Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: EM – linjeløb

Optakt: EM – linjeløb

12. september 2021 12:53Foto: Sirotti

I de fleste sportsgrene spiller kontinentale mesterskaber en stor rolle, men af uvisse årsager har det altid været anderledes i landevejscykling. Det ændrede sig i 2016, hvor EM for første gang blev afviklet for professionelle ryttere, og med et fremragende felt til debutudgaven i Frankrig blev kimen lagt til en stor succes. I de seneste fire år er der blevet bygget videre på den gode start i hhv. Herning, Glasgow, Alkmaar og Plouay, og i år er det efter et års coronaforsinkelse italienske Trento, der er vært for fem dages kamp mellem Europas bedste ryttere. Søndag gælder det den store finale med herrernes linjeløb, der med et stjernespækket felt på en kuperet og uforudsigelig rute skal afgøre, hvem der skal bære den eftertragtede stjernetrøje i det kommende år.

Annonce

SE EM OG TOUR OF BRITIAN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

 

Løbets rolle og historie

I stort set alle sportsgrene afvikler det internationale forbund et VM, der udgør en af de absolut vigtigste begivenheder på kalenderen. Det forholder sig ikke anderledes i cykling, hvor den eftertragtede regnbuetrøje er en af sportens mest ikoniske symboler og er blevet båret af verdensmesteren, siden den blev indført i 1927. Modsat mange andre sportsgrene kan cykelsporten dog ikke kalde VM for årets højdepunkt - Tour de France vil altid være det ubetinget største løb - men det ligger stadig i den absolutte elite over sæsonens begivenheder.

 

De fleste sportsgrene har også kontinentale mesterskaber, der i prestige rangerer umiddelbart under VM. På det område er cykelsporten imidlertid anderledes. Faktisk blev de første europamesterskaber først afviklet i 1995, og også de panamerikanske, oceaniske og afrikanske mesterskaber er relativt nye begivenheder. Kun de asiatiske mesterskaber har en længere historie, men ingen af løbene har nydt nær samme prestige som i andre sportsgrene.

 

Europamesterskaberne skiller sig endda ud fra listen. Mens de andre kontinentale mesterskaber længe har haft eliteløb, har sportens nøglekontinent kun haft løb for juniorer og U23-ryttere. På en kalender, der er nærmest overfyldt med historiske løb, har der slet ikke været plads til endnu en prestigiøs begivenhed, og derfor havde de professionelle længe ikke chancen for at bære stjernetrøjen. Ungdomsløbene har ganske vist længe været store begivenheder for de relevante ryttere, men for eliten har det været lukket land.

 

I de senere år har Den Europæiske Cykelunion UEC imidlertid forsøgt at ændre tingenes tilstand. De introducerede de europæiske mountainbikemesterskaber i 1989, i 2010 kom banecyklingen på programmet, og mod slutningen af 2015 kunne eliteherrerne for første gang slås om trøjen i cykelcross. I 2016 tog man så det helt store spring ved at arrangere de første landevejsløb for eliten.

 

Rytterne tog vel imod begivenheden, og derfor blev der tale om stor succes. Så snart planerne blev luftet og ruten i Nice blev præsenteret, var der mange, der nævnte løbet som et af efterårets store mål. Ruten i Nice var kuperet, og med et fladt VM i Qatar var det for klatrere og ardennerspecialister oplagt at gå efter EM-titlen i stedet.

 

Desværre kom begivenheden uheldigt fra start, da samme sommers terrorangreb i Nice tvang byen til at trække sig som arrangører bare få måneder inden starten. Heldigvis var byer i Frankrig, England og Italien alle villige til at træde til, og i sidste ende valgte UEC at flytte arrangementet til Plumelec. Det havde en stor indvirkning på ruten, der ikke længere var så kuperet som planlagt, men med en afslutning på den berømte Cote de Cadoudal, der er kendt fra GP de Plumelec og Tour de France, var der fortsat tale om et perfekt løb for puncheurs, og de samledes i stort tal i den nordfranske by til et ganske stærkt besat løb.

 

Derfor kunne arrangørerne næppe have ønsket sig en meget bedre modtagelse. Naturligvis har løbet ikke nær samme prestige som VM, men det lykkedes alligevel at tiltrække store navne som Peter Sagan, Julian Alaphilippe Fabio Aru, Diego Ulissi, Rui Costa, Daniel Martin, Philippe Gilbert, Daniel Moreno, Wout Poels, Sonny Colbrelli, Tiesj Benoot og Tony Gallopin. Placeringen på kalenderen var perfekt, idet det blev afviklet midt i september, hvor mange klassikerryttere var i topform efter WorldTour-klassikerne i Plouay og Canada.

 

I 2017 skulle der bygges videre på succesen, men det har ikke været nemt at finde en tilsvarende god placering på kalenderen. I 2016 blev VM pga. varmen i Qatar afviklet usædvanligt sent, og det skabte plads i september. Året efter fandt man en position i august to uger efter Touren, men på denne tid af året er konkurrencen stor. Således afvikledes der i samme periode WorldTour-løbet Tour de Pologne og det traditionsrige Vuelta a Burgos samt Tour of Utah på den anden side af Atlanten, og en stor del af feltet hvilede fortsat ud efter Touren. Det gjorde det vanskeligere at tiltrække samme stjernebesatte felt som i 2016, og specielt var det påfaldende, at det var meget svært at overtale Tour-ryttere til at stille til start.

 

Danmark var udset som landet, der skulle forsøge at fastholde momentum, og det viste tydeligt, at EM helt i stil med VM vil være en begivenhed, der i forskellige år tiltrækker forskellige ryttertyper. I 2016 var der således tale om et løb for puncheurs, men i 2017 betød den helt flade rute i Herning, at det var umuligt at undgå en massespurt. På samme måde er det tanken, at forskellige værtsbyer skal give alle feltets ryttere mulighed for at blive europamester på et tidspunkt i karrieren, og det blev synliggjort i 2018, hvor det var stærke sprintere og brostensspecialister, der kæmpede om titlen i Skotland, mens sprinterne i 2019 atter godtede sig ved udsigten til et fladt løb i hollandske Alkmaar, inden klassikerrytterne og de stærke sprintere atter var på banen sidste år i Plouay.

 

Løbet i 2018 var specielt, da UEC havde taget endnu et skridt i et forsøg på at styrke opmærksomheden. Organisationen var nemlig gået sammen med de europæiske forbund inden for svømning, triatlon, roning, golf og gymnastik om at arrangere ét stort fælles europæisk mesterskab på samme sted. Det betød ganske vist, at der ikke var plads til ungdomsrækkerne, som derfor afviklede deres egne separate mesterskaber tidligere på året, men tanken var, at samling af flere sportsgrene - inden for cykelsporten var også banecykling, mountainbike og BMX på programmet - skulle booste begivenheden og give den større prestige. Glasgow fik æren af at være den første vært for det fælles arrangement, der afvikledes over 10 dage med hele 800 atleter. Den model anvendes dog kun hvert fjerde år, og det er således først i 2022, at begivenheden vil have dette særprægede format.

 

Om det var dette initiativ, ruten eller det forhold, at Alexander Kristoff igennem et år havde givet stjernetrøjen meget mere synlighed, efter at Sagan i sin tid som europamester holdt den gemt under sin regnbuetrøje, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at feltet var betydeligt stærkere, end det var i Herning i 2017. Både enkeltstarterne og landevejsløbene tiltrak en stribe ganske store navne, og selvom der var en del konflikter med holdene, der nødigt ville give rytterne fri i en periode, hvor der afvikledes to store WorldTour-løb, Tour de Pologne og BinckBank Tour, som appellerede til samme ryttertyper, var mange store navne meget interesserede i at deltage. Det samme gjaldt i 2019, og selv i 2020, hvor coronakaosset betød, at løbet afvikledes få dage inden Touren og dermed forhindrede næsten hele Tour-feltet i at møde op, var startlisten fornem. Trods den vanskelige placering i august, hvor antallet af konkurrerende løb altid er meget stort, havde trøjen og mesterskabet tydeligvis allerede en vis prestige.

 

I år forsøger man sig med en ny placering. OL har betydet, at Touren og Vueltaen er blevet afviklet en uge tidligere end normalt, og det har givet et lille hul i kalenderen mellem den spanske grand tour og VM. Det har UEC udnyttet til at flytte de kontinentale mesterskaber til en relativt begivenhedsfattig uge midt i en ellers travl tid, og det har boostet feltet yderligere. Denne gang er der ikke længere Tour-træthed at spore, og tværtimod er rytterne i gang med at forberede sig til VM. Da ruten i Trento, der efter et års coronarelateret forsinkelse nu endelig få deres værtskab, tillige appellerer til mange af de samme ryttere, som vil være inspirerede af linjeløbet til VM, har et stort antal store navne gjort EM til et decideret mål på vejen frem mod den helt store opgave senere i september. Således er der ikke den store tvivl om, at 2021-udgaven er det stærkeste EM, vi endnu har set.

 

Det hele startede med juniorernes enkeltstart og det nye, blandede holdløb i onsdags og fortsatte med de øvrige enkeltstarter i torsdags, juniorernes og U23-kvindernes linjeløb i fredags samt U23-herrernes og elitekvindernes linjeløb i torsdags, og søndag slutter festlighederne af med den traditionelle finale, herrernes linjeløb. Efter den lidt stjernefattige forestilling i Herning fik løbet som sagt allerede et boost i 2018 og 2019, og det er nu fuldt tilbage efter års særlige coronaudgave. Årets rute er nemlig også så uforudsigelig, at den har tiltrukket ryttere i nærmest alle kategorier, og således vil vi i feltet finde klassementsryttere som Tadej Pogacar, Joao Almeida, Mikel Landa, Bauke Mollema, Ion Izagirre, Romain Bardet, Thibaut Pinot og Remco Evenepoel, klassikerspeicalister som Sonny Colbrelli, Diego Ulissi, Matej Mohoric, Peter Sagan, Dylan Teuns, Benoit Cosnefroy, Matteo Trentin og Marc Hirschi samt sprintere som Sam Bennett og Alexander Kristoff på en startliste, der indeholder en betydelig af verdensranglistens top 100. Dermed er der tale om et felt, der er et WorldTour-løb værdigt, men naturligvis er det også et løb, hvor landsholdsformatet skaber en dynamik, man ellers kun ser ved VM.

 

Sidste års løb blev som sagt afviklet som en nødløsning i Plouay på den velkendte rundstrækning fra Bretagne Classic, og her var spørgsmålet, om Mathieu van der Poel kunne bryde franskmændenes og italienernes jerngreb, der havde til formål at bringe de formstærke nykårede nationale mestre Arnaud Demare og Giacomo Nizzolo til sejr. Det lykkedes ikke, og efter den sene Pont-Neuf-stigning leverede italienerne i et reduceret felt et fabelagtigt lead-out, der gjorde det muligt for landet at vinde for tredje år i træk, denne gang med Nizzolo, der akkurat slog hjemmebanefavoritten Demare, mens Pascal Ackermann snød Van der Poel for bronzemedaljen. Nizzolo er til sin egen frustration blevet fundet for tung til ruten, og han forsvarer derfor heller ikke titlen, og da Van der Poel hele tiden har haft planer om at skippe løbet, og Demare og Ackermann har fundet ruten for svær, vil der denne gang ikke være én eneste rytter fra sidste års top 4 at finde i feltet.

 

Ruten

I 2016 blev løbet som bekendt afviklet i Plumelec, og det betød, at rytterne blev testet på en ganske kuperet rute, der blandt andet bød på den omtalte afslutning på den berømte Cote de Cadoudal-stigning, hvor de eksplosive puncheurs kom til fadet. Den slags udfordringer havde man ikke i 2017. Herning er flad som en pandekage, og arrangørerne havde designet en rute, der ikke kunne været meget nemmere, og der var i den grad tale om rent guf for sprinterne. Til gengæld var der flere udfordringer i 2018-løbet i Glasgow, hvor en stribe mindre bakker samt regnvejr betød, at løbet mest havde mindelser om en flamsk klassiker, inden hollandske Alkmaar i 2019 bød på endnu et fladbaneløb, hvor vinden dog viste sig at skulle spille en afgørende rolle. Sidste år var det de stærke sprintere, der trivedes på rundstrækningen fra Bretagne Classic, der blev rammen om en reduceret massespurt. På den baggrund kan de første fem udgaver af løbet siges at have tiltalt i hvert fald adskillige forskellige ryttertyper.

 

I år er løbet med et års forsinkelse henlagt til Trento, og her kunne man sagtens have givet klatrerne deres første chance for at blive europamester. Byen ligger nemlig midt i Dolomitterne, og der var således masser af basis for at lave et rigtigt bjergløb. Det har man imidlertid undladt. Ganske vist vil man begive sig en smuttur ind i bjergene fra start, men omdrejningspunktet er en ret klassisk mesterskabsrundstrækning, der byder på en ganske lang, men ikke alt for stejl stigning samt en flad finale. Modsat til enkeltstarten, hvor en tur ned gennem dalen gjorde det umuligt overhovedet at fornemme bjergenes nærhed, har man denne gang sammensat så tilstrækkeligt en varieret rute, at et hav af forskellige ryttertyper, der spænder fra klatrere over klassikerryttere, puncheurs og stærke sprintere til mere klassiske sprintere har fundet det besværet værd at rejse til Italien.

 

Ruten er designet, som de fleste mesterskabsløb efterhånden er det. I gamle dage var de næsten altid rene rundstrækningsløb, men nu om dage består den slags løb ofte af en indledende strækning, der gør det muligt at opsøge lidt flere højdemeter og længere stigninger, end bynære rundstrækninger ofte tillader, inden det hele slutter med omgange på en rundstrækning, der er løbets nerve. Det gælder således også i år, hvor man altså skal en tur ind i Dolomitterne, inden man i alt væsentligt kører op og ned ad en bakke inde i selve Trento.

 

Det europæiske forbund bestemte forud for 2019-udgaven, at deres løb skulle være betydeligt kortere end normale mesterskaber - både enkeltstart og linjeløb. De første tre år havde man ellers haft klassiske mesterskabsdistancer på 230-250 km, men for tredje år i træk er der tale om en kortere sag på mellem 170 og 180 km. Ideen er inspireret af den generelle trend med stadig kortere løb i håb om, at det kan skabe mere action.

 

Årets løb er 179,2 km langt og har både start og mål i centrum af Trento. Første del af løbet består af en 73,4 km lang tur rundt i Dolomitterne. Byen ligger i dalen med bjerge til begge sider, og derfor er starten med det samme knaldhård, når man lægger ud med at køre mod nordvest op ad Cadine-stigningen (5,7 km, 5,2%), der har en kilometer med 9.6%, men derudover ligger på ca. 5%, inden den flader ud med 0,6% over de sidste 700 m frem mod toppen, der rundes efter 6,7 km. En kort nedkørsel leder mod nordvest, inden det går mod sydvest via en ikke-kategoriseret stigning op til byen Vezzano, hvorefter en nedkørsel leder videre mod sydvest ned til en flad dal med flere søer og floder.

 

Her går det mod syd igennem fladlandet, indtil man i det sydligste punkt igen drejer mod øst for at skære igennem samme højdedrag som tidligere. Det sker via stigningen Vigo Cavedine (5,3 km, 6,5%), der har i alt 3 km med ca. 8%, men også lettere passager på 4-6%. Toppen rundes efter 35,4 km, hvorefter det falder let mod nord ned gennem dalen, inden man i byen Vezzano drejer mod øst for at følge en let stigende vej frem til byen Sopramonte, hvor man drejer mod sydøst for at passere den kendte Monte Bondone - eller Candriai, som den også kaldes - (5,6 km, 7,1%), der minder meget om den foregående stigning, idet den stiger med 7-9% det meste af vejen, men også har to lettere passager på 5-6%. Toppen rundes efter 61,5 km, inden en teknisk nedkørsel leder mod nordøst og øst direkte ned til Trento, hvor man efter 73,4 km krydser stregen for første gang.

 

Løbet afsluttes nu med otte omgang på den afgørende rundstrækning, der er 13,2 km lang. Den er ganske enkel, idet man med det samme kører mod øst ud i bjergene på den anden side af dalen via stigningen Povo (3,6 km 4,9%). Der er tale om en todelt stigning, hvor de første 2 km stiger med bare 3-4%, men hvor de sidste 1,6 km stiger jævnt med 6,7%. Fra toppen vil på sidste omgang resterer 9,2 km, der indledes med en helt lige nedkørsel, der leder mod syd og sydvest tilbage til byens udkant. Her vender man rundt for at køre tilbage mod nord ad en lige og flad vej, inden man snor sig igennem den flade by mod sydvest igennem et teknisk stykke med hele syv sving.

 

Herfra går det videre mod nord og nordøst ad endnu et teknisk stykke med hele seks skarpe sving. De sidste tre af disse kommer med 1200 m, 700 m og 450 m igen, inden man tager hul på en ny omgang. Ved afslutningen på hver omgang passerer man dog ikke stregen. Det gør man først til sidst, hvor man efter ottende omgang i stedet for at køre tilbage op ad Povo med 200 m igen drejer skarpt til højre for at køre direkte op til Piazza Duomo foran byens domkirke, hvor målet er placeret. Det falder let ned mod de sidste 4 km, der er helt flade.

 

Ruten byder på i alt 3435 højdemeter mod 2313 i Plouay og bare 122 i Alkmaar. På de længere næsten 250 km lange ruter var der 2142 højdemeter i Glasgow, 752 højdemeter i Herning og 3298 højdemeter i Plumelec.

 

 

 

 

 

 

 

 

SE EM OG TOUR OF BRITIAN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

 

Vejret

Trento ligger midt i Dolomitterne, hvor det kan være relativt regnfuldt, og det vil rytterne måske få at mærke denne søndag. Det ventes at starte solrigt, men gennem det meste af eftermiddagen vil der være en bygerisiko på 30-40%, inden det dog ventes at klare op den sidste times tid, hvor risikoen falder til 20%. Temperaturen vil nå pæne 27 grader, og der vil bare være en let vind (9-13 km/t) fra sydsydvest. På den indledende tur gennem Dolomitterne giver det først side-, så mod-, siden med- og slutteligt sidevind op ad Candriai. På rundstrækningen vil der være sidevind på Povo, modvind på nedkørslen og skiftevis med- og sidevind ind gennem byen. Med 1200 m igen får man sidevind, med 700 m igen medvind, med 450 m igen sidevind og slutteligt modvind på den 200 m lange opløbsstrækning op til domkirken.

 

Favoritterne

Mesterskabsløb er alt ganske svære størrelser at læse. For det første afvikles de på som regel helt ukendte ruter, som både ryttere og trænere har et begrænset forhåndskendskab til, og hvor usikkerheden om løbets karakter derfor får lov at trives, ofte med ugers eller måneders spekulation forud for begivenheden. For det andet afvikles de med landshold, og det skaber alt en helt særlig dynamik, når normale modstandere skal indordne sig under en overordnet plan.

 

Årets EM har bestemt ikke gjort denne uklarhed mindre. Det er lykkedes arrangørerne at designe en rute, der er svær nok til, at selv klatretyper har fundet det besværet værd at rejse til Italien, men også sprintere tror på, at det kan lade sig gøre. Uenigheden om sværhedsgraden synes også ganske stor. Norge har eksempelvis fundet plads til både klatrere og Alexander Kristoff, og Italien lod den forsvarende mester Giacomo Nizzolo, der ellers havde gjort løbet til et mål, blive hjemme, slet og ret fordi de anså den værende som for hård - en beslutning, europamesteren bestemt ikke var enig i. Det er sjældent, at man har en rute, der har givet ideer til så bredt et rytterspektrum.

 

Det synes dog også klart, at flere og flere synes at tro på et hårdt løb. Den italienske landstræner, Davide Cassani, valgte Nizzolo-modellen fra af frygt for, at andre hold ville gøre løbet for vanskeligt på den tidlige tur rundt i Dolomitterne, og går man trupperne igennem, står det da også klart, at sprinterløsningerne i ret stort omfang er valgt fra. Hverken Tyskland, Frankrig eller Belgien, der ellers har nogle holdbare afsluttere, kommer med sprintere, og i stedet kommer de - særligt franskmændene - med trupper, der i stor grad er skabt til et klatreløb.

 

Det vil naturligvis have en indvirkning på løbets taktik. Selvom Nizzolo er valgt fra, er det Italien, der kan drømme om en spurt. De møder nemlig med den uhyre formstærke Sonny Colbrelli som det klare førstevalg og har i Matteo Trentin endnu en sprinter, der kan drømme om at overleve. Holdet har skam også gode kort til et hårdere løb, først og fremmest Diego Ulissi og Andrea Bagioli, men Cassani har gjort det klart: Colbrelli og Trentin er kaptajnerne.

 

Det er klart, at Colbrelli efter magtdemonstrationen i Benelux Tour bliver svær at sætte, men det må være målet for snart sagt alle øvrige hold. Det er højst tvivlsomt, om andre sprintere som Alexander Kristoff eller den ikke specielt formstærke Peter Sagan kan være med på denne rute, og det bliver derfor i Italiens interesse med et lettere og defensivt løb. Snart sagt alle andre drømmer om så hårdt et løb som muligt. Det gælder vel særligt for franskmændenes skræmmende samling af klatrere, og Belgien, der har designet et hold med Remco Evenepoel som kaptajn og fyldt det op med de relativt få klatretyper, landet kan frembyde. I lyset af Ivan Garcia Cortinas ringe form må den spanske samling af klatrere ligeledes have et hårdt løb som fokus, og det samme gælder åbenlyst for Slovenien, der dog har en så lille trup, at de ikke kan diktere slagets gang.

 

I det lys er det også svært at tro, at der ikke allerede bliver cykelløb i Dolomitterne. Denne indledende del slutter trods alt med 100 km til mål, og det er derfor nok for tidligt at åbne løbet - selvom man aldrig ved, hvad Evenepoel kan finde på - men det virker helt logisk, at der skal gås til stålet. Det vil ikke undre mig, hvis vi ser Frankrig og Belgien lægge et benhårdt pres, der vil kunne skabe betydelig udskilning allerede inden rundstrækningen. Helt festligt bliver det, hvis Evenepoel gør fælles front med Frankrigs nærmest endeløse serie af klatrere og kommer med en offensiv allerede på Monte Bondone, men det logiske vil vel være, at det er et reduceret felt, der rammer rundstrækningen. Behovet for at åbne løbet tidligt betyder også, at de små nationers tv-udbrud, som man ofte ser til mesterskaber, meget vel kan blive spist allerede inden rundstrækningen.

 

Rundstrækningen er en svær størrelse at læse. Povo er ikke noget Monte Zoncolan, og reelt er der blot tale om en 1600 m relativt stejl stigning med to lette kilometer til opvarmning. En enkelt tur op ad bakken kunne ikke skabe mange forskelle, og det er altså de i alt otte ture kombineret med turen rundt i Dolomitterne, så vi i alt over den korte distance når op på knap 3500 højdemeter, der skal gøre forskellen. Desværre for angriberne er nedkørslen uhyre let, og på en lige modvindsvej vil en jagt i et felt altid have en fordel. Kommer man til gengæld først ned i byen til de sidste 4-5 km, er ruten teknisk og meget vanskelig at jagte på - og det bliver særligt tilfældet, hvis feltet rammes af de mulige byger.

 

Det vil være naivt at tro, at alle venter til sidste tur op ad Povo. Evenepoel gør i hvert fald ikke, og selvom franskmændene nok har formstærke Benoit Cosnefroys eksplosive finalepunch som plan A, vil det være mærkeligt, hvis ikke også de spiller spillet fra distancen. Det må slovenerne med Matej Mohoric og Tadej Pogacar også gøre, og det ser derfor ud til, at vi får et løb, der kan være svært at kontrollere. Det bliver i alt væsentligt italienernes opgave, og det vil formentlig være med en dobbelt strategi. Særligt Ulissi og Bagioli skal vel gå med i angrebene og herefter sætte sig på hjul, hvorefter Colbrelli og Trentin skal spares til finalen. Colbrelli vil på sidste omgang utvivlsomt ikke bare håbe på samling, men derimod gå med i angrebene, men jeg er mere i tvivl om, hvorvidt han vil satse det hele på den sidste eller de to sidste omgange, eller om han også er frisk på at lege med, hvis/når Evenepoel ikke længere kan holde sig i ro.

 

Logikken siger, at stigningen er så let, at det bør blive en spurt, men jeg tvivler stærkt. Umiddelbart tror jeg, at det bliver for vanskeligt for italienerne at holde snor i det. De ser lidt for alene ud. Nok er deres hold det måske stærkeste i løbet, men skal de klare det på egen hånd, bliver det vanskeligt. Heldigvis vil der i et løb som dette altid opstå allierede undervejs, og derfor bliver der i sidste ende flere end bare ét land, der vil køre defensivt, men med dette felt vil det undre mig, hvis vi får en spurt. Ruten indbyder til det, men feltet gør ikke.

 

Hvor tidligt løbet åbnes, er til gengæld mere uklart. Man kan sagtens forestille sig et scenarium, hvor det hele afgøres på sidste omgang med angreb på bakken, men feltets sammensætning gør, at det nok er mere sandsynligt, at det sker tidligere. Jeg tror snarere, at vi vil se et aggressivt løb, hvor vi relativt tidligt får etableret en lille gruppe, der formentlig vil blive jagtet hårdt, men som ender med at køre om sejren.

 

I en sådan gruppe er der flere mulige udfald. En spurt er bestemt mulig, ligesom det efter et hårdt løb slet og ret vil være muligt for den eller de bedste at køre væk på bakkerne. Der er dog også så meget fladt på ruten, at det kan blive en ganske taktisk sag, hvor man kan snige væk i fladlandet og køre alene hjem, selvom man ikke er stærkeste eller hurtigste mand. Nøglen bliver at sikre sig adgang til en sådan gruppe, og det vil kræve meget gode ben, men måske også en smule held og timing i et løb, der kan blive taktisk.

 

En sådan udvikling vil også åbne løbet op og give flere mulige vinderkandidater, men feltets sammensætning gør, at jeg peger på Remco Evenepoel. Det er langt fra en ideel rute for belgieren, der som altid skal alene hjem for at vinde og derfor havde ønsket sig en hårdere stigning, men han hjælpes af, at Belgien ikke er den eneste nation med ønske om et hårdt løb. Hvis italienerne bliver meget alene i at kontrollere, kan det blive en uregerlig størrelse, og det er præcis de forhold, Evenepoel trives under. Efter hans sygdom i Benelux Tour var jeg temmelig usikker på, hvad vi skulle forvente, men med sin fremragende enkeltstart, hvor han på en for alt andet end ideel rute stort set kørte lige op med Stefan Küng og Filippo Ganna, fik han bevist, hvorfor han efter eget udsagn har fået sine ”good legs” tilbage.

 

Disse ”good legs” plejer at være uregerlig. Det var de i hvert fald, da han kørte fra alt og alle i Danmark, Druivenkoers og Bruxelles, hvor han trods alt slog navne som Victor Campenaerts og Tim Wellens, der blev hhv. nr. 3 og 4 i Benelux. Ruten her er måske ikke ideel, men den er hård nok til, at der kan gøres forskelle og til, at Evenepoel kan udse sig Evenepoel-momentet, hvor han pludselig tager alle på sengen og kører alene. Det belgiske hold er tillige stærkt, og han har blandt andre de formstærke klatretyper Dylan Teuns og Ben Hermans samt den velkørende Campenaerts til at skabe det hårde løb, han skal bruge. Det er rigtigt, at ruten ikke er ideel, og at Evenepoel kun kan vinde på én måde. Det samme gjaldt imidlertid i Danmark, Druivenkoers og Bruxelles, og det gjaldt i Polen sidste år. Alligevel kørte vidunderbarnet fra alt og alle, og det kan meget vel gøre igen.

 

Mens Evenepoel stadig er på vej tilbage, er han oppe mod en rytter, der aldrig har været bedre Matej Mohoric gik temmelig meget i stå i 2019, 2020 og begyndelsen af 2021, hvor han kun vandt i alt ét cykelløb efter at have vundet hele syv gange i 2018, men nu er han i den grad tilbage - og det i en stærkere forfatning end nogensinde. Siden Touren har han været intet mindre end ustoppelig, og særligt i Polen virkede han skræmmende stærk. Måske var han ikke helt så overbevisende i Benelux i sidste uge, men det forhindrede ham ikke i at vinde sidste etape og ende som nr. 2 samlet, og han synes altså ikke at være træt endnu.

 

Ruten burde passe ham. Den er hård, men ikke for hård, og bakken er svær, men ikke for stejl. Han vil ærgre sig gul og grøn over, at nedkørslen er meget let, men det er stadig en rundstrækning, der egner sig til den offensive kørsel, som Mohoric elsker. I virkeligheden gælder de samme pointer for ham som for Evenepoel, nemlig at udsigten til et uregerligt løb er perfekt for sloveneren. Det er nemlig her, han er i stand til at køre væk, som han oftest gør, når han vinder, men modsat Evenepoel har han også en livsfarlig spurt, der er brugbar mod de fleste, hvis bare han kan komme af med Colbrelli-typerne. En udfordring er et svagt slovensk hold, der ikke kan rette op på mange situationer undervejs, men dybt inde i finalen udgør han og Tadej Pogacar løbets måske farligste duo, og det kan give Mohoric en fordel i en ukontrollerbar finale. Formen rækker i hvert fald til at gøre det færdigt.

 

I de seneste dage har Benoit Cosnefroy nok engang bevist, at der er få, der kan bruge Touren til at finde formen på samme måde som ham. Hvert eneste år kommer han ud af den franske grand tour i en bedre forfatning end tidligere. I 2019 gjorde han rent bord i august, i 2020 kørte han lige op med Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe i Brabantse Pijl, og i 2021 toppede han det hele ved at slå Alaphilippe i Bretagne forleden - alt sammen med sin form fra Touren. Siden da har han brugt tiden på at tage en favoritsejr i Tour du Jura, hvor han var den i særklasse stærkeste og kørte alene op til den afgørende gruppe, og hjælpe Dorian Godon til sejr i Tour du Doubs, og nu ligner han et brandvarmt bud på en europamester. Den korte, eksplosive stigning på rundstrækningen passer ham godt - også selvom den gerne måtte have været stejlere - og med sit punch er han måske den rytter i feltet, der er bedst egnet til at slå et hul her.

 

Problemet er, at resten af rundstrækningen ligger dårligt til en mand, der ikke er skabt til at køre alene, men han beviste i Bretagne, hvor han overspurtede en ganske vist kramperamt Alaphilippe, og senest i Jura, at hans spurt kun synes at blive bedre og bedre. De første stigninger er lange og højdemeterne mange, men ikke noget, der bør eliminere den formstærke franskmand frem mod en rundstrækning, der passer ham. Frankrig har måske det stærkeste hold af klatrere, og der vil derfor være basis for overtal i finalen, og arbejder de for at sætte deres formstærke kaptajn op til en spurt i en lille gruppe, der er kørt væk til sidst, har han på det seneste vist, at han ikke behøver at frygte mange.

 

På papiret er Sonny Colbrelli den indlysende favorit. Italieneren har i år været bedre end nogensinde, og han tog det til et nyt niveau i sidste uge, hvor han tog en imponerende solosejr på ardenneretapen i Benelux - en etape, der for ham normalt burde have handlet om en overlevelseskamp. Dermed fulgte han op på det niveauspring, vi har set siden Dauphiné, og han kommer til løbet med skræmmende god form, et skræmmende højt niveau og med tro på sig selv på en rute, der burde passe ham som fod i hose. Stigningen er ikke svær nok til, at han kan sættes af, og i en spurt er der blandt feltets klatrestærke folk næppe nogen, der slår ham.

 

Spørgsmålet er bare, om han har gjort sig selv til for stor en favorit. Alle ryttere vil stille til start med ambitionen om ikke at skulle spurte mod Colbrelli, og desværre for ham er Italien det eneste hold, der synes at ville kontrollere og have et knap så hårdt løb. Er holdet stærkt nok til den opgave? De er åbenlyst stærke, men har også et par formsvage mand og et par unge fyre, hvis form synes aftagende. Det er klart, at Colbrelli er et åbenlyst vinderbud både i en spurt og i et hårdere løb, men feltets sammensætning har ikke rigtigt maget sig. Italien får i hvert fald kam til deres hår, men lykkes projektet, har de et fremragende bud på en mand, der kan tage deres fjerde EM-sejr ud af seks mulige - og det endda i træk!

 

Enkeltstarten understregede igen, at Tadej Pogacar ikke kommer til løbet i alt for formstærk en udgave, men det vil være dumt at afskrive det andet af løbets to fænomener. Disse vidunderbørn kommer hurtigt i form, og det vil være helt logisk at forvente en stærkere Tour-konge end ham, der i Bretagne forsøgte at køre med Cosnefroy og Alaphilippe, men måtte sande, at formen ikke rakte til at køre, som han plejer. Det er klart, at han lige nu ikke er god nok til at levere en magtdemonstration som i Touren, men det vil alligevel undre, hvis ikke Pogacar spiller en rolle i finalen på et løb, der ikke er sværere end dette. Selve rundstrækningen passer ham ikke helt ringe, selvom den på papiret er en anelse let, for vi så senest i Liege, at han ikke behøver at frygte mange i en spurt. Det giver ham et glimrende våben, hvis blot han kan undgå Colbrelli-typerne, men hans bedste våben er Mohoric. Ender løbet som en ukontrollerbar affære, sidder slovenerne med en uhyggelig duo bestående af ryttere, der elsker at køre offensivt i den slags finaler. Her er det ikke altid stærkeste mand, der vinder. Man skal bare være stærk nok til at være med. Det burde Pogacar kunne være, og med sin gode spurt har han alle forudsætninger for at gøre det færdigt - topform eller ej.

 

Der tales ikke alt for meget om Joao Almeida, men det kan være en fejl. Det er rigtigt, at portugiseren har været stille på det sidste, men hvad skulle han da også gøre på den lette rute i Tyskland? Angiveligt var han stærkeste mand på løbets sværeste stigninger, der ikke var tv-dækket, men de var placeret alt for langt fra mål. Vi skal ikke glemme, at Almeida forinden vandt Polen Rundt i ganske suveræn stil ved at slå den uhyre formstærke Mohoric, og selvom hans enkeltstart ikke var flyvende, var den - ruten og feltet taget i betragtning - ikke ringe. Hans gode spurt på 4. etape i Polen var endnu et vidnesbyrd om, at han kan slå de fleste på stregen, og selvom gerne måtte have været hårdere, har han den alsidighed, der skal til, hvis man vil vinde i Trento. Det portugisiske hold virker ganske fornuftigt, og i et uregerligt løb burde Almeida kunne trives - måske særligt fordi han er fløjet så meget under radaren, at han vil regns som lidt at en underdog.

 

En rytter, der står i en taktisk gunstig situation, er Diego Ulissi. Italieneren er nemlig på hold med Colbrelli, og det er ikke den ringeste situation, man kan være i. Cassanis taktik kunne meget vel betyde, at det bliver Ulissis opgør at gå med i angreb på rundstrækningen, og herefter vil han have alibi til at sidde på hjul, hvis holdet fokuserer på deres kaptajn. Det giver ham alle forudsætninger for at gøre det færdigt, hvis italienerne må opgive at skabe samling, for det er en glimrende rundstækning for en puncheur som ham. Han er i hvert fald hurtig nok til at true alle favoritterne i en spurt, og har han siddet på hjul, vil hans chancer blot være endnu større. Udfordringen er hans form. Efter hjerteproblemerne har han fortsat ikke været på 2020-niveau, og senest skuffede han fælt i Bretagne. Til gengæld gjorde han det fornuftigt - men ikke prangende - i Polen, og det viser, at han burde kunne køre en god finale. Med hjælp fra sin taktisk gunstige position står han måske ikke så ringe alligevel.

 

Det franske hold er som sagt det mest klatrestærke, og de har flere folk, der kan gøre det færdigt. En anden er Valentin Madouas, der egentlig har haft en trist sæson, men er kommet stærkt ud af Touren. Han slog endda Cosnefroy i La Polynormande og var en af de stærkeste i Limousin, og skal man tro ham selv, var den eneste grund til, at han ikke kørte finale i Bretagne, at han sad for langt tilbage, da Alaphilippe angreb på grusbakken. Sandt er det da også, at han kørte væk til sidst, og også i weekendens franske løb var han blandt de stærkeste. Også for ham gælder, at den første del af løbet ikke passer ham ideelt, men rundstrækningen ligger ikke ringe til en mand, der først og fremmest er puncheur. Han og Cosnefroy synes i hvert fald at kunne udgøre en stærk duo, der kan angribe på skift, og Madouas viste i blandt andet La Polynormande, at spurten også rækker til at slå folk som netop Cosnefroy. Udfordringen er, at han er en svingende størrelse, som har for vane at skuffe, når det gælder.

 

Et opløftende element ved Benelux Tour var den delvise genrejsning af Marc Hirschi. Nej, han var stadig en skygge af den fabelagtige 2020-udgave, men i Ardennerne kom han trods alt med en forcering, som kun Mohoric og Colbrelli kunne matche. Vi så stadig, at han manglede nogle procent - ikke mindst på sidste etape - men i ”sit” terræn var han konkurrencedygtig. Denne rute burde være ganske perfekt til en puncheur som ham, og da han er i gang med en formopbygning, vil han formentlig være endnu stærkere nu. Det schweiziske hold synes heller ikke helt ringe til at sætte ham i scene, men han er den eneste schweizer, der kan ventes at køre finale. Spiller han sin taktiske hånd rigtigt, burde han dog have en fair chance, men han kan blive tvunget til at køre en bedre spurt, end vi har set fra ham i de seneste løb, hvor han slet ikke har haft fordums hurtighed.

 

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Matteo Trentin. Han er sammen med Colbrelli udpeget som kaptajn, men det står vel efter Vueltaen også klart, at denne rute kan blive for hård. Hans rolle er også en smule uklar, men han kan i teorien vinde på to måder. Han kan være backup til en spurt, hvis Colbrelli slider sig ned i et offensivt løb, og selvom han har spurtet skidt igen i år, vil han have en god chanc for at gøre det færdigt i et felt, der næppe vil tælle mange sprintertyper. Han kan også blive brugt på samme måde som Ulissi, dvs. som spielverderber i angrebene. Her vil han formentlig være lidt for tung, hvis han skal mænge sig med klatrere og puncheurs, men det er ikke en stigning, der i sig selv er for svær for Trentin. Spørgsmålet er snarere, om hele løbet ikke vil være det, hvis det bliver gjort knaldhårdt tidligt.

 

I teorien burde Andrea Bagioli være i samme fremragende taktiske position som Ulissi. Han er i hvert fald et oplagt bud på en rytter, der skal reagere på angreb for italienerne, og med den spurt, der næsten gjorde det muligt at slå Magnus Cort på 12. etape i Vueltaen, har han vist, at han kan være livsfarlig på stregen. Problemet er bare, at han kommer fra en grand tour, hvor han virkede temmelig træt i den sidste halvdel. Nok var han med til at afgøre 19. etape, men hans kørsel på bakkerne viste klart, at han ikke længere var på 100%. Derfor vil jeg forvente, at han får et svært løb, men formen kan efter en grand tour være ret uforudsigelig. Er han kommet sig, har han både evnerne og den taktiske position til at blive europamester.

 

Belgiernes bedste alternativ er Dylan Teuns, men han er en notorisk svingende størrelse. I de seneste sæsoner har han generelt været under niveau, men pludselig fandt han fabelagtig form, da han vandt Pogacar-etapen i Touren. Den gode form var til gengæld forduftet i Polen, hvor han var god, men ikke prangende, og nu er han igen svær at vurdere. Han var ganske overbevisende i Tyskland, hvor han var aktiv i finalerne med blandt andet et flot soloridt, men ruten var så let, at hans niveau var svært at vurdere. En ardennerfyr som ham vil ikke være helt utilfreds med denne rute, og han og Evenepoel kan i en ukontrollerbar finale meget vel udgøre en duo, der kan angribe på skift. Han er heller ikke helt langsom, men han må sande, at mange af favoritterne er hurtigere end ham.

 

En spændende rytter er Felix Grossschartner, men som vi senest så ved OL, kan en grand tour-form gå begge veje en uge efter afslutningen. De fleste vil være udkørte, og meget taler da også for, at Grossschartner ikke vil være med fremme, men hans gode enkeltstart til slut indikerer, at han er kommet igennem løbet. Det var også det indtryk, man generelt fik i en Vuelta, hvor han var stærkere end nogensinde og kun havde det svært i de rigtige bjerge, hvor det kunne være for stejlt. Det er det bestemt ikke her, hvor der venter perfekt Grossschartner-terræn. Han har punch og en god spurt, og en taktisk finale vil passe ham fint, når han skal slå stærkere og hurtigere folk. Desværre for ham er det østrigske mandskab svagt, og han vil formentlig skulle agere på, egen hånd i finalen.

 

Et helt ukendt element er Bauke Mollema. Dette er nemlig hollænderens første løb efter en pause, og da hans store mål er Lombardiet, har han formentlig et stykke vej endnu. Han er dog udpeget som kaptajn for et ikke skræmmende hollandsk mandskab, og det er da også en rute, der passer ham ganske fint. Den er nok en anelse for let til at være ideel, for de fleste favoritter vil slå ham i en spurt, men Mollema har vundet langt de fleste cykelløb ved at køre væk i ukontrollerbare finaler. Her har han en helt eminent næse, og da det ikke virker usandsynligt, at netop den strategi vil være vejen til en EM-titel, står han slet ikke så ringe - heller ikke selvom formen ikke er helt i top.

 

Selvfølgelig må man også tage Peter Sagan i betragtning, men hans eneste chance synes at være en spurt. Ganske vist så han bedre ud på brostensetapen i Benelux, men i Ardennerne var han milevidt fra at følge de bedste. Det kom ikke som nogen stor overraskelse, for vi har lært at forstå, at nutidens udgave af Sagan først bliver god, når motoren er varm. Efter en løbspause på næsten to måneder virker det klart, at han skal bruge nogle flere løbskilometer. Derfor skal han sætte sin lid til, at italienerne kan kontrollere løbet, men selv en spurt er næppe nok til, at Sagan har en chance. Har han formen til at overleve næsten 3500 højdemeter, hvor belgierne og franskmændene går amok? Det vil undre mig meget, men hans brostensetape gav dog så meget håb, at det ikke er umuligt. Ender det i en spurt, vil han til gengæld stå uhyre stærkt. Et sent sving med 200 m igen er en gav til Sagan, og i det tilfælde vil han være manden, der skal slås. Han skal bare lige komme så langt først…

 

Målet med den franske strategi må være at skabe et knaldhårdt løb, hvor deres mange klatrere kan angribe, og det kan bringe Romain Bardet i spil. Det er klart, at det langt fra er en ideel rute for ham, men hvis løbet udvikler sig ukontrollerbart, kan det lade sig gøre for en aggressiv fyr som Bardet. Han var måske en anelse træt i den sidste del af Vueltaen, men som hans sidste enkeltstart viste, var han ikke helt tømt. Ifølge ham selv kom han frisk ud af løbet og med god motivation til at satse på dette EM. I et løb med en flad finale og en relativt let stigning skal det flaske sig, hvis han skal vinde, men Bardet har før været fremme i endagsløb, der ikke var ideelle. Han synes at være en af de beskyttede franske ryttere, og det giver ham plads til at søge sin chance, hvis italienerne ikke lykkes med at køre en stærk gruppe ind igen.

 

Spanien har ikke det bedste hold, men det er måske værd at holde øje med Ion Izagirre. Baskeren havde bestemt ikke en stor Vuelta, men han blev også lidt låst af de mange exits på Astana, hvorfor han blev låst som hjælper for Aleksandr Vlasov. Heller ikke for ham er det en ideel rute, men spanierne må som mål have at slå sig til belgierne, franskmændene og hollænderne i bestræbelsen på at ødelægge italienernes planer. Izagirre ligner manden med den bedste chance for at gøre det færdigt i en ukontrollerbar finale. Han vil elske den tekniske finale inde i byen, og han viste med sejren i Baskerlandet, at han ikke er helt langsom. Får vi lidt regn, og sidder han i en gruppe, der skal afgøre det til sidst, skal man holde øje med det Izagirre-angreb, der gav ham den baskiske sejr tidligere i år.

 

Belgiernes tredje kort kunne være Ben Hermans. I gamle dage havde det været en glimrende rute for belgieren, men med årene er han blevet en dieselmotor nærmest uden punch. Derfor er det bestemt ikke det ideelle løb for ham, men han har været ganske flyvende hen over sommeren. Han var fremragende i juni, hvor han vandt i Appenninerne, og i august slog han formstærke Odd Christian Eiking i Norge, inden han choksejrede på enkeltstarten i Poitou-Charentes. Hans rolle på holdet er uklar, og han kan blive slagtet, når Evenepoel skal bruge sit hårde løb, men kører de med en åben taktik, burde Hermans være en af de formstærke ryttere, der skal gemmes til en taktisk finale, hvor belgierne skal udnytte et overtal til at angribe på skift.

 

Jeg vover pelsen og giver Thibaut Pinot to stjerner. Det er klart, at han efter sin lange pause ikke er på toppen, men så er han heller ikke ringere. Han var en af de få, der kunne følge Nairo Quintana i Besancon i fredags, og han synes stille og roligt at blive bedre fra løb til løb. Noget tyder på, at han kan have sikret sig en semibeskyttet rolle, og det er måske heller ikke helt dumt. Franskmændenes styrke er deres overtal, og er er Pinot ikke et ringe kort at spille. Rundstrækningen er mere taktisk, end den er hård, og derfor betyder ikke alt, at Pinot mangler nogle procent. Han har vist sig fremragende i hårde endagsløb, som vi så i hans jubelefterår i 2018, og modsat mange andre franskmænd kan han faktisk også begå sig i en spurt.

 

Endelig er der Alexander Kristoff. Han er den norske kaptajn, men jeg tror slet ikke på projektet. Drømmen er at spurte, men det virker ikke sandsynligt, at Kristoff kan være med efter 3500 højdemeter - heller ikke selvom han viste god form i Norge og Tyskland. Måske havde det været muligt, hvis der var udsigt til et defensivt løb, men han skal frem med de gode overtalelsesevner, hvis han skal have belgierne og franskmændene til at køre løbet passivt. Ender jeg med at fejllæse løbet totalt, er det klart, at Kristoff er uhyggelig i en spurt efter en hård dag, nu hvor han i Tyskland langt om længe fandt sin hurtighed, og Povo er da i sig selv heller ikke en stigning, han ikke kan klare. Problemet er bare, at løbet byder på meget andet end én tur op ad Povo og ikke mindst to nationer, der er klar til at gå bananas. Jeg bliver meget overrasket, hvis Kristoff bliver europamester igen denne søndag.

 

***** Remco Evenepoel

**** Matej Mohoric, Benoit Cosnefroy

*** Sonny Colbrelli, Tadej Pogacar, Joao Almeida, Diego Ulissi, Valentin Madouas

** Marc Hirschi, Matteo Trentin, Andrea Bagioli, Dylan Teuns, Felix Grossschartner, Bauke Mollema, Peter Sagan, Romain Bardet, Ion Izagirre, Ben Hermans, Thibaut Pinot, Alexander Kristoff

* Warren Barguil, Franck Bonnamour, Gianni Vermeersch, Victor Campenaerts, Gorka Izagirre, Zdenek Stybar, Ruben Guerreiro, Odd Christian Eiking, Ide Schelling, Koen Bouwman, Gino Mäder, Gianni Moscon, Mark Padun, Pavel Sivakov, Rein Taaramae, Rui Costa, Philippe Gilbert, Simon Geschke, Sven Erik Bystrøm, Jannik Steimle, Marco Haller, David de la Cruz, Ivan Garcia Cortina, Sam Bennett

 

 

SE EM OG TOUR OF BRITIAN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

 

Danskerne

Grundet dårlig økonomi hos DCU bliver der desværre ikke dansk deltagelse i år.

 

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg et kort overblik over mulighederne for de vigtigste nationer.

 

Belgien: Evenepoel ligner kaptajnen med Teuns som en plan B. Jeg har tillige nævnt Hermans som en joker. Formstærke Victor Campenaerts kunne være det samme, men løbet bliver trods alt nok så voldsomt, at han snarere er hjælper. Philippe Gilbert har næppe niveauet, og jeg tror også, at det bliver lidt for hårdt til, at Gianni Vermeersch kan køre offensivt, men de vil - særligt Vermeersch - være backup til den spurt, landet for alt i verden vil undgå.

 

Frankrig: Cosnefroy må med sin gylde form være plan A med Madouas som plan B, og jeg har tillige nævnt Pinot og Bardet. Warren Barguil meldte om kongeben og dårlig positionering i Bretagne, og han kunne derfor også være en option i den ukontrollerbare finale, men han har ikke vist noget, der gør ham til en sandsynlig vinder. Franck Bonnamour fortsætter med at imponere og passer godt til ruten, men jeg vil tro, at han stadig er lidt nede i hierarkiet.

 

Slovenien: Alle mande for Pogacar og Mohoric.

 

Holland: Mollema må være kaptajn. Det kunne være en god rute for Ide Schelling, men han var syg inden Bretagne og styrtede herefter i selve løbet, hvorfor hans form efter en hård sæson er meget tvivlsom. Ruten passer også fint til Koen Bouwman, men han fandt aldrig sin allerbedste form i Vueltaen. Nick van der Lijke er flyvende, men nok en anelse overmatchet. Timo Roosen er backup til en spurt, men den vinder han ikke.

 

Italien: Colbrelli og Trentin er de erklærede kaptajner, og som nævnt ser jeg muligheder for Ulissi og Bagioli til at dække angreb. Gianni Moscon burde i sit lokalområde være en af kaptajnerne, men hans kørsel i Benelux og Polen peger på en rolle som hjælper. Det samme vil nok gælde for Giovanni Aleotti, der stadig er grøn, samt Filippo Ganna og Mattia Cattaneo, for alt peger på, at det bliver italienerne, der skal kontrollere løbet.

 

Spanien: Izagirre er nok bedste bud. På papiret er det en god rute for Ivan Garcia Cortina, men han befinder sig fortsat i en gigantisk formkrise og kommer næppe med hjem til en spurt. Her kan Antonio Soto deltage, men han kan ikke vinde. Et andet bud til en ukontrollerbar finale er Gorka Izagirre, men han har ikke samme niveau som tidligere. Ruten passer slet ikke til formstærke David de la Cruz eller Mikel Landa, der tillige mangler meget endnu.

 

Tyskland: Holdet kommer med en B-trup, hvor Simon Geschke ligner bedste bud. Han har fundet noget form på det sidste, men har næppe længere niveauet til at vinde. Jannik Steimle kan drømme om en spurt, men logikken siger, at det bliver for hårdt, og det samme vil være tilfældet for Jonas Rutsch.

 

Schweiz: Hirschi må være kaptajnen. Gino Mäder er i form og kan sagtens spille en rolle i en ukontrollerbar finale, men han er en usandsynlig vinder. Løbet passer ikke Matteo Badilatti og Sebastien Reichenbach, og Roland Thalmann er trods alt overmatchet.

 

Portugal: Almeida ligner bedste bud. Ruben Guerreiro burde være en joker, men efter en løbspause på mere end en måned og et sidsteøjebliksafbud i Bretagne er han næppe i form. Det er en god rute for Rui Costa, men han virkede formsvag i Tyskland. Rui Oliveira kommer næppe med hjem til en spurt trods god form.

 

Rusland: Eneste bud synes at være Pavel Sivakov, men med det niveau, han viste i Vueltaen, er han en usandsynlig vinder på en rute, der ikke passer ham. Denis Nekrasov var flyvende i weekenden, men er overmatchet, og Dmitry Strakhov vinder ikke en spurt, som han næppe heller kører.

 

Norge: Holdet satser på en spurt med Kristoff, men i virkeligheden tror jeg, at de skal drømme om kongeben hos Odd Christian Eiking, der passer til løbet. Desværre melder han om stor træthed efter en hård Vuelta og en vild sommer. Andreas Leknessund er formsvag, Sven Erik Bystrøm synes også stadig at mangle lidt, og Markus Hoelgaard og Kristian Aasvold må regnes som overmatchede.

 

Irland: Sam Bennett gør et kontroversielt comeback, men efter fire måneder løbspause handler det vist bae om at sende et signal til Patrick Lefevere.

 

Polen: Holdets bedste chance er en spurt med Maciej Paterski - en spurt, han ikke vinder.

 

Østrig: Grossschartner ligner en spændende kandidat. Marco Haller skal forsøge at overleve til en spurt, men det bliver formentlig for svært. Felix Gall er formsvag, og ruten passer ikke Hermann Pernsteiner.

 

Tjekkiet: Zdenek Stybar skal deltage i angrebene i et ukontrollerbart løb, men han viste ikke en Vuelta-form, der gør det realistisk at se ham fremme efter 3500 højdemeter. Adam Toupalik skal forsøge at overleve en spurt.

 

Slovakiet: Same procedure as every year: alle mand for Peter Sagan!

 

Øvrige nationer: Rein Taaramae, Mark Padun, Kevin Geniets og Lucas Eriksson skal forsøge at gribe ud efter lykken i en ukontrollerbar finale, men er usandsynlige vinder. Aliaksandr Riabushenko skal forsøge at hænge på til en spurt, men det er ikke just form, han har mest af.

 

SE EM OG TOUR OF BRITIAN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Remco Evenepoel
Matej Mohoric, Benoit Cosnefroy
Sonny Colbrelli, Tadej Pogacar, Joao Almeida, Diego Ulissi, Valentin Madouas
Marc Hirschi, Matteo Trentin, Andrea Bagioli, Dylan Teuns, Felix Grossschartner, Bauke Mollema, Peter Sagan, Romain Bardet, Ion Izagirre, Ben Hermans, Thibaut Pinot, Alexander Kristoff
Warren Barguil, Franck Bonnamour, Gianni Vermeersch, Victor Campenaerts, Gorka Izagirre, Zdenek Stybar, Ruben Guerreiro, Odd Christian Eiking, Ide Schelling, Koen Bouwman, Gino Mäder, Gianni Moscon, Mark Padun, Pavel Sivakov, Rein Taaramae, Rui Costa, Philippe Gilbert, Simon Geschke, Sven Erik Bystrøm, Jannik Steimle, Marco Haller, David de la Cruz, Ivan Garcia Cortina, Sam Bennett

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Classique Paris-Chauny(1.1) 26/09

Cro Race(2.1) 28/09-03/10

Giro di Sicilia(2.1) 28/09-01/10

Greek Monuments Tour(2.1) 23/09-26/09

Cro Race(2.1) 28/09-03/10

Giro di Sicilia(2.1) 28/09-01/10

LVM Saarland Trofeo(2.NCUP) 30/09-03/10

La Route Adélie de VItré(1.1) 01/10

Tour of Fuzhou(2.1) 01/10-07/10

Paris-Roubaix Femmes(1.WWT) 02/10

Classic Loire Atlantique(1.1) 02/10

Paris-Roubaix(1.UWT) 03/10

Famenne Ardenne Classic(1.1) 03/10

Gran Premio Bruno Beghelli(1.1) 03/10

Paris-Roubaix Juniors(1.NCUP) 03/10

Women's Tour(2.WWT) 04/10-09/10

Binche-Chimay-Binche(1.1) 05/10

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger