Optakt: Fleche Wallonne

LIVESTREAM FLECHE WALLONNE

Løbets rolle og historie

Fleche Wallonne er måske ikke den mest prestigiøse af klassikerne, og det vallonske løb er end ikke et af cykelsportens fem monumenter. Alligevel findes der næppe noget endagsløb - det skulle da lige være Paris-Roubaix - der har en så ikonisk afslutning, som den mindste af de tre ardennerklassikere, og det er præcis denne finale, der giver løbets dets plads blandt de store. Fleche Wallonne er i dag kun kendt for én ting: den ekstremt stejle Mur de Huy.

Med en første udgave, der blev afviklet helt tilbage til 1936, har løbet altid været en hård sag med flere vanskelige stigninger i Ardennerne, men uden den samme lange historie som Liege-Bastogne-Liege så løbet aldrig ud til at blive andet og mere en mindre version af den anden belgiske klassiker i regionen. Det ændredes i 1983, da løbet for første gang sluttede på den 1,3 km lange stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,3%, hvorved begivenheden fik sit helt eget kendetegn og en mere markant profil på den internationale kalender.

Siden da har stigningen været løbets vartegn og gjort det en helt unik begivenhed i klassikersæsonen. Det er æren ved at have erobret de stejle skråninger, der gør løbet attraktivt for de største ryttere og betyder, at selv de største navne føler, at Fleche Wallonne har en helt særlig tiltrækningskraft.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Ikke desto mindre betragtes løbet som den mindst prestigiøse af ardennerklassikerne. Med dets position i ugen mellem Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege er det fortsat for mange som en mulighed for at holde benene i gang mellem de to større mål, og da det største løb i Liege finder sted bare få dage senere, er nogle ryttere ikke villige til at gå alt for dybt så tæt på den største af ardennerklassikerne. Da løbet er for sande specialister med en langt kortere liste af vinderkandidater, vælger mange endda helt at droppe løbet for at restituere til det største slag på søndag. På den anden side åbner løbets særegne karakteristika og korte distance også døren til ryttere, der ellers har det svært i Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og for disse specialiser er det næsten ugens højdepunkt.

Engang blev Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege afviklet på hinanden følgende dage i den såkaldte Weekend Ardennais, men i dag er Fleche Wallonne et midtugeløb. Som alle andre sådanne onsdagsklassikere er det kortere end de helt store weekendklassikere, herunder Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og de bar 193,6 km gør, at det bestemt ikke distancen, der gør løbet hårdt. Det lykkedes overraskende ikke at blive en del af World Cuppen, da denne blev introduceret i 1989, og i mange år lå det klart nederst i ardennerhierarkiet, da de to længere begivenheder begge tilbød vigtige point til den sæsongående løbsserie. Med introduktionen af ProTouren i 2005 fik det imidlertid igen samme officielle status som de øvrige klassikere, og i de senere år synes det at have vundet terræn i kampen mod specielt den hollandske klassiker. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at de to løb nu nyder samme anseelse.

Med dets nære forbindelse til Liege-Bastogne-Liege er det ikke noget under, at løbet er blevet vundet af mange af sportens helt store navne, og det fik international anseelse næsten fra begyndelsen. Allerede i 1950 vandt Fausto Coppi løbet, og selvom værtsnationen naturligvis har domineret i lange perioder, har det været en meget multinational affære siden 1976, idet kun seks udgaver er blevet vundet af belgiere siden da. Sejrsrekorden indehaves af en af nutidens stjerner, idet Alejandro Valverde i 2017 tog sin femte sejr, og dermed nu klart overgår Marcel Kint (i de helt tidlige år), Eddy Merckx (selvfølgelig), Moreno Argentin og Davide Rebellin, der alle har stået øverst på podiet tre gange. Løbet har også en fin dansk historie, idet både Kim Andersen og Bo Hamburger har vundet det.

Mens Liege-Bastogne-Liege og Amstel Gold Race har utallige vinderkandidater, betyder den helt specielle afslutning i Fleche Wallonne, at det er et løb for absolutte specialister. Kun en yderst eksklusiv gruppe af puncheurs har egenskaberne til at vinde på så stejl en stigning, og det gør det til langt den mest forudsigelige af samtlige klassikere. Mens udholdenhed, taktik og angrebslyst spiller en stor rolle i de to øvrige ardennerløb, er Fleche Wallonne som regel et yderst låst løb, hvor alt kan koges ned til, hvem der har benene på Mur de Huy. Ikke desto mindre er det et fantastisk spektakulært skue at se rytterne slås om sejren på Muren, og det er denne form for eksklusivitet, der giver det en speciel betydning for mange af feltets store navne.

I 2015 forsøgte arrangørerne at skabe mere drama i finalen ved at inkludere den stejle Cote de Cherave-stigning mindre end 10 km fra mål. Det har givet anledning til en mere animeret afslutning med flere angreb og betydet, at det har været et mindre felt, der har ramt Muren. Det har imidlertid ikke ændret løbets natur, og sidste år erstattede man den endda med en ny og lettere stigning igen, da det aldrig lykkedes at undgå den forudsigelige afgørelse.

Løbet markerer næste fase i den gradvise udskiftning af klassikerfeltet, der blev indledt ved sidste onsdags Brabantse Pijl. Mens naturen af Amstel Gold Race gjorde det velegnet til nogle af de stærke folk fra brostensklassikerne, og mange hold endda valgte at stille til start med nogle af heltene fra de flamske løb for at hjælpe til i positionskampen, gør de længere stigninger Fleche Wallonne til et mere udpræget klatreløb. Derfor vil der kun være ganske få brostensspecialister tilbage på startstregen på onsdag, og når vi når frem til søndagens Liege-Bastogne-Liege, vil det store antal højdemeter fuldende transformationen. Til den tid vil stort set alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere være samlet på startstregen i Liege, mens brostensspecialisterne nu alle nyder en velfortjent pause, og dermed er scenen sat til næste fase på cykelkalenderen, de store grand tours.

Sidste år havde løbet som alle andre en ny plads på kalenderen, da det afvikledes allerede onsdagen efter VM som en slags revanche for kampen om regnbuetrøjen. Netop revanche fik kometen Marc Hirschi, der fulgte VM-bronzen op med karrierens første klassikersejr, da han ganske suverænt sejrede foran Benoit Cosnefroy og Michael Woods i den klassiske spurt på Mur de Huy. I mindre formstærk udgave vender Hirschi tilbage for at forsvare sejren, og han er atter oppe mod både Cosnefroy og Woods, der satser stort på den klassiker, som passer dem allerbedst.

Ruten

Mur de Huy er ikke bare den sidste udfordring i Fleche Wallonne, den er også referencepunktet gennem hele dagen. Som det er tilfældet med Cauberg i Amstel Gold Race, skal stigningen forceres flere gange, inden den mod slutningen spiller en nøglerolle i finalen.

Tidligere har løbet haft flere forskellige formater, men siden man introducerede Mur de Huy som løbets vartegn, har man fulgt et ret ensartet mønster. Startbyen varierer ganske vist en del, men løbet har haft den samme opbygning. Første del består af en lang, småkuperet rejse fra startområdet til Huy, hvor Muren bestiges for første gang. Løbet er herefter traditionelt blevet afsluttet med to forskellige rundstrækninger omkring målbyen, en stor og en lille, der begge slutter på toppen af Muren.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

De to sidste rundstrækninger er blevet ændret fra år til år, men benytter som regel de samme veje og stigninger. Tidligere kørte man den korte rundstrækning først, men for at få bragt de to sidste passager af Muren tættere på hinanden, byttede man i 2011 rundt på rækkefølgen. Selvom det gav næstsidste passage af Muren større betydning, gav det også anledning til en lettere finale, idet de sidste kilometer ikke længere var så hårde som tidligere.

I 2015 gjorde man den sidste rundstrækning sværere ved at lægge en ekstra stigning ind meget tættere på mål, og det ændrede løbets dynamik en anelse. Ganske vist betød det, at næstsidste passage af Muren kom med 29 km igen mod tidligere 23,5 km, men nu skulle man op over den stejle Cote de Cherave bare 5,5 km fra mål. Det forhindrede som omtalt ovenfor ikke en spurtafgørelse, men det gav anledning til betydeligt større udskilning, og i 2018 var det endda meget tæt på, at Maximilian Schachmann snød favoritterne.

I 2017 nytænkte man ruten en anelse ved at droppe ideen om en lang og en kort rundstrækning. I stedet benyttede man to gange den samme 29 km lange rundstrækning, som i de seneste tre år er blevet benyttet i finalen, og der var således ikke nogen lang rundstrækning. Det betød, at man forlængede det indledende, relativt flade stykke, men til gengæld blev finalen mere intens, idet de tre passager af Muren nu alle kom inden for de sidste 60 km, og Cote de Cherave skulle passeres to gange. Antallet af stigninger blev reduceret fra 11 til 9, men distancen forlænget fra 196 km til 204,5 km. Den model genbrugtes i 2018 og 2019, men man gjorde det indledende stykke hårdere, så der igen var 11 stigninger på programmet, og i 2018 skulle man endda over Cote de La Redoute, der er kendt som den meste ikoniske stigning i Liege-Bastogne-Liege.

Sådan blev det dog ikke i 2020. Her nytænkte arrangørerne nok engang formatet, og det kostede Cote de Cherave livet. Grundideen med en indledende strækning med afslutning på toppen af Mur de Huy efterfulgt af to omgange på en kuperet rundstrækning omkring Huy var den samme, men denne gang var rundstrækningen 31,8 km mod de tidligere 29 km og indeholdt som erstatning for Cherave den nye stigning Cote du chemin des Gueuses, der lå længere fra mål end forgængeren. Opskriften synes at have vundet indpas, for der er tale om samme rundstrækning i 2021, hvor eneste ændring i forhold til 2020 er den indledende fase.

Med en distance på 193,6 km er distancen næsten reduceret med 10 km i forhold til sidste år set, men til gengæld er der hele 12 stigninger på programmet - det højeste antal i mange år. Som sagt varierer startbyen fra år til år, og denne gang er det Charleroi, der har fået æren af at lægge asfalt til de første kilometer. Den ligger midt i Ardennerne, men arrangørerne er relativt nådige i den indledende fase. Fra start går det således igennem relativt fladt terræn mod øst, sydøst og øst, inden man kortvarigt får lov at varme benene op på Cote d’Yvoir (2,1 km, 6,0%), der er en jævn stigning med top efter 51,5 km. Herefter flader det igen ud, mens man fortsætter mod øst, nordøst og nord frem mod byerne Namur og Andenne

Her tager løbet for alvor fat, når man drejer mod nordøst for at passere Col de Thon (1,1 km, 6,9%), der stiger med 7,7% over de sidste 600 m frem til toppen, der rundes efter 85,7 km, inden man kører ind til Andenne. Her kører drejer man mod sydvest for at passere Col de Groynne (2,1 km, 5,0%), der har en svær begyndelse, men ellers er ganske let og har top efter 94,9 km, inden man fortsætter mod sydvest direkte ned til bunden af Cote de Haut-Bois (1,1 km, 7,9%), der slutter svært med næsten 10% over de sidste 500 m frem mod toppen, som kommer efter 100,4 km. Herfra kører man mod nordøst tilbage til dalen, hvor man følger Meuse-floden mod nordøst, inden man drejer mod sydøst for at passere Cote de Gives (1,4 km, 7,7%), der har en meget svær midtersektion med 11,4% over 500 m. Toppen passeres efter 114,7 km, hvorefter man snor sig mod sydøst frem til rundstrækningen, der rammes efter 122,2 km. Denne gang rammes den lige i udkanten af Huy, og derfor kører man kun den sidste del, når man kører mod nord og øst ind til centrum af Huy, hvor første passage af Mur de Huy (1,3 km, 9,6%) venter efter 130,0 km med bare 63,6 km igen.

Tidligere har første passage af Muren primært tjent som formål at give rytterne mulighed for at genopfriske kendskabet til stigningen, men nu kommer den så tæt på mål, at betydningen kan blive større. I stedet for den vanlige gradvise udskillelse på de første stigninger, kan nogle hold nu føle sig ansporet til at starte angrebene lidt tidligere. Selvom disse tidlige forsøg sjældent har haft succes, og afstandene altid holdes på et minimum, er håbet, at mange hold vil forsøge at sætte favoritholdene under pres ved at gøre løbet hårdt og sende folk ud foran med det håb at undgå den forventede afsluttende spurt op ad Muren.

Løbet afsluttes nu med to omgange på den 31,8 km lange rundstrækning i området sydøst for Huy, som er en modificeret udgave af den, der blevet benyttet som afslutning i de fem udgaver mellem 2015 og 2019. Udover Muren består den af to stigninger. Først kommer Cote d’Ereffe (2,1 km, 5,0%), sidste gang med top 19,2 km til mål - en stigning, der stiger jævnt med 6-7% over de første 1500 m, inden den flader ud - men selvom terrænet ikke er fladt i denne indledende fase, favoriserer det klart feltet i forhold til eventuelle udbrydere. Derefter venter nyskabelsen Cote de chemin des Gueuses (1,8 km, 6,5%), der erstatter Cote de Cherave og har top 9,7 km fra stregen, hvor forgængeren var placeret med bare 5,5 km igen. Den er stejlest i bunden med 7,5% over den første kilometer, inden den stiger med ca. 5% resten af vejen. Efter toppen stiger det kortvarigt let, inden en længere nedkørsel fører ned til Huy, hvor man ad flade veje kører godt 2 km frem til bunden af Muren, der starter med bare 1,3 km igen.

Traditionelt er angrebslysten blevet intensiveret, jo tættere vi er kommet på næstsidste passage af Muren, der er en perfekt mulighed for at foregribe favoritterne. Da løbet er for sande specialister, har de fleste - herunder flere af verdens bedste klatrere - ikke en chance i en afsluttende spurt. Deres eneste mulighed er at angribe de store favoritter før sidste stigning, og selvom den nye rute uden Cherave umiddelbart er lettere at kontrollere, vil den nye stigning stadig tilbyde en sidste mulighed for en offensiv, som vi så med Rigoberto Uran sidste år. Specielt ser man tit løjtnanter angribe i denne fase, men Movistar har ofte klogt sendt ryttere med i fremstødene for at undgå at komme i defensiven. Selv hvis angrebene ikke lykkes, vil Muren, Ereffe og chemin des Gueuses formentlig give en solid udskilning inden finalen. Ser man bort fra 2019, er angrebene i de senere år først blevet neutraliseret på eller lige inden selve Muren, og det viser, at det kan lade sig gøre at skabe overraskelsen, selvom vi ikke har set en udbrudssejr, siden Mario Aerts vandt i 2002.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Alligevel er det mest sandsynligt, at det ender i en spurt på Muren. Det giver altid anledning til en helt vanvittig positionskamp, da positionering på så kort en stigning er altafgørende. Hvis ikke man er helt fremme i bunden af bakken, er man helt uden chance, og det giver anledning til et opskruet tempo. Selve stigningen har ganske vist kun en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,6, men har meget stejlere passager på helt op til 25%. Den starter blødt ud, men når de nærmer sig toppen, vil rytterne blive udfordret af den sværeste del af samtlige de stigninger, de skal forcere i ardennerklassikerne, nemlig 900 m med 11,6% og et maksimum på 19%, og det betyder, at det altid er en helt fortjent vinder, der krones i den mindste af de tre ardennerklassikere. I finalen er der rundkørsler med 3800, 1700 og 1300 m igen, hvoraf den sidste leder ind på muren. Herefter venter tre sving, inden man når til de sidste 500 m, hvor vejen kun bugter sig let.

Løbet byder på i alt 2981 højdemeter, hvilket ca. 150 færre end i 2020 og 400 færre end i 2018, men til gengæld ca. 100 flere end i 2019.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Vejret

Vejret i Belgien minder meget om det danske i denne uge, hvilket betyder, at en forårsagtig start på ugen afløses af betydeligt koldere luft. Omslaget kommer dog lidt senere i Danmark, og det er først fra torsdag, at det bliver koldere. Derfor byder onsdagen på temperaturer på 16 grader, men i forbindelse med koldfrontens passage blive det en ustadig dag med kun få solstrejf og en bygerisiko på 40-45% gennem hele eftermiddagen. Vinden vil også tiltage, men først blive kraftig om aftenen, og der vil bare være en let til jævn vind (13-16 km/t) fra nord. Det giver i den indledende fase først sidemed-, så side-, siden mod- og slutteligt sidemodvind. På rundstrækningen vil der primært være forskellige grader af sidevind, herunder også på chemein des Gueuses, hvorefter der vil være modvind på nedkørslen og sidevind ind gennem Huy. Der vil være sidemodvind på første del af muren og siden med- og sidemedvind på den stejle del.

Favoritterne

Af ardennerklassikerne er Fleche Wallonne klart den mest kontrollerede, og det har i næsten 20 år trods diverse ruteændringer været umuligt at undgå en afsluttende spurt op af Muren. Terrænet er ganske vist svært og udfordrende, men det er ikke den samme form for konstante op- og nedkørsler på smalle veje som i Amstel Gold Race, og løbet er slet ikke så hårdt som Liege-Bastogne-Liege. Derudover betyder den kortere distance, at løbet er nemmere at kontrollere, og derfor har favoritterne som regel greb om tingene.

Samtidig er løbet som sagt klart det mest specialiserede af de tre klassikere og derfor det løb med den korteste liste over potentielle vindere. Som regel er der en håndfuld specialister, der alle tror på, at de har en stor chance for at vinde i denne særlige finale, og det betyder, at der som regel er flere hold med en klar interesse i at skabe samling i bunden af Muren. De fleste hold har ikke en chance i en afslutning for sande specialister, men da det ofte er de stærkeste hold, der forsøger at kontrollere, er det meget vanskeligt at bryde deres dominans. Alle disse faktorer betyder, at vi skal helt tilbage til 2002 for at finde den seneste udbrudssejr, og der har i mange år været en generel konsensus om, at det sandsynligvis kræver meget dårligt vejr, hvis vi skal undgå det forudsigelige scenarium.

Tilføjelsen af Cote de Cherave i finalen var et ganske interessant twist fra arrangørernes side, og det øgede helt klart mulighederne for, at der kunne ske overraskelse. Stigningen var ganske vist ikke lang, men den var så stejl, at den var er en ganske god affyringsrampe. Toppen kom samtidig så tæt på mål, at den har givet anledning til angreb i 2015, 2016 og 2017, hvor særligt Tim Wellens gjorde den til sin helt egen legeplads. I 2018 lykkedes det endda en gruppe at få så stort et forspring, at Maximilian Schachmann først blev hentet nær toppen af Muren, endda så sent at han endte som nr. 8, og også Bob Jungels er kørt ind på Muren med et forspring. Alligevel har det hverken i de fem udgaver eller i Tour-etapen fra 2015 med samme finale været muligt at narre favoritterne.

Nu er Cherave væk og erstattet med en ny og lettere stigning, som det også var tilfældet sidste år. Alligevel lykkedes det Rigoberto Uran at køre væk og hente den tidlige udbryder, den dybt imponerende Mauri Vansevenant. Sammen gjorde de fælles front - trods et styrt fra Vansevenant - og de kom så tæt på muren, at det en eller anden dag vil lykkes at snyde favoritterne. Vi har nu været tæt på så mange gange, at det kan ske - også selvom det er vanskeligere med den nye finale.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Det sker bare næppe i år. Der er for mange hold med en klar interesse i den klassiske spurt. Det gælder Jumbo med Primoz Roglic og UAE med Marc Hirschi/Tadej Pogacar, der begge kan ventes at jagte hele dagen. Vi så i Amstel, at Alejandro Valverde og Movistar igen er begyndt at tro på sig, og de vil utvivlsomt også føre igen på onsdag, ligesom Deceuninck vil igen vil arbejde trods Julian Alaphilippes trængsler. Det vil Ineos formentlig også, da briterne er i besiddelse af hele fire formstærke ryttere, der enter har bevist evnerne eller utvivlsomt har potentialet til at køre denne slags afslutning. Og hvis krisen kradser, kommer der også hjælp fra Israel SUN med Michael Woods og måske også fra Ag2r med Benoit Cosnefroy.

Vi skal derfor nok ikke regne med, at det tidlige udbrud kommer lige så tæt på, som Vansevenant gjorde for et år siden. Til gengæld er det ret interessant at se, hvem der vil anticipere i finalen, som Uran gjorde for et år siden, og som næsten gav Schachmann sejren i 2018. Ineos har så mange kort at spille, at det skulle undre, om ikke de bruger overtallet til at angribe fra distancen, og ser man på hans rolle i de seneste løb, vil jeg tro, at det er opgaven for Richard Carapaz, der egentlig fint kunne køre finalen, men næppe vinde, og som efterhånden har fundet formen. Han kunne sagtens gøre fælles front med ryttere fra den store række af hold, der ikke har en topspecialist til selve finalen, ligesom en formsvag Julian Alaphilippe måske også vil give Vansevenant mere spillerum til sig selv. Vi ved af erfaring, at Movistar ofte sender folk med i de sene angreb - en opgave, der synes skræddersyet til Enric Mas - og hvem ved, om Jumbo er modige nok til også at spille kortet Jonas Vingegaard for ikke at komme i defensiven.

Kører der en stærk gruppe med flere løjtnanter fra disse nøglehold - særligt det brølstærke Ineos-hold - skal man ikke helt udelukke, at vi undgår spurten - måske særligt hvis feltet rammes af de mulige byger. Modvinden mellem de to sidste stigninger gør det dog vanskeligere, og med så mange hold, der tror på spurten, taler det meste trods alt for, at vi får klassikersæsonens mest intense puncheurspurt, som vi plejer - måske også i et lidt større felt i lyset af den ny lidt lettere finale og en rute, der er kortere og med færre højdemeter end gennemsnittet for de seneste udgaver. Det øger betydning af positionskampen i finalen.

I selve spurten er der to nøgleegenskaber. Den første er netop evnen til at positionere sig selv. Man har ingen chance, hvis man er for langt tilbage i bunden af bakken. I 2016 startede Michael Woods eksempelvis langt tilbage, og selvom han klart var en af de hurtigste på Muren, blev det ikke til mere end en beskeden 12. plads. Det samme så vi sidste år, hvor Dan Martin gled ned bagerst i gruppen i kraft af en rundkørsel, og så hjalp det ikke meget, at han klart var en af de bedste på selve stigningen.

Den anden nøgleegenskab er erfaring og tålmodighed. År efter år ser vi ryttere, der åbner deres spurt alt for tidligt for siden at eksplodere på dramatisk vis og slet ikke komme i nærheden af top 10. Fleche Wallonne kræver evnen til at disponere kræfterne og afmåle sin indsats for derved at gemme kræfter til en perfekt timet acceleration fra det punkt, hvor man ved, at man kan holde farten hele vejen til stregen. Kun ganske få ved, hvordan man gør det perfekt, og derfor kræver det ofte mindst ét forsøg, inden man for alvor er konkurrencedygtig i en finale, hvor kun en sand specialist kan løbe med trofæet. Det er således ikke noget tilfælde, at den erfarne veteran med sine fire sejre i træk hver gang vidste præcist, hvordan finalen skulle skæres, og hans acceleration kom altid med en timing, så selv en schweizisk urmager ville gå til i næsegrus beundring.

Årets felt er sjældent stærk, og ser man bort fra Martin, der med sine tre podiepladser må regnes som en af verdens bedste i denne slags afslutning, har vi for første gang i mange, mange år alle verdens murspecialister samlet. Det betyder også, at listen over ryttere, der faktisk har en reel chance for at vinde denne helt specielle spurt, er længere, end vi er vant til, for normalt skal man være kreativ for at finde mere end en håndfuld, der vitterligt har grund til at tro på, at de kan vinde i denne specialistfinale. Desværre må vi så leve med, at flere af de største specialister synes at møde op i formsvag tilstand.

Det betyder også, at løbet er mere åbent, men Primoz Roglic fremstår for mig som favorit. Det slovenske monster gik muligvis glip af en sandsynlig sejr i et Amstel Gold Race, hvor udviklingen meget vel kunne have maget sig sådan, at han som anden Jumbo-mand i en frontkvartet kunne have udnyttet Wout van Aerts tilstedeværelse til at køre alene væk i finalen, og det må gøre ham endnu mere opsat på revanche. Forinden nåede han heldigvis at se absolut flyvende ud og køre rundt på Cauberg, som var han på søndagstur med sit relativt spæde barn, og det så nærmest ud til at krible i benene for at få lov til at komme med det angreb, der ikke syntes at være en del af Jumbo-taktikken.

Det undrer dog ikke, at Roglic er flyvende. Monsteret har et af sportens højeste bundniveauer, og selv når han er træt og udkørt, kører han med om sejren. Lige nu er han frisk og helt kampklar, som vi så i Baskerlandet, hvor han og Tadej Pogacar ikke uventet var et par niveauer over rivalerne, da de kørte fra alt og alle i løbets eneste murfinale. Det var ikke en tilfældighed, for Roglic har gang på gang vist, at han er fremragende på korte, stejle stigninger. Han kørte eksempelvis fra alt og alle, da han vandt Giro dell’Emilia på San Luca-stigningen, og hans punch kom også til udtryk, da han slog Pogacar på Tourens 13. etape i en afslutning, der naturligvis var hårdere, men havde samme eksplosive karakter som denne. Og når Roglic er begyndt at vinde de lette puncheurfinaler som i Suances og Biot i 2020 og 2021, er han ikke let at bide skeer med i denne afslutning, der passer ham som fod i hose. Hans positionering er god, hans timing i verdensklasse, og hans niveau er på det vanlige tårnhøje niveau. Vi er sikkert mange, der længe har ventet på at se ham på Mur de Huy, og nu får vi endelig chancen. Det lugter af sejr i første forsøg!

Jeg vil dog ikke være helt rolig ved udsigten til at skulle op mod Tadej Pogacar. Ganske vist fejlede Tour-kongen i forsøget sidste år, men da var han åbenlyst også træt efter Touren. Tværtimod er det en finale, der passer ham storartet, for Pogacar har gang på gang vist, at hans punch er uovertruffent. Det er ikke noget tilfælde, at han slog Valverde i Valencia sidste år, og at det var ham og Roglic, der gang på gang spurtede mod hinanden i sidste års Tour, når Jumbo-toget havde ført feltet til toppen. Det gjorde de tre gange, og dengang endte det med en kneben 2-1-sejr til Roglic.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Netop spurterne i Touren vidner om jævnbyrdigheden mellem de to slovenere - en jævnbyrdighed, der også kom til udtryk, da Pogacar slog Roglic på den baskiske mur i forrige uge. Her var selve spurten ganske vist faldende, men Pogacar havde punchet til at gå forbi Roglic frem mod toppen, og det vidner om, at det vitterligt kan gå begge veje.

Når jeg alligevel giver Roglic en lille fordel, skyldes det flere forhold. For det første har denne mur kun en god tredjedel af den baskiske længde, og jeg vil tro, at Roglic er en anelse mere eksplosiv end Pogacar på en kortere stigning. Det så vi også i Touren, hvor Roglic vandt de to spurter på korte eller lette stigninger, mens Pogacar var hurtigst på den lange opkørsel ad Grand Colombier. Derudover er jeg ikke sikker på, at det var klogt af Pogacar at skippe Amstel, for som vi senest så med den skuffende enkeltstart i Baskerlandet, skal hans dieselmotor stadig varmes op, og så er det måske ikke ideelt med en eksplosiv finale efter knap to ugers løbspause. Det ændrer dog ikke på den jævnbyrdighed, vi har set mellem de to slovenere, hvilket vidner om, at det sagtens kan blive Pogacar, der tager karrierens første klassikersejr.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT

Det interessante krydderi er, at vi ikke aner, hvor Tom Pidcock står i forhold til de to slovenske monstre. Briten mente selv, at han var stærkeste mand i Amstel Gold Race, og selvom Roglic måske nok vil have noget at indvende mod den påstand, virker det bestemt rimeligt at påstå, at han var bedste mand i fronttrioen. I det hele taget har briten været ganske flyvende i de kuperede klassikere, der også passer perfekt til hans eksplosive karakter, og meget taler for, at Fleche Wallonne kunne passe ham endnu bedre end Amstel.

Det er klart, at vi aldrig har set Pidcock i en murafslutning, men alt taler for, at han mestrer denne kunst til UG med kryds og slange. Han er eksplosiv og har punch, og med sin klejne statur og vægt på end ikke 60 kg burde han elske de stejle procenter. Formen er åbenlyst fremragende, og han har et brølstærkt hold til at hjælpe sig i den positionskamp, hvor han måske mangler lidt erfaring. Netop erfaringen er den største hurdle, for som sagt er det en stor fordel at have kørt denne eller lignende spurter tidligere, og den luksus har Pidcock desværre ikke. Som Marc Hirschi viste sidste år, er det dog ikke en forudsætning for at vinde, hvis bare man er god nok, og det synes Pidcock at være lige nu. Det er klart, at de to slovenere, der var i deres egen liga igen i Baskerlandet, er hård kost, men det var Van Aert også i Amstel og Brabantse Pijl. Og det gik som bekendt meget godt…

Sidste år var der ikke meget, der tydede på, at Alejandro Valverde igen skulle have en chance for at vinde på ”sin” mur, hvor han har vundet ikke færre end fem gange. Fire år i træk ejede han endda denne finale, og det siger alt om, at det er en afslutning, der passer ham som fod i hose. Nu kan han så måske alligevel lugte en sjette sejr på sin legeplads, efter at han i Catalonien genopstod som en anden Fugl Føniks, og siden bare er blevet bedre og bedre. Senest virkede han uhyre overbevisende i Amstel Gold Race, hvor den stadig mere forsigtige Valverde ramte Cauberg i en håbløs position, men alligevel med et par effektive ryk fik fundet fronten og siden kørte en mildt sagt imponerende og meget lang spurt til sidst.

Valverde skal dog have forbedret sig siden Baskerlandet, hvis han vil vinde. Her var de to slovenere ham trods alt overlegen, men hans kørsel i Amstel giver grund til en vis optimisme. Denne finale er også mere eksplosiv end den betydeligt længere baskiske mur, og det bør tale for en større chance til den spanske veteran. Netop ordet veteran er i den sammenhæng en nøglefaktor, for ingen kender denne spurt som Valverde, der altid timer alt perfekt. Jeg er bekymret for, om han er blevet for påpasselig i positionskampen, hvis feltet bliver for stort på den lettere rute, men en sjette sejr er ikke længere uden for rækkevidde.

Da Valverde abdicerede, overtog Julian Alaphilippe tronen, og da han havde en regnbuetrøje at fejre og derfor skippede løbet sidste år, er han ubesejret i sine seneste to spurter på Muren. Det er ikke tilfældigt, for det er svært at finde en afslutning, der passer verdensmesteren bedre end denne, som vi også så, da han i sine to første forsøg blev nr. 2 bag Valverde. Faktisk er han aldrig endt uden for top 2 i sine fire forsøg, og det er en statistik, som end ikke Valverde kan matche.

Desværre er Alaphilippes form svært bekymrende. Det har den været i hvert siden Tirreno, hvor han har været en tam udgave af sig selv hver eneste gang, han har haft et nummer på ryggen, og drømmen om, at det skulle blive meget bedre i Ardennerne, blev i første omgang knust af et tamt Amstel, hvor han som i Flandern var vældig god i begyndelsen og med til at skabe forceringen på Cauberg, men meget hurtigt løb tør for kræfter.

Nej, Alaphilippe er ikke i nærheden af sin 2020-form, men måske er der alligevel håb at hente. Årets rute er lidt lettere end vanligt, og Alaphilippe har jo haft masser af punch i sine første angreb i både Flandern og senest på Cauberg, hvor han, Van Aert og Pidcock skabte udskilningen på den ikoniske stigning. Hans manglende holdbarhed bør spille en mindre rolle i denne finale, der mest af alt handler om eksplosivitet og punch, og det havde han trods alt stadig på Cauberg i søndags. Lige netop i denne finale vil Alaphilippe næsten altid kunne vinde, og det kan han måske også, selvom han denne gang mangler nogle procent.

Læs også

Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne

For et par uger siden anså jeg Michael Woods som en af de tungeste favoritter til dette løb. Canadieren elsker nemlig de stejle mure, som han har vist et hav af gange, blandt andet da han kørte fra alt og i Tirreno sidste år, da han vandt på Superga-stigningen i Milano-Torino, og da han senest vandt på Mur de Fayence i Var. I år var han endda skræmmende stærk i februar, og trods sygdom meldte han i Catalonien om den bedste følelse i høje bjerge nogensinde. Alt var sat i scene til noget stort i Baskerlandet - altså lige indtil han styrtede i bunden af den mur, hvor han skulle vise, at han kunne slå de to slovenere.

Forud for Amstel sagde han, at formen var lige så god som før styrtet, men det synes ikke at være tilfældet. Woods var alt andet end overbevisende i den hollandske klassiker, hvor han ikke imponerende på hverken Cauberg eller Geulhemmerweg. Det kunne tyde på, at formen ikke er helt i top, men omvendt har vi før set, at Woods skulle finde benene i Amstel for siden at flyve. Det var nemlig tilfældet for to år siden, hvor han var temmelig tam i sit hollandske angreb, men siden var tredjebedste i Liege, efter at uheld havde ødelagt hans Fleche Wallonne. Sidste år var han ikke på toppen, men endte stadig som nr. 3 i dette løb - endnu en bekræftelse på evnerne på stejle mure - men positionskampen er stadig en udfordring. Først og fremmest er det dog den bekymrende kørsel i Amstel, der har skubbet ham ned på favoritlisten.

For to år siden var det til at tude over, at Adam Yates styrtede i dette løb. Den lille brite havde været flyvende gennem et helt forår, men nu fik vi aldrig at se, hvor god han vitterligt var i denne finale. Alt taler dog for, at det burde være guf for Yates, der har nydt den nærmest uhørte fornøjelse i Tirreno i 2019 at køre fra Roglic på netop en stejl mur. I år har han været tæt på samme niveau, først i UAE Tour, hvor han så ud til at have Pogacar ude i tovene og siden med den overlegne sejr i Catalonien. Til gengæld var han knap så overbevisende i Baskerlandet, og det kunne måske tyde på, at formen ikke længere er helt i top. Heldigvis har han nu haft halvanden uge til at komme sig, og Yates er som type en fyr, der har godt af at være relativt veludhvilet. Han er en fremragende endagsrytter, selvom han kun sjældent har satset på det, og det er ikke tilfældigt, at den første store sejr kom, da han kørte fra alt og alle på den stejle mur i finalen i San Sebastian. Det vidner om, at det ikke kun er Pidcock, der kan køre stærkt for Ineos i denne finale.

Hvad med den forsvarende vinder? Det er svært at have den helt store optimisme på vegne af Marc Hirschi, for hans mildt sagt matte præstation i Amstel Gold Race knuste drømmen om, at han alligevel skulle nå at finde formen til sæsonens første vigtige mål. Skadesproblemerne i vinteren har kostet for meget, og lige nu er han milevidt fra den guldform, der fik ham til at flyve så højt i Ardennerne sidste år. Alligevel skal man ikke helt udelukke den lille schweizer, der har samme fordel som Alaphilippe. Dette er en meget eksplosiv finale efter et knap så svært løb, og punch og eksplosion har Hirschi masser af, og vi ved, at det er en finale, der passer ham - ellers vinder man ikke i første hug! Modsat Alaphilippe var han bare slet ikke en del af løbet i søndags, og det har han faktisk slet ikke været i denne sæson endnu. Til gengæld ved vi også fra sidste sæson, at hans form kom temmelig pludseligt, og det er måske det halmstrå, han skal klynge sig til.

Det har igennem nogen tid stået klart, at Benoit Cosnefroy er en af feltets mest talentfulde puncheurs, men jeg troede faktisk, at denne afslutning var en anelse for stejl for ham. Det modbeviste han imidlertid effekt med sin 2. plads sidste år, og det burde gøre ham til en af de helt tunge favoritter. Desværre har han haft en problematisk optakt med en knæskade, der resulterede i en meget sen sæsonstart. Heldigvis var han allerede ved debuten i Cholet bedre end ventet, og også i Baskerlandet så det godt ud, indtil han igen måtte udgå med knæproblemer. Senest kørte han et flot Brabantse Pijl, hvor han sammen med Dylan Teuns var tæt på at komme tilbage til Van Aert, Pidcock og Matteo Trentin, og man må formode, at han er endnu bedre nu, hvor formen har haft endnu mere tid til at blive opbygget. Alligevel vil det undre mig, hvis han har formen til at køre en lige så flot spurt som sidste år, og i dette meget skarpere felt ville det nok også selv for en Cosnefroy på 100% være svært at gentage 2020-resultatet. Omvendt snød han mig sidste år, og hans puncheurpotentiale er så stort, at det bestemt kan ske igen.

En af skuffelserne forleden var David Gaudu, der dermed igen satte en fed streg under, at hans udsving er enorme. Heldigvis giver netop udsvingene grund til optimisme, for vi skal ikke glemme, at han for to år siden havde en gedigen offday med dårlige ben i Fleche Wallonne for siden at køre med de bedste i Liege. Vi kender Gaudus yoyokørsel, og vi ved, at formen er der efter hans fabelagtige etapesejr i Baskerlandet, hvor hans kørsel på Arrate-stigningen var på grænsen til det imponerende. Afslutningen her passer ham tillige glimrende, som vi så, da purunge Gaudu fik sit gennembrud med et angreb på Muren i 2017, inden han endte som nr. 9. Med den form, han viste i Baskerlandet, burde det være meget bedre denne gang, hvis han kan rejse sig efter sin offday, selvom afslutningen nok er en anelse for eksplosiv til, at han kan slå de allerbedste.

Stigningen er bestemt ikke ideel for Maximilian Schachmann, der vil finde den en anelse for stejl. Alligevel blev han nr. 5 i sit seneste forsøg i 2019, og i år er formen om muligt endnu bedre. Efter et lidt skuffende Baskerlandet virkede han nemlig meget overbevisende i Amstel, hvor det ikke var spor tilfældigt, at han kørte med om sejren. Dette løb passer ham dårligere, men kombinerer man det med den generelt forbedrede klatring, vi har set i Paris-Nice, og den form, han viste i søndags, er der grund til at tro på, at han vil være endnu stærkere end for to år siden. Desværre for ham er konkurrencen skrappere, og det kan ligne en umulighed faktisk at slå de allerbedste. På den anden side lignede det også en umulighed, at han skulle vinde årets Paris-Nice på en rute med en regulær bjergafslutning, og selvom han fik en lille foræring til sidst, gik det som bekendt meget godt.

En af de positive oplevelser i søndags var, at Michal Kwiatkowski fik bevist, at han har trænet glimrende i den periode, hvor han har været ude med et brækket ribben. Han manglede det allersidste i forhold til de bedste, men han var alligevel en af de bedste i nøglemomentet på Cauberg. Med en 3. 5, 6. og 7. plads har han en fornem historik på muren, selvom den nok er en anelse for stejl til at passe ham helt ideelt, men også med en sejr i Polen har han vist, at han kan mestre mure. Med sin manglende løbsforberedelse må man formode, at hans form er i fremgang, og i det lys er hans start i Amstel lovende for fortsættelsen. For at vinde her skal han dog nok være 100%, og det var han næppe i søndags, hvor han ikke syntes at have den styrke, han havde til VM sidste år. Til gengæld er han et fremragende bud på en vinder, hvis Ineos bruger deres overtal til tidlige angreb fra Kwiatkowski og Carapaz og lader Pidcock og Yates tage sig af spurten.

Det bringer også Richard Carapaz spil. Egentlig ville jeg gerne se ham køre selve spurten, for selvom han ikke er kendt som puncheur, slog han altså en ganske vist lidt træt Roglic i den eksplosive og stejle afslutning på 3. etape i Vueltaen sidste år. Carapaz kan fint køre denne slags finaler, og efter en svag sæsonstart var der pludselig hul igennem i søndags på Cauberg, hvor han var en af de absolut stærkeste, da han med et imponerende ryk kørte op til de forreste. Jeg tror dog ikke, at Ineos bare spurter med alle deres fire gode bud, og i stedet ligner Carapaz manden, der skal angribe fra distancen. Med de ben, han viste i søndags, må han vel sammen med Kwiatkowski regnes som det bedste bud på at gøre det, som Schachmann var så tæt på i 2018, nemlig at snyde favoritterne for den spurt, de drømmer om.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Amstels mest imponerende rytter var hverken Van Aert, Pidcock eller nogen anden rytter i toppen af resultatlisten. Det var derimod supertalentet Mauri Vansevenant, der trods styrt og defekt blev ved med at dukke op igen og igen og var utrættelig i sit arbejde for Alaphilippe. Dermed fik han bekræftet det tårnhøje niveau, han har vist gennem hele året, og nu vender han tilbage til det løb, hvor han for et år siden fik sit store internationale gennembrud. Spørgsmålet er bare, hvad hans rolle bliver. Han har egentlig et udmærket punch, men som vi også så i Baskerlandet er han ikke skabt til denne slags afslutninger, hvor han næppe kan slå de bedste. Til gengæld kunne hans gode form og Alaphilippes mangel på samme gøre, at han får frihed til at prøve det, han var så tæt på sidste år, nemlig at snyde favoritterne for spurten. Med de ben, han havde i søndags, ligner det ikke en umulighed - og venter han til selve finalen som en plan B bag Alaphilippe, kan han sikkert også gøre det ganske pænt.

For første gang i nogen tid ser det ud til, at Dylan Teuns kommer til Ardennerne med en fornuftig form. Han var i hvert fald solid i Brabantse Pijl, og i søndags var han en af de bedste på Cauberg. Dette løb er endda den klassiker, der passer murspecialisten Teuns allerbedst, og det er ingenlunde tilfældigt, at det var her, han med sin 3. plads i 2017 fik sit store gennembrud. Siden er det også blevet til sejre på mure i Polen, og han må stadig regnes som en af de største specialister, selvom han ikke har ramt formen til løbet de sidste mange gange, der har budt på en 30. plads i 2018, en 14. plads i 2019 og en 75. plads i 2020. Denne gang er han endelig i konkurrencedygtig form, og det taler for et bedre resultat, selvom det i dette felt måske kan blive svært at gentage superresultatet fra 2017.

En af de største overraskelser i søndags var utvivlsomt Guillaume Martin. Den lille franskmand kunne ikke træde en bule i en blød hat i Baskerlandet, men der var pludselig ganske megen bund i trådet på de hollandske veje, hvor han var stærk både på Cauberg og Geulhemmerweg. Generelt har han jo også hævet sit niveau massivt fra 2020 og frem, og særligt i august, hvor han gik på podiet i Dauphiné, viste han et hidtil uset niveau - et niveau, der også varede ved i den første del af Touren. Lige nu synes han ikke helt så skarp, men han nærmer sig, og formen er i fremgang. Han har faktisk mere punch end som så, og selvom afslutningen nok er for eksplosiv til virkelig at passe ham, er det en finale, han bør kunne levere et godt resultat i. Og så ligner også aggressive Martin et af de bedre bud på en rytter, der kan snyde favoritterne med angreb fra distancen.

Det er også den rolle, der kan bringe Jonas Vingegaard i spil. Han har en semibeskyttet rolle, og det kan sagtens være, at han også får lov at spurte lidt på Muren, der egentlig ligger godt til eksplosive Vingegaard, der viste sit punch med to sejre i Coppi e Bartali, men i den situation vil hans første opgave være at hjælpe Roglic. Til gengæld er det meget tænkeligt, at han som i søndags skal gå med i de tidligere angreb, og han vil endda have den luksus, at han med Roglic som alibi altid kan sætte sig på hjul. Den luksus havde han som bekendt også i Baskerlandet, hvor det førte til et topresultat, og det kan det gøre igen. Det kræver dog bedre ben i søndags, hvor han var ganske skuffende, men vi ved jo, at Vingegaard er kendt for ustabilitet. Hans gode ben kommer ofte ud af det blå, og vi ved jo i hvert fald, at formen er der.

Det andet danske kort er Jakob Fuglsang , der som bekendt blev nr. 2 for to år siden, men desværre blev Amstel endnu et vidnesbyrd om, at niveauet ikke er, som det plejer. Det har det ikke været på noget tidspunkt i år, og dermed blev forventningen om, at det ville blive svært at ændre trenden til Ardennerne, bekræftet. I forvejen er dette ikke et løb, der passer Fuglsang alt for godt, og havde det ikke været for superformen i 2019, tilsagde al logik, at han aldrig ville have kunnet køre op med Alaphilippe i denne type finale. Fuglsang er dog blevet mere eksplosiv med tiden, og hans form er utvivlsomt også god nok til at være med i kampen om top 10 i den klassiske finale. Til gengæld slår han med sit nuværende niveau ikke de mere eksplosive folk, og hvis han vil vinde, skal han derfor angribe fra distancen. Heldigvis var hans kørsel i søndags trods alt så god, at han ligner et af de bedre bud på at snyde favoritterne, hvis han vælger ikke at satse hele butikken på spurten.

Det er ikke uden grund, at Warren Barguil i år satser stort på Ardennerne. De har nemlig altid ligget god til franskmanden, der også har en god historik på Muren. Han blev nr. 9 i 2016 og nr. 6 i 2017, inden det hele kulminerede med den flotte 4. plads sidste år. Som altid har Barguil i år været en langsom starter, men stille og roligt har han fundet formen. Han var i hvert fald god på brostenene, hvor uheld ødelagde det for ham i Flandern, og i søndags var han en af de bedste på Cauberg. Årets felt er dog stærkere, og derfor gentager han næppe 4. pladsen i en spurt, hvor han mest er en solid top 10-kandidat, men hans kørsel synes at være så god, at han vil være et af de bedre bud på en rytter, der kan snyde favoritterne med angreb fra distancen - en taktik, der kunne passe godt til hans aggressive natur.

En joker er Clement Champoussin. Det franske stortalent var mildt sagt imponerende i årets første løb, hvor han og Gaudu var i deres egen liga i Ardeche, og hvor han var eneste mand, der kunne matche Egan Bernal i Laigueglia. Til gengæld var formen pist væk i Paris-Nice, og det vidner om, at han fortsat er uhyre utilregnelig. Nu har han forberedt sig til Giroen, og han tester formen i disse klassikere. Hans primære opgave er at hjælpe Cosnefroy, og han kan sagtens nok engang falde helt igennem, men med Giro-form kan han meget vel overraske, som han gjorde tidligere på året. Afslutningen passer ham bestemt ikke ideelt, og han vinder ikke en spurt, men han er et godt bud på en mand, der kan skabe overraskelsen fra distancen.

Endelig er der Michael Matthews. Australieren har været uhyre godt kørende gennem hele foråret, hvor uheld dog har ødelagt mange potentielt fine resultater, og senest var han en af de allerbedste på Cauberg. Desværre passer Fleche ham betydeligt dårligere, og han har egentlig altid ment, at Muren er for stejl for ham. Derfor kom det også meget bag på ham, at han i 2018 pludselig blev nr. 5, og han bekræftede siden evnerne med en 8. plads i 2019. I år synes han bedre end for to år siden, men det er stadig en stigning, der er så stejl, at det burde være umuligt for ham at slå de lettere klatrere. Derfor kan man håbe, at han har modet til at køre offensivt, for med den form, han viste i Amstel, må han være et af de bedre bud på en mand, der kan snyde favoritterne. Desværre tror jeg ikke, at han vælger den taktik.

LIVESTREAM FLECHE WALLONNE
 

***** Primoz Roglic

**** Tadej Pogacar, Tom Pidcock

*** Alejandro Valverde, Julian Alaphilippe, Michael Woods, Adam Yates, Marc Hirschi

** Benoit Cosnefroy, David Gaudu, Maximilian Schachmann, Michal Kwiatkowski, Richard Carapaz, Mauri Vansevenant, Dylan Teuns, Guillaume Martin, Jonas Vingegaard, Jakob Fuglsang, Warren Barguil, Clement Champoussin, Michael Matthews

* Davide Formolo, Sergio Higuita, Bauke Mollema, Tim Wellens, Patrick Konrad, Alex Aranburu, Wout Poels, Ilan van Wilder, Enric Mas, Jack Haig, James Knox, Ide Schelling, Diego Ulissi, Esteban Chaves, Alexey Lutsenko, Valentin Madouas, Rudy Molard, Quinten Hermans, Biniam Ghirmay, Sergio Henao, Ben Tulett, Omar Fraile, Robert Stannard, Andreas Leknessund, Thymen Arensman, Jelle Vanendert

Danskerne

De danske forhåbninger hvilet igen på skuldrene af Jonas Vingegaard og Jakob Fuglsang, der begge er omtalt ovenfor. Afslutningen må være for stejl for Mikkel Honoré, der skal støtte Julian Alaphilippe, men verdensmesterens form kan måske betyde, at danskeren kan deltage i nogle af angrebene i finalen. Heller ikke Michael Valgren passer ideelt til løbet og skal på EF vel primært hjælpe Sergio Higuita, men han burde være en mand, de vil spille ud fra distancen. Stigningen er også for svær for Alexander Kamp og Niklas Eg, der begge på Trek skal hjælpe Bauke Mollema, men måske kan få lov at vise sig frem i udbrud. Endelig skal Christopher Juul på BikeExchange hjælpe Michael Matthews og Esteban Chaves.

Læs også

WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Marc Hirschis sejr fra 2020, Julian Alaphilippes sejre fra 2019 og 2018, Alejandro Valverdes sejre fra 2017, 2016, 2015 og 2014 samt Daniel Morenos sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

UAE-Team Emirates: Holdet vil formentlig satse på en spurt med Hirschi og Pogacar, men de har et meget stærkt kort i Davide Formolo, der kan dække de sene angreb. Han plejer at være stærk i Ardennerne, men har ingen stor historik i dette løb og har Liege som hovedmål. Han må dog regnes som et god bud på en rytter, kan vinde fra distancen, særligt hvis han bruger sit alibi til at sidde på hjul. Holdet har også den tidligere treer Diego Ulissi, der endelig i 2019 viste, at han kan køre denne spurt, men med hans tvivlsomme forberedelse og lange pause grundet hjerteproblemer vil han formentlig agere hjælper, der kan spilles ud fra distancen. Det samme kan Rui Costa , der dog aldrig har brudt sig om denne finale og har skuffet fælt i år.

Ag2r Citroën Team: Udgangspunktet er en spurt med Cosnefroy, men som nævnt er også Champoussin spændende. Aurelien Paret-Peintre kan dække angreb i finalen, men muren er ikke ideel for den store franskmand. Løbet er for svært for Stan Dewulf og Dorian Godon.

Israel Start-Up Nation: Det handler 100% om Woods, men en velkørende Krists Neilands kan dække de sene angreb. Daryl Impey passer ikke til finalen og skal primært hjælpe Woods i positionskampen.

Team Arkea-Samsic: Da Diego Rosa stadig er i katastrofal form, er det 100% for Barguil.

EF Education-Nippo: Finalen burde være skræddersyet til Sergio Higuita, men en skuffende kørsel i både Amstel og Baskerlandet gør det svært at tro på mere end måske en yderlig top 10. Simon Carr synes ikke at have den tidligere form, selvom det er en finale, hvor han burde gøre det hæderligt. Løbet passer ikke rigtigt Michael Valgren, der skal forsøge at angribe udefra.

Deceuninck-Quick Step: Udgangspunkt er en spurt med Alaphilippe, men som nævnt kan Vansevenant også komme i spil. For ikke at komme i defensiven kan formstærke James Knox og Mikkel Honoré meget vel tænkes at dække sene angreb. Formen er ikke i top hos Mattia Cattaneo og Dries Devenyns, der har misset mange løb.

INEOS Grenadiers: Som nævnt ovenfor er holdet skræmmende, og Pidcock, Yates, Kwiatkowski og Carapaz, der alle kan levere et resultat, er omtalt ovenfor. Det burde Tao Geoghegan Hart og Eddie Dunbar også kunne, men deres form rækker vist ikke til andet end en hjælperrolle.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Bora-hansgrohe: Schachmann er bedste bud. Patrick Konrad er dog gået i top 10 de seneste tre gange, senest med to 7. pladser, men han har virket formsvag hele året og kan ikke lave mere end en yderlig top 10. Jeg vil gerne se formstærke og eksplosive Ide Schelling køre finale, men han skal sikkert igen angribe tidligt.

Trek-Segafredo: Det er en glimrende finale for Bauke Mollema, der er blevet nr. 4, 6, 6, 7 og 9, men han har været skuffende i både Baskerlandet og Amstel - også inden punkteringen. Holdet kan prøve at angribe tidligt med en formstærk Juan Pedro Lopez samt med Nicola Conci, Alexander Kamp, Niklas Eg og Toms Skujins.

Cofidis: Det må handle om Martin, da Simon Geschke efter styrtet i Baskerlandet ikke er klar til at gentage sidste års top 10. Victor Lafay og Ruben Fernandez har vist form på det sidste, men det er ikke en ideel finale for dem. Jesus Herrada har været formsvag i år og finder bakken for stejl.

Groupama-FDJ: Gaudu er bedste bud. Valentin Madouas blev nr. 11 sidste år, men stigningen er lidt for stejl for ham, og han har skuffet i de seneste to klassikere. Rudy Molard har tidligere været i top 10, men det bliver svært i dette felt.

Bingoal Pauwels Sauces WB: Veteranen Jelle Vanendert viste lidt form i Valencia, men han får svært ved at gentage sidste års 12. plads i dette meget stærkere felt, selvom han elsker løbet. Den lille klatrer Laurens Huys er formsvag, og løbet er for svært for Remy Mertz , selvom han gjorde det flot i Valencia.

Bahrain-Victorious: Teuns ligner bedste bud. Wout Poels er dog tidligere blevet nr. 4 og passer til finalen. Han skuffede fælt i søndags, og intet tyder på, at han efter sin skade er i form, men med feltets lottokupon skal man altid holde øje. Jack Haig mangler punch, men kan angribe tidligt sammen med Matej Mohoric og Jan Tratnik, for hvem finalen er for svær.

Team BikeExchange: Det må handle om Matthews med Esteban Chaves som joker. Egentlig er det en god finale for colombianeren, men han viste i Amstel, at den gode form er ved at være væk. Robert Stannard er en eksplosiv fyr, men jeg tror, at denne er for stejl, og han får formentlig til opgave igen at dække angreb.

Astana-Premier Tech: Fuglsang er bedste bud, men jeg vil gerne se, hvad eksplosive og formstærke Alex Aranburu kan præstere, selvom afslutningen må være for stejl. Det er den også for en ikke helt formstærk Alexey Lutsenko, der sammen med den velkørende Omar Fraile også kan angribe tidligt.

Lotto Soudal: Muren har aldrig passet ideelt til Tim Wellens, der heller ikke er i sin allerbedste form. Han har før angrebet tidligt, og det må være vejen, hvis han skal vinde igen. Tosh van der Sande er i form, men dette løb er for svært. Philippe Gilbert kører først sit første løb efter sin formkrise og efterfølgende pause, og selvom han faktisk melder om fin form, vil det overraske meget, hvis han for første gang i mere end et år er konkurrencedygtig, også fordi han styrtede forleden. Sylvain Moniquet kan måske overraske, men han styrtede i søndags.

Alpecin-Fenix: Bedste bud er klatreren Ben Tulett, der synes god nok til en top 20 på Muren. Jokeren er Louis Vervaeke, der har holdt pause i forbindelse med en fødsel, men som næppe kan stræbe efter mere end top 20-25. Den må til gengæld være for stejl for ellers formstærke Kristian Sbaragli. Formen mangler stadig hos Floris de Tier, Jimmy Janssens og Xandro Meurisse.

Team Qhubeka ASSOS: Sergio Henao var tidligere en af verdens bedste i denne afslutning, men selvom han rejst sig lidt, er top 20 nok det realistiske mål. Afslutningen er for svær for Simon Clarke og passer ikke en stadig ikke genfødt Fabio Aru . Lottokuponen Robert Power viste intet i Amstel, og den er for stejl for Sander Armee.

Team Jumbo-Visma: Roglic er den klare plan A med Vingegaard som plan B. Alle øvrige er hjælpere, også Sam Oomen og Robert Gesink.

Movistar Team: Det handler 100% om Valverde, men holdet har hentet Enric Mas ind, formentlig til at dække de sene angreb, som også Matteo Jorgenson kan gøre det. Både Gonzalo Serrano og Ivan Garcia Cortina synes formsvage.

Intermarché-Wanty Gobert Materiaux: Formstærke Quinten Hermans er den erklærede kaptajn, men jeg tror, at den er for stejl til, at han kan stræbe efter mere end maksimalt top 20, hvis ikke han angriber tidligt. Det samme gælder for Loic Vliegen og Maurits Lammertink, mens Lorenzo Rota og Jan Bakelants manglede for meget i søndags, og Aime de Gendt stadig synes formsvag.

Team DSM: Stortalentet Ilan van Wilder viste i Baskerlandet, at han bliver interessant at følge, men den er nok for eksplosiv til, at han kan stræbe efter det helt store. Den er nok for stejl for Andreas Leknessund, der til gengæld i Brabantse Pijl viste, at han kan komme langt ved at angribe fra distancen. Thymen Arensman skal nok også forsøge sig udefra, og hans form er helt åben efter en skidt sæsonstart og en pause. Marco Brenner mangler fortsat for meget, og Mark Donovan har været formsvag.

Gazprom-Rusvelo: Drømmen om en genfødsel af Roman Kreuziger døde i søndags, og det gjorde den også for Sergei Chernetskii. Finalen er for svær for Simone Velasco og Marco Canola.

Sport Vlaanderen-Baloise: Det ligner endnu en svær dag. Holdet satser på Aaron van Poucke , men han har ikke vist den store form, som veteranen Thomas Sprengers desværre heller ikke har det. Klatreren Julian Mertens har haft det meget svært i år.

DELKO: Jeg glæder mig meget til at se den herlige puncheur Biniam Ghirmay teste sig i dette løb, men jeg vil tro, at stigningen er for stejl og svær. Delio Fernandez kommer med form fra Tyrkiet, men niveauet her er et helt andet. Mauro Finetto var ikke flyvende i Tyrkiet, og Alessandro Fedeli har været formsvag i år.