Optakt: GP de Wallonie

Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler op etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og RideLondon Classic, Clasica San Sebastian, EuroEyes Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb tilbyder også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer også historiske løb som Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Milano-Torino, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt mangfoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

Serien af semiklassikere startede i begyndelsen af august med Dwars door Het Hageland og blev intensiveret med fire løb i den anden halvdel af august. Den kulminerede først i september med Brussels Cycling Classic, det klart største løb, og efter en lille pause fortsættes der nu med en travl uge, der byder på hele tre løb på bare fire dage. Først gælder det onsdagens GP de Wallonie, på fredag får sprinterne chance i Kampioenschap van Vlaanderen, og det hele slutter lørdag i det småkuperede Primus Classic Impanis-Van Petegem.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Løbsblokken kommer på et helt perfekt tidspunkt for ryttere, der forbereder sig til VM. De har en placering mindre end to uger før linjeløbet i Bergen, og for ryttere, der kørte i Canada og England i den forgangne uge, er det den perfekte chance for at finpudse formen yderligere. Det afspejles i startlisten, der specielt til onsdagens løb tæller mange af outsiderne og favoritterne til kampen om regnbuetrøjen.

Det mest prestigiøse af de tre løb er utvivlsomt GP de Wallonie, der er markant anderledes end hovedparten af de øvrige belgiske efterårsklassikere. De finder nemlig hovedsageligt sted i det relativt flade Flandern og er derfor skabt til brostensspecialister og sprintere. GP de Wallonie afvikles derimod i Vallonien og har endda en af de mest ikoniske afslutninger i Belgien, da der sluttes på den lille stigning op til det berømte citadel i Namur. Derfor er det et løb for puncheurs og ardennerspecialister.

Som de fleste andre belgiske endagsløb er det et relativt gammelt løb, der første gang blev afviklet i 1935. Det havde imidlertid en tumultarisk start med flere aflysningen, men det voksede sig stort i 1950, da det under navnet Liege-Corcelles indgik i Ardenner-ugen sammen med Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Desværre forsvandt det igen fra kalenderen og kom først tilbage igen i 1970. Siden da har det været afviklet hvert eneste år og er blevet vundet af stjerner som Felice Gimondi, Hennie Kuiper, Stephen Roche, Claude Criquelion, Luc Leblanc, Franco Ballerini, Philippe Gilbert og Greg Van Avermaet. Siden det nuværende UCI-system blev indført i 2005, har det været et 1.1-løb på UCI Europe Tour.

Som sagt har løbet ofte været en sidste test forud for VM, og det vil også være tilfældet i år. Måske er ruten en anelse mere kuperet end den, der venter i Norge, men grundlæggende er terrænet ikke væsensforskelligt. Derfor er det ikke mærkeligt, at vi ser mange ryttere fra specielt de belgiske og franske hold stille til start i Vallonien.

Den ikoniske afslutning på en bakke betyder, at det er et løb for puncheurs, hvilket afspejles i at Gilbert, Van Avermaet, Jan Bakelants og Julien Simon er blandt de seneste vindere. Sidste år var det en anden ardennerspecialist, der timede sin spurt på stigningen perfekt, idet en formstærk Tony Gallopin sejrede foran Petr Vakoc og Jerome Baugnies. Alle tre er de med igen i 2017, hvor Gallopin og Vakoc er blandt de ryttere, der bruger løbet som sidste test forud for VM.

Ruten

Ruten varierer altid en anelse fra år til år, men grundlæggende er der tale om samme format. Det meste af tiden tilbringes i Ardennerne, og det betyder, at der er adskillige stigninger på programmet. Som regel bydes der på en hård start, en fladere midtersektion og til slut en hård finale med flere stigninger forud for den eksplosive stigning op til målet ved citadellet i Namur.

Den model fastholdes i år, hvor der skal tilbagelægges hele 212,1 km mellem Chaudfontaine og Namur. Fra starten umiddelbart syd for Liege bevæger man sig mod syd ned mod hjertet af Ardennerne. Efter en relativt flad start, venter Cote de Saint-Hubert efter 31,9 km, hvorefter kursen sættes mod vest via Cote de Saint-Remacle og Cote de Werbomont, der kommer efter hhv. 45,3 km og 59,6 km. Midtvejs flader terrænet ud, mens man fortsætter mod vest og sydvest.

Finalen indledes, når man drejer mod nord og nordøst for at køre op mod Namur. Her bliver terrænet betydeligt vanskeligere, først med stigningen Cote d’Ermeton, der kommer efter 167,1 km. Derefter følger den velkendte Cote de Lustin, der med 26,9 km igen som regel er løbets første nøglepunkt. Med bare 18,9 km til stregen følger Tienne aux Pierres, inden en nedkørsel og et kort fladt stykke leder frem til Namur. Her sluttes der på toppen af den velkendte stigning, der stiger med 4,8% over 2 km. Der er tale om en yderst teknisk sag med adskillige sving undervejs, herunder et 180-graders sving med 400 m igen, hvorefter der følger en blød U-kurve og et skarpt venstresving kun ca. 50 m fra stregen. Den første kilometer er stejlest, og derefter flader det lidt ud i den meget tekniske afslutning.

I forhold til sidste år er distancen forlænget med ca. 7 km, men stigningerne er de samme, og der er stort set tale om samme rute.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret

Belgien frygtes altid for det dårlige vejr, men sjældent er det så elendigt, som det vil være tilfældet onsdag. Der er lagt op til episk cykelløb. Ganske vist vil der kun være enkelte byger, og temperaturen vil være 17 grader, men vinden vil være voldsom. Der vil blæse en hård vind til kuling fra sydvest, hvilket vil give sidemodvind og modvind stort set hele dagen. Kort inden Cote d’Ermeton vil man imidlertid dreje ind i sidemedvind og medvind på det sidste stykke op til Namur. Det vil være tilfældet helt frem til bakken, hvor der fil være modvind.

Favoritterne

GP de Wallonie følger som regel et ret fast mønster. Efter etableringen af et tidligt udbrud falder løbet til ro midtvejs, inden det hele bliver dramatisk i finalen. Her spiller favoritterne ofte ud allerede på de to stigninger, der leder frem til afslutningen i Namur, og der skabes altid ganske markant udskilning allerede inden afslutningen. Sidste år var en lille gruppe med flere forhåndsfavoritter endda meget tæt på at holde hele vejen, men der skete alligevel den vanlige regruppering inden finalebakken. Som regel er det derfor en gruppe på 20-30 ryttere, der ender med at slås om det i en klassisk puncheurfinale.

I år betyder den meget kraftige vind og udsigten til sidemedvind fra og med den første af de fire stigninger i finalen, formentlig, at løbet vil blive meget hårdere end tidligere. Der kan allerede ske splittelser tidligt i løbet, men det vil formentlig falde til ro i sidemodvinden midtvejs. Til sidste må det dog formodes at eksplodere i de vanskelige vejrforhold, og der er meget gode chancer for, at en lille gruppe eller måske endda en enlig rytter vil kunne gøre forskellen allerede inden finalebakken, specielt fordi der er medvind. Der er med andre udsigt til en hårdt udskilningsløb, hvor kun de stærkeste vil overleve. Man skal naturligvis være en fremragende klatrer for at have en chance, men denne gang behøver man ikke nødvendigvis at være den bedste puncheur. Forskellen vil måske allerede kunne gøres tidligere, og det bliver ikke let at kontrollere finalen, hvor der næppe vil være mange hjælpere tilbage.

På den ene side åbner det løbet op for flere forskellige ryttertyper og ikke nødvendigvis manden med den bedste afslutning på en bakke. På den anden side vil løbet blive så hårdt, at det alligevel kun er de stærkeste, der vil være tilbage. Dem er der imidlertid mange af i et fremragende felt af klassikerspecialister. En nøglefaktor kan blive den kollektive styrke, idet løbet kan blive så selektivt, at det kan vise sig afgørende at sidde i overtal og kunne angribe på skift i finalen.

I den sammenhæng skiller Lotto Soudal sig ud med deres meget skræmmende mandskab. Belgierne kommer med det helt tunge skyts i form af alle deres bedste klassikerryttere og ardennerspecialister. I Tim Wellens, Tony Gallopin, Tiesj Benoot og Jelle Vanendert har de hele fire potentielle vindere, og selv Bart De Clercq vil med et fremstød måske have en chance. Derfor har holdet en interesse i at skabe så stor udskilning som muligt og fremkalde en overtalssituation i finalen, hvor de vil kunne angribe konkurrenterne på skift. Da de alle fire samtidig viste god form i Canada, er det i igen grad Lottos løb at tabe, og man må formode, at de vil bidrage til at skabe den størst mulige udskilning.

Udsigterne til et hårdt løb i regnvejr får os til at pege på Tim Wellens som den store favorit. Den belgiske stjerne havde et skuffende Tour de France, men som i 2015 har han lagt skuffelsen bag sig og udnyttet det til at ramme storformen i efteråret. For to år siden lagde han nedturen bag sig ved at knuse al modstand i Eneco Tour for efterfølgende at vinde en historisk hård udgave af GP Montreal. I år har han været lige så stærk. På kongeetapen i BinckBank Tour var han klart den stærkeste - så stærk at Tom Dumoulin kun med det yderste af neglene kunne følge med - og han fortsatte i de canadiske løb. Quebec udviklede sig alt for let for ham, men han viste alligevel forrygende form ved at spurte sig til en femteplads foran langt hurtigere folk. I Montreal missede han det afgørende udbrud, der overraskede fra favoritterne, men det var ham og Sergio Henao, der på Camilien-Houde-stigningen viste sig som de stærkeste blandt favoritterne. Det vidner om, at Wellens måske pt. er verdens stærkeste i denne type terræn.

Dertil kommer, at Wellens er kendt for sine evner i dårligt vejr - hvem husker ikke hans episke soloridt på kongeetapen i Polen Rundt sidste år - og han vil om nogen være i stand til at udnytte, at løbet bliver hårdt. Måske er der bedre puncheurs i feltet end Wellens, men han er pt. den stærkeste rytter, og vi vil ikke blive overraskede, hvis han kører alene hjem fra distancen. Selv hvis en lille gruppe skal spurte om det, viste femtepladsen i Quebec, at han vil blive svær at slå. Derfor er Wellens vores favorit.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Sidste år vandt hans holdkammerat Tony Gallopin, og også han har vist god form. Han var med i det afgørende fremstød i Montreal, hvor han med sit soloangreb til allersidst satsede alt i stedet for at vente på spurten, og derfor blev det til en sjetteplads og ikke et bedre resultat. Han har måske ikke helt efterladt samme imponerende indtryk som Wellens, men han er helt sikkert i god form. Samtidig er han en bedre afslutter end Wellens og vil være en af de klare favoritter i en spurt. Med Lottos forventede overtal vil han derfor have gode muligheder.

Petr Vakoc har ikke haft den bedste sæson, men nu synes han endelig at være klar til at leve op til 2016-sæsonen. I hvert fald var han fremragende i Canada, hvor han i Quebec kørte en imponerende lang spurt i modvinden og alligevel blev nummer 7. I Montreal var løbet måske en anelse for hårdt for ham, men han var alligevel blandt de stærkeste og er helt sikkert i god form. Sidste år var han millimeter fra at gå forbi Gallopin i finalen, og i denne type afslutning er han måske i virkeligheden feltets allerstærkeste. Hans problem er, at han risikerer at være isoleret mod flere Lotto-ryttere i finalen og risikerer at skulle bruge for mange kræfter inden selve spurten. Han kan håbe, at Gianluca Brambilla endelig kan finde formen, at altid solide Pieter Serry vil være med i finalen, og at han kan holde det hele samlet til en spurt. Brambilla og Serry er heller ikke selv dårlige i en finale som denne, men mangler nok den sidste styrke til at slå de bedste.

Lottos tredje kort er Tiesj Benoot, der om nogen er kendt for sine evner i dårligt vejr. Belgieren var mere anonym i Canada, men sad med de bedste hjem begge dage. Her manglede han det sidste punch i spurten, hvilket ikke er mærkeligt, da han trods sin gode afslutning ikke er så eksplosiv som de allerbedste. Han er selv yderst tilfreds med formen, og også han kan drage fordel af Lottos forventede overtal. I en spurt i en større gruppe bliver det nok svært, men kommer han med hjem i et sent fremstød, kan han meget vel vise sig som den stærkeste.

Jan Bakelants er om nogen Mr. GP de Wallonie. Belgieren er ikke blot tidligere vinder, han er altid en af de stærkeste i løbet. I Montreal var han måske endda den stærkeste i finalen, men han var oppe imod stærkere afsluttere. For ham handler det også i dette løb om at udnytte de barske forhold til at skabe størst mulig udskilning. Han vinder næppe en spurt i en større gruppe, men i den nuværende form har han alle muligheder for at vise sig som stærkeste mand i et sent hug. Hans problem er, at Ag2r-mandskabet er svagt, og at han næsten med sikkerhed er isoleret i finalen.

Dylan Teuns kørte som en motorcykel i juli og august, hvor han vandt hele tre etapeløb, herunder det stærkt besatte Tour de Pologne. Siden har han holdt en pause, og det har desværre kostet den bedste form. I hvert fald var han skuffende i Canada, hvor han ikke kunne følge de bedste i Montreal, selvom han var med i den gruppe, hvorfra top 6 hurtigst skilte sig ud. Det var imidlertid hans første løb længe, og han kan være blevet stærkere efter en god pause. Finalen passer ham i hvert fald som fod i hose, og er han tilbage på sit bedste niveau, er han farlig, også selvom han foretrækker stejlere afslutninger. Hans holdkammerat Ben Hermans ville normalt være en af de helt store favoritter, men han er netop kommet tilbage efter en skade, og selvom han var overraskende god i Tour of Britain, rækker formen næppe til sejr i så hårdt et løb. Bedre chance har Loic Vliegen , men han virkede meget træt mod slutningen af Vueltaen.

Thibaut Pinot har taget en sen beslutning om alligevel at fortsætte sæsonen og satse på Il Lombardia. Det skete efter hans sejr i Tour de l’Ain, hvor han indså, at formen fortsat er ganske god. Siden har han holdt en lille pause, men burde være tilbage i god form så få uger inden Lombardiet. Han vendte tilbage i Tour du Doubs, hvor han var en markeret mand og derfor ikke kom med, da det afgørende hug kørte. Alt tyder imidlertid på, at formen er god, og han er glad for regnvejr. Til gengæld er sidevindskørsel ikke hans speciale, og der kan være lidt for meget belgisk klassiker over dette udskilningsløb. Finalen er heller ikke helt hård nok for ham, selvom han jo faktisk er ganske hurtig i en spurt.

FDJ har også stortalentet David Gaudu, der senest imponerede, da han sammen med Pinot kørte alle i sænk på kongeetapen i Tour de l’Ain. Siden er han dog blevet syg, og han var ikke imponerende i Tour du Doubs, hvor han havde ramt det rette fremstød, men ikke kunne følge de bedste i finalen. Sidevindskørsel er heller ikke hans force, men han er god på en eksplosiv stigning og vil sammen med Pinot have en chance, hvis det skal afgøres til allersidst. Stigningen er dog lidt for let til, at han kan slå de hurtigste.

Lottos fjerde kort er Jelle Vanendert, der faktisk i de seneste uger har lignet sit gamle jeg. Alligevel er det kun blevet til få resultater, da han som regel skal arbejde for sine mere eksplosive kaptajner Wellens, Gallopin og Benoot. Det vil formentlig også være tilfældet denne gang, men i en overtalssituation kan han måske gribe muligheden med et angreb. Han er som bekendt ikke langsom i en spurt på en bakke og er hele fire gange tidligere kørt i top 10 i dette løb.

Løbets store joker er stortalentet Taco van der Hoorn, der er på nippet til sit helt store gennembrud. I Dwaars door Het Hageland slog han endda Wout Van Aert i spurten efter et benhårdt løb, og det var kun Mathieu van der Poel, der frarøvede ham sejren. I det andet belgiske grusvejsløb, Schaal Sels, tog han så endelig den store sejr for under to uger siden, da han igen fik ram på Van Aert efter et knaldhårdt løb. Måske er stigningerne her lidt for lange, men han burde være med fremme, og da målstigningen ikke er specielt stejl kan han vise sig som livsfarlig i afslutningen.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Cofidis stiller med den tidligere vinder Julien Simon, der altid har været god i dette løb. Efter en god præstation i Limousin så han ud til at være i form, men han skuffede i søndagens Tour du Doubs. Derfor tvivler vi på, at han har formen til at vinde i dette selskab, men er han med frem til målbakken, vil han altid være farlig i en afslutning, der passer ham. Hans holdkammerat Nicolas Edet var til gengæld måske stærkeste mand i Tour du Doubs. Heller ikke han er dårlig i denne finale, selvom han nok mangler den sidste hurtighed for at vinde.

Sidste år sluttede Jerome Baugnies som nummer 3 i dette løb, og han har som altid ramt topformen i disse måneder. Han vandt igen Druivenkoers Overijse og har siden haft dette løb som sit store mål. Han klatrer ikke så godt som løbets favoritter, og man kan frygte, at løbet bliver en anelse for hårdt for ham, men han er farlig i en spurt på bakken. Hans holdkammerat Guillaume Martin har også kørt stærkt efter Touren og har blandt andet vundet i Poitou-Charentes, men han mangler nok den sidste eksplosivitet til at vinde.

Sport Vlaanderen stiller med Eliot Lietaer, der i Tour de Wallonie, Arctic Race og Vuelta a Burgos har nået et helt nyt niveau. Desværre har der siden været lidt stille om ham, og det er usikkert, om han har samme form som tidligere. Finalen burde ellers passe ham. Alternativt kan holde satse på Thomas Sprengers, der også er god i denne type finale.

Endelig vil vi fremhæve de tre belgiske supertalenter Stef Cras, Bjorg Lambrecht og Harm Vanhoucke, der er blandt de bedste klatrere på U23-niveau. Det bliver spændende at se, hvad de kan levere på dette niveau.

***** Tim Wellens

**** Tony Gallopin, Petr Vakoc

*** Tiesj Benoot, Jan Bakelants, Dylan Teuns

** Thibaut Pinot, David Gaudu, Jelle Vanendert, Taco van der Hoorn, Julien Simon, Jerome Baugnies, Nicolas Edet, Guillaume Martin, Huub Duijn, Loic Vliegen, Eliot Lietaer, Ben Hermans

* Stef Cras, Bjorg Lambrecht, Harm Vanhoucke, Pieter Serry, Gianluca Brambilla, Laurent Pichon, Thomas Sprengers, Fernando Gaviria, Clement Venturini, Paul Martens, Bart De Clercq, Enrico Battaglin, Kevin Ledanois, Franck Bonnamour, Thomas Degand, Fabien Doubey, Matthias Le Turnier, Alex Kirsch, Nathan Van Hooydonck, Quentin Jauregui, Dimitre Peyskens, Bejmain Thomas, Justin Jules, Rob Ruijgh

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.