Optakt: Giro dell’Emilia

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

Mens sprinterne efter VM enten har endt sæsonen eller har blikket rettet mod Paris-Tours, har langt de fleste klatrere blikket stift rettet mod Il Lombardia, der er det sidste store, kuperede løb på europæisk grund og årets sidste monument. Mange har brugt de canadiske klassikere til at teste formen, og nogle har sågar været et smut til VM, men det er i den kommende uges tid, at forberedelserne for alvor intensiveres i en række af italienske endagsløb, der tjener som en sidste opvarmning til den største efterårsklassiker. Sammen med Milano-Torino er Giro dell’Emilia traditionelt det bedste sted at gøre sig klar til De Faldende Blades Løb. Denne klassiker er samtidig et af de ældste løb på den italienske kalender, og den spektakulære afslutning på toppen af den stejle San Luca-stigning i Bologna gør det til et af de meste prestigiøse løb i det cykelgale land.

Med en første udgave, der blev afviklet helt tilbage i 1909, har løbet været afviklet næsten hvert eneste år i mere end et århundrede, og det er kun sølle ni gange, at løbet af forskellige årsager er blevet aflyst, så man i år er nået til den 102. udgave. Det har altid haft Bologna som sit centrum, og med ganske få undtagelser har det altid været afviklet i efteråret.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Efter at det i de tidligere år primært var en italiensk affære, udviklede det sig med tiden til en vigtig og prestigiøs begivenhed på den internationale kalender. Den første udenlandske vinder var ingen ringere end Eddy Merckx, der sejrede i 1972, og siden da har de mange italienske sejrherrer fået selskab af store internationale profiler som Roger De Vlaeminck, Tony Rominger, Michael Boogerd, Jan Ullrich, Frank Schleck, Robert Gesink, Carlos Betancur, Nairo Quintana og Esteban Chaves på sejrslisten. Faktisk var det en ganske lang tørke for italienerne fra Danilo Di Lucas sejr i 2008, indtil det endelig lykkedes Diego Ulissi igen at sejre for hjemlandet i 2013.

Giro dell’Emilia kendes næsten udelukkende for den legendariske San Luca-stigning, der fører op til helligdommen Madonna Di San Luca. Den 2,1 km lange opkørsel har en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,7 og et maksimum på 16 og er et brutalt bæst, der er skabt til klatrere, helst med et godt punch. Med adskillige passager af stigningen og mål på toppen er det ikke noget under, at løbet er blevet domineret af ryttere, der stråler på de stejleste stigninger.

Uheldigvis tabte løbet enormt meget prestige i forbindelse med den restrukturering af efterårskalenderen, som UCI gennemførte forud for 2012-sæsonen, og her var løbet formentlig den største taber af dem alle. Indtil da havde det været afviklet om lørdagen efter VM, mens Paris-Tours og det andet italienske løb, GP Beghelli, fandt sted dagen efter, og Il Lombardia blev først afviklet den efterfølgende lørdag. Mens sprinterne således sluttede deres sæson i Frankrig, rejste klatrerne til Italien og brugte løbet i Bologna som en vigtig test og opvarmning forud for det store monument i Lombardiet.

Forud for 2012 blev de to weekender imidlertid byttet rundt for at skabe bedre synergi mellem VM og Il Lombardia. Mens monumentet helt klart vandt stort på ændringen og pludselig kunne tiltrække et meget stærkere felt, var Giro dell’Emilia den store taber. Det var nu ikke længere nødvendigt at bruge løbet til at holde benene i gang forud for efterårets største klassiker, og mange ryttere besluttede at skippe begivenheden i Bologna på et tidspunkt af sæsonen, hvor der stort set kun er ferie på hjernen.

Allerede i 2012 så man et markant mindre internationalt felt, og siden blev det kun værre og værre. I 2013 havde man bare fem WorldTour-hold til start, i 2014 var man nede på kun tre, og i 2015 nåede man bunden. Her betød fremkomsten af den konkurrerende Abu Dhabi Tour, at de stakkes arrangører kun kunne tiltrække Ag2r og Lampre-Merida fra det fineste selskab, og dermed var løbet reduceret til en skygge af den glorværdige begivenhed, det var tidligere.

