Optakt: GP Jean-Pierre Monseré

Løbets rolle og historie

Der findes vel næppe noget land, der har så righoldig en endagsscene som Belgien. Det er ikke tilfældigt, at de belgiske prokontinental- og kontinentalhold altid ender langt fremme på diverse UCI-ranglister, for de har i langt større omfang end rivalerne mulighed for at køre pointrige løb på hjemmebanen. Listen over 1.1-løb er ganske enkelt alenlang og består af et godt miks af mere attraktive løb som sidste tirsdags Le Samyn, der har ganske store navne til start, samt en række mindre begivenheder, som end ikke de lokale WorldTour-hold Deceuninck-Quick Step og Lotto Soudal altid deltager i.

Det er først og fremmest efteråret fra midten af august og frem til begyndelsen af oktober, der er overfyldt med disse løb, mens der er mindre rum for den slags i et forår, hvor Belgien som bekendt er vært for et hav af verdens allerstørste cykelløb. Der er dog enkelte i marts, hvor Le Samyn to dage efter åbningsweekenden skyder showet i gang, og herfra er hullet mellem de største brostensklassikere, hvor Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har stjålet stjernernes fokus, traditionelt blevet udfyldt af det løb, Driedaagse van West-Vlaanderen, Nokere Koerse og Handzame Classic, inden 3 Dage ved Panne om nu godt to en halv uge er den næste store belgiske klassiker.

Løbene tjener det vigtige formål, at de har været en god chance for mindre ryttere på det store hold at få en personlig chance, mens stjernerne er travlt beskæftige på WorldTour-scenen i Frankrig og Italien, samt helt essentiel forberedelse frem mod klassikerne for de mange franske, hollandske og belgiske prokontinentalhold, der kun for enkeltes vedkommende har adgang til de store etapeløb mod syd. Mens stjernerne således finpudser formen på stigninger i Sydeuropa, er det på de vindblæste belgiske veje, at man kan lure hvilke prokontinentalryttere, der måske kan levere en lille klassikeroverraskelse.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

I mange år var Driedaagse van West-Vlaanderen som et tre dage langt etapeløb det måske mest betydningsfulde i rækken, men desværre har det lidt en krank skæbne. Først måtte det for et par år siden reduceres til et endagsløb, der dog på sin position om søndagen efter åbningsweekenden stadig havde stærk deltagelse fra flere WordlTour-hold. Det var tillige en del af den nye belgiske løbsserie, Napoleon Games Cycling Cup, der har samlet flere af disse 1.1-løb i en serie, der fra i år har skiftet navne til Bingoal Cycling Cup.

Desværre kunne det ikke lade sig gøre at holde løbet oven vande, og allerede i 2018 kom det frem, at det fra 2019 ikke længere ville være at finde på kalenderen. Det efterlod imidlertid en perfekt plads i kalenderen for andre løb, for mens WorldTour-holdene alle har travlt i disse dage, er de mindre hold på jagt efter løbskilometer andetsteds.

Det var arrangørerne af det relativt nye GP Jean-Pierre Monseré, der greb den chance. De skabte deres begivenhed i 2012 som et af de mange belgiske gadeløb, der ikke er en del af UCI-kalenderen, og so mange andre af den slags løb tiltrak det mange af de belgiske topnavne, der ofte bruger disse løb som god trænig i løbsfri perioder. Således gav det i de tidlige år sejre til blandt andre Tom Van Asbroeck, Jurgen Roelandts og Lars Boom, men det kunne alligevel ikke tilfredsstille bagmændene, der havde større planer.

Derfor blev løbet rykket op på UCI-kalenderen forud for 2017-sæsonen, men som et 1.2-løb måtte det som pris indse, at det var slut med at tiltrække de store navne. Målet har da også været at avancere i hierarkiet, og det er sket forud for 2019-sæsonen, hvor man med oprykningen til 1.1-status har sikret, at der i hvert fald er mulighed for at invitere WorldTour-hold. Samtidig har man grebet muligheden for at overtage kalenderens ledige plads, og løbet er endda også blevet en del af Bingoal Cycling Cup, hvor det i år er den indledende begivenhed, og dermed er der sikret tv-dækning.

