Optakt: GP Miguel Indurain

Løbets rolle og historie

I forrige århundrede var den spanske kalender fuldt med etapeløb i foråret, og man kunne faktisk tilbringe næsten hele perioden ved udelukkende at køre på Den Iberiske Halvø. Desværre har den økonomiske krise taget hårdt på landet, og nu om dage er der næsten intet tilbage af den engang så flotte kalender.

Ikke overraskende afvikles de fleste af de tilbageværende løb i det cykelgale Baskerlandet, der har en serie af endagsløb i sensommeren, hvor det hele kulminerer med Clasica San Sebastian. Dets største begivenhed er imidlertid Vuelta al Pais Vasco i april, og det regionale etapeløb er både et af forårets helt store etapeløb på WorldTouren samt den vigtigste begivenhed i den største løbsserie på den spanske kalender.

Etapeløbet kommer som det helt store højdepunkt midt i serien, inden det hele afsluttes med det lille endagsløb Klasika Amorebieta næste søndag. Denne weekend byder på endnu et endagsløb, der giver muligheder for klatrerne til at teste formen før næste uges store løb. Indtil i år kunne sprinterne gå efter guldet i søndagens Vuelta a la Rioja, mens det klatrerne og de eksplosive puncheurs jagtede sejren i lørdagens GP Miguel Indurain, der traditionelt er en nøgleindikator på, hvad vi kan forvente i næste uges Baskerlandet Rundt. I år er førstnævnte desværre aflyst, men det ændrer ikke på, at lørdagens løb i Indurains hjemegn fortsat vil afsløre nogle af de navne, vi skal holde øje med i den kommende uge.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

GP Miguel Indurain blev første gang afviklet i 1951, men dengang var det kun et lokalt løb. I 1998 fik det sit nye brand, da det blev navngivet efter den femdobbelte Tour de France-vinder, og i 2005 blev det et 1.1-løb på UCI Europe Tour. Tidligere har det endda nydt status som 1.HC-løb, men siden 2013 har det været at finde med den lidt lavere status. Ikke desto mindre er det et meget prestigiøst løb med en vinderliste, der må gøre de fleste arrangører misundelige.

Løbet afvikles ikke i Baskerlandet, men i den nærliggende by Estella i Navarra-regionen. Det slutter på stigningen op til det ikoniske Basilica de Puy, og det gør det til en perfekt test for puncheurs og ardennerspecialister, der er som skabt til denne finale og det kuperede terræn. Det afspejles i listen af vindere, der inkluderer navne som Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez, Samuel Sanchez, Daniel Moreno, Rinaldo Nocentini og Fabian Wegmann, der alle er specialister i kuperede endagsløb. Meget ofte fortsætter hovedaktørerne fra dette løb videre til Baskerlandet, hvor de ofte spiller en nøglerolle i Vuelta al Pais Vasco, og det gør netop dette løb til den helt perfekte indikation på, hvem der er i form til det store WorldTour-løb. Samtidig har GP Miguel Indurain nydt godt af dets storebror, der har betydet, at mange af sportens stjerner er i landet, og derfor har man kunnet tiltrække et meget stærkere felt end mange andre spanske endagsløb.

Sidste år ventede de fleste, at den på det tidspunkt uovervindelige Alejandro Valverde ville fortsætte sin succes med også at vinde det spanske endagsløb. Efter et taktisk spil mellem Movistar, Sky og Orica-Scott lod han imidlertid holdkammeraterne Marco Soler, Ruben Fernandez og Gorka Izagirre køre deres chance, da de kom med i en stærk gruppe i finalen. Den strategi kiksede totalt, da de ikke kunne følge Simon Yates, da denne angreb allerede på næstsidste stigning. Herfra kørte han alene hjem til en fornem sejr, inden Michael Woods slog Sergio Henao, Carlos Verona og en skuffet Soler i spurten om andenpladsen. Yates har valgt ikke at forsvare titlen, og det kan åbne døren for Verona, der igen skal forsøge at slå Valverde, som bruger løbet som næstsidste forberedelse inden ardennerklassikerne. Han får igen støtte af brølstærke Soler, men da hverken Sky eller EF Education er til start i årets lidt svagere besatte løb, er hverken Henao eller Woods med denne gang.

Ruten

Ruten til GP Miguel Indurain har varieret lidt fra år til år, men det er primært den første flade del, der ændres. Finalen med de vigtigste stigninger, herunder den flotte afslutning på stigningen til Basilica de Puy, har været den samme hver gang.

Det vil imidlertid ikke være tilfældet i år. Hele løbet er stort set uforandret, men for første gang i umindelige tider har man fjernet den ikoniske målstigning. I stedet er Alto Eraul, der tidligere var næstsidste udfordring, nu sidste længere stigning, inden et par små ramper leder frem til den nye finale i centrum af Estella.

Som altid starter og slutter også den 18. udgave af løbet i Estella, og i år skal de i alt tilbagelægge 186 km. Den første del er de nemmeste og består af en relativt flad 97,5 km lang rundstrækning i området syd for byen, og selvom det ofte går op og ned i det småkuperede terræn, er der ingen væsentlige stigninger. Det kommer der først i løbets anden halvdel, hvor man begiver sig mod nord, hvor det er betydeligt mere bjergrigt. Her venter først de ikke-kategoriserede stigninger Alto Presa Pantano og Alto De Arradia, der har top med henholdsvis 72,5 km og 68,6 km til mål. Derefter rammer man dagens sværeste udfordring, kategori 1-bjerget Alto Guirguillano (10,6 km, 2,8%), hvis top rundes, når der resterer 64,2 km. Herefter venter kategori 2-stigningen Alto de Lezaun (4,9 km, 5%), hvorefter der resterer bare 46,4 km.

Med 28,0 km er man tilbage i Estella efter en første passage af den lille Alto de Ibarra (700 m, 10,6%) lige inden stregen, men det betyder ikke, at løbet er ovre. I stedet vender man rundt og begiver sig tilbage til bjergene, hvor man denne gang skal op over Alto Eraul (3,8 km, 5,44%), hvis top passeres med bare 9,7 km til mål. Herefter venter en lille kontrabakke, Alto de Muru, med top 5,1 km fra mål, inden en længere nedkørsel fører ned til den lille rampe Alto de Ibarra, der med 3 km igen stiger med 10,8% i gennemsnit over 700 m. Herefter falder det de sidste 2 km ned til det nye mål i Estella.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Vejret

Vejret i den ofte ret regnfulde region er egentlig ganske fint i øjeblikket, men lige netop lørdag bliver e trist omgang. Der ventes byger hele dagen på en kold dag, hvor temperaturen ikke vil nå mere end 10 grader. Endnu værre er det, at det med hård vind til kuling fra vest bliver voldsomt blæsende. Det betyder, at rytterne vil have sidevind på store dele af rundstrækningerne. Der vil være medvind på Guiguillano, modvind på Lezaun og derefter sidemodvind stort set hele vejen til mål, herunder på Eraul-stigningen og de sidste små ramper.

Favoritterne

For nogle år siden blev GP Miguel Indurain næsten altid afgjort i en spurt op ad den sidste rampe, hvor de bedste puncheurs har kunnet gøre en forskel. I de senere år har løbet imidlertid været mere selektivt, og vi har generelt set to scenarier. Simon Spilak og Alejandro Valverde har begge haft held og styrke til at iværksætte succesrige solooffensiver langt ude fra, mens det i de seneste tre år er en ganske lille gruppe, der er kørt fri på de sværeste stigninger, hvorefter de har afgjort det imellem sig på de sidste to stigninger.

Årets løb er karakteriseret ved, at feltet er en anelse svagere end tidligere, og der er kun tre WorldTour-hold til start. De kommer imidlertid alle i ganske stærke formationer, og det vil derfor være en overraskelse, hvis ikke vinderen kommer fra enten Movistar, Mitchelton-Scott eller Katusha. Alle stiller de med gode vinderbud, og der er derfor lagt op til en benhård kamp mellem særligt de tre mandskaber.

Den nye rute tilføjer naturligvis et nyt element af usikkerhed til løbet. I gamle dage kunne man tillade sig at vente til den afsluttende spurt på stigningen op mod mål, men det vil ikke længere være tilfældet. Ganske vist er der den meget stejle rampe i finalen, men for de fleste klatrere gælder, at de skal forsøge at gøre en forskel på de længere stigninger tidligere i løbet. Specielt gælder det, at de færreste har lyst til at skulle kæmpe mod Alejandro Valverde i en finale, der passer spanieren som fod i hose, og derfor vil der være stor interesse i offensiv kørsel relativt tidligt.

Det dårlige vejr vil kun bidrage til at skabe udskilning og gøre løbet hårdt. Ikke mindst vil de meget blæsende betingelser med masser af sidevind betyde, at vi formentlig vil se større udskilning end tidligere. Det kan meget vel være, at Movistar, Katusha og Mitchelon-Scott allerede har splittet feltet, inden vi når til de afgørende stigninger. Her vil australierne og schweizerne formentlig forsøge at udnytte deres meget stærke kollektiv til at angribe spanierne på skift, og det kan tvinge Valverde til at træde i karakter relativt tidligt. Derfor vil vi ikke blive overraskede, hvis en lille gruppe af favoritter allerede kan køre væk på de to første af de svære stigninger, og at en ganske lille gruppe skal afgøre det på Eraul-stigningen samt de to ramper i finalen.

Movistar stiller ikke med det stærkeste kollektiv, og der er en risiko for, at man hurtigt kan komme i undertal. Derfor tror vi, at Alejandro Valverde hurtigt vil tage tyren ved hornene og skabe den nødvendige udskilning. Ingen kan være i tvivl om, at spanieren er løbets i særklasse stærkeste rytter, og reelt er det vel kun det taktiske spil, der kan forhindre ham i at vinde. Ingen kan nemlig matche ham på stigninger som disse eller på den stejle rampe til sidst, og i en spurt er han næsten umulig at slå. For at undgå at komme på bagkant med situationen vil vi derfor ikke blive overraskede, hvis Valverde angriber langt udefra, som han ofte har gjort det i Vuelta a Murcia. Kommer han først fri, ser de ham ikke igen. Får han følgesvende, vil han til enhver tid kunne slå dem i denne type finale. Derfor tror vi, at det bliver endnu en sejr til Valverde.

Movistar har dog ofte brugt dette løb til at give holdets hjælperyttere en personlig chance. Marc Soler har med sejren i Paris-Nice ganske vist allerede haft masser af succes, men der er ingen tvivl om, at Valverde gerne vil give ham endnu en sejr, hvis det er muligt. Det spanske supertalent var i Catalonien faktisk endnu bedre end i Paris-Nice, og intet tyder på, at formen er på vej ned ad bakke. På papiret er han sammen med Valverde den mest formstærke klatrer i løbet, og derfor skulle det ikke undre, om de to ryttere vil være i stand til at køre væk langt udefra. I det tilfælde er det hævet over enhver tvivl, at Soler vil få sejren. Samtidig er det meget sandsynligt, at Soler kan udnytte den store fokus på Valverde til at angribe, og det giver ham flere kort på hånden.

Sæsonen har hidtil været en lille katastrofe for Ilnur Zakarin , der ikke har været i nærheden af sin bedste form. Han har imidlertid nu haft en lang pause siden Paris-Nice, og skal man tro hans historik, plejer han at finde formen på denne tid af året. Derfor vil det ikke være uventet, hvis Zakarin kommer flyvende ind til dette løb, og sker det, er han utvivlsomt den næstbedste klatrer efter Valverde. Det er klart, at ruten på papiret er alt for let for russeren, men det dårlige vejr kan hjælpe ham med at skabe den nødvendige udskilning. Kan han i finalen skabe en god situation for Katusha sammen med Simon Spilal, Nathan Haas og måske Ian Boswell og Pavel Kochetkov, kan de angribe på skift. Får Zakarin først hullet, bliver han ikke nem at hente.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Sidste år blev Carlos Verona nummer 3 i dette løb, men det var desværre også det sidste, vi så til hans gode form i 2017. I år synes han imidlertid at være tilbage. Han kørte fremragende i Catalonien, hvor han dag efter dag førte som en motorcykel for enten Simon Yates eller Dayl Impey, ikke mindst på sidste etape, hvor han lagde grundstenen til Yates’ sejr, og alligevel blev han nr. 19 samlet. Ingen kan længere være i tvivl om, at han er i storform, og han vil være topmotiveret til at søge sin chance i dette løb. Mitchelton skal udnytte, at de har flere vinderbud, og herefter skal de forsøge at angribe Movistar på skift. Verona synes at have bedst chance for at gøre det færdigt.

Holdet har imidlertid også stortalentet Robert Power, der efter sin mærkelige knoglemarvssygdom og flere år med svage præstationer, endelig viser sit potentiale. Han blev en fabelagtig nr. 6 i et historisk hårdt Strade Bianche, og senest leverede han sammen med Verona en forrygende hjælperindsats i Catalonien. Nu får han endelig chancen for at køre for sig selv, og han er stærk nok til at køre væk i finalen, hvis Mitchelton-Scott kan skabe en gunstig situation.

Det bliver meget spændende at følge Nathan Haas i dette løb. Han er nemlig den eneste, der har en chance for at slå Valverde i en spurt, men det store spørgsmål er, om ruten er for hård. Den sidste stigning er nemlig en anelse for stejl for Haas, der ikke klatrer på samme niveau som mange af de øvrige favoritter. Han har imidlertid forbedret sig voldsomt på stigningerne i år, hvilket var særligt tydeligt i Tour of Oman, hvor han næsten sluttede på podiet. Siden havde han et lille formdyk, men fandt igen benene med offensiv kørsel i Sanremo. Han forbereder sig til drømmeløbet Amstel Gold Race og burde derfor være tæt på topformen.

Den værste rival til de tre storhold er utvivlsomt Lilian Calmejane, der er skabt til let kuperet terræn som dette. Han er ikke stærk nok på de helt stejle stigninger til at kunne gøre en forskel på rampen i finalen, men til gengæld har han det rette aggressive mindset og evnerne i det dårlige vejr til at gøre forskellen forinden. Hans gode form forsvandt pludselig i Paris-Nice, og derfor er det lidt usikkert, hvor han står, men med et par uger til Ardennerne, burde han være tæt på topformen. Calmejane burde i hvert fald sidde med til sidst, og er han stadig i spil efter rampen, er han ganske hurtig på stregen.

Direct Energie har i Jonathan Hivert en anden yderst spændende kandidat. Franskmanden har med etapesejr i Paris-Nice samt to etapesejre og samlet sejr i Tour du Haut Var været flyvende i år. Desværre døde han lidt mod slutningen af Paris-Nice, og derfor er det lidt usikkert, hvor den altid meget ustabile Hivert står formmæssigt. Han er imidlertid en eksplosiv klatrer med en fremragende spurt og derfor skabt til denne finale. Er formen stadig intakt, har han en reel chance for at udfordre de bedste.

Selvom han fremstår som alt andet end endagsrytter har Simon Spilak faktisk vundet dette løb. Det skete med et fabelagtigt soloridt langt udefra, og det er igen hans våben, hvis han skal vinde denne gang. Den slovenske stjerne besidder nemlig ikke skyggen af eksplosivitet, men til gengæld har han en kolossal motor. Samtidig er han kendt og berygtet for sine evner i dårligt vejr, og derfor kunne han ikke have ønsket sig bedre omstændigheder end disse. Desværre er han endnu ikke den rytter, han var for nogle år siden og skuffede da også i Tirreno-Adriatico. Vi skal dog ikke glemme, at han sidste år kørte et fremragende Tour de Suisse, og at han traditionelt har fundet sin form netop til Baskerlandet Rundt. Har han det igen, er han igen i stand til at snyde rivalerne med et stort soloridt.

Mitchelton-Scotts tredje stortalent er Jack Haig, der ligesom Power er blevet nr. 2 i Tour de l’Avenir. Australieren fik et stort gennembrud sidste efterår, hvor han vandt en svær etape i Polen Rundt og siden kørte en fremragende Vuelta. I år har han endnu ikke fundet den bedste form, men han viste dog solid fremgang i Catalonien. Han er mere eksplosiv end både Verona og Power og passer derfor bedre til denne rute, men han synes omvendt at være den formmæssigt svageste af de tre.

Man kan blive ved med at nævne store talenter fra Mitchelton-Scott. Det sidste er Lucas Hamilton, der som nyprofessionel viste sit store potentiale med et topresultat i Coppi e Bartali. Her kunne det endda være blevet til langt mere, hvis ikke han var kørt ind i en kat (som heldigvis slap uskadt fra uheldet) på enkeltstarten. Løbet viste ganske vist også, at han endnu mangler lidt for at følge de bedste, men han burde dog kunne køre finale i et løb som dette. Her kan det måske blive ham, der kan udnytte et Mitchelton-overtal.

En ærgerlig punktering på kongeetapen ødelagde desværre Coppi e Bartali for Mauro Finetto, men med en flot 10. plads på den knaldhårde enkeltstart fik han vist, at formen er bedre end længe. Italieneren havde ellers en skuffende 2017-sæson, men nu er der i hvert fald tegn på, at han kan være på vej tilbage. Disse moderate stigninger passer ham ganske glimrende, ligesom den eksplosive finale også burde passe ham. Med sin gode spurt har han gode chancer for at gøre det færdigt.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

En dark horse er Rein Taaramae . Esteren har i 2017 og 2018 været langt fra fordum styrke, men man ved aldrig med det ustabile stortalent, for hvem formen kan komme ud af det blå. Nu har han endda haft en længere løbspause, og derfor er der ingen, der aner, hvor han står. Er han endelig tilbage ved fordums styrke efter skiftet il Direct Energie, har han potentialet til at overraske.

Endelig vil vi pege på Garikoitz Bravo, Dmitriy Strakhov, Ricardo Mestre og Gustavo Cesar Veloso. Bravo plejer altid at være blandt de bedste i kuperede spanske løb og viste efter en skuffende start stigende form i Catalonien. De tre øvrige var i stedet blandt de bedste i det lidt mindre Volta ao Alentejo og derfor i god form, ligesom de er stærke klatrere. Strakhov er et stort talent, der bliver stadig mere spændende, mens Mestre og Veloso er veteraner, der år efter år har været blandt de bedste i Volta ao Portugal og endelig synes også at have fundet noget usædvanlig forårsform.

OPDATERING: Gustavo Cesar Veloso og Ricardo Mestre stiller alligevel ikke til start.

***** Alejandro Valverde

**** Marc Soler, Ilnur Zakarin

*** Carlos Verona, Robert Power, Nathan Haas, Lilian Calmejane, Jonathan Hivert

** Simon Spilak, Jack Haig, Lucas Hamilton, Mauro Finetto, Rein Taaramae, Garikoitz Bravo, Dmitriy Strakhov

* Remy Di Gregorio, Romain Sicard, Andrey Amador, Carlos Betancur, Antonio Pedrero, Ian Boswell, Mikel Bizkarra, Brandon McNulty, Nick Schultz, Eduard Prades, Alexander Vdovin, Cesar Fonte, Matvey Mamykin

Danskerne

Der er desværre ikke danske deltagelse årets løb.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Simon Yates’ sejr fra 2017, Ion Izagirres sejr fra 2016, Angel Viciosos sejr fra 2015, Alejandro Valverdes sejr fra 2014 og Simon Spilaks sejr fra 2013.