Optakt: Giro della Toscana

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er GP Costa degli Etruschi og Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Trofeo Matteotti afvikles som et af de få løb under Touren i juli, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 9 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og Worldour udgør på mindre end en måned en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt er det sidste løb i series. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket kløbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. Sidste år blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model fastholdes i år, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 7. oktober. Dermed afvikles der hele 9 endagsløb samt det to dage lange Giro della Toscana i perioden mellem d. 13. september og den 7. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i en travl uge med meget kuperede løb, hvor Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte - hvoraf Gran Piemonte i år kørtes som italiensk mesterskab i juni og derfor ikke afvikles i år - er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end series øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

For to uger siden blev serien indledt med Coppa Agostoni, Coppa Bernocchi og Mermorial Marco Pantani, og efter en VM-pause intensiveres det hele i denne uge, hvor der køres løb tirsdag, onsdag, torsdag, lørdag og søndag. Den første begivenhed har stadig karakter af at være lidt af en nyskabelse på kalenderen. Siden 1923 har Giro della Toscana været afviklet stort set hvert eneste år, og det har altid været et højt skattet endagsløb på den italienske kalender. Med en vinderliste, der inkluderer folk som Costante Girardengo, Alfredo Binda, Gino Bartali, Firoenzo Magni, Rudi Altig, Roger De Vlaeminck, Francesco Moser, Maurizio Fondriest, Vincenzo Nibali, Alessandro Petacchi, Daniel Martin og Alessandro Ballan er det blevet vundet af mange af sportens allerstørste navne, hvilket siger alt om dets betydning og prestige. Som et stort løb i en af de mest cykelgale regioner i Italien er det absolut ingen overraskelse, at det i det meste af forrige århundrede var et nøgleløb i Italien.

Som det gælder for mange andre italienske løb, har arrangørerne af Giro della Toscana imidlertid haft det svært med at holde løbet i live, og det blev endda helt aflyst i 2015. Netop som man frygtede, at det var forsvundet for tid og evighed, ændredes situationen imidlertid fuldstændigt. Sidste år vendte det tilbage, endda i et udvidet format som et to dage langt etapeløb, og dermed brød man fuldstændigt den kedelige tendens i Italien. Med en placering to dage inden det klassiske endagsløb Coppa Sabatini har de to begivenheder nu slået sig sammen og tilbyder i fællesskab en fin løbsblok over tre dage under navnet Memorial Alfredo Martini med samme arrangører, og de havde allerede i det første år stor succes med at tiltrække et stærkt felt, der også gav en boost til Coppa Sabatini, der i de senere år ellers er blevet reduceret til en hovedsageligt italiensk affære.

Sidste år blev løbet afholdt inden VM, og derfor blev det i høj grad anvendt som forberedelse til det usædvanligt sene løb i Qatar. I år afvikles det kort efter løbet i Bergen, og derfor spiller det denne gang en helt anden rolle. I 2017 vil det fungere som et første skridt på vejen mod de mest prestigiøse af de italienske efterårsklassikere, der starter i weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghellig og fortsætter i næste uge med Tre Valli Varesine, Milano-Torino og ikke mindst Il Lombardia. Det afspejles i ruten, der er hårdere end sidste år, og i feltet, der inkluderer hele fire WorldTour-hold, Dimension Data, Bahrain-Merida - der kommer med A-holdet med både Vincenzo Nibali og Sonny Colbrelli - og UAE samt et hav af udenlandske professionelle kontinentalhold, hvilket er ganske fornemt efter den vanlige standard for italienske løb på dette niveau.

Giro della Toscana har altid haft en fast rute og har i stedet besøgt forskellige områder i regionen. Det afspejles tydeligt i vinderlisten, der både inkluderer navne som Nibali og Martin samt sprintere som Mattia Gavazzi og Petacchi. Toscana geografi giver muligheder for at give chancer til stort set enhver ryttertype, og i den første udgave som etapeløb valgte man først og fremmest at tilgodese hurtige folk, der kunne klatre. Begge etaper havde flade finaler, men også ganske mange højdemeter, og det skabte et uforudsigeligt løb, hvor sprinterne skulle hænge på og klassikerrytterne angribe.

Sprinterne blev dog snydt af Daniele Bennati, Sonny Colbrelli, Giovanni Visconti og Fabio Aru, der havde helt til at holde feltet bag sig med et par sekunder på 1. etape. Visconti spurtede sig til etapesejren, men da der ikke var bonussekunder, skulle det hele afgøres af placeringerne på 2. etape, der sluttede i en reduceret massespurt. Her slog Sam Bennett akkurat Mark Cavendish, men med en tredjeplads foran Colbrelli lykkedes det Bennati at sikre sig sejren foran Colbrelli og Visconti. De to sidstnævnte vender i år tilbage til løbet, denne gang som holdkammerater, men Bennati forsvarer ikke titlen.

Ruten

Sidste år tjente løbet i høj grad som VM-forberedelse, og det afspejledes i en rute, der i høj grad var skabt til hurtige folk, idet begge etaper havde flade finaler. I år er situationen som sagt helt anderledes, idet løbet i stedet skal fungere som fintuning forud for de kuperede italienske klassikere i de næste to uger. Det afspejles i ruten, der denne gang kun byder på én etape med en mulighed for de hurtige folk. Den falder allerede på førstedagen, mens klassementet ventes at blive afgjort på onsdagens sidste etape, hvor der skal sluttes på en relativt hård stigning, der burde give klatrerne og ardennerspecialisterne en mulighed for at gå efter den samlede sejr.

1. etape

Sidste år var løbet for de hurtige folk, og havde det ikke været for en brølstærk kvartet, kunne Sam Bennett være endt som dobbelt etapevinder. Denne gang skal de hurtige folk imidlertid slå til på 1. etape, hvis de vil fra Toscana med en etapesejr - og skal de have en chance, skal de endda overleve et par stigninger undervejs samt kunne afslutte i en let stigende finale.

I alt skal der tilbagelægges 181,8 km med start og mål i Pontedera, og der er tale om et rundstrækningsløb, der afvikles på to forskellige rundstrækninger. Først gælder det tre omgange på en stor 54,4 km lang runde i det kuperede område syd for start-og målbyen (hvoraf de første 5,5 km af første omgang er neutraliseret). Den indledes fladt, men byder herefter på fire mindre stigninger midtvejs. De to længste bringer imidlertid kun feltet op i 150 m højde, og der er derfor ikke tale om uoverkommelige udfordringer. Den sidste har top efter 42 km, og herefter venter en nedkørsel og ca. 5 flade kilometer, inden man krydser målstregen.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Efter afslutningen på tredje omgang ender løbet med tre omgange på en lille 7,7 km lang rundstrækning i byen. Den er stort set helt flad, idet rytterne bevæger sig mellem 0 og 20 m over havets overflade, og der er heller ikke mange tekniske udfordringer. I finalen stiger det let over 300 m med knap 2 km igen, inden det igen falder. De sidste 800 m stiger let med ca. 1,3%. Finalen er ikke teknisk, idet der på de sidste 2 km kun er ét sving med 500 m igen.

Ganske vist er der et par stigninger på programmet midtvejs, men de bør ikke kunne sætte mange af de hurtige folk til vægs. Dette er eneste chance for sprintere i årets løb, og da klassementsrytterne vil være interesserede i at spare på kræfterne til kongeetapen, ligner det en massespurt på den stigende opløbsstrækning i Pontedera.

Pontedera var også målby for sidste etape sidste år, hvor Sam Bennett spurtede sig til sejr foran Mark Cavendish og Sam Bennett. I 2006 lagde man asfalt til en lang Giro-enkeltstart, hvor Jan Ullrich tog en sikker sejr foran Ivan Basso og Marco Pinotti.

2. etape

For første gang i løbets toårige historie som etapeløb venter der på sidstedagen onsdag en afslutning på toppen af en stigning. Ganske vist er der ikke tale om noget meget svært målbjerg, og der er helt sikkert ikke tale om en finale for de rene klatrere, men den 8,8 km lange opkørsel til Volterra vil sikre, at det er de eksplosive typer med solide klatreevner, der i år skal slås om sejren i det største toscanske etapeløb.

I alt står der 172,8 km på programmet mellem Lajatico og Volterra, der ligger bare få kilometer fra hinanden. Etapen består derfor af en stor sløjfe ud til middelhavskysten i området vest for de to lokationer. Fra starten bevæger man sig gennem fladt terræn mod nordvest forbi byen Peccioli, der torsdag vil være rammen om Coppa Sabatini, inden man fortsætter mod vest og siden sydvest. Kort før man når kysten, venter en stigning, der bringer feltet op i 320 m højde efter 50,5 km, inden man i høj fart brager ned til vandet.

Man følger den flade kystvej mod sydøst, indtil man efter 76,3 km drejer mod nordøst og igen kører ind i landet. Her rammer man en stigning, der efter 92,3 km bringer feltet op i 380 m højde, inden en nedkørsel fører mod syd. Herefter venter endnu en flad sektion, der bringer feltet mod øst frem til stigningen op til målbyen Volterra. Første gang bestiges den fra den vestlige side, men man klatrer denne gang ikke helt op til toppen. Efter de 8,8 km klatring med en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,8% resterer der 22,7 km, som består af en nedkørsel mod øst og nordvest. Efter et let faldende dalstykke rammer man målstigningen, der også er 8,8 km lang, men denne gang med en stigningsprocent på 4,8. De sidste 3 km stiger med 5,3% og den sidste kilometer med 6,5%. Der er ingen skarpe sving på den sidste kilometer.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Volterra-stigningen er bestemt ikke den sværeste i Toscana, og typisk ser man, at en gruppe på 5-15 ryttere skal spurte om sejren på toppen af stigninger med sådanne procenter. Det er også et meget sandsynligt scenarium denne gang, men i et felt, hvor der er større spredning på niveauet, kan der blive gjort større forskelle. Specielt det stærke Bahrain-Merida-hold kan ventes at ville gøre løbet så hårdt som muligt og herefter gå efter den samlede sejr med deres klatrere i en finale, der formentlig helt vil afgøre, hvem der vinder årets Giro della Toscana.

Volterra her ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Favoritterne

Sidste år gjorde den relativt flade rute samt manglen på bonussekunder, at Giro della Toscana var et åbent og uforudsigeligt løb, der kunne vindes af både sprintere og aggressive ardennertyper. I år er løbet meget enklere. Første etape bør ende i en massespurt, og det hele må derfor formodes at skulle afgøres på onsdagens kongeetape. Der er med andre ord al mulig grund til at antage, at tidsforskellene i klassementet stort set udelukkende vil afspejles af afstandene på 2. etape.

Der er dog ét andet forhold, der kan komme i spil. Heller ikke i år er der bonussekunder, og det betyder, at placeringen på 1. etape kan komme i spil, hvis flere ryttere onsdag slutter i samme tid. Det er bestemt ikke utænkeligt på en relativt let stigning som Volterra. Ofte ender afslutninger på 5%-stigninger i en spurt i en mindre gruppe, men udskilningen er typisk større i mindre løb, hvor feltet er knap så stærkt. Denne stigning er samtidig karakteriseret ved, at den er stejlest nær toppen, dog uden nogensinde at blive rigtigt stejl, og da der tillige vil være medvind, er chancerne for, at en enkelt rytter kan gøre forskellen bestemt gode. Det ændrer dog ikke ved, at der er tale om en nem stigning, der kun vil give små afstande, og den er ubetinget bedre for ryttere med punch og eksplosivitet end for helt rene klatrere.

På papiret er der to store hold, der må formodes at tage kontrol. Bahrain-Merida er her med et fremragende hold af klatrere og er på papiret de indlysende favoritter. Derfor må man formode, at det arabiske mandskab vil tage styringen på kongeetapen og sikre, at det hele skal afgøres af favoritterne på sidste stigning. Også Androni med deres hold af superklatrere kan forventes at tage styringen og forsøge at gøre løbet hårdt, specielt fordi de skal af med de mest eksplosive typer. Også Wanty med den meget formstærke Guillaume Martin kan måske tænkes at bidrage til temposætningen.

Det er sjældent, at et relativt hårdt løb som dette er så åbent som dette, og der er bestemt ingen entydig favorit. Vi vil dog pege på supertalentet Egan Bernal som vores vinderbud. Længe har han været udnævnt til den næste store colombianske klatrer, og det har han i de forløbne to år bekræftet med solide præstationer på professionelt niveau. Han har manglet det sidste for at matche de allerbedste, men han synes i de seneste måneder at have taget yderligere et skridt. Det er sjældent, at en rytter har været så suveræn i Tour de l’Avenir, som det var tilfældet for Bernal, der knuste al modstand, og senest var han klart den stærkeste i Coppa Agostoni, hvor han kørte fra alt og alle på Lissone-stigningen - inden han dog blev hentet i den flade finale - samt i Memorial Marco Pantani, hvor han dog blev slået af hurtigere ryttere i spurten.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Bernal har længe talt om de italienske efterårsklassikere som et stort mål for både ham selv og Androni, der jagter en samlet Coppa Italia-sejr og dermed en adgangsbillet til næste års Giro. Med den form, han viste i Coppa Agostoni og Memorial Marco Pantani, kunne han meget vel vise sig som stærkeste mand, også i dette stærkere felt. Stigningen er let og ikke ideel for ham, men han har faktisk et ganske glimrende punch. Efter hans seneste opvisning tror vi ikke, at han kan slås, og derfor er han vores vinderbud.

Bahrain-Merida stiller med et mandskab, hvor man kan køre for Vincenzo Nibali, Giovanni Visconti og Franco Pellizotti, men det er uklart, hvem der er kaptajnen. Holdet har meldt ud, at det er Nibali, men løbet passer ham ingenlunde ideelt. Han kører tillige kører sit første løb, siden han brækkede et par ribben på næstsidste etape af Vueltaen, og hans form er derfor et åbent spørgsmål. Selvom stigningen er for let for ham, er han dog den i særklasse bedste klatrer i dette felt, og sammen med Bernal er han den rytter, der har den største mulighed for at gøre en forskel. Det er nødvendigt, da manglen på eksplosivitet betyder, at chancerne i en spurt er begrænsede. Han har dog holdet til at gøre det hårdt, og brækkede ribben koster ikke nødvendigvis megen form.

Wanty stiller med et andet supertalent, Guillaume Martin. Der har været lidt langt mellem snapsene for franskmanden i sine knap to sæsoner som professionel, men det ser ud til, at han for alvor har fundet formen efter i Touren at have gennemført sin første grand tour. Siden da synes han at have fundet et ekstra niveau, og da han tog sin første professionelle sejr i Tour du Limousin var det formentlig kun en fejl på kongeetapen, der kostede ham muligheden for at køre med om den samlede sejr også. I weekenden var han imidlertid flyvende, da han tog en helt suveræn sejr både på kongeetapen og samlet i det knaldhårde bjergløb Tour du Gevaudan. Det vidner om, at han formentlig er en af de mest formstærke klatrere, og han er faktisk samtidig en ganske eksplosiv type, der ikke er dårlig på en stigning som denne. Derfor er det nærliggende, at han vil kunne slås med de allerbedste. Xandro Meurisse er en anden kandidat, men han har været ramt af sygdom, og derfor kan det blive svært på en rute, der ellers passer hans eksplosive egenskaber. Endelig kan man også tro på Marco Minnaard, men heller ikke han har punchet, der kræves her.

Hvis Nibali ikke kan gøre forskellen, kan Bahrain i stedet spiller på Giovanni Visconi, der kan få en sjælden chance for at jagte et topresultat i et løb, der passer ham. Han er blandt de gode klatrere i løbet formentlig den hurtigste, og den sidste stigning er således fremragende for ham. Han har et godt hold til at holde det samlet til en afsluttende spurt, hvis Nibalis forceringer er frugtesløse, eller kaptajnen ikke er på toppen. Spørgsmålet er så, om Visconti kan gøre det færdigt. På papiret er han lynhurtig, men hans form i Vueltaen var desværre en anelse skuffende. Den i Vueltaen så stærke Franco Pellizotti er en tredje option, men han skal formentlig bare bruges til at gøre løbet hårdt.

UAE er til start med Darwin Atapuma, der aldrig for alvor fandt sine bedste ben i Vueltaen. Han var imidlertid heller ikke skidt kørende og gav undervejs prøver på talentet. Heller ikke han er skræddersyet til den sidste stigning, der på papiret er alt for let, men også han har et fornuftigt punch, der gør det muligt at blande sig i en spurt. Alt afhænger af, hvordan han er kommet sig efter Vueltaen. Holdet har også Louis Meintjes, men den sydafrikanske dieselmotor var træt i Vueltaen og alt for lidt eksplosiv til at være en reel kandidat på denne rute.

Androni kører formentlig for Bernal, men man skal ikke glemme, at de har flere meget gode kandidater. En af dem er Mattia Cattaneo, der i år endelig er kommet sig over helbredsproblemerne og har haft mulighed for at bekræfte talentet. Efter en god start har han været mere svingende, men i Memorial Marco Pantani var han eneste mand, der kunne følge Bernal og Diego Ulissi. Det vidner om god form, og stigningen burde passe ham. Tredje mulighed er Rodolfo Torres, der dog ikke har eksplosiviteten til denne stigning, og har haft en dybt skuffende sæson.

Dimension Data har tre kandidater, hvoraf den bedste formentlig er Igor Anton. Baskeren viste god form i Vueltaen, men fik løbet ødelagt af sygdom. Han hævdede imidlertid hele tiden, at formen er god, og det bekræftede han ved at vise bedre takter mod slutningen. Den sidste stigning er for let for ham, men har han bevaret formen, bør han være blandt de stærkeste. Stephen Cummings er mere eksplosiv og er i virkeligheden bedre på en stigning som denne, men det er tvivlsomt, om han efter styrtet i Touren allerede nu har et tilstrækkeligt niveau. Endelig har man også Jacques van Rensburg, men han kørte en anonym Vuelta og har næppe topniveauet til at vinde.

Caja Rural har en yderst interessant rytter i Danilo Celano , der efter sit ekstremt flotte forår blev hentet ind af spanierne som kaptajn til de italienske efterårsklassikere. Han har imidlertid ikke vist antydningen af form og har generelt været en stor skuffelse i sine første løb. Intet tyder på, at han er tæt på sit bedste niveau, men har han trænet godt frem mod sine store mål, har han formatet til at være med helt fremme. Mere formstærk er holdkammeraten Christopher Butler, men han er ikke eksplosiv nok.

En af løbets allerbedste klatrere er Giulio Ciccone , der endelig er kommet sig over sin sygdom, og nu nærmer sig topformen. Det viste han ved at knuse rivalerne på kongeetapen i Utah, og der er ingen tvivl om, at han her er en af de stærkeste. Desværre er han ren klatrer og er derfor ikke eksplosiv nok til denne rute. Måske passer den bedre til holdkammeraten Simone Sterbini, der blev toer bag Ciccone i Utah, men han viste skidt form i Danmark Rundt.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Endelig er der det meget stærke Fortuneo-mandskab, der har flere kandidater, men mangler en topfavorit. Bedst chancer har nok Elie Gesbert , der har vist stor form efter Touren, mest markant i Tour du Limousin, men også i det nyligt overståede Tour du Gevaudan. Han er ikke klatrer, og løbet er formentlig for svært, men på en stigning som denne kan han ikke helt afskrives. Brice Feillu og Arnold Jeannesson kan måske også blande sig, men deres form har ikke været skræmmende.

OPDATERING: Fortuneo stiller ikke med Elie Gesbert og Arnold Jeannesson, men i stedet med Edoardo Sepulveda, der må formodes nu at være deres kaptajn.

***** Egan Bernal

**** Vincenzo Nibali, Guillaume Martin

*** Giovanni Visconti, Darwin Atapuma, Mattia Cattaneo

** Igor Anton, Giulio Ciccone, Stephen Cummings, Rodolfo Torres, Xandro Meurisse, Danilo Celano, Louis Meintjes, Eduardo Sepulveda

* Matteo Busato, Chris Butler, Marco Minnaard, Franco Pellizotti, Simone Sterbini, Kristijan Durasek, Jacques van Rensburg, Manuel Bongiorno, Yonder Godoy, Daniel Martinez, Damiano Cunego, Sergey Firsanov, Iuri Filosi, Ildar Arslanov, Edoardo Zardini

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.