Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: E3 BinckBank Classic
28. marts 2019 19:50 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O.

Efter appetizeren 3 Dage ved Panne bliver det på fredag rigtigt alvor i den belgiske klassikersæson. Med en rute, der er nært beslægtet med den, der en uge senere benyttes i Flandern Rundt, har E3 BinckBank Classic opbygget et ry som den helt store test for de største klassikerspecialister, der er klar til at grave dybt en sidste gang inden det helt stor slag i Vlaanderen’s Mooiste. Det er med andre ord tid til den store generalprøve og tid til at finde ud af, hvem vi kan vente at se øverst på podiet i Oudenaarde om lidt over en uge!

Løbets rolle og historie

Mange af klassikerrytterne havde en chance for at genfinde rytmen på brostenene og de belgiske hellingen i onsdagens 3 Dage ved Panne, der indledte den to uger lange brostensperiode, men når næste runde i serien afvikles fredag, vil der være meget mere på spil. Mens onsdagens nytænkte løb ser ud til at skulle udvikle sig til en sag for sprinterne, er alle de store stjerner klar til det første helt store slag i fredagens E3 BinckBank Classic.

 

Det belgiske løb er det andet i rækken af brostensløb i Belgien, der afvikles i løbet af en to uger lang periode, der strækker sig fra onsdagen efter Milano-Sanremo til onsdagen efter Flandern Rundt, og det er det af løbene, der ligner De Ronde mest. Da det samtidig afvikles ca. en uge før Flanderns vigtigste cykelløb er det blevet den helt perfekte test for favoritterne til det største flamske løb.

 

Under navnet Harelbeke-Anvers-Harelbeke blev løbet første gang afviklet i 1958, men man tog hurtigt navnet E3 fra E3-motorvejen (der nu kendes som A14), som blev bygget midt i 60erne. Straks fra start blev det tænkt som en kortere version af Flandern Rundt, der skulle give rytterne den ideelle mulighed for at teste formen til et af sportens vigtigste løb.

 

Selvom det blev domineret af belgiere i de tidlige år, fik det hurtigt masser af prestige, og listen over tidlige vindere inkluderer store navne som Roger De Vlaeminck, Rik Van Looy, Freddy Maertens og Jan Raas. Som tiden gik, fik det mere og mere international anerkendelse, og det er blevet vundet af de fleste af de største brostensspecialister. Johan Museeuw, Peter van Petegem, Andrei Tchmil, Tom Boonen, Filippo Pozzato og Fabian Cancellara er blot nogle af de ryttere, der i løbet af de sidste 20 år har stået øverst på podiet, hvilket tydeligt indikerer dets store betydning.

 

De flamske løb kan inddeles i to kategorier. Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem er løb, som sprinterne kan have som realistiske mål, og som har et ganske fast format, der bestemmes af deres historie og deres navne.

 

I den anden kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

 

Dwars door Vlaanderen falder imellem disse to stole, da ruten er designet på samme måde som løbene i anden kategori, men i midtugeløbet har sprinterne ofte haft en bedre chance end i de større løb.

 

I mange år blev E3 afviklet om lørdagen forud for Flandern Rundt, hvor det sammen med søndagens Brabantse Pijl udgjorde en vigtig chance for at fintune formen frem mod det helt store slag den følgende søndag. Da det er opbygget efter samme formel som De Ronde og bruger mange af de samme stigninger, har det altid været en helt uundværlig del af kalenderen for enhver ambitiøs klassikerrytter, og kalenderplaceringen har gjort det til den perfekte mulighed for at grave dybt en sidste gang inden det løb, der betyder mest. Det har betydet, at niveauet stort set har været på højde med det, man ser i Flandern Rundt, og derfor var det kun naturligt, at UCI gav det WorldTour-status forud for 2012-sæsonen.

 

Opgraderingen kom som led i en større omstrukturering af klassikerkalenderen, der betød, at løbet blev flyttet til fredag, mens et andet WorldTour-løb, Gent-Wevelgem, overtog Brabantse Pijls position den efterfølgende søndag. De to løb udgør nu en solid blok af brostensløb på WorldTour-niveau, hvor man både kan score vigtige point, vinde en stor klassikersejr samt forberede sig til Flandern Rundt. I 207 kom også Dwars door Vlaanderen på WorldTouren og er fra 2018 flyttet til onsdagen inden det flamske monument, og da 3 Dage ved Panne fra i år også er i det fine selskab, byder ugen op til det største slag nu på hele fire løb på højeste niveau.

 

E3 og Gent-Wevelgem er imidlertid helt forskellige og behandles derfor helt forskelligt af klassikerstjernerne. Selvom Gent-Wevelgem historisk er nummer 3 i hierarkiet over brostensløb (efter Paris-Roubaix og Flandern Rundt), finder det sted i en anden del af Belgien og passer sprinterne bedre. De fleste af de store klassikerspecialister kører ganske vist begge løb, men hvor mange holder lidt igen i søndagens løb - bortset fra en lille test af formen på Kemmelberg - giver de den alt i E3, hvor det handler om at vinde. Gent-Wevelgem er ganske viste prestigefuld, men den virkelige generalprøve til Flandern Rundt finder sted fredag.

 

E3 var længe kendt som Tom Boonens løb. I sin glansperiode vandt han det hele fire gange i træk fra 2004 til 2007. I løbet af sin turbulente periode i 2010 og 2011 måtte han imidlertid afgive tronen til Fabian Cancellara, der med to imponerende solosejre begge år gjorde sig til den store Flandern-favorit. I sin magiske 2012-sæson var Boonen imidlertid tilbage på toppen, og det var derfor kun naturligt, at han sikrede sig en femte sejr som led i hans alterobrerende klassikerkampagne det år. I 2013 var Cancellara imidlertid igen i sit es, og dermed er også dette løb i de senere år blevet fuldstændigt domineret af de to førende brostensspecialister fra det seneste årti.

 

Sidste års udgave blev en glimrende illustration af, hvorfor løbet er den store formindikator frem mod Flandern Rundt. Løbene fik nemlig et næsten parallelt forløb, da det stærke Quick-Step-hold i begge tilfælde udnyttede deres overtal til at sende Niki Terpstra i en tidlig offensiv. Han kørte så stærkt, at holdkammeraten Yves Lampaert hurtigt blev sat af og kørte herefter alene hjem til den første af sine to store sejre. Bag ham bakkede holdkammeraterne effektivt af, inden Philippe Gilbert ved at vinde forfølgernes spurt sikrede det belgiske hold en dobbeltsejr, mens Greg Van Avermaet måtte tage til takke med den nederste plads på podiet. Terpstra vender naturligvis tilbage for at forsvare titlen, denne gang i Direct Energie-outfit, og er oppe mod både Gilbert og Van Avermaet, der begge jagter årets første store klassikersejr.

 

Ruten

Som sagt følger E3 Harelbeke samme opskrift som Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og Dwars door Vlaanderen. Med Flandern Rundt som undtagelsen har de alle en by i De Flamske Ardenner som deres naturlige centrum, og herfra zigzagger man sig igennem i et meget lille område med alle de berømte stigninger. Adskillige hellingen og brostensstykker er på menuen, før man ad lange, flade veje vender tilbage til målbyen. De smalle veje, stejle stigninger og det ubehagelige underlag får ofte løbet til at udvikle sig til en sag for de hårde drenge, da den gradvise udskilning betyder, at kun en håndfuld ryttere typisk er tilbage til at slås om sejren, når man langt om længe er tilbage i målområdet.

 

Efter et par år med en stort set uforandret rute gennemførte man i 2016 en række ændringer. Distancen blev reduceret med ca. 10 km, og antallet af hellingen gik fra 17 til 15. I de senere år har løbet været ramt af mange styrt, og arrangørerne ønskede med den nye rute at gøre den første del af løbet mere sikker. Finalen med de sidste fem stigninger blev imidlertid bibeholdt, og man fastholdt de ekstra 3 flade kilometer frem til målet ved E3 Arena, som blev indført i 2015. Derfor var det ingen overraskelse, at løbet udviklede sig, som det plejer. I de sidste to år kopierede man i alt væsentligt den nye rute, og det gør man igen i år, hvor der atter er 15 hellingen på programmet. Katteberg overtager igen rollen fra Wolvenberg som den eneste stigning helt tidligt i løbet, ligesom Hogerlucht træder ind som den nye stigning nr. 3. Senere kommer der en mere væsentlig ændring, da den meget svære Eikenberg er skiftet ud med Berg Te Stene, hvilket også betyder, at nøglestigningen Taaienberg kommer lidt længere fra mål.  De sidste knap 70 km er dog de samme som i de seneste udgaver.

 

E3 Harelbeke er nært forbundet med byen Harelbeke, der fungerer som løbets absolutte centrum, og det er her, det 203,9 km lange løb har sit udgangspunkt med både start og mål. Herfra bevæger man sig efter starten ad flade veje mod øst direkte mod De Flamske Ardenner, men som det er tilfældet for de fleste af de store klassikere, er den første del af løbet helt flad. Det betyder, at rytterne holder sig fra den kuperede zone, mens man passerer gennem Flandern Rundts målby, Oudenaarde, og fortsætter mod nordøst hele vejen til byen Zottegem. Efter 28,2 km får de en første chance for at teste klatrebenene på Kattenberg (750 m, 6%, max. 11%), der kommer efter den 1200 m lange Beaucarnestraat-pavé, men det er den eneste stigning på turen ud til vendepunktet. Der er derudover yderligere et par flade pavéer, Holleweg og Paddestraat, efter henholdsvis 30,0 km og 41,5 km. Denne tidlige del af løbet imidlertid primært tjene til at gøre løbet hårdere og længere og give mulighed for at få det tidlige udbrud etableret.

 

Efter at have nået Zottegem efter ca. 45 km drejer rytterne til højre for at køre mod syd mod den berømte by Geraardsbergen, som de når efter 67 km. Man skal imidlertid ikke på ad den berømte Muur. I stedet drejer man igen til højre for at køre mod vest tilbage mod Harelbeke, og efter at have været oppe over La Houppe (1880 m, 4,8%, max. 10%) efter 82,5 km, når de frem til Ronse ved midtpunktet.

 

Herfra er det tid til at zigzagge sig op og ned af de mange hellingen nu, hvor løbet for alvor starter, og herfra vil nervøsiteten og positionskampen for alvor have sat ind. De er stadig for tidligt for de største favoritter at spille ud, men det er vigtigt at holde sig fremme, da et styrt på de smalle veje kan sætte dig tilbage og betyde, at du aldrig ser fronten igen. Det betyder, at farten automatisk går op, og at afstanden til udbryderne falder, og derfor ser man ofte folk forsøge at køre op til de forreste i denne fase.

 

Rækken af stigninger starter med Hogerlucht (1350 m, 4,5%) med 105,6 km til mål, og den efterfølges af Knokteberg (1260 m, 7%, max. 13%) bare 10,2 km senere. Derefter er det direkte ind på Hotondberg (1200 m, 4%, max. 8%) med 91,5 km til mål, og 7,1 kilometer senere gælder det Kortekeer (1000 m, 6,4%, max. 17%). Herfra er der ingen mulighed for at komme sig, da stigningerne kommer hurtigt efter hinanden.

 

De første stigninger fungerer som benbrækkere, men den første reelle udskilning ventes at komme på den brostensbelagte Taaienberg (650 m, 9,5%, max. 18%), der er en af regionens sværeste stigninger og kommer med 79,7 km til mål. Blandt de mange hellingen er dette Tom Boonens favorit, og han har sjældent misset chancen for at ramme den fra spids og forcere voldsomt hele vejen fra bund til top, hvorved han har etableret en lille gruppe af favoritter. I de senere år har Sep Vanmarcke imidlertid ofte overtaget den rolle. Det er værd at bemærke, at Taaienberg igen i år kommer tættere på mål, end den tidligere har gjort.

 

Efter Taaienberg er det sandsynligt, at der vil ske en vis regruppering, idet der er 7,0 km frem til næste stigning, Berg ten Stene (1300 m, 5,2%, max. 9%). Den efterfølges straks af Boigneberg (1000 m, 5,2%, max. 13%), der indledes med 66,6 km. Brostensstigningen Stationsberg (700 m, 3,2%, max. 10%) kommer herefter med 57,4 km igen, men når den er overstået, og rytterne har passeret pavéen Mariabrorrestraat kort efter, følger et nemmere stykke.

 

På dette tidspunkt er den store udskilning som regel startet, og herfra bliver antallet af mulige vindere bare mindre og mindre efter hver stigning. Det er samtidig et perfekt tidspunkt at sætte angreb ind, og derfor er det som regel en meget aggressiv fase. Mange favoritter er isolerede, og derfor er det et godt tidspunkt at forsøge at anticipere de store angreb fra hovednavnene.

 

Ofte sker der en vis regruppering, inden stigningerne igen starter. Finalen indledes med 46,5 km igen, når man rammer Kapelberg (750 m, 7,1%, max. 14%), hvorefter finalen er identisk med den, der været benyttet også før 2016. Det er imidlertid ikke her, at det store slag skal slås, men stigningen fungerer som appetizer forud for duoen Paterberg-Oude Kwaremont, der ofte afgør løbet og er nøglepunktet for favoritterne. De to stigninger er også de sidste i Flandern Rundt, hvor de kommer i den modsatte rækkefølge, og begge er de brutale.

 

Først gælder det den korte, meget stejle Paterberg (400 m, 12,9%, max. 20%), der er sidste stigning i Flandern Rundt, og det er ofte her, den afgørende gruppe er blevet skabt - eksempelvis skete det i 2014. Den starter med 42,4 km til mål, og efter toppen er der kun 2,8 km hen til brostensstigningen Oude Kwaremont (2200 m, 4,2%, max. 11%). Den er helt anderledes, da den er langt mindre stejl, men meget lang. Det var her Cancellara i 2013 satte sit afgørende angreb ind, og hvor den afgørende trio blev etableret i 2015.

 

Efter Kwaremont vil den afgørende udskilning være sket, og der er som regel nu ikke flere end en håndfuld ryttere i spil. De sidste 39,5 km består af en flad tur tilbage til Harelbeke, men undervejs er der et par muligheder for sene angreb. Den første af disse kommer med 31,8 km til mål, når man rammer Karnemelbeekstraat (1530, 4,9%, max. 14%), hvor Sagan og Kwatkowski angreb i 2016. Dernæst gælder det pavéen Varentstraat, der kommer med 24,2 km igen. Den sidste udfordring er Tiegemberg (1000 m, 5,6%, max 9%) med 20,0 km til mål, og disse tre forhindringer kan være ganske vanskelige efter et langt og hårdt løb.

 

Finalen blev introduceret i 2015 og er stort set helt flad, men mere teknisk end den, der tidligere blev benyttet. Efter at have fulgt en bred vej drejer rytterne til venstre lige før 5 km-mærket. Næste sving kommer med 3,4 km, og herefter er der igen sving med 2,8 og 1,5 tilbage. Det sidste venstresving kommer 600 m fra stregen. Meget ofte er en enlig rytter ankommet her, eller en meget lille gruppe har skullet afgøre det i en spurt i centrum af Harelbeke. Én ting er dog sikkert: efter 206 brutale kilometer i det hårdeste terræn i Flandern er det kun de stærkeste, der er tilbage.

 

Løbet byder på i alt 2602 højdemeter.

 

 

 

 

 

Vejret

Vejret betyder altid kolossalt meget i de belgiske klassikere, og det er ingen undtagelse for E3 Harelbeke. Vind og regn gør det meget lettere at gøre en forskel, mens Tom Boonens sejr i 2012, at selv denne ellers meget vanskelige klassikere kan afgøres i en reduceret massespurt, hvis der er tale om en flot forårsdag.

 

Det er en sådan, der venter i 2019, efter at det blæsende og regnfulde vejr endelig har forladt Nordeuropa. Fredag vil ganske vist være temmelig skyet med kun enkelte kig til solen, men med en temperatur på 17 grader vil det være ganske varmt. Med blot en svag til let vind fra syd vil det bestemt heller ikke være blæsende. Det vil være en dag med sidevind det meste af tiden, men i den kuperede zone kommer vinden fra alle tænkelige retninger. Til slut vil der være sidevind på Paterberg, modvind på Kwaremont og fra bunden af Karnemelkbeekstraat sidemed- og medvind, indtil man når Harelbeke. Her får man modvind med 5 km igen, sidevind med 1500 m igen og til slut medvind på den korte opløbsstrækning.

 

Favoritterne

Så er det nu! Efter et Milano-Sanremo, hvor de stærke klassikerspecialister fik skovlen under sprinterne og derved gav en fornem illustration af, at mange af brostenskongerne har timet formen til perfektion, er spændingen frem mod de kommende flamske klassikere bestemt ikke blevet mindre og kampen om sejren ikke mindre åben i et felt, hvor de fleste af de store navne er knivskarpe. De fleste skipper onsdagens sprinterløb i De Panne, og derfor er fredagens løb i Harelbeke den helt store test, der vil give den første virkelige indikation på, hvem der har fundet de allersidste og afgørende procent frem mod årets største løb i Nordeuropa.

 

E3 Harelbeke er efter Flandern Rundt klart den hårdeste af de flamske klassikere og dermed det bedste pejlemærke på, hvad vi kan forvente søndag d. 7. april i Oudenaarde. Historien viser, at det er næsten lige så selektivt, og det skyldes først og fremmest rytternes tilgang til løbet. Her er alle stjernerne for første gang i år samlet til et brostensslag, og de betragter det alle som den store generalprøve til Flandern Rundt. Det flamske monument afvikles på en meget lignende rute, og den største forskel er, at det er betydeligt længere, og at en stor motor og udholdenhed derfor spiller en større rolle i det helt store løb. Det forklarer bl.a., hvorfor en uopslidelig fyr som Alexander Kristoff i mange år har vøret blandt de bedste i Flandern Rundt, men aldrig for alvor har blandet sig i E3 Harelbeke. Længden er den største forskel på de to løb og tipper balancen en anelse i retning af ryttere med stor eksplosivitet på stigningerne, men også den længere distance fra den afgørende Paterberg-Kwaremont-duo, der i Flandern Rundt kommer i omvendt rækkefølge, hjem til mål er en faktor.

 

Netop det forhold, at løbet betragtes som den store generalprøve betyder, at det stort set altid bliver enormt selektivt, og at kun de stærkeste overlever. Som sagt kan det ske, at det skal afgøres i en reduceret massespurt, som det senest skete i 2012, men det hører til sjældenhederne. Det kræver i hvert fald ganske gode vejrbetingelser, og set i det lys kan der måske være lidt håb at finde hos de hurtige folk. I hvert fald bliver fredag en efter belgiske forhold næsten uhørt flot forårsdag, og manglen på vind vil i hvert bidrage til, at løbet måske ikke bliver helt så hårdt som tidligere.

 

Alligevel er det næsten utænkeligt, at vi får en gentagelse af Boonens spurtsejr fra 2012. Dertil er der ganske enkelt al for stor interesse i at skabe splittelse, og særligt løbets stærkeste mandskab, Deceuninck-Quick Step, har al mulig interesse i at åbne løbet tidligt. Deres recept til succes i 2018-klassikerne var nemlig hurtigste muligt at skabe en overtalssituation, og selvom de i år i den grad kommer til at savne Niki Terpstra, må det igen være deres game plan i år. Ingen har den samme bredde som dem, og drømmesituationen er, at de kan havne i en situation, hvor de kan angribe en række isolerede kaptajner på skift. Den taktik var skræmmende effektiv sidste år, og selvom man uden Terpstra, der indiskutabelt var stærkeste mand i både E3 og Flandern Rundt, er svagere stillet, det være nøglen til sejr igen i et felt, hvor man er oppe mod stærkere individualister.

 

Derfor kan vi også vente os, at løbet åbnes relativt tidligt, formentlig allerede på Taaienberg, der som bekendt er en perfekt rampe til at skabe en første selektion. I år mangler vi imidlertid Eikenberg som opfølgning, og derfor venter der et lidt lettere stykke efterfølgende. Det kan give anledning til en vis regruppering, hvis samarbejdet er dårligt, men det kan også være i denne lidt lettere fase, at Deceuninck vil sende folk som Bob Jungels, Yves Lampaert og Philippe Gilbert i en tidlig offensiv, mens Zdenek Stybar formentlig er den skarpeste til finalen.

 

Det afgørende slag skal herefter slås på Paterberg og Kwaremont, der med sikkerhed bliver rammen om et forrygende opgør mellem favoritterne, og derefter vil der formentlig kun være en lille favoritgruppe tilbage. Herfra venter der to mindre bakker og en enkelt pavé, der kan bruges som afsæt til angreb, men som ikke er blandt de sværeste udfordringer. Taktik og overtal spiller derfor også en stor rolle på denne sidste del, også selvom vi for nogle år siden med Kwiatkowski og Sagan så, at i hvert fald Karnemelbeekstraat kan være hård nok til at gøre en forskel, og vi så eksempelvis, at Thomas vandt løbet ved at snige sig væk i den flade finale. Medvinden vil denne gang gøre det lettere at bevare de splittelser, der måtte opstå fra Paterberg og frem.

 

Alt i alt forventer vi et klassisk flamsk løb, der bliver knaldhårdt, og hvor kun de stærkeste vil sidde tilbage, også selvom selektionen i kraft af vejr og rute nok vil være en anelse mindre end tidligere år. E3 Harelbeke har ofte været rammen om suveræne soloopvisninger - bare tænk på Fabian Canacellaras imponerende bedrifter i de senere år - og han var ofte i samme ensomme situation som navne som Peter Sagan og Greg Van Avermaet kan ende med at være det. Schweizeren viste, at den bedste strategi for en isoleret stjerne er at køre offensivt, og det tror vi også, at mange vil gøre denne gang. Alene det betyder, at chancen for et selektivt løb er ganske stor.

 

Vi føler os ikke helt overbeviste om, at Deceuninck denne gang kan få det optimale ud af deres overtal. Det kneb allerede i Omloop, hvor Stybar kun vandt, fordi han og Van Avermaet faktisk var løbets stærkeste. Deres chance for en tidlig offensiv kommer på stykket efter den første udskilning på Taaienberg, men i år er der større chancer for, at der bagfra kan organiseres en jagt. Sagan har et betydeligt bedre hold med i en i år formstærk Daniel Oss, en altid stabil Marcus Burghardt og ikke mindst en fremragende Jempy Drucker. Silvan Dillier ligner en formstærk mand til at hjælpe Oliver Naesen, Wout van Aert bakkes op af stærke Danny Van Poppel, der forhåbentlig blot have en af sine mange offdays i Sanremo, og Mike Teunissen, Tiesj Benoot bakkes op af Jens Keukeleire, Matteo Trentin har Luke Durbridge, og Sep Vanmarcke bakkes op af nogle af forårets oplevelser, Alberto Bettiol og Sebastian Langeveld. Alt sammen bidrager det til at sikre, at mange af topnavnene kan have folk hos sig dybt inde i finalen.

 

Det betyder også, at vi venter os et relativt samlet felt i bunden af Paterberg, hvorefter giganterne skal slås om det herfra og frem til mål. Efterfølgende er det meget sandsynligt, at Deceuninck kun har Stybar tilbage, for vi føler os ikke overbeviste om, at Jungels, Gilbert og Lampaert her kan matche de bedste. Kan de ikke det, kan det blive en ret lige kamp mand mod mand mellem en række isolerede kaptajner, og så kan det meget vel blive en ret taktisk affære, som vi så det i Omloop, hvor Stybars snedige angreb gav pote.

 

Det gør også løbet til en ret åben affære, og vi vover pelsen og peger på Oliver Naesen som vores vinderbud. Der kan i hvert fald ikke være tvivl om, at den tidligere belgiske mester er i forrygende form efter en åbningsweekend, hvor han ellers ikke imponerede. I de seneste uger har han nemlig taget cykelverdenen med storm. Først lod han tyngdekraft være tyngdekraft, da han sad med alle klatrerne på sidste etape i Paris-Nice og kunne have taget en choksejr, hvis ikke Ion Izagirre var kørt væk til sidst, hvorved han sikrede sig en uhørt 13. plads i klassementet. Siden kørte han - efter eget udsagn med en vis lethed - med de bedste på Poggio i Sanremo, inden han også dokumenterede de forbedrede afslutterevner, han allerede stillede til skue sidste år, blandt andet i Bretagne Classic, da han i et felt af klasseafsluttere sikrede sig en imponerende 2. plads i et eksplosivt løb, der slet ikke passede ham.

 

Nu er han hjemme i sit terræn, hvor en stærk mand som Naesen trives. Han er gået lidt i glemmebogen, men det skyldes alene, at han havde et hav af uheld i alle de store løb i 2018. I 2017 var han som bekendt den eneste, der i Flandern Rundt kunne sidde med Sagan og Van Avermaet, og havde det ikke været for den berømte tilskuerjakke, kunne han måske have vundet den dag. En uge senere var han måske stærkeste mand i Roubaix, men det blev aldrig opdaget, fordi en endeløs række af defekter og styrt betød, at han jagtede, jagtede, jagtede og jagtede og alligevel poppede op i finalen til sidst - for så blot at punktere igen. Potentialet er derfor indiskutabelt.

 

Allerede sidste efterår gav han løfter om noget stort. Det så vi med hans overlegen sejr i Bretagne Classic, hvor han i et episk cykelløb var klart stærkeste mand, og på kongeetapen i BinckBank Tour kørte han i De Flamske Ardenner, som findes i dette løb, fra mange af de førende specialister, men desværre var ruten for let til, at han kunne holde sit forspring. Naesens klasse er derfor uden for diskussion og det samme er hans form. Det er klart, at der er folk, der er hurtigere end ham, men i Sanremo viste han, at han efter en hård dag kan gøre det færdigt. Størst chance har han dog, hvis han bare med sin råstyrke kører fra alt og alle. Med en generel medvind er det et sandsynligt scenarium, og han kan også spille det taktiske spil på det flade, hvor mange vil kigge på de på papiret hurtigste. Vi sætter vores lid til, at Naesen med sin form endelig kan tage den store sejr, han fortjener.

 

Det logiske vinderbud er naturligvis Peter Sagan, der vel fortsat må karakteriseres som verdens bedste rytter til de flamske klassikere. Det er ikke sikkert, at han bare kan køre fra alt og alle, som han tidligere har gjort det, men alene i kraft af sin spurt, der blandt de virkelige favoritter gør ham til den hurtigste, vil han altid have de på papiret bedste kort på hånden. Ganske vist markerede han tydeligt i Milano-Sanremo, hvor han med en formidabel forcering alene lukkede hullet til Alahilippe, at formen slet ikke så ringe efter den lange sygdomsperiode, men der er forskel på at skulle rykke én gang på Poggio i Sanremo, hvor hans eksplosion altid vil være en fordel, og på at bevare friskheden efter 200 km i noget af det hårdeste flamske terræn.

 

Her kan man nok frygte, at Sagan stadig mangler de sidste procent, og det skyldes ud over sygdommen også sæsonplanen. Sidste år var slovakken nemlig stadig et stykke fra sit bedste i dette løb, hvor han kørte sjældent dårligt og var tidligt ude af billedet, og det skyldtes, at han havde planer om at toppe til Roubaix. Denne gang skal han endda holde formen helt til Liege, hvilket har fået ham til at tage den endnu mere med ro i foråret, og han har derfor kun givet sig fuldt ud en enkelt gang i år, nemlig i Sanremo.

 

Samtidig har Sagan altid den ulempe, at han efter udskilningen på Kwaremont vil være alles fokuspunkt. Det er ham, der skal lukke alle huller, og det kan derfor blive svært at kontrollere finalen, især hvis vi med så mange formstærke ryttere får en større gruppe end tidligere. Han kan håbe, at Daniel Oss klarer cuttet, men det bliver vanskeligt. Naturligvis kan Sagan sagtens vinde, også selvom han kun er på 90%, enten ved at køre alene eller ved at vinde i en spurt. For at gøre det skal han i kraft af sin status bare være endnu stærkere, end det kræves af andre.

 

Efter hans drømmestart på året vidste vi alle godt, at Matteo Trentin var i knaldgod form. Alligevel var det imponerende at se, at han ifølge eget udsagn uden større besvær kørte med de mest eksplosive på Poggio i lørdags. Det var vidnesbyrd om, at han har taget det næste skridt op i den absolutte klassikerelite, og nu er næste skridt at vise det også i de hårdere løb på de flamske brosten. Vi fik aldrig chancen for at se hans virkelige potentiale i åbningsweekenden, hvor han styrtede i begge løb, men alligevel var han god nok til at spille en dominerende rolle i finalen begge dage, og derfor er det i de kommende dage, at den virkelige prøve kommer.

 

Trentin har tidligere været på podiet i løbet, men det var efter en spurt i en større gruppe bag de forreste. Han har stadig til gode at vise, at han også kan køre med de bedste, når det for alvor går løs i de sværeste brostensklassikere, men på baggrund af den autoritet, han har kørt med på både bakker og sidevind igennem hele 2019, er der ingen grund til at tro, at han ikke kan køre finale. Samtidig er han efter Sagan den hurtigste af de helt ”hårde” drenge, og hvis han for en gangs skyld også vil tro på, at han faktisk kan gøre det færdigt på stregen - den tro på egne evner har før manglet, blandt andet i Sanremo og tidligere i Kuurne - står han med de kort, der naturligt må gøre ham til et af de varmeste bud på en vinder.

 

Sep Vanmarcke er kendt som en af de mest stabile i de store brostensklassikere, hvor det hører til blandt de absolutte sjældenheder, at han ikke kører med om sejren. En sådan indfandt sig i Omloop, hvor han havde en yderst sjælden og uforklarlig offday, men heldigvis har han siden dokumenteret, at der altså ikke er noget galt med formen. Allerede forinden viste han glimrende ben, da han ganske overraskende sad med klatrerne og siden spurtede sig til sejr på 1. etape i Haut-Var, og siden var han højst overbevisende i Tirreno-Adriatico. Måske er det gået under radaren, men for en stor og alt andet end klatrestærk fyr som Vanmarcke er en 34. plads på kongeetapen et forrygende resultat.

 

Ser man over de seneste par sæsoner, er det vel Vanmarcke, der sammen med Sagan og Van Avermaet har været den bedste på de belgiske helligen, hvor han eminente punch for alvor kommer til sin ret, og det har resulteret i blandt andet to 3. pladser i Flandern Rundt, ikke færre end seks top 10-placeringer i dette løb samt fem top 5-placeringeri Omloop Het Nieuwsblad. Det er der ikke mange, der kan præstere, men alligevel er det blot blevet til en enkelt sejr, nemlig i 2012-udgaven af Omloop. Vanmarcke har en kedelig tendens til at ødsle for meget med kræfterne, men denne gang kan han med formstærke Sebastian Langeveld og Alberto Bettiol måske overlade lidt af arbejdet til dem. Det kan forhåbentlig give ham den sidste friskhed til enten at sætte sig igennem med sin styrke eller måske vise, at han faktisk også en glimrende afslutter, som vi senest så i Haut-Var.

 

Zdenek Stybar vandt årets første store brostensklassiker for nu efterhånden mange uger siden, men intet tyder på, at formen er i tilbagegang. Han kørte i hvert fald et fornemt Strade Bianche, og Julian Alaphilippe skylder ham vist en øl eller to for det dræbende tempo, han i lørdags satte på Poggio, så kaptajnen kunne gøre forskellen. Faktisk er det svært at huske, at vi nogensinde tidligere har set en så stærk Stybar, og i forvejen har han trods en ikke alt for imponerende resultatliste år efter år været en af de mest imponerende på de flamske hellingen, selvom han i de sidste to år har oplevet et lille niveaufald.

 

Det ser nu i den grad ud til at være ovre, og selvom han trods en hæderlig spurt formentlig skal alene hjem for at vinde, viste han i Omloop, at han med sin eminente timing og snilde og mestrer den kunst. I hvert fald ligner han en af løbets stærkeste, men skal han for alvor være farlig, vil det være en kæmpe fordel, hvis han og Deceuninck igen kan havne i en overtalssituation, hvor de kan angribe på skift. Lykkes det, er Stybar sny som bare pokker, men han vil også næsten altid i en finale kunne undlade at føre med henvisning til, at han har holdkammerater umiddelbart bag sig. Det giver ham en taktisk overhånd, som han måske kan udnytte i kamp med de hurtigere favoritter.

 

Var der én, man savnede i elitegruppen i Sanremo, var det Greg Van Avermaet, der glimrende ved sit fravær. Ifølge hans eget udsagn kneb det nu ikke med benene, men alene med positioneringen. Det kan godt undre, da det var præcis det samme problem, der kostede ham muligheden for at køre om sejren i 2017. Måske kan det forklares med hans svage hold, for indtil nu har belgieren ellers set ganske stærk ud, i hvert fald bedre end i 2018. I Omloop var han sammen med Stybar stærkeste mand, og også i Strade Bianche, der ellers ikke passer ham helt så godt, var han stærk, ligesom han blev nr. 2 bag uovervindelige Alaphilippe på 2. etape i Tirreno, hvor de andre etaper var enten for hårde eller for nemme. Det er alligevel svært ikke at blive lidt bekymret på baggrund af Sanremo-præstationen, ikke mindst fordi det efterhånden bliver tydeligere og tydeligere, at hans hold er et væsentligt problem. Han er utvivlsomt den af favoritterne, der lettest kan isoleres, og det kan komme til at koste mange kræfter i positionskampen undervejs.

 

Alligevel er Van Avermaet altid en kandidat. Som sagt var han uden tvivl sammen med Stybar stærkeste mand i Omloop, og det er svært at huske et større brostensløb, hvor han ikke har kørt finale. Samtidig har han den fordel, at han efter et hårdt løb kan slå de fleste på stregen, og efter flere gange at have overspurtet Sagan i løb som disse er han heller ikke bange for at slæbe slovakken med hjem. På den måde kan de blive allierede, og så er det op til belgieren selv at vise, at han stadig er hurtig nok til at vinde, når bare dagen har været tilstrækkeligt opslidende.

 

Vi var mange, der var imponerede over det niveau, Wout van Aert nåede i sin første klassikersæson, hvor han var med fremme i alle de store løb, og hvor man stadig ærgrer sig over, at en defekt forhindrede os i at se ham køre med om den sidste podieplads i Roubaix. Det første år har tilsyneladende ført ham langt, for han har i den grad lagt et ekstra lag på i år. Omloop var ellers lidt halvskuffende, men allerede i Strade Bianche viste han sig som løbets tredjestærkeste efter uovervindelige Alaphilippe og brølstærke Jakob Fuglsang. Mest imponerende var det dog, at belgieren kunne køre med på Poggio i lørdags, for ligeso Naesen er han mere kendt for sin dieselmotor end for sit punch.

 

Det tyder på, at vi kan vente os at se Van Aert endnu længere fremme i årets brostensklassikere. Hans motor gør ham nok bedst til de helt lange løb, men han kan utvivlsomt også køre finale i E3. Hans problem er bare, at han trods en glimrende spurt, der har givet ham gode resultater i flere mindre løb, alligevel er langsommere end de fleste favoritter, der næsten alle er lynhurtige. Derfor skal han formentlig udnytte det taktiske spil i finalen til at køre alene væk, og her mangler han en del rutine. Det så vi Sanremo, hvor han slæbte alle de hurtige folk med op til Trentin og tilsyneladende ikke var bevidst om, at han faktisk ikke var kommet fri. Det kan godt kræve lidt mere erfaring, inden han også kan bruge sin råstyrke til faktisk at vinde, men han har helt sikkert et enormt potentiale med den form, han stillede til skue i lørdags.

 

Som sædvanlig valgte Tiesj Benoot at skippe Milano-Sanremo, og det betyder, at hans stjerne nærmest automatisk er blegnet. Mens de fleste andre favoritter alle fik lejlighed til at dokumentere deres storform, hersker der nemlig stadig lidt mere usikkerhed om Lotto-kaptajnens aktuelle niveau. Egentlig er det ubegrundet, for ligesom i 2018, hvor han endelig indfriede det potentiale, han åbenbarede med den eminente 5. plads i sit første Flandern Rundt, har han ramt formen til årets første løb. Et dumt styrt kostede ham i Omloop og satte ham tilbage i Strade Bianche, men i Tirreno var han brølstærk på mure, der var lige en anelse for stejle for den store belgier. Der er derfor ingen grund til at tro, at Benoot ikke på samme niveau som i 2018, hvor han gang på gang var blandt de absolut skarpeste på de belgiske hellingen, men hvor hans resultater aldrig fik vist, hvor god han egentlig var.

 

Benoot minder på mange måder om Van Aert og har derfor de samme udfordringer. Begge er halvhurtige, men næsten altid slået af mange af de andre favoritter, begge har de motoren som deres bedste våben, og begge har de ikke helt samme punch som Sagan, Vanmarcke, Van Avermaet og de andre specialister på de flamske hellingen. Benoot skal for at vinde enten være stærkeste mand - og det kan han faktisk godt ende med at være - eller spille det taktiske spil rigtigt. Her havde det været fordel med et stærkere hold, men man kan håbe, at Jens Keukeleire kan rejse sig og sikre Lotto nogle taktiske muligheder, som kan give brølstærke Benoot sejren.

 

Begår vi samme fejl som sidste år? Dengang undervurdere vi Niki Terpstra inden dette løb, og det skulle vise sig at være en grim, grim fejltagelse. Hollænderen viste sig nemlig igennem alle de flamske klassikere mellem E3 og Flandern Rundt som stærkeste mand, og historien viser, at hollænderen efter en tøvende start altid finder formen til netop denne periode. Alligevel var det svært ikke at notere sig, at han så temmelig besværet ud bagerst i feltet i lørdagens Milano-Sanremo, og selvom det løb aldrig har passet ham, vidner det ikke om skræmmende form. Samtidig har han ikke længere fordel af at være på et stærkt Quick-Step, og da han heller ikke er specielt hurtig, skal han enten være taktisk klog eller simpelthen lige så stærk som sidste år, hvis han skal vinde. Det føler vi os ikke overbeviste om, at han er, og han ligner ikke en mand, der ligesom i 2018 massakrerer alle de andre verdensstjerner. Samtidig ved alle nu, hvor modbydeligt stærk han kan være, og der bliver derfor ikke givet gaver i en taktisk finale. For at vinde kan han derfor være tvunget til at gentage sidste års knusende magtdemonstrationer.

 

En af de ryttere, der er sværest at vurdere, er Philippe Gilbert. Efter i årevis at have fået forbud af BMC mod at deltage i de flamske løb udnyttede han skiftet til Quick-Step til at vinde Flandern Rundt med et stort soloridt i 2017. Siden er det blevet til mange fine resultater, men vi har stadig til gode at se Gilbert køre med de bedste på de belgiske hellingen. Han synes ikke at have fordums punch, og hans resultater er snarere kommet via taktik eller modige angreb fra distancen. Det er formentlig også sådan, han skal vinde denne gang, og i den sammenhæng er det jo en gave, at han er del af et Deceuninck-hold, der bedre end nogen anden kan spille det taktiske spil. Samtidig er Gilbert jo lynhurtig på stregen, hvilket gav ham en stribe resultater bag Terpstra i sidste års løb, ligesom han for nylig vandt en spurt i Provence. Formen synes også fin efter et Paris-Nice, hvor han var lige ved at tage Sky på sengen, og et Sanremo, hvor han sammen med Stybar spillede en nøglerolle for Alaphilippe på Poggio. Alligevel sidder vi med fornemmelsen af, at Gilbert ikke vinder løbet på råstyrke, men på, at han spiller spillet. Det gør han til gengæld eminent - bare se på, hvordan han med tidlige angreb i 2017 opnåede store resultater i både E3 og Flandern Rundt.

 

Deceunincks tredje kort er Yves Lampaert, der i år af manager Patrick Lefevere nærmest er blevet pålagt at tage det næste skridt. Hidtil har han da heller ikke kunnet matche de bedste i finalerne af de store løb, og kun i det lidt mindre Dwars door Vlaanderen har han kørt med om sejren. I år står det imidlertid klart, at han er markant stærkere efter et forår, hvor han har imponeret fra dag 1, blandt andet med overraskende god klatring i Strade Bianche, to fremragende enkeltstarter i Algarve og Tirreno og senest med forrygende arbejde for Alaphilippe i positionskampen frem mod Poggio. Formen fejler derfor intet, men vi mangler stadig at se den lidt tunge Lampaert også køre med de bedste på de sværeste hellingen i finalen. Den evne tvivler vi stadig på, at han har, men det udelukker ikke en sejr. Lampaert er nemlig del af et Deceuninck-hold, hvor han er én af blot mange optioner. Det vil være oplagt at sende hans motor afsted i et tidligt fremstød, og det har som bekendt før givet resultater for belgierne.

 

Styrtet i Emiraterne har sat Gianni Moscon meget tilbage, men heldigvis kan Sky glæde sig over, at de har en fuldstændigt fabelagtigt kørende Luke Rowe. Briten holdt legestue med rivalerne i Paris-Nices sidevind, hvor han var den i særklasse stærkeste, og han har vist, at han endelig er videre til at bygge videre på det potentiale, der gik lidt i glemmebogen, da en dum polterabend kostede ham et grimt lårbensbrud. Man skal imidlertid ikke glemme, at Rowe altså er blevet nr. 5 i Flandern Rundt, nr. 4 i Omloop og nr. 8 i Paris-Roubaix, og han har derfor alle de rette kvaliteter til at begå sig. Derfor er vores forventninger om, at en Rowe i sit livs form vil spille en meget markant rolle i fredagens løb. Det store spørgsmål er blot, om det også rækker til at vinde. Det kræver nok lidt held i den taktiske sprøjte, for der er ikke mange, han slår på stregen i en spurt.

 

Sonny Colbrelli måtte på Bardiani indse, at han ikke kunne få chancen i de brostensløb, han har så stort potentiale for. I 2017 fik han endelig chancen, og med en top 10 i Flandern Rundt leverede han prompte. Sidste år betød sygdom, at han aldrig fandt sin bedste form, og derfor er det i år, at han skal bygge videre på potentialet. I Omloop fik vi imidlertid endnu engang stillet til skue, at han nok er god på de belgiske hellingen, men han kan ikke matche de virkelige specialister, når det bliver svært. Omvendt synes han nu formmæssigt at være længere fremme, og det var i hvert fald lovende at se ham klatre godt i Paris-Nice. For ham er det ikke et stort problem, at han ikke sad med de bedste på Poggio, for det var aldrig rigtigt en option. Det viser imidlertid også, at hans største chance i et hårdt løb som dette er en spurt i en mindre gruppe. Om det kan realiseres, er nok tvivlsomt, men de gode vejrbetingelser giver ham i hvert fald en bedre chance, end regn og blæst havde givet.

 

Sidste år var Jasper Stuyven den mest stabile i forårsklassikerne, hvor han var med i front i dem alle. 2019 har imidlertid været til rotterne for belgieren, der ellers i løbet af efteråret så bedre ud end tidligere. Først styrtede han i Algarve, og siden blev han syg i åbningsweekenden, og selvom han meldte om bedre ben i Tirreno, viste Milano-Sanremo desværre, at det tilsyneladende stadig kniber en del med formen. I 2018 var han ellers endelig i stand til også at køre med de bedste på de belgiske hellingen, og med sin knivskarpe afslutning, der blandt andet gav ham sejren i Feltets spurt i sidste års Omloop, står han stærkt end mange af de favoritter, der måske ellers er lidt bedre på bakkerne. I år ser det dog ud til, at han fortsat formmæssigt har for meget at indhente. Vi lader os gerne overraske, men er bange for, at løbet kommer for tidligt.

 

Med sejren i Kuurne viste Bob Jungels, at det var en yderst klog beslutning i år at give brostenene et seriøst skud. Desværre viste begge åbningsweekendens løb også, at han mangler både evner på brostenene og punch på stigningerne til at matche de virkelige specialister. Hans store styrke er hans eminente motor, som lod ham køre solo hjem i Kuurne, og derfor står han nok også bedre i Flandern Rundt end i dette løb. Til gengæld ligner han af samme grund manden, der skal spilles tidligt ud af Deceuninck. Det er klart, at det bliver betydeligt vanskeligere at færdiggøre arbejdet, end det var i det svagere besatte løb i åbningsweekenden, men med sit soloridt i sidste års Liege har han vist, at han også kan gøre det færdigt på en scene, der er endda endnu større end denne. Formen fejler i hvert fald intet, og derfor kan han blive farlig.

 

Som sagt har Alexander Kristoff aldrig opnået et resultat i dette løb. Det er ganske enkelt for kort for nordmanden, der aldrig har haft eksplosionen til at gå med de bedste på de stejle bakker. Da han vandt Flandern Rundt, kom han enorme motor ham imidlertid til gode over de længere distancer, og hans resultater i det flamske monument er også langt bedre, end de er i de mindre flamske klassikere. Derfor står han ikke specielt godt i dette løb, især fordi det også er tydeligt, at han slet ikke har samme styrke i disse løb som i jubelåret 2015. I år har der imidlertid været klare tegn på fremgang siden et Tour of Oman, hvor han klatrede bedre end tidligere år, og det var kun sort uheld, der forhindrede ham i at vise det i Paris-Nice. Det var da også ham, der vandt feltets spurt i Milano-Sanremo, hvor han atter understregede, at han er kongen af spurter efter de længste og mest udmarvende løb. Det er da også sådan, at han skal vinde i Harelbeke. Det bliver ikke let, men som vi så med Boonen i 2012, kan det godt ende i en spurt i en gruppe, især når vejret som i år er strålende.

 

Vi er stadig mange, der drømmer om at se John Degenkolb tilbage på 2015-niveauet. Dengang var han uden tvivl verdens bedste på de flade brosten, men desværre har han stadig ikke fordums styrke efter det grimme træningsstyrt. Han viste klare tegn på fremgang i 2018, ikke mindst med Tour-etapesejren, men efteråret samt årets Paris-Nice viste også, at det altså stadig ikke er ”gamle” Degenkolb, vi har tilbage. Bedre blev det ikke af, at en defekt satte ham ud af spillet inden spurten i Sanremo, hvor vi altså missede chancen for at se, hvor meget af sin gamle spidskompetence - spurten efter et svært løb - han har tilbage. Problemet for Degenkolb er, at han selv i sin storhedstid altid var lidt for tung til de flamske klassikere, og derfor er det lidt vanskeligt at se ham vinde i den forfatning, han nu er i. Omvendt er han jo netop specialist i at spurte efter et hårdt løb, og han har generelt spurtet bedre igen i det sidste års tid. Ender det i en spurt i en gruppe, vil han derfor sammen med folk som Kristoff, Sagan, Demare og Colbrelli være et af de bedste vinderbud.

 

Meget af det samme kan siges om Arnaud Demare, der ligesom Degenkolb har bedre resultater i Roubaix end i de flamske klassikere. Her er franskmanden nemlig en anelse for tung til de stejle bakker, og han har aldrig haft samme niveau som hverken Kristoff eller Degenkolb. Alligevel skal han nævnes i et år, hvor det gode vejr kan gøre det mindre selektivt end vanligt. Skulle det ende i en spurt i en gruppe, har han i hvert fald gode chancer for at sidde med, og hans mange topresultater i klassikerne, ikke mindst sejren i Milano-Sanremo, vidner om hans klasse som afslutter efter vanskelige løb. For Demare handler det alene om klemme ballerne sammen og håbe, at de stærkeste neutraliserer hinanden i et taktisk spil, så han til slut kan lave ”en Boonen” og vinde den første spurtafgørelse siden 2012. Formen synes i hvert fald at være der, efter et Paris-Nice, hvor han bare blev bedre og bedre.

 

Endelig vil vi pege på Alberto Bettiol. Italieneren fik efter helbredsproblemerne i 2018 lidt i glemmebogen igen, men han har i de seneste uger for alvor vist os, hvorfor det var, at han med sine fine præstationer i særligt de canadiske klassikere viste sig som en lovende klassikerrytter. Krampe satte ham ud af spillet i finalen i Strade Bianche, inden han i Tirreno imponerede stort med en 3. plads i puncheurspurten på 2. etape, flot kørsel på de sværeste etaper og ikke mindst den sensationelle 2. plads på enkeltstarten. Senest var det ham, der åbnede ballet med det første og meget kraftfulde angreb på Poggio i lørdags, og man kan kun ærgre sig lidt over, at han ikke i stedet var forsøgt at gå med, da favoritterne gik i aktion. Bettiols resultater på brostenene er begrænsede, men potentialet i de flamske løb er stort for en eksplosiv puncheurtype som ham. Udgangspunktet er naturligvis, at han skal være der for Vanmarcke, men lad os se, hvilke muligheder der byder sig, hvis de sidder med to mand i en lille gruppe i finalen. Herfra kan Bettiol som en underdog angribe, og man skal heller ikke glemme, at han er hurtig på stregen.

 

***** Oliver Naesen

**** Peter Sagan, Matteo Trentin

*** Sep Vanmarcke, Zdenek Stybar, Greg Van Avermaet, Wout van Aert, Tiesj Benoot

** Niki Terpstra, Philippe Gilbert, Yves Lampaert, Luke Rowe, Sonny Colbrelli, Jasper Stuyven, Bob Jungels, Alexander Kristoff, John Degenkolb, Arnaud Demare, Alberto Bettiol

* Mads Pedersen, Søren Kragh Andersen, Nils Politt, Matej Mohoric, Stefan Küng, Gianni Moscon, Ian Stannard,Jens Keukeleire, Magnus Cort, Daniel Oss, Michael Valgren, Davide Ballerini, Mike Teunissen, Lars Boom, Silvan Dillier, Danny Van Poppel, Christophe Laporte

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

 

Direct Energie: Her handler alt om Terpstra, der skal have støtte af Damien Gaudin og Anthony Turgis så længe som muligt. Lilian Calmejane prøver sig af på brostenene, men skal først og fremmest lære.

 

Deceuninck-Quick Step: Florian Senechal er talentfuld, men på et hold med Lampaert, Stybar, Gilbert og Jungels får han ingen plads.

 

Lotto Soudal: Jens Keukeleire har ikke just imponeret i år og skal vist blot håbe, at han kan støtte Benoot så længe som muligt.

 

CCC: Holdet er i forvejen alt for svagt til at støtte en mand af Van Avermaets kaliber, så der bliver ikke plads til andet end hjælpearbejde.

 

Ag2r: Med sin form fortjener Naesen maksimal støtte fra et ikke specielt skræmmende hold. Heldigvis har Silvan Dillier vist fin form og burde kunne hjælpe ham relativt sent i løbet.

 

Bora-hansgrohe: På et hold med Sagan er der ikke plads til noget som helst andet, men Daniel Oss er så god, at han sagtens kan sidde med kaptajnen i finalen. Jempy Drucker har også været imponerende i år, og Marcus Burghardt er altid med længe. Lukas Pöstlberger virker desværre formsvag.

 

Jumbo-Visma: Van Aerts superform afklarer spørgsmålet om kaptajnrollen. Danny Van Poppel imponerede i åbningsweekenden, men dette løb er for hårdt for ham. Mike Teunissen viste stort potentiale sidste år og kan sammen med Amund Grøndahl og Taco van der Hoorn, der dog har skuffet hidtil i år, komme ganske langt.

 

Movistar: Præstationen i Milano-Sanremo bekræfter desværre, at Jurgen Roelandts slet ikke har ramt formen i år. Jasha Sütterlin kan gøre det hæderligt, men ikke være med helt i front. Euuard Prades har aldrig prøvet disse løb før og er desuden for formsvag.

 

Mitchelton-Scott: Trentins form sikrer ham klar kaptajnstatus, men tabet af Luke Durbridge, der brækkede kravebenet i De Panne, er mærkbart. Jack Bauer skal nu træde ind som vigtigste støtte.

 

Astana: Magnus Cort er i fin form, men vi så igen i Sanremo, at hans positionering er så problematisk, at de flamske klassikere bliver meget vanskelige, hvis ikke han foregriber med et tidligt angreb. Desværre har han endnu aldrig været stærk nok til at køre finale i et hårdt løb som dette. Det er talentfulde Davide Ballerini nok heller ikke endnu, selvom han på sigt kan komme langt.

 

Bahrain-Merida: I Sanremo så vi, at Matej Mohoric er ved at komme sig over sin knæskade, men han er stadig lidt for let til at være med helt i front på brostenene. Skal han vinde de flamske løb, skal han angribe udefra, og det virker svært. Colbrelli er derfor bedste bud, men også den talentfulde og formstærke Ivan Garcia kan figurere sent i finalen. 

 

EF Education First: Vanmarcke er den klare kaptajn, men som sagt har de i Bettiol en stærk joker. Sebastian Langeveld har vist storform, og selvom de flamske klassikere passer ham dårligere end Roubaix, kan han spille en vigtig rolle i finalen.

 

Groupama-FDJ: Demare er den klare kaptajn, men Stefan Küng har motoren til at komme langt. Det kræver dog lidt offensiv kørsel, for han mangler punch og er for tung til at gå med de bedste på stigningerne.

 

Dimension Data: Løbet her burde passe godt til Michael Valgren, der tidligere har været i top 10, men desværre har sygdommen fra februar sat ham så langt tilbage, at han endda måtte droppe Sanremo. Det samme er tilfældet for Edvald Boasson Hagen, og det er svært at tro, at de har fundet benene til at være med i front i så svært et løb allerede nu.

 

Katusha-Alpecin: Nils Politt er yderst lovende og viste med 2. pladsen på enkeltstarten i Paris-Nice, at han er i form. Desværre er han lidt for stor til de flamske klassikere og bedre i Roubaix. Han skal udnytte sin motor til at komme favoritterne i forkøbet. Måske kan Viacheslav Kuznetsov gøre det hæderligt.

 

Team Sky: Efter styrtet i Emiraterne er Gianni Moscon så mærket, at han udgik efter halvanden dag i Tirreno og måtte droppe Sanremo. Intet tyder derfor på, at han er i form til at indfri sit uhyggelige potentiale. Det efterlader Rowe som bedste bud. Ian Stannard ser bedre ud end længe, men han er lidt for tung til de flamske løb med så mange stigninger. Owain Doull er lovende, men mangler stadig det sidste.

 

Team Sunweb: Matthews’ styrt og efterfølgende kalenderændring har gjort Søren Kragh til den eneste kaptajn. Danskeren burde elske et løb som dette og stod foran sit store gennembrud, men ikke mindst enkeltstarten i Tirreno gav et indtryk af, at løbet kommer lidt for tidligt efter den sygdom, der slog ham ud i Algarve.

 

Trek-Segafredo: Mads Pedersen synes at have timet formen helt perfekt, men han er stadig blot tredjeviolin bag Stuyven og Degenkolb. Han mangler også det sidste punch for at køre med specialisterne på de sværeste hellingen. Hans chance er at foregribe favoritterne, som han så flot gjorde det i Flandern Rundt sidste år. Edward Theuns så i Paris-Nice bedre ud, end han har gjort i en evighed, men løbet her er nok alligevel lidt for svært.

 

UAE-Team Emirates: Her handler alt om Kristoff. Jasper Philipsen er primært med for at lære og måtte i åbningsweekenden indse, at han stadig ikke er på niveau med de bedste.

 

Sport Vlaanderen: Holdet kan ikke være med i front, men Benjamin Declercq, Thomas Sprengers, Dries Van Gestel og Piet Allegaert kan alle stræbe efter et hæderligt resultat.

 

Wallonie-Bruxelles: Baptiste Planckaert er formstærk, men kan ikke være med helt i front. Også Justin Jules er velkørende og kan komme et stykke veh. Og så skal vi stadig lære, hvor holdbar hurtige Aksel Nommela, der er i glimrende form, er i et løb som dette.

 

Wanty: Aime De Gendt har bekræftet form og potentiale med 2. pladsen i Le Samyn og kan gå efter top 20. Det samme kan Loic Vliegen, der er holdets kaptajn, men stadig jagter formen efter en sygdomsramt start. Heller ikke Frederik Backaert synes at være på 100%, og Andrea Pasqualon har primært blikket rettet mod Gent-Wevelgem.

 

Cofidis: Holdets kaptajn er Christophe Laporte, men han så meget skidt ud i Milano-Sanremo. Damien Touze og Bert Van Lerberghe kan måske gøre det hæderligt.

 

Israel Cycling Academy: En velkørende Tom Van Asbroeck kan gå efter top 30. Mihkel Raim var god i Denain, men er nok lidt for tung til dette løb. Guillaume Boivin synes stadig ikke at have sin bedste form.

 

Roompot: Der var håb om oprejsning for Lars Boom efter et lovende Le Samyn, men han kom ned på jorden igen i Denain. Det ligner ikke det ønskede topresultat. Resten af holdet skal alene assistere kaptajnen.

 

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Søren Kragh, hvis chancer er omtalt ovenfor, men også Mads Pedersen og Magnus Cort har et vist potentiale. Også de er omtalt ovenfor, og det samme er Michael Valgren, der desværre kæmper med formen. Kasper Asgreen har via sin gode form sikret sig en plads på superholdet Deceuninck, hvor han skal hjælpe de fire kaptajner i den første del af løbet. Christopher Juul bliver vigtig for Trentin på Mitchelton, mens Asbjørn Kragh skal hjælpe sin bror på Sunweb. På Katusha skal Mads Würtz støtte Nils Politt.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Niki Terpstras sejr fra 2018, Greg Van Avermaets sejr fra 2017, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2016, Geraint Thomas’ sejr fra 2015 samt Fabian Peter Sagans sejr fra 2014 og Fabian Cancellaras sejr fra 2013.

DEL
INFO
E3 Harelbeke
Nyheder Profil Resultater
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 26/04-28/04

Tour of Croatia(2.1) 23/04-28/04

Vuelta a Castilla y Leon(2.1) 26/04-28/04

Asian Road Championships(CC) 23/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 26/04-28/04

Vuelta a Castilla y Leon(2.1) 26/04-28/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 28/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 28/04

Giro dell'Appennino(1.1) 28/04

Tour de Romandie(2.UWT) 30/04-05/05

Rund um den Finanzplatz E...(1.UWT) 01/05

Campeonato Panamericano d...(CC) 01/05

Tour de Yorkshire(2.HC) 02/05-05/05

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 03/05-05/05

L'Etoile d'Or(1.NCUP) 04/05

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger