Optakt: Fleche Wallonne

STREAM TOUR OF THE ALPS OG FLECHE WALLONNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Fleche Wallonne er måske ikke den mest prestigiøse af klassikerne, og det vallonske løb er end ikke et af cykelsportens fem monumenter. Alligevel findes der næppe noget endagsløb - det skulle da lige være Paris-Roubaix - der har en så ikonisk afslutning, som den mindste af de tre ardennerklassikere, og det er præcis denne finale, der giver løbets dets plads blandt de store. Fleche Wallonne er i dag kun kendt for én ting: den ekstremt stejle Mur de Huy.

Med en første udgave, der blev afviklet helt tilbage til 1936, har løbet altid været en hård sag med flere vanskelige stigninger i Ardennerne, men uden den samme lange historie som Liege-Bastogne-Liege så løbet aldrig ud til at blive andet og mere en mindre version af den anden belgiske klassiker i regionen. Det ændredes i 1983, da løbet for første gang sluttede på den 1,3 km lange stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,3%, hvorved begivenheden fik sit helt eget kendetegn og en mere markant profil på den internationale kalender.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Siden da har stigningen været løbets vartegn og gjort det en helt unik begivenhed i klassikersæsonen. Det er æren ved at have erobret de stejle skråninger, der gør løbet attraktivt for de største ryttere og betyder, at selv de største navne føler, at Fleche Wallonne har en helt særlig tiltrækningskraft.

Ikke desto mindre betragtes løbet som den mindst prestigiøse af ardennerklassikerne. Med dets position i ugen mellem Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege er det fortsat for mange som en mulighed for at holde benene i gang mellem de to større mål, og da det største løb i Liege finder sted bare få dage senere, er nogle ryttere ikke villige til at gå alt for dybt så tæt på den største af ardennerklassikerne. Da løbet er for sande specialister med en langt kortere liste af vinderkandidater, vælger mange endda helt at droppe løbet for at restituere til det største slag på søndag. På den anden side åbner løbets særegne karakteristika og korte distance også døren til ryttere, der ellers har det svært i Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og for disse specialiser er det næsten ugens højdepunkt.

Engang blev Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege afviklet på hinanden følgende dage i den såkaldte Weekend Ardennais, men i dag er Fleche Wallonne et midtugeløb. Som alle andre sådanne onsdagsklassikere er det kortere end de helt store weekendklassikere, herunder Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og de bare 194,2 km gør, at det bestemt ikke distancen, der gør løbet hårdt. Det lykkedes overraskende ikke at blive en del af World Cuppen, da denne blev introduceret i 1989, og i mange år lå det klart nederst i ardennerhierarkiet, da de to længere begivenheder begge tilbød vigtige point til den sæsongående løbsserie. Med introduktionen af ProTouren i 2005 fik det imidlertid igen samme officielle status som de øvrige klassikere, og i de senere år synes det at have vundet terræn i kampen mod specielt den hollandske klassiker. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at de to løb nu nyder samme anseelse.

Med dets nære forbindelse til Liege-Bastogne-Liege er det ikke noget under, at løbet er blevet vundet af mange af sportens helt store navne, og det fik international anseelse næsten fra begyndelsen. Allerede i 1950 vandt Fausto Coppi løbet, og selvom værtsnationen naturligvis har domineret i lange perioder, har det været en meget multinational affære siden 1976, idet kun syv udgaver er blevet vundet af belgiere siden da. Sejrsrekorden indehaves af en af nutidens stjerner, idet Alejandro Valverde i 2017 tog sin femte sejr, og dermed nu klart overgår Marcel Kint (i de helt tidlige år), Eddy Merckx (selvfølgelig), Moreno Argentin, Davide Rebellin og nu også Julian Alaphilippe, der alle har stået øverst på podiet tre gange. Løbet har også en fin dansk historie, idet både Kim Andersen og Bo Hamburger har vundet det.

Mens Liege-Bastogne-Liege og Amstel Gold Race har utallige vinderkandidater, betyder den helt specielle afslutning i Fleche Wallonne, at det er et løb for absolutte specialister. Kun en yderst eksklusiv gruppe af puncheurs har egenskaberne til at vinde på så stejl en stigning, og det gør det til langt den mest forudsigelige af samtlige klassikere. Mens udholdenhed, taktik og angrebslyst spiller en stor rolle i de to øvrige ardennerløb, er Fleche Wallonne som regel et yderst låst løb, hvor alt kan koges ned til, hvem der har benene på Mur de Huy. Ikke desto mindre er det et fantastisk spektakulært skue at se rytterne slås om sejren på Muren, og det er denne form for eksklusivitet, der giver det en speciel betydning for mange af feltets store navne.

I 2015 forsøgte arrangørerne at skabe mere drama i finalen ved at inkludere den stejle Cote de Cherave-stigning mindre end 10 km fra mål. Det har givet anledning til en mere animeret afslutning med flere angreb og betydet, at det har været et mindre felt, der har ramt Muren. Det har imidlertid ikke ændret løbets natur, og i 2020 og 2021 erstattede man den endda med en ny og lettere stigning igen, da det aldrig lykkedes at undgå den forudsigelige afgørelse. Siden 2022 har Cherave dog været tilbage.

Løbet markerer næste fase i den gradvise udskiftning af klassikerfeltet, der blev indledt ved sidste onsdags Brabantse Pijl. Mens naturen af Amstel Gold Race gjorde det velegnet til nogle af de stærke folk fra brostensklassikerne, og mange hold endda valgte at stille til start med nogle af heltene fra de flamske løb for at hjælpe til i positionskampen, gør de længere stigninger Fleche Wallonne til et mere udpræget klatreløb. Derfor vil der kun være ganske få brostensspecialister tilbage på startstregen på onsdag, og når vi når frem til søndagens Liege-Bastogne-Liege, vil det store antal højdemeter fuldende transformationen. Til den tid vil stort set alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere være samlet på startstregen i Liege, mens brostensspecialisterne nu alle nyder en velfortjent pause, og dermed er scenen sat til næste fase på cykelkalenderen, de store grand tours.

Sidste år stillede Tadej Pogacar til start som den helt store favorit, og alle øjne var rettet mod ham, da det som vanligt blev kogt ned til det sidste slag på muren. Sloveneren havde imidlertid en meget sjælden offday og endte helt nede på en 12. plads. I stedet så det ud til, at Alejandro Valverde skulle have en fantastisk afsked med yndlingsløbet, men på de allersidste meter i en meget tæt spurt havde Dylan Teuns’ et svar på spanierens forcering. Dermed blev belgieren ganske overraskende den blot 7. hjemmebanevinder siden 1976, mens Valverde måtte tage til takke med 2. pladsen i sin sidste optræden på ”sin” mur, og Aleksandr Vlasov fortsatte sit stærke forår ved at sikre sig 3. pladsen. Grundet nylig sygdom vender Teuns desværre ikke tilbage for at forsvare titlen, ogda Vlasov har kurs mod Giroen og i stedet kører Tour of the Alps, og da Valverde jo desværre aldrig mere vender tilbage til ”sit” løb, skal der denne gang findes et helt nyt podium.

STREAM TOUR OF THE ALPS OG FLECHE WALLONNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Ruten

Mur de Huy er ikke bare den sidste udfordring i Fleche Wallonne, den er også referencepunktet gennem hele dagen. Som det er tilfældet med Cauberg i Amstel Gold Race, skal stigningen forceres flere gange, inden den mod slutningen spiller en nøglerolle i finalen.

Tidligere har løbet haft flere forskellige formater, men siden man introducerede Mur de Huy som løbets vartegn, har man fulgt et ret ensartet mønster. Startbyen varierer ganske vist en del, men løbet har haft den samme opbygning. Første del består af en lang, småkuperet rejse fra startområdet til Huy, hvor Muren bestiges for første gang. Løbet er herefter traditionelt blevet afsluttet med to forskellige rundstrækninger omkring målbyen, en stor og en lille, der begge er sluttet på toppen af Muren.

De to sidste rundstrækninger er blevet ændret fra år til år, men har som regel benyttet de samme veje og stigninger. Tidligere kørte man den korte rundstrækning først, men for at få bragt de to sidste passager af Muren tættere på hinanden, byttede man i 2011 rundt på rækkefølgen. Selvom det gav næstsidste passage af Muren større betydning, gav det også anledning til en lettere finale, idet de sidste kilometer ikke længere var så hårde som tidligere.

I 2015 gjorde man den sidste rundstrækning sværere ved at lægge en ekstra stigning ind meget tættere på mål, og det ændrede løbets dynamik en anelse. Ganske vist betød det, at næstsidste passage af Muren kom med 29 km igen mod tidligere 23,5 km, men nu skulle man op over den stejle Cote de Cherave bare 5,5 km fra mål. Det forhindrede som omtalt ovenfor ikke en spurtafgørelse, men det gav anledning til betydeligt større udskilning, og i 2018 var det endda meget tæt på, at Maximilian Schachmann snød favoritterne.

I 2017 nytænkte man ruten ved at droppe ideen om en lang og en kort rundstrækning. I stedet benyttede man to gange den samme 29 km lange rundstrækning, og der var således ikke nogen lang rundstrækning. Det betød, at man forlængede det indledende, relativt flade stykke, men til gengæld blev finalen mere intens, idet de tre passager af Muren nu alle kom inden for de sidste 60 km, og Cote de Cherave skulle passeres to gange. Antallet af stigninger blev reduceret fra 11 til 9, men distancen forlænget en anelse.  Den model genbrugtes i 2018 og 2019, men man gjorde det indledende stykke hårdere, så der igen var 11 stigninger på programmet, og i 2018 skulle man endda over Cote de La Redoute, der er kendt som den meste ikoniske stigning i Liege-Bastogne-Liege.

Sådan blev det dog ikke i 2020 og 2021. Her nytænkte arrangørerne nok engang formatet, og det kostede Cote de Cherave livet. Grundideen med en indledende strækning med afslutning på toppen af Mur de Huy efterfulgt af to omgange på en kuperet rundstrækning omkring Huy var den samme, men her var rundstrækningen 31,8 km mod de tidligere 29 km og indeholdt som erstatning for Cherave den nye stigning Cote du chemin des Gueuses, der lå længere fra mål end forgængeren. Sidste år var endte Cherave dog tilbage, og selvom man havde justeret en anelse på rundstrækningen, så den ikke var 29, men 31,2 km lang, var der i alt væsentligt tale om den finale, vi kendte i årene mellem 2017 og 2019. Sådan bliver det også i år, hvor rundstrækningen dog er forlænget til nu hele 37,1 km, hvormed der kommer mere fladland i finalen, og distancen er reduceret med små 10 km.

Med en distance på 194,2 km er distancen altså forkortet med 10 km i forhold til sidste år, og antallet af stigninger er som i 2022 på 11, efter at man i 2021 var helt oppe på 12. Som sagt varierer startbyen fra år til år, og denne gang er det Herve, der har fået æren af at lægge asfalt til de første kilometer. Den ligger lidt nord for Ardennerne umiddelbart øst for Liege, og her lægger man ud med at køre mod syd med retning mod bjergene igennem småkuperet terræn. Hurtigt melder første forhindring sig, når man skal over Cote de Trasenster (3,3 km, 4,9%), der har en første kilometer med 6,1%, men derefter stiger med under 5% frem mod toppen, som rundes efter 30,3 km. En nedkørsel leder nu mod syd og nordvest, inden det går od vest op ad Cote des Forges (1,3 km, 7,8%), der stiger med 8,4% over den første kilometer og siden flader ud frem mod toppen, som rundes efter 39,0 km. Herfra går det igennem kuperet terræn mod vest og siden sydvest, sydøst, sydvest og nordvest hele vejen frem til rundstrækningen.

Den rammes denne gang efter 93,4 km lige i bunden af den første af rundstrækningens tre stigninger, og det betyder, at man kører alle tre stigninger tre gange. Således skal man over Cote d’Ereffe efter 101,3 km og Cote de Cherave efter 114,1 km, inden man efter 119,8 km for første gang krydser stregen på toppen af Mur de Huy (1,3 km, 9,6%), dvs. med 74,4 km igen.

Tidligere har første passage af Muren primært tjent som formål at give rytterne mulighed for at genopfriske kendskabet til stigningen, men nu kommer den så tæt på mål, at betydningen kan blive større. I stedet for den vanlige gradvise udskillelse på de første stigninger, kan nogle hold nu føle sig ansporet til at starte angrebene lidt tidligere. Selvom disse tidlige forsøg sjældent har haft succes, og afstandene altid holdes på et minimum, er håbet, at mange hold vil forsøge at sætte favoritholdene under pres ved at gøre løbet hårdt og sende folk ud foran med det håb at undgå den forventede afsluttende spurt op ad Muren.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Løbet afsluttes nu med to omgange på den 37,1 km lange rundstrækning i området sydøst for Huy, som er en ganske let modificeret, men betydeligt forlænget udgave af den, der blevet benyttet som afslutning i de fem udgaver mellem 2015 og 2019, og også af den, der blev brugt i 2022. Udover Muren består den af to stigninger. Efter et meget let stykke, der går ad lige veje og først er let stigende og siden faldende, kommer Cote d’Ereffe (2,1 km, 5,0%), sidste gang med top 18,4 km til mål - en stigning, der stiger jævnt med 6-7% over de første 1500 m, inden den flader ud - og den første del favoriserer klart feltet i forhold til eventuelle udbrydere.

Til gengæld betyder inklusionen af Cote de Cherave (1,3 km, 8,1%) med bare 5,6 km til mål, at løbet har fået et interessant twist. Indløbet til stigningen er hurtigt og på en smal vej, og der er endda lidt brosten i bunden, inden den stiger med 8-10% over den første kilometer, hvorefter den flader ud. Den giver angribere en meget bedre chance for at iværksætte et sent fremstød, inden de rammer den 1,5 km lange nedkørsel og derefter kører ad flade veje frem til bunden af Muren, der starter med bare 1,3 km igen.

Traditionelt er angrebslysten blevet intensiveret, jo tættere vi er kommet på næstsidste passage af Muren, der er en perfekt mulighed for at foregribe favoritterne. Da løbet er for sande specialister, har de fleste - herunder flere af verdens bedste klatrere - ikke en chance i en afsluttende spurt. Deres eneste mulighed er at angribe de store favoritter før sidste stigning, og da næstsidste passage af Muren igen i år krydres med en ekstra passage af Cote de Cherave, har mulighederne næppe været bedre end på den rute, der er tilbage i år. Specielt ser man tit løjtnanter angribe i denne fase, men Movistar har ofte klogt sendt ryttere med i fremstødene for at undgå at komme i defensiven i de år, hvor de har kørt for Alejandro Valverde. Selv hvis angrebene på Muren ikke lykkes, giver Cote de Cherave en sidste chance for at komme favoritterne i forkøbet, og der vil utvivlsomt være stor udskilning i denne fase. I mange af de seneste udgaver er angrebene først blevet neutraliseret på selve Muren, og det viser, at det kan lade sig gøre at skabe overraskelsen, selvom vi ikke har set en udbrudssejr, siden Mario Aerts vandt i 2002.

Alligevel er det mest sandsynligt, at det ender i en spurt på Muren. Det giver altid anledning til en helt vanvittig positionskamp, da positionering på så kort en stigning er altafgørende. Hvis ikke man er helt fremme i bunden af bakken, er man helt uden chance, og det giver anledning til et vanvittigt tempo. Selve stigningen har ganske vist kun en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,6, men har meget stejlere passager på helt op til 25%. Den starter blødt ud, men når de nærmer sig toppen, vil rytterne blive udfordret af den sværeste del af samtlige af de stigninger, de skal forcere i ardennerklassikerne, og det betyder, at det altid er en helt fortjent vinder, der krones i den mindste af de tre ardennerklassikere. Starten på stigningen markeres af en rundkørsel efter 2 km kørsel på en lige, flad vej langs Meuse-floden og herefter venter et blødt sving med 900 m igen, hvorefter vejen snor sig kraftigt, inden man når til de sidste 500 m, hvor vejen kun bugter sig let.

Løbet byder på i alt 3092 højdemeter, hvilket er ca. 100 færre end i 2022, ca. 100 flere end i 2021, 50 færre end i 2020, 200 flere end i 2019 og 300 færre end i 2018.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

STREAM TOUR OF THE ALPS OG FLECHE WALLONNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

I Danmark nyder vi godt af højtryksvejr, og det gør Belgien også i den første del af ugen. Det ligner lige nu et regnfuldt Liege, men onsdag vil rytterne nyde godt af det samme fine vejr, som vi har i Danmark. Dagen vil ganske vist starte skyet med kun lidt sol, men det meste af eftermiddagen vil det være flot solskinsvejr med kun få skyer. Det vil dog ikke være specielt varmt med en temperatur ved starten på 12 grader, men gennem det meste af løbet 13 grader. Mest markant vil det være med den samme kraftige nordøstenvind, som lægger sig over det meste af Nordeuropa. Den vil således være jævn til frisk (20-24 km/t), hvilket giver med- og sidemedvind i den indledende fase, indtil man med 111,3 km igen får sidevind på det sidste stykke frem til rundstrækningen. Her vil der være nærmest konstant sidevind på første del frem til Ereffe, hvor de vil være medvind. Efter et kort modvindsstykke er der igen sidevind frem til Cherave, hvor der vil være medvind. Der vil være sidevind på nedkørslen og derefter mod- og sidemodvind frem til Muren, hvor der vil være modvind frem til de sidste 900 m, der primært byder på sidevind, dog med et lille medvindstykke midtvejs.

Favoritterne

Af ardennerklassikerne er Fleche Wallonne klart den mest kontrollerede, og det har i nu 20 år trods diverse ruteændringer været umuligt at undgå en afsluttende spurt op af Muren. Terrænet er ganske vist svært og udfordrende, men det er ikke den samme form for konstante op- og nedkørsler på smalle veje som i Amstel Gold Race, og løbet er slet ikke så hårdt som Liege-Bastogne-Liege. Derudover betyder den kortere distance, at løbet er nemmere at kontrollere, og derfor har favoritterne som regel greb om tingene.

Samtidig er løbet som nævnt ovenfor klart det mest specialiserede af de tre klassikere og derfor det løb med den korteste liste over potentielle vindere. Som regel er der en håndfuld specialister, der alle tror på, at de har en stor chance for at vinde i denne særlige finale, og det betyder, at der som regel er flere hold med en klar interesse i at skabe samling i bunden af Muren. De fleste hold har ikke en chance i en afslutning for sande specialister, men da det ofte er de stærkeste hold, der forsøger at kontrollere, er det meget vanskeligt at bryde deres dominans. Alle disse faktorer betyder, at vi skal helt tilbage til 2002 for at finde den seneste udbrudssejr, og der har i mange år været en generel konsensus om, at det sandsynligvis kræver meget dårligt vejr, hvis vi skal undgå det forudsigelige scenarium.

Tilføjelsen af Cote de Cherave i finalen er et ganske interessant twist fra arrangørernes side, og det øger helt klart mulighederne for, at der kunne ske overraskelse. Derfor er det også en fornøjelse, at den er tilbage efter de to års fravær i 2020 og 2021. Stigningen er ganske vist ikke lang, men den er så stejl, at den er en ganske god affyringsrampe. Toppen kommer samtidig så tæt på mål, at den har givet anledning til angreb i 2015, 2016 og 2017, hvor særligt Tim Wellens gjorde den til sin helt egen legeplads. I 2018 lykkedes det endda en gruppe at få så stort et forspring, at Maximilian Schachmann først blev hentet nær toppen af Muren, endda så sent at han endte som nr. 8, og også Bob Jungels er kørt ind på Muren med et forspring. Alligevel har det hverken i de seks udgaver eller i Tour-etapen fra 2015 med samme finale været muligt at narre favoritterne.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Spørgsmålet er, om det er i år, at vi ikke får en spurt. Chancerne er vel historisk gode. Nok har løbet altid haft relativt få favoritter, men der har altid være flere hold, der troede på sig selv i finalen. Det har naturligvis været tilfældet for kongen af Muren, Alejandro Valverde, og hans arvtager, Julian Alaphilippe, men vi har også set, at navne som Primoz Roglic i hans ene optræden i 2021, Dan Martin, der altid var med i kampen om sejren, og murspecialisten Michael Woods har fået deres hold til at kontrollere. Ofte har Movistar eller Quick-Step båret hovedansvaret, men der har altid været flere hold til at dele arbejdet.

Det er også muligt, at der er det i år, men denne gang er der én gigantisk favorit. Der kan ikke være mange, der for alvor tror på, at de kan slå Tadej Pogacar til sidst, og derfor bør interessen i at komme ham i forkøbet være akkurat lige så stor, som den var det i Flandern Rundt. Det var jo egentlig også planen for de fleste i Amstel Gold Race, men her var sloveneren snu nok til at komme sig selv i forkøbet, og da ingen var villige til at ofre den gode position, de havde skabt for sig selv, endte de med at samarbejde med deres bøddel frem mod den forudsigelige henrettelse.

Bødlen er på plads igen onsdag, og det burde vælte med ryttere og hold med en interesse i at gribe løbet lige så offensivt an, som det er blevet det i både Flandern og Amstel. UAE kommer dog i en betydeligt stærkere formation, end de gjorde i Amstel, men de stadig skrøbelige. Det er bestemt et hold, der måske kan bringes på glatis, og så skal Pogacar vurdere, om han skal løbe samme offensive risiko som i søndags, eller om han skal stole på, at der bliver samling.

En anden faktor er den ret kraftige vind. Der vil dels være et længere sidevindsstykke frem til rundstrækningen, og her vil hele den første, flade del tillige byde på kraftig sidevind. Det er dog faktisk ret ofte, at vi har kraftig vind i dette løb, og jeg mindes kun én gang, at den kortvarigt splittede inden tv-billederne. Splittelserne var dog ikke varige, og på rundstrækningen er den aldrig splittet. Det bør derfor ikke blive en faktor, men det kan skabe ekstra nervøsitet og gøre løbet hårdere.

Alligevel er det mest sandsynligt med en spurt. UAE kan nemlig formentlig finde allierede. Ineos har reelt kun Tom Pidcock til denne finale, og hvis bare Pogacar undgår, at briten smutter væk, vil briterne helt sikkert give en hånd med. Derudover ved vi, at Michael Woods elsker denne finale, og selvom der er usikkerhed om den sygdomsramte forsvarende vinder, Dylan Teuns, vil israelerne om nødvendigt formentlig også jagte. Jeg tror også, at Enric Mas tror meget på sig selv, og skulle de misse et eventuelt udbrud, regner jeg også med, at Soudal, Bahrain og FDJ alle er klar til at jagte. Sådan går det nemlig altid. Det kan godt være, at chancen for at slå Pogacar er lille, men har man først misset et udbrud, er chancen trods alt 0%, hvis ikke udbruddet bliver hentet, og derfor opstår der næsten altid allierede undervejs. Derudover hjælpes feltet af, at rundstrækningen er ca. 5 km længere, og den ekstra distance består af de lange, lige og lette veje på den første del.

I det lys er chancen for, at vi ikke får en spurt - enten med et tidligere angreb eller måske endda med et sidste angreb på Cherave - større end vanligt, men det mest sandsynlige er stadig den klassiske spurt. Det viser historien, men der er også stor interesse i det. Det kan dog godt blive et mere aggressivt og dermed et hårdere løb end vanligt. Det kan give et mindre felt i finalen, særligt fordi jeg tror, at UAE også gerne vil have et hårdt løb, som de skabte i søndags, hvor de hentede udbruddet allerede inden tv-billederne, og særligt på Cherave, hvor der er direkte og kraftig medvind, kan de lægge et pres.

I selve spurten er der to nøgleegenskaber. Den første er netop evnen til at positionere sig selv. Man har ingen chance, hvis man er for langt tilbage i bunden af bakken. I 2016 startede Michael Woods, der havde drømt om dette løb i mange år, men var helt uden evner i slåskampen, eksempelvis langt tilbage, og selvom han klart var en af de hurtigste på Muren, blev det ikke til mere end en beskeden 12. plads. Det samme så vi i 2020, hvor Dan Martin gled ned bagerst i gruppen i kraft af en rundkørsel, og så hjalp det ikke meget, at han klart var en af de bedste på selve stigningen.

