Optakt: GP Miguel Indurain

Løbets rolle og historie

I forrige århundrede var den spanske kalender fuldt med etapeløb i foråret, og man kunne faktisk tilbringe næsten hele perioden ved udelukkende at køre på Den Iberiske Halvø. Desværre har den økonomiske krise taget hårdt på landet, og nu om dage er der næsten intet tilbage af den engang så flotte kalender.

Ikke overraskende afvikles de fleste af de tilbageværende løb i det cykelgale Baskerlandet, der har en serie af endagsløb i sensommeren, hvor det hele kulminerer med Clasica San Sebastian. Dets største begivenhed er imidlertid Itzulia Basque Country i april, og det regionale etapeløb er både et af forårets helt store etapeløb på WorldTouren samt den vigtigste begivenhed i den største løbsserie på den spanske kalender.

Etapeløbet kommer som det helt store højdepunkt midt i serien, inden det hele afsluttes med det lille endagsløb Klasika Amorebieta næste søndag. Denne weekend byder på endnu et endagsløb, der giver muligheder for klatrerne til at teste formen før næste uges store løb. Indtil i 2017 kunne sprinterne gå efter guldet i søndagens Vuelta a la Rioja, mens det klatrerne og de eksplosive puncheurs jagtede sejren i lørdagens GP Miguel Indurain, der traditionelt er en nøgleindikator på, hvad vi kan forvente i næste uges Baskerlandet Rundt. Igen i år er førstnævnte desværre aflyst, men det ændrer ikke på, at lørdagens løb i Indurains hjemegn fortsat vil afsløre nogle af de navne, vi skal holde øje med i den kommende uge.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

GP Miguel Indurain blev første gang afviklet i 1951, men dengang var det kun et lokalt løb. I 1998 fik det sit nye brand, da det blev navngivet efter den femdobbelte Tour de France-vinder, og i 2005 blev det et 1.1-løb på UCI Europe Tour. Tidligere har det endda nydt status som 1.HC-løb, men siden 2013 har det været at finde med den lidt lavere status. Ikke desto mindre er det et meget prestigiøst løb med en vinderliste, der må gøre de fleste arrangører misundelige.

Løbet afvikles ikke i Baskerlandet, men i den nærliggende by Estella i Navarra-regionen. Det slutter på stigningen op til det ikoniske Basilica de Puy, og det gør det til en perfekt test for puncheurs og ardennerspecialister, der er som skabt til denne finale og det kuperede terræn. Det afspejles i listen af vindere, der inkluderer navne som Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez, Samuel Sanchez, Daniel Moreno, Rinaldo Nocentini og Fabian Wegmann, der alle er eller var specialister i kuperede endagsløb. Meget ofte fortsætter hovedaktørerne fra dette løb videre til Baskerlandet, hvor de ofte spiller en nøglerolle i Itzulia Basque Country, og det gør netop dette løb til den helt perfekte indikation på, hvem der er i form til det store WorldTour-løb. Samtidig har GP Miguel Indurain nydt godt af dets storebror, der har betydet, at mange af sportens stjerner er i landet, og derfor har man kunnet tiltrække et meget stærkere felt end mange andre spanske endagsløb.

Sidste år fortsatte Alejandro Valverde sit uovervindelige forår, da han efter en sand magtdemonstration af Movistar slutteligt kørte væk sammen med Carlos Verona, der også måtte give fortabt på den sidste stigning. Herved sikrede spanieren sig sin anden triumf i Movistars hjemmebaneløb med 20 sekunder ned til Verona og mere end et minut ned til Nick Schultz, der tog en imponerende 3. plads. I år er Valverde i Belgien for at køre Flandern Rundt, og han forsvarer derfor ikke sin titel. Verona er til gengæld med igen, denne gang som en del af Movistar, og det samme er Schultz, der på et ungt Mitchelton-hold skal forsøge at gentage sidste års flotte resultat.

Ruten

Ruten til GP Miguel Indurain har varieret lidt fra år til år, men det er primært den første flade del, der ændres. Finalen med de vigtigste stigninger, herunder den flotte afslutning på stigningen til Basilica de Puy, har været den samme i mange år.

Det ændrede sig imidlertid i 2018. Hele løbet var stort set uforandret, men for første gang i umindelige tider havde man fjernet den ikoniske målstigning. I stedet var Alto Eraul, der tidligere var næstsidste udfordring, nu sidste længere stigning, inden et par små ramper ledte frem til den nye finale i centrum af Estella. Den model fastholder man i år, hvor ruten i alt væsentligt har de samme hovedudfordringer som sidste år, og hvor de sidste to rundstrækninger og dermed de sidste knap 100 km er uforandrede.

Som altid starter og slutter også den 19. udgave af løbet i Estella, og i år skal de i alt tilbagelægge 192,9 km. Den første del er de nemmeste og består af en relativt flad 104,4 km lang rundstrækning i området sydvest for byen, og selvom det ofte går op og ned i det småkuperede terræn, er der ingen væsentlige stigninger. Den eneste udfordring er et 700 m langt brostensstykke, der er er placeret i forbindelse med en spektakulær passage af Circuito de Navarra-motorsportsbanen, hvor der er en indlagt spurt efter 67,7 km. Derudover er de eneste højdepunkter yderligere en spurt allerede efter 34,8 km, inden den tredje spurt kommer ved første passage af målstregen. Lige inden skal man op over muren Alto Ibarra (600 m, 11,1%), inden det går hurtigt ned til stregen.

Udfordringerne kommer først i løbets anden halvdel, hvor man begiver sig mod nord, hvor det er betydeligt mere bjergrigt. Her køres en omgang på en 60,5 km lang rundstrækning. Her venter først de ikke-kategoriserede stigninger Alto Presa Pantano og Alto De Arradia (2,5 km, 4,6%),, der har top med henholdsvis 72,5 km og 68,6 km til mål. Derefter rammer man dagens sværeste udfordring, kategori 1-bjerget Alto Guirguillano (2,7 km, 5,9%), der reelt hænger sammen med den forudgående stigning, og hvis top rundes, når der resterer 64,2 km. Herefter venter kategori 2-stigningen Alto de Lezaun (4,6 km, 4,6%), hvorefter der resterer bare 46,4 km.

Efter 164,9 km er man tilbage i Estella efter en anden passage af den lille Alto de Ibarra (600 m, 11,1%) lige inden stregen, men det betyder ikke, at løbet er ovre. I stedet vender man rundt og begiver sig tilbage til bjergene, hvor man skal ud på en 28,5 km lang rundstrækning. Denne gang skal man op over Alto Eraul (4 km, 5,3%), hvis top passeres med bare 9,7 km til mål. Herefter venter en lille kontrabakke, Alto de Muru, med top 5,1 km fra mål, inden en længere nedkørsel fører ned til den lille rampe Alto de Ibarra, der med 3 km igen stiger med 11,1% i gennemsnit over 600 m. Herefter falder det de sidste 2 km ned til det nye mål i Estella, hvor den sidste kilometer er flad. Omkring stigningen er der et hårnålesving, men derefter er der bare to skarpe sving på de sidste to kilometer.

Løbet byder på i alt 2788 højdemeter.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Vejret

Estella ligger på grænsen til Baskerlandet, og det indebærer naturligvis en betydelig risiko for regn, som vi så det i sidste års kolde og blæsende udgave. Også i år ser det knap så behageligt ud. Ganske vist starter dagen solrigt, men det ventes at regne let gennem hele eftermiddagen, inden det måske bliver tørt til sidst. Temperaturen vil være bare 13 grader, og der vil være en jævn vind fra sydvest. Det giver først mod- og så medvind på den flade rundstrækning, mens der på de kuperede rundstrækninger vil være først med- og siden modvind. Der vil være med og sidemedvind på Guirguillano og Lezaun og derefter modvind på turen hjem. Derefter vil der være sidemedvind på Eraul og sidemodvind på turen tilbage til Estella, hvor der dog vil være sidemedvind på den korte opløbsstrækning.

Favoritterne

For nogle år siden blev GP Miguel Indurain næsten altid afgjort i en spurt op ad den sidste rampe, hvor de bedste puncheurs har kunnet gøre en forskel. I de senere år har løbet imidlertid været mere selektivt, og vi har generelt set to scenarier. Simon Spilak og Alejandro Valverde har begge haft held og styrke til at iværksætte succesrige solooffensiver langt fra mål, mens det i de seneste fire år er en ganske lille gruppe, der er kørt fri på de sværeste stigninger, hvorefter de har afgjort det imellem sig på de sidste stigninger.

Sidste år var det en afgørende nyskabelse, at målet på Basilica de Puy-stigningen blev fjernet til fordel for en flad finale. Det ændrede ganske vist ikke på, at Alejandro Valverde alligevel kunne køre fra alt og alle, men det vil ændre løbets dynamik. Klatrerne har ikke længere en målstigning at gøre godt med. Derfor skal de væk allerede på Eraul, der dog ikke er verdens sværeste stigning. Man skal imidlertid heller ikke undervurdere den lille mur, Ibarra, der til allersidst udgør en perfekt rampe til at gøre en forskel, selvom den ganske vist er meget kort.

Årets løb er som altid kendetegnet ved, at der er gå stærke mandskaber. Til gengæld kommer både Astana og Movistar med mandskaber, der minder om et A-hold, og de har begge flere mulige vinderkandidater. Samtidig har de en klar interesse i at åbne løbet så tidligt som muligt - Movistar, fordi de skal bruge et hårdt løb, og Astana, fordi de gerne vil havne i en situation, hvor de kan spille deres mange forskellige kort. Derfor forventer vi også, at de vil lægge løbet i en jerngreb og skabe en stor udskilning allerede på Guirguillano og især på Lezaun, hvor kampen mellem favoritterne allerede startede sidste år. Derefter skal det afgørende slag slås på Eraul og Ibarra i det, der ligner en knaldhård udgave af løbet. Det vil det dårlige vejr også bidrage til, men betingelserne er ikke så barske som sidste år, og især er det værd at bemærke, at der er betydeligt mindre vind.

Movistar har løbets formodet stærkeste og mest formstærke klatrer i Nairo Quintana, men selvom de også har Mikel Landa og sidste års nr. 2, Carlos Verona, har de ikke samme bredde som Astana. På en rute som denne kan kasakkerne reelt vinde med såvel Izagirre-brødrene som Pello Bilbao, Omar Fraile, Luis Leon Sanchez og Merhawi Kudus, og det giver dem en bredde, som selv Movistar får svært ved at bide skeer med.

Det gør det også til et meget åbent løb, hvor Astana formentlig kan lukrere på, at de kan fange de to Movistar-kaptajner i en umulig situation. Stigningerne er nemlig formentlig ikke så svære, at de kan udnytte deres bedre klatreevner, og derfor kan Astana meget vel havne i et overtal, som de kan udnytte til at angribe på skift. Til gengæld gør det også løbet ganske åbent, fordi der vil være et element af held og timing, hvis det er en byge af Astana-angreb, der afgør løbet.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Det er derfor heller ikke med fuld overbevisning, at vi peger på Ion Izagirre som vores favorit. Baskeren er nemlig ikke skabt til dette løb, og han vil helt sikkert savne den stigende finale, hvor han tidligere har vundet. Til gengæld er han utvivlsomt Astanas bedste klatrer, og han kommer formentlig til løbet i storform inden forårets store mål på den baskiske hjemmebane, hvor han næsten altid kører med om sejren. Efter den stærke start i Valencia ramte han et mindre formdyk i Ruta del Sol og i dele af Paris-Nice, men han sluttede forrygende af, da han kørte fra folk som Simon Yates, en hårdtarbejdende Quintana og formstærke Daniel Martinez i forbindelse med sejren på sidste etape. Det vidner om de klatreevner, han har opnået i de senere år, og stigningerne omkring Nice minder endda meget om det, vi finder i dette løb. Det er klart, at han ikke bare kører fra Quintana, men som del af et Astana-overtal har han gode kort på hånden. Samtidig er han ikke helt langsom i en flad spurt - han er i hvert fald hurtigere end både Quintana og Landa - og elsker de mange nedkørsler i finalen. Den kombination kunne meget vel være nok til at sikre Izagirre den anden sejr i løbet.

Holdet har imidlertid også et andet fremragende kort, men om ham hersker der mere usikkerhed. Efter en stærk start på sæsonen i februar skuffede Pello Bilbao nemlig i Catalonien. Omvendt var løbet også bare forberedelse til hans vigtigste mål på den baskiske hjemmebane, og han må formodes ar være bedre nu. Samtidig er han langt mere komfortabel på disse kortere, mere eksplosive stigninger, der er hans foretrukne terræn, og samtidig har han den fordel, at han stadig er lynhurtig på stregen. Særligt den sidste mur burde passe godt til en mand med Bilbaos punch, men han har også i forbindelse med sine sejre på 1. etape af hhv. Tour of the Alps og Vuelta a Murcia vist, at han mestrer kunsten at udnytte et Astana-overtal til at angribe. Det giver ham flere muligheder for at vinde og gør ham derfor til et godt bud.

Det samme er Luis Leon Sanchez, men spørgsmålet er, om løbet alligevel bliver en anelse for hårdt for den store spanier. Han er i hvert fald ikke en klatrer af Quintanas format, men han viste omvendt i Murcia, hvor han var eneste mand, der kunne nærme sig Valverde på Cresta del Gallo-stigningen, at han har stor power i terræn som dette. Hans spurt er samtidig et meget stærkt våben i den flade finaler, og det samme er de mange nedkørsler samt hans muskelkraft på flad vej. Han kørte et ganske flot Paris-Nice, hvor han vel var bedre end i mange år, og selvom han sjældent kører lige så stærkt i april, er han næsten altid på et højt niveau. I Baskerlandet er han hjælper, men her får han sin chance på en rute, hvor han kan bruge sin power, sin spurt samt det forhold, at Astana er så kolossalt stærke.

Skal Astana slås, må Nairo Quintana være manden. Colombianeren kører her sit sidste løb inden en lille pause, og han må derfor være fyr og flamme efter at slutte en god periode stærkt af. Den sidste tid har nemlig været fantastisk for den lille colombianer, der i både Volta a Catalunya og Paris-Nice, hvor han matchede en vis Egan Bernal på stigningerne, har vist, at han endelig er tilbage. Dette løb er imidlertid langt fra ideelt for en ren klatrer som Quintana, og spørgsmålet er, om stigningerne er svære nok til, at han kan komme af med alle Astana-rytterne. Det er nemlig et krav, da spurtsvage Quintana skal alene hjem for at vinde løbet. Er der én, der kan gøre det på ren klatrestyrke, må det imidlertid være den genfødte Quintana.

Astana stiller også med Gorka Izagirre, der egentlig burde være et af deres absolut skarpeste kort på en rute som denne. Den spanske mester styrtede imidlertid ud af Paris-Nice og kan derfor ikke forventes at være i topform. Der er ingen tvivl om, at han stræber efter at være stærk på hjemmebanen i Baskerlandet, men spørgsmålet er, om løbet her kommer for tidligt efter styrtet. Det finder vi først ud af lørdag, men ruten burde passe ham. Stigningerne er nemlig ikke sværere, end at også han burde kunne være med, især fordi han i 2018 forbedrede sine klatreevner betydeligt. Samtidig er han på stregen betydeligt hurtigere end sin mere klatrestærke bror, og det giver ham et våben, som Ion ikke har.

Astanas allerhurtigste må imidlertid være Omar Fraile, der ved at overspurte Sonny Colbrelli i sidste års Tour de Romandie viste, at han er en glimrende afslutter. Han er også en solid klatrer, der har vundet bjergtrøjer i Vueltaen og etapesejre i både Giroen og Touren. Til gengæld er han også en relativt tung fyr, der skal være i ret god form for at være med i front på stigningerne, og spørgsmålet er, om dette løb alligevel bliver for hårdt. Det kan meget vel tænkes, men er han i topform efter en løbspause, er terrænet ikke for svært, og så bliver han med sin angrebslyst og sin spurt ganske farlig.

Mikel Landa er løbets joker. Baskeren var igen slemt uheldig, da han i årets første løb på Mallorca i slutningen af januar brækkede kravebenet og fik ødelagt hele sæsonstarten. Han tog imidlertid mange på sengen ved i Coppi e Bartali at vinde løbets kongeetape, der endda faldt på hans bare tredje løbsdag mindre end en uge efter comebacket i Sanremo. Formen kan derfor ikke være helt ringe, men spørgsmålet er, om den er god nok til at vinde i dette betydeligt skrappere selskab. Sammen med Quintana er han løbets klart bedste klatrer, men stigningerne her passer ikke godt til baskeren, der hverken har acceleration eller spurtstyrke. Håbet må være, at han og Quintana alligevel kan komme af med de tungeste af Astanas mange kort, hvorefter Landa måske kan udnytte deres samspil til at snige sig væk og få den bedst mulige optakt til Baskerlandet Rundt på hjemmebanen.

Skal man pege på en rytter uden for de to stærkeste hold, springer Tadej Pogacar i øjnene. Tour de l’Avenir-vinderen fik en drømmedebut på UAE, da han slog selveste Wout Poels og Enric Mas i Algarve, hvor han endda overspurtede dem begge på den første af de to bjergetaper. Dermed fik han bevist, at han allerede nu kan blande sig med den absolutte elite, men hvor han står nu, er der til gengæld ingen, der ved. Siden da har han nemlig kun kørt Strade Bianche, der ikke just passede ham, og han har således haft en lang pause. På den anden side kommer der nu en intens periode med Baskerlandet, Ardennerne, Romandiet og det store mål i Californien, og helt uforberedt kan han derfor ikke være. Desværre passer løbet ikke rigtigt til den ikke specielt eksplosive slovener, men han vil helt sikkert være en af de bedste klatrere. Chancen må være, at han kommer alene hjem med Quintana, hvis de viser sig som de stærkeste, eller at han udnytter magtkampen mellem Movistar og Astana til at snige sig væk.

En anden spændende rytter fra et af de øvrige hold er kometen Sergio Higuita. Forud for sæsonen havde han kun vist sig begrænset frem i mindre løb, men det har i den grad ændret sig efter ankomsten til Europa og det lille Fundacion Euskadi. Allerede på Mallorca klatrede han med de bedste, og det gentog sig i Valencia, hvor han blev nr. 6 på kongeetapen. I Andalusien vandt han endda spurten i den eksklusive favoritgruppe, der dog aldrig fangede Simon Yates, og dermed har han vist, at der ikke er nogen, han ikke kan matche på stigningerne. Han kommer endda til løbet med en frisk sejr fra kongeetapen i det mindre Volta ao Alentejo, og vi ved derfor, at formen er helt intakt. Med den spurtstyrke, han viste i Andalusien, er dette løb endda slet ikke dumt for ham, men han har ét stort problem: hans hold. Higuita vil formentlig være helt alene gennem hele finalen, og det gør det svært at udmanøvrere Astana og Movistar.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Astanas joker er Merhawi Kudus. På et hold med fem spaniere ender han nok i en hjælperrolle, men får han frihed, kan han overraske. Eritreeren synes nemlig at have nydt godt af skiftet til det kasakhiske mandskab efter nogle sløje år på Dimension Data. Hans sej i Tour du Rwanda var måske nok forventet, men den var også ganske suveræn, og senest viste han med en top 15 på kongeetapen i det stærkt besatte Volta a Catalunya, at han kommer til løbet i god form. Han styrtede på løbets sidste etape, men burde ikke have slået sig, og han har helt sikkert formen til at spille en rolle, ikke mindst fordi han faktisk har en hæderlig spurt. Spørgsmålet er bare, om han får lov på et Astana-mandskab, der har flere kaptajner end hjælperyttere.

Mitchelton kommer med et ungt og spændende mandskab, der føres an af den meget lovende Lucas Hamilton. Debuten i 2018 var skuffende, men i år er han kommet efter det. Han lagde ud med at køre som en motorcykel for Daryl Impey i Tour Down Under, hvor han lignede en top 10-kandidat, hvis han havde kørt sin egen chance. Det gjorde han med en stærk præstation i Herald Sun Tour og senest i Coppi e Bartali, som han vandt samlet, og hvor han var den eneste, der på kongeetapen kunne følge Landa. Det vidner om, at han kommer til løbet i storform, men han har det problem, at han ikke kører for Astana eller Movistar. Derfor vil han befinde sig i en taktisk ugunstig situation, som han trods alt nok ikke er god nok til at omsætte til sejr.

Hvis nogen havde håbet, at skiftet til UAE kunne bringe Sergio Henao tilbage på sporet, er de blevet skuffede. Hverken i Paris-Nice eller Colombia var han i nærheden af sit gamle niveau, som han ikke har haft, siden han for nu mere end to år siden vandt det franske løb. Der er derfor heller ikke meget håb om, at han pludselig skulle være blandt de allerbedste i et løb som dette, hvor han samtidig er hæmmet af, at han i finalen formentlig kun vil have Pogacar ved sin side. Man kan naturligvis altid håbe på en genfødsel, ikke mindst i et løb, hvor han med sit punch og sin fine spurt har gode forudsætninger. Der er bare endnu ike noget, der tyder på, at han er klar til at rejse sig selv.

Sidste år fik Nicolas Schultz med en 3. plads et gennembrud i dette løb. Det sikrede ham en kontrakt med Mitchelton, hvor han med en kongeetapesejr fra et udbrud i Herald Sun Tour sikrede sig en drømmestart. Siden har han ageret hjælper, men han kommer til løbet med en frisk podieplads fra Coppi e Bartali, hvor han kørte for Hamilton, men hvor han udnyttede et godt holdløb til at holde sig i top 3. Formen er derfor fin, og her burde han få sin chance. Han har sin spurt som et våben, men til gengæld er det tvivlsomt, om han klatrer godt nok i årets felt, der er bedre end sidste år.

Cofidis burde egentlig i Jesus Herrada have en glimrende kandidat. Med sit punch og sin spurt er han nemlig skabt til dette løb, og han har vel næppe nogensinde været bedre end i februar, hvor han kørte et fantastisk Tour of Oman. Desværre synes den gode form at være forsvundet som dug for solen, og han var en regulær skygge af sig selv i Catalonien. Man kan håbe på en genrejsning, men han ligner ikke en mand, der er konkurrecedygtig. Bedre chance har nok Nicolas Edet, der viste storform med 4. pladsen på kongeetapen i Paris-Nice, men som nok alligevel får det svært mod de bedste i dette løb, ikke mindst fordi han er svingende. Ruten bør blive for hård for ellers hurtige Anthony Perez, og Darwin Atapuma er ikke just skabt til et løb som dette.

Michelton har en spændende joker i Dion Smith. Logikken siger, at løbet er for hårdt, men efter hans sensationelle 4. plads på Barcelona-etapen i søndags tør vi ikke afskrive ham. Her viste han storform ved at sidde med hele klatreeliten og til slut overspurte dem på stregen. Stigningerne her er længere, og derfor får han det svært, men vi giver ham alligevel en lille chance, ikke mindst fordi han er lynhurtig på stregen. Holdet har også Mikel Nieve, der ventes efterhånden at være i form inden sit baskiske hjemmebaneløb, men som mangler punch til denne rute, samt Tsgabu Grmay, der kørte fremragende for Yates i Barcelona, men som ellers har skuffet i sin første tid på mandskabet.

På Movistar handler det meste om Landa og Quintana, men efter sidste års 2. plads kan Carlos Verona måske få lidt frihed. Spanieren kørte som en motorcykel i begyndelsen af april sidste år, men desværre har han ikke fundet samme niveau siden da. I Catalonien var han heller ikke specielt overbevisende i rollen som hjælper for Quintana og Valverde, men omvendt har han før fundet formen ud af det blå. Derfor kan han være Movistar-jokeren, som Astana måske lader køre væk, mens de fokuserer på de to kaptajner. Til gengæld har Eduard Prades, der ellers burde være skabt til denne rute, slet ikke været i form, og det er Andrey Amador og Carlos Betancur heller ikke endnu, førstnævnte på grund af en skadesplaget vinder.

På Euskadi finder vi Oscar Rodriguez, der i Catalonien viste, at hans mirakelsejr i sidste års Vuelta ikke var noget tilfælde. Desværre styrtede han også på sidste etape, og derfor stiller han ikke til start i topform. Niveauet er nok heller ikke højt nok til at vinde, men han burde kunne gøre det hæderligt. Til gengæld så vi i Catalonien, at Euskadis to andre klatrere, Mikel Bizkarra og Fernando Barcelo, ikke har deres bedste form.

Andre kandidater tæller en efterhånden stærkere Jonathan Hivert, der har sin gode spurt, men formentlig alligevel får det for hårdt, samt hans altid uforudsigelige holdkammerat Rein Taaramae . Caja Rural stiller med de velkørende Cristian Rodriguez og Jonathan Lastra, der har gjort det godt i hhv. Catalonien og Coppi e Bartali. Manzana Postobon kommer med den lovende Aldemar Reyes, der dog ikke viste meget i 2018, samt Jhojan Garcia og måske den stagnerede Daniel Jaramillo. Fra kontinentalholdene er det udover Higuita værd at holde øje med vinderen fra Alentejo, Joao Rorigues, der også gjorde det godt i Algarve, vinderen af Tour of Iran, Dmitry Sokolov, der dog ikke har kørt løb i år, samt hans mere formstærke holdkammerat Alexander Vdovin. Endelig klatrede hurtige Luis Mendonca overraskende godt i Alentejo.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

OPDATERING: Det stærke Astana-hold er svækket, da en af dagens favoritter, Pello Bilbao, ikke kommer til start. Det gør Dion Smith heller ikke for Mitchelton. W52 kommer med Edgar Pinto, men han har bestemt ikke vist form, og det har Rui Vinhas heller ikke. Mikel Bizkarra kommer ikke til start for Euskadi-Murias.

***** Ion Izagirre

**** Luis Leon Sanchez, Nairo Quintana

*** Gorka Izagirre, Omar Fraile, Mikel Landa, Tadej Pogacar, Sergio Higuita

** Merhawi Kudus, Lucas Hamilton, Sergio Henao, Nicolas Schultz, Jesus Herrada, Nicolas Edet, Mikel Nieve, Carlos Verona, Oscar Rodriguez, Tsgabu Grmay

* Joao Rodrigues, Eduard Prades, Cristian Rodriguez, Jonathan Lastra, Jonathan Hivert, Darwin Atapuma, Rein Taaramae, Alexander Vdovin, Anthony Perez, Dmitry Sokolov, Luis Mendonca, Aldemar Reyes

Danskerne

Jonas Gregaard skal forsøge at støtte de mange kaptajner på det skræmmende stærke Astana-mandskan, og Jesper Hansen skal efter sin sygdom i Catalonien genfinde løbsrytmen på et Cofidis-hold, der må køre for Jesus Herrada, Nicolas Edet og Darwin Atapuma.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Alejandro Valverdes sejre fra 2018 og 2014 Simon Yates’ sejr fra 2017, Ion Izagirres sejr fra 2016, Angel Viciosos sejr fra 2015, og Simon Spilaks sejr fra 2013.