Desværre er WorldTour-holdene spændt til bristepunktet i disse dage, og modsat løbet i Vestflandern, der trods alt havde en vis historie, har det ikke haft samme appel til storholdene. Således er end ikke hjemmebaneheltene fra Deceuninck-Quick Step med i år, men det andet belgiske storhold, Lotto Soudal, sikrer dog repræsentation fra det højeste niveau. De ledsages af en meget lang liste af prokontinentalhold, der for manges vedkommende kommer i en skarp opstilling, og de vil alle være sultne efter at gribe chancen for at vinde et stort løb.

Sidste år var løbet som sagt kun på 1.2-niveau, og feltet var derfor betydeligt svagere. Det udnyttede den ellers stagnerede hollandske sprinter André Looij til at spurtbesejre talentfulde Pierre Barbier samt veteranen Kenny Dehaes. Looij kører i dag i Asien og forsvarer ikke sin titel, og heller ikke Barbiers Roubaix-hold er med denne gang. Det er til gengæld Dehaes, der som kaptajn for Wallonie har gode chancer for at gøre det endnu bedre end sidste år.

Ruten

Løbet har ikke blot overtaget kalenderplaceringen fra Driedaagse van West-Vlaanderen, det er også et løb af samme type. Langt de fleste af disse belgiske 1.1-løb finder nemlig sted i det relativt flade Flandern, hvor de ofte afvikles på rundstrækninger nær en given værtsby. Her afsøger man mulighederne for at finde, hvad der kan opdrives af små bakker og brosten, men trangen til at benytte rundstrækninger betyder, at man slet ikke kan inkludere de sværhedsgrader, man finder i de flamske storløb. Derfor er de fleste belgiske 1.1-løb relativt flade affærer, hvor det først og fremmest er vejret i kombination med bakker og brosten, der måske kan sætte sprinterne ud af spillet.

Det gælder også for GP Jean-Pierre Monseré, der afvikles på en 201,7 km lang rute med start i Aalter og mål i Roeselaere. Fra start køres en omgang på en helt flad rundstrækning i området nord for startbyen, inden man efter godt 25 km bevæger sig mod sydøst. Her skal man efter 33 km over pavé 1(300 m), men derudover er der ingen udfordringer, inden man når Kruisem. Her skal man efter 58.5 km over Kloosterstraat (850 m, max. 5%), inden man drejer mod sydvest for efter 60 km at ramme pavé 2 (1600 m), der leder direkte ind på pavé 3 (300 m). Kort efter drejer man mod nordvest for at passere den berømte Nokereberg (300 m, max. 7%), der med 350 brosten tillige tæller som pavé nr. 4.

Efter denne lidt hektiske fase bliver det igen lettere, når man kører mod nordvest nord om Waregem, inden man efter 84,4 km rammer Poelberg (300 m, max. 12%). Kort efter drejer man i Tielt mod sydvest for at køre direkte ind til Roeselare, hvor man efter 106,4 km krydser målstregen for første gang.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Løbet afsluttes nu med 5 omgange på en 19,1 km lang rundstrækning i området nord for målbyen. Også her er terrænet næsten helt fladt, og faktisk har runden til formål at bringe feltet op til en af de få bakker, den brostensbelagte Gitsberg (500 m, max. 5,8%), hvorefter der vendes rundt, og turen går tilbage til mål. Stigningen skal altså forceres i alt fem gange, den sidste gang med 6,1 km til mål. Derfra går det stort set stik syd ned til Roeselare, hvor man med 2 km igen drejer skarpt til venstre, hvoerefter der blot er bløde kurver, den sidste med 350 m til mål.

Løbet byder i alt på 603 højdemeter.

Vejret

I et løb som dette er det altid vejret, der har nøglen til udfordringerne, og set i det lys er der lagt op til drama. Det blæsevejr, der i øjeblikket plager Danmark, har nemlig også godt fat i Belgien på en søndag, hvor det efter en regnfuld morgen måske nok vil være tørt med en temperatur på 11 grader, men hvor det vil være helt usædvanligt blæsende med en kuling fra vest. Det giver allerede sidevind på turen ned mod Nokereberg, hvorefter der venter et længere stykke med sidemod- og modvind. På runstrækningen går det imidlertid løs igen, for her vil være næsten uafbrudt sidevind, også på de sidste 6 km hjem fra toppen af Gitsberg og indtil den sidste bløde kurve, der med 350 igen leder ind i modvind.

Favoritterne

Puha! Der er helt sikket mange sprintere, der havde set frem til søndagens løb som en chance for at teste topfarten frem mod sæsonens større løb. Det kan de imidlertid godt glemme alt om, for der er helt sikkert en rytter eller to, der har fået maden galt i halsen, da vejrudsigten blev tjekket.

Nordeuropa er nemlig i den grad blevet ramt af efterår, og det blæsevejr, der ventes at sprænge Paris-Nice-feltet til atomer i de første tre dage, har også godt fat i Belgien. Faktisk er det meget sjældent i en lang karriere som optaktsskribent, at jeg har set så kraftig vind, og risikoen for, at arrangørerne føler sig nødsaget til enten at aflyse eller forkorte løbet er overhængende. Det er i hvert fald mere blæsende, end da 2. etape i Danmark Rundt for halvandet år siden måtte afbrydes, og med den større opmærksomhed omkring sikkerhed, kan det meget vel tænkes, at slaget må afblæses.

Vi baserer imidlertid denne optakt på den antagelse, at løbet gennemføres som planlagt, men betingelserne vil sikre, at det bestemt ikke bliver som normalt. Vi bør kunne glemme alt om et roligt sprinterløb, og vi forventer splittelse allerede på det indledende sidevindsstykke. Midtvejs venter en lang fase med modvind, hvor der er en vis chance for, at det hele går i stå, og at vi får en regruppering, men til slut kan vi se frem til, at det hele eksploderer over de sidste godt 100 km på rundstrækningen, hvor der vil være næsten uafbrudt sidevind.

Det er klart, at graden af selektion afhænger af vejenes eksponering for vinden, og det kan gøre det lidt svært at gennemskue, hvor voldsomme betingelserne vil være. Med den form for blæst på smalle belgierveje burde der dog ikke være megen tvivl om, at feltet vil blive revet i stumper og stykker. Den lille bakke er måske nok et afsæt for et angreb, men det er først og fremmest vinden, der vil gøre skaden.

Den slags løb ender ofte som brutale udskilningsløb, hvor det er de stærkeste der er tilbage i finalen, men der er også et vist element af held involveret, når splittelserne kan opstå uventet, og når styrt kan bidrage yderligere til selektionen. Det er derfor denne slags løb, der kan være de vanskeligste at spå om, og listen over vinderkandidater er ofte ret lang. Selvom en god spurt altid er vigtig i løb som disse, er det også på sådanne dage, at en stærk, spurtsvag rytter kan køre alene hjem på rå power, ikke mindst hvis han i finalen sidder i en lille gruppe med et par holdkammerater, hvor taktik kan blive afgørende.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

For at finde favoritterne skal vi altså finde de formstærke klassikertyper, der mestrer kunsten at køre i sidevind, og som har vist, at benene rækker til at køre så hårdt et løb. Dernæst er en god spurt ofte et vigtigt, men ikke nødvendigt våben, og endelig kan det være meget fordelagtigt at være på et stærkt hold, der kan have flere mand i finalen.

Det får os til at pege på Tom Van Asbroeck som vores favorit. Belgieren, der på Topsport Vlaanderen næsten altid var i top 10 i disse løb, forsvandt i tiden på EF, hvor han dog i begge sine efterårssæsoner fandt et højt niveau og viste både store råstyrke og glimrende topfart i BinckBank Tour og Vueltaen. Nu er han kommet til Israel Cycling Academy som en af mange sprintere, og blandt dem er han klart kommet bedst fra start. Allerede i sæsondebuten i Marseille vandt han feltets spurt om 3. pladsen bag den duo, der i de blæsende betingelser holdt feltet stangen, og i denne uge er han fortsat de gode takter med en 12. plads i Kuurne og ikke mindst en 14. plads i Le Samyn, hvor han var en af de ryttere, der i finalen kørte væk fra feltet og jagtede frontgruppen. Det vidner om både form og råstyrke i et løb som dette, og samtidig har han altså i Vueltaen vist, at han fortsat besidder en vis spurtstyrke, ikke mindst efter et hårdt løb. De få, der er hurtigere end ham, er alle langt mindre holdbare, og med et godt hold til at støtte sig føler vi os overbeviste om, at han kører finale. Sidder han i en gruppe, der skal spurte om sejren, bliver han svær at slå, og derfor er han vores vinderbud.

I det hele taget står israelerne stærkt. I Guillaume Boivin har de nemlig en anden topkandidat til et løb som dette, for canadieren er ganske enkelt brølstærk i disse betingelser. Sygdom kostede ham deltagelsen i Le Samyn, men forinden klatrede han storartet i Haut-Var og er derfor i form. Han er knap så hurtig som Van Asbroeck, men kan alligevel overspurte de fleste, og så er han først og fremmest en af de mest holdbare i et hårdt løb. Holdet har også den knap så holdbare Rudy Barbier, der imidlertid gjorde det godt i Le Samyn og er lige så hurtig som Van Asbroeck, og Mihkel Raim, der med sejren i Great War Remembrance Race har vist evner i disse løb, og som er holdets hurtigste. Efter en stærk start i Colombia synes han dog ikke at have fundet sin bedste form til de europæiske løb.

Deres måske farligste rival er Baptiste Planckaert, der ligesom Van Asbroeck forsøger at genrejse karrieren på lavere niveau efter en svær tid på WorldTouren. Hos Katusha forsvandt Planckaert nemlig helt, efter at han i årene forinden havde været en af Europa Tourens mest stabile sprintere. Det var netop i disse løb, at han viste klassen, og han har vist, at han er klar til at genfinde fordums styrke. Hans aggressive kørsel i Omloop og Le Samyn, hvor han lignede en mand, der med lidt mere årvågenhed kunne have kørt finale, viser fremragende form, og han har i den grad glæde af de blæsende betingelser. Han er måske ikke helt så hurtig som Van Asbroeck, men til gengæld nok mere holdbar og formstærk. Svagheden er et knap så stærkt hold, hvor Kenny Dehaes, der ellers er god i sidevind, og som er holdets klart hurtigste, ikke synes at være i sin allerbedste form - men dog stadig et kort, der kan spilles - og hvor den ellers meget klatrestærke sprinter Justin Jules har måttet udskyde sin sæsonstart mange gange og stadig ikke er på toppen. Kevin Ista kan være eneste mand til at støtte Planckaert i finalen, og det kan være problematisk, men belgieren har helt sikkert formen til at vinde.

I fravær af Bouhanni og Laporte stiller Cofidis med ”Mr Consistency”, Hugo Hofstetter, der sidste år var i top 10 i et hav af 1.1-løb og vandt Coupe de France samlet. Desværre blev det blot til én sejr, men det kan han rette op på her. En 11. plads i et hårdt Kuurne vidner i hvert fald om en vis form, men vi så også i Le Samyn, at han ikke har Van Asbroecks og Planckaerts råstyrke. Til gengæld er han til fulde i stand til at slå dem i spurten, også selvom der ingen garanter er, og han har vist, at han sagtens kan køre finale i hårde løb også, ikke mindst fordi han fortsat udvikler sig hurtigt. Hos sig har han brølstærke Damien Touze, der har alle kvaliteter til at være med i disse løb. Han er knap så hurtig, men til gengæld mere holdbar.

Det var en skam, at Thomas Boudat styrtede i Le Samyn. Derved blev vi nemlig berøvet chancen for at se, hvordan han klarer sig i et hårdt løb i dette terræn. Vi ved, at han er ganske klatrestærk og i god form efter en 6. plads i et hårdt og selektivt Clasica de Almeria, men hans historik i disse løb er ikke overvældende. Han er helt sikker hurtig nok til at slå de fleste, men om han også har råstyrken, har vi til gode at se. Det burde hans hurtige holdkammerat Pim Ligthart have, men han har bestemt ikke imponeret i årets første løb.

Wanty tiller med et af de måske allerstærkeste hold til sidevinden, men de kan få sværere ved at vinde. Holdets sprinter Timothy Dupont er ellers hurtigere end alle de ovennævnte, men desværre har han været meget sygdomsramt i februar og slet ikke i form på det seneste. Han er god i løb som disse, men om han har formen, er tvivlsomt. Det har til gengæld Aime De Gendt, der netop er blevet nr. 2 i Le Samyn, men som i kraft af sin knap så gode spurt skal af med sprinterne for at vinde. Han kan håbe, at han sammen med Loic Vliegen , der viste fremgang i et aktivt Le Samyn, brølstærke Frederik Backaert, hurtige Tom Devriendt, der kørte et flot Omloop, samt ligeledes hurtige Pieter Vanspeybrouck, der desværre ikke er i topform, kan fremkalde et overtal, så de kan angribe rivalerne på skift.

Sport Vlaanderen møder med to af deres sprintere, hvoraf særligt Amaury Capiot burde stå stærkt. Han er i hvert fald ganske holdbar, også selvom hans mange skader bremset udviklingen betragteligt. Desværre er han nok ikke hurtig eller råstærk nok til faktisk at vinde. Edward Planckaert er kendt som ren sprinter, men overraskede stort i Omloop, hvilket kan gøre ham til en outsider her. Derudover har holdet de stærke, men spurtsvage Piet Allegaert og Preben Van Hecke , der kan køre finale, men får svært ved at vinde.

Vital Concept møder med deres tre hurtige folk Jonas Van Genechten, Lorrenzo Manzin og Jeremy Lecroq, der alle er ganske hurtige. Desværre er ingen af dem i topform, og det er kun Van Genechten, der i Le Samyn gav en smule håb. Han er til gengæld i klar fremgang og kan i en spurt true alle i dette felt. Manzin er ligeledes meget holdbar, men efter den stærke start i Afrika er han ramt ind i en af sine mange dårlige perioder. Lecroq virker desværre til at være helt ude af form.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Lotto Soudal er her bestemt ikke med A-truppen, og de får svært ved at vinde. Holdets sprinter, Enzo Wouters , får meget svært ved at overleve sidevinden. Det betyder ikke, at de med stærke folk som ikke mindst klassikertalentet Stan De Wulf, muskelbundtet Frederik Frison, Sander Armee, Remy Mertz ¸ der blev nr. 10 i Le Samyn samt Brian Van Goethem, ikke kan ventes at have mange folk med i finalen, men for at vinde skal de af med de hurtige folk. De Wulf ligner bedste bud, efter at han i Le Samyn viste fremgang efter en svær start.

På de øvrige prokontinentalhold kan det være værd at holde øje med talentfulde Andrea Vendrame på Androni, men han er nok snarere puncheur end en mand til sidevinden. Arkea sætter deres lid til hurtige Maxime Daniel, der dog nok får svært ved at komme med hjem, og det samme gør Michael van Staeyen på et svagt Roompot-hold. Derudover skal det blive spædende at følge Nicolai Brøchner på Riwal, idet danskeren før har gjort det godt i denne slags løb, ligesom han bekendt er hurtig.

Kontinentalrytterne har det altid lidt svært mod de store hold på denne tid af året, hvor de endnu ikke har kørt mange løb. Med en 13. plads i Le Samyn ser hurtige Jelle Mannaerts dog ud til at være et godt bud, ligesom også Aaron Gate for det nye, stærke Evopro Racing burde være god i et løb som dette. De har i Shane Archbold også en plan B, men løbet er nok for hårdt for sprinteren Wouter Wippert. CCCs Patryk Stosz er også kommet godt fra start, og det samme er Monkey tOWN-sprinteren Bas van der Kooij , og brølstærke Nikodemus Holler var også velkørende i Tyrkiet.

OPDATERING: Israel Cycling Academy har føjet Sondre Holst Enger til som erstatning for Guillaume Boivin. Han er en knap så stærk option i et sidevindsløb, men efter en lovende sæsonstart kan han sagtens på det meget stærke hold levere et resultat. Androni er uden Andrea Vendrame, der er sendt til GP Industria i stedet, og Bike Aid har ladet Nikodemus Holler blive hjemme. CCC kommer til gengæld med den formstærke Attila Valter.

***** Tom Van Asbroeck

**** Baptiste Planckaert, Hugo Hofstetter

*** Thomas Boudat, Rudy Barbier, Damien Touze, Timothy Dupont, Jonas Van Genechten

** Mihkel Raim, Damien Touze, Kenny Dehaes, Amaury Capiot, Edward Planckaert, Sondre Holst Enger, Tom Devriendt, Loic Vliegen, Aime De Gendt, Lorrenzo Manzin, Stan De Wulf, Frederik Frison

* Frederik Backaert, Jelle Mannaerts, Pieter Vanspeybrouck, Pim Ligthart, Aaron Gate, Sjoerd van Ginneken, Justin Jules, Kevin Ista, Maxime Daniel, Piet Allegaert, Jeremy Lecroq, Sander Armee, Remy Mertz, Preben Van Hecke, Brian Van Goethem, Nicolai Brøchner, Enzo Wouters, Attila Valter

Danskerne

Riwal stiller med et rent dansk hold bestående af Nicolai Brøchner, Tobias Mørch Kongstad, Mathias Norsgaard, Torkil Veyhe, Andreas Stokbro og Rasmus Bøgh Wallin. Kun Brøchner og Vinther har tidligere kørt i år, og formniveauet er derfor ukendt. Som nævnt ovenfor står Brøchner med de bedste muligheder på en rute som denne.