Den anden nøgleegenskab er erfaring og tålmodighed. År efter år ser vi ryttere, der åbner deres spurt alt for tidligt for siden at eksplodere på dramatisk vis og slet ikke komme i nærheden af top 10. Fleche Wallonne kræver evnen til at disponere kræfterne og afmåle sin indsats for derved at gemme kræfter til en perfekt timet acceleration fra det punkt, hvor man ved, at man kan holde farten hele vejen til stregen. Kun ganske få ved, hvordan man gør det perfekt, og derfor kræver det ofte mindst ét forsøg, inden man for alvor er konkurrencedygtig i en finale, hvor kun en sand specialist kan løbe med trofæet. Det er således ikke noget tilfælde, at den erfarne veteran Valverde med sine fire sejre i træk hver gang vidste præcist, hvordan finalen skulle skæres, og hans acceleration kom altid med en timing, så selv en schweizisk urmager ville gå til i næsegrus beundring.

Fraværet af særligt Alaphilippe og Roglic, men også Jonas Vingegaard betyder, at vi savner nogle af de bedste bud på ryttere, der kunne skabe en overraskelse, og derfor er der ingen tvivl om, at Tadej Pogacar igen er storfavorit. Sloveneren synes lige nu at være om muligt endnu bedre end tidligere - han taler da også om sit livs form - og han leverer den ene magtdemonstration efter den anden. Nok virkede han måske ikke i første omgang helt så skræmmende i søndags, men når man betænker, at han åbenbart kørte i ganske lang tid på en flad cykel, var det alligevel en rystende magtdemonstration, der vel sagtens kan matche det, vi så i Flandern Rundt. Og intet tyder på, at han er træt.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Alligevel har han besynderligt nok ikke haft succes i dette løbet.  Sloveneren missede løbet i 2021 grundet Diego Ulissis positive coronatest, og året forinden var han træt og tømt efter Touren, hvorfor han blot blev nr. 7. Langt mere overraskende var det sidste år, hvor han var stort set lige så stor favorit, som han er det i år. Det var ret svært at se, at han kunne blive slået, men ganske sensationelt endte han bare som nr. 12. Forklaringen kan dog meget vel være, at han som bekendt måtte melde afbud til Liege grundet svigermorens død, men det viser trods alt, at det ikke altid går, som præsten prædiker.

Selvsamme præst prædiker dog i ganske entydige vendinger. Ganske vist har han kun kørt få murfinaler, men i 2021 slog han en vis Roglic på en mur i Baskerlandet, og i år viste han sin klasse i de murfinaler, Andalusien var fyldt med. Med sit forrygende punch, som han senest stillede til skue på Keutenberg i søndags, og med sin styrke på stejle procenter er han prototypen på en rytter, der kan vinde Fleche Wallonne. Igen ligner den største trussel mod ham, at han skulle blive fanget i det taktiske spil og ellers, at han skulle kikse i positionskampen, men sidstnævnte risiko er mindre, hvis vi får det hårde løb, jeg venter, og dermed et mindre felt. Pogacar er også selv sublim i selvsamme kamp, for mens han måske kan blive slået af de store brostensgutter, når der bokses i de flamske klassikere, er han blandt klatrerne en af de langt mest positioneringsstærke. Undgår han at kikse på de to parametre, er det kun en offday i stil med den, han havde sidste år, der kan true ham, og der er intet i sol, måne og stjerner, der tyder på, at vi vil se en sådan igen. I det lys tror jeg, at Fleche Wallonne bliver det næste løb på den sejrsliste, der vokser med en hast, som næsten - men kun næsten - må gøre Eddy Merckx misundelig.

Hans værste rival er vel Tom Pidcock, men også briten har et kedeligt forhold til dette løb. Ved debuten i 2021 styrtede han tidligt, men han viste sit store potentiale ved i meget forslået tilstand - han var så forslået, at han måtte skippe Liege - at ende som nr. 6. I 2022 var han som bekendt i ganske elendig form i ardennerugen, og det endte derfor med en kedelig DNF.

Nu får han chancen for tredje gang, og undgår han uheld, har han vel ikke stået meget stærkere. Han viste i søndags, at han er i ganske fornem form, og han var efter alt at dømme endt som nr. 2, hvis ikke han havde betalt en pris for forsøget på at følge Pogacar. Han brokkede sig efterfølgende over, at han har det lidt svært med lange distancer, men den udfordring slipper han for på onsdag. Finalen burde på alle måder passe ham helt perfekt, for han har punch, og de stejle procenter bør være perfekt for en mand af så beskeden en størrelse, at han uden videre kunne blande sig på et skolofoto fra en tilfældig dansk 5. klasse. Den store trussel er positionskampen, hvor han ofte virker lidt nonchalant, men det vil han ikke være i finalen. Det er svært at se ham slå Pogacar, men han bød ham trods alt op til dans på Keutenberg. Er der en mand, der kan, er det vel ham.

Jeg er ret spændt på Enric Mas. Spanieren har de seneste to år kørt løbet som hjælper for Alejandro Valverde, men nu får han endelig sin chance. Han har endda store ambitioner, for da han sidste år slog selveste Pogacar i Emilia og blev nr. 2 bag selvsamme uhyre i Lombardiet, fik han så meget smag på endagsløb, at han med det samme gjorde dem til et mål. Det er et stort problem, at han er kendt som en langsom starter, der er bedst, når motoren er varm, og derfor er det etapeløb, der er hans force. Han viste imidlertid sidste efterår, at han sagtens kan præstere over én dag.

Han har også vist evner i murfinaler. I Vueltaen i 2021 blev han nr. 2 bag Roglic på den endnu stejlere mur i Valdepeñas de Jaen, og da han vandt Emilia foran Pogacar var det på San Luca, der nok er cirka dobbelt så lang som muren, men stadig er meget eksplosiv. Tidligere i år pressede han også Pogacar på særligt den sidste af de tre murfinaler i Andalusien, sidste år blev han på en noget lettere stigning nr. 3 bag Roglic og Mads Pedersen i Vueltaen, og senest blev han nr. 2 bag Vingegaard i den baskiske murfinale. Han har altså efterhånden udviklet et vist punch, når bare det er stejlt nok, og det er det her.

Jeg er dog ikke stensikker på, at han vil være med helt fremme. Nok var han god i Baskerlandet, men han var ikke den Mas, vi kendte fra efteråret. Han er altid bedst, når han har mindst én grand tour i benene, og han har til gode at bevise, at han kan finde sit efterårsniveau i foråret. Det ændrer dog ikke på, at han både i år og sidste år har været stabilt god i alle sine løb på alle tider af året, og hvis han har brugt Baskerlandet til at gøre motoren lidt varmere, kan man drømme om, at han finder sit topniveau. Derfor skal han på vinderpotentiale rangere højt.

En anden rytter, der er bedre i denne slags afslutning, end hans rygte tilsiger, er Mikel Landa . Det så vi senest i murfinalen i Baskerlandet, hvor han var så stærkt kørende - betydeligt stærkere end Mas - at han måske kunne have truet Vingegaard. Vi så det også på den sidste mur på muretapen i Tirreno, hvor han var klart stærkeste mand, og efter sin 2. plads i Baskerlandet kommer han til løbet i storform. Hans Catalonien viser, at formen ikke altid følger med fra det ene løb til det andet, men han har i hvert fald siden den flotte 3. plads i Lombardiet sagt, at han gerne vil give Ardennerne et mere seriøst skud. Det gør han så nu, og efter at have skuffet eller været hjælper i sine første tre forsøg står han her endelig med sin store chance. Jeg er bekymret for ham i positionskampen, men får han god hjælp af Matej Mohoric, burde han sidde rigtigt. Kører han, som han gjorde på den baskiske mur præcis to uger tidligere, kommer han meget langt i denne finale.

En af de ryttere, jeg glæder mig mest til at se, er Giulio Ciccone . Italieneren er endelig kommet tilbage på det lovende spor fra 2021, hvor han bød Egan Bernal op til dans i Giroen. Allerede med sejren i Valencia indledte han sit comeback, men det nåede helt nye højder, da han i Catalonien slog Primoz Roglic og Remco Evenepoel, der ellers var i deres egen liga. Siden gik han jo desværre lidt ned, men det er et mønster, vi før har set i etapeløb. Han har i hvert fald vist, at den bedste Ciccone er uhyre eksplosiv, og selvom han er ret uprøvet i denne slags meget stejle finaler, burde det passe ham fint. Han blev i hvert fald nr. 2 bag Bernal i den eksplosive afslutning på Campo Felice i Giroen, og senest overspurtede han altså både Evenepoel og Roglic i en ganske vist meget blødere spurt i Catalonien. Usikkerheden består i, om han har samme punch på disse helt stejle procenter, og det var lidt bekymrende, at han ikke imponerede på muretapen i Tirreno. Det kan imidlertid også hænge sammen med, at etapen kom sent i løbet, og at det derfor igen kneb med holdbarheden. Efter en pause er hans form usikker, og med Ciccone kan man jo aldrig regne, men med kort tid til Giro-start må man antage, at han næppe er ringere, end han var i Catalonien. Nu har han én gang slået en slovensk favorit. Kan han gøre det igen?

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Er det i år, det endelig skal lykkes for Michael Woods? Canadieren er uhyre stærk i denne slags murfinaler og har altid elsket de stejleste af de stejle procenter. Det har han vist med sejre i Galicien og Var, men særligt ved VM i 2018, hvor han var stærkeste mand på den brutale Höll-stigning. Han har imidlertid aldrig ramt den rent i dette løb, hvor han er blevet hhv. nr. 3, 4 og 6 de seneste tre gange, enten fordi han ikke har formtoppet, eller fordi han har tabt positionskampen. Ingen kan betvivle hans evner i denne slags afslutninger, men denne gang er der lidt større tvivl. Han havde et forfærdeligt efterår, hvor man kunne frygte, at den aldrende canadier havde toppet, og de frygt blev bekræftet af en skidt sæsonstart. I Catalonien lignede han imidlertid sig selv igen, men nu er frygten så tilbage efter en uventet DNF i et Amstel, hvor ambitionerne var store. Det kan dog også hænge sammen med, at han blev fanget bag styrtet og måske udgik for at spare sig, da løbet først var kørt. Det er i hvert fald denne klassiker, der passer ham allerbedst. Han skal bare klare den pokkers positionskamp og vise, at han stadig kan det, han kunne, da han var bedst. Catalonien giver håb.

Jeg er nødt til at rangere David Gaudu her, når jeg rangerer på vinderpotentiale, men det er med stor usikkerhed. Han toppede jo bestemt ikke i Baskerlandet, men der blev skabt nyt håb, da det kom frem, at det handlede om sygdom de sidste tre dage. Den undskyldning havde han imidlertid ikke i søndags, hvor han udgik meget tidligt, denne gang på grund af en ”jour sans”, altså en dårlig dag. Når han nu også skuffede i Baskerlandet, skaber det en vis frygt for, at der er et eller andet galt med formen, men omvendt var hans baskiske præstation jo ingen katastrofe. Manden endte som nr. 4, og særligt på muretapen så han meget stærk ud, da kom godt igen efter at være blevet fanget bag styrtet. Han er skabt til denne finale, hvor han som helt ung fik sin første top 10 i en stor klassiker, og sidst han deltog i 2021, blev han nr. 7. Hans Paris-Nice viser, at han har forbedret sig enormt siden dengang, og derfor skal han stå højt på denne liste, hvis han i rask tilstand genfinder fine gode ben. Måske var det kolde vejr forklaringen i søndags, hvor mange frøs voldsomt? Vi ved det ikke, men nærmer han sig sit martsniveau, kører han med helt fremme.

Lidt af det samme kan siges om Sergio Higuita. Bora har intet sagt om årsagen til hans exit i Amstel, og det skaber naturligvis noget tvivl. En mulig forklaring er kulden, men Higuita er beskrevet som en rytter, der er god i den slags vejr, som vi også så i Catalonien sidste år. Det er klart, at det skaber ekstra tvivl, når vi taler om en mand, der ofte kører, som vinden blæser, men den gode form fra Baskerlandet burde ikke være helt væk. På papiret er han skabt til en finale som denne, men han har til gode at bevise det på dette niveau. Nok vandt han den polske murfinale sidste år, men det var ikke overbevisende, og feltet var langt svagere end dette. I Baskerlandet betød styrtet, at vi aldrig så, hvad han kunne. Der er derfor tvivl om, hvad han reelt kan, men logikken tilsiger, at han bør være en af de ryttere, der kan komme langt, hvis han klarer positionskampen. Denne gang skal han i hvert fald ikke slås med kulden, hvis det var den, der kom i vejen i Holland.

Det bliver også uhyre spændende at se Mattias Skjelmose. Han er en meget stor ubekendt i denne slags afslutninger, for vi har ikke set ham i mange murfinaler, men hans kørsel på den baskiske mur var jo skræmmende god. Her så han i hvert fald ud til at komme med så voldsom far, at Vingegaard måske skulle være bekymret. Hans kollaps senere i løbet handler formentlig om hans knap så gode holdbarhed, men i Amstel virkede han desværre ikke til at være på samme niveau. Han brugte dog også ekstra energi grundet sin defekt, og han kørte trods alt med de bedste. Den kortere distance og det bedre vejr kan også tale til hans fordel. Grundet det, vi så i Baskerlandet, er jeg bekymret for hans positionering, men den sad i skabet i Holland. En defekt betød, at han var sat tilbage i Baskerlandet. Lad os håbe, at han denne gang rammer stigningen så langt fremme, at vi kan se, hvad han virkelig kan.

Man skal lede længe efter folk, der er så uheldige som Valentin Madouas. I Strade Bianche styrtede han i finalen, og derfor troede man næsten ikke sine egne øjne, da han alligevel endte som nr. 2 efter en præstation så overbevisende, at han sikkert kunne have vundet. Minsandten gentog det hele sig igen i Amstel. Også her styrtede han, da det gik løs, og derfor troede man ikke sine egne øjne, da den stærke forfølgergruppe kom til mål med Madouas midt i gruppen. Franskmanden var på næstsidste stigning sammen med Valentin Ferron kørt op til fronten, og det vidner om hans forrygende evner i de store endagsløb, efter at han med sidste års 3. plads i Flandern tog et enormt skridt. Vi har dog også lært, at han er meget ustabil, men har han sine bedste ben - og det havde han vist i lørdag, hvor holdet mente, at han kunne være gået på podiet - kommer han langt. Når jeg alligevel placerer ham et stykke nede, handler det om procenterne. Vi ved, at han har punch, men jeg kan godt frygte, at dette er en tand for stejlt. Jeg mindes i hvert fald, at han skuffede mig meget i murfinalen i Var i 2021, hvor Woods sejrede. Omvendt blev han nr. 11 i dette løb i 2020, og selvom det var i det svagere coronfelt, kan det modsvares af, at han i dag er langt, langt stærkere. Nu skal han så bare også klare den positionskamp, der plejer at volde kvaler.

For Andrea Bagioli er Alaphilippes afbud held i uheld. Nu får han endelig chancen for at teste sig selv i den klassiker, der vel passer ham allerbedst. Han har i hvert fald alt det punch, han skal bruge, og formen har været fremragende siden Baskerlandet. Igen i søndags var han en af de stærkeste, men hvordan har han det med disse procenter? Han klarede murfinalen i Baskerlandet ganske flot, men han var ikke så stærk som Mas, Landa, Skjelmose og Gaudu, der også alle i et eller andet omfang blev fanget bag styrtet. Det kan indikere, at han mangler lidt i forhold til de allerbedste, men omvendt burde denne finale passe ham så godt, at han kan gøre det endnu bedre end ventet. På sine gode dage er han i hvert fald en af de allerbedste puncheurs.

