Optakt: Giro di Sicilia

Løbets rolle og historie

Siden finanskrisens indtog i 2008 har det været trist at være vidne til udvikling i italiensk cykelsport. Den engang så righoldige endagskalender i Støvlelandet er reduceret til næsten det rene ingenting, og det er næsten kun de få løb, der arrangeres af enten Giro-arrangørerne fra RCS Sport eller den stærke arrangørorganisation GS Emilia, der har kunnet holde sig oven vande. De mange etapeløb, der tidligere blev afviklet enten i første del af sæsonen eller i sensommeren er også næsten alle væk, og i dag har landet blot fire større etapeløb tilbage. Meget bedre ser det ikke ud på holdsiden, hvor landet mistede sit sidste WorldTour-mandskab, da Lampre trak sig og sponsoratet af det hæderkronede hold røg på italienske hænder, og i dag er man således efterladt med bare fire professionelle hold, der alle hører til på næsthøjeste niveau.

Over en tiårig periode har det således været småt med lyspunkterne. Enkelte endagsløb er ganske vist blevet genskabt, nogle få har overlevet, og det er lykkedes for RCS med det samme at gøre Strade Bianche til en af de mest prestigiøse klassikere. Sidste år var der også glædeligt nyt, da det lykkedes en ny organisation at skabe det meget ambitiøse Adriatica Ionica Race, der efter en fin første udgave på sigt skal udvikle sig til et storløb, der fører feltet fra Italien gennem Balkan ned til en afslutning i Grækenland, men som i første omgang er et rent italiensk foretagende.

I lyset af tingenes triste tilstand vakte det derfor stor glæde, da de første rygter om genskabelsen af Giro di Sicilia begyndte at løbe. Sicilien var i mange år vært for flere italienske løb, særligt først på sæsonen, men ligesom i resten af Italien er de alle forsvundet. Alligevel har øen fastholdt sin position som lidt af et cykelmekka, som mange professionelle har brugt til højdetræningslejre på Etna, ligesom myndighederne også i de senere år med stigende hyppighed har trukket Giroen til øen, senest i både 2017 og 2018.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Det har derfor været en slet skjult ambition, at øen gerne vil bruge den internationale cykelscene som en markedsføringsplatform, og derfor har der længe været et håb om, at øens cykelstolthed, Giro di Sicilia, kunne genskabes. Alligevel er det gået hurtigere, end man kunne have ventet, for da UCI i efteråret offentliggjorde kalenderen, var der endnu slet ikke tale om arrangementet. I begyndelsen af 2019 er det imidlertid gået stærkt, og efter at den første uofficielle bekræftelse kom i februar, kunne man i marts bekræfte, at UCI havde genåbnet kalenderen for at give plads til det gamle løb. Det skete, da det lykkedes myndighederne at få selveste RCS med ombord, og det lykkedes at lave en aftale, der både indebærer, at de magtfulde arrangører står for genskabningen af etapeløb, og at øen bliver vært for Giro-starten i 2020.

Der er tale om lidt af et comeback, for vi skal helt tilbage til 1977 for at finde den seneste udgave af den sicilianske rundtur. Løbet har nemlig levet en meget omtumlet tilværelse, og selvom der har været flere løb på Sicilien - blandt andet har forgængeren til Coppi e Bartali tidligere været afviklet på øen - har etapeløbet kun været afviklet få gange. Første gang var helt tilbage i 1907, men frem til afslutningen på 2. Verdenskrig lykkedes det kun at afvikle i alt syv udgaver. I 1948 kom det tilbage på kalenderen og blev herefter med 1952 som undtagelse afviklet hvert år frem til og med 1960, inden det igen forsvandt på kalenderen. Det blev genoplivet i 1973, 1974 og 1977, endda med prominente vindere som Roger De Vlaeminck og Giuseppe Saronni, men i nu mere end 40 år har det ikke været afviklet.

Det er det altså lykkedes RCS og de lokale myndigheder nu at ændre på, og i al hast er det lykkedes at stable et 2.1-løb over fire etaper på benene. Det er gået stærkt. Først i anden halvdel af marts blev ruten præsenteret, og derfor kan det da heller ikke undre, at det har været lidt vanskeligt at få mange af de store hold til at deltage i den første udgave. Således er det kun det mest italienske af WorldTour-holdene, nemlig UAE, der vil være med fra det fineste selskab, og derfor udgøres det første felt primært af prokontinenal- og kontinentalhold. Det har dog været muligt at få flere udenlandske mandskaber til start, og løbet har således sikret sig et vist internationalt tilsnit allerede nu.

Ambitionerne er store. Det kan godt være, at starten bliver moderat, men med en aftale om international tv-dækning på Eurosport har man sikret, at løbet med det samme får god eksponering. Med en plads i en uge, hvor der i alt væsentligt kun afvikles brostensklassikere har man fundet en god plads, som man håber kan tiltrække ryttere, der jagter forberedelse inden enten Giroen eller ardennerklassikerne. Ganske vist foretrækker mange at køre de større løb på stigningerne i enten Baskerlandet eller Catalonien i disse uger, men for ryttere, der foretrækker mindre stress, kan Giro di Sicilia være et alternativ, ikke mindst for ryttere med blik på Giroen, på samme måde som Coppi e Bartali i hvert fald i perioder har været det.

Det er ikke mærkeligt, at man allerede i 1907 fik den ide at arrangere et cykelløb på Sicilien. Med et terræn, der både byder på flade kystveje, kringlede veje i kuperet terræn samt et rigtigt bjerg i form af vulkanen Etna, har øen alt, hvad et cykelhjerte kan begære. Det er da også hele øens alsidighed, der vil blive vist frem i den første udgave, der byder på sprinteretaper, etaper i klassikerterræn samt ikke mindst en stor bjergfinale på Etna.

Løbet blev som sagt senest afviklet i 1977, hvor Giuseppe Saronni sejrede foran Pierino Gavazzi og Carmelo Barone. De tilhører naturligvis alle nu cykelhistorien, og derfor er det helt nye navne, der vil pryde podiet, når festen slutter på Etna lørdag eftermiddag.

Ruten

Sicilien byder som sagt på alt det terræn, et cykelhjerte kan begære, og derfor er det også lykkedes RCS at sammensætte en spændende og alsidig rute til den første udgave. Således vil der både være terræn for sprinterne, en etape i klassikerterræn og ikke mindst naturligvis en stor finale på øens mest ikoniske vartegn, vulkanen Etna.

De første to etaper ligner muligheder for sprinterne, da de begge byder på flade finaler. Begge etaper finder dog også sted langs kysten, og derfor skal man tage sig i agt for sidevind, ikke mindst på 2. etape, hvor der er varslet regn og kraftig vind. Den etape byder samtidig på 236 km og mere end 3000 højdemeter, der alle kommer i den første del, og derfor er det alt andet end en let etape, der kan blive mere dramatisk end ventet.

Efter to dage med flade afslutninger drager man for alvor ind i det kuperede indre af øen på fredagens 3. etape, hvor der venter en rigtig klassikerfinale med en puncheurafslutning på en kringlet, snoet og delvist brostensbelagt bakke. Det vil alt sammen tjene som opvarmning til lørdagens store kongeetape, der byder på en tur hele vejen rundt om den frygtede vulkan Etna, inden det gælder den 20 km lange klatretur til toppen, hvor løbets vinder meget passende skal krones på det sted, der mere end noget andet har gjort Sicilien berømt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

1. etape

En stor del af Sicilien er kuperet, men øen byder også på smukke kyststrækninger i fladt terræn. Derfor har løbet mulighed for at give chancer til alle ryttertyper, og det vil være sprinterne, der ventes at udnytte fladlandet omkring havet til at skulle gå efter løbets første førertrøje i mere end 40 år. Det sker på en 1. etape, der fører feltet hele vejen op langs vandet til Messina og det berømte stræde, inden en enkelt stigning måske kan rydde lidt ud i de hurtige folk forud for afslutningen helt ude på øens nordspids  på Milazzo-halvøen.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 165,0 km mellem Catania og Milazzo. Etapen indledes på øen østkyst, og den første lange del består af en tur mod nordøst op langs vandet. I den indledende del holder man sig et par kilometer inde i landet, hvilket giver anledning til et par mindre stigninger, hvoraf den vanskeligste er en 3,6 km lang bakke med en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,6 og med top efter 47,9 km. Herefter rammer man den flade kystvej, der følges mod nordøst hele vejen op til Messina lige ud for hælen af den italienske støvle. Her er dagens spurt placeret efter 97,9 km.

Herfra ændrer etapen karakter, når man drejer mod nordvest for at køre væk fra vandet og op over dagen eneste kategoriserede stigning, Colle San Rizzo (11,5 km, 4,0%, max. 9%). Fra toppen resterer fortsat 55,6 km, der først består af en teknisk nedkørsel, som fører tilbage til kysten. Herfra går det via den flade kystvej mod sydvest, inden man drejer væk fra vandet for at køre ind i Barcellona Pozzo di Gorro. Derfra går det mod nordøst ud på kystvejen, der fører helt ud på den nordlige spids af Milazzo-halvøen. Inden man når derud, stiger det over 3,2 km med 2,7% i gennemsnit, inden det falder tilsvarende ned mod halvøens spids, der nås med 5 km igen. Herfra går det tilbage mod syd via kystvejen, der først stiger med 1,3% over 2 km og siden falder let, inden man når den sidste flade kilometer. Efter vendingen følger man den let bugtede kystvej, der er 8 m bred og ikke har skarpe sving.

Etapen byder på i alt 1657 højdemeter.

Sprinterne vil utvivlsomt have blik på denne etape som en chance for at iføre sig løbets førertrøje, og det meste af etapen er da også ganske flad. Den lange stigning kommer for tidligt til at kunne bruges offensivt, men er svær nok til at sætte nogle af de tunge folk af, og også finalen med sine små bakker og ikke mindst risikoen for sidevind kan blive meget stressende. Derfor kan det sagtens blive et reduceret felt, der overlever, men en eller anden form for spurt synes uundgåelig.

Milazzo var senest vært for et stort cykelløb i forbinldese med Giroen i 2008, hvor Daniele Bennati vandyt en massespurt i byen.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

2. etape

Efter en dag, der hovedsageligt blev tilbragt langs vandet, skal feltet for første gang besøge Siciliens kuperede indre på en monsteretape, der over 236 km fører feltet til hovedbyen Palermo. Det betyder, at feltet udsættes for ganske vanskeligt terræn og mere end 3000 højdemeter, men alt sammen kommer det i løbet første del. Den sidste tredjedel fører igen nemlig igennem det flade kystlandskab, og derfor håber sprinterne også torsdag at skulle slås om sejren.

I alt er der altså hele 236 km på menuen, og de fører feltet mellem de to kystbyer Capo d’Orlando og Palermo, der begge ligger på den nordlige del af øen. Det første lange stykke er meget enkelt, idet man følger den helt flade kystvej mod sydvest og vest, og der er derfor ikke skyggen af terrænmæssige udfordringer i denne fase. Det ændrer sig kort inden byen Cefalu, hvor man drejer mod syd og sætter kursen mod den indre del af øen. Her skal man op over en 6,9 km lang stigning, der stiger med 4,3% og har top efter knap 80 km, inden lidt småkuperet terræn leder ind på dagens eneste kategoriserede stigning, Geraci Siculo (15,0 km, 4,9%, max. 9%), der har top efter 108,0 km. Der venter ingen umiddelbar nedkørsel, men i stedet fortsætter man op ad en 2,4 km lang bakke, der stiger med 4,4% i gennemsnit og har top efter godt 120 km i etapens højeste punkt 1148 m over havets overflade.

Herfra bliver det lettere, når man drejer mod vest for igennem generelt faldende terræn at køre hen over nogle småbakker, hvoraf den ene stiger med 4,8% over 2,5 km og har top efter godt 140 km. Herefter drejer man endelig mod nordvest for via en lang og teknisk nedkørsel at køre ned mod vandet, hvor man rammer kystvejen igen efter ca. 190 km. Herfra går det langs vandet mod nordvest, idet man dog skal op over en 1,4 km lang bakke, der fører op til dagens spurt efter 199,0 km, og som stiger med 5,6% i gennemsnit. Det er sidste udfordring, da det herfra går mod nordvest og vest langs den helt flade kyst frem til Palermo. Her venter en helt flad og ukompliceret finale uden skarpe sving på de sidste 5 km, inden en blød kurve leder ind på den 7,5 m brede, 600 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3095 højdemeter.

Ruten kan måske ikke bruges i klassementet, men den er rigeligt svær til, at der kan køres offensivt cykelløb. Det svære midterstykke egner sig i hvert fald ikke til en organiseret jagt, og derfor kan man slet ikke udelukke, at der her kan etableres et stærkt og potent udbrud, der måske kan holde hele vejen. Omvendt er klassementet stadig så tæt, at der formentlig vil være hold, der kan tage kontrol, og det formodes derfor, at etapen ender i en spurt. Spørgsmålet er bare, hvor mange sprintere der kommer så langt.

Palermo var senest vært for et stort cykelløb i 2008, hvor Giroen blev skudt i gang med et holdløb, som blev vundet af Garmin og sendte Christian Vande Velde i løbets førertrøje.

Læs også

LIVE: Ny dansk sejr!

3. etape

Efter et par dage med flade finaler langs kysten er det endelig tid til for alvor at gøre brug af det spændende sicilianske cykelterræn. Det sker på løbets tredje etape, der ligner en sag for eksplosive klassikerryttere. Efter en dag, hvor det går op og ned det meste af etapen, afsluttes der nemlig med en rigtig puncheurfinale, hvor en ganske lang stigning efterfølges af en hidsig bakke op mod mål, hvor vi formentlig vil få en første indikation på, hvem der kan vinde årets løb.

Etapen byder på i alt 188 km, der fører feltet fra Caltanissetta til Ragussa. Startbyen ligger midt inde på øen i kuperet terræn, og derfor går det op og ned fra start. Først fører en nedkørsel mod øst, inden man via en 10,2 km lang stigning, der stiger med 2,9% i gennemsnit kører mod nordøst op til byen Enna. Her drejer man mod sydøst og syd for ad snoede veje og igennem let kuperet terræn at køre mod Caltagirone, idet man efter godt 45 km når toppen af en bakke, der over 6,6 km stiger med 3,7% i snit. Herfra begynder det generelt at falde, mens man fortsætter mod syd, sydøst og syd ned til forplejningen, der nås efter ca. 115 km i en flad del ag øen. Herfra snor man sig mod syd igennem fladlandet, inden man drejer mod øst for at køre hen til dagens spurt, der kommer efter 147,7 km.

Her indledes finalen, når man drejer mod nordøst for igennem let stigende terræn at køre frem til dagens hovedudfordring, Serra di Burgio (10,2 km, 5,0%, max. 12%), der bestiges fra den vestlige side. Fra toppen resterer bare 20,7 km, som først består af en meget nem nedkørsel, der fører mod sydøst og syd ned til Annunziata, hvorfra det falder mod sydøst og nordøst ned mod Ragusa. Med 3 km igen rammer man den sidste bakke, der er på en smal vej med enkelte brostensstykker, og som over ca. 1500 m stiger med 5,9% i snit, men nær toppen har 500 m med 9,4% i snit og et maksimum på 12%. Toppen nås lige inden den røde flamme, der passeres efter en ultrakort nedkørsel, hvorefter det stiger med 5,6% over ca. 500 m, inden det flader ud på de sidste par hundrede meter. Bakken byder på talrige hårnålesving, inden vejen retter sig ud, men på den sidste kilometer er der hele fire sving, inden man når den 300 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2456 højdemeter.

Mange vil sikkert huske de to kuperede sicilianske etaper fra sidste års Giro, der begge bød på masser af dette terræn og puncheurfinaler, hvor hhv. Tim Wellens og Enrico Battaglin sejrede. Denne afslutning er dog hårdere, da der venter en seriøs og meget lang stigning i finalen. Den kommer så tæt på mål, at den sagtens kan blive scene for lidt kamp mellem favoritterne, men den lange, meget lette nedkørsel betyder formentlig, at et decimeret felt skal afgøre etapen i den kringlede og eksplosive klassikerfinale, der er skabt til puncheurtyper, som har klaret den lange stigning.

Ragusa har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

4. etape

Sicilien byder på masser af spændende terræn, men i cykelmæssig sammenhæng er øen først og fremmest kendt som hjemsted for den frygtede vulkan Etna, der i de seneste år flere gange har været besøgt af Giroen, og som af cykelryttere ofte bruges til højdetræningslejre. Derfor er det da også kun naturligt, at øens etapeløb naturligvis skal kulminere netop her, hvor der er lagt op til et stort slag om den samlede sejr. Det sker, når vulkanen tårner sig op som afslutning på en kort, intens etape, der vil afgøre, hvem der skal efterfølge Giuseppe Saronni som vinder af Giro di Sicilia.

I alt skal der tilbagelægges bare 128,0 km der fører feltet fra Giardini Naxos til målet på Etna i 1892 m højde. Startbyen ligger helt ude ved den østlige kyst, og allerede fra start går det løs, når man med det samme kører mod nordvest væk fra vandet. Derfor stiger det uafbrudt over de første 21,3 km, hvoraf de sudste 5,2 km stiger med 5,3% i gennemsnit. Herefter går det mod syd og siden vest via et langt, ganske let stigende stykke, mens man kører hele vejen rundt om Etna. Senere drejer man mod syd for at køre op ad dagens første kategoriserede stigning, Maletto (2 km, 5,1%), der har top efter 54,1 km.

Efter stigningen bliver det lettere, når man kører igennem let faldende terræn mod syd ned langs Etnas vestlige side, inden man drejer mod sydøst og siden nordøst for igennem fortsat faldende terræn at køre frem til dagens spurt, der kommer efter 93,3 km. Den markerer starten på finalen, idet det herfra begynder at stige, mens man kører mod nordøst frem til byen Nicolosi, der markerer den officielle start på målbjerget. Herfra kører man mod nord op mod toppen af den 20,0 km lange stigning, der stiger med 6,0% i gennemsnit og når et maksimum på 12%. Der er tale om en jævn stigning uden store udsving, og som over de sidste 10 km byder på et hav af hårnålesving. Fra 3 km-mærket stiger det jævnt med 5,6% i snit over 2 k, inden det falder let efter den røde flamme, hvor man tager et sving med 750 m igen. Der er et sidste hårnålesving 250 m fra stregen, hvorefter det på en 7 m bred vej stiger med 3%.

Etapen byder på i alt 3135 højdemeter over den korte distance.

Etna er et ikonisk cykelbjerg og en brutal og meget lang stigning, der måske ikke er verdens stejleste, men rigeligt til at skabe stor udskilning. Meget afhænger dog altid af vinden på de meget eksponerede og åbne veje, og hvis der er kraftig modvind, kan det slet ikke udelukke, at det skal afgøres i en spurt i en gruppe. Sikkert er det dog, at dette er den helt afgørende etape, hvor løbets klatrere skal slås om den samledes ejr i det genskabte Giro di Sicilia.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Etna er blevet besøgt af Giroen tre gange i dette årtusinde. Første gang var i 2011, hvor Albertp Contador sejrede foran Jose Rujano, men hvor venezuelaneren i dag står opført som vinder efter Contadors diskvalifikation. I 2017 sejrede Jan Polanc fra et udbrud på en dag, hvor kraftig modvind betød, at favoritterne nåede mål samlet, inden Esteban Chaves og Simon Yates sidste år sikrede Mitchetlon en fantastisk dobbeltsejr på løbets første bjergetape.

Favoritterne

Man kan ærgre sig over, at det nye løb først så sent blev sat på skinner. Det har som sagt haft en tydelig effekt på startlisten, der ikke er så stærk, som man kunne have ønsket sig til en begivenhed, der ellers har stort potentiale og byder på en spændende og alsidig rute. Således er UAE som sagt det eneste WorldTour-hold, og de bruger det primært som en chance for de unge talenter. Derfor lægges der op til et ret åbent løb uden et indlysende favorithold eller en verdensstjerne, der naturligt ventes at bære ansvaret. I stedet er det en mulighed for mange af sportens unge ryttere til at sikre sig en stor sejr i et løb, der vil få masser af international tv-eksponering.

Med en stor bjergfinale på Etna er det klart, at det er den afsluttende kongeetape, der formentlig vil afgøre slaget, og da der ikke er en enkeltstart, er det et oplagt løb for de rene klatrere. Etna er nemlig med sin længde på 20 km og mål i næsten 2000 m højde et rigtigt bjerg, der under de rette omstændigheder kan gøre enorm skade. Vi ved dog også fra Giroen, ikke mindst den meget tamme 2017-etape, at kraftig modvind kan lægge en alvorlig dæmper på festen på de eksponerede veje, og i det tilfælde kan det være næsten umuligt at gøre en forskel. For at forstå løbets sværhedsgrad er det derfor afgørende at studere vejrudsigten for den kommende uge.

Den ser alt andet end opløftende ud. Sicilien kommer nemlig til at vise sig fra en helt usædvanlig og ikke specielt turistvenlig side i en uge, hvor det ventes at regne næstenhver eneste dag, og hvor der ikke vil være skyggen af sol og ferieparadis. Det vil det også gøre til lørdagens kongeetape, men her vil klatrerne i det mindst kunne glæde sig over, at vinden i skrivende stund ventes at være i sydøst, hvilket vil give sidemedvind. Da den heller ikke vil være specielt kraftig, må man formode - med mindre vejrudsigten ændrer sig - at vi kan undgå scenariet fra 2017-etapen, hvor alle favoritterne nåede målet samlet.

Blandt de øvrige etaper ventes onsdagens åbning ikke at spille en rolle. Det bliver nemlig den eneste solskinsdag, og da det vil være næsten helt vindstille, bør etapen ende i en spurt, og der vil ikke være risiko for splittelse på den meget vindeksponerede halvø mod slutningen. Langt farligere er torsdagens maratonetape, hvor det dårlige vejr har meldt sin ankomst. Her vil nemlig være både regn og blæst med en meget kraftig vind fra syd. Det giver masser af sidevind på kyststrækningerne, ikke mindst i finalen, og det virker meget sandsynligt, at det kan skabe splittelse. Samtidig skal man slet ikke udelukke, at der kan blive angrebet på stigningerne midtvejs på en dag, hvor det ikke er helt indlysende, hvem der skal tage kontrol. Vi vil formode, at det stærke Wanty-hold vil sikre, at et udbrud ikke løber med klassementet ”ved et uheld”, men sidevind kan sagtens betyde, at man alligevel kan tabe løbet den dag.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Ragusa-etapen vil også kunne komme i spil. Her vil det igen være regnfuldt, men uden den samme kraftige vind. De våde veje kan gøre finalen ganske hektisk, og der er lagt op til en aggressiv finale. Den lange stigning kan i hvert fald rydde gevaldigt ud i feltet, men den lette nedkørsel vil formentlig sikre, at det ender i en puncheurspurt blandt de bedste klatrere. Her kan der sagtens opstå små huller, og der vil også være mulighed for at sikre sig vigtige bonussekunder.

Samlet set forventer vi, at det først og fremmest er Etna-etapen, der vil være afgørende, og løbets bedste klatrer vil med udsigt til medvind have gode chancer for at vinde løbet på sidstedagen. Det kræver dog, at han har overlevet den forventede sidevind på torsdag, og derfor kan et stærkt hold være afgørende også. Endelig kan bonussekunder i den eksplosive finale fredag måske blive afgørende, hvis et par mand når toppen af Etna samlet.

Løbet er som sagt en god mulighed for en stribe af sportens talenter, og der er ikke et klart favorithold, der ventes at tage kontrol. Det står dog også klart, at Wanty-mandskabet kommer med en formidabel trup, der udgøres af alle deres bedste klatrere. De kommer alle direkte fra Catalonien, hvor de i et af årets hårdest løb kom hjem med en 8. plads til Guillaume Martin, en 15. plads til Odd-Christian Eiking, en 24. plads til Fabien Doubey, en 37. plads til Thomas Degand og en 50. plads til Marco Minnaard, hvilket sig en del om den klatrestyrke, de medbringer til Sicilien.

Vi vil da også pege på Guillaume Martin som vores favorit. Den unge franskmand er stadig lidt for ustabil, men når han finder benene, er han efterhånden ganske tæt på klatreeliten. Det så vi i sidste års Dauphiné, hvor han kørte i top 10 på tre ud af fire bjergetaper og kun missede en samlet top 10 som følge af enkeltstarten. I år har han desværre haft det lidt svært som følge af helbredsproblemer, men i Catalonien fandt han endelig benene. Et flot udbrud på 4. etape gav ham nemlig en 8. plads, og herefter kravlede han stille og roligt op i klassementet, inden han ved at sidde med favoritterne i Barcelona sikrede sig en samlet 8. plads. Det vidner om, at han endelig er sine skader kvit, og formen er i fremgang. Som ren klatrer vil han elske Etna, og han er samtidig bakket op af løbets stærkeste hold. Han har samtidig et så godt punch, at han kan gå efter bonus på 3. etape, og han har også en fin spurt, hvis han skal afslutte på toppen af Etna. Sidevinden på 2. etape er den største trussel mod en klejn fyr som ham, men her kan han forhåbentlig hjælpes af sit stærke hold. Holder han sig til her, tror vi, at han og Wanty kan gøre det færdigt lørdag og dermed sikre ham den anden store etapeløbssejr i Italien efter sejren i Toscana i efteråret 2017.

Hans værste rival må være Dayer Quintana . Nairos lillebror lignede efter nogle meget tamme sæsoner i 2017 og 2018 en mand, der var på vej på tidlig cykelpension, men efter skiftet til Neri Sottoli er han i den grad vågnet op. Allerede i San Juan og Colombia viste han sig som en af de allerstærkeste klatrere, og det indtryk har han bekræftet i Europa. På 4. etape af Tirreno sad han således med i favoritgruppen på en meget svær etape, og var det ikke for en punktering, havde han helt sikkert også været langt fremme på kongeetapen. Senest kørte han et flot Coppi e Bartali, hvor han kun manglede få meter i at følge Mikel Landa og Lucas Hamilton på kongeetapen, men efter at have rundet toppen i ingenmandsland måtte se sig hentet af forfølgerne. Han er derfor betydeligt stærkere, end resultaterne antyder, og formen er stadig i top. Neri Sottoli har sammen med Wanty det bedste mandskab, der imponerede med stor bredde i Coppi e Bartali, og han kan guides igennem sidevinden af erfarne Giovanni Visconti, der på Sicilien er på hjemmebane. Som colombianer og tidligere vinder på Kitzbüheler Horn i Østrig Rundt vil han elske den lange Etna-stigning, og han har også en fin spurt til både 3. og 4. etape. Dette kan være løbet, hvor Quintana endelig får belønning for sin gode form og genrejses som cykelrytter.

En meget spændende kandidat er vinderen af Baby-Giroen, Aleksandr Vlasov . I Ruta del Sol viste den unge russer for første gang, at han også kan begå sig på højeste niveau, da han sluttede lige bag de bedste på den knaldhårde kongeetape og endte som nr. 8 samlet. Det fulgte han op i Coppi e Bartali, hvor han ligeledes blev nr. 8, og dermed kommer han til løbet med god form. Han har vist sig som ren klatrer, der burde elske en stigning som Etna, der passer ham bedre end sidste uges eksplosive terræn. 1. etape af Ruta del Sol viser også, at han har et vist punch til i hvert fald at undgå tab på 3. etape, og derefter skal han gøre det færdigt på kongeetapen. Han ligner desværre et muligt offer i sidevinden, men klarer han sig igennem 2. etape, vil han kunne vinde løbet i kraft af sine klatreevner.

Jan Polanc tog en udbrudssejr, da Giroen besøgte Etna i 2017, og derfor er det kun naturligt, at han har løbet her som et stort mål. Efter en svær tid har han denne gang også lidt at have forventningerne i, efter at han i år har nærmet sig sit gamle niveau. Det så vi først med 15. pladsen i Tour Down Under, siden med 6. pladsen i Tour of Oman og senest i Tirreno, hvor han var med i front og meget aktiv på løbets to svære etaper. Der er altid lidt usikkerhed om ustabile Polancs form, men i år har han været ganske konsistent, og motivationen fejler helt sikkert intet. Han har også en god spurt til 3. etape og burde have ganske gode forudsætninger i sidevinden. Herefter skal han bare vise, at han også er stærkeste mand på Etna.

UAE har imidlertid også et anden glimrende kort i Simone Petilli. En stribe styrt og skader har lagt en dæmper på hans resultater, men han har i år været ganske konsistent. Han lagde ud med at blive nr. 14 i Algarve, hvor han dog måtte ofre sit klassement for Tadej Pogacar, der endte med at vinde løbet, og senest kørte han fornuftigt - dog ikke prangende - som støtte for Dan Martin i Catalonien. Han har ikke sin allerbedste form netop nu, men på papiret er han utvivlsomt en af feltets bedste klatrere, og han vil være fyr og flamme efter endelig at køre sin egen chance i et hjemmebaneløb. Han er ikke specielt hurtig, og skal derfor køre væk fra rivalerne på Etna, men her kan han og Polanc måske udnytte en overtalssituation. Derudover har han gode chancer for at klare sidevinden, og det bør derfor blive til et godt resultat.

Androni kommer igen med et stærkt klatremandskab med to vinderkandidater, og af dem er det nok Mattia Cattaneo, der har den bedste chance. Den tidligere vinder af Baby-Giroen er stadig meget ustabil, men når han endelig finder formen, er han flyvende. Det så vi med hans flotte sæsonafslutning i de italienske efterårsklassikere, hvor han blev nr. 4 i Milano-Torino og nr. 19 i Il Lombardia. Desværre har han ikke haft helt samme ben i år, selvom han blev nr. 2 i GP Industria og nr. 12 i Coppi e Bartali. Her var han fortsat et stykke fra de bedste, men med sit punch sikrede han sig alligevel en 6. plads på kongeetapen. Netop hans punch er også hans våben i dette løb, men man kan frygte, at Etna er en lidt for lang stigning til, at han kan være med i front.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det unge stortalent Brandon McNulty er med sin alsidighed den måske mest lovende amerikanske klassementsrytter, hvilket han som bare 21-årig viste i sidste års Tour of California. I år har han gjort yderligere fremskridt med en flot 9. plads i Oman, og siden har han holdt pause. Det er stadig løbet i Californien, der er sæsonens store mål, men han må også have udset sig dette løb som en chance undervejs. Hvor han står formmæssigt efter en pause på en måneds tid, er en anelse uklart, men han er generelt en ganske stabil type. Etnas jævne procenter burde passe ham fint, og med sin alsidighed har han også gode chancer for at overleve sidevinden.

Efter en lidt haltende start har Odd Christian Eiking vel næppe været bedre, end han er netop nu. Den unge nordmand kommer fra Catalonien, hvor han med sine puncheuregenskaber blev nr. 5 på 2. etape og også klatrede godt nok til at ende som en samlet nr. 15. Som ardennerspecialist ligner han et godt bud på en vinder af 3. etape, hvor han kan score vigtige bonussekunder, men spørgsmålet er, om ikke Etna trods alt er for svær for nordmanden. Til gengæld er han bakket op af et superhold og har en forrygende form, der giver ham mulighed for at overraske også på et rigtigt bjerg, især hvis alle rivalerne kigger på holdkammeraten Martin.

Andronis andet kort er Fausto Masnada. Den unge italiener har med mellemrum givet prøver på sit talent, som da han var tæt på at vinde 9. etape af sidste års Giro og senest var sidste mand fra udbruddet til at blive hentet i Sanremo. Sidste år sejrede han også sammenlagt i Hainan, men det har knebet lidt mere i Europa. I år har formen da heller ikke været helt i top, og han virkede heller ikke til at være helt i hopla i Coppi e Bartali. Til gengæld burde han elske en lang stigning som Etna, og finder han benene, vil han utvivlsomt være i stand til at være med helt i front. Til gengæld ligner holdets tredje klatrer, Miguel Edoardo Florez, stadig ikke en mand, der kan være med i front, og stigningen bør være for lang for en elelrs formstærk Matteo Montaguti.

Med sejre på bjergetaper i både Tour of Britain og Giro del Trentino har Edoardo Zardini været udråbt som stortalent, men siden er han gået helt i stå. I år har han i dog givet tegn på fremgang, og han kommer fra et Coppi e Bartali, hvor han angreb igen og igen. Som ren klatrer vil han elske Etna, og han er samtidig del af det stærke Neri Sottoli-hold. Hidtil har han været et stykke under Quintanas niveau, men han er også så svingende, at han sagtens kan overraske. Til gengæld bør Etna være for lang for de ellers meget formstærke Davide Gabburo, der virkelig har imponeret i sin første sæson, og Simone Velasco, der allerede har to sejre. Holdets kaptajn, Giovanni Visconti, vil elske at vinde på sin sicilianske hjemmebane, men selvom hans flotte kørsel og bjergtrøje i Coppi e Bartali viser klar formfremgang, er han nok endnu ikke langt nok fremme til at kunne være med i front på Etna.

Wantys tredje kort er unge Fabien Doubey, der i år har taget et stort skridt. Han blev nr. 8 i Tour of Oman og senest nr. 24 i det stærkt besatte løb i Catalonien. Han kommer derfor til løbet i god form, og han vil være begejstret for den svære Etna-stigning. Desværre kan han også ende som hjælperytter for Martin. Det samme vil formentlig også være tilfældet for klatrerne Thomas Degand og Marco Minnaard samt for Bart De Clercq, der stadig ikke er på toppen, efter at han fik indopereret en kunstig hofte.

UAEs wildcard er som altid den uforudsigelige Kristijan Durasek . Kroaten er sjældent i form, men når han rammer rigtigt, har han i løb som Tour de Suisse, Tour of Turkey og Tour of Croatia vist, at han kan klatre med de bedste. Etna passer perfekt til en dieselklatrer som ham, men desværre er der intet, der tyder på form efter en elendig sæsonstart. Derfor tror vi heller ikke meget på kroaten, men vi ved af erfaring, at han af og til finder formen helt ud af det blå.

Delko stiller med Mauro Finetto, der efter en svær tid endelig fandt formen i Coppi e Bartali, hvor han vandt sidste etape. Desværre er han puncheur og ikke klatrer, og derfor må man frygte, at Etna trods den gode form er for svær. Omvendt har han før været i top 10 i bjergløbet Route du Sud, og med sin gode form kan han derfor måske overraske. Holdets bedste bud burde egentlig være Javier Moreno, men han var meget formsvag i Oman og har ikke kørt løb i en måned. Holdet har også talentfulde Remy Rochas, der måske kan give prøver på evnerne.

Contadors Kometa-hold stiller med to lovende talenter, hvoraf det særligt er Michel Ries, der kan overraske. Luxembourgeren blev sidste år nr. 10 i Tour de l’Avenir og nr. 11 i Tour de l’Ain og burde være stærk i et klatreløb som dette. Spanieren Juan Pedro Lopez blev sidste år nr. 7 i bjergløbet Giro della Valle d’Aosta, og modsat Ries har han med en 4. plads i Antalya vist form fra sæsonstarten.

Endelig er der Gavin Mannion og Rob Britton. Begge er altid blandt de bedste i de amerikanske etapeløb, men de har endnu til gode at vise noget i Europa. Det har de heller ikke gjort i år, og de ligner derfor hjælpere for McNulty. Vi ved dog, at de i form klatrer godt nok til at gøre sig gældende.

På papiret burde Alejandro Osorio, Pierpaolo Ficara, Matteo Badilatti, Manuel Bongiorno og Johnatan Canaveral alle kunne gøre det godt, men deres seneste resultater tyder ikke på form. Manuel Senni vender først tilbage efter en lang pause og kører sit første løb i år.

OPDATERING: Neri Sottoli har udtaget Sebastian Schönberger i stedet for Manuel Bongiorno, men selvom han er en fin klatrer, er Etna nok for svær for ham.

***** Guillaume Martin

**** Dayer Quintana, Aleksandr Vlasov

*** Jan Polanc, Simone Petilli, Mattia Cattaneo, Brandon McNulty, Odd Christian Eiking

** Fausto Masnada, Edoardo Zardini, Fabien Doubey, Kristijan Durasek, Mauro Finetto, Michel Ries, Juan Pedro Lopez, Javier Moreno, Gavin Mannion, Rob Britton

* Davide Gabburo, Simone Velasco, Giovanni Visconti, Alejandro Osorio, Matteo Montaguti, Sebastian Schönberger, Remy Rochas, Johnatan Canaveral, Matteo Badilatti, Pierpaolo Ficara

Danskerne

Riwal stiller med tre danskere i form af Andreas Kron, Andreas Stokbro og Rasmus Quaade, men da holdet ikke har en klatrer til Etna-etapen, må målsætningen være etaperesultater, først og fremmest med Stokbro på de to sprinteretaper.