Optakt: Giro dell'Appennino

Løbets rolle og historie

Som et af cykelsportens kernelande havde Italien engang en fantastisk kalender af endagsløb. Både for- og efterår var fyldt med smukke klassikere i noget af det bedste terræn i verden. Klassikerryttere med punch på stigningerne og en god spurt nød de kuperede ruter til de mange løb i et af sportens historiske hjemsteder.

De hårde økonomiske tider har desværre taget hårdt på kalenderen, og nu er der ikke mange løb tilbage. Februar er tømt for løb, de eneste endagsløb i marts er Trofeo Laigueglia, Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og også april er nu tømt for løb. Det plejer måneden dog ikke at være, for her har der indtil 2019 været afviklet en af Italiens gamle klassikere. Som et af de ældste løb på den italienske kalender har Giro dell’Appennino fastholdt sin rolle som et forberedelsesløb til Giro d’Italia, og på imponerende vis har det faktisk kun været aflyst under 2. Verdenskrig, siden det første gang blev afviklet i 1934. Selv ikke coronapandemien fik skovlen under det italienske løb, og da april måned i år var en risikabel måned for et cykelløb, var arrangørerne hurtigt at flytte det til en helt ny placering i sommermånederne, bare to dage inden starten på Tour de france.

Løbet er måske gammelt, men det har aldrig haft hverken en fast dato eller et fast format. Den præcise lokation er skiftet mange gange, og det har været afviklet i september, august, april, maj og juni. Den lange historie afspejles i vinderlisten, der inkluderer navne som Fausto Coppi, Emile Daems, Franco Balmamion, Michele Dancelli, Gianni Motta, Felice Gimondi, Gösta Pettersson, Giovanni Battaglin, Francesco Moser, Gianni Bugno, Claudio Chiapucchi, Francesco Casagrande, Damiano Cunego, Gilberto Simoni og Gianbattista Baronchelli. Det var et amatørløb indtil krigen, men har siden da været et løb for professionelle og er nu et 1.1-løb på UCIs kalender.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Som mange andre italienske løb har det haft det svært i de senere år, og det tiltrækker ikke længere det topfelt, som det tidligere gjorde. Faktisk er det nu hovedsageligt et løb for italienere, og det er ikke blevet nemmere af, at så mange andre løb er forsvundet. Nu om dage er det en ret enkeltstående begivenhed, og det giver de store hold mindre incitament til at rejse til Italien. Det har været afspejlet af de senere års startlist, der har været blottet for WorldTour-hold, men sjovt nok har pandemien faktisk givet det en lille renæssance. Sidste år blev det rykket til september, hvor det udgjorde en del af en italiensk løbsblok, der blev afviklet under Touren. Det var nok til at sikre deltagelse af hele seks WorldTour-løb, og selv i år, hvor placeringen sidst juni er knap så oplagt, er løbet lykkedes med at sikre sig deltagelse fra både Ineos og UAE - to af sportens største mandskaber - samt Israel Start-Up Nation.

Giro dell’Appenninno er et typisk italiensk endagsløb. Det inkluderer nogle alvorlige stigninger, men det har en flad finale og afgøres ofte i en spurt i en lille gruppe. Som mange andre italienske løb er det en perfekt begivenhed for ryttere, der kan klatre og spurte efter et hårdt løb. På den anden side betyder nøglestigningen Passo della Borchetta, at det er hårdere end mange af de andre endagsløb, og det betyder, at det ofte er en ganske eksklusiv gruppe af klatrere, der er tilbage.

Faktisk var det klatrerne, der havde vundet de seneste fem udgaver, indtil trenden blev brudt sidste år. Her blev det nemlig samlet til en spurt i et felt på 49 mand, og her lykkedes det Ethan Hayter at tage karrierens første professionelle sejr ved at overspurte Alessandro Covi og Robert Stannard. Den unge brite har dog nu rettet blikket mod banen og OL og forsvarer derfor ikke sin titel, og heller ikke Stannards BikeExchange-hold er med denne gang. Det er til gengæld Covi, der dermed bliver eneste genganger fra sidste års podium.

Ruten

Modsat mange italienske endagsløb er Giro dell’Appennino ikke et rundstrækningsløb. I stedet fører det over 192,1 km fra Pasturana på Po-sletten gennem det kuperede terræn nord for kysten til den relativt nye finale i storbyen Genova. Med starten på Po-sletten er den første del helt flad, idet man kører mod nordvest op til et vendepunkt i Frugarollo, inden man kører mod sydøst gennem fladlandet ned mod de mange stigninger i området.

Klatringen starter efter 60,7 km, når man kører videre mod sydøst op over Fraconalto (5,5 km, 6,9%, max. 17%), der stiger med 7,6% over de første to kilometer, flader lidt ud med 6,1% over de næste to kilometer og slutter med 1500 m med 7,4%, inden man efter 66,2 km runder toppen. En teknisk nedkørsel leder nu mod øst ned til dalen, hvor man kører mod nord og sydøst igennem relativt fladt terræn, inden man drejer mod syd for at passere Crocefieschi (4,8 km, 6,1%, max. 12%), der er en relativt jævn stigning med top efter 97,9 km.

En let nedkørsel fører nu videre mod syd, inden man kører mod nordøst op ad en lille bakke (1,3 km, 5,6%), hvorefter det går videre mod syd og sydvest ad en ny og let nedkørsel ned til en rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Den indledes med mere nedkørsel, som er teknisk og fører mod sydvest og nordvest frem til Pedemonte, hvorefter man kører mod sydvest og nordøst igennem relativt fladt terræn. Rundstrækningen afsluttes med, at man kører mod nord op ad Crocetta d’Orero (9,0 km, 3,4%, max. 11%), der stiger jævnt med 4-5% frem mod en lille nedkørsel og en sidste kilometer med 2,7%, hvorefter man efter 137,6 km runder toppen og afslutter rundstrækningen.

Nu kører man igen den første halvdel af rundstrækningen, men i stedet for at køre frem til stigningen, kører man mod nord og nordvest gennem dalen, inden man drejer mod sydvest ind på dagens sidste udfordring, Madonna della Guardia (6,9 km, 7,8%, max. 21%), der er en slem sag med ca. 8% over de første 4,5 kilometer, derefter 500 m med 18,0%, en næsten flad kilometer og slutteligt 900 m med 6,9% fordelt over 500 m med 14,0% og 4,5% over de sidste 400 m frem til toppen, der rundes efter 167,1 km.

Derfra resterer bare 25,1 km, der indledes med en meget teknisk nedkørsel, som fører mod sydøst ned til dalen, der nås efter 174,7 km. Herefter bliver de sidste 17,4 km flade, når man ad en let faldende vej kører mod syd ned til kysten, hvorefter man kører ad den flade kystvej mod sydøst ind til Genova. Her drejer man med 2 km igen til venstre for at køre ind mod centrum, hvor man med 1 km igen atter drejer til venstre, denne gang ind på den lange opløbsstrækning. De næste 500 m stiger med 1,2% i gennemsnit, og de sidste 500 m går op ad med 4,8% i snit.

Løbet byder på i alt 2689 højdemeter, hvilket er stort set det samme som i 2020 og 200 flere end i 2019.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

I forhold til de seneste er det hele nytænkt. Jordskred betyder nemlig, at løbets klassiske stigning, Passo della Borchetta, må droppes. I stedet for serien med Borchetta-Fraconalto-Passo Giovi, der peger at komme i rap som de sidste udfordringer, har man denne gang mere dal i finalen. Til gengæld er Madonna di Guardia en meget vanskeligere stigning end de ”gamle”, og den kommer 2 km tættere på mål, end vi har været vant til med sidste bjergtop i de seneste to udgaver.

Vejret

En sommerdato betyder også sommervejr, men rytterne slipper nu for ekstrem varme. Torsdag byder på en skyfri himmel og en temperatur i Genova på 25 grader. Samtidig vil det være temmelig blæsende med en jævn vind (17-19 km/t) fra sydøst og syd. Det giver mod-og sidemodvind det meste af dagen, indtil man kringler sig rundt i bakkerne. Her får man sidemod- og modvind fra bunden af sidste stigning, indtil man drejer ind i sidevind på kystvejen over de sidste knap 10 km. Inde i Genova får man medvind på næstsidste og sidevind på sidste kilometer.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Favoritterne

Giro dell’Appennino har traditionelt været et lidt svært løb at forudsige, fordi det passer forskellige ryttertyper. På den ene side er ruten som regel så hård, at man skal køre endog meget godt opad for at have en reel chance for at vinde. På den anden side er finalen flad, og derfor har spurtstyrke også været belønnet.

Vi har generelt haft to forskellige scenarier. Enten er det lykkedes at skabe samling til en reduceret massespurt, eller også er en lille gruppe klatrere kørt væk for at afgøre løbet mellem sig i den flade finale. Mønsteret har dog været ret klart, og i dette årtusinde er det kun i 2012, 2014 og 2020, at vi fik en spurt i en større gruppe - udgaver, der blev vundet af hhv. Fabio Felline, Sonny Colbrelli og Ethan Hayter. I alle andre tilfælde har klatrerne haft overhånden.

At det gik anderledes sidste år, skyldtes utvivlsomt det stærkere felt med hele seks WorldTour-hold. I år har feltet en mere normal standard, men med tre store hold i form af Ineos, UAE og Israel SUN, er det stadig stærkere, end vi har været vant til i de seneste udgaver. Resten af feltet er dog meget svagt med bare seks ikke specielt stærke ProTeams samt en serie kontinentalhold, der plejer at blive kørt midt over på en rute, der er så svær som denne. Det samme gælder for de to landshold fra Italien og Colombia, der med en enkelt undtagelse, Alessandro Fedeli, alene består af unge og relativt uprøvede ryttere.

Det bør gøre en decideret massespurt umulig. Dertil er niveauspredningen alt for stor og ruten alt for hård. Det vil næppe være mange, der overlever Madonna di Guardia, men spørgsmålet er stadig, hvor store forskelle der kan gøres.

Der er modsatrettede tendenser. På den ene side er den nye finalestigning meget hårdere end den gamle, og den burde kunne skabe et blodbad. På den anden side er der en ret kraftig modvind hele vejen op, ligesom også den første del af det flade stykke går med vinden direkte i ansigtet. Det gør det i hvert fald meget svært at forestille sig en solosejr fra distancen, og det vil formentlig være en gruppe, der skal afgøre det til sidst.

På forhånd ligner det et rent opgør mellem UAE og Ineos. Begge kommer de med ryttere, der er skabt til dette løb. Ineos har Gianni Moscon, Jhonatan Narvaez og Tom Pidcock, der vil elske at spurte i en gruppe på en håndfuld mand nede i Genova. Det samme vil Diego Ulissi, Alessandro Covi samt sågar Matteo Trentin og Aleksandr Ruabushenko (hvis gruppen er lidt større) fra UAE.

Min forventning er, at de to hold vil være altdominerende efter stigningen, hvor der meget vel kan dannes en ganske lille gruppe, hvor de begge vil sidde med flere mand. Herefter kan det blive meget taktisk i finalen, hvor begge hold vil have det fint med en spurt, men hvor de utvivlsomt også vil angribe hinanden på skift i et forsøg på at udnytte overtallet. Med andre ord ligner det et opgør mellem de folk, der kan overleve stigning og herefter enten slå til i en spurt eller snige sig væk til sidst. Det bør give sejr til et af de to favorithold, men de spurtsvage klatrere, der måtte gøre dem selskab kan måske udnytte de to mandskabers interne kamp til at snige sig væk.

Jeg vælger at gå med Gianni Moscon. Italieneren havde en fabelagtig Giro, og frygten for, at han var træt efter en knap så god sidste uge, blev gjort til skamme af et flot italiensk mesterskab, hvor han kørte med de bedste i svært terræn. Her er den sidste stigning måske en anelse stejl for ham, men med de klatreben, han havde i Giroen, burde det ikke være et problem. Han rundede også det italienske mesterskab med at minde os om sin spurtstyrke, og da han samtidig kan køre væk i den flade finale, som han gjorde ved den første sejr i Alperne i april, har han alle redskaber til at vinde. Derfor er han min favorit.

Jeg vil dog slet ikke afvise, at Jhonatan Narvaez ender med at spurte for Ineos. Han viste sin enorme hurtighed i Coppi e Bartali sidste år, hvor han tog den samlede sejr fra ellers hurtige Andrea Bagioli via bonussekunder i de reducerede massespurter, og dermed er også han skabt til løbet. Han var fremragende i foråret, og efter sin skade kom han godt tilbage med en solid Giro. Her var han dog ikke på Moscons niveau i bjergene, og da han ikke har kørt løb i nu næsten en måned, er hans form temmelig usikker. Normalt bør han dog klare stigningerne her, og så kan Ineos selv bestemme, om det er Moscon eller Narvaez, som skal spurte og/eller angribe.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Den største trussel er Diego Ulissi, der vil elske den let stigende spurt. Det er i hvert fald svært entydigt at sige, hvem af de tre favoritter der er hurtigst i denne afslutning, selvom jeg måske giver Moscon en ganske svag overhånd. Ulissi har imidlertid sendt blandede signaler på det sidste. Han vandt kongeetapen i Slovenien, men det var nu tydeligt, at han kun var tredjebedste UAE-rytter, og at det kun var holdet, der gav ham sejren. Ved de italienske mesterskaber var dog betydeligt ringere end ventet, og noget tyder på, at han er ved at være træt. Niveauet her er dog et andet, og modvinden vil hjælpe ham. I en spurt mellem de bedste klatrere er han utvivlsomt en potentiel vinder.

Ineos’ tredje åbenlyse er selvfølgelig Tom Pidcock. Faktisk er det svært at designe en bedre rute for en mand, der klatrer og spurter lige så godt som den lille brite, der gør sit comeback på landevejen efter en pause på to måneder. Desværre styrtede Pidcock lige inden Tour de Suisse, og et brækket kraveben kostede ham deltagelsen i det schweiziske løb. Han var lynhurtigt tilbage på cyklen, men mon ikke dette løb først og fremmest handler om at genfinde løbsrytmen, inden han skal tilbage på sin mountainbike. Alligevel kørte han så stærkt i sine sidste løb, hvor han gav Van der Poel prygl på stigningerne ved World Cuppen, at man ikke skal blive overrasket, hvis han vinder. I en spurt er han formentlig den allerhurtigste.

UAEs anden kandidat er Alessandro Covi. Sidste år blev den hurtige italiener nr. 2, da det endte i en reduceret massespurt, og skulle det ske igen, vil han igen være en af favoritterne med den hurtighed, han senest viste i Romandiet. Desværre har han ikke klatret alt for godt i år, og senest skuffede han meget fælt ved mesterskaberne. Overlever han, er han formentlig største trussel mod Ineos i en spurt, men det er nod modvinden, der skal give ham en chance. UAE har også to endnu hurtigere folk til en reduceret massespurt, nemlig Matteo Trentin og Aleksandr Riabushenko, der tidligere har kørt med om sejren i denne slags løb. Trentin har dog ikke klatret godt på det seneste, og Riabushenko har intet vist i meget lang tid, og selv med modvind bør ruten være for hård.

Så er der større perspektiver i fænomenet Juan Ayuso, der gør sin længe ventede debut for araberne. Spanieren var ikke uventet i sin helt egen liga i Baby-Giroen, men hvordan han står i dette selskab, er svært at sige. Han manglede en del i sine løb i foråret, men man skal ikke blive forundret, hvis han kører finale. Han er hurtig, men vil formentlig skulle køre spurt for Ulissi eller Covi. Til gengæld kan han være med til at angribe på skift. Det samme kan formstærke, men spurtsvage Jan Polanc , der bør køre finale, men skal snige sig vær for at vinde. Valerio Conti viste også endelig lidt livstegn ved mesterskaberne, men det vil være en overraskelse, hvis han pludselig vinder.

Det er virkelig svært at forestille sig, at sejren går til et andet hold, men efter et godt Dauphiné bør Ben Hermans køre finale. Han er klart overmatchet af rivalerne i en spurt, men måske kan han være outsideren, der udnytter de store holds kamp til at snige sig væk. Til gengæld skal Israel SUN nok ikke regne med klatreren Sebastian Berwick, der har haft det svært i år, og selv med modvind er det svært at se Tom van Asbroeck eller Hugo Hofstetter komme med hjem til en spurt.

Blandt de fem ProTeams står Bardiani stærkest. Giovanni Carboni er i fremragende form, som vi så i Slovenien og Adriatica Ionica Race samt ved mesterskaberne. Han har en god chance for at køre finale, men som spurtsvag skal han snige sig væk for at vinde. På samme måde har Bardiani Luca Covili, Alessandro Monaco og Andrea Garosio, der alle var i top 10 i Adriatica Ionica og måske kan overleve, så holdet kan sidde med flere spurtsvage folk til at angribe på skift. Drømmen er naturligvis en spurt med Enrico Battaglin, der hjælpes af modvinden, men han har kun en chance i en reduceret massespurt, som synes mindre sandsynlig.

Androni har Eduardo Sepulveda, der også kørte top 10 i Adriatica Ionica, og han har en chance for at overleve, så han måske kan snige sig væk til sidst. Mindre sandsynligt er det med klatrerne Alessandro Bisolti, Daniel Munoz, Simone Ravanelli og Mattia Bais, der ikke har vist storform. Til gengæld virker halvhurtige Luca Chirico velkørende, og han vil kunne spurt sig til et pænt resultat. Med modvind kan man heller ikke helt udelukke halvhurtige Simon Pellaud, men han virkede træt i Tour de Suisse, selvom han rejste sig med en sølvmedalje i Schweiz i søndags.

Arkea har en fornuftig kandidat i Romain Hardy. Franskmanden er i god form og er hurtig, og gør modvinden det knap så selektivt, er han ikke uden chance. Maxime Bouet er på vej tilbage efter en skade, men gjorde det hæderligt ved de franske mesterskaber. Også han kan måske være med i et mindre selektivt løb.

Gazprom har Simone Velasco, der er hurtig og viste god form i Adriatica Ionica Race, men jeg vil stadig tro, at løbet er for hårdt. Endnu hurtigere er Marco Canola, der vil være en af favoritterne i en reduceret massespurt, men det vil være uventet, hvis han får den chance. Klatrerne Cristian Scaroni, Denis Nekrasov og Nikolay Cherkasov var formsvage i Adriatica Ionica Race.  Helt umuligt ser det ud for Eolo, som ellers har hurtige Luca Wackermann som en oplagt kandidat, men han synes helt ude af form og styrtede endda sidste torsdags. Holdets klatrer Alejandro Roprero var skuffende i Adriatica Ionica. Det samme var de to klatrere hos Vini, Edoardo Zardini og Dan Pearson, og deres bedste bud er Davide Orrico, der dog næppe heller kommer med de bedste hjem.

Som sagt vil kontinentalholdene formentlig blive kørt over på denne rute, men man skal ikke afskrive halvhurtige Marco Tizza, der senest blev nr. 7 i Aargau. Til gengæld synes hurtige Paolo Toto ikke længere at være konkurrencedygtig. Veteranen Davide Rebellin viste med en 10. plads i Adriatica Ionica, at han er den mest klatrestærke kontinentalrytter i feltet, men han får svært ved at køre med de bedste og er spurtsvag. Alessandro Verre og Omar El Gouzi kørte i top 10 i Baby-Giroen og kan måske gøre det hæderligt, ligesom Paul Double, Henok Mulubrhan og Didier Merchan kan det. På landsholdet synes Alessandro Fedeli formsvag.

***** Gianni Moscon

**** Jhonatan Narvaez, Diego Ulissi

*** Tom Pidcock, Alessandro Covi, Juan Ayuso

** Jan Polanc, Matteo Trentin, Ben Hermans, Giovanni Carboni, Romain Hardy, Enrico Battaglin, Luca Chirico, Simone Velasco, Aleksandr Riabushenko

* Marco Tizza, Marco Canola, Eduardo Sepulveda, Valerio Conti, Simon Pellaud, Maxime Bouet, Luca Covili, Alessandro Monaco, Andrea Garosio, Sebastian Berwick, Alejandro Roprero, Davide Orrico, Davide Rebellin, Alessandro Verre, Omar El Gouzi

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.