Optakt: EM - enkeltstart

SE EM OG TOUR OF BRITIAN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

I stort set alle sportsgrene afvikler det internationale forbund et VM, der udgør en af de absolut vigtigste begivenheder på kalenderen. Det forholder sig ikke anderledes i cykling, hvor den eftertragtede regnbuetrøje er en af sportens mest ikoniske symboler og er blevet båret af verdensmesteren, siden den blev indført i 1927. Modsat mange andre sportsgrene kan cykelsporten dog ikke kalde VM for årets højdepunkt - Tour de France vil altid være det ubetinget største løb - men det ligger stadig i den absolutte elite over sæsonens begivenheder.

De fleste sportsgrene har også kontinentale mesterskaber, der i prestige rangerer umiddelbart under VM. På det område er cykelsporten imidlertid anderledes. Faktisk blev de første europamesterskaber først afviklet i 1995, og også de panamerikanske, oceaniske og afrikanske mesterskaber er relativt nye begivenheder. Kun de asiatiske mesterskaber har en længere historie, men ingen af løbene har nydt nær samme prestige som i andre sportsgrene.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Europamesterskaberne skiller sig endda ud fra listen. Mens de andre kontinentale mesterskaber længe har haft eliteløb, har sportens nøglekontinent kun haft løb for juniorer og U23-ryttere. På en kalender, der er nærmest overfyldt med historiske løb, har der slet ikke været plads til endnu en prestigiøs begivenhed, og derfor havde de professionelle længe ikke chancen for at bære stjernetrøjen. Ungdomsløbene har ganske vist længe været store begivenheder for de relevante ryttere, men for eliten har det været lukket land.

I de senere år har Den Europæiske Cykelunion UEC imidlertid forsøgt at ændre tingenes tilstand. De introducerede de europæiske mountainbikemesterskaber i 1989, i 2010 kom banecyklingen på programmet, og mod slutningen af 2015 kunne eliteherrerne for første gang slås om trøjen i cykelcross. I 2016 tog man så det helt store spring ved at arrangere de første landevejsløb for eliten.

Rytterne tog vel imod begivenheden, og derfor blev der tale om stor succes. Så snart planerne blev luftet og ruten i Nice blev præsenteret, var der mange, der nævnte løbet som et af efterårets store mål. Ruten i Nice var kuperet, og med et fladt VM i Qatar var det for klatrere og ardennerspecialister oplagt at gå efter EM-titlen i stedet.

Desværre kom begivenheden uheldigt fra start, da samme sommers terrorangreb i Nice tvang byen til at trække sig som arrangører bare få måneder inden starten. Heldigvis var byer i Frankrig, England og Italien alle villige til at træde til, og i sidste ende valgte UEC at flytte arrangementet til Plumelec. Det havde en stor indvirkning på ruten, der ikke længere var så kuperet som planlagt, men med en afslutning på den berømte Cote de Cadoudal, der er kendt fra GP de Plumelec og Tour de France, var der fortsat tale om et perfekt løb for puncheurs, og de samledes i stort tal i den nordfranske by til et ganske stærkt besat løb.

Derfor kunne arrangørerne næppe have ønsket sig en meget bedre modtagelse. Naturligvis har løbet ikke nær samme prestige som VM, men det lykkedes alligevel at tiltrække store navne som Peter Sagan, Julian Alaphilippe Fabio Aru, Diego Ulissi, Rui Costa, Daniel Martin, Philippe Gilbert, Daniel Moreno, Wout Poels, Sonny Colbrelli, Tiesj Benoot og Tony Gallopin. Placeringen på kalenderen var perfekt, idet det blev afviklet midt i september, hvor mange klassikerryttere var i topform efter WorldTour-klassikerne i Plouay og Canada.

I 2017 skulle der bygges videre på succesen, men det har ikke været nemt at finde en tilsvarende god placering på kalenderen. I 2016 blev VM pga. varmen i Qatar afviklet usædvanligt sent, og det skabte plads i september. Året efter fandt man en position i august to uger efter Touren, men på denne tid af året er konkurrencen stor. Således afvikledes der i samme periode WorldTour-løbet Tour de Pologne og det traditionsrige Vuelta a Burgos samt Tour of Utah på den anden side af Atlanten, og en stor del af feltet hvilede fortsat ud efter Touren. Det gjorde det vanskeligere at tiltrække samme stjernebesatte felt som i 2016, og specielt var det påfaldende, at det var meget svært at overtale Tour-ryttere til at stille til start.

Danmark var udset som landet, der skulle forsøge at fastholde momentum, og det viste tydeligt, at EM helt i stil med VM vil være en begivenhed, der i forskellige år tiltrækker forskellige ryttertyper. I 2016 var der således tale om et løb for puncheurs, men i 2017 betød den helt flade rute i Herning, at det var umuligt at undgå en massespurt. På samme måde er det tanken, at forskellige værtsbyer skal give alle feltets ryttere mulighed for at blive europamester på et tidspunkt i karrieren, og det blev synliggjort i 2018, hvor det var stærke sprintere og brostensspecialister, der kæmpede om titlen i Skotland, mens sprinterne i 2019 atter godtede sig ved udsigten til et fladt løb i hollandske Alkmaar, inden klassikerrytterne og de stærke sprintere atter var på banen sidste år i Plouay.

Løbet i 2018 var specielt, da UEC havde taget endnu et skridt i et forsøg på at styrke opmærksomheden. Organisationen var nemlig gået sammen med de europæiske forbund inden for svømning, triatlon, roning, golf og gymnastik om at arrangere ét stort fælles europæisk mesterskab på samme sted. Det betød ganske vist, at der ikke var plads til ungdomsrækkerne, som derfor afviklede deres egne separate mesterskaber tidligere på året, men tanken var, at samling af flere sportsgrene - inden for cykelsporten var også banecykling, mountainbike og BMX på programmet - skulle booste begivenheden og give den større prestige. Glasgow fik æren af at være den første vært for det fælles arrangement, der afvikledes over 10 dage med hele 800 atleter. Den model anvendes dog kun hvert fjerde år, og det er således først i 2022, at begivenheden vil have dette særprægede format.

Om det var dette initiativ, ruten eller det forhold, at Alexander Kristoff igennem et år havde givet stjernetrøjen meget mere synlighed, efter at Sagan i sin tid som europamester holdt den gemt under sin regnbuetrøje, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at feltet var betydeligt stærkere, end det var i Herning i 2017. Både enkeltstarterne og landevejsløbene tiltrak en stribe ganske store navne, og selvom der var en del konflikter med holdene, der nødigt ville give rytterne fri i en periode, hvor der afvikledes to store WorldTour-løb, Tour de Pologne og BinckBank Tour, som appellerede til samme ryttertyper, var mange store navne meget interesserede i at deltage. Det samme gjaldt i 2019, og selv i 2020, hvor coronakaosset betød, at løbet afvikledes få dage inden Touren og dermed forhindrede næsten hele Tour-feltet i at møde op, var startlisten fornem. Trods den vanskelige placering i august, hvor antallet af konkurrerende løb altid er meget stort, havde trøjen og mesterskabet tydeligvis allerede en vis prestige.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

I år forsøger man sig med en ny placering. OL har betydet, at Touren og Vueltaen er blevet afviklet en uge tidlige end normalt, og det har givet et lille hul i kalenderen mellem den spanske grand tour og VM. Det har UEC udnyttet til at flytte de kontinentale mesterskaber til en relativt begivenhedsfattig uge midt i en ellers travl tid, og det har boostet feltet yderligere. Denne gang er der ikke længere Tour-træthed at spore, og tværtimod er rytterne i gang med at forberede sig til VM. Da ruten i Trento, der efter et års coronarelateret forsinkelse nu endelig få deres værtskab, tillige appellerer til mange af de samme ryttere, som vil være inspirerede af linjeløbet til VM, har et stort antal store navne gjort EM til et decideret mål på vejen frem mod den helt store opgave senere i september. Således er der ikke den store tvivl om, at 2021-udgaven er det stærkeste EM, vi endnu har set.

Inden det gælder linjeløbet, er det imidlertid enkeltstarten, der vil stjæle opmærksomheden på Trentos landeveje, og selvom EM-titlen her fortsat slet ikke synes at have samme prestige som linjeløbet, har der i 2018 og 2019 været tale om et klart bedre felt end i de første to udgaver. Efter sidste års lidt tamme coronaudgave har også tidskørslen fået et gevaldigt boost af den nye kalenderplacering, og en lang stribe af VM-favoritterne har således valgt at bruge EM som en slags generalprøve, ikke mindst fordi de flade ruter minder meget om hinanden. Således er det indiskutabelt, at vi i år ser det hidtil stærkeste felt til kampen om EM-titlen - ikke mindst fordi verdensmesteren for første gang stiller til start.

Sidste år var løbet imidlertid stærkt coronaramt, og derfor var det et temmelig tamt felt, der var til start i Plouay. Enkelte topnavne var dog til start, og blandt disse var Stefan Küng, der efter en række gevaldige skuffelser ved sine første EM, endelig lykkedes med at tage titlen, da han sejrede med 17 sekunder ned til Remi Cavagna og 21 sekunder ned til Victor Campenaerts. Küng vælger helt naturligt at forsvare sin titel på vej mod VM-målet, og han er igen oppe mod Cavagna. Til gengæld har den dobbelte vinder Campenaerts neddroslet sit fokus på disciplinen, og han vil derfor være fraværende i en tid, hvor han i stedet har blikket rettet mod VM-linjeløbet.

