Optakt: Etoile de Besseges

Løbets rolle og historie

Inden nye løb begyndte at dukke op i varmere områder, var Sydeuropa stedet, hvor man indledte sæsonen. Derfor er det ingen overraskelse, at den traditionelle sæsonåbning i Europa har bestået af to sydfranske løb, GP La Marseillaise og Etoile de Besseges. I de senere år er der imidlertid endnu tidligere blevet trampet i pedalerne på europæisk grund i Mallorca, men det har ikke ændret på, at mange ryttere har holdt fast i, at de to franske begivenheder er det bedste sted at komme i gang.

Konkurrencen har dog været stærkt tiltagende med nye løb i Australien, Argentina, Colombia og Mellemøsten samt det genopstandne Volta a la Comunitat Valenciana, og det har kun haft en kedelig effekt på det franske etapeløb Det har kostet lidt det historiske løb, idet folk i stigende grad har søgt mod Mellemøsten og Den Iberiske Halvø. De franske hold har imidlertid fortsat foretrukket deres hjemmebaneløb, og selvom Middelhavet Rundt stadig savnes, betyder det stadig relativt nye etapeløb Tour De La Provence, der afvikles senere på måneden, at Frankrig kan tilbyde en imponerende flot januar/februar-kalender, der også består af GP La Marseillaise, Tour du Var og endagsløbene Classic Sud-Ardeche og Drome Classic.

Mens GP La Marseillaise har mistet sin status som det første europæiske endagsløb, er Etoile de Besseges fortsat det første etapeløb på sportens hovedkontinent - nu sammen med Volta a la Comunitat Valenciana. Selvom det afvikles i Sydfrankrig, har det imidlertid ofte været plaget af dårligt vejr, og etaper er før blevet aflyst eller forkortet. I 2015 protesterede rytterne endda på anden etape, hvor de kørte i bidende kulde.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Terrænet er imidlertid perfekt til et løb på denne tid af sæsonen, idet det er uden helt store udfordringer. Arrangørerne sammensætter ofte et program bestående af korte etaper, der domineres af sprintere, som har masser af muligheder i løbet af de fem dage. Et par mere kuperede etaper gør det muligt at få lidt udskilning, og det er før lykkedes udbrydere at tage den samlede sejr, specielt hvis vejret har været dårligt. I de senere år har arrangørerne indført en enkeltstart på sidstedagen, og den velkendte rute med den hårde bakke i Alés har allerede udviklet sig til lidt af en klassiker. Den har samtidig tippet balancen væk fra sprinterne, og det har nu været enkeltstartsrytterne, der har domineret. Som noget nyt indførte man i 2020 en hård bjergfinale, som afgørende ændrede karakteren af et løb, der hidtil har været ganske fladt, men den udgår i 2021, hvor man med to puncheurfinaler dog stadig har en vanskeligere rute end tidligere.

Løbet blev første gang afviklet i 1971 på initiativ af Fangille Roland. I 1974 blev det til et etapeløb, og allerede tidligt lykkedes det at tiltrække udenlandske stjerner. Således var folk som Barry Hoban, Gerrie Kneteman, Willy Planckaert, Sean Kelly, Dietrick Thurau og Leo Van Vliet alle på podiet i løbet af de første 10 år, og faktisk var der i årene 1981-1984 end ikke en franskmand blandt de første 3. Ronan Pensec vandt i 1987, men bortset fra hans sejr lykkedes det ikke en lokal rytter at vinde i årene mellem 1979 og 1993, hvor Armand de Las Cuevas brød den udenlandske dominans. Det fortsatte op gennem 1990erne og de tidlige 00ere, hvor blandt andre Robbie McEwen og Fabio Baldato vandt samlet. Efterhånden som der er kommet flere alternativer til de franske løb, er det imidlertid i stigende grad blev en fransk affære, og i årene 2009-2016 lykkedes det kun Bob Jungels og Tobias Ludvigsson at bryde en fransk stime, der inkluderer vindere som Thomas Voeckler, Samuel Dumoulin, Jerome Coppel, Jonathan Hivert, Lilian Calmejane, Tony Gallopin, Benoit Cosnefroy, Christophe Laporte og Anthony Ravard.

Det er ingen hemmelighed, at mange løb kæmper med økonomiske problemer, og selvom Frankrig har været ramt mildere end andre lande, er man ikke gået fri. Desværre blev Etoile de Besseges også ramt, og arrangørerne afviklede udgaverne i både 2017 og 2018 med et betydeligt underskud. Det førte til, at man arbejdede med planer om i 2018 at afvikle løbet over bare to dage eller at flytte det permanent til området omkring Alés, hvor bystyret var villige til at investere i begivenheden. Det lykkedes i første omgang at finde en løsning, men i 2019 gik den ikke længere. Derfor blev den udgave reducereret fra de hidtidige fem til bare fire dage. Til gengæld havde Dubai Tours forsvinden haft en meget gavnlig effekt på feltet, der med hele fem WorldTour-hold var langt stærkere og mere internationalt, end det havde været i umindelige tider.

Heldigvis er den løbet nu i god gænge, og i 2020 oplevede man faktisk en sand renæssance med en tilbagevenden til fem etaper og et felt på nu hele 8 WorldTour-hold. I år er det gået endnu bedre, fordi coronakrisen og de mange aflysninger betyder, at alle de store hold nu flokkes om at deltage i det europæiske løb. Arrangørerne har reelt kunne vælge og vrage og kan i sidste ende præsentere et felt med hele 11 af de 19 WorldTour-hold, herunder storhold som Ineos og Bora, der aldrig tidligere blot har overvejet at deltage i det relativt lille franske løb. Og startlisten tæller et hav af verdensstjerner, som man normalt ikke er kommet i nærheden af.

Sidste år var ruten som sagt hårdere end tidligere med både den klassiske enkeltstart og en bjergfinale. Ganske overraskende lykkedes det Alexys Brunel at snyde feltet på den nye puncheuretape, som indledte løbet, men på kongeetapen måtte han afgive førertrøjen til den uhyre formstærke Benoit Cosnefroy, der med en 7. plads på den sidste enkeltstart sikrede sig den samlede sejr med bare 13 sekunder til Alberto Bettiol, der ellers var kørt fra franskmanden på kongeetapen og havde vundet enkeltstart, og 14 sekunder ned til Brunel, der fik en imponerende start på sin professionelle karriere. Cosnefroy skulle have forsvaret sin titel, men det fik en dum knæskade sat en stopper for, og derfor bliver Bettiol og Brunel, der begge vender tilbage, eneste gengangere fra sidste års podium.

Ruten

I 2012 introducerede man som nævnt en enkeltstart og kom derved af med sin status som et sprinterløb. Dengang var det Jerome Coppel, der med en sublim præstation i kampen mod uret tog den første af to samlede sejre, og siden da havde løbet det samme format, hvor mange etaper er blevet benyttet uforandret år efter år.

Det ændredes der afgørende på i 2019. Ikke blot blev løbet som sagt forkortet fra fem til fire dage, hvilket skete på bekostning af lørdagens klassiske puncheurspurt på Muren i Laudun, resten af løbet blev også gjort langt lettere. Det skete ved, at den ellers så velkendte kongeetape var gjort betydeligt nemmere og nu blot blev endnu en sprinteretape sammen med de to indledende etaper. Tidligere havde det ellers været netop denne etape, der sammen med enkeltstarten og eventuelle bonussekunder havde været afgørende, men nu kunne det hele koges ned til et opgør om tidsbonus samt den afsluttende enkeltstart.

Tilsyneladende forstod arrangørerne, at løbet blev lidt for ensformigt. I 2020 var der nemlig nytænkning over hele linjen i det nu igen fem dage lange løb. Faktisk var den stadig meget lettere ”kongeetape” nu den eneste rigtige sprinteretape, mens der til gengæld var en ny stigende spurt på 2. etape, en rigtig puncheurspurt på 1. etape samt som noget helt atypisk en rigtig lille bjergafslutning på Mont Bouquet på 4. etape, inden det hele afsluttede med den klassiske enkeltstart i Ales. Det gav et langt mere udfordrende og klatretungt løb end tidligere, og da vinden også spillede ind, blev forskelle langt større end normalt.

Sådan bliver det næppe i år. Ganske vist holder man fast i ideen om nytænkning, men bjergafslutningen på Mont Bouquet er igen ude, og det samme er den stigende spurt på 2. etape. Nu ligner det i stedet en lækkerbisken for eksplosive puncheurs, der får hele to chancer for at vinde sekunder og bonus inden den igen helt, helt afgørende enkeltstart. Første chance kommer på førstedagen, hvor den fascinerende finale på den lille Cot de la Tour vender tilbage, og siden kommer endnu en mulighed på 4. etape, hvor en knap dobbelt så lang bakke på 1100 m venter som afslutningen. Sprinterne får imidlertid også bedre muligheder end sidste år, da de kan se frem til en helt klassisk, men potentielt vindblæst chance på 2. etape og igen på den stadig meget lettere ”kongeetape” på 3. etape. Med fraværet af Mont Bouquet er det dog igen i helt udpræget grad sidstedagen, der bliver afgørende med den klassiske og meget alsidige afsluttende enkeltstart i Ales, hvor man efter 8 flade kilometer slutter på den 2,5 km lange og ganske stejle Hermitage-stigningen, der altid har været helt essentiel i at kåre den samlede vinder af årets første franske etapeløb.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

1. etape

Siden 2011 er løbet blevet indledt med en flad sprinteretape, der har ført feltet på en tur rundt i terrænet omkring start-og målbyerne Bellegarde og Beaucaire, men den model ændrede man på i 2020. Her flyttede målet nemlig til Bellegarde, der således var vært for både start og afslutning, og i den forbindelse rykkede man målet til den lille bakke Cote de la Tour. Med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,3 over 600 m er der tale om en klassisk puncheurafslutning, der sidste år gav et noget anderledes udfald end den vanlige massespurt. Det vil den også gøre i år, hvor samme afslutning ventes at bringe en eksplosiv afslutning i den første førertrøje.

Igen i år er der tale om en kort etape på bare 143,6 km, som altså nu har både start og mål i den tidligere startby Bellegarde. Den består af to rundstrækninger, hvoraf den første 51,6 km og henlagt til området nord for Bellegarde. Her kører man igennem fladt terræn mod nord og nordøst, inden man i det nordøstligste punkt vender rundt for herefter at følge Rhone-floden mod sydvest og syd ned til den gamle målby Beaucaire, inden det igennem fladt terræn går mod sydvest tilbage til Bellegarde, hvor man dog ikke krydser målstregen. I stedet kører man en pointspurt efter 50,5 km og drejer derefter umiddelbart inden målbakken mod højre for at køre yderligere en hel omgang igennem det flade terræn, men når man vender tilbage til målbyen for anden gang, kører man først den anden pointspurt efter 102,2 km, hvorefter man efter 103,3 km kører hele vejen over stregen på toppen af kategori 2-stigningen Cote de la Tour (600 m, 6,9%).

Den anden rundstrækning er 40,3 km, lige så flad som den forrige. Den er denne gang henlagt til området syd for byen. Først kører man mod sydøst ned til Fourques, inden man følger Rhone mod nord op til Beaucaire, hvorefter man atter kører mod sydvest tilbage til Bellegarde, hvor målstregen er placeret på toppen af Cote de la Tour, der atter tæller som kategori 2-stigning (600 m, 6,9%), og som byder på tre 200 m-segmenter med stigningsprocenter på hhv. 7,6%, 10,5% og 1,3%. En lang lige vej over mere end 10 km afbrydes af et blødt venstresving med 900 m igen, hvorefter en bugtende vej leder op ad den 600 m lange bakke.

I forhold til sidste år er etapen ændret ved, at de to rundstrækninger er forlænget, og at man ikke skal over målstigningen efter de to omgange på den første rundstrækning. Derudover har man droppet den afsluttende finalerundstrækning inde i byen. Samlet set betyder det, at Cote de la Tour skal passeres to og ikke som sidste år fire gange. Målstregen er tillige flyttet, så den nu er placeret på toppen af bakken og ikke et par hundrede meter længere fremme.

Etapen byder på bare 459 højdemeter.

Det er et interessant twist arrangørerne har føjet til en normalt helt klassisk sprinteretape, og vi så sidste år, at det gav en herlig finale. Vinden er altid farlig, og sidste år var etapen allerede sprængt til astomer inden spurten op ad bakken, hvor udbryderen Alexys Brunel akkurat sejrede foran suveræne Benoit Cosnefroy, der på bakken slog huller på 2 sekunder ned til Edward Planckaert, 4 sekunder ned til Alex Kirsch og 7 sekunder ned til en gruppe på seks mand. Det vidner om, at det er en perfekt finale for eksplosive puncheurs som Cosnefroy, men også en stærk sprinter som Planckaert, og det må formodes, at det er disse ryttertyper, der skal slås om sejren.

Bellegarde har i syv år i træk været startby for 1. etape, men vendte tilbage som målby i 2020, hvor Alexys Brunel fra et udbrud akkurat holdt Benoit Cosnefroy, Edward Planckaert og resten af feltet bag sig i den nye finale på Cote de la Tour. Forinden skal vi helt tilbage til 2012 for at finde sidste gang, der var mål i byen. Her slog Nacer Bouhanni en ung Marcel Kittel og Bobbie Traksel i en flad massespurt, mens Yauheni Hutarovich var hurtigere end Anthony Ravard og Bjorn Leukemans dagen forinden. I 2019 vandt Dylan Groenewegen en spurt på en hård sidevindsetape i Paris-Nice i byen.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

2. etape

Mens 1. etape stort set altid har været den samme - men altså ikke i 2020 og 2021 - varierer målet for 2. etape. Starten har som regel gået fra Nimes, men herefter har der været plads til variation og opfindsomhed. Et fast kendetegn har dog været, at terrænet har været fladt, men også den trend blev brudt i sidste års innovative udgave. I år er det hele mere klassisk med en relativt flad rute i området nordvest for Nimes, men som altid skal man i den grad tage sig i agt for sidevinden i den blæsende region.

Også 2. etape er en relativt kort sag, der fører feltet over bare 153,8 km fra Saint Genies de Malgoires til La Calmette, der begge ligger som nabobyen et stenkast nordvest for Nimes. Fra start kører man igennem småkuperet terræn mod nord, vest og sydvest ned til en lille rundstrækning, hvor man kører en omgang. Herefter går det mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Montagnac (1,4 km, 5,3%), der er en jævn stigning med top efter 23,9 km.

Herefter fortsætter det småkuperede terræn, når man fortsætter mod sydøst, inden man snor sid mod syd og sydøst ned til etapens sydligste punkt, der nås i Clarensac efter en længere nedkørsel. Her vender man rundt for at køre mod sydøst op ad en kategori 1-stigning (2,7 km, 4,1%), der ligeledes er en regulær stigning, og som har to efter 48,1 km, hvorefter det går mod nord igennem terrænet, der nu næsten er helt fladt. Det flade terræn fortsætter, når man kører mod nordøst frem til La Calmette, hvor målstregen krydses i forbindelse med den første spurt efter 64,3 km.

Nu køres en omgang på en 57,4 km lang rundstrækning. Indledningsvis kører man mod nordøst, inden man snor sig mod vest igennem fladt terræn frem til startbyen. Herfra kører man første del af ruten endnu en gang, hvilket betyder, at man atter skal over Cote de Montagnac (1,4 km, 5,3%) efter 45,6 km. Efter stigningen fortsætter man denne gang dog mod sydøst og siden nordøst igennem fladt terræn tilbage til målbyen, hvor stregen i forbindelse med den anden indlagte spurt krydses efter 121,7 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 32,1 km lang rundstrækning, der er en forkortet udgave af den forrige. Den indledes på samme måde som den forrige, men når man med 13,6 km igen når frem til startbyen, skærer man delen med stigning af. I stedet kører man igennem fladt terræn mod syd, inden man slutteligt kører mod nordøst ad samme vej som tidligere tilbage til La Calmette. Efter et venstresving med 4,6 km igen er eneste udfordring en rundkørsel, man skal lige igennem med 500 m igen, og finalen er stort set helt flad, idet sidste kilometer bare stiger let med 0,4% i gennemsnit.

Etapen byder på i alt 1610 højdemeter.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Efter sidste års eksperiment med en let stigende finale er dette en helt klassisk 2. etape. Ganske vist er der mindre bakker undervejs, men udfordringen er vinden, der før har revet feltet itu netop i området omkring Nimes. Det kan sagtens ske igen i et sandt sidevindsdrama, men på en mere stille dag er der i stedet lagt op til en helt klassisk sprinteretape.

La Calmette har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

3. etape

I gamle dage var eneste chance for at gøre forskelle på stigninger den traditionelle kongeetape omkring byen Besseges, der har lagt navn til løbet. Efter adskillige år med den helt samme rute blev den imidlertid i 2019 ændret så markant, at der aldrig var tvivl om, at den ville ende i en massespurt. Den nye rute genbrugtes i 2020 i et helt uændret format, men i 2021 laves der om på tingene. Løbets gamle nøglestigning, Col de Trelis, forsvinder helt fra ruten, og selvom den erstattes med nye udfordringer og generelt flere højdemeter, betyder en generelt flad sidste del, at den gamle nøgleetape meget vel igen kan blive en dag for sprinterne.

Den nye etape byder på i alt 156,9 km og har som de tidligere varianter både start og mål i Besseges, og hvor man de to foregående kørte to forskellige rundstrækninger afsluttet med en rundstrækning inde i byen, er der denne gang tale om én stor rundstrækning efterfulgt af den lille omgang til slut. Den første rundstrækning er således 150,1 km lang og indledes med, at man kører mod nordvest via et kort, fladt stykke, inden man skal over den ikke-kategoriserede Tarabias (4,3 km, 6,1%), der har top efter 8,5 km. Efter et let stigende stykke falder det mod sydøst ned til bunden af kategori 2-stigningen Col de Portes (7,1 km, 3,6%), der er en jævn stigning uden stejle procenter med top efter 27,9 km.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Herfra falder det videre mod sydøst og nordøst, inden man rammer den gamle nøglestigning, Col de Trelis (2,3 km, 6,1%), denne gang fra en anden side, hvor toppen rundes efter 39,1 km. Nu leder en kort nedkørsel mod øst ned til udkanten af Besseges, hvor man via et kort fladt stykke kører mod øst, inden man drejer mod syd ind på kategori 1-stigningen Col des Brousses (4,2 km, 4,2%), der er ganske let, men stiger med 6,4% over de sidste 1200 m frem mod toppen, som rundes efter 54,8 km.

Herfra bliver terrænet meget lettere. Det falder ganske let mod sydøst og nordøst, inden man drejer mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Cote de Tharaux (4,5 km, 4,6%), der er helt regulær og har top efter 84,9 km. Et kort plateau leder mod øst, inden det falder let mod nordøst ned til det østligste punkt. Her kører man mod nordvest ad en flad vej, som afbrydes af en stigning (2,93 km, 4,8%) med top efter 105,5 km, inden en kort nedkørsel leder ned til byen Barjac. Her rammer man en helt flad vej, der leder mod sydvest og nord frem til Saint-Ambroix, hvorefter det går mod nordvest ad en let stigende vej. Kort efter drejer man mod sydvest for at passere en lille rampe (900 m, 6,5%) med top efter 138,5 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder ned til Gagnieres, som nås efter 143,2 km. Herefter er det helt fladt, mens man kører mod syd og nordvest ind til Besseges, hvor dagens spurt køres i forbindelse med første passage af målstregen efter 150,1 km.

Etapen afsluttes nu, som den altid er gjort, nemlig med en omgang på en helt flad, 6,8 km lang rundstrækning uden væsentlige tekniske udfordringer. Det sidste sving kommer med 3,0 km igen og derefter går det fladt ind til stregen gennem en rundkørsel med 2,2 km igen, idet den sidste kilometer dog stiger med 0,4%.

Etapen byder på i alt 2036 højdemeter, hvilket er knap 300 flere end sidste års etape.

Klatrerne og klassikerspecialisterne begræder ruteændringen, der vil gøre det meget vanskeligt at skabe nogen form for udskilning, som det også har været de foregående to år. I år er ruten nytænkt med en anelse flere højdepunkter, men som i 2019 og 2020 kommer alle udfordringerne først på etapen, mens de sidste ca. 30 km er helt uforandrede. Vinden spiller traditionelt en mindre rolle, og selvom vi i 2019 så, at visse sprintere blev sat først på etapen, taler alt for en massespurt.

Sidste år blev sprinterne faktisk snydt, da Dries de Bondt overspurtede Georg Zimmermann i en tomandsspurt fra et tidligt udbrud, bare 2 sekunder inden Magnus Cort var hurtigste mand i feltets spurt. I 2019 blev det hele til gengæld samlet til en massespurt, der blev vundet af Marc Sarreau foran Christophe Laporte og Mikel Aristi. Den gamle etape var langt mere selektiv, også selvom det i 2018 endte i en reduceret massespurt, der blev vundet af Sarreau. I 2017 kørte de 19 stærkeste væk, og herfra angreb Lilian Calmejane, som med en solosejr lagde grunden til sin samlede triumf. I 2016 vandt Sylvain Chavanel en spurt i en lille gruppe. Forud for det vandt Bryan Coquard til gengæld en reduceret massespurt to år i træk. I 2013 vandt Jerome Cousin fra et udbrud, og det samme gjorde Pierre Rolland i 2012.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

4. etape

Dengang løbet fulgte et helt fast format skulle man om lørdagen altid slutte etapen med den klassiske spurt på den såkaldte mur i Laudun, der imidlertid ikke var nogen svær sag. Det ændrede man dramatisk på i 2020, hvor man som noget nyt havde en decideret bjergafslutning på den korte, men stejle Mont Bouquet i en uset hård udgave af løbet. Den finale vender dog ikke tilbage i 2021, hvor 4. etape er mere klassisk, men som noget nyt byder den på en ganske interessant puncheurfinale på en bakke, der er længere end afslutningen på 1. etape.

I alt skal der tilbagelægges 150,2 km, der fører feltet fra Rousson til Saint Siffret. Startbyen er en forstad til søndagens målby, Alés, hvorfra man kører igennem fladt terræn mod nordøst, indtil man drejer mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Cote Lussan (6,4 km, 3,2%), der er en helt jævn stigningen uden stejle procenter. Toppen rundes allerede efter 15,0 km, hvorefter man fortsætter videremod sydvest igennem let kuperet terræn. Denne fase afsluttes med et længere faldende stykke, indtil man drejer mod syd for at passere kategori 2-stigningen Cote de Cavillargues (1,6 km, 5,2%), der ligeledes er helt jævn og har top efter 42,8 km. Herfra kører man via en bakke videre mod syd, indtil man igennem fladt terræn kører mod sydvest ned til målbyen, hvor målstregen efter 61,6 km for første gang krydses på toppen af finalebakken (1,1 km, 5,5%) i forbindelse med dagens første spurt.

Etapen afsluttes nu med omgange på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 46,6 km lang og indledes med, at man igennem fladt terræn kører mod syd, sydøst og vest, inden man via en bakke kører mod nord op til byen Uzes. Herfra går det videre mod nordøst og sydøst, inden man kører mod vest op ad endnu en lille bakke. Herfra falder det mod sydvest, indtil man kører mod syd op ad målbakken for anden gang i forbindelse med dagens anden spurt, der kommer efter 108,2 km.

Nu afsluttes etapen med to omgange på en 21,0 km lang rundstrækning, der er en forkortet udgave af den forrige, idet man skærer både den nordligste og den sydligste del fra. Det betyder, at man kører mod sydvest og vest gennem faldende terræn og derefter mod nordøst op ad bakken til Uzes. Herfra får det videre mod nordøst og siden mod øst ad en ny lille bakke, indtil det falder let mod sydøst ned til målbyen, hvor målbakken venter igen. Først drejer man til venstre med 2,7 km og siden to gange i rap med 1300 m igen. Stigningen stiger som sagt med 5,6% over 1,1 km fordelt med 4,2 over de første 500 m og 7,0% over de sidste 600 m. Der er en tredje og sidste bonusspurt ved tredje passage af målstregen efter første omgang, dvs. efter i alt 129,2 km.

Etapen byder på i alt 1760 højdemeter.

Finalen i Saint Siffret er helt ny og vil være den vanskeligste i løbet. Det meste af etapen er relativt nem, og her er det kun vinden, der nok engang kan være livsfarlig. Holder den sig i ro, ligner det endnu en puncheurspurt i stil med den, der ventes på 1. etape, bare på en ca. dobbelt så lang bakke med en ganske stejl afslutning. Derfor kan vi vente os et vigtigt opgør mellem de eksplosive afsluttere, der både håber at vinde sekunder og bonus umiddelbart inden den afgørende enkeltstart.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Saint Siffret har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

5. etape

Siden 2012 er løbet hvert år sluttet med den samme enkeltstart i Alés, og afslutningsetapen har udviklet sig til en klassiker tidligt på sæsonen. Ruten er nemlig ganske speciel, da den er stort set helt flad, men afsluttes med en ganske stejl bakke i udkanten af byen. Det har betyder, at de rene specialister som regel er kommet til kort og har givet muligheder for mere alsidige ryttere. I samtlige tilfælde har det samtidig været den klart vigtigste etape, og det vil det formentlig også være i år for alle, der drømmer om at vinde sæsonens første europæiske etapeløb.

Etapen er 10,74 km lang, starter og slutter i Alés og kan inddeles i to dele. De første knap 8 km er helt flade og består af en kort tur mod nord og vest gennem et par sving og dernæst frem og tilbage mod nord og syd langs floden Gardon d’Ales, der gennemløber byen. Efter at være vendt tilbage til området nær starten krydser man imidlertid floden, inden man fortsætter mod syd ned langs vandet. Her drejer man mod vest ind på den 2,5 km lange Montee de l’Hermitage-stigning, som er en ganske stejl affære, der endda byder på et par hårnålesving. Den gennemsnitlige stigningsprocent er måske nok blot 5,9, men efter 1000 bløde meter med stigningsprocenter på 2-4,5 stiger det over 500 m med hele 9,4%, inden 500 m med 4,4% efterfølges af de afsluttende 500 m, der stiger med 9,8%. Målet er placeret på toppen efter en kringlet afslutning med tre skarpe sving i bunden, fem hårnålesving og et meget skarpt hårnålesving lige inden stregen.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

I 2016 gjorde man det flade stykke en anelse længere, men den ændring har man siden sidste år droppet, hvormed den samlede distance er reduceret med 1200 m. Etapen har siden dengang været helt uforandret.

Etapen byder på i alt 181 højdemeter.

Den blandede rute gør, at etapen har passet godt til både enkeltstartsspecialister, der drager fordel af det flade stykke, og eksplosive puncheurs, der kan gøre en forskel på den sidste stigning. Derfor er de helt tunge drenge som regel udelukket fra kampen om sejren, ligesom man har set eksplosive klassikertyper, der ikke nødvendigvis er gode i kampen mod uret, forsvare sig godt. Den lidt kortere distance favoriserer sidstnævnte, men etapen vil formentlig atter blive vundet af en god temporytter, der samtidig kan klatre, og som formentlig vil være et meget godt bud på en samlet vinder også.

Sidste år endte det i en sand EF-fest, da Alberto Bettiol tog en overlegen sejr med 9 sekunder ned til overraskelsen, holdkammeraten Magnus Cort, og 15 sekunder ned til Pierre Latour. Meget tættere var det i 2019, hvor Christophe Laporte tog en uhyre kneben sejr med mindre end et sekund ned til Tobias Ludvigsson og 13 sekunder ned til både Jimmy Janssens og Bauke Mollema. I 2018 sejrede Tony Gallopin for anden gang i træk, og efter hele tre andenpladser var det denne gang nok til også at sejre sammenlagt. I 2017 var Gallopin for første gang bedst efter i mange år at have været tæt på, men det rakte kun til den samlede andenplads bag Lilian Calmejane, der på andenpladsen tabte 13 sekunder. Etapen er herudover blevet vundet af de alsidige specialister Jerome Coppel (både i 2012 og 2016), Bob Jungels, Tobias Ludvigsson og Anthony Roux. Sejrmarginerne har to gange været under fem sekunder, men i tre tilfælde har den ligget på mellem 15 og 20 sekunder, og i 2012 sejrede Coppel endda med hele 26 sekunder i en sand magtdemonstration.

Favoritterne

Etoile de Besseges har været en institution i den tidlige del af sæsonen, og løbet har stort set altid været temmelig genkendeligt. I gamle dage var det mest af alt et sprinterløb, indtil man i 2012 indførte enkeltstarten, og siden dengang har de 10 km i Ales stort set altid været altafgørende. Bonussekunder og vinden kunne ændre på udfaldet, men i mange år blev langt det meste afgjort om søndagen.

Det ændrede sig markant sidste år med den uhørt hårde rute. Bare to sprinteretaper var tilbage, og i tillæg til enkeltstarten skulle man nu også slås med en regulær bjergafslutning og en hidsig puncheurfinale. Det skulle vise sig at få stor betydning. Alberto Bettiol var nemlig ganske overlegen på enkeltstarten, hvor han slog den førende Benoit Cosnefroy med hele 27 sekunder, og selvom han faktisk også akkurat slog franskmanden på bjergafslutningen med et forspring på 3 sekunder, var det ikke nok. Cosnefroy havde nemlig udnyttet kombinationen af sidevind og sit eminente punch på den indledende sidevindsetape til at distancere Bettiol med 34 sekunder, og indregner man de vundne bonussekunder, blev det til en komfortabel fransk sejr med 13 sekunder ned til italieneren, selvom Bettiol altså havde været 30 sekunder bedre på løbets to ventede nøgleetaper.

Læs også

Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime

Det vidner om, at man aldrig helt kan vide sig sikker i Besseges, hvor det mest af alt var vinden, der kostede Bettiol sejren for et år siden. Det kan sagtens ske igen, for netop mistalvinden er altid en faktor, man skal være meget opmærksom på i området omkring Besseges og Nimes. Den kan blive endnu vigtigere i år, når løbet vender tilbage til et mere traditionelt format uden det helt nye koncept med en bjergafslutning.

Det er dog ikke en total tilbagevenden til tidligere tider, hvor man havde tre sprinteretaper, enkeltstarten samt kongeetapen, der ofte endte i en reduceret massespurt. Netop den gamle kongeetape afvikles stadig på tredjedagen, men nu i et så udvandet format, at det kun er vinden, der kan forhindre en spurt. Det samme gælder for 2. etape, der til gengæld traditionelt har været den mest vindfølsomme, og dermed bør der - uden meteorologiske forstyrrelser - være to muligheder for sprinterne.

Samtidig er løbet nu også rigtigt blevet til et puncheurløb. Hele puncheurafslutninger vil gøre det muligt for eksplosive afsluttere at vinde både ”rigtige” sekunder og bonussekunder. Vi så sidste år, at finalen på 1. etape sagtens kunne skabe nogle små huller, selvom det samlede billede af finalens vanskelighed blev lidt mudret af den kraftige sidevind, som havde splittet feltet til atomer allerede inden bakken. Alligevel kørte Cosnefroy sekunder fra alle sine følgesvende, og det vidner om, at bakken er hård nok til, at der kan vindes lidt tid for de mest eksplosive, især hvis løbet også har været hårdt forinden.

Finalen på 4. etape er derimod helt ny. Her er bakken længere end Cote de la Tour på 1. etape, og selvom den ikke er helt så stejl, burde de sidste 600 m med 7,0% igen være nok til, at der kan opstå mindre huller. Altså har de eksplosive folk mulighed for at vinde sekunder hele to gange, og dertil skal lægges de i alt 20 bonussekunder, man kan score ved at vinde begge etaper. Derudover vil det være muligt for hurtige folk at score bonussekunder i de indlagte spurter undervejs i løbet.

Alt sammen betyder det, at løbet stadig har en ny identitet. Hvor en tempostærk sprinter som Christophe Laporte har kunnet vinde løbet, ligesom også Kris Boeckmans og John Degenkolb har været på podiet, skal selv en ellers holdbar fyr som Laporte stramme sig an for at vinde i år.

Enkeltstarten er stadig nøgleetapen. Den er imidlertid meget speciel, idet den hårde stigning mod slutningen betyder, at den typisk passer godt til eksplosive ryttertyper, der ikke nødvendigvis excellerer i kampen mod uret. Således ender ardennerspecialister ofte meget langt fremme, idet de kan forcere den korte, stejle stigning hurtigere rivalerne. Samtidig har de helt tunge specialister ingen chance på den kuperede rute. Sidste år chokerede Magnus Cort, der bestemt ikke er tempospecialist, med en 2. plads, alene i kraft af fremragende form og gode klatreevner. Ruten er dog ikke hårdere, end at Christophe Laporte sejrede sidste år, og derfor er den ikke altid helt let at greje.

Og så er der det med vinden. Den var meget voldsom i søndagens løb i Marseille, men den ser ikke ud til at blive en faktor i år. Faktisk synes der at vente feltet en ganske fremragende start på løbet med en solrig onsdag med temperaturer på 18 grader og svag vind, og selvom der kommer flere skyer, forbliver vinden svag og temperaturen høj både torsdag og fredag. Skal vinden i spil, skal det formentlig ske lørdag, der ser ud til at blive en våd fornøjelse, men selvom det bliver mere blæsende, er det tvivlsomt, om det vil være nok til at skabe forskelle. Først søndag bliver vinden rigtigt betydelig, men her gælder det enkeltstarten. Desværre ventes der byger (men heldigvis relativt konstant vind), og selvom enkeltstarten ikke er teknisk, kan vekslende vejrforhold måske spille en rolle, selvom det ikke sandsynligt.

Samlet set ser det altså ikke ud til, at vejret bliver en komponent i år, og derfor må vi vente os, at løbet afgøres af tre forhold. Vigtigst af alt er klart enkeltstarten, men det vil for eksplosive afsluttere være muligt at vinde tid og bonussekunder på 1. og 4. etape, hvor bakkerne også er så hårde, at tunge folk kan tabe betydeligt med tid i et løb, der utvivlsomt bliver ganske tæt. Tilsvarende kan der vindes bonussekunder i de indlagte spurter samt for klatrestærke sprintere også på 2. og 3. etape, men ingen vinder løbet, hvis ikke man kører en fremragende enkeltstart søndag.

Hvem gør så det? Det er der flere, der kan i et felt, der grundet de mange aflysninger og udsættelser er uhørt stærkt for et løb, der i mange år har haft det svært mod løbene i andre dele af verden. Stjerneparaden er imponerende, men trods de mange store navne er løbet uhyre svært at forudsige. Kun ganske få ryttere har et løb i benene, og derfor må vi for de fleste bruge tidligere erfaringer til at regne ud, hvem der kan være i form. Problemet er bare, at den sene afslutning på 2020 og aflysningen af træningslejre og de mange aflysninger betyder, at intet helt er, som det plejer.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Det store spørgsmål er derfor også, hvilken form Filippo Ganna har. Han plejer at være flyvende i Vuelta a San Juan i januar, hvor han endda har kunnet køre i bjerge, men i år er der intet bane-VM at forberede sig til, og derfor er han næppe så langt fremme denne gang. Alligevel må han regnes som klart stærkeste mand på den flade del af enkeltstarten, og hvis han er fornuftig form, er den korte bakke heller ikke alt for stor en udfordring. I hvert fald blev han i San Juan for et år siden nr. 2 bag Remco Evenepoel på en tilsvarende rute - og nu er han endnu stærkere end dengang. Han har også i San Juan vist, at han kan forsvare sig i en puncheurfinale, men der vil være en risiko for, at han taber sekunder på både 1. og 4. etape, hvis ikke formen er i top, og med en bakke på enkeltstarten er det ikke givet, at han kan indhente alt det tabte.

Det ændrer dog ikke på, at Ganna må være favorit. Han var så skræmmende på enkeltstaterne i 2020, at han bliver uhyre svær at stoppe på den flade del af 5. etape, og hvis ikke han formmæssigt er langt efter - og det skulle undre, om han er det - bør han også kunne forsvare sig på de tre bakker, han skal overkomme. Rutens karakter gør det mere åbent, end det egentlig burde være på så tempotung en rute, men alligevel må Ganna være manden, der skal slås.

Ganna kom på startlisten i sidste øjeblik, og forinden havde jeg Alberto Bettiol som favorit. Italieneren var ganske overlegen på enkeltstarten sidste år og var i det hele taget bedste mand i løbet, hvor kun sidevinden kostede ham den samlede sejr. I det hele taget var han uhyre overbevisende i 2020, hvor han i brostensløbene lignede stærkeste mand bag de to crossdrenge og verdensmesteren, og han synes således for alvor at have etableret sig som en af verdens førende klassikerryttere.

Løbet her passer ham fremragende. De to puncheurfinaler ligger til hans højreben, og selvom han stadig kun har få resultater på området, var nogle af hans første store resultater blandt andet en 4. plads i Quebec og en 5. plads på en Tour-etape, hvor han viste netop den slags evner. Han er en af favoritterne til at vinde både 1. og 4. etape, og lægger man dertil, at han siden den chokerende 2. plads i Tirreno-Adriatico i 2019 har lært at køre enkeltstart, står han stærkt. Nok er der større specialister end ham, men på lige netop denne rute står en tempostærk puncheur som ham uhyggeligt stærkt. Har han samme form som sidste år, bliver han svær at slå - også for Ganna.

Hans værste rival kunne meget vel være Tim Wellens . Belgieren er kendt for at være skræmmende fra sæsonstart, hvor han har gjort Mallorca-løbene til sin helt egen legeplads, og i år har han gjort det klart, at han igen vil vinde med det samme. Starten i Marseille var også lovende, for han var stærkeste mand på Cretes-stigningen, indtil han efter eget udsagn stoppede sin insisteren, da modvinden gjorde det umuligt at køre hjem fra distancen. Løbet her passer ham ganske glimrende, da han hører til blandt de bedste puncheurs - en evne, der blandt andet har givet ham Giro-etapesejr og tidlige sejre i Rutal del Sol - men til gengæld er han ikke tempospecialist. Enkeltstart kan han dog godt køre, og faktisk vandt han i 2019 enkeltstarten i Ruta del Sol på en kuperet rute. Netop på denne 5. etape kan Wellens-typer gøre det godt med den form, han viste i søndags, og derfor kan han sagtens tage en tidlig sejr, som han så ofte gør det på denne tid af året.

Den rytter, der måske passer allerbedst til ruten, er Michal Kwiatkowski. Polakken er en eminent puncheur og blandt favoritterne til 1. og 4. etape og samtidig så imponerende en tempospecialist, at han er blevet nr. 4 til VM. Ruten i Alès med den eksplosive afslutning kunne faktisk ikke passe meget bedre til netop Kwiatkowski, der måske er særligt godt på korte enkeltstarter, og vi så i 2020, at han kom tilbage til sit topniveau efter et svært 2019. Når han alligevel kun ender som nr. 3 på min liste, skyldes det tvivl om hans form. Kwiatkowski var i mange år kendt for at starte som lyn og torden, men efter nogle overtræningsproblemer har han i de senere år været betydeligt mere afdæmpet fra start, senest i 2020. Med samme formniveau vinder han ikke i dette stærke felt, men er han flyvende, er det svært at se, at han ikke vinder på denne rute.

Det skulle da lige være, hvis en af hans holdkammerater mod forventning også er flyvende. Geraint Thomas må regnes som løbets bedste temporytter. Nok havde han en lidt skuffende periode på enkeltstarterne, men i 2020 - særligt ved VM - viste han sin gamle klasse. Ruten til enkeltstarten er helt ideel for Thomas, der ville være den klare favorit til at vinde 5. etape, hvis alle var i topform. Problemet er bare, at han i de senere år meget sjældent har været i form fra sæsonstart, og intet tyder på, at det har ændret sig i år. Samtidig kommer han nok til kort mod de mere eksplosive favoritter i puncheurfinalerne, og det kan koste sekunder. Jeg tvivler altså på Thomas’ form, men genfinder han den stærke start, han senest havde i 2018, vil han være ganske uhyggelig på den meget afgørende enkeltstart.

FDJ kom mildt sagt uheldigt fra start i søndags, men heldigvis var der en positiv undtagelse. Benjamin Thomas var uhyre overbevisende undervejs og var tillige del af den kvartet, der bed godt fra sig på Gineste-stigningen i finalen. Det vidner om storform fra banespecialisten, der tillige endelig har fået fod på enkeltstarten på landevejen også. Det så vi senest i 2020, hvor han blev nr. 6 i den stærkt besatte enkeltstart i Tirreno og var ganske tæt på at slå formstærke Remi Cavagna ved de franske mesterskaber. Desværre skuffede han også fælt flere gange, men med den nuværende form bør han køre stærkt søndag. Udfordringen er, at han trods en fin spurt mangler punchet til at vinde bonussekunder mod de bedste, og han har næppe heller fordel af søndagens bakke mod de mere klatrestærke favoritter. Den nuværende klatreform gør det dog ikke umuligt, at han kan vinde løbet. Til gengæld synes det usandsynligt, at sidste års nr. 3, Alexys Brunel, kan gøre sig gældende i dette stærkere felt, særligt efter en meget skuffende star i søndags.

I gamle dage ville man have haft Edvald Boasson Hagen langt fremme på listen over favoritter, men nordmanden har i de seneste år kørt enkeltstarter, der slet ikke har været konkurrencedygtige. Vi skal dog ikke længere tilbage end til februar 2019 for at finde en meget overraskende sejr i Valencia, hvor han var hurtigst på en rute, der er nærmest identisk med denne. Selvom spurten kiksede, var han ganske formstærk i Marseille, og han vil med sin hurtighed kunne score bonussekunder, særligt i de to flade massespurter. Til gengæld kan man frygte, at han ikke længere er klatrestærk til at blande sig med de allerbedste puncheurs på 1. og 4. etape, selvom de i hans storhedstid havde ligget glimrende til ham.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Total Direct Energie kan også satse på Pierre Latour, der som tempostærk puncheur burde elske enkeltstarten. Sidste år blev han da også nr. 2 bag Bettiol, men han skuffede fælt i søndags. Det har ikke været muligt at opstøve en forklaring, men hvis ikke han var blandt de ryttere, der blev ledt forkert, synes formen ikke at række. Hvis til gengæld han vitterligt er godt kørende, skal han regnes som en af de tunge favoritter. Anthony Turgis vil elske de to puncheurafslutninger og kan i kraft af bakken køre en god enkeltstart, men han kan ikke være med helt i front, og Niki Terpstra har ikke kørt gode enkeltstarter i lang tid.

En spændende joker er Lennard Kämna. I gamle dage var han regnet som et kolossalt tempotalent - faktisk et af de allerstørste - men hans gode enkeltstart er totalt gået fløjten. Til gengæld er han begyndt at klatre som en drøm, og da han er begyndt at arbejde på sine tempoevner igen, kan man ikke udelukke, at han vil kunne køre brølstærkt på 5. etape. Man kan dog frygte, at det endnu ikke helt er nok, og man kan især frygte, at han ikke er form så tidligt på sæsonen, hvor han ikke har vist meget. Bora stiller også med Felix Grossschartner, der senest i Vueltaen viste, at han er meget konkurrencedygtig i puncheurfinaler, hvor han er et bedre kort end Kämna. Til gengæld har det vist sig, at hans gode enkeltstart i Paris-Nice i 2018 var en enlig svale, og selvom ruten passer ham, vinder han næppe søndagens enkeltstart.

Ineos står i det skræmmende stærkt. Man kunne nemlig også pege på Ethan Hayter. Den unge brite er stadig relativt ubeskrevet som temporytter, men som en del af banelandsholdet burde han have forudsætningerne. Han vandt da også prologen i Baby-Giroen i 2019 og viste i et fornemt 2020, at han allerede kan begå sig på højeste niveau. Hvor han står formmæssigt, aner vi ikke, men det er et løb, der passer ham. Skal han ikke ofre sig for Ganna, Kwiatkowski og Thomas, burde han være skabt til de to puncheurafslutninger, og faktisk kan han også score bonussekunder i de flade massespurter. Bakken på enkeltstarten burde også ligge godt til en eksplosive afslutter. Det helt store spørgsmål er bare, om formen og tempoevnerne på flad vej rækker. Faktisk kan Owain Doull , der på det seneste har kørt pæne enkeltstarter, og Egan Bernal - colombianeren i kraft af bakken - også køre en hæderlig enkeltstart, men de bør ikke kunne vinde løbet, og for Bernal handler det første og fremmest om at komme i gang igen efter den alenlange skadespause.

Egentlig burde løbet være ganske glimrende til Mads Pedersen , men spørgsmålet er, om ikke det kommer for tidligt for danskeren. Det er velkendt, at Pedersen skal bruge mange løb for at få dieselmotoren i gang, og i sæsonstarten plejer han at være ganske tung på bakkerne. Selvom han på den flade del af enkeltstarten bør regnes som en af feltets absolut førende specialister, kan man frygte, at han kommer til kort på bakken og vil tabe tid i de to ret vanskelige puncheurfinaler. Er han mod forventning i form, er han dog en reel vinderkandidat - særligt fordi han også kan score bonussekunder på 2. og 3. etape.

Mere realistisk er det nok, at Trek skal satse på Bauke Mollema, der jo er en god puncheur og i hvert fald kan holde sig til. Tempospecialist er han dog ikke, men i kraft af bakken kan han gøre det pænt, som han gjorde med 4. pladsen på samme rute i 2019. Også Vincenzo Nibali kan i kraft af bakken gøre det udmærket, men han er meget sjældent i form fra start, selvom han denne gang satser på at køre stærkt også i foråret. Det skal også blive meget interessant at følge Mattias Skjelmose, der som junior var tempospecialist, men her nok trods alt kommer til kort. Endelig har holdet jo en decideret tempospecialist i Ryan Mullen, men enkeltstarten er for kort og bakken for stejl for den tunge irer.

I sin debut for Ag2r vil Greg van Avermaet elske de to puncheurfinaler, men enkeltstarten er en stor ulempe. De gode tempoevner, han havde i en sæsons tid, er nemlig for længst væk, og selvom rutens karakter gør det muligt at gøre det godt, ligner det mere en samlet top 10 end sejr. Det samme gælder for Oliver Naesen, der formentlig også vil køre puncheurfinalerne for sin holdkammerat. Ag2r’s tempospecialist er Alexis Gougeard, der sidste år kortvarigt viste lidt af de gamle tempoevner. Bakken er dog svær for ham, og han er heller aldrig blevet bedre end to gange nr. 7 i Alès - endda inden hans niveau var kraftigt aftagende. Marc Sarreau er tidligere kørt i top 10 i løbet via bonussekunder i massespurterne, men han kan næppe være med på den hårdere rute - særligt da det er første løb efter det grimme styrt i Polen.

Cofidis stiller med en tidligere i form af Christophe Laporte, men han får svært ved at gentage bedriften. Formen var nemlig alt andet end imponerende i Marseille, og i forvejen vil han mod de mange superpuncheurs få det svært på denne vanskeligere rute. Til gengæld vandt han enkeltstarten for to år siden og har derfor vist, at han mestrer bakken, men lige nu kan man frygte, at formen ikke er tilstrækkelig - slet ikke efter et skidt 2020. Nytilkomne Jempy Drucker har før kort pæne enkeltstarter og kan måske gøre det hæderligt, og holdets bedste puncheur, Anthony Perez, er for temposvag til at være med helt i front.

For efterhånden mange år siden fik Mads Würtz Schmidt en drømmedebut som professionel med en podieplads i dette løb. Det skete blandt andet med en 4. plads på enkeltstarten, som han således sagtens kan køre. Efter nogle svære år har han også genfundet lidt af fordums tempostyrke, og han har i de senere år også vist nogle klatreevner, der gør det realistisk at gøre det hæderligt på løbets tre nøglebakker. Kører han en af sine bedre enkeltstarter, er top 10 bestemt muligt, men i kraft af bakken vil det kræve samme gode startform som for fire år siden. Om han har den, ved vi ikke. Israel SUN har også en af feltets førende specialister i Alex Dowsett, men de tre bakker er for voldsomme for den store brite.

Andreas Kron fik en drømmedebut for Lotto i Marseille, hvor han på stigningerne var en af de allerstærkeste, og han vil da også elske de to puncheurfinaler i dette løb. Desværre har holdet meldt ud, at det primære mål er at vinde med Wellens, og man kan derfor tvivle på, om danskeren får sin chance. Det gør han jo utvivlsomt på enkeltstarten, men desværre er lige netop den disciplin ikke hans spidskompetence. Heldigvis betyder bakken, at han formentlig kan gøre det ganske godt, men på så tempotung en rute vil han næppe være med helt i front. Lotto stiller også med Philippe Gilbert, men han er fortsat så langt fra formen, at han har rolle som hjælper for Wellens, og John Degenkolb har ikke længere den styrke, der tidligere har givet ham en podieplads i dette løb. Temporytteren Brent van Moer var meget formstærk i Marseille, men det har knebet lidt med enkeltstarterne som professionel, og stigningen tilgodeser ham ikke.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Med 8 etapesejre er Bryan Coquard en delt nr. 2 på listen over etapevindere i dette løb, hvor han som regel er flyvende. I år er han nærmest i skræmmende god form efter et Marseille, hvor han førte i feltet nærmest hele vejen op ad Cretes-stigningen - en stigning, han egentlig bare skulle overleve. Efterfølgende indrømmede han da også, at han havde bluffet op til løbet, og at han var ganske klar over, at formen var i top. Det gør ham interessant i dette løb, hvor han med sin nuværende form bør have en reel chance for at være med også i de to puncheurfinaler, og dermed kan han score bonussekunder på de fire første etaper. Trods de mange etapesejre er han i klassementet dog aldrig endt bedre end som nr. 12, fordi hans bedte resultat på enkeltstarten er en 19. plads. De tempoevner rækker næppe langt nok i dette stærke felt trods den imponerende form. Heller ikke B&Bs klatrer, Quentin Pacher, har de nødvendige tempoevner.

Hos Qhubeka gør Simon Clarke debut, og han er ofte startet sæsonen ganske solidt. De to puncheurfinaler ligger da også til hans højreben, men til gengæld er han ikke nogen tempomaskine. Sidste år blev han da heller ikke mere end nr. 29 på enkeltstarten, og selvom han dengang ikke var specielt formstærk, bliver det svært at vinde. Det samme gælder for holdkammeraten Michael Gogl, der er stærk, men mangler tempoevner. Til gengæld skal man ikke udelukke, at Giacomo Nizzolo i storform i kraft af bonussekunder ville kunne køre med om i hvert fald podiet. Desværre har han haft knæproblemer i løbet af vinteren, og selvom han stadig jagter resultater i spurterne, melder han ikke om topform. Det gø til gengæld Lukasz Wisniowski , der før har kørt en god enkeltstart, men som trods alt må regnes som værende for tung til denne rute.

EFs es er Bettiol, men det skal også blive interessant at følge Michael Valgren og Rigoberto Uran . Danskeren har meget at bevise efter nogle svære år, men han har for vane at være i hæderlig form fra start. Tempospecialist er han ikke, men som Cort viste sidste år, kan en rytter med power og form gøre det glimrende på enkeltstarten. Valgren vinder utvivlsomt ikke, men hvis skiftet til EF har tilført ham en god februarform, kan han få en glimrende start for sit hold. Uran har på det seneste genfundet sine tempoevner og burde kunne køre en ganske stærk enkeltstart på denne rute, ligesom han har punch til puncheurfinalerne. Spørgsmålet er bare, om han er i form. Det kan man tvivle på. Holdets formstærke klatrer Simon Carr må regnes som værende for temposvag til denne rute, og selv i sin storhedstid er klatrestærke Julien El Fares aldrig blevet mere end nr. 19 på enkeltstarten, som han har kørt mange gange. Til gengæld har den lovende Jonas Rutsch - der ventes at være kommet ud af sin isolation - en power, der kan give ham et hæderligt resultat, selvom han ikke er tempospecialist. Jens Keukeleire har tidligere kørt to gode enkeltstarter i Belgium Tour, men det vil overraske at se ham fremme denne gang.

De øvrige hold får svært ved at være med i klassementet. Thibault Guernalec kan forsøge at køre en god enkeltstart for Arkea, men han har aldrig rigtigt slået igennem som professionel. Hos Alpecin har både Jonas Rickaert og Silvan Dillier tidligere kørt fornuftige enkeltstarter, men det er længe siden, og Jimmy Janssens har ikke samme niveau, som da han endte som nr. 3 i løbet. Hos Intermarché synes Odd Christian Eiking i storform, men selvom han vil elske puncheuretaperne, har han slet ikke poweren til den flade del af enkeltstarten. Det havde Rein Taaramae i gamle dage, men selvom han virkede velkørende i Marseille, er han næppe stærk nok til at være med i front i dette selskab efter nogle svære år. Hos Delko har Mauro Finetto ikke længere niveauet til en rute, der i forvejen ikke passer ham. På kontinentalholdene finder vi de to tidligere specialister Yoann Paillot, der før har gjort det godt i løbet, og Johan Le Bon, men de har begge tabt voldsomt niveau på det seneste og er i forvejen en anelse for tunge til denne rute.

BEMÆRK: Grundet de mange kalenderændringer ventes flere ændringer af startlisten i løbet af tirsdagen. Optakten opdateres tirsdag aften. Af samme grund ventes optakten til 1. etape først at være klar relativt sent.

OPDATERING: Den endelige startliste er nu kendt, og der er ganske rigtigt kommet adskillige ændringer.

EF stiller ikke med klatrerne Simon Carr og Julien El Fares. Til gengæld har de udtaget Sebastian Langeveld. Hollænderen har udviklet sig til lidt af en tempospecialist på det seneste, men er til gengæld også blevet lidt halvtung. Bakken til slut vil nok koste for meget, men han er bestemt top 10-kandidat, hvis han kan undgå at smide dumme sekunder på 1. og 4. etape. Han kan dog også ende med at skulle ofre sig for Bettiol.

Bora stiller ikke med Kämna. Til gengæld har de udtaget Nils Politt. Den store tysker er ikke nogen stor klatrer og mangler lidt eksplosivitet, og decideret tempospecialist er han heller ikke. Finalerne er nok for eksplosive, men med sin power kan han gøre det udmærket. Grossschartner må dog regnes som bedste bud.

Arkea er uden Guernalec og ligner ikke et hold med muligheder i klassementet.

Israel Start-Up Nation giver debut til Sep Vanmarcke. Belgieren er slet ikke ringe i de to puncheurfinaler, og han har før kørt hæderlige enkeltstarter alene på sin power.  Faktisk er han tidligere blevet nr. 5 på denne enkeltstart, dog i ringere selskab. Top 10 er bestemt muligt. Også Ben Hermans er udtaget, men løbet er en anelse for eksplosivt for ham, og hans gode enkeltstarter ligger mange år tilbage. Til gengæld er de uden Dowsett. Vanmarcke og Würtz er fortsat de bedste klassementsbud.

Cofidis har udtaget tempospecialisten Tom Bohli, men han har ikke kørt gode enkeltstarter i en menneskealder, og han er tillige for tung til bakken.

Alpecin er uden både Janssens og Rickaert, og Dillier ligner eneste mulige klassementsbud. De har udtaget den belgiske mester Dries de Bondt, men er bestemt ikke nogen tempomaskine.

Bingoal har udtaget den meget spændende og formstærke Arjen Livyns, der kan gøre det godt på 1. og 4. etape, men enkeltstarten vil koste for dyrt.

***** Filippo Ganna

**** Alberto Bettiol, Tim Wellens

*** Michal Kwiatkowski, Geraint Thomas, Benjamin Thomas, Edvald Boasson Hagen, Pierre Latour

** Ethan Hayter, Mads Pedersen, Bauke Mollema, Rigoberto Uran, Sep Vanmarcke, Felix Grossschartner, Greg van Avermaet, Christophe Laporte, Sebastian Langeveld, Mads Würtz Schmidt, Vincenzo Nibali, Andreas Kron, Bryan Coquard

* Nils Politt, Simon Clarke, Oliver Naesen, Michael Valgren, Rein Taaramae, Anthony Turgis, Anthony Perez, Tom Bohli, Alexis Gougeard, Jempy Drucker, Michael Gogl, Ben Hermans, Brent van Moer, Ryan Mullen, Giacomo Nizzolo, Egan Bernal, Silvan Dillier, Yoann Paillot, Johan Le Bon, Arjen Livyns, Owain Doull, Mattias Skjelmose, Alexys Brunel

Danskerne

Mads Pedersen, Mads Würtz Schmidt, Andreas Kron og Michael Valgren er alle omtalt ovenfor og kan måske alle lave et hæderligt samlet resultat, ligesom Pedersen utvivlsomt vil gå efter i hvert fald de to massespurter, og Kron og Valgren ville kunne lide de to puncheurspurter, hvor de dog må ventes at skulle arbejde for hhv. Tim Wellens og Alberto Bettiol. Hos Qhubeka skal Andreas Stokbro være en del af toget for Giacomo Nizzolo, mens Frederik Wandahl får debut hos Bora, hvor han skal støtte Pascal Ackermann, Lennard Kämna og Felix Grossschartner. Endelig får Mattias Skjelmose debut hos Trek, og selvom han primært skal hjælpe, bliver han spændende at følge på enkeltstarten.