Optakt: E3 Harelbeke

Løbets rolle og historie

Mange af klassikerrytterne havde en chance for at genfinde rytmen på brostenene og de belgiske hellingen i onsdagens 3 Dage ved Panne, der indledte den vigtige tre uger lange brostenssæson, men når næste runde i serien afvikles fredag, vil der være meget mere på spil. Mens onsdagens nytænkte løb ser ud til at skulle udvikle sig til en sag for sprinterne, er alle de store stjerner klar til det første helt store slag i fredagens E3 Harelbeke.

Det belgiske løb er det andet i rækken af brostensløb i Belgien, der afvikles i løbet af en to uger lang periode, der strækker sig fra onsdagen efter Milano-Sanremo til onsdagen efter Flandern Rundt, og det er det af løbene, der ligner De Ronde mest. Da det samtidig afvikles ca. en uge før Flanderns vigtigste cykelløb er det blevet den helt perfekte test for favoritterne til det største flamske løb.

Under navnet Harelbeke-Anvers-Harelbeke blev løbet første gang afviklet i 1958, men man tog hurtigt navnet E3 fra E3-motorvejen (der nu kendes som A14), som blev bygget midt i 60erne. Straks fra start blev det tænkt som en kortere version af Flandern Rundt, der skulle give rytterne den perfekte mulighed for at teste formen til et af sportens vigtigste løb.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X’s Tour de France-bruttotrup

Selvom det blev domineret af belgiere i de tidlige år, fik det hurtigt masser af prestige, og listen over tidlige vindere inkluderer store navne som Roger De Vlaeminck, Rik Van Looy, Freddy Maertens og Jan Raas. Som tiden gik, fik det mere og mere international anerkendelse, og det er blevet vundet af de fleste af de største brostensspecialister. Johan Museeuw, Peter van Petegem, Andrei Tchmil, Tom Boonen, Filippo Pozzato og Fabian Cancellara er blot nogle af de ryttere, der i løbet af de sidste 20 år har stået øverst på podiet, hvilket tydeligt indikerer dets store betydning.

De flamske løb kan inddeles i to kategorier. Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem er løb, som sprinterne kan have som realistiske mål, og som har et ganske fast format, der bestemmes af deres historie og deres navne.

I den anden kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Dwars door Vlaanderen falder imellem disse to stole, da ruten er designet på samme måde som løbene i anden kategori, men i midtugeløbet har sprinterne ofte haft en bedre chance end i de større løb.

I mange år blev E3 afviklet om lørdagen forud for Flandern Rundt, hvor det sammen med søndagens Brabantse Pijl udgjorde en vigtig chance for at fintune formen forud for det helt store slag den følgende søndag. Da det er opbygget efter samme formel som De Ronde og bruger mange af de samme stigninger, har det altid været en helt uundværlig del af kalenderen for enhver ambitiøs klassikerrytter, og kalenderplaceringen har gjort det til den perfekte mulighed for at grave dybt en sidste gang inden det løb, der betyder mest. Det har betydet, at niveauet stort set har været på højde med det, man ser i Flandern Rundt, og derfor var det kun naturligt, at UCI gav det WorldTour-status forud for 2012-sæsonen.

Opgraderingen kom som led i en større omstrukturering af klassikerkalenderen, der betød, at løbet blev flyttet til fredag, mens et andet WorldTour-løb, Gent-Wevelgem, overtog Brabantse Pijls position den efterfølgende søndag. De to løb udgør nu en solid blok af brostensløb på WorldTour-niveau, hvor man både kan score vigtige point, vinde en stor klassikersejr samt forberede sig til Flandern Rundt. Sidste år kom også Dwars door Vlaanderen på WorldTouren og er fra i år flyttet til onsdagen inden det flamske monument, og dermed byder ugen op til det største slag nu på hele tre løb på højeste niveau.

E3 og Gent-Wevelgem er imidlertid helt forskellige og behandles derfor helt forskelligt af klassikerstjernerne. Selvom Gent-Wevelgem historisk er nummer 3 i hierarkiet over brostensløb (efter Paris-Roubaix og Flandern Rundt), finder det sted i en anden del af Belgien og passer sprinterne bedre. De fleste af de store klassikerspecialister kører ganske vist begge løb, men hvor mange holder lidt igen i søndagens løb - bortset fra en lille test af formen på Kemmelberg - giver de den alt i E3, hvor det handler om at vinde. Gent-Wevelgem er ganske viste prestigefuld, men den virkelige generalprøve til Flandern Rundt finder sted fredag.

E3 var længe kendt som Tom Boonens løb. I sin glansperiode vandt han det hele fire gange i træk fra 2004 til 2007. I løbet af sin turbulente periode i 2010 og 2011 måtte han imidlertid afgive tronen til Fabian Cancellara, der med to imponerende solosejre begge år gjorde sig til den store Flandern-favorit. I sin magiske 2012-sæson var Boonen imidlertid tilbage på toppen, og det var derfor kun naturligt, at han sikrede sig en femte sejr som led i hans alterobrerende klassikerkampagne det år. I 2013 var Cancellara imidlertid igen i sit es, og dermed er også dette løb i de senere år blevet fuldstændigt domineret af de to førende brostensspecialister fra det seneste årti.

Efter Peter Sagans sejr i 2014, Geraint Thomas’ triumf i 2015 og Michal Kwiatkowskis lidt overraskende sejr i sin rædselsfulde 2016-sæson havde de fleste sidste år set frem til den første store duel mellem Peter Sagan og Greg Van Avermaet. Den udeblev imidlertid, da verdensmesteren styrtede ud af kampen, da en formstærk Philippe Gilbert tidligt åbnede op. Han fik selskab af Van Avermaet, Oliver Naesen, Luke Durbridge og Sagans løjtnant Lukas Pöstlberger i en kvartet, der endte med at afgøre løbet. De to sidstnævnte faldt begge fra, mens Naesen kom tilbage efter en krise i finalen, og det endte derfor i en spurt blandt tre mand. Her tog Van Avermaet den anden store klassikersejr i sin jubelsæson ved at slå den tidligere holdkammerat Gilbert og den nære ven Naesen. Van Avermaet vender tilbage for at forsvare titlen som start på den vigtigste del af sin sæson, mens Gilbert også er tilbage som del af et meget stærkt Quick-Step-hold. Det samme er Naesen, der fortsat jagter den forløsende gennembrudssejr.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Ruten

Som sagt følger E3 Harelbeke samme opskrift som Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og Dwars door Vlaanderen. Med Flandern Rundt som undtagelsen har de alle en by i De Flamske Ardenner som deres naturlige centrum, og herfra zigzagger man sig igennem i et meget lille område med alle de berømte stigninger. Adskillige hellingen og brostensstykker er på menuen, før man ad lange, flade veje vender tilbage til målbyen. De smalle veje, stejle stigninger og det ubehagelige underlag får ofte løbet til at udvikle sig til en sag for de hårde drenge, da den gradvise udskilning betyder, at kun en håndfuld ryttere typisk er tilbage til at slås om sejren, når man langt om længe er tilbage i målområdet.

Efter et par år med en stort set uforandret rute gennemførte man i 2016 en række ændringer. Distancen blev reduceret med ca. 10 km, og antallet af hellingen gik fra 17 til 15. I de senere år har løbet været ramt af mange styrt, og arrangørerne ønskede med den nye rute at gøre den første del af løbet mere sikker. Finalen med de sidste fem stigninger blev imidlertid bibeholdt, og man fastholdt de ekstra 3 flade kilometer frem til målet ved E3 Arena, som blev indført i 2015. Derfor var det ingen overraskelse, at løbet udviklede sig, som det plejer. Sidste år kopierede man stort set 2015-ruten, og det gør man igen i år, hvor der atter er 15 hellingen på programmet. Wolvenberg overtager rollen fra Katteberg som den eneste stigning helt tidligt i løbet, men finalen med de sidste 14 bakker er præcis den samme som sidste år.

E3 Harelbeke er nært forbundet med byen Harelbeke, der fungerer som løbets absolutte centrum, og det er her, det 206,5 km lange løb har sit udgangspunkt. Herfra bevæger man sig efter starten ad flade veje mod øst direkte mod De Flamske Ardenner, men som det er tilfældet for de fleste af de store klassikere, er den første del af løbet helt flad. Det betyder, at rytterne holder sig fra de kuperede zone, mens man passerer gennem Flandern Rundts målby, Oudenaarde, og fortsætter mod nordøst hele vejen til byen Zottegem. Efter 27,9 km får de en første chance for at teste klatrebenene på Wolvenberg (666 m, 6,8%, max. 17,3%), men det er den eneste stigning på turen ud til vendepunktet. Der er et par flade pavéer, Holleweg og Paddestraat, efter henholdsvis 28,7 km og 40,5 km. Denne tidlige del af løbet imidlertid primært tjene til at gøre løbet hårdere og længere og give mulighed for at få det tidlige udbrud etableret.

Efter at have nået Zottegem efter ca. 45 km drejer rytterne til højre for at køre mod syd mod den berømte by Geraardsbergen, som de når efter 76 km. Man skal imidlertid ikke på ad den berømte Muur. I stedet drejer man igen til højre for at køre mod vest tilbage mod Harelbeke, og efter at have været oppe over La Houppe (3440 m, 3,32%, max. 10%) efter 91,2 km, når de frem til Ronse ved midtpunktet.

Herfra er det tid til at zigzagge sig op og ned af de mange hellingen nu, hvor løbet for alvor starter, og herfra vil nervøsiteten og positionskampen for alvor have sat ind. De er stadig for tidligt for de største favoritter at spille ud, men det er vigtigt at holde sig fremme, da et styrt på de smalle veje kan sætte dig tilbage og betyde, at du aldrig ser fronten igen. Det betyder, at farten automatisk går op, og at afstanden til udbryderne falder, og derfor ser man ofte folk forsøge at køre op til de forreste i denne fase.

Rækken af stigninger starter med Broeke (1400 m, 4%, max. 8%) med 98,9 km til mål, og den efterfølges af Knokteberg (1530 m, 5,3%, max. 13,3%) bare 10,1 km senere. Derefter er det direkte ind på Hotondberg (1200 m, 4%, max. 8%) med 84,9 km til mål, og 7,1 kilometer senere gælder det Kortekeer (1000 m, 6,4%, max. 17%). Herfra er der ingen mulighed for at komme sig, da stigningerne kommer hurtigt efter hinanden.

De første stigninger fungerer som benbrækkere, men den første reelle udskilning ventes at komme på den brostensbelagte Taaienberg (650 m, 9,5%, max. 18%), der er en af regionens sværeste stigninger og kommer med 72,8 km til mål. Blandt de mange hellingen er dette Tom Boonens favorit, og han har sjældent misset chancen for at ramme den fra spids og forcere voldsomt hele vejen fra bund til top, hvorved han har etableret en lille gruppe af favoritter. I de senere år har Sep Vanmarcke imidlertid ofte overtaget den rolle. Det er værd at bemærke, at Taaienberg igen i år kommer tættere på mål, end den tidligere har gjort.

Efter Taaienberg er det sandsynligt, at der vil ske en vis regruppering, idet der er 7,3 km frem til næste stigning, Boigneberg (2180 m, 5,8%, max. 15%). Den efterfølges straks af den brostensbelagte Eikenberg (1200 m, 5,5%, max. 11%), der også er en af regionens sværeste stigninger og vil skabe yderligere udskilning samt give outsiderne en mulighed for at angribe. Brostensstigningen Stationsberg (460 m, 3,2%, max. 5,7%) kommer herefter med 56,6 km igen, men når den er overstået, og rytterne har passeret pavéen Mariabrorrestraat kort efter, følger et nemmere stykke.

På dette tidspunkt er den store udskilning som regel startet, og herfra bliver antallet af mulige vindere bare mindre og mindre efter hver stigning. Det er samtidig et perfekt tidspunkt at sætte angreb ind, og derfor er det som regel en meget aggressiv fase. Mange favoritter er isolerede, og derfor er det et godt tidspunkt at forsøge at anticipere de store angreb fra hovednavnene.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Ofte sker der en vis regruppering, inden stigningerne igen starter. Finalen indledes med 46,6 km igen, når man rammer Kapelberg (900 m, 4%, max. 7%), hvorefter finalen er identisk med den, der været benyttet også før 2016. Det er imidlertid ikke her, at det store slag skal slås, men stigningen fungerer som appetizer forud for duoen Paterberg-Oude Kwaremont, der ofte afgør løbet og er nøglepunktet for favoritterne. De to stigninger er også de sidste i Flandern Rundt, hvor de kommer i den modsatte rækkefølge, og begge er de brutale.

Først gælder det den korte, meget stejle Paterberg (700 m, 12%, max. 20%), der er sidste stigning i Flandern Rundt, og det er ofte her, den afgørende gruppe er blevet skabt - eksempelvis skete det i 2014. Den starter med 41,7 km til mål, og efter toppen er der kun 2,8 km hen til brostensstigningen Oude Kwaremont (2200 m, 4,2%, max. 11%). Den er helt anderledes, da den er langt mindre stejl, men meget lang. Det var her Cancellara i 2013 satte sit afgørende angreb ind, og hvor den afgørende trio blev etableret i 2015.

Efter Kwaremont vil den afgørende udskilning være sket, og der er som regel nu ikke flere end en håndfuld ryttere i spil. De sidste 38,9 km består af en flad tur tilbage til Harelbeke, men undervejs er der et par muligheder for sene angreb. Den første af disse kommer med 31,1 km til mål, når man rammer Karnemelbeekstraat (1530, 4,9%, max. 7,3%), hvor Sagan og Kwatkowski angreb i 2016. Dernæst gælder det pavéen Varentstraat, der kommer med 23,5 km igen. Den sidste udfordring er Tiegemberg (1000 m, 6,5%, max 9%) med 20 km til mål, og disse tre forhindringer kan være ganske vanskelige efter et langt og hårdt løb.

Finalen blev introduceret i 2015 og er stort set helt flad, men mere teknisk end den, der tidligere blev benyttet. Efter at have fulgt en bred vej drejer rytterne til venstre lige før 5 km-mærket. Næste sving kommer med 3,4 km, og herefter er der igen sving med 2,8 og 1,5 tilbage. Det sidste venstresving kommer 600 m fra stregen. Meget ofte er en enlig rytter ankommet her, eller en meget lille gruppe har skullet afgøre det i en spurt i centrum af Harelbeke. Én ting er dog sikkert: efter 206 brutale kilometer i det hårdeste terræn i Flandern er det kun de stærkeste, der er tilbage.

Vejret

Vejret betyder altid kolossalt meget i de belgiske klassikere, og det er ingen undtagelse for E3 Harelbeke. Vind og regn gør det meget lettere at gøre en forskel, mens Tom Boonens sejr i 2012, at selv denne ellers meget vanskelige klassikere kan afgøres i en reduceret massespurt, hvis der er tale om en flot forårsdag.