Ruten

I 2016 blev løbet som bekendt afviklet i Plumelec, og det betød, at enkeltstartsspecialisterne blev testet på en ganske kuperet rute, der blandt andet betød, at man skulle op over den berømte Cote de Cadoudal-stigning, og også i 2018 og 2019 var der en del bakker på ruterne i Glasgow og Plouay, der bestemt ikke var helt flade sager. Den slags bekymringer behøvede de ikke gøre sig i 2017 og 2019. Herning og Almaar er begge flade som pandekager, og arrangørerne havde designet ruter, der ikke kunne været meget nemmere. Lange lige strækninger i fladt terræn prægede ruten i det midtjyske højland og i det hollandske fladland, og der var dermed tale om guf for de sande specialister.

Samme ryttertype vil glæde sig over årets rute. Som vi vil se i linjeløbet, er området omkring italienske Trento ellers slet ikke fladt, og modsat arrangørerne i Herning og Alkmaar kunne italienerne sagtens have designet en udfordrende enkeltstart. Det har de imidlertid undladt, og i stedet har de ladet sig inspirere af danskerne og hollænderne. Hele ruten er således henlagt til dalen, og selvom man ikke helt kan måle sig med de 21 højdemeter over stort set samme distance på den hollandske rute, svarer udfordringerne stort set én til én til det, vi så i Herning, hvor distancen ganske vist var cirka dobbelt så lang, men hvor de 113 højdemeter også stort set er det dobbelte af de 50 højdemeter, vi finder i år. Der er med andre ord tale om en enkeltstart, der minder meget om den, vi så i Danmark.

Den store ændring er distancen. Efter at man i de første tre år havde rigtige mesterskabsdistancer på ca. 45 km til enkeltstarterne og 230-240 km til linjeløbene, har UEC truffet en bevidst beslutning om, at deres løb skal være kortere. Det gælder i begge discipliner, og derfor har enkeltstarterne i de seneste to år kun været hhv. 22,4 km i Alkmaar og 25,6 km i Plouay. I år slår man endda rekorden med en bare 22,4 km lang rute.

De 22,4 har både start og mål i Trento og er meget simple. Umiddelbart efter starten drejer man til venstre for at køre mod syd ned til udkanten af byen, hvor der er to hurtige sving i rap. Derefter rammer man en lang, næsten lige vej, der leder mod syd ned igennem fladlandet lange Adige-floden. Undervejs skal man igennem to rundkørsler, men derefter er der ingen sving og kun meget få højdemeter, indtil man når ned til ruten sydligste punkt efter 10 km.

Her foretager man en U-vending ved indgangen til byen Aldeno for at følge samme vej tilbage mod nord forbi mellemtiden, der tages efter 10,5 km. Kort efter drejer man til højre for at sno sig mod nordøst helt hen til bredden af Adige, hvor man drejer for at køre over en bro, der leder over på flodens østlige side og byen Mattarello. Her drejer man i en venstresving mod nord, og derefter er det en lang, lige og næsten flad vej, der leder mod nord, nordvest og slutteligt vest frem til udkanten af Trento, idet man undervejs skal igennem hele syv rundkørsler. Ved bredden af Adige drejer man skarpt til højre med 2 km igen, inden der i byens centrum venter en teknisk finale med sving med 1000 og 800 m igen og slutteligt en U-vending bare 200 m fra stregen.

Løbet byder på i alt bare 50 højdemeter.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Vejret

Måske er det blevet efterår, men der er nu stadig meget sommer over det norditalienske vejr. Torsdagen kunne ikke være meget smukkere med høj solskin og en temperatur på 27 grader og en let sydsydvestlig vind (13-14 km/t), der vil være konstant under løbet. Det giver i alt væsentligt direkte modvind over de første 10 km og derefter forskellige variationer af med-og sidemedvind, når man snor sig mod nord tilbage til Trento, indtil man får modvind på de sidste 200 m.

SE EM PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Favoritterne

Mens linjeløbene som sagt fra start har tiltrukket en vis interesse fra også de største navne - måske med løbet i Herning som en lidt kedelig undtagelse - har det knebet lidt mere på enkeltstarten. Her har det knebet med at overtale de allerstørste navne til at gå efter stjernetrøjen, men fra 2018 mærkede man en stigende interesse. Ganske vist savnede man også dengang mange af stjernerne, men de fleste af de mere rendyrkede specialister var til start i Glasgow. Trenden blev yderligere styrket i Alkmaar i 2019, hvor den pandekageflade rute var et trækplaster for de tunge wattmonstre, der for de flestes vedkommende heller ikke havde kørt Tour de France, og det var kun sidste års udgave, der brød en ellers positiv trend. Det havde dog sin forklaring i en coronaramt kalender, hvor næsten hele Tour-feltet var forhindret i at deltage i et løb, som afvikledes bare få dage inden starten på det største løb af alle i en tid, hvor coronabobler var noget, der blev taget meget seriøst.

Heldigvis er verden blevet mere normal igen, og det samme gælder for cykelkalenderen. Normal er måske så meget sagt, når vi taler om en relativt ny begivenhed, der i de første fem år er blevet flyttet lidt rundt, men ideen om at udnytte den ekstra uges pause mellem Vueltaen og VM, som den af OL forårsagede fremrykning af Touren og Vueltaen har givet anledning til, var et scoop. I år er det nemlig svært at mobilisere skyggen af utilfredshed med et felt, der tæller langt hovedparten af Europas specialister.

Det skyldes naturligvis, at der denne gang ikke er tale om nogen træthed efter Touren. Tværtimod er tempofænomenerne næsten alle i gang med at bygge formen op til det store mål ved VM, og så kommer en generalprøve ved en anden mesterskabsenkeltstart naturligvis som kaldet fra himlen. Det gælder særligt, når de to mesterskaber endda begge afvikles på rigtige specialistruter nærmest uden højdemeter, og torsdagens løb i Trento kunne således ikke være en bedre opvarmning til det, der venter i Flandern senere på måneden. Selvfølgelig kunne man savne ryttere som Primoz Roglic, Wout van Aert, Geraint Thomas og Tom Dumoulin, men det er mere alsidige typer, der har andre mål end bare enkeltstarterne. Stort set alle de ryttere, der kan betegnes som rendyrkede specialister vil være at finde i feltet denne torsdag.

Det er ikke svært at forstå hvorfor. Det er nemlig svært at finde en mere udpræget specialistenkeltstart. Trento ligger ellers midt i bjergene - faktisk ligger der mere end 2000 m høje bjerge bare få kilometer fra start- og målområdet - men ved at placere hele ruten i dalen ved Adige-floden undgår man alle former for terrænmæssige udfordringer. Ved samtidig at have ganske få sving undervejs på en rute, der mest af alt går ned langs floden og tilbage igen, er der heller ikke mange terrænmæssige udfordringer. Jo, man har fundet 50 højdemeter over 22,4 km mod de bare 21 højdemeter over 22,6 km i Alkmaar for to år siden, men dette er rigtigt specialistterræn for motorerne på en rute, der højdemetermæssigt nærmest er identisk med det, vi så i Herning i 2017. Enhver, der har været i Herning, vil vide, at det betyder, at det er fladt!

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Den store forskel i forhold til øvrige mesterskaber er distancen. Højst atypisk har arrangørerne fra UEC valgt at halvere længden i forhold til det normale ved nationale og internationale mesterskabsløb, og det er beslutning, de står ved. Det er således tredje år i træk, at vi taler om en distance på knap 25km, og den faktor er så betydelig, at det vil spille en væsentlig rolle. De store motorer, der som en Tony Martin først og fremmest mestrer de lange distancer, vil begræde denne beslutning. Til gengæld er det en gave til de relativt mange ryttere, der har specialiseret sig i den helt særlige kunst at køre korte, flade enkeltstarter som den, der hvert år findes i Tirreno-Adriatico. Nok er vi ikke helt nede på samme korte distance som i den slags enkeltstarter, men distancen på 22,4 km er så begrænset, at Tirreno-enkeltstarten kan vise sig som et bedre sammenligningsgrundlag end de mere typiske enkeltstartsmesterskaber.

Vejret er altid en faktor på en enkeltstart, men det vil det ikke være denne torsdag. Løbet afvikles over knap to timer, og det gør i forvejen risikoen for udsving begrænset, men denne gang synes der slet ikke at være nogen forskel undervejs. Det vil nemlig være knastørt og med en konstant vind. Den vil til gengæld stå næsten direkte i ansigtet over de første 10 km, og det er derfor efter al sandsynlighed på stykket frem til første mellemtid, at løbet for alvor kan vindes.

Det stærke felt betyder, at det er et mere åbent slag, end man kunne vente i et løb, hvor verdensmesteren er til start, og det er derfor ikke med 100% overbevisning, at jeg peger på Filippo Ganna . Italieneren havde nemlig et formdyk i foråret, der har vist, at han ikke er helt så pålidelig, som man troede i et 2020, hvor han knuste al modstand hver eneste gang, men i Giroen var han tilbage med så stor kraft, at han lignede sig selv igen, ikke mindst på den første enkeltstart i Torino. Ved OL var han også et sandt uhyre, da han nærmest på egen hånd afgjorde holdforfølgelsesløbet til Italiens fordel og kørte en for mig overraskende god enkeltstart på en rute, der burde have været for svær.

Det er ruten i Trento ikke. Tværtimod er den ganske perfekt for Ganna, og den er i virkeligheden bare en forkortet udgave af den, der gav ham VM-titlen sidste år. I fladt terræn har Ganna i det sidste år været verdens bedste, og det vil altid gøre ham til favorit. Han burde også være velforberedt, for siden OL har han kørt i Norge, hvor han virkede uhyre overbevisende, og trænet i højderne frem mod EM og VM, der er de sidste mål, inden den igen står på baneløb. Med tanke på ruten karakter må Ganna igen være manden, der skal slås.