En anden rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Victor Lafay. Franskmanden blæste ind på puncheurbanen i Tirreno sidste år, hvor han bød Vingegaard og Pogacar op til dans, og han bekræftede samme tårnhøje niveau i selvsamme løb i år, hvor han på 4. etape så flyvende ud, men desværre misforstod, hvor langt der var, og derfor åbnede for tidligt. Siden er vi blevet mindet om, hvor svingende han er, men fredagens sejr i Besancon giver håb om, at vi ser den bedste Lafay. Hans punch er ubestrideligt, men jeg kan være bekymret for, om ikke procenterne er for voldsomme. Han klarede de tocifrede procenter i Besancon godt, men her taler om vi et meget stærkere felt og endnu stejlere procenter. Sidste år kom han også til løbet efter stærk kørsel i Besancon, men endte blot som nr. 22. Det øger frygten, men hans potentiale er meget, meget stort, for som bekendt kan sidste års resultat bare skyldes en af hans mange dårlige dage. Dette løb er i hvert fald hans helt store forårsmål.

En af gårsdagens positive overraskelser var Jai Hindley . Jeg havde ikke de helt store forventninger til ham i et løb, der ikke passede ham specielt godt, men han viste sig som en af de stærkeste. Dette løb er heller ikke ideelt, for hans motor gør ham til etapeløbs- og ikke endagsrytter, men nu har han i hvert fald bevist, at han kan være med fremme også over én dag. Finalen her burde ikke være helt dum for Hindley, der i Giroen bekræftede, at han har et glimrende punch. Det er også klart, at den bedste Hindley er en af de allerbedste klatrere i dette felt, og derfor bør han kunne komme langt. Det er bare stadig lidt svært at se ham være med helt fremme, for det er endnu aldrig for alvor lykkedes på den store scene i kortere etapeløb eller endagsløb.

Søndagen var en møgdag for Jumbo, der var på bagkant gennem hele dagen. Bedre blev det ikke af, at Attila Valter blev fanget bag styrtet og derfor aldrig fik lov at vise, hvad han kunne. Benene har næppe været suveræne, da han ikke gik med Madouas og Ferron i finalen, men det kan måske også skyldes distance og kulde. Vi så jo, hvor stærk han var i det eksplosive terræn i Baskerlandet, men først og fremmest så vi, hvor god han var på de eksplosive bakker i Strade Bianche. Han er en ubekendt i forhold til positionering og stejle procenter, for han har aldrig kørt løbet tidligere. Derfor er der mange spørgsmål ved ham, men han så overbevisende ud i den baskiske murfinale, hvor han satte Vingegaard perfekt i scene. Lad os se, hvad han kan på egen hånd, hvis han møder op med Strade-benene.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Soudal bringer Ilan Van Wilder ind til løbet. Han har fået lov at jagte et resultat her, inden han i Liege og Giroen atter skal være slave for Evenepoel. Han kommer direkte fra højderne, og derfor er hans form ukendt, men sidste år kørte han meget lovende i Burgos, hvor han også kom fra højderne. Han viste i Algarve, at han synes at have taget et ekstra skridt, og her viste han også, at han er ganske god i eksplosive finaler, hvad han også viste i Burgos sidste rå. Hvordan han er på en stejl mur, ved vi dog ikke, og derfor er der en hel byge af spørgsmål ved en mand, der bestemt heller ikke synes at være feltets mest stabile.

Det er trist at have den forsvarende vinder så langt nede, men det er svært at tro meget på endnu en titel til Dylan Teuns. Først missede han Brabantse Pijl, tilsyneladende grundet sin skilsmisse, og nu missede han så Amstel med sygdom. I forvejen viste Catalonien og Flandern, at han efter sygdom tidligere på året var bagud i forhold til sidste år. Til gengæld ved vi jo, at han er skabt til denne finale, og sidste år nåede han sit allerhøjeste niveau nogensinde, da han vandt både her og i Romandiet. Det er ikke tilfældigt, at han fik sit gennembrud med en uventet 3. plads netop her, og derfor burde Teuns være en af de ryttere med størst chance for at true Pogacar. Det er bare svært at se, at det kan lade sig gøre, når han både har haft rod i privatlivet - Pogacar viste sidste år, hvad den slags kan koste - og tillige nu er så syg, at vi i skrivende stund ikke ved, om han kommer til start.

Alexey Lutsenko bekræftede søndag, at han vitterligt er tilbage, men nu venter der en lidt anderledes test. Han har i Oman vist, at han både er eksplosiv og kan klare stejle procenter, når stigningerne er længere, men han synes ikke at have samme punch som tidligere. Derudover tvivler jeg på, at han kan være med helt i front på procenter, der er så voldsomme som disse, ligesom vi i søndags trods alt også så hans begrænsninger. Jeg tror umiddelbart mere på en yderlig top 10 end en top 5, men omvendt har han jo før vundet puncheurfinaler i Oman, og da han er ret uprøvet på mure og aldrig tidligere har været formstærk i Ardennerne, er han en ubekendt.

Lotto havde et helt forrygende Amstel, og nu skal de med samme duo bygge videre på succesen her. Jeg tillægger nok Maxim Van Gils den bedste chance. Trods sygdommen i optakten viste belgieren det høje niveau, han har vist gennem hele året, og dette løb burde virkelig passe en puncheur som ham. Han har da også udset sig det som et mål, og Pascal Eenkhoorn sagde søndag, at det er ham - og ikke Andreas Kron - han skal hjælpe til sejr. Det er klart, at han er uprøvet i denne slags murfinaler, og det kan bekymre mig lidt, at han døjede lidt med de stejle procenter i Oman. Ringe var han dog ikke med sin 5. plads på Green Moutain, og denne eksplosive finale passer ham i hvert fald bedre. Så må han vi se, hvor langt hans niveau kan føre ham på nuværende tidspunkt.

Det andet Lotto-kort er naturligvis Andreas Kron, der jo i Amstel kom smukt tilbage på sporet efter nedturen i onsdags. Selvfølgelig blev han hjulet af Lutsenkos motor og af det forspring, han fik, men vi så jo også i Strade, at han kunne køre fuld finale i et felt som dette. Punchet har han jo i hvert fald også, men jeg har en frygt for, at denne mur er lidt for stejl. Han overbeviste mig i hvert fald ikke til fulde i de tre murfinaler, han kørte i Andalusien, hvor han ellers syntes at være i fremragende form. Det er dog også et beskedent grundlag for så ung en rytter, og ingen kan i hvert fald benægte, at punchet og formen er der. Så må onsdagen vise, hvordan han klarer procenterne.

Hvad så med vores sensation? Forud for sæsonen havde ingen drømt om at nævne Ben Healy bare i et appendiks til en optakt, men den sensationelle irer overrasker jo igen og igen. Der er dog intet i sol, måne og stjerner, der tyder på, at han har det punch, der skal til for at specialisere sig i denne form for finale. Når det er sagt, hang han jo næsten på, da Pogacar brugte sig punch til at gøre den første forskel på Eyserbosweg, og når man er stærk nok, kommer man altid langt på Muren, selvom man ikke er den mest eksplosive. Det har vi set talrige gange, måske mest markant, da den uhyre formstærke Jakob Fuglsang næsten slog en ligeledes meget formstærk Alaphilippe i 2019. Så langt kommer Healy helt sikkert ikke i denne form for finale, men hvem tør afskrive noget fra en mand, der jo gang på gang overgår forventningerne.

Hvad så med Benoit Cosnefroy? Han blev jo som bekendt nr. 2 i den svagt besatte udgave i 2020, og det vidner om, at det er en finale, han sagtens kan køre. Jeg er bare ikke sikker på, at den passer ham så godt endda. I 2020 kom han ud af Touren i skræmmende god form, som han altid gør det, men når han har kørt det i foråret, er det gået helt anderledes. Her er han blevet nr. 12, 13 og 18, og her er det særligt vigtigt at notere sig 13. pladsen sidste år, hvor han ellers kom til løbende på bagkant af et Amstel og Brabantse, hvor han begge gange havde været stærkeste mand. Nu kommer han endda til løbet efter et forår, hvor han hele tiden har ledt efter en topform, han stadig ikke har fundet, og nu er han endda blevet syg. I hvert fald har han fortalt, at han søndag havde problemer med luftvejene. I det lys gik det ham jo trods alt ikke helt ilde, for han var vel en af de ryttere, der var fanget bag styrtet. Noget Madouas-comeback lavede han dog ikke, og det er for mig svært at tro, at vi ser den superudgave af Cosnefroy, jeg tror, at vi skal se, hvis han skal være i front i en finale, der er så stejl som denne.

Det har altid undret mig, at Ion Izagirre aldrig har klaret sig godt i dette løb. Han har kørt det otte gange og er næsten hver gang kommet til løbet efter et fremragende Baskerlandet Rundt. Alligevel er hans bedste - og eneste gode - resultat en 12. plads, og det til trods for, at han på sin hjemmebane viser masser af punch på korte stigninger. Det gjorde han også i år, hvor han pludselig genfandt et niveau, vi ikke har set i umindelige tider, og han så uhyre overbevisende ud i murfinalen. Møder han op med de samme ben her, bør han køre med helt fremme, men historien tilsiger bare, at det ikke sker. Det er lidt svært for alvor at tro det, når han i dag kun synes at køre stærkt i Baskerlandet, men potentialet er jo ubestrideligt, når han for halvanden uge siden kørte som en motorcykel.

Det er virkelig en skam med Romain Gregoire. Fremtidens ardennerstjerne viste i Strade, at han allerede kan være med på højeste niveau, men siden har han bare været uheldig. I Baskerlandet styrtede han på den livsfarlige 2. etape, og i søndags blev han syg. Det gør det svært at tro på ham, og alt taler da for, at han bare skal hjælpe Madouas og Gaudu. Jeg er dog nødt til at åbne døren på klem. Sygdommen lød ikke alvorlig - han startede, selvom han ikke var helt på toppen - og styrtet er længe siden. Han skal her ikke slås med distancen, og selvom vi stadig skal lære ham at kende, burde denne finale virkelig være ham. Lad os håbe, at han er frisk og får chancen for at vise os, hvor stort et talent han er.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Esteban Chaves skal vel også tages seriøst. Ganske vist er han en skygge af sig selv, men det var han også i 2021. Her endte han alligevel som nr. 8, og vi ved jo, at det primært er restitutionen, der halter. Det problem har han ikke her, og han kommer til løbet med god form efter flot kørsel på første bjergetape i Catalonien og en fornem og offensiv kongeetape i Baskerlandet. I dag er han ikke den vinderkandidat, han engang var, men vi så i 2021, at en god Chaves stadig godt kan gå i top 10.

Tør man nævne Romain Bardet? Det er svært at være meget optimistisk efter hans svage forår, men der har trods alt været glimt af håb. Han kørte jo faktisk hæderligt på den ene af de tre bjergetaper i Catalonien, og nu har han trods alt haft en masse uger til at forbedre sig yderligere. Han passer glimrende til løbet, hvor han før er blevet nr. 9, og vi så sidste år, at han var bedre end i mange år. Det høje niveau burde gemme sig et sted, men der skal være sket meget siden Catalonien, hvis han skal være med i front.

Endelig er der Matteo Sobrero. Italieneren har det rette punch til denne form for finale, og i Baskerlandet var han bedre end nogensinde. Han kørte også en hæderlig murfinale, selvom han ikke helt kunne matche de bedste, og han har taget den gode form med til Ardennerne, hvor han i søndags var med i front indtil sin defekt, hvorefter han fangedes bag styrtet. Det bekymrer mig dog lidt, at han endte endnu længere tilbage end de fleste andre, der blev fanget, og da han er så svingende, er det bestemt ikke givet, at han vil være med i front. Han var dog så godt kørende i Baskerlandet, at han bør kunne gøre det pænt, også selvom stigningen her formentlig er for stejl. Sidste år blev han trods alt nr. 2 og 4 i murfinaler i hhv. Italien og Polen, dog i meget svagere felter.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvad der som nævnt ovenfor er en væsentlig observation for flere af kandidaterne.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. I forhold til de omtalte favoritter er den væsentligste ændring det ikke helt uventede afbud fra den sygdomsramte Dylan Teuns, der ikke forsvarer titlen, og at sygdomsramte Romain Gregoire også er ude. Derudover har Bahrain gjort det klart, at Landa er deres klare kaptajn, men han er en smule usikker på formen, da han var syg efter Baskerlandet. Derudover er der en række ændringer, der har givet anledning til justering af dansker- og holdoversigten nedenfor.

OPDATERING 2: Grundet sygdom kommer hverken Cosnefroy eller Hindley til start. Ved en fejl fremgik Lennert Van Eetvelt ikke af holdoversigten, men han er tilføjet nu.

***** Tadej Pogacar

**** Tom Pidcock, Enric Mas

*** Mikel Landa, Giulio Ciccone, Michael Woods, David Gaudu, Sergio Higuita

** Mattias Skjelmose, Valentin Madouas, Andrea Bagioli, Victor Lafay, Jai Hindley, Ilan Van Wilder, Attila Valter, Alexey Lutsenko, Maxim Van Gils, Andreas Kron, Ben Healy, Benoit Cosnefroy, Ion Izagirre, Romain Bardet, Esteban Chaves, Matteo Sobrero

* Tiesj Benoot, James Knox, Neilson Powless, Ruben Guerreiro, Lorenzo Rota, Alex Aranburu, Rudy Molard, Warren Barguil, Lennert Van Eetvelt, Pello Bilbao, Quinten Hermans, Bauke Mollema, Guillaume Martin, Wout Poels, Marc Hirschi, Mauro Schmid, Roger Adria, Matej Mohoric, Juan Pedro Lopez, Gino Mäder, Valentin Ferron, Jesus Herrada, Mathieu Burgaudeau, Oscar Onley, Tobias Johannessen, Clement Champoussin, Cristian Scaroni, Simone Velasco, Simon Guglielmi, Simon Clarke, Søren Kragh, Omar Fraile, Kobe Goossens, Fredrik Dversnes

STREAM TOUR OF THE ALPS OG FLECHE WALLONNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Danskerne

Mattias Skjelmose og Andreas Kron har begge kaptajnroller på deres hold og er omtalt ovenfor. Det samme har Søren Kragh på Alpecin, hvorfor han er omtalt i holdoversigten. På Uno-X kan Anthon Charmig formentlig prøve sig af i en finale, der burde passe ham, og måske kan Jonas Gregaard også gå efter et resultat - begge støttet af Jacob Hindsgaul.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Dylan Teuns’ sejr fra 2022, Julian Alaphilippes sejre fra 2021, 2019 og 2018, Marc Hirschis sejr fra 2020, Alejandro Valverdes sejre fra 2017, 2016, 2015 og 2014 samt Daniel Morenos sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Israel-PT: Uden den sygdomsramte Teuns handler det 100% om Woods. Stigningen er for stejl for Simon Clarke og Krists Neilands, og Nick Schultz er formsvag.

Movistar Team: Mas må være kaptajn. Formstærke Alex Aranburu blev nr. 10 i den baskiske murfinale, men jeg tror, at den er for stejl til, at han kan være i top 10 i dette felt. Det kunne Ruben Guerreiro, der sidste år blev nr. 7, men han styrtede to gange i søndags og har angiveligt slået sin skulder. Gonzalo Serrano styrtede også og har skuffet, og Gorka Izagirre må være hjælpe.

BORA-hansgrohe: Higuita og Hindley må være buddene. Den er for svær for Ide Schelling, de skuffede søndag, Giovanni Aleotti er stadig væk, og den passer ikke Ben Zwiehoff.

Soudal-Quick Step: Uden Alaphiippe har de faktisk et spændende hold. Bagioli ligner topkandidaten med Van Wilder som joker. Den genfødte James Knox er også top 10-kandidat, men jeg tror, at den er lidt for eksplosiv for ham. Mauro Schmid er i form, men som vi så i Baskerlandet, er dette lidt for stejlt, så han skal angribe tidligt. Louis Vervaeke må være hjælper, selvom han har punch.

Lotto Dstny: Det må handle om Kron og Van Gils, men det skal også blive interessant at følge unge Lennert Van Eetvelt, der gjorde det fremragende i Catalonien og burde passe til denne finale. Sylvain Moniquet er endelig i bedring, men han mangler for meget, og den er for svær for formstærke Pascal Eenkhoorn og for eksplosiv for Harry Sweeny, hvis form er ukendt.

INEOS Grenadiers: Det må handle om Pidcock. Omar Fraile kunne være en joker, men han skuffede i Baskerlandet og vil finde den for stejl. Michal Kwiatkowski er stadig uhyre formsvag, selvom løbet passer ham, og søndagen viste klart de begrænsninger, Magnus Sheffield har på stigningerne.

Bahrain-Victorious: Landa ligner bedste bud. Egentlig skulle det passe Pello Bilbao, men vi har i år tydeligt set, at hans dieselagtige klatrestil slet ikke passer til denne slags finaler. Wout Poels passer perfekt og er tidligere blevet nr. 4, og da han i lyset af sit store føringsarbejde faktisk gjorde det fornemt i søndags, kan han måske komme langt, selvom niveauet i dag nok har sine begrænsninger. Matej Mohoric skal angribe tidligt på så svær en stigning, og han virkede i søndags træt, mens stigningen ikke passer dieselklatreren Gino Mäder.

Læs også

López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas

EF Education-EasyPost: Jeg tror mest på Healy og Chaves. Neilson Powless har været flyvende i år, men havde et grimt styrt i søndags, og selv den bedste Powless vil formentlig finde det for eksplosivt og stejlt. Sean Quinn har ikke været formstærk, og der er stadig ingen livstegn fra Andrea Piccolo.

Groupama-FDJ: Igen har de et fremragende hold med Gaudu og Madouas. Rudy Molard er to gange blevet nr. 8, senest endda sidste år, men får han lov at køre sin chance? Hans form er ukendt efter en lang pause og et styrt i søndags. Quentin Pacher blev sidste år nr. 17, men han må i dag være hjælper, som det også gælder for den stadig imponerende Kevin Geniets.

Team Arkea Samsic: Warren Barguil passer perfekt til denne finale, hvor han er blevet nr. 4, 5, 6, 9 og 9, men selvom han blev nr. 9 sidste år, hvor han også havde tabt meget niveau, har hans forår i år været så skidt, at jeg ikke er meget optimistisk. Der er bedring hos Clement Champoussin, men han synes igen faldet sammen, og finalen passer ham ikke. Simon Guglielmi kan komme ganske langt, men ikke være med helt fremme, og det er for tidligt for Louis Barré, selvom finalen burde være noget for ham.

TotalEnergies: Valentin Ferron er flyvende lige nu og kørte i søndags med Madouas frem til den stærke gruppe i finalen, men denne finale bør være for hård. Den burde passe Mathieu Burgaudeau, der både i søndags og i Baskerlandet endelig viste form, men jeg tror, at den er en anelse for stejl. Det er for tidligt for unge Thomas Bonnet.

Jumbo-Visma: Jeg tror mest på Valter. Tiesj Benoot klatrer bedre end nogensinde og var stærk i går, selvom han brokkede sig over dårlige ben. Jeg tror dog, at den er for stejl og eksplosiv til en top 10, og jeg ser mere noget i stil med sidste års 12. plads - og skal han vinde, skal han angribe tidligt. Sam Oomen er godt kørende, men må være hjælper, og det samme gælder for en stadig formsøgende Gijs Leemreize.

UAE Team Emirates: Det er svært at tro, at det ikke handler 100% om Pogacar, selvom Marc Hirschi har vundet, og Diego Ulissi har været på podiet. Måske kan de holde Hirschi som en plan B, men ingen af dem har vist en form, der gør et topresultat sandsynligt - og George Bennett og Felix Grossschartner er i hvert fald hjælpere.

AG2R Citroën Team Det handler 100% om Cosnefroy. Det er for tidligt for Alex Baudin, og den er for svær for en ellers nu endelig velkørende Bastien Tronchon. Mikael Cherel har ikke vist form.

Team Jayco AlUla: Det handler om Sobrero. De åbner døren for Felix Engelhardt, men vi så på Sicilien, at det bliver for svært. Tsgabu Grmay er i form, men løbet passer ham ikke, og det gælder også for en stadig skuffende Kevin Colleoni.

Intermaché-Circus-Wanty: Potentialet burde være meget stort for Lorenzo Rota¸ men han kom meget skidt i gang efter pausen. Medmindre kulden slog ham ud i søndags, synes formen ikke at række. Den bør også være for svær for Georg Zimmermann og Lilian Calmejane, der begge skuffede i søndags, og den er alt for eksplosiv for Kobe Goossens.

Cofidis: Det må handle om Lafay og Izagirre. Guillaume Martin er ved at finde noget form, men han går ikke i top 10 i så eksplosiv en finale på dette niveau, og den har også altid været for stejl for Jesus Herrada, der trods søndagens sejr synes et stykke fra sit bedste. Anthony Perez har været flyvende i år, men i denne finale må han være hjælper, som det også gælder for Jonathan Lastra.

Trek-Segafredo: Skjelmose og Ciccone ligner de gode bud. Bauke Mollema er ellers specialist og tidligere blevet nr. 4, 6, 6, 7 og 9, men formen synes ligesom sidste år slet ikke at række. Den passer ikke Juan Pedro Lopez, og trods god form er Tony Gallopin hjælper.

Uno-X Pro Cycling Team: Finalen passer perfekt til Tobias Johannessen, men han synes stadig langt fra formen. Det er også en god finale for eksplosive Anthon Charmig, men han har ikke vist form i nogen tid. Jonas Gregaard var godt kørende i onsdags, men passer ikke rigtigt til denne finale. Den uhyre formstærke Fredrik Dversnes er nok lidt overmatchet i dette selskab, og Anders Johannessen er stadig ved siden af sig selv.

Astana Qazaqstan Team: Det handler om Lutsenko. Simone Velasco var uventet god i Amstel, men denne finale er for svær og passer slet ikke den i år skuffende David De La Cruz. Cristian Scaroni var flyvende i Baskerlandet, men bør finde den for svær, og søndagen bekræftede vel, at Samuele Battistella efter sin lange pause ikke er på toppen. Gianni Moscon mangler stadig for meget.

Team DSM: Det må handle om Bardet. Holdet har også Oscar Onley, men han har haft det svært på højeste niveau og udgik senest af Amstel. Finalen burde dog passe ham, og måske hjælper bedre vejr og en kortere distance. Matthew Dinham gjorde det pænt i søndags, men niveauet er for højt, og den er for svær for Sean Flynn.

Alpecin-Deceuninck: Holdets kort burde være Quinten Hermans, der blev nr. 14 i 2021 og i dag er meget stærkere. Han missede imidlertid Amstel med sygdom og ledte efter formen i Baskerlandet og Brabantse, og da stigningen i forvejen nok er for stejl, er optimismen begrænset. Søren Kragh er også udtaget og viste stigende form i Amstel, inden han fik defekt, men denne finale er for svær, hvorfor han skal angribe tidligt. Den passer Robert Stannard, men han synes helt uden form, og Jason Osborne synes også meget formsvag.

Equipo Kern Pharma: Bedste bud er Roger Adria, der har taget et enormt skridt på eksplosive stigninger og var fremragende i Indurain og Besancon, men niveauet her er nok en tand for højt.

Bingoal WB: Bedste bud er Lennert Teugels, der har gjort det godt i år, senest på Sicilien, men niveauet er for højt. Marco Tizza burde passe til finalen, men han skuffede fælt på Sicilien. Den passer ikke Alexis Guerin, og den er for svær for Remy Mertz og Julian Mertens.

Burgos BH: Mest spændende er Victor Langellotti, der har vist evner i denne slags finaler i år, og som gjorde det pænt i søndags, men niveauet er nok for højt. Det gælder også for Jose Manuel Diaz, der tillige mangler det sidste punch. Trods resultatet i Besancon er den også for svær for Jetse Bol, og Pelayo Sanchez mangler for meget.

STREAM TOUR OF THE ALPS OG FLECHE WALLONNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE