Og denne forlængede weekend gode muligheder for at sikre Danmark det vi har savnet siden 2002: en rigtig stor sejr i endagsløbene. I denne optakt ser vi historisk på det danske ryttere har præsteret de seneste år, og dernæst kigger vi kort på de resterende af sæsonens løb, der alle potentielt kan ende med en dansk sejr. Så god form er de danske ryttere og så gode er vores ’talenter’ efterhånden blevet. Og så er vi også privilegeret med nogle motiverede, træningsglade profiler. Og det er nemlig hvad efteråret handler om: en smule talent og en masse vilje og motivation til at træne.
TørkenDanskerne fik lige netop 6 mand med til VM, men det havde de ikke gjort, hvis ikke UCI havde ændret reglerne op til denne sæson. Der har været store og fine sejre, først og fremmest Chris Anker Sørensens fornemme bjergetape i Giro d’Italia. Derudover har
Matti Breschel vundet Dwars Door Vlaanderen, Alex Rasmussen en række flotte etapesejre i
Vuelta a Andalucia og Quatre Jours de Dunkerque, ligesom det historisk set også var flot, at
Jakob Fuglsang for tredje gang sejrede i Post Danmark Rundt – før Fuglsang begyndte rigtig at baske sine vinger havde der ikke været en dansk sejr i fem år.
Alle de danske ryttere er stort set at betragte som endagsspecialister eller luksus hjælperyttere. Set i det lys er det faktisk gået ret godt i Grand Tour-sammenhæng. Det er nemlig blevet til etapesejre næsten hvert år i en årrække. Chris Anker Sørensen i år, Nicki Sørensen etape i
Touren (2009), Breschels Vueltasejr året før...
Men ikke samlede sejre, naturligvis. Det tætteste man kommer på et stort samlet resultat i etapeløbene, var Fuglsangs tredjeplads i Tour de Suisse i år. Fuglsangs resultat her røber en del. Som så mange af de flotte danske resultater kunne det været blevet til mere. Havde Fuglsang ikke mistet kontakt med frontgruppen på kongeetapen – noget som sikkert ikke havde sket, havde han ikke angrebet tidligere på stigningen – så ville Fuglsang faktisk have vundet løbet, da han netop kørte en forrygende afsluttende enkeltstart. I sidste ende var det fint og godt, men kunne have været så meget mere.
Ligeså med Matti Breschels sæson. Den flotte sølvmedalje kunne – efter et solidt stykke kontrafaktisk historieskrivning – måske være blevet vekslet til guld, men det er spild af kræfter, for danskerne kunne ikke have gjort det meget bedre. Og det er positivt i det lys, at det er svært at forestille sig en VM-rute i fremtiden, hvor Breschel ikke vil kunne gøre sig gældende. I flade København vil han være OK hjemme, Valkenburg året efter vil passe ham endnu bedre, og selv på den hårde rute i Mendrisio (2009) gik det fint, ej at forglemme Varese i 2008.
Nej, det der er problemet, er de små ting. Det er lang tid siden, en dansker kørte en stor sejr hjem i et endagsløb. Det kunne være sket tidligere på året i Gent-Wevelgem, men en ellers oplagt sejr til Breschel blev spoleret af en defekt. Men det skete ikke, ligesom det reelt har været tilfældet siden Jakob Piils Paris-Tours-sejr i 2002, altså den store danske sejr.
Hvorfor så denne lange opremsning/tirade? Fordi noget tyder på, at den sejrstørke måske er ved at være ovre. Der er noget i luften. Breschels flotte resultat cementerede det bare: Danmark har efterhånden samlet en række ryttere, der potentielt kan skabe store resultater. Og heldigvis er de alle i topform ligesom nogle af de store løb er om hjørnet. Efteråret har en række store endagsløb, men modsat foråret så er det altså en smule nemmere at sejre her, simpelthen fordi færre ryttere er i topform. Og de danske ryttere
er i topform.
Derfor tager vi de forestående løb en for en, alt i mens vi fremhæver, hvorfor det her kan blive til dansk sejr – og hvem af danskerne der potentielt kan sejre. Ved de største af løbene vil der komme individuelle optakter her på siden, når vi kommer lidt tættere på. Betragt dette som en optakt med meget danske skyklapper.
Før vi tager disse briller på, så skal det noteres, at fjenden i nærmest alle løbene hedder Phillipe Gilbert (OmegaPharma-Lotto). Er han så god, som han var i fjor – hvilket
VM tyder på – så er det slet ikke sikkert danskerne overhovedet kan komme ind i varmen. Derudover skal det siges, at den eneste måde Danmark kan betragtes som værende ude af den overnævnte ’tørke’ er hvis en dansker vinder en af de tre store løb forneden, altså Giro del’ Emilia,
Paris-Tours eller Giro di Lombardia. De andre er fine og præstigefyldte løb, jovist, men ikke nok i denne sammenhæng.
Paris-Bourges (7. oktober)Et traditionsrigt fransk endagsløb, kørt første gang i 1913. Aller højest en mindre semi-klassikker, hvor danskere dog traditionelt har gjort det godt med sejre. Fire danske sejre igennem tiden: 2005 (Lars Bak), 2002 (Allan Johansen), 1994 (Lars Michaelsen), og 1987 (Kim Andersen).
Løbet køres i Massif Central og er let kuperet. De seneste år er det skiftevis gået til en udbryder og en sprinter. Den store danske favorit må være Matti Breschel, der kan vinde løbet på flere måder, men som ligegyldigt hvad er blandt startlistens hurtigste afsluttere. Derudover passer profilen udmærket til
Michael Mørkøv og Jonas Aaen.
Giro dell’ Emilia (9. oktober)Det måske hårdeste endagsløb i kalenderen passer øjensynligt godt til Jakob Fuglsang, som den seneste uge har ført sig frem på belgiske brosten. Det gør en rytter som Fuglsang kun, når man er i topform og Fuglsang har da også længe ladet det vide, at han satsede på årets sidste italienske endagsløb.
I fjor blev det til en ærgerlig andenplads efter Robert Gesink, men Fuglsang virker endnu mere oplagt i år så den formstærke hollænder skal passe på. Af andre potentielle danske håb finder man også Chris Anker Sørensen, som typisk blot bliver bedre og bedre som sæsonen skrider frem, forstået på den måde, at danskeren fortsætter og intensiverer træningen, mens de fleste andre begynder at slappe af. Danskerne kører dog på et stjernebesat hold – løbets på papirets stærkeste – hvor
Richie Porte og Andy Schleck også satser på noget stort. Men danskerne ligner nu og her de bedste bud.
Paris-Tours (10. oktober)Matti Breschels store chance for at få revanche. Danskeren har før været med fremme i et løb, der passer ham glimrende. Danskerens chance ligger i at holde sig til Philippe Gilbert og så ellers håbe, at dette er en af de år uden massespurt. Med forløbere som Jakob Piil (2002) og Rolf Sørensen (1990) er dette typisk løbet, hvor danske endagsprofiler er slået igennem for alvor. Lad det ske!
G.P. Beghelli (10. oktober)Dette italienske endagsløb er lidt en mellemvare, der typisk afgøres i en mindre spurt. Det er derfor ikke her Fuglsang og Chris Anker Sørensen vil sejre, men måske der kan vente et gennembrud for danske ryttere som Andre Steensen og Anders Lund?
Giro del Piemonte (14. oktober)Mislykkes det for Breschel søndag, er der endnu en stor chance i Giro del Piemonte. Det er det af efterårets italienske løb, der er fladest, men alligevel skal Breschel ikke forvente at kæmpe mod supersprintere.
Giro di Lombardia (16. oktober)I årets sidste monument samles alle de store danske profiler. Har de noget tilbage i tanken, kan det blive en stor dag. Breschel prøver kræfter med en endnu hårdere profil, selvom ruten måske umiddelbart passer bedre til Chris Anker Sørensen og Jakob Fuglsang. Lombardiet Rundt er dog et lidt kompliceret løb, hvor selv ikke-klatrere har sejret, og omfanget af Breschels klatreevner er ikke lige til at spå om.
Japan Cup (24. oktober) Chris Anker Sørensen vandt i fjor, så alt kan ske. Løbet er hårdt og egner sig til de ryttere, som ikke har noget imod at træne hårdt endnu en uge. Det kan meget vel blive til endnu en sejr til Oksen fra Hammel.