Optakt: Etoile de Besseges

Løbets rolle og historie

Inden nye løb begyndte at dukke op i varmere områder, var Sydeuropa stedet, hvor man indledte sæsonen. Derfor er det ingen overraskelse, at den traditionelle sæsonåbning i Europa har bestået af to sydfranske løb, GP La Marseillaise og Etoile de Besseges. For sjette år i træk blev der imidlertid første gang trampet i pedalerne på europæisk grund i Mallorca i den forløbne uge, men det ændrer ikke på, at mange ryttere holder fast i, at de to franske begivenheder er det bedste sted at komme i gang.

Igen i år er Volta a la Comunitat Valecniana tilbage på kalenderen og afvikles i samme uge, og derfor har Etoile de Besseges nu hårdere konkurrence, også selvom Dubai Tour er fusioneret med Abu Dhabi Tour og afvikles meget senere. Det har desværre kostet lidt for det historiske løb, idet folk i stigende grad har søgt mod Mellemøsten og Den Iberiske Halvø. De franske hold foretrækker imidlertid fortsat deres hjemmebaneløb, og selvom Middelhavet Rundt stadig savnes, betyder det stadig relativt nye etapeløb Tour La Provence, der afvikles senere på måneden, at Frankrig kan tilbyde en imponerende flot januar/februar-kalender, der også består af GP La Marseillaise, Tour du Haut-Var og endagsløbene Classic Sud-Ardeche og Drome Classic.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Mens GP La Marseillaise har mistet sin status som det første europæiske endagsløb, er Etoile de Besseges fortsat det første etapeløb på sportens hovedkontinent - nu sammen med Volta a la Comunitat Valenciana. Selvom det afvikles i Sydfrankrig, har det imidlertid ofte været plaget af dårligt vejr, og etaper er før blevet aflyst eller forkortet. I 2015 protesterede rytterne endda på anden etape, hvor de kørte i bidende kulde.

Terrænet er imidlertid perfekt til et løb på denne tid af sæsonen, idet det er uden helt store udfordringer. Arrangørerne sammensætter ofte et program bestående af korte etaper, der domineres af sprintere, som har masser af muligheder i løbet af de indtil i år fem dage. Et par mere kuperede etaper gør det muligt at få lidt udskilning, og det er før lykkedes udbrydere at tage den samlede sejr, specielt hvis vejret har været dårligt. I de senere år har arrangørerne indført en enkeltstart på sidstedagen, og den velkendte rute med den hårde bakke i Alés har allerede udviklet sig til lidt af en klassiker. Den har samtidig tippet balancen væk fra sprinterne, og det har nu været enkeltstartsrytterne, der dominerer. Som noget nyt indfører man imidlertid i 2020 nu en hård bjergfinale, som afgørende vil ændre karakteren af et løb, der hidtil har været ganske fladt.

Løbet blev første gang afviklet i 1971 på initiativ af Fangille Roland. I 1974 blev det til et etapeløb, og allerede tidligt lykkedes det at tiltrække udenlandske stjerner. Således var folk som Barry Hoban, Gerrie Kneteman, Willy Planckaert, Sean Kelly, Dietrick Thurau og Leo Van Vliet alle på podiet i løbet af de første 10 år, og faktisk var der i årene 1981-1984 end ikke en franskmand på podiet. Ronan Pensec vandt i 1987, men bortset fra hans sejr lykkedes det ikke en lokal rytter at vinde i årene mellem 1979 og 1993, hvor Armand de Las Cuevas brød den udenlandske dominans. Det fortsatte op gennem 1990erne og de tidlige 00ere, hvor blandt andre Robbie McEwen og Fabio Baldato vandt samlet. Efterhånden som der er kommet flere alternativer til de franske løb, er det imidlertid i stigende grad blev en fransk affære, og i årene 2009-2016 lykkedes det kun Bob Jungels og Tobias Ludvigsson at bryde en fransk stime, der inkluderer vindere som Thomas Voeckler, Samuel Dumoulin, Jerome Coppel, Jonathan Hivert, Lilian Calmejane, Tony Gallopin og Anthony Ravard.

Det er ingen hemmelighed, at mange løb kæmper med økonomiske problemer, og selvom Frankrig har været ramt mildere end andre lande, er man ikke gået fri. Desværre er Etoile de Besseges nu også ramt, og arrangørerne afviklede udgaverne i både 2017 og 2018 med et betydeligt underskud. Det førte til, at man arbejdede med planer om i 2018 at afvikle løbet over bare to dage eller at flytte det permanent til området omkring Alés, hvor bystyret er villige til at investere i begivenheden. Det lykkedes i første omgang at finde en løsning, men sidste år gik den ikke længere. Derfor bleb 2019-udgaven reducereret fra de hidtidige fem til bare fire dage. Til gengæld havde Dubai Tours forsvinden haft en meget gavnlig effekt på feltet, der med hele fem WorldTour-hold var langt stærkere og mere internationalt, end det har været i umindelige tider. Heldigvis er den løbet nu i god gænge, da man i 2020 igen har en varighed på fem dage, og med et felt på nu hele 8 WorldTour-hold synes løbets triste udvikling nu at være vendt helt på hovedet.

Sidste år viste Christophe Laporte, at han er mere end bare en sprinter, da han efter en 2. plads i 2018 tog den samlede sejr. Efter at have vundet en af løbets tre massespurter satte han alle på plads på den afsluttende enkeltstart, så han kunne sejre samlet med 16 sekunder ned til Tobias Ludvigsson og 29 sekunder ned til Jimmy Janssens. Laporte starter i år sæsonen i Sydamerika og dropper derfor at forsvare titlen, og heller ikke Ludvigsson er med denne gang. Det er til gengæld Janssens, selvom han får det betydeligt sværere på den nye, hårdere rute.

Ruten

I 2012 introducerede man som nævnt en enkeltstart og kom derved af med sin status som et sprinterløb. Dengang var det Jerome Coppel, der med en sublim præstation i kampen mod uret tog den første af to samlede sejre, og siden da har løbet haft det samme format, hvor mange etaper er blevet benyttet uforandret år efter år.

Det ændredes der afgørende på i 2019. Ikke blot blev løbet som sagt forkortet fra fem til fire dage, hvilket skete på bekostning af lørdagens klassiske puncheurspurt på Muren i Laudun, resten af løbet blev også gjort langt lettere. Det skete ved, at den ellers så velkendte kongeetape var gjort betydeligt lettere og nu blot blev endnu en sprinteretape sammen med de to indledende etaper. Tidligere havde det ellers været netop denne etape, der sammen med enkeltstarten og eventuelle bonussekunder havde været afgørende, men nu kunne det hele koges ned til et opgør om tidsbonus samt den afsluttende enkeltstart.

Tilsyneladende forstod arrangørerne, at løbet blev lidt for ensformigt. I hvert fald har de i 2020 totalt ændret karakteren af et løb, der tidligere primært ellers var kendt for fladt terræn. Det er der for så vidt stadig masser af igen i år, men for første gang kan selv de mest tempostærke sprintere som den forsvarende vinder Christophe Laporte glemme alt om en samlet sejr. Denne gang har man nemlig opfundet en brutal afslutning på den nye 4. etape, som slutter på den ukendte stigning Mont Bouquet, der med en gennemsnitlig stigningsprocent på næsten 9 over knap 5 km er en af de hårdeste målstigninger, man ser i noget løb så tidligt på sæsonen. Da løbet samtidig bibeholder den klassiske og meget alsidige afsluttende enkeltstart i Ales, hvor man slutter på Hermitage-stigningen, er løbet med ét forvandlet til en sag for sande etapeløbsryttere, der klatrer fremragende og kører en fornuftig enkeltstart.

Selv på de første tre etaper har sprinterne grund til at være frustrerede. Den normalt helt flade 1. etape slutter nu på den lille Cote de la Tour, hvilket gør det til en puncheurspurt for hårdføre sprintere, og mønsteret gentager sig på 2. etape, hvor en lignende bakke findes i den absolutte finale frem mod endnu et stigende opløb. Den nu meget lettere traditionelle kongeetape vender tilbage som 3. etape og er nu trods stigningerne undervejs den eneste med en helt flad finale. Her ventes sprinterne at kunne boltre sig, inden klassementskampen tager over i weekenden, først med weekendens finale på Mont Bouquet og siden med enkeltstarten i Ales.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

1. etape

Siden 2011 er løbet blevet indledt med en flad sprinteretape, der har ført feltet på en tur rundt i terrænet omkring start-og målbyerne Bellegarde og Beaucaire, men den model ændres der på i år. Denne gang er målet nemlig flyttet til Bellegarde, der således er vært for både start og afslutning, og i den forbindelse har man flyttet målet til den lille bakke Cote de la Tour. Med en gennemsnitlig stigningsprocent på bare 3,9% over 1 km er der ikke tale om noget Alpe d’Huez, men denne gang er det snarere end finale for de lidt mere hårdføre typer og puncheurs.

I forhold til tidligere udgaver er etapen forkortet til nu bare 141,1 km, og den har som sagt nu start og mål i Bellegarde, der tidligere bare var startby. Den består af tre rundstrækninger, hvoraf den første 51,9 km og henlagt til området nord for Bellegarde. Her kører man igennem fladt terræn mod nord og nordøst, inden man i det nordøstligste punkt vender rundt for herefter at følge Rhone-floden mod sydvest og syd ned til den gamle målby Beaucaire, inden det igennem fladt terræn går mod sydvest tilbage til Bellegarde, hvor man første gang skal op over Cote de la Tour (1,0 km, 3,9%) og krydse målstregen i forbindelse med en kategori 2-bjergspurt.

Den anden rundstrækning er 40,8 km, lige så flad som den forrige og slal. Den er denne gang henlagt til området syd for byen. Først kører man mod sydøst ned til Fourques, inden man følger Rhone mod nord op til Beaucaire, hvorefter man atter kører mod sydvest tilbage til Bellegarde og en anden passage af Cote de la Tour (1,0, 3,9%), hvor der efter første omgang er endnu en bjergspurt efter 92,7 km, mens der efter anden omgang er en pointspurt ved målstregen på toppen. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 8,9 km lange finalerundstrækning inde i selve Bellegarde. Også den er flad efter en indledende nedkørsel, men slutter altså med en fjerde og sidste passage af Cote de la Tour. Til slut fører en lang, lige vej frem til et blødt sving med 2,1 km igen, hvorefter der på den nedre del af bakken er sving med hhv. 800 og 500 m igen. Bakken starter lidt før den røde flamme, mens det er næsten helt fladt på de sidste 2-300 m.

Etapen byder på bare 453 højdemeter.

Det er et interessant twist arrangørerne har føjet til en normalt helt klassisk sprinteretape. Cote de la Tour er ikke for svær for de hårdføre sprintere, men i en finale kan puncheurtyper også være med. Det må formodes, at der skabes samling til en spurt mellem de ryttertyper, men man skal altid passe på vinden, der ofte har spillet en rolle i regionen.

Bellegarde har i syv år i træk været startby for 1. etape, men vi skal helt tilbage til 2012 for at finde sidste gang, der var mål i byen. Her slog Nacer Bouhanni en ung Marcel Kittel og Bobbie Traksel i en flad massespurt, mens Yauheni Hutarovich var hurtigere end Anthony Ravard og Bjorn Leukemans dagen forinden. Sidste år vandt Dylan Groenewegen en spurt på en hård sidevindsetape i Paris-Nice i byen.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

2. etape

Mens 1. etape stort set altid har været den samme - men altså ikke i år - varierer målet for 2. etape. Starten har som regel gået fra Nimes, men herefter har der været plads til variation og opfindsomhed. Et fast kendetegn har dog været, at terrænet har været fladt, men helt i overensstemmelse med tendensen i årets løb er der også her plads til nytænkning, da en lille bakke i finalen nok engang vil betyde, at det primært er det mere hårdføre sprintere, der kommer i spil.

Også 2. etape er en relativt kort sag, der fører feltet over bare 156,1 km fra Milhaud til Poulx, der begge ligger i udkanten af Nimes. Fra start går det igennem let kuperet terræn mod nordvest og nord, inden den første udfordring melder sig i form af den ikke-kategoriserede Cote de Saint-Come (2,5 km, 5,1%), som har top efter 24,2 km. Herefter kører man en omgang på en rundstrækning, der er stort set helt fladt, inden man igennem fladt terræn kører mod nordøst frem til La Calmette, hvor dagens indlagte spurt kommer efter 70,2 km. Efter spurten går det igennem fladt terræn mod øst frem til den afsluttende rundstrækning, hvor man første gang skal over den afsluttende kategori 2-stigning (3,0 km, 3,6%), som har top efter 86,1 km, inden man bare 2,6 km senere passerer målstregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 67,4 km lang rundstrækning i området sydøst for byen. Den indledes med en nedkørsel, hvorefter det er stort set helt fladt. Herefter begynder det at stige let frem mod en bakke (1,0 km, 5%), som har top efter 134,5 km, inden en nedkørsel og fladt terræn leder tilbage til kategori 2-stigningen (3,0 km, 3,6%), som passeres for sidste gang med 2,6 km igen, hvorefter det falder let og bliver fladt, inden den sidste kilometer stiger med 2,9% i gennemsnit. Bakken følger en let bugtende vej, inden der er et sving 100 m efter toppen, hvorefter vejen er stort set helt lige.

Etapen byder på i alt 1457 højdemeter.

Etapen minder meget om den foregående, selvom finalen denne gange synes at være hårdere. Ikke blot er stigningen længere, også den sidste kilometer stiger så meget, at det kan mærkes. Det ændrer dog ikke på, at det endnu engang ligner en sag for en blanding af stærke sprinter og puncheurtyper - hvis altså ikke vinden kommer i spil, som den særligt ofte har gjort det på netop denne etape.

Poulx har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

3. etape

Efter to dage med stigende finaler er det tid til den traditionelle kongeetape omkring byen Besseges, der har lagt navn til løbet. Efter adskillige år med den helt samme rute blev den imidlertid sidste år ændret så markant, at der aldrig var tvivl om, at den ville ende i en massespurt. Den nye rute genbruges i et helt uændret format, men med udsigt til en ny og langt, langt hårdere kongeetape om lørdagen har klatrerne ingen grund til at brokke sig over, at det nok engang formentlig er sprinterne, der skal spurte om sejren i Besseges.

Den nye etape byder på i alt 158,2 km og har som den gamle variant både start og mål i Besseges. Den kan inddeles i tre dele, og det er den indledende del, der er den vanskeligste. Den består nemlig af en omgang på den 42,9 km lange rundstrækning i bakkerne umiddelbart syd for Besseges, der på den tidligere rute skulle forceres hele tre gange. Nu skal den bare tilbagelægges en enkelt gang og det betyder, at den gamle nøglestigning, kategori 1-stigningen Col de Trelis (5,4 km, 4,5%) med top efter 6,4 km, nu blot er på programmet en enkelt gang - en stigning, der efter 3 km med ca. 3% stiger med 7,3% over 1 km og 5,5% over de sidste 1400 m. Efter en nedkørsel gælder det den ikke-kategoriserede Col des Brousses (2,6 km, 4,7%), hvis top rundes efter 14,4 km, og som har en ganske stejl midtersektion med 500 m med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,4. Herefter flader det atter ud, mens man kører frem til målstregen. Undervejs passerer man efter 33 km en bakke (900 m, 6,4%), inden stregen krydses efter de 42,9 km, hvor en indlagt spurt er placeret.

Nu gælder det nyskabelsen, der består af en omgang på en 108,6 km lang rundstrækning, der er betydeligt fladere end den foregående. Den sender rytterne ud i terrænet øst for Besseges, hvor det er langt mere overkommeligt end på bakkerne i den umiddelbare nærhed. Den første del er helt flad, inden man skal over den ikke-kategoriserede Barjac (1,9 km, 4,3%) med top efter 81,5 km, inden det gælder hovedudfordringen, kategori 2-stigningen Cote de Majannes-le-Clap (7,3 km, 2,9%), der er lang, men regulær og alt andet end stejl, og som har top efter 100,3 km. Herefter flader det atter ud, inden det kort inden næste målpassage gælder den ikke-kategoriserede Col du Grand Chataignier (8,2 km, 1,9%), der kun nær toppen med 1200 m med 6,1% er en anelse stejl. Toppen passeres efter 144,5 km, hvorefter faldende og fladt terræn leder tilbage til mål, hvor den anden spurt kommer efter 151,7 km.

Som på den gamle rute afsluttes etapen nu med en omgang på en helt flad, 6,8 km lang rundstrækning uden væsentlige tekniske udfordringer. Det sidste sving kommer med 3,1 km igen og derefter går det fladt ind til stregen, idet den sidste kilometer dog stiger med 0,3%.

Etapen byder på i alt 1759 højdemeter.

Klatrerne og klassikerspecialisterne begræder ruteændringen, der vil gøre det meget vanskeligt at skabe nogen form for udskilning. Det så vi sidste år, hvor der ganske vist blev lagt fra land med mange angreb og problemer for sprinterne på stigninger, men hvor det hele alligevel blev samlet til en spurt. Da de fleste venter på weekendens to afgørende etaper, ligner det derfor en chance for sprinterne.

Sidste år blev det hele som sagt samlet til en massespurt, der blev vundet af Marc Sarreau foran Christophe Laporte og Mikel Aristi. Den gamle etape var langt mere selektiv, også selvom det i 2018 endte i en reduceret massespurt, der blev vundet af Sarreau. I 2017 kørte de 19 stærkeste væk, og herfra angreb Lilian Calmejane, som med en solosejr lagde grunden til sin samlede triumf. I 2016 vandt Sylvain Chavanel en spurt i en lille gruppe. Forud for det vandt Bryan Coquard imidlertid en reduceret massespurt to år i træk. I 2013 vandt Jerome Cousin fra et udbrud, og det samme gjorde Pierre Rolland i 2012.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

4. etape

Da det blev meddelt, at løbet igen ville blive fem etaper langt, havde de fleste sikkert regnet med, at det betød, at lørdagsetapen med den klassiske spurt på muren i Laudun ville vende tilbage. Det er imidlertid tilfældet, og i stedet har man sammensat en etape, der med ét forandrer et relativt fladt løb til en sag for folk, der for alvor kan køre opad. Løbets nye kongeetape slutter nemlig på toppen af Mont Bouquet, der med en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 8,9% over 4,7 km vil sikre, at det denne gang er klatrerne, som skal afgøre løbet mellem sig på søndagens afsluttende enkeltstart.

Med en distance på bare 138,7 km er den nye kongeetape en ultrakort sag, som fører feltet fra Le Pont du Gard til toppen af Mont Bouquet i nærheden af Ales, der er vært for søndagens enkeltstart. Fra starten snor man sig mod nord og vest igennem let stigende terræn frem til byen Uzes, hvorfra det går mod nord frem til kategori 2-stigningen Cote de Larnac (2,7 km, 5,0%), der undervejs byder på 3 km med stigningsprocenter på 6-7. Toppen rundes efter 32,6 km, inden man igennem relativt fladt terræn kører mod nord, vest og nord lige forbi målstigningen Mont Bouquet og op til byen Les Fumades-les-Bains, hvor dagens indlagte spurt er placeret efter 60,6 km.

Her tager man hul på 72,5 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges én gang. Den indledes fladt, inden man skal over en ikke-kategoriseret stigning, Tranchee de Mercoirol (6,3 km, 4,8%), der stiger med hele 8,7% over de sidste 1300 m og har top efter 83,5 km. Kort efter skal man over de to sværeste stigninger fra 3. etape, kategori 1-stigningen Col de Trelis (2,5 km, 6,0%), som stiger med 6,4-7,6% over 1500 midtvejs og har top efter 93,5 km. Kort efter gælder det den ikke-kategoriserede Col des Brousses (5,0 km, 3,8%), der kun er stejl på den sidste kilometer, som stiger med 6,9% frem mod toppen, som nås efter 110,9 km.

Rundstrækningen afsluttes med et fladt stykke, inden man med 9,3 km igen er tilbage ved udgangspunktet. Herfra kører man mod syd igennem fladt terræn tilbage til Mont Bouquet, der blev passeret tidligere på etapen. Denne gang drejer man mod øst for at køre op ad kategori 1-stigningen, de over 4,7 km stiger med hele 8,9% i gennemsnit fordelt over 6,3%, 8,9%, 11,8% og 9,5% på hver af de første 4 km og til slut 7,4% over de sidste 700 m. Stigningen går via en let bugtende vej, men på den sidste kilometer er der to hårnålesving, det sidste lige inden stregen.

Etapen byder på i alt 2181 højdemeter.

Mont Bouquet er ikke tidligere blevet besøgt af løbet, men det synes at være en sand perle, arrangørerne har fundet. Der er tale om en brutal stigning, som hører til blandt de sværeste, det professionelle felt vil tackle så tidligt på sæsonen, og dermed tippes løbet i den grad i retning mod klatrerne. Nok venter der en enkeltstart, men har en af de lette folk en forrygende dag, er stigningen rigeligt svær til, at man her kan lægge grunden til den samlede sejr i det, der må blive et af årets første store klatreslag.

Mont Bouquet har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

5. etape

Siden 2012 er løbet hvert år sluttet med den samme enkeltstart i Alés, og afslutningsetapen har udviklet sig til en klassiker tidligt på sæsonen. Ruten er nemlig ganske speciel, da den er stort set helt flad, men afsluttes med en ganske stejl bakke i udkanten af byen. Det har betyder, at de rene specialister som regel er kommet til kort og har givet muligheder for mere alsidige ryttere. I samtlige tilfælde har det samtidig været den klart vigtigste etape, og selvom det ikke nødvendigvis er tilfældet i år, er det stadig en nøgledag for alle, der drømmer om at vinde sæsonens første europæiske etapeløb.

Etapen er 10,74 km lang, starter og slutter i Alés og kan inddeles i to dele. De første knap 8 km er helt flade og består af en kort tur mod nord og vest gennem et par sving og dernæst frem og tilbage mod nord og syd langs floden Gardon d’Ales, der gennemløber byen. Efter at være vendt tilbage til området nær starten krydser man imidlertid floden, inden man fortsætter mod syd ned langs vandet. Her drejer man mod vest ind på den 2,9 km lange Montee de l’Hermitage-stigning, som er en ganske stejl affære, der endda byder på et par hårnålesving. Den gennemsnitlige stigningsprocent er måske nok blot 4,8, men efter 1500 bløde meter med stigningsprocenter på mellem 2 og 5,5 stiger det over 500 m med hele 8,0%, inden 500 m med 3,2% efterfølges af de afsluttende 400 m, der stiger med 6,4%. Målet er placeret på toppen. Efter en kringlet afslutning med to hårnålesving og et skarpt sving lige inden stregen.

I 2016 gjorde man det flade stykke en anelse længere, men den ændring har man siden sidste år droppet, hvormed den samlede distance er reduceret med 1200 m. Etapen har siden dengang været helt uforandret.

Etapen byder på i alt 181 højdemeter.

Den blandede rute gør, at etapen har passet godt til både enkeltstartsspecialister, der drager fordel af det flade stykke, og eksplosive puncheurs, der kan gøre en forskel på den sidste stigning. Derfor er de helt tunge drenge som regel udelukket fra kampen om sejren, ligesom man har set eksplosive klassikertyper, der ikke nødvendigvis er gode i kampen mod uret, forsvare sig godt. Den lidt kortere distance favoriserer sidstnævnte, men etapen vil formentlig atter blive vundet af en god temporytter, der samtidig kan klatre, samtidig med at de bedste ryttere fra 4. etape ventes at skulle afgøre kampen om den samlede sejr.

Sidste år tog Christophe Laporte en uhyre kneben sejr med mindre end et sekund ned til Tobias Ludvigsson og 13 sekunder ned til både Jimmy Janssens og Bauke Mollema. I 2018 sejrede Tony Gallopin for anden gang i træk, og efter hele tre andenpladser var det denne gang nok til også at sejre sammenlagt. I 2017 var Gallopin for første gang bedst efter i mange år at have været tæt på, men det rakte kun til den samlede andenplads bag Lilian Calmejane, der på andenpladsen tabte bare 13 sekunder. Etapen er herudover blevet vundet af de alsidige specialister Jerome Coppel (både i 2012 og 2016), Bob Jungels, Tobias Ludvigsson og Anthony Roux. Sejrmarginerne har to gange været under fem sekunder, men i tre tilfælde har den ligget på mellem 15 og 20 sekunder, og i 2012 sejrede Coppel endda med hele 26 sekunder i en sand magtdemonstration.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Favoritterne

Hvis man troede, at man kendte Etoile de Besseges, kan man godt tro om. Løbet er ellers en institution i den tidlige del af sæsonen, og terrænet har stort set altid været temmelig. I gamle dage var det mest af alt et sprinterløb, indtil man i 2012 indførte enkeltstarten, og siden dengang har de 10 km i Ales stort set altid været altafgørende.

Sådan er det ikke længere. Der er en grund til, at de bedste franske sprintere, der ellers meget ofte har startet deres sæson her, alle har valgt løbet fra. Ganske vist er de tre første etaper stadig relativt flade, men de stigende afslutninger på 1. og 2. etape betyder, at de tunge folk er helt ude af billedet. Og hvor en tempostærk sprinter som Christophe Laporte har kunnet vinde løbet, ligesom også Kris Boeckmans og John Degenkolb har været på podiet, er det nu helt slut for sprinterne med at drømme om klassementet. I år er løbet et ”rigtigt” etapeløb for de klassiske klassementsryttere.

Det skyldes naturligvis inklusionen af Mont Bouquet. Der er tale om en seriøs stigning, og selvom den er relativt kort, er den rigeligt stejl til at gøre forskelle. Det er stadig mest en sag for relativt eksplosive klatrere, men i et felt, hvor der er meget få klatrestærke typer, er den så seriøs en udfordring, at den reelt eliminerer det meste af feltet fra overhovedet at spekulere på klassementet.

Altafgørende er den imidlertid ikke. Forskellene mellem de bedste kan sagtens være små, og så kommer enkeltstarten også i spil i det nye format. Den er imidlertid meget speciel, idet den hårde stigning mod slutningen betyder, at den typisk passer godt til eksplosive ryttertyper, der ikke nødvendigvis excellerer i kampen mod uret. Således ender ardennerspecialister ofte meget langt fremme, idet de kan forcere den korte, stejle stigning hurtigere rivalerne. Samtidig har de helt tunge specialister ingen chance på den kuperede rute. Den er dog ikke hårdere, end at Christophe Laporte sejrede sidste år, og derfor er den ikke altid helt let at greje.

Tidligere har bonussekunder været helt afgørende, men da det ikke længere er sprinterne, der skal køre om sejren, vil det ikke i samme grad være tilfældet. Bonussekunderne på kongeetapen kan stadig være vigtige, men en god spurt er ikke længere et krav for at kunne vinde.

Det sidste traditionelle nøgleelement lever imidlertid stadig. Vi har før set, hvordan den kølige februarvind i mistralområdet har kunnet rive feltet i stumper og stykker, og den risiko består naturligvis fortsat, da løbet foregår i det vanlige område. Det kan den også blive i år, hvor 1. etape ser ud til at blive uhyre blæsende. Desværre ser der primært ud til at være med- og modvind, så det er ikke sikkert, at det splitter på, men vinden har i hvert fald den rette styrke. Til gengæld ser resten af ugen ud til at blive stille og solrig bortset fra en våd afsluttende enkeltstart, og det er derfor kun på 1. etape, at vinden kan blive et tema.

Hvis ikke vinden spiller ind, bør de tre første etaper ikke komme i spil. Nok er finalerne på 1. og 2. etape hårde, men ikke for hårde til de hårdføre sprintere. Derfor bliver der næppe bonussekunder til klassementsrytterne. Den gamle kongeetape fredag blev som sagt gjort meget lettere sidste år, og det betød, at et stort felt spurtede om sejren, selvom der blev kørt cykelløb hele dagen. I år har de store navne ingen grund til at tage chancer, og de vil i stedet spare sig til den afgørende weekend. Derfor ligner det i år en sprinteretape.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Dermed vil løbet blive vundet på kongeetapen og enkeltstarten samt muligvis sidevinden på 1. etape, og dermed er det et løb for traditionelle etapeløbstyper. Som sagt er feltet temmelig klatresvagt, og Mont Bouquet eliminerer så mange navne, at det reelt kun er meget få, der reelt kan drømme om sejren.

Af dem er det svært ikke at have at have Pierre Latour som favorit. På papiret er han løbets bedste klatrer, og han er endda en eksplosiv og hurtig type, der vil elske finalen på Mont Bouquet, der er stejl, men ikke for stejl for den relativt store franskmand. Efter sin lange skadespause i 2019 kom han stærkt tilbage med en hæderlig Vuelta og et stærkt Lombardiet, og han synes at være helt tilbage på sporet. Samtidig har han for bane at starte stærkt, de eneste år i Australien, men tidligere også i dette løb, hvor han i karrierens første år blev hhv. nr. 7, 7 og 4.

Det er dog ikke kun kongeetapen, der er hans våben. Enkeltstarten i Ales passer nemlig fremragende til den tempostærke franskmand, der er dobbelt fransk mester og sidste år blev nr. 6 på Vueltaens enkeltstart. Allerede inden han fandt sin indre tempomaskine, blev han nr. 3 på netop denne enkeltstart, der passer perfekt til en fyr med power på det flade og punch på bakken. Latour er ikke blot dem bedste klatrer, han er også meget komplet. Derfor er han manden, der skal slås.

Hans værste rival kunne meget vel være Diego Rosa. Modsat Latour har italieneren allerede løb i benene, da han blev hhv. nr. 4 og 5 i de to hårde endagsløb på Mallorca. Dermed fik han bekræftet, at han er tilbage efter sin kyssesyge - en tendens, vi også så i særligt Kina i oktober. Rosa manglede lidt på Mallorca, men i dette felt vil han utvivlsomt være blandt de stærkeste på Bouquet, der passer godt til en klassikerfyr som ham. Tempospecialist er han ikke, men han har før kørt fremragende enkeltstarter på kuperede ruter, som da han grundlagte sin sejr i Coppi e Bartali i 2018 ved at blive nr. 2 på enkeltstarten, eller da han blev nr. 5 på enkeltstarten i Valencia i 2016. Han er stadig meget svingende på sine tidskørsler og har ikke Latours klasse, men rammer han en af sine gode dage, kan han ende med at vinde enkeltstarten. Sker det, er der gode chancer for, at han også løber med den samlede sejr.

Valentin Madouas lagde fremragende fra land i Marseille, hvor han sammen med Benoit Cosnefroy og Jesus Herrada kørte væk på den svære Cretes-stigning. Dermed har han vist, at han er i form fra start, og som ardennerspecialist bør han være begejstret for Bouquet. Måske er den en anelse for lang for ham, men som vi så i Giroen, er han efterhånden også blevet ret modstandsdygtig på længere stigninger. Han er reelt en vinderkandidat til kongeetapen, men udfordringen er enkeltstarten. Madouas er ikke specialist, og selvom han har fordel af bakken, er han i de seneste år kun blevet nr. 9 og 15 på netop denne enkeltstart. Det kan gør det svært at kæmpe mod særligt Latour, men til gengæld udvikler han sig også så hastigt, at han må formodes at gøre det endnu bedre end for et år siden, hvor han tabte 30 sekunder til den sejrende Laporte.

Løbets måske største joker er Benoit Cosnefroy, der med sejren i Marseille nok engang satte en streg under, at han har udviklet sig enormt, efter at han gennemførte sin første grand tour under Touren - ikke mindst fordi det var ham, der var stærkest på den svære Cretes-stigning. Siden da har han været helt ustoppelig i et efterår, hvor han var skræmmende stærk også mod verdens bedste i Montreal, og han er åbenlyst fortsat, hvor han slap. Spørgsmålet er bare, om dette løb passer ham ideelt. Han har stadig til gode at være med de bedste på så lang en stigning, og Bouquet vil formentlig vise sig at være lidt for svær. Samtidig er han alt andet end temporytter, og da han for hidtil eneste gang kørte enkeltstarten i Ales, blev han blot nr. 23. Selvom bakken betyder, at han godt kan gøre det overraskende godt, vil han næppe kunne true Latour. Ham skal han så slå på kongeetapen, og her er stigningen formentlig lidt for lang. Omvendt udvikler han sig så hastigt, at han sagtens kan overraske igen. Og kan han også bruge sin nye hurtighed til at samle lidt bonussekunder op, er intet umuligt. Klatreren Francois Bidard kan også gøre det hæderligt, men ikke vinde.

En anden meget spændende kandidat er Simon Clarke. Den lille australier havde sin bedste sæson i 2019, og han lagde blandt andet meget stærkt ud i februar. Gør han det igen, er dette løb bestemt ikke uden for rækkevidde. Mont Bouquet er på papiret en anelse for lang, men i dette flet kan han sagtens forsvare sig. Udfordringen er enkeltstarten, men ligesom resten af EF forbedrede han sig ganske markant i 2019, hvor han gjorde det langt bedre end tidligere i kampen mod uret. Han går efter at kopiere modellen fra sidste år, og hvis han starter lige så stærkt ud, vil han være med fremme igen i dette løb.

Lilian Calmejane er en svær størrelse at vurdere. Han var flyvende i 2018, men i 2019 faldt han helt sammen. Heldigvis blomstrede han op mod slutningen, hvor han vandt i Limousin og imponerede i Arctic Race. Han har altid været kendt for at være flyvende fra sæsonstart, som da han vandt dette løb i 2017, men netop derfor var det måske ildevarslende, at han ikke kunne gå med Cosnefroy, Herrada og Madouas i Marseille. I forvejen er Bouquet måske lidt for svær til at passe ham ideelt, men han viste i Norge sidste år, at han kunne gøre det godt på en endnu stejlere stigning. Enkeltstarten er heller ikke hans kop te, men i kraft af sin eksplosivitet er han faktisk blevet nr. 2 og 6 i sine to første forsøg. Derfor kan han forsvare sig hæderligt, men først skal han vise, at skuffelsen i Marseille ikke var udtryk for dårlig form, og det skal ske på Bouquet på lørdag.

Jonathan Hivert er som altid en joker. Han plejer at være flyvende fra sæsonstart, men han var ikke imponerende i Marseille. I forvejen fandt han kun sjældent benene i 2019, men han viste dog klassen med sejren i GP Miguel Indurain. Han har tidligere vundet på La Camperona i Vuelta a Castilla y Leon, og dermed kan han begå sig på Bouquet, selvom den nok er en anelse for lang til at passe ham perfekt. Selv hvis han skulle flyve der, vil han dog få det svært på enkeltstarten, hvor han tidligere er blevet nr. 7, 9, 5 og senest 11, men altid har tabt lidt for meget tid til de bedste, også selvom 9. pladsen i 2013 var nok til at vinde løbet samlet.

Læs også

Charmig udtaget til stor klassiker

En anden joker er Alberto Bettiol. Italieneren chokerede hele cykelverdenen med sin 2. plads på enkeltstarten i Tirreno, og selvom han aldrig nåede samme højder igen, kørte han stadig gode enkeltstarter gennem hele sæsonen. Denne eksplosive enkeltstart burde passe ham helt perfekt, hvis han allerede er i form, men til gengæld er Bouquet en udfordring. Han viste i Tirreno sidste år, at han på sine gode dage kan overvinde ganske vanskelige udfordringer, men han bør få det lidt for svært på denne bakke, der vil kræve, at han er i topform, hvilket ikke er tilfældet først i februar. Danske Magnus Cort klatrer på sine store dage fremragende, men han er næppe i form til at køre klassement, især fordi enkeltstarten også er e for stor udfordring.

Cofidis satser på Nicolas Edet, men han var en af de ryttere, der skuffede i Marseille. Han har da heller aldrig været i topform fra sæsonstart. På den anden side er klatrefeltet svagt, og Edet er på papiret en af de bedste på denne type eksplosive stigninger, der passer ham glimrende. Enkeltstarten ligger heller ikke helt dårligt til manden, der ikke er specialist, men tidligere har overrasket på en kuperet rute i Touren. Det er derfor formen, der primært gør ham tvivlsom. Holdet har også Jose Herrada, der vil gøre det godt på stigningen, men får det svært på enkeltstarten, samt Anthoy Perez, der dog vil finde kongeetapen for svær.

Xandro Meurisse havde ikke diamanter i benene i Marseille, men det ændrer ikke på, at han på papiret er en af de bedste på en kort, eksplosiv stigning som denne. Han nåede nye niveauer på stigninger af denne længde med 3. pladsen på La Planche des Belles Filles under Touren, men han har til gengæld aldrig været den hurtigste starter. Formen synes endnu ikke i top, og lægger man dertil, at han bestemt ikke er nogen tempomaskine, bliver det svært for ham at vinde. Circus har også Aime De Gendt, men denne bakke bør være for hård for ham.

Nippo stiller med Mauro Finetto, der på sine ældre dage har lært at køre stigninger af denne længde. Til gengæld havde han det svært i 2019, og han var ikke just flyvende i Marseille. Da han tillige får det svært på enkeltstarten, vinder han ikke, selvom han skulle gøre det godt lørdag. Holdets bedste bud var nok Jose Goncalves, men hans præstation i Marseille tyder slet ikke på form. Til gengæld skal det blive interessant at se stortalentet Binyam Ghirmay fortsætte de fine takter fra Afrika, men selvom han klatrer fornuftigt, er han mere puncheur, hvorfor stigningen her nok er for svær.

En solid kandidat kunne være Julien Antomarchi. Han har ganske vist ikke ry for at være i form fra start, men han var ganske stærk i Afrika og var blandt de mest aktive i finalen i Marseille. Når han er i form, er han en af de bedre klatrere i dette felt, og han har tidligere kørt fornemme enkeltstarter, blandt andet med bronze ved de franske mesterskaber sidste år og placeringer som nr. 11 og 12 på denne enkeltstart. Han fandt dog aldrig helt sit gamle niveau sidste år, og spørgsmålet er, om han stadig klatrer godt nok til at være med helt fremme, selvom han på papiret har hele pakken.

FDJ satser på Madouas, men har også en glimrende løjtnant i Kevin Geniets. Han var blandt de ni, der samledes på toppen af Cretes i Marseille forleden, og han har dermed vist form. Han forbedrede sig fint i 2019, og i dette felt ligner han en af løbets bedre klatrere. Enkeltstarten er til gengæld ikke hans spidskompetence, og den bliver formentlig en dyr affære. Holdet har også den unge klatrer Simon Guglielmi, men vi skal nok ikke have alt for store forventninger i dennes sæsondebut.

CCC har den unge Georg Zimmermann, der sidste år blev nr. 5 i Tour de l’Avenir. Han bør have frie tøjler til at teste sig selv på kongeetapen, men det vil være meget at forlange, at han allerede nu skulle køre med de bedste. Dertil kommer, at enkeltstarten ikke er hans spidskompetence, og der skal derfor sættes tid i banken på kongeetapen, hvis det skal blive til et stort resultat.

NTT har på papiret en af de bedste klatrere i Ben O’Connor, men efter et katastrofalt 2019 sad han end ikke med feltet hjem i Marseille. Det tyder ikke på nogen oprejsning, men overrasker han bør han være med fremme på kongeetapen. Enkeltstarten er dog en udfordring. Michael Valgren var ikke med i front i Marseille, og derfor må Bouquet, der i forvejen er for svær, nok være lidt for hård kost, ligesom enkeltstarten også vil koste. Sidste år kørte han dog så stærkt i Algarve, at der er grund til at tro, at han kan køre et hæderligt klassement. Stigningen er for svær for Edvald Boasson Hagen i hans nuværende forfatning, også selvom han kan køre en god enkeltstart.

Sidste år blev Jimmy Janssens nr. 3 i løbet, men han får det sværere på denne hårdere rute. Ganske vist klatrer han fint, men han er mere bakkerytter end klatrer. I forvejen lykkedes det ham aldrig at finde sin bedste form igen senere på sæsonen. Det bliver derfor næppe en gentagelse, men lægger han lige så stærkt ud som for et år siden, vil han kunne gøre det hæderligt.

Trek vil sikkert satse på Julien Bernard, men han så skidt ud på Mallorca. B&B må tilsyneladende sande, at Arthur Vichot stadig ikke er sig selv efter sin virussygdom, og Sebastian Schönberger og Cyril Barthe klatrer ikke godt nok til at være med helt fremme. Eliot Lietaer burde normalt være kandidat, men han faldt helt igennem i Marseille og ligner ikke en mand i form. Den lille klatrer Adrien Guillonnet havde potentiale til at overraske efter præstationen på Mont Ventoux sidste år, men han var helt væk i Marseille og synes ikke i form

OPDATERING: Ag2r har udtaget den talentfulde klatrer Aurelien Paret-Paintre, der skal hjælpe Latour og Cosnefroy, men også selv kan gøre det hæderligt. Julien Bernard stiller til gengæld ikke til stat for Trek.

***** Pierre Latour

**** Diego Rosa, Valentin Madouas

*** Benoit Cosnefroy, Simon Clarke, Lilian Calmejane, Jonathan Hivert, Alberto Bettiol

** Nicolas Edet, Xandro Meurisse, Mauro Finetto, Julien Antomarchi, Kevin Geniets, Jose Herrada, Georg Zimmermann, Ben O’Connor, Jimmy Janssens, Aurelien Paret-Peintre

*  Michael Valgren, Francois Bidard, Binyam Ghirmay, Simon Guglielmi, Magnus Cort, Arthur Vichot, Jose Goncalves, Eliot Lietaer, Sebastian Schönberger, Edvald Boasson Hagen, Adrien Guillonnet, Anthony Perez

Danskerne

Magnus Cort gør debut for EF, hvor han burde få frit spil til at gå efter en etapesejr på de første tre etaper, hvoraf særligt de to første passer ham, ligesom en formstærk Cort faktisk også kan køre et hæderligt klassement. Michael Valgren er til start for NTT og kan måske køre et fornuftigt klassementet, selvom ruten er for hård til, at han kan være med helt i front. Hos sig har han Andreas Stokbro, der formentlig skal hjælpe med at sætte Edvald Boasson Hagen i scene på de første tre etaper.