Optakt: GP Kanton Aargau

Løbets rolle og historie

De høje bjerge indgår kun sjældent i endagsløb, og derfor er det kun passende, at Schweiz, et af de mest bjergrige lande i Europa, altid har fokuseret mere på etapeløb end endagsløb. Trods dets relativt beskedne størrelse har landet ikke mindre end to ugelange etapeløb på WorldTour-kalenderen, Tour de Suisse og Tour de Romandie, og det siger alt om landets rolle som et af sportens traditionelle nøglelande.

Schweiz er imidlertid ikke kun høje bjerge. Den nordlige del af landet tilbyder et fantastisk terræn, selvom det ikke har store stigninger. Der er ikke mange flade veje i området, og derfor er det ikke overraskende, at det er meget populært blandt cykelturister. Det er også det perfekte terræn for svære endagsløb, og de få af disse, landet har haft, har som regel været afviklet i dette område.

Meisterschaft von Zürich var engang en af de største efterårsklassikere og var et fremragende eksempel på den type løb, området kan byde på. Uheldigvis er det løb nu forsvundet, og det efterlader nu bare ét stort endagsløb på UCI-kalenderen. Udover det lidt mindre GP Lugano, der hidtil har været afviklet i februar og siden er blevet flyttet til i juni for at skabe større synergi med de øvrige schweiziske løb, men i år er aflystm er GP Kanton Aargau det eneste UCI-løb i Schweiz, der har tilladelse til at invitere WorldTour-hold.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Løbet er imidlertid ikke bare en national stolthed, men en prestigiøs begivenhed med en perfekt placering på kalenderen. Dets status afspejles i dets mangeårige placering som et 1.HC-løb i det internationale hierarki, og det finder sted bare to dage før starten på Tour de Suisse, hvilket gør det mere og mere populært. For mange ryttere er det schweiziske etapeløb det første løb efter en lang løbspause, og GP Kanton Aargau tilbyder således en chance for at få et enkelt løb i benene inden den nationale rundtur. Derudover er det perfekt forberedelse til det nu kun otte dage løb, der ofte tilbringer ca. halvdelen af tiden i det kuperede terræn i den nordlige del af landet. Det har gjort det til et godt løb for stærke sprintere og klassikerryttere, der altid har masser af muligheder i løbet af den kommende rundtur, og GP Kanton Aargau kan derfor betragtes som den bedste opvarmning til de kuperede etaper i det største schweiziske løb. Desværre har løbet dog lidt et tilbageslag i år, hvor det er reduceret til et 1.1-løb, og hvor der blot er seks WorldTour-hold til start i et svagere felt end vanligt. Samtidig er løbet flyttet fra torsdag til fredag - en flytning, der er muliggjort af forkortelsen af Tour de Suisse.

GP Kanton Aargau blev første gange afviklet i 1964, da Jan Lauwers vandt den første udgave. Siden da er det blevet holdt hvert år med coronaåret 2020 som undtagelsen, og det har altid været en stor international begivenhed. Faktisk kom den første schweiziske vinder først i 1981, da Daniel Gisiger var første over stregen, og kun 10 udgaver er blevet vundet af en lokal rytter. Michael Albasinis udvikling til en af de bedste klassikerryttere i verden har i høj grad bidraget til hjemlandets succes, idet den stærke schweizer var skabt til den kuperede rute og har vundet to af de seneste ni udgaver.

Løbet er højdepunktet i Gippinger Radsporttage, der er en cykelfestival først i juni. Det er et rundstrækningsløb, der afvikles på en kuperet omgang, som er skabt til stærke sprintere og klassikerryttere. Det afspejles i listen over nylige vindere, der tæller navne som Albasini, Simon Geschke, Sergey Lagutin, Sacha Modolo, Giacomo Nizzolo og Alexander Kristoff, der alle har en god spurt efter en hård dag i svært terræn.

Da løbet senest blev afviklet i 2019, stillede den forsvarende vinder, Alexander Kristoff, op som storfavorit, og han skuffede ikke. Da det afgjordes i den vanlige puncheurspurt, var nordmanden for tredje gang på fem år stærkest og sejrede foran Andrea Pasqualon og Reinardt van Rensburg. Der bliver dog intet hattrick for nordmanden, der i år kører Dauphiné i stedet, men både Pasqualon og Van Rensburg jagter mere succes i et løb, hvor de begge har en god historik.

Ruten

Mange endagsløb varierer ruten fra år til år, men der har aldrig været meget plads til eksperimenter i Schweiz’ største endagsløb. I adskillige år blev løbet afviklet på den samme 12,1 km lange rundstrækning, men i 2016 tvang vejarbejde desværre arrangørerne til at opfinde en nu 18,87 km lang runde, som man genbrugte i 2017. I 2018 modificerede man den en anelse, da den blev forlænget til 19,8 km ved at lægge en ekstra kilometer ind midtvejs, men den væsentligste nyskabelse var, at løbet blev indledte med et par omgange på en forkortet rundstrækning. I alt væsentligt var der dog tale om en rute, der var stort set identisk med den, der er blevet benyttet i 2016 og 2017, og samme model gentoges helt uden ændringer i 2019.

Sådan bliver det dog ikke i år. Her genbruges ganske vist i alt væsentligt den 19,8 km lange rundstrækning, der dog forkortes marginalt midtvejs til blot 18,8 km, men som noget nyt har man opfundet en ny og sværere finalerundstrækning på 20,2 km, der køres to gange til sidst. Samtidig køres der nu kun syv og ikke otte omgange på den korteste af de to rundstrækninger. Samlet set giver det et kortere, men formentlig også vanskeligere løb, hvor den sidste top kommer med 12,5 og ikke som tidligere 15,8 km igen.

Den nye rute er i alt 172,0 km lang og indledes med syv omgange på den nu 18,8 km lange rundstrækning, der stort set er, som vi kender den. Det både starter og slutter i Leuggern tæt på Gippingen, hvor man kører mod sydvest op ad dagens sværeste stigning Schlatt (2,2 km, 6,8%), der bliver stejlere og stejlere og stiger med 9,2% over de sidste 700 m frem mod toppen, der kommer efter 2,6 km. Efter et kort, fladt stykke fører det frem til en lang, gradvis nedkørsel, efter at rytterne er vendt rundt for at køre nordpå. Her følger endnu en ganske lille bakke med top 7,1 km fra mål.

Med ca. 5 km igen når man det nordligste punkt på ruten, hvorfra man igen vender rundt og kører tilbage sydpå igennem fladt terræn langs den nærliggende flod. Der er ingen væsentlige tekniske udfordringer, idet rytterne følger en bugtende vej. Der er imidlertid gemt en lille overraskelse til sidst, idet de sidste 500 m stiger med knap 5%.

Efter alle syv omgange sluttes løbet som noget nyt med to omgange på en 20,2 km lang rundstrækning. Den indledes på samme måde som den første, idet man kører op ad Schlatt efterfulgt af det korte flade stykke. I stedet for at vende rundt og køre mod nord, fortsætter man dog videre mod syd og øst hele vejen op til toppen af Rotberg, så det i alt bliver en 6,8 km lang stigning. I snit stiger den med 3,7%, men det skyldes de tre flade kilometer midtvejs, og som efterfølges af 1800 m med ca. 5,5%.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Toppen rundes for sidste gang med 12,5 km til mål, hvorefter en skarp, men ikke teknisk leder mod øst og syd ned til byen Villigen, der nås med 9,0 km igen. Herfra følger man en flad og let bugtende vej mod nord, nordøst og nordvest op langs floden. Til slut drejer man skarpt til venstre med 600 m igen, når man når byen Gippingen for herefter at køre op ad den velkendt målbakke, der altså stiger med knap 5%.

Løbet byder på i alt 2882 højdemeter, hvilket er ca. 400 flere end på den gamle rute.

Vejret

Den kommende uges Tour de Suisse har udsigt til at blive en våd affære, og det kan starte allerede fredag. Her venter generelt en overskyet dag, hvor der gennem hele eftermiddagen er 50-60% risiko for tordenbyger, men også varme temperaturer på 26 grader. Vinde vil bare være svag til let (5-7 km/t) og komme fra sydvest. Det giver modvind på alle stigningerne, og på den sidste rundstrækning, vil der efter toppen første være sidevind på nedkørslen og dernæst medvind i fladlandet, indtil man får sidevind på det sidste stykke frem til opløbet, hvor der vil være modvind,

Favoritterne

For nogle år siden lykkedes det altid en mindre gruppe at holde hjem i GP Kanton Aargau, og det blev aldrig afgjort i en reduceret massespurt. Tiderne har imidlertid forandret sig i de seneste seks udgaver. Alle er de blevet afgjort i spurter, og nu om dage synes de fleste hold at gå ind til løbet med en sprinter i spidsen. Det har gjort løbet mere kontrolleret og har betydet, at de hurtige folk har haft det afgørende ord.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

I de seneste fire år har man med mindre modifikation benyttet den rute, der har blev indført i 2016, og den gjorde det endda endnu mere sandsynligt, at løbet skulle afgøres i en spurt. Afstanden fra toppen af sidste stigning til mål var nu meget længere, og med en længere rundstrækning og dermed færre omgange var antallet af højdemeter også mindre. Dermed var løbet blevet meget nemmere, og det blev meget sværere for angriberne at gøre en forskel. Ganske vist har vi altid haft en vis udskilning, som vi også havde det i 2018, hvor 75 af de 120 startende nåede mål med feltet, mens det i 2019 var 59 mand, der endte inden for et minut af vindertiden, men i de senere år har massespurten aldrig været truet.

I år er ruten så blevet sværere. Den nye finalerundstrækning betyder dels en længere finalestigning, dels at toppen kommer 3 km tættere på mål. Antallet af højdemeter stiger ikke uvæsentligt, og vi må forvente et mere selektivt løb, end vi har set de seneste gange.

Jeg har dog svært ved at se, at spurten kan undgås. Man må formode, at Qhubeka, BikeExchange, Intermarché og Bora alle vil arbejde for et sådant udkomme. Særligt BikeExchange synes at have et ret godt hold til at kontrollere en så kuperet rute, og jeg tror ikke, at det tidlige udbrud vil hold.

Spørgsmålet er, om man kan køre væk i finalen. Man skal nok være en af de skarpere ryttere for at lykkes, men hvis Marc Hirschi kommer flyvende ned fra højderne, skal han ikke undervurderes. Også Rui Costa, Alexis Vuillermoz og Pierre Latour er godt bud på folk med trang til angreb. Erfaringen er dog, at den slags ryttere mest bruger løbet som opvarmning til Tour de Suisse. Det har eksempelvis altid været tilfældet for Costa. I det lys tvivler jeg på, at vi får en sejr fra en angriber.

Selvom det skal afgøres i en dyst mellem de hurtige folk, er det værd at huske på, at løbet har en del højdemeter, og man skal derfor være en habil klatrer for at spille en rolle. De fleste af de hurtige folk i løbet er dog alle kendt for deres holdbarhed og bør være der til slut. Derudover er det værd at huske på, at opløbet stiger, og det spiller en stor rolle i kampen om sejren. Således var det ikke tilfældigt, at det i 2018 var klassikertyperne Gavazzi og Canola, der gjorde Kristoff selskab på podiet og ikke mere klassiske sprintere. I 2014 var det sågar Simon Geschke, der vandt spurten, og det viser, at det ikke er den klassiske afslutning. Omvendt har Kristoff vundet tre gange, og han er ikke kendt som nogen rigtig bakkesprinter. I år kan vi dog forvente større udskilning, men modvinden på alle stigningerne vil være til glæde for sprinterne.

Jeg vælger at gå med Giacomo Nizzolo. Italieneren vandt løbet, da han sidst kørte det i 2016, og han kommer til løbet efter en Giro, hvor han spurtede bedre end i meget lang tid. Til gengæld klatrede han dårligt, og derfor er der ingen garanti for, at han klarer denne hårdere rute. Modvinden hjælper ham dog, og normalt burde Nizzolo kunne klare disse bakker i et felt som dette. Han er på papiret den hurtigste i feltet, og en let stigende spurt samt ikke mindst et ret sent sving passer den positioneringsstærke italiener, der i Reinardt van Rensburg har en god lead-out man, godt. Derfor tror jeg, at han genvinder den titel, han ikke har jagtet siden sejren i 2016. Skulle han have en offday, kan Van Rensburg selv lave et resultat efter 3. pladsen i 2019, men normalt er han mindre holdbar end Nizzolo og i hvert fald næppe hurtig nok til at vinde.

En anden sprinter, der kommer fra Giroen, er Juan Sebastian Molano. Colombianeren virkede brølstærk, men som lead-out man for Gaviria fik han ingen personlige chancer bortset fra et udbrud på en lidt for svær rute. Han viste sidste år i Matera under Giroen, at han er god i stigende spurter som denne, og han efterlod i år et indtryk af at kunne have kørt nogle gode Giro-spurter, hvis han fik chancen. Han klatrede bedre end Nizzolo i Giroen og bør have en fair chance for at overleve. Med farten fra Tour Colombia i 2020 kan han vinde. Falder han fra, har UAE den uhyre formstærke Ryan Gibbons, der netop har vundet på Mallorca og ligner en af favoritterne, hvis det bliver rigtigt hårdt. Og så har holdet som sagt den måske bedste angriber i Marc Hirschi samt et alternativ i Rui Costa.

Er det stigende opløb hårdt nok til, at Michael Matthews kan slå de hurtigere folk? Det måtte gerne have været hårdere, men det er ikke nogen ringe spurt for australieren, særligt fordi den kommer efter en hård dag. Han har endda det stærke hold, der kan gøre det ekstra hårdt undervejs, og vi ved, at Matthews altid er fremragende til at træne sig i form. Han har aldrig tidligere kørt løbet, men det er på tide, for det er utvivlsomt et løb, han kan vinde. Egentlig er det også en god spurt for Dion Smith og Amund Grøndahl Jansen, men det må være 100% for Matthews på det australske hold.

Er det nu, Pascal Ackermann skal have årets første sejr? Det er ikke et ideelt løb for tyskeren, der er en af de tungere sprintere, og det er meget muligt, at han får det for hårdt. Et stigende opløb er heller ikke hans favorit, men han har dog før gjort det så godt i stigende spurter, at han godt kan vinde i denne finale. Han har på papiret det i særklasse bedste tog, men spørgsmålet er, om han selv eller lead-outet overlever. Der er ting, der skal flaske sig, men finalen er ikke så hård, at Ackermann ikke kan vinde. Bora har også Jordi Meeus, der vil elske det stigende opløb og netop har vundet i Ungarn. Han er næppe meget mere holdbar end Ackermann, men får han alligevel chancen på en offday for tyskeren, har han formentlig farten til at køre med om sejren. Holdet har Ide Schelling som et tredje alternativ, hvis de begge falder fra, men han er bedst som angriber på sidste stigning.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Intermarché stiller med Andrea Pasqualon, der to gange er blevet nr. 2, senest i 2019. Han kommer til løbet fra en Giro, hvor han viste mere fart end vanligt, og det lover godt for et stigende opløb, der passer ham. Han så ud til at komme godt ud af den lange grand tour og taler om store ambitioner for løbet. Jeg er dog i tvivl, om han vitterligt kan vinde i dette meget skarpe felt af sprintere. Er han ikke kommet sig efter Giroen, kan holdet satse på den velkørende Baptiste Planckaert, der burde være god i dette stigende opløb og er kommet stærkt tilbage fra sin skade. I det hele taget står holdet stærkt, da de klatrestærke og hurtige Lorenzo Rota, Maurits Lammertink og Georg Zimmermann er perfekte til at dække angreb.

Total stiller med Edvald Boasson Hagen, men efter hans ringe forår er det svært at se ham vinde. Han er stort set stoppet med at spurte og har ikke kørt en spurt endnu i år. I gamle dage havde dette hårde løb og det stigende opløb dog været guf for ham, og man må formode, at han er i relativt god form frem mod Touren. Falder han fra, har holdet et par gode puncheurs i Anthony Turgis og Julien Simon, men det er svært at se dem slå sprinterne, hvis ikke de kører offensivt. Det samme er opgaven for Pierre Latour og Alexis Vuillermoz¸ der også er så hurtige, at de kan gøre det færdigt i en lille gruppe.

Arkea stiller med Thomas Boudat, der blev nr. 6 i 2019. Den let stigende spurt burde passe ham, men det har knebet med farten på det sidste. Han kørte sig dog til en lidt lovende 7. plads i en stigende spurt i Algarve, men farten rækker næppe til at vinde, også fordi han har det svært i positionskampen. Holdet har også halvhurtige folk som Romain Hardy og Kevin Ledanois til at gå med i angrebene.

Amore e Vita har Paolo Toto, der som holdbar sprinter burde være skabt til dette løb. Desværre synes alderen at have indhentet ham, og han har ikke leveret de store resultater i hverken 2020 eller 2021. Ruten er for hård for Davide Appollonio og til gengæld nok for let for halvhurtige Marco Tizza, der efterhånden aldrig spurter.

En spændende kandidat er den ret lovende Rune Herregodts, der gjorde det så godt på Mallorca. Han kan både klatre og spurte, men han er nok ikke hurtig nok til at kæmpe med sprinterne. Hans bedste chance er nok offensiv kørsel. Som alternativ til en spurt har Sport Vlaanderen Aaron Verwilst, men hans sidste gode spurt er af efterhånden meget gammel dato.

Jeg har svært ved at se andre hold vinde. Startlisten nedenfor er ikke korrekt, for Ag2r stiller med et hold helt uden ryttere til denne type. De kan måske spurte lidt med enten Julien Duval eller Gijs van Hoecke. Bardiani har et par sprintere i Giovanni Lonardi og Enrico Zanoncello, men de kommer næppe med hjem. Formstærke Mirco Maestri er nok bedste bud. Hos Vine har jeg svært ved at se, at sprinterne Riccardo Stacchiotti og Simone Bevilacqua kommer med hjem, og Bingoal stiller helt uden hurtige folk eller oplagte angribere. Hos landsholdet kan Movistars Johan Jacobs måske gå efter en top 10 i spurten. Udover Amore e Vita er det svært at se et kontinentalhold levere et resultat, da Francesco di Felice næppe kommer med hjem til en spurt, men Jan Maas, Roland Thalmann og Alexis Guerin kan måske vise sig frem på stigningerne, og Jonathan Canouan, Patrick Haller, Simon Daniels og Colin Heiderscheid kan måske køre en hæderlig spurt.

BEMÆRK: Den endelige startliste er torsdag aften stadig ikke offentliggjort. Der tages derfor forbehold for sene ændringer.

OPDATERING: Den endelige startliste foreligger endelig. Gazprom er til start med den tidligere treer, Marco Canola, der dog næppe kan gå på podiet i dag eller i dette felt. Holdet har også Simone Velasco som et halvhurtigt alternativ

***** Giacomo Nizzolo

**** Juan Sebastian Molano, Michael Matthews

*** Pascal Ackermann, Andrea Pasqualon, Edvald Boasson Hagen, Thomas Boudat

** Jordi Meeus, Marco Canola, Ryan Gibbons, Marc Hirschi, Julien Simon, Paolo Toto, Rune Herregodts

* Reinardt van Rensburg, Rui Costa, Dion Smith, Maurits Lammertink, Lorenzo Rota, Georg Zimmermann, Anthony Turgis, Pierre Latour, Alexis Vuillermoz, Ide Schelling, Romain Hardy, Kevin Ledanois, Marco Tizza, Aaron Verwilst, Mirco Maestri, Julien Duval, Gijs van Hoecke, Giovanni Lonardi, Enrico Zanoncello, Riccardo Stacchiotti, Johan Jacobs, Francesco di Felice, Roland Thalmann, Simone Velasco

Danskerne

Andreas Stokbro skal på Qhubeka forsøge at hjælpe Giacomo Nizzolo til dennes anden sejr i løbet.