Optakt: GP Industria

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Løbets rolle og historie

Italien har i mange år været kendt for sin imponerende kalender af endagsløb, men det seneste årti har tæret på den flotte løbsserie. Mange af løbene er forsvundet, og selvom enkelte har haft held til at vende tilbage, er kalenderen slet ikke, hvad den var i sin storhedstid.

Et af de mange løb, der led en krank skæbne, er GP Industria & Artigianato, der afvikles i byen Larciano og fra 2022 blot kaldes GP Industria. Efter skabelsen i 1977 blev det afviklet hvert eneste år, indtil arrangørerne i 2015 måtte kaste håndklædet i ringen og aflyse begivenheden. Heldigvis har de siden haft held til at bryde den kedelige tendens, og i 2016 genopstod løbet, endda i et langt stærkere format, hvor man havde samlet det vel nok stærkeste felt hidtil.

Læs også

Dumoulin har klar holdning til Van der Poel vs. Pogacar

Løbet blev faktisk allerede skabt under navnet Circuito di Larciano i 1967, hvor det opstod som en serie af gadeløb. I 1977 fik det sit nuværende navn, inden det i 1979 blev til et endagsløb. Straks fra start blev det en ganske prestigiøs begivenhed, der i de tidlige år blev vundet af navne som Frano Bitossi, Roger de Vlaeminck, Felice Gimondi og Francesco Moser, og man havde en vis Eddy Merckx på podiet, inden det blev til et endagsløb. Som så mange andre italienske endagsløb nød det aldrig den store internationale appel, og italienerne har domineret uafbrudt siden starten. Det har imidlertid som regel tiltrukket de bedste italienske klassikerryttere og er således i de senere år vundet af navne som Danilo di Luca, Davide Rebellin, Damiano Cunego, Vincenzo Nibali og Filippo Pozzato.

Som så mange andre italienske endagsløb begyndte det i dette årtusinde gradvist at tabe status, og cykelsportens globalisering samt den økonomiske krise betød, at det i stigende grad blev svært at tiltrække udenlandske hold. Det blev ikke hjulpet af en usikker kalenderplacering. Indtil 2014 blev løbet betragtet som vigtig forberedelse til Giroen, og det blev i et par år afholdt sammen med Giro della Toscana i en weekend i april. I de år tiltrak man sig som regel et fint felt, og rollen som forberedelse til en grand tour gjorde det til et svært løb.

I 2014 blev løbet flyttet til juli og blev dermed afholdt under Tour de France. Det gav herved ryttere, der ikke var i Frankrig, en mulighed for at få løbskilometer i benene på en tid, hvor der ikke sker meget andet i den professionelle cykelverden, men det fik stort set ingen opmærksomhed. Derfor kom det ikke som en stor overraskelse, at løbet blev aflyst i 2015.

Heldigvis er det lykkedes arrangørerne at genetablere begivenheden, og denne gang har man truffet den kloge beslutning at flytte det til marts. Efter Roma Maximas forsvinden for et par år siden har der været en ledig plads søndagen efter Strade Bianche. I 2016 blev den 39. udgave afviklet i netop det tomrum, og det tog stjernerne godt imod. På denne tid af året leder mange ryttere efter muligheder for at forberede sig til større mål, og ved at slå pjalterne sammen med Strade Bianche, der i forvejen tiltrækker et fantastisk felt, kunne man i flere år tilbyde en weekend med to solide endagsløb som forberedelse til den følgende uges Tirreno-Adriatico. I 2021 var Trofeo Laigueglia endda også flyttet til onsdagen forinden, og dermed havde man nu en solid italiensk løbsuge med tre relativt kuperede løb.

Blandt deltagerne i 2016 var Vincenzo Nibali, Rigoberto Uran, Diego Ulissi, Simon Gerrans, Adam Yates, Davide Formolo og Esteban Chaves, og feltet var således meget mere internationalt, end det tidligere havde været. Strade Bianches nye status som WorldTour-løb skadede bestemt ikke muligheden for at tiltrække internationale navne, og i 2017 havde man et felt, der havde hele syv af de 18 WorldTour-hold til start. Det var også tilfældet i 2018 og i 2019, men efter at løbet blev coronaaflyst i 2020, overgik det sig i 2021. De mange aflysninger i februar samt flytningen af Laigueglia var en sandsynlig forklaring på, at vi fandt hele ni af topholdene i et felt, der talte store stjerner som Mikel Landa, Vincenzo Nibali, Alejandro Valverde, Bauke Mollema, Simon Yates og Nairo Quintana samt yngre kometer som Andrea Bagioli, James Knox, Giulio Ciccone, Ethan Hayter, Matej Mohoric og Mauri Vansevenant.

Desværre tabte arrangørerne en magtkamp med Giro-arrangørerne fra RCS, da de i 2022 besluttede sig for at starte Tirreno-Adriatico allerede om mandagen. Det gjorde det helt umuligt at have endagsløb både lørdag og søndag, og derfor vil løbet fra i år blive afviklet på den langt mindre attraktive plads om søndagen efter Coppi e Bartali. Herved kan man ganske vist fungere som en slags revancheopgør efter etapeløb, der i de senere år endda har tiltrukket et fremragende felt. Desværre foregår der også løb i både Spanien og Belgien i samme uge, og for mange hold er kombinationen med Coppi e Bartali åbenbart for hård kost. I hvert fald er det i år slet ikke alle WorldTour-holdene, der fortsætter videre til løbet i Larciano, hvor man denne gang blot har fire af de bedste hold til start og slet ikke de samme stjerner som i tidligere udgaver.

Løbet er et helt typisk italiensk endagsløb, idet det inkluderer en hård rundstrækning med en svær stigning tæt på en flad finale. Dermed er det endnu en begivenhed, der er som skabt til ardennerspecialister, som kan angribe på den sidste stigning eller bruge deres gode spurt til at vinde i en lille gruppe - nøjagtig som det er tilfældet i de fleste løb på den italienske kalender.

Sådan var det også i sidste års udgave, hvor det på stigningen lykkedes for Nairo Quintana, Bauke Mollema, Mikel Landa og Mauri Vansevenant at køre væk. Kvartetten holdt akkurat forfølgerne bag sig, og herefter kunne Vansevenant spurtsejre foran Mollema og Landa. Da hverken Quick-Step eller Bahrain deltager med den nye kalenderplacering, og Mollema skipper løbet bliver der ingen gengangere fra sidste års podium at finde i årets svagere felt.

Ruten

Som sagt er løbet et typisk italiensk endagsløb med en hovedsageligt flad første del og en vanskelig rundstrækning mod slutningen, hvor der venter en svær stigning samt en nedkørsel til en flad finale. Stigningen er imidlertid sværere og kommer tættere på mål, end den gør i de fleste andre løb, og det betyder, at GP Industria er en anelse mere selektivt og mindre skabt til stærke sprintere end mange af de øvrige løb på den italienske kalender. Der er således tale om et løb, hvor ardennerspecialister og klatrere har en langt bedre chance for at gøre en forskel, og det har været afspejlet i fem af de seneste udgaver, der er blevet vundet af folk som Mauri Vansevenant, Maximilian Schachmann, Simon Clarke og Adam Yates (to gange).

Læs også

Valverde vinder igen

Formatet er blevet ændret lidt fra år til år, men nøgleudfordringen er altid San Baronto-stigningen. Det vil igen være tilfældet i 2022. En ny rute blev introduceret i 2014, og arrangørerne er så tilfredse med det det nye set-up, at man har genbrugt den i alle årene efter aflysningen i 2015 indtil sidste år. Det består af først en flad og rundstrækning og siden en kuperet rundstrækning. I 2021 forkortede man den flade rundstrækning mod til gengæld at køre færre omgange på den, men den vigtige, kuperede rundstrækning er uforandret. Eneste effekt af ændringen er således, at løbet ”mister” 5,8 flade kilometer først på ruten. Det format genbruges i 2022.

Det 193,4 km lange løb både starter og slutter i Larciano og kan inddeles i to dele. Først skal rytterne køre seks omgange på den nye 13,9 km lange rundstrækning i området syd for byen. Her er terrænet helt fladt, de tekniske udfordringer er begrænsede, og der er stort set ingen klatring overhovedet.

Anden halvdel af løbet er meget hårdere, da rytterne nu bevæger sig ind i bakkerne nordøst for byen. Det sker, når de tilbagelægger fire omgange på en 27,5 km lang rundstrækning, der fra 2021 blot er en forlænget udgave af den, der blev benyttet til løbets første del. De første 11,8 km er ganske vist flade, når man lægger ud med at køre næsten hele den første rundstrækning, men løbet ændrer karakter, når man kort inden målstregen i stedet kører mod øst hen til San Baronto-stigningen (8,6 km, 3,5%). Her stiger de to første 2 km med 4-5%, inden der følger en kilometer med hele 8,6% (faktisk kan man finde en kilometer med 9,9%, hvis man placerer målepunkterne lidt anderledes). Til slut bliver det imidlertid lettere med 5,6 km, hvor stigningsprocenten over de enkelte kilometer ligger på 3-4% og i flere tilfælde helt nede på ca. 1%.

Toppen kommer med 5,9 km til mål, og derefter går det hovedsageligt nedad mod sydvest, indtil man når de sidste 1500 m, der er flade. Nedkørslen er teknisk vanskelig, indtil man passerer 4 km-mærket, hvorfra der hovedsageligt er tale om en lang, lige vej. Inden for de sidste 1500 m er der således kun et ganske blødt sving. De sidste 500 m stiger med en gennemsnitlig stigningsprocent på 2.

Løbet byder på i alt 2207 højdemeter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Vejret

Efter nogle solrige dage i Coppi e Bartali venter en helt overskyet søndag. Det vil dog være tørt og varmt med en temperatur på 21 grader, men også blæsende med en frisk vind (21-22 km/t) fra nordøst. Det giver hovedsageligt sidemod- eller sidemedvind på den flade del af de to rundstrækninger, mens der vil være sidemodvind på hele stigningen og medvind på nedkørslen, indtil man over de sidste 2 km får først sidemedvind og siden sidevind fra den røde flamme.

Favoritterne

Den nye rute har nu været benyttet seks gange (ændringen i 2021 er helt ligegyldig), og vi har derfor en god ide om, hvad vi kan forvente. San Baronto er en meget lang stigning, men den er ikke særlig stejl, og det er derfor ikke en stigning for rene klatrere. I 2016 lykkedes det således en stor fyr som Ramunas Navardauskas at sidde med i den første større gruppe, der spurtede om femtepladsen, og i 2014 sad folk som Jerome Baugnies og Antonino Parrinello, der ikke er rene klatrere, med helt fremme. I 2017 var løbet en anelse mere selektivt, og den første større gruppe udgjordes udelukkende af relativt klatrestærke týper.

I 2018 og 2019 har vi set mindre selektive udgaver. Selvom første gruppe i 2018 primært blev udgjort af relativt klatrestærke folk, så vi, at de rene klatrere trods mange angreb ikke kunne gøre forskelle, og lidt tungere folk som Marco Canola, German Nicolas Tivani og Sean de Bie var med i den gruppe, der på nedkørslen blev snydt af Matej Mohoric og Canola. I 2019 havde vi folk en klatrestærk sprinter som Paolo Toto og hurtige og klatrestærke Andrea Vendrame som de hurtigste i den gruppe på 18 mand, der spurtede om 3. pladsen bag Maximilian Schachmann og Mattia Cattaneo, der på de regnvåde veje ligesom Mohoric og Canola i høj grad drog fordel af nedkørslen.

Sidste år gik det dog helt anderledes. Her var feltet uhyggeligt stærkt, og det lykkedes med et hårdt og tidligt pres at gøre løbet så hårdt, at feltet eksploderede på stigningen. Her kørte Mauri Vansevenant, Bauke Mollema, Mikel Landa og Nairo Quintana væk, og bag dem var der blot en gruppe på ni mand, der alle var enten klatrere eller ardennertyper.

Det viser, at GP Industria er et relativt hårdt løb, og man kommer ikke langt, hvis man ikke kan køre opad. Det er imidlertid heller ikke et godt løb for de rene klatrere, der mangler en hårdere stigning til at gøre en forskel, men vi så sidste år, at det lader sig gøre at gøre det meget selektivt. Mesdog t er det et perfekt løb for ardennerryttere, der både kan overleve stigningen og har en god spurt i den flade finale. Samtidig vil en god nedkørsel være vigtig i den teknisk vanskelige afslutning, for det var i høj grad det, der gav Mohoric og Schachmann sejren.

I de 2016 og 2017 lykkedes det de stærkeste at køre væk på stigningen sidste gang, men begge gange var den første større gruppe ikke været langt efter. I 2018 lykkedes det til gengæld ikke, og der forekom en relativt stor regruppering, så det kun var Mohoric’ eminente teknik på nedkørslen, der forhindrede en spurtafgørelse. I 2019 var det først relativt sent på stigningen, at Schachmann og Cattaneo akkurat kom væk.

Det viser, at der grundlæggende er tre sandsynlige scenarier i dette løb: enten kan de stærkeste klatrere køre fra på sidste stigning og afgøre det iblandt sig - måske kan en rytter endda tage en solosejr, som Simon Clarke gjorde det for seks år siden - ellers også bliver det samlet til en spurt i en lidt større gruppe af klatrestærke typer. Den sidste mulighed er en gentagelse af Mohoric’ nummer i en ukontrollerbar finale, men det synes at være det mindst sandsynlige scenarium.

Det er bemærkelsesværdigt, at de mindst selektive udgaver er kommet i de år, hvor feltet har været stærkt, indtil trenden blev brudt sidste år, hvor der var hold, der virkelig lagde presset. Det er dog ikke specielt mærkeligt. Baronto-stigningen er ret let, og i et stærkere felt kan en sådan stigning sjældent gøre en forskel. I 2016 og 2017 var der en lille gruppe stjerner, der relativt let kunne køre væk fra et stærkere felt, men i de senere år har feltet haft så meget klatrestyrke, at det ikke har kunnet lade sig gøre.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

I år har kalenderændringen betydet en markant svækkelse af feltet, og vi går fra ni til bare fire WorldTour-hold. Til gengæld har vi en meget bedre ide om formen, da de store hold alle bruger stort set samme trup, som var til start i Coppi e Bartali, hvis terræn minder meget om det, vi finder i dette løb. Man kan dog ærgre sig over, at de fleste af de store hold, som deltog i det uhyre stærkt besatte etapeløb, har fundet det for voldsomt at køre en ekstra dag. De erstattes af en række ProTeams og kontinentalhold, som ikke var til start i ugens første løb.

Det svagere felt betyder, at det burde blive en mindre gruppe, end vi har set i de foregående år, hvis man fraregner sidste års udgave - især fordi kontinentalhold meget sjældent har folk, der kan blande sig i relativt hårdt terræn som dette. Der burde også være basis for et hårdt løb. UAE kommer med en stærk trup med to ryttere, der er skabt til denne rute, og det vil næsten være en katastrofe, hvis ikke de vinder. Spørgsmålet er bare med hvem.

Jeg regner da også med, at de vil kontrollere løbet, og det er tvivlsomt, om de får megen hjælp. Jeg har spekuleret lidt på, om den kraftige vind vil betyde, at vi endda kan få sidevindskørsel i fladlandet, men det vil undre mig. Det ser man sjældent i Italien, og jeg vil tro, at der igen er for meget læ.

Jeg regner med, at UAE vil forsøge at gøre løbet hårdt og lægge et tidligt på de første stigninger, men jeg tvivler på, at de vil angribe fra distancen. Hvis de splitter feltet, vil det snarere være på den kringlede nedkørsel, som de gjorde ved deres geniale kup i Laigueglia, men jeg tror, at der er lidt for langt mellem stigningerne til, at vi vil se tidlig action. Jeg vil tro, at det hele skal afgøres på sidste tur op ad stigningen, men formentlig fra et temmelig decimeret felt.

Her skal UAE forsøge at gøre forskellen på den stejle del, men denne gang vil der være en ret hård modvind hele vejen op. Det ligner derfor ikke en stigning, hvor man kan gøre forskellen alene på fysisk styrke. Jeg ser derfor primært to scenarier. Enten vælger UAE at udnytte, at de har hele to mand, der kan vinde en spurt, og sørger for at kontrollere så meget, at vi får en spurt i en gruppe. Alternativt benytter de overtallet til at angribe på skift, hvilket vil give et taktisk løb, hvor et par mand kan køre væk i stil med det, vi så i 2018 og 2019. Begge scenarier er sandsynlige, men jeg tror nok mest på, at UAE vil lege med overtallet for at blive mindre sårbare i en spurt.

UAE er så stærke, at alle mine favoritter kommer derfra. Jeg vælger at pege på Diego Ulissi. Der er ingen tvivl om, at Marc Hirschi er deres stærkeste mand, men Ulissi har endnu ikke vundet i år. Han viste i Coppi e Bartali, at hans form endelig er i fremgang, og han vil også være en af de stærkeste her. Ender det i en spurt, vil jeg tro, at de kører for ham, men han er også en mand, de kan lege med i overtallet. Spurter de med ham, er det svært at se ham blive slået, hvis han har Hirschi og Alessandro Covi til at sætte sig op, og derfor står han stærkt på begge fronter. Derfor tror jeg, at han tager årets første sejr.

Mit næstbedste bud er Marc Hirschi. Han viste i Coppi e Bartali, at han formentlig er løbets stærkeste, og han siger endda, at han føler sig bedre, end han har gjort i meget, meget lang tid. Hvis det er rigtigt, kan han nærme sig 2022-niveauet, men spørgsmålet er, om det er ham, UAE vil vinde med. Han har trods alt allerede fået sin sejr, og selv hvis han går all-in med et stort angreb, er spørgsmålet, om han i modvind kan gøre forskellen. Han har dog et hav af muligheder, da han også kan angribe på den tekniske nedkørsel, og kører de spurten for ham, kan han også vinde den. Endelig har holdet både Jan Polanc og Andres Ardila, der begge var meget stærke i Coppi e Bartali, men nogen skal jo kontrollere løbet, og det er formentlig dem.

Dernæst peger jeg på Natnael Tesfatsion. Eritreeren klatrede bedre end ventet i Coppi e Bartali, og på denne modvindsstigning burde han have en god chance for at sidde med de bedste. Han er ikke den allerhurtigste, men i dag slog han Ulissi i spurten på sidste etape. Det vidner om, at det ikke er umuligt, selvom han ikke har samme lead-out som UAEs sprinter. Drone Hopper har også Jefferson Cepeda , der begynder at finde noget form, men ikke klatrer så godt som Tesfatsion på eksplosive stigninger og slet ikke passer til denne finale.

Landsholdet henter Andrea Vendrame ind til dette løb, og han må være bedste bud på en mand, der kan vinde en spurt mod UAE. Spørgsmålet er bare, om han kan være med på stigningen. Hans Sanremo var pænt, men ikke prangende, og han har i det hele taget ikke ramt den rent endnu. Han synes dog i fremgang, og stigningen er bestemt overkommelig - særligt med den modvind, der vil hjælpe. Som alternativ har holdet Marco Canola, der tidligere har været god i dette løb, men jeg ser ikke ham sidde med hjem i en gruppe uden den hurtigere Vendrame. Landsholdet kan imidlertid også satse på Lorenzo Rota, der ikke er helt så stærk som tidligere, men ligner den måske største trussel mod UAE på bakkerne. Han er også hurtig, men UAEs folk er hurtigere. Tilsvarende er formstærke Nicola Conci og Christian Scaroni formentlig blandt de bedste, men selvom de ikke er langsomme, er UAE svære at slå i en spurt. Det gælder også for Alessandro Fedeli, der er den hurtigste af dem, men som næppe kan være med de bedste, hvis det bliver for hårdt for Vendrame.

Læs også

Her er startlisten til Liège-Bastogne-Liège 2024

Trek stiller med en stærk duo i Antonio Tiberi og Gianluca Brambilla, der begge var blandt de bedste i Coppi e Bartali. De får dog svært ved at vinde, men Brambilla er en forrygende nedkører, og han burde også have lidt af sin gamle hurtighed tilbage. Tiberi viste på sidste etape, at han har en fin spurt, men skal de vinde, skal de nok drage fordel af en taktisk finale, hvor de kan angribe på skift. Det burde også være et godt løb for den hurtigere Tony Gallopin¸ men han skuffede igen i Coppi e Bartali, mens U23-verdensmesteren Filippo Baroncini gør comeback efter sit styrt i Algarve, hvorfor han næppe er i form.

Arkea har en udmærket kandidat i Maxime Bouet. Franskmanden er ikke så flyvende, som han var i starten af året, men han burde være en af de bedre klatrere i dette løb. Han må også formodes at have lidt af sin gamle fart, men UAE er vanskelige at slå. Holdet har også Simon Guglielmi, der har forbedret sig markant i år og i kraft af modvinden har en god chance for at overleve. Han er den hurtigste på holdet, men næppe hurtig nok til at vinde. Endelig har holdet Nicolas Edet, der her får en sjælden chance. Han må stadig være en af de bedre klatrere, men det er næsten umuligt at se ham vinde. Alessandro Verre har skuffet på det sidste, og hurtige Romain Hardy virker meget formsvag.

Bingoal har to gode bud i Marco Tizza og Remy Mertz . De er begge meget svingende, men på deres gode dage kan de være med på en modvindsstigning som denne. Tizza så godt ud på muretapen i Coppi e Bartali og ligner bedste bud. Desværre er det længe siden, vi har set hans gamle hurtighed. Skal de vinde, skal det nok være med Mertz, der har spurtet imponerende, både sidste søndag og i går, hvor han blev nr. 3 i massespurten i Coppi e Bartali. Hans klatring har dog været skuffende, og hvis UAE lave et blodbad, ryger han formentlig fra. Luc Wirtgen kørte en god kongeetape i Coppi e Bartali, men vinder ikke her. Holdets mest stabile klatrer er Kenny Molly, men han kan umuligt vinde.

Astana kommer med Vincenzo Nibali, der i Coppi e Bartali var meget bedre, end han havde antydet. Han burde være med hos de bedste på denne modvindsstigning, men som spurtsvag får han svært ved at vinde mod hurtigere og stærkere folk. Han har dog den tekniske nedkørsel som en mulighed, hvis han vil tage risici, og den snu Nibali er måske netop manden, der kan finde momentet til at fange UAE på det forkerte ben. Holdet har også de velkørende Harold Martin Lopez og Juan Carlos Lopez, men de vinder ikke i dette selskab.

Alpecin stiller med Floris de Tier, der bekræftede sin gode form i Coppi e Bartali. De eksplosive stigninger passer ham, og han bør være en af de bedste. Han er dog ikke hurtig og får svært ved at vinde. Heldigvis har Alpecin flere folk. Xandro Meurisse har været så skuffende i år, at han kan få det svært, men modvinden hjælper, og han viste fremgang i Tirreno. Han er holdets hurtigste, men han slår ikke UAE. Endelig har de også Jay Vine, der dog kører, som vinden blæser og var syg i Paris-Nice. Han kan falde helt igennem eller flyve, men det er et svært løb for ham at vinde, hvis ikke Alpecin bruger overtallet.

Bora stiller med Cian Uijtdebroeks, der i Coppi e Bartali viste, at han bør være en af de bedste på disse stigninger. Desværre styrtede han på sidst etape, hvor han udgik, og selvom han er ok, kan det sætte ham tilbage. Desværre passer han ikke rigtigt til løbet, da han er spurtsvag, og derfor er han en usandsynlig vinder. Frederik Wandahl synes ikke at have formen til at være med de bedste.

Beltrami har den lovende Thomas Pesenti, men han så ud til at blive lidt træt i den sidste del af Coppi e Bartali. Spørgsmålet er, om ikke dette løb bliver ét for meget i rækken. Hvis til gengæld han stadig har sine gode ben, vil han være en af de bedste på stigningen, og selvom han ikke vinder, så vi både i søndags og i denne uge, at han er hurtig.

Eolo kan måske satse på Erik Fetter. Han klatrede ikke specielt godt i Coppi e Bartali, men på muretapen imponerede han, indtil han fik krampe efter et angreb i den absolutte finale. Han bekræftede i går, at han har en fin spurt, men det er modvinden, der skal hjælpe ham med at overleve. Holdet henter også Edward Ravasi ind efter sygdom som holdets bedste klatrer, men han er næppe på toppen i sin sæsondebut.

Jeg tror ikke på de øvrige hold. Bardiani har kun Filippo Zana, der stadig er for formsvag og passer dårligt til løbet. Kern Pharma kan vel kun håbe, at Ivan Moreno måske kan sidde med hjem. Human Powered Health skal baseret på sidste søndag vel håbe mest på Ben King og Gavin Mannion, der dog ikke kan vinde. Hos de øvrige kontinentalhold kan Maximilian Stedman, Andrea Garosio, Paul Double og Alessandro Monaco måske klare sig hæderligt, særligt de to førstnævnte.

***** Diego Ulissi

**** Marc Hirschi, Natnael Tesfatsion

*** Andrea Vendrame, Lorenzo Rota, Marco Canola, Jan Polanc, Gianluca Brambilla

** Antonio Tiberi, Maxime Bouet, Remy Mertz, Xandro Meurisse, Simon Guglielmi, Marco Tizza, Vincenzo Nibali, Cian Uijtdebroeks, Andres Ardila, Floris de Tier, Jay Vine, Christian Scaroni, Nicola Conci, Thomas Pesenti, Erik Fetter

* Alessandro Fedeli, Nicolas Edet, Filippo Zana, Maximilian Stedman, Tony Gallopin, Kenny Molly, Luc Wirtgen, Filippo Baroncini, Harold Martin Lopez, Juan Carlos Lopez, Frederik Wandahl, Edward Ravasi, Ben King, Gavin Mannion, Andrea Garosio, Paul Double, Alessandro Monaco, Ivan Moreno

Danskerne

Frederik Wandahl kan formentlig køre sin chance for Bora, men ligner med sin nuværende form mest hjælper for Cian Uijtdebroeks. Matias Nordal er til start for Biesse-Carrera, men niveauet er en anelse for højt.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Mauri Vansevenants sejr fra 2021, Maximilian Schachmanns sejr fra 2019, Matej Mohorics sejr fra 2018, Adam Yates’ sejre fra 2017 og 2014 samt Simon Clarkes sejr fra 2016.

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris