Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Giro dell’Emilia

Optakt: Giro dell’Emilia

02. oktober 2021 14:48Foto: Unipublic / Photogomez Sport

Da årets VM-rute ikke tilgodese dem, er der nogle af klatrerne, der allerede har afsluttet sæsonen, men heldigvis er der alligevel ganske mange, der har bevaret motivationen til at gå efter sæsonens sidste helt store mål, næste uges Il Lombardia. Lørdag får de chancen for at teste benene i Giro dell’Emilia, der heldigvis har genvundet sin prestige efter en nylig restrukturering af kalenderen, og som efter nogle sløje år atter kan fremvise en fabelagtig liste af stjerner, der er klar til at slås om sejren på den legendariske San Luca-stigning i Bologna - en ikonisk stigning, som enhver klatrer drømmer om at tæmme.

Annonce

SE PARIS-ROUBAIX PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

 

Løbets rolle og historie

Mens de tunge folk efter VM enten har endt sæsonen eller har blikket rettet mod Paris-Roubaix og Paris-Tours, har langt de fleste klatrere blikket stift rettet mod Il Lombardia, der er det sidste store, kuperede løb på europæisk grund og årets sidste monument. Mange har brugt nogle af septembers løb til at teste formen, og nogle har sågar været et smut i Yorkshire til VM, men det er i den kommende uges tid, at forberedelserne for alvor intensiveres i en række af italienske endagsløb, der tjener som en sidste opvarmning til den største efterårsklassiker. Sammen med Milano-Torino er Giro dell’Emilia traditionelt det bedste sted at gøre sig klar til De Faldende Blades Løb. Denne klassiker er samtidig et af de ældste løb på den italienske kalender, og den spektakulære afslutning på toppen af den stejle San Luca-stigning i Bologna gør det til et af de meste prestigiøse løb i det cykelgale land.

 

Med en første udgave, der blev afviklet helt tilbage i 1909, har løbet været afviklet næsten hvert eneste år i mere end et århundrede, og det er kun sølle ni gange, at løbet af forskellige årsager er blevet aflyst, så man i år er nået til den 104. udgave. Det har altid haft Bologna som sit centrum, og med ganske få undtagelser har det altid været afviklet i efteråret.

 

Efter at det i de tidligere år primært var en italiensk affære, udviklede det sig med tiden til en vigtig og prestigiøs begivenhed på den internationale kalender. Den første udenlandske vinder var ingen ringere end Eddy Merckx, der sejrede i 1972, og siden da har de mange italienske sejrherrer fået selskab af store internationale profiler som Roger de Vlaeminck, Tony Rominger, Michael Boogerd, Jan Ullrich, Frank Schleck, Robert Gesink, Carlos Betancur, Nairo Quintana, Esteban Chaves, Primoz Roglic og Aleksandr Vlasov på sejrslisten. Faktisk var det en ganske lang tørke for italienerne fra Danilo Di Lucas sejr i 2008, indtil det endelig lykkedes Diego Ulissi igen at sejre for hjemlandet i 2013.

 

Giro dell’Emilia kendes næsten udelukkende for den legendariske San Luca-stigning, der fører op til helligdommen Madonna Di San Luca. Den 2,1 km lange opkørsel har en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,7 og et maksimum på 16 og er et brutalt bæst, der er skabt til klatrere, helst med et godt punch. Med adskillige passager af stigningen og mål på toppen er det ikke noget under, at løbet er blevet domineret af ryttere, der stråler på de stejleste stigninger.

 

Uheldigvis tabte løbet enormt meget prestige i forbindelse med den restrukturering af efterårskalenderen, som UCI gennemførte forud for 2012-sæsonen, og her var løbet formentlig den største taber af dem alle. Indtil da havde det været afviklet om lørdagen efter VM, mens Paris-Tours og det andet italienske løb, GP Beghelli, fandt sted dagen efter, og Il Lombardia blev først afviklet den efterfølgende lørdag. Mens sprinterne således sluttede deres sæson i Frankrig, rejste klatrerne til Italien og brugte løbet i Bologna som en vigtig test og opvarmning forud for det store monument i Lombardiet.

 

Forud for 2012 blev de to weekender imidlertid byttet rundt for at skabe bedre synergi mellem VM og Il Lombardia. Mens monumentet helt klart vandt stort på ændringen og pludselig kunne tiltrække et meget stærkere felt, var Giro dell’Emilia den store taber. Det var nu ikke længere nødvendigt at bruge løbet til at holde benene i gang forud for efterårets største klassiker, og mange ryttere besluttede at skippe begivenheden i Bologna på et tidspunkt af sæsonen, hvor der stort set kun er ferie på hjernen.

 

Allerede i 2012 så man et markant mindre internationalt felt, og siden blev det kun værre og værre. I 2013 havde man bare fem WorldTour-hold til start, i 2014 var man nede på kun tre, og i 2015 nåede man bunden. Her betød fremkomsten af den konkurrerende Abu Dhabi Tour, at de stakkes arrangører kun kunne tiltrække Ag2r og Lampre-Merida fra det fineste selskab, og dermed var løbet reduceret til en skygge af den glorværdige begivenhed, det var tidligere.

 

I 2016 genvandt løbet imidlertid sin prestige. Den meget sene afvikling af VM i Qatar skabte en åben plads i kalenderen i ugen inden Il Lombardia, og den chance greb arrangørerne prompte. Sammen med Coppa Sabatini, der i mange år er blevet afviklet to dage inden, og GP Beghelli, der finder sted dagen efter, blev løbet flyttet til den sidste weekend forud for monumentet i Lombardiet. Da Giro della Toscana også blev tilføjet til samme uges program og afvikledes over to dage, havde rytterne pludselig mulighed for at vælge mellem fem dages kvalitetscykelløb, inden den følgende uges Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte gav en sidste chance for at fintune formen. Dermed havde den rige italienske serie af efterårsklassikere pludselig nået et nyt højdepunkt, og da støvlelandet var eneste nation med kuperede løb sidst på sæsonen, fik alle løb et kolossalt boost.

