Optakt: Gent-Wevelgem

Der er lagt op til traditionsrigt væddeløb i Belgien, når Gent-Wevelgem løber af stablen. Husk, at du kan livestreame løbet direkte hos Discovery+, og her er der fortsat et godt introtilbud, som kan nås, inden løbet starter.

Discovery+ sender både løbet for herrer og damer, og der er således rig mulighed for at se brostensløb.

Løbets rolle og historie

Den Flamske Cykeluge er i fuld gang og fortsætter med det løb, der traditionelt har været nummer 3 i hierarkiet over brostensløb. Grundet dets lange historie betragtes Gent-Wevelgem ofte som værende lige under Flandern Rundt og Paris-Roubaix, hvad prestige angår, og der er derfor masser på spil, når feltet ruller ud fra Ypres vest for Gent for at følge den traditionelle rute til målet i Wevelgem.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Selvom løbet tilhører listen over de store brostensløb, er det imidlertid helt anderledes end det, vi har set tidligere på ugen i E3 Harelbeke, og som vi vil se næste søndag i Flandern Rundt. Det finder sted i en anden del af landet end de øvrige brostensløb og slutter med et meget længere fladt stykke, og derfor er det det af de store brostensløb, som alle sprintere drømmer om at vinde.

Hvad der gør løbet så vigtigt, er dets lange historie. Det blev første gang holdt i 1934 som et juniorløb og blev senere åbnet for uafhængige amatører, inden det blev gjort til et løb for professionelle efter 2. Verdenskrig. Som de fleste andre belgiske løb blev det i de tidlige år domineret af hjemlandets ryttere, men det blev hurtigt et af cykelsportens mest eftertragtede løb. Store belgiske navne som Rik van Looy, Eddy Merckx, Freddy Maertens og Walter Godefroot var blandt de tidligere vindere, men efter Bernard Hinaults sejr i 1977 blev løbet for alvor internationalt med en vinderliste, der indeholder navne fra adskillige nationer og en skøn blanding af sprintere og klassikerryttere som Mads Pedersen, Alexander Kristoff, Greg van Avermaet, John Degenkolb, Peter Sagan, Tom Boonen, Oscar Freire, Mario Cipollini, Thor Hushovd og Djamolidine Abdoujaparov, der alle har vundet i løbets nyere historie.

Løbet har været afviklet på forskellige tider af foråret, og ruten har ofte undergået adskillige ændringer, men det har altid været en vigtig del af den belgiske klassikersæson. I de tidlige år udgjorde det sammen med Omloop Het Volk (nu Omloop Het Nieuwsblad) en serie, der blev kaldt Trofee van Vlaanderen, og det er en uundværlig del af den løbsrække, som udgør de flamske klassikere.

Selvom det hører til i den belgiske forårssæson, er det meget anderledes end Flandern Rundt og E3 Harelbeke. De flamske løb kan inddeles i to kategorier. I den første kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Den anden kategori består af Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem. Navnene på de to sidstnævnte dikterer meget af ruteføringen, og i stedet for at sno sig igennem De Flamske Ardenner har de mere et punkt-til-punkt-format. Det gør det vanskeligere for dem at drage fuld nytte af det lille område, der indeholder alle områdets sværeste stigninger, og derfor er løbene meget nemmere. Scheldeprijs er ganske vist ikke et punkt-til-punkt-løb, men det indeholder ikke én eneste stigning. Derfor er disse løb bedre for sprinterne end de ”rigtige” flamske klassikere.

Faktisk afvikles Gent-Wevelgem i en helt anden del af Belgien end løbene fra den første kategori. Tidligere besøgte løbet De Flamske Ardenner og indeholdt nogle af de kendte hellingen fra Flandern Rundt, men løbet er som regel styret helt uden om denne del af Belgien. I stedet kører feltet fra starten ud til Nordsøen, hvorfra de bevæger sig mod syd til den fransk-belgiske grænse. Her findes løbets ikoniske stigninger, hvoraf Kemmelberg er den klart mest kendte. Løbet ender med et langt fladt stykke til Wevelgem, og det giver sprinterne en langt bedre chance end i de fleste af de øvrige flamske klassikere.

Ikke desto mindre betragtes Gent-Wevelgem som den tredjestørste af brostensklassikerne, og selvom det aldrig har været en del af den gamle World Cup, var det sammen med netop Flandern Rundt og Paris-Roubaix det eneste af brostensløbene, der blev optaget på ProTouren, da denne forgænger til nutidens WorldTour blev etableret i 2005.

I mange år havde løbet imidlertid en uheldig placering som et midtugeløb mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Det betød, at de fleste af de store stjerner ganske vist var til start, men for mange handlede det alene om at holde sig på cyklen og holde benene i gang, og derfor stod mange af undervejs for at være klar til søndagens store slag i Roubaix.

Det ændredes i 2010, da UCI lavede en større omstrukturering af klassikerkalenderen, der delvist tjente det formål at genskabe Gent-Wevelgems prestige og skabe større synergi mellem løbene. Gent-Wevelgem blev derfor flyttet til søndagen før Flandern Rundt, og det udgør nu sammen med E3, der finder sted to dage tidligere, den perfekte opvarmning til De Ronde.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

VIL DU OGSÅ LIVESTREAME EN MASSE CYKLING? KOM FORREST I FELTET MED DISCOVERY+

Ændringen har helt klart været gavnlig, men løbet er stadig ikke et stort mål for de største brostensspecialister. Da E3 ligner Flandern Rundt meget mere, foretrækker de store favoritter til det flamske monument at bruge fredagens løb som den store formtest, mens de mere bruger Gent-Wevelgem som et træningsløb, hvor man kan teste formen på løbets stigninger, men hvor resultatet ikke altid er det vigtigste. På den anden side er løbet som regel det største brostensmål for sprinterne, der her har en sjælden chance for at vinde en stor klassiker.

I et forsøg på at gøre løbet mere attraktivt for klassikerrytterne har arrangørerne forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere stigninger i den kuperede zone. Ændringerne har gjort det sværere for sprinterne, men i nogle år fik det ikke for alvor ansporet klassikerrytterne til at køre aggressivt. Bortset fra ganske brutale udgaver i 2010 og 2015, hvor vejret skabte stor udskilning, har løbet ikke været særlig selektivt trods de mange ændringer. I 2014 indså man, at man alligevel ikke kan konkurrere med E3 om at få opmærksomheden fra de helt store stjerner, og derfor er ruten nu vendt tilbage til et mere traditionelt format. Det betyder, at det igen er et større mål for sprinterne, et forhold, der igen har gjort det til deres store mål for brostenssæsonen.

I 2016 brød man lidt med denne tendens. Som i de foregående år forekom nøglestigningen Kemmelberg to gange på ruten, men for første gang siden 1976 kørte man den ved anden passage fra den stejleste side, hvor den stiger med hele 23%. Det gav et mere selektivt løb, hvor en lille gruppe af de største specialister kunne gøre en afgørende forskel. Tilsyneladende var man begejstret for denne ændring, der er blevet bibeholdt siden da, og siden 2017 har man tillige gjort løbet endnu hårdere ved at indlægge flere passager af de såkaldte ”plugstreets” eller ”green roads”, der er en slags ikke-asfalterede veje, der er placeret mellem de to passager af Kemmelberg. Det var nok til, at scenariet fra 2016 gentog sig i 2017 og 2020, hvor det igen blev en lille gruppe, der skulle afgøre slaget.

Sådan endte det altså også med at blive sidste år, hvor løbet i den omstrukturerede kalender afvikledes i efteråret. Her lykkedes det for en stor del af favoritterne at komme de to giganter, Mathieu van der Poel og Wout van Aert, i forkøbet, og derfor fik de plads i finalen, da de to giganter kom blæsende bagfra ved den stejle opkørsel ad Kemmelberg. Det skabte en uhyre stærk gruppe af favoritter, hvor de to crossdrenge var isolerede og havde lidt for travlt med at ødelægge løbet for hinanden. Resultatet blev en vild og aggressiv finale blandt de ni overlevende, og herfra lykkedes det Mads Pedersen, Florian Senechal, Matteo Trentin og Alberto Bettiol at køre væk fra de to stjerner. Ikke overraskende var danskeren hurtigst foran Senechal og Trentin, og han kunne således skrive karrierens første brostensklassiker på sit cv. Pedersen vender naturligvis tilbage for at forsvare titlen, og da han igen er oppe mod Senechal og Bettiol, er hele sidste års podium at finde i feltet.

Ruten

Som sagt har arrangørerne droppet ideen om at forsøge at konkurrere med E3 om at være den perfekte generalprøve til Flandern Rundt. Uden helt grundlæggende at ændre på løbets natur vil det aldrig være muligt at designe en rute, der i hårdhed kan matche den, der findes i det andet løb, og derfor har man siden 2014 haft et mere traditionelt, nemmere format efter flere år med forsøg på at gøre løbet hårdere. Alligevel har man i de seneste år introduceret et par nyskabelser, der til dels har brudt den tendens. I 2016 var det passagen af Kemmelberg fra den stejle side, der var det nye, og i 2017 lagde man dertil passagen af de ikke-asfalterede ”plugstreeets”, der gav løbets vanskelighedsgrad yderligere en tand opad.

Den grundmodel, der blev introduceret i 2017, er blevet fastholdt siden dengang, og det er også tilfældet i år, hvor Dog har man grundet corona-situationen ligesom i 2020 været tvunget til at droppe den klassiske tur ind i Frankrig, og det koster nogle af de klassiske stigninger. Som kompensation kører man i stedet lidt mere rundt i de belgiske bakker, så løbets nøglestigning, Kemmelberg, ligesom i 2020 skal passeres tre og ikke som normalt to gange og faktisk øges antallet af stigninger igen fra 10 til 11, som man havde det i 2018 og 2020. Efter sidste års særligt korte udgave er distancen også tilbage ved vanlig længde, da der denne gang skal tilbagelægges 247 km, og igen i år kommer de interessant plugstreets lidt længere fra mål på grund af den ekstra tur op ad Kemmelberg. Bortset fra forlængelsen af det flade åbningsstykke er ruten præcis den samme som i 2020.

Som det er tilfældet for de fleste af de løb, hvis navn udgøres af den historiske start- og målby, starter Gent-Wevelgem ikke længere i Gent, da de kortere distancer i moderne cykelsport kræver, at man finder et andet startsted. I mange år har startbyen været Deinze, men ligesom i 2020 er Ieper valgt som udgangspunkt for det 247 km lange løb.

Ændringen af startbyen, der nu ligger nærmere kysten fører til en modifikation, idet man som i 2020 lægger ud med at køre en omgang på en helt flad 40 km lang rundstrækning i området øst for byen, formentlig for at nå op på den ønskede distance. Herfra bliver det til gengæld helt klassisk, når man kører mod nordvest og nord igennem fladlandet hele vejen ud til kysten og byen Veurne. Denne del af ruten er helt flad, men kan faktisk være en af de vigtigste faser af løbet. På en stille dag tjener den alene det formål at gøre løbet langt og at give et udbrud en chance for at komme fri, men hvis det er blæsende, kan løbet være dramatisk straks fra start, når man passerer gennem det eksponerede og frygtede De Moeren, der passeres efter 93 km. I 2013 blev det således splittet til atomer allerede her, og mange havde mistet alle chancer, allerede inden man havde nået kysten. Det samme skete i den episke 2015-udgave og så sent som i 2019.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

I Veurne drejer feltet mod vest og senere syd for at køre ned mod grænsen. Her har man traditionelt kørt anderledes end først på løbet, hvor man har kørt mod vest, men i år kører man stort set bare modsat af åbningsstykket, hvilket mindsker chancen for, at sidevind med sikkerhed kommer i spil. Her plejer man også at køre ind i Frankrig til de første stigninger, men i stedet holder man sig nu i Belgien og passerer brostenene Veurnestraat (800 m), inden man kører mod sydøst ned til Poperinge.

Herfra fortsætter man mod sydøst ned til det område, hvor finalen køres. Der er tale om et ganske lille areal, hvor man snor sig rundt på flere forskellige rundstrækninger. Det betyder, at man første gang skal op over Scherpenberg (1220 m, 2,45%, max. 4,4%) med 97,6 km igen og derefter Vidaigneberg (1600 m, 4,6%, max. 10%) med 93,6 km igen, inden det gælder løbets tre mest kendte stigninger med Baneberg (270 m, 9,0%, max. 10%), Monteberg (1000 m, 7,3%, max. 10%) og ikoniske Kemmelberg (700 m, 10,4%, max. 21%), der som den eneste er på brosten og denne gang bestiges fra den ”lette” side, med hhv. 93,3 km, 84,2 km og 84,2 km igen.

De bedste klassikerryttere bruger ofte Kemmelberg, der er den hårdeste af stigningerne, til at teste benene. Tidligere kørte man ned ad den frygtede brostensbelagte nedkørsel - som man nu kører op ad ved anden passage - men efter nogle forfærdelige styrt besluttede arrangørerne for nogle år siden at sende rytterne ned ad en nemmere asfalteret vej, hvilket har øget sikkerheden betragteligt. Here gør man ofte en første status over situationen, men der sker gerne en regruppering. Det kan give mulighed for folk at gøre som Viacheslav Kuznetsov i 2016: at anticipere favoritterne, der bruger lidt tid til at komme sig.

Rytterne kører nu ud på en lille rundstrækning, inden de vender tilbage til nøglestigningerne, og det er her, vi så de mest interessante ændringer i 2017. Her rammer man den første af de såkaldte plugstreets, der er ikke-asfalterede veje i meget åbent landskab, hvor det kan være ganske blæsende. I alt findes der tre af disse, der kommer med hhv. 70,7 km (2100 m), 68,2 km (1300 m) og 66,0 km (600 m) igen, hvoraf den første og sidste er stigende og den midterste flad. I de foregående år har grusvejene ikke gjort den store forskel, men ifølge arrangørerne og flere ryttere er de, hvis det blæser, hårde nok til at skabe en vis splittelse, og det kan være, at det er et betydeligt mindre felt end tidligere, der tager hul på de afgørende stigninger.

Dem vener man nu tilbage til, når man med 54,4 km og 52,6 km for anden gang skal over hhv. Monteberg og Kemmelberg - igen fra den ”lette” side. Nu venter Scherpenberg og Vidaigneberg igen med hhv. 45,1 km og 40,8 km igen, hvorefter Baneberg passeres for anden og sidste gang med 39,5 km til mål. Slutteligt kører rytterne som i de fem foregående år op ad Kemmelberg fra den stejleste side for bare sjette gang siden 1976. Her stiger den med 11,6% over 502 m med et maksimum på 22%, og den er betydeligt vanskeligere end ved første passage. Toppen nås, når der resterer 34,3 km, og igen i år skipper man Monteberg, hvormed Kemmelberg er sidste stigning. Det er typisk her, at løbet eksploderer, og det var her, at Cancellara, Sagan og Vanmarcke i 2016 kørte afgørende væk, da stigningen blev brugt første gang.

Efter stigningerne fortsætter angrebene ofte, som vi så det i den hektiske finale i 2017 og igen sidste år, og mens en lille frontgruppe kan være etableret, finder der ofte en regruppering sted længere bagude. Herfra består løbet af en lang, flad tur mod øst til målet i Wevelgem. Denne del af ruten er som regel scene for et spændende forfølgelsesløb mellem udbryderne, som er kommet fri i den kuperede zone, og sprinterne, der forsøger at organisere jagten i et reduceret felt. Historien viser, at sprinterne ofte vinder slaget, men hvis sammensætningen af frontgruppen er rigtig, og vejret har gjort det hårdt, har et udbrud bestemt en chance. Som regel afgøres løbet i en spurt i en lille gruppe eller i en reduceret massespurt, men som Peter Sagan viste i 2013 kan det lade sig gøre at tage en solosejr i Wevelgem, selvom vejrforholdene ikke er er så brutale, som de var i den episke 2015-udgave, hvor Luca Paolini kom alene til stregen. Finalen er helt ukompliceret, da det sidste sving kommer med mere end 3 km til mål.

Trods den lange distance byder løbet bare på 1307 højdemeter, hvilket er knap 200 færre end i 2019, hvor man havde de franske bakker med.

BEMÆRK: Grundet coronasituationen offentliggøres det officielle kortmateriale ikke. Jeg bringer derfor materialet fra sidste år, men som sagt gør det ikke nogen stor forskel på den næsten identiske rute.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Vejret

Der findes næppe nogen klassiker, der er så følsom over for vejret, og et nøje studium af vejrudsigten er typisk en forudsætning for succes i den belgiske klassiker. Alle husker, hvordan 2015-udgaven af løbet blev afviklet under episke forhold, samt hvordan 2019-løbet eksploderede fra start, hvilket vidner om, hvor selektivt løbet kan være, hvis vejret er ”rigtigt”.

Belgien har kurs mod noget, der ligner sommer fra mandag, men søndag er anderledes kølig. Det vil være tørt, men hovedsageligt skyet med kun få kig til solen og en temperatur på 15 grader. Vigtigst er det, at det vil være meget blæsende med en frisk til hård vind (25-30 km/t) fra sydvest. Det giver efter den indledende rundstrækning sidevind på turen ud til kysten. Dernæst vil der være sidemodvind ned mod bakkerne, hvor vinden kommer fra alle retninger. Slutteligt vil der være med- og sidemedvind på stykket ind mod Wevelgem samt sidemedvind på den alenlange opløbsstrækning

Favoritterne

Gent-Wevelgem er traditionelt et relativt vanskeligt løb at forudsige. Hvor man i E3 og Flandern Rundt ved, at det er de stærkeste, der overlever, er det store spørgsmål i søndagens klassiker derimod altid, om det bliver en spurt, eller om de stærkeste kan gøre så stor en forskel, at de kan holde feltet bag sig. Tidligere havde sprinterne overtaget, men i de senere år har balancen flere gange været tippet. For fem år siden skyldtes det det dårlige vejr, mens det i 2016 og 2017 skete på baggrund af passagen af Kemmelberg fra den vanskeligste side. I 2018 lykkedes det endelig igen at få en spurt, men blot i et lille felt på bare 23 mand, hvor mange også meget holdbare sprintere ikke havde klaret cuttet. I 2019 eksploderede det hele totalt i sidevinden fra start, men kraftig modvind til slut betød alligevel, at 34 mand blev samlet til sidst. Og i 2017 var det kun med det yderste af neglene, at en spurt blev afværget.

Til gengæld viste sidste års løb, at vi også stadig kan ende langt fra en spurt. Her angreb outsiderne tidligt mellem passagerne af Kemmelberg, og det betød, at mange var kommet i forkøbet, da Wout van Aert og Mathieu van der Poel åbnede op på den stejle stigning. Det betød, at de to favoritter var isolerede - i hvert fald efter at Gianni Vermeersch var punkteret - i en gruppe med et hav af rivaler, der til slut angreb dem på skift. Og da de havde så travlt med at se på hinanden (eller Van der Poel havde travlt med at se på Van Aert), lykkedes det en lille gruppe at køre væk og Mads Pedersen at spurte sig sejren.

VIL DU OGSÅ LIVESTREAME EN MASSE CYKLING? KOM FORREST I FELTET MED DISCOVERY+

Det er dog undtagelsen De seneste års historik viser altså, at det er et knivskarpt opgør mellem klassikerspecialisterne og de mest hårdføre sprintere, og det kan gå begge veje. Det synes dog også givet, at man med indførelsen af passagen af Kemmelberg fra den stejle side samt de nye plugstreets har gjort løbet hårdere, end det var i årene til og med 2015. Nu om dage skal man være temmelig robust for at sidde med hjem, og i 2018 var feltet således uden en uheldsramt Alexander Kristoff, John Degenkolb, Magnus Cort og Michael Valgren - ryttere, der ellers ikke er dårlige i denne slags terræn. Til gengæld kom også Fernando Gaviria og Jens Debusschere, der ikke længere er specielt robuste, med hjem i 2019, og det viser, at det er et løb, der er uhyre vanskeligt at spå om.

Læs også

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Der er særligt to forhold, der bestemmer udfaldet af Gent-Wevelgem: vejret og taktik. Særligt vejret er altid en helt afgørende nøglekomponent, hvis betydning ikke kan undervurderes i en klassiker, der netop markedsfører sig selv på sin vind. Mange husker stadig Luca Paolinis episke sejr i en udgave, hvor rytterne i bogstavligste forstand blev blæst af cyklerne, og løbet har også i andre år været revet i stumper og stykker på det åbne kyststykke og turen ned gennem vindblæste De Moeren, længe inden tv-billederne er kommet på, senest altså i 2019.

I år bliver vinden igen et tema i vindens klassiker modsat sidste års rolige udgave, og faktisk er den endnu kraftigere end for to år siden. Den står endda direkte i siden allerede på stykket ud mod kysten, og derfor kan vi igen komme i den situation, at det hele eksploderer allerede inden tv-billederne. Det kan skabe et vildt tidligt forfølgelsesløb, som vi så for to år siden og gøre løbet knaldhårdt. Til gengæld drejer man ind i sidemodvind efter vendepunktet, men så får man igen sidevind på det sidste stykke ned mod bakkerne, hvor der dog plejer at være en del læ. På dette stykke er det ofte gået i sig selv igen, men uanset om splittelserne bliver varige eller ej, bør starten sikre, at det bliver et knaldhårdt løb, også fordi der er sidevind igen i den kringlede og kuperede zone. Og minsandten om der så ikke er medvind ind mod Wevelgem, hvilket også mindsker chancen for en massespurt.

Vejret taler altså for et knaldhårdt løb, men gør taktikken det også. Det er jeg knap så sikker på. Tværtimod synes jeg, at holdenes opstillinger lugter langt væk af spurt. Særligt er det værd at bemærke, at Deceuninck er uden Kasper Asgreen, Florian Senechal og Julian Alaphilippe, og selvom man stadig har Zdenek Stybar, Davide Ballerini og Yves Lampaert, er det ikke helt så let at etablere den klassiske overtalssituation, som de så flot udnyttede i E3, efter sidste passage af Kemmelberg. I stedet har de hentet Sam Bennett ind som den klare favorit i en spurt.

Det andet omdrejningspunkt er naturligvis Wout van Aert. Det er manden, alle vil slå, nu hvor Mathieu van der Poel skipper løbet, og selvom han sagtens kan begå sig i en spurt, er der næppe tvivl om, at han vil have den hårde version, og at han vil angribe på Kemmelberg. Som vi så sidste år, er det bare svært for ham at vinde med den strategi, når han isoleret skal forsøge at kontrollere 35 lette kilometer til sidst. Sidste gang kunne han endda satse på, at Mathieu van der Poel også stolede på sin spurt - og alligevel mislykkedes det at kontrollere - men det kan han ikke denne gang. I det lys bliver det faktisk et ret svært løb for Van Aert at vinde, hvis ikke han vinder en massespurt. Dertil er finalen for let og ukontrollerbar og hans hold for svagt - medmindre det lykkes at få sendt folk i forkøbet mellem passagerne af Kemmelberg, hvor vi sidste år nok engang så, at det er oplagt at foregribe favoritterne og derved sikre sig en billet til finalen.

Meget vil afhænge af, hvad Deceuninck vil. Vil de åbne løbet tidligt og sende folk i forkøbet inden Van Aerts forventede angreb, som vi så det sidste år? Eller vil de køre den destruktive taktik, hvor de bare sætter sig på hjul af belgieren med det formål at ødelægge samarbejdet og få den spurtsejr med Bennett, der måske er den mest sikre vej til sejr.

Det vil formentlig handle om, hvad Bennett melder ud. Har han en af sine talrige dårlige dage og melder om ringe ben, vil de formentlig vælge en mere offensiv tilgang, også selvom Davide Ballerini sagtens kan vinde en spurt. Men hvis formstærke Bennett kommer stærkt igennem sidevinden og de første bakker, tror jeg, at han bliver plan A.

Er der så andre, der vil åbne løbet? Ja, det vil Ag2r, Israel SUN, Lotto, Mitchelton, EF, Ineos og måske også Matteo Trentin og Jasper Stuyven, der er en del af flersidede strategier. Til gengæld vil FDJ, Alpecin, Qhubeka, DSM, Bora og B&B samt afhængig af udviklingen måske også Deceuninck, Trek og UAE (arbejde for en spurt. Jeg synes generelt, at der er lidt for mange sprinterhold og lidt for få folk til at åbne løbet, selvom Van Aert er en vigtig brik i det spil.

Mest af alt tror jeg dog, at Deceuninck bestemmer. Vælger de at arbejde i den gruppe, der måtte være etableret efter Kemmelberg, er der i lyset af de vanskelige vejrforhold gode chancer for en finale i stil med den, vi så sidste år, hvor en lille gruppe vil angribe en isoleret Van Aert på skift. Vælger de derimod Bennett-strategien, tror jeg på en massespurt, men i et ret lille felt i stil med det, vi så i 2019, hvor vi også havde en meget blæsende udgave.

VIL DU OGSÅ LIVESTREAME EN MASSE CYKLING? KOM FORREST I FELTET MED DISCOVERY+

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Mest af alt tror jeg på det sidste. Bennett er så flyvende lige nu, at han formentlig vil være i hopla i den indledende sidevind, hvor Deceuninck meget vel kan få etableret et tidligt overtal. Medmindre ireren har en af sine lidt for mange dårlige dage, tror jeg heller, at de vil satse på ham end den lidt mere risikable taktik at isolere Van Aert og angribe ham på skift.

Derfor peger jeg på Sam Bennett som favorit. Ireren har været i skræmmende god form siden Paris-Nice, hvor han sågar var så velkørende, at han gik i udbrud med klatrerne på en kategori 2-stigning, og selv et uheldsramt Milano-Sanremo, hvor han havde en knaldhård soloopkørsel over adskillige kilometer frem mod Cipressa endte faktisk ganske fornuftigt med et tidstab på bare 29 sekunder til vinderen. Siden var han helt suveræn i De Panne, hvor han knuste al modstand, og der er ingen tvivl om, at det i år endelig er lykkedes Bennett at finde sine bedste ben til foråret.

Det betyder ikke, at han flyver søndag. Vi kender Bennett godt nok til at vide, at han efter nogle dages pause kan have en af sine berømte offdays, og derudover vinder han naturligvis ikke, hvis vinden og Kemmelberg gør det så hårdt, at vi ikke får en spurt. Sidevind mestrer han dog storartet selv, og da han er på det stærkeste sidevindshold, er det næppe her, han på en god dag kommer i problemer, ligesom han allerede i 2017 viste, at han sagtens kan komme med feltet på denne rute. Min frygt på hans vegne er mest, at vinden samlet set gør løbet så selektivt, at det efterfølgende eksploderer på Kemmelberg, og han derfor ikke får sin spurt.

Med et Deceuninck-hold, der bør have størst chance for at vinde løbet fra en spurt, og med mange hold, der helst vil spurte, vælger jeg at tro, at vi får en ganske vist kraftigt reduceret massespurt, hvor feltets hurtigste kan gøre det færdigt. Leadoutet ligner nemlig sammen med Treks det stærkeste, for selvom han skulle miste Michael Mørkøv undervejs, vil han stadig have Zdenek Stybar, Yves Lampaert, Davide Ballerini og formentlig Bert van Lerberghe. Det ligner en vindende kombination, der kan sikre ham den anden klassikersejr på en uge.

Den mand, han skal frygte mest i tilfælde af en spurt, kunne meget vel være Tim Merlier. Allerede sidste år viste den tidligere belgiske mester en enorm topfart, da han sejrede i Bruxelles og Tirreno, og det billede er bare fortsat i år, hvor han ved sejrene i Monseré, Le Samyn og senest Bredene Koksijde har været i sin egen liga. Særligt sidstnævnte var imponerende, fordi han efter en hård dag i sidevinden var så overlegen, at Mads Pedersen, der er en fremragende afslutter efter et sådant løb, end ikke kunne blot prøve at gå forbi.

Merlier er til start for et Alpecin-hold, der også har Jasper Philipsen, og begge vil kunne køre spurten til sidst. Merlier skippede dog onsdagens løb for at være klar til dette, der er hans store forårsmål, og da han har været så sejrrig i år, ligner han manden, der skal spurte. Han er en mester i sidevind, som vi så i De Panne sidste år, og selvom han i Bredene Koksijde ikke gik med de bedste på Kemmelberg, bør han være robust nok til at komme med hjem, hvis det ender i en spurt. Hans positionering er en mindre katastrofe, men med støtte fra Philipsen, Gianni Vermeersch og den faste lead-out man, Jonas Rickaert, der satte ham flot op sidste fredag, står han i en ukompliceret finale med sit livs mulighed for at vise, at han har farten til at matche Bennett.

Som sagt er Wout van Aert omdrejningspunktet for løbet igen, men selvom han utvivlsomt vil køre alt i smadder på Kemmelberg, tror jeg som nævnt, at han får meget svært ved at vinde løbet, hvis det hele eksploderer. De sidste 35 km ind mod Wevelgem kunne ikke kontrolleres sidste år, og det kan blive endnu vanskeligere i år, hvor han íkke har Van der Poel som en mulig allieret - selvom der nu ikke var megen alliance sidste år. Naturligvis er det ikke umuligt, for selvom han fik spillet alt for meget med musklerne i et i øvrigt uheldsramt E3, var det ikke svært at se, at han var uhyre stærk. Ender det som sidste år i en lille gruppe til sidst, har Peter Sagan vist, at den store favorit sagtens kan køre enten alene hjem eller vinde i en spurt i en lille gruppe, men det bliver ikke let.

Nej, faktisk tror jeg, at han har større chance, hvis der kommer samling. Hans hurtighed i en massespurt så vi med sejren i Tirreno, og i en spurt efter 235 km med sidevind og bakker er hans chancer meget større. Bennett er formentlig lidt for hård kost, men i en hektisk spurt kan meget ske, ligesom ireren jo kan være faldet fra undervejs. Van Aert har vist sig eminent i positionskampen, hvor han tillige kan regne med støtte fra Pascal Eenkhoorn og formstærke Timo Roosen. Det vil derfor ikke undre, hvis løbets stærkeste vinder løbet, selvom det slet ikke bliver selektivt.

Sidste år tog Mads Pedersen sin karrieres første store klassikersejr i dette løb, og en gentagelse er bestemt ikke umulig. Han blev sat tidligt i E3, men det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at de hårde flamske løb er for hårde for danskeren, der aldrig for alvor har kunnet være med i den slags opgaver. Til gengæld er det ikke tilfældigt, at han har vundet de mere sprintervenlige klassikere i Wevelgem og Kuurne, for efter en hård dag har han en dødbringende spurt.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Pedersen kan vinde løbet på flere måder, men massespurten er nok den sikreste. Han er formentlig for tung til at gå med de bedste på Kemmelberg, men han er en sand sidevindskonge, og er han ligesom i 2020 snu at anticipere Van Aert, kan han igen ende i en lille gruppe til slut, hvor han med sin fart kan gøre det færdigt på samme måde som sidste år. Den taktik kræver dog nogen held og timing, og massespurten er derfor mere sandsynlig. Efter et hårdt sidevindsræs står han i hvert fald stærkt, når han støttes af supetoget med Alex Kirsch, Edward Theuns og Jasper Stuyven, der som de eneste synes at kunne sætte Deceuninck til vægs.

Deceuninck har som altid flere kort at spille, og det vil heller ikke undre, hvis Davide Ballerini vinder sin anden brostensklassiker i år. Ligesom Pedersen og Van Aert har han to sejre til succes, da han kan vinde, uanset om det bliver selektivt eller en massespurt. Vi fik ganske vist i E3 bekræftet fornemmelsen fra Sanremo og Tirreno, nemlig at superformen er slidt lidt ned, men han kørte stadig et glimrende løb, der fortæller, at han står stærkt på denne noget lettere rute. Han har en chance for at ende i en lille gruppe efter Kemmelberg - måske særligt hvis han anticiperer - også fordi han er på det stærkeste sidevindshold. I en lille gruppe til sidst ligner han sammen med Van Aert og Pedersen manden, der kan vinde en spurt, og måske står han endda allerstærkest, fordi han i et Deceuninck-overtal meget vel kan ende på hjul en del af dagen, som det i E3 skete for Florian Senechal, der derfor vandt spurten om 2. pladsen. I det scenarium kan han derfor meget vel være favoritten. Også i en massespurt står han stærkt, selvom han kun får chancen, hvis Bennett falder fra. Her er det nemlig i givet fald ham, der har det gode lead-out, og som vi så i februar, synes han efter et hårdt løb at kunne vinde en spurt, også i dette felt.

Med placeringer som nr. 2, 3 og 5 har Arnaud Demare mange gange været tæt på at vinde dette løb, og det er ingen tilfældighed. Som vinder af Sanremo og Hamburg har franskmanden nemlig altid været en skarp afslutter efter de lange løb, og det er derfor en rute, der passer ham fint. Modsat tidligere år synes der dog ingen garanti at være for, at han kommer med hjem denne gang. Formen har været temmelig rusten fra sæsonstart, men hans Milano-Sanremo viste dog, at der er fremgang at spore. Han er en sand sidevindskonge, så det er ikke vinden, men derimod Kemmelberg, der kan volde problemer, men hvis formen fortsætter den opadgående trend, ser det slet ikke så ringe ud. Hans fart har ikke været helt overbevisende endnu, og desværre betød en defekt, at han ikke fik spurtet mod Bennett i De Panne, selvom han sad perfekt placeret, indtil han opdagede, at han baghjul var løst. Normalt er han dog en god afslutter, når folk er lidt slidte. Udfordringen er hans svage positionering, for meget taler for, at han i et hårdt løb mister sit supertog med Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri. Det giver ham et dårligt udgangspunkt mod Deceuninck og Trek, men i en ukompliceret finale står han heldigvis ikke uden chancer med en powerspurt, der passer ham.

Giacomo Nizzolo er en anden sprinter, der langsomt synes at finde formen efter en dårlig sæsonstart. Han så ellers skidt ud i begyndelsen af Sanremo, men endte alligevel med at gøre det fremragende, da han vandt feltets spurt bare 6 sekunder bag de forreste. Også i De Panne, der ikke rigtigt passer ham, viste han trods en ikke optimal position i den tekniske finale, ganske fin fart - et mønster, vi også så i Paris-Nice. Spurten i Sanremo, hvor han slog navne som Demare, Nacer Bouhanni og Pascal Ackermann, samt i Kuurne i 2020, hvor han var hurtigere end Alexander Kristoff bag den vindende Kasper Asgreen, vidner om hans hurtighed efter et hårdt løb, og særligt hvis Bennett er faldet fra, er det bestemt ikke utænkeligt, at han kan vinde. Han er i hvert fald en bedre klatrer end de fleste øvrige sprintere, og med støtte fra sidevindskongen Max Walscheid står han også stærkt, hvis det eksploderer tidligt. Til gengæld vil han formentlig kun have Michael Gogl og Dimitri Claeys til et lead-out mod bedre tog, men i en ukompliceret finale burde han med sin gode positionering nok kunne komme i position til at gå efter den første store klassikersejr.

Michael Matthews er først for nylig begyndt at give brostenene prioritet, og det var faktisk i dette løb, at han første gang viste sit potentiale. Også i år kommer han til Belgien i meget overbevisende form efter et Sanremo, hvor han var en af de stærkeste, og et E3, hvor han så fremragende ud på Taaienberg, men desværre fik ødelagt sit løb af Van Aerts punktering, der blandede kortene på ny, hvorefter kræfterne slap op. Desværre styrtede han senere, men heldigvis uden konsekvenser, og han ligner lige nu en af de allerstærkeste på Kemmelberg, hvor han er en af de ryttere, der med sit punch bør sidde med i den gruppe, der måtte blive skabt. Herefter skal han gøre det færdigt, hvilket bliver svært mod Van Aert, der som bekendt er den hurtigste, men som sagt bliver det et helvede for belgieren at skulle kontrollere de sidste 35 flade kilometer. Her ligner Matthews et fremragende bud på en mand, der kan lave en ”Mads P.”, nemlig køre væk i en lille gruppe i en ukontrollerbar finale og derefter spurte sig til sejr. Til gengæld må han nok sande, at han ikke vinder en massespurt, for selvom han i Sanremo ofte har kørt gode spurter efter et hårdt løb, er der lidt for mange, der er hurtigere end ham.

E3 og Milano-Sanremo har blot bekræftet, at Alexander Kristoff er milevidt fra sit niveau, og han synes at befinde sig i sit livs formkrise. I det lys er der ikke meget, der tyder på, at han kommer med hjem, da han også altid har været overraskende dårlig i sidevind og kan være sat af allerede inden tv-billederne. Historien viser dog også, at det vil være meget dumt at udelukke nordmanden, der altid har været kongen af spurter efter lange og hårde dage. Det er ingen tilfældighed, at han for to år siden knuste al modstand i dette løb med en af de mest overlegne spurtsejre på opløbsstrækningen i Wevelgem, for gennem hele 2019 og 2020 har han atter vist, at han kan slå alle i en powerspurt efter 250 slidsomme kilometer. Lige nu er der ganske vist ikke meget, der tyder på, at Kristoff overlever, når det glippede i det noget lettere Sanremo, men vi skal ikke glemme, at han altså måske kunne have vundet Omloop, hvis ikke han var blevet ramt af defekt lige inden spurten. Bliver det knap så hårdt, kan Kristoff pludselig sidde der, og selvom han i år har spurtet skidt, er alt for nordmanden anderledes, når alle er trætte og har ondt i benene.

Får vi ikke massespurten, står Deceuninck stadig med stærke kort. I en lille gruppe i Wevelgem taler meget for, at de kan sidde med tre mand i form af Ballerini, Zdenek Stybar og Yves Lampaert. Den slags overtal har før givet pote for belgieren, der sidste år sneg sig væk fra en lignende gruppe i det sidevindsramte løb i De Panne, og det kan han utvivlsomt gøre igen. Han ligner i hvert fald næst efter Ballerini Deceunincks bedste bud på at kunne gøre det færdigt til sidst og lave en ”Mads P.”, da han både kan køre alene og er ganske hurtig på stregen. Han har altid været lidt tung på bakkerne, men fornem kørsel i E3 indtil den sene defekt vidner om, at meget skal gå galt, hvis ikke han er med efter Kemmelberg. I den situation vil han være klar til at udnytte overtallet.

Det vil Zdenek Stybar også. Tjekken var for mig den største positive oplevelse i E3, for efter to år som en skygge af sig selv var jeg klar til at begrave den 35-årige veteran. Det er jeg bestemt ikke længere efter e løb, hvor han sammen med Van Aert, Van der Poel og Asgreen lignede stærkeste mand, og dermed skal vi igen til at regne som kandidat i de største brostensløb. Med benene fra i fredags er det formentlig ham, der vil være bedst i stand til at matche Van Aert på Kemmelberg, og også han har gode kort sammen med Deceuninck i sidevinden. Udfordringen bliver at gøre det færdigt i Wevelgem, for selvom han er hurtig efter et hårdt løb, er der mange, der er hurtigere end ham. Til gengæld har han overtallet som våben, og han har allerede ved sejrene i 2019-udgaven af Omloop og E3 vist, at han kan slå folk som Greg van Avermaet og endda Van Aert, hvis bare overtallet har givet ham lov til at spare lidt på kræfterne undervejs.

Efter det flotte Sanremo kom Søren Kragh lidt ned på jorden igen i E3, men det var nu ikke et dårligt indtryk, han efterlod. Han og DSM blev fanget af Deceunincks sidevindsangreb inden Taaienberg, og han så ud til at bruge sit skud i bøssen på et desværre mislykket forsøg på alene at køre op til de forreste. Den gode Sanremo-form burde i hvert fald ikke være forsvundet, og faktisk synes jeg, at hans soloforsøg var særdeles opløftende. Han står derfor med gode kort på hånden til at sidde med i den gruppe, der måtte blive etableret efter Kemmelberg, og så kan han også gøre det færdigt. Ligesom Lampaert kan han både spurte og køre alene, men først og fremmest er han en mester i veltimede snigerangreb. Det så vi to gange i Touren og senest i Sanremo, og kommer han med endnu en ”Kragh Special” i Wevelgems gader, er det bestemt ikke umuligt, at han erobrer sin første store brostensklassiker.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Der er nu også en anden rytter, der har fået smag på en ”Kragh Special”. Det var som bekendt Jasper Stuyven, der fik mest ud af sit snigerangreb i Sanremo, og samme strategi har før givet ham sejr på kongeetapen i BinckBank Tour. Også han er hurtig nok til at vinde på samme måde, som Pedersen gjorde sidste år, og han synes i hvert fald have formen til at sidde med i en lille favoritgruppe efter Wevelgem. Han var fremragende på Poggio i Sanremo, og selvom han var lidt på bagkant, var han ikke ringe i E3. Det er klart, at også han skal have lidt held og timing i en lille favoritgruppe, men når han kunne gøre det i Sanremo, kan han også gøre det i Wevelgem.

Evigt stabile Greg van Avermaet var selvfølgelig igen en sikker mand i finalen af E3, men igen måtte han nøjes med en sekundær placering. Derfor er han sammen med Van Aert vel også den mest sikre mand i den gruppe, der etableres efter Kemmelberg, for Van Avermaet kan både køre i sidevind og på brostensbakker. Desværre bekræftede E3 den klare tendens til, at den engang så giftige spurt efter et hårdt løb ikke længere er, som da han i sin storhedstid bankede Sagan den ene gang efter den anden. Til gengæld så vi også i går, at han og Oliver Naesen har styrken til at ende i et overtal til slut, og det er vel reelt kun Deceuninck, der står med bedre chance for at ende i en sådan situation. I går fik de ikke spillet kortene rigtigt, men det med lidt mere held kan det bestemt lade sig gøre for Van Avermaet at tage sin anden sejr i et løb, han egentlig aldrig rigtigt troede, at han skulle vinde.

Det har været en fornøjelse at følge Matteo Trentin i år. I Omloop, Sanremo og senest E3 har han været tilbage på sit tårnhøje 2019-niveau, og vi må stadig ærgre os over, at han grundet en punktering aldrig fik mulighed for at se, hvad formen rakte til i går. Forinden så han dog stærk ud på Taaienberg, og da han samtidig er en sand sidevindskonge, ligner han en relativt sikker mand, hvis vi ikke får en spurt. Til gengæld kan det blive svært at gøre det færdigt i Wevelgem. Trentin har nemlig tabt masser af fart, og han skuffer altid fælt i disse spurter efter hårde løb, hvor han ellers ligner et godt bud - en tendens, vi senest så i Sanremo. Sidste år endte han dog trods alt som nr. 3 i det scenarium, der også skal sikre ham sejren i år, og det viser, at det bestemt kan lade sig gøre - særligt med den fremragende form, han har i disse dage.

Ved siden af Van Avermaet har Ag2r Oliver Naesen som det andet element i det overtal, der skal sikre dem sejren. Gennem hele 2021 har belgieren dog været en anelse under sit bedste niveau, og også i går virkede han på de tidlige bakker ikke alt for overbevisende, og hans billet til finalen kom i vidt omfang ved at anticipere. Han synes dog klart i fremgang, og når han finder benene fra Flandern sidste år, er han stadig en af de allerbedste. Der er i hvert fald gode chancer for, at han og Van Avermaet ender i et overtal igen, og så står de med nogle af de bedste kort. Naesen viste nemlig også i går, at han stadig har en dræbende spurt efter et hårdt løb - en spurt, der måske blev allertydeligst, da han i 2019 sikrede sig en 3. plads bag Kristoff og John Degenkolb i massespurten i dette løb.

Christophe Laporte kom lidt ned på jorden igen i Sanremo, hvor man nok kunne have ventet, at han havde gjort Caleb Ewan selskab i den gruppe, der kørte væk på Poggio, når man betænker, hvor flyvende han har været på stigningerne i år. Det er da også nærliggende at tro, at formen efterhånden er ved at aftage en anelse, men den er dog ikke ringe. I hvert fald var han bare 6 sekunder fra at spurte om sejren i Sanremo, men det italienske løb viste også, at han i dette felt ikke har en chance i en massespurt. Nej, han vinder kun løbet, hvis det bliver hårdt og selektivt, og han ender i en lille gruppe i Wevelgem. Det er langt fra sikkert, at det vil lykkes, for han har ikke den allerbedste historik i disse løb, ligesom Cofidis ikke har det stærkeste hold til sidevinden. Til gengæld bør han i en sådan gruppe være en af de hurtigste og dermed et god bud på en mand, der kan lave ”en Mads P.”

Igen i går var Anthony Turgis med til at køre finale i en flamsk klassiker, og han er efterhånden blevet nærmest en garanti i disse løb. Han synes måske ikke helt at kunne følge de allerbedste på stigningerne, men han er bestemt et godt bud på en mand, der sidder med efter Kemmelberg. Min bekymring kan være sidevinden, hvor han og Total står ret svagt, men klarer han den hurdle, har han en fair chance for at køre finale. Han har flere gange vist sin hurtighed efter hårde løb med blandt andet sine 2. pladser i Kuurne og Dwars samt ikke mindst med 4. pladsen i Flandern i oktober. Selvfølgelig er han oppe mod hurtigere folk, men i en taktisk finale er han bestemt ikke uden chance for at gøre det færdigt.

Uden Van der Poel er der måske basis for, at den meget spændende Gianni Vermeersch kan køre sin chance. Det er klart, at plan A er en spurt, formentlig med Merlier, men holdet vil formentlig meget gerne have belgieren med i en gruppe efter Kemmelberg. Faktisk sad han netop der for et år siden, indtil han punkterede, og selvom det både her og ved E3 skete ved at anticipere, er det bestemt ikke umuligt, at han kan gøre det igen. Han er altid blandt de stærkeste i de lidt mindre belgiske løb og har blandt andet vundet grusvejsløbene Slag om Norg (dog i Holland) og Antwerp Port Epic. Det er klart, at han i en finalegruppe er underdog, men det er ingen ulempe, og samtidig skal man bestemt ikke undervurdere hans spurt.

En positiv overraskelse i går var Sep Vanmarcke, der som bekendt var syg i optakten til denne uges løb Belgieren var slemt uheldig med en dårligt timet defekt, men det lykkedes ham efter en lang kamp at kæmpe sig tilbage. Desværre kostede det for mange kræfter, men han virkede så stærk, at man ikke kan udelukke, at han kan spille en rolle i dette løb. Han viste i hvert fald i Omloop og Kuurne, at det topniveau, der syntes væk, slet ikke er så ringe alligevel, og i topform vil han utvivlsomt være en af de bedste på Kemmelberg, der passer ham som fod i hose. Han er god i sidevind, og han har også en ganske glimrende spurt. Er han frisk igen, er det bestemt ikke umuligt, at det er ham, der kan lave en ”Mads P.”

Forud for Milano-Sanremo havde jeg ikke de store forventninger til Pascal Ackermann¸ men han imponerede mig stort ved at sidde med i feltets spurt, hvor han blev nr. 3 bag Nizzolo og Bouhanni, men foran Demare. Dette løb er hårdere og derfor en vanskeligere opgave for Ackermann, og der er bestemt ingen garanti for, at han kommer med hjem efter at være udgået i sine to første forsøg. I 2019 viste han dos sin klasse ved at sidde med i den tidlige sidevind, og den kunst mestrer han fint. Kemmelberg er en udfordring, men ender det med et lidt mere kontrolleret løb, har han med sin fine form en fair chance. Til gengæld står det stadig klarere, at hans fine fart synes forsvundet, og så sent som i onsdags var han trods god position ikke i nærheden af at true Bennett. Med sin begrænsede holdbarhed ender han næppe i en spurt uden hurtigere folk, men han er dog så stabil en podierytter i massespurterne og så god i positionskampen, at han med det rette held ikke er uden chance.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Som sagt regner jeg med, at Alpecin satser på Merlier, men man skal ikke helt udelukke, at det kan blive Jasper Philipsen i stedet. De to belgiere vil formentlig drøfte sagen undervejs, og melder Merlier om dårlige ben, synes Philipsen efterhånden ved at være klar. Efter en skidt sæsonstart klatrede han fornemt i Paris-Nice, og i onsdags blev han en flot nr. 2 i De Panne. I den sammenhæng var det vigtigt, at han eminente positioneringsevne var tilbage, og selvom han ikke var i nærheden af Bennett, havde han trods alt farten til at slå Ackermann. Med et relativt stærkt lead-out, der også tæller Vermeersch, Rickaert og måske Merlier, er det ikke umuligt, at han kan vinde, selvom det nok vil kræve, at Bennett er sat af.

Bryan Coquard har ikke de bedste erfaringer med dette løb, hvor hans bedste resultat er en 13. plads helt tilbage i 2014. Det er dog et løb, der passer ham udmærket, for han har også været urimeligt tæt på at vinde Dwars door Vlaanderen. Brosten kan han altså godt klare, og med den klatring, han har vist i år, ligner han en af de mere holdbare sprintere. Sidevinden er til gengæld desværre en udfordring, men klarer han den hurdle, bør han nok kunne sidde med hjem. Til gengæld har det knebet med farten i år, senest i Paris-Nice, og det virker måske ikke helt realistisk, at han vinder. Omvendt var han i Paris-Nice flere gang så tæt på, at det ikke er umuligt, særligt hvis Bennett er sat af, og mange andre sprintere er lidt slidte.

VIL DU OGSÅ LIVESTREAME EN MASSE CYKLING? KOM FORREST I FELTET MED DISCOVERY+

Endelig er der Sonny Colbrelli. Det en skam, at Bahrain har så ringe en pressetjeneste, da det betyder, at vi ikke rigtigt ved, hvorfor han var fraværende i går. Formen var jo glimrende i Sanremo, men det er desværre ikke uset, at Colbrelli kører yoyo-kørsel i denne stil. Derfor kan det for ham både blive fugl og fisk denne søndag, men formen fra Sanremo kan trods alt ikke være helt væk. Han kan deltage både i en spurt og i en gruppe til sidst, men han har nok ikke helt farten i en flad spurt til at slå de hurtigste sprintere. Hans chance kommer i det hårde scenarium, men har han klatrebenene fra sidste efterår, har han også en fair chance for at sidde med i en gruppe efter Kemmelberg. Her vil han næsten med sikkerhed kun være matchet af Van Aert og Ballerini i en spurt, og så skal man bestemt ikke udelukke første brostenssejr til italieneren.

OPDATERING: Af den endelige startliste fremgår, at Alex Kirsch ikke kommer til start. Det er en lille svækkelse af Pedersens tog, der dog stadig sammen med Deceunincks må regnes som det stærkeste og et meget vigtigt våben for danskeren.

OPDATERING 2: Desværre er Trek ude af løbet efter en positiv coronatest. Dermed kommer hverken Pedersen eller Stuyven til start.

***** Sam Bennett

**** Tim Merlier, Wout van Aert

*** Davide Ballerini, Arnaud Demare, Giacomo Nizzolo, Michael Matthews, Alexander Kristoff

** Yves Lampaert, Zdenek Stybar, Søren Kragh, Greg van Avermaet, Matteo Trentin, Oliver Naesen, Christophe Laporte, Anthony Turgis, Gianni Vermeersch, Sep Vanmarcke Pascal Ackermann, Jasper Philipsen, Bryan Coquard, Sonny Colbrelli

* Ivan Garcia Cortina, Danny van Poppel, Timothy Dupont, Stefan Bissegger, John Degenkolb, Stefan Küng, Dylan van Baarle, Nils Eekhoff, Cees Bol, Phil Bauhaus, Luka Mezgec, Amaury Capiot, Marc Sarreau, André Greipel, Alberto Bettiol, Florian Vermeersch, Bert van Lerberghe, Hugo Hofstetter, Jasper de Buyst, Nils Politt, Heninrich Haussler, Dimitri Claeys, Mikkel Bjerg

Danskerne

Søren Kragh har en beskyttet rolle og er omtalt ovenfor. På DSM skal Casper Pedersen køre lead-out for Nils Eekhoff i en spurt, mens Andreas Stokbro og Emil Vinjebo på Qhubeka skal støtte Giacomo Nizzolo. Michael Mørkøv skal forsøge at overleve Kemmelberg, så han kan levere endnu et forrygende lead-out for Sam Bennett, og formstærke Mikkel Bjerg kan forhåbentlig få lov at køre lidt offensivt på UAE, selvom den primære opgave er at støtte Matteo Trentin og Alexander Kristoff. Endelig skal Mads Würtz Schmidt på Israel SUN støtte Sep Vanmarcke, André Greipel og Hugo Hofstetter, men også han kan måske køre offensivt og anticipere favoritterne.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Mads Pedersens sejr fra 2020, Alexander Kristoffs sejr fra 2019, Peter Sagans sejre fra 2018, 2016 og 2013, Greg van Avermaets sejr fra 2017, Luca Paolinis episke sejr fra 2015 samt John Degenkolbs sejr fra 2014.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Trek-Segafredo: Som nævnt kommer holdet ikke til start grundet en positiv coronatest.

Deceuninck-Quick Step: Som nævnt er Bennett, Ballerini, Lampaert og Stybar alle gode bud, men man skal heller ikke udelukke, at Bert van Lerberghe måske kan være en del af et overtal efter Kemmelberg.

Lotto Soudal: John Degenkolb har skuffet i både Sanremo og E3, og han skal nok anticipere, hvis han skal med i en lille gruppe. I en spurt er han næppe heller hurtig nok til at vinde. Både Florian Vermeersch og Jasper de Buyst er meget formstærke og kan gøre det pænt ved at anticipere, som Vermeersch gjorde sidste år.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Lottokuponen Danny van Poppel fandt vist benene i sidevinden i onsdags. Dermed er han en glimrende top 10- og måske top 5-kandidat i en spurt. Jonas Koch er plan B, men langsommere. Aime de Gendt, Tosh van der Sande og Loic Vliegen skal anticipere for at komme med i finalen, men De Gendt virker formsvag.

Ag2r Citroën Team: Det handler om Van Avermaet og Naesen. Stan Dewulf og Damien Touzé kan måske anticipere, mens Touzé, Naesen eller Van Avermaet vil deltage i en spurt.

Team Jumbo-Visma: Det er alle mand for Van Aert, selvom formstærke Timo Roosen egentlig kunne gøre det pænt.

BORA-hansgrohe: Ackermann er bedste bud. Nils Politt er ikke eksplosiv nok til Kemmelberg, men ligesom Daniel Oss og Marcus Burghardt skal han anticipere for at komme med i finalen.

Israel Start-Up Nation: Vanmarcke er bedste bud. Hugo Hofstetter bør komme hjem til en spurt, men den kan han ikke vinde. André Greipel kan heller ikke helt afskrives, selvom holdbarheden ikke er helt som i gamle dage, men heller ikke han vinder en spurt. Tom van Asbroeck og Mads Würtz Schmidt skal anticipere for at komme i finalen.

Læs også

Se Lunds reaktion på ny sejr

Bahrain-Victorious: Det må handle om Colbrelli, da jeg har svært ved at se den hurtigere Phil Bauhaus komme med hjem, selvom hans holdbarhed er forøget. Heinrich Haussler og vilde Marco Haller (hvis han er frisk igen) kan køre finale ved at anticipere.

Astana-Premier Tech: Holdet er reelt uden chance, men kan måske få Hugo Houle med i finalen ved at anticipere.

Cofidis: Det handler om Laporte, da Simone Consonni næppe har formen til at sidde med hjem. Efter sygdom har Jempy Drucker været skuffende i år. Piet Allegaert kan måske anticipere.

Team BikeExchange: Det er alle mand for Matthews, men er han træt efter angreb, kan det ikke udelukkes, at det bliver Luka Mezgec, der skal spurte til top 10. Robert Stannard og Luke Durbrdige er formsvage, men skal prøve at anticipere. Amund Grøndahl Jansen har været syg efter Paris-Nice.

Movistar Team: Ivan Garcia Cortina er stadig skuffende og skal nok anticipere for at gå i finalen, og han mangler farten til at vinde en spurt. Gabriel Cullaigh kommer næppe med hjem til spurten. Formstærke Johan Jacobs kan også anticipere.

Team DSM: Kragh er bedste bud. Lidt overraskende kører holdet ikke spurten for Cees Bol, men derimod for den holdbare og lovende Nils Eekhoff, der dog mangler den sidste fart og ikke synes alt for formstærk i år. Falder han fra, kan Bol måske komme i spil, men det er ikke planen. Casper Pedersen og Jasha Sütterlin har ikke ramt formen i år.

Team Qhubeka ASSOS: Det er alle mand for Nizzolo, men måske kan Dimitri CLaeys og Michael Gogl anticipere favoritterne.

UAE-Team Emirates: Det er Kristoff til en spurt og Trentin til den lille gruppe efter Kemmelberg og som plan B i en spurt. Forhåbentlig får Mikkel Bjerg lov at prøve at komme favoritterne i forkøbet, mens Ryan Gibbons aldrig rigtig er slået til i brostensløbene.

EF Education-Nippo: Alberto Bettiol leder stadig efter formen, og jeg tror, at han skal anticipere for at komme med i en gruppe efter Kemmelberg. Holdet har Stefan Bissegger til en spurt, som han ikke kan vinde, og også han kan måske anticipere, selvom han skuffede forleden. Det samme kan Jonas Rutsch, mens Jens Keukeleire kæmper med vejrtrækningen, og Sebastian Langeveld ikke længere har niveauet.

Groupama-FDJ: Plan A er en spurt med Demare, men Stefan Küng begynder at finde lidt form og har en fin chance for at køre finale. Han skal dog alene hjem for at vinde. Kevin Geniets skuffede i går, men kan måske anticipere.

INEOS Grenadiers: Dylan van Baarle er i form og har gode muligheder for at køre finale, men den manglende spurt gør det svært at vinde. Andrey Amador har tidligere gjort det godt i dette løb, men har været formsvag indtil nu. Med lidt held kan Owain Doull spurte sig til top 10.

Sport Vlaanderen-Baloise: Holdet er uden chance. Det bliver svært at få de hurtige Arne Marit, Robbe Ghys og Jordi Warlop med hjem.

Alpecin-Fenix: Som nævnt kan Merlier, Philipsen og Vermeersch alle komme i spil. Jonas Rickaert og Silvan Dillier må regnes som hjælpere.

Bingoal-Wallonie Bruxelles: Timothy Dupont er ikke uden chance for at komme med hjem og er i givet fald en god top 10-kandidat i en spurt.

B&B Hotels p/b KTM: Det er 100% for Coquard.

Team Arkea-Samsic: Amaury Capiot kan bade anticipere favoritterne og spurte sig til en top 10. Bram Welten og Dan McLay kommer næppe med hjem til en spurt. Benjamin Declercq er ved at være i form og kan også anticipere.

Team Total Direct Energie: Det handler om Turgis, men Dries van Gestel og Niki Terpstra viste stigende form i går og kan måske anticipere. Til gengæld er Edvald Boasson Hagen stadig en skygge af sig selv, og også i en spurt ligner Turgis manden. Adrien Petit kan næppe køre i top 10 igen.