Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Flandern Rundt
06. april 2019 19:38 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Den Flamske Cykeluge når dens klimaks på søndag, når det cykelgale Flandern inviterer resten af verden til en fantastisk festival af brosten og stigninger, kulde, vind, øl og pommes frites. Flandern Rundt er det mest ikoniske i den løbsserie, der udgør en helt unik form for cykelløb, som kun findes i den flamske region, og hvor kun de største specialister kan gøre sig gældende, og udgør som et af sportens monumenter et af sæsonens absolut største højdepunkter.

Løbets rolle og historie

Ingen vil holde igen, når rytterne møder frem til starten i Antwerpen søndag morgen. Indtil nu har ethvert brostensløb haft et element af forberedelse over sig, men det er bestemt ikke tilfældet i søndagens Flandern Rundt. Det er endelig tid til at gå efter de store mål, og de største brostensspecialister vil i sidste ende få deres klassikersæson bedømt på, hvad der sker de næste to søndage.

 

Flandern Rundt indgår sammen med Milano-Sanremo, Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia på listen over cykelsportens fem monumenter - de mest ikoniske endagsløb - og dets rødder i den cykelgale flamske region gør det til et af de mest eftertragtede. Fansene skaber en helt særlig atmosfære, der ikke findes noget andet sted på cykelkalenderen.

 

Den første udgave af løbet blev holdt i 1913 og blev arrangeret af Karel Van Wijnendaele, der var en af grundlæggerne af sportsavisen Sportwereld. Som mange andre store historiske løb blev Flandern Rundt skabt ud fra ønsket om at promovere et medie, og det lagde grunden til en af sportens mest ikoniske begivenheder.

 

Før 2. Verdenskrig blev løbet typisk afviklet samme sag som Milano-Sanremo. De bedste italienske og franske ryttere foretrak sidstnævnte, hvilket forklarer, hvorfor der kun var én ikke-belgisk vinder i tiden før krigen. Efter at man besluttede at adskille de to løb på kalenderen, begyndte de begge at blomstre, og det gjorde dem til to af sportens største endagsløb.

 

Flandern Rundt er højdepunktet i Den Flamske Cykeluge og er toppen af kransekagen i den løbsserie, der tilbyder adskillige løb med et ens design. I løbet af nogle få uger sidst i marts og først i april kører rytterne adskillige løb på de samme smalle, brostensbelagte og stejle veje i et ganske lille område i De Flamske Ardenner, hvor de zigzagger sig gennem området for at komme op ad så mange af de kendte stigninger som muligt.

 

Løb som Omloop Het Nieuwsblad, Dwars door Vlaanderen, E3 Harelbeke og Flandern Rundt er alle designet på denne måde og giver dermed en helt speciel form for cykelløb, der karakteriserer denne helt unikke del af sæsonen. Af en eller anden grund er det stort set begrænset til dette korte tidsrum, og de berømte veje bruges kun sjældent i den øvrige del af sæsonen. I denne tid er de imidlertid det absolutte centrum for cykelsporten, og alle de foregående begivenheder har været én lang opbygning til søndagens store finale, et af de vigtigste øjeblikke i hele cykelsæsonen. Flandern Rundt er det eneste monument, der kan siges at have en hel løbsserie, der alene tjener som forberedelse til den store begivenhed.

 

Mens det andet brostensmonument, Paris-Roubaix, hovedsageligt er en flad sag, hvor forskellen alene gøres af det vanskelige underlag, og hvor de bedste ryttere baserer deres resultater på styrke og udholdenhed, er Flandern Rundt helt anderledes. Rutens væsentligste karakteristikum er de mange hellingen - korte, stejle, ofte brostensbelagte stigninger - og derfor kræver succes i Flandern, at man har et vist punch til at håndtere de stejle skråninger i De Flamske Ardenner.

 

Faktisk var det aldrig planen for arrangørerne at bruge dårlige veje. I løbets unge dage var det ganske enkelt de eneste, der var tilgængelige. I 1950erne begyndte man i Belgien af asfaltere vejene, men på det tidspunkt havde løbet allerede dets helt særlige natur. Da de første klassiske stigninger fik lagt asfalt, begyndte alarmklokkerne at ringe, og arrangørerne måtte i kontakt med de lokale folk på de mange barer for at finde de gemte veje, der kunne benyttes til deres løb. De er nu blevet en væsentlig del af løbet og nogle af de mest ikoniske steder i cykelverdenen.

 

Stigningerne er faktisk nu så berømte, at den præcise sammensætning af ruten er genstand for heftig debat. Flandern Rundt følger ganske vist en fast formel, men de finere detaljer af ruten varierer fra år til år. Distancen og antallet af stigninger kan være forskelligt, og start- og målbyerne har ikke været de samme. Efter oprindeligt at være startet i Gent er løbet i de senere år begyndt i Brugge, men i 2017 flyttede man startområdet til Antwerpen.

 

I mange år var finalen imidlertid den samme. Fra 1973 til 2011 sluttede løbet i Meerbeke og havde den velkendte afslutning med den berømte Muur van Geraardsbergen og Bosberg helt til sidst i løbet. Det er nu ændret. I stedet bød 2012- og 2013-udgaverne på et par omgange på en rundstrækning, der inkluderede to af regionens sværeste stigninger, Oude Kwaremont og Paterberg. Fjernelsen af Muren gav anledning til heftig debat, og mange cykelfans betragtede beslutningen som mangel på respekt for løbets historie.

 

Den generelle opfattelse var, at den nye rute var hårdere end den gamle, men tingene udviklede sig helt anderledes end forventet. Rundstrækningen, der blev brugt i 2012 og 2013, indeholdt ganske vist to brutale stigninger, men den havde også masser af lange, lige veje, der gjorde det umuligt at angribe udefra. I stedet blev favoritterne tvunget til at vente til sidste passage af Kwaremont-Paterberg-duoen, og det gav anledning til et kontrolleret og forudsigeligt løb.

 

I et forsøg på at undgå det scenarium ændrede arrangørerne igen ruten forud for 2014-udgaven. Mens Kwaremont og Paterberg forblev de to sidste stigninger, opgav man rundstrækningsformatet, og i stedet placerede man den frygtede Koppenberg-stigning, der kun benyttes i netop dette løb, meget tættere på mål end vanligt. Ændringerne blev hilst velkommen af de fleste klassikerstjerner, mens de hurtige afsluttere var mindre begejstrede for den nye, hårdere rute. Ændringen havde tilsyneladende den ønskede effekt, da 2014-løbet blev meget mere selektivt. Arrangørerne var begejstrede, og derfor har de bibeholdt samme finale lige siden. I 2017 vendte Muren endda tilbage for første gang siden 2011, denne gang dog i en forventet birolle som en af de tidligere stigninger. Helt overraskende viste det sig imidlertid, at Quick-Step åbnede løbet allerede der og lagde grunden til deres succes ved at tage favoritterne Greg Van Avermaet og Peter Sagan på sengen. Derfor er det ikke overraskende, at den berømte stigning er med igen i år.

 

Selvom begge brostensmonumenter i de senere år har været domineret af Fabian Cancellara og Tom Boonen, er det ingen overraskelse, at favoritlisten er forskellig i de to løb. Mens en rytter som Thor Hushovd aldrig var i spil til at vinde i Flandern, var han en af de mest stabile ryttere i Nordfrankrig. Med dets kombination af brosten og stigninger kan Flandern Rundt betragtes som en sammensmeltning af Paris-Roubaix og ardennerklassikerne, og derfor er det ikke mærkeligt, at visse ryttere kan begå sig i begge typer løb. Ryttere som Michal Kwiatkowski og Sonny Colbrelli har ofte kørt i Flandern, men skippet Paris-Roubaix, og tidligere brugte også Greg Van Avermaet, Philippe Gilbert og Peter Sagan den model for derved at have en vis friskhed til et af flere af løbene i Ardennerne. I vil vi dog se, at Sagan, Van Avermaet og Gilbert formentlig ender med at køre hele pakken af brostens- og ardennerløb.

 

Trods forskellene domineres vinderlisterne i høj grad af de samme navne, og faktisk er dette årtusindes to store stjerner Boonen og Cancellara blandt de mest vindende i begge løb. Med sin tredje sejr i 2012 udlignede Boonen løbsrekorden, der indehaves af Achiel Buysse, Fiorenzo Magni, Eric Leman og Johan Museeuw, og i 2014 tog også Cancellara sin tredje sejr i De Ronde. Begge fejlede dog i deres sidste forsøg på at tage den historiske fjerde sejr, og dermed er der nu fem ryttere, der deles om rekorden.

 

Sidste år var alle øjne på Quick-Step, efter at det belgiske storhold havde været totalt dominerende i de forudgående løb. Belgierne kunne da heller ikke stoppes i deres største hjemmebaneløb, da en ustoppelig Niki Terpstra allerede langt fra mål slog kontra på et angreb fra Vincenzo Nibali, og herefter så de ham aldrig igen. Hollænderen blæste forbi resterne af et udbrud og kørte sikkert hjem til sin første sejr i det flamske monument. En imponerende Mads Pedersen holdt som eneste mand fra udbruddet de øvrige favoritter bag sig og sikrede sig derved en overraskende 2. plads, inden Philippe Gilbert med et angreb til allersidst sikrede, at Quick-Step fik to mand på podiet. Terpstra vender naturligvis tilbage for at forsvare titlen, men denne gang med en Direct Energie-trøje på skuldrene, og Pedersen er også med igen som en af flere kaptajner på Trek. Efter at have været på podet de seneste to år jagter Gilbert også sin anden sejr i sin rolle som et af flere kort på Deceninck.

 

Ruten

Som sagt har arrangørerne lyttet til de mange ryttere, der har kritiseret den rute, der blev introduceret i 2012 og 2013, for at skabe for konservativt cykelløb. Man har naturligvis levet op til kontrakten med den nye målby, Oudenaarde, og derfor er man ikke vendt tilbage til den gamle finale med Muren og Bosberg, men forud for 2014-udgaven gjorde man finalen meget hårdere. Rundstrækningsformatet var til gavn for tilskuerne, men ansporede ikke til aggressiv kørsel, og selvom man fra arrangørside har ønsket stadig at passere de sidste stigninger flere gange, har man nu sammensat en mere alsidig finale, indsat flere stigninger og givet færre muligheder for at komme sig. Det gav anledning til ganske underholdende cykelløb i årene mellem 2014 og 2018, og derfor har man valgt at bibeholde den samme finale i 2018.

 

Den store nyhed i 2017 var, at starten flyttedes fra Brugge til Antwerpen, og at Muren gjorde et velkomment comeback, men denne gang som en mere perifer stigning næsten 100 km fra målstregen. Alligevel var det allerede her, at grunden til Philippe Gilberts sejr blev lagt, og derfor kan det ikke undre, at den ikoniske stigning er med igen. Faktisk har man bortset fra en marginal ændring i den indledende del af løbet, der forlænger distancen med tre kilometer til hele 267 km og betyder, at Pottelberg, der tidligere kom lige efter Muren, udgår, og at den tredje stigning, Edelaere, udskiftes med Ledeuze, valgt fuldstændig at genbruge sidste års rute. I år er der derfor 17 mod tidligere 18 stigninger på programmet, og der er altså tale om næsten præcis de samme som i 2017 og 2018.

 

Den afsluttende kombination af Oude Kwaremont og Paterberg er brutal, da begge stigninger er blandt regionens allerhårdeste. Faktisk er det en meget sværere finale end den gamle med Muren og Bosberg. Hvad der gjorde 2012- og 2013-udgaverne mindre aggressive var de mange kilometer på store, flade veje på den afsluttende rundstrækning, hvilket gjorde det svært at angribe fra distancen. Ved at opgive rundstrækningsformatet har man kunnet reducere afstanden mellem stigningerne og dermed gjort det sværere at organisere en jagt.

 

Rytterne skal fortsat op over Kwaremont tre gange og Paterberg to gange, men næstsidste passage af de to stigninger kommer længere fra mål, end den gjorde på den gamle rute. I stedet afsluttes løbet med en rundstrækning, der skiller sig ud ved at inkludere den frygtede Kopppenberg, der altid har været et nøglepunkt, men i det nye format kommer meget tættere på mål og er langt vigtigere. For femte år i træk vil den signalere starten på den absolutte finale, og derefter er der reelt ingen chance for at komme sig.

 

Trods ændringerne følger løbet fortsat den formel, der karakteriserer de fleste flamske klassikere. Løbene starter alle med et langt, fladt stykke, før man bevæger sig ind i De Flamske Ardenner. Her snor man sig rundt i et meget lille område for at ramme så mange af de berømte stigninger som muligt. Efter at have været oppe over adskillige hellingen og henover flere flade pavéer bevæger man sig ad flade veje tilbage til målbyen. De smalle veje, stejle stigninger og det ubehagelige underlag gør typisk løbene til en sag for de hårde drenge, da den gradvise udskilning betyder, at kun ganske få har overlevet, når man når målområdet. Forskellen på løb som Flandern Rundt, E3, Dwars door Vlaanderen og Omloop Het Nieuwsblad udgøres af start- og målbyerne, antallet af stigninger og ikke mindst distancen, der gør Flandern Rundt til klart det længste.

 

Siden 1998 er løbet startet i Brugge, men i 2017 skrev man i stedet kontrakt med Antwerpen, der nu er rammen om indskrivningen. Nøjagtig som Brugge er havnebyen placeret langt fra De Flamske Ardenner, og derfor indledes den i år hele 267,3 km lange rejse - det er den længste i mange år - med en lang, flad tur mod sydvest til byen Zottegem, der ligger på grænsen til det kuperede område, og som nås efter 82,6 km. Herefter rammer man de første brosten, Lippenhovestraat og Paddestraat, der kommer efter henholdsvis 87,0 og 88,4 km, inden man når frem til målbyen Oudenaarde efter ca. 100 km.

 

Herfra ændrer løbet karakter. I år er der ingen tidlige stigninger, og fra det øjeblik man rammer den første helling er der meget kort afstand mellem bakkerne. Det lange indledende stykke tjener som formål at akkumulere træthed og skabe et tidligt udbrud. I mange flamske klassikere kan tilstedeværelse i det tidlige udbrud være en billet til et topresultat - bare tænk på Imanol Erviti i 2016 - og derfor er løbet ofte meget aggressivt i den indledende fase. Det er ganske vist vanskeligere at holde hele vejen i dette løb end i de kortere klassikere som E3 og Dwars door Vlaanderen, men det ændrer ikke på, at der ofte er en brutal kamp fra start, og at det tager lang tid at få etableret udbruddet.

 

Efter passagen af Oudenaarde kører man mod syd ind i fjertet af De Flamske Ardenner. Den første udfordring kommer efter 119,5 km, og det er en af nøglestigningerne, der åbner ballet. Først gælder det således selveste Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten), og derfra går det hurtigt med stigningerne. Den maksimale afstand mellem to på hinanden følgende stigninger er 19 km, men i langt de fleste tilfælde er der mindre end 10 km, inden det igen går løs.

 

Ved indløbet til Kwaremont vil positionskampen for alvor starte. Det er stadig alt for tidligt for favoritterne at spille ud, men fra nu af skal man være fremme stort set hele tiden. Positionering betyder mindst lige så meget som power og klatreevner i Flandern Rundt, da det er næsten umuligt at passere ryttere på de smalle veje. At starte en stigning for langt tilbage kan sagtens være enden på løbet, specielt hvis man fanges bag et af de mange styrt, der utvivlsomt vil præge dramaet.

 

Rytterne er nu startet på den første store rundstrækning, der inkluderer yderligere 8 stigninger. Man fortsætter mod nordøst for at ramme Kortekeer efter 130,0 km, hvorefter det gælder den nye Ledeuze (1100 m, 5,8%, max. 12,2%), der efter 136,2 km erstatter Edelaere. Den fører til en af de stejle asfaltstigninger, Wolvenberg (1645 m, 7,9%, max. 17,3%), der kommer bare 3,7 km senere. Herefter rammer man Holleweg- og Haakhoek-pavéerne efter henholdsvis 138,9 og 145,7 km, inden man tager hul på de tre asfaltstigninger Leberg (950 m, 4,2%, max. 13,8%), Berendries (940 m, 7%, max. 12,3%) og Tenbosse (450 m, 6,9%, max.8,7%), der kommer hurtigt efter hinanden mellem 148,7 km- og 160,3 km-mærkerne.

 

På toppen af Tenbosse får man 10 km til at komme sig forud for de sidste 100 km. Disse første stigninger tjener flere formål. Først og fremmest sætter de sig i benene og bidrager afgørende til at gøre løbet hårdt og skabe gradvis udskilning. Fra starten af den kuperede zone sker der konstant en udtynding af feltet. I tillæg til den stadige positionskamp, der automatisk øger farten, er der altid flere hold, der prøver at sætte et solidt tempo på stigningerne for at gøre løbet selektivt.

 

Vigtigere er det imidlertid, at denne fase ofte er domineret af mange angreb. Det er stadig for tidligt for podiekandidaterne at røre på sig, men det kan være rette tid til at sende holdkammerater ud foran. Kaptajnerne fra de mindre hold er også ofte ivrige efter at vise sig selv frem i denne fase og med et angreb måske sikre sig en genvej til finalen. Angrebene kan komme på stigningerne, men meget ofte udnytter man en kortvarig stilstand på de større, bredere veje til at snige sig afsted.

 

I 2017 startede finalen allerede med præcis 94,3 km til mål, da man for første gang i seks år skulle op over Muren i Geraardsbergen. Det var her Quick-Step tog favoritterne på sengen og med en stærk forcering lagde grunden til Gilberts solosejr. Også i år vil den ikoniske stigning være det første nøglepunkt, hvor specielt Quick-Step atter kan ventes at tage initiativ. Stigningen kommer denne gang med 99,5 km, men efterfølges imidlertid af hele 27,6 km flad vej, da Pottelberg i år udgår, og derfor er der tid til, at der kan ske en regruppering. Den efterfølgende stigning, Kanarieberg (1000 m, 7,7%, max. 14%), der kommer med 71,9 km igen ligger også temmelig isoleret. Herefter følger igen et længere fladt stykke, hvor der kan ske samling, og derfor kan det være et relativt stort felt, der rammer de sidste 60 km. Denne fase kan imidlertid give anledning til lidt ro og derfor være en oplagt chance for at stikke af og derved foregribe favoritternes angreb.

 

Er det ikke sket tidligere, vil løbet start for alvor, når der resterer 56,0 km, hvor rytterne rammer Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten) for anden gang. Den efterfølges direkte af en anden af de sværeste stigninger, Paterberg (360 m, 12,9%, max. 20,3%, 360 m brosten), og dermed kommer den afsluttende duo her for første gang sammen. Når de igen rammes 40 km senere, vil de være de sidste udfordringer i løbet.

 

Rytterne tager nu hul på den afsluttende rundstrækning, der blev introduceret i 2014, og den er som sagt meget hårdere end den, der blev benyttet i 2012 og 2013. Den mest markante nyskabelse er introduktionen af den berømte Koppenberg (600 m, 11,6%, max. 22%, 600 m brosten), der kommer med bare 45,9 km til mål. I de senere år har denne helling, der ikke indgår i de øvrige klassikere og efter Jesper Skibbys berømte uheld i flere år blev vurderet til at være for farlig at benytte, for alvor skabt ravage, og selvom underlaget er forbedret siden 90erne, er det stadig løbets måske sværeste stigning.

 

At køre op ad Kwaremont, Paterberg og Koppenberg inden for bare 10 km er ganske enkelt brutalt, og derfor er det nu tid for favoritterne til at spille ud. Efter Koppenberg rammer man den 2000 m lange pavé Mariaborrestraat, og 5,4 km efter den berømte stigning gælder det Steenbeekdries (700 m, 5,3%, max. 6,7%). Derefter venter endnu en af Flanderns sværeste stigninger. Som det har været tilfældet siden 2014 kommer Taaienberg (530 m, 6,6%, max. 15,8%, 500 m brosten) - Tom Boonens favoritstigning, der ofte har været rammen om hans angreb - dybt inde i finalen med bare 38,1 km til mål, og derfor vil den igen spille en nøglerolle. Her har de store navne i de øvrige udgaver spillet med musklerne på alle disse fire svære stigninger, og selvom ingen af angrebene har været løbsafgørende, har de skabt en meget lille gruppe af favoritter relativt langt fra mål.

 

Efter Taaienberg bliver det lidt nemmere, og det kan være det, der forhindrer alt for tidlige angreb fra favoritterne. I de næste 20,1 km er den eneste udfordring den lange, jævne stigning Kruisberg (2500 m, 5%, max. 9%, 450 m brosten), der kommer med 26,8 km igen, men denne sektion har alligevel vist sig at spille en vigtig rolle. Det var her Jurgen Roelandts sikrede sig en podieplads ved at angribe i 2013, og i 2014 sikrede Stijn Vandenbergh og Greg Van Avermaet sig en billet til finalen ved at stikke af netop her på et tidspunkt, hvor storfavoritterne Cancellara og Sagan var isolerede og selv skulle jagte. I 2015 satte Alexander Kristoff og Niki Terpstra det afgørende fremstød ind netop her, og i 2016 overraskede Sagan ved sammen med Michal Kwiatkowski og Sep Vanmarcke at tage Cancellara på sengen. Sidste år var det også her, Terpstra kom med sit sejrsgivende angreb. Det er således her, at alle de podiekandidater, der ikke kan følge de absolutte favoritter, skal foregribe de sværeste angreb. Hvis udskilningen har været voldsomt i den svære fase lidt tidligere, vil der ikke være mange hjælperyttere, og denne del er derfor enormt aggressiv og svær at kontrollere.

 

Som det har været tilfældet siden 2012, skal det hele afgøres på Kwaremont-Paterberg-duoen. Den første af disse stigninger kommer med 16,9 km til mål, mens den sidste afslutter vanskelighederne bare 13,5 km fra stregen. Disse to stigninger er nogle af de hårdeste i løbet, men de er meget forskellige. Kwaremont er en lang, jævn stigning, der handler mere om power og udholdenhed end acceleration, mens Paterberg er kort og brutalt stejl og dermed perfekt til at spurte hele vejen fra bund til top. I 2014 angreb Cancellara på førstnævnte, og det var kun Vanmarcke, der kunne følge ham. De forsøgte begge at angribe på Paterberg, men kunne ikke ryste hinanden. I 2015 var Kristoff og Terpstra allerede kommet fri før disse stigninger, mens det i 2016 var på Paterberg, at Sagan satte Vanmarcke og kørte alene hjem. Det er her de sidste angreb skal sættes ind, og det er her de stærkeste skal gøre forskellen.

 

De sidste 13,5 km består af en lang tur mod nordøst til Oudenaarde langs flade, store og brede veje. Som regel er det på dette tidspunkt et stort forfølgelsesløb melemme flere mindre grupper, men det kan også være rammen om et fascinerende taktisk spil, hvis flere ryttere er sammen i front. I 2012 og 2013 var der en relativt stor forfølgergruppe bag de tre bedste ryttere, men siden 2014 har løbet været meget mere selektivt. Det sidste sving kommer 8 km fra mål, og herefter er det ligeud hele vejen til stregen på den flade Minderbroederstraat, hvor en fortjent vinder af Flandern Rundt skal kåres efter 267,3 brutale kilometer i noget af det værste terræn, Flandern kan byde på.

 

Løbet byder på i alt 2156 højdemeter.

 

 

 

 

 

 

Vejret

Det er ikke mange løb, der afhænger så kraftigt af vejret som Flandern Rundt. Selvom ruten er hård og selektiv, øges vanskeligheden dramatisk, hvis forholdene er blæsende, kolde og regnfulde. Hvis vejret er brutalt, bliver det ren overlevelse, mens flere ryttere har en chance, hvis det er en flot forårsdag. I nyere tid viser specielt 2015-udgaven af Gent-Wevelgem, hvordan dårligt vejr dramatisk kan forandre en flamsk klassiker, og mens de hurtige folk håber på en solskinsdag, satser de hårde drenge på rigtigt belgiervejr. Mange cykelfans betragter det ikke som et rigtigt Flandern Rundt, hvis ikke rytterne har set lidt til den belgiske kulde og regn.

 

Årets brostensløb lagde ud med sommeragtigt vejr i De Panne og E3, men siden oplevede vi rigtigt belgiervejr med den kraftige blæst i Gent-Wevelgem og et regnfuldt Dwars door Vlaanderen. Årets Flandern Rundt kommer til at minde mest om de førstnævnte, for søndag har udsigt til at blive en flot forårsdag. Fra morgenstunden vil der ikke være en sky på himlen, og temperaturen vil kravle op på hele 18 grader. Det ventes dog at sky til sidst på eftermiddagen, hvor der vil være 50% risiko for byger, men der er gode chancer for, at rytterne når i mål inden da.

 

Vind vil der heller ikke være meget af med bare en svag til let brise fra nordøst. Det giver medvind på ruten fra Antwerpen ned til stigningerne, hvor vinden naturligvis vil komme fra alle retninger på den kringlede rute. Til slut vil der være sidemedvind på Kwaremont og sidemodvind på Paterberg. Derefter følger et kort stykke med sidemedvind, men der vil være uafbrudt og direkte modvind på de sidste 8 km.

 

Favoritterne

Årets Flandern Rundt synes at kunne udvikle sig til et af de mest åbne i mange år. I de senere år har et par ryttere skilt sig ud som de absolut stærkeste på forhånd, men det er ingenlunde tilfældet i år. I 2012 var Tom Boonen i særklasse, i 2013 og 2014 var alle øjne rettet mod Fabian Cancellara og Peter Sagan, i 2015 var Alexander Kristoff ustoppelig, i 2016 talte alle atter om Sagan og Cancellara, i 2017 var det Sagan og Greg Van Avermaet, der stjal de fleste overskrifter, og sidste år var det store spørgsmål, hvordan man da skulle få skovlen under det Quick-Step-mandskab, der anført af en ustoppelig Niki Terpstra havde drevet gæk med alt og alle i de forudgående løb.

 

Sådan har det slet ikke været i år. Ganske vist har belgierne vundet to af de tre største brostensløb med Zdenek Stybar, men kun i ét tilfælde var det i kraft af kollektivet. Det er hævet over enhver tvivl, at Stybar i E3 i den grad lukrerede på Bob Jungels’ flotte soloudbrud, der gav ham carte blanche til at sidde på hjul og dermed også mulighed for at spurtbesejre normalt bedre afsluttere. I Omloop var han imidlertid holdets eneste kort i finalen, og her vandt han ganske enkelt i kraft af egen styrke og snilde. Bob Jungels tog ligeledes en knusende solosejr i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, men det er et løb, der på ingen måde kan sammenlignes med de ”rigtige” flamske klassikere, der reelt kun tæller Omloop, E3 og Flandern Rundt.

 

Faktisk er det tydeligt, at Deceuninck-mandskabet savner Terpstra - nøjagtigt som Terpstra i øvrigt savner Deceuninck. Belgierne har nemlig slet ikke været så skræmmende som sidste år, hvor de forud for Flandern Rundt havde vundet syv af de otte forudgående løb på belgisk jord, og Elia Viviani var endda blevet nr. 2 i det sidste, Gent-Wevelgem. Denne gang er deres panser langt svagere, og det må vække megen bekymring, at Yves Lampaert og Philippe Gilbert slet ikke har kørt på fulde omdrejninger. Værre er det nu blevet af, at Gilbert udgik af Dwars door Vlaanderen med maveproblemer, og dermed er halvdelen af det firehovede monster umiddelbart svækket. Heldigvis kan man lukrere på en Zdenek Stybar, der aldrig har været bedre, og en Jungels, der kører som en motorcykel, men mangler erfaring på de flamske veje, men det står alligevel klart, at Patrick Lefeveres mandskab er betydeligt svagere end i 2018 - et forhold, der understreges af, at de foreløbig også ”kun” har vundet ét af den seneste uges flamske WorldTour-løb, og af, at det på nærmest mirakuløs vis endte i defensiven i et usædvanligt hårdt Gent-Wevelgem.

 

Samtidig kan der for andet år i træk stilles betydelige spørgsmålstegn ved formen for løbets ”naturlige” favorit, Peter Sagan. Det har hele tiden været planen, at den trefoldige verdensmester skulle lægge lidt stille fra land i håb om at bevare formen frem til debuten i Liege-Bastogne-Liege, men sygdommen i begyndelsen af marts og de fem dage i sygesengen har kostet mere end som så. Formen rakte til at køre finale i det meget eksplosive Milano-Sanremo, men det stod også klart i E3, at Sagan endnu ikke er oppe i fulde omdrejninger. Den defekte cykel kan i hvert fald ikke bruges som forklaring på den lidt tamme præstation, hvad slovakken da hellere ikke har forsøgt på.

 

Dermed ligner det et usædvanligt åbent løb, hvor listen over mulige vindere er længere end normalt. Modsat Milano-Sanremo er Flandern Rundt og Paris-Roubaix ellers så hårde, at sværhedsgraden alene gør, at listen over reelle vinderkandidater er ganske kort. Sådan forholder det sig ikke i år, hvor ganske mange hold møder til start med en rytter, der enten i kraft af sin form eller sin historik kan gøre sig visse forhåbninger om faktisk at vinde. Og blandt dem er der ikke ét navn, der skiller sig ud som en hidtil overlegen skikkelse, som vi ellers ofte har set det, senest sidste år, hvor Terpstra både i E3 og Flandern Rundt var et niveau eller to over alle andre. Og da Deceunincks fordel af deres stærke kollektiv som sagt ser ud til at være mindre end tidligere, vil det denne gang ikke som tidligere nødvendigvis være det belgiske mandskab, der er alles fokuspunkt.

 

På baggrund af de seneste løb er der som skrevet i vores klassikeranalyse tre mand, der synes at have været et niveau over de andre. Det synes i hvert fald ingenlunde at være en tilfældighed, at det netop var Stybar, Wout van Aert og Greg Van Avermaet, der stod på podiet efter E3. Sammen med Alberto Bettiol, der siden synes at have tabt lidt af gassen, var de i hvert fald klart de stærkeste i det løb, der traditionelt regnes for generalprøven til søndagens monument, og hvor den efterfølgende vinder af Flandern Rundt var på podiet i 2016, 2017 og 2018, og det indtryk blev blot bekræftet, da Stybar og Van Aert kørte fra alt og alle, da Kemmelberg i søndagens Gent-Wevelgem skulle bestiges fra den stejleste side.

 

Selvom Flandern Rundt er et knaldhårdt løb, er det dog ikke altid stærkeste mand, der vinder. Taktik spiller også en stor rolle, og det er særligt det element, Deceuninck har tænkt sig at udnytte. For belgierne er drømmescenariet at havne i den klassiske overtalssituation, hvor de kan angribe rivalerne på skift og ideelt set havne i en situation som i E3, hvor Stybar kunne få et gratis lift hele vejen frem til målet i Harelbeke. Særligt virker det oplagt, at Jungels, der nu i Liege, Kuurne og E3 i kraft af sin enorme motor har vist sig eminent i den rolle, skal spilles ud relativt tidligt i den fase, hvor man ofte kan anticipere favoritterne.

 

Det er nemlig en velkendt strategi, at man kan komme ganske langt ved at angribe og sikre sig et forspring i finalens to rolige momenter. Det første af disse kommer mellem Muren og anden passage af Kwaremont, hvor tingene ofte falder lidt til ro, og det andet, der i de senere år har vist sig at være helt afgørende, er det lidt lettere stykke mellem Taaienberg og sidste passage af Kwaremont, hvor den lange, udmagrende Kruisberg nu i adskillige tilfælde har vist sig som den perfekte affyringsrampe, inden favoritterne skal ud i det afgørende slag på Kwaremont-Paterberg-duoen til sidst. Vi har i de senere år set, hvordan folk som Mads Pedersen, Jurgen Roelandts og Dylan Van Baarle ved at foregribe de voldsomste forceringer har sikret sig top 4-placeringer, og der er utvivlsomt mange, der har lignende planer, ikke mindst Jungels, som man nok bør holde øje med på stykket omkring Kruisberg.

 

Hvilken slags løb giver det anledning til? For to år siden tog Deceuninck alt og alle på sengen, da de splittede feltet allerede på Muren og totalt fangede forhåndsfavoritterne Sagan og Van Avermaet, så de aldrig siden indhentede Gilbert (hvad en opmærksom hollandsk tilskuer måske også har en del af ansvaret for!). Igen i år er det ganske tænkeligt, at belgierne vil forsøge at skabe tidlig udskilning allerede her. For dem handler det nemlig om tidligt at få sikret sig den mellemfase, hvor deres rivaler er relativt isolerede, men hvor det endnu ikke er kogt ned til en kamp mand mod mand mellem favoritterne. Det er her deres kollektive styrke kan komme til sin ret.

 

Stykket efter Muren er dog så let, at vi tvivler på, at det kan lade sig gøre at gentage kunststykket fra 2017. Derfor forventer vi faktisk, at det vil være et relativt samlet felt, der når frem til Kwaremont for anden gang, og her vil favoritterne over Kwaremont, Paterberg, Koppenberg og Taaienberg skulle ud i de første opgør. Særligt Van Avermaet, der har et meget svagt hold, vil have en interesse i tidligt at gøre det til en kamp mand mod mand og derved minimere betydning af hjælperyttere og taktik. I E3 var det derfor ham, der iværksatte forceringerne, og den taktik vil han formentlig være tvunget til at følge igen i håb om at skabe så hårdt et løb som muligt.

 

Den strategi kunne godt lykkes denne gang. Også folk som Wout Van Aert, Tiesj Benoot, Niki Terpstra og Mathieu van der Poel vil have en lignende interesse, og derfor kunne noget tyde på, at det relativt tidligt kan ende som det store favoritopgør. Sagan er normalt heller ikke bleg for at åbne tidligt, men denne gang kan usikkerheden om formen nok anspore ham til at lukrere lidt mere på sit stærke Bora-hold, men hvis rivalerne vil det anderledes, kan også han tvinges tidligt ud af busken.

 

Vi forventer derfor en relativt selektiv udgave, og denne gang bliver det sværere for Deceuninck at spille på deres overtal, ganske enkelt fordi det formentlig kun er Stybar og muligvis Jungels, der kan køre med de bedste, når der åbnes op på serien med fire svære stigninger. Med andre ord peger vi på, at det bliver en af de hårdere versioner - også selvom vejret ikke peger i den retning - og det vil glæde de ”hårde” drenge, for hvem det ikke kan blive vanskeligt nok. En god spurt er dog heller ikke at foragte, da den direkte modvind på stykket mellem Paterberg og målet i Oudenaarde kan gøre det vanskeligt for en enkelt mand at holde hjem.

 

Et løb for de hårde drenge er sandt guf for Wout van Aert, og derfor foretager vi det måske lidt modige valg at pege på belgieren som vores favorit. Det kan synes usædvanligt i lyste af, at crossstjernen trods alt kun har kørt to monumenter og stadig er grøn på landevejssportens højeste niveau. I 2018 havde han dog en klassikerdebut, han ikke kunne have drømt om, hvor han efter en 9. plads i Flandern var blandt de absolut stærkeste i Roubaix, indtil en punktering satte ham ud af spillet. I virkeligheden kan det dog ikke overraske, at Van Aert med det samme blomstrede i de længste og sværeste løb, for det har altid været hans helt enorme motor, der også på crosscyklen har været hans force i den evige kamp med den langt mere eksplosive og teknisk stærkere Van der Poel.

 

Sidste år var Van Aert dog ikke helt i stand til at matche de allerbedste, men den virkelighed har forandret sig i løbet af de 12 måneder siden de sidste klassikere. Måske var starten i Omloop en anelse haltende, men allerede i Strade Bianche, hvor han måske ikke kunne matche Julian Alaphilippe og Jakob Fuglsang, men stadig helt alene holdt det meste af klassikereliten bag sig, var der enorme fremskridt at spore. Siden da har han været helt ustoppelig. I Sanremo kørte han med lethed med de mere eksplosive på Poggio, og i E3 lignede han en mand, der aldrig var presset. I søndagens Gent-Wevelgem var han den eneste, der kunne følge Stybars forcering på Kemmelberg - og det endda selvom han modsat tjekken havde været med i den frontgruppe i sidevinden, som endte med at slide stort set alle ned til sokkeholderne.

 

Van Aert ligner ganske enkelt en mand, der endnu ikke har nået sin grænse, og man sidder med fornemmelsen af, at vi endnu ikke helt ved, hvor god han virkelig er. I teorien burde knap 270 km endda passe hans dieselmotor endnu bedre, og Flandern Rundt er måske i virkeligheden det løb, der passer ham allerbedst. Samtidig har han nu tilsyneladende udviklet spurten som et våben, i hvert fald efter lange løb. Han har altid været hurtig, men aldrig på niveau med de bedste afsluttere. I Sanremo endte han imidlertid som en hæderlig nr. 6, selvom han ligesom Matteo Trentin - der i parentes bemærket døde i forsøget - havde satset alt på en sen forcering. Endnu mere imponerende var det, at han i E3 overspurtede Greg Van Avermaet, der er kendt som en af de bedste i en spurt efter et hårdt løb, og havde det ikke været for Stybars fribillet i finalen, havde han formentlig vundet løbet.

 

Med andre ord har Van Aert hele pakken: den store motor, punchet på stigningerne og spurten efter et langt løb. Samtidig er han bakket op af et Jumbo-hold, der har rejst sig enormt og i Gent-Wevelgem var de måske allerstærkeste. I Mike Teunissen har han en mand, der kan støtte ham dybt inde i finalen, og også Danny Van Poppel og Amund Grøndahl Jansen kan komme langt. Det kan forhåbentlig betyde, at han kan undgå at komme alt for meget på bagkant, og kommer det til at handle om ren råstyrke, ligner Van Aert i øjeblikket den måske stærkeste. Derfor tror vi, at karrierens første klassikersejr falder på den største scene af dem alle på søndag.

 

Hans værste rival kommer måske også fra crossscenen. Da han besluttede sig for at satse på landevejen, fik Zdenek Stybar en fantastisk debut og kørte finaler i sine første to udgaver af Paris-Roubaix. I de senere år er han imidlertid gået i stå og har stået i skyggen af Tom Boonen, Niki Terpstra og Philippe Gilbert. Faktisk var hans eneste større endagssejr frem til i år triumfen i Strade Bianche, og da han indledte sæsonen med at vinde kongeetapen i Algarve, havde han stadig aldrig vundet et større brostensløb.

 

Stybar har imidlertid i den grad grebet den chance, Terpstras exit og Boonens karrierestop har åbnet. Mens Gilbert og Lampaert som sagt ikke har været imponerende, er tjekken trådt til og har sat sig benhårdt på kaptajnrollen. I brostensløbene har hans eneste lille kiks været, at han og resten af holdet tog sig en blunder i Gent-Wevelgems sidevind, men ellers har han ikke vist mange svaghedstegn. Trods adskillige angreb lykkedes det ikke Greg Van Avermaet at sætte ham i hverken Omloop eller E3, som han begge endte med at vinde, i første tilfælde ved at køre klogt og smart i finalen og i andet tilfælde ved at udnytte den friskhed, som en taktisk gunstig situation havde givet, til at tage en overraskende spurtsejr. I søndags var det endda ham, der kom med det voldsomme angreb på Kemmelberg, som kun Van Aert kunne svare på.

 

Med andre ord har vi endnu ikke set, hvor Stybars grænse går, men de taktiske omstændigheder i E3 gjorde også, at han havde et lettere løb end rivalerne. Derfor er det svært at sammenligne ham med folk som Van Aert og Van Avermaet, men han er utvivlsomt en af de mest formstærke og har altid været knivskarp på de eksplosive hellingen, der passer ham perfekt. Ganske vist er han ikke rasende hurtig, men hans afslutning er hæderlig, ikke mindst efter et hårdt løb, og sejren i E3 har utvivlsomt givet selvtillid og tro på egne spurtevner. Samtidig har han et våben, som ingen af de andre favoritter, nemlig holdet. Alt andet lige er Deceuninck feltets stærkeste mandskab, og særligt hvis man igen kan sende Jungels tidligt i offensiven, kan Stybar få en taktisk fordel, der ikke skal undervurderes. Det udnyttede han til perfektion i fredags, og det vil han kunne gøre igen på søndag, hvor han ligner et brandvarmt bud på en vinder af et løb, hvor han besynderligt nok aldrig er blevet bedre end nr. 8.

 

Den tredje rytter, der har skilt sig ud, er Greg Van Avermaet. Mr Consistency havde ellers et kedeligt 2018, hvor han på intet tidspunkt var blot i nærheden af sit niveau fra jubelåret 2017, hvor han vandt alt, hvad han rørte ved - dog med yndlingsløbet Flandern Rundt, hvor han endte på en ”pinlig” 2. plads - som en markant og trist undtagelse. Det synes imidlertid at have ændret sig i år. Højdemeterne var en anelse for mange i det stærkt kuperede Strade Bianche, og i Milano-Sanremo betalte han prisen for et svagt hold, der ikke fik ham bragt i position på Poggio, men i yndlingsløbene på de toppede brosten har han været fremragende. Måske havde han ikke sin glansstund i et Gent-Wevelgem, hvor han konstant var på bagkant, men i de ”rigtige” flamske løb, E3 og Omloop, er det ham, der har været initiativtager. Således var det ham, der forcerede på Muren og Bosberg i Omloop, hvor det kun var Stybar, der kunne matche ham, og i E3 var det ham, der skabte favoritgruppen på Paterberg og siden halverede den med sin kraftige forcering på Tiegemberg. I Omloop blev han snydt af en smart Stybar, der også udnyttede sin friskhed til at overspurte ham i E3, men Van Avermaet var i begge løb ubetinget en af de stærkeste og i hvert fald den mest toneangivende på stigningerne.

 

Ligesom Van Aert har Van Avermaet en enorm motor, der gør, at han altid bliver bedre, som løbene skrider frem, og derfor er Flandern Rundt i virkeligheden det løb, der passer ham bedst. Selvom han blev slået i E3, har han også efter et hårdt løb en ganske uovervindelig spurt, der blandt andet flere gange har gjort ham i stand til at slå den normalt hurtigere Sagan, senest i sidste års Flandern Rundt.

 

Spurten er hans måske vigtigste våben, der betyder, at han ikke nødvendigvis behøver at være i offensiven, men til gengæld udgør hans hold en voldsom akilleshæl. I de hidtidige løb har han alt for tidligt været isoleret, og efter E3 måtte han da også indrømme, at det var manglen på støtte, der havde tvunget ham til at åbne ballet tidligt. Det kan han igen være tvunget til at gøre på søndag, og det kan meget hurtigt blive et problem, at han er den af de tunge favoritter, der har den svageste opbakning. Heldigvis kan der måske være udsigt til et brutalt udskilningsløb med en tidlig finale, hvor det hurtigt bliver mand mod mand, og det vil være til gunst for dieselmotoren Van Avermaet. Efter top 7-placeringer i de seks udgaver, han har gennemført siden 2012, herunder fem i top 5 og tre podiepladser, er det i hvert fald på tide, at han vinder, og i år ser han igen ud til at have formen til også at gøre det.

 

I både 2016 og 2017 stillede Peter Sagan til start som manden, der skulle slås, og i begge tilfælde var han måske også stærkeste mand. Det var i hvert fald tilfældet i 2016, og selvom han sammen med Van Avermaet var kommet på bagkant i 2017, kunne det meget vel være blevet til endnu en sejr, hvis det ikke havde været for en uopmærksom hollandsk tilskuers jakke. Præstationerne vidner om, at cykelfænomenet Sagan vel er verdens bedste i dette løb, når han stiller til start på 100% af sin ydeevne.

 

Spørgsmålet er bare, om han gør det i år. Som sagte har det hele tiden været planen, at han skulle lægge lidt mere stille fra land, men sygdommen forud for Tirreno har sat ham mere tilbage end ønsket. I det ret eksplosive Sanremo kunne han stadig være med, men i E3 blev han kørt bag om dansen, defekt cykel eller ej. I Gent-Wevelgem spillede han sine kort modigt i et tidligt fremstød, og derfor er hans præstation sværere at vurdere, men det står i hvert fald klart, at det ikke er en Sagan i topform, der ruller mod start i Antwerpen på søndag.

 

Sagan er imidlertid noget specielt, og vi skal ikke huske længere tilbage end 12 måneder for at finde en situation, der minder om denne. Sidste år kom han nemlig også til løbet efter et katastrofalt E3, hvor han var endnu mere tam, end han var det i fredags, men alligevel fornægtede hans klasse sig ikke, da han på Paterberg kørte fra resten af favoritterne og satte efter ustoppelige Terpstra. De virkelige klasseryttere har en evne til altid at være konkurrencedygtige, når det gælder, og der er derfor næppe tvivl om, at vi vil se en helt anden Sagan, end vi gjorde i fredags.

 

Spørgsmålet er, om det er nok til at vinde. Sagan har naturligvis altid sin spurt som et drøneffektivt våben, men han har også den ulempe, at han i alle situationer er løbets fokuspunkt. Det er ham, der skal lukke huller, og derfor skal han ofte være dobbelt så stærk som de andre for alligevel at kunne vinde. Heldigvis har han i år et ganske kapabelt Bora-hold med brølstærke Daniel Oss, altid solide Marcus Burghardt og talentfulde Lukas Pöstlberger, der i Dwars door Vlaanderen endelig fandt benene. Tabet af den skadede Jempy Drucker er stort, men denne gang har han et hold, der måske kan betyde, at han kan tillade sig at køre en anelse mere defensivt. Det kan være til fordel for en endnu ikke helt formstærk Sagan. Finder han benene på samme måde som sidste år, vil det i hvert fald være dumt at udelukke sejr nr. 2 til manden, der nærmest pr. definition er enhver bookmakers favorit i de fleste klassikere.

 

For få dage siden skrev vi i vores analyse, at Tiesj Benoot denne gang ikke helt havde timet formen, men tingene kan hurtigt ændre sig. Vurderingen var baseret på ikke specielt overbevisende præstationer i E3 og Gent-Wevelgem, men i onsdagens Dwars door Vlaanderen fik han effektivt rettet op på tingene. Her var de nemlig ham, der på Knokteberg iværsatte et angreb, som kun Bob Jungels kunne matche, og som siden bragte ham i en position, hvor han kunne spurte om sejren. Her var han ganske vist chanceløs mod den lynhurtige Mathieu van der Poel, men selvom det kun blev til en 5. plads, må det være et løb, der i den grad har styrket selvtilliden.

 

Lige siden den sensationelle 5. plads i det første Flandern Rundt har Benoot været udskreget til et enormt talent, men i de følgende år var han ramt af en serie uheld, der fik ham til at forsvinde lidt fra radaren. I 2018 lærte han imidlertid, at højdetræningslejre i Sierra Nevada har en guddommelig effekt på ham, og da han igen landede i lavlandet, kørte han en klassikersæson, hvor han tog karrierens første sejr i et episk Strade Bianche, blev en sensationel nr. 4 i Tirreno-Adriatico og igennem hele klassikersæsonen var en af de absolut skarpeste på de belgiske hellingen, også selvom det ikke lod sig aflæse i resultatlisterne.

 

I år kunne det se ud til, at det ærgerlige styrt i Omloop satte ham lidt tilbage. Selvom han kørte fint i Strade Bianche og Tirreno, manglede han de sidste procent i forhold til sidste år. Dem synes han måske at have fundet nu og det endda i tide til et løb, hvor den lange distance passer perfekt til hans uhyggelige motor. Benoot skal ligesom Van Avermaet og Van Aert håbe på en tidlig finale, hvor alle slides til sokkeholderne, for det er her hans udholdenhed kommer til sin ret. Til gengæld har han det problem, at hans spurt ikke er blandt de bedste i feltet af favoritter, men heldigvis er Flandern Rundt et løb, hvor bedste mand ofte kører alene hjem. Samtidig har han en velkørende Jens Keueleire ved sin side, og han kan derfor være en af de få kaptajner, der faktisk har en holdkammerat hos sig i den absolutte finale. Det kan måske være det, der gør det muligt for ham endelig at leve op til det prædikat som ”Den nye Boonen”, han hurtigt fik med den sensationelle 5. plads i debuten.

 

I årevis har cykelfans tigget og bedt om, at fænomenet Mathieu van der Poel skulle kaste sig ud i de klassikere, der synes at være skabt til ham. Som følge af hans alsidige fokus på hele tre discipliner har det ladet vente på sig, men selvom cross og mountainbike frem til 2020 fortsat er hovedmålene har han i år endelig også kunnet finde plads til at smage på de store endagsløb. Med sin sølvmedalje i et hårdt EM og sejren ved det hollandske mesterskab havde han ganske vist dokumenteret, at han mestrer kunsten at blande sig med verdenseliten også i de hårde og lange løb, men alligevel må det være kommet lidt bag på mange, at han efter karrierens to første WorldTour-løb kan notere sig for en ganske godkendt resultatliste, der tæller både en 1. og en 4. plads.

 

Van der Poel kan det meste på en cykel. Teknisk er der ikke mange, der blot kan ane hans sokkeholder, hans punch på korte bakker er uovertruffent, og han har en spurt, der allerede har givet ham flere massespurtssejre i karrieren. Med andre ord synes de flamske klassikere at være bestemt for Van der Poel, og det har de seneste resultater da også dokumenteret. Samtidig har han altid den enorme fordel, at det blandt løbets tungeste favoritter kun er Sagan, der på papiret kan matche hans topfart.

 

På baggrund af magtdemonstrationen i Dwars door Vlaanderen var det nærliggende at gøre Van der Poel til den måske tungeste favorit, da både form og fart synes at være i top. Når han alligevel ikke er det, skyldes det tvivlen om hans holdbarhed over 260 km. Ja, han har været med i front i Gent-Wevelgem og de hollandske mesterskaber samt ved EM, men Flandern Rundt er bare i en anden liga. Samtidig har det i crossløbene altid været Van Aerts force, at belgieren havde den største motor, og Van der Poel har altså stadig til gode at dokumentere, at han også kan være knivskarp, når de rammer Kwaremont og Paterberg efter 250 km. I Gent-Wevelgem viste han da også lidt begrænsninger, da han ikke kunne matche Stybar og Van Aert på Kemmelberg, og man kan derfor have en lille mistanke om, at han vil mangle de sidste procent i den absolutte finale, hvor han ligesom Van Avermaet også vil være belastet af sit svage hold, hvor det formentlig først og fremmest er talentfulde Gianni Vermeersch, han skal sætte lid til. På den anden side har Van der Poel endnu ikke fundet sin grænse, så hvorfor skulle han ikke også vinde sit første Flandern Rundt? Det der med at tabe plejer jo ikke rigtigt at ligge til ham.

 

Læsere af vore analyser og live-opdateringer vil vide, at vi i årevis har plæderet for, at Bob Jungels skulle opgive sine grand tour-ambitioner og i stedet satse på endagsløbene i både Ardennerne og brostenene. Han er endnu ikke klar til at lave det fulde skifte, og hans klassikerkampagne afbrydes da også på søndag, da det herefter står på højdetræningslejr frem mod Giroen. Alligevel må det have pirret hans interesse for en mere målrettet satsning på endagsløbene, at det lidt modige projekt om i år at satse det meste af foråret på et første møde med brostensklassikerne har været en så ubetinget succes, som det har været.

 

Jungels har nemlig været intet mindre end flyvende. I Kuurne leverede han et soloridt, vi sent vil glemme, og minsandten om han ikke næsten gentog det i E3. Senest var han så den eneste, der kunne matche Benoot ved dennes angreb på Knokteberg, og selvom han kørte en finale, der nok må betyde, at Lefevere har indskrevet ham til et par ekstra lektioner på taktikskolen, kan ingen benægte, at han i benene har haft, hvad han i onsdags måske ikke helt havde i hovedet.

 

Endnu mere bekymrende for rivalerne er det, at Jungels’ motor er enorm. Det er ingen tilfældighed, at han sidste år også leverede et imponerende soloridt i det 260 km lange Liege-Bastogne-Liege, som han også vandt på den facon, der efterhånden er blevet hans varemærke, og han har altid i grand tour været allerstærkest i den tredje uge. Derfor er Flandern Rundt den af de flamske klassikere, der helt indiskutabelt passer ham bedst, og ser man på resultaterne af de foregående løb, må det vække lidt eftertanke hos de fleste andre favoritter.

 

De foregående løb har vist os, at Jungels ikke har det samme punch som de virkelige specialister, når de træder an på de sværeste hellingen, men det er heller ikke sådan, han skal vinde løbet. Det skal gøres på klassisk Jungels-maner, nemlig ved at træde væk fra rivalerne relativt tidligt og herefter tænde for den uudtømmelige motor. Vi har allerede én gang peget på Kruisberg som det oplagte sted for Jungels til at iværksætte den store offensiv, der tidligere har givet ham én monumentsejr, og det skulle såmænd ikke undre, om han kan gøre det igen på søndag. De seneste uger har i hvert fald vist, at han har formen til det.

 

Efter hans mageløse efterår i 2017 så Mitchelton-Scott ud til at have gjort sig lidt af et kup, da de skrev kontrakt med Matteo Trentin. Bare et halvt år senere så det hele imidlertid knap så rosenrødt ud, da et brækket ribben i forsæsonen betød, at han igennem hele foråret jagtede formen, og det hele endte endda endnu mere trist, da et styrt på Roubaix’ brosten kostede ham en brækket ryghvirvel. Ganske vist blev han i sensommeren europamester, men en helt igennem trist Vuelta gjorde ikke meget for at skabe forventninger om genoprejsning i 2019.

 

Trentin har imidlertid gjort alle kritikere til skamme. Allerede da han vandt i sit første linjeløb i sæsonen på 2. etape i Valencia, hvor han fordoblede antallet af sejre i Mitchelton-trøjen, sendte han et signal om, at noget var i gærde. Siden da har han været her, der og alle vegne, og han står nu noteret for tre sejre og ikke færre end 16 top 10-placeringer i løbet af 28 løbsdage. Samtidig har han vist, at han også har taget yderligere et stort skridt i klassikerne. I Milano-Sanremo lykkedes det ham nemlig at køre med alle specialisterne på Poggio, og havde Van Aert ikke lukket hullet efter hans angreb, eller havde han satset alt på spurten, kunne han måske endda være endt som vinder af det italienske monument. Siden da er det blevet til 7. pladser i E3 og Gent-Wevelgem, hvor særligt præstationen i søndags var imponerende. Her var han med i front igennem hele dagen, men modsat Sagan havde han altså også kræfter til at spurte sig til en top 10, selvom han havde brændt sine tændstikker med det modige og tidlige fremstød.

 

Alligevel har vi også set hans begrænsninger. De blev åbenbaret i E3, der som bekendt er det løb, der mest minder om Flandern Rundt. Her kunne han i hvert fald ikke følge de bedste, da Van Avermaet trådte på gaspedalen på Tiegemberg, og for første gang i et 2019, hvor han ellers har været helt usårlig, så vi svaghedstegn, der ikke var relateret til uheld. Noget kunne derfor tyde på, at Trentin stadig ikke har det, der skal til for at følge de virkelige specialister på de sværeste hellingen. Heldigvis behøver det ikke nødvendigvis at være påkrævet, for særligt i et år, hvor der er modvind på turen hjem til Oudenaarde, kan det sagtens blive samlet til en spurt i en gruppe blandt de mest hårdføre. I den situation er der ikke mange, der kan true Trentin, der også tidligere har vist, at han kan sætte en vis Sagan til vægs.

 

Hvis man stadig er i tvivl om, hvorvidt der er en særlig magi over Deceuninck-holdet, skal man blot kigge på Niki Terpstra. Sidste år var hollænderen i særklasse i både E3 og Flandern Rundt, og selvom han naturligvis var bakket op af det stærkeste hold, vandt han først og fremmest i kraft af sin egen råstyrke. I år har det imidlertid været helt, helt anderledes. I alle de flamske løb har Terpstra været at bagkant, og den ellers så aggressive og initiativrige hollænder har i stedet været henvist til at rette op på skaderne i stedet for selv at skabe løbene.

 

Det står da også klart, at Terpstra ingenlunde er i nærheden af sidste års niveau. Det er imidlertid også først nu, at vi kommer til de helt lange løb, hvor han altid har været stærkest. Det er ingen tilfældighed, at han sammen med Sagan er den eneste aktive rytter, der har vundet begge brostensmonumenter, for det er over de lange distancer, at Terpstras motor for alvor kommer til sin ret. Samtidig har han altid haft en tendens til at finde formen ud af det rene ingenting, og der findes ingen førende brostensspecialist, der er så svingende som ham. I Flandern er han der imidlertid næsten altid, hvilket placeringer som hhv. nr. 6, 2, 10, 3 og 1 i de seneste fem udgaver vidner om, og derfor vil det være tudetosset at udelukke et titelforsvar fra en mand, der altså har været på podiet i tre af de seneste fire udgaver. Han vil altid være hæmmet af sin svage spurt, men det har altså ikke forhindret ham i at tage et hav af solosejre i de belgiske og franske brostensløb. Hans Direct Energie-mandskab har også imponeret i de seneste to løb efter en skuffende start i E3, så måske står den forsvarende vinder slet ikke så ringe endda. Det vil i hvert fald være dumt ikke at holde øje med 1-tallet undervejs.

 

Stakkels Oliver Naesen. For et par uger siden var han på alles læber, da han først lod tyngdekraft være tyngdekraft og sikrede sig en uhørt 13. plads i Paris-Nice, hvor han blev nr. 2 på sidste etape i bakkerne omkring Nice. Siden kørte han et imponerende Milano-Sanremo, der ellers er alt for eksplosivt for en type som ham, og han sluttede såmænd af med at køre sit livs spurt, der indbragte ham en overraskende 2. plads.

 

Forventningerne var derfor store, da han ankom til de flamske løb, der passer ham allerbedst, men siden ankomsten til Belgien har det slet ikke fungeret. I E3 røg han af, da vennen Van Avermaet trykkede den af på Tiegemberg, og i Gent-Wevelgem spurtede han sig måske nok til en 3. plads, men efter en helt anonym præstation. I Dwars door Vlaanderen så vi heller intet til ham, og derfor har mange undret sig over, hvad i alverden der blev af Naesens guldform.

 

Nu er svaret kommet. Arme Naesen, der i sidste års brostensklassikere var ramt af uheld i et omfang, som kan få enhver til at tro på forbandelser, er blevet ramt af bronkitis, hvilket formentlig er forklaringen på det pludselige formdyk, og i skrivende stund er hans deltagelse sågar tvivlsom. Han vil formentlig strække sig langt for at være til start i årets måske vigtigste løb, men nu ser det pludselig svært ud at gentage de fornemme præstationer fra de seneste måneder.

 

Potentialet er ellers enormt. I 2017 kørte han helt lige op med favoritterne Sagan og Naesen, indtil den omtalte tilskuerjakke knuste hans drømme mod Kwaremonts brosten, og i Paris-Roubaix leverede han en fabelagtig præstation, der bare aldrig blev opdaget, fordi den alene bestod i at komme igen efter en hel serie af punkteringer. Sidste år regnede uheldene også ned over ham i alle de store løb, og vi fik derfor aldrig hans potentiale at se. Det har vi heldigvis fået i de seneste uger, men nu er det i stedet spørgsmålet, om sygdommen har sat ham så langt tilbage, at han heller i år kan få lov at køre med om sejren i det løb, der står hans hjerte nærmest. Han kan heldigvis finde lidt trøst i, at han spurt har nået helt nye højder, og at han ikke længere behøver at køre offensivt, men i et hårdt løb som dette er det næppe nok, hvis helbredet skranter.

 

Og nu vi er ved det med helbredet… Efter i mange år at have været henvist til at køre ardennerklassikere på et BMC-hold, der måtte dele opgaverne mellem ham og ærkerivalen Van Avermaet, forlod Philippe Gilbert amerikanerne for på Deceuninck-Quick Step at få lov at satse på de tre monumenter, der stadig manglede i at realisere hans #Strive5Five-drøm om at vinde dem alle fem. Starten kunne ikke have været meget bedre, da han allerede i sit første år kunne udnytte et eminent Quick-Step-show til at levere et mindeværdigt soloridt, der gjorde det muligt også at føje Flandern Rundt til liste. Til gengæld endte 2018-sæsonen, da han i Quick-Steps overlegne overtal gang på gang angreb enten en postgang for tidligt eller for sent og derfor endte i en back-up-situation, mens Terpstra kørte hjem til sejr, hvorefter den belgiske veteran måtte nøjes med at opsamle stumperne med en 2. plads i E3 og en 3. plads i Flandern Rundt.

 

I år har forventningen været, at Gilbert har skullet træde ind i en endnu vigtigere rolle efter Terpstras farvel, men det er ikke sket. Formen så ellers fin ud i Paris-Nice, hvor han var lige ved at tage mægtige Sky totalt på sengen på kongeetapen, eller da han spillede en helt afgørende rolle for Alaphilippe på Poggio i Milano-Sanremo, men på de flamske brosten har det knebet. Ligesom i Omloop var han hverken i E3 og Gent-Wevelgem i stand til at matche de bedste, og efter et 2018, hvor det i forvejen gik den vej, kan man ikke undlade at sidde med fornemmelsen af, at 36-årige Gilbert altså ikke længere har det niveau, han havde engang.

 

Nu er hans chancer endda blevet kompromitteret af et maveonde, der tvang ham ud af Dwars door Vlaanderen, men heldigvis kan en sådan omgang være en kort fornøjelse, der ikke nødvendig vil have konsekvenser for søndagens løb. Her er det måske snarere det generelle niveau, der bekymrer, men det vil nu alligevel være farligt at afskrive en mand, der har været på podiet i de seneste to udgaver. Gilbert ved nemlig godt, at han ikke slår de bedste mand mod mand, men han er snu, erfaren og aldrig bange for at sætte en tidlig offensiv ind. På Deceuninck betyder den ofte taktisk gunstige situation, at man kan vinde uden at være bedste mand, og det vil Gilbert forsøge at udnytte. Samtidig har han som bekendt sin spurt som et godt våben, og derfoer er en femte monumentsejr stadig inden for rækkevidde for det belgiske storholds veteran.

 

I mange år drømte Sonny Colbrelli om at få chancen i de flamske klassikere, men i perioden, hvor han spiste italienske endagsløb til morgenmad som Bardiani-holdets kaptajn, var det aldrig aktuelt. Først da han forlod det lille italienske hold forud for 2017-sæsonen fik han chancen og det endda med bragende succes. I første forsøg blev han således nr. 7 i E3 og nr. 10 i Flandern Rundt, og det viste med tydelighed, at det ikke kun var i Amstel Gold Race, hvor han har været på podiet for Bardiani, eller Brabantse Pijl, som han har vundet, at han har potentiale.

 

Sidste år betød sygdom på det værst tænkelige tidspunkt, a han aldrig fandt topformen, men i år har han bygget videre på talentet. Han lagde stærkt ud i Omloop, indtil hans ben brændt sammen mod slutningen, hvor han ellers sad hos favoritterne, og i E3 manglede han ikke meget for at kunne have kørt med om sejren. Et ødelagt hjul smadrede hans chancer i et Gent-Wevelgem, der ellers udviklede sig perfekt for en holdbar sprinter som Colbrelli, men modsat sidste år kommer han til Flandern Rundt med en form, der må være tæt på perfekt.

 

Colbrelli mangler stadig det sidste for at kunne matche specialisterne på de sværeste hellingen, men hans resultater i de længste klassikere viser, at det er her, han har sin virkelige force. Som en anden Alexander Kristoff har han en motor, der gør ham mere konkurrencedygtig over 250 km, og han vil derfor formentlig være tættere på de bedste søndag eftermiddag. Alligevel skal han nok håbe på, at modvinden på vej hjem mod Oudenaarde skaber den samling i en lille gruppe, som vi før har været ganske tæt på at få. Lykkes det, vil han nemlig vide, at han - særligt efter et hårdt løb - kan overspurte dem alle. Og hvem ved? Han er også en aggressiv fyr, der måske med et tidligt angreb kan foregribe favoritternes forceringer og dermed havne i en situation, hvor han kan spurte om sejren. Mulighederne for alsidige Colbrelli er i hvert fald mange.

 

Endelig! I mange, mange år har en hel cykelverden ventet på, at Alejandro Valverde skulle gøre sin længe ventede debut i Flandern Rundt. Forskellige interesser har indtil nu umuliggjort det, men med sin vanlige respekt for cykelhistorien har han naturligvis valgt året i regnbuetrøjen som chancen for endelig at gøre forsøget. Trods en dåbsattest, der snart siger 40 år, er Valverde temmelig grøn på de flamske veje, men ved sine få besøg nordpå har han vist visse evner. I hvert fald kørte han med om sejren, da han forsøgte sig i Dwars door Vlaanderen i både 2014 og 2018, og man kan ikke helt udelukke, at det sidste år kunne være blevet til et bedre resultat, hvis ikke løbet var blevet afviklet i den kulde og regn, han afskyr, og hvor hans spinkle krop altid har det svært.

 

Det er da også netop hans statur, der er et problem. Valverdes klasse er indiskutabel, men han har også måtte sande, at han er lidt for meget en letvægter til at kunne følge de tungere folk, når de træder an på pavéerne. Også i onsdagens Dwars door Vlaanderen, hvor han varmede op til søndagens løb, missede han båden, da Benoot og Jungels trådte an. Det burde heldigvis i teorien blive en anelse nemmere for ham i det 267 km lange Flandern Rundt, hvor han med sine mange topresultater i Liege-Bastogne-Liege, ved VM og i Il Lombardia som ballast burde kunne udnytte den længere distance. Samtidig er han snu og erfaren som bare pokker, og der er ingen i denne verden, der kender sig selv og egne evner på samme vis som Valverde.

 

Formen er heller ikke dårlig. I år har han helt bevidst lagt mere stille fra land for ikke at brænde sammen inden Ardennerne og Giroen, men alligevel har han været med i front fra dag 1. Han oplevede en nedtur på de catalanske stigninger, men det var ikke helt uventet for en mand, der i de seneste to år har måttet sande, at han nok er færdig med at blande sig med eliten på de lange stigninger. I eksplosivt terræn er han imidlertid fortsat sammen med Alaphilippe verdens bedste - manden blev trods alt verdensmester for et halvt år siden - og den evne bekræftede han med sin flotte kørsel i Sanremo. Om det rækker i dette løb, hvor han heller ikke er bakket op af det stærkeste mandskab, nu hvor sygdom har betydet, at Jurgen Roelandts er helt bag om dansen, har vi stadig til gode at se. Det vil bare være så dumt at udnytte den mand, der med 123 sejre er den mest succesrige af alle i det felt, der tager starten i Antwerpen på søndag.

 

Der var helt sikkert mange, der var frustrerede over at se, hvordan Alberto Bettiol helt forsvandt fra scenen i 2018. Sygdom og skader gjorde året på BMC til et mareridt, hvor han aldrig fik bygget videre på de løfterige resultater, han havde opnået i San Sebastian og de canadiske klassikere. Efter sin hjemkomst til EF er helbredet igen på plads, og han har i denne sæson været noget så usædvanligt som en rytter, der faktisk er blevet bedre af at komme til det amerikanske mandskab. Allerede fra den europæiske debut i Strade Bianche, hvor et slemt tilfælde af krampe satte ham ud af frontgruppen, har han været på et helt nyt niveau. Det fortsatte med en fornemt Tirreno, hvor han med sin 2. plads på enkeltstarten leverede et resultat, der aspirerer til titlen som årets sensation, og få dage senere var det ham, der åbnede ballet på Poggio i Sanremo med et angreb, der dog kom lidt for tidligt og derfor kostede ham deltagelsen i frontgruppen.

 

Den allerflotteste præstation kom imidlertid i E3. I Flandern-generalprøven lignede han i hvert fald en mand, der styrkemæssigt var fuldt på højde med Van Aert, Van Avermaet og Stybar, og havde han blot været lidt mindre gavmild i sit føringsarbejde, kan man bestemt ikke udelukke, at han med sin gode spurt måske kunne have vundet løbet. Nu endte han med at bruge lidt for mange kræfter, men resultater vidner om både formen og potentialet. Desværre kan man frygte, at gassen måske allerede er gået af ballonen, I hvert fald var han helt væk i både Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen, og det vækker en del bekymring forud for et løb, hvor man i forvejen må stille spørgsmål ved, om han har holdbarheden til at håndtere den lange distance. Han er i hvert fald uprøvet i finalen af monumenterne, og der er derfor mange grunde til, at Bettiol ikke vinder i Flandern. For ham taler til gengæld et stærkt hold, der tæller kaptajnen Sep Vanmarcke, hvis form efter et styrt dog er meget usikker, samt Sebastian Langeveld, der endelig ligner den rytter, der for et par år siden var på podiet i Roubaix. Først og fremmest skal Bettiol dog finde de ben, han havde i E3. Gør han det, er intet umuligt.

 

For et par uger siden så det ud til, at klassikersæsonen for Michael Matthews for andet år i træk var slut, inden den overhovedet var begyndt. Den uheldige australier, der sidste år brækkede skulderen i Omloop Het Nieuwsblad og jagtede sin bedste form gennem hele foråret, var igen uheldig i det belgiske åbningsløb, men denne gang kostede styrtet ham alene et resultat. Langt værre var det, at han få dage senere rodede rundt på asfalten på 1. etape af Paris-Nice - et uheld, der betød, at han måtte afstå fra at cykle i en hel uge som følge af en hjernerystelse. Først 72 timer før løbet blev der givet grønt lys til Milano-Sanremo, hvor der pludselig var lys for enden af tunnelen, da australieren overgik sine egne forventninger og med blot halvanden løbsdag i benene blev nr. 12, fanget på mellemhånd mellem frontgruppen og feltet.

 

I jagt på at indhente de tabte løbskilometer drog Matthews herefter til Catalonien i stedet for som planlagt at deltage i E3 og Gent-Wevelgem. Det skulle vise sig at være en god ide, for de syv dage i de catalanske bjerge ikke blot hjalp hans form på vej, to etapesejre styrkede også hans selvtillid gevaldigt. Ganske vist var det på den afsluttende Barcelona-etape, der normalt burde have passet ham som fod i hose, at han stadig har noget at indhente, men han er i hvert fald i bedre forfatning end sidste år, hvor hans korte brostenskampagne ikke blev en succes.

 

Det skulle den gerne være i år. Det er nemlig helt nyt for Matthews at satse på de flamske klassikere, men efter sejren på Muren på sidste etape af BinckBank Tour i 2018 indså han og Sunweb, at han burde give de kuperede brostensløb et skud som supplement til de ardennerklassikere, der ellers altid har været hans fokus. Nu betyder uheldet, at Flandern Rundt bliver hans eneste løb i denne omgang, og det gør det også svært for alvor at tro på sejr. Matthews har nemlig meget begrænset erfaring på de flamske veje, og hans form lader altså stadig lidt tilbage at ønske. Det virker derfor tvivlsomt, om han kan matche de bedste, men med klog kørsel kan det måske alligevel lade sig gøre. Australieren er kendt for en offensiv kørestil, og han ligner et godt bud på en mand, der måske kan foregribe favoritterne inden sidste passage af Kwaremont-Paterberg. Lykkes det, er han ikke en sjov mand at have med sig hjem til stregen. En første monumentsejr er i hvert fald ikke helt umuligt og ville med ét give hans triste sæsonstart et helt andet skær.

 

Endnu mere brug for oprejsning har stakkels Sep Vanmarcke. Hans enorme samling af topplaceringer i brostensmonumenterne er vidnesbyrd om, at belgieren er en af verdens absolut bedste i de længste brostensløb. Der er ikke mange, der har Vanmarckes eminente punch på de stejleste hellingen, og han har motoren til at blive bedre over lange distancer. En kedelig tendens til at ødsle med kræfterne har betydet, at den store sejr fortsat mangler, men to 3. pladser i Flandern Rundt vidner om, at han tilhører cremen af brostenseliten.

 

Ligesom i 2017, hvor han blev syg, har uheldet imidlertid ramt den stærke belgier. Efter noget så sjældent som en offday i Omloop, hvor han ellers altid kører med om sejren, var han tilbage på sporet med et lovende Tirreno, hvor han klatrede bedre end normalt. Desværre nåede han i E3 end ikke til den første seriøse stigning, inden et grimt styrt sendte ham til tælling. Siden da har han måttet skippe Gent-Wevelgem og også Dwars door Vlaanderen, der ellers skulle have været en vigtig test, og et forslået knæ har betydet, at han frem til og med tirsdag maksimalt havde kunne trænet en time.

 

Det betyder naturligvis, at Vanmarcke må have tabt en betydelig del af den gode form, han ellers syntes at have opbygget, og det virker derfor usandsynligt, at vi vil se ham i front. Omvendt er det kun en lille uge, han har mistet, og tiden op til Flandern Rundt handler i forvejen for en stor dels vedkommende om hvile og restitution. Det er derfor lidt for tidligt helt at afskrive Vanmarcke, der med sejren i Haut-Var kom godt fra start og her også fik vist, at han kan have en vis tillid til sin spurt. Med den begrænsede forberedelse vinder han ikke løbet på rigtig Vanmarcke-maner i et opgør mand mod mand, men måske kan han og resten af det stærke EF-hold, der som sagt også tæller Bettiol og Langeveld, udnytte den kollektive styrke til alligevel at redde det, der lige nu ligner et forsømt forår.

 

Forud for sæsonen så det ud til, at Sky ville have et af de mest spændende mandskaber, men en hel serie af uheld har sat dem tilbage. Holdets kaptajn, Gianni Moscon, har efter styrtet i UAE Tour indstillet sig på, at han nok snarere skal koncentrere sig om Giroen, og Dylan Van Baarle kom ganske vist igennem comebacket i Coppi e Bartali, men må stadig være på formjagt efter at have brækket hånden i Omloop Het Nieuwsblad. Heldigvis har holdet en yderst formstærk Luke Rowe, der efter det kedelige lårbensbrud, som ødelagde foråret i 2018, nu er bedre end nogensinde. I Paris-Nice var han i en liga for sig selv i den hårde sidevind, hvor han ene mand eskorterede Egan Bernal og Michal Kwiatkowski fri af alle problemer, og det skabte naturligvis forventninger inden klassikerne.

 

Desværre fik han sig en mavepuster med et skuffende E3, men siden er han kommet efter det. I Gent-Wevelgem viste han stor styrke, først i sidevinden og siden ved at køre alene op til Sagan-gruppen, og i Dwars door Vlaanderen sikrede han sig med et sent angreb en 6. plads. De seneste år har været lidt problematiske for Rowe, men 5. pladsen i 2016 vidner om hans potentiale i dette løb. Han er måske ikke så eksplosiv som de bedste, mens han motor og power er enorm, og han burde derfor have glæde af de 60 ekstra kilometer i forhold til E3. Hans spurt er ikke noget at prale af, og hans punch kan blive et problem på de sværeste stigninger. Til gengæld er også han et bud på en mand, der med offensiv kørsel kan foregribe favoritterne. Enhver, der så Paris-Nice, vil nok være lidt urolig ved at give formstærke Rowe et alt for stprt forspring, så måske bliver det ham, der endelig bryder Skys forbandelse i brostensløbene.

 

Egentlig er Alexander Kristoff slet ikke en mand til de hårdeste flamske løb, men der er én undtagelse: Flandern Rundt. Mens han aldrig har haft resultater i E3 og Omloop, men i det største flamske løb er det blevet til en 4. plads i 2013, en 5. plads i 2014, en sejr i 2015, en 4. plads i 2016 og en 5. plads i 2017. Der er ikke mange, der kan præstere en sådan stabilitet i det flamske monument, og det er der én forklaring på. Kristoff har nemlig ikke punchet eller klatreevnerne til at køre med de bedste på stigningerne, men når vi kommer ud på den anden side af de 200 km, kommer hans enorme motor til sin ret. De kortere flamske løb bliver for eksplosive, men når alle er trætte efter 250 km, kan Kristoff pludselig sidde med.

 

Alligevel har han kun én gang været med i kampen om sejren, nemlig i jubelåret 2015, hvor han vandt alt, hvad han rørte ved. I de øvrige år er han imidlertid altid endt i den første gruppe, der har spurtet om en 4. eller en 5. plads, og her har han måske nok været hurtigst, men aldrig rigtigt tæt på sejren.

 

Sandsynligheden for, at noget lignende sker i år, er ganske stor, for Kristoff kan stadig ikke køre med, når der forceres på de sværeste stigninger. Til gengæld kommer han til løbet med den bedste form siden 2015. Lige siden Oman har han været bedre end længe, og efter et uheldsramt Paris-Nice viste han det endeligt også i resultatlisterne ved at vinde feltets spurt i Sanremo og med sin overlegen spurtsejr i Gent-Wevelgem. Her viste han også, at han stadig er i særklasse, når der skal spurtes efter 250 km, og det er det våben, der gør ham farlig. Han lærte samtidig i Gent-Wevelgem, at han kan foregribe de mere eksplosive folk, da han sikrede sig et forspring inden Kemmelberg, og den strategi vil han helt sikkert forsøge sig med igen, som han gjorde det i 2015, hvor han og Terpstra allerede kørte væk på Kruisberg. Kan han ad den vej sikre sig et forspring inden Kwaremont-Paterberg, bliver han ikke nem at slå, for der er formentlig ingen, der slår ham, hvis han får chancen for at spurte om sejren.

 

Endelig vil vi pege på Tim Wellens. Belgieren er i sidste øjeblik blevet hentet ind som Lottos joker, efter at han som følge af et dybt skuffende Tirreno valgte at droppe deltagelsen i Catalonien. Det har givet ham mulighed for at gøre debut i det flamske monument, inden han atter rejser sydpå for at færdiggøre forberedelserne til Ardennerne, der fortsat er hans store mål. Han er da også primært kommet hjem til Belgien for at lære og støtte Benoot, for hans erfaring i de flamske løb er yderst begrænset. I både 2018 og 2019 har han dog fået en første smag på, hvad de kan byde på, da han i begge år har kørt Omloop, og da han i år endte løbet som nr. 3, har han vist, at han har evnerne.

 

Wellens har dog to problemer. For det første er den evigt ustabile belgier tilsyneladende inde i en af sine alt for mange dårlige perioder. I hvert fald forsvandt den gode Omloop-form som dug for solen i Strade Bianche og Tirreno, og det var altså også den efterfølgende skuffelse, der fik ham til at droppe Catalonien. Til gengæld er Wellens også kendt for sine enorme formudsving, og hvor han den ene dag kan være helt væk, kan han være flyvende den næste. Med et par ugers løbspause har han nu i hvert fald haft mulighed for at finde benene, og er han i topform, vil han helt sikkert spille en rolle.

 

Det andet problem er, at han ikke har samme power på brostenene som de bedste. Det har vi set i BinckBank/Eneco Tour, hvor han gang på gang har kørt alle midt over i Ardennerne for efterfølgende at have det lidt svært på den etape, der slutter på Muren. Også i Omloop manglede han det sidste i forhold til Van Avermaet og Stybar. Derfor skal Wellens vinde løbet ved at køre offensivt og udnytte, at Lotto i ham, Benoot og en yderst velkørende Jens Keukeleire har tre kort at spille. Med tanke på Wellens’ enorme udsving kan det sagtens ende med, at vi slet ikke får ham at se, men har han en af sine gode dage, er han også manden, der kan overraske os alle.

 

***** Wout van Aert

**** Zdenek Stybar, Greg Van Avermaet

*** Peter Sagan, Tiesj Benoot, Mathieu van der Poel, Matteo Trentin, Bob Jungels

** Niki Terpstra, Oliver Naesen, Philippe Gilbert, Sonny Colbrelli, Alejandro Valverde, Alberto Bettiol, Michael Matthews, Sep Vanmarcke, Luke Rowe, Alexander Kristoff, Tim Wellens

* Sebastian Langeveld, Søren Kragh Andersen, Yves Lampaert, Jens Keukeleire, Jasper Stuyven, Nils Politt, Dylan Van Baarle, Gianni Moscon, Stefan Küng, Michael Valgren, Mads Pedersen, Matej Mohoric, Magnus Cort, John Degenkolb, Mike Teunissen, Fernando Gaviria, Arnaud Demare, Jurgen Roelandts, Silvan Dillier, Jasha Sütterlin, Nelson Oliveira, Davide Ballerini

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

 

Direct Energie: Hele holdet bakker op om Terpstra, og efter nogle flotte løb på det seneste kan man forvente at se Anthony Turgis og Adrien Petit være med relativt sent. Lilian Calmejane kunne angirbe tidligt, men er primært med for at lære.

 

Movistar: Jurgen Roelandts har været syg og er slet ikke i form, og derfor handler det hele om Valverde. Efter et flot E3 af Jasha Sütterlin og et stærkt, men uheldigt Dwars door Vlaanderen af Nelson Oliveira har han nogle formstærke folk til at støtte sig. Imanol Erviti har med sit flotte udbrud for nogle år siden også vist, at han kan komme langt.

 

Deceuninck-Quick Step: Holdets tre bedste bud, Stybar, Jungels og Gilbert, er alle omtalt ovenfor. Fjerdemanden, Yves Lampaert, så stærk ud i tiden op til løbet, men synes efter nogle skuffende præstationer endnu ikke at være god nok til at vinde et Flandern Rundt, der passer ham betydeligt dårligere end Paris-Roubaix.

 

Lotto Soudal: Udover Benoot og Wellens har holdet en yderst velkørende Jens Keukeleire, der i E3 viste, at han ikke har været bedre i lang tid. Desværre har vi også set, at han nok mangler lidt for at kunne køre med om sejren.

 

Bora-hansgrohe: Hele holdet kører for Sagan, men brølstærke Daniel Oss er så god, at han kan sidde hos kaptajnen langt inde i finalen. Marcus Burghardt er altid god i brostensmonumenterne, og Lukas Pöstlberger viste i Dwars door Vlaanderen endelig igen sit potentiale.

 

Ag2r: Holdet bakker helt op om Naesen, især fordi Silvan Dillier og Stijn Vandenbergh har skuffet lidt hidtil. Særligt Dillier burde dog have potentialet til at sidde længe hos kaptajnen.

 

CCC: Det svage mandskab får rigeligt at gøre, hvis de skal yde Van Avermaet en blot nogenlunde støtte.

 

EF Education First: Udover Vanmarcke og Bettiol har holdet Sebastian Langeveld, der ikke har været bedre, siden han i 2017 blev nr. 3 i Roubaix. Hans store motor gør ham bedst i monumenter, og han kan sagtens ende med at levere et topresultat som bedste mand fra holdet. Hans problem er, at hans ringe spurt gør det meget svært for ham at vinde.

 

Mitchelton-Scott: Tabet af den skadede Luke Durbridge er stort, og derfor skal man håbe, at en velkørende Jack Bauer kan sidde længe med holdets eneste kaptajn, Trentin, i finalen. I Gent-Wevelgem lignede han en mand, der er ved at finde formen.

 

Astana: Holdet har to kaptajner i Magnus Cort og Davide Ballerini, der begge synes at være i fin form trods Corts skuffende Gent-Wevelgem. Det er dog for tidligt for Ballerini at køre med helt i front i Flandern Rundt, og han skal primært lære. Cort er ikke god nok til at køre med de bedste på stigningerne og er hæmmet af sine store positioneringsproblemer, men kan han lave ”en Mads P.” og komme favoritterne i forkøbet, kan han måske komme langt.

 

Bahrain-Merida: Colbrelli er den klare kaptajn, men holdet har en velkørende og ivrig Matej Mohoric, der måske med et tidligt angreb kan sikre sig billet til finalen. Han er dog endnu ikke god nok til at køre med om sejren. Ivan Garcia er også lovende, men Dwars door Vlaanderen viste hans begrænsninger.

 

Groupama-FDJ: Hele holdet satser på Arnaud Demare, der imidlertid til sin skuffelse har konstateret, at han ikke har timet formen. Han så bedre ud i Dwars door Vlaanderen, hvor en sen punktering formentlig kostede en top 10, men Flandern Rundt er så svært, at han kun kører finale, hvis han angriber inden nøglestigningerne. Stefan Küng kan med sin store motor komme langt, hvis han foregriber de mere eksplosive ryttere.

 

Dimension Data: Efter de langvarige sygdomsproblemer ser Michael Valgren ud til at være i bedring, men han har desværre stadig ikke vist noget, der gør det realistisk at tro på en gentagelse af sidste års flotte resultat. Endnu værre ser det dog ud for holdets anden kaptajn, Edvald Boasson Hagen, der intet har vist siden sygdommen i Algarve. Løbet er for hårdt for holdets tredje kort, Reinardt van Rensburg, der har skuffet i de seneste løb.

 

Jumbo-Visma: Egentlig havde de flere kaptajner, men Van Aert har kørt sig til en position som holdets klare førstemand. Også de velkørende Mike Teunissen og Amudn Grøndal Jansen kan dog være med langt inde i løbet, og Danny Van Poppel vil utvivlsomt også gøre det godt, indtil han formentlig ender med at brænde sammen mod slutningen, som han har for vane at gøre det i de flamske løb.

 

Katusha-Alpecin: Der er grund til at have visse forventninger til Nils Politt, der viste potentialet i E3. Han er bedre i Roubaix og mangler eksplosivitet, men han kan ligesom i E3 have held med at foregribe favoritterne. Løbet er til gengæld for hårdt for både Jens Debusschere og Marco Haller, der ellers har gjort det pænt i de seneste løb.

 

Team Sky: Holdets stjerne, Gianni Moscon, kæmper stadig med formen efter styrtet i UAE Tour og når ikke at finde benene, der gør det realistisk at køre finale. Derfor ligner formstærke Rowe bedste bud, men trods den brækkede hånd fra begyndelsen af marts gav Dylan Van Baarle i Coppi e Bartali et lille håb om, at han måske alligevel kan gøre sg gældende. Ian Stannard mangler eksplosivitet til de flamske løb og er bedre i Roubaix.

 

Team Sunweb: Matthews er den erklærede kaptajn, men der er grund til også at have øje for Søren Kragh. Vi have kolossale forventninger til danskeren forud for årets klassikere, men efter sygdommen i Algarve har han haltet lidt efter. Det så bedre ud i Gent-Wevelgem, men han mangler fortsat en del. Finder han benene fra Paris-Tours kan han imidlertid komme meget langt. Løbet er nok stadig for hårdt for unge Cees Bol, der ellers imponerede i Gent-Wevelgems sidevind.

 

Trek-Segafredo: Det på papiret så stærke hold rejste sig i sidevinden i Gent-Wevelgem, men Kemmelberg viste også, at de to kaptajner, Jasper Stuyven og John Degenkolb, stadig halter langt efter deres bedste form. Derfor er det svært at være alt for optimistisk. Mads Pedersen ser velkørende ud, men kan stadig kun sikre sig et resultat, hvis han ligesom sidste år foregriber favoritterne. Det må også være strategien for holdets fjerde kort, Edward Theuns, der stadig ikke er på sit gamle niveau.

 

UAE- Team Emirates: Kristoff er bedste bud, da løbet fortsat er for hårdt og langt for en ellers velkørende Fernando Gaviria, der først og fremmest skal lære. Det samme skal unge, men meget talentfulde Jasper Philipsen.

 

Cofidis: Christophe Laporte har i år slet ikke fundet formen, og det er derfor svært at have de store forventninger til et hold, hvor heller ikke Bert Van Lerberghe har sine bedste ben.

 

Corendon-Circus: Det er alle mand for Van der Poel, men hans crossven, Gianni Vermeersch, viste i Gent-Wevelgem, at han måske kan sidde hos kaptajnen i finalen.

 

Roompot-Charles: Det er ikke lykkedes Lars Boom at blive sig selv igen efter hjerteoperationen, og derfor skal holdet vist bare vise sig frem. Kommer han tidligt afsted, kan Pieter Weening måske holde længe med sin store motor, men dette er ikke et løb for ham.

 

Sport Vlaanderen: Dries Van Gestel kørte fornemt i E3 og især i Gent-Wevelgem og skal se, hvor langt han kan komme i dette sværere løb. Den lovende Benjamin Declercq jagter stadig sin bedste form efter nogle helbredsproblemer, og løbet er nok for svært for den ellers formstærke sprinter Edward Planckaert. Thomas Sprengers kan også gøre det hæderligt

 

Vital Concept: Holdet er uden Bryan Coquard, og Bert De Backer er for tung til at køre andet end Roubaix. Jonas Van Genechten ligner bedste bud, men heller ikke han kommer langt.

 

Wanty-Gobert: Efter sine sygdomsproblemer ser kaptajnen Loic Vliegen ud til at være i bedring, men stadig ikke nok til at levere et stort resultat. Aime De Gendt har desværre slet ikke samme gode form som i Le Samyn, og heller ikke Xandro Meurisse, der også mere er en mand til Ardennerne, har haft de bedste ben i år. Frederik Backaert kunne være bedste bud, og egentlig burde Andra Pasqualon kunne komme langt, hvis han har fundet den form, han havde i maj og juni sidste år.

 

Danskerne

Størst forventninger har vi til Søren Kragh, men også Michael Valgren, Mads Pedersen og Magnus Cort kan have visse forventninger til et resultat. Deres chancer er alle omtalt ovenfor. Christopher Juul skal støtte Trentin på Mitchelton, hvor han er en af de vigtigste og mest holdbare hjælpere, mens Lars Bak skal bruge sin erfaring til at støtte Valgren og Boasson Hagen på Dimension Data. Asbjørn Kragh og Casper Pedersen kastes for løverne som støtte for Matthews og lillebror Kragh på Sunweb, og på Corendon skal en desværre ikke specielt formstærk Lasse Norman forsøge at hjælpe Van der Poel. Det lykkedes alligevel Matti Breschel med Coppi e Bartali i benene at blive klar til med sin erfaring at støtte Vanmarcke, Bettiol og Langeveld. Endelig er det på imponerende vis lykkedes Kasper Asgreen at fortrænge Florian Senechal fra Deceunincks superhold, hvor han får rigeligt at se til med at kontrollere løbet for de fire kaptajner.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Niki Terpstras sejr fra 2018, Philippe Gilberts sejr fra 2017, Peter Sagans sejr fra 2016, Alexander Kristoffs sejr fra 2015 samt Fabian Cancellaras sejre fra 2014 og 2013.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Ronde van Vlaanderen
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 14/07-27/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Grand Prix Cerami(1.1) 25/07

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 27/07-31/07

Circuito de Getxo "Memori...(1.1) 31/07

Volta a Portugal Santander(2.1) 31/07-11/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

Vind en Garmin Edge 830 cykelcomputer - værdi af 3.199 kroner.