I 2016 genvandt løbet imidlertid sin prestige. Den meget sene afvikling af VM i Qatar skabte en åben plads i kalenderen i ugen inden Il Lombardia, og den chance greb arrangørerne prompte. Sammen med Coppa Sabatini, der i mange år er blevet afviklet to dage inden, og GP Beghelli, der finder sted dagen efter, blev løbet flyttet til den sidste weekend forud for monumentet i Lombardiet. Da Giro della Toscana også blev tilføjet til samme uges program og afvikledes over to dage, havde rytterne pludselig mulighed for at vælge mellem fem dages kvalitetscykelløb, inden den følgende uges Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte gav en sidste chance for at fintune formen. Dermed havde den rige italienske serie af efterårsklassikere pludselig nået et nyt højdepunkt, og da støvlelandet var eneste nation med kuperede løb sidst på sæsonen, fik alle løb et kolossalt boost.

Måske havde man ventet, at det var en engangsforestilling, men UCI valgte i 2017 valgt at gå tilbage til den gamle model, hvor samme travle uge havde fået lov at sætte sig på pladsen umiddelbart efter VM, mens Il Lombardia igen fandt sted to uger efter slaget om regnbuetrøjen. Dermed blev kalenderen næsten ført tilbage til det, den var frem til 2011, idet eneste ændring var, at Paris-Tours ikke var flyttet med, havde bevaret sin hidtidige placering og dermed nu fandt sted dagen efter Il Lombardia.

Arrangørerne af Giro dell’Emilia måtte knibe sig selv i armen over den effekt, det havde, idet man endda med længder overgik det stærke startfelt fra 2016 med ikke færre end 12 af de 18 WorldTour-hold i tillæg til mange af de stærkeste prokontinentalhold. Og ikke nok med det: man havde tiltrukket en stjerneparade, hvis lige slet ikke var set i mange år, og for første gang længe var der tillige live-dækning på TV - og for første gang ikke kun i Italien.

I 2018 gennemførte man den totale tilbagevenden til den gamle kalender, idet Paris-Tours kom tilbage på sin gamle plads søndagen efter VM og dermed i samme weekend som Giro dell’Emilia. I det lys kan det heller ikke undre, at genrejsningen af det historiske løb fortsatte. Faktisk overgik man igen sig selv med deltagelse af 13 af de 18 WorldTour-hold. Sidste år afvikledes Paris-Tours og Il Lombardia nok engang i samme weekend, men det har ikke ændret på Giro dell’Emilias position lørdagen inden monumentet, hvor det skød den sidste del af den italienske klassikersæson i gang som det første af hele seks løb, der afvikledes over otte dage og med 11 WorldTour-hold igen har sikret sig stor interesse.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Sådan er det ikke i corona-året 2020. Ligesom de øvrige oktoberløb er det blevet flyttet til august, men nu har det desværre igen fået sin rolle som revanchedyst og ikke opvarmning til Lombardiet. Efter nogle meget travle uger, og i en tid, hvor langt de fleste klatrere har blikket rettet mod Touren, har mange af de store hold desværre valgt det fra, og med bare 8 WorldTour-hold er der tale om det svageste felt siden genrejsningen i 2017.

Sidste år var feltet måske det stærkeste i nyere tid, men alligevel var én mand i sin helt egen liga. Der var nemlig ingen Vuelta-træthed at spore hos Primoz Roglic, da han med en magtdemonstration kørte fra alt og alle og sejrede med stor afstand ned til EF-duoen Michael Woods og Sergio Higuita. Desværre skal der findes et helt nyt podium, da både Jumbo-Visma og EF i den sammenpressede kalender har valgt at droppe løbet denne gang, hvorfor Roglic, Woods og Higuita ikke deltager.

Ruten

Ruten til Giro dell’Emilia er typisk varieret lidt fra år til år, men har grundlæggende fulgt et fast mønster med en ensartet finale. Første del består typisk af en tur ud i det kuperede område syd for Bologna, hvor benene trættes inden finalen. Afgørelsen falder imidlertid altid på de fire omgange på den afsluttende 9,3 km lange rundstrækning og de i alt fem passager af den omtalte og meget frygtede San Luca-stigning, hvor de stejle procenter som regel lader stærkeste mand sejre.

Løbet har haft en relativt fast distance på ca. 200 km i de seneste år, og ruten har kun undergået ganske få modifikationer. Kun 2013-udgaven afveg en anelse, idet starten blev flyttet fra Bologna til den nærliggende by Modena, men det betød blot, at den første flade del fandt sted på andre veje end tidligere. I 2016 gennemførte man igen et par justeringer i første fase, hvor man passerede nye stigninger på turen gennem det kuperede terræn syd for Bologna, men med en uforandret afslutning var der grundlæggende tale om det samme løb. I 2017 opfandt man en ny sen stigning, inden man nåede frem til Bologna, ligesom distancen var blevet forlænget til hele 223 km. I 2018 år var stigningerne præcis de samme, men man havde fjernet en del af det flade stykke mellem de to første stigninger, så afstanden reduceredes med knap 20 km, og i 2019 genbrugte man præcis den samme rute.

I år har man imidlertid ændret lidt, da man har flyttet starten, lagt en ekstra stigning ind tidligt og byttet den lange stigning midtvejs ud, så man denne gang skal over Zanchetta og ikke Brasinone. Efter nedkørslen rammer man dog ruten fra sidste år, hvorfor mere end den sidste tredjedel er uforandret.

I år skal der tilbagelægges 199,7 km, men som sagt er starten flyttet til Casalecchio di Reno, mens målet sol altid ligger på San Luca-stigningen i Bologna. Det er dog blot en forstad til storbyen, og herfra begiver man sig igennem fladt terræn mod først vest og siden syd og sydøst ned til den nye stigning Montemaggiore (1,5 km, 8,6%), der har top allerede efter 24,4 km. Herfra får det via en nedkørsel mod øst, inden fladt terrln leder mod nordøst og syd ned til den gamle rute, der rammes kort inden Mongardino, der stiger med 6,3% over 2,2 km, når et maksimum på 10% og har top efter 39,0 km.

Efter nedkørslen fortsætter feltet mod syd og sydvest igennem svagt stigende terræn, indtil de drejer mod syd ind på løbets længste stigning, Passo Serra dello Zanchetto (12,3 km, 4,3%), der er en lang, jævn opkørsel og har top efter 92,0 km. Den markerer løbets sydligste punkt og starten på en lang nedkørsel, der fører mod øst og nord, inden flade veje igen leder mod nordøst og tilbage mod Bologna. Kort inden byen drejer man mod øst for at køre op over Ganzole-stigningen (2,4 km, 8,3%, max. 12%), hvis top rundes efter 141,4 km. Herefter går det mod øst og nordøst via en nedkørsel og fladt terræn med retning mod Bologna.

Kort inden man når centrum drejer man mod vest for at køre hen til San Luca-stigningen (2,1 km, 9,4%, max. 18%), der ligger i den sydvestlige udkant. Den passeres første gang, når der resterer 37,2 km, hvorefter målstregen krydses på toppen. Det markerer starten på de fire omgange på den 9,3 km lange afsluttende rundstrækning, der består af en nedkørsel, der slet ikke er så stejl som opkørslen og halvteknisk, og et kort, fladt stykke, som leder frem til bunden af stigningen. Løbet når sin dramatiske og spektakulære afslutning, når rytterne når toppen af den frygtede mur for femte og sidste gang efter en finale, der kun byder på bløde kurver på den sidste kilometer.

Løbet byder på i alt 3204 højdemeter, hvilket kun er knap 50 færre end sidste år trods den knap 10 km kortere distance.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Vejret

Det varme italienske sommervejr fortsætter, men desværre er Bologna også ramt af en ustabil luftmasse. Der vil kun være få skyer, og temperaturen vil holde sig på ”blot” 30 grader, men gennem hele løbet er der 25-35% risiko for tordenbyger. Vinden vil være svag til let og komme fra nordvest. Det giver primært sidemedvind ud til vendepunktet og sidemodvind på hjemturen. På rundstrækningen vil der være sidemedvind på første del af nedkørslen og derefter sidemodvind, indtil man kort inden stigningen drejer ind i sidemedvind, som varer ved resten af vejen.

Læs også

LIVE: Ny dansk sejr!

Favoritterne

For de fleste cykelelskere har det været smertefuldt at se, hvordan en så hæderkronet klassiker som Giro dell’Emilia i 2015 nærmest var reduceret til et lokalt italiensk løb næsten uden international deltagelse. Løbet har altid været et af efterårets højdepunkter, men nu var det pludselig en parentes, som knap blev bemærket, og som de færreste hold overhovedet overvejede at stille op i.

Set i det lys har det været herligt at se løbet blive genrejst i de senere år, men i år må det udråbes som en af corona-krisens tabere. I forvejen var Il Lombardia ramt af sammenfaldet med Dauphiné og det store fokus på Touren, og til dette løb skal Tour-fokusset kombineres med, at WorldTour-holdene ikke er forpligtet til at deltage. Det har i en meget travl tid fået mange hold til at vælge løbet fra. Blot otte WorldTour-hold er til start, og af dem har Bahrain, Bora, NTT og til dels Deceuninck tydeligvis ikke givet det al for megen fokus. Heldigvis møder Trek, Ineos og Astana op med deres stærke hold fra Lombardiet, og der er derfor lagt op til lidt af en Lombardiet-revanche, dog med specielt George Bennett som fraværende.

I år er der ikke mange muligheder for kontinentalholdene, og arrangørerne har ønsket at støtte italiensk cykelsport. Derfor har de inviteret hele 29 hold, hvilket har ført til en reduktion af holdstørrelserne til bare seks mand. Da det i så hårdt et løb som dette, er meget svært at gøre sig gældende, særligt for ryttere for små hold, er der reelt ikke mange, der kan køre med om sejren, og favoritfeltet er derfor stærkt, men også yderst begrænset.

Giro dell’Emilia er altid svært at spå om, fordi det er det første løb i serien af efterårsklassikere, hvor vi i år uden bjergrige-VM-ruter sjældent ved, hvem der er friske og i form. Det har vi heldigvis en forrygende god fornemmelse af denne gang, og kombinerer man det med den hårde finale, hvor benene taler, er alt mere forudsigeligt denne gang.

Og dog! Det er nemlig slet ikke er sikkert, at vinderen bliver en favorit. Faktisk er det i de seneste fem år kun to gange lykkes for de store navne at køre om det. Rundstrækningen er nemlig så hård, at den er pokkers svær at kontrollere, og det har givet anledning til flere overraskelser. I 2014 var Angel Madrazo mindre end en kilometer fra at skabe sensationen, i 2015 udnyttede Jan Bakelants den massive regn til at køre langt udefra, og i de seneste år har Giovanni Visconti og Alessandro de Marchi begge med angreb inden sidste omgang kunnet holde et felt, der allerede var kraftigt reduceret, bag sig.

Det kan bestemt ikke udelukkes, at vi ser en gentagelse i år. Ikke blot er topholdene få, de har også kun seks ryttere til start. Efter et par ture op ad San Luca vil feltet være stærkt reduceret og mange hold måske helt uden hjælpere. Lægger man dertil, at de færreste har lyst til at slås med Jakob Fuglsang på selve San Luca til sidst, er det helt åbenbart, at specielt Trek og Ineos, der har mange kort at spille, skal have lagt pres på Astana og forsøge at gentage de fine soloridt, Visconti og De Marchi har leveret i de senere år.

Er Astana stærke nok til at kontrollere? Det er bestemt ikke givet. Nok har Fuglsang i Aleksandr Vlasov en uhyre stærk hjælper, ligesom Harold Tejada har imponeret i Lombardiet og på Ventoux, men der er grænser for, hvad man kan stille op med så små hold. Vælger de at slagte Vlasov, bør det nok kunne klares, men chancerne for, at vi ser en overraskelse med et angreb fra distancen, er større end vanligt i dette formentlig meget lille favoritfelt. Og hvis Astana bløder det i lørdags meget stramme hierarki op, og giver Vlasov den frihed, han ikke havde forleden, kan man bestemt ikke udelukke, at en lille gruppe kører væk, hvis russeren har sneget sig med. Og får vi som frygtet uvejr med våde veje, er chancerne for en udbrudssejr blot endnu større.

Det gør blot løbet endnu mere åbent, men vi må dog forvente, at det er omgangene i Bologna, der vil afgøre det. Vejret bliver forhåbentlig smukt - vi krydser fingre for, at tordenbyger ikke ødelægger tv-signalet - vinden er svag, og hold som Ineos, Trek og Astana bør sagtens kunne sørge for, at det tidlige udbrud køres ind. Det er først på rundstrækningen, at angrebene lanceres, og her kan det som sagt både blive en outsidersejr via et tidligt fremstød eller til favoritsejr i et mere klassisk opgør på sidste tur op ad stigningen, hvor der vil være medvind.

San Luca er en speciel stigning. Den er meget stejl, men også relativt kort. Stejlheden betyder, at man kan udelukke alle tunge ryttere, og man skal være en god klatrer for at have blot den mindste chance. Man ser imidlertid af og til lidt overraskende ryttere blande sig fremme. Det skyldes selvfølgelig tidspunktet på sæsonen, men også stigningens længde. Der er tale om en bakke, der er bedre for mere eksplosive puncheurs end rene klatrere, der har det nemmere i Il Lombardia.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Da Ineos og Trek formentlig vil angribe i højre og venstre på de mange ture op ad San Luca, er jeg meget i tvivl om, hvorvidt vi får opgøret mellem favoritterne til sidst. Det afhænger formentlig af, hvor låst Astanas hierarki er. I lørdags var der imidlertid ingen tvivl om, at Jakob Fuglsang ville vinde selv. Vi har også i Ruta del Sol set, at han efterhånden er en meget selvbevidst herre, og jeg vælger at tro, at han også meget gerne vil have dette historiske løb på generaliebladet. Derfor vælger jeg at tro, at de bruger Vlasov til at kontrollere, og at vi får det ventede favoritopgør.

Gør vi det, bliver Fuglsang svær at slå. Nok er stigningen lidt for eksplosiv til at passe ham ideelt, men han viste så sent som på San Fermo forleden, at han efterhånden er ganske god på den slags bakker. Lige siden sæsonstarten har han været en af de absolut stærkeste i hele feltet, og baseret på præstationen i Lombardiet er det i dette felt kun Vlasov, der kommer tæt på ham lige nu. Vil han vinde selv, og slagtes Vlasov, så det kan holdes samlet, tror jeg, at det bliver til ny dansk triumf.

Det kan dog godt betale sig at spille et par håndører på Aleksandr Vlasov. Egentlig ville det være meget rimeligt af Fuglsang at give russeren en tak for hjælpen, og får han den, vil han formentlig kunne gribe den. Bliver det samlet til sidst, vil Fuglsang formentlig vinde, men det kan heller ikke udelukkes, at de to Astana-ryttere slet og ret kører fra alt og alle. I det tilfælde kunne man sagtens forestille sig, at kaptajnen giver hjælperen en stor sejr. Mere sandsynligt er det dog, at Vlasov for at undgå at skulle kontrollere, sendes med i udbrud. Kører en gruppe med repræsentation fra Trek og Ineos, vil en sådan meget vel kunne holde hjem. Og lige nu ligner Vlasov en mand, der er meget svær at slå i en sådan gruppe på San Luca. Derfor kan det også meget let blive til tredje sejr til russiske komet efter blot knap otte måneder som professionel. Harold Tejada kan også komme langt, men må ofres, da Astana ventes at skulle kontrollere.

Den værste trussel kunne være Richard Carapaz . Ecuadorianeren skuffede i Lombardiet, men det kom ikke som et chok, at han stadig manglede en del af formen. Det er altid mønsteret, at han ikke er på toppen langt fra sine grand tours, men hans sejr i Polen og ikke mindst hans heroiske fight i forslået tilstand på løbets kongeetape vidner om, at formen ikke er så ringe. Den rakte ikke i lørdags, men den vil række længere på denne lettere rute. Han er en af løbets mere eksplosive ryttere og dermed en af dem, der passer bedst til San Luca, og samtidig kommer han altid ret hurtigt i form efter nogle løb, ligesom han får det polske styrt mere på afstand. Det er svært at se ham slå Fuglsang eller Vlasov i et direkte opgør, men er der en, der kan, er han i kraft af sit topniveau og sit punch bedste bud, specielt hvis det skal afgøres i en lille gruppe, hvor Ineos har udnyttet deres meget stærke hold til taktisk at sætte Fuglsang ud af spillet.

