Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Fredagens etaper i ugens fire store etapeløb

Optakt: Fredagens etaper i ugens fire store etapeløb

07. februar 2020 12:02Foto: Sirotti

Efter de indledende sværdslag i Australien og Argentina samt på Mallorca intensiveres cykelsæsonen for alvor i uge 6, hvor de første etapeløb i Europa skal køres, og hvor der er store etapeløb under sydlige himmelstrøg i både Australien og Saudi-Arabien. Feltet.dk dækker naturligvis det hele med store overordnede optakter til alle løbene og vil tillige have kortere optakter til de enkelte etaper i de fire etapeløb.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Tiden rækker desværre ikke til store optakter til alle etaperne i de fire løb, men hver dag vil vi have en samlet artikel med kortere optakter til den kommende dags etaper i begge etapeløb. Derudover er der naturligvis overordnede optakter til Saudi Tour, Volta a la Comunitat Valenciana, Etoile de Besseges og Herald Sun Tour . Endelig kan du her læse om, hvordan vi live-opdaterer fra tre af løbene.

 

Fredag gælder det 4. etape i Saudi Tour samt 3. etape af Volta a la Comunitat Valenciana, Etoile de Besseges og Herald Sun Tour.

 

Saudi Tour - 4. etape

Ruten

Efter at klatrebenene blev testet på 3. etape er det tid til kongeetapen, hvor klatrerne skal slå til, hvis de vil forhindre en sejr til en sprinter eller puncheur. Denne gang skal de nemlig over den lange stigning fra 3. etape to gange i finalen, men desværre for bjerggederne følger der efter sidste passage endnu 24 meget lette kilometer. Det er her forsøget skal gøres, men de holdbare sprintere lurer helt sikkert på muligheden for en reduceret massespurt.

 

Læs også
Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

 

Med en distance på bare 137,0 km er det endnu en kort etape, som fører feltet fra Wadi Namar Park til Al Muzahimiyah King Saud University. Startområdet ligger i den sydvestlige udkant af Riyadh, hvorfra man kører mod sydvest ud i ørkenen ad en let stigende vej. Efter en nedkørsel og et fladt stykke når man ned til en ganske lille rundstrækning, hvor man kører en omgang for at passere en lille bakke (1,3 km, 7,85%), der leder op til den første spurt, som kommer efter 33,0 km. Herefter går det igennem den flade ørken mod vest og siden sydvest forbi den anden spurt, der kommer efter 44,0 km. Her venter en lille bakke, inden en flad ørkenvej fører mod vest forbi den tredje spurt, som er placeret efter 64,5 km. Kort efter drejer man mod nord for at passere en lille nedkørsel, inden det går i fladt terræn mod frem til dagens vigtige rundstrækning.

 

Det er den samme 20,0 km lange rundstrækning som på den foregående etape. Den består af en tur frem og tilbage ad en ørkenvej afbrudt af U-vendinger i begge ender. Der skal køres to omgange, hvor man lægger ud med at køre op ad Qidduya-stigningen (3,5 km, 6,6%), på hvis top der første gang er en fjerde og sidste spurt efter 93,0 km og anden gang dagens bonusspurt efter 113,0 km. Efter et fladt stykke og en U-vending kører man ned ad bakken igen. Efter anden omgang kører man ad en lige og flad vej mod sydvest ind til målet, hvor de sidste 5 km er helt flade. Finalen er teknisk helt ukompliceret, da det sidste sving kommer med mere end 5 km igen, inden vejen bugter sig ind på den 640 m lange og 8 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 1266 højdemeter.

 

Al Muzahimiyah King Saud University har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

Vejret

Efter en relativt kølig start på løbet bliver det kun varmere. Fredag vil der ikke være en sky på himlen, og temperaturen vil nå helt op på 30 grader. Samtidig bliver det igen lidt mere blæsende med en jævn til frisk vind (21 km/t), der for første gang kommer fra sydvest. Det giver primært modvind på første del af etapen, indtil man får sidemed- og sidevind på det sidste stykke frem mod rundstrækningen. Her vil der være medvind på bakken og modvind på nedkørslen. Til slut vil der være direkte modvind på det sidste flade stykke ind mod mål, indtil man får sidemodvind med 2 km igen.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

Favoritterne

Arrangørerne kunne næppe have ønsket sig et bedre scenarium inden kongeetapen. Dagens etape viste nemlig tydeligt, at Rui Costa er helt i særklasse på stigningerne, men alligevel lykkedes det Phil Bauhaus at tage trøjen. Morgendagens kongeetape er sidste chance for Costa til at vinde løbet, og da de 3 bonussekunder i den indlagte spurt på toppen af stigningen næppe er nok, skal UAE udnytte deres klatrestærke hold til at lægge pres på.

 

Dermed er der lagt op til et brag af en etape. Indledningen vil imidlertid nok være ganske kedelig. Den generelle modvind i starten betyder formentlig, at et udbrud kan få lov at sejle væk efter de indledende sværdslag, er ligesom i dag dog godt kan tage nogen tid. Vinden kan blive halvfarlig, når de drejer ind i sidemedvinden, men da der herefter vil være konstant med- eller modvind, virker det usandsynligt, at den ikke alt for kraftige vind vil gøre vedvarende skade, hvorfor Bahrain formentlig kan få lov at kontrollere løbet.

 

I stedet skal det ske på bakken, hvor man må formode, at UAE lægger pres på allerede første gang. Alessandro Covi er en glimrende klatrer, der kan gøre det hårdt første gang, men det vil formentlig være for tidligt at angribe allerede her. I stedet skal sprinterne slides ned, men tempoet vil også betyde, at udbruddet formentlig bliver hentet ret hurtigt. Costa vil nemlig også gerne have de tre bonussekunder på bakken.

 

Når de rammer stigningen anden gang, forventer jeg samme billede som i dag. Valerio Conti vil forcere hårdt, inden Costa formentlig igen vil kunne køre alene væk i medvinden. Det bør som minimum give de 3 bonussekunder, men herefter bliver det sværere. Der vil nemlig være direkte modvind hele vejen hjem, og det udelukker en solosejr.

 

Drømmen for Costa må være at finde en lille gruppe, der kan holde hjem. Det er ikke helt umuligt, hvis sammensætningen er rigtig, men med modvind tror jeg, at det bliver svært. Bahrain har et stærkt hold, og de vil formentlig være kloge nok til at holde sig samlet omkring Phil Bauhaus. Herefter bliver opgaven at skabe samling til en reduceret massespurt, og da hold som NTT, Circus og Arkea meget vel kan tænkes at hjælpe, vil jeg tro, at de kan skabe samling i den hårde modvind. Der er reelt to mulige scenarier: en reduceret massespurt eller en lille gruppe med Costa, som holder feltet stangen. Modvinden gør, at jeg tror på førstnævnte.

 

Derefter er spørgsmålet, hvem der vil overleve. I dag var der ganske pæn udskilning, og i morgen vil den efter al sandsynlighed være større. De sprintere, der faldt fra i dag - dvs. folk som en skuffende Nicolo Bonifazio, Matthew Gibson, Imerio Cima og Arvid de Kleijn - vil der formentlig også få det for hårdt denne gang. De overlevende kan til gengæld se frem til en spurt, der for første gang slet ikke er teknisk, men hvor modvind gør timing afgørende.

 

I dag viste Phil Bauhaus med sit vanvittige lead-out, som i sidste ende gav en sejr, at han er løbets i særklasse stærkeste sprinter. Nogen bjergged er han langt fra, men jeg tror faktisk, at han klarer den. I dag faldt han ikke som Mark Cavendish kortvarigt fra på bakken, men sad med feltet hele vejen. At vinde en let stigende spurt, der bliver kørt over 400 m, vidner om en kolossal power, som også kom til udtryk med hans overraskende gode resultat på 1. etape. Dette er en sand powerspurt for en powersprinter som Bauhaus, og derfor tror jeg, at han vinder igen på en dag, hvor kampen om den samlede sejr betyder, at der ikke kan blive plads til at køre for en i dag ret skuffende Mark Cavendish.

 

Løbets næsthurtigste er formentlig Nacer Bouhanni, der stadig virker til at være i fremragende form. Det viste han på 1. etape, og det viste han i dag, hvor han ikke var i problemer på stigningerne. Han kom også hurtigt på de sidste meter til slut og viste dermed den fart, han også havde på 1. etape. I en flad spurt er han måske ikke længere helt så hurtig som formstærke Bauhaus, men i modvinden kan han komme langt med sin som regel ganske gode timing.

 

Timothy Dupont kørte i dag en skuffende spurt, men han burde i teorien være en af de hurtigste. Bakken kan blive for stram for ham, da han synes at mangle en del på formkontoen, men i dag sad han trods alt med hjem. Han synes at mangle de sidste procent, men i dette felt har han med sin fine positionering en reel chance for at vinde.

 

Læs også
Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

 

Jeg vil også fremhæve Matteo Malucelli. Italieneren har været løbets overraskelse med en helt ukendt holdbarhed. Der er ingen garanti for, at han klarer bakken, men med de ben, han har vist, er det ikke umuligt. Som ren sprinter er han på papiret en af de hurtigste, men det har knebet med positioneringen. Det gør det ikke i denne finale, hvor hans fart kan føre ham langt.

 

NTT har både Reinardt van Rensburg og Carlos Barbero , der var meget imponerende, da han som eneste mand fulgte Costa på den sidste mur. Begge overlever med sikkerhed bakken, men de mangler hurtighed på flad vej, hvor de i dag havde gavn af den stigende finale. I denne afslutning er Barbero formentlig den hurtigste og dermed også det bedste bud. For at vinde skal de imidlertid have det gjort så hårdt som muligt med deres klatrestærke hold.

 

I dag gik det galt for Jens Debusschere , men en teknisk finale har aldrig været ham. Han virker til gengæld i god form, og morgendagens afslutning passer ham bedre. Jeg tvivler på, at han stadig har farten, men hvis det bliver hårdt, er han ikke uden chance.

 

Sprintere som Youcef Reguigui, Julien Trarieux, Geoffrey Soupe, Yevgeniy Gidich og August Jensen mangler formentlig den sidste topfart på flad vej, og det bliver svært for Lucas Carstensen og Charles Page, selvom de overraskede ved at sidde med hjem i dag. Jeg åbner stadig døren lidt på klem for Niccolo Bonifazio, der normalt nok burde kunne klare disse bakker, men som kan være mærket af styrtet. Farten har han i hvert fald, som han viste på 1. etape. Endelig kan Heinrich Haussler komme i spil, hvis det bliver for hårdt for Bauhaus.

 

Ender en lille gruppe med at køre væk, vil jeg faktisk pege på Andreas Kron. Danskeren er tydeligvis en af de bedste på bakkerne og er hurtig. Det er Rui Costa også, men han vil formentlig køre fuld gas af hensyn til klassementet. Andre kandidater er August Jensen, Sergei Chernetskii, Adam de Vos og Tom-Jelte Slagter, der alle kan klatre og afslutte, samt Enrico Gaparotto, hvis han er kommet sig over styrtet.

 

Feltet.dks vinderbud: Phil Bauhaus

Øvrige vinderkandidater: Nacer Bouhanni, Timothy Dupont

Outsidere: Matteo Malucelli, Carlos Barbero, Reinardt van Rensburg, Jens Debusschere, Niccolo Bonifazio

Jokers: Heinrich Haussler, Andreas Kron, August Jensen, Sergei Chernetckii, Rui Costa, Tom-Jelte Slagter, Adam de Vos, Enrico Gasparotto

 

Herald Sun Tour - 3. etape

Ruten

Efter det første klassementsslag håber sprinterne atter at komme til fadet på 3. etape, men det bliver nu ikke helt så enkelt. Ganske vist er det meste af etapen flad, men der lægges benhårdt ud med en lang, hård stigning, ligesom der venter en kort, stejl sag i finalen. Terrænet er ikke hårdt nok for klassementsrytterne, og mens sprinterne i deres stille sind håber på at klare den sidste bakke, er der utvivlsomt også mange lykkeriddere, der lurer på chancen på en mulig udbrudsetape.

 

Med en distance på 178,1 km er etapen betydeligt længere ind de foregående og fører feltet fra Bright til Wangaratta. Starten er ganske brutal, idet man efter et kort, let stigende stykke, der fører mod øst, skal over kategori 2-stigningen Tawonga Gap, der over 5,9 km stiger med 6,5% i gennemsnit og er ganske regulær med en kilometer med 8,0% i snit ca. midtvejs. Toppen rundes efter 17,2 km, hvorefter en teknisk nedkørsel fører mod øst ned i dalen. Her kører man mod nordvest langs floden, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Kancoona (4,5 km, 5,7%), hvis top passeres efter 58,4 km.

 

Efter den hårde start bliver det lettere. En nedkørsel fører mod sydvest, hvorefter man kører igennem fladlandet mod først vest og siden nordvest. Efter 85,6 km når man dagens første spurt, hvorefter man fortsætter igennem det flade terræn mod nordvest. I udkanten af Wangaratta kører man imidlertid mod vest og siden sydvest for at slå en lille sløjfe i det kuperede terræn vest for byen. Efter 150,2 km når man dagens anden spurt, inden man kører mod nordvest for siden at dreje mod nordøst ind på kategori 3-stigningen Taminick Gap (1,5 km, 7,7%). Toppen passeres med bare 15,7 km igen, hvorefter en kort nedkørsel fører mod øst, inden man snor sig igennem helt fladt terræn mod nordøst ind til målet. Også de sidste 5 km er helt flade og byder på sving med 3700 og bare 400 m igen.

 

Læs også
Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

 

Etapen byder på i alt 1643 højdemeter.

 

Wangaratta var senest målby i 2007, hvor Cameron Jennings sejrede fra et udbrud.

 

 

 

 

 

Vejret

Der venter mere af samme varme, men ustabile vejr, som betød, at kvindernes 2. etape måtte forkortes, mens herrerne slap for regnen. Fredagen starter solrigt med kun få skyer, mens temperaturen hurtigt når hele 31 grader. Fra midt på eftermiddagen vil der imidlertid være 35% risiko for tordenbyger, men feltet burde komme tørskoede i mål. Der vil blot være en let til jævn fra syd, hvilket efter indledende sidemedvind giver sidevind det meste af dagen. Efter den sidste spurt får man med- og sidemedvind resten af vejen. Der vil dog være sidevind på de sidevind med 3,7 km igen, indtil man får medvind med 400 m til stregen.

 

Favoritterne

Efter dagens uventede nedtur til Simon Yates er løbet vendt helt på hovedet. Nu har Mitchelton-Scott nemlig udsigt til at komme tomhændede hjem. Ikke blot var Jai Hindley klart stærkere end Damien Howson, der nu overtog kaptajnrollen, Sunweb var også dybt imponerende med fire mand i gruppen langt oppe ad stigningen.

 

Det kan ændre løbets dynamik. Nu skal det store hjemmebanehold ikke bare kontrollere, men derimod sørge for at få et eller andet med hjem. Med så hård en start på etapen forventer jeg derfor, at de kommer blæsende ud af starthullerne.

 

Læs også
Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud

 

Det kan give en vild indledning, hvor feltet sprænges til atomer, men Sunweb er så stærke, at de kan kontrollere de få farlige folk. Efter nogen tid forventer jeg derfor, at der kører et udbrud, men det bliver med lutter stærke folk og næppe uden deltagelse fra Mitchelton.

 

Herefter bliver det interessant at se, hvad der sker. Sprinterne vil være usikre på, om de kan overleve, og Sunweb har rigeligt at gøre med at spare kræfter til kongeetapen. Med denne start er det sandsynligt, at de store hold bortset fra Sunweb alle vil være med i front, og derfor kan jeg ikke se, hvem der skal lukke det igen. I forvejen har Herald Sun Tour tradition for altid at give mindst én udbrudssejr, og jeg tror, at vi får en på denne etape.

 

Jokeren er naturligvis sidevinden. Jeg tror ikke, at den er stærk nok til at adskille de bedste hold. Retningen er rigtig, og i dette felt kan vi sagtens se store splittelser, men hvis de store hold ikke kan sætte hinanden, vil der næsten altid ske en regruppering igen. Det kan øge farten, hvilket kan føre til, at udbruddet bliver hentet, men det sker kun, hvis der sker splittelser.

 

Derfor tror jeg på en udbrudssejr, og her vil jeg pege på Dion Smith. Newzealænderen virker til at være i glimrende form, og nu får han frihed til at jagte en etapesejr. Mitchelton SKAL have en mand med i udbrud, og en finale med en hård bakke og en flad finale er perfekt til hurtige Smith, der er god i dette terræn. Et udbrud er altid et lotteri, men Smith må være den perfekte mand at sende afsted, og derfor tror jeg, at det lykkes for ham at redde Mitcheltons løb.

 

En anden god kandidat er Cameron Meyer. Også han har arbejdet for holdet, men har nu frihed. Han har vist fornem form med sejren ved de nationale mesterskaber, og også han er god på bakker som disse. Samtidig er han brølstærk på flad vej og har en hæderlig spurt.

 

Holdets tredje bud er Nick Schultz, der også har frihed til at angribe nu. Han er en bedre klatrer end de ovennævnte, men er samtidig også ganske hurtig i en spurt. Formen synes fin, efter at han i dag arbejdede hårdt på stigningen, og kan han komme af med de allerhurtigste, kan han vinde fra et udbrud. Til gengæld tror jeg, at et udbrud er lukket land for Simon Yates. Der må være grænser for, hvem Sunweb vil lukke ind i klassementet igen.

 

Jeg vil også pege på Guillaume Boivin. Canadieren skuffede mig med sin form i Tour Down Under, men han har taget revanche i de sidste løb. I dag kom han hæderligt op ad bakken, og det viser bedre ben. Finalen kan blive for hård, hvis gruppen er stærk, men kommer han med over, er han svær at slå på stregen. James Piccoli må også jagte revanche, men han synes at være for formsvag.

 

Mitchell Docker er normalt ren hjælperytter, men han får måske en chance her. Han overraskede med sin holdbarhed i dag og synes at være i flyvende form. Også for ham kan det blive svært at følge Mitcheltons folk på bakken, men redder han sig med over, har han en ganske glimrende spurt.

 

Ser man på kontinentalrytterne vil jeg særligt pege på den tidligere australske mester Michael Freiberg, der er hurtig og skabt til denne finale, men også Ryan Cavanagh, Markus O’Brien, Marcus Culey og Angus Lyons . Endelig havde jeg egentlig fidus til Jonas Rutsch og Omer Goldstein , men de ligger formentlig for godt i klassementet til at få lov.

 

Læs også
Optakt: Presidential Tour of Türkiye

 

Skulle det blive en spurt, vil jeg pege på Kaden Groves . Han klatrer ganske godt og er løbets næst- eller tredjehurtigste. Jeg kan ikke se Alberto Dainese klare bakken, og den bliver formentlig også for hård for Max Kanter, der dog har en reel chance, og som samtidig har farten til at slå Groves. Moreno Hofland og Mihkel Raim har en bedre chance for at overleve, men de får sværere ved at slå Groves.

 

Feltet.dks vinderbud: Dion Smith

Øvrige vinderkandidater: Cameron Meyer, Nick Schultz

Outsidere: Guillaume Boivin, Mitchell Docker, James Piccoli, Michael Freiberg, Marcus Culey

Jokers: Kaden Groves, Max Kanter, Moreno Hofland, Mihkel Raim, Alberto Dainese

 

Volta a la Comunitat Valenciana - 3. etape

Ruten

Siden comebacket til kalenderen har løbet som regel budt på to chancer for sprinterne, men i år har arrangørerne været ekstra gavmilde over for de hurtige folk. Denne gang er der nemlig tre dage med flade finaler, og efter det indledende klatreslag håber de hurtige folk igen at skulle i aktion på 3. etape. Her er der ganske vist en stigning midtvejs, men en helt flad sidste del lægger op til et opgør mellem feltets bedste afsluttere.

 

I alt skal der tilbagelægges 174,5 km, som fører feltet fra Orihuela til Torrevieja. Også denne gang er der tale om to byer, der næsten er naboer, og derfor består etapen af en kringlet tur rundt i landet. Man lægger ud med at køre en omgang på en 53 km lang rundstrækning i området vest for Orihuela, hvor det først stiger lidt og siden falder lidt, men derudover er helt fladt. Derfra går det igennem fladlandet mod nordøst og siden nordvest, idet man undervejs passerer dagens indlagte spurt, som kommer efter 89,3 km. Umiddelbart efter spurten begynder det gradvist at stige mere og mere, indtil man når toppen af kategori 2-stigningen Alto del Fondo (4,8 km, 6,7%), der byder på 2 km med 9% nær toppen, som nås efter 103,8 km.

 

Herefter resterer 70,8 km, der er meget lettere. Et let faldende plateau fører mod nordøst, inden man kører ned ad en nedkørsel mod syd og derefter fortsætter mod syd og sydøst igennem helt fladt terræn, indtil man når Torrevieja helt ude ved kysten. Her er finalen ret enkel, idet de sidste 5 km er helt flade og kun byder på to sving i rap lige ved den røde flamme.

 

Etapen byder på i alt 1003 højdemeter.

 

Torrevieja har i dette årtusinde kun én gang været vært for et stort cykelløb. Det var 1. etape af sidste års Vuelta, hvor Astana slog Deceuninck-Quick Step og Sunweb i et holdløb, der sendte en stor del af Jumbo-Vismas favoritter på rumpen.

 

 

 

Læs også
Formand for DCU trækker sig

 

 

 

Vejret

Rytterne må knibe sig i armen over det gode vejr til årets løb. Fredag er ganske vist en temmelig skyet affære, men temperaturer på 16 grader er mere end hæderligt for begyndelsen af februar. Det vil heller ikke være spor blæsende med blot en svag til let nordlig vind, der mod slutningen drejer, så den vil komme fra øst i finalen. Det giver vind fra alle retninger på den første rundstrækning, hvorefter ma får sidemedvind frem til toppen af stigningen. Derefter venter mod- og sidemodvind hele vejen tilbage mod kysten, men efterhånden, som vinden drejer, bliver det gradvist til sidevind. Det varer ved, indtil de to sving ved den røde flamme, hvorefter man får sidemedvind på opløbsstrækninge

 

Favoritterne

Efter at Tadej Pogacar nok engang viste, at der ikke er grænser for hans talent, falder der to på igen. Alle har blikket stift rettet mod kongeetapen, og derfor vil alle gerne let igennem 3. etape. Den byder ganske vist på en ganske stejl stigning midtvejs, men den kommer alt for tidligt til at blive brugt offensivt. Det eneste formål kunne være at lægge pres på Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen, men det er svært at se, hvem der har lyst til at forsøge at holde Jumbo og Deceuninck bag sig over 70 flade kilometer, hvor jagten vil være intens.

 

Vinden kunne have været farlig, men på en dag med svag vind bliver det ikke et tilfælde. Der venter derfor formentlig en rolig dag, hvor et udbrud uden de store problemer får lov at køre, inden UAE tager kontrol. De vil hurtigt få hjælp af Jumbo og Deceuninck, og dermed er der lagt op til massespurt efter en relativt let dag. Selve spurten byder som altid i Valencia på et par rundkørsler, men med en 1 km lang opløbsstrækning er det en finale for powersprintere, der ikke er helt så afhængige af deres hold.

 

Forud for løbet kunne man godt være i tvivl om, hvem der var hurtigst i dette felt, men den tvivl er ryddet af vejen. Dylan Groenewegen leverede en af sit livs mest vanvittige spurter på 1. etape og satte en fed streg under, at han stadig må regnes som verdens hurtigste. Dermed er der heller ingen tvivl om, at han er favorit til denne etape. Hans tog med Paul Martens, Jos van Emden og Christoph Pfingsten er på papiret ikke det stærkeste, og de skuffede da også forleden. Trods en håbløs position vandt Groenewegen alligevel. Udfordringen er positionen, men i en enkel finale som denne tror jeg, at den hollandske kanonkugle igen lader farten tale.

 

Rivalen er naturligvis Fabio Jakobsen, men han er formentlig stadig ved at få luften efter sin mavepuster i går. Det var utroligt at se, hvordan den lynhurtige hollænder efter et sublimt lead-out af Yves Lampaert og Davide Ballerini blev sat godt og grundigt til vægs af en langt hurtigere mand. Han kan til gengæld finde trøst i toget, der fungerede fra dag 1. Bliver Groenewegen fanget, er det derfor oplagt, at Jakobsen vil vinde, da han formentlig igen vil blive afleveret bedst.

 

Alexander Kristoff er uden tog, men viste igen sin fornemme positioneringsevne ved at sidde på Jakobsens hjul. Det kan han meget vel ende med at gøre igen, og der bør være garanti for en topplacering. Til gengæld har han ikke farten til at vinde, men hvis Jakobsen igen timer sin spurt forkert, som han før har gjort det, kan Kristoff altid slå til i en powerspurt i februar, hvor han altid kører stærkt.

 

Davide Cimolai har heller ikke samme fart som de to hollændere, men ser man på resultaterne fra det seneste års tid, ligner han løbets fjerdehurtigste. Også han er glimrende i positionskampen, og han har i Tm van Asbroeck en af feltets bedste lead-out men. Han skuffede på 1. etape, men normalt er han meget stabil i disse finaler.

 

Læs også
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 

Også Jon Aberasturi ligner på papiret en af feltets hurtigste. Han lagde stærkt fra land med en 3. plads i Mallorca og har både fart og form. Han er ramt af et svagt hold, men normalt klarer han positioneringen fint på egen hånd.

 

Matteo Trentin viste tydeligt på 1. etape, at han stadig mangler fart på lette dage. Alligevel bør han kunne gøre det meget bedre. Han er nemlig god i positionskampen og er en af de få, der har et dedikeret hold til at køre for sig. Med Nathan van Hooydonck og Greg van Avermaet foran sig bør han ende i en god position, og selvom han nok ikke vinder, bør han ende langt fremme.

 

En positiv overraskelse forleden var John Degenkolb. Tyskeren gjorde det ganske hæderligt i en kaotisk spurt, der normalt ikke er hans styrke. Han er stadig hæmmet i positionskampen, men i Philippe Gilbetr har han en glimrende mand til at føre sig frem. Sidder han rigtigt, er det lige en powerspurt for ham.

 

Amaury Capiot er normalt god i positionskampen, selvom han fejlede på 1. etape. Han kørte en god sidste spurt på Mallorca og synes i fin form. Han mangler fart på flad vej, men hans positionering gør ham meget stabil.

 

En af de første positive overraskelser har været Juan Jose Lobato, der kørte gode spurter både på Mallorca og her. Hans positionering har altid været katastrofal, men han har klaret det fint de seneste dage. Også i denne enkle finale har han en reel chance for at sidde rigtigt, og han synes at have både fart og form.

 

Blandt de øvrige sprintere tror jeg, at Luka Mezgec er lidt for alene i en powerspurt, der heller ikke rigtigt passer ham. Ben Swift gjorde det godt på 1. etape, men det er umuligt at se ham vinde en flad spurt efter et let løb, selvom han viste forrygende form i dag. Ivan Garcia, Lawrence Naesen, Romain Cardis, Manuel Penalver, Jaume Sureda, Vincenzo Albanese, Viacheslav Kuznetsov, Giacomo Garavalgia og Enrique Sanz mangler formentlig alle farten i en flad finale.

 

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Fabio Jakobsen, Alexander Kristoft

Outsidere: Davide Cimolai, Jon Aberasturi, Matteo Trentin, John Degenkolb, Amaury Capiot

Jokers: Juan Jose Lobato, Luka Mezgec, Ben Swift, Ivan Garcia, Enrique Sanz, Manuel Penalver

 

Etoile de Besseges - 3. etape

Ruten

Efter to dage med stigende finaler er det tid til den traditionelle kongeetape omkring byen Besseges, der har lagt navn til løbet. Efter adskillige år med den helt samme rute blev den imidlertid sidste år ændret så markant, at der aldrig var tvivl om, at den ville ende i en massespurt. Den nye rute genbruges i et helt uændret format, men med udsigt til en ny og langt, langt hårdere kongeetape om lørdagen har klatrerne ingen grund til at brokke sig over, at det nok engang formentlig er sprinterne, der skal spurte om sejren i Besseges.

 

Den nye etape byder på i alt 158,2 km og har som den gamle variant både start og mål i Besseges. Den kan inddeles i tre dele, og det er den indledende del, der er den vanskeligste. Den består nemlig af en omgang på den 42,9 km lange rundstrækning i bakkerne umiddelbart syd for Besseges, der på den tidligere rute skulle forceres hele tre gange. Nu skal den bare tilbagelægges en enkelt gang og det betyder, at den gamle nøglestigning, kategori 1-stigningen Col de Trelis (5,4 km, 4,5%) med top efter 6,4 km, nu blot er på programmet é gang - en stigning, der efter 3 km med ca. 3% stiger med 7,3% over 1 km og 5,5% over de sidste 1400 m. Efter en nedkørsel gælder det den ikke-kategoriserede Col des Brousses (2,6 km, 4,7%), hvis top rundes efter 14,4 km, og som har en ganske stejl midtersektion med 500 m med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,4. Herefter flader det atter ud, mens man kører frem til målstregen. Undervejs passerer man efter 33 km en bakke (900 m, 6,4%), inden stregen krydses efter de 42,9 km, hvor en indlagt spurt er placeret.

 

Læs også
Skjelmose med stærk udmelding inden monument

 

Nu gælder det nyskabelsen, der består af en omgang på en 108,6 km lang rundstrækning, der er betydeligt fladere end den foregående. Den sender rytterne ud i terrænet øst for Besseges, hvor det er langt mere overkommeligt end på bakkerne i den umiddelbare nærhed. Den første del er helt flad, inden man skal over den ikke-kategoriserede Barjac (1,9 km, 4,3%) med top efter 81,5 km, hvorefter det gælder hovedudfordringen, kategori 2-stigningen Cote de Majannes-le-Clap (7,3 km, 2,9%), der er lang, men regulær og alt andet end stejl, og som har top efter 100,3 km. Herefter flader det atter ud, inden det kort inden næste målpassage gælder den ikke-kategoriserede Col du Grand Chataignier (8,2 km, 1,9%), der kun nær toppen med 1200 m med 6,1% er en anelse stejl. Toppen passeres efter 144,5 km, hvorefter faldende og fladt terræn leder tilbage til mål, hvor den anden spurt kommer efter 151,7 km.

 

Som på den gamle rute afsluttes etapen nu med en omgang på en helt flad, 6,8 km lang rundstrækning uden væsentlige tekniske udfordringer. Det sidste sving kommer med 3,1 km igen og derefter går det fladt ind til stregen, idet den sidste kilometer dog stiger med 0,3%.

 

Etapen byder på i alt 1759 højdemeter.

 

Sidste år blev det hele som sagt samlet til en massespurt, der blev vundet af Marc Sarreau foran Christophe Laporte og Mikel Aristi. Den gamle etape var langt mere selektiv, også selvom det i 2018 endte i en reduceret massespurt, der blev vundet af Sarreau. I 2017 kørte de 19 stærkeste væk, og herfra angreb Lilian Calmejane, som med en solosejr lagde grunden til sin samlede triumf. I 2016 vandt Sylvain Chavanel en spurt i en lille gruppe. Forud for det vandt Bryan Coquard imidlertid en reduceret massespurt to år i træk. I 2013 vandt Jerome Cousin fra et udbrud, og det samme gjorde Pierre Rolland i 2012.

 

 

 

 

 

Vejret

Efter et par dage med flot solskin bliver det koldere og mere skyet de sidste dage. Således ser fredag ud til at blive helt overskyet, men uden regn og med en temperatur på pæne 10 grader. For anden dag i træk vil det være næsten helt vindstille med kun en helt svag vind fra sydøst og syd. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute, men på den store rundstrækning vil der hovedsageligt være sidevind, indtil man får sidemedvind og til slut sidemodvind ind mod Besseges. På den afsluttende rundstrækning vil der først være sidemodvind og dernæst sidemedvind på den lange opløbsstrækning.

 

Læs også
Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

 

Favoritterne

Efter den fornemme danske sejr i dag håber sprinterne at få en sidste chance inden den afgørende weekend. Der er som sagt tale om den gamle kongeetape i fornyet og meget lettere format, men vi så sidste år, at den ikke var hård nok til at snyde sprinterne. Dengang var det endda ellers knaldhårdt og aggressivt, fordi det var klatrernes eneste chance for at gøre forskelle inden enkeltstarten, men alligevel blev alle angreb fra de stærkeste neutraliseret.

 

I år bliver det næppe lige så aggressivt. Nu er der kommet en langt vigtigere og mere oplagt chance for klatrerne lørdag, og derfor skal de fleste bare let igennem. Det betyder ikke, at der ikke kommer angreb, for en masse ryttere har tabt tid i sidevinden, og derfor forventer jeg mig alligevel en livlig start. Når gruppen er kørt, bør der imidlertid falde ro på, og da det for anden dag i træk er nærmest uhørt vindstille, burde det blive en relativt kontrolleret dag.

 

FDJ vil tage kontrol, og de vil formentlig meget hurtigt igen få hjælp af Trek til at skabe samling. Efter i dag er NTT, EF og sikkert også stadig Circus mulige allierede, og derfor burde det ende i en massespurt efter en ikke alt for hård dag. Denne gang er spurten også flad og uden tekniske komplikationer, og det ligner derfor en sag for hurtigste mand.

 

Det er utvivlsomt Matteo Moschetti. I dag blev den for hård, da han åbnede fra spids, men efter to sejre over selveste Ackermann er hans status som hurtigst i en flad spurt ubestridt. Samtidig har han det bedste tog med særligt Alex Kirsch og Emils Liepins, der gjorde det så godt på Mallorca. Lægger man dertil, at han er forrygende i positionskampen, ligner det årets tredje sejr til Moschetti.

 

Den eneste, der på papiret kan matche ham i en flad spurt, er Danny van Poppel, men som altid med hollænderen aner vi ikke, hvad vi skal forvente. Han var god i sidevinde på 1. etape, men i dag smed han på en let dag mere end 10 minutter. Er han som så ofte før helt væk, har holdet Tom Devriendt i baghånden, men den formstærke belgier er ikke hurtig nok til at vinde. Van Poppel er til gengæld stadig ganske hurtig, og med Van Poppel og bror Boy som et fremragende tog, kan han måske true Moschetti.

 

Så er der naturligvis Jakub Mareczko . I dag fik han det som forventet for hårdt, men han har faktisk klaret sig hæderligt de første dage. I morgen burde han kunne sidde med hjem, og selvom han ikke er så hurtig som tidligere, er han i et felt uden mange topsprintere stadig en af de hurtigste. Hans positionering er som altid håbløs, men CCC har et godt tog til en ukompliceret finale.

 

Efter dagens sejr må Magnus Cort også tildeles en reel chance. Danskeren kørte stort set ikke én eneste spurt i 2019, men i dag viste han, at lidt af farten er intakt. Han har altid haft det svært i positionskampen, men her har han et stærkt tog, der kører dedikeret for ham. Finalen er heller ikke alt for kompliceret, hvilket taler til hans fordel. Til gengæld har han til gode at vise, at han stadig er hurtig nok i en flad spurt.

 

Roy Jans gjorde det i dag fremragende i en spurt, der umiddelbart var til den svære side, og det tyder på form. Sidste år viste han, at han stadig må regnes som en af de hurtigste i dette felt, og han har et ganske overbevisende tog med Alexander Krieger og Scott Thwaites. Meget skal times rigtigt, hvis det skal lykkes, men Jans har på papiret farten til at vinde i dette felt.

 

Clement Venturini mangler også fart på flad vej, men til gengæld har han sin positionering som sin force. Han viste god form i Marseille, hvor han også kørte en god spurt. Han er stort set altid fremme i disse franske spurter, men han mangler som regel den sidste topfart for at vinde.

 

I dag var Edvald Boasson Hagen meget tæt på at vinde, men det var også en for ham helt perfekt finale. Til gengæld kan man tvivle på farten på flad vej efter et par år, hvor han har været langt væk i massespurterne. Til gengæld har han et stærkt hold, og powerspurten passer ham.

 

Thomas Boudat virker til at være i fin form, men han har det altid umådeligt svært i positionskampen. Hos Arkea kan han imidlertid med Romain Hardy og Clement Russo vente sig mere støtte end hos Direct Energie, og i denne finale burde han i hvert have en chance for at sidde rigtigt. Så skal han bare vise, at han stadig har lidt af den gamle fart.

 

Endelig vil jeg også pege på Pierre Barbier og Emiel Vermeulen. Begge gjorde de det i dag flot i en spurt, der måske var en anelse for hård. De bør have bedre muligheder i en flad finale, og de har begge vist, at de fartmæssigt ikke er langt fra de bedste i dette felt. Særligt Barbier er også god i positionskampen.

 

Andre sprintere er Kris Boeckmans, Lionel Taminiaux, Roman Maikin, Damien Touze, Edward Planckaert og Anthony Maldonado, men de bør mangle fart på flad vej. Lorrenzo Manzin synes for formsvag. Og så sal det blive interessant at følge Bryan Alaphilippe, der ikke har kørt meget de seneste år, men tidligere viste, at han kan begå sig på dette niveau, selvom han ikke helt kan matche brormand.

 

Feltet.dks vinderbud: Matteo Moschetti

Øvrige vinderkandidater: Danny van Poppel, Jakub Mareczko

Outsidere: Magnus Cort, Roy Jans, Clement Venturini, Edvald Boasson Hagen, Thomas Boudat

Jokers: Pierre Barbier, Emiel Vermeulen, Bryan Alaphilippe, Lorrenzo Manzin, Edward Planckaert

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Marc Sarreaus sejr fra 2019.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Etoile de Bessèges
Nyheder Profil Startliste Resultater
Volta a la Comunitat Valenciana
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?