Optakt: EM linjeløb

Løbets rolle og historie

I stort set alle sportsgrene afvikler det internationale forbund et VM, der udgør en af de absolut vigtigste begivenheder på kalenderen. Det forholder sig ikke anderledes i cykling, hvor den eftertragtede regnbuetrøje er en af sportens mest ikoniske symboler og er blevet båret af verdensmesteren, siden den blev indført i 1927. Modsat mange andre sportsgrene kan cykelsporten dog ikke kalde VM for årets højdepunkt - Tour de France vil altid være det ubetinget største løb - men det ligger stadig i den absolutte elite over sæsonens begivenheder.

De fleste sportsgrene har også kontinentale mesterskaber, der i prestige rangerer umiddelbart under VM. På det område er cykelsporten imidlertid anderledes. Faktisk blev de første europamesterskaber først afviklet i 1995, og også de panamerikanske, oceaniske og afrikanske mesterskaber er relativt nye begivenheder. Kun de asiatiske mesterskaber har en længere historie, men ingen af løbene har nydt nær samme prestige som i andre sportsgrene.

Europamesterskaberne skiller sig endda ud fra listen. Mens de andre kontinentale mesterskaber længe har haft eliteløb, har sportens nøglekontinent kun haft løb for juniorer og U23-ryttere. På en kalender, der er nærmest overfyldt med historiske løb, har der slet ikke været plads til endnu en prestigiøs begivenhed, og derfor havde de professionelle længe ikke chancen for at bære stjernetrøjen. Ungdomsløbene har ganske vist længe været store begivenheder for de relevante ryttere, men for eliten har det været lukket land.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I de senere år har Den Europæiske Cykelunion UEC imidlertid forsøgt at ændre tingenes tilstand. De introducerede de europæiske mountainbikemesterskaber i 1989, i 2010 kom banecyklingen på programmet, og mod slutningen af 2015 kunne eliteherrerne for første gang slås om trøjen i cykelcross. I 2016 tog man så det helt store spring ved at arrangere de første landevejsløb for eliten.

Rytterne tog vel imod begivenheden, og derfor blev der tale om stor succes. Så snart planerne blev luftet og ruten i Nice blev præsenteret, var der mange, der nævnte løbet som et af efterårets store mål. Ruten i Nice var kuperet, og med et fladt VM i Qatar var det for klatrere og ardennerspecialister oplagt at gå efter EM-titlen i stedet.

Desværre kom begivenheden uheldigt fra start, da samme sommers terrorangreb i Nice tvang byen til at trække sig som arrangører bare få måneder inden starten. Heldigvis var byer i Frankrig, England og Italien alle villige til at træde til, og i sidste ende valgte UEC at flytte arrangementet til Plumelec. Det havde en stor indvirkning på ruten, der ikke længere var så kuperet som planlagt, men med en afslutning på den berømte Cote de Cadoudal, der er kendt fra GP de Plumelec og Tour de France, var der fortsat tale om et perfekt løb for puncheurs, og de samledes i stort tal i den nordfranske by til et ganske stærkt besat løb.

Derfor kunne arrangørerne næppe have ønsket sig en meget bedre modtagelse. Naturligvis har løbet ikke nær samme prestige som VM, men det lykkedes alligevel at tiltrække store navne som Peter Sagan, Julian Alaphilippe Fabio Aru, Diego Ulissi, Rui Costa, Daniel Martin, Philippe Gilbert, Daniel Moreno, Wout Poels, Sonny Colbrelli, Tiesj Benoot og Tony Gallopin. Placeringen på kalenderen var perfekt, idet det blev afviklet midt i september, hvor mange klassikerryttere var i topform efter WorldTour-klassikerne i Plouay og Canada.

I 2017 skulle der bygges videre på succesen, men det har ikke været nemt at finde en tilsvarende god placering på kalenderen. I 2016 blev VM pga. varmen i Qatar afviklet usædvanligt sent, og det skabte plads i september. Året efter fandt man en position i august to uger efter Touren, men på denne tid af året er konkurrencen stor. Således afvikles der i samme periode WorldTour-løbet Tour de Pologne og det traditionsrige Vuelta a Burgos samt Tour of Utah på den anden side af Atlanten, og en stor del af feltet hvilede fortsat ud efter Touren. Det gjorde det vanskeligere at tiltrække samme stjernebesatte felt som i 2016, og specielt var det påfaldende, at det var meget svært at overtale Tour-ryttere til at stille til start.

Danmark var udset som landet, der skulle forsøge at fastholde momentum, og det viste tydeligt, at EM helt i stil med VM vil være en begivenhed, der i forskellige år tiltrækker forskellige ryttertyper. I 2016 var der således tale om et løb for puncheurs, men i 2017 betød den helt flade rute i Herning, at det var umuligt at undgå en massespurt. På samme måde er det tanken, at forskellige værtsbyer skal give alle feltets ryttere mulighed for at blive europamester på et tidspunkt i karrieren, og det blev synliggjort sidste år, hvor det var stærke sprintere og brostensspecialister, der kæmpede om titlen i Skotland, mens sprinterne i 2019 atter godtede sig ved udsigten til et fladt løb i hollandske Alkmaar.

Løbet i 2018 var endda specielt, da UEC havde taget endnu et skridt i et forsøg på at styrke opmærksomheden. Organisationen var nemlig gået sammen med de europæiske forbund inden for svømning, triatlon, roning, golf og gymnastik om at arrangere ét stort fælles europæisk mesterskab på samme sted. Det betød ganske vist, at der ikke var plads til ungdomsrækkerne, som derfor afviklede deres egne separate mesterskaber tidligere på året, men tanken var, at samling af flere sportsgrene - inden for cykelsporten var også banecykling, mountainbike og BMX på programmet - skulle booste begivenheden og give den større prestige. Glasgow fik æren af at være den første vært for det fælles arrangement, der afvikledes over 10 dage med hele 800 atleter. Den model anvendes dog kun hvert fjerde år, og det er således først i 2022, at begivenheden vil have dette særprægede format.

Om det var dette initiativ, ruten eller det forhold, at Alexander Kristoff igennem et år havde givet stjernetrøjen meget mere synlighed, efter at Sagan i sin tid som europamester holdt den gemt under sin regnbuetrøje, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at feltet var betydeligt stærkere, end det var i Herning i 2017. Både enkeltstarterne og landevejsløbene tiltrak en stribe ganske store navne, og selvom der var en del konflikter med holdene, der nødigt har villet give rytterne fri i en periode, hvor der afvikledes to store WorldTour-løb, Tour de Pologne og BinckBank Tour, som appellerede til samme ryttertyper, var mange store navne meget interesserede i at deltage. Det samme gjaldt i 2019, og trods den vanskelige placering i august, hvor antallet af konkurrerende løb er meget stort i denne travle måned, har trøjen og mesterskabet tydeligvis allerede en vis prestige.

I corona-året 2020 er konkurrencen naturligvis endnu større. Faktisk så det længe ud til, at løbet slet ikke ville blive afviklet, da de oprindelige værter, italienske Trento, meget hurtigt bad om og fik lov til at udsætte deres arrangement til 2021. I stedet gik man på jagt efter en erstatning, og her var man heldige at opnå en aftale med den bretonske by Plouay, der er kendt som lidt af et cykelmekka. Her afvikles nemlig hvert år WorldTour-løbet Bretagne Classic, og det var da også synergien med dette løb, der gjorde det muligt meget sent i forløbet, nemlig i begyndelsen af juli, at finde plads i den overfyldte kalender. Det er således endt med den meget særprægede konstruktion, at der for eliteherrerne afvikles enkeltstart om mandagen, inden det gælder WorldTour-løbet tirsdag og EM-linjeløbet onsdag. Ved at ændre på den vanlige rækkefølge af begivenhederne og indsættelsen af et særligt chartret fly onsdag aften er det håbet, at rytterne stadig kan overtales til at deltage, selvom mange skal være i Nice til Tour-starten lørdag.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Den konstruktion har åbenlyst været ambitiøs. Ikke blot har det været svært for Tour-rytterne at overtale deres respektive hold til at bryde ud af deres corona-boble og ”blande sig” med landsmænd fra andre hold så tæt på Tour-starten, det har også været svært for de ryttere, der faktisk rejser til Bretagne, at kombinere to store endagsløb på bare to dage, ikke mindst fordi holdene naturligvis foretrækker, at deres ryttere fokuserer på WorldTour-løbet, hvor de ikke optræder for deres landshold. Det er således også et fåtal, der kører begge løb, men lidt overraskende har de fleste af stjernerne faktisk fået lov at satse på EM. Og da vi samtidig har deltagelse af en pæn andel af Tour-rytterne, er feltet slet ikke så ringe, som man kunne frygte, da kalenderen blev offentliggjort.

Sidste år lykkedes det Italien at løbe med titlen for andet år i træk. Der var ellers lagt an til massespurt i hollandske Alkmaar, men meget kraftig vind ændrede scenariet. Rytterne fra støvlelandet splittede feltet til atomer, og fra en lille frontgruppe fik de sendt Elia Viviani afsted sammen med Yves Lampaert og Pascal Ackermann. Den italienske sprinter var opmærksom, da Lampaert i finalen kom med det ventede angreb, og mens Ackermanns bed stod helt af og kun kunne sikre tyskeren bronze, kunne Viviani let sikre sig titlen i spurten mod sin Quick-Step-holdkammerat. Viviani har ikke fået lov af Cofidis at gøre et forsøg på at forsvare titlen, og da Lampaert er ude med et brækket kraveben, bliver Ackermann eneste genganger fra sidste års podium.

Ruten

I 2016 blev løbet som bekendt afviklet i Plumelec, og det betød, at rytterne blev testet på en ganske kuperet rute, der blandt andet bød på den omtalte afslutning på den berømte Cote de Cadoudal-stigning, hvor de eksplosive puncheurs kom til fadet. Den slags udfordringer havde man ikke i 2017. Herning er flad som en pandekage, og arrangørerne havde designet en rute, der ikke kunne været meget nemmere, og der var i den grad tale om rent guf for sprinterne. Til gengæld var der flere udfordringer i 2018-løbet i Glasgow, hvor en stribe mindre bakker samt regnvejr betød, at løbet mest havde mindelser om en flamsk klassiker, inden hollandske Alkmaar sidste år bød på endnu et fladbaneløb, hvor vinden dog viste sig at skulle spille en afgørende rolle. På den baggrund kan de første fire udgaver af løbet siges at have tiltalt i hvert fald tre forskellige ryttertyper.

Efter den relativt kuperede rute i Trento som sagt måtte opgives - eller i hvert fald udskydes til 2021 - ligner årets EM mest det, vi for to år siden havde i Glasgow. Fra WorldTour-løbet Bretagne Classic kender vi nemlig terrænet omkring Plouay, og det er som bekendt småkuperet, så den nordfranske klassiker har tiltalt både ryttere, der typisk begår sig i brostensklassikerne, og hårdføre sprintere, der har kunnet sejre i en reduceret massespurt. I gamle dage var Bretagne Classic netop et rundstrækningsløb i bakkerne nord for byen, og selvom man ikke benytter klassikerens gamle rundstrækning til EM-løbet, er lighederne med den gamle Bretagne Classic-rute så slående, at det vil være de samme ryttertyper, som slikker sig om munden. Faktisk er der i alt væsentligt tale om en kopi af den gamle rundstrækning fra Bretagne Classic, idet man dog har erstattet dette løbs nøglestigning, Ty Marrec, med en anden stigning, Restergal, mod rundstrækningens slutning. Den gamle rundstrækning har været bibeholdt som finale i Bretagne Classic også i den nye version, men i år har man faktisk valgt at lade netop den modificerede EM-rundstrækning afslutte klassikeren også, hvorfor vi altså får den at se allerede tirsdag eftermiddag.

Modsat sidste år afvikles hele løbet i år på en rundstrækning, der er placeret i området nord for Plouay, hvor der er både start og mål. I alt er den 13,71 km lang og skal tilbagelægges i alt 13 gange for en samlet distance på 177,45 km. Det er ellers fast kutyme, at de store endagsløb skal være relativt lange, uanset om der er tale om mesterskabsløb eller klassikere, men sidste år indførte man et princip om, at EM-løbet skal være en kort sag, faktisk betydeligt kortere end selv de fleste 1.1-løb.

Målstregen ligger i den nordvestlige udkant af byen, hvorfra man igennem fladt terræn kører mod sydøst ind til selve byzonen, hvor man igennem et par sving kører mod nordøst ud til dagens første stigning Cote de Moulin, der leder direkte over i Cote du Lezot, som vi også kender fra den gamle rute til Bretagne Classic. Sidstnævnte stiger med 4,6% over 900 m og er stejlest i bunden med 5,4% over de første 500 m. Toppen rundes efter 2,3 km, men efterfølges ikke af en nedkørsel. I stedet kører man mod nord ad en lang, lige vej, der kun er ganske let faldende og efter 2,9 km byder på den ultrakorte Cote du Bois de Kerlucas. Herefter begynder det at stige ganske let, indtil man når toppen af Cote de Kervrehan efter 5,8 km, og kort efter rammer man rutens nordligste punkt.

Her drejer man mod vest for at køre yderligere lidt opad på den lille Cote de Kerscoulan, som passeres efter 6,7 km, inden en nedkørsel fører videre mod vest. Nu rammer man nok engang en relativt lige og flad vej, der fører mod sydvest frem til bunden af dagens sidste stigning, Restergal. Her drejer man mod syd ind på bakken, der over 1,0 km stiger helt jævnt med 5,3% i snit, inden man med 2,1 km igen runder toppen. Der er heller ikke her nogen nedkørsel, men i stedet fortsætter man mod syd gennem fladlandet, indtil man med 1 km igen drejer mod sydøst ind på opløbsstrækningen. Her begynder det endelig at falde over de første 500 m, inden de sidste 500 m er flade.

Ruten byder på i alt 2313 mod bare 122 højdemeter i Holland i 2019 og 2142 i Glasgow i 2018, hvor løbet dog var betydeligt længere.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Vejret

Efter tirsdagens rædselsfulde, men klassiske Bretagne-vejr til tirsdagens Bretagne Classic, bliver det meget bedre onsdag. Her holder det tørt på en generelt overskyet dag med temperaturer på 23 grader. Vigtigst er det, at vinden vil lægge sig betydeligt, så den blot bliver let til jævn fra vest. Det giver nærmest uafbrudt sidevind på rundstrækningen. Det gælder således også fra bunden af Restergal, indtil man får sidemedvind på den lidt mere end en kilometer lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Mesterskabsløb er alt ganske svære størrelser at læse. For det første afvikles de på som regel helt ukendte ruter, som både ryttere og trænere har et begrænset forhåndskendskab til, og hvor usikkerheden om løbets karakter derfor får lov at trives, ofte med ugers eller måneders spekulation forud for begivenheden. For det andet afvikles de med landshold, og det skaber alt en helt særlig dynamik, når normale modstandere skal indordne sig under en overordnet plan.

Det gælder bestemt også årets EM, der byder på typisk bretonsk terræn. Det er hverken fladt eller bjergrigt, men går op og ned hele dagen via snoede veje på ru asfalt, men stigningerne er hverken lange eller svære. Udfordringen er ikke de enkelte bakker, men derimod det samlede antal højdemeter på 2300 over knap 180 km.

Heldigvis er vi ikke helt på bar bund. Rundstrækningen er nemlig i alt væsentligt den vi kender fra Bretagne Classic dengang, det hed GP Plouay. Frem til og med 2015 var det nemlig et rundstrækningsløb, der blev afviklet stort set på denne rundstrækning. Forskellen er, at man dengang brugte Ty Marrec i finalen og ikke Restergal. Det er en stejlere stigning, men til gengæld havde den top 4 km fra mål mod Restergals bare 2 km. Til gengæld var løbet ca. 70 km længere.

Hvordan var GP Plouay så? Jo, det var et løb, der enten blev afgjort via en gruppe, der kørte væk, ofte sidste gang op ad Ty Marrec, eller i en reduceret massespurt. Mens det i 00erne var angriberne, der havde overhånden med sejre til folk som Vincenzo Nibali, Thomas Voeckler, Pierrick Fedrigo og Simon Gerrans, var det anderledes i de senere år. Her lykkedes det Edvald Boasson Hagen at køre hjem fra distancen i 2012 og Sylvain Chavanel at vinde en spurt i en gruppe, der kørte væk på Ty Marrec, men de øvrige udgaver i 10erne endte i reducerede massespurter med sejre til Matthew Goss, Grega Bole, Filippo Pozzato og slutteligt Alexander Kristoff i 2015.

Tendensen er altså, at det er gået sprinternes vej, og chancen for en spurt er naturligvis større i et kortere løb som dette. Lægger man dertil, at vejret bliver glimrende med en ret svag vind, kan sprinterne gnide sig endnu mere i hænderne. Ganske vist vil der være næsten kronisk sidevind på rundstrækningen, men den vil være for svag til at gøre en forskel, hvilket heller aldrig rigtigt skete i det gamle GP Plouay.

Det er altså bakkerne, der skal gøre forskellen, og her er det naturligvis ikke uvæsentligt, at Restergal kommer meget tættere på mål end Ty Marrec. Det øger sandsynligheden for at holde hjem med et sent angreb - hvilket yderligere hjælpes af sidemedvinden på opløbsstrækningen - og naturligvis vil det også være muligt at åbne løbet tidligt.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Alt afhænger selvfølgelig af holdenes intentioner. Det er klart, at Frankrig satser 100% på en spurt med formstærke Arnaud Demare, og de har et ganske stærkt hold til at bakke ham op. Intentionen er den samme for Tyskland med Pascal Ackermann og Norge med Alexander Kristoff, men begge de to nationaer er betydeligt svagere besat.

Helt anderledes forholder det sig for Belgien og Holland. Sidstnævnte satser entydigt på Mathieu van der Poel, der skal have det så hårdt som muligt, men han bakkes op af en relativt svag trup. Det er bestemt ikke tilfældet for Belgien, der konkurrerer med Italien om at have det bedste hold. De har Jasper Philipsen og Jasper Stuyven til en spurt, men det synes givet, at de vil køre et offensivt løb, hvo spurten kun er plan B.

Jokerlandet er Italien. De kan vælge at satse hele butikken på formstærke Giacomo Nizzolo, men det vil også være logisk at løsne lidt på hierarkiet og lade i hvert fald den tidligere vinder Matteo Trentin deltage i angrebene. Vælger de også at satse 100% på en spurt, bliver det svært at angribe fra distancen, og så får vi formentlig samlet det hele på de allersidste kilometer, hvor Van der Poel og co. skal angribe på Restergal, og hvor de øvrige hold skal forsøge at skabe samling.

Selv hvis Italien har en mere fleksibel taktik - og det tror jeg, at de har - tror jeg stadig, at det skal afgøres på sidste omgang. Nok er Belgien stærke, men der er for mange hold, der vil spurte. Van der Poel vil næppe kunne holde sig i skindet til finalen - han keder sig efter 10 km - men spørgsmålet er, om terrænet er svært nok til, at han kan gøre afgørende forskelle, når så mange hold vil satse entydigt på en spurt.

Jeg ser derfor tre scenarier. Det er muligt, at Van der Poel kan skabe et Glasgow-scenarium, hvor en lile gruppe med deltagelse af de vigtige hold kan køre væk lidt tidligere og afgøre det, men jeg tror, at det bliver svært. Mest af alt venter jeg mig, at det efter et ret hårdt løb skal afgøres sidste gang på Restergal. Her skal man holde på hat og briller for at følge Van der Poel og co., når de åbner for gassen, og derefter kan de - med godt samarbejde - holde hjem, eller det kan, som det oftest er sket, blive samlet til en reduceret massespurt.

Det får mig til at pege på Arnaud Demare som min favorit. Franskmanden har haft nogle sløje år, men han har vel næppe nogensinde været bedre, end han er lige nu. Allerede den samlede sejr i Vallonien var overraskende i det svære ardennerterræn, men det var særligt hans kørsel ved de franske mesterskaber, der var overbevisende. Her hang han længe på Julian Alaphilippe på sidste stigning - og man kan jo efter Sanremo spørge Wout van Aert, hvor svært det er - inden han klogelig slap, undlod at gå i rød zone og langsomt trak franskmanden tilbage. Herefter lukkede han effektivt Alaphilippes nye angreb, inden han var ”the boss” på hele sidste kilometer, hvor han både holdt forfølgerne bag sig med pænt tempo og suverænt slog sprinteren Bryan Coquard ved at køre den hjem fra spids.

Det vidner om fabelagtig form, og med det humør er Demare skabt til denne rute. Selv Van der Poel skal stå tidligt op, hvis han skal køre fra franskmanden på Restergal, og selv hvis det lykkes, så vi i søndags, at Demare er stærk nok til at komme tilbage. Lige nu spurter han endda så godt, at han har vundet rene massespurter i Vallonien og Torino, og derfor kan han vinde, uanset om han sidder i en gruppe til sidst, eller der sker samling. Med de ben tror jeg, at en flyvende Demare sikrer en meget populær hjemmebanesejr og dermed kan pakke tricoleren væk igen til fordel for den hvid-blå stjernetrøje.

Frankrig har naturligvis også Benoit Cosnefroy til en mere aggressiv finale, som på papiret passer ham fornuftigt, selvom han ikke er verdens hurtigste i en flad spurt, men han har ondt i ryggen og skuffede i søndags, hvorfor Frankrig formentlig satser hele butikken på Demare.

Den værste rival er naturligvis Mathieu van der Poel. Efter en sløj start i Italien er han tilsyneladende tilbage. I hvert fald overraskede han stort ved at køre i top 10 i bjergløbet Il Lombardia, inden han leverede en magtdemonstration ved et svagt besat hollandsk mesterskab, hvor han dog var oppe mod 117 Jumbo-ryttere. Efterfølgende lød han meget tilfreds med formen, og hvis han efterhånden har benene fra Flandern Rundt, Amstel Gold Race eller VM (inden kollapset), er han manden, der kan køre alene hjem, enten fra distancen eller sidste gang op ad Restergal.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det behøver han dog ikke. I en massespurt efter så vanskelig en finale er han også hurtig nok til at sejre, selvom det er svært mod de holdbare sprintere, men også i en lille gruppe, der kører væk, vil han formentlig være hurtigst, medmindre han har Demare på slæb. Udfordringen bliver som altid at bevare tålmodigheden og ikke lave ”en Amstel”, hvor han åbner alt for tidligt, for han har ikke umiddelbart holdet til at redde alt for mange kastanjer ud af ilden. Lykkes det, burde han dog have gode chancer for at tage den titel, Trentin snød ham for i Glasgow for to år siden.

Det tog nogle år for Giacomo Nizzolo at genfinde niveauet fra før knæskaderne, men nu er han tæt på. Nok er han i klassiske massespurter ikke så hurtig som dengang, men holdbarheden er tilbage. Meget symbolsk blev det endegyldigt fastslået ved atter at sejre ved de italienske mesterskaber på en rute, der måske ikke var helt så hård, som da han vandt før skaden, men nærmede sig. Og det var ganske imponerende, at en rytter som ham kunne klatre med folk som Davide Formolo, Vincenzo Nibali og Diego Ulissi på La Rossina-stigningen.

Det gør Nizzolo, der da også har været på podiet i GP Plouay, til en oplagt kandidat på denne rute. Med benene fra i søndags kan man endda ikke udelukke, at han kan gå med i sene angreb på Restergal, men mest sandsynligt er det nok, at han skal satse på en reduceret massespurt. Som vi har set i år i Kuurne, Down Under og Paris-Nice er han nu en sublim afslutter efter hårde løb. Hans positionering er begyndt at halte, men hvad gør det, når man kan mønstre et lead-out med folk som Matteo Trentin, Davide Cimoali og Davide Ballerini, der alle har gode chancer for at klare bakken. Det kan bestemt ikke udelukkes, at Nizzolo sikrer italiensk hattrick, og så bliver det ham og ikke Demare, der skal pakke en tricolore væk, inden han fik den brugt.

Løbets joker er nok Alexander Kristoff. Nordmanden har tidligere vundet GP Plouay, og det er da også et løb, der passer ham perfekt. Ingen kan afslutte et langt og hårdt løb som Kristoff, der sidste år vandt de sekundære placeringsspurter i Sanremo og Flandern samt ved EM og VM. Det er udelukket, at han kører med de bedste på Restergal, men samles det til en spurt, står han stærkt, også fordi hans positionering er eminent, især hvis formstærke Sven Erik Bystrøm kører ham frem på et dog ellers ret svagt hold.

Problemet er, at vi ikke aner, hvor Kristoff står. Han kørte sit ringeste Sanremo i mands minde og sled sig derefter igennem Dauphinés bjerge, indtil han faldt for tidsgrænsen. Ved de norske mesterskaber så han meget bedre ud som hjælper for Bystrøm på en svær rute, men det var også i et felt af en helt anden og langt, langt svagere kaliber. Kristoffs form er et åbent spørgsmål, men er han klar, kan han meget vel for 117. gang være hurtigste mand efter et hårdt løb.

Sammen med Kristoff er Matteo Trentin den eneste af de startende, der tidligere har vundet. Det skete i Glasgow, hvor ruten svarede meget til denne, og det er da også oplagt, at Trentin kan have ambitioner. Det er klart, at Nizzolo med sin nuværende form er manden til massespurten, men Trentin har gode muligheder for at gå med i angreb enten tidligt, som han gjorde i Glasgow, eller på Restergal til sidst. For to år siden overspurtede han Van der Poel og Wout van Aert i en lille gruppe, og det viser, at han også kan gøre det færdigt. Udfordringen er, at han efter styrtet i Sanremo var ret formsvag i Vallonien, men her arbejdede han også for Greg van Avermaet. Spørgsmålet er, om han en uge senere er kommet sig så meget, at han har fundet de sidste procent.

Hvis Italien går ind med et åbent hierarki, skal man i den grad også holde øje med Davide Ballerini. Italieneren var rusten i starten efter skiftet til Belgien, men nu er der for alvor hul igennem til det store potentiale, han viste både hos Astana og Androni. Han var uhyre overbevisende ved de italienske mesterskaber, hvor også han klatrede med de bedste og endda skabte første udskilning selv på en lille brostensbakke. Samtidig har han spurtet som en drøm med etapesejr i en ren massespurt i Polen og en 2. plads i søndags bag Nizzolo, men foran Sonny Colbrelli. Det er klart, at Nizzolo må være manden til en spurt, men Ballerini er plan B. Og med den form, han har nu, bør også han ligesom Trentin få frihed til at gå i offensiven tidligt og sent. Italien har også en uhyre formstærk Diego Ulissi, men han får svært ved at vinde på denne rute, og Giovanni Visconti mangler for meget form til at være andet og mere end hjælper. Davide Cimolai må som ved Trentins sejr i Glasgow ligeledes indstille sig på en lead-out-rolle.

Spanien er til mesterskaber som regel synonym med Alejandro Valverde, men her stiller de til start uden kaptajnen på en rute, der ikke er specielt spansk. Alligevel har de en god kandidat i Ivan Garcia Cortina, der i fuld vigør ville være et uhyre oplagt bud. Hans klatring og 3. plads i Montreal var vanvittig, og han var nærmest skræmmende i Paris-Nice, hvor han kørte som en motorcykel for kaptajnerne og endda vandt en hård puncheurspurt. Han er ikke hurtig nok til at vinde en flad massespurt i dette selskab, men en formstærk Garcia Cortina kan køre med på Restergal og derefter gøre det færdigt. Usikkerheden relaterer sig til formen efter en skidt start efter pausen, men hans kørsel i bjergene ved de spanske mesterskaber indikerer, at der kan være ved at være hul igennem. Det bliver dog svært, hvis han vælger at køre igennem i det 250 km lange Bretagne Classic tirsdag, hvor de fleste favoritter holder fri.

Belgien har et skræmmende stærkt hold, men manglen på en rigtig sprinter, der med sikkerhed klarer bakkerne, gør dem til outsidere. Bedst chance har nok Greg van Avermaet. Veteranen var fornuftigt kørende i Vallonien, men han manglede de sidste procent til at gøre forskellen. Det har været billedet gennem hele sæsonen hidtil, men han bør have gode muligheder for at køre med Van der Poel enten tidligt eller sent. Det er klart, at han kan få svært ved at sejre, hvis han skal spurte mod hollænderen, men efter et hårdt løb er Van Avermaet i stand til at slå mange. Og ellers må Belgien bare udnytte deres overtal til at angribe på skift, så de kan komme af med de hurtigere folk.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Det er også sådan, Jasper Stuyven skal vinde. Belgieren har været ret skuffende efter pausen, men han har haft nogle uger til at finde de ben, der gav sejren i Omloop i foråret. Har han det, passer løbet ham glimrende, og han vil formentlig også være manden, belgierne satser på en i en spurt, i hvert fald hvis Jasper Philipsen er faldt fra. Han slår dog ikke Demare, Nizzolo, Kristoff og co., men til gengæld vil han være en skarp afslutter, hvis han kan komme med i en gruppe, enten tidligt eller sent. Det kræver dog bedre ben end i Spanien og i Polen.

Naturligvis er man også nødt til at nævne Pascal Ackermann, men det er med nogen uvilje. Det har været næsten tragisk at se tyskeren efter pausen. Nok tog han nogle lette sejre i Rumænien, men det gjorde ondt at se ham blive slået af sekundasprintere i Polen, inden han sensationelt blev besejret af Marcel Meisen ved de tyske mesterskaber. Det kommer endda efter et forår, hvor han også spurtede svagt, og man begynder at blive bekymret. Ackermann er dog løbets på papiret hurtigste, og han kan også klare disse bakker, selvom der ingen garanti er. Og selv hvis han gør, er det tvivlsomt, hvor meget friskhed der vil være tilbage. Det ser svært ud, men genfinder han sin gamle hurtighed, er han løbets bedste sprinter. Tyskland satser formentlig 100% på ham, men måske kan hurtige og holdbare Jannik Steimle gå lidt i offensiven. Og har Ackermann en offday, kan Rudiger Selig spurte, men så skal gruppen være relativt stor.

Belgiens hurtigste er Jasper Philipsen, der efter en lidt svær start i Polen kom godt i gang med sejren i Limousin. Desværre kører han også tirsdag, og ligesom Garcia Cortina vil han formentlig være for mærket til så hårdt et løb, hvis han har kørt sig selv i bund. I forvejen er det en finale, der formentlig er lidt for hård for ham, men den er ikke uden for hans grænser. Det vil nok kræve en lidt større gruppe, men i en spurt er han i stand til at true alle i dette felt, især fordi han har et godt hold til at sætte sig op.

Man må formode, at Garcia Cortina er Spaniens sprinter, men det kan ikke udelukkes, at de i stedet vil køre for Jon Aberasturi, hvis Garcia Cortina er for træt og formsvag. Det er spanieren i hvert fald ikke efter sin exceptionelt flotte præstation på 1. etape i Burgos, og han viste også sin form i Limousin i sidste uge. Med de klatreben, kan han være med i en reduceret massespurt her, og selvom han ikke på papiret er favorit, er han ikke uden chance. Til gengæld virker holdets sidste sprinter, Juan Jose Lobato, nok engang formsvag.

Spanien har også kometen Alex Aranburu, men ligesom Garcia Cortina er han hæmmet af deltagelsen i tirsdagens klassiker. Hvis til gengæld han er frisk, kan han gøre sig gældende i et løb som dette. Han har været flyvende i Burgos og Lombardo, men skuffede til gengæld en anelse i Piemonte. Han er først og fremmest puncheur, men viste i Lombardo, at han på flad vej kunne overspurte Van Avermaet. Hans positionering er et problem, ligesom han får svært ved at slå en Van der Poel på stregen, men kommer han med i den rette gruppe, er det muligt. Holdet har også Gonzalo Serrano, der passer til dette terræn, men han vinder ikke i dette selskab.

Det stærke belgiske hold tæller også yderligere to klassikergiganter i form af Sep Vanmarcke og Oliver Naesen. Begge har vundet Bretagne Classic og passer til løbet, men begge er også store spørgsmålstegn. Vanmarcke har ikke kørt siden pausen, og hans førsteprioritet må være tirsdagens titelforsvar, hvorfor han kan ende som hjælper her. Naesen har virket rusten efter pausen, men det var ventet, da han altid skal bruge løb for at blive varm. Begge får nok til opgave at angribe lidt tidligere, men til gengæld er de også begge så hurtige, at de kan gøre det færdigt i den rette gruppe.

Det er svært at se en vinder fra en af de andre nationer. Briterne stiller med stortalentet Tom Pidcock, der burde passe til dette løb med sit punch og sin spurt, men han har aldrig prøvet på dette niveau. Ethan Hayter er nok et mere sikkert kort, da også han som sprinter med forrygende klatreevner burde elske dette løb, men det er trods alt svært at se ham vinde. De øvrige hurtige folk, Matthew Walls, Gabriel Cullaigh og Scott Thwaites, får det for svært.

Hos Slovenien har vi sprinteren Marko Kump , men han synes helt formsvag og får det uanset hvad for svært. Det samme gælder for de øvrige sprintere Rok Korosec, Gasper Katrasnik og Dusan Rajovic. Schweiz har Fabian Lienhard og Michael Albasini til en reduceret massespurt, men de vinder ikke en sådan. Hos Slovakiet bliver det umuligt for hurtige Erik Baska at sidde med hjem, og hos Polen kan Patryk Stosz og Maciej Paterski prøve en spurt, men uden chance for at vinde. Hos Portugal passer Ruben Guerreiro og Rui Costa ikke til løbet, der er for let, og Rui Oliveira eller Ivo Oliveira sidder næppe hjem til en spurt. Det bliver også svært for Estlands hurtige Martin Laas, Aksel Nommela og Norman Vahtra. Det samme gælder for Emils Liepins hos Letland. Hviderusland har Aleksandr Riabushenko, der kan afslutte og klatre, men han er formsvag og ikke hurtig nok.

Mest interessant er nok Luxembourg Jempy Drucker, der er et meget godt bud på en top 10 i en massespurt, men som næppe har farten til at vinde længere. Også Eduard Grosu burde på papiret være en god top 10-kandidat i dette løb, men han var ikke overbevisende i Limousin.

***** Arnaud Demare

**** Mathieu van der Poel, Giacomo Nizzolo

*** Alexander Kristoff, Matteo Trentin, Davide Ballerini, Ivan Garcia Cortina, Greg van Avermaet

** Jasper Stuyven, Pascal Ackermann, Jasper Philipsen, Jon Aberasturi, Alex Aranburu, Oliver Naesen, Sep Vanmarcke

* Jempy Drucker, Eduard Grosu, Ethan Hayter, Diego Ulissi, Benoit Cosnefroy, Tom Pidcock, Davide Cimolai, Rui Costa, Ruben Guerreiro, Jannik Steimle, Aleksandr Riabushenko, Fabian Lienhard, Juan Jose Lobato, Marko Kump, Martin Laas, Emils Liepins

Danskerne

Økonomi og en tætpakket kalender betyder desværre, at Danmark skipper herreelitens EM-løb.