Optakt: Giro di Sicilia

STREAM GIRO DI SICILIA, BRABANTSE PIJL OG AMSTEL GOLD RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Siden finanskrisens indtog i 2008 har det været trist at være vidne til udvikling i italiensk cykelsport. Den engang så righoldige endagskalender i støvlelandet er reduceret til næsten det rene ingenting, og det er næsten kun de få løb, der arrangeres af enten Giro-arrangørerne fra RCS Sport eller den stærke arrangørorganisation GS Emilia, der har kunnet holde sig oven vande. De mange etapeløb, der tidligere blev afviklet enten i første del af sæsonen eller i sensommeren er også næsten alle væk, og i dag har landet blot fire større etapeløb tilbage. Meget bedre ser det ikke ud på holdsiden, hvor landet mistede sit sidste WorldTour-mandskab, da Lampre trak sig og sponsoratet af det hæderkronede hold røg på italienske hænder, og i dag er man således efterladt med bare tre professionelle hold, der alle hører til på næsthøjeste niveau.

Over en tiårig periode har det således været småt med lyspunkterne. Enkelte endagsløb er ganske vist blevet genskabt, nogle få har overlevet, og det er lykkedes for RCS med det samme at gøre Strade Bianche til en af de mest prestigiøse klassikere. I 2018 var der også glædeligt nyt, da det lykkedes en ny organisation at skabe det meget ambitiøse Adriatica Ionica Race, der efter en pæn start på sigt skal udvikle sig til et storløb, som fører feltet fra Italien gennem Balkan ned til en afslutning i Grækenland, men som i første omgang er et rent italiensk foretagende.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I lyset af tingenes triste tilstand vakte det derfor stor glæde, da de første rygter om genskabelsen af Giro di Sicilia begyndte at løbe i 2019. Sicilien var i mange år vært for flere italienske løb, særligt først på sæsonen, men ligesom i resten af Italien er de alle forsvundet. Alligevel har øen fastholdt sin position som lidt af et cykelmekka, som mange professionelle har brugt til højdetræningslejre på Etna, ligesom myndighederne også i de senere år med stigende hyppighed har trukket Giroen til øen, senest i både 2017, 2018, 2020 og 2022.

Det har derfor været en slet skjult ambition, at øen gerne vil bruge den internationale cykelscene som en markedsføringsplatform, og derfor har der længe været et håb om, at øens cykelstolthed, Giro di Sicilia, kunne genskabes. Alligevel er det gået hurtigere, end man kunne have ventet, for da UCI i efteråret 2018 offentliggjorde kalenderen, var der endnu slet ikke tale om arrangementet. I begyndelsen af 2019 gik det imidlertid stærkt, og efter at den første uofficielle bekræftelse kom i februar, kunne man i marts bekræfte, at UCI havde genåbnet kalenderen for at give plads til det gamle løb. Det skete, da det lykkedes myndighederne at få selveste RCS med ombord, og der blev lavet en aftale, der både indebar, at de magtfulde arrangører stod for genskabningen af etapeløbet, og at øen skulle være vært for Giro-starten i 2021 - et værtskab, der grundet corona blev fremrykket til 2020.

Der var tale om lidt af et comeback, for vi skulle helt tilbage til 1977 for at finde den seneste udgave af den sicilianske rundtur. Løbet har nemlig levet en meget omtumlet tilværelse, og selvom der har været flere løb på Sicilien - blandt andet har forgængeren til Coppi e Bartali tidligere været afviklet på øen - har etapeløbet kun været afviklet få gange. Første gang var helt tilbage i 1907, men frem til afslutningen på 2. Verdenskrig lykkedes det kun at afvikle i alt syv udgaver. I 1948 kom det tilbage på kalenderen og blev herefter med 1952 som undtagelse afviklet hvert år frem til og med 1960, inden det igen forsvandt på kalenderen. Det blev genoplivet i 1973, 1974 og 1977, endda med prominente vindere som Roger De Vlaeminck og Giuseppe Saronni, men i mere end 40 år blev det ikke afviklet.

Det er det altså lykkedes RCS og de lokale myndigheder nu at ændre på, og i al hast lykkedes det at stable et 2.1-løb over fire etaper på benene. Det gik stærkt. Først i anden halvdel af marts blev ruten præsenteret, og derfor kunne det da heller ikke undre, at det var lidt vanskeligt at få mange af de store hold til at deltage i den første udgave. Således var det kun det mest italienske af WorldTour-holdene, nemlig UAE, der var med fra det fineste selskab, og derfor udgjordes det første felt primært af prokontinenal- og kontinentalhold. Det var dog muligt at få flere udenlandske mandskaber til start, og løbet havde således sikret sig et vist internationalt tilsnit.

Ambitionerne er store. Det kan godt være, at starten blev moderat, men med en aftale om international tv-dækning på Eurosport havde man sikret, at løbet med det samme fik god eksponering. Med en plads i en uge, hvor der i alt væsentligt kun afvikles brostensklassikere med Flandern Rundt som højdepunktet, havde man fundet en god plads, som burde kunne tiltrække ryttere, der jagtede forberedelse inden enten Giroen eller ardennerklassikerne. Ganske vist foretrækker mange at køre de større løb på stigningerne i enten Baskerlandet eller Catalonien i samme periode, men for ryttere, der foretrækker mindre stress, kunne Giro di Sicilia være et alternativ, ikke mindst for ryttere med blik på Giroen, på samme måde som Coppi e Bartali i hvert fald i perioder har været det.

Den rolle bliver måske endnu tydeligere nu, hvor løbet for anden gang er tilbage på sin plads i april efter en aflysning af åbenlyse årsager i 2020 og en udsættelse til efteråret i 2021. Nu afvikles løbet nemlig to uger senere i en anden af aprils mindre travle uger, og mens sprinterne altid vil foretrække at finde formen i Tour of Turkey, der køres samtidig, men i år er aflyst, burde der være basis for, at nogle ryttere fremover vil rejse til Sicilien i stedet for at vente til Tour of the Alps, der i den efterfølgende uge ellers er den normale Giro-forberedelse for mange af topkandidaterne. Foreløbig kniber det dog lidt med den ambition, for mens man i efterårsudgaven i 2020 kunne præsentere fem WorldTour-hold og store internationale stjerner som Vincenzo Nibali, Alejandro Valverde, Chris Froome og Romain Bardet, var man til den tredje udgave nede på bare tre hold fra bedste række, og Nibali var det eneste absolutte topnavn til start.

Bedre er det heldigvis i år, hvor man - måske også grundet aflysningen af det tyrkiske løb - igen har fem af de bedste hold til start, og selvom man mangler et navn i Nibalis liga, kan man præsentere et felt med blandt andre Louis Meintjes, Diego Ulissi, Gerben Thijssen, Damiano Caruso, Alexey Lutsenko, Rafal Majka, George Bennett, Elia Viviani og Mark Cavendish.

Det er ikke mærkeligt, at man allerede i 1907 fik den ide at arrangere et cykelløb på Sicilien. Med et terræn, der både byder på flade kystveje, kringlede veje i kuperet terræn samt et rigtigt bjerg i form af vulkanen Etna, har øen alt, hvad et cykelhjerte kan begære. Det var da også hele øens alsidighed, der blev vist frem i den første udgave, der bød på sprinteretaper, etaper i klassikerterræn samt ikke mindst en stor bjergfinale på Etna. Den bjergfinale var ikke med i 2021, men dele af vulkanen skulle stadig bestiges på en rute med muligheder for de fleste ryttertyper, og sidste år var den store bjergafslutning på programmet igen. Etna vil naturligvis være et fast holdepunkt på ruten, men noget tyder på, at dens rolle vil være afvekslende. På 2023-ruten, der igen er ganske alsidig, indgår den i hvert fald igen tidligere på kongeetapen, som det var tilfældet i 2021.

Sidste år havde løbet sin bjergfinale på Etna, og den blev udnyttet til fulde. Den lokale helt, Damiano Caruso, havde allerede vundet en puncheuretape tidligere i løbet, og selvom han havde afleveret trøjen til den unge udbryder Fran Milholjevis på næstsidste etape, satte han sig afgørende igennem med en sejr på øens berømte vulkan. Det sikrede ham en meget populær hjemmebanesejr med 29 sekunder ned til Jefferson Cepeda og Louis Meintjes, der endte som hhv. nr. 2 og 3, mens den anden lokale helt, Vincenzo Nibali, måtte nøjes med en 4. plads. Caruso vender tilbage for at forsvare titlen, denne gang for Bahrain og ikke for landsholdet, og han vil igen være oppe mod Meintjes, men der bliver naturligvis ingen Nibali og heller ingen Cepeda, hvis nye EF-hold ikke deltager.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

STREAM GIRO DI SICILIA, BRABANTSE PIJL OG AMSTEL GOLD RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Sicilien byder som sagt på alt det terræn, et cykelhjerte kan begære, og derfor lykkedes det RCS at sammensætte en spændende og alsidig rute til den første udgave af det genopstandne løb. Således var der i 2019 både terræn for sprinterne, en etape i klassikerterræn og ikke mindst naturligvis en stor finale på øens mest ikoniske vartegn, vulkanen Etna.

Mange havde nok troet, at bjergfinalen på Etna ville være et fast element i løbet, men sådan blev det ikke. Til den anden udgave udgik den store bjergetape nemlig, og det skabte et mere åbent og uforudsigeligt cykelløb, at kongeetapen nu sluttede med en delvis opkørsel ad vulkanen efterfulgt af en nedkørsel. Derudover var der igen lidt for alle med to sprinteretaper og en puncheuretape som opvarmning til kongeetapen. Sidste år vendte bjergafslutningen på Etna tilbage som løbets store finale i en udgave, der generelt var betydeligt hårdere med blot én sprinteretape og hele to puncheuretaper.

I år kombinerer man de to seneste udgaver. Mest markant er det, at bjergfinalen for Etna ikke vender tilbage, og i stedet slutter kongeetapen, der for fjerde gang i træk også er sidste etape, med samme delvise opkørsel ad Etna og efterfølgende nedkørsel, som i 2021 var rammen om karrierens sidste sejr for Vincenzo Nibali, endda på hans hjemmebane. Denne gang er der endda et lidt længere stykke efter toppen, men til gengæld kommer den delvise tur op ad Etna som afslutning på en langt vanskeligere dag med mere end 4000 højdemeter over 216 km på en dag, og dermed er der igen lagt op til et langt mere uforudsigeligt løb end i udgaver med den klassiske bjergfinale.

Hvad der til gengæld går igen fra sidste års udgave, er, at løbet igen byder på to puncheuretaper og bare én sprinteretaper. Således åbnes løbet med en rigtig puncheurfest, når man vender tilbage til den klassiske finale i Agrigento, hvor vi kan se frem til samme eksplosive afslutning, som i 2020 gav etapesejr i Giroen til Diego Ulissi foran Peter Sagan og Mikkel Honoré, og som i 2008 gav Giro-etapesejr til Riccardo Ricco foran Danilo Di Luca og Davide Rebellin. Derefter får sprinterne deres eneste chance om onsdagen, men de får absolut intet foræret på en rute, der byder på mere end 2500 højdemeter.

Torsdag skal løbets puncheurs igen i aktion på en blandet dag, der både byder på bjerge og en lynhurtig tur hen langs kysten, hvorefter det hele rundes af med en 1200 m lang bakke, der stiger med godt 6%. Det hele kulminerer som altid med kongeetapen, der i alt sender rytterne halvanden gang op ad Etna, men denne gang altså uden mål på toppen på en voldsom dag med et hav af højdemeter over 216 km, hvor vinderen vil blive kronet efter en uforudsigelig og åben afslutning med flere forskelle udfaldsmuligheder.

1. etape

I de første tre udgaver af det genopstandne løb har det altid været sprinterne, der har fået det første ord, men i år laves der om på den tradition. Sicilien er som bekendt blevet besøgt af Giroen flere gange i de seneste år, og en af øens nyklassikere er allerede blevet puncheurspurten i Agrigento, som blev benyttet i både 2008 og 2020, hvor hhv. Riccardo Ricco og Diego Ulissi sejrede, og som også ligger tæt på det opløbs, der gjorde Luc Leblanc til verdensmester i 1994. Indtil nu har det genopstandne Sicilien Rundt ikke gjort brug af den spektakulære afslutning, men i år lægger man vejen forbi. Dermed er det de eksplosive puncheurs, der denne gang kan drømme om den første førertrøje efter en ganske let, der primært afvikles langs kysten.

Med en distance på 159,0 km er der tale om en ganske kort etape, der fører feltet fra Marsala til Agrigento. Begge byer ligger ved den sicilianske sydkyst, og det mest af sagen tilbringes på den flade kystvej. Således lægger man ud med at køre mod sydøst ned langs vandt igennem fladt terræn, indtil man efter 16,7 km når Mazara del Vallo. Her drejer man mod øst og senere nordøst for at køre ad en let stigende vej ind i landet, indtil man efter 49,4 km når frem til udkanten af Santa Ninfa. Her drejer man mod sydøst for at følge en lille nedkørsel, inden det går mod syd op ad den kategoriserede stigning Partanna (3,7 km, 4,0%), der er en helt jævn stigning med top efter 56,1 km.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Herfra får det videre mod syd ad en let faldende og helt lige vej, inden an drejer mod øst og sydøst for at køre ad en flad vej ud til kysten, der efter 94,4 km nås i byen Sciacca. Herfra følger man kystvejen mod sydøst, og den er kun ganske let kuperet. Undervejs kommer man lidt længere væk fra vandet, når det går op ad et højdedrag frem til dagens spurt, som kommer efter 127,6 km, inden en let kuperet vej leder videre mod sydøst ned til kystbyen Porto Empedocle, der nås efter 145,7 km. Herfra går det kortvarigt mod øst og sydøst ad en let stigende og siden let faldende vej, inden man drejer mod nord for at køre væk fra vandet og ind til målbyen Agrigento.

Det sker via en kategoriseret stigning, der over 3,7 km stiger med 5,3% i snot med et maksimum på 9%. Efter en let start med 3,8% over de første 500 m følger 1550 m med 6,2% og dernæst 1000 m med 6,0%, idet det generelt stiger relativt jævnt frem mod de sidste 700 m, der med 3,3% er lettere, men byde på 5,0% over de sidste 200 m. Der er en rundkørsel i bunden af bakken med 3700 m igen, hvorefter vejen bugter sig let fem til et sving med 2100 m igen. Nu er der en skarp kurve med 1600 m igen, hvorefter vejen bugter sig let frem mod et sidste sving, der leder ind på den 250 m lange og 8 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1667 højdemeter.

Vi kender finalen fra Giroens besøg i 2008 og 2020, men hårdhedsgraden varierede ret meget. I 2008 var det efter en knaldhård dag med næsten 4000 højdemeter, og her blev der faktisk gjort forskelle i spurten, så kun 19 mand var inden for 10 sekunder af vinderen, Riccardo Ricco, der sejrede forean lette folk som Danilo Di Luca og Davide Rebellin. I 2020 havde man imidlertid en lettere etape, der minder om denne, og her fik hele 58 mand samme tid som feltet, dog med undtagelse af vinderen Diego Ulissi samt Peter Sagan og Mikkel Honoré, der slog et hul på 5 sekunder. Årets etape er endnu lettere, og derfor vil vi nok se den samme meget eksplosive afslutning som i 2020, der dog stadig blev domineret af klassements- og ardennertyper. De ventes igen at dominere her, hvor det svagere felt vil give større selektion ind i Giroen - og så skal man altid tage sig lidt i agt for den sicilianske vind.

Agrigento har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, begge gange i Giroen. Det var senest i 2020, hvor Diego Ulissi sejrede foran Peter Sagan og Mikkel Honoré, der alle nåede mål 5 sekunder foran et felt på 55 mand. Forinden var det i 2008, hvor Riccardo Ricco sejrede foran Danilo Di Luca og Davide Rebellin, og hvor forskellene var betydeligt større efter en dag med næsten 4000 højdemeter. Tilbage i 1994 blev Luc Leblanc verdensmester i byen i en afslutning, der var lidt anderledes end denne.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

2. etape

Da løbet genopstod, var det en ganske sprintervenlig affære, hvor halvdelen af etaperne i de to første udgaver i 2019 og 2021 blev afgjort i massespurter. Den tendens er imidlertid ændret ganske kraftigt, og sidste år var der blot en sprinteretape på programmet. Det gør sig også gældende i år, hvor de hurtige folk kun får chancen om onsdagen, og det sker endda efter en ganske kuperet dag ind gennem det indre af Sicilien, hvor der skal klatres ca. 2500 højdemeter. Da den sidste del af etapen er relativt let, og da løbet ar tiltrukket relativt mange sprintere, bør det dog kun være vinden, der eventuelt kan forhindre løbets eneste rigtige massespurt i at finde sted.

Med en distance på 193,0 km er der tale om en længere etape, der fører feltet fra Canicatti til Vittoria. Begge byer ligger inde i den indre del af Sicilien, hvor det er ganske kuperet, og derfor går det op og ned en stor del af dalen, når man snor sig ind gennem øen. Fra starten er det generelt let faldende, mens man snor sig mod sydøst, idet der dog er enkelte mindre bakker. Efter 19,2 km når man ned til en flod i dalen, hvorfra man fortsætter mod sydøst op ad en længere bakke, der efter 28,3 km har top i byen Riesi, hvorfra det går ad en let stigende vej videre mod sydøst og øst.

Senere begynder det at sige kraftigere, når man drejer mod nord for at køre op ad den kategoriserede stigning Mazzarino (3,4 km, 3,6%), der bare er en let og blød opkørsel med top efter 46,5 km. En teknisk nedkørsel leder nu videre mod nord, hvorefter det igen begynder at stige let over et længere stykke, mens man fortsætter mod nord og nordøst frem til det nordligste punkt. Kun enkelte gange undervejs falder det kortvarigt, blandt andet lige efter dagens spurt, der undervejs kommer efter 59,9 km. I det nordligste punkt vender man rundt for at køre mod sydøst og syd ned til Piazza Amerina, der ås efter 85,2 km.

Umiddelbart herefter når man etapens højeste punkt, og nu begynder det i stedet at falde let, når man fortsætter mod sydøst og øst ned til San Michele di Ganzaria, der passeres efter 111,0 km. Herfra går det videre mod sydøst ad et kuperet stykke, hvor det aldrig er helt fladt, indtil man efter 148,0 km drejer mod syd for at ramme en faldende vej, der leder ud mod kysten. Herfra er det hovedsageligt faldende frem til byen Comiso, der nås efter 177,3 km.

Her drejer man mod vest for at køre igennem generelt fladt terræn ind mod målbyen, idet man kører nord om centrum for at slå en sløjfe hele vejen rundt om byen, indtil man til slut kører mod nordøst ind til målet i byens sydlige udkant. Over de sidste 5 km er der rundkørsler med hhv. 3400 m, 2800 m og 1900 m igen, inden man drejer ind på en smal vej med 1200 m igen. Slutteligt er der et sidste sving, der leder ind på den 700 m lange og 8 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger let med 0,6%.

Etapen byder på i alt 2511 højdemeter.

Det er en større forandring i et løb, der tidligere var meget sprintervenligt, at der kun er én sprinteretape. Den er endda voldsomt kuperet og nærmest uden flad vej, men i dette relativt svage felt bør de relativt mange sprintere være i stand til at holde det samlet, når sidste del af etapen er relativt nem. Vinden er sjældent alt for stor en trussel i det indre af Sicilien, og derfor ligner det løbets eneste rigtige sprinteropgør.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Vittoria har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

3. etape

Hvor løbet tidligere var ganske gavmildt over for sprinterne, er det nu blevet til lidt af en puncheurfest. Allerede sidste år bød hele to af de fire etaper på puncheurfinaler, og det gentager sig i år. To dage efter puncheurspurten i Agrigento venter der nemlig endnu en finale for de eksplosive afsluttere, når en meget blandet etape, der både sender rytterne op i 1120 m højde i det sicilianske indre og i anden del byder på en helt flad tur hen langs nordkysten, slutter med en 1200 m lang bakke, der stiger med 6,3%. Den slags er som regel mere for puncheurs end hårdføre sprintere, og derfor taler meget for, at de aktører, der allerede var i aktion på førstedagen, får endnu en chance to dage senere.

Med en distance på beskedne 150,0 km, der fører feltet fra Enna til Termini Imerese, er der tale om en kort etape. Man lægger ud med at køre mod øst ad en lidt snoet nedkørsel, inden det efter 8,3 km gå mod nord op ad en bakke, der leder op til byen Leonforte, som nås efter 16,5 km. Herfra fortsætter det med at stige let, mens man fortsætter mod nord og nordvest, indtil man efter 28,4 km er oppe i 858 m højde.

Herfra leder en meget teknisk nedkørsel videre mod nordvest, indtil det efter 37,3 km igen begynder at stige let mod nordvest. Kun kortvarigt er der en lille nedkørsel, men generelt er det let stigende, også nå man drejer mod vest for at køre det sidste stykke frem til dagens spurt, der kommer efter 58,3 km. Umiddelbart herefter fortsætter man mod vest og nord op ad den kategoriserede stigning Portella di Bafurco (8,1 km, 3,6%), der skal deles i to, idet de første 5 km stiger jævnt med 4-5%, hvorefter de sidste 3,1 km er meget lette.

Læs også

Tidligere Trek-rytter forsvarer Quintana og López: UCI er en mafia

Toppen rundes efter 67,6 km, og nu er den vanskelige del af etapen overstået. En lang og uhyre teknisk nedkørsel leder herfra nemlig mod nord, nordvest og igen nord hele vejen ned til den sicilianske nordkyst, idet den undervejs afbrydes af et fladt plateau, der indledes efter 86,9 km og slutter efter 94,2 km, og en lille bakke med top efter 101,3 km. Efter 108,1 km rammer man kystvejen, og herefter er de sidste 41,9 km stort set flade. Først går det mod vest og nordvest ad den flade kystvej, idet det stiger let op til byen Cefalu, der nås efter 116,0 km, hvorefter det går ad lange, lige og helt flade veje mod sydvest og vest hen langs vandet frem mod målbyen.

Her venter der imidlertid en ubehagelig overraskelse i finalen. Her slutter etapen nemlig med en 1200 m lang bakke, der stiger med 6,3%, dog med en let begyndelse over de første 200 m og derefter med hhv. 6,9% og 6,5% over de næste to gange 500 m. Man følger kystvejen, indtil der kommer to skarpe sving med hhv. 1800 og 1600 m igen, hvorefter man igen drejer skarpt to gange ved bakken begyndelse med hhv. 1200 og 1100 m igen. Derefter har vejen hele fem hårnålesving, inden man med 100 m igen drejer til venstre ind på den 8 m brede opløbsstrækning foran byens domkirke.

Etapen byder på i alt 1988 højdemeter.

Med så kuperet en start burde det i teorien være en dag, hvor et udbrud kunne have en chance, men da de to første etaper næppe har skabt store forskelle, er det usandsynligt. Sidste del af etapen er let, og hvis ikke den sicilianske vind kommer i spil langs kysten, taler meget for, at der skal spurtes på den sidste bakke. Den kan minde meget om finalen på 1. etape, og vi vil formentlig se de samme aktører helt fremme, men de mest hårdføre sprintere vil måske have en større chance her, selvom en bakke med mere end 6% i snit af denne længde vil være for hård for langt, langt de fleste af denne ryttertype.

Termini Imerese har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

4. etape

Da løbet blev genstartet for fire år siden, kulminerede det hele ganske naturligt med en fascinerende bjergafslutning på Siciliens cykelstolthed, vulkanen Etna. Mange havde nok regnet med, at den ville blive et fast element i løbet, men i 2021 valgte arrangørerne lidt overraskende kun at køre delvist op ad vulkanen og derefter slutte med en nedkørsel. Sidste år sluttede man igen på toppen af løbets vartegn, men i år går man tilbage til den mere åbne og uforudsigelige model fra 2021, når det igen er løbets kongeetape, der runder festen af, akkurat som det har været det i alle udgaverne efter genopstandelsen. Naturligvis skal man igen op ad Etna, endda hele to gange, men man kører aldrig helt til toppen, og akkurat som for to år siden, slutter det hele med en kortere opkørsel fra kysten, inden man længe inden vulkanens top vender rundt for at køre ned til en finale i vandet, hvor der vil være tid til både en regruppering og måske lidt taktisk spil - faktisk med en afslutning, der er næsten den samme som den, der gav Vincenzo Nibali karrierens sidste sejre på sin hjemmebane i 2021.

Med en distance på hele 216,0 km er der tale om en for løbet usædvanligt lang etape, der fører feltet fra Barcellona Pozzo Di Gotto til Giarre. Startbyen ligger ved den italienske nordkyst, mens målbyen ligger ved østkysten umiddelbart øst for Etna, og etapen består ad en tur hen langs vandet, en tur ind gennem øens indre med en passage af Etna og slutteligt en rundstrækning, der sender rytterne et stykke op ad Etna og derefter tilbage til kysten via en nedkørsel.

Starten er meget let, da man lægger ud med at køre mod først sydvest, siden nordøst, så igen sydvest og slutteligt vest ad den til tider ganske snoede, men stort set helt flade kystvej. Undervejs er der en lille bakke, der har top allerede efter 13,9 km, men eller er der ingen terrænmæssige udfordringer i denne indledende fase, der leder frem til kystbyen Capo d’Orlando, som nås efter 48,9 lette kilometer.

Her ændrer etapen dramatisk karakter, når man drejer mod sydøst for at køre væk fra vandet via den kategoriserede stigning Floreste (43,3 km, 2,7%), der byder på en superbjergspurt på toppen. Der er tale om en alenlang, men let opkørsel, som kommer i flere dele. De første 8 km stiger jævnt med 4-6%, men derefter følger 22 km, der kun stiger ganske, ganske let. Nu følger 8 km, der stiger jævnt med 5-6%, inden de sidste 5.3 km er ganske lette med procenter under 3. Toppen i 1278 m højde rundes efter 91,9 km, hvorefter en ikke alt for svær nedkørsel leder mod syd ned til byen Randazzo, der nås efter 112,5 km. Her drejer man mod øst for at følge en lige vej, der generelt er let faldende og leder frem til Linguaglossa, der nås efter 131,8 km.

Herfra indledes finalen med 84,2 km igen, når man drejer mod sydvest for at køre op ad Etna via den side, der kendes som Due Monti, og som i 1627 m højde byder på en superbjergspurt på toppen. Herfra stiger den med 6,1% over 17,7 km med et maksimum på 10%, og den er generelt ganske jævn. Efter 1500 m med beskedne 3,3% stiger den uhyre jævnt med 7,0% over de næste 12,5 km, inden de sidste 3,7 km er lettere med et snit på 4,2%, dog med 1500 m med 6-7% undervejs. Toppen rundes efter 149,6 km, hvorefter de sidste 66,4 km indledes med en lidt kringlet nedkørsel, som leder mod sydvest og nord, indtil et fladt plateau leder frem til Culmine di Scorciavacca, der nås efter 168,8 km.

Her har den sidste stigning top, og her rammer man derfor en 25,7 km lang rundstrækning, hvor der skal køres cirka halvanden omgang. Den indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst ned til Piedimonte Etneo, hvor man efter 178,1 km drejer mod syd for at følge en lige og let faldende vej, der leder ned til byen Nunziata, hvor dagens spurt køres efter 184,3 km. Herefter drejer man med det samme mod nordvest for at køre tilbage et stykke op ad Etna, denne gang via stigningen Culmine di Scorciavacca, der igen byder på en superbjergspurt på toppen. Den stiger med 6,4% over 10,1 km, men er ganske irregulær. Efter 1450 m med 4,3% følger således 5,2 km, der stiger relativt jævnt med 7,7%, hvorefter der er 850 m med bare 1,5%. Derefter tager den fat med en kilometer med 9,9%, herunder stigningens maksimum på 14%, inden de 1,6 km er lettere med 4,5%.

Toppen rundes efter 194,5 km, hvorfra der resterer 21,5 km, der indledes med, at man kører første de af rundstrækningen endnu engang. Derfor kører man igen mod nordøst ad den tekniske nedkørsel og ad den let faldende vej mod syd ned til Nunziata, men her dreje man mod øst for at køre ad en faldende vej frem til Mascalli, hvor man efter 212,4 km drejer mod syd for at følge en let stigende vej, som leder ind til målbyen. De sidste 3 km stiger med 2,2% i snit, men med ca. 1% frem til 2km-mærket, derefter med 2,4% på næstsidste kilometer og slutteligt med hhv. 3,6% og 2,9% over hver af de sidste to gange 500 m meter. Over de sidste 3 km er der ingen skarpe sving, og vejen bugter sig kun let ind på den 1000 m lange, 8 m brede opløbsstrækning, der er på en brostensagtig belægning.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Etapen byder på i alt 4108 højdemeter.

I forhold til etapen for to år siden er hele første del ændret, men finaleopkørslen er den samme, idet man denne gang dog forsætter en smule længere op, dog via den sidste lette del af stigningen. Nedkørslen er også den samme, men finalen er ændret, da man slutter i Giarre, hvorfor målstregen kommer cirka 4 km længere fra toppen.

Vi kender det meste af finalen fra 2021-udgaven og så, at den er noget mere uforudsigelig end den klassiske finale på toppen af Etna. Stigningen var svær nok til, at Vincenzo Nibali kunne køre alene hjem til en solosejr, men bag ham var der en regruppering, hvor også lidt tungere folk som Alessandro Covi, Jhonatan Restrepo og Simone Velasco sad i den 13-mandsgruppe, der spurtede om 2. pladsen. Denne gang er der lidt længere mellem top og mål, og det giver mere tid til både regruppering og taktik, men til gengæld er den samlede etape også noget hårdere med en senere første passage af Etna. Der er derfor lagt op til en helt åben afslutning på løbet, hvor bedste mand måske kan køre alene, men hvor taktik og spurtstyrke også kan være med til at krone vinderen af den fjerde udgave, siden løbet genopstod.

Giarre har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

STREAM GIRO DI SICILIA, BRABANTSE PIJL OG AMSTEL GOLD RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Da løbet efter sit lange fravær gjorde comeback i 2019, var det ganske let at fortolke. En stor bjergfinale på Etna gjorde, at der var lagt op til, at løbet ville blive vundet af den bedste klatrer, og at kongeetapen ville blive stort set altafgørende. Det gjorde det til en ganske let optakt at skrive, for det handlede i alt væsentligt om at vurdere forholdet mellem rytterne klatreevner og form.

Alligevel viste det sig, at det sicilianske terræn var langt mere uforudsigeligt. Brandon McNulty udnyttede elendigt vejr til at køre solo på den kuperede mellemetape inden kongeetapen, og selvom han bestemt viste sig som en af de stærkeste på Etna, hvor han blev nr. 4, viste det sig, at kongeetapesejren ikke var nok for Guillaume Martin til at vinde løbet samlet, som man ellers kunne have forventet.

Det viser, at man skal passe på med at undervurdere det sicilianske terræn, der i det indre af øen består af dårlige og ekstremt snoede veje, der går op og ned det meste af tiden. Mulighederne for at gribe sicilianske løb offensivt an eksisterer altid, og det kan McNulty mere end nogen anden skrive under på.

Sidste år var det også et på papiret lettere løb at fortolke, fordi Etna-finalen var tilbage, men en generelt hårdere rute med to puncheuretape åbnede alligevel mulighed for at gribe løbet offensivt an. Det italienske landshold var dog for stærke og lagde løbet i et jerngreb, så Damiano Caruso med i alt to etapesejre kunne gøre arbejdet færdigt på Etna, der altså her blev altafgørende.

I år er Etna-finalen væk, og det gør det hele langt mere uforudsigeligt. Heldigvis har vi lidt at forhold til, for vi havde samme model i 2021. Faktisk er finalen af fredagens kongeetape i alt væsentligt den samme som dengang. Finalestigningen er i hvert fald den samme, selvom man tilføjer et let sidste stykke, nedkørslen er også den samme, og den eneste ændring er, at man forlænger stykket nede ved kysten, så toppen kommer længere fra mål.

Hvordan gik det så dengang? Jo, Vincenzo Nibali tog karrierens sidste sejr ved lidt overraskende at køre fra alt og alle og herefter holde stand på nedkørslen og det sidste stykke ind til mål. Bag ham samledes en gruppe med Romain Bardet, Alessandro Covi, David De La Cruz Alejandro Valverde og Lorenzo Fortunato, men de blev til slut hentede af en gruppe, der også talte tungere folk som Simone Velasco og Jhonatan Restrepo, så i alt 14 mand spurtede om 2. pladsen. Chancen for en regruppering er ved første øjekast støre i år, hvor der er lidt længere efter toppen.

Der er dog én væsentlig forskel. Samlet set er årets kongeetape betydeligt længere og hårdere med mere end 4000 højdemeter og en passage af Etna umiddelbart inden finalebjerget. Det bør gøre det vanskeligere for de tungere folk at være med, og vi burde få en mere selektiv etape end for to år siden. Alligevel er det slet ikke så enkelt som i 2019 og 2022. Bedste mand kører ikke nødvendigvis væk, og har vi samlet en gruppe til sidst, kan det ende i en spurt, men det kan også blive taktisk med mulighed for at snige sig væk.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Faktisk kan hele etapen blive taktisk. Damiano Caruso er forsvarende vinder og måske i førertrøjen efter de første tre etaper, men han har et meget svagt hold. Anderledes er det for UAE og Intermarché, der har 2-3 kort at spille hver. Det kunne anspore til en åbning allerede på turen op ad Etna, så de kan skabe et overtal, hvor der kan angribes på skift. Bahrain vil sikkert kunne finde en allieret i det heller ikke specielt stærke Astana-hold, der kun har én kaptajn, men de svage Bahrain- og Astana-mandskaber åbner for et endnu mere taktisk løb. Måske Caruso og Alexey Lutsenko gør klogt i at sikre, at UAE fører løbet med Diego Ulissi efter de første tre etaper. Det kan betyde, at UAE, der er de klart stærkeste, griber løbet mere defensivt an og derfor øger chancen for, at de bedste kan gøre forskellen på sidste stigning.

Igen i år er ruten hårdere end tidligere med kun én sprinteretape, og som sidste år er der i stedet to puncheuretaper. De kan sagtens blive afgørende, for gør man ikke som Nibali i 2021, er det et løb, der kan blive afgjort på sekunder. De to puncheurfinaler er hårde nok til, at de eksplosive klassementsryttere kan gå efter bonussekunder. Vi kender Agrigento-finalen på 1. etape fra Giroen i 2020 og 2008. I 2008 var det en brutal etape med næsten 4000 højdemeter, og her så vi ret store forskelle i finalen, hvor kun 19 mand sluttede inden for 10 sekunder af vindertiden. Det er dog 2020-udgaven, der kan sammenlignes med denne generelt flade etape. Her var det betydeligt mindre selektivt, men det lykkedes Diego Ulissi, Peter Sagan og Mikkel Honoré at ”stjæle” 5 sekunder ned til et felt, der til gengæld talte hele 55 mand. I dette meget svagere felt får vi betydeligt større udskilning, men forskellene mellem de bedste vil være i størrelsesordenen 5 sekunder som sidst - samt bonus.

Finalen på 3. etape er endnu mere eksplosiv. Etapen er her noget hårdere, men da sidste del er let, bør det blive holdt samlet til en puncheurspurt, der bør være for hård for sprintere. Jeg venter nogenlunde samme favoritter som på 1. etape, men på så kort en bakke vil chancen for at vinde nogle få ”rigtige” sekunder være små, og forskellene bør alene blive gjort at bonus. En god puncheur kan imidlertid ved at vinde begge etaper tage 20 sekunder med sig ind til kongeetapen, og det kan sagtens blive afgørende, hvis ikke man kan gøre som Nibali og køre væk på sidstedagen. Til gengæld ligner 2. etape en sprinteretape, for selvom den er hård, er finalen let, og det er eneste chance for de relativt mange sprintere, der er til start.

Vejret er også en faktor, for vi ved, at Sicilien både kan være våd og ikke mindst blæsende på denne tid af året. Vi lægger endda ud med en solrig, men blæsende tirsdag langs kysten. Det er dog i altovervejende grad medvind, og selvom jeg ikke helt tør udelukke lidt splittelse, bør der være for megen medvind. Til gengæld vil der være sidemodvind i spurten over de sidste 1700 m, og det taler for, at det bliver svagere for de bedste at vinde nogle få ”rigtige” sekunder.

Samme kraftige vind har vi onsdag, og her er der endda side- eller sidemedvind hele dagen. Det kan potentielt blive farligt, men jeg tror ikke, at det kommer i spil. Vi er i det indre af øen, og vi så sidste år, hvor vinden var meget, meget voldsom, at vi kun havde en ganske beskeden splittelse på 3. etape. Der er generelt for megen læ i den indre del af øen, men en lille chance for sidevindskørsel er der. I et felt med få stærke hold vil favoritterne dog næsten altid sidde på første vifte.

Vinden lægger sig til gengæld til en generelt overskyet torsdag, hvor der hovedsageligt vil være modvind på den lille målbakke, og der vil heller ikke være voldsom vind til kongeetapen, hvor der vil være en ganske beskeden risiko for byger, men generelt solrigt vejr. Her er det en gave til klatrerne, at vinden vender rundt og går i øst. Det giver sidemedvind på Etna og sidste stigning, og der vil endda kun være sidevind på det let stigende stykke efter nedkørslen. De vindbetingelser samt den hårdere rute gør det lettere at kopiere Nibali og tage en solosejr, hvis man altså er stærkest.

Løbet har heller ikke i år været i stand til at tiltrække et stærkt felt, og der er relativt få stærke hold. Det giver få favoritter, men som sagt er ruten langt mere åben end i 2019 og 2022, og det er slet ikke givet, at stærkeste mand vinder. Man skal stadig klatre godt, og jeg vil grundet de mange højdemeter på fredag mene, at man skal klatre bedre end i 2021, men bedste klatrer vinder ikke nødvendigvis. Spurtstyrke, puncheurevner, bonussekunder og taktik kan også blive nøglekomponenter, særligt hvis UAE og Intermarché begynder at lege med overtallet.

Jeg vælger at gå med Damiano Caruso, men det er med større usikkerhed end sidste år, og det er der tre årsager til. For det første betyder ruten, at stærkeste mand ikke nødvendigvis vinder. For det andet betyder hans meget, meget svage hold, at han kan tabe på det taktiske spil, hvilket er helt anderledes end sidste år, hvor han var til start for landsholdet, der var de klart stærkeste. For det tredje havde han sidste år sit hjemmebaneløb som et stort mål, da han ikke skulle køre Giro, og han forberedte sig til at toppe her. Det gør han ikke i år, hvor løbet bare er et skridt på vejen mod Giroen, og selvom han har sagt, at formen er god, og han gerne vil vinde igen, fremgår det også tydeligt, at han ikke er på samme niveau som sidst, og at løbet først og fremmest er forberedelse.

Heldigvis er modstanden svag, og hans på papiret værste konkurrenter har ikke vist storform. Det har Caruso heller ikke selv, og det er helt klart, at han ikke er den rytter, han var i 2021. Han har dog alligevel været stærkest af alle topkandidaterne i dette felt med en samlet 7. plads i Andalusien og en 14. plads i Tirreno, og han er næppe blevet ringere i mellemtiden, nu hvor vi er nærmere Giroen.

Læs også

Følg Giro-generalprøvens afsluttende bjergetape

Han passer også godt til ruten. Sidste år genfandt han i dette løb lidt af sit fremragende punch fra sine unge år, og han vandt endda den ene af de to puncheuretaper. Han vil være en af favoritterne til 1. og 3. etape, hvor han bør få bonussekunder, og i en eventuel spurt på 4. etape er det blandt favoritterne kun Alexey Lutsenko og Diego Ulissi, han skal frygte. Jeg vil dog tro, at han kan slå Lutsenko i en spurt og sætte Ulissi undervejs, men med medvind på stigningen vil jeg også mene, at der er en god chance for, at han laver ”en Nibali” og kører alene, også via sin sublime nedkørsel. Dertil skal lægges bonussekunder fra puncheurfinalerne, og det gør ham til min favorit.

Truslen er det meget svage hold, hvor kun Rainer Kepplinger kan klatre, og han viste i Baskerlandet, at han var træt og langt fra sit niveau i Catalonien. Nu får han gudhjælpemig endnu et etapeløb i sin debutsæson, og Caruso ser ud til at skulle klare ærterne alene. Det er for mig den helt store trussel, men som sagt kan det være en fordel, hvis Ulissi fører løbet efter de to puncheuretaper, og da der ikke rigtigt er noget fladland mellem de to finalestigninger fredag, vil jeg tro, at han er så stærk på stigningerne, at han kan holde det under kontrol og vinde løbet, selv hvis han er i førertrøjen.

Grundet rutens karakter gør jeg Alexey Lutsenko til førsteudfordrer, men jeg er langt fra sikker på, at det ender sådan. Jeg giver bare kasakken den bedste chance for at slå Caruso, fordi han er så eksplosiv og hurtig, at han kan true ham på 1., 3. og 4. etape, også selvom jeg regner Caruso som hurtigst. Det kræver bare, at han viser et niveau, vi ikke har set siden Touren. Hans sæsonstart var igen i år sjældent svag, og selvom der var fremgang i Strade og Tirreno, var han i sidstnævnte stadig langt ringere end Caruso. Han udgik slutteligt med sygdom, og siden har han været fraværende. Han meldte fra til Flandern og må antages at have forberedt sig til Ardennerne.

Det giver håb om bedre form, da klassikerne er forårets store mål, men det er aldrig lykkedes Lutsenko at køre stærkt i april. Den svage start kan give håb om bedre timing, men da han generelt har været skuffende det seneste års tid, frygter jeg endnu en skuffelse. Til gengæld er en formstærkt Lutsenko vel manden med den største chance for at slå Caruso. Også han lider under et svagt hold, hvor de eneste klatrestærke folk er Harold Martin Lopez og Gianmarco Garofoli, men de har manglet en del, selv til dette niveau.

Intermarché kommer med Louis Meintjes, der næst efter Caruso vel er den rytter med bedst chance for at lave ”en Nibali” og køre alene. Han fandt jo sig selv sidste år, hvor han undervejs blev nr. 2 bag Caruso i dette løb. Han er dog den store taber på denne rute, for selv hvis han slår hullet på 4. etape, får han svært ved at holde hjem. Han er heller aldrig flyvende på denne tid af året, men han kørte dog to hæderlige bjergetaper i Catalonien, inden han rejste hjem af ”personlige årsager” - dog langt fra sit bedste niveau. Har han holdt niveau eller forbedret sig, er han dog nok mest formstærke klatrer efter Caruso, og vi så sidste år, at han kunne køre relativt stærkt i dette løb, ligesom han hjælpes af de mange højdemeter og den lange, opslidende etape på fredag. Det bliver bare lidt af en opgave at køre alene.

Heldigvis har han en anden mulighed, nemlig taktik. Hos sig har han Kobe Goossens , der jo startede som lyn og torden, men som i 2022 gik gassen hurtigt af ballonen. Han var langt fra de bedste senest i Paris-Nice, og siden har han holdt pause. Han bør i dette felt stadig være en af de stærkeste, men selv i dette felt vil det nok primært handle om overlevelse. Heller ikke han kan spurte, men sammen kan de spille det taktiske spil. Holdet kan også drømme om Simone Petilli, men som vi så senest sidste år, har han det lidt svært på store bjergetaper, selvom han var synlig og formstærk i Catalonien.

UAE har det stærkeste hold, og næst efter Caruso er det vel Rafal Majka, der har den bedste chance for at lave ”en Nibali” og køre alene. Han er ikke uden punch, men han skal væk fra Caruso på fredag for at vinde løbet. Det kan den Majka, vi så i Touren også komme, men desværre var han syg inden Catalonien, hvor han manglede en del. Han har helt sikkert forbedret sig, men der skal være sket meget, hvis han vitterligt skal køre alene hjem fra stigningen.  Han er i hvert fald udnævnt som kaptajn sammen med Ulissi.

Heldigvis kan han måske vinde løbet via taktik. Han ledsages nemlig af George Bennett, men problemet er, at han var endnu svagere kørende i Catalonien og har skuffet fælt igen i år. I dette svage felt skal han være med helt fremme, men det er svært at se ham køre alene. Overlever han sammen med Majka, kan de dog spille det taktiske spil. Her har de også unge Finn Fisher-Black, der kørte i samme tid som Majka på kongeetapen i Catalonien, hvor han slog Bennett klart, og han er tillige hurtigere på stregen. Også han skal dog vinde løbet via overtal taktik.

Manden, der skal køre løbet defensivt og vinde løbet via sin spurt, er Diego Ulissi. En formstærk Ulissi er fremragende på en rute som denne, når man ser, at Covi klarede kongeetapen i 2021. Problemet er, at han er langt fra fordums styrke, hvad vi senest så i Larciano og Indurain. Han har stadig en god chance for at vinde 1. og 3. etape og dermed sikre sig en masse bonus, men kan han overleve 4. etape, når der skal klatres mere end 4000 højdemeter med medvind på stigningerne. Det tror jeg ikke, men Oman viser vel, at det kan lade sig gøre.

Læs også

Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave

Tudor kommer med en god kandidat i Sebastien Reichenbach. Han skuffede i sæsonstarten, men viste med en 22. plads på muretapen i Tirreno stigende form. Desværre styrtede han på sidste etape, og derfor er hans form usikker. Ruten passer ham grundet den manglende spurt dårligt, men er han i form trods styrtet, klatrer han bedre end de fleste i dette felt. Han ledsages af Yannis Voisard , der bekræftede talentet i Emiraterne. Han var overmatchet i Tirreno, men i dette felt kommer han langt. Desværre kan heller ikke han spurte. Det kan Roland Thalmann, men han har været helt væk i år, og løbet er for hårdt for Luc Wirtgen, der også er hurtig.

Q36.5 kommer med en total ubekendt i Matteo Badilatti. Schweizeren klatrer så godt, at han bør komme langt på kongeetapen, men han er også uhyre svingende, og det er meget lang tid siden, vi har set ham i god form. Han vandt en etape i det svage felt i Rwanda, men missede siden nogle løb med helbredsproblemer. Han også en spurtsvag dieselklatrer, der ikke passer til løbet. Han bør være en af de bedste klatrere, men det vil undre mig, hvis han i lyset af forberedelsen er tæt på de bedste. Mere interessant er kometen Walter Calzoni derfor måske, fordi han også er hurtig og kan gå efter bonus. Desværre så vi også i Coppi e Bartali, at kongeetapen nok bliver en anelse for svær. Holdet anden rene klatrer Mark Donovan er et mere sikkert kort end Badilatti, men uden samme topniveau. Han vinder derfor ikke løbet og har generelt skuffet i år, selvom det var lidt bedre i Tirreno.

Eolo kommer med Vincenzo Albanese, der chokerede alt og alle med sin 8. plads på Etna sidste år. Det viser, at han i et felt som dette kan være med selv i bjergene, og i år passer ruten ham endda endnu bedre. I teorien kan han vinde 1., 3. og 4. etape og score mange bonussekunder, hvis altså han overlever, men det er svært at tro, at han er lige så stærk som sidste år. Ganske vist melder han om god form og store ambitioner, men det er trods alt sæsonens første løb efter det grimme styrt i januar. Det er svært at tro, at han med den base kan være med på fredag. Han har også et svagt hold, hvor kun Erik Fetter kan klatre lidt, men ungareren har skuffet i år.

Jayco kommer med Tsgabu Grmay, der har lavet en lille renæssance i år. Han faldt lidt af på den i Catalonien efter en stærk start, men rejste sig hæderligt i Indurain. Han bør komme langt, men selv i dette felt er mange bedre end ham. Holdet satser også på lottokuponen Kevin Colleoni, der har for vane at finde formen ganske ud af det blå, men i år har han været milevidt fra noget som helst, senest i Catalonien. Et tredje kort er Felix Engelhardt, men Coppi e Bartali viste, at det bliver for svært, og han har tillige tabt form grundet sygdom. Unge Rudy Porter har haft det svært.

Bardiani kommer med den uhyre svingende Samuele Zoccarato. Han bør være overmatchet i dette felt, men han blev trods alt nr. 21 på Jebel Hafeet i Emiraterne. Har han samme form nu, bør han lave et resultat, men som spurtsvag og med et svagt hold vinder han ikke. Han ledsages af Davide Gabburo, der klatrede hæderligt i Coppi e Bartali og er hurtig, men når han ikke kunne være med på de korte stigninger der, kommer han til kort på Etna. Det samme gælder for Alessandro Tonelli, der ellers også har klatret fornuftigt i år. Martin Marcellusi kan også klatre, men er på vej tilbage fra en skade. Endelig har holdet lokale Filippo Fiorelli, der er i fin form og meget motiveret, men som vi så sidste år og senest i Larciano, bør det bliver for hårdt for den hurtige italiener.

Bingoal kommer igen med Lennert Teugels, Alexis Guerin og Marco Tizza. Alle klatrer de hæderligt, men vi så i Coppi e Bartali, at de kommer til kort mod de bedste. Bedst chance har nok Teugels og Guerin, der er bedre på længere stigninger, og det er særligt Guerin, der kan klatre på lange stigninger. Han har trods udbrudssejren i Coppi e Bartali, dog ikke vist sin bedste form. Tizza var bedst i Larciano, men skuffede i Coppi e Bartali og Limburg og bør finde stigningerne for lange. Teugels og Tizza har fordel af deres spurt, hvis de overlever.

Human Powered Health kommer med Sebastian Schönberger, Embret Svestad-Bårdseng og Paul Double. Alle har vist et niveau, der bør føre langt i dette felt, særligt Schönberger, men som stort set alle andre synes de at være faldet sammen hos det amerikanske hold. Schönberger var senest 6 minutter fra de bedste i Indurain og har ikke vist form i år, og Double gjorde først debut i samme løb, hvor han udgik. Nordmanden lagde stærkt ud i Saudi Tour, men har siden været helt væk, senest i Indurain. De skal have gemt formen godt for at være med fremme. Holdet har også store Bart Lemmen, der klatrede uventet godt i Galicien, men løbet her må være for svært, som det også gælder for Kristian Aasvold.

Corratec kommer med Valerio Conti , men der er ikke nogen tegn på genrejsning. Han viste lidt takter i Alfredo-løbet, men styrtede på sidste nedkørsel og udgik af Coppi e Bartali med sygdom, inden han floppede i Larciano. Han har sikkert forbedret sig efter sygdommen, men der synes stadig lang vej til den gamle Conti.

Novo Nordisk har ingen til så hård en rute, og det samme gælder landsholdet. Også kontinentalholdene får det altid svært på så vanskelige ruter, som vi senest så i Coppi e Bartali. Her var der mest lovende takter fra Alessandro Monaco, selvom han gik ned til sidst, og Alessando Bisolti. Potentialet er størst hos Thomas Pesenti, men han har været langt fra sidste års niveau. Andre kandidater er Riccado Ciuccarelli og Andrea Innocenti.

***** Damiano Caruso

**** Alexey Lutsenko, Louis Meintjes

*** Rafal Majka, Finn Fisher-Black, Diego Ulissi, George Bennett, Sebastien Reichenbach

** Kobe Goossens, Matteo Badilatti, Walter Calzoni, Vincenzo Albanese, Yannis Voisard, Tsgabu Grmay, Samuele Zoccarato, Mark Donovan, Kevin Colleoni, Lennert Teugels, Alexis Guerin, Rainer Kepplinger

* Felix Engelhardt, Sebastian Schönberger, Paul Double, Embret Svestad-Bårdseng, Valerio Conti, Alessandro Tonelli, Davide Gabburo, Filippo Fiorelli, Marco Tizza, Alessandro Monaco, Alessandro Bisolit, Thomas Pesenti, Bart Lemmen, Harold Martin Lopez, Martin Marcellusi, Luc Wirtgen, Erik Fetter, Rudy Porter, Roland Thalmann, Gianmarco Garofoli, Riccado Ciuccarelli, Andrea Innocenti

Danskerne

Johan Price-Pejtersen får på Bahrain en vigtig opgave i at hjælpe Damiano Caruso med at forsvare titlen.

STREAM GIRO DI SICILIA, BRABANTSE PIJL OG AMSTEL GOLD RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE