Optakt: Giro di Sicilia

 Livestream Tour of Turkey, Giro di Sicilia og Brabantse Pijl uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

Siden finanskrisens indtog i 2008 har det været trist at være vidne til udvikling i italiensk cykelsport. Den engang så righoldige endagskalender i Støvlelandet er reduceret til næsten det rene ingenting, og det er næsten kun de få løb, der arrangeres af enten Giro-arrangørerne fra RCS Sport eller den stærke arrangørorganisation GS Emilia, der har kunnet holde sig oven vande. De mange etapeløb, der tidligere blev afviklet enten i første del af sæsonen eller i sensommeren er også næsten alle væk, og i dag har landet blot fire større etapeløb tilbage. Meget bedre ser det ikke ud på holdsiden, hvor landet mistede sit sidste WorldTour-mandskab, da Lampre trak sig og sponsoratet af det hæderkronede hold røg på italienske hænder, og i dag er man således efterladt med bare fire professionelle hold, der alle hører til på næsthøjeste niveau.

Over en tiårig periode har det således været småt med lyspunkterne. Enkelte endagsløb er ganske vist blevet genskabt, nogle få har overlevet, og det er lykkedes for RCS med det samme at gøre Strade Bianche til en af de mest prestigiøse klassikere. I 2018 var der også glædeligt nyt, da det lykkedes en ny organisation at skabe det meget ambitiøse Adriatica Ionica Race, der efter en pæn start på sigt skal udvikle sig til et storløb, som fører feltet fra Italien gennem Balkan ned til en afslutning i Grækenland, men som i første omgang er et rent italiensk foretagende.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

I lyset af tingenes triste tilstand vakte det derfor stor glæde, da de første rygter om genskabelsen af Giro di Sicilia begyndte at løbe i 2019. Sicilien var i mange år vært for flere italienske løb, særligt først på sæsonen, men ligesom i resten af Italien er de alle forsvundet. Alligevel har øen fastholdt sin position som lidt af et cykelmekka, som mange professionelle har brugt til højdetræningslejre på Etna, ligesom myndighederne også i de senere år med stigende hyppighed har trukket Giroen til øen, senest i både 2017, 2018 og 2020 og nu også i 2022.

Det har derfor været en slet skjult ambition, at øen gerne vil bruge den internationale cykelscene som en markedsføringsplatform, og derfor har der længe været et håb om, at øens cykelstolthed, Giro di Sicilia, kunne genskabes. Alligevel er det gået hurtigere, end man kunne have ventet, for da UCI i efteråret 2018 offentliggjorde kalenderen, var der endnu slet ikke tale om arrangementet. I begyndelsen af 2019 gik det imidlertid stærkt, og efter at den første uofficielle bekræftelse kom i februar, kunne man i marts bekræfte, at UCI havde genåbnet kalenderen for at give plads til det gamle løb. Det skete, da det lykkedes myndighederne at få selveste RCS med ombord, og det lykkedes at lave en aftale, der både indebar, at de magtfulde arrangører stod for genskabningen af etapeløbet, og at øen skulle være vært for Giro-starten i 2021 - et værtskab, der grundet corona blev fremrykket til 2020.

Der var tale om lidt af et comeback, for vi skulle helt tilbage til 1977 for at finde den seneste udgave af den sicilianske rundtur. Løbet har nemlig levet en meget omtumlet tilværelse, og selvom der har været flere løb på Sicilien - blandt andet har forgængeren til Coppi e Bartali tidligere været afviklet på øen - har etapeløbet kun været afviklet få gange. Første gang var helt tilbage i 1907, men frem til afslutningen på 2. Verdenskrig lykkedes det kun at afvikle i alt syv udgaver. I 1948 kom det tilbage på kalenderen og blev herefter med 1952 som undtagelse afviklet hvert år frem til og med 1960, inden det igen forsvandt på kalenderen. Det blev genoplivet i 1973, 1974 og 1977, endda med prominente vindere som Roger de Vlaeminck og Giuseppe Saronni, men i mere end 40 år blev det ikke afviklet.

Det er det altså lykkedes RCS og de lokale myndigheder nu at ændre på, og i al hast lykkedes det at stable et 2.1-løb over fire etaper på benene. Det gik stærkt. Først i anden halvdel af marts blev ruten præsenteret, og derfor kunne det da heller ikke undre, at det var lidt vanskeligt at få mange af de store hold til at deltage i den første udgave. Således var det kun det mest italienske af WorldTour-holdene, nemlig UAE, der var med fra det fineste selskab, og derfor udgjordes det første felt primært af prokontinenal- og kontinentalhold. Det var dog muligt at få flere udenlandske mandskaber til start, og løbet havde således sikret sig et vist internationalt tilsnit.

Ambitionerne er store. Det kan godt være, at starten blev moderat, men med en aftale om international tv-dækning på Eurosport havde man sikret, at løbet med det samme fik god eksponering. Med en plads i en uge, hvor der i alt væsentligt kun afvikles brostensklassikere med Flandern Rundt som højdepunktet, havde man fundet en god plads, som burde kunne tiltrække ryttere, der jagter forberedelse inden enten Giroen eller ardennerklassikerne. Ganske vist foretrækker mange at køre de større løb på stigningerne i enten Baskerlandet eller Catalonien i samme periode, men for ryttere, der foretrækker mindre stress, kan Giro di Sicilia være et alternativ, ikke mindst for ryttere med blik på Giroen, på samme måde som Coppi e Bartali i hvert fald i perioder har været det.

Den rolle bliver måske endnu tydeligere nu, hvor løbet i 2022 er tilbage på sin plads i april efter en aflysning af åbenlyse årsager i 2020 og en udsættelse til efteråret i 2021. Nu afvikles løbet nemlig to uger senere i en anden af aprils mindre travle uger, og mens sprinterne altid vil foretrække at finde formen i Tour of Turkey, der køres samtidig, burde der være basis for, at nogle ryttere fremover vil rejse til Sicilien i stedet for at vente til Tour of the Alps, der i den efterfølgende uge ellers er den normale Giro-forberedelse for mange af topkandidaterne. Foreløbig kniber det dog lidt med den ambition, for mens man i efterårsudgaven i 2020 kunne præsentere fem WorldTour-hold og store internationale stjerner som Vincenzo Nibali, Alejandro Valverde, Chris Froome og Romain Bardet, er man til den tredje udgave nede på bare tre hold fra bedste række, og Nibali er det eneste absolutte topnavn til start.

Det er ikke mærkeligt, at man allerede i 1907 fik den ide at arrangere et cykelløb på Sicilien. Med et terræn, der både byder på flade kystveje, kringlede veje i kuperet terræn samt et rigtigt bjerg i form af vulkanen Etna, har øen alt, hvad et cykelhjerte kan begære. Det var da også hele øens alsidighed, der blev vist frem i den første udgave, der bød på sprinteretaper, etaper i klassikerterræn samt ikke mindst en stor bjergfinale på Etna. Den bjergfinale var ganske vist ikke med sidste år, men dele af vulkanen skulle stadig bestiges på en rute med muligheder for de fleste ryttertyper, og i år er den store bjergafslutning på programmet igen.

Sidste år blev løbet som sagt afviklet i efteråret, og her fik arrangørerne et drømmescenarium. Efter en lang og meget svær krise lykkedes det nemlig lokale Vincenzo Nibali at bryde mere end et års sejrstørke ved at køre fra alt og alle på Etna og derefter bruge sine gode nedkørselsevner til at vinde kongeetapen, detronisere Alejandro Valverde, der ellers havde vundet den forudgående puncheuretape, og tage en meget populær samlet sejr på sin hjemø med 46 sekunder ned til Valverde og 49 sekunder ned til Alessandro Covi. Nibali håber på, at løbet igen kan hjælpe ham med at overvinde en krise, når han vender tilbage for at forsvare titlen, men denne gang skal han finde nye rivaler, da hverken Valverde eller Covi deltager denne gang.

 Livestream Tour of Turkey, Giro di Sicilia og Brabantse Pijl uden afbrydelser

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Ruten

Sicilien byder som sagt på alt det terræn, et cykelhjerte kan begære, og derfor lykkedes det RCS at sammensætte en spændende og alsidig rute til den første udgave af det genopstandne løb. Således var der i 2019 både terræn for sprinterne, en etape i klassikerterræn og ikke mindst naturligvis en stor finale på øens mest ikoniske vartegn, vulkanen Etna.

Mange havde nok troet, at bjergfinalen på Etna ville være et fast element i løbet, men sådan blev det ikke. Til den anden udgave udgik den store bjergetape nemlig, og det skabte et mere åbent og uforudsigeligt cykelløb, at kongeetapen nu sluttede med en delvis opkørsel ad vulkanen efterfulgt af en nedkørsel. Derudover var der igen lidt for alle med to sprinteretaper og en puncheuretape som opvarmning til kongeetape.

I år vender bjergafslutningen på Etna tilbage, og den vil igen være den store finale på løbet, når den runder en kort og intens sidste etape, der byder på 3500 højdemeter over bare 140 km, af, og da man denne gang benytter en vanskeligere opkørsel end for tre år siden, er der næppe tvivl om, at Giro di Sicilian som i 2019 er et løb for de rene klatrere. I det hele taget er der tale om den vanskeligste udgave hidtil, for selvom der kun er én rigtig bjergetape, er der heller ikke meget for sprinterne.

De har ellers fået to chancer i de første to udgaver, men denne gang er der kun én mulighed. Den kommer allerede på 1. etape, hvor man blot kører fladt hen langs den sicilianske nordkyst, hvor kun vinden kan true en spurt i den let stigende finale. Derefter bevæger man sig imidlertid ind i det kuperede indre med to stærkt kuperede og meget uforudsigelige etaper, der byder på masser af højdemeter, men også kun jævne bløde opkørsler.

Den sværeste af de to er 2. etape, hvor en længere stigning efterfulgt af en rampe op til mål lægger op til en puncheurafslutning for de klatrestærke folk, inden 3. etape er en anelse letter, men til gengæld byder på en sen og stejl bakke, der kan bruges som afsæt for angreb inden et let stigende opløb, og som måske kunne være en chance for et udbrud. Ingen af de to etaper ventes dog at blive altafgørende, da det hele slutter fredag med det store slag på Siciliens cykelvartegn, Etna.

1. etape

En stor del af Sicilien er kuperet, men øen byder også på smukke kyststrækninger i fladt terræn. Derfor har løbet mulighed for at give chancer til alle ryttertyper, og ligesom i de to forudgående udgaver vil det formentlig være sprinterne, der får den første chance. Åbningsetapen er denne gang nemlig usædvanligt flad efter siciliansk standard, når der skal køres en flad tur hen langs nordkysten, og dermed synes det kun at være vinden, der kan stå i vejen for en indledende massespurt, som dog vil finde sted i et stigende opløb.

I alt skal der tilbagelægges hele 199,0 km, der fører feltet fra Milazzo til Bagheria, der er tale om to byer, der begge ligger ved den sicilianske nordkyst, og hele dagen tilbringes på kystvejen. Først kører man fladt mod sydvest, inden man drejer mod nordvest for at passere den kategoriserede stigning Tindari (5,6 km, 3,4%), der efter to næsten flade kilometer stiger med 4-5% frem mod toppen, som rundes efter 25,3 km. En lidt kringlet nedkørsel leder mod vest, inden det får mod først nordvest og siden sydvest ad kystvejen, der aldrig er helt flad, men kun går ganske let op eller ned.

Senere bliver den en smule fladere, inden en bakke leder op til byen Santo Stefano di Camastra, som passeres efter 106,4 km, inden det bliver stort set helt fladt, når man kører videre mod vest hen langs vandet. Der er en lille bakke, når man kører mod nordvest ind til Cefalu, som passeres efter 139,6 km, inden det går helt fladt mod sydvest og vest frem til Termini Imerese, hvor dagens spurt kommer på toppen af en bakke (1,5 km, 5,1%) efter 174,1 km. Derfra går det ad den flade kystvej videre mod nordvest, idet man med 16 km igen rammer bunden af en ganske lille bakke, hvorefter det falder let ned til Casteldaccia, der passeres med 6,6 km igen. Herefter begynder det at stige let, mens man kører mod nord, inden man forlader vandet ved at køre mod nordvest ind til centrum af Bagheria, stadig igennem let stigende terræn. Man drejer skarpt ved 5 km-mærket og derefter igen to gange i rap med 2,4 km igen, hvorefter vejen bugter sig frem mod et sidste skarpt sving bare 350 m fra stregen. Den tredjesidste kilometer stiger jævnt med 1,7% i snit, den næstsidste kilometer med bare 0,1% og den sidste kilometer med 1,9% i snit, men det snyder en anelse, da det er fladt frem til de sidste 500 m, der stiger med knap 4%.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Etapen byder på i alt 1623 højdemeter.

Det kan være relativt blæsende på Sicilien, og derfor skal man ikke afvise, at vinden kommer i spil. Der ligger dog også mange byer ved nordkysten, og derfor vil det formentlig ikke blive farligt. Det er sprinternes eneste chance, og selvom der ikke er mange af dem i løbet, må man formode, at de vil sørge for at sikre en spurt i den stigende finale, der stiger nok til, at det kan gøre en forskel.

Bagheria har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

2. etape

Efter en dag, der hovedsageligt blev tilbragt langs vandet, skal feltet på andendagen ind i Siciliens kuperede indre, og så ændrer terrænet sig prompte. Over en kort distance bydes på næsten 2500 højdemeter, men de opnås hovedsageligt ad jævne opkørsler, der aldrig bliver stejle. Slutteligt leder en 5%-stigning og til målbyen, hvor der venter en blød bakke op mod målet, og dermed burde der være lagt op til et opgør mellem løbets puncheurs, hvis ikke det i et felt uden mange stærke hold lader sig gøre at komme med angreb i finalen.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Med en distance på 152,0 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Palma di Montechiaro til Caltanisetta. Startbyen ligger på den sicilianske sydkyst, og man starter med at køre igennem fladt terræn mod sydøst og øst hen langs vandet. Efter 32,1 km drejer man imidlertid mod nord for at sno sig ind gennem det kuperede indre, og det betyder, at det begynder at stige let. Der venter således 12,8 km med 2,6%, inden man runder toppen efter 48,1 km, hvorefter man kører mod øst og nordøst ad et relativt fladt plateau. Kort efter drejer man mod nord for at køre op ad en bakke (3,4 km, 3,6%), på hvis top dagens spurt kommer efter 66,3 km.

Efter spurten leder en kringlet nedkørsel mod vest og nord, inden man kører mod nordøst ad et langt, let stigende stykke, der slutter med 3,3% over 5,3 km. Toppen rundes efter 86,9 km, inden en kort nedkørsel leder videre mod nordøst. Lynhurtigt rammer man endnu en bakke (3,9 km, 5,0%) med top efter 93,9 km, inden man kører videre mod nord ad et let kuperet plateau frem til byen Enna. Her vender man rundt for at køre mod syd op ad dagens kategoriserede stigning (4,3 km, 6,1%), der midtvejs har 2 km med ca. 7%, inden man efter 117,4 km runder toppen.

De sidste 34,6 km, indledes med en teknisk nedkørsel, som leder mod syd, inden det falder over et langt stykke mod sydvest. Med 8,5 km igen drejer man mod nordvest og senere vest ind på en jævn stigning (5,4 km, 5,0%), der leder frem mod målbyen. Toppen nås med 3 km igen, hvorefter det begynder at falde let mod sydvest. Med 2 km igen kører man rundt i en snegl, inden det falder let videre mod nord, idet man drejer med 1300 m og 1000 m igen. Herfra stiger det frem til et sving med 800 m igen, hvorefter det stiger ganske kraftigt over ca. 300 m med et maksimum på 10%, inden et sving leder ind på de sidste 500 m, hvor bakken flader betydeligt ud, så den sidste kilometer i gennemsnit stiger med 5,5%.

Etapen byder på i alt 2351 højdemeter.

Etapen er svært kuperet, men bakkerne er ganske bløde. Det er ikke for alvor terræn til at gøre forskelle, og afgørende angreb skal formentlig vente til den sidste stigning. Den er temmelig blød, men mangler der hold til at kontrollere, kan man måske alligevel snyde feltet. Mest sandsynligt er det dog, at vi får en puncheurspurt på den sidste lille rampe op til målet.

Caltanisetta har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

3. etape

Efter den første kuperede etape venter en dag, der minder meget om den foregående. Igen skal man en tur gennem det kuperede indre, hvor det går op eller ned det meste af tiden, men denne gang er stigningerne endnu blødere. Det hele slutter med en stejl lille bakke, der måske kan bruges til angreb fra løbets puncheurs, inden et let stigende opløb lægger op til en spurtafgørelse blandt netop denne ryttertype, hvis da ikke et udbrud får lov at løbe med sejren på en dag, hvor mange vil have blikket rettet mod fredagens kongeetape.

I alt skal der tilbagelægges 171,0 km mellem Realmonte og Piazza Armerina. Igen startes der helt nede på den sicilianske sydkyst, hvorfra man kører mod øst og sydøst igennem let kuperet terræn nær havet. Kort efter drejer man dog væk fra vandet for at køre mod nordøst op ad dagens kategoriserede stigning Naro (15,6 km, 2,6%), der bare er en lang, jævn opkørsel helt uden stejle procenter. Toppen rundes efter 34,4 km, inden man kører mod nordøst ad et let kuperet plateau. Det let kuperede terræn fortsætter, når man efter 44,9 km drejer mod sydøst, inden man rammer en skarpere nedkørsel, som ender efter 69,8 km.

Nu går det op ad bakke (4,7 km, 3,0%), som har top efter 74,5 km, inden det går videre ad et plateau, der kun er ganske let kuperet. Herefter følger et længere stykker, der generelt er faldende, inden man efter 108,2 km drejer mod nordøst, hvorefter det begynder at stige let frem mod byen Caltagione, idet det stigende terræn afbrydes af to nedkørsler, inden det slutteligt stiger let mod sydøst ind til byens centrum, hvor dagens spurt kommer på toppen efter 140,2 km. Her vender man rundt for at kører mod nordøst ad et plateau, der kun er ganske let kuperet.

Med 14,3 km drejer man mod nord, og herfra stiger det let stort set hele vejen til mål. Efter et stykke på 1,3 km med 4,9% venter der med 9 km en kort nedkørsel, inden man rammer en stejl bakke (1,3 km, 8,4%), der har top bare 4 km fra stregen. Herefter fladt det ud over en kilometer, inden det stiger over de næsten 1500 m med ca. 5%. En nedkørsel leder ned til de sidste 500 m, hvorefter det begynder at stige let fem mod de sidste 200 m, der er flade. Hele tiden gå det ad en let snoet vej med et blødt sving med 2700 m igen og igen med 1300 m igen, hvorefter vejen er helt lige.

Etapen byder på i alt 2806 højdemeter.

Da den foregående etape kan have skabt visse forskelle, er det ikke udelukket, at et udbrud har en chance på en etape, der er uden oplagt favorit, men det er også muligt, at nogle af feltets puncheurs vil gå efter etapen. Terrænet er generelt ikke specielt svær, men den lille bakke i finalen er stejl og det perfekt afsæt til et sent angreb. Den kan meget vel skabe en lille gruppe, som med godt samarbejde kan undgå en regruppering, eller som kan være afsæt til en taktisk finale, hvor man måske kan have held til at snige sig væk, men hvor en spurt for feltets puncheurs ligner det sandsynlige scenarium.

Piazza Armerina har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

4. etape

Da løbet blev genstartet for to år siden, kulminerede det hele ganske naturligt med en fascinerende bjergafslutning på Siciliens cykelstolthed, vulkanen Etna. Mange havde nok regnet med, at den ville blive et fast element i løbet, men sidste år valgte arrangørerne lidt overraskende kun at køre delvist op ad vulkanen og derefter slutte med en nedkørsel. I år vender den store bjergfinale dog tilbage som afslutning på en kort og intens bjergetape med mere end 3500 højdemeter, og da man denne gang bruger en anden og vanskeligere opkørsel, end man gjorde i 2019 og vil gøre i Giroen om en måneds tid, er der lagt op til et forrygende bjergslag, der formentlig stort set alene vil bestemme, hvem der skal vinde den tredje udgave af det ”nye” Giro di Sicilia.

Med en distance på bare 140,0 km er der tale om en kort, intens etape, der fører feltet fra Ragalna til toppen af Etna, denne gang via den side, der er kendt som Piano Provenzana. Starten er ikke alt for svær, idet man følger generel let stigende terræn mod nordvest og nord frem til byen Bronte, der nås efter 23,2 km. Her drejer man mod nordøst for at køre op ad en bakke (2,3 km, 6,6%), inden det stiger let frem til Maletto, som passeres efter 28,1 km. Nu begynder det at falde let videre mod nordøst ned til byen Randazzo, der passeres efter 39,3 km i etapens nordligste punkt. Her drejer man mod syd for at køre op ad en kort bakke (2,3 km, 5,4%), inden det går mod øst ad et fladt plateau. Kort efter begynder det at falde let mod øst og senere sydøst ned til byen Piedmonte Etneo.

Den signalerer starten på den vanskelige del, når man kører mod sydvest op ad den kategoriserede Contrada Giuliana, der bare er en del af turen op ad Etna. Den stiger med 5,0% over 10,9 km, men skal deles i to med 8 km, der er relativt jævne med ca. 6% og siden 2,9 km med bare 1,5% frem mod toppen, som rundes efter 78,4 km. Nu leder en lang og ikke kun ganske kortvarigt teknisk nedkørsel mod syd og nordøst hele vejen ud til kystbyen Mascali, hvor dagens spurt køres efter 101,9 km.

Herfra indledes helvede, da de sidste 38,1 km stort set alle er stigende. Man drejer nemlig mod øst for atter at køre op ad Etna, idet man har delt opkørslen i to. Først gælder det den kategoriserede stigning Contrada Giuliana (11,3 km, 6,0%), der stiger jævnt med 7,2% over de første 5,35 km, inden der venter et plateau over 1500 m og slutteligt en jævn opkørsel med 6,4% over de sidste 4,5 km frem mod toppen, som rundes efter 117,5 km.

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

Herefter falder det let mod syd, inden man kører mod nordvest hele vejen det sidste stykke op ad Etna. Det sker via en stigning, der over 17,4 km stiger med 7,3% og skal deles i tre. De første 11,65 stiger således relativt jævnt med 6,7%, inden der venter 2,85 km, der først stiger let og siden er faldende. Slutteligt rammer man en 3,25 km lang rampe op mod mål, hvor det stiger med stiger relativt jævnt med 8,5% i snit og med et maksimum på 13% med 1500 m igen, idet det dog flader lidt ud med ca. 5% over de sidste 750 m. Hele stigningen går det ad en snoet bjergvej, der over de sidste 750 m kun bugter sig meget let mod højre.

Etapen byder på i alt 3562 højdemeter.

Modsat sidste år, hvor den faldende finale gjorde det hele mere åbent, er der denne gang ikke megen hokuspokus over Etna-etapen. De har valgt en af de sværere opkørsler, hvo særligt de sidste 3 km er vanskelige, og i et felt med meget stor niveauspredning lægger det op til, at en lille udsøgt af klatrere skal afgøre det mellem sig i et udskilningsløb, som vi så det for tre år siden. Vinden er dog altid en faktor på den golde orkan, og står den forkert, kan det lægge en dæmper på selektionen.

Etna blev senest besøgt af løbet i 2019, hvilket gav sejr til Guillaume Martin foran Fausto Masnada og Dayer Quintana, idet der dog blev benyttet an anden opkørsel. Derudover har vulkanen fra forskellige sider flere gange været mål for Giroen i de seneste år. Det skete senest i 2020, hvor man benyttede netop denne opkørsel, og hvor Jonathan Caicedo tog en udbrudssejr foran Giovanni Visconti og Harm Vanhoucke, mens Joao Almeida overtog førertrøjen. I 2018 gik Esteban Chaves overraskende i det tidlige udbrud for siden at blive hentet af Simon Yates, så de to Mitchelton-ryttere kunne tage en dobbeltsejr med etape til Chaves og førertrøje til Yates. Også i 2017 var man forbi, og her tog Jan Polanc karrierens anden etapesejr, da det efter et langt udbrud akkurat lykkedes at holde favoritterne bag sig. I 2011 slog Alberto Contador lille Jose Rujano i en spændende duel, men den sejr har han siden fået frataget grundet sin clenbuterol-dom, og derfor er Rujano i dag officielt noteret som vinder.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

 Livestream Tour of Turkey, Giro di Sicilia og Brabantse Pijl uden afbrydelser

Favoritterne

Da løbet efter sit lange fravær gjorde comeback i 2019, var det ganske let at fortolke. En stor bjergfinale på Etna gjorde, at der var lagt op til, at løbet ville blive vundet af den bedste klatrer, og at kongeetapen ville blive stort set altafgørende. Det gjorde det til en ganske let optakt at skrive, for det handlede i alt væsentligt om at vurdere forholdet mellem rytterne klatreevner og form.

Alligevel viste det sig, at det sicilianske terræn var langt mere uforudsigeligt. Brandon McNulty udnyttede elendigt vejr til at køre solo på den kuperede mellemetape inden kongeetapen, og selvom han bestemt viste sig som en af de stærkeste på Etna, hvor han blev nr. 4, viste det sig, at kongeetapesejren ikke var nok for Guillaume Martin til at vinde løbet samlet, som man ellers kunne have forventet.

Det viser, at man skal passe på med at undervurdere det sicilianske terræn, der i det indre af øen består af dårlige og ekstremt snoede veje, der går op og ned det meste af tiden. Mulighederne for at gribe sicilianske løb offensivt an eksisterer altid, og det kan McNulty mere end nogen anden skrive under på.

Sidste år blev det hele endnu mere uforudsigeligt af fraværet af Etna-etapen, men i år er det igen enklere. Selvom vi blev ”snydt” for tre år siden, taler meget for, at tilbagekomsten af den golde vulkan vil sikre, at det bliver løbets bedste klatrer, der vinder.

Løbets åbningsetape bliver i hvert fald ikke farlig. Vinden bliver ubetydelig, og da der faktisk er overraskende mange sprintere i et felt med kun én sprinteretape, burde det være stensikkert, at den ender i en massespurt. Det er de to efterfølgende etaper, der måske kan kaste lidt grus i maskineriet for de ryttere, der bare vil vinde løbet på Etna.

Det er heller ikke umuligt, at det kan ske. Bakkerne på 2. etape er for bløde til at skabe forskelle, men i et felt med få hold til at kontrollere, kan det blive taktisk. Det er markant, at både landsholdet og Intermarché har nogle stærke hold med flere kandidater, og ender der med at køre en gruppe med de to hold, kan de måske holde hjem og vinde lidt uventet tid. Mest sandsynligt er det dog, at det ender i en puncheurspurt, hvor der for en eksplosiv herre måske kan være lidt bonus at hente, og hvor der måske kan opstå enkelte små huller.

Læs også

Følg en vild onsdag med stejle mure i både Italien og Belgien

Torsdagens etape er nemmere, men her kan der være en større chance for faktisk at gøre en forskel. Et udbud kan meget vel løbe med sejren, men uanset det kan der måske angribes på den sidste lille stejle bakke. Det er tvivlsomt, om det vil lykkes, men igen kan en af de mere eksplosive klassementsryttere måske vinde nogle sekunder her. Ellers kan der måske være bonus at hente i en spurt, men her er finalen nok lidt for let til, at de vil kunne blande sig med mere spurtstærke folk, da der blandt klassementsrytterne ikke er mange hurtige folk. Der er altså muligheder for måske at vinde lidt tid inden Etna, men det skal være via taktik eller punch og spurtstyrke.

Vejret er også en faktor. Som sagt bliver det ikke blæsende tirsdag, men det gør onsdagen. Vi har dog tidligere set, at sidevind aldrig er et tema i det sicilianske indre, men den kraftige østenvind vil gøre finalen hårdere, da der vil være medvind på den lange stigning. Endnu værre bliver det torsdag, hvor det vil være ekstremt blæsende med styrker på knap 40 km/t. Igen siger min historik mig dog, at det ikke vil spille en rolle, selvom der vil være sidevind over de sidste kilometer ind mod mål. Slutteligt er vindretningen altid helt afgørende på Etna, der er meget gold. Den vil være aftaget kraftigt til fredagen, men med-, side- og sidemedvind på hele bjerget burde vi få en selektiv finale.

Sidstnævnte bidrager også til, at jeg tror på, at kongeetapen vil være så svær, at den bør kunne udligne de små forskelle, der eventuelt kan komme de foregående dage. De kører den fra en stejlere side end i 2019, og de sidste 3 km er meget svære. Her vil der endda være direkte medvind, og selvom 2019 viste os noget andet, vil bud være, at vinderen på Etna vil vinde samlet. Med 3500 højdemeter over 140 km og et finalebjerg, der reelt er næsten 40 km langt, bør det i et felt med meget få stærke hold blive meget selektivt og et løb for rene klatrere.

Som sagt ser jeg det først og fremmest som en duel mellem landsholdet og Intermarché, og jeg vælger at pege på Damiano Caruso. Da han ikke skal køre Giro og ikke har kørt løb siden Sanremo, er hans form ukendt, men han var overraskende god i Tirreno, hvor han blev nr. 5 på kongeetapen. Han er ellers kendt som en langsom starter, men uden Giroen på programmet tyder det på, at han satser på forårets etapeløb. Tour de Romandie burde være hans næste mål, og det vil derfor undre mig, hvis ikke han er nogenlunde lige så stærk som i Tirreno. Er det tilfældet, bør han være den bedste klatrer her. Han har også et brølstærkt hold, og faktisk er han formentlig også fortsat den hurtigste og mest eksplosive af klassementsrytterne, så hvis nogen får glæde af bonus undervejs, vil det være ham. Det er dog først og fremmest på Etna, at jeg tror, at han sikrer sig karrierens første samlede sejr i et etapeløb.

Hans værste rival kunne være Domenico Pozzovivo . Den lille italiener har leveret endnu et af sine mange stærke comebacks i denne sæson. Trods begrænset forberedelse grundet den sene kontrakt var han med det samme konkurrencedygtig i Andalusien, Laigueglia og ikke mindst i Tirreno, hvor han blev nr. 13. Her kunne han ikke matche Caruso, men grundet den sene sæsonforberedelse bør han være bedre nu, også fordi Giroen er hans store mål. Pozzovivo kører altid stærkt i forberedelsen til Giroen, hvor han har en skræmmende god historik i Tour of the Alps. Hvor god han stadig er, er lidt tvivlsomt, men finder han benene fra Burgos kan han vinde dette løb.

Intermarché har en anden kandidat i Louis Meintjes. Sydafrikaneren rejste sig stærkt sidste år, hvor han i Vueltaen endelig fandt et niveau, der mindede om det, han havde engang. I år startede han egentlig pænt i UAE Tour, hvor han kom til start efter en lang sygdomsperiode, men endte som samlet nr. 17. Til gengæld skuffede han meget i Catalonien. Det endte dog også som et relativt eksplosivt løb, og det passer slet ikke til en dieselklatrer uden punch. Det gør denne 40 km lange målstigning til gengæld, og Meintjes kunne vel ikke få en bedre afslutning. Til gengæld skal han nok bruge Vuelta-niveauet for at slå Caruso, og det er tvivlsomt, om han har det nu. Holdet har også Simone Petilli, der imponerede så stort i Strade Bianche, og Georg Zimmermann. I dette felt vil de formentlig ende langt fremme, men jeg ser dem ikke som vindere, da stigningen i hvert fald bør være for lang for Zimmermann.

Sidste års løb endte i en meget følelsesladet sejr til Vincenzo Nibali, der brød mere end et års sejrstørke på sin hjemmebane. Han drømmer om at forsvare titlen, og det er heller ikke helt umuligt. Han er slet ikke ved fordums styrke, men i dette felt bør han gøre det godt. Han havde en katastrofestart med sygdom i tide og utide og meldte sig selv i elendig form inden Coppi e Bartali. Alligevel endte han løbet som en hæderlig nr. 11. Han vil være bedre nu, og selvom jeg har svært ved at se ham slå Caruso, bør han køre med om sejren. Astana har også Andrey Zeits. Han er langt fra fordums styrke, men han kørte så godt i Baskerlandet, at han skal ende fornuftigt i dette felt. Valerio Conti er til gengæld formsvag, og selvom han har imponeret i år, så vi i Coppi e Bartali, at Juan Carlos Lopez vil være en anelse overmatchet her.

Trek kommer med et sprinterhold til et løb nærmest uden sprinteretaper, men de har Kenny Elissonde til klassementet. Franskmanden synes dog at have været ude med sygdom, da han havde en lang løbspause inden Baskerlandet, hvor han var temmelig langt fra sit bedste niveau. Han ramte dog udbruddet i den brutale indledning på 4. etape, og selvom han kom til kort, hang han også på ganske længe i en stærk gruppe. Niveauet rækker ikke til at vinde, men i et rent bjergløb som dette bør han være med fremme i dette felt. Holdet har også Jacopo Mosca , der vel klatrer så godt, at han kan ende hæderligt.

Drone Hopper kommer med Jefferson Cepeda . Vi så sidste år i Tour of the Alps, at hans topniveau rækker til en topplacering i dette løb, men det har været sløjt i år. Han blev bare nr. 19 i Coppi e Bartali, men der er håb at hente i stigningens karakter. Det var på de eksplosive etaper, han havde det svært i både Coppi e Bartali og Tirreno, mens han blev hhv. nr. 10 og 32 (i skrapt selskab) på de to kongeetaper. Det er klart, at det niveau ikke rækker til at vinde dette løb, men han bør gøre det bedre på et langt bjerg - særligt fordi han forhåbentlig har forbedret sig. Drone Hopper har også Daniel Munoz og Simone Ravanelli, der burde kunne begå sig i dette felt, men særligt Munoz har skuffet fælt i år. Han har dog haft en lang pause til at forbedre sig. Den fjerde klatrer, Juan Diego Alba, har stadig ikke det niveau, man kunne have drømt om i sin tid.

Er Diego Rosa på vej tilbage? Italieneren har været igennem en lang krise, men der var lys i Tirreno, hvor han både angreb og endte som nr. 27 på kongeetapen. Hvor han står nu, aner vi ikke, og han er pr. definition en lottokupon. Hans 2021-sæson tilsiger, at han skal falde helt igennem, men har han niveauet fra Tirreno, kommer han meget langt i dette felt. Eolo har også Edward Ravasi, som et forhåbentlig konkurrencedygtigt alternativ. Han har dog været syg i optakten til sæsonen og har i sine få løb ikke imponeret voldsomt. Han bør dog have forbedret sig og ende pænt i dette felt. Endelig har holdet Alessandro Fancellu, men han manglede stadig for meget i sine seneste løb.

Landsholdet er mere end bare Caruso. Nicola Conci havde et forfærdeligt 2021, men han er kommet stærkt tilbage, nu hvor han kæmper for en kontrakt grundet suspenderingen af Gazprom. Han blev nr. 10 i Coppi e Bartali, men han så desværre ud til at tabe niveau gennem løbet og skuffede i Larciano. Han er temmelig svingende og derfor lidt af et wildcard, og derudover er denne stigning nok for lang til for alvor at passe ham. Hans niveau fra marts bør dog føre ham langt her.

Svingende har Alessandro Verre mildt sagt også været, men den unge klatrer synes allerede at have et højt niveau, når han rammer det. Det så vi med hans 8. plads på kongeetapen i Besseges, og han var også en af de bedste i Larciano. Hans mange udsving gør ham svær at spå om, men han burde kunne være med i dette løb, hvor en lang stigning også burde passe ham bedre end det, han hidtil har været udsat for. Landsholdets sidste kort er Cristian Scaroni. Han blev nr. 12 i Coppi e Bartali, men også her fik vi bekræftet, at han nok er lidt bedre i eksplosivt terræn end på længere stigninger. Jeg glæder mig til at se ham på et rigtigt bjerg. Den sidste klatrer er Giovanni Carboni, der burde elske Etna, men hans formkrise er fortsat ind i denne sæson.

Jeg tror ikke rigtigt på de øvrige professionelle hold. Bardiani skal prøve med Luca Covilli og måske Omar El Gouzi, men de har manglet for meget indtil nu. Human Powered Health har Keegan Swirbul, men han har intet vist i år, og stigningerne er for svære for Kristian Aasvold og Ben King.

Kontinentalholdene får det svært, men Maximilian Stedman blev nr. 25 i Coppi e Bartali kan gøre det pænt, måske støttet af Paul Double, der endelig er ved at finde lidt form. Hos Biesse-Carrera har Andrea Garosio klatret hæderligt, mens det hos Colombia Tierra de Atletas er værd at holde øje med German Dario Gomez. Hos Friuli handler det om formstærke Fran Milholjevic, og hos Giotti om Alessandro Monaco. Endelig kan Federico Guzzo måske lave et resultat for Zalf, mens EF skal satse på Fabio Christen.

***** Damiano Caruso

**** Domenico Pozzovivo, Louis Meintjes

*** Vincenzo Nibali, Kenny Elissonde, Jefferson Cepeda, Diego Rosa, Nicola Conci

** Alessandro Verre, Edward Ravasi, Simone Petilli, Cristian Scaroni, Andrey Zeits, Georg Zimmermann

* Daniel Munoz, Simone Ravanelli, Giovanni Carboni, Luca Covilli, Maximilian Stedman, German Dario Gomez, Juan Carlos Lopez, Alessandro Fancellu, Jacopo Mosca, Ben King, Keegan Swirbul, Andrea Garosio, Fabio Christen, Paul Double, Fran Milhojevic, Federico Guzzo, Alessandro Monaco

Danskerne

Matias Nordal testes igen på højt niveau hos Biesse-Carrera og skal vel køre offensivt samt støtte Andrea Garosio.

 Livestream Tour of Turkey, Giro di Sicilia og Brabantse Pijl uden afbrydelser