 

Måske havde man ventet, at det var en engangsforestilling, men UCI valgte i 2017 valgt at gå tilbage til den gamle model, hvor samme travle uge havde fået lov at sætte sig på pladsen umiddelbart efter VM, mens Il Lombardia igen fandt sted to uger efter slaget om regnbuetrøjen. Dermed blev kalenderen næsten ført tilbage til det, den var frem til 2011, idet eneste ændring var, at Paris-Tours ikke var flyttet med, havde bevaret sin hidtidige placering og dermed nu fandt sted dagen efter Il Lombardia.

 

Arrangørerne af Giro dell’Emilia måtte knibe sig selv i armen over den effekt, det havde, idet man endda med længder overgik det stærke startfelt fra 2016 med ikke færre end 12 af de 18 WorldTour-hold i tillæg til mange af de stærkeste prokontinentalhold. Og ikke nok med det: man havde tiltrukket en stjerneparade, hvis lige slet ikke var set i mange år, og for første gang længe var der tillige live-dækning på TV - og for første gang ikke kun i Italien.

 

I 2018 gennemførte man den totale tilbagevenden til den gamle kalender, idet Paris-Tours kom tilbage på sin gamle plads søndagen efter VM og dermed i samme weekend som Giro dell’Emilia. I det lys kan det heller ikke undre, at genrejsningen af det historiske løb fortsatte. Faktisk overgik man igen sig selv med deltagelse af 13 af de 18 WorldTour-hold. Nu afvikles Paris-Tours og Il Lombardia nok engang i samme weekend, men det har ikke ændret på Giro dell’Emilias position lørdagen inden monumentet, hvor det skyder den sidste del af den italienske klassikersæson i gang som det første af hele seks endagsløb, der afvikles over otte dage, og med hele 14 WorldTour-hold slår løbet endda rekord med sit flotte felt. I år er den italienske kalender efter VM endda udvidet, idet der for lørdagens løb har været afviklet det udsatte Giro di Sicilia, mens der efter Lombardiet nu afvikles det genopstandne Giro di Sardegna og to endagsløb i Veneto.

 

Sammen med Milano-Torino og Il Lombardia er Giro dell’Emilia det eneste løb, der er skabt til klatrere, og det afspejles i startlisten. Listen over stjerner inkluderer således en stor del af cremen af bjergstærke folk, idet mange af de største navne i år har valgt at forsøge at bevare den gode form hele vejen frem til Il Lombardia. Det har gavnet Giro dell’Emilia kolossalt, og de kan i år præstere stjerner som Tadej Pogacar, Primoz Roglic, Joao Almeida, Jonas Vingegaard, David Gaudu, Adam Yates, Remco Evenepoel, Ben O’Connor, Aleksandr Vlasov, Richie Porte, Diego Ulissi, Rigoberto Uran, Nairo Quintana og Sepp Kuus, der er klar til at slås om sejren i det, der igen ligner en af de stærkest besatte udgaver i mange år.

 

Det var det til gengæld ikke i 2020, hvor løbet grundet corona blev afviklet på en sær position i august tre dage efter Il Lombardia. Det gav anledning til et betydeligt svagere felt, end vi har set i de senere år, og mange havde sikkert regnet med, at Jakob Fuglsang skulle følge sin Lombardiet-sejr op med endnu en stor triumf. Sådan gik det imidlertid ikke, da det i stedet blev et herligt opgør mellem to kometer. Joao Almeida angreb tidligt og ramte San Luca med så stort et forspring, at han lignede en vinder, men med en fremragende afslutning lykkedes det Aleksandr Vlasov at går forbi på de sidste meter og tage sin anden store endagssejr på få uger. Bag ham blev en skuffet Almeida nr. 2 foran Diego Ulissi, der spurtede sig til den sidste podieplads. Vlasov vender tilbage for at forsvare titlen, og da også Almeida og Ulissi er med igen, er hele sidste års podium til stede.

 

SE PARIS-ROUBAIX PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

 

Ruten

Ruten til Giro dell’Emilia er typisk varieret lidt fra år til år, men har grundlæggende fulgt et fast mønster med en ensartet finale. Første del består typisk af en tur ud i det kuperede område syd for Bologna, hvor benene trættes inden finalen. Afgørelsen falder imidlertid altid på de fire omgange på den afsluttende 9,3 km lange rundstrækning og de i alt fem passager af den omtalte og meget frygtede San Luca-stigning, hvor de stejle procenter som regel lader stærkeste mand sejre.

 

Løbet har haft en relativt fast distance på ca. 200 km i de seneste år, og ruten har kun undergået ganske få modifikationer. Kun 2013-udgaven afveg en anelse, idet starten blev flyttet fra Bologna til den nærliggende by Modena, men det betød blot, at den første flade del fandt sted på andre veje end tidligere. I 2016 gennemførte man igen et par justeringer i første fase, hvor man passerede nye stigninger på turen gennem det kuperede terræn syd for Bologna, men med en uforandret afslutning var der grundlæggende tale om det samme løb. I 2017 opfandt man en ny sen stigning, inden man nåede frem til Bologna, ligesom distancen var blevet forlænget til hele 223 km. I 2018 år var stigningerne præcis de samme, men man havde fjernet en del af det flade stykke mellem de to første stigninger, så afstanden reduceredes med knap 20 km, og i 2019 genbrugte man præcis den samme rute. Sidste år gennemgik løbet en lidt større ændring, da man flyttede starten, lagde en ekstra stigning ind tidligt og byttede den lange stigning midtvejs ud, så man skulle over Zanchetta og ikke Brasinone.

 

I år får løbet en ny overhaling. Hele den første del ændres nemlig, og det betyder, at både Zanchetta og Brasinone er væk. I stedet venter der en ny og meget stejlere stigning midtvejs i løbet, inden man kører frem til de klassiske fire omgange på rundstrækningen.

