Optakt: GP di Lugano

Løbets rolle og historie

Schweiz har en rig cykelhistorie, og landet har altid været vært for nogle af de største løb. Tour de Suisse og Tour de Romandie er blandt de største etapeløb, og i mange år var Meisterschaft von Zürich en del af World Cuppen. Sidstnævnte er imidlertid nu forsvundet fra kalenderen, og der er nu om dage ikke mange endagsløb tilbage i Alpelandet.

Et af de løb, der har overlevet de vanskelige økonomiske vilkår, er GP Lugano, der nu sammen med GP Kanton Aargau er Schweiz’ største klassiker. Med kuperede ruter er de to løb meget ens, men hvor sidstnævnte er et forberedelsesløb til Tour de Suisse, har løbet i Lugano altid været et opvarmningsløb forud for Paris-Nice og Tirreno-Adriatico. Det ændrede sig imidlertid i 2017, hvor løbet blev flyttet fra den belgiske åbningsweekend til begyndelsen af maj. Det havde haft vanskeligt ved at tiltrække stor opmærksomhed på en termin, hvor det overlappede med brostensløbene i Belgien, Classic Sud-Ardeche og Drome Classic i Frankrig samt fra 2017 også med Abu Dhabi Tour.

Flytningen var ikke den store succes, og derfor rykkede man i 2018 endnu engang rundt. Løbet blev for første gang afviklet i begyndelsen af juni på den søndag, hvor Criterium du Dauphiné starter. Håbet var, at det med en placering kort inden GP Kanton Aargau og Tour de Suisse kunne lukrere på en synergieffekt, der ville sikre, at flere af Tour de Suisse-rytterne villE bruge begge de to endagsløb som opvarmning.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

GP Lugano var oprindeligt en enkeltstart, der blev afviklet i oktober. Sådan forholdt det sig indtil 1979, hvorefter det efter et års fravær fra 1981 blev flyttet til februar-marts og lavet om til et endagsløb, der i 1997 og 1998 kun var åbent for amatører og blev aflyst i 1999 og 2000, men ellers har været en vigtig begivenhed først på sæsonen. I starten var det domineret af lokale ryttere, men i 90erne og 00erne har det været italienere, der har gjort det bedst. Løbet afvikles i det kuperede område tæt på den schweizisk-italienske grænse og udgjorde på et tidspunkt sammen med GP Chiasso en perfekt weekend, der kunne bruges som forberedelse til større mål, men efter at sidstnævnte forsvandt fra kalenderen er det nu en enkeltstående begivenhed.

På mange måder har løbet en nær forbindelse til Italien. Først og fremmest afvikles det jo i grænseregionen, og derfor stiller mange italienske hold som regel til start. Dets natur er imidlertid også meget lig det, vi ser i nabolandet, hvor endagsløbene ofte afgøres i en spurt i en decimeret gruppe efter en hård dag med en del klatring. GP Lugano følger et tilsvarende mønster, og i finalen ser man ofte en kamp mellem angribere og en lille gruppe, der har overlevet stigningerne på den vanskelige rundstrækning.

Med beslutningen om at flytte løbet til maj regnede man med både bedre vejr og bedre form hos rytterne, og derfor har man gjort den velkendte rute endnu hårdere. Den model gentoges sidste år og igen i 2019. Samtidig har flytningen delvist haft den ønskede effekt, idet man sidste år kunne præsentere to hold fra WorldTouren, UAE og Bahrain-Merida, mod blot ét i 2017, og i år kommer også Mitchelton-Scott til start. De får selskab af de italienske prokontinentalhold, Israel Cycling Academy og Gazprom-Rusvelo samt en række kontinentalhold.

Sidste år mødte Bahrain op med et overlegent superhold, der sendte Hermann Pernsteiner i et tidligt udbrud, hvorfra østrigeren kørte hjem til en solosejr foran Kristian Sbaragli, der ligeledes var med i gruppen, samt holdkammeraten Enrico Gasparotto, der var den bedste i favoritgruppen. Pernsteiner forsvarer imidlertid ikke titlen, og heller ikke Gasparotto, der nu kører for Dimension Data, er med denne gang. Det er til gengæld Sbaragli, der stiller til start som kaptajn på Israel Cycling Academy.

Ruten

GP Lugano har altid været et rundstrækningsløb, der er blevet afviklet i det smukke og meget kuperede område omkring Lugano-søen. I de senere år har man benyttet en stort set uforandret rute, men som sagt har man i forbindelse med flytningen til maj/juni designet en ny og betydeligt sværere rundstrækning, der efter sin debut i 2017 genbruges denne gang.

Rundstrækningen tager udgangspunkt i Lugano, er 22,4 km lang og skal gennemkøres i alt 8 gange, hvormed den samlede distance er 179,2 km. Straks fra start går det mod sydvest og syd op ad Via Monte Croce-stigningen, der over 5,8 km stiger med 4,6% i gennemsnit. Herefter fortsætter man mod syd ad en teknisk nedkørsel, inden man kører ud til søbredden, som man følger tilbage mod nord. Derfor flader terrænet ud, indtil man drejer mod øst ind i bakkerne, når der resterer ca. 8 km. Her venter en lille stigning, der stiger med et gennemsnit på 5,9% over 1 km. Fra toppen resterer 4 km, og de følger en knap så svær nedkørsel mod nordøst frem til udkanten af byen. Her tager man et skarpt sving med 1500 m til mål og igen ved den røde flamme, hvor nedkørslen ender. Herefter venter en teknisk finale med hele tre skarpe sving, inden man rammer den 500 m lang opløbsstrækning, der buer svagt til venstre.

Løbet byder på i alt 3048 højdemeter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

En af fordelene ved den nye dato er, at man undgår det dårlige vejr, der blandt andet betød, at løbet blev aflyst i 2013. Set i det lys kan arrangørerne derfor ikke være helt tilfredse med en vejrudsigt, der byder på samme ustabile vejrtype, som prægede Giroen. Søndag vil være skyet, men varm med en temperatur på 26 grader. Udfordringen vil være en 60% risiko for tordenbyger - en risiko, der vokser mod slutningen af løbet. Der vil bare være en svag til let vind fra syd, hvilket giver modvind på første stigning og nedkørslen, medvind på det flade stykke op langs søen og på den sidst stigning og til slut modvind på nedkørslen op opløbsstrækning

Favoritterne

Som altid skaber en relativt ny rute nogen usikkerhed om, hvad der kan forventes. På den gamle rute var det muligt for de bedste puncheurs at gøre en forskel, men stærke sprintere havde også en chance. Således er Niccolo Bonifazio tidligere vinder, og Roberto Ferrari sluttede i 2016 på podiet.

Med den relativt nye rute bliver alle tidligere erfaringer kastet op i luften, og den nye dato bidrager yderligere til usikkerheden. Således kan vi på én gang forvente, at løbet bliver mere selektivt som følge af det øgede antal højdemeter, og samtidig regne med, at der skal mere til for at skabe udskilning på et tidspunkt af sæsonen, hvor formniveauet generelt er højere.

U 2017 blev ruten benyttet for første gang, og her så vi, at løbet var ganske selektivt, dog ikke mere end at typer som Andrea Vendrame, Marco Canola og Simone Consonni var blandt de bedste i favoritgruppen. Det viste sig imidlertid, at ruten var for vanskelig at kontrollere, og derfor endte det med, at det var et forsøg fra distancen, der i sidste ende gav Iuri Filosi sejren.

Lidt af det samme så vi sidste år. Her mødte Bahrain op med et helt overlegent hold, og de sendte Hermann Pernsteiner afsted i et tidligt udbrud. Det faldt helt fra hinanden, så kun østrigeren og Kristian Sbaragli hol hjem, inden en lille favoritgruppe med Enrico Gasparotto, Diego Ulissi, Giovanni Visconti, Domenico Pozzovivo og Giulio Ciccone skulle kæmpe om den sidste podieplads.

Sidste års udgave viser, at løbet kan være knaldhårdt, hvis det køres aggressivt, men også at det er meget svært at kontrollere. Samlet er antallet af højdemeter så stort, at vi må formode, at det bliver et ganske hårdt udskillelsesløb, hvor man skal være en meget god klatrer for at spille en rolle i finalen. Samtidig er den sidste stigning så svær og kommer så sent i et hårdt løb, at det rent faktisk er muligt også for mere udprægede bjergryttere at køre alene hjem, ikke mindst i et felt, der er relativt svagt. Der er ikke meget fladt efter nedkørslen, så en solosejr er bestemt en mulighed. På den anden side er sidste stigning i sig selv ikke sværere, end at en lidt tungere fyr med en god spurt sagtens kan sidde med, specielt fordi der er et relativt langt fladt stykke mellem de to stigninger. Således så vi da også sidste år, at Gasparotto, Ulissi og Visconti var blandt de bedste, og at klatrerne Pozzovivo og Ciccone blev slået af de hurtigere folk.

Ligesom sidste år er feltet meget ujævnt i den forstand, at UAE og Bahrain kommer med de klart stærkeste hold, og det vil være lidt af en katastrofe, hvis ikke et af de to hold ender med sejren. I år er styrkeforholdet imidlertid vendt på hovedet, idet det er UAE, der kommer med det brede og stærke mandskab med flere vinderkandidater i form af Tadej Pogacar, Diego Ulissi, Jan Polanc og Fabio Aru. Bahrain-Merida har måske løbets stærkeste rytter i Vincenzo Nibali samt Matej Mohoric som en plan B, men resten af holdet er relativt svagt.

Det betyder også, at det er ganske sandsynligt, at vi får en gentagelse af sidste års scenarium. UAE vil næppe satse 100% på én mand, men i stedet køre et offensivt løb. Bahrain er næppe i stand til at kontrollere det hele, og deres bedste chance vil være at sende en mand med i et tidligt fremstød. Sker det, er det svær at se, hvem der skal skabe samling, da de mindre hold ikke er i stand til styre et så svært løb. Chancerne for en udbrudssejr og et taktisk løb er derfor gode, men det er klart, at det ikke bliver let for en fyr som Nibali at komme væk, da han vil være kraftigt mandsopdækket.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

UAE vil formentlig køre et ret offensivt løb, mens de gemmer Diego Ulissi til en spurt. Derfor tror vi, at vi vil se en gentagelse af sidste års løb, hvor en af løjtnanterne udnytter manglen på kontrol til at vinde. Det får os til at pege på Jan Polanc som vores favorit. Sloveneren kørte en fornem Giro, hvor han endte som nr. 14, og selvom han ikke havde den bedste sidste uge, viste han en vis form med en 14. plads på den sidste enkeltstart. Modsat Pogacar, der formentlig vil være mandsopdækket af Nibali, vil han formentlig kunne få nogen frihed, og som en af løbets bedste klatrere med en halvhurtig spurt, tror vi, at han kan gøre som Pernsteiner i 2018, nemlig udnytte et stærkt hold til at snyde de mest oplagte favoritter.

Holdets anden oplagte kandidat til offensiv kørsel er Tadej Pogacar. Sloveneren har haft en helt fantastisk sæson, hvor han senest tog den samlede sejr i Tour of California, og hvis nogen troede, at han nu var ved at være træt, må de tro om. Fredag viste han nemlig igen fornem form ved at vinde det slovenske enkeltstartsmesterskab foran specialisten Jan Tratnik, og dermed kommer han til løbet med knaldgode ben. Den kuperede rute passer ham fint, for selvom han er bedst på lange stigninger, viste han på 4. etape i Baskerlandet, at han også er god i terræn som dette. Sammen med Nibali er han formentlig løbets bedste på stigningerne, og da UAE kan angribe Hajen fra Messina på skift, kan man ikke udelukke, at Pogacar kan komme væk. Samtidig er han slet ikke langsom på stregen og en glimrende nedkører, og det giver ham fine chancer for at tage sæsonens 6. sejr.

UAE vil formentlig forsøge at gemme Diego Ulissi til en spurt. Italieneren er som ardennerspecialist skabt til denne rute, og sidste år sad han da også med favoritgruppen hjem. Han havde en svært skuffende Giro, hvor benene var helt væk mod slutningen, men efter en uges pause burde han kunne være med fremme på denne rute. Drømmescenariet for ham vil være, at en lille gruppe skal spurte om sejren, og får han det opfyldt, bliver han svær at slå. Endelig har UAE også Fabio Aru, der vender tilbage efter sin operation. På papiret er han en af løbets bedste klatrere, som sagtens kan sendes i forkøbet, men det vil alligevel være en overraskelse, hvos han allerede er i stand til at køre med om sejren.

Bahrain-Merida kører for Nibali, men deres bedste kort kunne vise sig at være Matej Mohoric, der næppe vil være mandsopdækket i samme omfang. Sloveneren er kendt for sin offensive stil, og han er den perfekte mand, Bahrain kan bruge til at dække tidlige udbrud. Problemet for Mohoric er, at ruten er til den hårde side, hvis han skal op mod mere klatrestærke folk som Polanc og Pogacar, og hans form er temmelig usikker efter en lang pause og et svært skuffende forår. Til gengæld har han sin nedkørsel og sin spurt som våben, og derfor kan Mohoric komme i spil både i et offensivt løb og i et løb, der afgøres af favoritterne.

Løbets mest formstærke klatrer må være Vincenzo Nibali, der af en eller anden grund ikke synes, at han skal hvile inden Touren. Holdet har meldt ud, at han er deres kaptajn, men han får det alligevel svært. Ruten er en anelse for let for ham, og UAE vil mandsopdække ham massivt. Han har sin nedkørsel som våben, men skal formentlig alene hjem for at vinde. Det kan blive ganske svært på denne rute, men en formstærk Nibali skal naturligvis aldrig afskrives.

Skal man pege på en rytter fra et andet hold end de to stærkeste, må det være Simone Velasco. Italieneren har haft en gennembrudssæson, hvor det er blevet til sejre i Trofeo Laigueglia og Coppi e Bartali amt en 3. plads på en bjergetape i Tour of the Alps. Ruten her er nok en anelse til den svære side, ikke mindst fordi han kun har kørt et enkelt, ret let løb i den sidste måneds tid. Med offensiv kørsel har han dog gode chancer, især i kraft af sin gode spurt, men også i en spurt mellem favoritterne, vil han have en chance, hvis han sidder med så langt.

Neri Sottoli har også løbets joker, Giovanni Visconti. Ruten er som skabt til den stærke italiener, der kan klatre og spurte. Desværre har han haft et forfærdeligt år, hvor han har været ramt af en stribe helbedsproblemer. Nu har han holdt pause siden april, og ingen ved derfor, om han er kommet tilbage på sporet. Det finder vi ud af søndag, hvor en formstærk Visconti vil kunne vinde både via udbrud og via en kamp mod favoritterne. Derudover har Neri Sottoli klatreren Edoardo Zardini, der måske vil have en chance, hvis et tidligt udbrud kører hjem.

Sammen med Pogacar og Nibali er Aleksandr Vlasov vel løbets bedste rigtige klatrer. Vinderen af Baby Giroen har imponeret i år, hvor han har udfordret de bedste i løb som Ruta del Sol, Giro di Sicilia, Tour of the Alps og senest Vuelta a Asturias. Han har ikke megen eksplosion eller spurtstyrke, og derfor er dette løb ikke ideelt, men UAE og Bahrain skal passe på med at lade ham køre med i et udbrud. Sker det, kan han pludselig vise sig som stærkeste mand, hvis han har genfundet formen efter en alenlang pause.

Gazprom-Rusvelo har dog også andre kort at spille. Det gælder Evgeny Shalunov, der i år endelig er kommet tilbage på sporet og kørte fremragende i Tirreno og Coppi e Bartali. Siden faldt han ned i samme dybe hul, som har ødelagt de seneste år for ham, men i Aragonien lignede han en mand, der var tilbage på sporet, da han sikrede sig en samlet 2. plads på en dog ret let rute. Han er god i dette terræn og hurtig, men først skal vi se, om lottokuponen Shalunov er i form efter en måneds pause. Endelig har de Artem Nych, der imponerede stort i Tour de l’Ain og kunne vise sig som stærkeste mand i et udbrud. Til gengæld er den nye rute nok for hård for hurtige og klatrestærke Sergey Shilov, der ellers har været stærk i år.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Bardiani kommer med klatreren Giovanni Carboni, der kørte en flot Giro og burde kunne lide de mange højdemeter. Desværre virkede han træt mod slutningen, og manglen på spurtstyrke gør ham heller ikke perfekt egnet til dette løb. Holdet har også Manuel Senni, men han fik i Giroen vist, at han er langt fra sit gamle niveau.

Israel Cycling Academy skal satse på et offensivt løb med deres klatrere Matteo Badilatti, der viste fin form på kongeetapen i Tour de l’Ain, Alexander Cataford, der kørte flot i Californien, samt Ruben Plaza¸ der kommer direkte fra Giroen. Alle skal de forsøge at udnytte manglen på kontrol. Det samme skal sidste års nr. 2, Kristian Sbaragli, der klatrede fornemt i Giroen, og selvom ruten nok er for hård til, at han kan følge favoritterne, så vi i 2018, at han i et udbrud kan komme langt, ikke mindst fordi hans spurt er et godt våben. Ruten er i dag formentlig for hård for Davide Cimolai, og August Jensen er desværre stadig langt fra sit gamle niveau.

Nippo kommer med to hurtige klassikertyper i form af Marco Canola og Nicola Bagioli , der begge har kørt Giro. For to år siden var Canola faktisk med fremme på den nye rute, men i det meget stærke klatrefelt i år får han sammen med Bagioli det nok lidt for svært, som han også gjorde det sidste år. Begge skal de formentlig forsøge at komme favoritterne i forkøbet og derefter bruge deres spurt som et våben. Holdet har også klatreren Filippo Zaccanti, der efter mange skader endelig viste lidt form i Tour of Japan.

På en rute som denne vil kontinentalholdene have det svært, men der er folk, der kan gøre det godt. Det gælder især Roland Thalmann, der virkelig imponerede i Tour of the Alps, men nu har haft en lang pause, hvorfor hans form er usikker, samt holdkammeraten Patrick Schelling. Derudover bliver det meget spændende at følge Simone Ravanelli, der med den fornemme 3. plads i Giro dell’Appennino sikrede sig en kontrakt med Androni, samt den nylige vinder af Ronde de l’Isard, Andra Bagioli. Amore e Vita har den dygtige klatrer Pierpaolo Ficara , der forhåbentlig endelig er blevet sine helbedsproblemer kvit, Marco Tizza, der har vist sig overraskende holdbar og kan spurte, samt Danilo Celano , der endelig har vist lidt glimt af fordums klasse på det seneste. Endelig har Iseo den spændende Simone Zandromeneghi samt Nicolas Rinaldi.

BEMÆRK: Mitchelton-Scott fremgår på den foreløbige startliste, men har ikke officielt udtaget et hold, ligesom løbet ikke fremgår af kalenderen på deres hjemmeside. Vi formoder derfor, at de har meldt afbud, men vi vil opdatere optakten, hvis de mod forventning stiller til start alligevel.

OPDATERING: Mitchelton-Scott stiller faktisk til start med et hold, der føres an af Esteban Chaves. Colombianeren sluttede stærkt af i Giroen og ligner sammen med Nibali og Pogacar bedste mand på stigningerne. Spørgsmålet er, om det svage Mitchelton-mandskab kan begå sig, og han vil formentlig ikke få megen frihed. Det kan åbne døren for Tsgabu Grmay, der er et godt bud på en rytter, der kan køre offensivt og gå med i de tidligere angreb fra UAE og Bahrain. Endelig har holdet veteranen Michael Albasini, men de dage, hvor han kan vinde svære løb som disse, er nok ovre, selvom ruten i gamle dage ville have passet ham perfekt.

OPDATERING 2: Gazprom-Rusvelo er uden Vlasov, men stiller til gengæld med formstærke Aleksey Rybalkin som supplement til Nych. Klatreren Ildar Arslanov vender også langt om længe tilbage, men kan umuligt have formen. Israel Cycling Academy er uden Plaza, og desværre stiller formstærke Andrea Bagioli ikke til start for Colpack. IAM kommer med en formstærk Simon Pellaud

***** Jan Polanc

**** Tadej Pogacar, Diego Ulissi

*** Matej Mohoric, Vincenzo Nibali, Esteban Chaves, Simone Velasco, Giovanni Visconti

** Evgeny Shalunov, Fabio Aru, Tsgabu Grmay, Giovanni Carboni, Artem Nych, Aleksey Rybalkin, Matteo Badilatti, Kristian Sbaragli, Marco Canola, Roland Thalmann, Simone Ravanelli

* Antonio Nibali, Marco Tizza, Edoardo Zardini, Michael Albasini, Simon Pellaud, Pierpaolo Ficara, Nicola Bagioli, August Jensen, Simone Zandomeneghi, Danilo Celano, Nicolas Rinaldi, Alexander Cataford, Sergey Shilov, Manuel Senni, Filippo Zaccanti

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.