Optakt: Gran Piemonte

SE GRAN PIEMONTE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts er Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo er Giro dell’Appennino herefter det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Siden det nye etapeløb Settimana Ciclistica Italiana i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour udgør på bare en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien.

I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det har været Il Lombardia, der har lukket ballet den 12. oktober. I år er den ellers hensygnende klassikerscene imidlertid vokset yderligere. Nok er GP Beghelli, der plejer at være en del af serien aflyst, men de er blevet erstattet af det genopstandne Giro del Veneto, der afvikles i forbindelse med et nyt løb, Veneto Classic. Sammen med klassikeren Coppa Agostoni og det nye etapeløb Giro di Sardegna afvikles de to Veneto-løb efter løbet i Lombardiet, og dermed forlænges den italienske sæson med yderligere en uge. Da også Giro di Sicilia grundet coronakrisen er rykket til september/oktober, betyder det, at der mellem den 15. september og 17. oktober afvikles ikke færre end 12 endagsløb og to etapeløb - og det endda uden de det aflyste løb!

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte har tjent som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Efter den meget travle indledning, hvor man over fem dage afviklede hele fire løb og en pause i forbindelse med VM, går serien nu ind i den store finale. Det hele blev skudt i gang med Giro dell’Emilia, og herefter venter en uge med fire endagsløb på fire på hinanden følgende dage, nemlig mandagens Coppa Bernocchi, tirsdagens Tre Valli Varesine, onsdagens Milano-Torino og torsdagens Gran Piemonte, inden den store finale i Lombardiet lørdag. Med to relativt flade løb med muligheder for sprintere, et klassikeragtigt løb og to løb for klatrere byder ugen på lidt for enhver smag.

De italienske efterårsklassikere er generelt ret kuperede, men ugens næstsidste løb, der meget ofte har været den sidste begivenhed inden Il Lombardia, har generelt brudt trenden. Selvom det langt fra følger en fast rute og har besøgt forskellige dele af Piemonte-regionen, har det som regel været en sag for langt tungere folk end de øvrige løb. Dermed har det ofte været et af de få løb, sprinterne har kunnet gå efter i den sidste del af sæsonen, mens klatrerne enten har skippet løbet eller brugt det til at rulle benene igennem to dage inden det store slag i Lombardiet.

Som mange andre italienske løb er Gran Piemonte en gammel sag, der under navnet Giro del Piemonte første gang blev afviklet helt tilbage i 1906 med Giovanni Cerbi som vinder. Han vandt faktisk de første tre udgaver, inden løbet blev aflyst i 1909. Derefter blev det imidlertid afviklet hvert eneste år igennem næsten et helt århundrede, hvor kun udgaverne i 1943, 1944, 1968, 1975, 1976 og 2000 blev aflyst. Italienske giganter som Alfredo Binda, Gino Bartali, Fiorenzo Magni, Felice Gimondi, Francesco Moser, Gianni Bugno Guido Bontempi, Claudio Chiapucci, Franco Ballerini, og Andrea Tafi sejrede alle, og efter første udenlandske sejr i 1964 vandt også store navne som Rudi Altig, Eddy Merckx, Roger de Vlaeminck, Djamoulidine Abdoujaparov og Richard Virenque.

Som mange andre italienske løb endte Giro del Piemonte imidlertid også i økonomiske problemer i tiden omkring finanskrisen. I 2007 blev løbet aflyst som følge af sponsormangel, og selvom det blev genetableret i 2009, 2010, 2011 og 2012, hvor det genfandt sin plads inden Il Lombardia, så det ud til at lide samme triste skæbne som mange andre italienske storløb, da det forsvandt igen i 2013 og 2014. Heldigvis greb RCS ind og reddede både løbet i Piemonte og Milano-Torino, som de overtog og samlede sammen med Il Lombardia i en løbsserie, de kalder Trittico Autunno, og som afvikles over fire dage med Milano-Torino om onsdagen, Gran Piemonte, det nye navn for Giro del Piemonte, om torsdagen og det store monument om lørdagen. Det har givet nyt liv til løbet, der har kunnet drage fordel af synergien og den fælles arrangør, som har inviteret stort set de samme hold til de to første begivenheder, der ikke er en del af WorldTouren.

I 2017 blev løbet rykket til juni, hvor det fungerede som det italienske mesterskab, der blev vundet af Fabio Aru på en ny og meget hårdere rute end vanligt, men i 2018 var det tilbage på sin faste plads som det næstsidste italienske løb og med en rute, der i langt højere grad svarede til det, vi kender løbet for. Faktisk var ruten denne gang usædvanligt flad, og derfor kom det nu igen som lidt af et misfoster i en kalender, der ellers domineres af klatreløb. Sammen med GP Beghelli - i år dog Coppa Bernocchi, der er rykket og har overtaget fra det aflyste GP Beghelli - har det ofte været et sidste mål for mange af Italiens hurtigste folk, der har skippet de hårdere løb og i stedet koncentreret sig om især torsdagens store italienske sprinterfinale. Manglen på lignende løb har ofte betydet, at startfeltet slet ikke har samme klasse, som vi ser det i de andre løb, men RCS’ involvering har sikret deltagelse af mange WorldTour-hold, som vi også ser det i år, hvor 13 af de bedste mandskaber vil være at finde i feltet, hvilket dog stadig er to færre end Milano-Torino, der altid tiltrækker næsten alle de største hold.

Løbets rolle som et regionalt løb har dog betydet, at det har været reglen, at ruten har flad, men det har ikke været en fast tradition. I 2019 sluttede løbet således på Oropa-stigningen og blev et rigtigt bjergløb, og i 2020 blev det i den særlige kalender designet som en mere direkte opvarmning til Il Lombardia med en ardenneragtig rute. I 2021 er man dog tilbage i det fladland, der udgør langt den største de af regionen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Sidste år var løbet altså et ardenneragtig løb, der blev afviklet som det eneste italienske løb i ugen mellem Milano-Sanremo og Il Lombardia i den særlige coronakalender. Her signalerede George Bennett, at han skulle tages seriøst i det italienske monument, da han kørte fra alt og alle og sikrede sig en sjælden sejr. Med en stærk spurt hentede Diego Ulissi ham på stregen, men han måtte nøjes med en 2. plads foran Mathieu van der Poel, der dog ikke kunne følge italieneren i puncheurspurten til sidst. Bennett og Ulissi har ikke så meget at gøre på årets sprinterrute, og da Van der Poel har indstillet sin sæson, bliver der ingen gengangere fra sidste års podium.

Ruten

Det ligger i det gamle navn Giro del Piemonte, at der er tale om hele Piemonte-regionen løb, og derfor har løbet aldrig haft en fast rute. I stedet har man besøgt forskellige egne af regionen, og det har givet anledning til ret forskellige strækninger. Fælles for de fleste har dog været, at de som regel har haft flade finaler, og selvom der undervejs har været forskellige klatreudfordringer af varierende sværhedsgrad, er det som regel de hurtige folk, der er kommet til fadet.

Som nævnt ovenfor har den tradition været brudt de seneste to år, hvor man i 2019 havde et decideret bjergløb med mål på Oropa-stigningen i Alperne og i 2020 havde et ardenneragtigt opvarmningsløb til Il Lombardia. I år vender man imidlertid tilbage til traditionerne med en rute, der besøger det terræn, som udgør det meste af Piemonte-regionen, nemlig den flade Po-slette. Selv for et løb, der som dette ofte er ret fladt, er der tale om en af de lettere udgaver.

I år skal der bare køres 168,0 km, der fører feltet fra Rocca Canavese til Borgosesia. Begge byer ligger på Po-sletten, og derfor er der tale om en flad affære, selvom begge byer faktisk også ligger på grænsen til betydeligt mere kuperet terræn, som man dog ikke for alvor berører. Det er dog lidt småkuperet, når man fra startbyen, der ligger lidt nord for Torino, kører mod nordøst og nord frem til byen Cuorgnè, der nås efter 14,1 km. Herefter går det igennem fladt terræn mod øst, indtil man skærer igen en kuperet ø midt på sletten, hvilket betyder, at man skal over en lille bakke efter knap 30 km, inden en lidt kringlet nedkørsel leder mod øst tilbage til fladlandet.

Her bliver det igen helt fladt, når man kører mod nordvest, nord og nordøst igennem den store by Ivrea, der passeres efter 48,0 km og frem til endnu et af de højdrag, der ligger i den nordlige del af den ellers flade slette. Her kører man mod øst op ad dagens eneste reelle udfordring La Serra (6,5 km, 5,2%), der er en uhyre jævn stigning med top efter 60,3 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod nordøst, inden man kører mod nord og nordøst ad et let stigende stykke frem til den store by Biella, der passeres efter 78,4 km. Herfra falder det let mod øst ned mod den helt flade del af sletten, der følges mod først sydøst, så nordøst og slutteligt nord frem til byen Gattinara, der nås efter 113,6 km.

Her rammer man en 35,7 km lang rundstrækning, hvor der skal køres én omgang. Først kører man mod nordvest hen langs floden Fiume Sesia ad en let stigende vej, inden man drejer mod vest og sydvest for at køre op ad et højdedrag med top efter 130,3 km. En nedkørsel leder nu mod sydøst tilbage til fladlandet, som følges mod sydøst og øst tilbage til Gattinara.

Herefter kører man igen den første og let stigende del af rundstrækningen, men inden man når til højdedraget, drejer man mod øst for at passere floden. Herefter kører man ad en let stigende og tekniske helt ukompliceret vej mod nordvest op langs floden på den modsatte side direkte ind til målbyen. Vejen er helt uden udfordringer over 10,2 km, inden man skal igennem to rundkørsler med hhv. 1000 m og 500 m igen. Næstsidste kilometer stiger jævnt med 0,9% i snit, inden der ved den røde flamme er en lille nedkørsel, hvorefter de sidste 500 stiger med ca. 1,6%.

Løbet byder på i alt 1337 højdemeter.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

SE GRAN PIEMONTE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Vejret

Det elendige vejr i ugens begyndelse er definitivt fortid, og torsdagen kunne ikke være meget smukkere. Her vil der nemlig ikke være en sky på himlen, og temperaturen vil nå pæne 19 grader. Vinden vil bare være svag til let (7-9 km/t) og synes at komme fra et hav af skiftende retninger med en sydøstenvind fra start og en søndenvind i finalen. De mange retningsskift gør det svært at sige, hvornår der vil være med- og modvind, men holder antagelsen om søndenvind i finalen, vil der over de sidste 18,7 km være sidemedvind hele vejen bortset fra ved passagen af floden med godt 10 km tilbage.

Favoritterne

Gran Piemonte er hovedsageligt kendt som et sprinterløb, men de varierende ruter har betydet, at sværhedsgraden har været meget forskellig fra år til år. Grundlæggende har det dog været en lille sprinteroase midt i en serie af knaldhårde klatreløb, og sammen med GP Beghelli, som i år er erstattet af Coppa Bernocchi, har det fungeret ganske godt til at give den sidste del de italienske efterårsklassikere alsidighed, så alle ryttertyper er blevet tilgodeset. Mens Lombardiet-favoritterne har pustet ud efter den sidste test i Torino, har de hurtige folk fået mulighed for at jagte et sidste resultat på italiensk grund.

Sådan var det ikke, da vi sidste havde en normal kalender i 2019, hvor løbet med en afslutning på Oropa-stigningen endda var endnu hårdere end Milano-Torino, men den model var ikke den helt store succes, da løbet kommer for tæt på Il Lombardia til, at de store favoritter har lyst til nogen stor formtest på den sidste torsdag inden højdepunktet. Derfor er der formentlig i feltet kun lutter glade ansigter ved udsigten til endnu et sprinterløb, og selvom det med skabelsen af det nye Veneto Classic på onsdag ikke nødvendigvis er årets sidste italienske sprinteropgør, er det et stærkere og mere motiveret felt, vi vil se, end vi så i 2019, selvom Egan Bernal med sin sejr kastede stjernestøv over foretagendet. Kombinationen af Coppa Bernocchi og Gran Piemonte har i hvert fald været nok til at få et pænt antal sprintere til at tilbringe ugen i Italien, og da de af gode grunde ikke har ambitioner på lørdag, er dette for mange det sidste mål i sæsonen - især nu hvor de blev snydt for en spurt i mandags.

Det gør de næppe denne gang. Ganske vist har arrangørerne fundet en stigning, der kunne bruges til endnu et Evenepoel-kup, men det er usandsynligt, at den manøvre vil lykkes. For det første mangler vi jo Remco Evenepoel selv til at animere løbet, og derudover har har feltet også en anden sammensætning. Hvor der i mandags var et hav af hold uden sprintere, er det blandt de stærkere hold denne gang kun Ineos, Lotto, Movistar, UAE og Astana, der nok kunne tænke sig et lidt hårdere løb. Omvendt vil Bahrain, Cofidis, Qhubeka, Jumbo og Bora formentlig arbejde ret målrettet for en spurt, måske endda med hjælp fra nogle af de mange ProTeams med sprintere.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Man skal aldrig sige aldrig på denne tid af året, og det vil næsten undre mig, hvis de nævnte hold ikke prøver et eller andet på bakken, men med mere end 100 flade kilometer til sidst bliver det meget svært at undgå en spurt. Vinden er heller ikke noget særligt - faktisk synes den så svag, at den skifter retning i tide og utide - og selvom det højst overraskende lykkedes at splitte feltet i dag, burde det ikke kunne ske i morgen. Jeg forventer, at vi efter stigningen vil se, at de ovenfor nævnte sprinterhold vil sikre en spurtafgørelse.

Selve spurten er ret enkel. Der er ingen sving over mere end 10 km, men de to sidste rundkørsler vil tvinge rytterne til trods alt ikke at sidde for langt tilbage. Grundlæggende er det dog ukompliceret, og særligt med medvind vil det være muligt at lade farten tale også fra en lidt dårligere position. Et godt tog synes ikke altafgørende, men det er en væsentlig faktor, at det stiger. Nok er det ikke noget Alpe d’Huez, men de 1,5% over de sidste 500 m vil kunne mærkes.

Årets løb er uhyre åbent uden en oplagt favorit, og det er derfor også med nogen usikkerhed, at jeg peger på Elia Viviani. Italieneren har nemlig sendt blandede signaler på det sidste. Han var slet og ret flyvende i september, hvor han slog flere af verdens allerbedste sprintere i først Fourmies og siden Isbergues, men siden har det været mere blandet. Han havde ikke gode ben i Eurometropole Tour, hvor han ikke kunne være med på den sidste bakke, og i mandags blev han slået ganske klart, selvom han blev afleveret godt af Simone Consonni. Det var dog også et ganske hårdt regnvejrsløb, mens dette formentlig ændrer som en let sag for sprinterne, og han må formodes at være mere frisk denne gang. Den primære årsag til, at han ender øverst på min liste, er dog Consonni. Italieneren er i særklasse den bedste lead-out man i dette felt, og han har kørt fornemme lead-outs i de seneste uger. Jeg kan være lidt bekymret for, om den stigende finale er en udfordring for en Viviani, der virker træt, men med den fart, han viste i september og Consonni som det gyldne våben, tror jeg på, at det bliver til tredje sejr på mindre end en måned.

Dernæst vil jeg pege på Giacomo Nizzolo. Vi så ved VM, at hans form er ganske glimrende, men til gengæld har han spurtet ganske svagt gennem hele efteråret. Således har han ikke vundet én eneste spurt siden Giroen, hvor han til gengæld spurtede som en drøm, men i dette felt må han stadig regnes som en af de hurtigste. Han fik trods alt 2. pladser i både Danmark og England, og vi ved, at hans form er god. Først og fremmest kan han dog lukrere på det stigende opløb, der burde passe ham som fod i hose. Til gengæld er jeg bekymret for hans positionering, der har haltet i år, og selvom Qhubeka har mange hurtige folk, er det et urutineret tog, han møder med. Heldigvis er finale ukompliceret, og i dette stigende opløb er han en af verdens bedste.

Dernæst vil jeg pege på Olav Kooij. Den unge hollænder har med to sejre i Kroatien endelig fået hul på bylden og bevist, at han har kurs mod at blive en af verdens absolutte topsprintere, og der burde ikke være tvivl om, at han har farten til at blande sig med de bedste. Det stigende opløb synes heller ikke at genere en mand, der imponerer med sin holdbarhed, men vi så dog også i Kroatien, at han på fart stadig var overgået af Phil Bauhaus. Derfor kan feltets hurtigste stadig have en lille overhånd, og han lider samtidig under et hold, der mest består af klatrere. Heldigvis så vi i Kroatien, at positioneringen sad i skabet næsten hver eneste gang, og derfor kan positioneringen faktisk vise sig at være en styrke i jagten på hans tredje sejr på otte dage.

Den rytter, jeg er mest i tvivl om, er Sonny Colbrelli. Normalt er han overmatchet i disse lette sprinterløb, men han kommer jo til løbet i en form, der fortsat er guddommelig. Samtidig er opløbet let stigende, og så begynder vi at tale om noget, hvor Colbrelli kan slå de klassiske sprintere, særligt hvis de ikke har det formmæssige overskud, europamesteren har. Desværre har Colbrelli en stor udfordring i sin positionering, der altid har været hans store svaghed, og i dette løb stiller han til start med en trup bestående kun af klatrere. Jeg tror faktisk, at han med sin nuværende form og i det stigende opløb kan slå de hurtigere folk, men min helt store frygt er, at hans positionering koster det hele.

Rally kommer med Arvid de Kleijn, der i hvert fald stiller til start med selvtillid. Hollænderen tog nemlig en stor skalp i fredags, hvor han vandt i Vitré, og dermed tyder det på, at han langt om længe er ved at være tilbage efter den hjernerystelse, der satte ham tilbage i Poitou-Charentes. Selv var han i hvert fald uhyre lettet, og hvis han nærmer sig sit bedste niveau, kommer han langt i dette felt. I Tyrkiet vandt han en spurt foran Mark Cavendish og Jasper Philipsen, og vi har samtidig set, at han er ret driftssikker i positionskampen. Jeg er stadig lidt bekymret for, om formen rækker i et felt, der er stærkere end i sidste uge, men vi ved, at han i topform kan begå sig med de bedste her.

Bora stiller med Matthew Walls, der ikke har fået lov at spurte meget i år. Han fik dog chancen i Norge, hvor han på løbets eneste sprinteretape tog en stor skalp ved at sejre foran blandt andre Mads Pedersen og Alexander Kristoff. I topform er der ingen tvivl om, at hans fart så også rækker til at begå sig i dette felt, men desværre har det knebet med formen, formentlig grundet en lang sæson med fokus på OL. I hvert fald var han helt væk i flere løb i september, men han kom trods alt med hjem i regnvejret i mandags. Derfor bør han også være der i dette lettere løb, men desværre så vi også i mandags, at farten haltede, og da han samtidig er uden megen støtte, kan det blive svært at gentage det flotte resultat fra Norge.

Trek stiller med Matteo Moschetti, men han er desværre stadig en skygge af sig selv. Egentlig kørte han nogle hæderlige spurter i Fourmies og på Sicilien, men han synes stadig at være et stykke fra det niveau, der gjorde ham så lovende. Mere bekymrende er det, at han i mandags udgik med træthed, og i forvejen har han ikke vist skyggen af holdbarhed dette efterår. Heldigvis er dette løb lettere og i godt vejr, og han burde kunne sidde med hjem til et stigende opløb, der passer ham. Han er også god i positionskampen og har i Jacopo Mosca en hæderlig lead-out man, men lige nu synes farten ikke helt at række lige så langt som potentialet.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Mere fart har Jakub Mareczko . Det så vi på Sicilien, hvor han atter viste tårnhøj fart, men en positionering, der ikke er blevet spor bedre med årene. Heldigvis har han i dette løb fået sin lead-out man Riccardo Stacchiotti tilbage, og det kan være det våben, der giver ham mulighed for at sidde rigtigt i en finale, der heldigvis for ham er dejligt ukompliceret. Det var den imidlertid også på 2. etape på Sicilien, hvor han alligevel endte for langt tilbage, og da det stigende opløb samtidig ikke favoriserer ham, skal han nok have en del held for faktisk at køre med om sejren. Det synes farten til gengæld at række til.

Bardiani stiller med Filippo Fiorelli, der har været ganske imponerende på det sidste. Han mangler helt klart noget fart, men hans positionering har været fremragende. Han sad i hvert fald perfekt i baghjulet på Sebastian Molano både på 2. etape på Sicilien og senest i mandags, og det gav i begge tilfælde en 2. plads, selvom den ene senere blev taget fra ham. Her burde det stigende opløb give ham en bedre chance end et fladt et af slagsen, og hans positionering vil formentlig atter sikre et godt resultat, men farten rækker næppe til sejr. Bardiani har også Luca Colanaghi, der holdt sig til i spurterne på Sicilien, men de kører utvivlsomt for en velkørende Fiorelli.

Eolo stiller med en stærk duo i Manuel Belletti, der kører karrierens sidste løb, og den uhyre formstærke Vincenzo Albanese, der senest imponerede blandt alle klatrerne i Varese. Normalt vil de i en afslutning som denne køre for Belletti, der er en mere klassisk sprinter, og som utvivlsomt vil blande sig i karrierens sidste spurt, men det er ganske sandsynligt, at de begge vil forsøge sig. Belletti viste dog på Sicilien, at han ikke har fordums styrke, og bedst chance har derfor nok Albanese. Han er normalt ikke klassisk sprinter, men han vil elske det stigende opløb, hvor hans form også bringer ham et stykke, og han imponere dei en mere klassisk spurt i Burgos.

Arkea har hentet Amaury Capiot til Italien, og det er ikke uden grund. Efter sin skade har han været langt fra formen i nogen tid, men med sin 18. plads i Roubaix viste han, at han er ved at være tilbage. Efter et skadesplaget forår viste han fremragende fart og positionering i Vallonien, hvor han endte langt fremme i alle massespurterne, og det beviser endnu en gang, at han er en mester i positionskampen. Det stigende opløb passer ham også, men til gengæld mangler han noget fat, der gør, at han stadig er uden professionelle sejre.

Ineos stiller med Ethan Hayter, men noget tyder på, at han langt om længe er ved at være træt. I hvert fald har han været meget skuffende i de to første italienske løb. Det betyder ikke, at han ikke kan køre dette relativt lette løb, men vi ved også fra blandt andet Andalusien, Algarve og England, at han mangler fart til de klassiske spurter. Det stigende opløb hjælper ham, og han er hjulpet af et stærkt tog med Filippo Ganna og Ben Swift, der er plan B, men det er svært at se ham vinde en spurt som denne - særligt i hans nuværende forfatning.

Intermarché kommer med Riccardo Minali og Biniam Ghirmay, og det synes ganske sandsynligt, at de begge vil spurte. Ghirmay har åbenlyst været fremragende i de seneste uger og viste sin fart med VM-sølvet og en 5. plads i Vitré, men selvom han vil være hjulpet af det stigende opløb, bør han ikke have farten til efter et let løb at slå de rigtige sprinter. Minali, der har været kendt for sin ringe positionering, imponerede meget med klar fremgang på den front i Vueltaen, men han er stadig for svag på det punkt til, at han kan vinde i dette felt.

UAE kommer med Matteo Trentin, men det har stået klart utallige gange i år, at hans fart efterhånden halter ganske gevaldigt. Vi så samtidig i Roubaix, at han virkede mærkeligt uoplagt og demotiveret, og måske trænger han efterhånden til pause. Når han alligevel ikke kan afskrives helt, skyldes det alene hans tog. Med Alessanro Covi og Maximiliano Richeze har han nemlig hjælp af de to ryttere, der var så fremragende for Molano på Sicilien. I et stigende opløb kan det med et godt lead-out måske alligevel lade sig gøre.

Astana stiller med Alex Aranburu og Fabio Felline. Sidstnævnte har slet ikke spurtet i år, og derfor vil de formentlig køre for baskeren. Desværre fik vi i går bekræftet, at Aranburu lige nu ikke er på toppen. Heldigvis forhindrer det ham ikke i at køre en spurt, men normalt har han ikke farten til at blande sig i klassiske spurter. Han overraskede mig dog positivt med et par spurter i Touren, hvor han viste klar fremgang, og da opløbet samtidig er let stigende, vil det måske gå ganske udmærket.

Lotto stiller med Stefan Oldani, der stadig er på vej tilbage efter sin skade. Det står klart, at han mangler ganske meget endnu, og derfor er det svært at tro, at han kan vinde her. I forvejen har vi nemlig set, at han mangler for meget fart i massespurterne, og han lider også under et hold, der består af klatrere. Til gengæld vil han elske det stigende opløb, og han har vist, at han er glimrende i positionskampen, hvilket burde tale for et fornuftigt resultat.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

De øvrige hold får det svært. Androni har hele fire sprintere, hvoraf den hurtigste formentlig er Leonardo Marchiori, der til gengæld mangler erfaring i positionskampen, som også Samuele Zambelli gør det. Filippo Tagliani har ikke spurtet meget i år, og mest sikker er formstærke Jhonatan Restrepo, der dog ikke kan vinde, selvom han vil elske, at det stiger. Euskaltel har Antonio Angulo, der kørte fine spurter i Kroatien, men mangler fart til at vinde, mens Gazprom kan prøve med Damiano Cima og Marco Canola, der dog heller ikke vinder i dette felt. Israel SUN vil prøve med Omer Goldstein ¸ der mangler fart, mens Gonzalo Serrano for Movistar næppe kan vinde, selvom det stiger lidt.

Skal man pege på ryttere, der kan lave ”en Evenepoel” og ødelægge det for sprinterne på stigningerne, skal vi se i retning af de hold, der ikke vil satse alt på en spurt, og som har formstærke ryttere. Det gør det nærliggende at pege på Alessandro Covi, Matteo Trentin, Vincenzo Albanese, Giovanni Aleotti, Felix Grossschartner, Patrick Konrad, Biniam Ghirmay, Maxim van Gils, Davide Villella og Gonzalo Serrano - alle ryttere, der også kan gøre det færdigt.

BEMÆRK: Den endelige startliste er onsdag aften endnu ikke frigivet. Optakten opdateres, når den kendes.

***** Elia Viviani

**** Giacomo Nizzolo, Olav Kooij

*** Sonny Colbrelli, Arvid de Kleijn Matthew Walls, Matteo Moschetti, Jakub Mareczko

** Filippo Fiorelli, Vincenzo Albanese, Amaury Capiot, Ethan Hayter, Biniam Ghirmay, Matteo Trentin, Alex Aranburu, Manuel Belletti, Riccardo Minali, Stefano Oldani

* Gonzalo Serrano, Damiano Cima, Marco Canola, Leonardo Marchiori, Jhonatan Restrepo, Antonio Angulo, Samuele Zambelli, Fabio Felline, Simone Consonni, Ben Swift, Omer Goldstein, Alessandro Covi, Giovanni Aleotti, Felix Grossschartner, Patrick Konrad, Maxim van Gils, Davide Villella

Danskerne

På Qhubeka skal Andreas Stokbro og Emil Vinjebo støtte Giacomo Nizzolo, mens Asbjørn Hellemose og Mattias Skjelmose har samme opgave for Matteo Moschetti på Trek.

SE GRAN PIEMONTE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-