Optakt: GP Industria & Artigianato

Løbets rolle og historie

Italien har i mange år været kendt for sin imponerende kalender af endagsløb, men det seneste årti har tæret på den flotte løbsserie. Mange af løbene er forsvundet, og selvom enkelte har haft held til at vende tilbage, er kalenderen slet ikke, hvad den var i sin storhedstid.

Et af de mange løb, der led en krank skæbne, er GP Industria & Artigianato, der afvikles i byen Larciano. Efter skabelsen i 1977 blev det afviklet hvert eneste år, indtil arrangørerne i 2015 måtte kaste håndklædet i ringen og aflyse begivenheden. Heldigvis har de siden haft held til at bryde den kedelige tendens, og i 2016 genopstod løbet, endda i et langt stærkere format, hvor man havde samlet det vel nok stærkeste felt hidtil.

Løbet blev faktisk allerede skabt under navnet Circuito di Larciano i 1967, hvor det opstod som en serie af gadeløb. I 1977 fik det sit nuværende navn, inden det i 1979 blev til et endagsløb. Straks fra start blev det en ganske prestigiøs begivenhed, der i de tidlige år blev vundet af navne som Frano Bitossi, Roger De Vlaeminck, Felice Gimondi og Francesco Moser, og man havde en vis Eddy Merckx på podiet, inden man blev til et endagsløb. Som så mange andre italienske endagsløb, nød det aldrig den store internationale appel, og italienerne har domineret uafbrudt siden starten. Det har imidlertid som regel tiltrukket de bedste italienske klassikerryttere og er således i de senere år vundet af navne som Danilo Di Luca, Davide Rebellin, Damiano Cunego, Vincenzo Nibali og Filippo Pozzato.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Som så mange andre italienske endagsløb begyndte man i dette årtusinde gradvist at tabe status, og cykelsportens globalisering samt den økonomiske krise betød, at det i stigende grad blev svært at tiltrække udenlandske hold. Det blev ikke hjulpet af en usikker kalenderplacering. Indtil 2014 blev løbet betragtet som vigtig forberedelse til Giroen, og det blev i et par år afholdt sammen med Giro della Toscana i en weekend i april. I de år tiltrak man sig som regel et fint felt, og rollen som forberedelse til en grand tour gjorde det til et svært løb.

I 2014 blev løbet flyttet til juli og blev dermed afholdt under Tour de France. Det gav herved ryttere, der ikke var i Frankrig, en mulighed for at få løbskilometer i benene på en tid, hvor der ikke sker meget andet i den professionelle cykelverden, men det fik stort set ingen opmærksomhed. Derfor kom det ikke som en stor overraskelse, at løbet blev aflyst i 2015.

Heldigvis er det lykkedes arrangørerne at genetablere begivenheden, og denne gang har man truffet den kloge beslutning at flytte det til marts. Efter Roma Maximas forsvinden for et par år siden har der været en ledig plads søndagen efter Strade Bianche. I 2016 blev den 39. udgave afviklet i netop det tomrum, og det tog stjernerne godt imod. På denne tid af året leder mange ryttere efter muligheder for at forberede sig til større mål, og ved at slå pjalterne sammen med Strade Bianche, der i forvejen tiltrækker et fantastisk felt, kan man nu tilbyde en weekend med to solide endagsløb som forberedelse til næste uges Tirreno-Adriatico. Blandt deltagerne i 2016 var Vincenzo Nibali, Rigoberto Uran, Diego Ulissi, Simon Gerrans, Adam Yates, Davide Formolo og Esteban Chaves, og feltet var således meget mere internationalt, end det tidligere havde været. Strade Bianches nye status som WorldTour-løb har bestemt ikke skadet muligheden for at tiltrække internationale navne, og sidste år var folk som Nairo Quintana, Nibali, Uran, Yates og Giovanni Visconti alle at finde i et felt, der har hele syv af de 18 WorldTour-hold til start. I år har succesen ikke været helt så stor. Ganske vist har man atter syv WorldTour-hold til start, men feltet af stjerner, der dog tæller navne som Adam Yates, Leopold Lönig, Wout Van Aert, Sep Vanmarcke og Giovanni Visconti, er ikke helt så stærkt.

Løbet er et helt typisk italiensk endagsløb, idet det inkluderer en hård rundstrækning med en svær stigning tæt på en flad finale. Dermed er det endnu en begivenhed, der er som skabt til ardennerspecialister, deom kan angribe på den sidste stigning eller bruge deres gode spurt til at vinde i en lille gruppe - nøjagtig som det er tilfældet i de fleste løb på den italienske kalender.

Set i det lys var det ikke overraskende, at det i 2017 lykkedes Adam Yates at vinde sidste års løb. PÅ sidste stigning kørte han væk sammen med Cannondale-duoen Rigoberto Uran og Simon Clarke, Andoni-duoen Mattia Cattaneo og Egan Bernal samt Movistar-talentet Richard Carapaz og vandt derefter spurten foran Caparaz og Uran. Den talentfulde brite vender tilbage for at forsvare titlen, men hverken Carapaz eller Uran forsøger at gentage sidste års podieplads.

Ruten

Som sagt er løbet et typisk italiensk endagsløb med en hovedsageligt flad første del og en vanskelig rundstrækning mod slutningen, hvor der venter en svær stigning samt en nedkørsel til en flad finale. Stigningen er imidlertid sværere og kommer tættere på mål, end den gør i de fleste andre løb, og det betyder, at GP Industria & Artigianato er en anelse mere selektivt og mindre skabt til stærke sprintere end mange af de øvrige løb på den italienske kalender. Der er således tale om et løb, hvor ardennerspecialister og klatrere har en langt bedre chance for at gøre en forskel, og det har været afspejlet i de seneste tre udgaver, der er blevet vundet af henholdsvis Simon Clarke og Adam Yates (to gange).

Formatet er blevet ændret lidt fra år til år, men nøgleudfordringen er altid San Baronto-stigningen. Det vil igen være tilfældet i 2017. En ny rute blev introduceret i 2014, og arrangørerne er så tilfredse med det net nye set-up, at man har genbrugt den i 2016, 2017 og 2018 efter aflysningen i 2015.

Det 199,2 km lange løb både starter og slutter i Larciano og kan inddeles i to dele. Først skal rytterne køre fire omgange på en 22,3 km lang rundstrækning i området syd for byen. Her er terrænet helt fladt, og der er stort set ingen klatring overhovedet.

Anden halvdel af løbet er meget hårdere, da rytterne nu bevæger sig ind i bakkerne nordøst for byen. Det sker, når de tilbagelægger fire omgange på en 27,5 km lang rundstrækning, der stort set intet har til fælles med den, der blev benyttet til løbets første del. De første 11,8 km er ganske vist flade, men herefter rammer feltet San Baronto-stigningen (10 km, 3%). De første 6 km af denne er ganske hårde, men derefter bliver det lettere, og stigningen har flere relativt flade stykker. Toppen kommer med 5,9 km til mål, og derefter går det hovedsageligt nedad, indtil man når de sidste 1500 m, der er flade. Nedkørslen er teknisk vanskelig, indtil man passerer 4 km-mærket, hvorfra der hovedsageligt er tale om en lang, lige vej. Inden for de sidste 1500 m er der således kun et ganske blødt sving. De sidste 500 m stiger med en gennemsnitlig stigningsprocent på 2.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Den sibiriske kulde, der har plaget Europa i den seneste uges tid, er langsomt ved at slippe sit jerngreb, og i en ellers regnfuld uge synes søndag at skulle blive et lys i mørket for de hårdt plagede italienere. Søndag er nemlig den eneste dag i den nærmeste fremtid, der ikke vil byde på regnvejr, og faktisk ventes der kun enkelte skyer og en ganske behagelig temperatur på 15 grader i Larciano. Vinden vil være nærmest ikke-eksisterende med bare en svag brise fra skiftende retninger, hovedsageligt fra øst mod slutningen af løbet. Det giver sidevind på San Baronto-stingningen samt sidemedvind og medvind på nedkørslen og det sidste flade stykke.

Favoritterne

Den nye rute har nu været benyttet tre gange, og vi har derfor en god ide om, hvad vi kan forvente. San Baronto er en meget lang stigning, men den er ikke særlig stejl, og det er derfor ikke en stigning for rene klatrere. I 2016 lykkedes det således en stor fyr som Ramunas Navardauskas at sidde med i den første større gruppe, der spurtede om femtepladsen, og i 2014 sad folk som Jerome Baugnies og Antonino Parrinello, der ikke er rene klatrere med helt fremme. Sidste år var løbet en anelse mere selektivt, og den første større gruppe udgjordes udelukkende af relativt klatrestærke týper.

Det viser, at GP Industria er et meget hårdt løb, og man kommer ikke langt, hvis man ikke kan køre opad. Det er imidlertid heller ikke et løb for de rene klatrere, der mangler en hårdere stigning til at gøre en forskel. Derimod er det et perfekt løb for ardennerryttere, der både kan overleve stigningen og har en god spurt i den flade finale. Samtidig vil en god nedkørsel være vigtig i den teknisk vanskelige finale.

I de seneste to år er det lykkedes de stærkeste at køre væk på stigningen sidste gang, men begge gange var den første større gruppe ikke været langt efter. Det viser, at der grundlæggende er to sandsynlige scenarier i dette løb: enten kan de stærkeste klatrere køre fra på sidste stigning og afgøre det iblandt sig - måske kan en rytter endda tage en solosejr, som Clarke gjorde det for to år siden - ellers også bliver det samlet til en spurt i en relativt lille gruppe af klatrestærke typer.

Mitchelton-Scott møder med et superhold af klatrere, der skal forsøge at sætte Adam Yates op til sin tredje sejr i fire udgaver, og de vil formentlig forsøge at gøre løbet så hårdt som muligt, så briten kan gøre forskellen på sidste tur op ad stigningen. Det store spørgsmål er, om bakken er svær nok til, at han kan komme af med de mere spurthurtige typer. Sidste år kunne han ikke komme alene fri og endte med at spurte i en gruppe på fem mand, men Clarke viste i 2016, at det er muligt at køre alene hjem.

Adam Yates har med to sejre vist, at han er fremragende i dette løb, og der er ingen tvivl om, at han går efter endnu en triumf. Noget kunne tyde på, at han er forberedt godt. Normalt er han nemlig ikke specielt god i februar, men i år synes han allerede at være flyvende. Havde det ikke været for en ekstremt stærk Alejandro Valverde, havde han vundet samlet i Volta a la Comunitat Valenciana, og da han som regel forbedrer formen voldsomt frem mod marts måned, burde han være endnu skarpere nu.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Med et meget stærkt hold af klatrere ved sin side anført af Jack Haig og Lucas Hamilton har han de rette betingelser for at gøre løbet hårdt, og medvinden vil hjælpe ham yderligere. Det er klart, at stigningen er en anelse for let til at passe ham ideelt, men med den form, han hidtil har vist, tror vi, at han enten vil kunne køre alene hjem eller komme fri i en lille gruppe. Ved sidste år at spurtbesejre Rigoberto Uran, der bestemt ikke er langsom, fik han vist sin spurtstyrke, og han kan slå mange af klatrerne, hvis de skal afgøre det på stregen. Det er stadig lidt tvivlsomt, om Yates vitterligt kan gøre forskellen, men vi tror på den formstærke brite og peger på ham som vores favorit.

Det er med lidt usikkerhed, at vi peger på Giovanni Visconti som hans værste rival. Italieneren har vist lidt blandede signaler i 2018, hvor han så ganske stærk ud med et flot angreb på kongeetapen i Valencia, men dernæst skuffede en del i Oman, hvor han ikke kunne leve op til forventningerne på de mange etaper, der passede en ardennertype som ham. Han har dog ikke været helt væk, og formen er helt sikkert ikke dårlig. Han har nu haft yderligere et par dage til at forbedre sig, og han må helt sikkert være motiveret til et løb som dette, der passer ham godt.

Det er klart, at Visconti ikke klatrer så godt som Adam Yates og Rafal Majka, der ventes at være de stærkeste på stigningerne, men på en opkørsel som denne har han gode chancer for at hænge på, når Yates kommer med sit store angreb. Derefter er det vigtigt at notere sig, at han i år har spurtet overraskende godt. Han slog Van Avermaet i spurten om 4. pladsen på 2. etapen i Valencia og blev nr. 2 bag Magnus Cort i spurten på 4. etape af Oman. Dermed er der gode chancer for, at han vil være den hurtigste, hvis en lille gruppe ligesom sidste år skal afgøre løbet, og han er endda så hurtig, at han vil have en stor chance, hvis det ender i en spurt i en større gruppe. Med andre ord har han flere muligheder for at vinde, og derfor er han en oplagt kandidat.

Simon Clarke vandt løbet for to år siden og sad med de bedste hjem sidste år. Dermed har han vist, at han elsker dette løb, og han vil derfor helt sikkert være opsat på at gøre det godt igen. Denne gang er chancerne måske endnu bedre end tidligere, da han har vist storform i den seneste tid. Han overraskede stort ved at slutte på en 8. plads i Ruta del Sol, der burde have været alt for hårdt for en ardennerspecialist som ham, og derfor kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved hans form. Det er klart, at typer som Yates, Majka og Visconti er bedre klatrere end ham, men som han vist sidste år har han en chance for at hænge på på en stigning som denne. Med sin gode spurt er han i stand til at slå de fleste. Faktisk er han hurtigere end Yates og ikke meget langsommere end Visconti, og derfor kan han begå sig både i en lille og i en større gruppe.

Det allerstørste spørgsmålstegn vedrører Jay McCarthy, der med sejren i Cadel Evans Great Ocean Road Race og en fremragende klatrepræstation på Willunga Hill i Tour Down Under, hvor han gik all in i forsøget på at følge Richie Porte, har vist, at han har taget sin klatring til et helt nyt niveau. Problemet er, at han aldrig har taget formen med sig til Europa, og da han ikke har kørt løb siden sejren i Geelong i januar, er der ingen, der aner, hvor han står. Dette løb burde imidlertid passe ham som fod i hose, hvis han vitterligt har bevaret formen. Stigningen er måske til den lange side for en fyr som ham, men den er ikke stejlere, end at han har en reel chance for at køre med de bedste. Hans spurtevner er indiskutable, og han kan slå alle klatrerne på stregen.

McCarthy er ikke Boras eneste kort. Også Rafal Majka vil være klar til at gå efter sejren i et løb, der dog ikke passer ham helt ideelt. En fremragende præstation på kongeetapen i Abu Dhabi vidner om, at han har ramt god form fra sæsonstart, og sammen med Yates er han utvivlsomt den bedste klatrer i dette løb. Problemet er, at stigningen ikke er hård nok til, at han har mange chancer for at komme af med en mand som Yates, og på stregen bliver han slået af de fleste af favoritterne. Reelt skal han derfor være så stærk, at han kan tage en solosejr, og det bliver svært, selvom det ikke helt kan udelukkes. Han er dog ikke decideret langsom i en stigende spurt, hvilket han blandt andet har vist i Polen Rundt, og han kan derfor måske overraske, hvis han kun har Yates med hjem. Alternativt kan han måske udnytte et stort fokus på McCarthy i en lille gruppe til at snige sig væk i finalen.

En af de mest spændende ryttere er stortalentet Valentin Madouas¸ der har fået en fremragende start på sin karriere. Han kørte med de bedste i Marseille, og på kongeetapen i Tour du Haut Var var han med navne som Thibaut Pinot og Alexis Vuillermoz med hjem i den seksmandsgruppe, der kørte om sejren. Det vidner om, at han allerede nu kan følge de bedste på stigninger som denne, og dermed er der gode chancer for, at han vil være med, hvis en lille gruppe skal afgøre det. Han er ikke langsom på stregen, og selvom han formentlig vil være oppe mod hurtigere folk, har han en chance.

FDJ bør faktisk have to mand med i finalen. Med podiepladser i Provence og Haut Var har Rudy Molard haft en fremragende sæsonstart, og han må derfor være klar til dette løb, der passer ham fint. Stigningen er ikke for svær for en type som ham, og han har en fin spurt. Desværre vil han næsten med sikkerhed være oppe mod hurtigere folk, men kan FDJ fremtvinge en overtalssituation, vil han og Madouas kunne angribe på skift i finalen, og det kan måske give en sejr.

Movistar stiller ikke med deres stærkeste hold og vil formentlig give en sjælden chance til Jose Joaquin Rojas. Med en top 10-placering i Paris-Nice - ganske vist en let udgave af det franske løb - har han vist, at han kan begå sig i terræn som dette. Han kan helt sikkert ikke køre med de bedste på stigningerne, men han burde kunne sidde med i den første større gruppe. Skal det hele afgøres i en spurt, burde han være blandt de hurtigste. Holdet har også en formstærk Andrey Amador , der måske kan følge angrebene til sidst, men som i kraft af sin manglende spurtstyrke får svært ved at vinde.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Egentlig er det et ganske glimrende løb for Francesco Gavazzi, der sidste år vandt feltets spurt. Problemet er, at italieneren så meget skidt ud sidste weekend i de to kuperede endagsløb i Frankrig, hvor han slet ikke var i nærheden af noget som helst. Det kan have været kulden, der slog ham ud, men det er bekymrende, at han i år kun har kørt stærkt i Trofeo Laigueglia. Under normale omstændigheder bør han dog være en af favoritterne i en spurt i en større gruppe. Androni har også klatrerne Mattia Cattaneo, Rodolfo Torres og Fausto Masnada, men da de sidste stigninger relativt let, og de ikke er spurtstærke, er det svært at se, hvordan de skal vinde. Falder Gavazzi fra, kan en stadigt stærkere Davide Ballerini måske blande sig i spurten i stedet.

Løbets måske allermest spændende rytter er Paolo Toto. Han har i mange år været med i mange reducerede massespurter i de italienske endagsløb, men nu synes han at have nået nye højder. Han imponerede stort med en andenplads i det knaldhårde Trofeo Laigueglia, inden han tog en solosejr i det mindre GP Laguna Porec. Allerede sidste år sad han med hjem i den første større gruppe, og det burde ahn gøre igen denne gang. Med sin hurtighed har han gode chancer i en spurt i en større gruppe.

Det samme har Nippo-Vini Fantini, hvis de kan få deres to afsluttere Nicola Bagioli og Marco Canola med hjem. Bagioli har fået et regulært gennembrud i denne sæson med en 4. plads i Laigueglia og en 2. plads på 1. etape i Haut Var. Han skuffede dog i weekenden, og dette terræn kan vise sig at være lidt for hårdt for ham. Kommer han med, bliver han dog farlig. Det samme gør holdets kaptajn Canola, der normalt burde være skabt til et løb som dette. Han kæmper sig dog fortsat tilbage efter lidt sygdom, og selvom han var bedre i weekenden, synes han fortsat at lede efter sin bedste form. Derfor bliver dette løb formentlig for svært.

Katusha har i Jose Goncalves en glimrende rytter til et løb som dette, men han har desværre ikke været i sin bedste form siden skiftet til Katusha. I Algarve sendte han blandede signaler med god power på det flade, men med skuffende indsatser i bjergene. Derfor er det svært at være alt for optimistisk, men sidder han med hjem, burde han have en chance i en spurt i en større gruppe. Endnu mere skabt til dette løb er hans holdkammerat Jhonatan Restrepo, men han har været i helt elendig form det sidste års tid.

Delko har Mauro Finetto, der også ser skabt til et løb som dette. Han har imidlertid ikke været på sit højeste niveau længe, og selvom han kortvarigt viste lovende takter på kongeetapen i Haut Var, afslørede weekendens løb, at han fortsat mangler en del. Derfor tror vi ikke, at han gå med folk som Yates og Majka, og selvom han er hurtig på stregen, er han næppe hurtig nok i en reduceret massespurt.

Sep Vanmarcke kan måske overraske. Belgieren var den stærkeste mand i åbningsweekenden og er helt sikkert i storform. Dette løb er umiddelbart for kuperet for ham, men når en fyr som Navarduaskas kan overleve stigningen, kan en formstærk Vanmarcke også. Lykkes det at sidde med feltet hjem, er han ikke uden chance i en reduceret massespurt.

Endelig vil vi pege på Matej Mohoric. Det tog lidt tid, men nu synes den tidligere junior- og U23-verdensmester endelig at indfri potentialet. Han vandt en etapesejr i Vueltaen og kørte i top 10 i Tour of Guangxi sidste år, og det vidner om hans store fremgang. Stigningen her er ikke sværere, end at han måske kan sidde med feltet hjem, og har Visconti brændt sine tændstikker ved at angribe, vil sloveneren måske kunne blande sig i en spurt.

Også Nathan Earle, Eliot Lietaer og Sergey Lagutin er gode top 10-bud i en reduceret massespurt. Grega Bole, August Jensen og Sean De Bie er endnu hurtigere, men vi tvivler på, at de vil overleve stigningen. Endelig vil Jack Haig, Matteo Busato, Giulio Ciccone, Daniel Martinez, Lucas Hamilton og Matteo Fabbro alle kunne køre med klatrerne, men det er svært at se dem vinde løbet.

OPDATERING: Mitchelton-Scott kommer med Daryl Impey, der vil være plan B i en spurt, hvis Yates ikke kan gøre forskellen. Valentin Madouas stiller alligevel ikke til start, men det gør Jaime Roson, der klatrer så godt, at han burde være en af de stærkeste, men desværre mangler spurtstyrke. Det har til gengæld Nathan Haas, der efter klatrepræstationen i Oman må være en af de helt store favoritter. Simon CLarke har meldt afbud, men i stedet kan Daniel Moreno begå sig i en spurt, selvom formen ikke rækker til at køre med de bedste.

***** Adam Yates

**** Giovanni Visconti, Nathan Haas

*** Jay McCarthy, Rafal Majka, Jaime Roson, Daryl Impey, Jose Joaquin Rojas

** Francesco Gavazzi, Paolo Toto, Nicola Bagioli, Marco Canola, Daniel Moreno, Jose Goncalves, Mauro Finetto, Sep Vanmarcke, Matej Mohoric

* Nathan Earle, Sean De Bie, Mattia Cattaneo, Matteo Busato, Jack Haig, Andrey Amador, Davide Ballerini, Giulio Ciccone, Daniel Martinez, Sergey Lagutin, Jhonatan Restrepo, Lucas Hamilton, Rodolfo Torres, Fausto Masnada, Matteo Fabbro

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Adam Yates’ sejr fra 2017 og 2014 samt Simon Clarkes sejr fra 2016.