Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Giro della Toscana

Optakt: Giro della Toscana

15. september 2021 14:41Foto: UEC

Den italienske klassikerscene er ikke længere, hvad den engang var, men der er én del af kalenderen, der stadig blomstrer. Den berømte serie af efterårsklassikere i Italien er stadig rig, og i tiden frem til 17. oktober afvikles ikke færre end 12 store endagsløb i landet på kun en måned. I år er det som noget nye Giro della Toscana, der åbner ballet, og som efter et år som sprinterløb i 2020 vender tilbage til den model, vi så i 2018 og 2019, nemlig med en knaldhård rute med den kendte Monte Serra-stigning i finalen.

Annonce

SE GIRO DELLA TOSCANA PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

 

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

 

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts er Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo er Giro dell’Appennino herefter det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Siden det nye etapeløb Settimana Ciclistica Italiana i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

 

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour udgør på bare en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien.

 

I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det har været Il Lombardia, der har lukket ballet den 12. oktober. I år er den ellers hensygnende klassikerscene imidlertid vokset yderligere. Nok er GP Beghelli og Coppa Bernocchi, der plejer at være en del af serien aflyst, men de er blevet erstattet af det genopstandne Giro del Veneto, der afvikles i forbindelse med et nyt løb, Veneto Classic. Sammen med klassikeren Coppa Agostoni og det nye etapeløb Giro di Sardegna afvikles de to Veneto-løb efter løbet i Lombardiet, og dermed forlænges den italienske sæson med yderligere en uge. Da også Giro di Sicilia grundet coronakrisen er rykket til september/oktober, betyder det, at der mellem den 15. september og 17. oktober afvikles ikke færre end 12 endagsløb og to etapeløb - og det endda uden de to aflyste historiske løb!

 

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte har tjent som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

 

Det hele skydes i gang med uhyre travl uge, inden serien sættes på pause under VM. Således køres der hele fire løb, onsdagens Giro della Toscana, torsdagens Coppa Sabatini, lørdagens Memorial Marco Pantani og søndagens Trofeo Matteotti, og dermed er der i den grad lagt op til VM-forberedelse i en løbsblok, der byder på et spændende miks af ruter med appel til forskellige ryttertyper.

 

Siden 1923 har Giro della Toscana været afviklet stort set hvert eneste år, og det har altid været et højt skattet endagsløb på den italienske kalender. Med en vinderliste, der inkluderer folk som Costante Girardengo, Alfredo Binda, Gino Bartali, Firoenzo Magni, Rudi Altig, Roger de Vlaeminck, Francesco Moser, Maurizio Fondriest, Vincenzo Nibali, Alessandro Petacchi, Daniel Martin og Alessandro Ballan er det blevet vundet af mange af sportens allerstørste navne, hvilket siger alt om dets betydning og prestige. Som et stort løb i en af de mest cykelgale regioner i Italien er det absolut ingen overraskelse, at det i det meste af forrige århundrede var et nøgleløb i Italien.

 

Som det gælder for mange andre italienske løb, har arrangørerne af Giro della Toscana imidlertid haft det svært med at holde løbet i live, og det blev endda helt aflyst i 2015. Netop som man frygtede, at det var forsvundet for tid og evighed, ændredes situationen imidlertid fuldstændigt. I 2016 vendte det tilbage, endda i et udvidet format som et to dage langt etapeløb, og dermed brød man fuldstændigt den kedelige tendens i Italien. Med en placering over to dage lige inden det klassiske endagsløb Coppa Sabatini slog de to begivenheder sig sammen og tilbød i fællesskab en fin løbsblok over tre dage under navnet Memorial Alfredo Martini med samme arrangører, og de havde allerede i det første år stor succes med at tiltrække et stærkt felt, der også gav en boost til Coppa Sabatini, som i de senere år ellers var blevet reduceret til en hovedsageligt italiensk affære.

 

I 2018 vendte man imidlertid tilbage til det oprindelige endagsformat, men man har fastholdt forbindelsen til Coppa Sabatini. Dermed udgør de to løb nu en løbsblok på to sammenhængende dage, inden cirkusset i weekenden rykker videre til Memorial Marco Pantani og Trofeo Matteotti, der har andre arrangører. Modsat i årene 2016 og 2017 afvikles det også i 2021 inden VM, og i 2018 blev det sågar en vigtig VM-test for folk som Gianni Moscon og Romain Bardet, der begge var hovedaktører på den bjergrige rute i Østrig. Ligesom i 2019 er det kuperede løb i Toscana denne gang dog slet ikke beslægtet med VM-løbet i Yorkshire, og derfor er dets rolle som VM-forberedelse begrænset. Til gengæld er det perfekt opvarmning til de store italienske efterårsklassikere, og der kan stadig præsenteres et felt med syv WorldTour-hold, som vi også så det i 2019, og som kun er ét færre end i 2018.

 

Giro della Toscana har aldrig haft en fast rute og har i stedet besøgt forskellige områder i regionen. Det afspejles tydeligt i vinderlisten, der både inkluderer navne som Nibali og Martin samt sprintere som Mattia Gavazzi, Alessandro Petacchi og sidste år Fernando Gaviria. Toscanas geografi giver muligheder for at give chancer til stort set enhver ryttertype, og i den første udgave som etapeløb valgte man først og fremmest at tilgodese hurtige folk, der kunne klatre. I 2017 inkluderede løbet både en bjergafslutning og en sprinteretape, og i 2018 sammensatte man en meget kuperet rute med flere passager af den kendte Monte Serra til det nye endagsformat - en rute, der blev fasthold i 2019. Sidste år var man tilbage i et sprinterformat, men noget tyder på, at Monte Serra-ruten er ved at blive en klassiker, da den bruges for tredje gang i 2021.

 

Sidste år var alt imidlertid anderledes. Ikke blot var ruten pandekageflad, løbet blev også afviklet midt under Touren som del af den særprægede coronakalender. Alligevel var der deltagelse af et flot felt, der helt forventeligt afgjorde løbet i en massespurt, hvor Fernando Gaviria tog en tiltrængt sejr foran Robert Stannard og Ethan Hayter. I år er ruten helt anderledes bjergrig, og derfor forsvarer Gaviria naturligvis ikke titlen, og da BikeExchange og dermed Stannard ikke deltager, og Hayter puster ud efter Tour of Britain, skal der denne gang findes et helt nyt podium.

 

Ruten

Som sagt har det historiske løb hverken i tiden som etape- eller endagsløb haft et fast format, hvilket afspejles i den meget alsidige vinderliste. Der har altid været rum for variation og tilpasning, og set i det lys kunne det ikke undre, at man i et 2018, hvor løbet skulle fungere som forberedelse til et meget bjergrigt VM, havde designet en svært kuperet rute, der lagde op til, at klatrebenene skulle skrues rigtigt på. Ganske vist var det meste af terrænet fladt, men med tre passager af Monte Serra, der er kendt som et af Italiens ikoniske træningsbjerge, kom man ikke langt uden at kunne køre opad. En flad finale gjorde det imidlertid også til et italiensk løb, som de er flest, og lagde op til et uforudsigeligt udkomme.

 

Det fladere VM i 2019 ansporede ikke arrangørerne til at ændre kurs, og samme rute blev derfor med en minimal modifikation genbrugt det følgende år. Sidste år kunne et kuperet VM måske nok have gjort det oplagt at bruge samme rute igen, men det skete ikke. I stedet lavede man et helt fladt sprinterløb, men det var i første omgang en engangsforestilling. I hvert fald er Monte Serra-ruten nu tilbage, men dog med den væsentlige ændring, at den denne gang skal passeres to og ikke tre gange.

 

I alt skal der tilbagelægges 191,55 km med både start og mål i Pontedera. Fra starten i den vestlige udkant af byen kører man igennem fladt terræn mod syd, inden man skiftevis kører mod øst, syd og sydøst ned gennem fladlandet. Senere går det over en lang strækning mod syd ned til et vendepunkt, der er placeret umiddelbart inden mere bjergrigt terræn og herefter går det mod nord og nordvest tilbage til Pontedera, hvor man efter 81,35 km krydser stregen for første gang. Undervejs er det næsten helt fladt, men der er dog to bakker på stykket ned til vendepunktet og én bakke på hjemturen, og af disse kommer den vanskeligste (3,1 km, 4,3%) efter 31,8 km.

 

Den sidste del af løbet består nu af to omgange på samme 55,1 km lange rundstrækning i det kuperede område nord for byen, som også blev benyttet i 2018 og 2019. Først går det igennem fladlandet mod nordvest ud gennem Cascina, hvor man kører med bjergene til den højre side. I Caprona drejer man mod nordøst og siden øst for at køre direkte ind på Monte Serra, der over 8,4 km stiger med 7,2% i gennemsnit. Der er tale om en ret irregulær stigning, hvis tredje kilometer stiger med 9,9%, og hvor de sidste 1400 m stiger med 10,6%, men derudover ligger stigningsprocenten hovedsageligt på 6-7 med et fladere stykke i bunden og midtvejs.

 

Fra toppen af sidste passage resterer endnu 27,5 km, som først fører mod øst via en teknisk nedkørsel tilbage mod fladlandet, der nås med 14,8 km igen. Herfra går det mod øst med kun en ganske lille bakke, der kommer med 10 km, inden man igennem fladt terræn snor sig mod syd ned mod centrum af Pontedera. Her venter en næsten helt flad finale, hvor man på de sidste tre km skal igennem to skarpe sving, inden man med 500 m igen drejer til højre i en rundkørsel. Den sidste km er helt flad.

 

Løbet byder på i alt 2009 højdemeter mod 2472 i 2019.

 

I forhold til 2019 er det lange, flade åbningsstykke forlænget på bekostning af en af de to omgange på rundstrækningen.

 

 

 

 

 

Vejret

Hvis rytterne troede, at de glohede temperaturer var et overstået kapitel for i år, må de tro om. Onsdagen bliver ganske vist overskyet med kun meget få solstrejf sidst på eftermiddagen, men temperaturen i Pontedera vil nå hele 30 grader. Samtidig vil det blæse relativt kraftigt op fra en styrke på 7 km/t til 18 km/t, samtidig med at vinden går fra sydøst over syd til sydvest i finalen. På den første del vil der primært være modvind ned til vendepunktet og medvind på hjemturen. På rundstrækningen vil der være sidemodvind frem til kort før stigningen, hvor der vil være sidemed- og medvind hele vejen op. Der vil tillige være sidemedvind på nedkørslen, men derefter sidemodvind stort set hele vejen frem til de sidste 500 m, hvor der vil være medvind.

 

SE GIRO DELLA TOSCANA PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

 

Favoritterne

Giro delle Toscana er måske nok et gammelt løb, men den varierende rute betyder som sagt, at vi har haft vindere over hele spektret fra tunge sprintere til klatrere. Denne gang er vi heldigvis betydeligt bedre stillet end tidligere, da ruten bruger samme rundstrækning som i 2018 og 2019, og selvom der denne gang skal køres to og ikke én omgang, kan vi i vidt omfang bruge 2018- og 2019-løbene som rettesnor for, hvad vi skal forvente.

 

I 2018 så vi, at Sky gjorde alt for at sætte formstærke Gianni Moscon i scene ved at sætte et dræbende tempo ved sidste passage af Monte Serra. Til slut tog Eddie Dunbar over og kørte så stærkt, at kun Domenico Pozzovivo og Romain Bardet kunne følge med ham og Moscon, og da ireren slog ud, blev det en trekamp. Pozzovivo kunne akkurat ikke følge med til sidst, men kom tilbage på nedkørslen, og herefter samarbejdede de om at distancere 19 mand, der bestod af et vidt spektrum af ryttere fra klatrere som Sebastien Reichenbach og Warren Barguil over puncheurs som Diego Ulissi og Giovanni Visconti og en klassikertype som Matej Mohoric til Marco Tizza, der vel mest af alt kan betragtes som en ganske vist meget holdbar sprinter, og hvis spurt blev vundet af Visconti foran Tizza.

 

I 2019 var det Egan Bernal, der satte et dræbende tempo på stigningen, men det lykkedes Visconti at holde stand sammen med klatrerne Nikolay Cherkasov og Pierpaolo Ficara. Visconti havde naturligvis ingen problemer med at vinde spurten, mens en større forfølgergruppe tabte et lille minut. Den udgjordes primært af klatretyper, men også lidt tungere og hurtige folk som Andrea Vendrame og Simone Velasco.

 

Den drejebog kan meget vel ventes at blive genbrugt i år, og vi vil formentlig atter se ryttere, der gør det hårdt på Monte Serra første gang, hvorefter det store slag mellem klatrerne skal slås ved sidste passage. Hele løbets omdrejningspunkt vil efter al sandsynlighed være den uhyre formstærke Sonny Colbrelli, for selvom Bahrain har udpeget Dylan Teuns som kaptajn, er det italieneren, alle frygter.

 

Colbrelli er i fremragende form, men der er forskel på EM/Benelux og dette løb. I de øvrige løb var det puncheurterræn, men Monte Serra er et - ganske vist relativt kort - bjerg. Her må han trods alt have sine begrænsninger, og det vil for ham i første omgang handle om overlevelse. Får vi samme forløb som i 2018 og 2019 vil Colbrellis drøm være, at den lille frontgruppe bliver hentet, og at vi får den spurt i den lidt større gruppe, vi ikke fik ved de to foregående udgaver.

 

Hvem er det så, der skal lege Ineos denne gang? Det var nærliggende at pege på briterne igen, men da Geraint Thomas ikke er i form, Tao Geoghegan Hart næppe i form heller, og Moscon er langt fra 2018-niveauet, er det kun jokeren Ivan Ramiro Sosa, der kan gå bersærk. Andre rene klatrere, der kan splitte feltet til atomer, er Rafal Majka, hvis han er frisk efter Vueltaen, lottokuponen Joe Dombrowski, EF-duoen bestående af Sergio Higuita og Rigoberto Uran, en under Vueltaen meget formstærk Jan Hirt, kometen Lorenzo Fortunato samt Einer Rubio, hvis han stadig har formen fra Burgos. Derudover er der en stribe gode klatrere, men med den superform, Colbrelli har, er der næppe mange af dem, der kan sætte italieneren.

 

Der er bestemt trusler mod Colbrelli, men Sosa, Hirt og Rubio er ikke indlysende vindere af et løb med næsten 30 lette kilometer til sidst. Jeg ser snarere truslen fra EF-duoen, hvis form er helt ukendt, og UAE. Araberne kører imidlertid for Diego Ulissi, og de tør næppe give Majka eller Dombrowski lov til at gøre det til et rent klatreløb. På papiret er Ulissi en bedre klatrer end Colbrelli, men er han også det lige nu? Det er jeg bestemt ikke overbevist om. Hvis Majka skal sætte et tempo, Ulissi kan matche, kan det blive svært at komme af med Colbrelli.

 

Jeg ser en risiko for, at Colbrelli vælger at sidde op og spare sig til yndlingsløbet Coppa Sabatini på torsdag, og i det tilfælde er det ingen sag at slå ham. Holdet har dog meldt ud, at de holder ham i reserve til en spurt, og der er derfor en god chance for, at han graver dybt. Med kun relativt få klatrere, der alle er spinkle typer uden megen power på flad vej, vil jeg tro, at chancen for, at vi får samling til den spurt, vi endnu ikke har fået, er relativt god denne gang. Bahrain har et ganske glimrende hold, selvom der er betydelig usikkerhed om formen hos klatrerne Hermann Pernsteiner, Santiago Buitrago og Stephen Williams, og kan de finde allierede i jagten, er der god chance for en regruppering, ikke mindst når der er modvind hele vejen hjem.

 

Dermed ser jeg tre mulige scenarier. Enten ser vi en gentagelse af de to foregående løb, hvor cremen af klatrerne skal afgøre det. Alternativt ender det i en spurt i en gruppe på 10-20 mand. I begge tilfælde kan det også lykkes for en snu rytter at snige sig væk på de sidste flade kilometer, der kan være næsten umulige at kontrollere for en potentielt set meget dårligt samarbejdende gruppe. Den risiko er særligt stor denne gang, hvor ingen formentlig vil spurte mod Colbrelli.

 

Jeg vælger at tro, at vi får en spurt. Jeg mangler det meget stærke hold eller den meget stærke, der for alvor kan gøre det hårdt, og derfor tror jeg, at vi får endnu en sejr til Sonny Colbrelli. Det er som sagt et bekymringspunkt, om han vælger at sidde op, men giver han den et skud, bør han kunne sidde med i den første lidt større gruppe, hvor vi tidligere har set navne som Vendrame, Velasco, Mohoric og Tizza. I det tilfælde kan det være en opgave at kontrollere den flade finale, hvor ingen vil spurte mod Colbrelli, og her kan jeg være lidt bekymret for et Bahrain-hold, der mest består af spinkle folk, og hvor formen hos de fleste er ukendt. Modvinden vil dog gøre det vanskelige at køre væk, og hvis ikke Teuns har den offday, han havde under EM, vil han trods alt være en god allieret. Ender det i en spurt, hvor han stadig er med, vil Colbrelli efter alt at dømme være i særklasse, og med sin nuværende superform har han gode chancer for at tage den fjerde sejr på mindre end 14 dage.

 

Bahrain er dog ikke begrænset til bare Colbrelli. Kaptajnen er som sagt Dylan Teuns, men også for ham er det en lang stigning. Hans form har været svær at læse, for han så fin ud i Tyskland, men skuffede fælt ved EM. Det tyske løb var dog meget let, og da han heller ikke var flyvende i Polen, ser jeg ham ikke være med, hvis klatrerne går amok. Ender det i en spurt uden Colbrelli, vil han gøre det pænt, men næppe vinde. Faktisk tor jeg mere på, at Santiago Buitrago, der så stærk ud i Burgos og Getxo, kan gå med klatrerne og vinde en spurt blandt de små folk, som vi har set i 2018 og 2019. Han er nemlig ikke helt langsom, men hans form er ukendt. Også formen hos Hermann Pernsteiner er ukendt, men han burde være en af de allerbedste klatrere. Han skal dog snige sig væk i en taktisk finale for at vinde, og det er usandsynligt. Holdets sidste kort er Stephen Williams, der er ved at slå igennem, men han er en lottokupon, er spurtsvag og en usandsynlig vinder.

 

Jeg tror, at den største trussel er EF med deres to colombianere Sergio Higuita og Rigoberto Uran. På papiret er de blandt de to bedste klatrere, og samtidig er de lynhurtige på stregen, særligt Higuita. Dermed står de fremragende, hvis vi får samme scenarium som i 2019, men vi aner ikke, hvor de står. Uran har ikke kørt siden OL, og Higuita har kun kørt i Bretagne, hvor han var hjælper for Michael Valgren. Begge har dog de italienske klassikere som mål, og derfor anser jeg det som ganske sandsynligt, at de er formstærke nok til at genskabe 2018- og 2019-scenariet. Måske kører de begge væk, eller måske er det kun den ene af dem. Uran er dog normalt den mest stabile af de to, og derfor er han nok på så lang en stigning det bedste vinderbud. Til gengæld vil Higuita være hurtigst, hvis de begge kommer med hjem, og sidstnævnte vil også kunne være med helt fremme i en spurt i en større gruppe. Holdet har også Ruben Guerreiro, der dog ved EM ikke vist storform efter en lang pause, og selvom han er hurtig, vil han i en spurt formentlig køre for Higuita. Det samme vil Michael Valgren, der bør sidde med i en større gruppe, men ikke med de små klatrere. Han er til gengæld et fremragende bud på en mand, der kan snige sig væk på det flade, hvis Bahrain har svært ved at kontrollere det. Den mulighed har også San Sebastian-vinderen Neilson Powless, hvis form og niveau dog er helt utilregneligt og næppe i top efter en pause.

 

En anden slem rival til Bahrain vil være Diego Ulissi, men det står også efter EM klart, at han stadig ikke er tilbage efter sine hjerteproblemer. Han har dog flere muligheder for at vinde. Han bør stadig have en chance for at sætte Colbrelli af på så lang en stigning, og kører der en lille gruppe som ved de foregående udgaver, vil han kunne vinde på samme måde, som Visconti gjorde for to år siden. Han vil også have en chance i en spurt i en større gruppe, hvis Colbrelli tager sig en fridag eller falder helt af. Han bakkes i hvert fald op af et stærkt hold.

 

UAE har dog også andre muligheder. Er han frisk efter Vueltaen, kan Rafal Majka være stærkeste mand på Monte Serra. Han er ikke lynhurtig, men kører de små klatrere væk, vil han ikke være chanceløs på stregen - hvis han vel at mærke undgår de to EF-colombianere. Også Alessandro Covi er et alternativ i en spurt. Han klatrer dårligere end Ulissi, men han synes hurtigere på flad vej, som vi så med de fine spurter i Romandiet og San Sebastian. Han viste dog ikke god form i Tyskland. Jan Polanc virkede træt i Vueltaen, og han kører næppe væk i en lille gruppe, og Rui Costa har ikke vist megen form på det sidste. Han kan stadig begå sig i en spurt i en større gruppe, men her vil han formentlig køre for Ulissi eller Covi.

 

Ineos kommer med et på papiret skræmmende hold, men det præges af formsvage ryttere. Vi så i hvert fald i Benelux, at Geraint Thomas som altid på denne tid af året er milevidt fra formen, og bedste chance er derfor nok Tao Geoghegan Hart. Med klatrestyrke og hurtighed er han egentlig skabt til dette løb, men han har aldrig fundet formen i år. Han har ikke kørt siden Polen, hvor han var helt væk, og det vil undre mig, hvis han er i form nu, men han er en joker, der kan vinde, hvis han har sine bedste ben. En joker er også Ivan Ramiro Sosa, der ikke har kørt løb i en menneskealder og pr. definition er en lottokupon. Han kan sagtens være en af de allerbedste på Monte Serra, men han skal snige sig væk fra en lille gruppe, hvis han skal vinde. Gianni Moscon vandt løbet på en næsten identisk rute i 2018, men som vi senest så ved EM er han milevidt fra det niveau. Han burde dog sidde med i en større gruppe, hvor han er et fremragende bud på en mand, der kan snige sig væk fra Bahrain, ligesom han kan vinde en spurt, hvis ikke Colbrelli er med hjem.

 

En stor joker er Lorenzo Fortunato. Han viste med sejren i Adriatica Ionica Race, at Giroen ikke bare var et mirakelmoment, og at han skal tages seriøst som topklatrer. Han har trænet i højderne frem mod efterårsklassikerne, men hans form er ukendt. Er han på toppen, vil han kunne køre med de allerbedste klatrere, men han er spurtsvag og skal snige sig væk til sidst. Eolos anden klatrer Edward Ravasi har til gengæld slet ikke vist sit niveau i år, og det har heller ikke Mark Christian. Med sit nuværende niveau kommer Francesco Gavazzi næppe med hjem til en spurt, og det bliver nok også for svært for den ellers meget formstærke Erik Fetter, der lige er blevet nr. 4 ved U23-EM og vandt i Limoges. I en spurt burde Luca Wackermann være holdets bedste kort, men selvom det så bedre ud i Limousin har han ikke vist megen holdbarhed i år.

 

Movistar stiller med Einer Rubio, der er en stor joker. Har han benene fra Burgos, kan han være en af de allerbedste klatrere, og kører de helt små folk væk i en lille gruppe af bjerggeder, vil han være i spil. Han er dog langsom og skal snige sig væk i en flad finale. Med sit Giro-niveau burde Antonio Pedrero være et om muligt endnu bedre bud, men han synes slet ikke i form. Abner Gonzalez var flyvende i august i Getxo og Portugal, men han har pustet ud efter det lange etapeløb og er næppe på toppen nu. Holdets hurtigste mand er Davide Villella, der gjorde det fint i Benelux, men hans chance er at snige sig væk fra en større gruppe til sidst. Hverken Hector Carretero eller Sergio Samitier har vist skyggen af form.

 

Intermarché kommer med en stærk kandidat i Odd Christian Eiking, men han indrømmede inden EM, at han er træt. Det så man også i søndags, men han var dog slet ikke helt væk. Jeg har lidt svært ved at se ham køre væk med de allerbedste, men ender det i en spurt i en lidt større gruppe uden Colobrelli, vil han være konkurrencedygtig. Med sin fantastiske Vuelta-form kan Jan Hirt til gengæld være en af de allerbedste på en stigning som denne, men han er spurtsvag og skal snige sig væk i fladlandet for at vinde. Holdet har også den i august så flyvende Lorenzo Rota, der ligesom Eiking er halvhurtig, men stigningen er lidt for lang for ham, og hans nuværende form er helt ukendt. Den sidste klatrer er Simone Petilli, men han er en usandsynlig vinder.

 

En stærk kandidat er Simone Velasco. Italieneren har haft en svær tid, men i år har han virkelig rejst sig. Han vandt kongeetapen i Limousin og blev for nylig nr. 2 bag Benoit Cosnefroy i et selektivt Tour du Jura. Allerede for tre år siden sad han med i den første større gruppe, og det vil han formentlig gøre igen. I en spurt uden Colbrelli vil han stå ganske fornuftigt, og derudover kan han sige sig væk i den flade finale. Til gengæld synes Sergei Chernetskii ikke at have niveauet længere, og løbet er for hårdt for Marco Canola

 

Astana kommer ikke med det stærkeste hold, og de skal satse på Samuele Battistella. Han klatrede godt både på ardenneretapen i Benelux og i Arctic Race, men han kan ikke køre med klatrerne på så lang en stigning. Han kan køre en spurt, men den vinder han næppe. Hans chance er at snige sig væk på det flade. Holdet har også Harold Tejada, men han har været så skuffende, at han næppe kører væk i en gruppe af klatrere. Her er det måske mere sandsynligt med den i år så stærke Vadim Pronskiy, men jeg tvivler stærkt på, at han har Giro-formen nu. Merhawi Kudus og Stefan de Bod har ikke haft de bedste klatreben i år, men De Bod kunne måske være en mand, der kan snyde Bahrain på det flade.

 

Bardiani har også en mand til en spurt i en lidt større gruppe, nemlig Davide Gabburo. Han har klatret fremragende i Tjekkiet i august, men om han har samme form nu, er tvivlsomt. Samtidig skal han være helt på toppen for at sidde med, og han vinder næppe en spurt. Holdet har også den uhyre talentfulde Filippo Zana, der efter Giroen har været en af de allerbedste U23-klatrere, men selvom han stadig er i form, er han som spurtsvag næppe en vinder. Det samme gælder for holdets bedste klatrer Giovanni Carboni, der efter en opblomstring også er faldet sammen igen, Luca Covili og Samuele Zoccarato, der kan klatre, men ikke med de bedste.

 

Euskaltel har en god kandidat i Gotzon Martin. Som vi så i Vueltaen, er han ganske hurtig, og han klatrer også glimrende. Han burde kunne begå sig i en spurt i en større gruppe, men han har ikke hurtigheden til at vinde. Holdet har også hurtige Antonio Angulo, men terrænet her er for svært, som det også er for den fallerede Garikoitz Bravo.

 

Androni stiller med en spændende mand i Luca Chirico. Han kunne akkurat ikke følge Quintana til sidst i Besancon, men han viste generelt fremragende form i de franske løb. Han er dog puncheur mere end klatrer, og han vil kun sidde med i en lidt større gruppe. Her er han hurtig, men ikke hurtig nok til at vinde, og han skal snige sig væk til sidst. Androni har også to hurtige og klatrestærke folk i Jhonatan Restrepo og Natnael Tesfatsion, men de har slet ikke klatret godt i år. Det har Jefferson Cepeda til gengæld, og han vandt i august bjergløbet Tour de Savoie. Han imponerede også i Tour of the Alps og kan måske køre med de bedste, men som spurtsvag er han en usandsynlig vinder. Både Daniel Munoz og Eduardo Sepulveda har netop klatret godt i Rumænien, men her er de overmatchet.

 

En joker kunne også være Alessandro de Marchi. Han klatrer ikke godt nok til at køre med de bedste, og spurte kan han heller ikke. Til gengæld er han en angriber, der før har vundet Giro dell’Emilia ved at køre væk i en ukontrollerbar finale. Kan Bahrain ikke holde det samlet til sidst, er han et godt bud. Han kører for et ungt landshold, der også har Alessandro Fedeli, som er for tung til dette løb, og de spændende talenter Marco Frigo og Andrea Piccolo, der er i form, men overmatchet her.

 

Det er svært at tro på de øvrige hold. Total har Cristian Rodriguez, der er en af de bedre klatrere, men næppe kører med de bedste og ikke kan spurte. Det kan Alexandre Geniez, men selvom han viste lidt forleden, er han stadig milevidt fra sit niveau, og hverken Victor de la Parte eller Fabien Doubey har klatret godt i år. Det samme kan på Vini siges for Edoardo Zardini og Daniel Pearson, og Davide Orrico kommer ikke med hjem til en spurt. En spurt med Angel Madrazo er også chancen hos Burgos, men han overlever næppe, og holdets klatrer Pelayo Sanchez er overmatchet. På kontinentalholdene er det kun Paul Double, der er værd at holde øje med, men som spurtsvag vinde han ikke.

 

***** Sonny Colbrelli

**** Rigoberto Uran, Sergio Higuita

*** Diego Ulissi, Rafal Majka, Tao Geoghegan Hart, Alessandro Covi, Gianni Moscon

** Santiago Buitrago, Lorenzo Fortunato, Dylan Teuns, Ivan Ramiro Sosa, Einer Rubio, Michael Valgren, Odd Christian Eiking, Simone Velaco, Jan Hirt, Lorenzo Rota, Rui Costa, Hermann Pernsteiner, Samuele Battistella, Davide Gabburo, Gotzon Martin, Luca Chirico, Jefferson Cepeda, Alessandro de Marchi

* Filippo Zana, Davide Villella, Ruben Guerreiro, Neilson Powless, Jan Polanc, Geraint Thomas, Stephen Williams, Erik Fetter, Edward Ravasi, Abner Gonzalez, Antonio Pedrero, Vadim Pronskiy, Harold Tejada, Stefan de Bod, Merhawi Kudus, Giovanni Carboni, Jhonathan Restrepo, Cristian Rodriguez

 

Danskerne

Michael Valgren tester VM-formen hos EF og er omtalt ovenfor.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Giovanni Viscontis sejr fra 2019 og Gianni Moscons sejr fra 2018, hvor samme finale i begge tilfælde blev benyttet.

 

SE GIRO DELLA TOSCANA PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Sonny Colbrelli
Rigoberto Uran, Sergio Higuita
Diego Ulissi, Rafal Majka, Tao Geoghegan Hart, Alessandro Covi, Gianni Moscon
Santiago Buitrago, Lorenzo Fortunato, Dylan Teuns, Ivan Ramiro Sosa, Einer Rubio, Michael Valgren, Odd Christian Eiking, Simone Velaco, Jan Hirt, Lorenzo Rota, Rui Costa, Hermann Pernsteiner, Samuele Battistella, Davide Gabburo, Gotzon Martin, Luca Chirico, Jefferson Cepeda, Alessandro de Marchi
Filippo Zana, Davide Villella, Ruben Guerreiro, Neilson Powless, Jan Polanc, Geraint Thomas, Stephen Williams, Erik Fetter, Edward Ravasi, Abner Gonzalez, Antonio Pedrero, Vadim Pronskiy, Harold Tejada, Stefan de Bod, Merhawi Kudus, Giovanni Carboni, Jhonathan Restrepo, Cristian Rodriguez

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro della Toscana
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Cro Race(2.1) 28/09-03/10

Giro di Sicilia(2.1) 28/09-01/10

Cro Race(2.1) 28/09-03/10

Giro di Sicilia(2.1) 28/09-01/10

LVM Saarland Trofeo(2.NCUP) 30/09-03/10

La Route Adélie de VItré(1.1) 01/10

Tour of Fuzhou(2.1) 01/10-07/10

Paris-Roubaix Femmes(1.WWT) 02/10

Classic Loire Atlantique(1.1) 02/10

Paris-Roubaix(1.UWT) 03/10

Famenne Ardenne Classic(1.1) 03/10

Gran Premio Bruno Beghelli(1.1) 03/10

Paris-Roubaix Juniors(1.NCUP) 03/10

Women's Tour(2.WWT) 04/10-09/10

Binche-Chimay-Binche(1.1) 05/10

Paris - Bourges(1.1) 07/10

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger