Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: EM - linjeløb
10. august 2019 17:46 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

I de fleste sportsgrene spiller kontinentale mesterskaber en stor rolle, men af uvisse årsager har det altid været anderledes i landevejscykling. Det ændrede sig i 2016, hvor EM for første gang blev afviklet for professionelle ryttere, og med et fremragende felt til debutudgaven i Frankrig blev kimen lagt til en stor succes. I de seneste to år er der blevet bygget videre på den gode start i hhv. Herning og Glasgow, og i år blev det efter en del polemik Holland, der fik tildelt æren af at agere vært. Søndag gælder det den store finale med herrernes linjeløb, der med et stjernespækket felt på en pandekageflad rute vil afgøre, hvem der skal bære den eftertragtede stjernetrøje i det kommende år.

Løbets rolle og historie

I stort set alle sportsgrene afvikler det internationale forbund et VM, der udgør en af de absolut vigtigste begivenheder på kalenderen. Det forholder sig ikke anderledes i cykling, hvor den eftertragtede regnbuetrøje er en af sportens mest ikoniske symboler og er blevet båret af verdensmesteren, siden den blev indført i 1927. Modsat mange andre sportsgrene kan cykelsporten dog ikke kalde VM for årets højdepunkt - Tour de France vil altid være det ubetinget største løb - men det ligger stadig i den absolutte elite over sæsonens begivenheder.

 

De fleste sportsgrene har også kontinentale mesterskaber, der i prestige rangerer umiddelbart under VM. På det område er cykelsporten imidlertid anderledes. Faktisk blev de første europamesterskaber først afviklet i 1995, og også de panamerikanske, oceaniske og afrikanske mesterskaber er relativt nye begivenheder. Kun de asiatiske mesterskaber har en længere historie, men ingen af løbene har nydt nær samme prestige som i andre sportsgrene.

 

Europamesterskaberne skiller sig endda ud fra listen. Mens de andre kontinentale mesterskaber længe har haft eliteløb, har sportens nøglekontinent kun haft løb for juniorer og U23-ryttere. På en kalender, der er nærmest overfyldt med historiske løb, har der slet ikke været plads til endnu en prestigiøs begivenhed, og derfor havde de professionelle længe ikke chancen for at bære stjernetrøjen. Ungdomsløbene har ganske vist længe været store begivenheder for de relevante ryttere, men for eliten har det været lukket land.

 

I de senere år har Den Europæiske Cykelunion UEC imidlertid forsøgt at ændre tingenes tilstand. De introducerede de europæiske mountainbikemesterskaber i 1989, i 2010 kom banecyklingen på programmet, og mod slutningen af 2015 kunne eliteherrerne for første gang slås om trøjen i cykelcross. I 2016 tog man så det helt store spring ved at arrangere de første landevejsløb for eliten.

 

Rytterne tog vel imod begivenheden, og derfor blev der tale om stor succes. Så snart planerne blev luftet og ruten i Nice blev præsenteret, var der mange, der nævnte løbet som et af efterårets store mål. Ruten i Nice var kuperet, og med et fladt VM i Qatar var det for klatrere og ardennerspecialister oplagt at gå efter EM-titlen i stedet.

 

Desværre kom begivenheden uheldigt fra start, da samme sommers terrorangreb i Nice tvang byen til at trække sig som arrangører bare få måneder inden starten. Heldigvis var byer i Frankrig, England og Italien alle villige til at træde til, og i sidste ende valgte UEC at flytte arrangementet til Plumelec. Det havde en stor indvirkning på ruten, der ikke længere var så kuperet som planlagt, men med en afslutning på den berømte Cote de Cadoudal, der er kendt fra GP de Plumelec og Tour de France, var der fortsat tale om et perfekt løb for puncheurs, og de samledes i stort tal i den nordfranske by til et ganske stærkt besat løb.

 

Derfor kunne arrangørerne næppe have ønsket sig en meget bedre modtagelse. Naturligvis har løbet ikke nær samme prestige som VM, men det lykkedes alligevel at tiltrække store navne som Peter Sagan, Julian Alaphilippe Fabio Aru, Diego Ulissi, Rui Costa, Daniel Martin, Philippe Gilbert, Daniel Moreno, Wout Poels, Sonny Colbrelli, Tiesj Benoot og Tony Gallopin. Placeringen på kalenderen var perfekt, idet det blev afviklet midt i september, hvor mange klassikerryttere var i topform efter WorldTour-klassikerne i Plouay og Canada.

 

I 2017 skulle der bygges videre på succesen, men det har ikke været nemt at finde en tilsvarende god placering på kalenderen. I 2016 blev VM pga. varmen i Qatar afviklet usædvanligt sent, og det skabte plads i september. Året efter fandt man en position i august to uger efter Touren, men på denne tid af året er konkurrencen stor. Sålededes afvikles der i samme periode WorldTour-løbet Tour de Pologne og det traditionsrige Vuelta a Burgos samt Tour of Utah på den anden side af Atlanten, og en stor del af feltet hvilede fortsat ud efter Touren. Det gjorde det vanskeligere at tiltrække samme stjernebesatte felt som i 2016, og specielt var det påfaldende, at det var meget svært at overtale Tour-ryttere til at stille til start.

 

Danmark var udset som landet, der skulle forsøge at fastholde momentum, og det viste tydeligt, at EM helt i stil med VM vil være en begivenhed, der i forskellige år tiltrækker forskellige ryttertyper. I 2016 var der således tale om et løb for puncheurs, men i 2017 betød den helt flade rute i Herning, at det var umuligt at undgå en massespurt. På samme måde er det tanken, at forskellige værtsbyer skal give alle feltets ryttere mulighed for at blive europamester på et tidspunkt i karrieren, og det blev synliggjort sidste år, hvor det var stærke sprintere og brostensspecialister, der kæmpede om titlen i Skotland.

 

Den begivenhed var endda speciel, da UEC havde taget endnu et skridt i et forsøg på at styrke opmærksomheden. Organisationen var nemlig gået sammen med de europæiske forbund inden for svømning, triatlon, roning, golf og gymnastik om at arrangere ét stort fælles europæisk mesterskab på samme sted. Det betød ganske vist, at der ikke var plads til ungdomsrækkerne, som derfor afviklede deres egne separate mesterskaber tidligere på året, men tanken var, at samling af flere sportsgrene - inden for cykelsporten var også banecykling, mountainbike og BMX på programmet - skulle booste begivenheden og give den større prestige. Glasgow fik æren af at være den første vært for det fælles arrangement, der afvikledes over 10 dage med hele 800 atleter.

 

Om det var dette initiativ, ruten eller det forhold, at Alexander Kristoff igennem et år havde givet stjernetrøjen meget mere synlighed, efter at Sagan i sin tid som europamester holdt den gemt under sin regnbuetrøje, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at feltet var betydeligt stærkere, end det var i Herning i 2017. Både enkeltstarterne og landevejsløbene tiltrak en stribe ganske store navne, og selvom der var en del konflikter med holdene, der nødigt har villet give rytterne fri i en periode, hvor der afvikledes to store WorldTour-løb, Tour de Pologne og BinckBank Tour, som appellerede til samme ryttertyper, synes EM efterhånden at have etableret sig som en begivenhed, der er kommet for at blive.

 

Modellen med et fælles mesterskab er dog kun nået, der vil finde sted hvert fjerde år, og derfor bliver den fjerde udgave mere traditionel. Den er henlagt til den hollandske by Alkmaar, men det skete først efter en del polemik. Franske Annecy var i første omgang udset som værter, men de sprang fra i frustration over, at begivenheden skulle afvikles midt i turistsæsonen. I stedet kontaktede UEC en række byer i Holland, der kunne tænkes at have plads, efter at ambitionen om at arrangere VM mislykkedes. Én efter én meldte de hollandske byer imidlertid fra, og allerede i februar stod det klart, at kun Almaar havde interesse. Alligevel skulle man helt frem til marts, inden den endelige aftale faldt på plads - til stor glæde for sprinterne, der kan se frem til for anden gang i løbets korte historie at skulle slås på en rute, der kan konkurrere med den herningensiske i sin mangel på højdemeter.

 

Den glæde aflæses også af en mildt sagt fabelagtig startliste, som til fulde understreger løbets efterhånden høje status. Selvom løbet skal konkurrere med Tour de Pologne, der slutter bare to dage efter løbet, og BinckBank Tour, der starter dagen efter, skal man have tættekammen frem for at finde de sprintere, der ikke skal i aktion i Holland i denne uge. Begivenheden har da også fået et boost af, at Vuelta a Burgos er flyttet, således at EM-ugen faktisk er påfaldende løbsfattig for en augustuge i en sport, hvor sensommerkalenderen er særdeles tætpakket.

 

Det hele startede med juniorernes enkeltstart og det nye, blandede holdløb i onsdags og fortsatte med de øvrige enkeltstarter i torsdags, juniorernes og U23-kvindernes linjeløb i fredags samt U23-herrernes og elitekvindernes linjeløb i torsdags, og søndag slutter festlighederne af med arrangementets højdepunkt, herrernes linjeløb. Efter den lidt stjernefattige forestilling i Herning fik løbet som sagt allerede et boost i 2018, og endnu bedre synes det at være denne gang, hvor snart sagt enhver europæisk topsprinter vil være at finde i et felt, der tæller navne som Dylan Groenewegen, Fabio Jakobsen, Pascal Ackermann, Alexander Kristoff, Elia Viviani, Matteo Trentin, Sam Bennett, Mark Cavendish, Arnaud Demare, Bryan Coquard og Jasper Philipsen. Dermed er der tale om et felt, der er et WorldTour-løb værdigt, men naturligvis er det også et løb, hvor landsholdsformatet skaber en dynamik, man ellers kun ser ved VM.

 

Sidste års løb blev en ganske underholdende affære, hvor regn og elendigt vejr gjorde ruten i Glasgow hårdere, end mange havde ventet. Det udnyttede italienerne, der ellers havde Elia Viviani som kaptajn, til at sende både Matteo Trentin og Davide Cimolai med i en lille gruppe, der endte med at afgøre løbet. Efter et fabelagtigt forarbejde af Cimolai kunne Trentin gøre arbejdet færdigt ved i spurten af slå crossstjernerne Mathieu van der Poel og Wout van Aert og dermed lægge et svært forår bag sig. Trentin vender tilbage for at forsvare sin titel på et italiensk hold, der også tæller Viviani, men til gengæld bliver der intet gensyn med Van der Poel, der fortsat fokuserer på sin mountainbike, eller Van Aert, der fortsat kæmper med konsekvenserne af det grimme styrt, der sendte ham hjem fra Touren i utide.

 

Ruten

I 2016 blev løbet som bekendt afviklet i Plumelec, og det betød, at rytterne blev testet på en ganske kuperet rute, der blandt andet bød på den omtalte afslutning på den berømte Cote de Cadoudal-stigning, hvor de eksplosive puncheurs kom til fadet. Den slags udfordringer havde man ikke i 2017. Herning er flad som en pandekage, og arrangørerne havde designet en rute, der ikke kunne været meget nemmere, og der var i den grad tale om rent guf for sprinterne. Til gengæld var der flere udfordringer i sidste års løb i Glasgow, hvor en stribe mindre bakker samt regnvejr betød, at løbet mest havde mindelser om en flamsk klassiker. På den baggrund kan de første tre udgaver af løbet siges at have tiltalt tre forskellige ryttertyper.

 

Variationen stopper imidlertid her. I 2019 er løbet som sagt henlagt til hollandske Alkmaar, der ligger i Europas vel nok fladeste region. I den del af verden føles selv en motorvejsbro som et Alpe d’Huez, og derfor kan sprinterne se frem til at skulle slås om stjernetrøjen for anden gang i løbets korte historie. Til gengæld ligger byen i det vestlige Holland næsten helt ude ved kysten, hvor det kan være temmelig blæsende, og det er derfor vejret mere end terrænet, der skal betyde, at løbet ikke som i Herning i 2017 ender i en massespurt.

 

Det er fast kutyme, at de store endagsløb skal være relativt lange, uanset om der er tale om mesterskabsløb eller klassikere. Højst overraskende har man imidlertid valgt at bryde med den tradition i år, ikke blot ved enkeltstarten, men også i linjeløbet. Således skal der tilbagelægges bare 172,6 km, hvilket er en betydeligt kortere distance end selv de fleste 1.1-løb.

 

Løbet har både start og mål i Alkmaar, men som det eneste af ugens fem linjeløb foregår det ikke kun på EM-arrangementets hovedrundstrækning. I stedet kan det inddeles i to med en indledende omgang på en 46,16 km lang runde og afslutningsvis 11 omgange på den 11,5 km lange rundstrækning, der er rammen om alle de øvrige løb. I den forstand følger arrangementet samme formel, som vi i de senere år også har set ved VM, hvor eliteherrerne ofte har kørt et indledende stykke inden rundstrækningen, hvor alle øvrige til gengæld har været afviklet i deres helhed.

 

Den lange rundstrækning er henlagt til fladlandet øst for Alkmaar, og selvom overlappet ikke er totalt, kan den i et vist omfang betragtes som en forlænget udgave af den korte rundstrækning. I hvert fald lægger man ud med at køre første del af den lille runde, inden man kører ud i terrænet på en stor, flad, næsten rektangulær omgang, der hverken har tekniske eller terrænmæssige udfordringer. Til sidst kører man mod vest og slår et lille smut mod nord, inden man kører mod sydøst ind til Alkmaar, hvor man rammer sidste del af den lille rundstrækning. Det betyder, at man skal over løbet hovedudfordring, den 1100 m lange pavé Munnikenweg, der ender bare 1 km inden første passage af stregen.

 

Efter målpassagen gælder det de 11 omgange på den lille rundstrækning, der som sagt også er helt flad. Den er henlagt til den vestlige udkant af Alkmaar, men er betydeligt mere kringlet end den store runde. Først følger man en bugtet kanal mod sydvest, inden man kører en næsten hel omgang af det, der vel næsten kan betragtes som et rektangel. Herefter snor man sig rundt i en kringlet zone ad en bugtet vej, inden man krydser en af byens kanaler for at komme ud til en rundstrækning, hvor man kører en enkelt omgang, og hvor der er meget få sving. Her slutter man af med at passere Munnikenweg - i alt skal brostenene altså passeres 12 gange - der ender bare 1 km fra stregen. Herefter drejer man skarpt mod sydvest, inden et sving fører ud på en bro, der atter leder over kanalen. Efter broen drejer man skarpt mod nordvest ind på den flade opløbsstrækning, der går langs kanalen.

 

Ruten byder på i alt bare 122 højdemeter med de 2142 på sidste års rute, der dog også var betydeligt længere.

 

 

Vejret

Da ruten blev præsenteret, lå det i kortene, at det formentlig kun var en sjælden sommerstorm, der ville kunne forhindre en massespurt. Tilsyneladende har vejrguderne hørt bønnerne fra de mange dramasøgende cykelfans. I hvert fald kunne vejrudsigten ikke være bedre på en dag, hvor Zeeland-provinsen for alvor lever op til sit ry som Europas vel nok mest blæsende region. Modsat de foregående dage vil det være helt tørt med en temperatur på 21 grader, og selvom det ikke bliver helt så voldsomt som lørdag, hvor vindstyrkerne nåede mere end 50 km/t, spiller Moder Jord også søndag med musklerne. Således ventes der en yderst kraft sydvestlig vind med en styrke på over 40 km/t, og selvom den vil aftage en anelse mod slutningen af løbet, vil det være ret ekstreme forhold gennem hele løbet. På den stor rundstrækning vil der efter et indledende stykke med sidemedvind være et længere stykke med mod- og derefter medvind, inden man får sidemodvind på turen tilbage mod Alkmaar. På den lille rundstrækning er det meget kringlet med konstant skiftende retninger, men der vil være sidevind på de fleste strækninger. Mod slutning får man sidevind på stykket ud mod det østligste punkt, dernæst medvind og til slut sidemod- og modvind på de sidste kilometer, herunder på brostensstykket. Efter sidste sving vil der være sidevind på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Mesterskabsløb er alt ganske svære størrelser at læse. For det første afvikles de på som regel helt ukendte ruter, som både ryttere og trænere har et begrænset forhåndskendskab til, og hvor usikkerheden om løbets karakter derfor får lov at trives, ofte med ugers eller måneders spekulation forud for begivenheden. For det andet afvikles de med landshold, og det skaber alt en helt særlig dynamik, når normale modstandere skal indordne sig under en overordnet plan.

 

Forud for dette løb var det desværre så som så med begejstringen. Der var næppe mange, der kunne få blodet i kog over udsigten til et pandekagefladt løb i den fladeste del af Holland. Nok er løbet henlagt til Alkmaar, der ligger i den måske mest blæsende del af Europa, men fra BinckBank Tour, der afvikles i samme periode ved vi, at kraftig augustblæst er en sjældenhed også i dette område. Nok har man forsøgt at designe en kringlet rute med et hav af sving og endda en pavé lige inden mål, men alligevel har det igennem det meste af året været forventningen, at vi ville få et halvkedeligt sprinterløb som i Herning. Risikoen for det blev kun gjort større af, at hovedparten af de store lande af gode grunde har lagt deres trup til rette på netop det, og da flere af sportens store sprintere samtidig har valgt at satse på løbet - og det skal vi bestemt være glade for - har det i uger lignet en massespurt i Alkmaar, ikke mindst fordi man også har reduceret distancen.

 

Nu ser det imidlertid ud til, at vejrguderne vil det anderledes. Et lavtryk omkring de britiske øer sender usædvanlig kraft augustblæst ind over Europa med en timing, så man burde tro, at det næsten var bestilt. Det vil vi mærke i Danmark, og det vil de endnu højere grad mærke i Holland. Nok blive søndagen ikke helt så vild som lørdagen, hvor kvinderne virkelig får kam til deres hår i et løb, hvor man kan frygte for sikkerheden - ikke mindst fordi de modsat herrerne også skal slås med våde veje - men vindstyrker på mere end 40 km/t kan næsten kun skabe drama. Styrken vil være næsten den dobbelte af det, vi så i årets Gent-Wevelgem, der splittedes til atomer i en meget hektisk første fase.

 

Optakten her er skrevet inden de første løb fredag og lørdag, der vil kunne give en god pejling af, hvor åbent terrænet er. Det plejer det heldigvis at være i denne del af Holland, og arrangørerne har været omhyggelige med at designe en meget teknisk rute med et hav af retningsskifter, hvor der endda vil være rigeligt med sidevind undervejs på den lille rundstrækning. Eneste lille ulempe er måske, at mange af sidevindsstykkerne er meget korte i en fase, hvor man næsten skal dreje hvert andet minut, og man kan tvivle lidt på, om strækningerne er lange nok til at holde presset længe nok til at knække feltet. Omvendt betyder de mange sving også, at de konstante accelerationer vil gøre løbet ganske hårdt, som vi så det på den tekniske og overraskende vanskelige rute i Glasgow, hvor folk konstant faldt fra, og hvor man ikke havde skyggen af chance, hvis ikke man holdt sig i forreste del af feltet gennem hele dagen. Denne gang krydres løbet endda også med en lille pavé, og selvom den baseret på de tilgængelige informationer ikke skulle være den sværeste i denne verden, kommer den så tæt på mål, at den kan bruges aktivt. Desværre vil der dog være modvind lige netop i denne fase og i det hele taget under hele indløbet til opløbsstrækningen.

 

Uanset hvad bliver det i hvert fald ikke et kedeligt sprinterløb. Betingelserne er så vilde, at det utvivlsom bliver knaldhårdt og stressende. Det er til gengæld altid vanskeligere at gennemskue, om der også kan etableres splittelser, fordi det altid afhænger af vejenes præcise beskaffenhed og eksponering. Under disse betingelser er det dog svært at forestille sig, at det vil være et samlet felt, der kommer til mål.

 

Hvad betyder det for løbets afvikling? Nervøsiteten vil i hvert fald være gigantisk fra start, og det er meget tænkeligt, at vi ikke tidligt vil få etableret det klassiske udbrud. Til gengæld byder hovedparten af den store rundstrækning, som rammes efter den indledende del, primært på med- og modvind, og her vil en gruppe nok kunne få lov at køre. Der bliver ikke mange momenter, hvor man kan slappe af, men her burde der kunne indfinde sig en vis ro. Den vil til gengæld ophøre på den lille rundstrækning, hvor der i løbet af de sidste godt 100 km vil være sidevind det meste af vejen.

 

Sidevindsløb er ofte karakteriseret ved, at det er et udskilnings- og ikke et angebsløb. Det er ikke her, at man som i bjergene lancerer den store offensiv og kører alene hjem eller væk i en lille gruppe. I stedet splittes feltet ofte flere gange, og selvom der også ofte sker regrupperinger undervejs, falder folk som regel stille og roligt fra. Ofte er der ét eller to nøglemomenter, hvor gruppen køres ned til en størrelse, der giver plads til alle på vifterne, og herefter bliver det betydeligt nemmere at holde sig til. Dernæst får man ofte en jagt mellem forskellige grupper, indtil elastikken endegyldigt knækker, og de forreste får lov at afgøre det mellem sig. Det sker oftest i en spurt, men i en lille gruppe, hvor alle er trætte, kan det også lade sig gøre at køre væk, særligt hvis man er del af et hold, der sidder i overtal. Det vil der ofte være hold, der gør, da holdene som regel sidder samlet inden splittelserne, og derfor er kortene ofte meget ulige fordelt, når splittelserne opstår. Her vil der ofte være lande, der er klare vindere, og lande, der slet ikke er kommet med.

 

Mest sandsynligt er det således, at der skal spurtes i en gruppe, der er kommet igennem sidevindsstrabadserne, og det ligner således et løb for hårdføre sprintere, der dels kan klare sig i de barske betingelser, dels også har benene til at spurte efter en knaldhård dag. I sidevind handler det imidlertid ikke kun om individuel, men også kollektiv styrke, for selv den stærkeste kan blive sat, hvis ikke han har holdet til at bakke sig op. Naturligvis kan en rytter med et svagt hold godt vinde, som Peter Sagan gjorde, da han i 2016 blev verdensmester i Qatars ørkenvind, men balancen tippes klart i retning af sprintere, der har holdene til dels at holde kaptajnen fremme, dels til at hjælpe ham med at spare på kræfterne i den benhårde positionskamp.

 

Betydningen af kollektiv styrke kan blive vigtig. På papiret er Sam Bennett eksempelvis en af de absolutte topfavoritter og vel i topfart kun overgået af Dylan Groenewegen, men det irske hold hører bestemt ikke til blandt de stærkeste. Nok er Bennett selv god i sidevind, som han blandt andet viste i årets Paris-Nice, men det vil koste kræfter at holde sig fremme med så begrænset en støtte. På samme vis er det unge, uerfarne tyske mandskab, der er samlet om en ellers brølstærk Pascal Ackermann, bestemt ikke feltets bedste, og det kan koste for Boras anden topkandidat til en sejr.

 

Hvilke lande ser ud til at kunne drage fordel af de barke betingelser? Som altid er det naturligvis Belgien og Holland, der sprinter i øjnene. Nok kommer i hvert fald belgierne ikke med deres bedste hold, som savner en stor del af verdens bedste klassikerryttere, men der er stadig noget power og erfaring til et løb som dette. Holland er pr. definition også altid gode i disse betingelser, og de kommer med en stor del af deres bedste folk til et løb som dette. Italien er måske ikke kendt som en sidevindsnation, men de stiller med et ganske fremragende hold til disse betingelser. Også franskmændene har lidt at skyde med, selvom de savner en del af de FDJ-folk, der altid holder Arnaud Demare ude af sidevindsproblemer. Og egentlig er Danmark vel heller ikke stillet helt ringe i et felt, hvor der er få relativt potente mandskaber.

 

Konklusionen er, at vi forventer et hårdt ræs med gradvis udskilning, hvor de overlevende til slut skal spurte om det. Bliver det meget vanskeligt, kan man ikke udelukke, at det kan lade sig gøre for stærke folk at snige sig væk i finalen, ikke mindst på brostenene, men mest sandsynligt er det med en spurt. Her vil det efter et hårdt løb handle mere om friskhed og fart end om positionering i en formentlig ret lille gruppe, hvor positionskampen vil være begrænset.

 

Det får os til at pege på Dylan Groenewegen som vores favorit. Hollænderen er måske kendt som en tung sprinter, men i sidevind er han ganske sublim. Det viste han i Paris-Nice, hvor han var med i samtlige frontgrupper på de to første etaper, hvor feltet splittedes igen og igen, og han viste også, at han ingen problemer har med at afslutte efter et brutalt sidevindsræs, hvor alle er slidt ned. Det hollandske hold er ligeledes blandt de stærkeste med folk som Dylan van Baarle, Sebastian Langeveld, Mike Teunissen og Ramon Sinkeldam til at holde ham ude af problemer. De to sidstnævnte hører endda til blandt feltets bedste lead-out men, og dermed kan Groenewegen endda se frem til nærmest ideel støtte i spurten, hvor han gang på gang har vist, at han er verdens hurtigste, som vi også så det i en Tour, hvor det først var i den tredje uge, hvor trætheden havde sat ind, at balancen tippede i Caleb Ewans favør.

 

Spørgsmålet er først og fremmest, hvor Groenewegen står formmæssigt. I de seneste to år har han i BinckBank Tour ikke været flyvende, men faktisk har han klatret overraskende godt i begge løb. Han har således som regel været fornuftigt kørende i tiden efter Touren, og med udsigt til et EM på hjemmebane har motivationen helt sikkert været større denne gang. Holdet kommer alene med det formål at gøre Groenewegen til europamester, og med de evner i sidevinden, Groenewegen viste i Paris-Nice, tror vi, at den mission vil lykkes.

 

Hans værste rival kunne være Pascal Ackermann. Tyskeren er ikke blot en lynhurtig sprinter, han er også brølstærk. Det har han vist gang på gang, blandt andet i de seneste to udgaver af Tour de Pologne, men for dette løb er det særligt relevant, at han i årets forblæste Gent-Wevelgem var blandt de folk, der sad hos Peter Sagan, da feltet knækkede i sidevinden, og hvor blandt andre nærmest hele Deceuninck og Greg Van Avermaet missede ud. Der er med andre ord intet, der tyder på, at Ackermann ikke mestrer sidevindskunsten, og da han samtidig i Tour de Pologne, hvor han var en af få sprintere, som holdt sig til på 5. etapes knaldhårde bakke, har han vist, at formen ikke er ringe, heller ikke selvom den ikke er helt på samme niveau som sidste år.

 

Ackermann viste i både Giroen og senest Tour de Pologne, at han er en af verdens allerhurtigste, og han har også med blandt andet sin sejr på en meget svær dag i Dauphiné vist, at han kan afslutte efter en hård dag. Positionskampen mestrer han, og han har endda i Rudiger Selig feltets bedste lead-out man. Udfordringen er, at resten af det tyske hold ikke er skræmmende, men de har dog en kerne af stærke Bora-folk med ikke mindst Selig og Ackermann, der begge er gode i sidevind og viste fornem form i Polen, som de to vigtigste. Også i Scheldeprijs viste Ackermann sig sublim i blæst, og derfor bør han være en af de sprintere, der både kan holde sig til og gøre det færdigt.

 

Det bør Elia Viviani også. Modsat Ackermann kunne han faktisk ikke holde sig til i Gent-Wevelgems sidevind, men tidligere har det ikke været det helt store problem for den efterhånden meget hårdføre italiener. Samtidig viste han med sejren i RideLondon Classic, at han er kommet stærkt ud af Touren, og han har hele tiden haft dette løb som et mål. Samtidig har han i Matteo Trentin en af verdens bedste sidevindsryttere ved sin side, og også Davide Ballerini og Davide Cimolai burde mestre disse betingelser. Endelig har Italien vel samlet set det allerbedste tog med stærke lead-out folk som Fabio Sabatini, Cimolai, Ballerini, Trentin, Simone Consonni og Andrea Pasqualon, og flere af dem kan ventes at sidde med i finalen.

 

Vivianis problem er, at Touren blev en klar understregning af, at han slet ikke er så hurtig som tidligere. Til gengæld har det i både Tour de Suisse og Touren været påfaldende, hvordan han nu kører sine bedste spurter efter hårde dage og gerne, når det stiger lidt til sidst. Således kom hans allerbedste spurt i Touren på sidevindsetapen til Albi, hvor han klart satte Ewan til vægs og kun akkurat blev slået af Wout van Aert i det stigende opløb. Med den form og friskhed, han viste i London, kan Viviani således drage fordel af løbets hårdhed og sit stærke hold til at vinde et løb, hvor i hvert fald Groenwegen, Ackermann og Bennett på papiret er hurtigere end ham. Bennett fik han i hvert fald skovlen under for en uge siden.

 

Netop Sam Bennett er måske den eneste, der på topfart kan måle sig med Groenewegen, men som sagt er han hæmmet af det svage irske hold. Nu har han endda mistet Ryan Mullen som følge af knæproblemer, og han støttes bare af tre ryttere fra lavere niveau. Det kan alt sammen koste for meget, som vi senest så det i London, hvor han efter det sene styrt var isoleret og skulle bruge så mange ressourcer på at finde Vivianis hjul, at han ikke havde kræfter til at gå forbi de ellers langsommere italiener. Dertil kommer, at Bennett traditionelt altid kører som en sæk kartofler i sensommeren, og selvom hans deltagelse i Vueltaen angiveligt skulle have sikret, at han har trænet godt i løbet af juli, er han formentlig ikke på toppen allerede nu.

 

Alligevel skal man ikke udelukke, at han udskifter den irske mesterskabstrøje med den europæiske. Med det, han har vist i år, kan man argumentere for, at det i et felt, hvor alle er friske, kun er Groenewegen, der har en højere topfart, og så sent som i Tour of Turkey viste han, at han nu også hører til blandt feltets mest holdbare. Ustabilitet er desværre et nøgleord for Bennett, som man altid skal være forsigtig med at spå om, men selv en isoleret Bennett vil altid være en af favoritterne på en rute som denne.

 

Frankrig har kastet al deres vægt bag Arnaud Demare, der får hele holdet stillet til sin rådighed. Franskmanden er også en af vinderne som følge af det forfærdelige vejr. I en klassisk spurt er han overmatchet af alle de ovennævnte, men efter en hård dag skal man altid tage sig i agt for Demare, der som bekendt har vundet Milano-Sanremo og været ganske tæt på at vinde Gent-Wevelgem også. Formen er endnu ikke i top, men han kom ganske fint igennem Vallonien, hvor han manglede lidt i den eksplosive finale på Mur de Thuin, men spurtede sig til sejr på den hårdeste etape - endda efter at have været i udbrud. I London fik han ødelagt chancerne af styrtet, men han sad fint med over bakkerne.

 

Demare har i Paris-Nice vist, at han er en af de allerbedste i sidevinden, og det bør gøre dette løb til lidt af en lækkerbisken, også selvom det franske hold ikke er det allerbedste - specielt fordi Adrien Petit og Damien Gaudin synes i næsten skræmmende ringe form. Til gengæld er Florian Senechal specialist i disse betingelser, og Bryan Coquard er i glimrende form. Ender det i en spurt efter et hårdt sidevindsløb, vil Demare altid være blandt favoritterne, især fordi han i et reduceret felt ikke skal kæmpe så meget med positioneringen, som traditionelt er hans svaghed.

 

Alexander Kristoff blev europamester, da løbet senest blev afviklet på en helt flad rute i Herning, men desværre er der ikke alt for meget, der peger i retning af en gentagelse. Nordmanden var ellers bedre end meget længe i et fantastisk forår, hvor han med sine spurter i Sanremo og Gent-Wevelgem genvandt sin status som kongen af spurter efter hårde løb. Problemet er bare, at han har været overraskende ringe kørende siden pausen, og i Touren fungerede det slet ikke for ham. Senest var han ikke just imponerende i London, og der er ikke noget, der umiddelbart tyder på, at han er ved at rejse sig. I forvejen er Kristoff overraskende sjældent med, når der køres sidevind, og det norske hold er heller ikke det stærkeste. Sidder han der til sidst efter et selektivt løb, skal man imidlertid altid være bange for Kristoff, hvis fantastiske spurt efter sidevindsræset i Gent-Wevelgem står som en af årets mest imponerende.

 

Belgierne kommer med to kaptajner, hvoraf man umiddelbart må tilskrive Jasper Philipsen de største chancer. Den unge belgier har fået en fremragende start på sin professionelle karriere. Særligt har han imponeret med sine evner i positionskampen, som han senest stillede til skue under Touren, hvor han gjorde et fremragende arbejde for Kristoff og endte med at køre fine placeringer hjem selv, enten fordi nordmanden havde defekt, eller fordi de blev væk fra hinanden i finalen. Farten har også været højt, som han viste med sejren i Tour Down Under samt med 2. pladsen bag Fabio Jakobsen i Californien, og under Touren imponerede han også med sin fine topfart. I teorien burde han også være god efter et hårdt løb, men vi så i klassikerne i år, at han stadig har begrænsninger. Han er uprøvet i sidevind på dette niveau, men det belgiske hold er voldsomt potent til den slags kørsel, og han burde derfor kunne sidde med hjem. Nu skal han bare vise, at han også kan gøre det færdigt, når alle er trætte, og det har han stadig til gode at bevise. På papiret har han alle evnerne til at kunne det.

 

Belgien har imidlertid også en meget stærk plan B. Tim Merlier har hidtil mest været kendt som Wout van Aerts bodyguard på crosscyklen, men allerede sidste år gav han prøver på sit landevejstalent, bl.a. da han vandt to etaper i Danmark Rundt. I år tog det lang tid at få styr på de kontraktlige forpligtelser, men da han endelig kom på plads hos Corendon i slutningen af maj, slog han til med det samme. Først blev han nr. 6 i grusvejsløbet Hageland, så slog han Philipsen og selveste Jakobsen i spurten i Elfstedenronde, og til slut kronede han det hele ved at blive belgisk mester i en spurt, hvor han slog blandt andre Philipsen og Van Aert. Senest viste han fremragende form ved at vinde de tre etaper i Tour Alsace, som ikke fandt sted i bjergene, og det viser, at han kommer knivskarp til Holland. I 2017 blev han nr. 3 i grusvejsløbet Schaal Sels, og det viser, at han sagtens kan begå sig i hårde løb også. Det er klart, at dette er et helt andet niveau, og derfor er det nok i første omgang Philipsen, der er nr. 1, men målt på ren topfart er Merlier formentlig den hurtigste, hvis han stadig er med og frisk til sidst.

 

Italien satser mest på Viviani, men det er klart, at Matteo Trentin som forsvarende mester også må forventes at få en vis frihed. I et let sprinterløb havde han været uden chance, men i sidevinden er han en god kandidat. Det er klart, at han ikke vinder en spurt mod de ovennævnte, der alle må antages at være hurtigere, men skal man pege på en rytter, der kan køre væk på brostenene eller i en ukontrollerbar finale efter et hårdt løb, er Trentin måske det bedste bud. Han kørte en fabelagtig Tour og viste i Paris-Nice og Touren, at han måske er en af verdens allerbedste i sidevind. Kommer han af med de rigtige sprintere, kan han slå de fleste på stregen. Sidste år var Viviani også plan A, men det var Trentin, der vandt. Det kan sagtens gentage under disse vejrbetingelser.

 

Bryan Coquard kommer også til løbet som plan B, men også han kan komme i spil. Demare er ikke altid den mest pålidelige type, og har han en dårlig dag, er det let at skifte hest. Samtidig kan Coquard være en mand, der skal spilles ud, hvis det i finalen bliver svært at kontrollere, og her er han et glimrende kort. Sidevind er ikke just det allerbedste for lille Coquard, men til gengæld har han i år nærmet sig sit gamle niveau. Senest viste han fornem form efter sommerpausen med sejren i GP Cerami samt en flot 2. plads på Mur de Thuin i Tour de Wallonie. I år har han også vist, at han stadig er hurtig nok til endda at vinde klassiske massespurter, og det viser, at han er en yderst kapabel plan B, hvis Demare ikke skulle slå til.

 

Den måske mest formstærke rytter lige nu er Luka Mezgec. Sloveneren kommer til løbet med to friske sejre fra Tour de Pologne i bagagen, og særligt hans sejr i den stigende spurt på 5. etape viste, at han næppe nogensinde har været bedre. Desværre er Mezgecs speciale at spurte efter et hårdt løb i kuperet terræn, mens han aldrig har vist det store i sidevind. I forvejen er det slovenske hold ikke just det stærkeste, og der er derfor langt fra nogen garanti for, at Mezgec kommer med hjem. Hans gode form bør dog kunne bringe ham langt, og selvom han bestemt ikke er verdens hurtigste i en flad spurt, skal man ikke udelukke ham helt på en dag, hvor alle er trætte.

 

Holland satser på Groenewegen, men de har en solid plan B i Mike Teunissen. Groenewegens lead-out man må være manden, der tager over, hvis kaptajnen skulle være træt efter Touren og falde fra i sidevinden. Teunissen er trods alt betydeligt mere robust end kaptajnen, og han har i år vist en fremragende spurtstyrke, som naturligvis kulminerede med choksejren i Touren. Naturligvis er det noget helt andet på flad vej end på bakken i Bruxelles, men den spurt, han kørte på Tourens 4. etape, hvor han og Groenewegen havde tabt hinanden, viser, at hans fart altså er ganske imponerende. Særligt hvis løbet bliver hårdt, kan man bestemt ikke udelukke, at Teunissen kan overraske igen.

 

De danske chancer er ikke voldsomt store, men vi har dog i Magnus Cort en hæderlig kandidat. Med den fornemme form, han sluttede Touren af med, burde han i hvert fald have et godt udgangspunkt, hvis han modsat sidste år har kunnet holde dampen oppe siden da. Selvom han ikke har spurtet meget i år, må han stadig formodes at være den danske kandidat til spurten, ikke mindst fordi han i Sanremo viste, at han fortsat kan afslutte. Hans problem er som altid positionskampen, og det gør ham enormt sårbar i sidevinden, men med et fornuftigt dansk hold kan man håbe, at han kan klare sig. Ender det i en spurt i en lille gruppe, vil kampen være mindre, og det vil gøre det nemmere for Cort at vise, hvor hurtig han stadig er, især hvis han får Michael Mørkøv med sig som lead-out man. Mørkøv vil selv kunne spurte som en plan B, men han er dog trods alt ikke hurtig nok til at vinde i dette selskab.

 

Den anden danske kandidat er naturligvis igen Kasper Asgreen. Det ligger bestemt ikke på den flade for ham at vinde på denne helt flade rute, men med udsigt til sidevind er han i hvert fald ikke chanceløs. I år har han vist, at han er en af feltets allerstærkeste, og for ham kan løbet ikke blive hårdt nok. I Tour of California og Tour de Suisse har han endda vist, at han kan spurte efter en hård dag - i USA slog han sågar Philipsen, ligesom han næsten fik ram på Trentin i Schweiz - og det viser, at han kan gøre det færdigt, hvis han i stil med Trentin kan få en frihed til at gå efter sene angreb i en ukontrollerbar finale efter et hårdt sidevindsræs. Enkeltstarten viste, at formen ikke er ringe.

 

Briterne stiller med Mark Cavendish, men det synes næsten at være udelukket, at han kan gøre sig gældende i så hårdt et løb. I stedet skal de nok se mod Chris Lawless¸ der med sejren i Tour de Yorkshire viste en imponerende holdbarhed, både på bakker og i sidevind. Luke Rowe har i Paris-Nice og Touren vist, at han aspirerer til titlen som verdens bedste sidevindsrytter, så Lawless kunne ikke ønske sig en bedre bodyguard. Man kan nok tvivle på, om farten rækker til at vinde, men når man to gange i træk kan køre på podiet i Scheldeprijs, kan man altså godt afslutte. Briterne har også den nok endnu hurtigere Gabriel Cullaigh, der senest styrtede i London, og som har vist sig fremragende i hårde løb af denne type, men som nok her må indstille sig på en rolle som hjælper.

 

Endelig vil vi pege på Florian Senechal, Yves Lampaert og Davide Ballerini. Alle kommer de til løbet som hjælpere, men alle hører de også til blandt verdens bedste klassikerryttere. Man kan ikke helt udelukke, at deres hold vil sende dem i offensiven i ukontrollerbare finaler, hvis løbet har været knaldhårdt, og det kan åbne muligheder. Alle er de nemlig også så hurtige, at de kan gøre det færdigt på stregen i den rette gruppe.

 

Dertil kommer, at der er en stribe spændende sprintere fra mindre nationer, men de får det nok for svært i et sidevindsløb. Det gælder Emils Liepins, Martin Laas, Aksel Nommela, Mihkel Raim, Frantisek Sisr, Szymon Saknok, Eduard Grosu, Sergey Shilov, Erik Baska, Rui Oliveira og Marko Kump, der dog næppe vinder under disse betingelser. Schweizerne vil sikkert spurte med Fabien Lienhard, Michael Albasini, eller Silvan Dillier, men det er svært at se dem vinde, og Kristoffer Halvorsen og Amund Grøndahl Jansen må formodes at skulle køre 100% for Kristoff. Belgierne kunne spille Jens Keukeleire og Edward Theuns ud, men de står nok langt nede i hierarkiet, og det samme gælder for ellers hurtige Davide Cimolai, Andrea Pasqualon og Simone Consonni på et generelt sprintertungt italiensk hold.

 

OPDATERING: Det belgiske landshold har meldt ud, at de vil køre en eventuel spurt for Merlier. Om han kan klare sidevinden, har vi imidlertid fortsat til gode at se, og i den sammenhæng må Philipsen anses som mere holdbar.

 

***** Dylan Groenewegen

**** Pascal Ackermann, Elia Viviani

*** Sam Bennett, Arnaud Demare, Alexander Kristoff, Jasper Philipsen, Tim Merlier

** Matteo Trentin, Bryan Coquard, Luka Mezgec, Mike Teunissen, Magnus Cort, Kasper Asgreen, Chris Lawless, Florian Senechal, Yves Lampaert, Davide Ballerini

* Kristoffer Halvorsen, Gabriel Cullaigh, Davide Cimolai, Jens Keukeleire, Edward Theuns, Simone Consonni, Michael Mørkøv, Andrea Pasqualon, Amund Grøndahl Jansen, Emils Liepins, Szymon Sajnok, Eduard Grosu, Rudiger Selig

 

Danskerne

Vi har allerede omtalt Magnus Cort, Kasper Asgreen og Michael Mørkøv ovenfor. Et sidevindsløb kunne også være godt for Mads Pedersen, men desværre virkede han så tung på de polske bakker, at formen stadig ikke synes at være fremragende. Mikkel Honoré synes i storform, men på denne rute må han være hjælper, og det samme gælder for Mads Würtz Schmidt, Asbjørn Kragh Andersen og Rasmus Byriel Iversen.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

PostNord Danmark Rundt(2.HC) 21/08-25/08

GP Stad Zottegem(1.1) 20/08

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 21/08

Tour de Indonesia(2.1) 19/08-23/08

Tour du Limousin(2.1) 21/08-24/08

GP Stad Zottegem(1.1) 20/08

PostNord Danmark Rundt(2.HC) 21/08-25/08

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 21/08

Tour du Limousin(2.1) 21/08-24/08

Ladies Tour of Norway - TTT(2.WWT) 22/08-25/08

Colorado Classic(2.HC) 22/08-25/08

Vuelta a España(2.UWT) 24/08-15/09

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 25/08

Schaal Sels(1.1) 25/08

Tour Poitou-Charentes(2.1) 27/08-30/08

Druivenkoers - Overijse(1.1) 28/08

Deutschland Tour(2.HC) 29/08-01/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger