceuninck nøglespilleren. I søndags kom de med et meget sprintergearet hold bygget op om Sam Bennett, og i det hele taget var det af trupperne ret klart, at de fleste hold drømte om en spurt.

Det er der også mange hold, der gør denne gang. Det gælder i hvert fald for BikeExchange, Jumbo, Intermarché, FDJ, Cofidis, Israel SUN og B&B, men til gengæld kommer Deceuninck uden Bennett og til gengæld med fem af deres seks Flandern-kaptajner, da kun Zdenek Stybar dropper løbet. Nok har de Davide Ballerini til en spurt, men den belgiske game plan må være at få løbet til at eksplodere og skabe den overtalssituation, de senest udnyttede til UG med kryds og slange i fredags.

Den anden nøglespiller er naturligvis Van der Poel. Han sad over i søndags for at holde sig frisk til dette løb, hvor han har en titel at forsvare, og der kan ikke være tvivl om, at han sammen med Deceuninck vil åbne løbet og også gerne tidligt, som han gjorde for to år siden, hvor han fik kløe i benene allerede inden det naturlige nøglepunkt, Taaienberg. Spørgsmålet er bare, om det er specielt attraktivt at fortsætte, hvis han efter Taaienberg ender i en gruppe mod 180 Deceuninck-ryttere, der kan angribe ham på skift. Han kan selvfølgelig drømme om at få formstærke Gianni Vermeersch med sig, men i en undertalssituation kunne det hurtigt blive mere attraktivt at spare på kræfterne og udnytte, at Alpecin har Tim Merlier og Jasper Philipsen til en spurt.

Der er dog også andre, der gerne vil undgå en spurt. Det gælder DSM, Lotto, Ag2r og Total, der alle har kaptajner med potentiale til at køre finale, samt Matteo Trentin, der nok kan overtales til at køre sin egen chance. Der er masser af superstærke kaptajner, der burde være stærke nok til selv i dette vejr at undgå en spurt, hvis de kan samarbejde efter den første udskilning. Spørgsmålet er bare, om det vil lykkes, hvis Deceuninck sidder i overtal. Her vil meget nok handle om det mindset, Van der Poel har, og selvom jeg egentlig ikke er i tvivl om, at han vil gøre næsten alt for selv at vinde, kan situationen vel også blive så ufordelagtig, at han ikke gider at have bank af Deceuninck én gang til, når de begynder at angribe ham på skift.

Det gør det til et løb, hvor det er meget svært at komme med en helt klar konklusion. Chancerne for en spurt synes i lyset af det gode vejr at være ganske gode, men det komplicerer sagen, at Deceuninck åbenlyst vil undgå det. Jeg er splittet i spørgsmålet, men efter moden overvejelse hælder jeg nok en anelse mod en spurtafgørelse. Vejret er lidt for godt, og Deceunincks vanvittigt stærke mandskab kan hurtigt vise sig at være lidt for intimiderende til, at der kan etableres et harmonisk samarbejde.

Alligevel vælger jeg at tro på Deceuninck-sejr, men det bliver med Davide Ballerini. Italieneren er nu ellers kommet ned på jorden igen efter den forrygende flotte februar måned, og han har i de seneste løb måttet indse, at han næppe kan køre med Van der Poel, Alaphilippe og co. på Taaienberg. Han er heller ikke hurtigste mand i et felt, der tæller flere klassiske sprintere, men han har ét helt afgørende våben, nemlig sit tog. Finalen er med sine tre sene sving og den korte opløbsstrækning uhyre teknisk - meget i stil med den spurt, han vandt i Omloop - og i dette løb kan han regne med støtte fra Kasper Asgreen, Julian Alaphilippe, Yves Lampaert og Florian Senechal, der er en fremragende lead-out man. Den styrke kan meget vel blive afgørende, nu hvor Trek med deres supertog er ude af løbet. Der er ingen tvivl om, at Ballerini er oppe mod hurtigere folk i løbet, men det er ikke nødvendigvis afgørende i netop denne afslutning, hvor holdet betyder mere.

Første forudsætning er naturligvis, at vi får en spurt, og det er trods det fantastiske vejr langt fra sikkert. Det kan dog heller ikke helt udelukkes, at Ballerini kan vinde i et hårdere løb. Nok så vi i sidste uge, at han er lidt for tung til de vanskeligste bakker, men løbet er ikke så svært, at han ikke kan ende i en lille frontgruppe. Her vil han være manden, Deceuninck sparer til en spurt, mens de andre angriber på skift, og det kan sikre den friskhed, der skal bruges til at overspurte blandt andre Van der Poel. Ballerini har altså kørt på hånden, og derfor er han min favorit.

Løbet ligner i alt væsentligt et opgør mellem Deceuninck og Alpecin, og hvis det vitterligt ender i en spurt, ligner Tim Merlier det bedste vinderbud for sidstnævnte. Ganske vist blev det i Gent-Wevelgem klart, at han og Jasper Philipsen først undervejs i løbet ville aftale, hvem der skulle spurte, hvorfor man må formode, at planen er den samme denne gang, men i lyset af Merliers suveræne fart, der har sikret ham tre overlegne spurtsejre i Belgien i år, er det utvivlsomt ham, der står med de bedste kort på hånden. Det synes også ret klart, at han må regnes som feltets hurtigste, når man ihukommer, hvor store sprinternavne han har slået i 2020, og hvordan han desværre kørte Mads Pedersen midt over i spurten i Bredene Koksijde.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Når jeg alligevel ikke har Merlier som favorit, skyldes det finalens karakter. Belgieren er mildt sagt ikke nogen ørn i positionskampen, og det er nærliggende at tro, at han kommer til kort i denne tekniske finale, hvor opløbsstrækningen er bare 400 m lang. Mathieu van der Poel har vist sig som en overraskende ringe lead-out, men det er også første gang, at han i tillæg til den vanlige sidste mand, Jonas Rickaert, har støtte fra Philipsen, der er en ørn i positionskampen. Kan han holde sig til ham, kan han forhåbentlig sidde ordentligt, og gør han det, kan jeg ikke se, hvem i dette felt der skal slå ham.

Mit tredjebedste sprinterbud er Giacomo Nizzolo. I søndags fik han vist, at knæskaden - i hvert fald i denne omgang - definitivt hører fortiden til, og det gør ham til en glimrende kandidat til dette løb. Qhubeka vil utvivlsomt arbejde stenhårdt for en spurt, og Nizzolo er blevet en meget stærk afslutter efter hårde løb, når formen er god. Det så vi, da han sidste år vandt feltets spurt i Kuurne, det så vi, da han forleden vandt feltets spurt i Sanremo, og det så vi i søndags, hvor han med en bedre position måske kunne have truet Van Aert. Nizzolo er ikke god nok til at køre med på bakkerne, men får vi en spurt, vil han havde friskheden med sig. Den tekniske finale er samtidig en stor fordel for den positioneringsstærke italiener, der altid har elsket sene sving, og han viste senest de evner med den fine 4. plads i den tekniske afslutning i De Panne. Lead-outet er svagt og kan være en udfordring, men sidder han rigtigt, ligner han en af de hurtigste.

Bliver det ikke en spurt, er Florian Senechal nok det bedste vinderbud. Ganske vist har hans form ikke været på samme tårnhøje niveau som i oktober, men han var dog god nok til at blive nr. 2 i E3, hvor han foregreb favoritangrebene. I dette lettere løb bør han derfor være med i det Deceuninck-overtal, der kan etableres, og kommer Ballerini som forventet ikke med, vil han være manden, der satses på i en spurt i en lille gruppe. Her er Van der Poel på papiret hurtigere, men til gengæld vil Senechal kunne sidde på hjul, når overtalskortene spilles. Det var i fredags nok til at slå det hollandske fænomen på stregen, og det kan det meget vel være igen denne gang. Og så er Senechal også selv stærk nok til at køre væk som et af de Deceuninck-kort, der kan angribe.

Selvfølgelig skal man også være åben for et titelforsvar til Mathieu van der Poel, der formentlig igen vil vise sig som løbets stærkeste på stigningerne, som han var det for to år siden. Problemet er bare, at han formentlig igen ender i en gruppe mod en hær af Deceuninck-ryttere, og ruten her synes ikke hård nok til, at han bare kører væk - slet ikke når han nu er oppe mod Alaphilippe. Drømmescenariet for Van der Poel er vel, at de to kører hjem til en spurt, men den får han næppe den franske verdensmester med på, når nu Deceuninck har så mange andre kort at spille også. Det betyder dog ikke, at Van der Poel ikke kan vinde. Måske kører han ikke alene hjem, men skal en lille favoritgruppe spurte til sidst, som det var tilfældet i 2019, er en Van der Poel-sejr ganske sandsynlig. Nok vil han formentlig have arbejdet mere end de fleste Deceuninck-ryttere, men på papiret vil han sandsynligvis være hurtigste mand i en sådan gruppe. Og så kan det meget vel ende i et titelforsvar og vigtig oprejsning efter skuffelsen i fredags.

Mit tredjebedste bud på en vinder fra et hårdt scenarium er Kasper Asgreen. Danskeren faldt lidt i kadence efter den vilde 2019-sæson, men nu synes han endelig at være genfødt som det bæst, han var - særligt da han leverede sit vilde ridt i Flandern Rundt for to år siden. Det vilde ridt kopierede han næsten én til én med sejren i E3 forleden, og det vidner om, at han utvivlsomt er manden med de største muligheder for at køre alene hjem. Det gode vejr og den lette rute er ikke en gave for en Asgreen, der nok er hurtig, men aldrig slår Van der Poel i en spurt, men med udsigt til et gigantisk Deceuninck-overtal må Asgreen være det bedste bud på manden, der udnytter den situation til igen at køre alene hjem. Han skal i hvert fald glæde sig over, at Deceuninck kommer i så stærk en formation, og at Van der Poel formentlig også er frisk på at køre cykelløb. Kan de gøre det hårdt nok, er det bestemt muligt for danskeren at tage sin anden solosejr på WorldTouren på mindre end en uge.

Jumbo er uden Van Aert, men det betyder ikke, at de er uden chance. De møder nemlig med David Dekker, der imponerede så stort i massespurterne i Emiraterne, og ender det i en spurt, står han stærkt. Han har fået en svær start i Europa, da spurten i De Panne gik galt, og da han i E3 var ren hjælper for sin kaptajn, men her står han ikke ringe. Dekker viste med sin podieplads i Le Samyn i 2020, at han er en uhyre robust type, der vil stå stærkt i en spurt efter et hårdt løb. Samtidig viste han en ganske imponerende fart i Emiraterne, hvor han på 4. etape ikke så ud til at mangle meget i forhold til Bennett, men vigtigst var det, at han var en ørn i positionskampen, hvor han ellers var stort set helt uden hjælp. Toget her er bestemt ikke det stærkeste, men med folk som Pascal Eenkhoorn, Jos van Emden, Christoph Pfingsten og den vel endnu hurtigere Olav Kooij, hvis han kommer med hjem, har han denne gang så megen støtte, at han forhåbentlig kan sidde rigtigt og være lidt mere frisk end i ørkenen. Han synes i hvert fald at have farten til at fortsætte Jumbos brostenssucces i kaptajnen fravær.

Selvfølgelig er Arnaud Demare også en af feltets hurtigste, men i dette løb har han en udfordring, hvis det ender i en spurt. Hans supertog er nemlig væk, og til et lead-out har han kun Fabian Lienhard, som ikke normalt er en del af gruppen, og Ramon Sinkeldam, der ikke kan være sikker på at overleve. Demare er som bekendt på egen hånd ret svag i positionskampen, og derfor står han dårligt til denne tekniske finale. Formen har heller ikke været i top, og selvom han kørte fint i Wevelgem, har han fortsat ikke været ved vanlig styrke. Det var en skam, at han fik defekt, netop som han skulle spurte i De Panne, hvor vi missede chancen for at udmåle hans nuværende fart, men den bør stadig være blandt de højeste i dette felt. Spørgsmålet er bare, om det er nok i denne type finale.

Deceunincks næste kort i overtalssituationen må være Yves Lampaert, der med sine to sejre slås med Niki Terpstra om at være tidens konge af dette løb. Belgieren har altid været en anelse for tung til bakkerne, men han klarede E3 ganske glimrende denne gang. Det var dog særligt i Gent-Wevelgem, at han var flyvende, for her lignede han ubetinget stærkeste mand blandt de ryttere, der missede fronten efter det styrt, som splittede feltet. Løbet her er så let, at Lampaert med Wevelgem-ben utvivlsomt kører med de bedste, og så står han slet ikke ringe. Ligesom Asgreen er han modbydelig, hvis han kører alene, og han er også en halvhurtig fyr, der kan slå det selskab, han måtte have. Med sejren i det vindblæste De Panne, sin første sejr i dette løb og sit belgiske mesterskab har han i hvert fald allerede taget to store triumfer ved at udnytte et overtal til at køre alene hjem. Hattricket er altså inden for rækkevidde.

Og ja, så er der selvfølgelig også Julian Alaphilippe, men jeg vil faktisk blive overrasket, hvis han vinder. Det skyldes ikke så meget, at han har virket lidt rusten i Strade Bianche, Tirreno og Sanremo - hvor han i parentes bemærket stadig har opnået fornemme resultater - for jeg regner med, at hans form er i crescendo. Nej, det handler mere om rutens karakter og hans status. Ruten er for let til, at han bare kører væk - i hvert fald fra Van der Poel - og han vil formentlig være stærkt overvåget af den hollandske stjerne, der næppe giver ham en lillefinger. Han har dog alligevel nogle veje til sejr. Nok er Van der Poel hurtigere, men giver Deceuninck-overtallet franskmanden mulighed for at spare sig, kan han måske nok vinde en lille spurt i en gruppe, hvis han er uden Ballerini og Senechal og derfor selv skal spurte. Derudover så vi forleden, at selv Van der Poel kan blive så træt, at han ikke kan reagere på hvad som helst, og selvfølgelig er Alaphilippe så god en rytter, at også han kan køre væk i en overtalsfinale.

I det hårde løb kan Sonny Colbrelli være bedste bud på en mand, der kan snyde Deceuninck og Van der Poel. Italieneren er en temmelig svingende størrelse, som vi har set i år, hvor han var god i Sanremo og Gent-Wevelgem, men skuffede i E3. Har han en af sine gode dage og klatrebenene fra BinckBank Tour, hvor han viste sit hidtil højeste niveau på de flamske hellingen, har han en fair chance for at køre med det bedste. Udfordringen er positionskampen frem mod stigningerne, hvor han har det svært, men klarer han den hurdle, har han en chance. I en teknisk finale som denne vinder han næppe en massespurt, men sidder han i den lille gruppe til sidst, burde han stå uhyre stærkt. På papiret er han sammen med Ballerini, Senechal og Van der Poel den hurtigste mand, der også kan køre med på bakkerne, og i en spurt mod de nævnte kan han bestemt sagtens vinde.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Som sagt er det formentlig planen, at Alpecins sprinterhierarki først afklares undervejs, og det kan bestemt ikke udelukkes, at der køres for Jasper Philipsen. Belgieren kom skidt fra start, men siden den flotte kørsel i Biot i Paris-Nice synes der at have været hul igennem. Han var i hvert fald meget imponerende i søndags, hvor han efter en punktering og en lang opkørsel minsandten kom tilbage til feltet. Det vil stadig være meget at forlange, at han skal køre med på stigningerne, men i en spurt står han ikke ringe. Han er måske ikke den allerhurtigste, men han skulle have en fair chance for at slå en mand som Ballerini - i hvert fald med den fart, han brugte til at blive nr. 2 bag Bennett i De Panne. Hans store styrke er den eminente positionering, som også gav ham 2. pladsen i onsdags, og den er helt afgørende i denne type finale. Det kræver, at han får chancen på bekostning af den på papiret hurtigere Merlier, men gør han det, er han i denne type finale bestemt et udmærket vinderbud.

Det burde Alexander Kristoff også være, men den store nordmand kæmper i den grad med formen. Hans kørsel i søndags var dog pludselig meget opløftende, da han trods en punktering viste sig mere holdbar end flere specialister. Det taler for, at Kristoff i hvert fald sidder med feltet hjem denne gang, men alligevel er jeg lidt usikker på, om han kan vinde en spurt. Normalt er han jo kongen af spurter efter hårde løb, men er dette løb hårdt nok? Det tvivler jeg stærkt på, og samtidig har den engang så positioneringsstærke Kristoff i den grad kæmpet med sin positionering på det sidste. Den tekniske finale og korte opløbsstrækning er i forvejen ikke god for en powersprinter som ham, og han har derfor oddsene imod sig. Hans kørsel i søndags gør dog, at man aldrig kan afskrive Kristoff, slet ikke hvis vi får vores spurt efter et lidt hårdere løb, end vejret kan lægge op til.

Det gode vejr kan også bringe Elia Viviani i spil. Italieneren har bestemt ikke imponeret med sin holdbarhed efter skiftet til Cofidis, men med disse vejrbetingelser bør han sidde med feltet hjem, hvis det ender med en spurt. Han kommer i hvert fald med selvtillid efter den forløsende og længe ventede sejr i søndags, og selvom modstanden her ikke var for voldsom - slet ikke når den værste rival eliminerede sig selv - har han også i Emiraterne vist, at hans fart er så god, at han burde kunne vinde i dette felt. Han har været lidt svingende i positionskampen i år, men det er normalt en kunst, han mestrer, som vi også så i Emiraterne, og her ligner hans tog med Jempy Drycker og Christophe Laporte faktisk et af de bedste. Sidder han godt i denne tekniske finale, kan Viviani sagtens fortsætte succesen nu, hvor der endelig er gået hul på bylden

Får vi det hårde løb, kan Matteo Trentin være et andet bud på en mand, der kan snyde både Deceuninck og Van der Poel. Italieneren har i hvert fald været i hopla i alle årets klassikere, og han ligner ubetinget en af de allerstærkeste, der bør køre med på bakkerne. Det er måske svært at se ham vinde en spurt i en lille gruppe, hvor han har for vane at skuffe, men i en taktisk finale er han så stærk, at han står med gode chancer for at køre væk. Det bliver svært at holde hjem uden at have en Deceuninck-rytter med sig, men i den situation er han heldigvis så hurtig, at han trods alt bør have en fair chance i en spurt mod de fleste fra det belgiske hold.

Det har været lidt svært at vurdere formen hos Søren Kragh. Danskeren var fabelagtig i Sanremo, men har været mindre overbevisende i sidste uges brostensløb. I E3 brændte han vist sin tændstik i et mislykket forsøg på at komme tilbage efter Deceunincks sidevindsangreb, men i Wevelgem lignede han ikke en mand med diamanter i benene. Sidder han ordentlig i bunden af stigningerne, bør han stadig have en fair chance for at køre finale i tilfælde af det hårde scenarium, og så har han ganske gode kort på hånden. Han er ganske hurtig, og han er en mester i at køre alene, ligesom han to gange i Touren og i Sanremo har vist, at han har evnen til at time sine overraskelsesangreb perfekt. Spørgsmålet er bare, om han kan snyde både Van der Poel og et sandsynligt Deceuninck-overtal, hvor de fleste også er hurtige.

En rytter, der bestemt ikke skal undervurderes, er Ethan Hayter. Briten så allerede fremragende ud i Omloop, hvor han var en af de bedste på Muren, og efter et formdyk var han flyvende i Coppi e Bartali i sidste uge. Han mangler noget erfaring i positionskampen, men i et løb med flere asfalt- end brostensbakker er han så god en klatrer, at han har en fair chance for at køre med i finalen. I det tilfælde er han så hurtig, at han vil have en reel chance for også at vinde en spurt i en lille gruppe, men han er også så svingende, at han kan falde helt igennem. I en massespurt vil han også deltage, men her er han ikke hurtig nok til at vinde.

Stefan Küng skuffede i de første løb, men han ser ud til at være i fremgang. Jeg er langt fra stensikker på, at formen rækker, når Van der Poel og co. åbner, for en fyr som Küng skal være i sit es, hvis han med sit manglende punch skal gå med de bedste. Med oktoberben er det dog muligt, og sidder han først med i en frontgruppe, står han faktisk ikke helt ringe. Selvfølgelig er han formentlig gruppens langsomste, men han har det taktiske Demare-kort at spille. Sætter han sig på hjul, hvormed han sikrer sig en fribillet hele vejen ind til Waregem, er han i hvert fald en mand, der ikke skal have en mm, og som selv fem mand fra Deceuninck kan få svært ved at hente.

Det synes næsten stensikkert, at Greg van Avermaet kører med de bedste på bakkerne. Belgieren er nemlig lige så stabil, som han plejer, og derfor sidder han der formentlig igen, hvis vi ender med det hårde scenarium. Her har han dog den udfordring, at også han skal snyde både Van der Poel og et Deceuninck-overtal, og det kan blive en nød at knække. Heldigvis kan han håbe, at Ag2r som i E3 ender med at have to kort at spille, og det kan give ham den taktiske fordel, der skal til. Desværre så vi igen i E3, at han har tabt fart og ikke har den hurtighed, der tidligere gav ham spursejre i grupper som disse, og derfor kan det måske være lidt svært at se ham gøre det færdigt.

Ag2r’s andet kort er Oliver Naesen. Belgieren synes stadig ikke at have fundet sine allerbedste ben, og jeg er ikke stensikker på, at han havde kørt finale i E3, hvis ikke han havde anticiperet favoritterne. Hans form synes dog i fremgang, og han viste sidste efterår, at hans topniveau fortsat er tårnhøjt. I dette lidt lette løb taler meget for, at han har en fair chance for at sidde med Van Avermaet i en lille gruppe til spil, og så må de forsøge at udnytte overtallet bedre, end de gjorde i fredags. Modsat Van Avermaet synes han ikke at have tabt den fart, der har givet en 2. plads i Sanremo og en 3. plads i Wevelgem, men også han skal snyde både Van der Poel og Deceuninck.

Læs også

López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas

Anthony Turgis er efterhånden blevet lidt af en garanti i disse løb, hvor han altid sidder med fremme. Senest er det blevet til top 12-placeringer i Sanremo, E3 og Wevelgem, og nu kommer han endda til det løb, der med 2. pladsen for to år siden startede hele gennembruddet. Turgis bør i hvert fald have en glimrende chance for at køre finale, og som vi så både med 2. pladsen i Kuurne, 4. pladsen i Flandern og 2. pladsen i dette løb for to år siden er han altså lynhurtig efter et hårdt løb. I andre løb har det handlet lidt for meget om ren overlevelse, men i dette lidt lettere løb kan han køre en mere aktiv finale, som han også gjorde i søndags. Han vinder næppe en spurt i en favoritgruppe, men kommer han afsted med et par mand, er han hurtig nok til at gøre det færdigt.

Tom Pidcock kom lidt ned på jorden igen i E3, og måske fik vi her beviset på, at der alligevel er logik i tingene i den forstand, at den knap 60 kg lette brite ikke kan matche de tungere og mere kraftfulde folk på brostensstigninger. I det lys er der måske håb i dette løb, hvor den eneste svære stigning er Taaienberg, og hvor udskilningen også sagtens kan ske på asfaltstigningen Knokteberg, som det skete for to år siden. Samtidig kan E3 også bare have været en offday, og ser man på hans kørsel i Sanremo og Strade, kan han i hvert fald ikke udelukkes som en spiller i finalen. Han er hurtig, men næppe hurtig nok til en spurt i en gruppe. Til gengæld kan han godt spurte sig til sejr, hvis han kører væk med et par mand, og her kan han og Dylan van Baarle måske udnytte, at de kan have to kort at spille.

Tiesj Benoot skuffede i E3, men det skulle viste sig, at forklaringen var sygdom i tiden efter Paris-Nice. I det lys var hans løb jo slet ikke så ringe, og han må formodes at være i klar fremgang. Formen i Frankrig var som bekendt fabelagtig, og han har gode erfaringer fra dette løb, hvor han sammen med Van der Poel og måske den uheldige Asgreen lignede bedste mand for to år siden. Desværre er det ikke tilfældigt, at han endte sidst, da der skulle spurtes om sejren, for løbet her kan være lidt for let til, at han kan vinde. Han skal formentlig alene hjem, men her kan et overtal sammen med Kragh måske hjælpe. Formen fra Paris-Nice burde i hvert fald række til at køre finale.

Endelig vil jeg pege på Danny van Poppel. Hollænderens uhyggelige yoyokørsel fortsatte med den fremragende præstation i søndags efter en hel serie af skuffelser, og faktisk tror jeg, at vi får endnu en nedtur onsdag. Van Poppels restitution er nemlig en katastrofe, og han gravede ufatteligt dybt i søndags. Det plejer at betyde en uge, hvor han udgår, inden vi er halvvejs i løbet, og det gentager sig formentlig denne gang. Er han kommet sig med samme ben som i søndags, er han til gengæld ikke et helt dumt bud. Han kører nok ikke med de bedste på bakkerne, men i en massespurt er han altså stadig hurtig, særligt i en teknisk finale, hvor han er glimrende i positionskampen.

BEMÆRK: Både Trek og Bora fremgår af den endelige startliste, men seneste melding var, at begge hold stadig er karantæne. Ingen af holdene er kommet med kontramelding, men viser det sig senere i aften, at de stiller til start vil optakten blive opdateret, da det vil indebære deltagelse af blandt andre Jasper Stuyven, Edwars Theuns, Quinn Simmons, Pascal Ackermann, Nils Politt, Marcus Burghardt og Daniel Oss.

OPDATERING: Både Trek og Bora har i sidste øjeblik fået grønt lys til at starte. Det bringer et par spændende navne i spil.

Bora står stærkest i en massespurt, hvor de kan satse på en formstærk Pascal Ackermann. Tyskeren imponerede i Milano-Sanremo, men til gengæld så vi igen i De Panne, at han ikke har tidligere tiders fart. En 3. plads i De Panne vidner dog om, at han kan vinde i dette felt, hvor han drager fordel af sin gode positionering og en solid lead-out man i Jordi Meeus i den tekniske finale. Samtidig øger det chancen for en spurt, at Bora formentlig vil arbejde 100% for et sådant udkomme, da Nils Politt er lidt for tung til at gå med de bedste på bakkerne.

Trek har to kort at spille. Jasper Stuyven kørte et fornuftigt E3 og viste som bekendt fornem form i Sanremo, og han vil trods sin tendens til uberegnelighed formentlig være med, hvis vi får den hårde version. For at vinde skal han dog gøre som i Sanremo, nemlig snige sig væk, hvilket også for ham er svært i et Deceuninck-overtal. I en spurt vil holdet i Mads Pedersens fravær formentlig satse på Edward Theuns. Han er ikke længere verdens hurtigste, men i Stuyven har han en af feltets bedste lead-out men. Derfor er han ikke chanceløs i en teknisk finale som denne.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL BASKERLANDET RUNDT
 

***** Davide Ballerini

**** Tim Merlier, Giacomo Nizzolo

*** Florian Senechal, Mathieu van der Poel, Kasper Asgreen, Pascal Ackermann, David Dekker

** Arnaud Demare, Yves Lampaert, Julian Alaphilippe, Sonny Colbrelli, Jasper Philipsen, Alexander Kristoff, Elia Viviani, Matteo Trentin, Søren Kragh, Ethan Hayter, Jasper Stuyven, Stefan Küng, Greg van Avermaet, Oliver Naesen, Anthony Turgis, Tom Pidcock, Tiesj Benoot, Edward Theuns, Danny van Poppel

* Bryan Coquard, Timothy Dupont, Ivan Garcia Cortina, Christophe Laporte, Luka Mezgec, Rudy Barbier, Valentin Madouas, Tim Wellens, Alberto Bettiol, Arjen Livyns, Dylan van Baarle, Dylan Teuns, Hugo Hofstetter, Dan McLay, Andrea Pasqualon, Florian Vermeersch, Stefan Bissegger, Olav Kooij, Nils Eekhoff, Nils Politt, Daniel Oss, Marco Haller, Heinrich Haussler, Quinn Simmons, Cyril Barthe, Joris Nieuwenhuis, Tom van Asbroeck, Owain Doull, Gonzalo Serrano

LIVESTREAM DWARS DOOR VLAANDEREN (SIDSTE DAG MED TILBUDDET TIL 99 KR/PR MÅNED)
 

Danskerne

Kasper Asgreen og Søren Kragh har begge kaptajnroller og er omtalt ovenfor. Michael Valgren er måske også beskyttet på EF, men formen kan endnu ikke være god nok til at køre finale, hvis ikke han anticiperer. På Qhubeka skal Lasse Norman, Andreas Stokbro og Emil Vinjebo støtte Giacomo Nizzolo, og på Movistar skal Mathias Norsgaard støtte Ivan Garcia Cortina.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Mathieu van der Poels sejr fra 2019, Yves Lampaerts sejre fra 2018 og 2017, Jens Debusscheres sejr fra 2016, Jelle Wallays’ sejr fra 2015, Niki Terpstras sejre fra 2014 og 2012 samt Oscar Gattos sejr fra 2013.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Alpecin-Fenix: Med Van der Poel, Merlier og Philipsen er holdet dækket ind til alle scenarier. Resten af holdet, herunder en velkørende Jonas Rickaert, må være hjælpere.

Deceuninck-Quick Step: Denne gang tæller overtalshøren Ballerini, Senechal, Asgreen, Lampaert og Alaphilippe. Dermed må Tim Declercq, der ellers har kørt finaler i denne slags løb, være hjælper.

UAE-Team Emirates: Holdet har Trentin til det hårde løb og Kristoff til en spurt. Alle øvrige må regnes som hjælpere, også Rui Oliveira, der ellers overraskede i E3.

Trek-Segafredo: Som omtalt i opdateringen har holdet muligheder med både Stuyven og Theuns. Quinn Simmons har været skuffende i de sidste løb, men kan måske anticipere favoritterne og derved køre finale.

Team Qhubeka ASSOS: Det ligner alle mand for Nizzolo, da de ellers velkørende Dimitri Claeys, Victor Campenaerts og Max Walscheid ikke kan gå med de bedste på bakkerne.

Team DSM: Kragh og Benoot skal dække det hårde scenarium, der nok bliver lidt for svært for en ellers velkørende Joris Nieuwenhuis. Til en spurt har holdet Nils Eekhoff, der dog ikke helt har ramt formen. Meldingen er, at Alberto Dainese er hjælper.

Team BikeExchange: Uden Matthews er bedste chance en spurt med Luka Mezgec, der dog ikke kan vinde. Jack Bauer og Luke Durbridge viste stigende form i søndags, men skal anticipere for at køre finale. Amund Grøndahl Jansen er på vej tilbage fra sygdom.

Movistar Team: Ivan Garcia Cortina viste endelig fremgang i søndags, men jeg tror stadig ikke, at han kan køre med de bedste på bakkerne, og i en spurt mangler han den sidste fart. Gonzalo Serrano kan gøre det godt, hvis han anticiperer, og det samme kan Johan Jacobs.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Lotto Soudal: Tim Wellens manglede lidt i Strade og Tirreno og eksploderede totalt på Poggio. Det varme vejr passer ham ikke, og han synes ikke at have formen til at vinde. Florian Vermeersch er formstærk og kan begge anticipere, ligesom han i en spurt kan køre i top 10.

Team Jumbo-Visma: Bedste bud er en spurt med Dekker, der ligesom i De Panne må være den foretrukne mand på bekostning af den knap så erfarne, men meget hurtige Olav Kooij. Pascal Eenkhoorn kan måske få frihed til at anticipere favoritterne.

Israel Start-Up Nation: Uden sygdomsramte Sep Vanmarcke må målet være en spurt. Rudy Barbier får det formentlig for svært på bakkerne, men med det gode vejr kan han ikke helt udelukkes, og i en teknisk finale kan han gøre det ret godt. Mere sikker er Hugo Hofstetter, der dog ikke har farten til at vinde. Tom van Asbroeck og Jenthe Biermans skal anticipere favoritterne.

INEOS Grenadiers: Hayter og Pidcock er allerede nævnt, men den mest sikre mand i finalen i det hårde løb, er nok formstærke Dylan van Baarle. Det er bare lidt svært at se den relativt spurtsvage hollænder vinde. Formstærke Owain Doull kan anticipere.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Målet må være en spurt med Van Poppel. Som plan B har de en formsvag Andrea Pasqualon, der ikke har farten til at vinde. Aime de Gendt er ikke i topform, men i fremgang og kan antcipere.

Groupama-FDJ: Målet må være en spurt med Demare, men man har Küng til det hårde scenarium. Her kan man også have Valentin Madouas, der i Flandern Rundt viste evner i disse løb, men efter en stærk start i år floppede den franske lottokupon i Tirreno. Og løbet er for let til, at han kan vinde.

EF Education-Nippo: Alberto Bettiol er stadig langt fra formen, og løbet kommer nok for tidligt for Michael Valgren. Vi så i søndags, at Stefan Bissegger skal anticipere for at køre finale, og ellers kan han gå i top 10 i en spurt. Jonas Rutsch manglede meget i søndags, og Jens Keukeleire og Sebastian Langeveld er slet ikke ved fordums styrke.

Cofidis: Bedst chance er en spurt med Viviani. Jokeren er Christophe Laporte, der med februarform kunne gå med favoritterne og faktisk vinde, men han synes at have tabt sine bedste ben. Dem har Jempy Drucker ikke fundet efter sin sygdom. Jelle Wallays kan anticipere.

Bora-hansgrohe: Som nævnt i opdateringen er Ackermann et glimrende bud, hvorfor Jordi Meeus må regnes som lead-out man. Til et hårdt løb har holdet Nils Politt og måske Daniel Oss, men de skal anticipere, hvis de skal med i finalen. Marcus Burghardt har til gengæld ikke set formstærk ud i sæsonstarten

Bahrain-Victorious: Colbrelli er bedste bud, men den svingende Dylan Teuns, der var uheldig i E3, kan sagtens køre finale. Det er bare svært for ham at køre finale. Heinrich Haussler og den i E3 vanvittigt imponerende Marco Haller kan anticipere.

Astana-Premier Tech: En top 20 I en spurt med Yevgeniy Gidich eller Hugo Houle er vel målet.

Ag2r Citroën Team: Det handler om Van Avermaet og Naesen. Stan Dewulf er uden form, men formstærke Michael Schär kan måske anticipere.

Team Arkea-Samsic: En formstærk Dan McLay har faktisk en fin chance for at komme med hjem til en spurt, men han lider i den tekniske finale. Bram Welten er plan B, men synes ikke at have McLays form. Warren Barguil er en frisk tilføjelse, men han skal anticipere for at køre finale, som også Benjamin Declercq, Clement Russo og Connor Swift skal.

Team Total Direct Energie: Turgis er manden til begge scenarier, men en nu efterhånden formstærk Dries van Gestel kan anticipere. Niki Terpstra er i bedring, men kan kun føre finale ved at anticipere.

B&B Hotels p/b KTM: Det handler om en spurt med Bryan Coquard, men jeg har lidt svært ved at se ham vinde i denne tekniske finale med den fart, han har vist i år. Formstærke Cyril Barthe kan anticipere.

Bingoal-Wallonie Bruxelles: Timothy Dupont er et udmærket bud i en spurt i denne tekniske finale, hvor han burde have fine chancer for top 10 og måske også top 5, men det er svært at se ham vinde. Kometen Arjen Livyns kom lidt ned på jorden igen i E3, og selvom han kan køre finale, er det svært at se ham vinde.

Sport Vlaanderen-Baloise: Også i dette løb er de uden meget at byde på, da Thomas Sprengers ikke synes i form. Bedste bud er vel en top 20 i en spurt med Jordi Warlop.