Trek har to vinderbud, og her er det Giulio Ciccone , der er bedste kort. Efter helbredsproblemerne fandt italieneren endelig formen forleden, hvor han var bedste mand i Trek-trioen. Her er holdet uden Bauke Mollema, og Ciccone bør nok engang være bedre end Vincenzo Nibali, der ikke har samme punch som sin løjtnant. Ciccone er lige nu ikke god nok til at slå Fuglsang, men i et taktisk spil kan han med så stærkt et hold sagtens vinde. Og selvom danskeren bliver svær at slå, burde han på en stigning som denne have en chance mod Vlasov, i fald de begge skulle være med i en gruppe, der kører væk.

Som udgangspunkt er stigningen lidt for svær for Diego Ulissi, men efter sejren i den svagt besatte udgave i 2013 har han også med sin 6. plads i sidste års superfelt bevist, at han som puncheur sagtens kan være med. I år synes han endda at være i endnu bedre form med karrierens første top 10 i et dog svagt besat Lombardiet og meget overbevisende kørsel i Polen. Stigningen er for svær til, at han kan gøre sig håb om at slå Fuglsang direkte, men han har før angrebet tidligt i dette løb. Gør han det igen, er han stærk nok til at slå de fleste til sidst.

Vincenzo Nibali er ikke skabt til dette eksplosive løb, men når han har været i storform, har han været fremragende - ikke mindst i 2017, hvor han dog valgte at forære sejren til hjælperen Visconti. I år er han ikke på toppen, men han er i fremgang og var som altid konkurrencedygtig i Lombardiet. Nibali vinder med sin nuværende form ikke et slag mod Fuglsang her, men han er en snu rytter, der ved, at han skal angribe tidligt. Det vil være Treks strategi at udnytte deres stærke hold til at gøre det muligt. Holdet har også Gianluca Brambilla, der ikke er i helt ringe form, men det er svært at se ham vinde. Nicola Conci og Jacopo Mosca kører stærkt, men skal nok angribe tidligt for at slide på Astana.

En meget skarp joker er Ivan Ramiro Sosa. Han har været helt væk i de to seneste italienske løb, men de passede ham heller ikke rigtigt. Han ”gider” kun rigtigt, når der er stigende finaler, og selvom San Luca er for kort og eksplosiv for ham, kunne han godt være inspireret til at prøve. Vi så i Burgos, at han var i forrygende form, og den kan ikke være forsvundet helt hos den svingende colombianer. Har han Burgos-niveauet, vil han måske endda kunne true Fuglsang - men til gengæld kan han også igen være langt væk.

En rytter under pres er Tao Geoghegan Hart, der kæmper for sin Tour-plads. Styrtet i Ain var dyrt, og han forsvandt lynhurtigt i Lombardiet. Heldigvis så vi i Occitanie, at han var i fremragende form, men spørgsmålet er, hvor han står efter det ærgerlige uheld. Er han på toppen, passer han glimrende til denne eksplosive stigning, måske endda bedre end Carapaz og i hvert fald end Sosa. For at vinde skal han dog nok i forkøbet.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Deceuninck stiller med unge Joao Almeida, der har været en sand fornøjelse i år. Han havde dog en stor offday i Lombardiet, måske fordi han var under stort pres som vigtigste mand for en sårbar Evenepoel. Han har imidlertid vist, at han ikke mangler meget i forhold til de bedste, og den eksplosive finale passer ham. Holdet er dog svagt, og for at vinde skal han afsted fra distancen i den rette gruppe. Det er svært at se ham vinde, men et topresultat er meget realistisk. Holdet har også Mattia Cattaneo, men han synes formsvag, og stigningen er nok trods alt for svær for Andrea Bagioli, der dog ikke helt kan afskrives. Pieter Serry viste udmærket form i Piemonte, men finalen er for svær, og det er den også for Mikkel Honoré, selvom Lombardiet tyder på god form.

Ineos har også Eddie Dunbar, men han skuffede i Burgos, og selvom han arbejdede fornemt for Carapaz i Polen, så vi i Lombardiet, at han stadig mangler lidt for meget. I den rette gruppe kan han overraske, men han synes ikke at have store chancer. Gianni Moscon viste i Piemonte endelig lidt af sin gamle styrke, og det blev bekræftet i Lombardiet. Stigningen passer ham egentlig ikke dårligt, men han mangler formentlig for meget til at vinde så svært et løb.

UAE har også Valerio Conti , der er i sit livs form og faktisk burde passe glimrende til denne stigning. I dette selskab er han dog nok overmatchet, men kommer han afsted i den rette gruppe, kan det sagtens blive til et topresultat. Til gengæld er Joe Dombrowski og Alexandr Riabushenko formmæssigt helt væk, og Edward Ravasi og Alessandro Covi, der ellers også kan klatre, er overmatchede.

Bora har sendt deres klatrere hjem, men de har hentet Matteo Fabbro ind på holdet. Italieneren er aldrig rigtigt slået igennem, men han viste livstegn på sidste etape i Burgos. Har han holdt det niveau, kan han også gøre det pænt i dette felt.

Det er svært at se andre komme i spil til sejren. Det skal blive interessant at se Savoie-vinderen Gavin Mannion, men i dette selskab plejer han at være overmatchet. Simone Petilli synes efterhånden at have fundet lidt form. Mest interessant er dog nok Lorenzo Rota hos Vini Zabu, der senest med 18. pladsen i Lombardiet viser, at han bliver bedre og bedre.

Bahrain skal prøve med Eros Capecchi og en i Lombardiet sjældent velkørende Enrico Battaglin, men det ligner ikke et resultat. NTTs klatrere Gino Mader, Ben Dyball, og Stefan de Bod er alle formsvage, og U23-verdensmesteren Samuele Battistella må være overmatchet. Løbet er for hårdt for Marco Tizza på landsholdet, og hos Circus har Jan Bakelants ikke længere niveauet, og Odd Christian Eiking er formsvag. Det samme er Giovanni Carboni og Manuel Senni hos Bardian, Arten Nych, Aleksey Rybalkin og Nikolay Cherkasov hos Gazprom og Giovanni Visconti hos Vini Zabu. Androni har klatrerne Mattia Basi, Daniel Munoz, Jefferson Cepeda og Simone Ravanelli, men de har alle været et stykke fra de bedste, og ruten er for hård for de ellers velkørende Simon Pellaud og Davide Gabburo. Det samme gælder for den ellers velkørende Kristian Sbaragli hos Alpeccin, og Floris de Tier, Petr Vakoc, Jimmy Janssens og Louis Vervaeke har alle skuffet på det sidste trods sidstnævntes opblomstring i Lombardo. Det samme gælder for Laurens Huys hos Bingoal.

Kontinentalholdene er som udgangspunkt overmatchede, men hos Colombia Tierra de Atletas kan Hernan Aguirre være værd at holde øje med, mens de mange spændende navne på Colpack nok trods alt er for unge.

BEMÆRK: Lad mig nok engang understrege, at det hele afhænger af Astanas taktik, og om de med seks mand er i stand til at kontrollere. Har de et mere åbent hierarki end i lørdags, tror jeg, at Vlasov vinder løbet i kraft af det taktiske spil.

***** Jakob Fuglsang

**** Aleksandr Vlasov, Richard Carapaz

*** Giulio Ciccone, Diego Ulissi, Vincenzo Nibali, Ivan Ramiro Sosa, Tao Geoghegan Hart

** Joao Almeida, Eddie Dunbar, Valerio Conti, Matteo Fabbro, Gianni Moscon, Gianluca Brambilla, Andrea Bagioli, Lorenzo Rota, Simone Petilli, Gavin Mannion

* Mattia Cattaneo, Pieter Serry, Jan Bakelants, Odd Christian Eiking, Eros Capecchi, Harold Tejada, Nikolay Cherkasov, Jimmy Janssens, Enrico Battaglin, Giovanni Carboni, Daniel Munoz, Jefferson Cepeda, Stefan de Bod, Gino Mader, Mikkel Honoré, Marco Tizza, Andrea Garosio, Davide Gabburo, Louis Vervaeke, Petr Vakoc, Laurens Huys, Hernan Aguirre

Danskerne

Som det fremgår ovenfor, er Jakob Fuglsang en af de store favoritter på et Astana-hold, hvor han støttes af Jonas Gregaard. På Deceuninck skal Mikkel Honoré i første omgang støtte Joao Almeida, og endelig kastes Sander Andersen for løverne på det lille General Store Essegibi-hold.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Primoz Roglics sejr fra 2019 i videoen til højre, Alessandro De Marchis sejr fra 2018, Giovanni Viscontis sejr fra 2017 og Esteban Chaves’ sejr fra 2016.