Optakt: GP de Wallonie

SE GP DE WALLONIE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og i et år uden coronaaflysninger tilbyder RideLondon Classic, Clasica San Sebastian, EuroEyes Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb normalt også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer tillige historiske løb som Brussels Cyling Classic, Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Milano-Torino, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt righoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet, hvis man ser bort fra deres intense sæsonafslutning. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Serien af semiklassikere startede den 31. juli med Heistse Pijl, og igennem august gik det slag i slag med GP Jef Scherens, Egmont Cycling Race, GP Marcel Kint, Druivenkoers Overijse og seriens største løb, Brussels Cyling Classic. Siden har der været en lille pause, mens landet har haft blikket rettet mod Benelux Tour, men knap er det store etapeløb overstået, inden det går løs igen. Mellem den 12. september og den 10. oktober rundes den belgiske sæson således af med ikke færre end ni endagsløb, hvoraf de seks kommer inden VM og regnes som god forberedelse hertil, mens Tour de l’Eurometropole og Binche-Chimay-Binche regnes som nogle af de større løb efter VM-løbet, hvor de kan agere opvarmning til blandt andet Paris-Tours, som er årets sidste store løb for lidt tungere typer, og være en god chance for at bruge den sidste VM-form - og måske endda vise en ny regnbuetrøje frem. Det hele rundes af med Memorial Rik van Steenbergen d. 10. oktober.

Løbsblokken kommer på et helt perfekt tidspunkt for ryttere, der forbereder sig til VM. De har en placering mindre end to uger før linjeløbet i Leuven, og for ryttere, der kørte Benelux Tour, er det den perfekte chance for at finpudse formen yderligere. I år betyder den fremrykkede Vuelta endda, at der er en uges ekstra ventetid mellem den spanske grand tour og VM, ligesom de canadiske WorldTour-løb er aflyst, og det kan ventes at gøre blokken endnu mere attraktiv, ende den har været tidligere.

Det mest prestigiøse af denne uges fire løb er utvivlsomt GP de Wallonie, der er markant anderledes end hovedparten af de øvrige belgiske efterårsklassikere. De finder nemlig hovedsageligt sted i det relativt flade Flandern og er derfor skabt til brostensspecialister og sprintere. GP de Wallonie afvikles derimod i Vallonien og har endda en af de mest ikoniske afslutninger i Belgien, da der sluttes på den lille stigning op til det berømte citadel i Namur. Derfor er det et løb for puncheurs og ardennerspecialister.

Som de fleste andre belgiske endagsløb er det et relativt gammelt løb, der første gang blev afviklet i 1935. Det havde imidlertid en tumultarisk start med flere aflysninger, men det voksede sig stort i 1950, da det under navnet Liege-Corcelles indgik i ardennerugen sammen med Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Desværre forsvandt det igen fra kalenderen og kom først tilbage igen i 1970. Siden da har det været afviklet hvert eneste år, indtil det lev aflyst i coronaåret 2020, og er blevet vundet af stjerner som Felice Gimondi, Hennie Kuiper, Stephen Roche, Claude Criquelion, Luc Leblanc, Franco Ballerini, Philippe Gilbert og Greg van Avermaet. Siden det nuværende UCI-system blev indført i 2005, har det været et 1.1-løb på UCI Europe Tour, men fra i år er det steget i graderne og blevet en del af den nye ProSeries.

Den ikoniske afslutning på en bakke betyder, at det er et løb for puncheurs, hvilket afspejles i at Gilbert, van Avermaet, Jan Bakelants, Julien Simon og Tony Gallopin er blandt de seneste vindere. Meget ofte er feltet blevet kogt ned til en decimeret gruppe, der har afgjort det i den smukke puncheurfinale på den ikoniske stigning i Vallonien.

Sidste år blev løbet som sagt aflyst, og derfor skal vi tilbage til 2019 for at finde den seneste udgave. Dengang fik løbet et overraskende udfald, da Krists Neilands angreb allerede inden finalebakken. Han blev aldrig hentet igen og kunne sejre med 2 sekunder ned til favoritterne, hvis spurt blev vundet af Jasper Stuyven foran Jasper de Buyst. Neilands er på vej tilbage fra en skade og kører i stedet i Slovakiet, hvorfor han dropper sit titelforsvar, og da Trek og Stuyven helt skipper løbet, mens De Buyst kører i Luxembourg, skal der findes et helt nyt podium denne gang.

Ruten

Ruten varierer altid en anelse fra år til år, men grundlæggende er der tale om samme format. Det meste af tiden tilbringes i Ardennerne, og det betyder, at der er adskillige stigninger på programmet. Som regel bydes der på en hård start, en fladere midtersektion og til slut en hård finale med flere stigninger forud for den eksplosive stigning op til målet ved citadellet i Namur.

I år er løbet dog nytænkt en anelse. Det klassiske indløb med de tre stigninger Cote d’Ermeton, Cote de Lustin og Tienne aux Pierres droppes nemlig til fordel for en rundstrækningsfinale. I stedet skal man nu i finalen køre Tienne aux Pierres og målbakken i Namur to gange. Derudover kører man op til citadellet ad en anden vej, end man plejer, og det betyder blandt andet, at der ikke er brosten i finalen. Derudover er målbakken en anelse vanskeligere fra den nye side, da man går fra 4,0% over 3,0 km til 4,9% over 2,2 km.

I alt skal der tilbagelægges 208,1 km mellem Aywaille og Citadellet i Namur. Allerede starten er ganske hård, idet man kører mod syd op ad den ikke kategoriserede La Fagne (6,5 km 3,7%), inden en nedkørsl leder mod syd, øst og sydøst. Derfra går det med det samme mod øst op ad Cote de Brume (2,9 km, 7,1%), der har i alt ca. 1000 m med 9% og har top efter 25,2 km. En nedkørsel leder videre mod vest, hvorefter det med det samme går op ad Cote de Werbomont (4,5 km, 3,1%), der er en jævn stigning med top efter 39,3 km. En nedkørsel leder nu mod nordvest til byen Hamoir, idet der undervejs er en lille bakke.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

I Hamoir bliver det lettere, når man forlader den mest kuperede del af Ardennerne. Man kører mod sydvest op ad en bakke, men derefter er det relativt fladt, når man i et langt stykke kører skiftevis mod sydvest og nordvest. Først mod slutningen af disse ca. 60 km begynder det at falde let, når man kører mod sydvest ned mod Yvoir, der ligger i lavlandet ved Meuse-floden med bakker på begge sider.

Her tager løbet fat igen, når man kører mod vest op ad Cote de Warnant (2,4 km, 5,1%), der er en meget ujævn stigning med en let første kilometer og en anden kilometer, der stiger med 7-9%, inden den flader ud frem mod toppen, som kommer efter 124,9 km. En nedkørsel leder mod nordvest tilbage til floden, hvorefter den flade flodbred følges mod nord op til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 138,5 km, og hvor man lægger ud med at køre en halv omgang, hvilket betyder, at man skal over Tienne aux Pierres (3,4 km, 4,7%) over målbakken i Namur (2,2 km, 4,9%) for første gang efter hhv. 142,1 km og 167,0 km, hvor stregen krydses for første gang.

Løbet afsluttes nu med en omgang på den 41,1 km lange rundstrækning. Først kører man mod sydvest ud af Namur på et plateau, der er fladt, men også byder på en bakke og en nedkørsel, inden det falder mod syd og sydøst ned til byen Profondeville, der ligger ved Meuse-floden. Man følger den flade flodbred mod nord, inden man drejer mod vest for at køre op ad Tienne aux Pierres (3,4 km, 4,7%), der stiger med hhv. 5,0% og 7,0% over de første to kilometer, men derefter med bare 3,1 frem mod toppen, som kommer med 24,2 km igen.

En nedkørsel snor sig nu mod nord, inden man kører mod vest op ad en bakke, hvorefter det falder mod nord ned til fladlandet i udkanten af Namur. Her kører man langs bygrænsen mod nordøst igennem fladt terræn ind til centrum, hvor man drejer mod syd for at køre op ad målbakken (2,2 km, 4,9%). Den er højst irregulær med først 500 m med 6,3%, siden 500 m med 3,5% og dernæst 500 m med hele 8,4%, inden den flader ud med bare 2,4% over de sidste 700 m. Afslutningen er fra denne side slet ikke så teknisk, som tidligere. Der er et skarpt sving i bunden og derefter hele fire hårnålesving, det sidste ved den røde flamme, men derefter bugter vejen sig kun let med en blød kurve og en rundkørsel ca. 200 m fra stregen.

Løbet byder på i alt 2958 højdemeter mod 2881 i 2019.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

SE GP DE WALLONIE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Vejret

Løbet er tidligere blevet afviklet i regn og blæst, og i år ligner det igen en knap så morsom fornøjelse. Det ventes nemlig at regne let gennem hele dagen med en konstant nedbørsrisiko på 80%, men med en temperatur på 22 grader vil det ikke være koldt. Denne gang vil det heller ikke være blæsende, da der blot vil være en let vind (9-13 km/t) fra en vestlig retning. Efter indledende sidevind giver det hovedsageligt forskellige former for modvind frem til toppen af Warnant og derefter hovedsageligt sidevind. Også på rundstrækningen vil der primært være forskellige former for sidevind, men der vil være modvind på Tienne aux Pierres og sidemedvind på sidste stykke frem mod målstigningen, hvor der vil være mod- og sidemodvind det meste af vejen, indtil man får sidemedvind de sidste 400 m.

Favoritterne

GP de Wallonie følger som regel et ret fast mønster. Efter etableringen af et tidligt udbrud falder løbet til ro midtvejs, inden det hele bliver dramatisk i finalen. Her har favoritterne ofte spillet ud allerede på de to stigninger, der leder frem til afslutningen i Namur, og det har altid skabt ganske markant udskilning allerede inden afslutningen. Det er således langt fra altid, at det hele har skullet afgøres på bakken op til mål, for hele løbet er en relativt hård sag.

I 2016 var en lille gruppe med flere forhåndsfavoritter endda meget tæt på at holde hele vejen, men der skete alligevel den vanlige regruppering inden finalebakken. I 2017 betød det elendige vejr og den kraftige sidevind, at udskilningen skete så tidligt, at Tim Wellens kunne køre alene hjem fra distancen, og i 2018 var det også en ganske lille gruppe, der endte med at spurte om sejren. I 2019 lykkedes det endda Krists Neilands at udnytte kaosset på de sidste bakker til at køre væk og akkurat holde favoritterne bag sig. Som regel har det dog været en gruppe på 20-30 ryttere, der er endt med at skulle slås om det i en klassisk puncheurfinale.

I år er ruten som sagt omlagt, og det giver utvivlsomt en lettere finale. Denne gang er der mere fladt til slut, og fraværet af særligt Lustin-stigningen vil gøre det vanskeligere at få den samme udskilning, som vi plejer at have allerede inden finalen. Chancen for, at vi får et opgør alene på målbakken, er i hvert fald større denne gang.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Til gengæld kan vejret bidrage til vanskeligheden. Vi får ikke samme brutale vejr som i 2017, for blæsten vil være fraværende, men det ventes at regne det meste af dagen. Til gengæld bliver det også en modvindsdag, og det trækker i den anden retning i forhold til hårdheden. Vinden vil heller ikke bidrage, da der vil være modvind på det meste af målbakken og direkte modvind på de to ture op ad Tienne aux Pierres.

Finalebakken er som sagt også ny, fordi man kører op til citadellet fra en anden side uden brosten. I gamle dage var det en lidt spøjs sag, fordi det både var muligt for ardennerspecialister at vinde, men også for en lidt tung sprinter som Jens Debusschere at gøre det samme - dog dengang, han var allerbedst. I år vil jeg umiddelbart tro, at afslutningen er en anelse hårdere med 500 m med mere end 8%, men ligesom ved den gamle opkørsel er afslutningen med 700 lette meter til sidst. Herfra er finalen slet heller ikke så urimeligt kringlet som tidligere, hvor det nærmest alene handlede om positionering. Kan ardennerspecialisterne ikke gøre forskellen på den stejle del, vil det formentlig gå i stå, når den flader ud, og herfra har de holdbare sprintere som Laporte en god chance for at gøre det færdigt.

I år er feltet ganske interessant, uhyre åbent og uden klar favorit. Det synes oplagt, at DSM og Lotto skal forsøge at gøre løbet så hårdt som muligt, og det har de begge ressourcerne til. Jeg vil tro, at de to hold vil være dominerende i finalen, hvor de vil lægge et pres - måske med hjælp fra Bora - og det vil også ligne Tim Wellens dårligt ikke at spille tidligt ud, som han før har haft succes med. Ruten er dog næppe til, at han kan køre hjem fra distancen alene på sin styrke, men det kan godt blive en ret taktisk sag. Med den nye rute er chancen for en samlet spurt i et reduceret felt stor, men der mangler det stærke hold, der har en klar interesse i og styrke til at kontrollere til sidst. Bliver det taktisk i forbindelse med bakkerne, og kører der en gruppe med deltagelse af de vigtigste hold - særligt de stærke hold fra Bora og Lotto - kan det sagtens blive en lille gruppe, der afgør det til sidst og dermed snyder de måske største favoritter.

Det gør det til et uhyre åbent løb, fordi vi både kan få en outsidersejr fra distancen, men også en spurt, hvor det er helt umuligt at pege på en entydig favorit. Efter moden overvejelse vælger jeg dog at gå med Tim Wellens. Belgieren har haft et skuffende år, men han synes langsomt at nærme sig noget, der ligner det gamle niveau på en tid af året, hvor han altid er flyvende. Trods uheld, da Marc Hirschi gjorde den første forskel, var han blandt de stærkeste i Ardennerne i Benelux, og det samme var tilfældet på brostensetapen, hvor han og Sonny Colbrelli på sidste tur op ad Muren kørte op til den undslupne Kasper Asgreen. Det er ellers en etape, han før har haft svært ved, og det er derfor lovende takter.

Wellens har før vundet løbet, men det var via et soloridt fra distancen. Selve finalen er med de 700 lette meter til sidst en anelse for nem, men med de ben, han har vist hidtil, vil han formentlig være stærkest på den stejle del. Den er svær nok til, at han kan slå hullet, men også i en spurt på 2% er han efter et hårdt løb lynhurtig, hvis sprinterne er væk. Wellens kan derudover vinde på flere måder, da hans kørestil indbyder til, at han være med i en gruppe, der kører tidligt - og så bliver det i den grad rigtigt Wellens-vejr. Han vil være opsat på revanche efter nederlaget til Campenaerts i kampen om den ottende plads i den belgiske VM-trup, og med Benelux-benene tror jeg, at han tager den med sin anden sejr her.

Han er dog ikke alene på Lotto. Det er også en fremragende finale for Andreas Kron, der i den fladere spurt til sidst nok er endnu hurtigere end Wellens. Til gengæld er han næppe helt så stærk på den stejle del, men det er utvivlsomt en finale, hvor han kan vinde, ligesom han kan spilles tidligt ud som løjtnant i en Lotto-offensiv. Alt afhænger dog, hvordan han har det efter sin første grand tour. Lottos tredje kort er Tosh van der Sande , der har været flyvende de sidste uger, men jeg tror, at finalebakken er for hård, for han viste sine begrænsninger i Norge og Benelux. Han er til gengæld et godt kort at spille tidligt ud. Det kan man også gøre med formstærke Steff Cras, der dog mangler punch til finalen, mens jeg regner med, at de ellers klatrestærke Maxim van Gils, Sylvain Moniquet og Matthew Holmes skal hjælpe med at gøre løbet hårdt.

Jeg var uhyre tæt på at pege på Biniam Ghirmay, der efter skiftet til Intermarché har taget et ordentligt spring. Allerede i Polen så han godt ud, men derfra er han bare blevet bedre. I Overijse var han en af de sidste til at følge Evenepoel, og efter et styrt i Bretagne nåede han sit højeste niveau i de svære franske endagsløb i forrige weekend. Her kørte han med Quintana på stigningen i Besancon og slog hurtige Vendrame i spurten, hvormed han fik sin første sejr i Europa, og selvom han ikke kunne følge Benoit Cosnefroy i Jura, spurtede han sig til en 7. plads, da han vandt feltets spurt, inden han i den reducerede massespurt i Doubs blev nr. 2 bag Dorian Godon. Med sit punch på den stejle del og sublime spurt er han skabt til denne finale, men han har før vist en skrøbelighed i regnvejr. Jeg er usikker på, om han kan følge Wellens på den sværeste del, men sidder han med, når den flader ud, vil jeg tro, at han vinder.

Heller ikke han er alene, da Intermarché også har formstærke Aime de Gendt, men han synes at være i tilbagegang. Han kørte fremragende på brostenene i Benelux, men skuffede i Ardennerne, og han fejlede helt i Antwerpen. Finalen passer ham fint, men han mangler også den sidste hurtighed. Den har Baptiste Planckaert, der tidligere er blevet nr. 7 i løbet, men han synes ikke at have den nødvendige holdbarhed lige nu. Løbet er for hårdt for Antwerpen-vinderen Taco van der Hoorn.

Endnu stærkere i Benelux end Wellens virkede Tiesj Benoot - i hvert fald i Ardennerne, hvor han trods to punkteringer kørte fuld finale. Til gengæld virkede han knap så overbevisende på brostenene, ligesom han fik sig en lussing i søndags i Antwerpen, hvor det ifølge ham selv dog ikke handlede om dårlige ben, men dårlig position, da Mathieu van der Poel splittede feltet. Sandt er det da også, at han kom stærkt igen, og Benoot synes at være uhyre formstærk lige nu. Det er også en finale, der passer ham ganske udmærket, men måske er den lidt for eksplosiv til den lidt mere dieselagtige Benoot, vi i dag kender. Han skal i hvert fald gøre forskellen på den stejle del, for selvom han spurtede godt i Benelux, er der hurtigere folk end ham. Bedst er det måske, hvis en gruppe kører væk forinden, og vi får et hårdt udskilningsløb i det Benoot-vejr, han elsker.  DSM har også Ilan van Wilder, men efter at han er blevet uvenner med sit hold og ikke har kørt løb i en menneskealder, er det tvivlsomt, om han er i form. Hverken Marco Brenner, Felix Gall eller Kevin Vermaerke har vist form, og løbet passer ikke klatreren Henri Vandenabeele.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Bora har et meget spændende hold med flere kandidater, men det er nok Patrick Konrad, der er bedste bud. Hans form er desværre temmelig uklar, da han havde uheld i Bretagne og ellers kun har kørt sprinterløbet i Fourmies, men han meldes i fin form. Som puncheur er det en glimrende afslutning for ham, både hvis han angriber tidligt eller kører finale. Holdet har også en anden oplagt puncheur i Ide Schelling, der blev nr. 2 samlet i Norge, men efter sygdom i Bretagne og en meget lang og hård periode tyder hans EM på, at han er ved at være træt. Det samme er formentlig tilfældet for Giovanni Aleotti, der har kørt stærkt siden begyndelsen af juli, og som måske også mangler den allersidste hurtighed til denne finale. Større chance har de måske med formstærke Nils Politt. Den stejle del af målbakken er nok for svær til, at han kan vinde en spurt, men i dette vejr er han en mand, der for alt i verden ikke må køre tidligt, selvom terrænet generelt må regnes som lidt for hårdt.

Christophe Laporte er tidligere blevet nr. 3 i løbet, der passer ham glimrende, men jeg tvivler på hans form. Han vandt ganske rigtigt feltets spurt på Muren i Benelux, men generelt var han bagud på alle nøgletidspunkter i WorldTour-løbet, også på brostensetapen. Der er dog en chance for, at han har forbedret sig siden dengang, og nærmer han sig forårets niveau, er det en god finale for ham. Den stejle del er på grænsen mod ardennerspecialisterne, men ikke uoverkommelig, og han har en stor fordel af, at den flader ud - hvis han altså har formen. Cofidis har også Simone Consonni, men 3000 højdemeter bør være for meget, og de skal snarere satse på Simon Geschke, der viste fin form i Limousin og til EM, men som skal væk fra distancen for at vinde. Det skal også Remy Rochas og formsvage Victor Lafay, der ikke rigtigt passer til løbet.

Kan Giacomo Nizzolo vinde i denne finale? Med Getxo-benene kan han utvivlsomt, men dem har vi bare ikke set siden dengang. Han skuffede på bakkerne i Danmark, og det var ikke meget, vi så til ham på stigningerne i England. Det er dog også længe siden, vi har set ham i en hård finale, hvor han har en chance, og løbet i Danmark er længe siden. Han nærmer sig VM, hvor han skal være i form, og rammer han sit topniveau, vil han kunne vinde en spurt, når det flader ud til sidst. Qhubeka har også et stærkt kort i den uhyre formstærke Victor Campenaerts, men han kan kun vinde ved at køre alene fra distancen. Det synes han dog også at være i stand til. Finalen passer også Carlos Barbero , men han må regnes som hjælper, og Michael Gogl og Dimitri Claeys synes formsvage.

Ag2r har en meget interessant kandidat i Dorian Godon, der har været flyvende på det seneste med sejr i Limousin og senest i Doubs, hvor han slog Ghirmay i en reduceret massespurt. Vi har dog også set hans begrænsninger på bakkerne, og jeg vil tro, at han får det for svært på den stejle del. Hans chance er enten at angribe tidligt, eller at den går i stå, når den flader ud, hvor han vil være en af de hurtigste. Naturligvis har de også den tidligere vinder Greg van Avermaet, der burde være skabt til denne afslutning, men han synes stadig i en formkrise. Heldigvis var brostensetapen i Benelux meget bedre, og derfor vil han kunne lave et resultat, men jeg bliver overrasket, hvis han vinder. Holdet har også en anden tidligere vinder i Tony Gallopin, der elsker dette løb, hvor han i fire forsøg er blevet nr. 2, 1, 2 og 9. Han synes dog ikke at have niveauet længere. Det fjerde kort er Lilian Calmejane, der er en glimrende puncheur og passer godt til finalen, men trods en genrejsning i Vueltaen vil han kun have en chance, hvis han kommer væk fra distancen.

Israel SUN kommer med et ganske interessant hold med flere kandidater, men de mangler den oplagte favorit. Bedst chance har nok Sep Vanmarcke, der blev nr. 8 ved sin seneste deltagelse helt tilbage i 2010, men det er et løb, der er på grænsen til at være for hårdt. Han hjælpes heldigvis af den lettere rute, og målbakken burde være inden for rækkevidde, når det flader ud til sidst. Det er dog uklart, hvor han står efter Vuelta-styrtet. Holdets andet bud er Mads Würtz Schmidt, der er kommet imponerende tilbage efter sit spanske styrt, og det burde ikke være en ringe finale for ham, men han vil kæmpe med at følge Wellens og co. på den stejle del og mangler den sidste hurtighed. Hans chance er størst med et angreb fra distancen. Det tredje kort er Tom van Asbroeck, der også kan køre spurten og endelig viste noget form i et flot Benelux, men løbet har altid været en anelse for hårdt, og det vil det formentlig også være i denne lidt lettere udgave. Til gengæld er det nok for let for den uhyre formstærke Ben Hermans, der var skræmmende til EM, for han har mistet en del eksplosivitet. Han er til gengæld livsfarlig, hvis han får lov at køre fra distancen.

Alpecin har Gianni Vermeersch, der burde passe glimrende til denne finale, men hans form er uklar. Han var god, men ikke flyvende i Benelux, hvorefter han fejlede totalt til EM, hvor han blev sat nærmest med det samme. Jeg tror desværre, at den stejle del er lidt for svær, men går den i stå på toppen, vil han kunne afslutte godt. Et alternativ er Tobias Bayer, der burde have de rette karakteristika, og som ved EM viste, at han er kommet sig fint efter sit Vuelta-styrt. Han har dog til gode at bevise sig i disse finaler, der også passer godt til Xandro Meurisse. Belgieren var dog temmelig skuffende i England. Løbet passer ikke Louis Vervaeke.

Jeg er spændt på at se Rasmus Tiller i denne finale. Efter en lidt formsvag periode i begyndelsen af august synes han at være i gang igen. Trods en uendelig serie af punkteringer var han ganske overbevisende i Antwerpen i søndags, men jeg frygter, at løbet bliver for hårdt. 3000 højdemeter er meget for en mand som ham, og selve målbakken kan også være for svær. Han er dog en god puncheur, og lidt tungere folk gar får været med i denne finale. Han ledsages af kometen Tobias Johannessen, men dette er ikke et ideelt løb for en ren klatrer som ham.

Arkea har en formstærk Warren Barguil, men han ender langt nede på listen, alene fordi det er en rangering af vinderpotentiale. Han kan sagtens lave et godt resultat, for han er bestemt ikke langsom i en sådan afslutning, men det er usandsynligt, at han vinder en spurt. Han skal afsted fra distancen, og så skal det flaske sig, hvis han skal vinde. Det burde være en god finale for Amaury Capiot, men han synes formsvag efter en skadespause, og afslutningen passer ikke Miguel Florez, mens den nok er for hård for Matis Louvel .

Riwal stiller med den stærke duo Lucas Eriksson og Nick van der Lijke, der har imponeret stort efter sommerpausen. Eriksson var uhyggelig i Vallonien, og Van der Lijke imponerede i Danmark, men man fornemmer, at gassen er ved at gå af ballonen. Ingen af dem virkede alt for overbevisende i Norge og Overijse, og til EM udgik de begge i et løb, der dog også var på meget højt niveau. Ruten passer dem dog glimrende, og særligt Van der Lijke er hurtig, men jeg er usikker på, om formen stadig rækker.

Læs også

Følg Giro-generalprøvens afsluttende bjergetape

Jeg er nødt til at nævne Julien Simon grundet hans historik. Ingen kan prale af samme resultatliste som franskmanden, der udover sejren i 2012 er blevet nr. 2, 3, 4, 7 og 9. Desværre står det klart, at han er milevidt fra fordums styrke, og hans kørsel i de franske løb på det seneste viser, at han skal have et let løb, hvor det går i stå til sidste, hvis han skal have en chance.

Det er svært at tro på de øvrige hold. EF kan håbe på Jonas Rutsch, men han bør få det for svært. B&B har to gode puncheurs i Nicolas Bagioli og Alan Boileau, men de synes begge formsvage, og det samme gælder for Quentin Pacher. Hos Bingoal burde Arjen Livyns elske finalen, men han er stadig helt ved siden af sig selv, og Milan Menten har ikke samme form som i august på en rute, der i forvejen er for hård. Jelle Vanendert skal bare slutte sin karrieres sidste løb anstændigt, og løbet er for hårdt for den ellers spændende Tom Paquot. Hos Sport Vlaanderen kan Thomas Sprengers gøre det pænt, men ikke mere end det, og ingen af de tre øvrige kontinentalhold (udover Riwal) har en rytter, der kan være med på denne hårde rute.

​OPDATERING: Nizzolo stiller ikke til start.

***** Tim Wellens

**** Biniam Ghirmay, Tiesj Benoot

*** Andreas Kron, Patrick Konrad, Christophe Laporte, Dorian Godon,, Sep Vanmarcke

** Greg van Avermaet, Ide Schelling, Nils Politt, Victor Campenaerts, Gianni Vermeersch, Rasmus Tiller, Warren Barguil, Aime de Gendt, Mads Würtz Schmidt, Tom van Asbroeck, Ben Hermans, Tobias Bayer, Tosh van der Sande, Giovanni Aleotti, Lilian Calmejane

* Lucas Eriksson, Nick van der Lijke, Julien Simon, Xandro Meurisse, Tony Gallopin, Quentin Pacher, Arjen Livyns, Baptiste Planckaert, Simon Geschke, Amaury Capiot, Simone Consonni, Steff Cras, Tobias Johannesen, Ilan van Wilder, Maxim van Gils, Remy Rochas, Henri Vandenabeele, Louis Vervaeke

Danskerne

Både Mads Würtz Schmidt og Andreas Kron bør kunne jagte et resultat og er omtalt ovenfor. Hos Riwal skal Jesper Hansen og Jesper Schultz støtte Lucas Eriksson og Nick van der Lijke.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Krists Neilands’ sejr fra 2019, Jasper Stuyvens sejr fra 2018, Tim Wellens’ sejr fra 2017, Tony Gallopins sejr fra 2016, Jens Debusscheres sejr fra 2015 og Greg van Avermaets sejr fra 2014.

SE GP DE WALLONIE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-