 

Med en distance på 195,3 km er årets udgave til den korte side, og ligesom sidste år skal der køres fra Casalecchio di Reno, mens målet som altid ligger på San Luca-stigningen i Bologna. Det er dog blot en forstad til storbyen, og man lægger ud med at køre en omgang på en flad, næste kvadratisk og 19,8 km lang rundstrækning vest for Bologna. Herefter kører man kortvarigt mod vest, inden man drejer mod syd og sydvest for at køre igennem fladlandet ned mod bakkerne.

 

Langsomt begynder det at stige let, inden det går op ad en ikke-kategoriseret stigning (5,3 km, 6,4%), der har top efter 56,5 km. Den leder op til et småkuperet plateau, der indledes med en bakke (1,5 km, 5,2%) og følges mod syd og sydvest, inden det går mod sydvest op ad Passo Brasa (3,5 km, 4,0%), der er en jævn stigning med top efter 77,3 km i 895 m højde, der er løbet højeste punkt.

 

Herfra kører man kortvarigt mod sydvest via en nedkørsel og en lille bakke, inden der venter en lang og teknisk nedkørsel, som fører mod sydøst ned til dalen. Her rammer man en let faldende dalvej, der følges mod nordøst med retning mod Bologna, men i stedet for at holde sig i fladlandet drejer man mod nordvest for at passere løbets mest spændende nyskabelse, Medelana (7,8 km, 6,7%), hvis data snyder. De første 5 km er nemlig voldsomt stejle med hele 3 km med stigningsprocenter over 10, men de sidste 2,8 km er enten faldende eller let stigende, inden man runder toppen efter 122,4 km.

 

Herfra resterer fortsat 72,9 km, der indledes med en relativt let nedkørsel, som fører mod nordøst og nord ned til dalen. Nu følges en let faldende dalvej mod nord og nordøst frem til startbyen, hvor man kører første del af den indledende og flade rundstrækning. Herfra drejer man mod sydøst for at køre ind mod centrum af Bologna.

 

Kort inden man når bymidten, drejer man mod vest for at køre hen til San Luca-stigningen (2,1 km, 9,4%, max. 18%), der ligger i den sydvestlige udkant. Den er ganske brutal, idet de første tre gange 500 m stiger med hhv. 11,8%, 10% og 12,0%, inden de sidste 600 m med 4,5% er lettere. Den passeres første gang, når der resterer 37,2 km, hvorefter målstregen krydses på toppen. Det markerer starten på de fire omgange på den 9,3 km lange afsluttende rundstrækning, der består af en nedkørsel, der slet ikke er så stejl som opkørslen og halvteknisk, og et kort, fladt stykke, som leder frem til bunden af stigningen. Løbet når sin dramatiske og spektakulære afslutning, når rytterne når toppen af den frygtede mur for femte og sidste gang efter en opkørsel, der kun byder et enkelt skarpt sving midtvejs og blot på bløde kurver på den sidste kilometer.

 

Løbet byder på i alt 3329 højdemeter, hvilket er ca. 100 flere end sidste år og 50 flere end i 2019.

 

 

 

 

 

 

 

SE PARIS-ROUBAIX PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

 

Vejret

Giro dell’Emilia afvikles næsten altid i glimrende vejr, men for syv år siden bidrog forfærdeligt regnvejr til at skabe et helt anderledes løb end vanligt. Den slags drama skal vi ikke regne med i år, hvor der venter en fin lørdag. Ganske vist vil det hovedsageligt være skyet med kun begrænsede solstrejf, men det vil være tørt med en beskeden bygerisiko på kun 10% og en temperatur på 25 grader. Vinden vil være svag til let (7-11 km/t) og komme fra øst. Det giver hovedsageligt sidevind på den indledende tur mod syd og tilbage igen, mens man får modvind på det sidste stykke frem til rundstrækningen. Her vil der være sidemedvind på stigningen, mens der herefter vil være først sidevind, siden modvind og slutteligt sidemodvind på sidste del af nedkørslen.

 

Favoritterne

For de fleste cykelelskere har det været smertefuldt at se, hvordan en så hæderkronet klassiker som Giro dell’Emilia i 2015 nærmest var reduceret til et lokalt italiensk løb næsten uden international deltagelse. Løbet har altid været et af efterårets højdepunkter, men nu var det pludselig en parentes, som knap blev bemærket, og som de færreste hold overhovedet overvejede at stille op i.

 

Set i det lys er det en fornøjelse at skulle skrive optakt til den 104. udgave i løbet, der i sandhed er den glorværdige historie værdig. Et blik ned over startlisten må få arrangøren til at knibe sig i armen over at have tiltrukket et felt, der på alle måder er en grand tour værdig, og det kan måske endda ses som en kulmination på den uhyre positive spiral, løbet har oplevet siden genskabelsen af den gamle kalender i 2017. Af flere årsager er der herligt mange af sportens store navne, der i år har valgt at fortsætte hele vejen til Il Lombardia, og med den nye kalenderplacering er Giro dell’Emilia et logisk stop på vejen. Kombinationen af en glimrende position, en bjergrig rute og en glorværdig historie gør, at der i dag er langt flere WorldTour-hold, der deltager, end der vælger det fra, og det er således kun Movistar, DSM, Cofidis, Bahrain og Intermarché, vi savner fra det fineste selskab.

 

Det stærke felt gør det imidlertid ikke nemmere at skulle udpege favoritterne. I tidligere år har favoritfeltet været begrænset til en god håndfuld - i 2016 var det eksempelvis ikke svært at indse, at vinderen ville være enten Chaves, Bardet, Aru eller Uran - men ser man bort fra sidste års coronaramte udgave, er det nu fjerde gang, at listen over ryttere, der i hvert fald på papiret har evnerne til at sejre på stejle San Luca, er alenlang - faktisk skræmmende lang. Samtidig er der mange mandskaber, der kommer med veritable superhold, hvor de har adskillige vinderkandidater.

