Optakt: Eurometropole Tour

SE EUROMETROPOLE TOUR PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

Cykelkalenderen har en smuk anatomi, der betyder, at forskellige dele af sæsonen er fokuseret på forskellige typer af løb. Mens sæsonens første måneder typisk handler om etapeløb, stjæler klassikerne og endagsløbene opmærksomheden midt på foråret. Efter Liege-Bastogne-Liege er det igen etapeløbene, der dominerer den sidste del af foråret og det meste af sommeren, indtil klassikerne igen tager over i september og oktober.

Der har længe været en del etapeløb i Asien og Oceanien i sidste del af sæsonen, hvoraf specielt Herald Sun Tour, Abu Dhabi Tour og Tour of Beijing har været i stand til at tiltrække stærke startfelter. I de seneste år har der desuden været en voldsom tilvækst af kinesiske etapeløb, og begivenheder som Tour of Hainan og Tour of Taihu Lake håber at udvikle sig til noget betydeligt større i fremtiden, ligesom Tour of Turkey (indtil 2019) og Tour of Guangxi nu også afvikles som to sene WorldTour-løb.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

I Europa er etapeløbssæsonen imidlertid traditionelt blevet afsluttet efter Vuelta a Espana, men ét løb har dog givet rytterne en mulighed for at komme i aktion over flere dage mod slutningen af året. Tour de l’Eurometropole, der tidligere var kendt som Circuit Franco-Belge, har i mange år været det eneste etapeløb sidst på sæsonen og har typisk været afviklet i ugen efter VM.

Som det gamle navn viser, afvikles løbet tæt på den fransk-belgiske grænse og har altid besøgt begge lande. Det blev første gang afviklet helt tilbage i 1924 og har altid fundet sted sidst i september eller først i oktober. Det blev aflyst fra 1940 til 1954, men siden tilbagekomsten er det kun 1968- og 1970-udgaverne, der ikke har fundet sted, før corona førte til en aflysning i 2020. Det har ganske vist aldrig været kalenderens største løb, og vinderlisten mangler det stjernestøv, man finder i mange andre belgiske løb, men det har altid været en perfekt chance for rytterne at gøre brug af den gode form, de har bygget op forud for VM. I 2012 fik det sit nye navn, men fra i år er det atter blevet omdøbt, nu til Eurometropole Tour.

Eurometropole Tour finder sted i en relativt flad del af Europa, og derfor har det altid været en begivenhed for stærke sprintere, der kan overleve de små stigninger i området, som er kendt fra Gent-Wevelgem. Det har gjort det til perfekt forberedelse til Paris-Tours og dermed som regel en god formindikator forud for sæsonens sidste store klassiker. Blandt de seneste vindere finder man navne som Robbie McEwen, Jimmy Casper, Gert Steegmans, Tyler Farrar, Adam Blythe, Jurgen Roelandts, Jens Debusschere og Arnaud Demare, og det afspejler tydeligt hvilken ryttertype, der typisk er fremme i dette terræn.

Uheldigvis er løbet kommet i økonomiske problemer, og i 2016 blev det derfor reduceret til et endagsløb, der blev afviklet på den rundstrækning, der i de seneste år er blevet brugt til sidste etape. Det har naturligvis fjernet dets rolle som det sidste etapeløb i den europæiske sæson - en rolle, der fra 2019 er overtaget af Kroatien Rundt, som nu afvikles efter Vueltaen (i år finder også det udskudte Giro di Sicilia sted i samme uge). Det betyder imidlertid ikke, at løbet har tabt blot den mindste prestige, og i 2016 havde man måske endda et stærkere felt end tidligere. Da VM fandt sted på en flad rute i Qatar, var mange sprintere i storform, og mange brugte det belgiske løb som et af de sidste forberedelsesløb forud for det store slag i ørkenen. På startlisten fandt man navne som Tom Boonen, Fernando Gaviria, Arnaud Demare, Jens Debusschere og Dylan Groenewegen, der alle ventedes at spille prominente roller i Mellemøsten.

I 2017 var der tale om en lille økonomisk genrejsning, da arrangørerne havde held til også at afvikle et opvarmningsløb, Omloop Eurometropole, dagen inden hovedbegivenheden. Desværre blev det en engangsforeteelse, og siden 2018 har der igen tale om et enkeltstående løb. I 2018 fik løbet lidt ekstra opmærksomhed, da en generel kalenderændring betød, at det blev afviklet i ugen op til VM, men nu er det tilbage på sin faste plads, hvor det er et af de største løb på den nordeuropæiske post-VM-kalender, som leder frem til Paris-Tours, og som det stadig anses som forberedelse til. Samtidig er det med sin 1.Pro-status et af efterårets største på den europæiske kalender, og efter en lille nedtur i 2019, hvor der blot var fem WorldTour-hold til start, blomstrer løbet i år - måske grundet Paris-Roubaix - med deltagelse af ikke færre end 11 af de bedste hold.

Selvom løbet afvikles på ruten fra sidste etape af etapeløbet, der stort set altid endte i en massespurt, er det faktisk ikke blevet til en samlet afgørelse i det nye format. Det gjorde det heller ikke ved den seneste udgave i 2019, hvor et hårdt løb efterlod blot 30 mand i et felt, der spurtede om sejren. Her var der lagt op til sejr til Alvaro Hodeg, men colombianeren styrtede alvorligt i finalen, og i stedet choksejrede Piet Allegaert foran Florian Senechal, der pludselig skulle køre sin egen spurt, og Jasper Stuyven. Allegaert vender tilbage for at forsvare sin titel, men han skal finde nye rivaler, da både Senechal og Stuyven puster ud efter flotte VM-præstationer i søndags.

Ruten

Som sagt har det været planen at lade det nye endagsløb bruge samme rundstrækning, der i mange år har været anvendt til finalen på sidste etape af det nye hedengangne etapeløb. Det var tilfældet i de tre første udgaver, men det ændrede sig i 2019. Målbyen var stadig Tournai, men man droppede med den nordlige rundstrækning, hvor Col de la Croix Jubaru var hovedudfordringen, til fordel for en ny, sydlig rundstrækning med den lille Cote d’Ere som væsentligste forhindring. Ligesom i de foregående to år blev startbyen også ændret, idet man tog udgangspunkt i La Louvière. Det var dog tilsyneladende en engangsundtagelse. I hvert fald er den klassiske rundstrækning tilbage, mens den nye startby til gengæld fastholdes.

Med en samlet distance på 177,6 km er løbet som i 2019 ca. 30 km kortere end tidligere, og starten går som sagt i La Louvière, der ligger sydøst for målbyen Tournai. Herfra bevæger rytterne sig mod nordvest igennem hovedsageligt fladt terræn, indtil man nærmer sig Tournai. Syd for Geraardsbergen kører man en spurt efter 44,7 km, hvorefter man kører mod vest for at skære igennem det kuperede område umiddelbart nord for grænsen til Frankrig, hvor man snor sig lidt rundt i bakkerne. Undervejs skal man over stigningerne La Folie (1,8 km, 2,9%), Hameau des Papins (900 m, 7,3%), Le Semenil (700 m, 7,1%), Le Bourliquet (1,2 km, 6,7%) og brostensstigningen Mont-Saint-Laurent (1,1 km, 7,5%) efter hhv. 56,5 km, 59,0 km, 64,5 km, 71,0 km og 76,3 km, og de er alle typiske korte, belgiske bakker. Herefter rammer man igen relativt fladt terræn, mens man kører mod vest og sydvest det sidste stykke frem til Tournai, hvor man efter 97,6 km rammer den afsluttende rundstrækning, hvorefter man kører en halv omgang og krydser stregen for første gang efter 104,1 km.

Løbet afsluttes nu med fem omgange på den velkendte 14,7 km lange rundstrækning, der er tilbage efter et års fravær. Den er ganske enkel, idet man ad en lige vej kører mod nord igennem fladt terræn og op over Col de la Croix Jubaru (1,5 km, 4,9%), der stiger med hhv. 2,9%, 6,7% og 5,3% over de tre 500 m-segmenter. Toppen rundes med 9,5 km igen, hvorefter man via en nedkørsel fortsætter mod nord, inden man hurtigt drejer mod først øst og siden syd. Herefter går det ad en lang og lige vej mod syd, idet det først er let faldende, inden de sidste 5 km er stort set flade. Den lige vej afbrydes af en rundkørsel med 3 km igen, hvorefter der blot er et blødt sving med 1700 m igen og slutteligt et sidste sving 700 m fra stregen

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Løbet byder på i alt 1529 højdemeter, hvilket er ca. det samme som i 2019 og godt 200 færre end i 2018, hvor løbet var ca. 30 km længere.

I forhold til 2019-udgaven er første del stort set uforandret, men man vender altså tilbage til den gamle rundstrækning, der senest blev benyttet i 2018. Dengang var løbet ca. 30 km længere, fordi man kørte et lidt længere indledende stykke med lidt flere stigninger.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

SE EUROMETROPOLE TOUR PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Vejret

I 2016 forvandlede voldsomt vejr det ventede sprinterløb til et brutalt sidevindsræs, og i 2018 var vejret også kedeligt. Efter en solrig VM-uge rammes Belgien også til årets udgave af efterår. Det vil nemlig regne i løbet af natten, men når løbet starter, ventes det solrigt med en bygerisiko, der aftager fra 25% til 10-20% gennem det meste af løbet. Temperaturen vil være 16 grader, og først og fremmest vil det være blæsende med en frisk til hård vind (26-27 km/t) fra vest. Det giver hovedsageligt mod- og sidemodvind frem tilden kuperede zone, hvor der efter de to første bakker hovedsageligt vil være sidevind, indtil man har nået toppen af den sidste. Derefter vil der være mod- og sidemodvind frem til rundstrækningen, hvor der vil være sidevind stort set hele vejen. Det gælder også på det lange stykke ned tilbage mod Tournai, hvorefter der vil være sidemodvind over med 1700 m igen og slutteligt modvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Det kan godt være, at Eurometropole Tour som endagsløb er en relativt ny ting, men der har nu ikke været meget nyt over ruten. Finalen har som sagt været den samme, som vi længe har kendt fra sidste etape af Circuit Franco-Belge, der stort set altid er endt i en massespurt. Derfor er det også velkendt, at Croix Jubaru sjældent skaber den helt store udskilning i det, der helt klart må betegnes som et klassisk belgisk sprinterløb, og profilen i løbsbogen har altid set langt voldsommere ud, end den burde.

Alligevel er det sjovt nok endnu ikke lykkedes at få en klassisk massespurt i det nye format, selvom etapen i gamle dage altid endte på den facon. I 2016 endte løbet som et episk sidevindsræs, hvor vi allerede havde haft massiv udskilning, da feltet ramte rundstrækningen, og tv-dækningen startede. Ryttere, der var sat på dette tidspunkt, så aldrig fronten igen, og det endte som et aggressivt udskilningsløb blandt løbets mest hårdføre ryttere. Selv ikke i dette scenarium kunne man dog forhindre en spurt, og det endte med, at en mindre gruppe skulle afgøre løbet til allersidst. Det markerede et nybrud i forhold til det, vi har set tidligere, og viste, at det kan lade sig gøre at se andet end en klassisk massespurt.

Lidt af det samme så vi i 2017, hvor en større gruppe rev sig fri til sidst og til slut spurtede om sejren. Det er dog værd at bemærke, at løbet blev vundet af Dan McLay, der er kendt som en af de allertungeste sprintere. Det siger alt om, at der ingenlunde har været tale om et hårdt løb, og Croix Jubaru-stigningen er ikke noget bjerg. Det er således snarere vejret end bakkerne, der kan gøre forskellen, hvilket formentlig også var tilfældet, da sprinterne igen blev snydt i 2018. Her var vi efterladt med en eminent gruppe med navne som Jasper Stuyven, Mads Pedersen, Jempy Drucker, Jasper Philipsen, Oliver Naesen og Tiesj Benoot, der blev hentet få meter fra stregen, og denne gruppe snød med bare 11 sekunder André Greipel for en spurtsejr, og dermed sørgede de for, at vi stadig ikke har haft en klassisk spurtafgørelse i løbet. Det havde vi heller ikke i 2019, hvor 30 mand spurtede om sejren, men som sagt var det på en anden rundstrækning end denne.

Hvad skal vi så vente os i år? Det er ikke let at blive klog på. Ruten er som sagt ikke noget at skrive hjem om, men det er vejret. Ligesom Danmark rammes Belgien i disse dage af noget helt andet vejr, end vi havde i sidste uges nærmest sommeragtige betingelser, og selvom nattens regnvejr vil blive erstattet af en flot eftermiddag, bliver det meget blæsende. Vinden kommer endda fra vest, og det betyder direkte sidevind i stort set hele finalen. Erfaringen er dog umiddelbart, at sidevindskørsel mest har splittet feltet inden rundstrækningen, som vi så det i 2016.

Spørgsmålet er, om vi kan bruge 2018-udgaven som inspiration. Dengang var det ikke helt så blæsende, og vinden var i sydvest - ikke vest - og her var alt lagt an til en spurt med bare 20 km til mål. Det var først til allersidst, at den brølstærke gruppe kørte væk, hvorefter Benoot havde kurs mod sejren, inden Stuyven fik sat Pedersen i scene. Et sådant scenarium burde være endnu mere realistisk med en kraftigere vind, der nu står direkte i siden i hele finalen.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Spørgsmålet er, om alt skal ske på rundstrækningen. Den første del af løbet er et stort set rent modvindsløb, men der bliver sidevind i den kuperede zone. Det synes ikke helt umuligt, at kombinationen af bakker og vind kan splitte feltet, men da der derefter igen er modvind frem mod rundstrækningen, er der en vis chance for en regruppering. Det kan blive et decimeret felt, der rammer rundstrækningen, men mest taler for, at det er et større felt.

Er der så nogen, der vil have et hårdt løb? I den grad. Faktisk er der ikke mange hold, der synes entydigt at ville spurte. Det mest udprægede sprinterhold er Deceuninck med Fabio Jakobsen, og netop hans tilstedeværelse betyder formentlig, at mange vil forsøge at undgå den store massespurt. Derudover vil Cofids med formstærke Elia Viviani utvivlsomt også gerne spurte, ligesom Bora med Jordi Meeus og UAE med Fernando Gaviria og Alexander Kristoff vil det, men sidstnævnte har også Matteo Trentin som en offensiv option. Der er også andre sprintere som Mads Pedersen og Danny van Poppel, men de vil formentlig hellere have et benhårdt udskilningsløb end en spurt mod Jakobsen.

Historien viser, at det vil være dumt at udelukke en spurt - vi var trods alt tæt på også i 2018, hvor selv en lidt halvtung fyr som Greipel var meget tæt på at vinde - men jeg synes, at interesserne, feltets uhyre mange klassikerspecialister og vinden taler for, at det ikke bliver sådan. Jeg forventer et hårdere løb, hvor bakken og vinden vil splitte feltet, og jeg regner derfor mere med et scenarium som i 2018 og 2016. Det betyder dog ikke, at sprinterne er ude af billedet. Mange sprintere er gode til sidevindskørsel, og bakken er ikke noget Monte Zoncolan. Som bekendt var det Dylan Groenewegen, der vandt sidevindsræset i 2016, og at beskrive ham som noget studium i holdbarhed vil være en anelse overdrevet. Historien viser også, at de hårde udgaver altid er endt i en eller anden form for spurt til sidst, og selvom Benoot med sit ridt i 2018 viste, at det i et hårdt løb vil være muligt at køre alene hjem i en taktisk finale, er det stadig mest sandsynligt, at en hurtig herre vinder, men det skal formentlig være en, der er så stærk, at han kan overleve både vind og bakker.

Jeg prøver at pege på Danny van Poppel. Man skal altid være varsom med den svingende hollænder, der havde en af sine mange DNFs så sent som ved VM, men han har været dybt imponerende den seneste måned. Hvis han har de ben, der gav ham en 6. plads på brostensetapen i Benelux Tour, bliver han i hvert fald uhyre svær at sætte, og som vi så på 1. etape i Benelux og i Gent-Wevelgem, er han også fremragende i sidevind. Har han en af sine gode dage, er han skabt til dette løb, og han har også vist masser af fart på det sidste, først i Benelux med to 3. plads i uhyre stærkt besatte massespurter og senest i Gooik, hvor han kun blev slået af Jakobsen, og Lichtervelde, hvor han vandt feltets spurt foran blandt andre den lige nu meget velkørende Alberto Dainese.

Hvis han kan kombinere holdbarheden fra Benelux med sin nuværende fart, tror jeg, at han kan gøre det færdigt efter et hårdt sidevindsræs, også fordi hans hold med særligt formstærke Taco van der Hoorn, der snød alt og alle i Lichtervelde for en uge siden, samt Aime de Gendt, Andrea Pasqualon og Baptiste Planckaert, der dog ikke synes i storform, selvom Pasqualon har kørt et par gode spurter på det sidste. Først og fremmest er det dog Van Poppel selv, der er stærk lige nu, og jeg tror, at han langt om længe omsætter sin endeløse lange rækker af topresultater, til en sejr. Holdet har også Pasqualon og Planckaert som hurtige alternativer, men de mangler lidt fart og har ikke virket flyvende. De Gendt synes at mangle både form og fart, mens Van der Hoorn får svært ved at gøre det færdigt, selvom man lige nu ikke skal udelukke, hvad han an i en taktisk finale.

Mens det er ret sikkert, at Van Poppel er i form, er usikkerheden om Mads Pedersen stor. Vi fik ham aldrig at se til VM, og dermed har han kørt, siden hoftesmerter tvang ham ud af Benelux. Op til VM lød han imidlertid ganske optimistisk, og selvom han i Benelux måske syntes at være lidt i tilbagegang, var han som altid flyvende efter Touren. Pedersen kan ligesom Van Poppel vinde både en spurt og et hårdt løb, men skal det lykkes, skal han formentlig håbe på et scenarium, som da han vandt for tre år siden. Her kommer vinden til hjælp, og både Pedersen og Trek er notorisk gode i sidevindskørsel. Han burde også have god chance for at have Alex Kirsch, der så godt ud i Luxembourg, og Edward Theuns hos sig, og med den form for støtte burde han have en god chance for igen at gøre det færdigt. I en stor spurt kan det også lykkes, særligt fordi hans tog med Kirsch, Emils Liepins og Theuns er det måske næststærkeste. Theuns kan måske også komme i spil, hvis Pedersen har en offday, eksempelvis grundet søndagens styrt, men normalt vil de satse på danskeren i et løb som dette.

Efter de seneste spurter er der næppe den store tvivl om, at Fabio Jakobsen igen må regnes som hurtigste mand i dette felt - og også med afstand. Han vil derfor være den naturlige favorit i en spurt, men som vi så i Koolskamp kæmper han stadig med sin positionering. Heldigvis for ham er finalen enkel, og hans tog med Jannik Steimle og Bert van Lerberghe ser stærkt ud. Derfor vil han være manden, der skal slås, hvis det hele samles. Spørgsmålet er, om han også kan være med i et hårdere løb. Bakken er en udfordring, men som Groenewegen har vist, er den ikke uoverstigelig. Sidevind er han udmærket til, men jeg vil dog med dette vejr alligevel tro, at det bliver for svært, hvis den splitter. Til det hårde løb er bedste option formstærke Steimle, men selvom han er hurtig, er der hurtigere folk end ham. Van Lerberghe viste også i foråret, at han er en option til et hårdt løb, men selvom også han er hurtig, er der hurtigere folk end ham. Måske kan unge Stan van Tricht, der også har noget fart, være med i en taktisk finale. Til gengæld tvivler jeg på formen hos Dries Devenyns.

Den måske største trussel mod Jakobsen i en spurt kan være Elia Viviani. Efter en lang og svær tid er der pludselig hul igennem hos den tidligere supersprinter, og sejrene over blandt andre Ackermann og Gaviria i Fourmies og over Merlier i Isbergues viser, at hans fart lige nu rækker rigtigt langt. Han har dog ikke hele sit tog med her, men som vi så i Fourmies, er han stadig god i positionskampen. Fanges Jakobsen, kan han gøre det færdigt. I gamle dage ville Viviani også være en fremragende option i sidevind, men lige nu er det mere tvivlsomt, om han kan være med i et hårdt løb. Cofidis har også den forsvarende vinder Piet Allegaert, der er deres mand til et hårdt løb. Han imponerede dog ikke i Denain, og selvom 2019 viste, at choksejre kan forekomme, vil han formentlig være oppe mod hurtigere folk.

UAE kommer med et uhyre spændende hold med hele tre gode kandidater. Bedst chance har nok Alexander Kristoff, der har vist fornem form i Tyskland, Frankfurt og senest VM, hvor han nok engang vandt feltets spurt om en sekundær placering i et stort endagsløb. Han har næppe farten til at vinde den store massespurt, men i et hårdt løb har Kristoff en chance for at være med. Han er dog ikke den store mester i sidevind, og derfor frygter jeg, at han misser bussen igen. I det hårde løb burde der til gengæld være garanti for deltagelse fra sidevindskongen Matteo Trentin, der med sejren i Matteotti også har vist form trods et uheldigt VM. Med de spurter, han har kørt i år, er det dog tvivlsomt, om an kan gøre det færdigt. Derfor tror jeg mere på Fernando Gaviria, der er ganske god i sidevind og godt kan være med i et hårdt løb, men desværre mister han som regel for meget fart, når han er træt. Hans store chance er nok den fulde massespurt, hvor der er hurtigere folk end ham, men hvor et tog med Trentin og Kristoff må regnes som det i særklasse stærkeste. Med tre hurtige folk regner jeg Sven Erik Bystrøm og Rui Oliveira som rene hjælpere.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Boras bedste chance er en spurt, hvor de har Jordi Meeus. Han har vist god fart siden Vueltaen og blev nr. 2 bag Philipsen i Denain og nr. 3 bag Jakobsen og Van Poppel i Gooik. Hans tog med Daniel Oss og Rudiger Selig er også et af de stærkeste, men vi har også set, at der er folk, der er en anelse hurtigere end ham. Holdet har også Maximilian Schachmann, hvis form efter Vuelta-krisen og et VM-styrt er helt ukendt. Løbet passer ham ikke specielt godt, men er han i form, kan han være med i et hårdt løb. Det kan Daniel Oss måske også, men han er en usandsynlig vinder.

Man tør vel heller ikke helt afskrive Nacer Bouhanni. Ganske vist er det blot det andet løb siden skulderbruddet, men hans 4. plads i Chauny viser, at han ikke er helt formsvag. Det resultat kom endda trods en kollision med Pasqualon, og med den fart, han genfandt i årets Tour, er han utvivlsomt i stand til at vinde i dette felt. I sin nuværende forfatning skal han dog nok bruge et let løb for at være med. Rækker formen ikke, har Arkea 2017-vinderen Dan McLay, der stille og roligt finder formen og faktisk har spurtet godt, når han endelig får chancen, men han er som altid positioneringssvag og derfor en usandsynlig vinder. Også han er tung, og falder han fra, vil holdet satse på formstærke, men positioneringssvage Bram Welten. Til et hårdt løb har de Amaury Capiot, der normalt burde være en god kandidat, men han synes stadig ikke at være helt tilbage efter sin skade, ligesom heller ikke Clement Russo synes i storform.

Lotto har den uhyre formstærke Tosh van der Sande , der på det seneste er blevet nr. 3 i Vallonien og ikke mindst nr. 2 bag Florian Senechal i det uhyre stærkt besatte Primus Classic. Med de ben synes det givet, at han vil være med, hvis løbet bliver hårdt, og da han også har en hæderlig spurt, kan han også gøre det færdigt. Han skal dog undgå at spurte mod de rigtige sprintere, der er nævnt ovenfor, hvis det skal blive til 3-2-1 i hans serie af endagsresultater. Holdet har også Florian Vermeersch, der så fremragende ud til U23-VM og kan være med i både et hårdt løb og en spurt. Sidstnævnte kan han dog ikke vinde, og han skal derfor gøre det færdigt i en lille gruppe, hvor han og Van der Sande udgør en stærk duo. Den tredje option er Philippe Gilbert, der har set fornuftig ud i sine seneste løb, men med sit nuværende niveau er han fortsat en sandsynlig vinder.

Israel SUN har Sep Vanmarcke, der så udmærket ud i Primus Classic og senest i Denain, indtil han blev ramt af en punktering. Han vil formentlig være med fremme i et hårdt løb, hvor han også er hurtig, men som Van der Sande formentlig oppe mod hurtigere folk. Den formstærke Tom van Asbroeck burde også være med i et hårdt løb, og han er hurtigere end Vanmarcke, men også han kan være oppe mod hurtigere folk. Holdet skal måske snarere håbe, at også Hugo Hofstetter kan være med, men han er ikke nogen ørn i sidevind, og selvom han er positioneringsstærk, vinder han ikke en stor massespurt. Her har holdet også Rudy Barbier, men han har spurtet skuffende i år og risikerer at falde fra undervejs.

EF kommer med Michael Valgren, der som bekendt er skræmmende stærk lige nu. Dette løb er dog en anelse for let til, at han kan regnes som en rigtig favorit. Han reddes af vinden, og hvis vi som forventet får det hårde løb, bør Valgren spille en hovedrolle. Udfordringen bliver at gøre det færdigt i et løb, der som regel ender i en eller anden form for spurt, men Valgren er en mester i at snige sig væk til sidst, som Benoot var så tæt på at gøre i 2018. EF har også Stefan Bissegger, men han oser ikke af form og holdbarhed og er nok kun kandidat til en stor spurt, som han alligevel ikke kan vinde.

Ineos har Michal Kwiatkowski, der vil glæde sig over de hårde betingelser. Vi så til VM, at han var god, men da de bedste angreb, så vi også, at han stadig mangler det sidste. Her vil jeg dog tro, at han i det hårde løb vil spille en fremtrædende rolle, som han gjorde i Denain, og da han er hurtigere end Valgren, står han bedre i en spurt. Også han vil dog formentlig være oppe mod hurtigere folk, og han har ikke samme form som danskeren til at køre alene hjem. Ineos har også Owain Doull , der så godt ud i Denain og er ganske hurtig, men han er en usandsynlig vinder.

Total skal satse på Niccolo Bonifazio, der generelt har haft et svært år. Han hev dog lidt an kanin op af hatten, da han vandt GP Jef Scherens og blev nr. 2 bag Van Poppel i Egmont Cycling Classic, og hans 5. plads i Koolskamp viste også, at han på sine gode dage stadig har fart. Han er dog uhyre ustabil og synes lige nu at mangle sin gamle positionering og at være uden den store holdbarhed. Da han samtidig ikke har fordums fart, får han svært ved at vinde en spurt.

Qhubeka har Max Walscheid , der synes i fremragende form. Han har ofte vist, at han er en af de bedste i sidevind, men til gengæld er hans tonstung. I et hårdt løb vil han formentlig ryge af på bakken. Hans chance er snarere i en spurt, og her har vi talrige gange set, at han lige nu mangler fart. Som alternativ har holdet Reinardt van Rensburg, der dog også mangler fart. Både Simon Clarke og Michael Gogl gjorde det godt i Primus Classic - særligt Clarke - men de er bedre på bakker end i vind, og jeg tvivler på, at de er med, hvis det er vinden, der gør forskellen.

Man er vel også nødt til at nævne Arvid de Kleijn. Hans eneste chance er den store spurt, men her burde han også kunne gøre sig gældende. Efter sit styrt i Frankrig har hans spurter dog været knap så overbevisende, senest i søndags, hvor han blot blev nr. 5 i Chauny. Vi så dog i foråret, at han kan overraske, og han plejer at være god i positionskampen. Rally har også Colin Joyce , men han synes formsvag.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det er svært at tro på de øvrige hold. FDJ har Fabien Lienhard og Ramon Sinkeldam til en spurt, de ikke kan vinde, og det er svært at se dem fremme i et hårdt løb. Alpecin har Edward Planckaert, der er god i hårde løb, men trods den fine fart er han en usandsynlig vinder, som det også gælder for en ellers velkørende Dries de Bondt. Løbet passer ikke formsvage Xandro Meurisse. B&B skal håbe på en spurt med Luca Mozzato, men den kan han ikke vinde, og selvom han imponerede i Denain, har jeg svært ved at se ellers hurtige Jeremy Lecroq være med i et hårdt løb i dette felt. Bingoal skal håbe på en spurt med Tom Paquot, der i år har kørt fint i reducerede massespurter, mens Arjen Livyns fortsat er i sin lange formkrise. Hos Gazprom er Marco Canola bedre end længe, men han vinder ikke en spurt, og jeg har svært ved at se ham gøre sig gældende i et sidevindsræs. I en spurt er det muligt, at de kører for Eirik Lunder og ikke Canola, men han kan ikke vinde i dette selskab. Sport Vlaanderen skal satse på holdbare og halvhurtige Kenneth van Rooy til et hårdt løb og Arne Marit til en spurt, men de er begge usandsynlige vindere. Uno-X kommer med et relativt svagt hold, der skal drømme om en top 10 i en spurt med Erlend Blikra eller alternativt en tilsyneladende formsvag Daniel Hoelgaard. Hos kontinentalholdene kan Campbell Stewart kørt en fin spurt for Black Spoke, som Gil D’Heygere kan det for Tarteletto - jeg tror ikke længere på Alfdan de Decker - ligesom Emiel Vermeulen normalt er konkurrencedygtig på dette niveau for Roubaix, men han har haft en svær tid med både styrt og sygdom.

OPDATERING: Ved en fejl har jeg misset formstærke Dimitri Claeys på startlisten. Han er ikke en sandsynlig vinder, men i et hårdt løb vil han kunne gøre det godt.

***** Danny van Poppel

**** Mads Pedersen, Fabio Jakobsen

*** Elia Viviani, Alexander Kristoff, Fernando Gaviria, Jordi Meeus, Nacer Bouhanni

** Tosh van der Sande, Matteo Trentin, Jannik Steimle, Sep Vanmarcke, Tom van Asbroeck, Michael Valgren, Michal Kwiatkowski, Andrea Pasqualon, Edward Theuns, Florian Vermeersch, Hugo Hofstetter, Niccolo Bonifazio, Max Walscheid

* Arvid de Kleijn, Dan McLay, Piet Allegaert, Bert van Lerberghe, Maximilian Schachmann, Taco van der Hoorn, Baptiste Planckaert, Stan van Tricht, Bram Welten, Dimitri Claeys, Amaury Capiot, Philippe Gilbert, Rudy Barbier, Stefan Bissegger, Owain Doull, Simon Clarke, Michael Gogl, Fabien Lienhard, Ramon Sinkeldam, Edward Planckaert, Dries de Bondt, Luca Mozzato, Jeremy Lecroq, Tom Paquot, Marco Canola, Eirik Lunder, Arne Marit, Kenneth van Rooy, Erlend Blikra, Daniel Hoelgaard, Emiel Vermeulen

Danskerne

Mads Pedersen og Michael Valgren er begge til start i kaptajnroller og omtalt ovenfor. Hos Uno-X skal Morten Hulgaard, Johan Price-Pejtersen og Julius Johansen formentlig køre offensivt og hjælpe Erlend Blikra i tilfælde af en spurt.

Sidste års løb

Du kan gense Piet Allegaerts sejr fra 2019 i videoen til højre, Dan McLays sejr fra 2017 samt den kontroversielle spurt mellem Dylan Groenewegen og Oliver Naesen fra  2016 (det er desværre ikke lykkedes at finde en video af Mads Pedersens sejr fra 2018).

SE EUROMETROPOLE TOUR PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-