Han må imidlertid have sovet uroligt, hvis han så Benelux Tour på tv. Her leverede Stefan Bissegger nemlig en magtdemonstration, der var så skræmmende, at den gav mindelser om det vanvidsridt, Ganna selv leverede i Tirreno sidste år. Helt overraskende var det imidlertid ikke. Schweizeren har igennem hele året vist sig temmelig overlegen på de fladere dele af de desværre for ham ofte alt for kuperede enkeltstarter, han har kørt, og særligt hans præstation i regnen i Tour de Suisse, hvor han kørte i det værste vejr og alligevel var tæt på at vinde på en meget tekniske rute, samt i Romandiet, hvor han kørte fabelagtigt på de få fladere dele af begge enkeltstarter, vidner om, hvor uhyggelig en formstærk Bissegger er.

Bedst er han, når det er teknisk, og derfor er denne rute måske ikke ideel, men det var den heller ikke i Benelux, hvor han alligevel var i særklasse. Det flade terræn burde i hvert fald ikke kunne passe ham bedre, men udfordringen er distancen. Bissegger har endnu til gode at præstere over længere distancer, og med sin baggrund og forberedelse på banen ville han nok have foretrukket de 11 km i Benelux. Hans flotte enkeltstart i Romandiet kom dog over 16,2 km, og selvom denne enkeltstart er længere, er det trods alt ikke klassisk mesterskabsdistance. Det burde i hvert fald ikke være så langt, at Bissegger med sin nuværende power ikke kommer langt.

Dette er en vurdering af vinderpotentiale, og derfor placerer jeg Remco Evenepoel her, men med vidunderknægten kan det gå begge veje. Det har været ret åbenlyst de seneste uger, at han ikke lyver, når han hævder, at han har fået sine ”good legs” tilbage, men han har stadig til gode at slette indtrykket af de knap så overbevisende enkeltstarter, han kørte i maj, juni og ikke mindst ved OL. Hans sejr i Danmark, hvor han slog den teknisk overlegne Søren Kragh på en rute, der vel ikke kunne have passet ham dårligere, var imidlertid temmelig overbevisende, og en indikation på, at han er tæt på fordums styrke.

Det er klart, at en flad enkeltstart er en ulempe for Evenepoel, når han er oppe mod specialister som disse, men det var det også ved EM i 2019, hvor ruten var næsten identisk, både i forhold til terræn og distance. Her knuste han al modstand, og ryttere som Ganna, Edoardo Affini, Stefan Küng og Kasper Asgreen var ikke i nærheden af at måle sig med belgieren, der leverede en gedigen magtdemonstration. Han er bedst over endnu længere distancer, men vi så for to år siden, at 22 km er nok til, at han kan gøre forskellen. Hans nylige sygdom stiller lidt spørgsmål ved forberedelsen, men der var trods alt ”bare” tale om lidt maveonde, som første sendte ham ud af løbet tre dage, efter at problemerne var begyndt. Spørgsmålet er mere, om han har genfundet sit 2019-niveau som temporytter. Takterne i Danmark var lovende, men vi bliver klogere torsdag eftermiddag.

En af de ryttere, han slog i Holland for to år siden, var Edoardo Affini, der fik sit gennembrud netop i det løb. Dengang fik han nemlig bronze foran blandt andre Ganna og Küng, og siden fortsatte et fornemt efterår med 2. plads bag Ganna i BinckBank Tour og sejr i England. I 2020 faldt han imidlertid ned i et dybt hul, som skiftet til Jumbo har bragt ham op af. I år skuffede han i Tirreno, men siden Giroen, hvor han var den værste trussel mod Ganna i Torino, har han været bedre end nogensinde. Han imponerede også ved mesterskaberne, hvor han slog Ganna og blev nr. 2 på en rute, der burde have været alt for kuperet, og senest var han fremragende i Benelux, hvor han var i sin egen liga - desværre bag den superliga, som Bissegger havde etableret for sig selv. Affini vil dog ligesom Bissegger juble over en pandekageflad rute, der ikke kunne passe ham bedre, og selvom hans bedste resultater er kommet over kortere distancer, viste han ved mesterskaberne, at han nok har en større chance for at få revanche over Bissegger på en mere end dobbelt så lang distance. Han har dog et stort hul at lukke til schweizeren, ligesom han har det til Ganna, og derfor skal han have en stor dag, hvis det skal blive til guld.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter en lang serie af skuffelser fik Stefan Küng endelig sit europamesterskab sidste år, og det kom som kulmination på en sæson, hvor han endelig genfandt de tempoevner, der ellers havde været forsvundet lidt siden 2017. Nu er han imidlertid tilbage, som han også viste med VM-bronzen senere på året, og i år er han fortsat. I Tirreno slog han Ganna og kunne måske have slået Wout van Aert, hvis vejret havde været ens for alle, og selvom vejret utvivlsomt gav ham sejren over Bissegger, kørte han også ganske imponerende i Tour de Suisse. Under Touren skuffede han lidt på 20. etape, hvor han var træt, men på 5. etape var han ”best og the rest” bag suveræne Pogacar, og ved OL kørte han fabelagtigt på en rute, der burde have været alt for svær.

Det er denne rute ikke. Den burde passe Küng ganske perfekt, selvom distancen måske gerne måtte have været det dobbelte. Spørgsmålet er bare, om formen rækker. I Benelux var han god nok til at blive nr. 3, men både Bissegger og Affini kørte ham over, og vi så også på brostensetapen, at han er et stykke fra sidste års form. Der er ingen tvivl om, at han har brugt løbet til at forbedre sig, men har han allerede lukket hele hullet? Den længere distance vil hjælpe ham, men lige nu synes han måske at mangle de procent, der bringer ham helt op på sit ellers tårnhøje topniveau.

Sidste år var det sølvmedaljen ved EM, der blev det endegyldige bevis på, at Remi Cavagna pludselig havde bevæget sig op i verdenseliten. Det fortsatte senere med en imponerende Tour-enkeltstart, og i år har han taget det et ekstra skridt. Han blev nr. 2 bag Bissegger i Paris-Nice og nr. 2 bag Rohan Dennis i Catalonien, men svendestykket kom, da han vandt på en ellers for svær rute i Romandiet. Endnu mere imponerende var han måske på Giroens sidste enkeltstart, hvor det blev 1-1 mellem ham og Ganna på uheldskontoen, men hvor han ikke var alt for langt fra at måle sig med verdensmesteren. Senest vandt han i Polen i et relativt stærkt felt, men her var han måske ikke helt så overlegen, som man kunne have ventet, og da han også skuffede fælt til OL, har han til gode at bevise, at formen er i top. Der er dog næppe tvivl om, at han har kurs mod 100% frem mod VM, og præstationen i Polen var i det lys ganske lovende. Spørgsmålet er bare, om ikke denne rute er lidt for flad og kort, når specialisterne er så store. Omvendt var den lige så flad, da han gav Ganna kam til sit hår i Milano og næsten lige så flad, da han kun akkurat blev slået af Bissegger i Paris-Nice. Det viser, at man heller ikke på denne rute kan udelukke Cavagna, hvis han har sin bedste form.

De danske øjne vil være rettet mod Kasper Asgreen, der med sølvmedaljen ved EM i 2019 har bevist, at han kan være med helt fremme på en rute, der er næsten identisk med denne. Han blev ganske vist kørt midt over af Evenepoel, men han fik ram på folk som Affini, Küng og Ganna. Desværre var de tre slet ikke på samme niveau, som de er i dag, og de har alle overhalet Asgreen i mellemtiden. Affini slog danskeren klart i Benelux, og Küng viste både i Touren, Benelux og ved OL, at han har overhånden, mens Ganna klart slog Asgreen i Tirreno. Asgreen viste imidlertid glimrende form i Benelux, hvor han som nr. 4 kørte næsten lige op med Küng, og det var ganske lovende på en rute, der var alt for kort til at passe danskeren, hvis motor først kommer til sin ret over længere distancer. Denne rute er dobbelt så lang og passer ham derfor betydeligt bedre, men der er desværre en grund til, at Asgreens store internationale sejr stadig mangler. Hidtil har der været en lille gruppe, der har været et niveau over - særligt på en helt flad rute - og desværre er de næsten alle at finde i dette felt.

Nu er dette en vurdering af vinderpotentiale, og derfor er jeg nødt til at placere Tadej Pogacar her, men det ender formentlig med et ringere resultat. Sloveneren viste nemlig i Bretagne, at han er et pænt stykke fra Tour-formen, og han kom vist til at køre løbet på en måde, som formen ikke rigtigt kunne bære. Det endte med en gedigen eksplosion, da han forsøgte at gå med de bedste, og han havde derfor helt ret, da han sagde, at løbet mest var forberedelse til efterårets mål, der tæller EM, VM og Lombardiet. Han nævner dog EM i den forbindelse, og han er således kommet til Italien med ambitioner. Normalt skulle man mene, at en flad rute ikke vil give ham mange chancer, men han viste på Tourens første enkeltstart, der ganske vist var betydeligt mere kuperet, men stadig en flad sag, at en formstærk Pogacar er blevet så god en temporytter, at han kan vinde hvor som helst, i hvert fald når distancen ikke er for kort. Beslutningen om at gå tilbage til sin gamle position har i hvert fald åbenlyst båret frugt, og det havde været uhyre interessant at se en flyvende Pogacar mod verdens bedste specialister på denne rute. Desværre har vi næppe en flyvende Pogacar nu, og selvom han nu har haft næsten to uger til at forbedre sig, er det svært at tro, at niveauet rækker på en rute, der trods alt passer betydeligt bedre til næsten alle de øvrige favoritter. Historien viser bare, at vidunderbørn ofte kommer hurtigt i form, og derfor vil det være dumt at udelukke endnu et slovensk vanvidsridt denne torsdag.

Det siger lidt om feltets niveau, at Joao Almeida ender som nr. 9 på listen. Portugiseren har nemlig i år kørt seks WorldTour-enkeltstarter, og han er blevet nr. 2, 3, 4, 5, 6 og 7. Det siger lidt om hans tårnhøje klasse, og det mest imponerende er, at de næsten alle er blevet opnået på pandekageflade ruter, der ikke burde passe ham ideelt. Særligt de to 4. og 5. pladser på tonserruterne i Giroen, men også den nylige 2. plads bag Cavagna i Polen vidner om, at han sagtens kan være med også i terræn som dette. Problemet er bare, at der er en grund til, at Almeida altid er endt med sekundære placeringer. Der er lige nu en gruppe ryttere, der er stærkere end ham, og skulle han vinde et løb som dette, ville det i dette felt nok kræve en betydeligt hårdere rute. Han viste dog i Polen, at formen er fremragende, og da han - med OL som en kedelig, men også meget speciel undtagelse - er pokkers stabil, venter der formentlig et godt resultat. Desværre bliver det i dette felt nok svært at tage medalje.

Max Walscheid har forvandlet sig fra sprinter til tempospecialist, og efter en periode, hvor han stille og roligt er blevet bedre og bedre, nåede han en foreløbig kulmination sidste uge i Benelux, da han blev en imponerende nr. 5 i meget skrapt selskab. Desværre er alle de fire, der slog ham, til start i dette felt sammen med en god håndfuld af lige så stærke specialister, og det bliver derfor svært at gentage 5. pladsen. Til gengæld kan Walscheid glæde sig over en fladbanerute, der burde være helt perfekt for ham, og han har med en 7. plads i Emiraterne, 6. og 8. pladser i Giroen, en 6. plads i Polen og altså en 5. plads i Benelux vist, at han som regel er med fremme, når det er fladt. Det bør han med sin gode form også være denne gang, men i dette skrappe felt er der grænser for, hvor langt fremme han kan ende.

Desværre synes Mikkel Bjerg oftest at skuffe en anelse på sine enkeltstarter, men han har til gengæld også et potentiale, når han rammer dagen. Senest gik det helt galt i Benelux, hvor han bare blev nr. 25, ligesom han blot blev nr. 15 i Dauphiné. Til gengæld viste han højt niveau med 4. pladsen i Polen og en 7. og 11. plads i Touren, og det vidner om, at han sagtens kan være med i det gode selskab. I forhold til nedturen i Benelux burde han glæde sig over den dobbelt så lange distance, men ruten er nok lidt for flad og enkel til at passe ham ideelt. Først og fremmest er feltet dog spækfyldt med topspecialister, der alle har leveret stærkere resultater end Bjerg. Derfor er det kun på en superdag, at vi vil se ham i toppen på denne uhyggelige startliste.

Jos van Emden er faldet gevaldigt af på den, men pludselig var der livstegn på Giro-enkeltstarten i Torino. Desværre synes han ikke helt at have genfundet momentum efter sit styrt i Italien, og hans seneste enkeltstarter har ikke været prangende. Han blev således blot nr. 18 i Polen og nr. 11 i Benelux, og sidstnævnte var endda en af de korte, flade enkeltstarter, som han tidligere var en af verdens allerbedste til at mestre. Her finder han et fladland, der vil passe ham, men Van Emden har altid haft det svært på distancer over 15 km. Denne er helt entydigt for lang til at være ideel, og når man kobler det med hans knap så overbevisende form, skal man nok være varsom med at forvente for meget.

Læs også

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

Maciej Bodnar var tæt på at blive europamester i Herning, hvor han vandt sølv, men siden dengang er han faldet af på den. De seneste år har været sløje, men han synes af og til stadig at trække en kanin op af hatten. Det gjorde han senest i Polen, hvor han blev nr. 3, men vi kom til gengæld gevaldigt ned på jorden igen i Benelux, hvor han bare blev nr. 26 og i det hele taget gav indtryk af, at formen havde ganske store mangler. Den flade rute burde dog passe ham udmærket, men han ville nok have foretrukket de tekniske udfordringer, der hjalp ham i Polen. Man skal altid være åben over for, at han pludselig igen kommer med sin Bodnar-kanin, men på baggrund af Benelux er det svært at være alt for optimistisk.

Blandt de øvrige ryttere kan man fremhæve Bruno Arimirail, der dog i år mest har skuffet, selvom han rejste sig lidt på den sidste enkeltstart i Touren og ved de franske mesterskaber. Det skal også blive interessant at se, om Rafael Reis kan følge op på den imponerende 2. plads bag Asgreen i Algarve, men hans sejre i Portugal var i et svagt felt alt andet end skræmmende. Rune Herregodts har kørt fine enkeltstarter i Belgien og Benelux, men han mangler stadig et stykke op til eliten. Veteranen Jan Barta synes endegyldigt at have sagt farvel til eliten, og heller ikke Artem Ovechkin synes at have fordums styrke længere. Julius van den Berg har kørt fine enkeltstarter i Polen og Benelux, men han er et stykke fra de bedste, og Miguel Heidemann er måske nok tysk vicemester, men han har stadig til gode at være med fremme på den internationale elitescene.

***** Filippo Ganna

**** Stefan Bissegger, Remco Evenepoel

*** Edoardo Affini, Stefan Küng, Remi Cavagna, Kasper Asgreen, Tadej Pogacar

** Joao Almeida, Max Walscheid, Mikkel Bjerg, Jos van Emden, Maciej Bodnar

* Bruno Armirail, Rafael Reis, Rune Herregodts, Julius van den Berg, Artem Ovechkin, Miguel Heidemann, Jan Barta

Danskerne

Kasper Asgreen og Mikkel Bjerg har begge gode chancer for at lave et resultat og er således omtalt ovenfor.

Starttider

1 39 VAN DEN BERG Julius (NED) NETHERLANDS 16:00:00.00
2 38 PELIKÁN János Zsombor (HUN) HUNGARY 16:01:00.00
3 37 ASGREEN Kasper (DEN) DENMARK 16:02:00.00
4 36 HOLOVASH Oleksandr (UKR) UKRAINE 16:03:00.00
5 35 LAŠINIS Venantas (LTU) LITHUANIA 16:04:00.00
6 34 OVECHKIN Artem (RUS) RUSSIAN FEDERATION 16:05:00.00
7 33 REIS Rafael (POR) PORTUGAL 16:06:00.00
8 32 MC DUNPHY Conn (IRL) IRELAND 16:07:00.00
9 31 HEIDEMANN Miguel (GER) GERMANY 16:08:00.00
10 30 AFFINI Edoardo (ITA) ITALY 16:09:00.00
11 29 HERREGODTS Rune (BEL) BELGIUM 16:10:00.00
12 28 ARMIRAIL Bruno (FRA) FRANCE 16:11:00.00
13 27 BISSEGGER Stefan (SUI) SWITZERLAND 16:12:00.00
14 26 ILIĆ Ognjen (SRB) SERBIA 16:13:00.00
15 25 RIES Michel (LUX) LUXEMBOURG 16:14:00.00
16 24 GOLDSTEIN Omer (ISR) ISRAEL 16:15:00.00
17 23 OMARSSON Ingvar (ISL) ICELAND 16:16:00.00
18 22 PELTONEN Ukko (FIN) FINLAND 16:17:00.00
19 21 GYUROV Spas (BUL) BULGARIA 16:18:00.00
20 20 RITZINGER Felix (AUT) AUSTRIA 16:19:00.00
21 19 VAN EMDEN Jos (NED) NETHERLANDS 16:20:00.00
22 18 PEÁK Barnabás (HUN) HUNGARY 16:21:00.00
23 17 BJERG Mikkel (DEN) DENMARK 16:22:00.00
24 16 PETROVSKI Andrej (MKD) MACEDONIA 16:23:00.00
25 15 KUBA Ronald (SVK) SLOVAKIA 16:24:00.00
26 14 BODNAR Maciej (POL) POLAND 16:25:00.00
27 13 KONONENKO Mykhaylo (UKR) UKRAINE 16:26:00.00
28 12 MILTIADIS Andreas (CYP) CYPRUS 16:27:00.00
29 11 SISKEVICIUS Evaldas (LTU) LITHUANIA 16:28:00.00
30 10 NYCH Artem (RUS) RUSSIAN FEDERATION 16:29:00.00
31 9 ALMEIDA João (POR) PORTUGAL 16:30:00.00
32 8 BÁRTA Jan (CZE) CZECH REPUBLIC 16:31:00.00
33 7 MULLEN Ryan (IRL) IRELAND 16:32:00.00
34 6 WALSCHEID Maximilian Richard (GER) GERMANY 16:33:00.00
35 5 POGAČAR Tadej (SLO) SLOVENIA 16:34:00.00
36 4 GANNA Filippo (ITA) ITALY 16:35:00.00
37 3 EVENEPOEL Remco (BEL) BELGIUM 16:36:00.00
38 2 CAVAGNA Rémi (FRA) FRANCE 16:37:00.00
39 1 KÜNG Stefan (SUI) SWITZERLAND 16:38:00.00

SE EM OG TOUR OF BRITIAN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-