Optakt: Flandern Rundt

Løbets rolle og historie

Ingen vil holde igen, når rytterne møder frem til starten i Antwerpen søndag morgen. Indtil nu har ethvert brostensløb haft et element af forberedelse over sig, men det er bestemt ikke tilfældet i søndagens Flandern Rundt. Det er endelig tid til at gå efter de store mål, og de største brostensspecialister vil i sidste ende få deres klassikersæson bedømt på, hvad der sker de næste to søndage.

Flandern Rundt indgår sammen med Milano-Sanremo, Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia på listen over cykelsportens fem monumenter - de mest ikoniske endagesløb - og dets rødder i den cykelgale flamske region gør det til et af de mest eftertragtede. Fansene skaber en helt særlig atmosfære, der ikke findes noget andet sted på cykelkalenderen.

Den første udgave af løbet blev holdt i 1913 og blev arrangeret af Karel Van Wijnendaele, der var en af grundlæggerne af sportsavisen Sportwereld. Som mange andre store historiske løb blev Flandern Rundt skabt ud fra ønsket om at promovere et medie, og det lagde grunden til en af sportens mest ikoniske begivenheder.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Før 2. Verdenskrig blev løbet typisk afviklet samme sag som Milano-Sanremo. De bedste italienske og franske ryttere foretrak sidstnævnte, hvilket forklarer, hvorfor der kun var én ikke-belgisk vinder i tiden før krigen. Efter at man besluttede at adskille de to løb på kalenderen, begyndte de begge at blomstre, og det gjorde dem til to af sportens største endagsløb.

Flandern Rundt er højdepunktet i Den Flamske Cykeluge og er toppen af kransekagen i den løbsserie, der tilbyder adskillige løb med et ens design. I løbet af nogle få uger sidst i marts og først i april kører rytterne adskillige løb på de samme smalle, brostensbelagte og stejle veje i et ganske lille område i De Flamske Ardenner, hvor de zigzagger sig gennem området for at komme op ad så mange af de kendte stigninger som muligt.

Løb som Omloop Het Nieuwsblad, Dwars door Vlaanderen, E3 Harelbeke og Flandern Rundt er alle designet på denne måde og giver dermed en helt speciel form for cykelløb, der karakteriserer denne helt unikke del af sæsonen. Af en eller anden grund er det stort set begrænset til dette korte tidsrum, og de berømte veje bruges kun sjældent i den øvrige del af sæsonen. I denne tid er de imidlertid det absolutte centrum for cykelsporten, og alle de foregående begivenheder har været én lang opbygning til søndagens store finale, et af de vigtigste øjeblikke i hele cykelsæsonen. Flandern Rundt er det eneste monument, der kan siges at have en hel løbsserie, der alene tjener som forberedelse til den store begivenhed.

Mens det andet brostensmonument, Paris-Roubaix, hovedsageligt er en flad sag, hvor forskellen alene gøres af det vanskelige underlag, og hvor de bedste ryttere baserer deres resultater på styrke og udholdenhed, er Flandern Rundt helt anderledes. Rutens væsentligste karakteristikum er de mange hellingen - korte, stejle, ofte brostensbelagte stigninger - og derfor kræver succes i Flandern, at man har et vist punch til at håndtere de stejle skråninger i De Flamske Ardenner.

Faktisk var det aldrig planen for arrangørerne at bruge dårlige veje. I løbets unge dage var det ganske enkelt de eneste, der var tilgængelige. I 1950erne begyndte man i Belgien af asfaltere vejene, men på det tidspunkt havde løbet allerede dets helt særlige natur. Da de første klassiske stigninger fik lagt asfalt, begyndte alarmklokkerne at ringe, og arrangørerne måtte i kontakt med de lokale folk på de mange barer for at finde de gemte veje, der kunne benyttes til deres løb. De er nu blevet en væsentlig del af løbet og nogle af de mest ikoniske steder i cykelverdenen.

Stigningerne er faktisk nu så berømte, at den præcise sammensætning af ruten er genstand for heftig debat. Flandern Rundt følger ganske vist en fast formel, men de finere detaljer af ruten varierer fra år til år. Distancen og antallet af stigninger kan være forskelligt, og start- og målbyerne har ikke været de samme. Efter oprindeligt at være startet i Gent er løbet i de senere år begyndt i Brugge, men sidste år flyttede man startområdet til Antwerpen.

I mange år var finalen imidlertid den samme. Fra 1973 til 2011 sluttede løbet i Meerbeke og havde den velkendte afslutning med den berømte Muur van Geraardsbergen og Bosberg helt til sidst i løbet. Det er nu ændret. I stedet bød 2012- og 2013-udgaverne på et par omgange på en rundstrækning, der inkluderede to af regionens sværeste stigninger, Oude Kwaremont og Paterberg. Fjernelsen af Muren gav anledning til heftig debat, og mange cykelfans betragtede beslutningen som mangel på respekt for løbets historie.

Den generelle opfattelse var, at den nye rute var hårdere end den gamle, men tingene udviklede sig helt anderledes end forventet. Rundstrækningen, der blev brugt i 2012 og 2013 indeholdt ganske vist to brutale stigninger, men den havde også masser af lange, lige veje, der gjorde det umuligt at angribe udefra. I stedet blev favoritterne tvunget til at vente til sidste passage af Kwaremont-Paterberg-duoen, og det gav anledning til et kontrolleret og forudsigeligt løb.

I et forsøg på at undgå det scenarium ændrede arrangørerne igen ruten forud for 2014-udgaven. Mens Kwaremont og Paterberg forblev de to sidste stigninger, opgav man rundstrækningsformatet, og i stedet placerede man den frygtede Koppenberg-stigning, der kun benyttes i netop dette løb, meget tættere på mål end vanligt. Ændringerne blev hilst velkommen af de fleste klassikerstjerner, mens de hurtige afsluttere var mindre begejstrede for den nye, hårdere rute. Ændringen havde tilsyneladende den ønskede effekt, da 2014-løbet blev meget mere selektivt. Arrangørerne var begejstrede, og derfor har de bibeholdt samme finale lige siden. Sidste år vendte Muren endda tilbage for første gang siden 2011, denne gang dog i en forventet birolle som en af de tidligere stigninger. Helt overraskende viste det sig imidlertid, at Quick-Step åbnede løbet allerede der og lagde grunden til deres succes ved at tage favoritterne Greg Van Avermaet og Peter Sagan på sengen. Derfor er det ikke overraskende, at den berømte stigning er med igen i år.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Selvom begge brostensmonumenter i de senere år har været domineret af Fabian Cancellara og Tom Boonen, er det ingen overraskelse, at favoritlisten er forskellig i de to løb. Mens en rytter som Thor Hushovd aldrig var i spil til at vinde i Flandern, var han en af de mest stabile ryttere i Nordfrankrig. Med dets kombination af brosten og stigninger kan Flandern Rundt betragtes som en sammensmeltning af Paris-Roubaix og ardennesklassikerne, og derfor er det ikke mærkeligt, at visse ryttere kan begå sig i begge typer løb. Philippe Gilbert, Tony Gallopin, Michal Kwiatkowski og tidligere også Greg Van Avermaet og Peter Sagan har således ofte været fraværende i Roubaix for i stedet at satse på både de flamske løb og de hårdere slag i Ardennerne, og igen i år vil Kwiatkowski og Gilbert forsøge sig med en Flandern-Ardenner-kombination, mens Van Avermaet også stiller til start i Amstel Gold Race.

Trods forskellene domineres vinderlisterne i høj grad af de samme navne, og faktisk er dette årtusindes to store stjerner Boonen og Cancellara blandt de mest vindende i begge løb. Med sin tredje sejr i 2012 udlignede Boonen løbsrekorden, der indehaves af Achiel Buysse, Fiorenzo Magni, Eric Leman og Johan Museeuw, og i 2014 tog også Cancellara sin tredje sejr i De Ronde. Begge fejlede dog i deres sidste forsøg på at tage den historiske fjerde sejr, og dermed er der nu fem ryttere, der deles om rekorden.

Sidste år var forventningerne i Belgien ellers store, idet man drømte om Boonen-sejr i hans sidste Flandern Rundt. Det blev imidlertid hans holdkammerat Philippe Gilbert, der tog sin første sejr i et af de tre monumenter, han endnu ikke havde vundet, ved at levere en solopræstation, der vil gå over i historien. Efter at netop Boonen med en tidlig forcering på Muren havde fanget favoritterne Greg Van Avermaet og Peter Sagan bagude og skabt en gruppe med blandt andre Gilbert, begav den belgiske veteran sig ud på en nærmest umulig mission ved at køre solo med mere end 50 km igen. Bagude så det ud til, at Van Avermaet, Sagan og Oliver Naesen måske ville komme tilbage, men da verdensmesteren blev revet ned af en tilskuers jakke og tog Naesen med sig i faldet, lykkedes det Gilbert at holde hjem. Bagude samledes en trio med Van Avermaet, Niki Terpstra og Dylan Baarle, der spurtede om andenpladsen, som blev taget sikkert af en skuffet Van Avermaet foran Terpstra, inden Alexander Kristoff spurtede sig til en 5. plads i en større gruppe. Gilbert vender tilbage i et forsøg på at gentage triumfen for et stærkt Quick-Step-hold, der også igen kan gøre brug af formstærke Terpstra. Van Avermaet er også igen klar til at forsøge sig i det løb, han elsker allermest, ligesom Van Baarle, denne gang dog som hjælper for Michal Kwiatkowski og Gianni Moscon, samt Kristoff også er med igen i 2018.

Ruten

Som sagt har arrangørerne lyttet til de mange ryttere, der har kritiseret den rute, der blev introduceret i 2012 og 2013, for at skabe for konservativt cykelløb. Man har naturligvis levet op til kontrakten med den nye målby Oudenaarde, og derfor er man ikke vendt tilbage til den gamle finale med Muren og Bosberg, men forud for 2014-udgaven gjorde man finalen meget hårdere. Rundstrækningsformatet var til gavn for tilskuerne, men ansporede ikke til aggressiv kørsel, og selvom man fra arrangørside har ønsket stadig at passere de sidste stigninger flere gange, har man nu sammensat en mere alsidig finale, indsat flere stigninger og givet færre muligheder for at komme sig. Det gav anledning til ganske underholdende cykelløb i 2014, 2015, 2016 og 2017, og derfor har man valgt at bibeholde den samme finale i 2018.

Den store nyhed sidste år var, at starten flyttedes fra Brugge til Antwerpen, og at Muren gjorde et velkomment comeback, men denne gang som en mere perifer stigning næsten 100 km fra målstregen. Alligevel var det allerede her, at grunden til Philippe Gilberts sejr blev lagt, og derfor kan det ikke undre, at den ikoniske stigning er med igen denne gang. Faktisk har man bortset fra en marginal ændring i den flade indledende del af løbet, der forlænger distancen med fem kilometer, samt en udskiftning af Eikenberg med Edelare tidligt i løbett valgt fuldstændig at genbruge sidste års rute. Igen i år er der derfor 18 stigninger på programmet, og der er altså tale om næsten præcis de samme som for 12 måneder siden.

Den afsluttende kombination af Oude Kwaremont og Paterberg er brutal, da begge stigninger er blandt regionens allerhårdeste. Faktisk er det en meget sværere finale end den gamle med Muren og Bosberg. Hvad der gjorde 2012- og 2013-udgaverne mindre aggressive var de mange kilometer på store, flade veje på den afsluttende rundstrækning, hvilket gjorde det svært at angribe fra distancen. Ved at opgive rundstrækningsformatet har man kunnet reducere afstanden mellem stigningerne og dermed gjort det sværere at organisere en jagt.

Rytterne skal fortsat op over Kwaremont tre gange og Paterberg to gange, men næstsidste passage af de to stigninger kommer længere fra mål, end den gjorde på den gamle rute. I stedet afsluttes løbet med en rundstrækning, der skiller sig ud ved at inkludere den frygtede Kopppenberg, der altid har femte et nøglepunkt, men i det nye format kommer meget tættere på mål og er langt vigtigere. For fjerde år i træk vil den signalere starten på den absolutte finale, og derefter er der reelt ingen chance for at komme sig.

Trods ændringerne følger løbet fortsat den formel, der karakteriserer de fleste flamske klassikere. Løbene starter alle med et langt, fladt stykke, før man bevæger sig ind i De Flamske Ardenner. Her snor man sig rundt i et meget lille område for at ramme så mange af de berømte stigninger som muligt. Efter at have været oppe over adskillige hellingen og henover flere flade pavéer bevæger man sig ad flade veje tilbage til målbyen. De smalle veje, stejle stigninger og det ubehagelige underlag gør typisk løbene til en sag for de hårde drenge, da den gradvise udskilning betyder, at kun ganske få har overlevet, når man når målområdet. Forskellen på løb som Flandern Rundt, E3, Dwars door Vlaanderen og Omloop Het Nieuwsblad udgøres af start- og målbyerne, antallet af stigninger og ikke mindst distancen, der gør Flandern Rundt til klart det længste.

Siden 1998 er løbet startet i Brugge, men sidste år skrev man i stedet kontrakt med Antwerpen, der nu er rammen om indskrivningen. Nøjagtig som Brugge er havnebyen placeret langt fra De Flamske Ardenner, og derfor indledes den i år hele 264,7 km lange rejse - det er 5 km mere end i 2017 og 10 km mere end i 2016 - med en lang, flad tur mod sydvest til byen Zottegem, der ligger på grænsen til det kuperede område, og som nås efter 80 km. Herefter rammer man de første brosten, Lippenhovestraat og Paddestraat, der kommer efter henholdsvis 87,4 og 88,6 km, inden man når frem til målbyen Oudenaarde efter ca. 100 km.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Herfra ændrer løbet karakter. I år er der ingen tidlige stigninger, og fra det øjeblik man rammer den første helling er der meget kort afstand mellem stigningerne. Det lange indledende stykke tjener som formål at akkumulere træthed og skabe et tidligt udbrud. I mange flamske klassikere kan tilstedeværelse i det tidlige udbrud være en billet til et topresultat - bare tænk på Imanol Erviti i 2016 - og derfor er løbet ofte meget aggressivt i den indledende fase. Det er ganske vist vanskeligere at holde hele vejen i dette løb end i de kortere klassikere som E3 og Dwars door Vlaanderen, men det ændrer ikke på, at der ofte er en brutal kamp fra start, og at det tager lang tid at få etableret udbruddet.

Efter passagen af Oudenaarde kører man mod syd ind i fjertet af De Flamske Ardenner. Den første udfordring kommer efter 121,2 km, og det er en af nøglestigningerne, der åbner ballet. Først gælder det således selveste Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten), og derfra går det hurtigt med stigningerne. Den maksimale afstand mellem to på hinanden følgende stigninger er 19 km, men i langt de fleste tilfælde er der mindre end 10 km, inden det igen går løs.

Ved indløbet til Kwaremont vil positionskampen for alvor starte. Det er stadig alt for tidligt for favoritterne at spille ud, men fra nu af skal man være fremme stort set hele tiden. Positionering betyder mindst lige så meget som power og klatreevner i Flandern Rundt, da det er næsten umuligt at passere ryttere på de smalle veje. At starte en stigning for langt tilbage kan sagtens være enden på løbet, specielt hvis man fanges bag et af de mange styrt, der utvivlsomt vil præge dramaet - bare se, hvad der skete i E3 forleden.

Rytterne er nu startet på den første store rundstrækning, der inkluderer yderligere 9 stigninger. Man fortsætter mod nordøst for at ramme Kortekeer efter 131,7 km, hvorefter det gælder Edelare (1500 m, 4,2%, max. 7%), der efter 138,7 km erstatter den langt sværere EIkenberg. Den fører til en af de stejle asfaltstigninger, Wolvenberg (645 m, 7,9%, max. 17,3%), der kommer bare 3,5 km senere. Herefter rammer man Holleweg- og Haakhoek-pavéerne efter henholdsvis 142,3 og 148,0 km, inden man tager hul på de tre asfaltstigninger Leberg (950 m, 4,2%, max. 13,8%), Berendries (940 m, 7%, max. 12,3%) og Tenbosse (450 m, 6,9%, max.8,7%), der kommer hurtigt efter hinanden mellem 151,0 km- og 160,1 km-mærkerne.

På toppen af Tenbosse får man 10 km til at komme sig forud for de sidste 104,6 km. Disse første stigninger tjener flere formål. Først og fremmest sætter de sig i benene og bidrager afgørende til at gøre løbet hårdt og skabe gradvis udskilning. Fra starten af den kuperede zone sker der konstant en udtynding af feltet. I tillæg til den stadige positionskamp, der automatisk øger farten, er der altid flere hold, der prøver at sætte et solidt tempo på stigningerne for at gøre løbet selektivt.

Vigtigere er det imidlertid, at denne fase ofte er domineret af mange angreb. Det er stadig for tidligt for podiekandidaterne at røre på sig, men det kan være rette tid til at sende holdkammerater ud foran. Kaptajnerne fra de mindre hold er også ofte ivrige efter at vise sig selv frem i denne fase og med et angreb måske sikre sig en genvej til finalen. Angrebene kan komme på stigningerne, men meget ofte udnytter man en kortvarig stilstand på de større, bredere veje til at snige sig afsted.

Sidste år startede finalen allerede med præcis 94,3 km til mål, da man for første gang i seks år skulle op over Muren i Geraardsbergen. Det var her Quick-Step tog favoritterne på sengen og med en stærk forcering lagde grunden til Gilberts solosejr. Også i år vil den ikoniske stigning være det første nøglepunkt, hvor specielt Quick-Step atter kan ventes at tage initiativ. Stigningen efterfølges imidlertid af hele 18,7 km flad vej, og derfor er der tid til, at der kan ske en regruppering. Den efterfølgende stigning, Pottelberg, der kommer med 75,7 km til mål er heller ikke særlig svær, og det er heller ikke tilfældet for Kanarieberg (1000 m, 7,7%, max. 14%, der kommer 5,0 km senere. Herefter følger igen et længere fladt stykke, hvor der kan ske samling, og derfor kan det være et relativt stort felt, der rammer de sidste 60 km. Denne fase kan imidlertid give anledning til lidt ro og derfor være en oplagt chance for at stikke af og derved foregribe favoritternes angreb.

Er det ikke sket tidligere, vil løbet start for alvor, når der resterer 54,8 km, hvor rytterne rammer Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten) for anden gang. Den efterfølges direkte af en anden af de sværeste stigninger, Paterberg (360 m, 12,9%, max. 20,3%, 360 m brosten), og dermed kommer den afsluttende duo her for første gang sammen. Når de igen rammes 40 km senere, vil de være de sidste udfordringer i løbet.

Rytterne tager nu hul på den afsluttende rundstrækning, der blev introduceret i 2014, og den er som sagt meget hårdere end den, der blev benyttet i 2012 og 2013. Den mest markante nyskabelse er introduktionen af den berømte Koppenberg (600 m, 11,6%, max. 22%, 600 m brosten), der kommer med bare 44,7 km til mål. I de senere år har denne helling, der ikke indgår i de øvrige klassikere og efter Jesper Skibbys berømte uheld i flere år blev vurderet til at være for farlig at benytte, for alvor skabt ravage, og selvom underlaget er forbedret siden 90erne, er det stadig løbets måske sværeste stigning.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

At køre op ad Kwaremont, Paterberg og Koppenberg inden for bare 10 km er ganske enkelt brutalt, og derfor er det nu tid for favoritterne til at spille ud. Efter Koppenberg rammer man den 2000 m lange pavé Mariaborrestraat, og 5,4 km efter den berømte stigning gælder det Steenbeekdries (700 m, 5,3%, max. 6,7%). Derefter venter endnu en af Flanderns sværeste stigninger. Som det har været tilfældet siden 2014 kommer Taaienberg (530 m, 6,6%, max. 15,8%, 500 m brosten) - Tom Boonens favoritstigning, der ofte har været rammen om hans angreb - dybt inde i finalen med bare 36,9 km til mål, og derfor vil den igen spille en nøglerolle. Her har de store navne i de øvrige udgaver spillet med musklerne på alle disse fire svære stigninger, og selvom ingen af angrebene har været løbsafgørende, har de skabt en meget lille gruppe af favoritter relativt langt fra mål.

Efter Taaienberg bliver det lidt nemmere, og det kan være det, der forhindrer alt for tidlige angreb fra favoritterne. I de næste 20,1 km er de eneste udfordring den lange, jævne stigning Kruisberg (2500 m, 5%, max. 9%, 450 m brosten), men denne sektion har alligevel vist sig at spille en vigtig rolle. Det var her Jurgen Roelandts sikrede sig en podieplads ved at angribe i 2013, og i 2014 sikrede Stijn Vandenbergh og Greg Van Avermaet sig en billet til finalen ved at stikke af netop her på et tidspunkt, hvor storfavoritterne Cancellara og Sagan var isolerede og selv skulle jagte. I 2015 satte Alexander Kristoff og Niki Terpstra det afgørende fremstød ind netop her, og i 2016 overraskede Sagan ved sammen med Michal Kwiatkowski og Sep Vanmarcke at tage Cancellara på sengen. Det er således her, at alle de podiekandidater, der ikke kan følge de absolutte favoritter, skal foregribe de sværeste angreb. Hvis udskilningen har været voldsomt i den svære fase lidt tidligere, vil der ikke være mange hjælperyttere, og denne del er derfor enormt aggressiv og svær at kontrollere.

Som det har været tilfældet siden 2012, skal det hele afgøres på Kwaremont-Paterberg-duoen. Den første af disse stigninger kommer med 16,7 km til mål, mens den sidste afslutter vanskelighederne bare 13,2 km fra stregen. Disse to stigninger er nogle af de hårdeste i løbet, men de er meget forskellige. Kwaremont er en lang, jævn stigning, der handler mere om power og udholdenhed end acceleration, mens Paterberg er kort og brutalt stejl og dermed perfekt til at spurte hele vejen fra bund til top. I 2014 angreb Cancellara på førstnævnte, og det var kun Vanmarcke, der kunne følge ham. De forsøgte begge at angribe på Paterberg, men kunne ikke ryste hinanden. I 2015 var Kristoff og Terpstra allerede kommet fri før disse stigninger, mens det i 2016 var på Paterberg, at Sagan satte Vanmarcke og kørte alene hjem. Det er her de sidste angreb skal sættes ind, og det er her de stærkeste skal gøre forskellen.

De sidste 13,2 km består af en lang tur mod nordøst til Oudenaarde langs flade, store og brede veje. Som regel er det på dette tidspunkt et stort forfølgelsesløb melemme flere mindre grupper, men det kan også være rammen om et fascinerende taktisk spil, hvis flere ryttere er sammen i front. I 2012 og 2013 var der en relativt stor forfølgergruppe bag de tre bedste ryttere, men siden 2014 har løbet været meget mere selektivt. Det sidste sving kommer 8 km fra mål, og herefter er det ligeud hele vejen til stregen på den flade Minderbroederstraat, hvor en fortjent vinder af Flandern Rundt skal kåres efter 264,7 brutale kilometer i noget af det værste terræn, Flandern kan byde på.

Vejret

Det er ikke mange løb, der afhænger så kraftigt af vejret som Flandern Rundt. Selvom ruten er hård og selektiv, øges vanskeligheden dramatisk, hvis forholdene er blæsende, kolde og regnfulde. Hvis vejret er brutalt, bliver det ren overlevelse, mens flere ryttere har en chance, hvis det er en flot forårsdag. I nyere tid viser specielt 2015-udgaven af Gent-Wevelgem, hvordan dårligt vejr dramatisk kan forandre en flamsk klassiker, og mens de hurtige folk håber på en solskinsdag, satser de hårde drenge på rigtigt belgiervejr. Mange cykelfans betragter det ikke som et rigtigt Flandern Rundt, hvis ikke rytterne har set lidt til den belgiske kulde og regn.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Årets brostensløb har generelt været præget af kulde og dårligt vejr, og det er kun Gent-Wevelgem, der skiller sig ud som et løb, hvor vejrforholdene reducerede hårdhedsgraden. Formentlig vil Flandern Rundt føje sig til den liste, for betingelserne søndag ser fine ud. Med en temperatur på maksimalt 10 grader sidst på eftermiddagen er der tale om en ganske kølig affære, men det er også den eneste ulempe for rytterne. Efter en skyet formiddag vil der fra midt på eftermiddagen være enkelte kig til solen på en helt tør søndag, men endnu vigtigere er det, at der næsten vil være helt vindstille. Der vil bare være en svag vind fra nord, hvilket giver sidemedvind på den lange tur ned mod De Flamske Ardenner. På de mange rundstrækninger i det kuperede område vil vinden naturligvis komme fra alle tænkelige retninger, men i finalen vil der fra Kruisberg og frem stort set være sidemodvind hele vejen, herunder specielt på stykket fra Paterberg hjem til Oudenaarde. På de sidste 5 km vil der være modvind.

Favoritterne

Årets Flandern Rundt synes at kunne udvikle sig til et af de mest åbne i mange år. I de senere år har et par ryttere skilt sig ud som de absolut stærkeste på forhånd, men det er ingenlunde tilfældet i år. I 2012 var Tom Boonen i særklasse, i 2013 og 2014 var alle øjne rettet mod Fabian Cancellara og Peter Sagan, i 2015 var Alexander Kristoff ustoppelig, i 2016 talte alle atter om Sagan og Cancellara, og sidste år var det Sagan og Greg Van Avermaet, der stjal de fleste overskrifter.

I år er der derimod ingen, der markant har skilt sig ud. Sagans svage præstation i E3 giver i den grad grund til at stille spørgsmålstegn ved hans form, og det kan en sejr i et i nyere historie usædvanligt let Gent-Wevelgem ikke ændre ved. Van Avermaet hævder selv, at han er om muligt stærkere end sidste år, men selvom han har vist en klart stigende formkurve, er det vist kun ham selv, der for alvor tror på den påstand. I stedet for dominans fra et par stærke ryttere har det gennemgående tema i stedet være det forrygende Quick-Step-kollektiv, der siden sejren i Le Samyn d. 27. februar på belgisk jord har vundet syv af de otte løb, der er kørt på belgisk jord. Kun i Gent-Wevelgem, hvor Elia Viviani formentlig havde vundet, hvis ikke han i spurten var blevet lukket inde af Sep Vanmarcke, måtte man se sig slået og tage til takke med en andenplads.

Det mest imponerende ved sejrsstimen er, at den ikke er opnået i kraft af én stjernerytter eller med én stærk sprinter, der ellers som regel er nøglen til en sådan række af triumfer. Faktisk er det kun i 3 Dage ved Panne, Handzame Classic og Nokere Koerse, at man har satse på en spurt, og disse løb er endda vundet af tre forskellige sprintere, nemlig Viviani, Alvaro Hodeg og Fabio Jakobsen. De syv sejre er i stedet taget af syv forskellige ryttere, og hver eneste gang er det opnået i kraft af kollektiv dominans i finalen. Det gjaldt, da Niki Terpstra og Philippe Gilbert tog dobbeltsejre i Le Samyn og E3, da Remi Cavagna og Florian Senechal tog en dobbelt sejr i 3 Dage ved Vestflandern, og senest da holdet igen sad med hele tre mand i finalen i forbindelse med Yves Lampaerts sejr i Dwars door Vlaanderen.

Derfor er der heller ikke tvivl om, hvad det helt store spørgsmål forud for årets Flandern Rundt er: hvordan skal Quick-Steps kollektiv knækkes? Mens belgierne i hver eneste af de hidtidige flamske løb har siddet med flere mand i finalen, har det i den grad knebet hos rivalerne. Det så så flot ud for Bora i Strade Bianche, men efter at Lukas Pöstlberger er blevet syg, og Daniel Oss synes at have tabt toppen af sin ellers fremragende form, synes Sagan ikke længere at kunne regne med støtte i den absolutte finale. BMC var gode i E3, men i både Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen sad Van Avermaet helt isoleret i relativt store grupper - dog delvis som følge af uheld for den meget stærke Stefan Küng. Der er enkelte hold, der har et par ryttere, der burde kunne finde vej til finalen, men ingen kommer blot i nærheden af at matche Quick-Step, hvor alle stjernerne synes at have timet formen. Med de tre etablerede brostensstjerner Philippe Gilbert, Zdenek Stybar og Niki Terpstra, der alle har virket meget overbevisende hidtil, en Lampaert, der har taget et kvantespring og har været en af de absolut stærkeste i alle de løb, han har kørt, og en spændende outsider i Florian Senechal, har holdet hele fem mand, der i princippet kan sidde med dybt inde i finalen, og det giver holdet en fordel, der ikke kan undervurderes.

Allerede sidste år så vi, hvordan holdet benyttede den kollektive styrke til at placere to mand på podiet. En forrygende forcering af Tom Boonen allerede på Muren tog fuldstændig Van Avermaet og Sagan på sengen, og derefter kørte Gilbert solo med mere end 50 km igen, inden Terpstra med et defensivt løb kunne sikre sig en 3. plads. Det er præcis samme opskrift, der har været nøglen til succes i hovedparten af de forrige løb: at skabe en tidlig udskilning, hvor rivalerne er isoleret, og herefter angribe dem på skift, indtil man får et forspring, som holdkammeraterne kan beskytte ved at bakke effektivt af. Det var sådan Terpstra sejrede i E3, og det var sådan Lampaert vandt i onsdags.

Baseret på det, vi har set hidtil, er der noget, der kunne tyde på, at Sep Vanmarcke og Tiesj Benoot er de to stærkeste ryttere, men begge er de hæmmet af meget let at kunne være tidligt isoleret. Vanmarcke var klart bedst i Omloop og igen i den forgangne weekend. I fredags leverede han et vildt comeback efter det store styrt, og alligevel var det ham, der splittede den store forfølgergruppe på Paterberg. Igen i søndags var det ham, der splittede feltet på Kemmelberg, og i onsdags kørte han sig til en 3. plads i et hårdt Dwars door Vlaanderen, hvor han dog manglede terræn til at gøre en forskel i finalen. Benoot har haft et lettere program, men viste med sit imponerende ryk i Dwars door Vlaanderen skræmmende styrke, og havde han ikke brændt sit skud af i det, der skulle være en fejlslagen offensiv, havde han utvivlsomt siddet med i den gruppe, der kørte om sejren.

Ser man bort fra Quick-Step-rytterne, der alle synes at have timet formen perfekt, følger herefter umiddelbart en duo med Greg Van Avermaet, der efter en lidt halvsløj start, stille og roligt har fundet benene og mere og mere ligner sig selv, samt Matteo Trentin, der har virket meget overbevisende på stigningerne i både E3 og Gent-Wevelgem, men som fortsat mangler at vise, at han køre finale i et brostensmonument. Dertil kommer løbets store joker i den yderst formstærke Michal Kwiatkowski, der i kraft af et helt andet løbsprogram endnu ikke har vist sig på brostenene, Wout Van Aert, for hvem distancen dog kan blive et problem, samt naturligvis Sagan, der måske ikke synes at være i topform, men altid er en vinderkandidat i de største løb.

Problemet for dem alle er imidlertid, at det er meget svært at se, hvordan de skal slå Quick-Step. Der er næppe tvivl om, at belgierne atter vil bruge samme taktik som sidste år og skabe en tidlig udskilning allerede på Muren. Herefter vil man have så mange skud at brænde af, at man kan sende folk i offensiven, tvinge rivalerne til at jagte og herefter slå kontra, hvis frontgruppen skulle blive hentet. Den taktik har været voldsomt effektiv hidtil, og da det nærmest er umuligt at forestille, at i hvert fald Gilbert, Stybar, Terpstra og Lampaert ikke vil sidde med efter Muren, peger meget i retning af endnu en Quick-Step-sejr. Hvem der vinder, kan meget vel blive baseret lidt på tilfældigheder, og hvem der får iværksat den rette offensiv, for de fire nævnte er alle stærke nok til at gøre det færdigt efter et hårdt løb.

Læs også

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

Sidste år fik Philippe Gilbert et drømmecomeback i de flamske klassikere, efter at han i mange år på BMC havde fået ordre op at fokusere på Ardennerne. Det blev til andenpladser i E3 og Dwars door Vlaanderen samt sejr i 3 Dage ved Panne, inden han kronede perioden ved at vinde et af de tre monumenter, han endnu manglede, nemlig Flandern Rundt. Med et historisk soloridt var det den belgiske veteran, der drog fordel af Quick-Steps styrke og fik en fortjent belønning for en aggressiv og offensiv kørsel, der havde været kendetegnende for hele hans flamske løbsserie.

I år har der været betydeligt mere stille om Gilbert, først og fremmest fordi han i sin #StriveForFive-kampagne har haft hovedfokus rettet mod Milano-Sanremo og Paris-Roubaix. Men tag ikke fejl: Gilbert virker knivskarp. Sygdom betød, at han fløj under radaren i Tirreno-Adriatico, og Sanremo endte i fiasko, da han blev fanget bag Cavendishs styrt allerede inden Poggio. I fredags virkede han imidlertid forrygende stærk i E3, hvor han nærmest med lethed markerede samtlige angreb bag Terpstra og Lampaert, bl.a. en farlig offensiv fra Greg Van Avermaet og Tiesj Benoot, inden med et sent angreb let sikrede sig andenpladsen bag Terpstra. I søndags var det Gilbert, der ene mand holdt sammen på frontgruppen i de sidste 10 km og derved sikrede, at Viviani fik mulighed for at spurte efter sejren.

Gilbert virker med andre ord til at have timet formen perfekt, og han har alle ingredienser til at tage sin anden sejr i Flandern. Han har enorm erfaring (hvem er det, der starter sit 46. monument på søndag?), han er snu og har den rette evne til at udse sig et godt moment (hvem var det, der tog alle favoritterne på sengen på i Flandern Rundt og E3 sidste år?), han kan spurte (hvem var det, der besejrede lynhurtige Michal Kwiatkowski på stregen i sidste års Amstel Gold Race?), han er blandt de bedste på de flamske stigninger (hvem var det, der trak feltet ud ved første passage af Kemmelberg i søndags?), og han har vist, at han kan håndtere distancen (hvem af de aktive ryttere har vundet flest monumenter og har tillige et VM på cv’et?).

Det kan godt være, at Gilberts karriere så ud til at være gået totalt i stå for et par år siden, men efter skiftet til Quick-Step har han fået nyt liv. Han er måske ikke så eksplosiv som i sin storhedstid, men han har til gengæld udviklet en dieselmotor, der har gjort ham bedre i de lange, udmarvende klassikere i Flandern. Vi tror, at Gilbert bruger sin erfaring og snuhed samt Quick-Steps overtal til at gentage sidste års sejr og dermed føje en 5. monumentsejr til sit allerede imponerende cv.

I lyset af hans styrke er det egentlig ikke blevet til mange klassikersejre for Niki Terpstra. Den meget svingende hollænder har haft alt for mange udfald i store løb som Omloop, E3 og Gent-Wevelgem. Én ting synes dog næsten altid at være givet: undgår han uheld, sidder han med fremme i brostensmonumenterne, hvor hans kolossale motor kommer til sin ret. I de seneste fire udgaver af Flandern Rundt har han hver gang været i top 10 og endda to gange på podiet. I de seneste tre udgaver af Paris-Roubaix har han haft uheld, men forud for det fulgte tre udgaver, hvor han hver gang sluttede i top 5, bl.a. med en enkelt sejr til følge.

Det kan godt være, at Terpstras lidt sløsede positionering betyder, at han ofte misser ud, men på de store dage er den slidstærke hollænder der altid. Efter en lidt skuffende 2017-sæson - hvor han dog stadig var god nok til at blive nr. 3 i Flandern - synes han i år at være flyvende. Allerede i Oman blev det tydeligt, at han var skarpere end længe, da han tilsyneladende uden de store problemer blandede sig med langt mere klatrestærke folk på stigningerne. Efter en skuffende åbningsweekend tog han en knusende solosejr i et episk Le Samyn, og i fredags leverede han endnu et soloridt, der kun har vakt beundring fra alle hans rivaler.

Terpstra har den ulempe, at han aldrig er den mest eksplosive eller stærkeste på stigningerne, og at han i en spurt er slået af de fleste. Til gengæld har han en motor som de færreste og en evne til at køre alene langt udefra. Det er præcis den egenskab, der skal til for at udnytte Quick-Step-styrken til at sikre sig en personlig triumf. Derfor kan vi søndag meget vel blive vidner til endnu en solosejr til Terpstra.

Hidtil er det Zdenek Stybar, der blandt Quick-Step-stjernerne har fået mindst ud af anstrengelserne, men det er faktisk lidt ufortjent. Tjekken har nemlig været stærkere end længe og har faktisk formentlig været belgiernes bedste mand på stigningerne. Det viste han i Omloop, hvor han var den eneste, der kunne matche Vanmarcke på Muren, i E3, hvor han let bakkede af bag Terpstra og Lampaert, i Gent-Wevelgem, hvor han rundede toppen af Gent-Wevelgem i top 3, og senest i Dwars door Vlaanderen, hvor han kørte fra alt og alle på løbets sværeste stigning, Taaienberg. Når resultaterne mangler, skyldes det sjovt nok, at det angrebsinstinkt, der tidligere var hans varemærke, har svigtet ham, og derfor er han hver gang blevet fanget bagude som solid stopklods, der har skullet hjælpe sine holdkammerater.

Formen kan der imidlertid ikke stilles spørgsmålstegn ved, og det kan der heller ikke ved hans evne til at håndtere den lange distance. Podieplaceringerne i Paris-Roubaix taler deres tydelige sprog, og selvom det ikke er blevet til de samme resultater i Flandern, skal man ikke have set mange flamske cykelløb i år for at indse, at Stybar hører til blandt feltets allerstærkeste og mest formstærke ryttere. Det eneste, der mangler for at få den store sejr, er, at det er ham, der udser sig det rette moment til at komme fri og herefter lade sine holdkammerater beskytte hans forspring. Det har han gjort så flot i de foregående løb, så det ville blot være passende, at det denne gang er Stybar, der får lov at tage sejren.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Blandt Quick-Steps rivaler virker Sep Vanmarcke som feltets måske allerstærkeste mand. I Omloop kørte han fra alle på Muren, i fredags leverede han et vildt comeback efter det store styrt, og alligevel var det ham, der splittede den store forfølgergruppe på Paterberg. I søndags var det ham, der splittede feltet på Kemmelberg, og i onsdags kørte han sig til en 3. plads i et hårdt Dwars door Vlaanderen på en dag, hvor han ellers havde halvdårlige ben. Samtidig har Vanmarcke sine bedste resultater i monumenterne, hvor det bliver mindre taktisk - taktik har nemlig ikke altid været EF-kaptajnens bedste våben - og mere handler om motorens størrelse. Statistikken taler sit tydelige sprog: to podiepladser i Flandern samt en anden- og to fjerdepladser i Roubaix siger alt om, at vi her har at gøre med en af sportens bedste i de lange brostensløb.

Vanmarcke har imidlertid det problem, at han formentlig vil være isoleret i finalen. Selvom Sacha Modolo med stærk kørsel igen i år har bekræftet, at han er blevet et stærkt kort i de flamske klassikere, vil det blive svært for italieneren at sidde med i den absolutte finale. Her skal Vanmarcke gøre tingene færdigt selv, og det kræver dels, at han økonomiserer bedre med kræfterne end vanligt, og dels, at han finder en vej til at knække Quick-Step-nødden. Det bliver ikke let, men er der en rytter, der synes at have den rå styrke til at gøre det, må det være Vanmarcke.

Og dog! Måske Tiesj Benoot kan gøre det. Den unge belgier har siden 5. pladsen i sit første Flandern Rundt været under et nærmest urimeligt pres fra sine landsmænd, der straks udskreg ham som en ny Tom Boonen. En serie af uheld betød, at de følgende år bød på den ene klassikerskuffelse efter den anden, og en kort overgang så det faktisk ud til, at man havde tabt tålmodigheden med Lottos stjernefrø. Sidste sommer fandt supertalentet imidlertid recepten på succes, da en højdetræningslejr forud for Touren efterlod ham i en så forrygende form, at han næsten sluttede i top 10 i Dauphiné - vi minder lige om, at vi her taler om det mest bjergrige af de ugelange etapeløb på WorldTouren - og var ganske tæt på at tage en udbrudssejr på flere store bjergetaper i Touren.

Den model har han genbrugt forud for klassikersæsonen, og resultatet har været skræmmende godt. Han tog en mindeværdig solosejr - hans første som professionel - i et episk Strade Bianche, inden han chokerede både sig selv og alle topklatrerne og grand tour-stjernerne ved at blive nr. 4 i Tirreno-Adriatico - vel at mærke efter at Lotto havde kørt et forfærdeligt holdløb. Den gode form har han taget med sig til Flandern, hvor han i E3 sammen med Greg Van Avermaet og Gilbert satte efter Terpstra og Lampaert, desværre dog for sent. I onsdags viste han sig så som stærkeste mand i Dwars door Vlaanderen - en vurdering, han også selv deler - da han med et forrygende angreb på Knokteberg satte alle favoritterne fra hjul undtagen Van Avermaet, der kun akkurat kunne hænge på. Desværre blev jagten bagude organiseret, og derfor fik han ikke det fortjente udbytte af anstrengelserne - selvom han havde kræfterne til at køre væk til sidst.

Benoot har vist, at han har motoren til at håndtere den lange distance, han er ikke bange for at angribe, og sammen med Vanmarcke har han været måske stærkeste mand i de forgangne løb. Selvom han ikke er den hurtigste af favoritterne, er han ikke langsom på stregen, og det eneste, han kunne savne, er formentlig rigtigt koldt og vådt Benoot-vejr. Også han vil formentlig være isoleret i finalen, men så må han jo bare lade sin forrygende stærke ben gøre forskellen!

Løbets største joker er Michal Kwiatkowski. Efter Milano-Sanremo tog polakken på træningslejr, og derfor har mange formentlig glemt, at han overhovedet stiller til start. Han har ikke vist sig i de hidtidige løb i Flandern, men vi skal altså ikke mere end et par uger tilbage for at finde hans seneste toppræstation. Selvom han agerede hjælper for Geraint Thomas og ikke var karrig med sit føringsarbejde, sejrede Kwiatkowski i Tirreno-Adriatico og understregede dermed endnu engang, at han efter et par år med overtræningsproblemer, er genfødt som den stjerne, han tidligere var. Faktisk har han i år virket endnu stærkere end nogensinde, og det er skræmmende nyt for rivalerne.

Kwiatkowski har først og fremmest fokus på Ardennerne, men han er også en glimrende brostensrytter. Man skal ikke glemme, at hans eneste store sejr i katastrofeåret 2016 kom i E3, og at han tidligere har animeret Flandern Rundt, blandt andet i netop 2016-sæsonen. Hans podiepladser i Liege og sejre i Sanremo og Amstel samt ved VM vidner om hans evner i de helt lange løb, og han har det helt rette punch til at begå sig på de stejle stigninger. Samtidig er han blandt favoritterne en af de allerhurtigste på stregen og har sågar spurtbesejret selveste Sagan i Milano-Sanremo. Sammen med Gianni Moscon kan han udgøre en ganske farlig Sky-duo i den absolutte finale, og det gør ham til en livsfarlig rival for mægtige Quick-Step.

Sidste år var Greg Van Avermaet på alles læber. Faktisk var Flandern Rundt den eneste af de store flamske klassikere, han ikke vandt, og også her kunne det være blevet til sejr, hvis det ikke havde været for en nu verdensberømt hollandsk tilskuerjakke. I år har foråret imidlertid været fyldt med flere spørgsmål end svar for Van Avermaet, der var tydeligt under niveau i åbningsweekenden, Tirreno og ikke mindst et rystende ringe Strade Bianche.

Siden er det heldigvis gået meget frem for den belgiske stjerne. I E3 var han sammen med Benoot i stand til at køre væk fra rivalerne og sætte efter Terpstra og Lampaert, og onsdag var han den eneste, der kunne følge Benoot ved dennes store angreb på Knokteberg. Van Avermaet virker måske til at være et par procent under Benoot og Vanmarcke, men han har alligevel været i stand til følge dem ved de fleste lejligheder. Mr Consistency er samtidig en garant for tilstedeværelse i finalerne, specielt i de helt lange løb, hvor hans store motor kommer til sin ret. Flandern Rundt er den af klassikerne, der passer ham allerbedst, han har samtidig i de senere år haft en god næse for at udse sig de rette momenter, og han har en forrygende spurt efter et hårdt løb, hvor han kan slå alle på stregen. Hans store udfordring er, at BMC har underpræsteret i de seneste to løb, men han kan håbe, at en ekstremt stærk Stefan Küng for første gang i denne klassikerperiode kan undgå uheld og dermed hjælpe sin kaptajn i den absolutte finale. Lykkes det, er det ikke umuligt, at Van Avermaet endelig vinder sit drømmeløb.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Peter Sagan er som regel den helt store favorit i disse løb. Er han i topform, er han nemlig ganske enkelt verdens bedste på de flamske stigninger, og hans spurt gør ham meget svær at slå på stregen. De problemer, han i ungdommen havde med de lange distancer, er også overvundet, hvilket ikke mindst tre VM-sejre vidner om. Med andre ord er Sagan skabt til det store flamske monument.

Denne gang går Sagan imidlertid ind til løbet som et stort spørgsmålstegn. Ja, han vandt Gent-Wevelgem, men det er umuligt at bruge en massespurtssejr i en historisk let udgave af løbet som indikation på ret meget. Langt mere sigende er det, at Sagan var klasser under langt de fleste af sine rivaler i E3 og totalt eksploderede relativt langt fra mål. Den pauvre præstation kom endda efter et Milano-Sanremo, hvor han end ikke forsøgte at angribe på Poggio, og et Strade Bianche, hvor han klart underpræsterede og blev sat eftertrykkeligt til vægs af specielt Benoot, Stybar og Alejandro Valverde.

Det er derfor ikke uden grund, at man let kommer til den konklusion, at Sagan denne gang har mistimet formen en anelse. Samtidig har han altid den ulempe, at han skal være et par niveauer over resten for at vinde, fordi alle ofte lægger deres strategi ud fra netop Sagan, som de sjældent vil slæbe med til stregen. Dertil kommer, at luksushjælperen Daniel Oss synes at være løbet tør for strøm lidt for tidligt, og at Marcus Burghardt trods god form næppe er stærk nok til at sidde med i finalen. Sagan vil formentlig være isoleret, og dermed er oddsene imod verdensmesteren. Vi taler imidlertid om den eneste rytter, der har vundet VM tre gange i træk, og det vil derfor være hovedløst at afskrive ham. Selvfølgelig kan Sagan vinde - lige nu er der bare ikke meget, der tyder på det.

Quick-Steps fjerde kort er Yves Lampaert, der står foran sit helt store gennembrud dette forår. Egentlig kan man argumentere for, at han allerede fik det i 2015, hvor han blev nr. 7 i sit bare andet Paris-Roubaix, selvom han til slut agerede hjælperytter for Stybar. Uheld har imidlertid betydet, at det i de senere år ikke er blevet til megen succes på brostenene, heller ikke selvom han sidste år tog en flot sejr i Dwars door Vlaanderen.

I år har belgieren imidlertid taget et gigantisk kvantespring. Allerede på sidste etape i Paris-Nice leverede den ret tunge belgier en chokerende god klatrepræstation, som varslede, hvad der i vente. I E3 havde Terpstra næppe vundet, hvis det ikke havde været for Lampaerts fabelagtige arbejde, i Gent-Wevelgem var han atter blandt de bedste, og senest kørte han sig til endnu en imponerende sejr i Dwars door Vlaanderen, hvor han til slut så ud til at være endnu stærkere end selveste Vanmarcke.

Lampaert har dermed sikret sig en position som sidestillet med Gilbert, Terpstra og Stybar i Quick-Step-hierarkiet, men han er stadig den mest uprøvede. Kun én gang har han kørt finale i et monument, og han har stadig til gode at bevise, at han kan sidde med efter 265 km i Flandern Rundt, der umiddelbart passer ham dårligere end Paris-Roubaix. I E3 var det tydeligt, at han stadig manglede et enkelt gear for at matche Terpstra, og derfor er han stadig den lille underdog på Quick-Step-viften. Det er dog ikke altid den bedste rytter, der vinder for det stærkeste hold - bare spørg Stijn Devolder - og Lampaert har allerede vist, at han er stærk nok til at udnytte overtallet og gøre arbejdet færdigt.

Quick-Step har forud for denne sæson sagt farvel til Matteo Trentin, der er skiftet til Mitchelton-Scott netop med det formål at blive kaptajn i disse løb. Efter det forrygende efterår var forventningerne store, men ser man bort fra resultaterne og fokuserer alene på præstationerne, har han til fulde levet op til dem og måske endda overgået. I Milano-Sanremo angreb han på det allersidste stykke i Sanremo, i E3 leverede han et fornemt comeback efter at være blevet fanget i det store styrt, og i Gent-Wevelgem sad han limet til Vanmarckes hjul, da denne splittede feltet på Kemmelberg. Han har spurtet katastrofalt ringe, men på stigningerne har Trentin klart været en af de stærkeste.

Det går ham til en farlig kandidat i Flandern Rundt, men der er dog ikke spørgsmål, der fortsat skal besvares. For det første mangler vi stadig at se, om han kan køre finale i et så hårdt monument efter 265 km. For det andet skal han have fundet sprinterbenene frem igen, for al hans styrke til trods er han næppe i stand til at køre fra alle rivalerne. Genfinder han imidlertid sin spurtstyrke, er han i teorien kun overgået af Sagan i en spurt blandt de hidtil nævnte, og det våben kan blive livsvigtigt i et løb som dette. Derfor har Trentin en ganske fin chance for at vinde det første brostensmonument, han kører som kaptajn.

Man kan med nogen ret argumentere for, at Oliver Naesen sidste år var stærkeste mand i brostensmonumenterne. Han sad ubesværet med hos Sagan og Van Avermaet i Flandern Rundt, indtil benævnte jakke satte ham ud af spillet. I Paris-Roubaix leverede han et nærmest overmenneskeligt comeback på en dag, hvor et utal af punkteringer og styrt betød, at han tilbragte hele løbet i konstant jagt - en præstation, der desværre fløj totalt under radaren hos mange medier. I år har der desværre været mere stille om Naesen, men man skal bestemt ikke afskrive ham. Sidste år manglede han nemlig også lidt i de mindre løb, men i de to monumenter var han knivskarp. Han synes at være særligt god over de lange distancer, og det gør ham livsfarlig.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Når vi alligevel har nogen tvivl om belgieren, skyldes det hans styrt i Dwars door Vlaanderen. Her slog han sit knæ så slemt, at han faktisk i skrivende stund ikke kan garantere sin start. Han har ganske vist intet brækket, men smerten er stor, og holdledelsen er bekymret. En sådan optakt til et af sportens sværeste løb er alt andet end ideel, og det betyder, at Naesen - hvis han stiller til start - meget vel kan mangle de sidste par procent.

Søndag vil mange øjne være rettet mod Wout Van Aert. Crossverdensmesteren skulle egentlig bare bruge dette forår til at lære, og forventningerne til resultaterne var ganske beherskede. Det er imidlertid gået over al forventning. Først sad han med alle stjernerne på Muren i Omloop, så kørte han sig til en imponerende 3. plads i et historisk hårdt Strade Bianche, og senest sad han med lethed med de bedste på Kemmelberg i Gent-Wevelgem. Uheld ødelagde hans Dwars door Vlaanderen, men der kan ikke længere stilles spørgsmål ved hans potentiale i de store klassikere.

Hidtil har Van Aert klaret alle udfordringer til UG, men der er stadig et spørgsmål: har en mand, der er vant til at køre crossløb af en times varighed allerede nu motoren til at køre med om sejren efter 265 km? Ja, han sad med efter 251 km i Gent-Wevelgem, men her var der tale om et historisk let løb. Og i Strade Bianche løb han trods alt tør for energi mod slutningen. Det er den sidste boks, der mangler at blive tjekket af, inden vi definitivt kan udskrige Van Aert som potentiel monumentvinder i fremtiden. Det vil derfor trods alt være en overraskelse, hvis han allerede denne gang kører på podiet. Omvendt overrasker han gang på gang, og hidtil er der intet, der har indikeret, at han ikke kan gøre det igen søndag.

Forud for denne sæson havde vi kolossale forventninger til Gianni Moscon i de flamske klassikere. Sidste år åbenbarede han nemlig atter sit kolossale og alsidige talent, da han sluttede som nr. 5 i Roubaix og 3 i Il Lombardia samt var den eneste, der kunne følge Alaphilippe på sidste stigning ved VM. Det er ganske få ryttere, der udviser så store evner i de helt lange løb i så ung en alder, og der er derfor ingen tvivl om, at Moscon er en fremtidig monumentvinder.

Desværre har han i år ikke levet op til forventningerne. Han har ganske vist siddet med i finalerne i alle de flamske løb med undtagelse af Gent-Wevelgem, hvor et skub i bunden af Kemmelberg satte ham ud af spillet. Der er derfor ingen tvivl om, at Moscon er blandt de stærkeste, men det har samtidig været åbenlyst, at der har været i hvert fald en håndfuld, der har været stærkere. Noget kunne derfor tyde på, at formen ikke er timet helt optimalt. Man skal imidlertid passe på med disse supertalenter, for hvem formen meget vel kan komme helt ud af det blå, og Moscon synes at have den særlige evne, at han er endnu bedre i de længste løb. Denne gang har han endda Kwiatkowski at læne sig op ad, og det kan måske give ham nogle nye muligheder.

Sidste år ødelagde sygdom forårssæsonen for Jasper Stuyven, der dog reddede det hele med en fornem 4. plads i Paris-Roubaix. I år var forventningen derfor, at belgieren ville tage det sidste skridt, men desværre er det ikke gået som håbet. Ganske vist har han siddet med i finalen i samtlige løb hidtil, men det har samtidig været tydeligt, at han har manglet det sidste for at matche de bedste. Han har ikke kunnet gøre meget andet end at følge med, og ser man bort fra den flotte spurt i Omloop, har han også manglet sine vanlige afslutterevner. Der er derfor ikke meget, der tyder på, at Stuyven endnu har evnerne til at blande sig helt fremme i de største flamske løb, og han er formentlig på nuværende tidspunkt mere skabt til Roubaix. Han bør dog imidlertid atter køre finale, og kan han foregribe de absolutte favoritter, kan det måske alligevel blive til noget stort, ikke mindst fordi han på papiret blandt favoritterne er en af de hurtigste.

Arnaud Demare er i de senere år bare blevet stærkere og stærkere og har i år allerede sikret sig 3. pladser i sprinterløbene Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem, ligesom han sidste år spurtede sig en 6. plads i Paris-Roubaix. Hidtil har han imidlertid manglet det sidste i de ”rigtige” flamske klassikere, hvor han ikke kan matche de bedste på stigningerne. Desværre betød det store styrt i E3, at vi gik glip af muligheden for at se, hvor langt han nu er kommet i disse løb, og han er derfor stadig et stort spørgsmålstegn forud for Flandern Rundt. Formentlig er han ikke stærk nok at sidde med de bedste, men tiden må være inde til, at Demare nærmer sig en virkelig topplacering i dette løb. Da Alexander Kristoff og John Degenkolb begge kæmper med at finde formen, kan han meget vel vise sig som den mest holdbare af løbets sprintere, og da det ikke kan udelukkes, at en gruppe på 10-12 ryttere skal spurte om sejren, har Demare en reel vinderchance.

En af løbets jokere er Vincenzo Nibali. Officielt er han her bare for at forberede sig til Touren og lære løbet at kende, men man skal ikke kradse meget i overfladen for at finde ud af, at ambitionerne rækker længere. Nibali regnede overhovedet ikke med at vinde Milano-Sanremo, og hans sejr kom derfor som et totalt chok for italieneren, der hidtil havde været langt fra formen. Sejren vidnede imidlertid om, at han nærmer sig sit bedste niveau, og efter et par ugers træning er han formentlig endnu bedre. Det er klart, at han er for let til at matche specialisterne på brostenene, men Nibali er en snu rytter med en motor, der gør ham til specialist i de helt lange løb. Han tog alle på sengen med et tidligt angreb på Poggio, og samme strategi vil han formentlig forsøge sig med denne gang. Kommer han fri, skal man aldrig sige aldrig…

På papiret er hans holdkammerat Sonny Colbrelli Bahrains kaptajn, og det er ikke uden grund. Italieneren sluttede sidste år i top 10 i dette løb, da han for første gang kastede sig ud i en flamsk brostenssæson. Hans potentiale i disse løb er kolossalt, og det bekræftede han til fulde med en meget lovende præstation i åbningsweekenden. Desværre er det siden da gået galt. Han blev allerede syg i Tirreno, og selvom han kom sig i tide til Sanremo og E3 og Gent-Wevelgem, satte sygdom ham atter ud af spillet i de to sidstnævnte løb. Derfor måtte han skippe onsdagens løb, og den forberedelse betyder, at han ikke kan ventes at være i topform. Colbrelli skal formentlig være 100% for at have en chance i dette løb. Formen var dog så god forinden, ligesom hans gode spurt altid gør ham farlig, og derfor kan man stadig håbe, at han kan levere et topresultat.

Michael Valgren tog en historisk sejr i Omloop Het Nieuwsblad og bekræftede dermed endnu engang, at han har store evner i de hårde flamske løb. Siden da er det ikke blevet til meget, men det skyldes ikke nødvendigvis dårlige ben. Forklaringen skal snarere søges i den forfærdelige positionering, der nu i tre løb har betydet, at Astana har været tvunget i defensiven. Faktisk har Valgren set ganske skarp ud, først med en flot præstation på den hårde sidste etape i Paris-Nice og senest med en lovende indsats i Dwars door Vlaanderen, indtil styrt satte ham ud af spillet. Valgrens store styrke er hans motor, der gør, at han som regel er bedst i de længste løb. Han viste sig første gang frem på den helt store scene ved VM i 2014, og siden da er han blevet nr. 2 i Amstel og sidste år nr. 11 i Flandern. Skal han køre finale, kræver det bedre positionering af både ham selv og resten af holdet, ligesom han er hæmmet af sin ikke specielt stærke spurt, men i et langt, hårdt udskilningsløb som Flandern Rundt burde en formstærk Valgren kunne være med fremme.

John Degenkolb er som bekendt en af verdens absolut førende brostensryttere, og selvom han er bedre i Paris-Roubaix end i de flamske løb, har han mange topresultater også i Belgien. Også han har som sin force den store motor, der gør, at han er særligt god i de helt lange løb. Desværre jagter tyskeren stadig formen, efter at sygdom satte ham tilbage i Paris-Nice, og de seneste løb har tydeligt afsløret, at han stadig mangler en del. Fremgangen har dog været ganske tydelig, og specielt i Dwars door Vlaanderen var der lovende tendenser. I teorien burde den længere distance i Flandern give ham endnu bedre chancer, ikke mindst fordi han er meget svær at slå i en spurt efter et langt løb. Desværre kommer søndagens løb nok stadig en anelse for tidligt, men man skal ikke helt udelukke, at Degenkolb kan gøre sig gældende, hvis han kan fortsætte den hastige fremgang.

Endnu mere fremgang har Edvald Boasson Hagen vist. Nordmanden blev opereret i galdeblæren i januar, og det har betydet, at hans form var nærmest katastrofal i de første løb. De første opløftende tegn kom imidlertid i Sanremo, og siden da er han stille og roligt blevet bedre og bedre. Kulminationen kom i onsdagens Dwars door Vlaanderen, hvor han kørte sig til en flot 4. plads, og vi kan forvente, at formen har fået endnu et nøk i den rigtige retning søndag. Desværre har Boasson Hagen endnu aldrig været stærk nok til at begå sig i det flamske monument og har bedre chancer i Paris-Roubaix. Derfor vil det trods alt være en overraskelse, hvis nordmanden er med helt fremme, men kan han fortsætte de lovende takter fra i onsdags, kan der været et fornuftigt og løfterigt resultat i vente for en rytter, der i 2017 vel oplevede en af sine bedste sæsoner i mange år.

FÅ 2 UGERS GRATIS EUROSPORT PLAYER NU

***** Philippe Gilbert

**** Niki Terpstra, Zdenek Stybar

*** Sep Vanmarcke, Tiesj Benoot, Michal Kwiatkowski, Greg Van Avermaet, Peter Sagan, Yves Lampaert

** Matteo Trentin, Oliver Naesen, Wout Van Aert, Gianni Moscon, Jasper Stuyven, Arnaud Demare, Vincenzo Nibali, Sonny Colbrelli, Michael Valgren, John Degenkolb, Edvald Boasson Hagen

* Florian Senechal, Alexander Kristoff, Sacha Modolo, Stefan Küng, Søren Kragh, Edward Theuns, Christophe Laporte, Luke Durbridge, Dylan Van Baarle, Daniel Oss, Mads Pedersen, Frederik Backaert, Timo Roosen, Tony Martin, Alexey Lutsenko, Jurgen Roelandts, Mike Teunissen, Heinrich Haussler, Jens Debusschere, Magnus Cort, Luka Mezgec, Sebastian Langeveld, Tony Gallopin, Alex Kirsch, Imanol Erviti, Benjamin Declercq

Danskerne

Størst forhåbninger er der grund til at have til Michael Valgren, der med sidste års 11. plads og sejren i Omloop har vist, at han har motoren til at begå sig i de hårdeste flamske klassikere. Astana stiller også med Magnus Cort, men brostensmonumentet må ventes at være for hårdt for den hurtige dansker. Søren Kragh viste efter sygdom stigende form i Dwars door Vlaanderen, men søndagens løb kommer desværre nok lidt for tidligt for talentet, der ellers sammen med Edward Theuns og Mike Teunissen har en kaptajnrolle på Sunweb. Derudover skal det blive meget spændende at se, om Mads Pedersen kan følge op på onsdagens flotte løb, men det er nok stadig for tidligt for ham at vise sig fremme i så langt et løb, hvor han primært skal hjælpe Jasper Stuyven og John Degenkolb. Matti Breschel   erefter sin sygdom tilbage som en vigtig hjælper for Sep Vanmarcke, ligesom der kan være udsigt til, at Lars Bak skal hjælpe Tiesj Benoot.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Philippe Gilberts sejr fra 2017, Peter Sagans sejr fra 2016, Alexander Kristoffs sejr fra 2015 samt Fabian Cancellaras sejre fra 2014 og 2013.

SE LØBET PÅ EUROSPORT PLAYER