Optakt: Fleche Wallonne

Løbets rolle og historie

Fleche Wallonne er måske ikke den mest prestigiøse af klassikerne, og det vallonske løb er end ikke et af cykelsportens fem monumenter. Alligevel findes der næppe noget endagsløb - det skulle da lige være Paris-Roubaix - der har en så ikonisk afslutning, som den mindste af de tre ardennerklassikere, og det er præcis denne finale, der giver løbets dets plads blandt de store. Fleche Wallonne er i dag kun kendt for én ting: den ekstremt stejle Mur de Huy.

Med en første udgave, der blev afviklet helt tilbage til 1936, har løbet altid været en hård sag med flere vanskelige stigninger i Ardennerne, men uden den samme lange historie som Liege-Bastogne-Liege så løbet aldrig ud til at blive andet og mere en mindre version af den anden belgiske klassiker i regionen. Det ændredes i 1983, da løbet for første gang sluttede på den 1,3 km lange stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,3%, hvorved begivenheden fik sit helt eget kendetegn og en mere markant profil på den internationale kalender.

Siden da har stigningen været løbets vartegn og gjort det en helt unik begivenhed i klassikersæsonen. Det er æren ved at have erobret de stejle skråninger, der gør løbet attraktivt for de største ryttere og betyder, at selv de største navne føler, at Fleche Wallonne har en helt særlig tiltrækningskraft.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Ikke desto mindre betragtes løbet som den mindst prestigiøse af ardennerklassikerne. Med dets position i ugen mellem Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege er det fortsat for mange som en mulighed for at holde benene i gang mellem de to større mål, og da det største løb i Liege finder sted bare få dage senere, er nogle ryttere ikke villige til at gå alt for dybt så tæt på den største af ardennerklassikerne. Da løbet er for sande specialister med en langt kortere liste af vindekandidater, vælger mange endda helt at droppe løbet for at restituere til det største slag på søndag. På den anden side åbner løbets særegne karakteristika og korte distance døren til ryttere, der ellers har det svært i Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og for disse specialiser er det næsten ugens højdepunkt.

Engang blev Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege afviklet på hinanden følgende dage i den såkaldte Weekend Ardennais, men i dag er Fleche Wallonne et midtugeløb. Som alle andre sådanne onsdagsklassikere er det kortere end de helt store weekendklassikere, herunder Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og med bare 195 km er det bestemt ikke distancen, der gør løbet hårdt. Det lykkedes overraskende ikke at blive en del af World Cuppen, da denne blev introduceret i 1989, og i mange år lå det klart nederst i ardennerhierarkiet, da de to længere begivenheder begge tilbød vigtige point til den sæsongående løbsserie. Med introduktionen af ProTouren i 2005 fik det imidlertid igen samme officielle status som de øvrige klassikere, og i de senere år synes det at have vundet terræn i kampen mod specielt den hollandske klassiker. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at de to løb nu nyder samme anseelse.

Med dets nære forbindelse til Liege-Bastogne-Liege er det ikke noget under, at løbet er blevet vundet af mange af sportens helt store navne, og det fik international anseelse næsten fra begyndelsen. Allerede i 1950 vandt Fausto Coppi løbet, og selvom værtsnationen naturligvis har domineret i lange perioder, har det været en meget multinational affære siden 1976, idet kun seks udgaver er blevet vundet af belgiere siden da. Sejrsrekorden indehaves af en af nutidens stjerner, idet Alejandro Valverde i 2017 tog sin femte sejr, og dermed nu klart overgår Marcel Kint (i de helt tidlige år), Eddy Merckx (selvfølgelig), Moreno Argentin og Davide Rebellin, der alle har stået øverst på podiet tre gange. Løbet har også en fin dansk historie, idet både Kim Andersen og Bo Hamburger har vundet det.

Mens Liege-Bastogne-Liege og Amstel Gold Race har utallige vinderkandidater, betyder den helt specielle afslutning i Fleche Wallonne, at det er et løb for absolutte specialister. Kun en yderst eksklusiv gruppe af puncheurs har egenskaberne til at vinde på så stejl en stigning, og det gør det til langt den mest forudsigelige af samtlige klassikere. Mens udholdenhed, taktik og angrebslyst spiller en stor rolle i de to øvrige ardennerløb, er Fleche Wallonne som regel et yderst låst løb, hvor alt kan koges ned til, hvem der har benene på Mur de Huy. Ikke desto mindre er det et fantastisk spektakulært skue at se rytterne slås om sejren på Muren, og det er denne form for eksklusivitet, der giver det en speciel betydning for mange af feltets store navne.

I 2015 forsøgte arrangørerne at skabe mere drama i finalen ved at inkludere den stejle Cote de Cherave-stigning mindre end 10 km fra mål. Det har givet anledning til en mere animeret afslutning med flere angreb og betydet, at det har været et mindre felt, der har ramt Muren. Det er imidlertid ikke ændret løbets natur, og selvom den nye finale ser ud til definitivt at have vundet indpas, handler Fleche Wallonne stadig stort set kun om spurten op ad den stejle stigning.

Løbet markerer næste fase i den gradvise udskiftning af klassikerfeltet, der blev indledt ved sidste onsdags Brabantse Pijl. Mens naturen af Amstel Gold Race gjorde det velegnet til nogle af de stærke folk fra brostensklassikerne, og mange hold endda valgte at stille til start med nogle af heltene fra de flamske løb for at hjælpe til i positionskampen, gør de længere stigninger Fleche Wallonne til et mere udpræget klatreløb. Derfor vil der kun være ganske få brostensspecialister tilbage på startstregen på onsdag, og når vi når frem til søndagens Liege-Bastogne-Liege, vil det store antal højdemeter fuldende transformationen. Til den tid vil stort set alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere være samlet på startstregen i Liege, mens brostensspecialisterne nu alle nyder en velfortjent pause, og dermed er scenen sat til næste fase på cykelkalenderen, de store grand tours.

Sidste års udgave blev historisk, da det endelig lykkedes at bryde Alejandro Valverdes sejrsrække, der ellers rakte helt tilbage til hans anden sejr i 2014. Det skete efter en dramatisk finale, hvor et sent angreb fra Maximilian Schachmann først blev neutraliseret mere end halvvejs oppe af Muren, og hvor det lykkedes tyskerens holdkammerat, Julian Alaphilippe, efter to andenpladser endelig at få skovlen under den spanske veteran, der denne gang ”kun” blev nr. 2. Jelle Vanendert leverede en vanvidspræstation ved at føre fra bund til top og alligevel blive nr. 3 og således ende på podiet for første gang i karrieren. Alaphilippe og Valverde stiller igen til start som de store favoritter i 2019, mens Vanendert også er med som en del af en stærk Lotto-trio, der også tæller Tim Wellens og Bjorg Lambrecht.

Ruten

Mur de Huy er ikke bare den sidste udfordring i Fleche Wallonne, den er også referencepunktet gennem hele dagen. Som det er tilfældet med Cauberg i Amstel Gold Race, skal stigningen forceres flere gange, inden den mod slutningen spiller en nøglerolle i finalen.

Tidligere har løbet haft flere forskellige formater, men siden man introducerede Mur de Huy som løbets vartegn, har man fulgt et ret ensartet mønster. Startbyen varierer ganske vist en del, men løbet har haft den samme opbygning. Første del består af en lang, småkuperet rejse fra startområdet til Huy, hvor Muren bestiges for første gang. Løbet er herefter traditionelt blevet afsluttet med to forskellige rundstrækninger omkring målbyen, en stor og en lille, der begge slutter på toppen af Muren.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

De to sidste rundstrækninger er blevet ændret fra år til år, men benytter som regel de samme veje og stigninger. Tidligere kørte man den korte rundstrækning først, men for at få bragt de to sidste passager af Muren tættere på hinanden, byttede man i 2011 rundt på rækkefølgen. Selvom det har givet næstsidste passage af Muren større betydning, har det også givet anledning til en lettere finale, idet de sidste kilometer ikke længere var så hårde som tidligere.

I 2015 gjorde man den sidste rundstrækning sværere ved at lægge en ekstra stigning ind meget tættere på mål, og det ændrede løbets dynamik en anelse. Ganske vist betød det, at næstsidste passage af Muren kom med 29 km igen mod tidligere 23,5 km, men nu skulle man op over den stejle Cote de Cherave bare 5,5 km fra mål. Det forhindrede som omtalt ovenfor ikke en spurtafgørelse, men det gav anledning til betydeligt større udskilning, og sidste år var det endda meget tæt på, at Maximilian Schachmann snød favoritterne.

I 2017 nytænkte man ruten en anelse ved at droppe ideen om en lang og en kort rundstrækning. I stedet benyttede man den samme 29 km lange rundstrækning, som i de seneste to år er blevet benyttet i finalen, to gange, og der var således ikke nogen lang rundstrækning. Det betød, at man forlængede det indledende, relativt flade stykke, men til gengæld blev finalen mere intens, idet de tre passager af Muren nu alle kom inden for de sidste 60 km, og Cote de Cherave skulle passeres to gange. Antallet af stigninger blev reduceret fra 11 til 9, men distancen forlænget fra 196 km til 204,5 km. Den model genbrugtes i år, men man gjorde det indledende stykke hårdere, så der igen var 11 stigninger på programmet i løbet af de nu 198,5 km, og som noget nyt skulle man blandt andet over Cote de La Redoute, der er kendt som den meste ikoniske stigning i Liege-Bastogne-Liege. Også i år ser vi samme mønster med to omgange på den nu ret velkendte rundstrækning, i alt 11 stigninger og i år kun 195 km.

Som sagt varierer startbyen fra år til år, og denne gang er det Ans, der har fået æren af at lægge asfalt til de første kilometer, nu hvor Liege-forstaden har mistet afslutningen på Liege-Bastogne-Liege. Den er placeret ganske tæt på Huy og Ardennerne, og derfor består de første del af løbet af en stor sløjfe ud i terrænet syd for startbyen. Terrænet bliver aldrig helt fladt, men der er kun to stigninger på programmet i den indledende fase. Det drejer sig om Cote de Tancremont (2,6 km, 5,9%) og Cote des Forges (1,3 km, 7,8%(, der har top efter hhv. 46 og 57 km, men derefter flader det betydeligt ud, og der er således tale om en klassisk, relativt nem indledning på klassikeren. Efter stigningerne kører man mod vest og sydvest ned til det sydligste punkt, inden man drejer mod nordvest for at køre op mod Huy.

Denne første del er lettere end sidste år og tjener primært det formål at akkumulere træthed. Det tidlige udbrud spiller sjældent en stor rolle i Fleche Wallonne, og derfor kommer det ofte hurtigt afsted. Det vil få et fornuftigt forspring, inden de store hold begynder at kontrollere situationen, og herefter vil det være en gradvis jagt op opbygning frem mod finalen.

Efter 118 km rammer man rundstrækningen, hvorefter man med det samme skal over Cote d’Ereffe (2,1 km, 5%) for første gang med top efter 120,5 km. Efter 131 km gælder det for første gang Cote de Cherave (1,3 km, 8,1%), der som noget nyt skal passeres hele tre gange, og herefter går det direkte mod centrum af Huy, hvor første passage af Mur de Huy (1,2 km, 9,3%) venter med bare 58 km igen.

Tidligere har første passage af Muren primært tjent som formål at give rytterne mulighed for at genopfriske kendskabet til stigningen, men nu kommer den så tæt på mål, at betydningen kan blive større. I stedet for den vanlige gradvise udskillelse på de første stigninger, kan nogle hold nu føle sig ansporet til at starte angrebene lidt tidligere. Selvom disse tidlige forsøg sjældent har haft succes, og afstandene altid holdes på et minimum, er håbet, at mange hold vil forsøge at sætte specielt Movistar og Deceuninck under pres ved at gøre løbet hårdt og sende folk ud foran med det håb at undgå den forventede afsluttende spurt op ad Muren.

Løbet afsluttes nu med to omgange på den 29 km lange rundstrækning i området sydøst for Huy, som er blevet benyttet som afslutning i de seneste fire udgaver. Udover Muren består den af to stigninger. Først kommer Cote d’Ereffe (2,1 km, 5%) med 16,5 km til mål, men selvom terrænet ikke er fladt i denne indledende fase, favoriserer det klart feltet i forhold til eventuelle udbrydere. Til gengæld betyder inklusionen af Cote de Cherave (1,3 km, 8,1%) med bare 5,5 km til mål, at løbet har fået et interessant twist. Indløbet til stigningen er hurtigt og på en smal vej, og der er endda lidt brosten i bunden. Det giver angribere en meget bedre chance for at iværksætte et sent fremstød, inden de rammer den 1,5 km lange nedkørsel og derefter kører ad flade veje frem til bunden af Muren, der starter med bare 1,3 km igen.

Traditionelt er angrebslysten blevet intensiveret, jo tættere vi er kommet på næstsidste passage af Muren, der er en perfekt mulighed for at foregribe favoritterne. Da løbet er for sande specialister, har de fleste - herunder flere af verdens bedste klatrere - ikke en chance i en afsluttende spurt. Deres eneste mulighed er at angribe de store favoritter før sidste stigning, og da næstsidste passage af Muren igen i år krydres med en ekstra passage af Cote de Cherave, har mulighederne næppe været bedre end i disse år. Specielt ser man tit løjtnanter angribe i denne fase, men Movistar har ofte klogt sendt ryttere med i fremstødene for at undgå at komme i defensiven. Selv hvis angrebene på Muren ikke lykkes, giver Cote de Cherave en sidste chance for at komme favoritterne i forkøbet, og der vil utvivlsomt være kolossal udskilning i denne fase. I de sidste fire år er angrebene først blevet neutraliseret på selve Muren, og det viser, at det kan lade sig gøre at skabe overraskelsen, selvom vi ikke har set en udbrudssejr, siden Mario Aerts vandt i 2002.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Alligevel er det mest sandsynligt, at det ender i en spurt på Muren. Det giver altid anledning til en helt vanvittig positionskamp, da positionering på så kort en stigning er altafgørende. Hvis ikke man er helt fremme i bunden af bakken, er man helt uden chance, og det giver anledning til et vanvittigt tempo. Selve stigningen har ganske vist kun en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,6, men har meget stejlere passager på helt op til 25%. Den starter blødt ud, men når de nærmer sig toppen, vil rytterne blive udfordret af den sværeste del af samtlige de stigninger, de skal forcere i ardennerklassikerne, og det betyder, at det altid er en helt fortjent vinder, der krones i den mindste af de tre ardennerklassikere. Starten på stigningen markeres af en rundkørsel efter 2 km kørsel på en lige, flad vej langs Meuse-floden og herefter venter tre sving, inden man når til de sidste 500 m, hvor vejen kun bugter sig let.

Løbet byder på i alt 2878 højdemeter, knap 500 færre end sidste år.

Vejret

Efter et par dage, der nærmest har mindet om højsommer, ændrer vejret sig en smule de kommende dage. Onsdag indledes med masser af solskin, men fra middagstid vil det sky til, og der ventes byger fra ved 17-tiden, dvs. lige omkring afslutningen på løbet. Temperaturen vil være hele 21 grader, og det vil være meget blæsende med en hård vind fra syd. Det giver sidemodvind i det meste af den indledende fase og sidemedvind på det sidste stykke frem mod rundstrækningen. Her vil der være sidemod- og sidevind frem til toppen af Ereffe og derefter medvind frem til bunden af Cherave. På bakken vil der være sidevind, hvorefter der vil være først med-, så mod- og til sidst sidevind på stykket frem til bunden af muren. Her vil der være mod- og sidemodvind hele vejen op.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Favoritterne

Af ardennerklassikerne er Fleche Wallonne klart den mest kontrollerede, og det har i mere end 10 år trods diverse ruteændringer været umuligt at undgå en afsluttende spurt op af Muren. Terrænet er ganske vist svært og udfordrende, men det er ikke den samme form for konstante op- og nedkørsler på smalle veje som i Amstel Gold Race, og løbet er slet ikke så hårdt som Liege-Bastogne-Liege. Derudover betyder den kortere distance, at løbet er nemmere at kontrollere, og derfor har favoritterne som regel greb om tingene.

Samtidig er løbet som sagt klart det mest specialiserede af de tre klassikere og derfor det løb med den korteste liste over potentielle vindere. Som regel er der en håndfuld specialister, der alle tror på, at de har en stor chance for at vinde i denne særlige finale, og det betyder, at der som regel er flere hold med en klar interesse i at skabe samling i bunden af Muren. De fleste hold har ikke en chance i en afslutning for sande specialister, men da det ofte er de stærkeste hold, der forsøger at kontrollere, er det meget vanskeligt at bryde deres dominans. Alle disse faktorer betyder, at vi skal helt tilbage til 2002 for at finde den seneste udbrudssejr, og der har i mange år været en generel konsensus om, at det sandsynligvis kræver meget dårligt vejr, hvis vi skal undgå det forudsigelige scenarium.

Tilføjelsen af Cote de Cherave i finalen var et ganske interessant twist fra arrangørernes side, og det har helt klart øget mulighederne for, at der kan ske overraskelse. Stigningen er ganske vist ikke lang, men den er så stejl, at det er en ganske god affyringsrampe. Toppen kommer samtidig så tæt på mål, at den har givet anledning til angreb i 2015, 2016, 2017 og 2018, hvor særligt Tim Wellens har gjort det sin helt egen legeplads. Sidste år lykkedes det endda en gruppe at få så stort et forspring, at Maximilian Schachmann først blev hentet nær toppen af Muren, endda så sent at han endte som nr. 8. Alligevel har det hverken i de fire hidtidige udgaver eller i Tour-etapen fra 2015 med samme finale været muligt at narre favoritterne.

Måske er 2019 året, hvor det kan gå anderledes. Det ser i hvert fald ud til, at vi aldrig har haft en større chance for at undgå spurten. I år er der nemlig kun ganske få mandskaber, der vil satse alt på den samlede afgørelse, og flere af de stærkeste hold har til gengæld planer om at skabe liv og glade dage. Det gælder naturligvis først og fremmest det skræmmende stærke Astama-mandskab, der allerede i Amstel Gold Race sprængte løbet til atomer og bidrog kraftigt til den animerede finale, og man kan være helt sikker på, at vi vil se en gentagelse på onsdag. Ganske vist har kasakkerne et klassehold, men på Muren har de ikke mange chancer mod specialisterne. Derfor har de intet at tabe ved offensiv kørsel, og derfor vil de møde til start med en meget enkel taktik: Angreb, angreb og angreb. Betænker man, at Jakob Fuglsang måske er tidens stærkeste rytter, er det klart, at det bliver en voldsom trussel mod favoritholdene, og da det samtidig vil være voldsomt blæsende med flere sidevindsstykker også i finalen, kan det hele blive langt vanskeligere at kontrollere end tidligere.

Hvem vil køre for en spurt? Det gælder naturligvis først og fremmest Deceuninck og Movistar, men vi har også set, at de begge har angrebet løbet anderledes, end man skulle forvente. Således har de ofte sendt en mand med i fremstødene i stedet, som vi altså så det med Schachmann for belgierne sidste år, og sker det, kan det pludselig ændre dynamikken og skabe en situation uden et hold til at føre. EF, UAE og Mitchelton har også alle specialister i denne type finale og vil næppe begræde en spurt på Muren, men de har også alle så stærke og brede hold, at de formentlig ikke vil satse alt på en spurt. Lægger man endelig dertil, at særlig Movistar kommer i en svag forfatning, bliver det endnu tydeligere, at vi aldrig har haft en større chance for at undgå spurten.

Det åbner også listen over mulige vinderkandidater betydeligt. I en spurt på Muren er det vel reelt kun Julian Alaphilippe, Alejandro Valverde, Michael Woods, Adam Yates og Dan Martin, der for alvor kan drømme om sejr, men muligheden for en udbrudssejr gør favoritfeltet betydeligt bredere. Naturligvis er sandsynligheden for en samlet afgørelse størst, og de oplagte favoritter er derfor også feltets superpuncheurs, men denne gang kan vinderen også blive en brølstærk klatrer, der kan køre væk i en lille gruppe og derefter kan gøre det finale på Muren i en afslutning, hvor det pludselig ikke længere handler om punch, men gode ben.

Det sætter scenen for et mere aggressivt løb end vanligt, og derfor tror vi på, at det bliver en af de mere underholdende udgaver af den ellers som regel ganske kontrollerede klassikere. Alligevel tror vi stadig mest på en spurt.Alene positionskampen frem mod Muren vil til slut være nok til at hente eventuelle udbrydere, der ligeledes vil have et stykke med modvind at slås med på det sidste stykke mellem de to afsluttende stigninger, som altid har favoriseret feltet. Uanset hvad forventer vi dog en langt hårdere udgave end vanligt og derfor også et mindre felt. Denne gang sidder man ikke med i finalen, hvis ikke man er en dygtig  klatrer.

I selve spurten er der to nøgleegenskaber. Den første er evnen til at positionere sig selv. Selvom vi venter et mindre felt, har man ingen chance, hvis man er for langt tilbage i bunden af bakken. I 2016 startede Michael Woods eksempelvis langt tilbage, og selvom han klart var en af de hurtigste på Muren, blev det ikke til mere end en beskeden 12. plads.

Den anden nøgleegenskab er erfaring og tålmodighed. År efter år ser vi ryttere, der åbner deres spurt alt for tidligt for siden at eksplodere på dramatisk vis og slet ikke komme i nærheden af top 10. Fleche Wallonne kræver evnen til at disponere kræfterne og afmåle sin indsats for derved at gemme kræfter til en perfekt timet acceleration fra det punkt, hvor man ved, at man kan holde farten hele vejen til stregen. Kun ganske få ved, hvordan man gør det perfekt, og derfor kræver det ofte mindst ét forsøg, inden man for alvor er konkurrencedygtig i en finale, hvor kun en sand specialist kan løbe med trofæet, hvis det er feltet, der ender med at skulle afgøre tingene.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

I de senere år har Mur de Huy været Alejandro Valverdes legeplads, men sidste år blev han detroniseret af Julian Alaphilippe, der efter to 2. pladser i sine to første forsøg endelig fik skovlen under Murens ukronede konge. I mange år har det allerede været klart, at det blot ville være et spørgsmål om tid, inden kronprinsen ville tage over, men det kom måske en sæson tidligere end ventet. Sidste år var det imidlertid tydeligt, at Valverde efter et knaldhårdt forår ansporet af ønsket om at rejse sig efter en grim skade, løb lidt tør for kræfter, og det udnyttede den unge franskmand til at overtage tronen.

I år er der imidlertid ingen tvivl om, at hierarkiet er byttet rundt. Mens Valverde ikke har haft det bedste forår, har Alaphilippe været flyvende, lige siden han i januar vandt to etaper i Vuelta a San Juan. Hvis nogle troede, at han efterhånden var ved at være træt eller måske var mærket af sit styrt i Baskerlandet, fik de modbevist den tese i Amstel Gold Race, hvor den vævre franskmand var en af løbets klart stærkeste, og med korrekt information om tidsforskellene med en vis sandsynlighed havde vundet løbet.

Amstel Gold Race er endda den af klassikerne, der passer ham dårligst, og nu kommer han til det løb, der passer ham bedst. Alaphilippe spiser nemlig stejle mure til morgenmad, og Mur de Huy passer ham ganske enkelt som fod i hose. Alene det, at han blev nr. 2 i sit allerførste forsøg, siger alt om, at han har præcis de karakteristika, der skal til for at tæmme denne finale. Han mestrer samtidig positionskampen og har efterhånden opnået stor erfaring i at time sin spurt på Muren. Hvor han ofte slides ned i etapeløb, sker det meget sjældent i klassikerne, hvor han er yderst holdbar, og derfor vil heller ikke et hårdt løb svække ham. I år har der ikke været nogen, der har været blot i nærheden af at matche Alaphilippes slangehug på de eksplosive stigninger, og ender det i den forventede spurt, peger alt således på, at det må blive et titelforsvar til sæsonens vel mest succesrige rytter.

Fem sejre er det blevet til for Kongen af Mur de Huy, men nu vil mange spørge, om det ender her for Alejandro Valverde. Sidste år blev spanieren som bekendt detroniseret, og da Alaphilippe ingenlunde er ringere i år - snarere tværtimod - er det klart, at det må vække en vis bekymring i den spanske lejr. Bedre bliver det bestemt ikke af, at Valverde har haft et kompliceret forår, hvor han blot har opnået en enkelt sejr, og hvor han slet ikke har været på sit gamle niveau. Det har nu nok været en del af planen, efter at han sidste år mistimede sin formtop, og helt elendigt har det bestemt ikke været. Særligt i endagsløbene har han nemlig vist sin tårnhøje klasse ved at være blandt de bedste i både Milano-Sanremo og Flandern Rundt, og særligt i sidstnævnte var han dybt imponerende mod slutningen af et løb, der ingenlunde passede ham,

Derfor så det også ud til, at alt var på plads til en god ardennerkampagne, og det kom således som et mindre chok, at den altid så stabile Valverde havde en regulær offday i Amstel Gold Race. Selv siger han, at han ganske enkelt var tømt i den voldsomme varme, der ramte Holland i søndags, men det ligner ikke en mand, der er kendt for at have det bedst i høje temperaturer. Da nedturen kommer i forlængelse af en generelt skuffende sæson, er det klart, at der rejser sig en byge af spørgsmål i forhold til manden, der indtil for 12 måneder siden ejede Mur de Huy.

Alligevel kan man ikke komme udenom, at Valverde må være største trussel mod endnu en Alaphilippe-sejr. Veteranen var trods alt fremragende kørende i Flandern Rundt, og det vil ligne ham slemt dårligt ikke at have timet formen til sit allerstørste forårsmål. Samtidig har han et gyldent våben, der er helt afgørende i dette løb: erfaring. Ingen kender Mur de Huy bedre end Valverde, der ved præcis, hvor den sidste forcering skal sættes ind. Det betyder som sagt enormt meget i denne særegne finale, og det hårde løb burde bestemt heller ikke være til ugunst for spanieren, der burde være en anelse mere slidstærk end Alaphilippe, men måske knap så eksplosiv. Valverde har stadig en chance for at slå Alaphilippe på Muren, men det kræver, at søndag blot var en dårlig dag, og at han fra onsdag er tilbage ved den styrke, han viste i Flandern.

Vi er sikkert mange, der i årevis har haft et ønske om at se Adam Yates satse på dette løb. Indtil nu har han blot en beskeden 97. plads på sit cv, men i år giver han endelig løbet et seriøst skud. Det sker endda i en sæson, hvor han aldrig har været bedre og er gået fra jubeloplevelse til jubeloplevelse, lige siden han vandt kongeetapen i Valencia i begyndelsen af februar. Senest bekræftede han sit tårnhøje niveau i Baskerlandet, hvor han sammen med Fuglsang og Izagirre lignede stærkeste mand, og hvor han viste sin klasse ved at vinde den knaldhårde og aggressive sidste etape.

Yates’ form kan derfor ikke diskuteres, og det kan hans evner i denne slags finaler heller ikke. Sidste år viste han på to mure i Tirreno, at han mestrer den ædle kunst at spurte på de stejleste bakker, og den evne konfirmerede han, da han i år satte en ellers brølstærk Primoz Roglic på en mur i samme løb. Senest var det altså i Baskerlandet, at han brugte sit guddommelige punch til at vinde sidste etape, og den evne gør ham til en klar trussel mod Alaphilippe på Muren. Han er måske ikke verdens bedste i positionskampen, men han vil have glæde af et hårdt løb med et mindre felt. Det er klart, at han ikke har Alaphilippes punch, men på så stejl en stigning har han en chance for at true favoritten.

Det var ikke mærkeligt, at Michael Woods forelskede sig i Fleche Wallonne ved første blik. Canadieren er nemlig en sand specialist i stejle mure, og derfor drømmer han om at vinde i en finale, der passer ham som fod i hose. I sit første forsøg blev han blot nr. 12 som følge af en dårlig position i bunden af Muren, men desværre er det heller ikke gået godt i de to seneste optrædender. I 2017 var han syg og blev blot nr. 11 og sidste år blev det blot til en placering som nr. 33 på en decideret dårlig dag.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det ændrer dog ikke på, at Woods er en mester i denne type finaler, hvor den eneste ulempe er, at det ikke er endnu stejlere. Ved VM var det nemlig ham, der var stærkeste mand på den umenneskeligt stejle Höll-stigning i finalen, og det viser, at selv de allerbedste skal holde på hat og briller, når han for alvor åbner op. Han har et stort problem i positionskampen, men i år bakkes han op af et stærkt EF-hold, der med erfarne og formstærke Simon Clarke har den perfekte mand til at guide ham, og det mindre felt burde også gøre det nemmere for Woods, der efterhånden også har lært at mestre sin svaghed bedre.

Mere problematisk er det, at han i Amstel Gold Race bestemt ikke så overbevisende ud, da han end ikke kunne følge Matteo Trentin i forbindelse med sit angreb, men alene det, at han som eneste mand kunne gå med en velkørende Michal Kwiatkowski vidner om, at punchet i hvert fald er der. Sidste år skulle han også bruge Fleche til at finde formen, inden han blev nr. 2 i Liege, og har han fået finjusteret benene inden onsdagens løb, er han en reel vinderkandidat i spurten på Muren.

Placeringer som nr. 2, 3, 5, 7, 7, 7, 9, 10, 11 og 21 siger alt om, at Dan Martin er specialist på Muren. I år kommer han endda særdeles velforberedt til løbet, efter at han i Baskerlandet blev samlet nr. 2 og kun af Yates blev snydt for en etapesejr på den dramatiske sidste etape. Desværre har man også siddet med indtrykket af, at Martin i begge de seneste spanske WorldTour-løb har manglet de sidste procent i forhold til de allerbedste, og han har generelt mere været i defensiven end den offensive rytter, han ellers er kendt for at være.

Samtidig har Martin ændret kvaliteter i de senere år. Hans øgede fokus på grand tours er sket på bekostning af hans eksplosivitet, og han erkender da også selv, at han ikke har samme punch som tidligere. I forvejen har han altid været et niveau under både Alaphilippe og Valverde i denne finale, og derfor er hans chancer ikke blevet forøget, selvom han bestemt ikke er blevet en ringere cykelrytter. På den anden side kan han have glæde af et forventeligt meget hårdt løb, hvilket burde komme en stadig mere slidstærk, men knap så eksplosiv Martin til gode. Der er meget, der skal falde i hak, hvis han skal slå løbets favoritter, men Martin er en af de få, der har en chance for at gøre det.

Amstel Gold Race kunne formentlig have været anderledes, hvis Michal Kwiatkowski havde været bedre placeret, da Alaphilippe trådte an på Eyserbosweg. Polakken hævdede at være ude af position, og hans stærke antrit, da han kort efter indledte en jagt, giver da også grund til at tro, at han kunne have været med, hvis blot han havde været lidt mere opmærksom.

Det viser heldigvis, at Kwiatkowski modsat sidste år synes at have timet sin form perfekt, og med tanke på det, han viste sidste efterår, kan man vel med nogen ret hævde, at han aldrig har været bedre, end han er netop nu. Samtidig har han med en 3., 5. og 7. plads vist, at han sagtens kan tæmme de stejle procenter på Muren, og han vil formentlig have en vis tro på, at han kan gøre det færdigt i en spurt.

Alligevel får han svært ved at slå Alaphilippe. Selvom Kwiatkowski har punch og tidligere har været på podiet, er Muren nok en anelse for stejl til, at han for alvor kan true franskmanden. Heldigvis er Kwiatkowski også en mand, der ikke er bange for at tage initiativ, og har han det mod, ligner han et god bud på en mand, der måske kan snyde favoritterne for deres spurt. Sidder han først med i en lille gruppe, vil han i hvert fald med meget stor sandsynlighed være den bedste afslutter og dermed sidde med ganske gode kort på hånden.

Som sagt giver 2019-udgaven os den måske hidtil bedste chance for at undgå en spurt, og skal man pege på en mand, der kan snyde favoritterne, er det umuligt ikke at sige Jakob Fuglsang. Danskerens drømmeforår bliver bare ved og ved, og siden starten i Murcia, hvor han agerede hjælper, har han vel ikke kørt ét eneste løb, hvor han ikke har været blandt de tre stærkeste. Det var han i hvert fald også i søndagens Amstel Gold Race, hvor det ikke er urimeligt at påstå, at han måske var allerbedste mand, og selvom hans taktik i den grad kan være til diskussion i hans lidt defensive forsøg på at forsvare en andenplads, inden han alt, alt for sent turde tage risikoen og sætte sig på hjul, kan man ikke andet end lette på hatten for endnu en fysisk pragtpræstation.

Som sagt ligger det i kortene, at Astana igen vil gøre løbet knaldhårdt, og det vil alt sammen have det formål at sætte Fuglsang op til at angribe i finalen. Trods danskerens superform er han nemlig uden chance i en spurt på Muren, og selvom Roman Kreuziger sidste år viste, at en formstærk dieselmotor som Fuglsang sikkert kan spurte sig til en top 5 alene i kraft af de gode ben, er hans eneste chance for at vinde, at løbet eksploderer tidligt. Heldigvis har Astana holdet til at få netop det til at ske, og så må man håbe for Fuglsang, at han til slut kan køre væk, enten alene eller i en lille gruppe. Denne gang er finalen heldigvis af en type, hvor bedste mand i et udbrud som regel vinder, og det vil næsten i alle tilfælde være formstærke Fuglsang. I et år, hvor chancerne for en overraskelse aldrig har været større, er Fuglsang manden, der har benene til at udnytte det.

Læs også

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

Et andet bud på en mand, der kan gøre netop det, er Maximilian Schachmann. Tyskerens drømmeforår bliver bare ved og ved, og han viste med sin fornemme solokørsel i Amstel Gold Race, at han igen denne gang var blandt de absolut stærkeste. Til gengæld er Fleche Wallonne måske ikke den ideelle klassiker for det tysker wunderkind, for selvom han er kendt for punch og spurtstyrke, er mere end 20% for meget til, at han kan blande sig med en fyr som Julian Alaphilippe.

Det betyder heldigvis ikke, at han er uden chance. Fra sidste år, hvor han blot blev hentet få meter fra stregen og alligevel holdt ved til en 8. plads, ved han nemlig, at det kan lade sig gøre at snyde sprinterne. Prøv at tænke på, hvor tæt på han var i 2018, og sammenhold det herefter med den styrke, han har i år. Det siger sig selv, at det gør Schachmann til en livsfarlig herre, når angrebene bliver lanceret i finalen. Måske kan han ikke slå Alaphilippe på Muren, men han vil kunne slå de fleste i et eventuelt udbrud, ikke mindst med den form, der bare fortsætter med at nå nye højder. Derfor ligner Schachmann sammen med Fuglsang og Kwiatkowski den mand, der har størst chance for at snyde favoritterne med sin offensive kørsel.

Forud for Amstel Gold Race var der enorme forventninger til Tadej Pogacar. Den slovenske supertalent havde nemlig i Baskerlandet vist os, at det ikke var noget tilfælde, at han i Algarve satte selveste Enric Mas og Wout Poels til vægs. På de spanske mure kørte han nemlig som en motorcykel og var en af de fem, der på sidste etape knækkede Emanuel Buchmann. Derfor var det også en skuffelse at se ham fejle i søndagens hollandske klassiker, og det stiller naturligvis visse spørgsmål ved hans muligheder onsdag.

Heldigvis var Amstel også lidt af et eksperiment. Det var på forhånd usikkert, hvordan han ville klare 260 km med stress og positionskamp. Det viste sig, at han endnu ikke mestrer den kunst, men heldigvis er Fleche Wallonne et helt andet løb. Dels er det meget kortere, og dels handler det i højere grad om gode ben og ikke om erfaring og positionering. Dem burde Pogacar stadig have så få uger efter den flotte kørsel i Baskerlandet, og er det tilfældet, vil han utvivlsomt også her være blandt de bedste på stigningerne. Selvom han har et fint punch, vinder han ikke en spurt, men han er et godt bud på en mand, der med en herlig offensiv indstilling kan undgå en afgørelse mellem de eksplosive folk.

For to år siden stormede en ung David Gaudu som nyprofessionel ind på den store scene, da han uimponeret angreb tidligt på Muren og endte som nr. 9 i sit første forsøg i den belgiske klassiker. Nu vender han tilbage i en langt stærkere forfatning, efter at han i UAE Tour viste tårnhøj klasse ved at matche Roglic og Valverde på stigningerne og ende WorldTour-løbet som nr. 3. Måske skuffede han lidt i Baskerlandet, men efter en lang pause blev hantydeligvis bedre og bedre, og på sidste etape var han sammen med Buchmann stærkeste mand i forfølgergruppen bag de fem forreste.

Gaudu er først og fremmest klatrer, men han har også et godt punch, ikke mindst, når det bliver helt stejlt. Det gør det som bekendt på Muren, og det er derfor en glimrende finale for den lille franskmand, ikke mindst fordi årets udgave har udsigt til at blive knaldhård. Heller ikke han vil have de helt store chancer i en spurt, men han har evnerne til et topresultat. Størst mulighed har han, hvis han har modet til offensiv kørsel, for i en lille gruppe vil han ikke være let at bide skeer med i en afslutning som denne.

Allerede inden Amstel Gold Race kunne man frygte for Tim Wellens. Det er nemlig velkendt, at belgieren har det svært i varmen, og derfor var de 25 grader bestemt ikke hans kop te. Det er da også den mest nærliggende forklaring på det, han selv betegner som en offday. I hvert fald viste han fremragende form i Brabantse Pijl, hvor han uden de store problemer fulgte Alapahilippe og Van der Poel, og derfor kom søndagens nedtur da også lidt som et lyn fra en klar himmel.

Heldigvis er Wellens kendt for at køre, som vinden blæser, og mens han den ene dag kan være overmenneskeligt stærk, kan han 24 timer senere blive sat som en af de første. Derfor kan man bestemt ikke udelukke en genrejsning af en trods alt ret formstærk Wellens, der må glæde sig over udsigten til en overskyet eftermiddag og endda en mulighed for lidt sen regn. Muren er lidt for stejl til, at han kan tro på sine chancer i en spurt, men han blev alligevel nr. 7 sidste år. Først og fremmest har han dog ofte vist, at han ikke er bange for at køre offensivt i netop dette løb, og har han igen fundet sine bedste ben, er altid aggressive Wellens et oplagt bud på en mand, der kan snyde sprinterne.

Mange øjne vil også være rettet mod Bjorg Lambrecht. Den lille belgier skuffede i sin første sæson som professionel, men i år er der virkelig sket noget. Allerede i Baskerlandet var det kun Alaphilippe, der forhindrede ham i at vinde 2. etape foran specialister som Kwiatkowski og Schachmann, og i de seneste klassikere har han gjort det endnu bedre. Først blev han nr. 5 i Brabantse Pijl, og senest blev han nr. 6 i Amstel Gold Race, hvilket viser, at formen er præcis, hvor den skal være. Samtidig er han først og fremmest puncheur, og derfor burde dette være en finale lige efter hans smag. Hans 2. plads i Baskerlandet viste i hvert fald endnu engang hans evner som afslutter, og på papiret har han mere punch end begge sine medkaptajner Wellens og en desværre formsvag Jelle Vanendert. Det bør også give Lambrecht muligheden for at køre sin egen chance, enten med offensiv kørsel eller i en spurt. For to år siden var det en ung Dylan Teuns, der begejstrede belgierne ved at køre på podiet. Måske er det Lambrecht, der gør det denne gang.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Det har været yderst opløftende at se Bauke Mollema i de seneste uger. Hollænderen lignede ellers momentvist en mand på vej mod en nedtur i stil med landsmanden Robert Gesink, men efter en elendig start i Baskerlandet har han rejst. I det spanske løb var han en af de bedste på de sidste etaper, og senest kørte han et fornemt Amstel Gold Race, hvor han sammen med Simon Clarke længe udgjorde en stærk duo i finalen.

Det er særdeles opløftende for Mollema, der nu går ind til et løb, der passer ham bedre. Med en 4., 6., 7. og senest en 9. plads i 2018 har han vist, at han er god på Muren, og han har også med sine kroniske topplaceringer i San Sebastian vist, at han er en glimrende endagsrytter. Det er klart, at heller ikke han vinder en spurt på Muren, men han synes at have benene til at køre offensivt i finalen. Det er i hvert fald svært at huske, at Mollema har været så god, som han er netop nu,

En af søndagens positive overraskelser var Romain Bardet. Den franske stjerne kom nemlig til Holland med stor usikkerhed efter styrtet i Catalonien, og i Paris-Camembert havde han ikke fået overbevist sig selv om, at formen var god. Alligevel endte han med at køre finale, og det har betrygget ham i, at han ligesom sidste år har fundet benene til Ardennerne. Her blev han nr. 9 i Fleche og nr. 3 i Liege, og med sin 2. plads ved VM har han virkelig vist, at han har fået smag for de hårdeste klassikere. Desværre er Fleche Wallonne ikke det ideelle løb bor Bardet, der måske nok har et udmærket punch, men trods alt ikke er nogen Alaphilippe. Til gengæld er også han en yderst offensiv type, der udmærket ved, at det ikke er i hans interesse at skulle spurte på Muren. Udsigten til et hårdt og nedslidende løb passer i hvert fald fint for en mand med Bardets enorme motor, og derfor er det i år, at en fyr som ham med offensiv kørsel har en reel chance for at vinde.

Mens Dylan Teuns, der ellers er specialist i disse finaler, tilsyneladende ikke har timet formen, kan Bahrain-Merida glæde sig over, at der kommer assistance sydfra. I årevis har Domenico Pozzovivo haft for vane at være flyvende i disse uger, hvor han lægger de sidste hænder på Giro-forberedelserne, og derfor har han i en menneskealder altid kørt med om sejren i Tour of the Alps. Det vil han ikke gøre i år, hvor han i stedet foretrækker Fleche Wallonne, og det er måske slet ikke et dårligt valg. Den lille italiener elsker nemlig stejle procenter og har faktisk et så godt punch, at Mur de Huy slet ikke er en dårlig afslutning. Samtidig er han i de sidste mange år kommet direkte fra Tour of the Alps for derefter at være blandt de bedste i Liege, hvor han år efter år kører i top 10, og det viser, at han har evnerne til at præstere i Ardennerne. Alligevel er det klart, at heller ikke han vinder på Muren, men i et hårdt, aggressivt løb kan han vise sig som en stærk animator. Pozzovivo flyver under radaren, men har han sin vanlige aprilform, skal rivalerne i den grad være på vagt.

Vi har allerede nævnt, at Wellens kører, som vinden blæser. En anden meget svingende rytter er Wout Poels, hvis form også altid kan være helt umulig at spå om. Det så bestemt ikke godt ud, da han i søndags endte mere end et kvarter bag de bedste, og der er en risiko for, at han slet ikke har fundet formen efter en lang pause. Omvendt er han også typen, der pludselig kan vende det hele på hovedet, som han gjorde det for tre år siden, hvor han fulgte et svagt Amstel op med en 4. plads i Fleche og en sejr i Liege. Man skal derfor altid passe på med helt at udelukke den hollandske lottokupon. På sine store dage har han nemlig et glimrende punch, og han elsker de stejleste procenter. Det er ikke uden grund, at han blev nr. 4 for tre år siden. Samme form har han nok ikke denne gang, men med en offensiv strategi har han kvaliteten til at snyde feltet.

En anden rytter, der har tradition for at blive hentet ind i sidste øjeblik til Liege, er Davide Formolo, de ligeledes ofte har kørt i Tour of the Alps. Det har han ikke i år, hvor han har forberedt sig til Giroen i højderne, men det betyder ikke, at der ikke er grund til at have forventninger. Faktisk har han i de seneste to år været blandt de stærkeste i Liege, og hvor det på det seneste har knebet lidt i bjergene, har han kørt stærkt i eksplosivt terræn. Det viste han særligt i sidste års Giro, hvor han gjorde det godt i puncheurfinalerne, og Mur de Huy burde derfor slet ikke være dårlig for ham. I år har han endda været ganske velkørende, selvom det har knebet meget med stabiliteten, men det er ikke et problem i endagsløbene. Har han samme ardennerform som i 2017 og 2018, er også han et godt bud på en mand, der måske kan snyde favoritterne.

En af de mere ærgerlige ting i søndagens løb var, at vi aldrig fik at se, hvor god Alexey Lutsenko vitterligt var. Den kasakhiske mester var ellers sammen med Fuglsang Astanas beskyttede rytter, men et styrt satte ham ud af spillet, netop som finalen skulle indledes. I forvejen var han et af Ardennernes åbne spørgsmål, efter at han kørte som en motorcykel i februar og begyndelsen af marts, hvor han for første gang for alvor viste sig konkurrencedygtig i Europa. Siden da har han holdt pause, og det bekymrer altid en del, når det drejer sig om en mand, der historisk aldrig har ramt formen til klassikerne. Baskerlandet kunne ikke bruges som en formindikator, da han alene var i en rolle som hjælper, og derfor aner vi ikke, hvor han står. Han viste særligt i Oman, at han er en glimrende puncheur, men al logik siger, at Mur de Huy er alt for stejl for en type som ham. Til gengæld viste han og Fuglsang i Tirreno også, at de formår at spille spillet og udnytte det overtal, som Astana skal forsøge at skabe i en mere aggressiv finale, end vi normalt ser. Har Lutsenko vitterligt den form, han havde i starten af året, kan han bestemt godt være en mand, der har muligheder for at snyde favoritterne i en animeret finale.

Man skal ikke have læst mange af disse optakter for at vide, at vi har store forventninger til Valentin Madouas. Igen i søndags levede han op til vore høje forventninger ved at sikre sig en fornem top 10 i Amstel Gold Race, og det dokumenterer igen, at han er skabt til disse løb. Til gengæld har vi også en formodning om, at Fleche Wallonne ikke umiddelbart er det ideelle løb for den unge franskmand, der formentlig vil finde Muren en anelse for stejl. Omvendt overraskede han med sin flotte kørsel også på ret svære stigninger i Baskerlandet, og derfor udelukker vi bestemt ikke, at han igen vil gøre det bedre end ventet. Vil han vinde, skal også han køre offensivt, men måske kan han spurte sig til en top 10, hvis det skal afgøres i en eksplosiv finale. Punch har han i hvert fald masser af.

Sidste år sikrede Patrick Konrad sig en top 10, og dermed fik han atter vist, at hans force er eksplosive stigninger. For et par uger siden var der dog ikke meget, der så ud til, at han ville kunne gentage den bedrift, men nu har han vendt en skuffende sæsonstart totalt på hovedet. Han kørte i hvert fald fremragende i Baskerlandet, hvor han kunne være sluttet med et flot resultat, hvis ikke han var endt med at ofre sig for Emanuel Buchmann. I lyset af Sagans manglende form burde han her få relativt stor frihed til sammen med Schachmann og Formolo at spille en rolle. Skal han vinde, er det klart, at også han skal køre offensivt, men han viste os også sidste år, at han sagtens kan sikre sig et godt resultat i en spurt også.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

For et par år siden aspirerede Sergio Henao til titlen som verdens bedste på stejle mure. År efter år kørte han sig i førertrøjen på de baskiske mure - for siden at tabe den på enkeltstarten - og det lignede blot et spørgsmål om tid, inden han skulle vinde Fleche Wallonne, hvor han dog måtte nøjes med placeringer som nr. 2, 4 og 7, især fordi hans blodværdier tvang ham til at opgive sin deltagelse i det år, hvor han måske var løbets største favorit. Siden da er det desværre gået helt ned ad bakke for den eksplosive colombianer, der siden sejren i Paris-Nice i 2017 nærmest intet har vist. Siden Baskerlandet Rundt har han imidlertid igen vist lidt livstegn, og selvom han stadig ikke er i nærheden af sit gamle niveau, er han dog bedre, end han har været længe. Det er klart, at de dage, hvor han kan vinde på Mur de Huy, for længst er talte, men med de bedre ben, han har vist, kunne man håbe, at han måske atter kan vise lidt glimt af fordums styrke i en finale, han elsker.

En farlig joker kunne være Enric Mas. Han kommer egentlig til løbet for at hjælpe Alaphilippe, men vi så sidste år, at det måske alligevel kan give muligheder. Schachmann var i hvert fald tæt på at vinde løbet, da han skulle dække udbrud for sin kaptajn, og det ser ud til, at Mas i år får den opgave. Kører han med i en gruppe, vil han med henvisning til sin franske leder kunne sætte sig på hjul, og det vil give ham en friskhed, hvis gruppen skulle holde hjem. I Baskerlandet så han endda knivskarp ud, indtil to styrt på to dage satte ham tilbage inden de afgørende etaper. Nu er han formentlig kommet sig, og vi ved alle, hvor fantastisk en klatrer Mas er. Derfor kan han være manden, der udnytter det store fokus på Alaphilippe til at færdiggøre det nummer, Schachmann næsten gjorde for 12 måneder siden.

Michael Matthews har altid sagt, at han ikke kunne vinde Fleche Wallonne. Muren i Huy er nemlig ifølge al logik for stejl for australieren. Derfor kom det også som et chok for ham selv, at han sidste år blev nr. 5. Det har givet ham smag på mere, og i år har han derfor gjort Fleche til et mål og ikke bare et forberedelsesløb til Liege. Det er stadig svært at se den relativt store australier sejre på Muren, ikke mindst fordi hans form i år ikke synes at være præcis, hvor den burde. Han var i hvert fald klart svageste mand i frontgruppen i Brabantse Pijl, og i Amstel Gold Race var han heller ikke i stand til at gå med de bedste. I forvejen kan et løb som Fleche Wallonne godt blive for hårdt for en stor fyr som ham, og derfor ligger det ikke på den flade at gentage sidste års flotte resultat. Til gengæld har han også et ret offensivt mindset, og det kan være hans chance. Han slår nemlig ikke Alaphilippe på Muren, og derfor ved han, at han skal forsøge sig tidligere, hvor han vitterligt vil gå efter sejren.

En af årets oplevelser har været Simon Clarke, der efter mange år som anonym hjælper for alvor er slået igennem i år. Efter top 10-placeringerne i Sanremo og Strade Bianche blev han en fornem nr. 2 i søndags og fik dermed bevist, at de svage præstationer i Baskerlandet og Brabantse Pijl alen skyldtes, at han her arbejdede på at time formen til Ardennerne. Det synes i den grad at være lykkedes, men spørgsmålet er, om Fleche er et løb for ham. Her handler det meste i EF-lejren om at bringe Woods sikkert frem til Muren, og det vil i høj grad være en opgave for Clarke, der ofte har været canadierens bodyguard. Selvom han gjorde det godt på murene i Tirreno, er Muren nok også i sig selv for stejl for australieren, og derfor vil hans eneste chance være offensiv kørsel i en aggressiv finale. Det er til gengæld også en opgave, han utvivlsomt har formen til at udføre, hvis der kan blive plads til det i en EF-taktik, der primært må handle om Woods.

OPDATERING: Ikke helt uventet har Astana hentet Ion Izagirre ind som erstatning for Laurens De Vreese. Det er en markant styrkelse af det i forvejen enormt stærke kasakhiske mandskab, der nu har syv mand, som i teorien alle kan lave et resultat. Izagirre klatrer bedre end nogensinde og kommer til løbet med en frisk sejr i Baskerlandet i bagagen. Han har et fint punch på bakken og er sammen med Fuglsang og Lutsenko utvivlsomt holdets beskyttede rytter. Som sine holdkammerater er han dog heller ikke i stand til at vinde en spurt på Muren, hvor top 5 er det maksimale på en superdag, og derfor skal han køre offensivt for at vinde. Sammen med især Fuglsang er han imidlertid også et meget godt bud på, at det skulle kunne lykkes at snyde de eksplosive folk.

***** Julian Alaphilippe                                 

**** Alejandro Valverde, Adam Yates

*** Michael Woods, Dan Martin, Michal Kwiatkowski, Jakob Fuglsang, Maximilian Schachmann

** Ion Izagirre, Tadej Pogacar, David Gaudu, Tim Wellens, Bjorg Lambrecht, Bauke Mollema, Romain Bardet, Domenico Pozzovivo, Wout Poels, Davide Formolo, Alexey Lutsenko, Valentin Madouas, Patrick Konrad, Sergio Henao, Enric Mas, Michael Matthews, Simon Clarke

* Jelle Vanendert, Laurens De Plus, Alessandro De Marchi, Dylan Teuns, Guillaume Martin, Roman Kreuziger, Diego Ulissi, Enrico Gasparotto, Rui Costa, Giulio Ciccone, Gorka Izagirre, Rudy Molard, Sebastien Reichenbach, Omar Fraile, Brandon McNulty, Robert Gesink, Ben Hermans, Dion Smith, Julien Simon, Oscar Rodriguez

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Ag2r-La Mondiale: Bardet ligner det eneste reelle bud. Benoit Cosnefroy er ganske vist i form, men løbet her er for hårdt for ham.

Astana: Kasakkerne har igen et brølstærkt hold med et hav af optioner. Formentlig er det Fuglsang, Ion Izagirre og Lutsenko, der igen vil være de beskyttede ryttere, men da dagens orden må være en byge af angreb, skal man ikke udelukke, at stærke folk som Omar Fraile, Gorka Izagirre, Luis Leon Sanchez og Davide Villella alle kan havne i en gruppe, hvor de måske kan køre deres egen chance.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Bahrain-Merida: Dylan Teuns har med sin 3. plads i 2017 vist, at han er specialist på Muren, men desværre har han slet ikke ramt formen i år, hvor han skuffede i Baskerlandet og Brabantse Pijl, inden han punkterede i søndags. Derfor ligner Pozzovivo bedste bud. Stigningen er for stejl for Matej Mohoric, der heller ikke har vist meget på det seneste, og Damiano Caruso har endnu ikke fundet formen i år..

Bora-hansgrohe: Peter Sagan skuffede i Amstel, og selv i topform er det et løb, han umuligt kan vinde. Alligevel har Bora i Schachmann, Formolo og Konrad tre glimrende kandidater, der alle er omtalt ovenfor. Muren er til gengæld for stejl for en ellers velkørende Jay McCarthy.

CCC Team: Alessandro De Marchi er i fremragende form, men som en mand uden punch er han ikke skabt til dette løb. Til gengæld er han også så brølstærk, at han sagtens kunne være at finde i en gruppe, der snyder feltet. Resten af holdet er for svagt til at spille en rolle.

Cofidis: Julien Simon er tidligere blevet nr. 14 i løbet og kommer med en frisk sejr i Finistere i bagagen. Desværre har han generelt været skuffende i år, og vi tror ikke, at han har niveauet til at være med i front. Anthony Perez har skuffet på det seneste, og Jesus Herrada var helt ude af form i både Baskerlandet og Catalonien.

Deceuninck-Quick Step: Det handler 100% om Alaphilippe, men som skrevet ovenfor kan man ikke helt udelukke, at Mas som led i et taktisk spil kan få en chance.

EF Education First: Holdet satser formentlig 100% på Woods i en finale, canadieren elsker, men som sagt kan Clarke måske alligevel få en chance. Formstærke Lawson Craddock får næppe heller får sin egen chance.

Euskadi-Murias: Trods sine mange styrt viste Oscar Rodriguez fin form med en top 10 i Finistere i lørdags. Han burde være i stand til at gå i top 20. Til gengæld skuffede Cyril Barthe i Tyrkiet.

Groupama-FDJ: Gaudu og Madouas ligner de bedste bud. Det er ellers også en fin finale for Rudy Molard, der tidligere har været i top 10, men han har i de seneste løb været et stykke fra sin bedste form. Holdet har også hentet Sebastien Reichenbach ind, og den lille schweizer så efter en svag start stærkere ud i lørsdagens Tour du Finistere. Han mangler dog punch til at begå sig på Muren.

Israel Cycling Academy: Det handler 100% om Ben Hermans, men belgieren har i år ikke fundet sit højeste niveau. Senest styrtede han i Amstel, og med den nuværende form er hans chance nok at køre offensivt.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Lotto Soudal: Holdets bedste kort ser ud til at være Wellens og Lambrecht. Jelle Vanendert var ellers decideret skræmmende sidste år, hvor han førte fra bund til top og alligevel endte som nr. 3, men efter nogle sløje præstationer i de to første klassikere, ser det desværre ud til, at det er et af de dårlige klassikerår for den ustabile belgiske veteran.

Mitchelton-Scott: Michael Albasini var tidligere en mester i dette løb, men han har slet ikke samme niveau som tidligere. Derfor bør alt handle om Yates, da Muren er for stejl for Daryl Impey og Dion Smith, der begge ellers har gjort det fornemt på de seneste.

Movistar: Det ikke specielt stærke hold får nok at gøre med at sikre en spurt for Valverde.

Rally: Brandon McNulty skal følge op på sejren på Sicilien, men han mangler det sidste punch til at være en reel kandidat på Muren. Niveauet er nok også for højt for Gavin Mannion, der heller ikke har sin bedste form.

Sport Vlaanderen: Dries Van Gestel er for stor til Muren og har slet ikke samme form i Flandern Rundt. Thomas Sprengers er holdets bedste klatrer og reelt den eneste, der kan gøre sig de store forhåbninegr.

Dimension Data: Roman Kreuziger er ikke skabt til Muren, men overraskede mange ved sidste år at blive nr. 4. I år synes han desværre ikke at have samme form, og vi har derfor svært ved at se en gentagelse. Hans chance er offensiv kørsel. Enrico Gasparotto er tidligere blevet nr. 5, men i langt de fleste år er han kommet til kort på Muren, der er for stejl, og i år har han tilsyneladende ikke fundet formen. Michael Valgren er for formsvag, og Muren passer ham overhovedet ikke. Endelig er Tom-Jelte Slagter end ikke en skygge af sig selv længere.

Jumbo-Visma: Holdet henter den meget lovende Laurens De Plus ind, og han kunne godt overraske efter det, han har vist tidligere i år. Desværre er Muren nok lidt for eksplosiv for ham. Det er den også for Robert Gesink, der dog gjorde det hæderligt i søndags og kan køre offensivt. Koen Bouwman synes slet ikke at have fundet formen.

Katusha-Alpecin: Nathan Haas er ikke i form efter sin megen sygdom, og Muren passer ham ikke. Den bør også være for stejl for Enrico Battaglin, der viste klar fremgang i Amstel, men med mindre han har formen fra sidste års Giro, vil han ikke kunne være med i front. Jose Goncalves er egentlig god på stejle mure, men har intet vist i år, og heller ikke Ruben Guerreiro er i form.

Team Sky: Formstærke Kwiatkowski er den klare kaptajn, mens Poels er holdets joker. David De La Cruz, Diego Rosa og Eddie Dunbar ser ikke ud til at have formen, og selvom han er i god form, må Dylan Van Baarle sande, at Muren er alt for stejl for den store hollænder.

Sunweb: Holdet satser 100% på Matthews.

Trek-Segafredo: Mollema ligner det eneste reelle bud. Giulio Ciccone burde have potentialet til at overraske, men han har været yderst skuffende i år. Toms Skujins er for tung til Muren.

UAE-Team Emirates: Martin er naturligvis kaptajn, men vi har også nævnt bade Pogacar og Henao ovenfor. Rui Costa er stadig ikke på sit gamle niveau, og Muren har altid været for stejl for ham. Diego Ulissi er tidligere blevet nr. 8, 9 og 10, og da han ser bedre ud end længe, kan han måske nærme sig top 10 igen. Han har dog ikke længere niveauet til at vinde.

Wallonie-Bruxelles: Holdets bedste klatrer, Eliot Lietaer, er desværre for formsvag, så de skal køre offensivt.

Wanty-Gobert: Guillaume Martin kommer til løbet med en sejr fra Sicilien og en top 5 fra lørdagens Tour du Finistere. Han er svingende, men han har en reel chance for at spurte sig til en top 10. Det burde også være en god finale for Odd Christian Eiking, men den fine form, han havde i marts og begyndelsen af april er helt forsvundet igen. Det samme synes at være tilfældet for Thomas Degand.

Danskerne

Efter sin flotte kørsel i Amstel Gold Race ligner Jakob Fuglsang manden med størst chance for måske at undgå den klassiske spurt på Muren, og hans chancer er beskrevet ovenfor. Michael Valgren er desværre stadig formsvag og skal formentlig arbejde for Gasparotto og Kreuziger i et løb, der ikke passer ham, og Mikkel Honoré kommer på arbejde, når han skal forsøge at hjælpe Alaphilippe med at gentage sidste års sejr.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Julian Alaphilippes sejr fra 2018, Alejandro Valverdes sejre fra 2017, 2016, 2015 og 2014 samt Daniel Morenos sejr fra 2013.