Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: EM – linjeløb

Optakt: EM – linjeløb

14. august 2022 13:59Foto: Sirotti

I de fleste sportsgrene spiller kontinentale mesterskaber en stor rolle, men af uvisse årsager har det altid været anderledes i landevejscykling. Det ændrede sig i 2016, hvor EM for første gang blev afviklet for professionelle ryttere, og med et fremragende felt til debutudgaven i Frankrig blev kimen lagt til en stor succes. I de seneste fem år er der blevet bygget videre på den gode start i hhv. Herning, Glasgow, Alkmaar, Plouay og Trento, og i år er det tyske München, der er vært for et stort fælles EM for adskillige sportsgrene, herunder cykling. For første gang er det herrernes linjeløb, der på søndag åbner ballet, og det sker på en rute, der får sprinterne til at slikke sig om munden.

 STREAM EM UDEN AFBRYDELSER

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN

 

Løbets rolle og historie

I stort set alle sportsgrene afvikler det internationale forbund et VM, der udgør en af de absolut vigtigste begivenheder på kalenderen. Det forholder sig ikke anderledes i cykling, hvor den eftertragtede regnbuetrøje er en af sportens mest ikoniske symboler og er blevet båret af verdensmesteren, siden den blev indført i 1927. Modsat mange andre sportsgrene kan cykelsporten dog ikke kalde VM for årets højdepunkt - Tour de France vil altid være det ubetinget største løb - men det ligger stadig i den absolutte elite over sæsonens begivenheder.

 

De fleste sportsgrene har også kontinentale mesterskaber, der i prestige rangerer umiddelbart under VM. På det område er cykelsporten imidlertid anderledes. Faktisk blev de første europamesterskaber først afviklet i 1995, og også de panamerikanske, oceaniske og afrikanske mesterskaber er relativt nye begivenheder. Kun de asiatiske mesterskaber har en længere historie, men ingen af løbene har nydt nær samme prestige som i andre sportsgrene.

 

Europamesterskaberne skiller sig endda ud fra listen. Mens de andre kontinentale mesterskaber længe har haft eliteløb, har sportens nøglekontinent kun haft løb for juniorer og U23-ryttere. På en kalender, der er nærmest overfyldt med historiske løb, har der slet ikke været plads til endnu en prestigiøs begivenhed, og derfor havde de professionelle længe ikke chancen for at bære stjernetrøjen. Ungdomsløbene har ganske vist længe været store begivenheder for de relevante ryttere, men for eliten har det været lukket land.

 

I de senere år har Den Europæiske Cykelunion UEC imidlertid forsøgt at ændre tingenes tilstand. De introducerede de europæiske mountainbikemesterskaber i 1989, i 2010 kom banecyklingen på programmet, og mod slutningen af 2015 kunne eliteherrerne for første gang slås om trøjen i cykelcross. I 2016 tog man så det helt store spring ved at arrangere de første landevejsløb for eliten.

 

Rytterne tog vel imod begivenheden, og derfor blev der tale om stor succes. Så snart planerne blev luftet og ruten i Nice blev præsenteret, var der mange, der nævnte løbet som et af efterårets store mål. Ruten i Nice var kuperet, og med et fladt VM i Qatar var det for klatrere og ardennerspecialister oplagt at gå efter EM-titlen i stedet.

 

Desværre kom begivenheden uheldigt fra start, da samme sommers terrorangreb i Nice tvang byen til at trække sig som arrangører bare få måneder inden starten. Heldigvis var byer i Frankrig, England og Italien alle villige til at træde til, og i sidste ende valgte UEC at flytte arrangementet til Plumelec. Det havde en stor indvirkning på ruten, der ikke længere var så kuperet som planlagt, men med en afslutning på den berømte Cote de Cadoudal, der er kendt fra GP de Plumelec og Tour de France, var der fortsat tale om et perfekt løb for puncheurs, og de samledes i stort tal i den nordfranske by til et ganske stærkt besat løb.

 

Derfor kunne arrangørerne næppe have ønsket sig en meget bedre modtagelse. Naturligvis har løbet ikke nær samme prestige som VM, men det lykkedes alligevel at tiltrække store navne som Peter Sagan, Julian Alaphilippe Fabio Aru, Diego Ulissi, Rui Costa, Daniel Martin, Philippe Gilbert, Daniel Moreno, Wout Poels, Sonny Colbrelli, Tiesj Benoot og Tony Gallopin. Placeringen på kalenderen var perfekt, idet det blev afviklet midt i september, hvor mange klassikerryttere var i topform efter WorldTour-klassikerne i Plouay og Canada.

 

I 2017 skulle der bygges videre på succesen, men det har ikke været nemt at finde en tilsvarende god placering på kalenderen. I 2016 blev VM pga. varmen i Qatar afviklet usædvanligt sent, og det skabte plads i september. Året efter fandt man en position i august to uger efter Touren, men på den tid af året er konkurrencen stor. Således afvikledes der i samme periode WorldTour-løbet Tour de Pologne og det traditionsrige Vuelta a Burgos samt Tour of Utah på den anden side af Atlanten, og en stor del af feltet hvilede fortsat ud efter Touren. Det gjorde det vanskeligere at tiltrække samme stjernebesatte felt som i 2016, og specielt var det påfaldende, at det var meget svært at overtale Tour-ryttere til at stille til start.

 

Danmark var udset som landet, der skulle forsøge at fastholde momentum, og det viste tydeligt, at EM helt i stil med VM vil være en begivenhed, der i forskellige år tiltrækker forskellige ryttertyper. I 2016 var der således tale om et løb for puncheurs, men i 2017 betød den helt flade rute i Herning, at det var umuligt at undgå en massespurt. På samme måde er det tanken, at forskellige værtsbyer skal give alle feltets ryttere mulighed for at blive europamester på et tidspunkt i karrieren, og det blev synliggjort i 2018, hvor det var stærke sprintere og brostensspecialister, der kæmpede om titlen i Skotland, mens sprinterne i 2019 atter godtede sig ved udsigten til et fladt løb i hollandske Alkmaar. Klassikerrytterne og de stærke sprintere var atter på banen i 2020 i Plouay, og sidste års meget hårde rute i Trento gav for en blanding af klatrere og ardennertyper chancen.

 

Løbet i 2018 var specielt, da UEC havde taget endnu et skridt i et forsøg på at styrke opmærksomheden. Organisationen var nemlig gået sammen med de europæiske forbund inden for svømning, triatlon, roning, golf og gymnastik om at arrangere ét stort fælles europæisk mesterskab på samme sted. Det betød ganske vist, at der ikke var plads til ungdomsrækkerne, som derfor afviklede deres egne separate mesterskaber tidligere på året, men tanken var, at samling af flere sportsgrene - inden for cykelsporten var også banecykling, mountainbike og BMX på programmet - skulle booste begivenheden og give den større prestige. Glasgow fik æren af at være den første vært for det fælles arrangement, der afvikledes over 10 dage med hele 800 atleter. Den model anvendes dog kun hvert fjerde år, men det betyder, at begivenheden vil have dette særprægede format igen i år, hvor München er vært for showet.

 

Om det var dette initiativ, ruten eller det forhold, at Alexander Kristoff igennem et år havde givet stjernetrøjen meget mere synlighed, efter at Sagan i sin tid som europamester holdt den gemt under sin regnbuetrøje, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at feltet var betydeligt stærkere, end det var i Herning i 2017. Både enkeltstarterne og landevejsløbene tiltrak en stribe ganske store navne, og selvom der var en del konflikter med holdene, der nødigt ville give rytterne fri i en periode, hvor der afvikledes to store WorldTour-løb, Tour de Pologne og BinckBank Tour, som appellerede til samme ryttertyper, var mange store navne meget interesserede i at deltage. Det samme gjaldt i 2019, og selv i 2020, hvor coronakaosset betød, at løbet afvikledes få dage inden Touren og dermed forhindrede næsten hele Tour-feltet i at møde op, var startlisten fornem. Trods den vanskelige placering i august, hvor antallet af konkurrerende løb altid er meget stort, har trøjen og mesterskabet tydeligvis allerede en vis prestige. Også sidste år, hvor OL tvang løbet tilbage til september, hvor det nærmest blev VM-opvarmning, var interessen så pæn, at der vel var tale om det stærkeste besatte EM, vi har set.

 

I år er løbet tilbage i august, og man er lykkedes med at finde en uge, der ikke er specielt hektisk, og hvor der ikke er konkurrence fra WorldTour-løb. Denne gang åbner man endda ballet med linjeløbet, hvorved det undgår at konflikte med Vueltaen, men det er nok ikke årsagen til antallet af verdensstjerner. For tredje gang er der nemlig tale om et entydigt sprinter-EM, og det er trods alt kun sprintere og lead-out men, der er interesserede i den slags - og dem er der ikke mange af i Vueltaen. Trøjens prestige er til gengæld helt tydelig, for selvom der er færre stjerner, end der var i 2021, hvor ruten appellerede til mange forskellige typer, er stort set alle de bedste europæiske sprintere til start søndag, dog med undtagelse af Jasper Philipsen og Dylan Groenewegen, der har overladt pladsen til en anden supersprinter, Mark Cavendish, hvis nation helt skipper løbet, og Elia Viviani, der satser på banen. Dermed er der tale om et felt, der er et WorldTour-løb værdigt, men naturligvis er det også et løb, hvor landsholdsformatet skaber en dynamik, man ellers kun ser ved VM.

 

Sidste år blev løbet med et års coronaforsinkelse afviklet på den hidtil mest kuperede rute i italienske Trento, hvor mange ryttertyper så muligheder. Det endte som en knaldhård affære, hvor ni mand med navne som Remco Evenepoel og Tadej Pogacar tidligt kom væk og skulle afgøre det mellem sig. Her viste Evenepoel som den stærkeste klatrer, men selvom han gjorde sit bedste for at slide Sonny Colbrelli ned, lykkedes han ikke med at komme den formstærke italiener til livs. Da Evenepoel valgte at samarbejde med den hurtige italiener, endte det i en tomandsspurt, hvor sejren til Colbrelli var givet på forhånd, mens Benoit Cosnefroy, der var blevet sat af de to på sidste stigning, holdt forfølgerne bag sig og sikrede sig bronzen. Desværre forsvarer Colbrelli grundet sit helbred ikke titlen, og da årets rute slet ikke appellerer til Evenepoel og Cosnefroy, bliver der ingen gengangere fra sidste års podium i årets løb.

 

 

 STREAM EM UDEN AFBRYDELSER

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN

 

 

Ruten

I 2016 blev løbet som bekendt afviklet i Plumelec, og det betød, at rytterne blev testet på en ganske kuperet rute, der blandt andet bød på den omtalte afslutning på den berømte Cote de Cadoudal-stigning, hvor de eksplosive puncheurs kom til fadet. Den slags udfordringer havde man ikke i 2017. Herning er flad som en pandekage, og arrangørerne havde designet en rute, der ikke kunne været meget nemmere, og der var i den grad tale om rent guf for sprinterne. Til gengæld var der flere udfordringer i 2018-løbet i Glasgow, hvor en stribe mindre bakker samt regnvejr betød, at løbet mest havde mindelser om en flamsk klassiker, inden hollandske Alkmaar i 2019 bød på endnu et fladbaneløb, hvor vinden dog viste sig at skulle spille en afgørende rolle. I 2020 var det de stærke sprintere, der trivedes på rundstrækningen fra Bretagne Classic, der blev rammen om en reduceret massespurt, og sidste år var det for første gang ardennerspecialister og klatrere, der dystede på den hårde rute i Trento. På den baggrund kan de første seks udgaver af løbet siges at have tiltalt i hvert fald adskillige forskellige ryttertyper.

 

I år er begivenheden henlagt til München som en del af det fælleseuropæiske mesterskaber, der afvikles hvert fjerde år for adskillige sportsgrene. Som bekendt er Sydtyskland ikke fladt, men arrangørerne har valgt ikke at gøre brug af terrænet. I stedet har man foretrukket et mål inde i den tyske storby, hvor der er helt fladt, og da der skal køres omgange på en rundstrækning, er der lagt op til det tredje udprægede sprintermesterskab efter løbene i Herning og Alkmaar.

 

Ruten er designet, som de fleste mesterskabsløb efterhånden er det. I gamle dage var de næsten altid rene rundstrækningsløb, men nu om dage består den slags løb ofte af en indledende strækning, der gør det muligt at opsøge lidt flere højdemeter og længere stigninger, end bynære rundstrækninger ofte tillader, inden det hele slutter med omgange på en rundstrækning, der er løbets nerve. Det gælder således også i år, hvor man finder nogle tidlige stigninger på rejsen mod München, inden man kører rundt på de flade veje i den tyske storby.

 

Det europæiske forbund bestemte forud for 2019-udgaven, at deres løb skulle være betydeligt kortere end normale mesterskaber - både enkeltstart og linjeløb. De første tre år havde man ellers haft klassiske mesterskabsdistancer på 230-250 km, men siden da har distancen bare været mellem 170 og 180 km. Ideen er inspireret af den generelle trend med stadig kortere løb i håb om, at det kan skabe mere action. I år bryder man dog med det princip, for selvom man ikke går tilbage til en rigtig mesterskabsdistance, sørger man med en distance på 209,4 km for, at vi i det mindste nærmer os.

 

Løbet er altså 209,4 km langt og fører feltet fra Murnau am Staffelsee til München. Startbyen ligger i det kuperede område syd for storbyen, og det udnytter man til at give en svær start. Således lægger man ud med at køre mod sydøst og sydvest ad let faldende og flade veje, inden man fortsætter mod syd op ad Kesselberg (5,1 km, 4,9%), der er en jævn stigning med top efter 18,0 km.

 

Den leder op til et relativt fladt plateau, som følges, mens man kører mod sydvest og øst langs bredden af søen Walchensee, inden man kører mod sydøst ad en let faldende vej. Senere drejer man mod nord, og derefter går det ad en næsten helt lige og fortsat let faldende vej med retning væk fra bjergene. Kort efter byen Bad Tolz, der passeres efter 68 km, drejer man mod sydvest for lidt senere at køre op ad den stejle mur Eurasburg (1,0 km, 10,1%), der slutter med 500 m med hele 12,1%. Toppen rundes efter 94,4 km, hvorefter man med det samme drejer mod nord og senere nordøst for fortsat at køre ad let faldende veje direkte ind mod München, hvor man efter 134,5 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 144,4 km krydser stegen for første gang.

 

Herefter afsluttes løbet med fem omgange på den 13,0 km lange runde, som er pandekageflad. Den er imidlertid en kringlet størrelse. Umiddelbart efter stregen er der to hurtige sving, men derefter følger man en bugtende vej, der kun afbrydes af tr sving. I det sydvestligste hjørne vender man rundt for at køre tilbage ad en let bugtende vej, der har tre sving undervejs, inden man når ud i det østligste punkt, hvor man i forbindelse med en spøjs vejformation, der byder på en U-vending, med 3700 m igen vender rundt. Derefter er der et skarpt sving med 2000 igen, inden en sidste U-vending med 1100 m igen leder ind på den flade opløbsstrækning.

 

Ruten byder på i alt 1331 højdemeter mod 3435 højdemeter i Trento, mod 2313 i Plouay og bare 122 i Alkmaar. På de længere næsten 250 km lange ruter var der 2142 højdemeter i Glasgow, 752 højdemeter i Herning og 3298 højdemeter i Plumelec.

 

 

 

 STREAM EM UDEN AFBRYDELSER

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN

 

Vejret

München er ikke en by, hvor man kan vide sig sikker på godt vejr, men ligesom en stor del Europa er også Sydtyskland ramt af varme og sol. Således venter der en skyfri søndag, hvor temperaturen vil toppe på 29 grader omkring målgang. Vinden vil bare være let (10-13 km/t) og komme fra øst, hvilket giver først sidemedvind, så sidemodvind, dernæst sidevind og slutteligt hovedsageligt sidemodvind frem mod rundstrækningen. Her vil der primært være sidemedvind på første del og sidemodvind på anden del. Man dog medvind med 3700 m igen, mens der vil være sidevind over de sidste 2000 m.

 

Favoritterne

Mesterskabsløb er alt ganske svære størrelser at læse. For det første afvikles de på som regel helt ukendte ruter, som både ryttere og trænere har et begrænset forhåndskendskab til, og hvor usikkerheden om løbets karakter derfor får lov at trives, ofte med ugers eller måneders spekulation forud for begivenheden. For det andet afvikles de med landshold, og det skaber alt en helt særlig dynamik, når normale modstandere skal indordne sig under en overordnet plan.

 

Nogle ruter kan imidlertid være lettere at fortolke end andre. Sidste år havde de fleste et hyr med at gennemskue, hvor svært løbet i Trento ville blive, og det førte til et ret interessant felt, hvor eksempelvis Remco Evenepoel og Alexander Kristoff drømte om at vinde det samme løb. Det var således en rute, hvor alt bestemtes af, hvordan løbet ville blive grebet af, og hvor taktik således var en nøglekomponent. Jeg brugte derfor ganske mange ord på den indledende del af favoritvurderingen til min optakt.

 

I år har vi vel den diametrale modsætning. Nok har man fundet to stigninger tidligt på ruten, men når man vil slutte løbet med omgange på en rundstrækning inde i selve München, hvor det er pandekagefladt, giver det sig selv, at det ville være umuligt at designe andet end et sprinter-EM. Det må også siges at være lykkedes ganske pænt, for selvom der er flere højdemeter, end der var på billardbordene i Herning og Alkmaar, er det et løb, der helt entydigt er lagt til rette for sprinterne.

 

Den slags har en selvforstærkende effekt. Til et sådant løb møder alle nationer, der har en brugbar sprinter, til start med et rent sprinterhold, og dermed bliver chancen for at snyde de hurtige folk endnu mindre. Sådan er det også gået denne gang. Blandt de deltagende nationer er det således kun Schweiz, Tjekkiet, Østrig, Grækenland. Litauen, Sverige og Ungarn, der ikke kommer til løbet med det mål, at der skal spurtes, og det skyldes alene, at ingen af landene har en topsprinter. Alle de største nationer kommer med hold bestående af sprintere, lead-out-folk og ryttere, der kan jagte.

 

Derfor får vi nok også et ret kedsommeligt og begivenhedsfattigt løb. Starten er jo ganske hård, og det er derfor muligt, at der bliver lidt kamp om at ramme udbruddet. Der er således nogle sprintere, der gerne vil have et hårdt løb, og de kan have en glæde af, at udbruddet bliver større og stærkere, så der skal jagtes hårdere. Det er eksempelvis tilfældet for Danmark, Norge, Italien, Frankrig og Spanien, og sammen med de ovennævnte nationer er det sandsynligt, at de vil forsøge at ramme udbruddet. Hvis ikke det lykkes, er det også sandsynligt, at de - særligt Danmark - vil forsøge at køre stærkt på de to stigninger, alene for at gøre løbet hårdt de få steder, hvor det lader sig gøre.

 

Derfor kan vi godt få en ret aktiv start, hvor det kan tage lidt tid at få et udbrud etableret, og hvor der kan blive kørt stærkt på den første stigning. Løbet vil dog falde til ro, og derefter vil jeg tro, at Holland og Belgien vil være de toneangivende til at kontrollere. Det er sandsynligt, at de får hjælp af Frankrig og/eller Tyskland, og dermed burde selv et stærkt udbrud ikke have mange chancer. Skulle de alligevel kommer i problemer, vil lande som Danmark, Italien, Norge og Irland jo alligevel give en hånd med, hvis ikke de har ramt udbruddet. Også de er jo kommet til løbet for at spurte.

 

På rundstrækningen kan vi også få angreb. Det kan være fra de sprinterløse nationer og fra den ovenfor nævnte lande - herunder Danmark - som vil have et hårdt løb og ikke mindst slide på de bedste sprinteres mandskaber. Jeg regner således ikke med, at det bliver lige så begivenhedsfattigt som på en flad etape i den første uge af en grand tour, men i et løb, hvor næsten alle er kommet for at spurte, hvor der stort set ikke er nogen vind, og hvor rundstrækningen ser ud til på lange strækninger at bestå af store boulevarder med primært bløde sving, virker det utænkeligt, at løbet ikke ender i en massespurt. Det vil også være i et stort felt, og hvor bestræbelserne på at gøre det hårdt ikke vil føre til, at folk er specielt mærkede, når de når målet sidst på eftermiddagen.

 

Selve spurten er ikke den mest kringlede, men det vil være vigtigt at sidde fornuftigt i svinget med 2000 m igen og særligt i U-vendingen med 1100 m igen. Det er stadig et langt opløb på en relativt bred vej, hvor man kan redde meget med sin fart, men i dette løb, hvor der virkelig er samlet nogle potente lead-outs - landene kan jeg plukke frit fra alle hylderne af hurtige folk - kan et hold komme meget langt ved med et langt og stærkt tog at tage fronten og trække den ud derfra. Et stærkt hold er således af en vis betydning, selvom det er en bred og lang boulevardspurt.

 

Sprinterfeltet er så stærkt, at det er et ret åbent løb, og det skyldes i høj grad også holdene. Der skal samles nye lead-outs, og det tager som regel noget tid at få indarbejdet den slags rutiner. Derfor er det ret spændende, hvordan de forskellige nationer får deres tog til at fungere. Eksempelvis har Frankrig nærmest bare udtaget alle landets sprintere, men det er ikke givet, at det nødvendigvis giver et specielt godt tog.

 

Jeg vælger at pege på Fabio Jakobsen. På ren topfart er det formentlig ham og Tim Merlier, der skiller sig ud som de hurtigste, men vi ved også, at hollænderen ikke er nogen ørn i positionskampen. Derfor kan det sagtens gå galt for Quick-Step-stjernen, der næppe er nogen fan af en finale med både et skarpt sving og en U-vending, hvor det vil ligne ham at tabe positioner.

 

Han har dog én enorm fordel, nemlig Danny van Poppel. Bora-rytteren har i år kørt nogle helt sublime lead-outs, og jeg kan næsten ikke huske, at han har kikset én eneste gang i år. Det er sket, at han har tabt Sam Bennett, der har haft svært ved at holde hans hjul, men Van Poppel har stort set kunnet køre den hjem fra spids hver eneste gang.

 

Desværre er jeg bekymret for resten af toget, der ikke er skræmmende, men Nils Eekhoff som tredjesidste mand er trods alt ikke helt ringe, og Jos van Emden har stor erfaring med at positionere et tog, mens Pascal Eenkhoorn har masser af fart. Jeg har en vis tro på, at det tog vil være i stand til at positionere Van Poppel og Jakobsen ordentligt, og hvis Jakobsen - og det er jeg ikke sikker på - kan holde hjulet på sin sidste mand, kan han meget vel få det bedste lead-out. Hans form efter Touren er lidt ukendt, fordi han ikke imponerede i onsdags, men i dette lette løb handler det mest om fart og positionering. Farten har han, og jeg vælger at tro, at Van Poppel kan gøre ham til europamester.

 

Den anden meget hurtige sprinter er Tim Merlier, og han står heller ikke ringe. Tabet af den sygdomsramte Yves Lampaert er stort, men et tog, der tæller Dries de Bondt, Edward Theuns og Bert van Lerberghe er ikke dårligt. De Bondt har en vis erfaring i at køre lead-out, Theuns har ofte været tredjemanden inden Jasper Stuyven og Mads Pedersen, og Van Lerberghe har flere gange i år vist, at han er undervurderet i rollen som sidste mand. Det ligner et ganske potent tog, og selvom Van Lerberghe ikke har Van Poppels klasse, er chancen for, at Merlier sidder godt, ganske god. Han er selv ret positioneringssvag, men den evne synes han at have forbedret ganske markant, og han har flere gange i år vist, at hans fart stadig er helt oppe at ringe, måske særligt da han slog Groenewegen mand mod mand i De Panne, men også med sejren ved de belgiske mesterskaber.

 

Han var uhyre formsvag i Vallonien, og det skaber noget usikkerhed, men det er nogle uger siden, og frem mod Vueltaen skal han være klar. Løbet her er også let og handler mest om fart og positionering. Farten har han. Positioneringen halter det med, og det gør ham til et knap så sikkert kort, men med dette relativt fornuftige tog og den positionering, han har vist i år, er jeg relativt fortrøstningsfuld. Sker der et eller andet med ham, vil formstærke Theuns være plan B, men han har ikke farten til at vinde i dette selskab.

 

Det tyske er meget interessant, fordi de stiller med både Phil Bauhaus og Pascal Ackermann. Skal man stolle på de officielle udmeldinger, træffer de først beslutning om kaptajnrollen under løbet, og vi har derfor ingen chance for at vide, hvem der satses på. Skal de vinde løbet, håber jeg imidlertid, at det er Bauhaus, der melder om de gode ben. Tyskeren har igen i år bekræftet, at han nu kan blande sig med den absolutte verdenselite, når det handler om fart, og denne boulevardspurt burde passe ham. Han er et niveau under Jakobsen og Merlier, men til gengæld har han et uhyre potent tog med Michael Schwarzmann, Alexander Krieger og John Degenkolb, der alle har god erfaring i at køre lead-outs, ligesom Ackermann med sin gode positionering og evne til at køre lange spurter formentlig er fremragende i rollen som sidste mand. Jeg bliver ikke overrasket, hvis Tyskland dominerer finalen, og kører de for Bauhaus, burde han også have farten til at tage en populær hjemmebanesejr, hvis ikke han har Jakobsen eller Merlier lige i baghjulet.

 

Min personlige joker er Alberto Dainese. Italien har ikke meldt ud, hvem der satses på, og risikoen for, at de kører for Giacomo Nizzolo er nok stor. Den tidligere europamester har imidlertid haft et grimt styrt i onsdags, hvor Dainese til gengæld viste storform, og jeg føler mig ret overbevist om, at Dainese er det bedste kort i denne fladbanespurt efter et let løb. Vi så i forbindelse med Giro-etapesejren, at hans fart er imponerende, når han endelig sidder rigtigt, og problemet er, at det stort set aldrig sker.

 

Denne gang kommer Italien med et rystende godt tog, der ikke er meget ringere end det supertog, der i overlegen stil gjorde Nizzolo til europamester. Matteo Trentin har alle dage været en fremragende lead-out man, Jonathan Milan kørte lead-outs som en drøm i Polen, Filippo Ganna har en endeløs power, og Nizzolo vil også kunne indgå med sin fart og positionering. Til sidst har holdet Jacopo Guarnieri, der ikke er så god som i gamle dage, men stadig fremragende i rollen som sidste mand. Det virker ikke usandsynligt, at Dainese sættes op fra spids, hvis altså han kan holde hjul på Guarnieri i den kringlede finale - noget, jeg desværre frygter meget. Sker det, vil det vel være første gang nogensinde, at Dainese ikke skal starte langt bagfra, og så tror jeg på, at han kan vinde. Min største frygt er, at Guarnieri ikke længere har farten til at matche Van Poppel og Michael Mørkøv, men det kan resten af toget forhåbentlig kompensere for forinden.

 

Det franske hold er spøjst, fordi Thomas Voeckler nærmest bare har udtaget alle nationens sprintere - naturligvis minus den skadede Nacer Bouhanni. Det er ikke meldt ud, hvem der satses på, men der kan vist ikke være tvivl om, at der køres for den i år så succesrige Arnaud Demare, der også i dag har gjort det klart, at han har blikket stift rettet mod den stjernetrøje, Nizzolo akkurat snød ham for på hjemmebanen i Plouay. Han kom skidt i gang i Polen, men han sluttede fremragende af med en imponerende spurtsejr, hvor han viste en fornem fart, der mindede om den, han viste, da han i Scalea under Giroen slog Caleb Ewan og Mark Cavendish på ren fart. Det vidner om, at Demare i dag under de rette betingelser også kan slå de bedste i lette sprinterløb som dette, men det helt store spørgsmål er toget. Der findes intet hold med så mange sprintere som Frankrig, men det er kun Dorian Godon, Jeremy Lecroq og Clement Russo, der ikke er vant til at spurte selv og har en vis erfaring med at køre lead-outs.

 

Det kan med andre ord både blive fugl og fisk, men jeg er ikke alt for optimistisk. Bryan Coquard og Thomas Boudat er positioneringssvage, og Rudy Barbier, der er positioneringsstærk, fremstår slet ikke som nogen ideel lead-out man. Den positioneringsstærke Hugo Hofstetter har potentiale i rollen, og der er så meget fart i det tog, at de kan ende med at dominere det hele. Min frygt er dog, at det går galt, og at positioneringssvage Demare ender så langt tilbage, at han bliver slået af de hurtigste. Selvom han vandt sidste etape i Polen, mindede den os nemlig igen om, at han ikke er god til at finde sin plads.

 

Sam Bennett kan vel mere eller mindre redde sin kritiske sæson ved at blive europamester, og jeg tør ikke udelukke, at det sker. Hans spurt på 2. etape i Polen var meget overbevisende, og her gav han mindelser om den supersprinter, der stort set ikke tabte én eneste spurt for mindre end halvandet år siden. Også i maj spurtede han godt, og det synes mest at være holdbarheden, der er totalt forduftet. Det er ikke et problem i dette lette løb, og han viste i Polen, at han klarede den varme, han ellers hader. Jeg tror på, at Bennett stadig har farten til at vinde i dette felt, men han lider under et svagt irsk hold. Uden støtte er han ikke, når han ledsages af Ryan Mullen, der har god erfaring som lead-out man, men de to hurtige folk, Rory Townsend og Matthew Teggart, er uden erfaring i lead-outs på dette niveau.

 

Bennett skal klare finalen alene, men på sidste etape i Polen viste han det, vi kendte ham for i 2018 og 2019, nemlig at han var fremragende til altid at sidde på hjulet af det bedste tog. Der var han uden lead-out, og så lærte nød pludselig nøgen kvinde at spinde igen. Også denne søndag er nøden stor, og kan den nøgne kvinde spinde lige så fint igen, er der en chance for, at Bennett kan gøre som i 2019, nemlig sætte sig på den mand, der får det bedste lead-out. I Polen blev han alligevel lukket inde, og det kan ske igen, men sker det ikke, tror jeg stadig på hans fart.

 

Den anden tysker er Pascal Ackermann, og som sagt er der vel 50% chance for, at de ender med at køre for ham. Jeg tvivler dog på, at han har farten til at vinde. Han er stadig ikke så hurtig som i jubelåret 2019, men jeg synes til gengæld også, at hans spurter i Koksijde og senest i Polen viser, at han er betydeligt hurtigere end i det forfærdelige 2019. Han er også i fremragende form - ellers havde han ikke klaret bakkerne på 4. etape i Polen - og hans resultater i det polske løb blev i altovervejende grad skæmmet lidt af, at han kørte nogle alt, alt for lange spurter. Ovenfor har jeg rost det tyske tog til skyerne, og ender det med Ackermann bagerst, kan de stadig dominere, selvom jeg tror, at Ackermann er en bedre lead-out man end Bauhaus. Sættes Ackermann op fra spids i en boulevardspurt, han vil elske, tør jeg ikke udelukke, at han kan vinde, hvis positionskampen bag ham flasker sig og eliminerer de hurtigste.

 

Som sagt er der en god chance - eller risiko - for, at Italien kører for Giacomo Nizzolo. Italieneren har gang i en trist sæson, og han skuffede senest i Leuven. Værre er det, at han styrtede slemt i onsdags, men heldigvis uden alvorlige skader. Som den mest dekorerede sprinter og tidligere europamester har han en god chance for at ende som kaptajn, men han har ikke i flere år kunnet vinde disse boulevardspurter. Inden han ramte sin formkrise i Giroen, så hans spurter dog ganske hurtige ud, og ligesom Dainese vil han i dette løb have glæde af det, der kan være holdets bedste tog. Modsat Dainese kan han også godt holde hjul på Guarnieri, og derfor er det bestemt ikke umuligt, at det som i Plouay bliver et suverænt tog, der afleverer Nizzolo fra spids. Dengang gjorde han det færdigt, og selvom det ser svært ud denne gang, er det vel ikke helt umuligt.

 

Danmark vender endelig tilbage til EM for første gang siden sprinterløbet i Alkmaar, og modsat dengang har vi faktisk en reel vinderkandidat. Mads Pedersen fandt nemlig i 2020 pludselig ud af, at han kan vinde massespurter også på højeste niveau, men vi har også set, senest i Touren, at de rene sprintere er hurtigere end ham, hvis løbet har været let. Desværre er dette løb nok for let, selvom Pedersen må antages at være lige så flyvende efter Touren, som han plejer at være, og jeg er heller ikke helt overbevist om det danske hold. Han har et gyldent es i form af Michael Mørkøv, der sammen med Van Poppel er løbets bedste lead-out man, men resten af toget mangler noget fart til at blande sig med de bedste hold. Casper Pedersen er i hvert fald stærkt savnet i den danske trup, og jeg frygter, at det bliver svært for Mørkøv at køre Pedersen hjem fra spids. Skal det blive til dansk sejr, skal Pedersen formentlig sættes op, som Jasper Stuyven plejer at gøre det, og selvom Mørkøv utvivlsomt er i stand til det, skal der nok en del held til, hvis vi skal ende med at se Pedersen få det lead-out, der gør ham i stand til at slå de hurtigere folk. Omvendt har Mørkøv så meget klasse, at det ikke kan udelukkes, at det vil ske. Sker der noget med Pedersen, kan Michael Mørkøv selv i kraft af sin positionering lave et godt resultat, som han gjorde i Alkmaar, men vinde kan han ikke.

 

Den vel nok mest formstærke sprinter er Alexander Kristoff, der jagter sin anden EM-sejr, men desværre for ham får han ikke megen glæde af sin form. Løbet bliver for let for den store nordmand, og han har aldrig haft farten til at true de bedste i boulevardspurter. Han har dog spurtet godt i år, som vi så i Paris og ikke mindst i Milano-Torino, hvor han viste en sjælden fart, og da hans motor sidste år kom varm ud af Touren, vandt han altså i Deutschland Tour foran Ackermann og Bauhaus. Desværre synes han totalt at have mistet sin engang så gode positioneringsevne, og da det norske hold er svagt med kun Rasmus Tiller som en eller anden form for lead-out man, er det svært at tro, at han kan ende i en position, hvor han kan vinde - formstærk eller ej.

 

Hvad så med Danny van Poppel? Vi ved jo godt, hvad hans rolle er, men som sagt går TV2 News næppe i ”Breaking”, hvis Jakobsen taber hans hjul, eksempelvis i U-vendingen. I det tilfælde kan Van Poppel være nødsaget til at køre sin egen spurt, og han vil med sin positioneringsevne og rolle som lead-out man formentlig sidde godt. Vi så i Touren, at der er hurtigere folk end ham, men vi så også, at han sagtens kan begå sig og i hvert fald køre med om medaljerne.

 

Hvad sker der, hvis Demare har uheld? Så vil Frankrig formentlig køre for Bryan Coquard, men han får svært ved at vinde. Han har aldrig været tæt på at vinde flade spurter på dette niveau - der er en grund til, at han aldrig har vundet et WorldTour-løb - og han har bestemt heller ikke set formstærk ud på det sidste. På den anden side er det franske miks af sprintere jo det store jokerhold, der enten kan falde igennem eller ende med at dominere. Skulle Coquard få chance, kan man vel ikke udelukke, at han får det perfekte lead-out. Så må vi se, hvor langt farten rækker.

 

Egentlig har jeg lyst til at rangere Rudy Barbier over Coquard, men jeg anser det som usandsynligt, at han får chancen på et hold med to ryttere, der har vundet meget mere end ham. Har Demare uheld, og melder formsvage Coquard om dårlige ben, kan man dog håbe, at han får sin mulighed. Han har ikke spurtet meget i år, men den fart, han viste i Ungarn, hvor han stort set kørte lige op med Jakobsen, var uhyre lovende, og han viste i Burgos, at hans form ikke er helt ringe. Han er god i positionskampen, og får han chancen, vil han som sagt have et hold, der måske kan vise sig meget stærkt. Spurter han som i Ungarn, tør jeg ikke udelukke, at han med et stærkt hold kan vinde.

 

Estland kommer med Martin Laas, der får en sjælden chance som kaptajn. Han er hurtigere, end resultaterne viser, som vi så, da han sidste år vandt i Norge, og som vi senest så i Saudi Tour, hvor han for første gang af hidtil to fik sin chance i år. Hans hold er svagt, men han plejer at være ganske god i positionskampen. Det er klart, at han ikke vinder, men jeg er ret spændt på at se, hvad han kan drive det til.

 

Spanien kommer med tre optioner, og vi aner ikke, hvem der satses på. Deres bedste kort bør være Jon Aberasturi, der plejer at have god fart og ikke mindst være god i positionskampen. Siden skiftet til Trek, hvor han ikke har haft mange chancer, synes han dog at have tabt særligt holdbarhed, men også noget fart, hvad vi særligt så i Romandiet. Derfor er der nok grænser for, hvad han kan opnå, men med Ivan Garcia Cortina som en kompetent lead-out man, burde han kunne lave et resultat.

 

Det er dog også sandsynligt, at de kører for Ivan Garcia Cortina, der jo er det største navn. Som for Kristoff og Pedersen gælder dog, at dette løb er for let, selvom han viste god form i Burgos. Han er heller ikke nogen ørn i positionskampen, men helt ringe er han heller ikke, og i positioneringsstærke Aberasturi vil han have en god lead-out man. Farten rækker ikke hele vejen, men et resultat kan han lave, hvis han får chancen.

 

Måske er den hurtigste spanier Manuel Penalver, men som det lille navn må han nok leve med, at hanikke får chancen. Til denne boulevardspurt tør jeg dog ikke udelukke, at de giver ham muligheden, og så kan det blive interessant. Han er svag i positionskampen, men viste i Valencia en flot fart, da han endelig sad rigtigt, og her vil han for første gang med Aberasturi og Garcia Cortina have et hold, der faktisk kan støtte ham. Så må vi se, hvad han kan drive det til, hvis der kigges hans vej.

 

Endelig er der Stanislaw Aniolkowski. Polen har ganske vist også Alan Banaszek, der jo har vundet relativt mange løb på lavere niveau, men man må formode, at der satses på landets største sprinternavn. Han har helt sikkert ikke farten til at vinde, og den positionering, der i starten var hans helt store styrke, har virket rusten i år. Han har dog vist god form på det sidste, ikke mindst på den hårde 4. etape i Polen, og han plejer at positionere sig hæderligt på egen hånd. Her han mere støtte, end han ofte har, så lad os se, hvad det kan blive til.

 

Det er svært at tro på de øvrige lande. Marco Haller choksejrede i Norge, hvor han slog Pedersen og Kristoff, men jeg har svært ved at se ham vinde denne boulevardspurt efter et let løb, når holdet er svagt. Slovakiet kommer med Erik Baska, men han må mangel både fart og positionering, og det samme må gælde for Lukas Rüegg, der formentlig skal spurte for Schweiz. Barnabas Peak er uden støtte og har heller ikke farten til at være med helt fremme i dette felt, og Eduard Grosu, de ligeledes er alene, har været uhyre skuffende gennem hele året. Hos Tjekkiet vil de formentlig køre for Tomas Barta, men hans muligheder i dette felt er begrænsede, selvom han har haft et godt og stabilt år, og det samme vil gælde, hvis de i stedet kører for Dominik Neuman eller måske endda Adam Toupalik. Også Georgios Bouglas er alene, og han er kun vant til at køre spurter i mindre løb, mens Sverige slet ikke har en sprinter, og Evaldas Siskevicius hos Litauen ikke rigtigt har blandet sig i en spurt i en menneskealder.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og den er blevet betydeligt mere omfattende, end det så ud til i går, da adskillige mindre nationer er tilføjet. Den store ændring er, at Nizzolo er forslået efter onsdagens styrt og erstattes af Elia Viviani, der ellers skulle have fokuseret på banen. Meget taler således for, at de kører for Dainese, der har været en del af holdet hele tiden, men det kan vel ikke helt udelukkes, at de kører for Viviani. Sker det, vil han ikke være uden chancer. Uden støtte har han klaret sig skidt i positionskampen i år, men farten har ikke været ringe, vel nogenlunde på niveau med Nizzolos. Er det ham, der sættes perfekt op af det italienske supertog, har han en chance. Derudover er Jakobsens chancer styrket betydeligt med udtagelsen af Boy van Poppel i stedet for Pascal Eenkhoorn.

 

Schweiz har udtaget Stefan Bissegger, som måske vil gå efter en top 10 i spurten i stedet for Rüegg. Derudover er det interessant, at Slovenien pludselig stiller til stat. De vil køre for Luka Mezgec, der bestemt er top 10-kandidat, men ikke hurtig nok til at vinde i dette felt med begrænset støtte. Portugal stiller med Rui Oliveira, der er alene, men kan gå efter en top 10. Hos Luxembourg vil Colin Heiderschid måske spurte, men han går næppe i top 10. Det kan formstærke Emils Liepins til gengæld for Letland, da han i UAE Tour viste fornem positionering og fornuftig fart. Litauen vil formentlig spurt med Venantas Lasinis og ikke Siskevicius, mens Israel kommer med Itamar Einhorn, der har vist farten rækker på dette niveau, men det bliver svært med bare én hjælper. Hos Kroatien kan Viktor Potocki måske forsøge at blande sig, men han er alene.

 

***** Fabio Jakobsen

**** Tim Merlier, Phil Bauhaus

*** Alberto Dainese, Arnaud Demare, Sam Bennett, Pascal Ackermann, Elia Viviani

** Mads Pedersen, Alexander Kristoff, Danny van Poppel, Bryan Coquard, Rudy Barbier, Martin Laas, Luka Mezgec, Jon Aberasturi, Ivan Garcia Cortina, Emils Liepins, Manuel Penalver, Stanislaw Aniolkowski
* Marco Haller, Stefan Bissegger, Edward Theuns, Alan Banaszek, Michael Mørkøv, Jonathan Milan, Hugo Hofstetter, Eduard Grosu, Barnabas Peak, Rui Oliveira, Tomas Barta, Dominik Neumann, Lukas Rüegg, Erik Baska, Georgios Bouglas, Venantas Lasinis, Viktor Potocki, Rasmus Tiller, Adam Toupalik, Evaldas Siskevicius, Matthew Teggart, Rory Townsend, Colin Heiderscheid

 

Danskerne

For første gang siden 2019 stiller Danmark til start i et løb, hvor det eneste mål er en spurtsejr med Mads Pedersen, der i finalen skal støttes af Michael Mørkøv. Resten af truppen udgøres af Mikkel Honoré, Mathias Norsgaard, Frederik Wandahl, Mikkel Bjerg, Lasse Norman Hansen og Johan Price-Pejtersen.

 

Tidliger udgaver af løbet

Du kan gense Sonny Colbrellis sejr fra 2021, Giacomo Nizzolos sejr fra 2020, Elia Vivianis sejr fra 2019, Matteo Trentins sejr fra 2018, Alexander Kristoffs sejr fra 2017 og Peter Sagans sejr fra 2016.

 

 STREAM EM UDEN AFBRYDELSER

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN

Fabio Jakobsen
Tim Merlier, Phil Bauhaus
Alberto Dainese, Arnaud Demare, Sam Bennett, Pascal Ackermann, Elia Viviani
Mads Pedersen, Alexander Kristoff, Danny van Poppel, Bryan Coquard, Rudy Barbier, Martin Laas, Luka Mezgec, Jon Aberasturi, Ivan Garcia Cortina, Emils Liepins, Manuel Penalver, Stanislaw Aniolkowski
Marco Haller, Stefan Bissegger, Edward Theuns, Alan Banaszek, Michael Mørkøv, Jonathan Milan, Hugo Hofstetter, Eduard Grosu, Barnabas Peak, Rui Oliveira, Tomas Barta, Dominik Neumann, Lukas Rüegg, Erik Baska, Georgios Bouglas, Venantas Lasinis, Viktor Potocki, Rasmus Tiller, Adam Toupalik, Evaldas Siskevicius, Matthew Teggart, Rory Townsend, Colin Heiderscheid
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour de Romandie(2.WWT) 07/10-09/10

Paris - Bourges(1.1) 06/10

Tour de Taiwan(2.1) 02/10-06/10

Paris - Bourges(1.1) 06/10

Tour de Romandie(2.WWT) 07/10-09/10

Il Lombardia(1.UWT) 08/10

La Philippe Gilbert juniors(2.1) 08/10-09/10

Memorial Rik Van Steenbergen(1.1) 09/10

Giro del Veneto(1.1) 12/10

Tour of Chongming Island(2.WWT) 13/10-15/10

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 13/10-18/10

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Alpha Vinyl

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange Jayco

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger