Optakt: Flèche Wallonne

Ardennerklassikerne kan sammenlignes med en søskendeflok - Liège-Bastogne-Liège er den rationelle, traditionsbundne og ældste i flokken, og Amstel Gold Race er som den yngste også den mest rebelske og eksperimenterende af de tre. Flèche Wallonne er placeret i midten, både hvad angår alder og løb i rækken. Og selvom den wallonske pil også er et stort og prestigefyldt løb og modsat Amstel Gold Race rent faktisk finder sted i Ardennerne, så er det den yngste og ældste i søskendeflokken, der løber med det meste af opmærksomheden.

Der er mange faktorer, der gør, at Flèche Wallonne i dag er det mindst prestigefyldte af de tre løb. Kalenderplaceringen om onsdagen betyder, at færre fans kan følge løbet både på vejene og i fjernsynet; det er 50 kilometer kortere end de to andre; det ligger midtvejs, og man har en tendens til at fokusere på starten og slutningen - på samme måde har Omloop Het Nieuwsblad trods sin lavere status meget stor prestige i moderne cykelsport, fordi det skyder forårsklassikerne i gang; og så er løbet som helhed mindre tiltrækkende end de to andre.

Ardennerklassikerne er bygget sådan op, at de bliver hårdere i løbet af ugen, som for at omstille ryttere og fans fra de fladere brostensløb til de bjergfyldte Grand Tours, der fylder sommeren. Men den eneste grund, til at Flèche Wallonne er hårdere end Amstel Gold Race og tiltaler de mere rene klatrere i stedet for sprinterne, er Mur de Huy. Løbet byder nemlig på over 1.000 højdemeter mindre end Amstel Gold Race og giver derfor dårligere muligheder for de angrebslystne, fordi favoritholdene som regel stadig er rigtig godt repræsenterede på de sidste fire flade kilometer ind mod sidste og afgørende opkørsel af Mur de Huy.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Det betyder også, at løbet er langt mindre interessant undervejs end de to andre løb, som har et mere uforudsigeligt forløb. Flèche Wallonne svarer i virkeligheden til en pandekageflad etape i Tour de France, hvor der en sjælden gang imellem forekommer dramatisk sidevindskørsel - det ender med 99 % sandsynlighed i en massespurt.

Løbets velsignelse og forbandelse er Mur de Huy. Den ikoniske stigning får i reglen ingen indflydelse på løbet undervejs, men synet af verdens bedste klatrere, der rokker hele kroppen fra side til side for at presse cyklen op ad 26 % stigning er et fantastisk syn. Det er dét, der gør, at løbet, selvom det nogle gange bliver overset, har sin fulde berettigelse i Ardennerklassikerne - fordi det netop adskiller sig fra de andre løb ved at være forudsigeligt, fascinerende og ekstremt spektakulært. Og med forrige års ruteændring i Amstel Gold Race nu også det eneste løb, der slutter op ad bakke.

Ruten

Som sagt er ruten den klart mindst interessante af de tre løb, men det betyder ikke, at der ikke er udfordringer undervejs eller ændringer i ruten. Startbyen flyttes, ja, nærmest drastisk fra år til år - forrige år Binche, sidste år Bastogne og i år Waremme; tre byer, der bogstaveligt talt ligger over 100 kilometer fra hinanden i det lille land, men alle har målbyen Huy som midtpunkt. Efter starten i Waremme sendes feltet et smut ind i Luxembourg og tilbage ind mod Huy, hvoromkring rytterne kører en lang og en kort rundstrækning og ti kategoriserede stigninger er placeret på de sidste 115 kilometer - tre af disse er Mur de Huy, som første gang passeres med 88 kilometer tilbage.

Anden opkørsel af muren skyder finalen i gang med 30 kilometer igen, og herefter serveres Côte d’Ereffe (2,1 km, 5 %, 18,6 km til mål) og Côte de Cherave (1,3 km, 8,1 %, 7 km til mål), inden en meget hurtig nedkørsel og Mur de Huy venter for sidste gang med målstregen på toppen. Côte de Cherave er en stejl tilføjelse og giver en ekstra stigning på omgangen sammenlignet med sidste år, hvilket kan give en hårdere finale med større chancer for de angrebsivrige.

Turen ind mod bunden af muren sker i rasende højt tempo i en vanvittig positionskamp. Der er som regel omkring 50-60 ryttere samlet og måske en enkelt eller to ryttere foran, og positionen er uhyre vigtig, hvorfor tilstedeværelsen af holdkammerater kan blive altafgørende.

Fra bunden af stigningen er der omkring to minutters kørsel til toppen. Den gennemsnitlige stigningsprocent fordelt over de 1,3 kilometer er ’kun’ 9,8 %, men det fortæller kun den halve historie. De 128 højdemeter er meget ulige fordelt, for de første 400 meter stiger under 5 %, de følgende 400 meter er over 10 %, og de næste 400 ryger ikke under modbydelige 15 %.  Det er en af de sværeste strækninger i verden, og løbsdirektør Christian Prudhomme kaldte det engang for ”den længste kilometer i professionel cykelsport”.

Det sværeste punkt rammes med knap 500 meter til toppen. Her gør det virkelig ondt, for det legendariske hårnålesving slynger stigningsprocenten op på uhyggelige 26 %. Derfra følger 300 meter på 15 %, inden de sidste 100 meter flader lidt ud. Mur de Huy handler mere end noget andet om timing - fornemt eksemplificeret ved Alejandro Valverdes kørsel sidste år, hvor han først 150 meter fra mål lavede sin acceleration.

Det er ikke kun selve stigningen, der er spektakulær, for de mange tusinde tilskuerne langs muren sørger for en formidabel stemning, der er med til at bære rytterne op. 2002-vinderen Mario Aerts sammenlignede det med at befinde sig til en rockkoncert, og det er en rammende beskrivelse, når man iagttager det vanvittige skue.

Favoritterne

Skulle nogen i professionel cykelsport anse Flèche Wallonne som mindre prestigefyldt end de to andre Ardennerklassikere, så er det i hvert fald ikke noget, man kan se på startlisten. Alle de store stjerner, som satser på denne uges cykelløb, kører også med i finalen på Mur de Huy. Det er både de tungere klassikerryttere, som det er rene klatrere.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

En, der mestrer begge dele, er sidste års vinder Alejandro Valverde (Movistar), og spanieren har som altid startet året stærkt. Han imponerede ikke så meget som ventet på den afsluttende stigning i Strade Bianche, hvor han måtte strække gevær til Greg Van Avermaet og Zdenek Stybar, men i Catalonien Rundt viste han med tre etapesejre og en samlet andenplads, at han er, hvor han skal være til Ardennerklassikerne. Han har et bomstærkt hold omkring sig til positionskampen, og det bliver også interessant at se, hvordan de vil bruge Nairo Quintana, der burde kunne gøre det rigtig godt i det her løb.

Sidste år kørte han den hurtigste tid på Mur de Huy nogensinde på grund af meget intelligent og stabil kørsel hele vejen op i stedet for at gå dybt i de mange accelerationer på vej op. Netop hans erfaring er med til at gøre spanieren til favorit i dette løb, hvorimod stadig unge Michal Kwiatkowski, der søndag reddede Etixx-QuickSteps forår med sejren i Amstel Gold Race, stak næsen frem en anelse for tidligt sidste år og endte på tredjepladsen. Den polske verdensmester virker både klogere og stærkere end nogensinde før, og måske kan hans særegne stil med hænderne i hornene på det stejleste stykke, vise sig at blive den hurtigste op ad den legendariske stigning.

En anden spanier, som også kan køre afslutningen i søvne, er Joaquim Rodriguez (Katusha), der efter et skidt 2014 virker til at have genfundet sig selv - senest eksemplificeret ved to etapesejre og en samlet sejr i Baskerlandet Rundt. Man skal ikke tage fejl af hans placering som nummer 32 i Amstel Gold Race, da det hollandske løbs nye finale passer ham langt dårligere, og Flèche Wallonne er det løb på kalenderen, der matcher Puritos evner allerbedst. På Katusha er vinderen fra 2013, Daniel Moreno, og altid angrebsivrige Giampaolo Caruso også gode bud på topplaceringer.

Sidste års nummer to og den hurtigste på Mur de Huy i 2013 - som endte i en fjerdeplads grundet dårlig positionering - er irsk, og Dan Martin (Cannondale-Garmin) har de seneste to sæsoner for alvor taget skridtet op blandt verdens bedste cykelryttere. Han har allerede to monumentsejre i bagagen, og som ren klatrer med et godt punch er han på papiret en af de allerbedste ryttere til Flèche Wallonne. Han var ikke helt så stærk i Catalonien Rundt, som mange havde håbet, og han er blandt de dårligste til den intense positionskamp på flad vej, men han har evnerne til at triumfere i løbet.

Sergio Henao (Team Sky) er det bedste colombianske bud på en topplacering. Han blev nummer to i 2013 og har vist fremragende form de seneste uger, senest med andenpladsen i Baskerlandet Rundt. Holdet har mange stærke ryttere med, og selvom Henao er kaptajn, bliver også Mikel Nieve, Nicolas Roche, Wout Poels og ikke mindst Chris Froome spændende at følge.

Philippe Gilbert (BMC) var den stærkeste på Cauberg, men kunne ikke holde Valverde bag sig, og Flèche Wallonne passer ham unægtelig noget dårligere, hvorfor belgieren skal have fundet 2011-niveauet frem igen, hvis han skal have en chance for at stå øverst på podiet i Huy. Hollands stærkeste klassikerrytter i bakkerne er Bauke Mollema (Trek Factory Racing), der har kørt i top ti i løbet de seneste tre år, og det kunne meget vel være året, hvor han endelig træder op på podiet. Lotto-Soudal kommer med et rigtig spændende hold, hvor Jelle Vanendert, Tony Gallopin og Tim Wellens alle er seriøse kandidater til top fem.

På danskerfronten er der tre ryttere at kigge efter på onsdag. Slideren Chris Anker Sørensen og formstærke Michael Valgren holder Dannebrog højt på Tinkoff-Saxo, hvor Roman Kreuziger og måske Robert Kiserlovski, hvis han har fundet formen, ligner kaptajnerne. Jakob Fuglsang har en mere fri rolle på Astana, og danskeren viste i Amstel Gold Race, at formen er præcis, hvor den skal være. Holdet har ikke umiddelbart de helt store vinderkandidater, men mange stærke ryttere som Vincenzo Nibali, Michele Scarponi og Rein Taaramäe, og Flèche Wallonne passer ikke helt så godt til Fuglsang som de to andre Ardennerklassikere, hvorfor han sandsynligvis vil angribe tidligt eller agere hjælperytter.

Favoritvurdering

*****: Alejandro Valverde

****: Michal Kwiatkowski, Joaquim Rodriguez, Dan Martin

***: Sergio Henao, Philippe Gilbert, Bauke Mollema

**: Daniel Moreno, Rui Costa, Jelle Vanendert

*: Nairo Quintana, Wout Poels, Tony Gallopin, Simon Yates