 

At udpege favoritter bliver yderligere kompliceret af, at vi befinder os i oktober. De to vanskeligste perioder på året af aflæse er sæsonstarten og -slutningen, hvor meget mere afhænger af form end af evner. Først på året er mange slet ikke kommet op i gear endnu, og på nuværende tidspunkt er mange ryttere slidt ned til sokkeholderne. Det afspejles også i det forhold, at holdene igen i år er blevet udtaget meget sent. Først i de sidste dage inden løbet finder man nemlig ud af, hvem der fortsat har overskuddet til at stille til start i så svært et løb.

 

I 2018 var vi bedre stillet af, at vi havde VM som referenceramme, men den luksus har vi ikke i år, hvor VM-ruten slet ikke passede klatrerne. Derfor er den seneste formindikator for mange Vueltaen, der er det eneste rigtige bjergløb, der er blevet kørt i nogen tid, og den er efterhånden næsten en måned gammel. Nok har mange ryttere kørt flere løb, herunder VM, men det er begrænset, hvor meget information, der er at hente forud et løb som dette. Der er derudover en gigantisk forskel på, hvordan rytterne er kommet ud af en grand tour, og det kan være lidt af et lotteri. Nogle får et boost, som eksempelvis Esteban Chaves tidligere havde for vane i efterårsløbene i 2015 og 2016, Thibaut Pinot gjorde i disse løb i 2018, og Primoz Roglic gjorde i 2019, men andre kan være kørt helt i sænk, som vi før har set det med i Vueltaen ellers meget dominerende ryttere.

 

Dertil kommer det forhold, at det slet ikke er sikkert, at vinderen bliver en favorit. Faktisk er det i de seneste seks år kun tre gange lykkes for de store navne at køre om det. Rundstrækningen er nemlig så hård, at den er pokkers svær at kontrollere, og det har givet anledning til flere overraskelser. I 2014 var Angel Madrazo mindre end en kilometer fra at skabe sensationen, i 2015 udnyttede Jan Bakelants den massive regn til at køre langt udefra, og i de seneste år har Giovanni Visconti og Alessandro de Marchi begge med angreb inden sidste omgang kunnet holde et felt, der allerede var kraftigt reduceret, bag sig. Sidste år angreb Joao Almeida også tidligt, og det var kun med det alleryderste af neglene, at Aleksandr Vlasov snød ham for sejren.

 

Det kan bestemt ikke udelukkes, at vi ser en gentagelse i år. Mange af holdene kommer med suveræne klatretrupper, hvor de har samlet en stor del af deres stjerner, og det giver dem lidt at lege med. Særligt interessant er det, at det måske kun er Jumbo, der har en relativt klar kaptajn - og også de har så gode ryttere, at de kan være mere brede, hvis de øvrige ryttere er i bedre form, end man kan tro - mens en række andre hold formentlig har et mere bredt hierarki. Eksempelvis vil det jo være oplagt for UAE at køre for Tadej Pogacar, men når de har et hav af formstærke ryttere, der passer til denne rute, kan det sagtens være, at de sniger sig med i en gruppe, der kører fra distancen. Det er meget få hold, der ikke har kandidater til at deltage i disse tidligere udbrud, og lægger man dertil den uforudsigelighed, der ligger i deltagelsen af Remco Evenepoel, for hvem det er kutyme at angribe tidligt, vil det være overraskende, hvis det hele bare bliver et kontrolleret løb frem mod sidste opkørsel ad San Luca.

 

Det gør blot løbet endnu mere åbent, men vi må dog forvente, at det er omgangene i Bologna, der vil afgøre det. Vejret bliver pænt, vinden er næsten ikkeeksisterende, og hold som Jumbo, UAE, Deceuninck og Israel SUN bør sagtens kunne sørge for, at det tidlige udbrud køres ind. Det er et ret interessant element, at man har nytænkt den første del af ruten og fundet den brutale Medelana. Den kommer dog så tidligt, at den næppe kan bruges til andet end at gøre løbet hårdt. Det er først på rundstrækningen, at angrebene lanceres, og her kan det som sagt både blive en outsidersejr via et tidligt fremstød eller til favoritsejr i et mere klassisk opgør på sidste tur op ad stigningen, hvor der vil være en let sidemedvind, der gør det lettere at skabe forskelle.

 

San Luca er en speciel stigning. Den er meget stejl, men også relativt kort. Stejlheden betyder, at man kan udelukke alle tunge ryttere, og man skal være en god klatrer for at have blot den mindste chance. Man ser imidlertid af og til lidt overraskende ryttere blande sig fremme. Det skyldes selvfølgelig tidspunktet på sæsonen, men også stigningens længde. Der er tale om en bakke, der er bedre for mere eksplosive puncheurs end rene klatrere, der vil have større chancer i Milano-Torino og især i Il Lombardia i den kommende uge.

 

Jeg ser flere scenarier. Enten kører der en gruppe af outsidere væk, hvorefter vi få endnu en sejr i stil med det, vi fik fra De Marchi og Visconti. En anden mulighed er det klassiske favoritopgør til sidst, og endelig er der Evenepoel-scenariet. Han er formentlig for stor favorit til, at han får lov at gå med i en outsidergruppe, men angriber han tidligt og trækker en favoritgruppe, kan man godt se de bedste blive samlet tidligt i en lille gruppe, der skal afgøre det til sidst. Det er efterhånden nogle år siden, at det sidst er sket, men det var blandt andet på den måde, at Robert Gesink to en af sine to sejre.

 

Jeg synes, at sandsynligheden for de tre scenarier er relativt gode, men mest sandsynligt er det nok trods alt med en favoritafgørelse til sidst. Jumbo har på papiret et skræmmende hold, og selvom man kan stille seriøse spørgsmålstegn hos formen ved de fleste ryttere, har de gode chancer for at sætte Primoz Roglic i scene på den sidste tur op ad bakken. Det er nemlig også sandsynligt, at de kan få allierede undervejs. Israel SUN kan meget vel tænkes at køre målrettet for Michael Woods, og er der andre hold, der måtte misse et eventuelt udbrud, er der nogle seriøse trupper til at jagte.

 

Får i et favoritopgør, peger jeg på Primoz Roglic, og det er først og fremmest belært af erfaringen. For to år siden kom han nemlig også fra en Vuelta-sejr, og dengang tilskrev jeg ham slet ingen chance, fordi han ved VM havde floppet på enkeltstarten og kørt et ligegyldigt VM, hvor han deltog i det tidlige udbrud. I år er situationen næsten helt analog. Han kommer med en suveræn Vuelta-sejr i ryggen, og han kørte et VM-løb, hvor han ifølge slovenske medier mest var tilfreds med at køre for Matej Mohoric og derfor kun viste sig frem i en tidlig gruppe sammen med blandt andre Kasper Asgreen. Eneste forskel var, at han skippede enkeltstarten. Ellers er mønsteret helt det samme som dengang.

 

Hvordan gik det så i 2019? Jo, Roglic var skræmmende. Han knuste af modstand med en overlegen sejr på San Luca og fortsatte med efterfølgende at vinde Tre Valli Varesine, hvormed han gjorde sig selv til lidt for stor favorit til et Il Lombardia, hvor han manglede benene til at køre alene. I det hele taget ved vi også fra 2020, hvor han efter Touren vandt både Liege og Vueltaen, at Roglic har en fantastisk evne til at komme flyvende ud af en grand tour. Gentager det mønster sig denne gang, bliver han meget svær at slå. Stigningen passer som fod i hose til en af verdens absolut bedste puncheurs, og hans hold virker uhyre overbevisende. Er han i storform, er der meget, meget få, der kan slå ham på en stigning som denne, og med hans evne til at toppe efter en grand tour, må han være manden, der skal slås.

 

En af de få, der kan slå ham på en mur, er Tadej Pogacar. Også hans monsterkollega er uhyggelig på korte stejle stigninger som disse, og de to har allerede slået hinanden lidt på kryds og tværs i denne slags finaler. Til gengæld er der stadig usikkerhed om Pogacars form. Tour-kongen er åbenlyst blevet bedre og bedre løb for løb, og alene hans fremgang mellem de to mesterskabsenkeltstarter, han har kørt, viser, hvor stærkt det går. Han var ret anonym til VM, og selvom ruten ikke passede ham specielt godt, er det måske et lille krisetegn, da han syntes at komme til løbet med større ambitioner end Roglic. Omvendt så vi allerede ved EM-linjeløbet, at han var med i kampen om sejren, og han har nu haft næsten en måned til at forbedre sig yderligere. Jeg tvivler lidt på, om han er kommet langt nok, mens hans VM-enkeltstart var så opløftende, at jeg bestemt ikke udelukker, at han vil være flyvende. Er han det, er der ikke mange, der kan slå ham på en stigning som denne.

 

En af de få, der har bevist sin form, er Remco Evenepoel. Vidunderbarnet har kørt som en motorcykel siden Danmark Rundt, og selvom der lige nu er stor diskussion om hans loyalitet ved VM, kan ingen diskutere, at han virkede skræmmende stærk. Til gengæld passer dette løb ham ikke ideelt, for Evenepoel er stærk mere end eksplosiv. Vi har imidlertid Algarve set, at en formstærk Evenepoel godt kan slå selv meget stærke puncheurs i afslutninger som disse, når formen er god, og det er den åbenlyst. San Luca er i hvert fald stejl nok til, at formen sætter sig igennem, og den har Evenepoel til overflod. Derudover kan han som sagt køre fra distancen, og det vil han formentlig prøve undervejs. Som sagt tror jeg ikke, at han får den mindste frihed foræret, men er de to slovenere og de andre stjerner ikke på toppen, vil Evenepoel altid i et hårdt løb kunne køre fra alt og alle langt udefra.

 

En anden af løbets førende murspecialister er Michael Woods. Hans form er relativt ukendt, da han ikke har kørt meget siden OL, men i Tour of Britain så han ganske overbevisende som stærkeste mand på muren - stærkere end både Wout van Aert og Julian Alaphilippe, indtil den fladede ud til sidst. Siden har han helt sikkert forbedret sig yderligere, og i det hele taget topper han altid til disse løb. I både 2018 og 2019 var han blandt de allerstærkeste i oktober, og for to år siden var det også ham, der som nr. 2 kom nærmest Roglic. Ganske vist var han ikke tæt på, og Roglic og Pogacar er desværre for ham også en anelse bedre på en stigning som denne, hvor det nok er stejlt, men procenterne ikke er skyhøje. Det er dog stadig en stigning, der passer ham, og hvis han er lige så stærk, som han plejer at være på denne årstid, skal de andre være knivskarpe for at slå en mand, der bare synes at blive bedre og bedre år for år.

 

Israel SUN har dog også to andre gode kandidater. Mest oplagt er Ben Hermans, der har været flyvende i de seneste måneder og kørte et fabelagtigt EM, hvor han var hovedmanden bag Evenepoels sølv. Han har ikke samme eksplosivitet som tidligere, og derfor vinder han ikke et favoritopgør, men han vil være en farlig mand, hvis han angriber tidligt. Holdet har også Dan Martin, der nærmer sig afslutningen og passer til San Luca. Jeg tvivler dog på, at han stadig er stærk nok til at slå de bedste, og hans chance er formentlig at køre tidligt. Han manglede stadig meget i England, og jeg er lidt bekymret for, om han er kommet langt nok.

 

Pogacar er måske UAEs bedste bud, men man skal bestemt ikke afskrive Marc Hirschi. 2020-udgaven af ham havde været en af de helt tunge favoritter på denne stigning, men i år har der været langt mellem snapsene. I Luxembourg begyndte han dog endelig at nærme sig, og her var han bedste mand på stigningerne, hvorfor han tog en sikker sejr på kongeetapen. Han har stadig til gode at bevise, at han er kommet rigtigt tæt på sit tidligere niveau, og hans styrt ved VM gør det hele mere usikkert, men Hirschi er en af de ryttere, der har potentialet til at slå de bedste i denne finale. Afslutningen passer også godt til Davide Formolo, der så ganske stærk ud i Luxembourg og vil kunne angribe tidligt. Det samme kan Rafal Majka , der var bedste mand på stigningerne i Toscana og synes at være kommet godt ud af Vueltaen, men nok formentlig ender i en hjælperrolle. Sidste kort på det stærke hold er Diego Ulissi, der med placeringer som nr. 1, 3, 6, 7 og 8 har en fremragende historik i løbet. I de år, hvor løbet har været stærkt besat, er han dog aldrig blevet bedre end nr. 6 i 2019, og det vidner om, at han mod de allerbedste mangler det sidste - særligt i år, hvor han stadig har til gode at finde sit 2020-niveau, som vi senest så i de første italienske løb.

 

En rytter, der har for vane at toppe i disse løb, er David Gaudu. Til gengæld plejer han at floppe i dette løb, hvor han i tre forsøg ikke er blevet bedre end nr. 43, men det skyldes, at han ofte har det svært efter en pause. Denne gang kommer han direkte fra Luxembourg, hvor han stadig manglede lidt, men sluttede af med via snilde at vinde sidste etape. Logikken siger, at han har forbedret sig yderligere og denne gang ikke lider af rust. Har han ikke en af sine offdays, er det en glimrende finale for ham, både via en spurt og med et tidligt angreb. FDJs anden kandidat er Thibaut Pinot, der stille og roligt bliver bedre og bedre og kun virkede marginalt svagere end Gaudu i Luxembourg. Også han passer glimrende til dette løb, hvor han blev nr. 5 i 2018 og nr. 8 i 2017, og hans formkurve er åbenlyst opadgående. Han har dog stadig efter sin lange pause manglet så meget, at hans chance nok er at angribe tidligt. Attila Valter så bedre ud i Luxembourg, men er overmatchet i dette selskab, og Matteo Badilatti synes formsvag.

 

For to år siden blev Sergio Higuita nr. 3 i dette løb, og det viser, at det passer fremragende til den eksplosive colombianer. Hans form er dog lidt svær at læse, da han ikke har kørt meget siden OL. Han så dog ganske godt ud i Toscana, selvom han begik den mærkelige fejl at angribe tidligt, og siden har han kunnet forbedre sig markant. Jeg er bestemt ikke overbevist om, at han er flyvende - dertil har vi set for lidt - men han synes bestemt ikke at være formsvag. Er han på toppen, passer han fremragende til stigningen. EF har også Neilson Powless , der igen ved VM og også i Coppa Sabatini og Toscana samt med sejren i San Sebastian har bevist, at han er på et helt, helt andet niveau efter Touren. Løbet passer ham ikke for alvor, men han vandt San Sebastian ved at angribe tidligt. Med VM-ben kan han gøre det igen. Holdet har også Ruben Guerreiro, der til gengæld passer godt til stigningen. Han så egentlig ganske fin ud, da han kørte væk i finalen af Coppa Sabatini, men han har stadig til gode at være med fremme på dette niveau. Helt formsvag virker til gengæld Rigoberto Uran, der ellers har en god historik i løbet.

 

Deceuninck har noget bredde, da de ud over Evenepoel har flere kandidater. Bedst chance har nok sidste års nr. 2, Joao Almeida, der jo egentlig er ganske eksplosiv. Hans punch på stigninger er dog ikke uovertruffent, og det er mere på fladere vej, at han er hurtig, mens han på stigninger synes at være mere en dieselmotor. Han vandt dog murfinalen i Polen - dog med et tidligt angreb - og det er derfor en afslutning, der passer ham fint. Han har vist glimrende form med sejren i Luxembourg, men vi har også ved EM og VM set, at han måske mangler nogle procent. Jeg tror, at hans chance er at angribe tidligt, som han gjorde sidste år. Her blev Andrea Bagioli nr. 5. Han vil elske denne puncheurafslutning, men også han har til gode at blande sig med de bedste i dette selskab. Han virkede død efter Vueltaen, men det er han tilsyneladende ikke efter et fornemt VM og stærk kørsel i Primus Classic. Også han vil dog nok skulle angribe tidligt. Det skal også dieselklatreren Fausto Masnada, der efter sin skadespause var overraskende god i Luxembourg og sagtens kan gøre forskellen fra distancen. Til gengæld synes Mauri Vansevenant stadig at have store mangler efter en temmelig skuffende periode.

 

Ag2r kommer med den måske største joker i Benoit Cosnefroy. Han havde et lille formdyk i begyndelse af Luxembourg, men med sin endeløse serie af VM-angreb fik han vist, at han stadig har den suveræne form, han har haft siden begyndelsen af august. Nu er spørgsmålet bare, om dette løb ikke er for svært. Han er som bekendt en suveræn puncheur, der endda er blevet nr. 2 i Fleche Wallonne, men denne stigning er altså næsten dobbelt så lang som Mur de Huy. Mit bud er, at den er lidt for lang til, at han kan slå de bedre klatrere, men han er så flyvende, at det ikke vil undre, hvis han tager kampen op med Roglic og co. Ag2r har også Clement Champoussin, der i Luxembourg viste, at han var kommet meget stærkt ud af Vueltaen, men hans chance for sejr er et tidligt angreb, da løbet ikke passer ham ideelt. Det gør det slet, slet ikke for Ben O’Connor, der kun er god på lange stigninger, men han virkede så stærk i sin hjælperrolle i Luxembourg, at han sagtens kan være i et hug fra distancen. Til gengæld har Aurelien Paret-Peintre næppe formen og niveauet til at være med helt fremme, og Geoffrey Bouchard sagde op til løbet, at han var temmelig træt efter Vueltaen.

 

På papiret er det en god afslutning for Adam Yates, men sporene skræmmer. Yates-brødrene har nemlig for vane at køre sig helt i hegnet, når de har kørt klassement i en grand tour, og det vil derfor undre mig, hvis Yates er flyvende. Det vil dog være dumt at afskrive ham. Bryder han mønsteret, er det en stigning, der passer ham som fod i hose, som vi har set i blandt andet Tirreno, Baskerlandet og San Sebastian, og en formstærk Yates vil være en af de allerbedste i en afslutning som denne. Ineos har også Tao Geoghegan Hart , der efter sin katastrofesæson endelig viste noget form i de seneste italienske løb. Flyvende var han dog ikke, og efter det, han har vist i år, er det svært for alvor at tro, at han pludselig har genfundet sit niveau, selvom stigningen ikke passer ham dårligt. En anden kandidat er Pavel Sivakov , der viste ganske fin form til EM, men i en finale som denne skal han angribe tidligt, og han har generelt klatret skuffende i år. Til gengæld vil det være helt, helt atypisk, hvis Richie Porte har skyggen af form på denne tid af året, hvad han da heller ikke havde i England, og Ivan Ramiro Sosa var i de første italienske løb også milevidt fra sit niveau.

 

Løbet passer ikke for alvor til Nairo Quintana, men i det mindste er han i form. Han har været blandt de bedste på stigningerne i Besancon og Jura og senest i Luxembourg, men her var bakkerne for korte og eksplosive. Nu kommer vi endelig til et løb, hvor stigningerne er længere, og det burde være et løb, Quintana kan gøre det godt i, som han da også viste, da han i et betydeligt svagere felt vandt helt tilbage i 2012 - hans foreløbig eneste optræden. Hans chance er i dette felt at angribe tidligt, og desværre ville en flyvende Quintana nok have været en anelse stærkere i Luxembourg. Derfor tvivler jeg på, at han efter en generelt skidt sæson har niveauet. Arkeas alternativ er Elie Gesbert , men han manglede en del i Luxembourg.

 

Jumbos kaptajn er utvivlsomt Roglic, men naturligvis har de også Jonas Vingegaard. En formstærk Vingegaard vil elske en eksplosiv stigning som denne, men findes den formstærke Vingegaard nu? Det tvivler jeg på. Han floppede fælt i Norge efter det, holdet beskrev som ”physical problems”, og i Bretagne punkterede han. Der gik i september forlydender om yderligere helbredsproblemer, og i forvejen ved vi, at Vingegaard er en svingende størrelse, der kun sjældent er helt på toppen. Det vil undre mig, hvis han pludslelig kommer blæsende ud fra pausen. Jumbo har også Sepp Kuss, men han har haft en vild sæson og passer ikke for alvor til løbet. Han skal angribe tidligt, og det samme skal Steven Kruijswijk, der endelig fandt sig selv i Vueltaen, men som er helt uden punch til at gøre det færdigt. George Bennett har ikke været flyvende i sine seneste løb, selvom hans niveau synes stigende, og Antwan Tolhoek og Koen Bouwman, der ellers passer fint til finalen, ligner hjælpere.

 

Også Bora kommer med et bredt hold, hvor der vel er størst grund til forventning til Giovanni Aleotti. Egentlig troede jeg, at han var træt efter en formkurve, der har været på toppen siden først i juli, men i Primus Classic var han i uvant terræn overraskende god. Som puncheur burde han passe til løbet, men det står også ret klart, at han stadig har til gode at være med de bedste i så skrapt et felt som dette, og vi så til EM, at han heller ikke er helt frisk længere. Holdets anden kandidat er Felix Grossschartner, der nok finder stigningen lidt for stejl, men er en god puncheur. Han har dog for vane at være meget formsvag efter sine sæsonmål, og jeg vil tro, at han er færdig efter Vueltaen. Hans EM var ikke en katastrofe, men det var bestemt ikke overbevisende. Både Matteo Fabbro og Ide Schelling passer også fint til løbet, men Schelling er blevet slået helt ud af den sygdom, han pådrog sig efter Norge, og Fabbro har bestemt ikke virket flyvende i dette efterår, selvom det har set bedre ud på det sidste.

 

Astana stiller med den forsvarende vinder, Aleksandr Vlasov, men der hersker stor usikkerhed om russerens form. Han har ikke kørt siden sit styrt i og exit fra Vueltaen, og i forvejen har han haft en skidt sæson, hvor han slet ikke har haft sidste års niveau. Særligt i Vueltaen var han skuffende, men det er muligt, at de tre uger trods styrtet har givet ham den rette motor. Han passer desværre ikke særligt godt til løbet, og hans eneste chance for at vinde i dette meget skrappere felt er formentlig at angribe tidligt, men jeg må indrømme, at hans forberedelse og sæson ikke gør mig særligt optimistisk.

 

Det er ikke nogen helt ringe stigning for Tim Wellens , men jeg er ikke alt for optimistisk. Han så hæderlig ud i Benelux Tour, selvom han ikke var på sit gamle niveau, men vi kom ned på jorden igen i Vallonien, hvor han var temmelig skuffende. Desværre har vi ikke set en flyvende Wellens hele året, og denne rute er så hård, at han formentlig skal være flyvende for at lave et resultat. Hans chance er i hvert fald at køre tidligt, men det er han til gengæld også god til. Lotto har også Harm Vanhoucke, der havde en uhyre skuffende Vuelta og ikke for alvor passer til disse eksplosive stigninger, ligesom han plejer at køre sig selv i hegnet i en grand tour. Steff Cras kørte omvendt en flot Vuelta, men han er overmatchet her.

 

Trek kommer med Bauke Mollema , der passer glimrende til stigningen. Således blev han nr. 2 helt tilbage i 2011 og nr. 4 ved sin seneste deltagelse i 2019, men har han formen til en gentagelse? Det tvivler jeg på. Hans EM var ikke prangende, og vi så i Luxembourg på kongeetapen, at han stadig manglede en del. Siden styrtede han på enkeltstarten, og han meldte efterfølgende om, at det var et hårdt slag. Hans VM som hjælper var dog ganske fornuftigt, og svingende Mollema er en af den slags ryttere, der pludselig kan finde formen helt ud af det blå - særligt på en tid af året, hvor han plejer at være god. Treks alternativ er Gianluca Brambilla, der kom godt ud af Vueltaen og så godt ud i Frankfurt. Han passer godt til løbet, hvor han tre gange er blevet nr. 10, senest i både 2019 og 2020, men han har ikke niveauet til at vinde. Juan Pedro Lopez har fået sit gennembrud i år, men han passer ikke til løbet og har været i form meget, meget længe og netop gennemført sin første grand tour, og Antonio Tiberi har ikke være flyvende på det sidste.

 

Total stiller med Pierre Latour, der siden Touren endelig har fundet sig selv. Han havde en lille downperiode i august, men i Luxembourg var han tilbage. I de senere år er det i denne slags eksplosive terræn, at han har excelleret, og derfor burde det være et løb, der passer ham næsten perfekt. I dette felt har han dog ikke niveauet til at vinde, og han skal i hvert fald angribe tidligt. Til gengæld faldt Alexandre Geniez igen ned i et hul i de sidste italienske løb, og Cristian Rodriguez og Victor de la Parte synes helt uden form, mens Alexis Vuillermoz gør comeback efter sit grimme hoftebrud.

 

Man er vel også nødt til at nævne Domenico Pozzovivo , men det er svært at tro meget på den lille italiener. Han fik nemlig et brud i knæet i Burgos og missede dermed Vueltaen, og det vil derfor være overraskende, hvis han er flyvende. Han kørte dog fint på bakkerne i Slovakiet, hvor ruten dog var meget let, og Pozzovivo har en imponerende evne til hurtigt at komme tilbage fra sine mange skader. Vi så i Burgos, at hans niveau stadig er ganske højt, og stigningen passer ham, men de dage, hvor han kan vinde, her er nok ovre - særligt da med denne optakt.

 

Det er svært at tro på de øvrige hold. Hos BikeExchange synes den eneste formstærke klatrer at være Mikel Nieve, der ofte er god på denne årstid, men passer dårligt til løbet og er faldet af på den. Hos Androni gjorde Simone Ravanelli det flot på Sicilien, men niveauet her er et helt andet, og fire dages etapeløb og en lang flyvetur er næppe ideeel forberedelse. Hos Bardiani skal det blive spændende at se den unge Filippo Zana fortsætte sin flotte sæson, mens Giovanni Carboni til gengæld virker formsvag. Hos Eolo var Luca Wackermann en herlig overraskelse i Toscana, hvor han klatrede flot, men niveauet her er for højt, og stigningen nok lidt for svær. Hos Gazprom er Simone Velasco og Cristian Scaroni i fremragende form, men også de er fløjet direkte ind fra Sicilien til et løb, der nok også er for svært, og Vini har intet at komme med. Heller ikke kontinentalholdene kan være med på dette niveau.

 

OPDATERING: Ved en fejl fremgik Hugh Carthy ikke af optakten. Det er et løb, der passer ham dårligt, men han plejer at være ganske velkørende på denne tid af året. Han er en usandsynlig vinder, men et oplagt bud på en mand, der kan angribe fra distancen.

 

***** Primoz Roglic

**** Tadej Pogacar, Remco Evenepoel

*** Michael Woods, Marc Hirschi, David Gaudu, Sergio Higuita, Joao Almeida

** Benoit Cosnefroy, Thibaut Pinot, Adam Yates, Nairo Quintana, Davide Formolo, Ben Hermans, Dan Martin, Jonas Vingegaard, Diego Ulissi, Andrea Bagioli, Neilson Powless, Aleksandr Vlasov, Tao Geoghegan Hart, Tim Wellens, Bauke Mollema, Pierre Latour

* Hugh Carthy, Rafal Majka, Clement Champoussin, Giovanni Aleotti, Ben O’Connor, Pavel Sivakov, Sepp Kuss, Steven Kruijswijk, George Bennett, Domenico Pozzovivo, Felix Grossschartner, Fausto Masnada, Gianluca Brambilla, Ruben Guerreiro, Mikel Nieve, Rigoberto Uran, Mauri Vansevenant, Attila Valter, Aurelien Paret-Peintre, Geoffrey Bouchard, Juan Pedro Lopez, Richie Porte, Ivan Ramiro Sosa, Elie Gesbert, Matteo Fabbro, Ide Schelling, Filippo Zana, Luca Wackermann

 

Danskerne

Jonas Vingegaard er til start for Jumbo og er omtalt ovenfor. På Qhubeka gør Emil Vinjebo comeback efter sit brækkede kraveben, og her skal han støtte Domenico Pozzovivo. Endelig er Frederik Wandahl til start på Bora, hvor han skal støtte Felix Grossschartner, Ide Schelling, Matteo Fabbro og Giovanni Aleotti.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Aleksandr Vlasovs sejr fra 2020, Primoz Roglics sejr fra 2019, Alessandro De Marchis sejr fra 2018, Giovanni Viscontis sejr fra 2017 og Esteban Chaves’ sejr fra 2016.

 

SE PARIS-ROUBAIX PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Primoz Roglic
Tadej Pogacar, Remco Evenepoel
Michael Woods, Marc Hirschi, David Gaudu, Sergio Higuita, Joao Almeida
Benoit Cosnefroy, Thibaut Pinot, Adam Yates, Nairo Quintana, Davide Formolo, Ben Hermans, Dan Martin, Jonas Vingegaard, Diego Ulissi, Andrea Bagioli, Neilson Powless, Aleksandr Vlasov, Tao Geoghegan Hart, Tim Wellens, Bauke Mollema, Pierre Latour
Rafal Majka, Clement Champoussin, Giovanni Aleotti, Ben O’Connor, Pavel Sivakov, Sepp Kuss, Steven Kruijswijk, George Bennett, Domenico Pozzovivo, Felix Grossschartner, Fausto Masnada, Gianluca Brambilla, Ruben Guerreiro, Mikel Nieve, Rigoberto Uran, Mauri Vansevenant, Attila Valter, Aurelien Paret-Peintre, Geoffrey Bouchard, Juan Pedro Lopez, Richie Porte, Ivan Ramiro Sosa, Elie Gesbert, Matteo Fabbro, Ide Schelling, Filippo Zana, Luca Wackermann

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro dell'Emilia 
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Ronde van Drenthe(1.1) 24/10

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger