Optakt: Etoile de Besseges

Løbets rolle og historie

Inden nye løb begyndte at dukke op i varmere områder, var Sydeuropa stedet, hvor man indledte sæsonen. Derfor er det ingen overraskelse, at den traditionelle sæsonåbning i Europa har bestået af to sydfranske løb, GP La Marseillaise og Etoile de Besseges. For fjerde år i træk blev der imidlertid første gang trampet i pedalerne på europæisk grund i Mallorca i den forløbne uge, men det ændrer ikke på, at mange ryttere holder fast i, at de to franske begivenheder er det bedste sted at komme i gang.

Igen i år er Volta a la Comunitat Valecniana tilbage på kalenderen og afvikles i samme uge, og derfor har Etoile de Besseges nu hårdere konkurrence, også selvom Dubai Tour denne gang er skubbet en uge og nu afvikles i umiddelbar forlængelse af det første franske etapeløb. Det har desværre kostet lidt for det historiske løb, idet folk i stigende grad søger mod Mellemøsten og Den Iberiske Halvø. De franske hold foretrækker imidlertid fortsat deres hjemmebaneløb, og selvom La Mediterraneenne igen i år har aflyst, betyder det stadig relativt nye etapeløb Tour La Provence, der afvikles senere på måneden, at Frankrig kan tilbyde en imponerende flot januar/februar-kalender, der også består af GP La Marseillaise, Etoile de Besseges, Tour du Haut-Var og endageløbene Classic Sud-Ardeche og Drome Classic.

Mens GP La Marseillaise har mistet sin status som det første europæiske endagesløb, er Etoile de Besseges fortsat det første etapeløb på sportens hovedkontinent - nu sammen med Volta a la Comunitat Valenciana. Selvom det afvikles i Sydfrankrig, har det imidlertid ofte været plaget af dårligt vejr, og etaper er før blevet aflyst eller forkortet. I 2015 protesterede rytterne endda på anden etape, hvor de kørte i bidende kulde. Terrænet er imidlertid perfekt til et løb på denne tid af sæsonen, idet det er uden helt store udfordringer. Arrangørerne sammensætter ofte et program bestående af korte etaper, der domineres af sprintere, som har masser af muligheder i løbet af de fem dage. Et par mere kuperede etaper gør det muligt at få lidt udskilning, og det er før lykkedes udbrydere at tage den samlede sejr, specielt hvis vejret har været dårligt. I de senere år har arrangørerne imidlertid indført en enkeltstart på sidstedagen, og den velkendte rute med den hårde bakke i Alés har allerede udviklet sig til lidt af en klassiker. Den har samtidig tippet balancen væk fra sprinterne, og det er nu enkeltstartsrytterne, der dominerer.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Løbet blev første gang afviklet i 1971 på initiativ af Fangille Roland. I 1974 blev det til et etapeløb, og allerede tidligt lykkedes det at tiltrække udenlandske stjerner. Således var folk som Barry Hoban, Gerrie Kneteman, Willy Planckaert, Sean Kelly, Dietrick Thurau og Leo Van Vliet alle på podiet i løbet af de første 10 år, og faktisk var der i årene 1981-1984 end ikke en franskmand på podiet. Ronan Pensec vandt i 1987, men bortset fra hans sejr lykkedes det ikke en lokal rytter at vinde i årene mellem 1979 og 1993, hvor Armand de Las Cuevas brød den udenlandske dominans. Det fortsatte op gennem 1990erne og de tidlige 00ere, hvor blandt andre Robbie McEwen og Fabio Baldato vandt samlet. Efterhånden som der er kommet flere alternativer til de franske løb, er det imidlertid i stigende grad blev en fransk affære, og i årene 2009-2016 er det kun lykkedes Bob Jungels og Tobias Ludvigsson at bryde en fransk stime, der inkluderer vindere som Thomas Voeckler, Samuel Dumoulin, Jerome Coppel, Jonathan Hivert, Lilian Calmejane og Anthony Ravard.

Det er ingen hemmelighed, at mange løb kæmper med økonomiske problemer, og selvom Frankrig har været ramt mildere end andre lande, er man ikke gået fri. Desværre er Etoile de Besseges nu også ramt, og arrangørerne afviklede sidste årets udgave med et betydeligt underskud. Det førte til, at man arbejdede med planer om i 2018 at afvikle løbet over bare to dage eller at flytte det permanent til området omkring Alés, hvor bystyret er villige til at investere i begivenheden. Tilsyneladende er det lykkedes at finde en løsning, da der i år slet ikke har været snak om lignende udfordringer, og løbet afvikles derfor i samme format som tidligere.

Sidste år lykkedes det Lilian Calmejane for en sjælden gangs skyld at forhindre, at løbets enkeltstart blev altafgørende, da han med et flot soloangreb på en sjældent set selektiv kongeetape tog en imponerende sejr, der bragte ham i førertrøjen. En andenplads på enkeltstarten var nok til at sikre sig den samlede sejr med et forspring på 5 sekunder ned til Tony Gallopin, der havde vundet tidskørslen. Danske Mads Würtz Schmidt fik en fornem debut for Katusha, da han sikrede sig tredjepladsen, selvom han havde arbejdet hårdt for Katusha. Calmejane vender tilbage for at forsvare titlen, og også Gallopin er med igen i et forsøg på at bryde forbandelsen, der har givet ham tre andenpladser i træk. Würtz Schmidt er til gengæld startet i Australien, og hverken han eller Katusha er med denne gang.

Ruten

I 2012 introducerede man som nævnt en enkeltstart og kom derved af med sin status som et sprinterløb. Dengang var det Jerome Coppel, der med en sublim præstation i kampen mod uret tog den første af to samlede sejre, og siden da har løbet haft det samme format, hvor mange etaper er blevet benyttet uforandret år efter år. Igen i år har arrangørerne valgt at følge den velkendte formel, og løbet er meget nært beslægtet med sidste års udgave.

Som sagt er terrænet i denne del af Frankrig ikke voldsomt vanskeligt, og arrangørerne vælger klogeligt at undgå de sværeste stigninger. Det giver masser af muligheder for sprinterne, men der er traditionelt mindst én mere kuperet etape, hvor en mindre gruppe afgør slaget, og hvor mere holdbarhed er nødvendigt. Den afvikles på en efterhånden velkendt rundstrækning omkring byen Besseges på tredjedagen, men har ikke altid skabt den store udskilning. I de sidste to år er en mindre gruppe af favoritter holdt hjem, men som regel er det endt i en reduceret massespurt, hvorfor enkeltstarten har været altafgørende.

Ruten følger det sædvanlige mønster med to indledende sprinteretaper, inden den lidt hårdere etape i Besseges venter. På fjerdedagen skal rytterne atter udfordres af den hårde spurt op ad muren i Laudun, hvor de hårdføre sprintere slås om sejren med de eksplosive puncheurs, inden det hele afgøres på søndagens korte enkeltstart, der slutter på toppen af en kort stigning i Alés, og som gør det til et interessant slag, hvor ryttere, der ikke nødvendigvis er specialister som regel kan begå sig fint, hvis klatrebenene er skruet rigtigt på.

1. etape

Løbet indledes med den helt klassiske etape, der har været benyttet hvert år siden 2013. Ruten varierer en anelse fra år til år, men overordnet set er der tale om en klassiker, der har en helt velkendt finale. Vinden truer altid med at skabe splittelse, men som regel er det sprinterne, der afgør slaget.

Etapen fører feltet over 162,5 km fra Bellegarde til den nærliggende by Beaucaire efter en større rundtur i området nord for de to byer. Indledningsvis tilbagelægger man en næsten helt flad rundstrækning på 57,4 km, der fører mod nord op til byen Aramon og tilbage mod syd gennem Beaucaire tilbage ti, starten i Bellegarde. Herefter venter en anden rundstrækning, der er 43,7 km lang, byder på kategori-stigningen Cote de la Tour og også fører igennem Beaucaire undervejs. Den skal tilbagelægges to gange med passage over stigningen efter hhv. 59,6 og 103,3 km. Efter næste passage gennem Bellegard kører man tilbage til Beaucaire, hvor man passerer målstregen efter 136,7 km, hvor dagens indlagte spurt er placeret. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den klassiske 8,6 km lange rundstrækning i område nord for byen. Den byder på en lille 1500 m lang bakke efter 4 km og en svagt stigende opløbsstrækning, men er i alt væsentligt flad. Det sidste sving kommer med 2400 m til mål.

Etapen er som sagt list en klassiker, der nu i mange år i lidt varierende form har været benyttet. Derfor ved vi, hvad der skal forventes, og historien viser tydeligt, at sprinterne som regel kommer til fadet. Vinden er altid farlig i regionen, men med specielt en sulten Bryan Coquard til start, bør det hele blive afgjort i en spurt.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Sidste år fik Arnaud Demare en drømmestart på sæsonen, da han slog Alexander Kristoff efter et fornemt lead-out af sit nye tog. I 2016 vandt Bryan Coquard, mens Kris Boeckmans og Michael van Staeyen var hurtigst i henholdsvis 2013 og 2015. I 2014 lykkedes det imidlertid et udbrud at holde hjem og Sander Helven at tage sejren.

2. etape

Mens 1. etape stort set altid er den samme, varierer målet for 2. etape. Starten gør som regel fra Nimes, men herefter har der været plads til variation og opfindsomhed. Samme model følges i år, hvor målet er henlagt til byen Generac, der ikke er blevet besøgt af løbet i dette årtusinde. Etapen er dog ganske flad, og selvom der er en bakke på den afsluttende rundstrækning, er det formentlig kun vinden, der kan true sprinterne.

Som altid er der tale om en kort sag, hvor feltet skal tilbagelægge bare 151,3 km mellem Nimes og Generac, to byer, der ligger ganske tæt på hinanden. Starten er vanskeligt, idet rytterne lægger ud med en tur ud i det kuperede område sydvest for Nimes. Her venter kategori 3-stigningerne Cote de Clarensac og Cote de Langlade efter hhv. 11,1 og 31,7 km. Herefter passerer man igennem udkanten af Nimes, inden man slår en stor sløjfe mod syd gennem helt fladt terræn. Efter 72 km drejer man mod vest, indne man kører mod nord mod målbyen Generac.

Efter 104,1 km krydses målstregen første gang, i forbindelse med hvilken dagens spurt afvikles. Herefter afsluttes etapen med hele fire omgange på en 11,8 km lang rundstrækning. Den falder over de første fire kilometer, inden det over de næste fem kilometer stiger let. De sidste to kilometer er flade og byder ikke på skarpe sving, kun en blød kurve få hundrede meter fra stregen.

På papiret peger alt på en massespurt, men man skal passe på. Netop denne etape endte sidste år i et voldsomt sidevindsdrama, og også i 2015 blæste det så voldsomt, at rytterne endda protesterede. Det vil rytterne have i frisk erindring, og derfor vil der være stor nervøsitet. Mest sandsynligt er det dog, at det ender i endnu en massespurt.

Generac har som sagt ikke været besøgt tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

3. etape

Efter to dage for sprinterne er det tid til den traditionelle kongeetape omkring byen Besseges, der har lagt navn til løbet. Den afvikles på den samme 152,6 km lange rute, som har været blevet benyttet adskillige gange og har udviklet sig til en sand klassiker. Den byder på nogle ganske hårde stigninger, som før har skabt afgørende forskelle, men da etapen også flere gange er blevet afgjort i en reduceret massespurt, er det en dag med flere mulige scenarier.

De 152,6 km har både start og mål i Bessejes og består af to rundstrækninger, en stor og en lille. Den første er 44,4 km lang og er placeret i det kuperede område syd og øst for byen. Den inkluderer den hårde kategori 1-stigning Col de Trelis straks fra start, hvorefter en kort nedkørsel nedkørsel leder til Col des Bousses, der imidlertid ikke er kategoriseret. Efter endnu en nedkørsel venter yderligere to små stigninger, inden man kører ned til Besseges. Rundstrækningen skal køres tre gange, og der er derfor bjergpoint på spil på Trelis efter hhv. 6,4, 50,8 og 95,5 km.

Efter tredje passage af målstregen gælder det den afsluttende rundstrækning i Besseges. Den er 6,8 km lang, helt flad og uden væsentlige tekniske udfordringer. Det sidste sving kommer med ca. 3 km igen og derefter går det fladt ind til stregen.

Etapen er som sagt lidt af en klassiker, og det har før været muligt for de bedste klatrere at gøre en forskel. Man ender stort set altid med, at en gruppe af de stærkeste kommer fri på stigningerne, men det er usikkert, om de kan holde til mål. I tidligere udgaver endte det som regel i en reduceret massespurt, men i de seneste år er et udbrud holdt hjem. Under alle omstændigheder er det dagen, hvor klatrerne skal vinde tid.

Sidste år kører de 19 stærkeste væk, og herfra angreb Lilian Calmejane, som med en solosejr lagde grunden til sin samlede triumf. I 2016 vandt Sylvain Chavanel vandt en spurt i en lille gruppe. Forud for det vandt Bryan Coquard imidlertid en reduceret massespurt to år i træk. I 2013 vandt Jerome Cousin fra et udbrud, og det samme gjorde Pierre Rolland i 2012.

4. etape

Det er blevet en tilbagevendende tradition, at lørdagsetapen slutter med et par omgange på den velkendte rundstrækning i Laudun, hvor man slutter halvvejs oppe af Mur de Laudun. Man skal imidlertid ikke lade sig snyde af navnet på stigningen, der ikke hører til blandt de sværeste. Stort set hvert eneste år er etapen nemlig blevet afsluttet i en spurt, men det stigende opløb har betyder, at puncheurs ofte har kunnet tage kampen op med sprinterne.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Mens målbyen er fast, varierer starten fra år til år. Denne gang skal rytterne tilbagelægge 152,9 km mellem Chusclan og Laudun L’Ardoise. Etapen indledes mes en lille, flad rundstrækning på 4,4 km omkring startbyen, inden man kører, inden man kører mod syd tæt forbi målbyen Laudun. Her er terrænet ganske kuperet, men der er ingen kategoriserede stigninger på programmet. I Tavel kører man mod vest og herefter mod nord til Laudun, hvor målstregen passeres efter 46,8 km. Den er placeret 200 fra toppen af Mur de Laudun, hvor der er en kategori 2-bjergspurt. Ved målpassagen er dagens første spurt placeret.

Næste del af etapen består af en omgang på en omgang på en 33,8 km, der i alt væsentligt er identisk med det strækning rytterne allerede én gang har tilbagelagt. Efter 90,4 km krydses stregen igen, og atter skal der kæmpes om point i en indlagt spurt og 200 m senere om bjergpoint på toppen af muren. Etapen afsluttes nu med fire omgange på den velkendte 15,6 km lange rundstrækning. Der er stort set helt flad, men altså byder på Mur de Laudun og en efterfølgende nedkørsel i forbindelse med målpassagen. Der er hverken bjerg- eller pointspurter efter anden passage af målområdet. Det sidste sving kommer med ca. 1 km til mål, hvorefter det går lige ud op ad bakken.

Som sagt er finalen velkendt, og det har vist sig, at det er vanskeligt at undgå en spurt på den hovedsageligt flade rundstrækning. Stigningen er ikke for svær for de fleste sprintere, men man skal helst være en temmelig hårdfør type, hvis man vil vinde etapen. Også klassikerryttere kan gøre sig gældende, som Tony Gallopin har vist med sin sejr i 2015.

Sidste år tog Arnaud Demare sin anden etapesejr i løbet ved atter at besejre Alexander Kristoff i en spurt. I 2016 lykkedes det Angel Madrazo at tage en overraskende sejr fra et udbrud. I de øvrige år er det blevet afgjort i en hård spurt op ad bakken. Tony Gallopin vandt i 2015, mens Bryan Coquard var hurtigst i 2014 og Samuel Dumoulin i 2011.

5. etape

Siden 2012 er løbet hvert år sluttet med den samme enkeltstart i Alés, og afslutningsetapen har udviklet sig til en klassiker tidligt på sæsonen. Ruten er nemlig ganske speciel, da den er stort set helt flad, men afsluttes med en ganske stejl bakke i udkanten af byen. Det har betyder, at de rene specialister som regel er kommet til kort og har givet muligheder for mere alsidige ryttere. I samtlige tilfælde har det samtidig været den klart vigtigste etape, og den vil også denne gang være helt afgørende i kampen om den samlede sejr.

Etapen er 10,7 km lang, starter og slutter i Alés og kan inddeles i to dele. De første 9 km er helt flade og består af en tur frem og tilbage langs floden, der gennemløber byen. Efter at være vendt tilbage til startområdet krydser man imidlertid floden, inden man fortsætter mod syd og siden vest. Her leder et højresving ind på en 2,7 km lange Montee de l’Hermitage-stigning, som er en ganske stejl affære, derendda byder på et par hårnålesving. Målet er placeret på toppen. I 2016 gjorde man det flade stykke en anelse længere, en den ændring har man i år droppet, hvormed den samlede distance er reduceret med 1200 m.

Den blandede rute gør, at etapen har passet godt til både enkeltstartsspecialister, der drager fordel af det flade stykke, og eksplosive puncheurs, der kan gøre en forskel på den sidste stigning. Derfor er de helt tunge drenge som regel udelukket fra kampen om sejren, ligesom man har set eksplosive klassikertyper, der ikke nødvendigvis er gode i kampen mod uret, forsvare sig godt. Den lidt kortere distance favoriserer sidstnævnte, men etapen vil formentlig atter blive vundet af en god temporytter, der samtidig kan klatre og med en sejr her formentlig kan tage et meget stort skridt mod den samlede sejr.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Sidste år sejrede Tony Gallopin efter i mange år at have været tæt på, men det rakte kun til den samlede andenplads bag Lilian Calmejane, der på andenpladsen tabte bare 13 sekunder. Etapen er herudover blevet vundet af de alsidige specialister Jerome Coppel (både i 2012 og 2016), Bob Jungels, Tobias Ludvigsson og Anthony Roux. Sejrmarginerne har to gange været under fem sekunder, men i tre tilfælde har den ligget på mellem 15 og 20 sekunder, og i 2012 sejrede Coppel endda med hele 26 sekunder i en sand magtdemonstration.

Favoritterne

Siden enkeltstarten blev introduceret i 2012, har den vist sig at være stort set altafgørende, og i langt de fleste tilfælde har vinderen af kampen mod uret også stået øverst på podiet. Således var det kun i 2013 og i 2017, det forhold sig anderledes. I førstnævnte tilfælde var Jonathan Hivert del af en lille 11-mandsgruppe, der havde vundet 36 sekunder på feltet på kongeetapen, og dermed havde han vundet tid på de fleste. Vinderen af enkeltstarten, Anthony Roux, var imidlertid også med i den gruppe, men da han havde tabt tid grundet et split på den flade første etape, var en niendeplads i sidste etapes kamp mod uret nok til, at Hivert kunne vinde samlet. Sidste år tog Lilian Calmejane en solosejr på kongeetapen, og derfor var en 2. plads bag løbets evige toer, Tony Gallopin, på enkeltstarten nok til at tage den samlede triumg.

2013- og 2017-udgaverne viser således, hvad det er, der kan forhindre vinderen af enkeltstarten i også at vinde samlet. Hovedsageligt er det den hårde 3. etape, hvor der kan gøres forskelle, og kommer man ikke med i frontgruppen her, er chancerne for samlet sejr ødelagt. Sidste år så vi også, hvordan feltet blev splittet til atomer i sidevinden på den ellers flade 2. etape, men her var alle løbets store favoritter med i frontgruppen, og det fik derfor ikke den store indflydelse på kampen om den samlede sejr.

Det er værd at bemærke, at enkeltstarten med den sidste stigning så hård, at man skal være en god klatrer for at placere sig blandt de bedste. Derfor er det meget sjældent, at vinderen af sidste etape ikke har været blandt de stærkeste på stigningerne og dermed kunnet sidde med de bedste på kongeetapen. Man skal dog samtidig notere sig, at 3. etape trods alt ikke er vanvittig hård. Således vandt Bryan Coquard i både 2014 og 2015, og ofte er etapen blevet afgjort i en reduceret massespurt.

Et andet element, der kommer i spil, er bonussekunderne. En dominerende sprinter kan på landevejsetaerne opbygge et ganske solid forspring. I 2014 vandt John Degenkolb således flere etaper, og selvom han ikke kunne matche de bedste på den afsluttende enkeltstart, endte han som nummer 3 samlet. I 2015 blev Edward Theuns nummer fem samlet, selvom han kun blev nummer 25 på enkeltstarten. Man skal ligeledes være opmærksom på, at spurten på 4. etape er hård, og at det giver mulighed for en puncheur som Tony Gallopin, der kan betragtes som klassementsrytter, at score vigtig bonus. Således vandt han denne etape i 2015.

Det sidste element, der kan komme i spil, er som sagt sidevinden, der før har splittet feltet. Det bliver imidlertid næppe tilfældet i år, hvor der generelt ventes godt vejr og kun en smule nedbør torsdag og søndag. Mest blæsende bliver det fredag, men her vil det hovedsageligt være stigningerne, der vil gøre forskellen. Lidt vind vil der også være torsdag og lørdag, men næppe nok til at skabe splittelse

Samlet set kan det konkluderes, at enkeltstarten spiller en nøglerolle og i høj grad vil afgøre løbet. Udskilning på 3. etape og i eventuel sidevind samt bonussekunder på de fire første etaper - både i mål og i de indlagte spurter - kan komme i spil. Enkeltstarten er imidlertid samtidig meget speciel, idet den hårde stigning mod slutningen betyder, at den typisk passer godt til eksplosive ryttertyper, der ikke nødvendigvis excellerer i kampen mod uret. Således ender Ardennerspecialister ofte meget langt fremme, idet de kan forcere den korte, stejle stigning hurtigere rivalerne. Samtidig har de helt tunge specialister ingen chance på den kuperede rute.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I år er der meget få udprægede enkeltstartsspecialister til start, og det gør løbet til en affære med kun ganske få oplagte vinderkandidater. Umiddelbart peger alt på, at det ligesom sidste år bliver en duel mellem sidste års nummer 1 og 2, Lilian Calmejane og Tony Gallopin, der begge allerede vist god form i GP La Marseillaise, mens Sylvain Chavanel, Benjamin Thomas og måske Alexis Gougeard lurer som farlige outsidere.

Kampen mellem Gallopin og Calmejane er helt åben. Gallopin er nemlig på papiret den bedste enkeltstartsrytter og vandt da også sidste etape sidste år. Calmejane blev imidlertid nr. 2 og viste sig i søndagens løb som feltets stærkeste mand på stigningerne. At enkeltstarten slutter med en stigning, giver ham derfor en reel mulighed for at true Gallopin, som han gjorde det sidste år. Umiddelbart ligner det et meget tæt slag, der kan tippe begge veje og blive afgjort af få sekunder.

Det er derfor med nogen tøven, at vi peger på Lilian Calmejane på vores favorit. På papiret er han som sagt svagere end Gallopin på enkeltstarter, og han er faktisk at regne som alt andet end specialist. Bakken gør imidlertid 5. etape helt speciel, og han blev som sagt nr. 2 sidste år. Også i Circuit Sarthe viste han, at han kan forsvare sig på en kort tidskørsel, og dermed vil kunne han begrænse sit tab den flade del af enkeltstarten. Det store spørgsmål er, hvor meget tid han kan tage på bakken. I søndags kunne han ganske vist ikke sætte Gallopin med sit angreb på Cretes-stigningen, men efterfølgende talte mange ryttere om, hvor stærk Calmejane havde været. Han synes altså for tredje år i træk at være kommet ud af vinterpausen i storform, og samtidig har han udviklet sig så meget i den seneste tid, at han må forventes at være endnu stærkere i 2018.

Calmejane er ikke langsom i en spurt, og selvom Gallopin umiddelbart er hurtigere, vil også han undervejs kunne score bonussekunder i de indlagte spurter. Endelig kan man ikke udelukke, at han kan tage en solosejr på 3. etape, som han gjorde det sidste år. Ganske vist får han som forsvarende mester slet ikke samme frihed, men han har nu i tre etapeløb - Etoile de Besseges, Circuit Cycliste Sarthe og Coppi e Bartali - vist, at han om nogen har næse og styrke til at køre alene hjem - også når han hører til blandt favoritterne. Hvis nogen kan vinde tid på kongeetapen, er det Calmejane. Samlet set tror vi, at hans gode form vil give ham en samlet sejr.

Hans værste rival er klart Tony Gallopin, der nu tre gange i træk er blevet nr. 2 i løbet og må være motiveret til endelig at få den forløsende sejr. Han er i de senere år blevet henholdsvis nummer 7, 2, 4 og 1 på enkeltstarten og har dermed vist, at den passer ham godt. Han er naturligvis ikke specialist i kampen mod uret, men har før kørt relativt gode enkeltstarter, specielt på korte, kuperede ruter. Det gør ham naturligt til en af de store favoritter til at vinde sidste etape.

Vigtigt er det samtidig, at Gallopin er i god form. Han viste således stor styrke i søndagens GP La Marseillaise, hvor han sammen med holdkammeraten Alexandre Geniez var den eneste, der kunne følge Calmejane på Cretes-stigningen. I spurten kørte han for Geniez, og han fik derfor ikke et resultat, men helt i overensstemmelse med traditionen, er han i god form til dette løb. Endelig er Gallopin meget hurtig i en spurt, og det giver ham muligheder for at vinde 4. etape, som han tidligere har sejret på, samt 3. etape, hvis der sker udskilning. Han har også tidligere gået efter de indlagte spurter. Kører han samtidig en lige så god enkeltstart som sidste år, har han gode kort på hånden.

Direct Energie stiller med et stærkt hold, der også inkluderer Sylvain Chavanel, der ganske overraskende aldrig har vundet et løb, som passer ham som fod i hose. Veteranen har i mere end et årti været en af Frankrigs bedste enkeltstartsryttere, og han er specielt stærk, når distancen er mellem 10 og 20 km. Han er endvidere meget stærk på korte stigninger, og dermed har han den rette kombination af power og klatrestyrke til at vinde kampen mod uret.

Desværre er Chavanel en dieselmotor, der skal bruge et par løb på at komme i gang. I 2016 vandt han således den hård 3. etape, men skuffede på enkeltstarten. Faktisk er han i de senere år kun blevet nr. 5 på netop denne enkeltstart, hvor stigningen måske er en anelse for eksplosiv for hans store motor. Samtidig er han ikke helt så stærk i kampen mod uret som tidligere, mens hans præstationer i De Panne og Belgium Tour sidste år, vidner dog om, at han fortsat er en klasseryttere. 9. pladsen i Flandern Rundt vidner også om, at motoren stadig er ganske stor, og han burde kunne sidde med de bedste på 3. etape. Han er hurtig i en spurt, men vil formentlig skulle ofre sig for Calmejane i kampen om bonussekunder. Til gengæld kan man ikke udelukke, at han i en lille gruppe på 3. etape måske kan udnytte det store fokus på netop Calmejane til at komme med et angreb, som han senest gjorde det med en sejr på 4. etape i Dunkerque sidste år.

Benjamin Thomas fik en lidt skuffende start for FDJ i søndags, hvor han kun sad med hjem i tredje gruppe. Noget kunne derfor tyde, at han ikke er i superform fra sæsonstart. Helt dårlig kan han imidlertid ikke være, da der blot er en måned til VM på bane, som er hans første store mål. Sidste år viste han med podieplaceringen i Tour de Wallonie og 4. pladsen i Tour de Luxembourg, at han er fremragende i let kuperede etapeløb, og hans 5. plads på enkeltstarten i Tour du Poitou Charentes samt 5. pladsen på prologen i Luxembourg vidner også om, at han er en glimrende temporytter, også selvom han ikke er decideret specialist. Umiddelbart burde kombinationen af et fladt stykke og en hård stigning passe ham glimrende, men det er fortsat tvivlsomt, om han kan matche Calmejane og Gallopin på bakken. Der er heller ingen garanti for, at han kan sidde med på kongeetapen, hvis den bliver meget selektiv, men skal det hele afgøres på enkeltstarten, burde han være konkurrencedygtig.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Alexis Gougeard hører til blandt feltets mest ustabile ryttere. Desværre er han oftest langt fra sit højeste niveau, men når han er kørende, er han brølstærk. Dette er hans sæsondebut, så vi aner ikke, hvor han står, men skal han være klar til sit første mål i Omloop Het Nieuwsblad, burde han ikke være helt elendig. Han har tidligere vundet Tour de l’Eurometropole ved netop at vinde en kort enkeltstart med en hård stigning, og derfor burde sidste etape passe ham fint. Desværre er bakken nok en anelse for hård til, at han kan matche de lettere ryttere, og hans store udfordring kan samtidig være at sidde med på kongeetapen, hvis den udvikler sig til en selektiv affære.

En af feltets mest spændende ryttere er unge Valentin Madouas. Allerede i sidste års Tour de l’Ain, hvor han som stagiaire leverede en fabelagtig præstation i støtte for Thibaut Pinot og David Gaudu, viste han, at han er gjort af det rette stof. Nu er han blevet professionel, og i søndags viste han atter potentialet, da han var blandt de 9 ryttere, der spurtede om sejren. Trods sin ellers ganske gode spurt begik han dog en fejl ved at angribe ved kilometermærket, og derfor blev det blot til en 7. plads. Han fik imidlertid vist, at han er i god form, og han burde derfor kunne sidde med på kongeetapen samt med sin udmærkede spurt måske score bonussekunder i de indlagte spurter. Han er ikke enkeltstartsspecialist, men har faktisk kørt ganske godt på kortere tidskørsler. På en etape med en hård stigning til slut vil han med den gode form formentlig være en af de stærkeste.

En af løbets helt store enkeltstartsspecialister er Johan Le Bon, der gør debut for Fortuneo-mandskabet. Hans form er ukendt, da han endnu ikke har kørt i år, og han er kendt for at være temmelig ustabil. Han viste imidlertid flere gange i 2017, at han stadig er en fremragende rytter, blandt andet med sine to etapesejre i Boucles de la Mayenne. Hans store udfordring bliver at hænge på, hvis kongeetapen bliver selektiv, og spørgsmålet er, om bakken på enkeltstarten ikke bliver lidt for hård til at kunne vinde. På det flade stykke kunne han imidlertid meget vel vise sig som den stærkeste.

Efter sin fantastiske 2017-sæson, hvor han vandt flere store franske løb og sejrede samlet i Coupe de France, er Laurent Pichon klar til at fortsætte succesen. Hvor han står er et åbent spørgsmål, da han endnu ikke har kørt løb i 2018, og han har ikke tidligere haft tradition for at starte stærkt ud. Det var imidlertid også først sidste år, at han udviklede sig fra at være hjælperytter til at kunne overtage en kaptajnrolle, og i år vil forventningerne til ham være langt større. Han har tidligere ofte kørt gode enkeltstarter i Sarthe og dermed viste, at han er glimrende på korte tidskørsler, og det burde kun tale til hans fordel, at der er en bakke til slut. Han er hurtig på stregen og vil være en af favoritterne på specielt 3. etape, hvis det bliver en hård affære. Vi er temmelig usikre på, om formen rækker til det helt store, men har han passet sin vintertræning, burde dette være et løb for ham.

Jonathan Hivert har tidligere gjort det godt i løbet - faktisk er han tidligere vinder - men han er samtidig kendt som en af de mest ustabile ryttere. Sidste år kørte han fremragende i Vuelta a Castilla y Leon, men var helt væk i efteråret. Rygtet gik på, at han havde ramt formen forud for sæsonstarten i år, men han kunne ikke helt være med de bedste i Marseille i søndags. Traditionelt er han dog god på denne tid af året, og formen er tydeligvis ikke langt væk. Han er lynhurtig på stregen og burde passe godt til kongeetapen, men han kan blive tvunget til at arbejde for Calmejane. Det kan til gengæld måske også blive en fordel, hvis han, Chavanel og Calmejane kan spille et taktisk spil i en lille gruppe i finalen på 3. etape. Selvom han før har gjort det fint på enkeltstarten, skal han dog nok bruge et forspring, hvis han skal være med i kampen om sejren.

Som sagt er det før set, at en sprinter kan gøre det godt, hvis han kan score mange bonussekunder. Det kunne være en strategi for Bryan Coquard, der i sine fire forudgående optrædener i løbet har vundet hele otte etaper. Han er som regel altid god fra sæsonstart, og selvom han blev slået to gange af Jakub Mareczko i sin sæsondebut i Sharjah Tour, viste han med sine to andenpladser og en god præstation på kongeetapen, at han er godt kørende. Han har før kørt ganske gode korte enkeltstarter, og han er en ganske god klatrer, der også burde kunne gøre det fint på bakken. Om formen allerede nu rækker til et topresultat på enkeltstarten, er dog tvivlsomt, og skal han vinde samlet skal han formentlig gøre næsten rent bord på de fire linjeløbsetaper.

Endnu farligere i den sammenhæng er måske Christophe Laporte. Han er ikke helt så hurtig som Coquard, men burde være en af de bedste sprintere i løbet. Laporte er nemlig meget mere end bare en sprinter og faktisk en ganske holdbar herre, der har et ganske godt punch på korte stigninger. Karrieren er gået lidt i stå efter et par år med lead-out-opgaver for Nacer Bouhanni, men er i år er han udset til at være holdets kaptajn i brostensklassikerne. Derfor burde han være topmotiveret og i god form. Sidste år blev han endda nr. 9 på enkeltstarten, og kan han gentage den bedrift samt score mange bonussekunder undervejs, vil han være en solid kandidat til en topplacering  

Cofidis har også Dimitri Claeys, der efter et flot 2016 havde en svær første sæson for Cofidis. Noget kunne imidlertid tyde på, at han er på vej tilbage. I hvert kørte han en flot 10. plads hjem i Marseille, og at han klatrer så godt er meget lovende. Han har tidligere i Belgium Tour kørt gode enkeltstarter, og er han virkelig i topform, burde han kunne drage fordel af bakken til at gøre det endnu bedre. Samtidig er han ganske hurtig på stregen og har eksempelvis tidligere vundet en reduceret massespurt i Tour de Wallonie.

Enkeltstartsspecialisten Yoann Paillot er tilbage på et kontinentalhold efter et flot 2017, hvor han blev nr. 2 ved de franske enkeltstartsmesterskaber. Han har netop fortalt Directvelo, at han har store ambitioner om at gøre det godt i dette løb, og at han føler sig velforberedt. Desværre er også han meget ustabil, og enkeltstarten kan vise sig både at være for kort og for kuperet for ham. På det flade stykke burde han imidlertid kunne gøre en forskel, hvis formen er god.

Veranclassic kan satse på Alex Kirsch, der har et godt punch på korte stigninger. Derfor blev han nr. 11 på enkeltstarten sidste år, og han burde samtidig være en af de bedste på kongeetapen. Hans spurt er god, og han kan derfor gå efter bonussekunder undervejs. Desværre er der nok lidt for meget fladt på enkeltstarten, ligesom hans form er usikker, efter at sygdom tvang ham til at opgive løbet i Marseille.

Veteranen Jeremy Roy er nu om dage mest hjælperytter og er derfor heller ikke den enkeltstartsspecialist, han tidligere var. Vi blev dog positivt overrasket over hans præstation i Marseille, hvor han i hårdt terræn viste ganske god form. Hvis kongeetapen bliver hård, vil han næppe kunne sidde med, men er han stadig i en god position inden enkeltstarten, kan vi ikke udelukke, at han med den nuværende form kan køre en ganske god sidste etape, der vil kunne bringe ham langt i den samlede stilling.

***** Lilian Calmejane

**** Tony Gallopin, Sylvain Chavanel

*** Benjamin Thomas, Alexis Gougeard, Valentin Madouas, Joan Le Bon, Laurent Pichon

** Christophe Laporte, Jonathan Hivert, Bryan Coquard, Dimitri Claeys, Yoann Paillot, Alex Kirsch, Jeremy Roy

* Jonas Rickaert, Julien Antomarchi, Bruno Armirail, Tom Devriendt, Benoit Cosnefroy, Remy Di Gregorio, Sean De Bie, Guillaume Van Keirsbulck, Mauro Finetto, Fabien Grellier, Julien Loubet, Anthony Delaplace, Jimmy Janssens, Gonzalo Serrano

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i år, og det bliver derfor umuligt at gentage Mads Würtz’ flotte præstation fra sidste år.

BEMÆRK: Feltet.dk vil have live-opdateringer fra samtlige etaper, hvor du undervejs kan stille spørgsmål til vores ekspert, Emil Axelgaard.