Optakt: Eschborn-Frankfurt

Løbets rolle og historie

Dopingdebatten har redet cykelsporten som en mare overalt, men i de fleste lande har man kunnet bevare fascinationen og en solid fanbase. Det forholder sig imidlertid helt anderledes i Tyskland, hvor diskussionen om forbudte stoffer nærmest har udryddet en sport, der engang var ekstremt populær, ikke mindst i årene, hvor Jan Ullrich og Erik Zabel dominerede i Touren. Offentligheden og medierne har i høj grad vendt ryggen til sporten, og mens landet engang havde tre WorldTour-hold, var man for få år siden nede på ikke at have ét eneste.

Tyskland havde engang en meget flot cykelkalender med adskillige ugelange etapeløb og et par endagsløb på højeste niveau. Bayern Rundfahrt, Hessen Rundfahrt, Sachsen Tour, Niedersachsen Rundfahrt og Rheinland-Pfalz Rundfahrt var bare nogle af de mange løb, der sammen med det nationale Deutschland Tour, HEW Cyclassics (nu Hamburg Cyclassics), Rund um den Henninger Turm (nu Eschborn-Frankfurt), Rund um Köln og Rund um die Braunkohle udgjorde en fantastisk cykelscene.

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Intet andet land er imidlertid blevet ramt så hårdt af den massive dopingmistanke som Tyskland, der nu kun har meget få store løb, hvor de kan fremvise deres mange topnavne for hjemmepublikummet. Da løbet i Bayern forsvandt i 2016, var det det sidste af de mange etapeløb, der måtte opgive kampen, og endagsløbene i Köln og Frankfurt har kæmpet en konstant dødskamp. Et nyt løb blev etableret i Berlin, men det er igen forsvundet i et land, hvor der næsten intet er tilbage.

Fremkomsten af navne som Tony Martin, André Greipel, Marcel Kittel og John Degenkolb har langsomt vakt interessen til live igen. Bora-hansgrohe og indtil 2022 også DSM er nu tyske WorldTour-hold, og der er igen live-dækning af Tour de France på de nationale kanaler. Landet fik endda tiltrukket Tour-starten i 2017, og som erstatning for det forsvundne løb i Bayern lykkedes det i 2018 at genetablere Deutschland Tour i samarbejde med ASO, der ser Tyskland som et vigtigt marked.

Et af de eneste løb, der har overlevet hele vejen igennem, er Eschborn-Frankfurt, og efter adskillige års overlevelseskamp trives det nu som aldrig før. Med sin faste placering på 1. maj er det en stor begivenhed i Frankfurt-området, og det tiltrækker altid kolossale tilskuermængder på en stor cykeldag, hvor eliteløbet bare er hovedbegivenheden i en lang stribe af motionsløb, børneløb og ungdomsløb, der alle afvikles på dele af den samme rute, som de professionelle benytter.

Under navnet Rund um den Henninger Turm blev løbet første gang afviklet i 1962 med Henninger-bryggeriet som hovedsponsor. Formålet var at promovere Henninger-tårnet, der blev bygget i 1961, og det fik klassikerstatus i 1967, da Paris-Brussels blev fjernet fra kalenderen på grund af trafikproblemer. Siden da voksede det i graderne, og det var endda i 1995 for et enkelt år en del af den nu hedengangne World Cup, men senere fik det nye HEW Cyclassics etableret sig som det eneste tyske løb i serien. Det blev heller ikke en del af Pro- eller WorldTouren, da disse blev skabt fra 2005.

Løbets store overlevelseskamp startede for alvor i 2007, da Henninger besluttede at trække sig efter 2008-udgaven. Arrangørerne havde held til at redde det under det nye navn Eschborn-Frankfurt City Loop, et navn, der markerede løbets start i Eschborn og mål i Frankfurt. Ændringen betød, at man ikke længere passerede forbi Henninger Turm.

Løbet blev siden kendt under navnet Rund um den Finanzplatz, da det nu slutter i finanskvarteret i Frankfurt, som er kendt som Tysklands finansielle centrum, inden det fik det nye navn, Eschborn-Frankfurt. I nogle år havde det tabt lidt prestige, men det har altid været et højdepunkt på forårskalenderen og altid tiltrukket et fint felt af internationale stjerner, der har blandet sig med de bedste tyske ryttere. Som et 1.HC-løb har det samtidig rangeret højt i det officielle UCI-hierarki.

I 2017 nåede det imidlertid nye højder, idet det var et af de mange løb, der blev en del af den udvidede WorldTour. Samtidig har Tour de France-arrangørerne ASO slået pjalterne sammen med den lokale organisationskomite, og de viser dermed igen deres store interesse i det tyske publikum. Det har ikke blot sikret løbet dets fremtid, muligheden for at score WorldTour-point har også gjort feltet enormt stærkt. Selvom holdene ikke var forpligtede til at deltage, var det således kun syv WorldTour-mandskaber - Movistar, Sky, Bahrain-Merida, Orica-Scott, FDJ, Astana og Dimension Data - der ikke var at finde på startstregen i 2017. Samtidig havde man med Peter Sagan, Marcel Kittel, John Degenkolb, André Greipel, Alexander Kristoff, Tony Martin, Michael Matthews, Fernando Gaviria og Oliver Naesen sikret sig en helt fantastisk perlerække af stjernenavne, og alle de bedste tyske ryttere var for første gang med.

I 2018 lykkedes det desværre ikke helt at gentage succesen, og således var det kun halvdelen af WorldTour-holdene, der var at finde i feltet, men det var bedre i 2019, hvor man fra det fineste selskab kun savnede Movistar, Mitchelton-Scott, FDJ, Deceuninck-Quick Step, Ineos og Jumbo-Visma. Efter aflysningen i 2020 var løbet i 2021 grundet corona rykket til efteråret, hvor man igen kunne præsentere 13 af de 19 WorldTour-hold. Sidste år gik det en anelse ned ad bakke, men med afbud fra kun Quick-Step, Ineos, Movistar, FDJ, Astana, Jumbo og BikeExchange kunne man stadig byde på 11 af de nu 18 hold fra det højeste niveau. Det kan man også i år, hvor det er Soudal, Ineos, Movistar, Astana, Jumbo, FDJ og Ag2r, der springer løbet over.

Derudover er det igen lykkedes at få mange af de største tyske navne til start, og de får selskab af internationale stjerner som Jasper Philipsen, Sam Bennett, Danny Van Poppel, Alexander Kristoff, Michael Matthews, Patrick Konrad, Arnaud De Lie, Matteo Trentin, Marc Hirschi og Søren Kragh. Løbet har stadig ikke samme status som de virkelige forårsklassikere, men efter opgraderingen til WorldTouren er der sket et skifte til det bedre, ikke mindst fordi der nu er livetransmission på nationalt tysk tv og på Eurosport.

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Løbet afvikles i Taunus-bjergene, og det betyder, at det er ganske kuperet. Løbets varemærke er den meget stejle Mammolshainer, der skal forceres adskillige gange, men et langt fladt stykke tilbage til centrum af Frankfurt betyder, at det ofte har været et løb for stærke sprintere. Det afgøres som regel efter en hektisk jagt mellem en stærk gruppe af formstærke klassikerspecialister, der er kommet direkte fra Ardennerne, og et reduceret felt, oftest med sidstnævnte som vindere. I 2018, 2017, 2016 og 2014 vandt Alexander Kristoff reducerede massespurter, som Pascal Ackermann gjorde det i 2019, Jasper Philipsen i 2021 og Sam Bennet i 2022, men i 2013 og 2012 var det angriberne, der vandt kampen, og det gav sejre til henholdsvis Simon Spilak og Moreno Moser. Ackermann og John Degenkolb i 2011 er de seneste tyske vindere, men de overgås af Erik Zabel, der med tre sejre længe havde rekorden, indtil den blev slået af Kristoff, og det siger en del om hvilken ryttertype, der klarer sig bedst. Måske kunne Kristoff endda have vundet fem gange, hvis ikke 2015-udgaven blev aflyst som følge af formodede terrorplaner.

I 2018 fik ruten et nyt twist, idet man lagde ekstra stigninger ind undervejs. Det vakte en del kritik fra nogle af tyskerne, der frygtede, at hjemlandets ryttere ville få sværere ved at begå sig på en hårdere rute, men ikke desto mindre endte 2018-, 2019-, 2021- og 2022-løbene stort set som vanligt. Faktisk er løbet blevet endnu mere kontrolleret end tidligere, men det prøver man at ændre på i 2023. Her skal rytterne nemlig som noget nyt to gange op ad Feldberg-stigningen - den ene gang endda fra den stejle side - og håbet er, at det kan bryde de seneste års lidt monotone forløb.

Sidste år var massespurten imidlertid aldrig i fare, og her endte det som en stor fest for de lokale helte. Bora dominerede nemlig finalen, da Danny van Poppel satte Sam Bennett perfekt i scene, og den kriseramte irer kunne herfra spurte sig til sæsonens første sejr - endda på holdets hjemmebane - foran Fernando Gaviria og Alexander Kristoff, der altså ikke lykkedes med at vinde for femte gange. Bennett vender naturligvis tilbage for at forsvare titlen i et løb, der er meget vigtigt for hans hold, og Kristoff skippe naturligvis heller ikke et løb, der har givet ham så stor succes. Til gengæld bliver der denne gang ingen Gaviria, da hans nye hold, Movistar, også i år dropper løbet.

Ruten

Som sagt afvikles Eschborn-Frankfurt i det kuperede terræn i Taunus-bjergene i området nordvest for storbyen Frankfurt, hvor man skal over adskillige stigninger, før man kører ned til målet i byens centrum. Nøglestigningen har altid været den korte, stejle Mammolshainer Berg, der som regel er rammen om en sand folkefest med adskillige tilskuere. Den ligger imidlertid ganske langt fra selve Frankfurt, og derfor har det ikke været nemt for arrangørerne at gøre løbet hårdere, som man ellers har tilstræbt. Det har man forsøgt ved at øge antallet af passager, så den de seneste år er blevet forceret hele fire gange, men da man samtidig har et ønske om at skabe en folkefest i bykernen og derfor har sluttet løbet med et par omgange på en flad rundstrækning, har der altid været god tid til, at der har kunnet ske en regruppering.

Efter et år på WorldTouren gjorde man i 2018 som sagt endnu et forsøg på at skabe mere udskilning og mindske chancen for en reduceret massespurt. Det skete ved, at man justerede lidt på den rundstrækning, der rummer de to første passager af Mammolshainer, således at der ventede yderligere to stigninger umiddelbart efter toppen, ligesom man ændrede en anelse på det flade indløb tilbage mod Frankfurt. Det gav flere højdemeter, men den sidste del af løbet havde grundlæggende samme karakter som tidligere, og der ændredes reelt ikke på løbets identitet.

Som nævnt ovenfor prøver man derfor nu i år at gøre det endnu hårdere. Det koster en passage af Mammolshain, og de nye stigninger, Billtalhöhe og Ruppertshain, forsvinder igen. Til gengæld skal man nu to gange op over den lange Feldberg-stigning, der indtil nu kun har spillet en ligegyldig rolle som dagens første stigning. Nu lægger man den ind endnu en gang efter de to første passager af Mammolshain, hvor den endda skal bestiges fra en ny og stejlere side. Det giver små 300 ekstra højdemeter, men toppen kommer stadig med godt 85 km til mål, og derfra er eneste udfordring en tredje og sidste passage af Mammolshain.

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

En anden konsekvens af ændringen er, at løbet genvinder noget distance, efter at man i 2019 lidt overraskende forkortede det fra den gamle distance på små 220 km til nu blot godt 180 km. I år skal der tilbagelægges 203,8 km. De starter i Frankfurt-forstanden Eschborn, og herfra går det igennem fladt terræn mod sydøst til centrum af Frankfurt, hvor man slår en lille sløjfe og krydser målstregen efter 15,0 km.

Herefter vender man rundt for at køre tilbage mod nordvest og Taunus-bjergene, hvor stigningerne venter. Efter en flad indledning venter den lange Feldberg (11 km, 4,8%), der kun bliver lidt stejl over de sidste 2 km, hvor den stiger med ca. 6%, og har top i 833 m højde efter 46,5 km. Herefter venter en lang ned kørsel, der leder mod sydvest, nordvest og syd ned til byen Eppstein, der nås efter 70,6 km, idet ma undervejs skal over to mindre bakker. Herfra snor man sig mod skiftevis nordvest og sydvest igennem relativt fladt terræn.

Efter 85,1 km når man frem til byen Schwalbach am Taunus, hvor man rammer en rundstrækning i det område, der altid har udgjort løbets hjerte. Den er 15,9 km lang, og her skal der køres knap halvanden omgang. Fra start går det igennem fladt terræn mod nordvest og nord, inden man kører mod nordvest op ad den ikoniske, Mammolshain (2,3 km, 8,2%), der passeres første gang efter 92,0 km. Nøglestigningen er en delt sag, der starter med 500 m med 5,3%, derefter byder på 500 m med hele 14,0% og herfra stiger med 6-8% over en kilometer, inden den flader ud over de sidste 300 m. Efter toppen venter den let nedkørsel, der fører mod øst og sydøst, inden man kører mod sydvest igennem let stigende terræn tilbage til Schwalbach am Taunus.

Efter den første omgang tager man hul på endnu en omgang, men når man efter 107,9 km når toppen af Mammolshain for anden gang, kommer årets store nyskabelse. Nu kører man nemlig ad et kort, fladt stykke videre mod nordvest, inden man fortsætter mod nordvest og nordøst op ad Feldberg fra en ny og stejlere side. Herfra stiger den med 5,9% over 8,0 km, og den skal deles i flere dele. Efter en kilometer med 7,0% stiger den over 4 km jævnt med 5-6%, inden en let kilometer med 4,2% leder frem til det stejleste stykke med 2 km med hhv. 8,6% og 6,5%.

Toppen rundes efter 117,8 km, hvorfra der resterer 86,0 km. Første del af nedkørslen er ikke den samme som første gang, men hurtigt rammer man den nedkørsel, man også kørte første gang, og som leder mod vest, nordvest og syd ned til Eppstein, der nås for anden gang efter 146,5 km, idet man atter skal over de små bakker undervejs. Herfra kører man igen mod nordvest og sydvest igennem fladlandet frem til Schwalbach am Taunus, hvor man efter 160,9 km atter rammer rundstrækningen.

Her kører man næsten en hel omgang, hvorfor man efter 167,8 km og altså med 36,0 km igen når toppen af Mammolshain for tredje og sidste gang, hvilket er 4,5 km tættere på mål en sidste år. Herfra gælder det igen nedkørslen, men i bunden forlader man rundstrækningen for i stedet at køre mod sydøst tilbage mod centrum af Frankfurt. Her passerer man gennem startområdet i Eschborn efter 178,6 km, inden det går gennem fladt terræn ind mod storbyen, hvor man rammer finanskvarteret og den afsluttende rundstrækning efter 190,9 km.

Efter 197,2 km krydser man målstregen for anden gang, og derefter afsluttes løbet med i år bare én og ikke som tidligere to omgange på den nye 6,6 km lange rundstrækning, der blev ”opfundet” i 2019. Den er næsten helt flad og byder modsat den tidligere udgave på en del skarpe sving, idet man blandt andet skal dreje en del i forbindelse med to passager af Main-floden. På de sidste 5 km er der sving med 4200, 4000, 3100, 1600 m og til slut 670 m igen, inden man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning, der er dobbelt som lang som tidligere

Ruten har i alt 2933 højdemeter, hvilket er ca. 280 højdemeter flere end i 2019, 2021 og 2022, men 120 færre end i 2018, hvor man havde en længere distance.

Optakt: Tour de Romandie

Vejret

Løbet har før været præget af forfærdeligt regnvejr, men i år viser det tyske forår sig fra sin smukke side. Dagen vil starte med kun få skyer, men det meste af eftermiddagen vil være overskyet med kun lidt sol. Det vil til gengæld være lunt med en temperatur i mål på 18 grader, og der vil kun være en let vind (11-13 km/t) fra sydøst Det giver selvfølgelig vind fra alle retninger på den kringlede rute, men der vil være medvind på det meste af Feldberg, men derefter sidemodvind, indtil man får medvind igen på Mammolshain. Fra toppen vil der være direkte modvind hele vejen ind til Frankfurt. På rundstrækningen vil der hovedsageligt være sidemodvind på første del og sidemed- og medvind på anden del, indtil man får direkte sidemodvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Eschborn-Frankfurt er en klassiker, der i mange år har været afviklet på en næsten uforandret rute. Ganske vist har man i nogle år forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere passager af Mammolshain, men det har ikke ændret afgørende på løbets natur. Hvert år er det endt som et forfølgelsesløb mellem feltet og en lille gruppe, der er kommet fri på stigningerne, og historien tilsagde i en lang periode, at det kunne gå begge veje.

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Nu synes balancen trods tilføjelsen af flere stigninger at være tippet klart i sprinternes favør. Hvor man i begyndelsen af årtusindet så flere udbrudssejre, har vi i de ti seneste udgaver haft otte reducerede massespurter - og i 2013 var udbruddet så tæt på at blive hentet, at André Greipel, der vandt spurten, sluttede i samme tid som Simon Spilak og Moreno Moser, mens Domenico Pozzovivo som udbruddets tredje deltager endte som nummer 7. Udbrudssejrene er endda alle af gammel dato, og vi har nu haft syv spurtafgørelser i træk. Det indikerer, at de hurtige folk i de senere år har haft overtaget.

I 2017 år var det store spørgsmål er, hvilken betydning det ville få, at løbet var kommet på WorldTouren og derfor havde tiltrukket et meget stærkere felt. Det viste sig blot at blive endnu mere kontrolleret, og trods dårligt vejr var spurten aldrig i fare. Selvom løbet viste sig for hårdt for en del sprintere, herunder André Greipel, Marcel Kittel og en formsvag Peter Sagan, sad relativt tunge folk som Rick Zabel, Rudy Barbier og Maximilano Richeze med hele vejen til mål, og der var derfor ikke den dramatiske udskilning, man tidligere har set.

I 2018 fik ruten en ekstra tand med flere stigninger efter de to første passager af Mammolshain. Det blev meget omtalt, og ruten blev beskrevet som hårdere, men det var nu svært at se, at det kunne gøre en voldsom forskel. Naturligvis var der flere højdemeter på programmet, men de nye stigninger kom kun i forbindelse med de to første passager af Mammolshainer. Den sidste del af løbet var stort set uforandret i forhold til tidligere. Det blev da også den ventede spurt, men Grega Bole, Simon Spilak, Julien Bernard og Emanuel Buchmann blev først hentet med 3 km igen af et felt på kun godt 20 mand.

I 2019 blev ruten ændret med en reduceret distance og fjernelsen af en enkelt passage af Ruppertshain og Billtalhöhe, hvilket alt andet gjorde ruten lettere. Til gengæld var der denne gang medvind på turen tilbage til Frankfurt, og måske var det derfor, at det kun med 4 km igen lykkedes at skabe samling til en spurt. Det var så også et for løbet sjældent stort felt på ca. 70 mand, der endte med at spurte om sejren, og vinderen var en lidt halvtung fyr i form af Pascal Ackermann. Helt uden selektion var løbet dog ikke, da hverken André Greipel eller Phil Bauhaus kom med feltet hjem.

I 2021 blev løbet kørt som VM-optakt. Heller ikke her var spurten i fare, selvom en stærk gruppe med blandt andre Michael Matthews efter Mammolshain så lovende ud. De spurtede dog i et felt på mere end 70 mand, og igen havde vi relativt tunge folk med hjem, selvom vi undervejs fik sagt farvel til folk som Bauhaus, Greipel, Dylan Groenewegen, Dan McLay, Nils Eekhoff og Sebastian Molano. Sidste år var det også urimeligt kontrolleret, da vi fik samling med 40 km igen og slutteligt fik en spurt med intet mindre end ca. 80 mand.

Særligt 2018-udgaven, at spurten kan undgås. Havde Quick-Step ikke haft Yves Lampaert til at lukke hullet, er de meget tænkeligt, at de forreste var holdt hjem, for langt de fleste sprintere var isolerede. Samtidig var mange af de hurtige faldet fra, og det var folk som Alexander Kristoff, Michael Matthews, Sam Bennett, Edvald Boasson Hagen og Fernando Gaviria - dengang alle klatrestærke folk - der havde overlevet. Det var imidlertid også på en længere og hårdere rute, end vi har haft de seneste, hvilket førte til et ganske minimalt felt, mens vi altså i 2019, 2021 og 2022 havde så stor en gruppe, at der var masser af folk til at jagte, hvorfor det aldrig for alvor blev spændende, om udbruddet ville holde hjem eller ej.

Spørgsmålet er, om det er i år, at trenden brydes. Det er i hvert fald det, arrangørerne forsøger ved at lægge endnu en passage af Feldberg ind og endda bestige den fra en stejlere side. Det gør en ganske stor forskel for sprinternes chance for at overleve, at vi taler om en lang stigning og ikke bare den eksplosive Mammolshain. Lange stigninger er typisk betydeligt vanskeligere for de hurtige folk. Det er ikke noget Monte Zoncolan, men 8 km med små 6% er ganske pænt.

Til gengæld er der også langt hjem. Vi taler om hele 86 km, hvor eneste udfordring er endnu en passage af Mammolshain. Det er pokkers langt for et udbrud at holde, og det øger også chancen for, at man kan komme tilbage. Ryttere, der vil have et hårdt løb, får heller ingen hjælp af vejret på denne smukke forårsdag, hvor det også er stor sten i skoen, at der vil være direkte modvind hjem fra Mammolshain, der dog kommer en anelse tættere på mål denne gang. I det hele taget er der i altovervejende grad modvind efter toppen af Feldberg.

Vigtigst er det dog at se, hvilke ambitioner de enkelte hold har, og her er det altid et problem, at løbet har fået ry for at være et sprinterløb. Det betyder, at de fleste hold kommer for at spurte, men denne gang er der flere hold, der også har udtaget angribere ved siden af deres sprintere. Spørgsmålet er så, hvor aktivt de får lov at gøre løbet hårdt.

Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak

Jeg tror, at nøgleholdet er Jayco. De vil vinde med Michael Matthews, der altid kører dette løb offensivt, og det kræver et hårdt løb. Problemet er bare, at truppen er meget, meget tung, og de har kun Callum Scotson og Felix Engelhardt til at lægge presset. Det lægger op til, at Matthews selv vil angribe allerede på Feldberg, og her kan vi meget vel få en stærk gruppe, der kunne tælle navne som Marc Hirschi, Matteo Trentin, Victor Lafay, Corbin Strong, Patrick Konrad, Lorenzo Rota og Georg Zimmermann. Det er nogle potente navne, men spørgsmålet er, hvor meget folk som Hirschi, Trentin, Konrad og Cepeda får lov at køre sin chance mod Matthews, og hvor meget de i stedet bare skal ødelægge det. Jeg vil dog tro, at Hirschi og Trentin har en vis frihed. Rota og Zimmermann har helt sikkert lov, da Intermarché er slået i en spurt, og det samme gælder for Strong, mens Konrads perspektiver nok afhænger af de meldinger, der kommer fra Sam Bennett undervejs.

Jokerholdet er Alpecin. De har Søren Kragh og Gianni Vermeersch til det hårde løb, men får de lov til at tage chancen, når Jasper Philipsen er til start. Det vil i mine øjne være ganske vovet, når de har løbets hurtigste, og jeg tror derfor snarere, at de vil sætte sig på hjul og ødelægge festen. Hvis til gengæld de deltager aktivt, ser det relativt lovende ud, fordi Alpecin så ikke vil jagte.

Det ændrer dog ikke på, at der er langt hjem, og at der efter alt at dømme vil være flere hold til at jagte. Det ændrer heller ikke på, at der vil være modvind det meste af vejen efter toppen. Der kommer en ny chance for at angribe på Mammolshain, og med et hårdere løb kan forskellen måske gøres her, men skal det ske, vil jeg tro, at det skal ske på Feldberg.

Jeg synes, at feltet af angribere er så lovende, at jeg giver en reel chance for, at et udbrud kan holde denne gang. Meget vil afhænge af, hvor meget de forskellige kandidater skal beskytte deres sprintere. Interessen i en spurt bør dog være største, og vejret og vinden hjælper sprinterholdene. Mit gæt er derfor, at vi også på denne rute vil ende med en spurt, men jeg vil forvente, at vi får et hårdere og betydeligt mindre felt, end vi har set det de seneste år, særligt i de tre seneste udgaver, der har været meget lidt selektive.

Selve spurten er med den nye rundstrækning, der blev indført for nogle år siden, lidt kringlet. Der er mange sving på runden, og der er to af slagsen på de sidste 1500 m. Det sidste kommer endda med bare 670 m til mål, og det er derfor en spurt, hvor position og lead-out er ganske væsentligt. Det handler bestemt ikke bare om fart. Både position og friskhed efter i år næsten 3000 højdemeter er også nøglekomponenter, men et mindre felt, som jeg forventer, vil også stille mindre krav til positionen, end vi har set de seneste år.

Jeg vælger at pege på Jasper Philipsen. Belgieren vandt i sin debut i 2021, men oplevede for en sjælden gangs skyld at kikse i positionskampen sidste år, hvor han kun blev nr. 11. I år har han imidlertid noget helt nye højder i forhold til både holdbarhed og spurtstyrke, og lige nu er han ikke langt fra at være verdens hurtigste. Han er også helt sublim i positionskampen, og i dette løb vil han endda efter selv et hårdt løb som minimum have god støtte fra Kragh og Vermeersch samt måske også fra Dries De Bondt og Edward Planckaert. Det er svært at tro, at han i et mindre felt kikser positionskampen igen.

Spørgsmålet er, hvor han står efter sin pause. Han er helt sikkert ikke i Roubaix-form, men han har generelt et tårnhøjt bundniveau. Det er helt umuligt at se, at han ikke vil være der, hvis vi får en spurt, og da det er mit mest sandsynlige scenarium, bør han spurte om sejren. Med sin gode positionering, et stærkt hold, god friskhed og den højeste fart tror jeg, at han vinder løbet for anden gang ud af to mulige.

Den største trussel er formentlig Arnaud De Lie. Det belgiske vidunderbarn blev nr. 7 i sin debut sidste år, og det er da også et løb, der passer ham perfekt. Han kan være betydeligt mere svingende end Philipsen, men hans niveau er aldrig helt på månen, og selvom vi ikke ved, hvor han står efter klassikerne, vil det være meget mærkeligt, hvis ikke han er der, hvis det ender i en spurt. Her har vi set, at hans fart et tårnhøj og næppe langt fra Philipsens. Problemet er hans ringe positionering, hvilket er en udfordring i denne kringlede finale, men heldigvis har holdet i sidste øjeblik valgt at sende Jasper De Buyst med ham. Det er bestemt ikke det stærkeste tog, men han kan også håbe at have Arjen Livyns og måske Cedric Beullens, og dermed er han ikke helt ringe stillet. Samtidig vil et hårdt løb betyde et mindre felt, og det øger chancen for, at han sidder rigtigt. Han burde have farten til at true Philipsen, men i kraft af sin positionering er han et betydeligt mere usikkert kort, der skal have lidt held, hvis vidunderbarnet skal vinde sit første WorldTour-løb denne mandag.

Sidste år brød Sam Bennett sin meget lange tørke ved at tage sejren på sit holds hjemmebane. Det var egentlig overraskende, for hans holdbarhed var helt væk, men det blev som bekendt en meget, meget let udgave. Siden har han genfundet noget af sin engang så fremragende holdbarhed, men den er altid uhyre svingende afhængig af formen. Her kan man godt være meget bekymret, for han missede den sidste del af klassikerne med sygdom, og det kan have sat ham langt tilbage. I forvejen er han meget ofte rusten efter en pause, og med den holdbarhed, han har i dag, vil jeg forvente, at han skal være ret godt kørende for at overleve. Jeg kan derfor godt hælde til at tro, at han falder fra, men rangeret efter vinderpotentiale skal han stå højt. Han har spurtet ganske fint i år og er helt sikkert en af de tre hurtigste i dette felt. Vigtigt er det dog, at han har sit gyldne våben i Danny van Poppel, der sidste år leverede endnu et af sine sublime lead-outs. Værdien vil være mindre i et mindre felt, men den er stadig stor i denne kringlede finale. Derfor burde et titelforsvar være muligt, hvis formen rækker til de 3000 højdemeter, hvad jeg altså godt kan være lidt bekymret for.

Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste

Tidligere var dette løb meget trivielt. Alexander Kristoff vandt nemlig ikke færre ikke færre end fire gange i træk, og da han er blevet nr. 3 de seneste tre gange, har han været på podiet ikke færre end syv gange i træk - og hans eneste øvrige resultat er endda en 6. plads fra debuten i 2012. Det er en rystende god historik, der viser, at nordmanden altid er i ganske god form, selvom løbet kommer lige efter hans pause efter klassikerne. I år kommer han imidlertid til løbet efter et skidt, skidt forår, hvor han aldrig var tæt på noget som helst. I forvejen ved vi, at han er ret tung på lange stigninger, og derfor er den nye rute en stor ulempe for den store nordmand, der bestemt ikke kan vide sig sikker på at overleve denne gang. Umuligt er det heldigvis ikke, og sidder han der først i finalen, ved vi, at den nye rute kan blive en fordel, fordi han er bedst, når alle er trætte. Det er stadig lidt svært at se ham overspurte Philipsen, men vi så jo i sæsonstarten uventet gode spurter i Almeria og særligt med sejren i Algarve. Kan han få Søren Wærenskjold med over, har han tillige løbets vel næstbedste lead-out man, som var nøglen til sejren i Algarve. Et godt lead-out fra landsmanden gør, at Kristoff vil have en chance for en femte sejr, når der skal spurtes efter et hårdt løb.

Det er med stor fornøjelse, at Michael Matthews er tilbage i købet for sjette gang. Han er nemlig en af de få, der de senere år har forsøgt at snyde sprinterne, og det vil formentlig være hans mission igen i år. I de tidligere udgaver har han ofte angrebet, og når han er blevet hentet, har han alligevel deltaget i spurten med en 2. plads i 2018 og en 3. plads helt tilbage i 2011 som resultat. Den model vil han sikkert bruge igen i år, men selvom han er hurtig efter et hårdt løb, virker det usandsynligt, at han skulle kunne sejre foran navne som Philipsen og De Lie. Nej, hans chance er, at en gruppe kører væk, og chancerne er som sagt historisk gode denne gang. Hans form er ukendt, da sygdom kostede ham næsten alle klassikerne, men nu skal han redde sit forår i Giroen, hvorfor man må håbe, at han har nået et rimeligt formmæssigt udgangspunkt. En velkørende Matthews burde i dette felt kunne gå i offensiven på stigningerne, og holder en gruppe hjem, vil han altid være hurtigst. Derfor er han bedste bud på en vinder via et offensivt løb, selvom han med lidt held også kan tage endnu en podieplads i en spurt.

En anden rytter, der kan vinde løbet med offensiv kørsel, er Patrick Konrad. Som nævnt ovenfor er det usikkert, hvor meget han kan søge sin chance, men melder Bennett om dårlige ben, vil han formentlig kunne deltage aktivt i at arbejde for en udbrudssejr. Det må være kommet som en overraskelse for alle, at han kørte så flot et Liege, for han har været en skygge af sig selv i lang, senest i Alperne. Nu synes formen imidlertid at være der, og med Liege-benene vil han sammen med Marc Hirschi vel være den mest formstærke klatretype. Med sin gode spurt i Liege bekræftede han også igen, at han kan gøre det færdigt på stregen, og det gør ham til et oplagt bud på en vinderkandidat, der kan snyde sprinterne.

Det samme er Marc Hirschi. Det har taget lidt tid for den lille schweizer at finde formen efter sit styrt i Algarve, men da han pludselig fik chancen i Liege, viste han med en 10. plads, at han er ved at være der. UAE har ganske vist Pascal Ackermann, men Hirschi er så velkørende, at jeg tror, at han sammen med Matteo Trentin får lov at animere løbet på stigningerne. Med det, han viste i Liege, bør han være en af de stærkeste, og det er svært at se et sejrende udbrud, uden at han sidder der. Han er som bekendt også ganske hurtig, men som vi igen fik bekræftet i Liege, er han ikke så hurtig som tidligere. Han blev i hvert fald slået klart af Konrad, men til gengæld kan han i en taktisk finale måske have fordel af, at de sidder to fra UAE.

Jeg er også ret spændt på Corbin Strong. Vi har lært, at hans klatring kan være meget svingende, for han har været meget svær at blive klog på i år. Han skuffede eksempelvis i Australien og Sanremo, men til gengæld måtte man tabe kæben, da man så, hvor god han var på Barcelona-etapen i Catalonien og særligt i Indurain. Møder han op med de samme ben her, vil han være en af de bedste på stigningerne, og vi ved også, at han kan slå alle i en spurt, med lidt held nok også Matthews. Problemet er, at han bestemt ikke virkede flyvende i Brabantse Pijl og ikke har kørt siden et tidligt exit i Amstel. På den baggrund kunne formen synes nedadgående, men møder han op med Indurain-ben, er han i samme situation som Matthews. Med lidt held kan han gå på podiet i en spurt, men han er et af de bedste bud på en rytter, der kan vinde med offensiv kørsel.

Den tredje rytter af den type, er Matteo Trentin. Får vi en spurt, vil hans opgave være at køre lead-out for Ackermann, men det er bestemt ikke usandsynligt, at tyskeren falder fra. Sker det, vil italieneren selv kunne spurte, og selvom han ikke har farten til at true de rigtige sprintere, kan han med god positionering i en kringlet finale måske gå på podiet. Skal han vinde, skal det dog ske via et offensivt løb, og her har han glæde af den hårdere rute. Han klatrer dog slet ikke så godt som tidligere, og jeg tror i dag, han får svært ved at gå med i angrebene på så lang en stigning som Feldberg. Han har også haft et skidt år, hvor han kun i Flandern lignede sig selv, og han synes ikke så stærk som tidligere. Det virker dog stadig ikke på månen at se ham køre med en gruppe hjem på en rute som denne, og i kraft af sin fart kan han naturligvis gøre det færdigt, måske endda med støtte fra Hirschi.

En af de store tabere på baggrund af den nye rute er Phil Bauhaus. Allerede den gamle rute var på grænsen, og han kom da heller ikke med hjem i hverken 2018, 2019 eller 2021. Sidste år lykkedes det imidlertid endelig, og da det endelig skete, blev det til en hæderlig 4. plads. Sidste års udgave var dog også den mindst selektive overhovedet, og nu kan vi meget vel gå ind til en meget hård udgave. Formentlig får han det for svært, men han har forbedret sin holdbarhed ganske markant, og særligt hvis holdene heller ikke i år kører specielt aggressivt, står han ganske stærkt. Han har spurtet skuffende i år, men med den fart, han havde sidste år, vil han have en god chance for at vinde, hvis han sidder rigtigt. Han er god i positionskampen, men han lider under et svagt hold, hvor han kun har Matevz Govekar som reel lead-out man, hvis sloveneren overhovedet kommer med hjem.

Tyskerne kan også håbe på Pascal Ackermann, der vandt løbet dengang, han var allerbedst i 2019. I dag har han desværre slet, slet ikke samme fart, og det kan være svært at se ham vinde. Han har i den kringlede finale dog et gyldent våben i Trentin, som måske med et perfekt lead-out kan give ham en chance alligevel. Spørgsmålet er bare, om han overlever. Hans holdbarhed er nemlig meget svingende, men når han er på toppen, er han blevet meget mere holdbar, som vi så det i Vueltaen. Derfor kan han faktisk have gavn af den nye rute, men det kræver, at han er godt kørende. Han har kurs mod Giroen, og det taler for, at formen er tæt på 100%, og han så da også ganske stærk ud i flere af klassikerne. Problemet er bare, at Koksijde var seneste bevis på, at farten næppe rækker hele vejen.

Bora har ganske gode kort at spille på hjemmebanen. I tillæg til Bennett og Konrad har de nemlig Danny van Poppel. Hollænderens holdbarhed kan være uhyre svær at spå om, men de seneste år er hans mange offdays stort set forsvundet. Nu om dage kan man faktisk regne ganske meget med ham, og når han er kørende, er han endog meget holdbar. Om han er kørende, ved vi imidlertid ikke, for han fik ødelagt den sidste del af klassikerne med sygdom, men forinden viste han god form i særligt Gent-Wevelgem. Har han sine bedste ben, og er Bennett ikke på toppen, er det bestemt ikke usandsynligt, at han får sin chance. Han får svært ved at vinde en spurt, men i kraft af sin gode positionering er han bestemt ikke uden chance, hvis de allerhurtigste misser lidt ud i positionskampen.

Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

Den nye rute er en gave for Søren Kragh, der jo burde være som en fisk i vandet i dette terræn. Han viste fornem form i Fleche, men hans DNF i Liege mindede os igen om, at hans form er svært utilregnelig, hvad hans kollaps i Brabantse Pijl var endnu et bevis på. Har han en af sine gode dage, er han dog et af de bedste bud på en mand, der kan vinde, hvis det lykkes at undgå en spurt, både fordi han er hurtig, og fordi han er snu i en taktisk finale. Når jeg alligevel rangerer ham relativt langt nede, skyldes det naturligvis Philipsen. Der er en ganske god sandsynlighed for, at det hele handler om den belgiske sprinter.

Det er også årsagen til, at Gianni Vermeersch ender et stykke nede på listen. Belgieren har ellers i år nærmet sig det niveau, han havde i den fremragende 2021-sæson, og senest kørte hen jo et fornemt Roubaix. Han er ikke den allermest klatrestærke, og disse stigninger kan være for hårde, men han imponerede mig på stigningerne i Tirreno. Også hans form er usikker efter en løbspause, og derfor vil det næsten undre mig, hvis han lige nu er god nok til at køre med de bedste på Feldberg. Det er dog muligt for den bedste Vermeersch, der også kan gøre det færdigt på stregen, men som for Kragh gælder, at Philipsen skal give ham lov.

Hvor står Nacer Bouhanni? Franskmandens endeløse serie af uheld fortsætter og fortsætter, senest med et styrt i Pays de la Loire. I forvejen er han jo på vej tilbage fra sin lange skadespause, og han har endnu til gode at bevise, at han er tilbage på det høje niveau, han havde i 2021 og begyndelsen af 2022. Den Bouhanni, vi så dengang, vil sagtens kunne vinde dette løb, også fordi han kan være ganske holdbar, men det kan være lidt svært for alvor at tro på ham, når han nu igen er på vej tilbage efter et styrt. Han er imidlertid holdets kaptajn, og han nåede i Torino og Tirreno at køre hæderlige spurter. Vigtigst er det, at han har et meget stærkt tog med Matis Louvel, Jenthe Biermans og Hugo Hofstetter, og derfor står han faktisk ret stærkt, hvis han altså kommer med hjem. Det kan bare være lidt svært at tro, at det vil lykkes med den kedelige optakt.

Et af de hold, der har størst interesse i at undgå en spurt, er Intermarché, og de har et godt kort til det. Lorenzo Rota skuffede i Ardennerne, men det var meget bedre i Liege. Noget tyder på, at han mest har brugt løbene til at forberede sig til Giroen, og han bør være endnu stærkere nu. Med Liege-benene er det svært at se, at han ikke vil sidde med i den gruppe, der måtte køre på stigningerne, men problemet er, at han kan få svært ved at gøre det færdigt. Han er ganske hurtig, men ikke hurtig nok til at slå de hurtigste af ”angriberne”, og derfor skal han formentlig have held i det taktiske spil. Her kan det dog hjælpe, at holdet meget vel kan sidde med to mand til sidst.

De har nemlig også Georg Zimmermann. Tyskerens klatreevner og form er meget svingende, og han virkede bestemt ikke flyvende i hverken Ardennerne eller Liege. Han viste dog god nok form til, at han bør være en af de stærkeste på stigningerne, og vi ved, at han altid er meget aktiv, synlig og topmotiveret til alle tyske løb. Også han er ganske hurtig - hurtigere end Rota - men jeg vil tro, at også han får det svært i en spurt mod de hurtigste klassikertyper. Til gengæld kan han og Rota så være en stærk duo i en taktisk finale.

Uno-X kan have et alternativ i Søren Wærenskjold. Han er nok for tung til denne rute, for han synes ikke voldsomt holdbar på længere stigninger, men vi er stadig ved at lære ham at kende. Han kørte nogle fornemme klassikere, og hvis han efter pausen har bevaret den form, er det bestemt ikke umuligt, at han kan overleve. Det er klart, at hans opgave er at køre lead-out for Kristoff, men som sagt kan vi ikke vide os sikre på Kristoff, når de skal over lange Feldberg to gange. Skulle kaptajnen falde fra, kan man ikke helt udelukke, at Wærenskjold kan overleve. Han skal så nok have lidt held i positionskampen, men med den fart, han viste i Almeria, Algarve og Saudi Tour, kan han formentlig komme ganske tæt på de bedste.

Cofidis stiller med Simone Consonni, der passer ganske glimrende til dette løb. Han er nemlig en af de mest holdbare sprintere, selvom holdbarheden er ret varierende med formen. Heldigvis har han kurs mod Giroen, og derfor bør han være tæt på sit bedste. Han er også som en fisk i vandet i positionskampen, hvor han oftest er god, selvom hans tunge holdkammerater desværre nok bliver sat undervejs. Han er derfor et godt bud på en topplacering, men det skal godt nok flaske sig i spurten, hvis han faktisk skal vinde.

Total har et udmærket bud i Mathieu Burgaudeau. Franskmanden ledte længe efter formen, men mod slutningen af Baskerlandet og særligt i Amstel imponerede han. Hvis han fortsat har den form, bør han være en af de bedre på stigningerne, selvom Feldberg er lang for en fyr som ham. Han har også en hæderlig spurt, men desværre mere som puncheur end på flad vej. Derfor kan han få svært ved at gøre det færdigt mod de bedste.

En joker kunne være Walter Calzoni. Den unge italiener har været en af årets positive overraskelser, men desværre virkede han træt i sine eneste løb. Han skuffede i hvert fald i Larciano og på Sicilien, men til gengæld klatrede han fornemt i særligt Coppi e Bartali. Har han efter en pause genfundet den form, virker det ikke umuligt at tro, at han kan gå med de bedste på bakkerne. Han er også ganske hurtig, og derfor vil han med lidt held kunne gøre det færdigt, hvis gruppen skulle snyde sprinterne,

Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye

Endelig er der Nils Politt. Hans rolle er ret uklar, men hvis Bora vælger også at køre et offensivt løb, kan han formentlig spille sin rolle sammen med Konrad. Han vil næppe køre med de bedste på Feldberg, der burde være for svær, men en formstærk Politt klatrer ikke ringe og vil være farlig, hvis han kommer lidt i forkøbet. Hans klassikersæson gik ikke som ønsket, men han har faktisk virket ganske fornuftigt kørende, selvom han efter eget udsagn ikke havde benene i Roubaix. Hvor han står efter pausen, ved vi ikke, men han plejer at være meget aktiv og synlig på hjemmebanen, hvis altså Bennett giver ham lov.

***** Jasper Philipsen

**** Arnaud De Lie, Sam Bennett

*** Alexander Kristoff, Michael Matthews, Patrick Konrad, Marc Hirschi, Corbin Strong

** Matteo Trentin, Phil Bauhaus, Pascal Ackermann, Danny van Poppel, Søren Kragh, Gianni Vermeersch, Nacer Bouhanni, Lorenzo Rota, Georg Zimmermann, Søren Wærenskjold, Simone Consonni, Mathieu Burgaudeau, Walter Calzoni, Nils Politt

* Matis Louvel, Stephen Williams, Edoardo Zambanini, Sven Erik Bystrøm, Marijn van den Berg, Hugo Hofstetter, Edvald Boasson Hagen, John Degenkolb, Filippo Fiorelli, Jenthe Biermans, Arne Marit, Lorrenzo Manzin, Vito Braet, Jesus Ezquerra, Luca Colnaghi, Emanuel Buchmann, Mark Donovan, Jonathan Lastra, Dries Van Gestel, Felix Engelhardt, Alessandro Fedeli, Callum Scotson, Lorenzo Milesi, Rasmus Tiller, Marco Haller, Jason Osborne, Mark Padun, Georg Steinhauser, Jonas Rutsch, Dries De Bondt, Davide Cimolai, Max Walscheid, Niklas Märkl, Remy Mertz, Cyril Barthe, Jetse Bol, Hermann Pernsteiner

Danskerne

Søren Kragh kan måske få sin chance på Alpecin og er derfor omtalt ovenfor. På Intermarché skal Julius Johansen formentlig forsøge at hjælpe Arne Marit i tilfælde af, at de begge overlever til en spurt, mens Louis Bendixen og Niklas Larsen på Uno-X skal hjælpe Alexander Kristoff med at vinde løbet for femte gang.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Sam Bennetts sejr fra 2022, Jasper Philipsens sejr fra 2021, Pascal Ackermanns sejr fra 2019, Alexander Kristoffs sejre fra 2018, 2017, 2016 og 2014 samt Simon Spilaks sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

BORA-hansgrohe: De lokale helte har et hav af muligheder med Bennett, Van Poppel, Konrad og Politt. Emanuel Buchmann bør også være en af de bedste på Feldberg, men det er svært at se ham gøre det færdigt. En plan C i en spurt er Marco Haller, men han slår ikke de bedste i dette felt.

UAE Team Emirates: Med Hirschi, Trentin og Ackermann er de dækket ind ved alle scenarier. Ryan Gibbons vil aldrig kunne få lov at spurte, og Alvaro Hodeg mangler alt for meget til at komme med hjem.

Uno-X Pro Cycling Team: Det handler om Kristoff med Wærenskjold som plan B. Rasmus Tiller er for tung til at gå med i angrebene og har skuffet i år, men han kan sammen med en velkørende Louis Bendixen være en plan C i en spurt.

Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning

Bahrain-Victorious: Bauhaus er bedste bud, men de har Edoardo Zambanini og Hermann Pernsteiner til angrebene. Zambanini er ikke langsom, men der er for mange, der er hurtigere end ham. Unge Fran Milholjevic passer til løbet, men har haft det svært i år, og holdets plan B til en spurt, Matevz Govekar, sidder der næppe uden Bauhaus.

Alpecin-Deceuninck: Med Philipsen, Kragh og Vermeersch er de dækket ind til alle scenarier. Jason Osborne kommer med Romandiet-form og bør være en af de bedste på stigningerne, men da han ikke kan spurte, får han utvivlsomt ikke sin chance. Stigningerne er for hårde til, at Dries De Bondt kan køre offensivt.

Team DSM: Holdet har John Degenkolb til en spurt. Han klatrer slet ikke som tidligere, men har en god chance for at overleve. Farten rækker dog ikke længere til at vinde for anden gang. Et alternativ er Niklas Märkl, der dog bør være for tung. Florian Stork klatrede fornemt i Baskerlandet og kan være med i angrebene, men næppe gøre det færdigt. Lorenzo Milesi fandt bedre klatreben i Alperne, hvor han også viste lidt fart, men ikke nok til offensiv kørsel. Sean Flynnhar skuffet på det sidste.

Lotto Dstny: Det handler 100% om en spurt med De Lie.

Team Jayco AlUla: Matthews ligner manden. Den hurtigste er Blake Quick, men han er for tung. Felix Engelhardt klatrer fint og er i formfremgang, men er næppe god nok til at gå med Matthews i angrebene. Det er snarere den i år så godt klatrende Callum Scotson, men han må være hjælper.

Cofidis: Consonni ligner bedste bud. De har også lokale Max Walscheid, men han kommer næppe over 3000 højdemeter, og det gør den i dag meget lidt holdbare Davide Cimolai næppe heller. Jonathan Lastra er holdets mand til angreb, men trods fremgang har han ikke vist nok, og stigningerne er for svære til angreb fra halvhurtige Alexis Renard.

Israel-Premier Tech: Strong ligner bedste bud, da løbet må være for hårdt for holdets hurtigste, Itamar Einhorn. Stephen Williams bør være en af de bedste på stigninger og kunne gå i offensiven, hvis han har fundet noget Giro-form, men han har skuffet gennem hele sæsonen, som også Omer Goldstein har det. Ben Hermans begynder at nærme sig et niveau til offensiv kørsel, men kan ikke gøre det færdigt.

TotalEnergies: Burgaudeau ligner bedste bud. Til en spurt burde Edvald Boasson Hagen have en god chance for at komme med hjem, selvom hans holdbarhed er svingende, men han vinder næppe. Mindre holdbar er Lorrenzo Manzin, men helt uden chance er han ikke. Heller ikke han vinder dog en spurt. Som plan C har de Dries Van Gestel, der måske kan spurte sig i top 10, men skal angribe for at vinde. Her er han nok for tung til disse stigninger, mens løbet er for hårdt for Emilien Jeanniere.

EF Education-EasyPost: Marijn van den Berg er skabt til dette løb og har imponeret med sin holdbarhed i år. Han bør overleve, men på vinderpotentiale rangerer han lavt, da han mangler både positioneringen og farten til at vinde. Som top 10-kandidat er han fremragende. Holdet har lottokuponen Mark Padun og den efterhånden formstærke George Steinhauser til angreb, men de gør det ikke færdigt. En joker er Jonas Rutsch, der formentlig vil køre offensivt, men bør være for tung.

Team Arkea Samsic: Bouhanni er holdets bedste bud på en vinder. Jeg var fristet til at nævne Matis Louvel, der jo er hurtig, som en kandidat til offensiv kørsel, men jeg tror, at stigningerne er lidt for svære, ligesom han har skuffet i år. Holdbarheden har været enormt svingende i år, men en velkørende Hugo Hofstetter bør sidde med hjem som en plan B til en spurt, men han mangler farten til at vinde. Falder også han fra, har Jenthe Biermans, der dog har skuffet på det sidste, en god chance for at være plan C, og han har som bekendt spurtet godt i år. Plan D er Louvel, der bør sidde med hjem.

Intermarché-Circus-Wanty: Rota og Zimmermann ligner de bedste bud, men efter den megen sygdom viste Sven Erik Bystøm, der klatrede fremragende i Australien, så meget form i Flandern, at han måske også kan være med i angreb. Til en spurt har holdet Arne Marit, men han er formentlig for tung og mangler også farten. Falder han fra, kan store Laurenz Rex måske spurte sig til en top 10 - ellers også kan Zimmermann - mens Adrien Petit gør comeback efter en skade.

Bingoal WB: Holdet har Remy Mertz til en spurt, hvor han måske kan klemme sig i top 10, men hans holdbarhed er stærkt svingende. Klatrerne Flors De Tier og Alexis Guerin har ikke vist form, men det har Julian Mertens, der klatrer overraskende godt lige nu, men han kan ikke vinde.

Q36.5 Pro Cycling Team: Calzoni ligner bedste bud, både til en spurt og til offensiv kørsel. Til offensiv kørsel har de også Alessandro Fedeli, men bortset fra en opblomstring i Larciano har han skuffet. Løbet bør være alt for hårdt for Matteo Moschetti, og klatreren Matteo Badilatti er slet ikke i form. Det er Mark Donovan, der bør være en af de bedste på stigninger, men han får meget, meget svært ved at gøre det færdigt.

Green Project-Bardiani-CS-Faizanè: Den holdbare sprinter Filippo Fiorelli er i form og har en god chance for at gå i top 10, men han vinder ikke. Den hurtigere Luca Colnaghi har spurtet godt i år, men bør være for tung. Henik Mulubrhan klatrede fornemt i Alperne og kunne være en plan C, hvis Fiorelli falder fra. Til det offensive løb skal de håbe på Davide Gabburo og Samuele Zoccarato, men de har ikke vist nok.

Team Flanders-Baloise: Vito Braet har klatret godt i år og kan med lidt held klemme sig ind i top 10 i en spurt. Løbet er for hårdt for de øvrige hurtige folk, Jules Hesters, Milan Fretin og Ruben Apers.

Burgos-BH: Holdets hurtigste er Jesus Ezquerra og Cyril Barthe, der normalt også er holdbare, men de har ikke vist form på det sidste. Det har til gengæld Jetse Bol, der i gamle dage kunne finde på at spurte, men det sker meget sjældent i dag.