Optakt: GP de Wallonie

Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og RideLondon Classic, Clasica San Sebastian, Hamburg  Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb tilbyder også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer også historiske løb som Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Milano-Torino, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt rigfoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

Serien af semiklassikere startede i begyndelsen af august med Dwars door Het Hageland og blev intensiveret med fire løb i den anden halvdel af august. Den kulminerede først i september med Brussels Cycling Classic, det klart største løb, og efter en lille pause fortsættes der nu med en travl uge, der byder på hele fire løb på bare e, dage. Først gælder det onsdagens GP de Wallonie, på fredag får sprinterne chance i Kampioenschap van Vlaanderen, og det hele slutter i weekenden med det småkuperede Primus Classic Impanis-Van Petegem og det lidt mindre GP Jef Scherens.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Løbsblokken kommer på et helt perfekt tidspunkt for ryttere, der forbereder sig til VM. De har en placering mindre end tre uger før linjeløbet i Bergen, og for ryttere, der kørte i Canada og England i den forgangne uge, er det den perfekte chance for at finpudse formen yderligere. I år køres løbene ligesom det meste af den øvrige kalender en uge længere fra VM end tidligere, men det er stadig et interessant felt, der vil være samlet i Belgien i det kommende dage, også selvom den kuperede VM-rute i år gør de belgiske løb knap så attraktive som tidligere.

Det mest prestigiøse af de tre løb er utvivlsomt GP de Wallonie, der er markant anderledes end hovedparten af de øvrige belgiske efterårsklassikere. De finder nemlig hovedsageligt sted i det relativt flade Flandern og er derfor skabt til brostensspecialister og sprintere. GP de Wallonie afvikles derimod i Vallonien og har endda en af de mest ikoniske afslutninger i Belgien, da der sluttes på den lille stigning op til det berømte citadel i Namur. Derfor er det et løb for puncheurs og ardennerspecialister.

Som de fleste andre belgiske endagsløb er det et relativt gammelt løb, der første gang blev afviklet i 1935. Det havde imidlertid en tumultarisk start med flere aflysninger, men det voksede sig stort i 1950, da det under navnet Liege-Corcelles indgik i Ardenner-ugen sammen med Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Desværre forsvandt det igen fra kalenderen og kom først tilbage igen i 1970. Siden da har det været afviklet hvert eneste år og er blevet vundet af stjerner som Felice Gimondi, Hennie Kuiper, Stephen Roche, Claude Criquelion, Luc Leblanc, Franco Ballerini, Philippe Gilbert og Greg Van Avermaet. Siden det nuværende UCI-system blev indført i 2005, har det været et 1.1-løb på UCI Europe Tour.

Den ikoniske afslutning på en bakke betyder, at det er et løb for puncheurs, hvilket afspejles i at Gilbert, Van Avermaet, Jan Bakelants, Julien Simon og Tony Gallopin er blandt de seneste vindere. Meget ofte er feltet blevet kogt ned til en decimeret gruppe, der har afgjort det i den smukke puncheurfinale på den ikoniske stigning Vallonien.

Sidste år var det imidlertid ikke bakken op til mål, der blev afgørende. I stedet leverede Tim Wellens en sand magtdemonstration, da han efter lidt sidevindsdrama kørte solo på en sen stigning og sejrede med næsten halvandet minut ned til de øvrige favoritter. Her blev det endda til dobbeltsejr for Lotto Soudal, da Tony Gallopin slog Julien Simon i kampen om andenpladsen. Wellens vender i år tilbage for at forsvare sin titel og er igen oppe mod en formstærk Simon, mens Gallopin i år skipper løbet, da han er aktiv i Vueltaen.

Ruten

Ruten varierer altid en anelse fra år til år, men grundlæggende er der tale om samme format. Det meste af tiden tilbringes i Ardennerne, og det betyder, at der er adskillige stigninger på programmet. Som regel bydes der på en hård start, en fladere midtersektion og til slut en hård finale med flere stigninger forud for den eksplosive stigning op til målet ved citadellet i Namur.’

Den model fastholdes i år, men denne gang har man foretaget en væsentlig modifikation. Denne gang har man nemlig fjernet den sidste og meget tekniske del af målstigningen, der derfor bliv en anelse kortere. Til gengæld kommer den stejle del nu tættere på mål, og det vil i højere grad være et spørgsmål om power end positionering igennem de mange sving

I alt skal der tilbagelægges 205,9 km mellem Blegny og Citadellet i Namur. Allerede starten er ganske hård, idet man kører mod syd ned til Cote de Trasenter (3,5 km, 5,1%), der har top efter 15,5 km. Herefter fortsætter man mod syd via et let stigende stykke og endnu en bakke, inden en nedkørsel leder ned til et fladere stykke. Det går nu mod nordvest frem til Cote de Werbomont (4,4 km, 4,1%), hvis top nås efter 54,5 km, inden man herefter snor sig mod nordvest og sydvest først via en nedkørsel og en mindre bakke og siden gennem relativt fladt terræn.

Finalen indledes, når man efter 156,5 km når byen Flavion. Her kører man mod nord frem til Cote d’Ermeton (1,5 km, 4,3%), der har top efter 164 km, inden det går mod nordvest gennem let faldende terræn. Herfra snor man sig mod nordvest og nordøst igennem kuperet terræn, hvor man først efter 181,5 km når toppen af Cote de Lustin (3,1 km, 5,0%) og efter 191,5 km toppen af Tienne aux Pierres (3,5 km, 4,5%). Derfra går det videre mod nord via endnu en mindre bakke og en nedkørsel, indtil man når frem til Namur. Her rammer man den ikoniske målstigning, der over 2,2 km stiger med 4,9% i gennemsnit med 500 m-segmenter på hhv. 4,2%, 3,8%, 3,5% og til sidst 7,5%, inden den flader ud på de sidste 200 m. Den første km er ganske lige, inden man rammer et hårnålesving ved den røde flamme. Herefter bugter vejen sig kraftigt i bløde kurver, indtil man drejer skarpt i en rundkørsel med knap 200 m til stregen.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Løbet byder på i alt 2741 højdemeter.

I forhold til sidste år er første del ændret, men finalen med Ermeton, Lustin og Tienne aux Pierres er den samme. Derudover er målstigningen som sagt forkortet en anelse.

Vejret

Sidste år spillede det forfærdelige vejr en nøglerolle, men i år vil det være helt anderledes. Faktisk vil onsdag være en regulær sommerdag med høj solskin og en temperatur på 26 grader. Der vil bare være en let vind fra vest, hvilket giver sidevind i første og sidste del samt modvind på det lange midterstykke. Til slut vil der være sidemodvind på målbakken, indtil man får medvind efter sidste sving.

Favoritterne

GP de Wallonie følger som regel et ret fast mønster. Efter etableringen af et tidligt udbrud falder løbet til ro midtvejs, inden det hele bliver dramatisk i finalen. Her spiller favoritterne ofte ud allerede på de to stigninger, der leder frem til afslutningen i Namur, og der skabes altid ganske markant udskilning allerede inden afslutningen. I 2016 var en lille gruppe med flere forhåndsfavoritter endda meget tæt på at holde hele vejen, men der skete alligevel den vanlige regruppering inden finalebakken. I 2017 betød det elendige vejr og den kraftige sidevind, at udskilningen skete så tidligt, at Wellens kunne køre alene hjem fra distancen, men som regel er det en gruppe på 20-30 ryttere, der ender med at slås om det i en klassisk puncheurfinale.

I år er vejrbetingelserne helt anderledes, og det synes usandsynligt, at vi vil se samme scenarium som sidste år. Naturligvis har Lotto Soudal igen i år en klar interesse i at gøre løbet så hårdt som muligt for at sætte Tim Wellens op til endnu en sejr, men modsat sidste år, hvor de kom med et veritabelt supermandskab, er de denne gang betydeligt svagere besat. Fraværet af Quick-Step og den svage besætning fra Ag2r betyder også, at der mangler hold til for alvor at lægge pres på, og det kan derfor denne gang blive mere kontrolleret.

Det betyder ikke, at det ikke vil blive en aggressiv finale. Wellens, Guillaume Martin og Warren Barguil har alle vist god form på det seneste og har en klar interesse i at skabe tidlig udskilning. Det kan ikke udelukkes, at en lille gruppe allerede kan køre væk på de sidste bakker, men mest sandsynligt er det, at et decimeret felt igen skal spurte om det på bakken op til citadellet. Denne gang er finalen som sagt ændret en anelse, og da den stejlere del nu kommer lige inden stregen, må man formode, at det denne gang vil være bedre for puncheurs end for stærke sprintere, der før har kunnet sidde med til den flade del, hvor Jens Debusschere er spurtet sig til sejr og Christophe Laporte til et topresultat.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det er også til fordel for Tim Wellens, og derfor er den forsvarende vinder vores klare favorit. Ganske vist fik han ikke det ventede udbytte af de canadiske løb, men han viste stor styrke. I Quebec sad han klar til at spurte om sejren, indtil et sammenstød med Oliver Naesen ødelagde hans cykel, og i Montreal var han stærkeste mand sidste gang op ad stigningen, hvor han kørte alene op til James Knox. Formen er måske ikke helt så skræmmende som sidste år, men konkurrencen er til gengæld heller ikke på samme niveau. Wellens håber på et hårdt løb, men selv hvis det ender i en spurt, er han svær at slå, som han viste med sin sejr på 4. etape i Giroen. Den sidste del er i år stejl, og derfor tror vi, at formstærke Wellens forsvarer sin titel.

4, 2, 1, 9, 7 og 3. Det er placeringerne for Julien Simon i hans seneste seks optrædender i løbet, og det siger alt om, at det er en finale, der passer den hurtige franskmand. Desværre har han i år haft en skidt sæson med mange rygproblemer, men nu er han endelig i form. I søndags vandt han et af Frankrigs hårdeste endagsløb, Tour du Doubs, da han var en af de få, der til slut kunne følge Romain Bardet og Guillaume Martin, inden han slog til i spurten. Derfor kommer han til løbet i storform, og han burde også være favoriseret af den stejlere finale, der minder om den i GP Plumelec, hvor han altid er en af de bedste. På papiret er han hurtigere end Wellens, så det er bestemt ikke umuligt, at han kan slå belgieren.

Evigt ustabile Jonathan Hivert synes endelig igen at have ramt en slags form. I Tour of Britain var han ikke blandt de allerstærkeste på stigningerne, men han kørte alligevel med Jungels og Alaphilippe i angreb på bakken på 1. etape, ligesom han vandt spurten om 4. pladsen på løbets kongeetape, hvor han dog var i problemer tidligere på stigningen. Han er derfor ikke helt så flyvende som i starten af året, hvor han vandt to puncheuretaper i Tour du Haut-Var samt en etape i Paris-Nice, men han nærmer sig. Er han på toppen, er han meget svær at bide skeer med i finaler som disse, hvilket især de to suveræne sejre i Haut-Var viser.

En af løbets mest spændende ryttere er Jasper Stuyven. Belgieren er nemlig hurtigere end alle de ovennævnte og elsker stigende spurter, men spørgsmålet er, om den nye finale er lidt for stejl for ham. På den anden side overraskede han med en flot 3. plads i GP de Quebec, ligesom han sad med feltet hjem i GP de Montreal. Med andre ord har han klatrebenene skruet rigtigt på i øjeblikket, og derfor burde han også kunne gøre sig gældende her. Spørgsmålet er så blot, om han er for tung til også at spurte fra de lettere folk på den stejle del.

Løbets helt store joker er Arnaud Demare. Normalt ville man sige, at den franske sprinter ikke kunne gøre sig gældende her, men en Demare i topform kan være farlig. Det viste han, da han på imponerende vis vandt den knaldhårde 1. etape af Paris-Nice, der på mange måder minder om denne, ligesom han sidste år sad med helt i front på den endnu hårdere 2. etape i Touren. Nu stiller han til start efter en suveræn opvisning i Poitou-Charentes, hvor han vandt alle etaper, herunder enkeltstarten. Har han stadig den form efter en løbspause på to uger, skal man bestemt ikke udelukke ham her, selvom han havde foretrukket den gamle, fladere finale.

I gamle dage ville dette være en finale, der var skræddersyet til Samuel Dumoulin ¸ hvis sejre i GP Plumelec vidner om hans evner som puncheur. I dag er han slet ikke på samme niveau som tidligere, men han blev alligevel nr. 3 i Plumelec igen i år. Dermed har han vist, at han stadig har klassen, når han er i form. Desværre hersker der lidt usikkerhed om ham efter en svær start på efteråret, men han viste dog fremgang i søndags i Tour du Doubs. Spørgsmålet er så bare, om han allerede er god nok til at gøre sig gældende her.

Jerome Baugnies har altid været kendt for manglende stabilitet, men i år har han faktisk været ret konsistent. Heldigvis er det for en sjælden gangs skyld endda stabilt gode resultater, han har leveret, senest med en andenplads i Cerami og sejr i Zottegem. Det lykkedes ham ikke at tage endnu en sejr i Overijse, hvor han ellers har vundet et hav af gange, og formen synes ikke at være så god som i juni. Dette burde dog være en finale, der passer den eksplosive belgier, og har han en af sine gode dage, er han altid farlig.

Jan Bakelants elsker dette løb, hvor han har en første-, en anden-, en tredje- og to femtepladser. Desværre er det ikke helt lykkedes ham at genfinde sin bedste form efter det grimme styrt i Lombardiet sidste år, og selvom han kørte fint i Tyskland og Canada, var han ikke en aktør, som han plejer at være det. Den nye hårdere finale burde tiltale ham, men det er spørgsmålet om Mr. GP de Wallonie igen kan finde niveauet fra før styrtet.

En rytter, der har glæde af den stejle finale, er Guillaume Martin. Franskmanden havde ikke den bedste Tour, men er kommet godt ud af løbet ligesom sidste år. Han var blandt de bedste på stigningerne i Tyskland og senest i søndagens Tour du Doubs, og vi ved derfor, at formen ikke er dårlig. Nu udestår blot at se, om finalen er hård nok til at en halveksplosiv klatrer som ham kan køre med om sejren. Udover Martin og Baugnies har Wanty også Odd Christian Eiking, der burde elske denne finale, men den ustabile nordmand var ikke optimalt kørende i hverken NoArge eller Tyskland, dog uden at være i katastrofal form.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

En spændende kandidat har Sport Vlaanderen i Benjamin Declercq. Med en 5. plads på kongeetapen i Danmark samt to top 5-placeringer i puncheurspurterne i Arctic Race har han vist sine evner i disse afslutninger samt sin gode form. Om han er god nok til at vinde over de virkelige specialister, er usikkert, men det burde blive til endnu et topresultat til den talentfulde belgier. Sport Vlaanderen har i Kevin Deltombe , Piet Allegaert, Aime De Gendt, Thomas Sprengers og Dries Van Gestel , der alle kan køre finaler som denne, dog uden at have den store vinderchance.

Trek kører for Stuyven, men har i Ruben Guerreiro en fin plan B. Den unge portugiser er meget svingende i sine præstationer, men topresultatet i Bretagne vidner om form. Han er kendt som puncheur med en fin spurt, men spørgsmålet er, om finalen her er hård nok.

Det samme problem kan Warren Barguil have. Efter en svær sæson imponerede han i Tyskland, hvor han ikke var langt fra at tage en solosejr, og han kommer derfor til Belgien med god form. Selvom han ikke er langsom, kan afslutningen her dog vise sig at være for let. En plan B for Fortuneo er Elie Gesbert , der kørte så flot i netop denne type finaler i Limousin, men desværre oplevede den meget ustabile franskmand en stor nedtur i søndags, da han trods kaptajnstatus udgik af Tour du Doubs. Kevin Ledanois, der også burde være god i disse finaler, har ikke vist megen form på det sidste.

Cofidis har ud over Simon også en god kandidat i Nicolas Edet, der med offensiv kørsel tog den samlede sejr i Limousin, der som bekendt er kendt for netop denne type finaler. Desværre har han siden oplevet nedture i både Bretagne og Doubs, og det er derfor tvivlsomt, om han stadig har formen. Løbet her er nok også en anelse for let for ham. Det burde til gengæld være perfekt for Anthony Perez, der to gange har vundet etaper af denne type i Luxembourg, men hvis form er lidt tvivlsom efter en skuffende præstation i Limousin.

Roompot har den meget lovende Taco van der Hoorn, der sidste år kørte et hav af finaler mod Wout Van Aert i de belgiske grusvejsløb og blandt andet slog den belgiske stjerne en enkelt gang. I år har han været ude med hjernerystelse, men kom flot tilbage med en udbrudssejr i BinckBank Tour. De hårde etaper der viste, at han dengang endnu ikke var på toppen, men det har han rettet op på med to top 5-placeringer i de seneste uger. Nu skal han vise, at han også kan begå sig i en puncheurfinale. Holdets anden kandidat er Jeroen Meijers, der imponerede i disse finaler i Limousin.

Hagens Berman stiller med det lovende talent Sean Bennett, der har kørt fornemt i alle de store amerikanske løb, hvor han både har klatret med de bedste og blandet sig i massespurter. På papiret har han det, der skal til i en finale som denne, og derfor er dette en spændende test for ham. Holdet har også den hurtige portugiser Rui Oliveira, men finalen kan vise sig for hård til ham, samt klatreren Joao Almeida, der til gengæld vil finde den for nem

Endelig er der Quentin Pacher, Sean De Bie og Jelle Vanendert. Egentlig burde Pacher være en af favoritterne, for han har stabilt været blandt de bedste i løb som disse, senest i Norge. Desværre styrtede han slemt i Bretagne, og dette er hans comebackløb. De Bie viste i Besseges, at han er god i stigende spurter, men denne er nok for hård for ham i lyset af den ikke imponerende form, han viste i den sidste weekend i BinckBank Tour. For Vanendert er den nye, stejlere finale god, men efter et styrt i England ender han nok som hjælper for Wellens.

OPDATERING: Tim Wellens har i sidste øjeblik besluttet at skippe løbet for at komme sig efter de canadiske klassikere. Det øger chancen for en spurt, da der er mindre interesse i at gøre løbet hårdt. Julien Simon er vores nye favorit. Lotto Soudal kører nu for Jelle Vanendert og unge Harm Vanhoucke, men de er outsidere og ikke favoritter, især fordi Vanendert styrtede i England.

OPDATERING 2: Arnaud Demare, Sean De Bie, Nicolas Edet, Elie Gesbert og Quentin Pacher skipper løbet.

***** Julien Simon

**** Jonathan  Hivert, Jasper Stuyven

*** Samuel Dumoulin, Jerome Baugnies, Jan Bakelants, Guillaume Martin, Benjamin Declercq

** Ruben Guerreiro, Warren Barguil, Nicolas Edet, Anthony Perez, Taco van der Hoorn, Jeroen Meijers, Sean Bennett, Jelle Vanendert, Harm Vanhoucke, Ignatas Konovalovas, Huub Duijn

* Jens Debusschere, Odd Christian Eiking, Kevin Deltombe, Krists Neilands, Floris Gerts, Aime De Gendt, August Jensen, Lorrenzo Manzin, Patrick Müller, Piet Allegaert, Rui Oliveira, Nico Denz, Joao Almeida, Michael Gogl, Jasper De Laat

Danskerne

Niklas Eg stiller til start for Trek, men da finalen er for let for ham, vil han formentlig skulle hjælpe Jasper Stuyven og Ruben Guerreiro.