Fredag får rytterne en blandet omgang bolsjer. Det vil være overskyet og køligt med en temperatur på 9 grader, og der vil være en konstant risiko for en byge, dog mest markant mod slutningen. Det vil være relativt blæsende med en jævn til frisk vind fra syd. Det giver sidevind det meste af dagen og alle mulige vindretninger, når man snor sig rundt i den kuperede zone. Der vil være sidemedvind på det sidste stykke hjem til Harelbeke, inden man til med ca. 5 km igen får modvind og sidemodvind. Med 1500 igen drejer man ind i sidevind, og til slut vil der være medvind på opløbsstrækningen.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Favoritterne

Så er det nu! Modvinden i Milano-Sanremo betød, at den italienske klassiker endte i frustration for flere af favoritterne, og de vanskelige omstændigheder gjorde det reelt umuligt at vurdere formen hos de ryttere, der i de kommende uger skal dominere på de flamske brosten. De fleste skipper også onsdagens sprinterløb i De Panne, og derfor er fredagens løb i Harelbeke den helt store test, der vil give den første virkelige indikation på, hvem der har timet formen frem mod årets største løb i Nordeuropa.

E3 Harelbeke er efter Flandern Rundt klart den hårdeste af de flamske klassikere og dermed det bedste pejlemærke på, hvad vi kan forvente søndag d. 1. april i Oudenaarde. Historien viser, at det er næsten lige så selektivt, og det skyldes først og fremmest rytternes tilgang til løbet. Her er alle stjernerne for første gang i år samlet til et brostensslag, og de betragter det alle som den store generalprøve til Flandern Rundt. Det flamske monument afvikles på en meget lignende rute, og den største forskel er, at det er betydeligt længere, og at en stor motor og udholdenhed derfor spiller en større rolle i det helt store løb. Det forklarer bl.a., hvorfor en uopslidelig fyr som Alexander Kristoff altid er blandt de bedste i Flandern Rundt, men aldrig for alvor har blandet sig i E3 Harelbeke. Længden er den største forskel på de to løb og tipper balancen en anelse i retning af ryttere med stor eksplosivitet på stigningerne.

Netop det forhold, at løbet betragtes som den store generalprøve betyder, at det stort set altid bliver enormt selektivt, og at kun de stærkeste overlever. Som sagt kan det ske, at det skal afgøres i en reduceret massespurt, som det senest skete i 2012, men det hører til sjældenhederne. Det kræver ganske gode vejrbetingelser, og i år synes det usandsynligt. Vejret bliver ganske vist ikke så slemt som tidligere i dette meget kolde europæiske forår, men med relativt lave temperaturer, risiko for regn samt ikke mindst masser af sidevind hele dagen vil vejret kun bidrage til at gøre løbet svært. Derudover er der sidemedvind på stykket hjem til Harelbeke, og det betyder, at små grupper har langt bedre muligheder for at holde hjem. Dermed får vi næppe en gentagelse af scenariet fra Omloop, hvor den voldsomme modvind slog alt initiativ ihjel frem til Muren i finalen.

Derfor kan vi også vente os, at løbet åbnes relativt tidligt, formentlig allerede på Taaienberg. Mange af favoritterne var dybt frustrerede over den manglende selektion i Omloop og vil for alt i verden undgå et lignende scenarium. Dertil kommer, at vi sidste år i både dette løb og Flandern Rundt så, at tidlig aggression betaler sig, og specielt Quick-Step vil være meget ivrige efter at udnytte deres hold til at køre offensivt. Specielt vil vi formentlig se Philippe Gilbert i offensiven ganske langt fra mål. Endelig har Bora overraskende nok ladet både Daniel Oss og Marcus Burghardt blive hjemme, og derfor stiller Peter Sagan med et meget svagt hold, hvor kun Lukas Pöstlberger vil kunne hjælpe sent i løbet. Derfor vil verdensmesteren have en interesse i hurtigst muligt at få skabt en gruppe af favoritter, hvor det er mand mod mand, så han undgår det klassiske ”alle-mod-Sagan-scenarium”, der ofte har kostet ham sejren som isoleret rytter i en gruppe på 15-20 mand.

Alt i alt forventer vi et klassisk flamsk løb, der bliver knaldhårdt, og hvor kun de stærkeste vil sidde tilbage. De første angreb vil formentlig ske allerede på Taaienberg, og herefter vil Eikenberg, Paterberg og Oude Kwaremont sørge for den vigtigste udskilning. Herefter vil de bedste skulle afgøre det på de sidste bakker og det flade stykke ind mod mål.

E3 Harelbeke har ofte været rammen om suveræne soloopvisninger - bare tænk på Fabian Canacellaras imponerende bedrifter i de senere år - og han var ofte i samme ensomme situation som Sagan. Han viste, at den bedste strategi for en isoleret stjerne er at køre offensivt, og det tror vi også, at Sagan vil gøre denne gang. Det bliver bestemt ikke let, fordi de sværeste stigninger her kommer længere fra mål, end de gør i Flandern Rundt, og det betyder, at det er nemmere at organisere en jagt.

Peter Sagan er imidlertid verdens bedste på disse stigninger, og når han er i topform, er der meget få, der kan følge ham i hans angreb på de toppede brosten. Det har han vist i utallige af disse flamske klassikere, og når det ikke er blevet til flere sejre, skyldes det ofte et overdrevent energiforbrug, taktisk dumhed og, specielt sidste år, uheld. I år synes Sagan at være mindst lige så stærk som tidligere. Milano-Sanremo kan ikke bruges som en indikation på hans form, da den hårde modvind betød, at han hurtigt valgte at satse på en spurt og derfor blot neutralisere Michal Kwiatkowskis angreb. Præstationen i Tirreno, hvor han med en fantastisk og næsten overmenneskelig jagt blev nr. 2 og næsten slog Kittel i spurten på 6. etape samt ikke mindst hans egen autoritative kørsel på stigningerne på den hårde 5. etape vidner om, at han er velforberedt.

Sagans store problem er som sagt det svage hold, men kan han fremtvinge en situation, hvor kun de stærkeste er tilbage relativt tidligt i løbet, vil han formentlig vise sig som stærkeste mand. Han er blevet bedre til at økonomisere med kræfterne og vil have den fordel, at han næsten med sikkerhed vil være hurtigste mand i en sådan gruppe. Samtidig er det i dag en fordel, at han flere gange er blevet spurtbesejret af Greg Van Avermaet, fordi belgieren ikke længere er bange for at spurte mod Sagan, der derfor vil have en allieret, hvis de er oppe mod et stærkt Quick-Step-hold, der kan sidde med flere kort i finalen. Samlet set har Sagan derfor gode betingelser for at sikre sig sin anden sejr i løbet og bryde sin klassikertørke, og derfor er han vores favorit.

Farligst for Sagan er i vores øjne Sep Vanmarcke. Belgieren fik sidste forår ødelagt af både styrt og sygdom, og derfor fik han kun en 3. plads i Omloop som udbytte af foråret. Alle tegn i sol og måne peger imidlertid på, at han i år er tilbage på 100%. Vanmarcke var klart den stærkeste i Omloop Het Nieuwsblad, hvor han kørte fra alt og alle på Muren, og havde det ikke været for modvinden kunne han meget vel være endt med sejren. Han var med sine mange angreb til sidst fortsat imponerende stærk på et tidspunkt, hvor de fleste var færdige og blev belønnet med en flot 3. plads. Siden da har han fortsat de imponerende takter i Strade Bianche, hvor han trods en punktering i finalen faktisk var ganske tæt på at komme tilbage, og I Tirreno, hvor han overraskede meget positivt på den hårde 5. etape, der burde have være for svær, og hvor hans form blev understreget af en for ham fremragende enkeltstart.

Læs også

Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

Vanmarcke skippede som så ofte før Sanremo for at være klar til de belgiske løb, og han finder ikke en meget bedre rute end i E3. Specielt de meget stejle Taaienberg og Paterberg passer ham, og på disse stigninger er det vel kun Sagan, der er på hans niveau. Vanmarckes problem er, at han ikke er så hurtig som Sagan og Van Avermaet, men han er bestemt ikke langsom efter et hårdt løb - bare tænk på, at han slog Boonen på stregen i Omloop i 2012, og at han har været mm fra at vinde Paris.Roubaix i en spurt. Vanmarcke har motoren til at være fremme i de helt hårde løb, hvor han i topform stort set altid kører på podiet. I år kan han meget vel med den nuværende form vise sig som allerstærkeste mand og derfor tage sin første store WorldTour-sejr.

Sammen med Vanmarcke og Sagan er det Tiesj Benoot , der synes at være mest formstærk. Den unge belgier har i de senere år fået sin klassikersæson ødelagt af uheld, men med 5. pladsen i sit allerførste Flandern Rundt og den flotte podieplads i Omloop året efter har han vist, at han er fremragende i disse løb. I år har en højdetræningslejr ligesom sidste sommer efterladt ham i en helt fantastisk form, ligesom han drager fordel af den udvikling, han gennemgik ved at gennemføre Touren sidste år. I år tog han en knusende solosejr i Strade Bianche, og i Tirreno chokerede han alle, specielt sig selv, ved at blive nr. 4 på en yderst bjergrig rute. Ingen kan derfor betvivle, at Benoot er i sit livs form.

Benoot vil drage fordel af, at løbet formentlig bliver åbnet tidligt, og her vil hans motor komme til rette. Han er ikke så eksplosiv som Vanmarcke og Sagan, men specielt den lange Kwaremont-stigning passer ham fremragende. Den kommer i den absolutte finale, og her vil der ikke være mange, der kan følge Benoot. Hans problem er spurten. Han er hurtig på stregen, men de fleste af rivalerne er hurtigere. Derfor skal han sikkert alene hjem, men da han er lidt af en underdog og en af de allerstærkeste, er det bestemt ikke umuligt. Det viste han i Strade Bianche, og en formstærk Benoot kan også vinde denne gang.

Greg Van Avermaet er forsvarende vinder og dominerede endda totalt de flamske klassikere sidste år. Derfor kan ingen betvivle, at belgieren er blandt de allerbedste i denne type løb, og E3 er sammen med Flandern Rundt det, der passer ham bedst. Han er en af de bedste på stigningerne, uopslidelig i en finale, god til positionering og tager ofte de rette taktiske beslutninger. Samtidig har han vist, at han kan slå alle i en spurt efter et langt og opslidende løb og er derfor sammen med Sagan den af vores fire største favoritter, der kan tillade sig at køre mest defensivt.

Desværre frygter vi, at han i år ikke har timet formen optimalt. Han var under niveau i Omloop og kørte et katastrofalt Strade Bianche, hvor den ellers normalt så stabile belgier var helt væk. I Tirreno skuffede han stort på 5. etape, der passede ham helt perfekt, og det fik ham efterfølgende til at indrømme, at benene ikke var gode. Siden har han erklæret sig tilfreds med formen, men det har endnu ikke vist sig i løbene. Sanremo kan som sagt ikke bruges som et pejlemærke, og derfor er det fredag, at vi får de sande svar. Vi frygter, at han ikke er på toppen, men selv en Van Avermaet på 90% vil altid være med fremme i et løb som dette. Spørgsmålet er, om det rækker til sejr.

Sidste år fik Oliver Naesen sit helt store gennembrud på brostenen, og han viste sig som en af verdens allerbedste i disse løb. I E3 kørte han finale mod Van Avermaet og Gilbert, og endnu mere imponerende var han i Flandern, hvor han sad sammen med Sagan og Van Avermaet, indtil det berømte styrt på Kwaremont desværre satte ham ud af spillet. Naesen har dermed vist, at han i topform er lige så stærk som Sagan og Van Avermaet, men hans form er et lidt åbent spørgsmål. Han er nemlig ikke en type, der jagter resultater i mange andre løb, og derfor har han primært kørt i holdets tjeneste. Han var god, men ikke knivskarp i åbningsweekenden, men en solid præstation på den svære sidste etape i Paris-Nice indikerer, at han er, hvor han skal være. Desværre er han ikke helt så eksplosiv som rivalerne, og derfor er han nok bedre i de mere opslidende monumenter, men han bør være med fremme. Hans problem er, at mange er hurtigere end ham, men som han viste ved de belgiske mesterskaber sidste år, kan han sagtens vinde en spurt efter et hårdt løb.

Vi glæder os som små børn til at se Matteo Trentin i dette løb. Vi så alle, hvor stærk han var sidste efterår, og nu er han endelig kaptajn i de store forårsløb. Trods et brækket ribben og en ødelagt vinter var han en af de allerstærkeste i begge løb i åbningsweekenden, og siden er han blot blevet endnu bedre. Det viste han med en overmenneskelig hjælperindsats for Simon Yates på sidste etape i Paris-Nice og med sit flotte angreb i finalen af Milano-Sanremo. Den store tvivl kommer af det forhold, at han endnu aldrig har kunnet følge de allerbedste i disse løb, og sidste år gik han eksempelvis ned i finalen i Flandern. Nu er han langt, langt stærkere, men er det nok i så hårdt et løb? Det ved vi meget mere om på fredag. Hans store fordel er hans spurt, da han sammen med Sagan er klart den hurtigste af de hidtil nævnte, og han kan meget vel have en brølstærk Luke Durbridge og måske også Jack Bauer til at hjælpe i finalen. Også i en spurt i en større gruppe er han en af favoritterne.

Quick-Step har som alltid det stærkeste hold, men ikke den stærkeste rytter. Deres bedste kort er formentlig Zdenek Stybar, der efter et par skuffende sæsoner synes at være tilbage. I Omloop var han sammen med Vanmarcke stærkeste mand, både på Muren og det efterfølgende flade stykke, og i Strade Bianche var han trods sygdom den eneste, der kunne matche Alejandro Valverde i finalen. Siden da har der været stille om tjekken, der ikke helt fik vist sig frem i Tirreno, men har han fastholdt niveauet og lagt lidt til, ved vi fra hans bedste år, at han er en af de allerbedste på disse stigninger. Også han kan afslutte, men som mange andre har han ikke store chancer i en spurt mod eksempelvis Sagan. Til gengæld kan Quick-Step fremkalde en overtalssituation, og tjekken har utallige gange vist, at han om nogen har evnen til at time et overraskelsesangreb.

Holdets andet superkort er Niki Terpstra , der synes at være i fremragende form. Hollænderen kørte chokerende godt på stigningerne i Oman, hvorefter den altid ustabile Terpstra havde en total offday i Omloop. Han fik sin revanche med en overbevisende solosejr i et knaldhårdt Le Samyn og har siden arbejdet på formen i Tirreno. Her imponerede han atter i bjergrigt terræn, der bestemt ikke er hans kop te. Terpstra er bedst i monumenterne, hvor hans store motor kommer til sin ret, specielt fordi han ikke er voldsomt eksplosiv på stigningerne. Har han ikke en af sine mange dårlige dage, er han imidlertid nu så stærk, at han bør være med helt fremme i et hårdt løb som dette. Hans problem er, at han er den langsomt af de hidtil nævnte, men som hans Roubaix-sejr viser, ved han, hvordan man kan udnytte Quick-Steps overtal.

Læs også

Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste

Sonny Colbrelli kørte sidste år sin første fulde brostenssæson, og han viste sig at være meget lærenem. Allerede i april kørte han i top 10 i Flandern Rundt og viste dermed, at han er skabt til disse løb. I år tyder meget på, at han er endnu stærkere end tidligere, ikke mindst fordi han i Omloop for første gang kunne følge de bedste på stigningerne. Bronkitis satte ham tilbage i Tirreno, men i Sanremo så han ud til at være glimrende kørende på Poggio. Vi tvivler stadig på, at han kan følge de allerbedste, men skulle det blive samlet til en spurt i en gruppe, vil han være en af de helt store favoritter. Han kan håbe, at specielt en genfødt Heinrich Haussler kan hjælpe ham med at skabe et sådant scenarium.

Vi havde regnet med, at dette forår skulle blive det helt store gennembrud for Gianni Moscon , der ved VM sidste år og ikke mindst 3. pladsen i Lombardiet viste, at han allerede har motoren og evnerne til at spille en hovedrolle i de allerstørste endagsløb. Desværre frygter vi lidt, at han har mistimet formen. Efter en stærk start på Mallorca skuffede han i Valencia og Strade Bianche, og selvom han kortvarigt viste lovende takter på den hårde 3. etape i Tirreno, skuffede han atter dagen efter, hvor han var helt væk på kongeetapen. En flot enkeltstart gav håb, men vi så desværre ikke meget til ham i Sanremo. Meget tyder derfor på, at han endnu ikke er på toppen, men med disse supertalenter skal man altid passe på. Pludselig kommer formen, og når det sker, bliver Moscon livsfarlig. Han er skabt til disse løb, men mangler måske lidt erfaring til at holde hovedet koldt i finalen. Og selvom han er hurtig, er der mange, der er hurtigere end ham.

Dette løb har aldrig passet Alexander Kristoff. De hårdeste af de flamske løb er nemlig for svære for den store nordmand, og han er derfor altid væk i Omloop og E3. Det er kun i det længere Flandern Rundt, hvor hans kolossale motor gør ham konkurrencedygtig. I år er han sat yderligere tilbage af sygdom, men alligevel lykkedes det fighteren Kristoff at blive nummer 4 i Milano-Sanremo. Her viste han endnu engang, at hans spidskompetence er at spurte efter et hårdt løb, en evne, han viste sidste år, hvor han vandt spurter i både Sanremo og Flandern. I lyset af hans sygdom skal han håbe, at det bliver samlet til en spurt i en større gruppe, men lykkes det, vil han formentlig være manden, der skal slås.

Arnaud Demare plejer at skippe dette løb for at holde sig frisk til Gent-Wevelgem, men i år giver han løbet sit andet forsøg. Formen synes at være i top, efter at han tog en dybt imponerende sejr på 1. etape i Paris-Nice og senest sluttede på podiet i Sanremo, hvor han kørte med stort overskud på stigningerne. Demare bliver stadig bedre i brostensløbene og kommer stille og roligt tættere på de bedste, hvilket hans top 10 i Roubaix sidste år vidner om. Desværre er han ikke helt så god i de flamske løb, hvor han hidtil har manglet det allersidste for at kunne følge de bedste på stigningerne, og det vil desværre nok også være tilfældet i år. I stedet skal han håbe på, at en gruppe kan blive samlet til slut, hvor han vil være en af de helt store favoritter.

Sidste år kom formen ud af det blå for Philippe Gilbert, der med en andenplads i Dwars door Vlaanderen og E3 samt sejr i 3 Dage ved Panne og Flandern Rundt pludselig vendte en skuffende sæson til et decideret gennembrud som brostensrytter. Igen i år har der været meget stille om klassikerstjernen, der var syg under Tirreno og derfor helt anonym. Han følte sig dog klar til Sanremo, men her led han hele dagen i kulden, indtil han blev fanget bag Cavendishs styrt og aldrig kom tilbage. Han har derfor ikke haft den optimale forberedelse, men belært af sidste års erfaringer ved vi, at man aldrig skal afskrive Gilbert. Han viste sidste år, at offensiv kørsel belønner sig, og han vil formentlig være en af de første favoritter til at spilde ud. Han er næppe god nok til at følge de bedste til sidst, men kan han atter foregribe begivenhedere og lukrere på Quick-Steps styrke bliver han måske alligevel farlig.

John Degenkolb har været sat tilbage af bronkitis, og derfor vil han næppe være på toppen. Derfor er det op til Jasper Stuyven at vise flaget for Trek, og det burde han gøre pænt. I Kuurne, Tirreno og Sanremo gav han et ganske fint indtryk, og det kunne være blevet til mere i sidstnævnte, hvis ikke han var blevet lukket inde bag Colbrelli i spurten. Han har dog endnu aldrig kunnet følge de bedste på stigningerne i disse løb, og der er endnu ikke noget, der tyder på, at han har fundet de sidste procent. Selvom han er hurtig, får han det også svært mod Demare, Kristoff, Sagan, Colbrelli og co. i en større spurt, men i Omloop vandt han faktisk feltets spurt om 4. pladsen. Samtidig er han blandt de hurtige en af de mest holdbare, og derfor har han reelt en chance.

Quick-Steps fjerde kort er Yves Lampaert. I de store løb har han hidtil mest været hjælper, men sidste år viste han klassen ved at vinde Dwars door Vlaanderen efter flot samarbejde med Gilbert. I år var han fremragende i Kuurne, men det er hans præstationer på stigningerne i Paris-Nice, der viser, at han i år er langt, langt bedre end tidligere. Her sad han fremme i terræn, der er er alt for svært, og den gode form bekræftede han ved kortvarigt at splitte feltet og køre væk på Kemmelberg i sprinterløbet Handzame Classic. Han er ikke så eksplosiv på stigningerne, men han er nu så god, at han bør kunne køre finale. Her vil han være ”den lille” på Quick-Step-holdet, og derfor er det måske ham, der har den bedste mulighed for at lukrere på holdets kollektive styrke til at stikke af.

Michael Matthews er først ved at lære at køre de flamske klassikere, der ellers burde passe ham perfekt. I Omloop så han ganske stærk ud, indtil han desværre styrtede inden Muren. En brækket skulder ødelagde hans forberedelse, men han overraskede positivt i Sanremo, hvor han var en af de få, der faktisk angreb på Poggio. I det hele taget lignede han en mand med stort overskud, mens han manglende forberedelse og erfaring på brostenene vil gøre det svært i et løb som dette. Derfor er hans største chance nok en spurt i en større gruppe, men også her får han det svært mod folk som Kristoff og Demare. Efter et hårdt løb kan meget dog ske i en spurt, og da Matthews er holdbar, har han måske den ekstra friskhed til at tage sejren.

Astana dominerede Omloop med deres kollektive styrke. De havde ikke de stærkeste ryttere, men Michael Valgren, Alexey Lutsenko og Oscar Gatto var alle gode nok til at sidde med i finalen, hvorefter det taktiske spil faldt ud til Valgrens fordel. Formentlig vil det samme kunne gentage sig denne gang, hvor vi dog tror, at det bliver for hårdt for Gatto. Til gengæld bør både Valgren med sin store motor og Lutsenko, der i Tirreno efterlod et særdeles positivt indtryk og i det hele taget har været flyvende hele året, kunne sidde med langt inde i finalen. De er næppe de bedste og får sværere ved at udnytte overtallet i et løb, hvor benene i højere grad gør forskellen. Vi så dog i Omloop, at meget kan lade sig gøre. Valgren skal formentlig alene hjem for at have en chance, mens Lutsenko er ganske hurtig på stregen.

Endelig vil vi pege på Luke Durbridge. I de sidste to år har australieren udviklet sig til en sand maskine i disse løb, og i 2017 fik han sit store gennembrud i E3 og Dwars door Vlaanderen, hvor han kørte finale. I år har han været sat tilbage af et brækket kraveben, der betød, at han ikke var på toppen i åbningsweekenden, men efter en god enkeltstart i Tirreno meldes han nu at være på toppen. Hans motor og mangel på eksplosivitet gør, at hans er bedre i de helt lange løb, men han har vist, at han også kan køre finale i et hårdt løb som dette. Hans problem er, at han overhovedet ikke kan spurte og derfor skal alene hjem. Mens de fleste kigger på holdkammeraten Trentin, kan der dog måske pludselig blive plads til et angreb fra Durbridge.

OPDATERING: Sygdom har tvunget Lukas Pöstlberger ud af løbet, og i stedet stiller brølstærke Daniel Oss til start. Det er en markant styrkelse af Sagans chancer, at han kan regne med støtte fra den ekstremt formstærke italiener i den absolutte finale.

***** Peter Sagan

**** Sep Vanmarcke, Tiesj Benoot

*** Greg Van Avermaet, Oliver Naesen, Matteo Trentin, Zdenek Stybar, Niki Terpstra

** Sonny Colbrelli, Gianni Moscon, Alexander Kristoff, Arnaud Demare, Philippe Gilbert, Jasper Stuyven, Yves Lampaert, Mihcael Matthews, Michael Valgren, Alexey Lutsenko, Luke Durbridge

* John Degenkolb, Daniel Oss, Sacha Modolo, Magnus Cort, Dylan Van Baarle, Oscar Gatto, Søren Kragh, Lukasz Wisniowski, Jurgen Roelandts, Edvald Boasson Hagen, Tony Gallopin, Jack Bauer, Heinrich Haussler, Andrey Amador, Jasper De Buyst, Jens Debusschere, Bryan Coquard, Timo Roosen, Tony Martin, Baptiste Planckaert, Stefan Küng, Stijn Vandenbergh, Jose Goncalves, Alex Kirsch, Adrien Petit

Danskerne

Størst forhåbninger er der grund til at have til Michael Valgren, der sidste år gjorde det godt i løbet, og med sejren i Omloop har fået en ny status i disse løb. En top 10-placering er et meget realistisk mål. Også Magnus Cort har en chance, men han har endnu ikke kunnet blande sig i de hårde flamske løb og skal derfor håbe på en spurt i en relativt stor gruppe. Løbet er skræddersyet til Søren Kragh, der i fremtiden har potentiale til noget virkelig stort her, men efter at sygdom tvang ham ud af Tirreno og Sanremo frygter vi, at han ikke har formen til at gøre meget andet end at hjælpe Michael Matthews. Mads Pedersen  bliver efter den gode enkeltstart i Tirreno en vigtig mand for Jasper Stuyven og John Degenkolb på Trek.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Greg Van Avermaets sejr fra 2017, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2016, Geraint Thomas’ sejr fra 2015 samt Fabian Peter Sagans sejr fra 2014 og Fabian Cancellaras sejr fra 2013.