Optakt: GP de Wallonie

Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og derudover tilbyder Clasica San Sebastian, Hamburg Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb normalt også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer tillige historiske løb som Brussels Cyling Classic, som dog i år er flyttet til juni, Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Milano-Torino, der nu er flyttet til marts, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt righoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet, hvis man ser bort fra deres intense sæsonafslutning. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Serien af semiklassikere startede den 7. august med Tour of Leuven (det tidligere GP Jef Scherens, og igennem august gik det slag i slag med Circuit Franco Belge, Schaal Sels, Egmont Cycling Race og Druivenkoers Overijse. Siden har der været en lille pause, mens landet skulle have haft blikket rettet mod Benelux Tour, der dog blev aflyst, men nu går det løs igen. Mellem den 14. september og den 9. oktober rundes den belgiske sæson således af med ikke færre end otte endagsløb, hvoraf de fem kommer inden VM og regnes som god forberedelse hertil, mens Binche-Chimay-Binche regnes som et af de større løb efter VM-løbet, hvor det kan agere opvarmning til blandt andet Paris-Tours, som er årets sidste store løb for lidt tungere typer, og være en god chance for at bruge den sidste VM-form - og måske endda vise en ny regnbuetrøje frem. Det hele rundes af med Memorial Rik van Steenbergen d. 9. oktober.

Løbsblokken kommer på et helt perfekt tidspunkt for ryttere, der forbereder sig til VM. De har en placering mindre end to uger før linjeløbet, og for ryttere, der kørte Tour of Britain eller i Canada, er det den perfekte chance for at finpudse formen yderligere. I år betyder placeringen af VM i Australien og tilbagekomsten af løbene i Canada dog, at feltet mangler VM-ryttere, da mange er rejst direkte fra Canada til den anden side af jorden. Topkandidater Biniam Girmay og Mathieu van der Poel tester dog VM-formen, og samtidig betyder den intense pointjagt, at man bestemt ikke kan klage over startfelterne.

Det mest prestigiøse af denne uges fire løb er utvivlsomt GP de Wallonie, der er markant anderledes end hovedparten af de øvrige belgiske efterårsklassikere. De finder nemlig hovedsageligt sted i det relativt flade Flandern og er derfor skabt til brostensspecialister og sprintere. GP de Wallonie afvikles derimod i Vallonien og har endda en af de mest ikoniske afslutninger i Belgien, da der sluttes på den lille stigning op til det berømte citadel i Namur. Derfor er det et løb for puncheurs og ardennerspecialister.

Som de fleste andre belgiske endagsløb er det et relativt gammelt løb, der første gang blev afviklet i 1935. Det havde imidlertid en tumultarisk start med flere aflysninger, men det voksede sig stort i 1950, da det under navnet Liege-Corcelles indgik i ardennerugen sammen med Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Desværre forsvandt det igen fra kalenderen og kom først tilbage igen i 1970. Siden da har det været afviklet hvert eneste år, indtil det lev aflyst i coronaåret 2020, og er blevet vundet af stjerner som Felice Gimondi, Hennie Kuiper, Stephen Roche, Claude Criquelion, Luc Leblanc, Franco Ballerini, Philippe Gilbert og Greg van Avermaet. Siden det nuværende UCI-system blev indført i 2005, har det været et 1.1-løb på UCI Europe Tour, men fra 2021 er det steget i graderne og blevet en del af den nye ProSeries.

Den ikoniske afslutning på en bakke betyder, at det er et løb for puncheurs, hvilket afspejles i at Gilbert, van Avermaet, Jan Bakelants, Julien Simon og Tony Gallopin er blandt de seneste vindere. Meget ofte er feltet blevet kogt ned til en decimeret gruppe, der har afgjort det i den smukke puncheurfinale på den ikoniske stigning i Vallonien.

Sidste år var løbet tilbage efter et års coronaaflysning, og det var i et nyt format med en anden opkørsel til målet ved citadellet. Det endte dog i den klassiske puncheurspurt, og her fortsatte Christophe Laporte sin flotte sæson ved at sejre foran Warren Barguil og Tosh van der Sande. Jumbo deltager ikke i årets løb, og derfor er hverken Laporte eller Van der Sande, der begge er skiftet til det hollandske hold, til start i år, og dermed bliver Baguil eneste genganger fra sidste års podium.

Ruten

Ruten varierer altid en anelse fra år til år, men grundlæggende er der tale om samme format. Det meste af tiden tilbringes i Ardennerne, og det betyder, at der er adskillige stigninger på programmet. Som regel bydes der på en hård start, en fladere midtersektion og til slut en hård finale med flere stigninger forud for den eksplosive stigning op til målet ved citadellet i Namur.

Sidste år blev løbet dog nytænkt en anelse. Det klassiske indløb med de tre stigninger Cote d’Ermeton, Cote de Lustin og Tienne aux Pierres droppedes nemlig til fordel for en rundstrækningsfinale. I stedet skulle man nu i finalen køre Tienne aux Pierres og målbakken i Namur to gange. Derudover kørte man op til citadellet ad en anden vej, end man plejer, og det betød blandt andet, at der ikke var brosten i finalen. Derudover var målbakken en anelse vanskeligere fra den nye side, da man gik fra 3,9% over 3,0 km til 4,9% over 2,2 km.

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

I år gentænkes løbet igen. Rundstrækningsformatet var en engangsforteelse, som ikke genbruges, men man går heller ikke tilbage til den gamle finale. I stedet har man designet en historiks let afslutning, hvor Tienne aux Pierres er eneste finalebakke inden rampen op til målet ved citadellet. Samtidig vender man tilbage til den klassiske opkørsel med brostenene, hvorfor den nye afslutning altså foreløbig kun skulle bruges én gang.

I alt skal der tilbagelægges 199,7 km mellem Blegny, der er en ny startby og ligger lige øst for Liege, og citadellet i Namur. Den første del er den hårdeste, idet man kører ad kuperede veje mod sydøst, inden det hurtigt går mod syd op ad Cote de Trasenster (3,8 km, 4,9%), der er en jævn stigning med top efter 12,6 km. Derfra stiger det let mod sydøst frem til en bakke (2,9 km, 5,1%), der har top efter 33 km, inden man kører mod sydvest ad en nedkørsel og let stigende veje. Nu går det herefter mo nordvest op ad Cote de Werbomont (4,3 km, 4,1%), der er en jævn stigning med top efter 52,6 km.

Herfra bliver det lettere. Først er det generelt faldende, når man snor sig mod nordvest frem mod et fladere område. Her snor man sig igennem ganske fladt terræn mod skiftevis nordvest og sydvest. I byen Assesse begynder det at falde let mod sydvest ned til Meuse-floden, hvorfra man slår en sløjfe ind i bakkerne mod vest. Således kører man ad en let stigende vej mod sydvest, inden det går mod nord igennem relativt fladt terræn og derefter mod nordvest op ad Cote d’Ermeton (1,8 km, 3,6%), som er en ganske let stigning med top efter 155,4km. Derfra er det generelt let faldende, når man kører mod nordvest tilbage til Meuse-floden, som nu følges igennem fladt terræn mod nordøst frem til finalen.

Den indledes, når man drejer mod vest for at køre op ad Tienne aux Pierres (3,0 km, 5,2%), på hvis top der efter 184,2 km er en spurt. Fra toppen resterer 15,5 km, som indledes med en let nedkørsel, der leder mod nordøst, inden det går mod vest op ad en bakke (1,2 km, 4,2%), der har top med 9 km igen. En nedkørsel leder nu mod nord og øst tilbage til Meuse, som følges igennem fladt terræn mod nord frem til Namur.

Her tager man med 3 km igen et ganske blødt venstresving ind på målbakken, der stiger med 3,9% over 3,0 km med 3,7%, 3,5%, 5,2%, 7,9%, 1,0% og 2,4% over de seks 500 m-segmenter og har brosten over de første 1900 m, inden den flader ud. På den nedre del er den kringlet med hele fire hårnålesving, men med 1800 m igen rammer man en lige vej, der leder frem til den røde flamme, hvor de er endnu et hårnålesving. Det efterfølges af hele tre 90-graderskurver over de næste 500 m, inden man med 300 m igen drejer næsten 180 grader i en rundkørsel.

Løbet byder på i alt 2754 højdemeter mod 2958 i 2021 og 2881 i 2019.

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Vejret

Løbet er tidligere blevet afviklet i regn og blæst, og i år ligner det igen en ganske trist fornøjelse. Det ventes nemlig at regne hele dagen, men hvor nedbørsrisikoen gennem det meste af løbet vil ligge på 80-90%, vil den i finalen aftage til ca. 70%. Temperaturen vil være 16 grader ved start og 18 grader i mål, men det vil slet ikke være blæsende med bare en let vind (8-10 km/t) fra nord. Det giver generelt med- og sidemedvind, indtil man kort inden Ermeton får mod- og sidemodvind. Det afbrydes af sidevind på de to finalebakker, indtil man igen får modvind frem mod målbakken. He vil der primært være modvind på den første kilometer, medvind på den anden kilometer og forskellige former for sidevind på sidste kilometer, herunder sidemedvind over de sidste 300 m.

Favoritterne

GP de Wallonie følger som regel et ret fast mønster. Efter etableringen af et tidligt udbrud falder løbet til ro midtvejs, inden det hele bliver dramatisk i finalen. Her har favoritterne ofte spillet ud allerede på de to stigninger, der har ledt frem til afslutningen i Namur, og det har altid skabt ganske markant udskilning allerede inden afslutningen. Det har således ikke været altid, at det hele har skullet afgøres på bakken op til mål, for hele løbet har været en relativt hård sag.

I 2016 var en lille gruppe med flere forhåndsfavoritter endda meget tæt på at holde hele vejen, men der skete alligevel den vanlige regruppering inden finalebakken. I 2017 betød det elendige vejr og den kraftige sidevind, at udskilningen skete så tidligt, at Tim Wellens kunne køre alene hjem fra distancen, og i 2018 var det også en ganske lille gruppe, der endte med at spurte om sejren. I 2019 lykkedes det endda Krists Neilands at udnytte kaosset på de sidste bakker til at køre væk og akkurat holde favoritterne bag sig. Som regel har det dog været en gruppe på 20-30 ryttere, der er endt med at skulle slås om det i en klassisk puncheurfinale.

Sidste år blev ruten omlagt, og det gjorde den lettere. Ca. 50 mand var samlet i bunden af bakken, der som sagt blev kørt fra en ny side, og der var aldrig rigtigt optræk til, at det ikke skulle afgøres i en spurt. I år har man desværre ændret ruten yderligere, så den nu må regnes som historisk let. Hvor vi tidligere havde mange stigninger til at få åbnet løbet tidligt, er der nu kun to ganske små bakker, som sidste år ikke kunne gøre nogen forskel. Bedre bliver det ikke af, at der er tale om en fuld modvindsfinale, hvilket ikke just ansporer til offensiv kørsel.

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Vi skal nok få angreb. Det vil være sært, hvis Victor Campenaerts kan holde sig i ro, men det bliver formentlig et mere kontrolleret løb, end det plejer at være. Jeg vil forvente, at Alpecin og Intermarché vil arbejde ret målrettet for en spurt, selvom man aldrig kan udelukke, at Mathieu van der Poel vil teste benene forinden. De fleste hold har en mand, der kan køre denne finale, og derfor vil der næsten altid være hjælp at hente, hvis der alligevel kommer en gruppe væk i finalen. På denne rute har jeg svært ved at tro, at vi ikke får den klassiske spurt. En joker er selvfølgelig den massive mængde regn, men da det ikke er koldt, og vinden er svag, vil det næppe øge chancen for, at vi får udskilning.

Finalebakken er nu igen den, vi kender, og altså derfor igen med brosten på den stejlere del. Det har altid været en lidt spøjs sag, fordi det har været muligt for ardennerspecialister at vinde, men også for en lidt tung sprinter som Jens Debusschere at gøre det samme - dog dengang, han var allerbedst. Det skyldes naturligvis også, at den sidste kilometer er næsten flad. Sprinterne skal ”bare” overleve brostensdelen, der trods alt kun har 500 m, som er stejle, og ofte har puncheurtyperne holdt lidt igen for ikke at brænde sig af inden spurten i den flade del. Den er tillige uhyre speciel, da den er ekstremt kringlet, og det handler næsten alene om positionering frem mod det sene 180-graderssving igennem de mange kurver. Kan ardennerspecialisterne ikke gøre forskellen på den stejle del, vil det formentlig gå i stå, når den flader ud, og herfra har de holdbare sprintere som Debusschere og Christophe Laporte, der vandt sidste år, en god chance for at gøre det færdigt.

Det er et fremragende felt, vi har i år, selvom man kunne frygte, at det fjerne VM og tilbagekomsten af de canadiske løb ville svække feltet. Biniam Girmay er imidlertid en globetrotter, der rejser fra Europa til Canada til Europa og til sidst til Australien, og Mathieu van der Poel bruger løbet som næstsidste VM-test. Dertil kommer, at pointkampen sætter sit spor, for udover Cofidis og Israel-PT, der altid kører løbet, stiller EF, Movistar og BikeExchange pludselig til start denne gang. Jeg har en grum mistanke om, at jeg ved hvorfor.

Der er flere gode vinderkandidater, og det er derfor ikke med den største sikkerhed, at jeg peger på Mathieu van der Poel. Hollænderens form er nemlig ret ukendt, da han efter Touren kun har kørt Druivenkoers for efterhånden længe siden, hvor han endte med at arbejde for Jasper Philipsen, samt to nationale gadeløb, som han dog begge har vundet. Han regner dog med, at han kan blive verdensmester om halvanden uge, og dermed må vi forvente, at han er ganske flyvende. Han plejer nu også at være fremragende til at træne sig i form, og da han har haft tid til at hvile ud efter Tour-skuffelsen, må man regne med, at han begynder at være sig selv igen.

Denne spurt burde passe ham glimrende. Det er klart, at det havde været bedre, hvis ikke den fladede ud til sidst, men jeg vil tro, at han vil lægge et benhårdt tryk på den stejle brostensdel. Herefter vil han have fronten gennem den tekniske finale på de våde veje, og så bliver han svær at gå forbi. Den tekniske afslutning er en gave for en fyr som ham, da han er meget eksplosiv og teknisk sublim. Vejret hjælper ham også, og derfor tror jeg, at han tanker VM-selvtillid ved at tage sin første UCI-sejr i mere end fire måneder.

Alpecin har dog også en anden topkandidat. Med den holdbarhed, han har vist i år, er Jasper Philipsen perfekt til denne afslutning. Modsat Van der Poel skal han ikke køre offensivt, men ”overleve”, og derefter positionere sig i den tekniske finale. Formen så god ud i Druivenkoers, og bliver løbet for let til, at Van der Poel kan vinde, bliver Philipsen meget svær at slå, da han er feltets hurtigste på den sidste fladere kilometer. Faktisk kan Stefano Oldani, Dries de Bondt, der dog ikke har været flyvende på det sidste, og Xandro Meurisse alle lave et resultat her, men man må formode, at de skal arbejde for kaptajnerne, særligt De Bondt og Meurisse.

Den oplagte rival er naturligvis Biniam Girmay. Efter en slidt skuffende tid genfandt han sin fart med den flotte spurt i Quebec, hvor han slog Wout van Aert, der dog fik kørt den for langt. Desværre var han småsyg under Montreal, og det skaber usikkerhed, som styrkes yderligere af, at han nok har lidt jetlag endnu. Historien viser dog, at man sagtens kan køre om sejren i Vallonien onsdagen efter Montreal, men forberedelsen kunne have været bedre. Finalen er helt perfekt for ham, og på den fladere sidste kilometer er han hurtigere end Van der Poel. Problemet er den tekniske finale på de våde veje. Han er ikke sublim i positionskampen og er bedre i sin klassiske lange spurt end i denne eksplosive afslutning med et sent sving. Har han Van der Poels hjul, står han dog stærkt. Man må formode, at holdet kører 100% for ham, men skulle han være ramt af sygdom og jetlag, er det også en god finale for formstærke Sven Erik Bystrøm. Det er det også for ligeledes formstærke Georg Zimmermann, der dog mangler den sidste fart og power, samt Loic Vliegen , der dog ikke synes i sin bedste form længere. Jeg ville også gerne se Hugo Page køre den, men han må være hjælper, og det samme gælder for en ellers velkørende Dimitri Claeys, der ellers tidligere har været god her.

Jeg er ret spændt på Gonzalo Serrano. Spanieren vandt det aflyste Tour of Britain, hvor han viste sin klart bedste form i år, og dette er et løb, der virkelig passer en puncheur som ham. Han virkede meget hurtig i sidste uge, ikke mindst på 1. etape, hvor han med bedre position havde vundet. Den skal han finde i morgen, hvilket kan blive svært, men bliver det et hårdt løb, hvor han får Van der Poels hjul, virker det ikke helt umuligt, at han kan vinde. Movistar har også en option, hvis det bliver knap så hårdt. Den i år så holdbare Max Kanter burde nu kunne køre denne finale, når vi ser på den flotte 2. plads, han fik i den meget hårdere spurt på 2. etape i Occitanie.

Cofidis kommer med et stærkt kort i Bryan Coquard, der forlod Vueltaen for at køre efter point i løb som disse. Dette er et af dem, der passer ham allerbedst, for vi så senest på 13. etape i Vueltaen, hvor god han er i denne slags afslutninger. Hans form var svingende, men stigende, og med de ben, han havde på nævnte etape, kommer han langt her, også fordi ruten er lettere. Han hjælpes mod Van der Poel af, at det flader ud, men jeg tror, at han vil betale en dyr pris for sin ringe positionering. Cofidis har også et andet kort i Axel Zingle, der burde være skabt til denne finale, særligt hvis det bliver hårdt. Desværre må man stille spørgsmålstegn ved hans i august ellers så gode form efter et par totale flops i Doubs og Bretagne. Sidste kort er Piet Allegaert, der burde kunne lave et resultat på denne lettere rute, men han vil næppe kunne vinde og er formentlig hjælper for særligt Coquard.

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Ag2r kommer med Greg van Avermaet, der elsker løbet, hvor han tidligere er blevet både nr. 1 og 2. Han viste fin form i Canada, men vi så også her, at han er et stykke fra fordums styrke. Den lettere rute hjælper ham ikke, da han ikke har fordums fart, slet ikke når det flader ud. Han har fordel af at kende den kringlede finale til hudløshed, og mens han nok laver et resultat, er det svært at se ham vinde. Faktisk tror jeg mere på Oliver Naesen, der ligeledes burde være god i denne slags finale, særligt når det flader ud. Efter en svær tid lignede han i Bretagne, hvor han angreb sammen med Van Aert, igen sig selv, og han vil elske det dårlige vejr. Det kunne også være en afslutning for Paul Lapeira, men han har været skadet og må være hjælper.

Israel-PT kommer med et ret spændende hold med mange kandidater. Efter en svær tid med sygdom synes Sep Vanmarcke at have fundet noget form, og hans 15. plads i Montreal, der burde være for hårdt for ham, vidner om, at han er klar. Det er en glimrende finale for ham, men det havde været bedre, hvis ikke den var fladet ud. Lige så spændende er Corbin Strong , der med sejren i Skotland viste, at han kan køre denne slags finaler, men jeg frygter, at han mangler noget rutine i positionskampen, og finalen er måske også lidt for flad. Dylan Teuns så godt ud i England og bør forsøge at følge Van der Poel på den stejle del eller selv forcere, men stigningen er for let til, at han kan vinde. Egentlig burde det også være en afslutning for Tom van Asbroeck, der blev nr. 8 sidste år, men han har ikke virket flyvende, og jeg tro, at han ender som hjælper. Krists Neilands vandt løbet med et tidligt angreb i 2019, men virker formsvag og kan ikke vinde en spurt. Jakob Fuglsang finder bakken for let og skal vel forsøge at angribe tidligt.

Lotto har et ret spændende hold med flere kandidater. Bedste vinderchance har nok Jasper de Buyst, der er skabt til denne finale og endelig har fundet noget form igen. Han blev da også nr. 3 i 2019 - dvs. nr. 2 i feltets spurt - men dengang var han stærkere, end han er nu. Han går næppe med Van der Poel og skal håbe, at den går lidt i stå efter det stejle. Manden, der skal gå med, når Van der Poel forcerer, er Victor Campenaerts. Vi har set, at han pludselig kan spurte, men det er svært at se ham vinde en spurt mod Van der Poel her. Jeg glæder mig også til at se Philippe Gilbert, der efter en skidt Tour så ganske godt i Bretagne og Doubs, hvor han angiveligt var en af de stærkeste på sidste stigning - også stærkere end Girmay. Han har vundet løbet to gange og er også blevet nr. 2, så det er en ideel finale for ham. Han er ikke længere eksplosiv nok til at vinde, men vi så jo i Dunkerque, at han stadig kan spurte. Gør Van der Poel det hårdt, kan hanmeget vel ende som bedste mand fra holdet.

Sidste år blev Warren Barguil nr. 3, og det vidner om, at det er en finale, han kan køre. Han viste også fornem form med to top 10-placeringer i Canada, men den lettere rute og den fladere finale er en katastrofe. Han har glæde af, at Van der Poel vil bruge den stejle del til at gøre det hårdt, men på denne rute og i dette felt har jeg svært ved at se ham ende på podiet igen. Den lettere rute er en gave til Amaury Capiot, der burde være en god kandidat, men selvom han blev en overraskende nr. 3 i det lette Fourmies, rækker formen næppe efter skadespausen. Romain Hardy synes ikke længere at køre denne slags finaler, og Anthony Delapalce mangler punch.

Total kommer med en oplagt kandidat i Julien Simon, der elsker denne finale. Således er han blevet nr. 1, 2, 3, 4, 7 og 9, og det vidner om hans evner. Han har som bekendt været genfødt i år med sine mange sejre, men desværre synes han ikke i sin bedste form. Han kom til kort på kongeetapen i Limousin og skuffede i Bretagne og Doubs. Den lettere rute hjælper, men jeg ser ham ikke køre med om sejren igen denne gang. Lige så spændende er Dries van Gestel, der var en af oplevelserne i august. Siden har han ikke kørt løb, der passer ham, og derfor er hans form ret ukendt. Han har fundet et helt nyt punch i år, og han kan lave et resultat, men han er ikke hurtig nok til at vinde. Edvald Boasson Hagen har også kørt på et niveau, der gør et resultat realistisk, men det kræver, at den går i stå, og han vinder ikke. Jeg glæder mig også til at se Sandy Dujardin, men han mangler nok lidt for meget til at være med helt i front.

BikeExchange jagter point, men de har kun én rytter, der for alvor kan lave et resultat. Det er til gengæld også en god finale for Dion Smith, men som bekendt er hans niveau ekstremt svingende. Det har vi også sent på det seneste, hvor han kom stærkt ud fra pausen, men har floppet fælt på det sidste. Han kan lave et resultat, men vinde kan han ikke, også fordi han taber positionskampen, og han kan også falde igennem. Måske er Alexander Konychev nu blevet god nok til at kunne lave et resultat.

Kenneth van Rooy er altid bundsolid, og i Storbritannien virkede han endda hurtigere end tidligere. Normalt ville ruten være lidt for hård, men den lettere finale bør gøre, at han laver sit klassiske resultat. En yderlig top 10 er dog det maksimale. Holdet har også Kamil Bonneu, men selvom han vandt fra et udbrud i England, viste han uhyre ringe form.

B&B kommer med Luca Mozzato, der burde have en chance på denne lettere rute. Det kræver, at den går i stå efter den stejle del, men selv da kan han få det svært, da han ikke har vist god form efter Touren. Jeg er spændt på at se Alan Boileau, der burde være skabt til denne afslutning og synes i fin form, men han har stadig til gode at gøre det godt i Europa. Et alternativ er Thibault Ferasse, men han synes formsvag.

EF kører løbet for at få point, men de er uden deres gode kort. De får det meget svært i dette selskab, men det burde ikke være helt umuligt for en holdbar sprinter som Marijn van den Berg. Han vil dog tabe positionskampen og har skuffet med sin holdbarhed i år. Det burde også være en afslutning, hvor Owain Doull og Jonas Rutsch kan gå efter point og et resultat, men vinde kan de ikke. Formen er også usikker.

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Bingoal stiller med Milan Menten , der burde kunne køre en finale som denne. Han har dog skuffet meget med både holdbarhed og fart i år, og selvom ruten er lettere, bør den blive for svær. De har i stedet formstærke Matthijs Paasschens, men han er ikke eksplosiv nok, og Dimitri Peyskens havde ikke samme gode form som tidligere i sidste uge.

Det er svært at tro på Uno-X, men Lasse Norman Hansen viste så god form i Danmark og Druivenkoers, at han måske kan lave et resultat på denne lettere rute. På kontinentalholdene synes kun Gianni Marchand og Lennert Teugels måske at kunne lave et halvhæderligt resultat, da finalen er for let for Johannes Adamietz.

***** Mathieu van der Poel

**** Biniam Girmay, Jasper Philipsen

*** Gonzalo Serrano, Bryan Coquard, Oliver Naesen, Sep Vanmarcke, Philippe Gilbert

** Warren Barguil, Greg van Avermaet, Jasper de Buyst, Axel Zingle, Corbin Strong, Victor Campenaerts, Julien Simon, Dries van Gestel, Max Kanter, Dylan Teuns, Dion Smith, Stefano Oldani, Sven Erik Bystrøm, Kenneth van Rooy, Edvald Boasson Hagen, Georg Zimmermann

* Sandy Dujardin, Loic Vliegen, Amaury Capiot, Luca Mozzato, Tom van Asbroeck, Piet Allegaert, Marijn van den Berg, Milan Menten, Jonas Rutsch, Lasse Norman, Owain Doull, Matthijs Paaschens, Dimitri Peyskens, Dries de Bondt, Xandro Meurisse, Hugo Page, Dimitri Claeys, Jakob Fuglsang, Anthony Delaplace, Alan Boileau, Thibault Ferasse, Gianni Marchand, Lennert Teugels, Johannes Adamietz

Danskerne

Jakob Fuglsang har måske en beskyttet rolle hos Israel-PT, men formentlig er han hjælper for Dylan Teuns, Corbin Strong og Sep Vanmarcke. På Cofidis skal Sebastian Kolze Changizi støtte Axel Zingle og Bryan Coquard, og hos BikeExchange skal Christopher Juul og Anders Foldager støtte Dion Smith. Endelig burde Lasse Norman, der har vist hæderlig form på det sidste, og Niklas Larsen have en fri rolle på et svagere Uno-X-mandskab, og Norman kan med sin form måske lave et resultat.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Christophe Laportes sejr fra 2021, Krists Neilands’ sejr fra 2019, Jasper Stuyvens sejr fra 2018, Tim Wellens’ sejr fra 2017, Tony Gallopins sejr fra 2016, Jens Debusscheres sejr fra 2015 og Greg van Avermaets sejr fra 2014.