Optakt: Gran Piemonte

STREAM GRAN PIEMONTE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts er Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo er Giro dell’Appennino herefter det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Siden det relativt nye etapeløb Adriatica Ionica Race i begyndelsen af juni har der ikke været afviklet ét eneste større løb i landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 11 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour udgør på bare en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien.

I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det har været Il Lombardia, der har lukket ballet. Sidste år voksede den ellers hensygnende klassikerscene imidlertid yderligere. Nok blev GP Beghelli, der plejer at være en del af serien, aflyst, men de blev erstattet af det genopstandne Giro del Veneto, der afvikledes i forbindelse med et nyt løb, Veneto Classic. Sammen med klassikeren Coppa Agostoni afvikledes de to Veneto-løb efter løbet i Lombardiet, og dermed forlængedes den italienske sæson med yderligere en uge. I år er GP Beghelli desværre igen aflyst, og da det samme gælder for Trofeo Matteotti, mens Milano-Torino er rykket til sin gamle placering i marts, er der i år ”kun” 11 endagsløb i den flotte efterårsserie mod de hele 13 løb, vi havde i sidste år serie.

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte har tjent som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte, hvoraf det ene altså nu er rykket til marts, er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Efter den meget travle indledning, hvor man over fire dage afviklede hele tre løb (det var i hvert fald planen, indtil dårligt vejr førte til aflysning af Memorial Marco Pantani) og en pause i forbindelse med VM, når series nu sit klimaks over de næste to og en halv uge, hvor de resterende otte løb afvikles. Først afvikles Coppa Agostoni, Giro dell’Emilia, Coppa Bernocchi, Tre Valli Varesine og Gran Piemonte som opvarmning til den store finale i Lombardiet, inden serien ligesom sidste år rundes af med det genopstandne Giro del Veneto og det spritnye Veneto Classic, der følger i ugen efter Il Lombardia. Eneste ændring i forhold til sidste år er, at Coppa Agostoni flyttes fra seriens sidste uge, så det nu i stedet åbner ballet efter VM-pausen bare to dage inden seriens næststørste løb, Giro dell’Emilia.

De italienske efterårsklassikere er generelt ret kuperede, men ugens næstsidste løb, der meget ofte har været den sidste begivenhed inden Il Lombardia, har generelt brudt trenden. Selvom det langt fra følger en fast rute og har besøgt forskellige dele af Piemonte-regionen, har det som regel været en sag for langt tungere folk end de øvrige løb. Dermed har det ofte været et af de få løb, sprinterne har kunnet gå efter i den sidste del af sæsonen, mens klatrerne enten har skippet løbet eller brugt det til at rulle benene igennem to dage inden det store slag i Lombardiet.

Som mange andre italienske løb er Gran Piemonte en gammel sag, der under navnet Giro del Piemonte første gang blev afviklet helt tilbage i 1906 med Giovanni Cerbi som vinder. Han vandt faktisk de første tre udgaver, inden løbet blev aflyst i 1909. Derefter blev det imidlertid afviklet hvert eneste år igennem næsten et helt århundrede, hvor kun udgaverne i 1943, 1944, 1968, 1975, 1976 og 2000 blev aflyst. Italienske giganter som Alfredo Binda, Gino Bartali, Fiorenzo Magni, Felice Gimondi, Francesco Moser, Gianni Bugno Guido Bontempi, Claudio Chiapucci, Franco Ballerini, og Andrea Tafi sejrede alle, og efter første udenlandske sejr i 1964 vandt også store navne som Rudi Altig, Eddy Merckx, Roger de Vlaeminck, Djamoulidine Abdoujaparov og Richard Virenque.

Som mange andre italienske løb endte Giro del Piemonte imidlertid også i økonomiske problemer i tiden omkring finanskrisen. I 2007 blev løbet aflyst som følge af sponsormangel, og selvom det blev genetableret i 2009, 2010, 2011 og 2012, hvor det genfandt sin plads inden Il Lombardia, så det ud til at lide samme triste skæbne som mange andre italienske storløb, da det forsvandt igen i 2013 og 2014. Heldigvis greb RCS ind og reddede både løbet i Piemonte og Milano-Torino, som de overtog og samlede sammen med Il Lombardia i en løbsserie, de kaldede Trittico Autunno, og som afvikledes over fire dage med Milano-Torino om onsdagen, Gran Piemonte, det nye navn for Giro del Piemonte, om torsdagen og det store monument om lørdagen. Det gav nyt liv til løbet, der har kunnet drage fordel af synergien og den fælles arrangør, som inviterede stort set de samme hold til de to første begivenheder, der ikke er en del af WorldTouren. Den model droppes dog fremover, hvor man har rykket Milano-Torino tilbage til sin gamle plads i foråret, og fra 2022 eksisterer Trittico Autunno således ikke længere.

I 2017 blev løbet rykket til juni, hvor det fungerede som det italienske mesterskab, der blev vundet af Fabio Aru på en ny og meget hårdere rute end vanligt, men i 2018 var det tilbage på sin faste plads som det næstsidste italienske løb og med en rute, der i langt højere grad svarede til det, vi kender løbet for. Faktisk var ruten denne gang usædvanligt flad, og derfor kom det nu igen som lidt af et misfoster i en kalender, der ellers domineres af klatreløb. Sammen med GP Beghelli - i år dog Coppa Bernocchi, der er rykket og har overtaget fra det aflyste GP Beghelli - har det ofte været et sidste mål for mange af Italiens hurtigste folk, der har skippet de hårdere løb og i stedet koncentreret sig om især torsdagens store italienske sprinterfinale. Manglen på lignende løb har ofte betydet, at startfeltet slet ikke har samme klasse, som vi ser det i de andre løb, men RCS’ involvering har sikret deltagelse af mange WorldTour-hold, som vi også ser det i år, hvor ikke færre end 16 af de bedste mandskaber vil være at finde i et felt, hvor vi kun vil savne Ag2r og FDJ.

Løbets rolle som et regionalt løb har dog betydet, at det har været reglen, at ruten har flad, men det har ikke været en fast tradition. I 2019 sluttede løbet således på Oropa-stigningen og blev et rigtigt bjergløb, og i 2020 blev det i den særlige kalender designet som en mere direkte opvarmning til Il Lombardia med en ardenneragtig rute. I 2021 var man dog tilbage i det fladland, der udgør langt den største del af regionen, og det er man også i 2022.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Sidste år var løbet altså tilbage i den første sprinterudgave siden 2018, og den chance lod de hurtige folk ikke glide sig af hænde. Efter et helt klassisk og ganske udramatisk sprinterløb blev det samlet til den ventede massespurt, og her lykkedes det et af sportens store sprintertalenter, Matthew Walls, at tage karrierens anden sejr ved at krydse stregen foran den lokale helt Giacomo Nizzolo og et andet sprintertalent, Olav Kooij, der ellers havde været i asfalten i finalen. Walls har ikke været i sadlen siden juli og er formentlig skadet, hvorfor han ikke forsvarer sin titel, og dermed bliver Nizzolo og Kooij eneste gengangere fra sidste års podium.

STREAM GRAN PIEMONTE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Det ligger i det gamle navn Giro del Piemonte, at der er tale om hele Piemonte-regionen løb, og derfor har løbet aldrig haft en fast rute. I stedet har man besøgt forskellige egne af regionen, og det har givet anledning til ret forskellige formater. Fælles for de fleste har dog været, at de som regel har haft flade finaler, og selvom der undervejs har været forskellige klatreudfordringer af varierende sværhedsgrad, er det som regel de hurtige folk, der er kommet til fadet.

Som nævnt ovenfor blev den tradition brudt i to år, hvor da i 2019 havde et decideret bjergløb med mål på Oropa-stigningen i Alperne og i 2020 havde et ardenneragtigt opvarmningsløb til Il Lombardia. Sidste år vendte man imidlertid tilbage til traditionerne med en rute, der besøgte det terræn, som udgør det meste af Piemonte-regionen, nemlig den flade Po-slette, og selv for et løb, der som dette ofte er ret fladt, var der tale om en af de lettere udgaver.

Sådan bliver det også i år, hvor det meste af dagen tilbringes på den flade slette, men i år giver man en mulighed for de ryttere, der vil forsøge at snyde sprinterne. Det flade løb krydres nemlig med passagen af en både relativt lang og stejl stigning, hvor det vil være muligt at forsøge at lave rav i den. Fra toppen resterer imidlertid næsten 60 meget lette kilometer, og det er derfor stadig en rute, der lugter mere af massspurt end Lombardiet-opvarmning.

Efter sidste års usædvanligt korte udgave skrues der i år op til en mere normal distance, når der skal tilbagelægges 198,0 km mellem Omegna og Beinasco. Startbyen ligger i det kuperede område nær Como- og Lugano-søerne, og derfor er den første del af løbet ganske kuperet, men da målbyen er en forstad til Torino og ligger midt på den flade Po-slette, er den sidste del helt flad. Allerede fra start mærker man det kuperede terræn, når man kører mod sydvest og syd op og ned ad en bakke med top efter 2,8 km, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad en højdedrag, der topper efter 19,0 km. En nedkørsel leder nu videre mod sydvest, inden man drejer mod sydøst for at passere endnu et højdedrag med top efter 37,4 km.

Herefter bliver det meget enklere. Nu har man nemlig nået Po-sletten, og det går nu ad en lige og let faldende vej mod sydøst ned til Rovasenda, der nås efter 52,3 km. Her drejer man mod sydvest for at køre ad lange, lige vej, der først er let faldende og siden helt flade. I Livorno Ferraris, der passeres efter 90,0 km, kører man kortvarigt mod syd igennem fladlandet, inden man efter 106,6 km drejer mod vest for at følge en lige og flad vej. Lige syd for byen Chivasso drejer mod man igen mod sydvest for at køre hen langs Po med retning mod Torino.

I udkanten af den italienske storby drejer man imidlertid mod syd for at passere ind gennem byens vestlige højdedrag, hvorfra vi kender Superga-stigningen, det gamle mål for Milano-Torino. Her kører man op ad Il Pilonetto (3,3 km, 7,9%), der er en helt jævn og ganske stejl stigning med top efter 138,9 km. Herfra resterer imidlertid fortsat 59,1 km, der først går ad en meget snoet og kringlet vej på et småkuperet terræn mod nordvest og sydvest, inden man efter 151,4 km rammer en let nedkørsel, der leder mod sydøst tilbage til Po-sletten.

Efter 160,7 km er man nede i byen Cambiano, og herfra er de sidste 37,3 km stort set helt flade. Man kører først ad lige og flade veje mod sydvest ned til det sydligste punkt, som nås efter 175,8 km, hvorefter det går mod nordvest igennem fladlandet, indtil man slutteligt snor sig mod nordøst og nord ind mod målbyen, der er en sydlig forstad til Torino. Her er også de sidste 3 km stort set helt flade, idet sidste kilometer stiger ganske let med 0,2%. Til gengæld er finalen teknisk med et sving med 3200 m igen, en blød kurve med 2900 m igen og slutteligt med hele tre skarpe sving med hhv. 1800 m, 900 m og 500 m igen - afbrudt af en rundkørsel med 1300 m igen - inden man rammer den 8 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Løbet byder på i alt 1426 højdemeter, hvilket kun er ca. 100 flere end sidste års ligeledes meget flade udgave.

STREAM GRAN PIEMONTE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Det elendige vejr i ugens begyndelse er definitivt fortid, og torsdagen kunne ikke være meget smukkere. Her vil der nemlig ikke være en sky på himlen, og temperaturen vil nå pæne 19 grader. Vinden vil bare være svag til let (7-9 km/t) og synes at komme fra et hav af skiftende retninger med en sydøstenvind fra start og en søndenvind i finalen. De mange retningsskift gør det svært at sige, hvornår der vil være med- og modvind, men holder antagelsen om søndenvind i finalen, vil der over de sidste 18,7 km være sidemedvind hele vejen bortset fra ved passagen af floden med godt 10 km tilbage.

Favoritterne

Gran Piemonte er hovedsageligt kendt som et sprinterløb, men de varierende ruter har betydet, at sværhedsgraden har været meget forskellig fra år til år. Grundlæggende har det dog været en lille sprinteroase midt i en serie af knaldhårde klatreløb, og sammen med GP Beghelli, der nu er aflyst, og nu også Coppa Bernocchi, der har fået en ny placering, har det fungeret ganske godt til at give den sidste del de italienske efterårsklassikere alsidighed, så alle ryttertyper er blevet tilgodeset. Mens Lombardiet-favoritterne har pustet ud efter den sidste test i Torino - fremover er det dog Tre Valli Varesine, der vil være den sidste test - har de hurtige folk fået mulighed for at jagte et sidste resultat på italiensk grund.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Sådan var det ikke i 2019, hvor løbet med en afslutning på Oropa-stigningen endda var endnu hårdere end Milano-Torino, men den model var ikke den helt store succes, da løbet kommer for tæt på Il Lombardia til, at de store favoritter har lyst til nogen stor formtest på den sidste torsdag inden højdepunktet. Derfor er der formentlig i feltet kun lutter glade ansigter ved udsigten til endnu et sprinterløb, og selvom det med genopstandelsen af Giro del Venetor i næste uge ikke nødvendigvis er årets sidste italienske sprinteropgør, er det et stærkere og mere motiveret felt, vi vil se, end vi så i 2019, selvom Egan Bernal med sin sejr kastede stjernestøv over foretagendet. Kombinationen af Coppa Bernocchi og Gran Piemonte har i hvert fald været nok til at få et pænt antal sprintere til at tilbringe ugen i Italien, og da de af gode grunde ikke har ambitioner på lørdag, er dette for mange det sidste mål i sæsonen - især nu hvor mange blev snydt for en spurt i mandags.

Desværre for dem kan de ikke vide sig sikre denne gang heller. Der er ingen tvivl om, at det er en lettere rute end i mandag, da antallet af højdemeter er ca. 1400 mod ca. 2000 i Bernocchi, men det er bestemt ikke en helt enkel rute heller. Stigningen er en seriøs sag med næsten 8% over mere end 3 km, og det vil være nok til at sende mange til tælling, hvis der gås til stålet.

Gør der så det? Ja, det vil jeg tro. Ganske vist betyder løbets rygte som sprinterløb, at de fleste hold kommer for at spurte, men der er hold, der har en klar interesse i et hårdt løb. Ryttere som Matteo Trentin og Stefano Oldani er skam hurtige, men i en spurt mod Olav Kooij eller Mark Cavendish har de ikke mange chancer. Med andre ord ligger det i kortene, at de skal forsøge at gøre det hårdt.

I mandags var det Quick-Step og UAE, der fik feltet til at eksplodere, men denne gang er Quick-Step nok ude af den ligning. De kommer denne gang helt klart for at spurte og vil helst have et let løb, men skal have løbet gjort så hårdt som muligt. Med navne som Alessandro Covi og ikke mindst Marc Hirschi har de også holdet til det. De kan vælge at angribe, som de gjorde i mandags - og så kan Trentin finde på selv at være aktiv - men de kan også vælge at lægge et benhårdt pres.

De bør have allierede. Alpecin har et ret klatrestærkt hold, og de kan ligeledes både angribe og lægge presset. Derudover kører Bahrain for Matej Mohoric, og selvom de ved, at det bliver et svært løb at vinde og vist mest har planlagt et angreb i den tekniske finale, skal de gøre det så hårdt som muligt. Dertil skal lægges det sprinterløse Bora-mandskab, der ikke bae kan tillade sig at rulle til mål, hvis de på nogen måde vil vinde løbet, og det samme gælder for Lotto, Total og til dels DSM. Der findes altså masser af hold til at sørge for, at vi ikke bare ruller op ad bakken.

Et tidligt udbrud har ikke en chance, for det skal nok blive kontrolleret af Jumbo, BikeExchange, Quick-Step og måske også Movistar. Det interessante bliver, hvad der sker på bakken. Som sagt bør der ske et eller andet, og jeg tror, at det klogeste er at lægge et pres. Angriber man, kan feltet stadig køre langsomt op, hvorefter der er god tid til at organisere en jagt. Sker det, er der god chance for en spurt i et stort felt. Jeg anser det for ret umuligt, at et udbrud kan holde hjem over 60 km, når stigningen bare er 3,3 km lang, og når det ikke lykkedes i mandags. Lægger man derimod pres på, kan vi meget vel få et forfølgelsesløb ind mod mål. Stigningen er så kort, at chancen for en regruppering er ret stor, men den er også så svær, at det bør være muligt at komme af med i hvert fald de tungeste, hvis der er et par hold, der kan samarbejde om at køre stærkt efter bakken.

Jeg anser det således som altovervejende sandsynligt, at vi får en spurt, men feltets størrelse er til diskussion. Det bør være større end i mandags, men fuldt vil det formentlig ikke være, når først UAE har været i gang. Derudover er spurten ret teknisk med de tre sving med hhv. 1800 m, 900 m og bare 500 m igen, og det betyder, at det bliver en spurt, hvor position betyder mere end ren fart, når opløbet er så kort.

Det er svært ikke at have Olav Kooij som klar favorit. Efter hans magtdemonstration i Münster i et sprinterfelt, der var stærkere end det, man så i Touren, er det hævet over enhver tvivl, at han er feltets hurtigste. Med den sublime klatring, han viste ved VM, bør han heller ikke få problemer med bakken, og faktisk har han vel nærmest bae glæde af et hårdt løb. Den store udfordring er positioneringen, men i et felt uden stærke tog ligner et hold med Timo Roosen og Tosh van der Sande et af de allerstærkeste, og de kommer begge med over bakken. Derudover har han i år vist, at han er ganske glimrende i positionskampen, og derfor taler meget for, at det ikke går galt denne gang heller. Det er klart, at han i så teknisk en afslutning sagtens kan blive slået på sin position, men med det tog, han har til rådighed, tror jeg, at han tager revanche for sidste års udgave, hvor et styrt formentlig var skyld i, at han i spurten ”kun” blev nr. 3.

Kaden Groves kom til kort i mandags, og det indikerer, at han ikke er på toppen efter Vueltaen, da han normalt er ganske holdbar, men meldingen fra løbet var, at han hang på ganske længe. Det vil være overraskende, hvis ikke han kommer med hjem her, og han har i år - senest med sejren i Vueltaen - vist, at han har en tårnhøj topfart. Problemet har altid været hans svage positionering, som kostede dyrt i Vueltaen, men her har han heldigvis hjælp af Luka Mezgec. Resten af holdet kan ikke hjælpe meget, og det gør ham stadig sårbar i så teknisk en finale, men kan Mezgec manøvrere ham frem, er det vel kun Kooij og Cavendish, der kan slå ham på fart. Falder han fra, bør Mezgec, hvis form dog er lidt usikker efter noget skadesværk, være der, og han kan med god position helt sikkert lave et godt resultat i et felt, der så bør være ganske reduceret, selvom han vil være meget alene.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Quick-Steps plan A er at spurte med Mark Cavendish, og overlever han, er han utvivlsomt manden med størst chance for at slå Kooij. Lykkes det at komme med hjem, vil han nemlig have et tog, der med Davide Ballerini og Michael Mørkøv bør være i særklasse i dette felt. Cavendish har ganske vist ikke kørt en god spurt siden Giroen, og jeg vil tro, at Kooij og måske også Groves er hurtigere, men i denne finale kan han vinde alene på sit lead-out. Problemet er bare, at intet tyder på, at han er i form efter et afbrudt og helt anonymt efterår. Når Cavendish er formsvag, er hans holdbarhed ikkeeksisterende, og derfor bliver jeg overrasket, hvis han kommer med hjem. Derfor tror jeg, at plan B, Ballerini, er det bedste vinderbud. Han kørte en ganske god spurt i mandags, og selvom der er hurtigere folk end ham, vil han i finalen kunne regne med Mørkøv, hvis danskeren stadig har de fremragende klatreben, han havde til VM. Resten af toget er svagt, men Andrea Bagioli kan i hvert fald bidrage, og lykkes det Mørkøv at sætte Ballerini op fra spids, kan han godt slå hurtigere folk i denne kringlede afslutning.

Det er også en stor chance for Max Kanter. Tyskeren har fået sit gennembrud i dette efterår, hvor han har leveret et hav af top 10-placeringer. Hans to 3. pladser i Gooik og Primus Classic vidner tillige om form, og da han har klatret som en drøm i år, har han kun fordel af, at løbet kan blive gjort hårdt. Han har imponeret i positionskampen, og da han her støttes af Ivan Garcia Cortina, der trods den gode spurt i mandags må antages kun at være plan B i tilfælde af uheld, har han tillige langt bedre hjælp, end han plejer at have. I denne kringlede finale har han således alletiders chance for endelig at få sin sejr.

Det var overraskende at se Simone Consonni udgå i mandags. Normalt er italieneren meget holdbar, men han har i år flere gange skuffet på stigningerne. Heldigvis er dette løb lettere, og det vil være overraskende, hvis ikke han kommer med hjem. Han er normalt ikke hurtig nok til at vinde disse klassiske spurter, men hans choksejr foran Groenewegen i Chauny viser, at det ikke er umuligt, slet ikke i en teknisk finale. Han er nemlig også god i positionskampen, og skulle han få den i år meget, meget tunge Davide Cimolai med hjem - og det er jeg bestemt ikke sikker på - har han et fremragende tog, der tæller både Benjamin Thomas og Cimolai. Det kan være nok til at vinde i denne tekniske finale, som et godt lead-out også var det i Chauny . Falder han fra, kan Thomas i dette felt med god position godt spurte sig til en top 10.

Det er ret åbenlyst, at Giacomo Nizzolo er i en gigantisk formkrise, og derfor er den bakke, der burde være til hans fordel, formentlig nu en ulempe. Jeg tør i hvert fald ikke satse hverken hele eller halve spareskillinger på, at han kommer med hjem, men skulle det lykkes, har han en sjældent god chance. Det kan godt være, at han har spurtet skidt på det sidste, men et tog, der tæller Corbin Strong og Daryl Impey, ser meget potent ud. Nizzolo har positioneret sig skidt på det sidste, men han har altid elsket kringlede finaler. Et godt lead-out fra Impey kan måske kompensere for den fart og den form, han lige nu mangler. Kommer han ikke med hjem, vil holdet formentlig gå med Strong, der kørte så flot en spurt i mandags. Han har ikke farten til at slå Kooij, men et godt lead-out fra Impey fører langt i dette felt.

En rytter, jeg har visse forventninger til, er Emils Liepins. Letten er i fremragende form, når han kan overleve stigningerne i Bernocchi, men desværre betød et styrt, at han blev elimineret i spurten. Nu ved vi til gengæld, at han formentlig kommer med hjem i morgen også, og her vil han formentlig kunne regne med støtte fra Jon Aberasturi. Da Jacopo Mosca også kan indgå i et lead-out, og da Liepins imponerede med sin fart og sin positionering i UAE Tour, lover det godt for en mand, der i dette felt burde kunne komme ganske langt. Jeg tør ikke udelukke, at de vil køre for Aberasturi i stedet, men han viste senest i Kroatien, at han ikke har fordums fart eller positionering. Han bør dog komme et stykke i dette felt. Endelig har holdet Matteo Moschetti, men hans holdskifte har vist sendt ham ned som nr. 3 i hierarkiet, og han klarer formentlig ikke stigningen.

Elia Viviani tankede selvtillid med sejren i søndags, men mandagens løb bekræftede, at han slet ikke har tidligere tiders holdbarhed. Der er derfor ingen garanti for, at han kommer med hjem, men det burde være muligt på denne lettere rute. Problemet er dernæst, at han slet ikke har fordums fart og heller ikke positionering, som ellers tidligere var hans styrke, og derfor er det svært at tro på ham i så kringlet en finale, når toget reelt kun består af Jhonatan Narvaez, der vil være plan B, hvis italieneren falder fra. Han bør dog være en af de hurtigste i dette felt, så genfinder han lidt af fordums positioneringsevne, er der bestemt gode muligheder i dette felt.

En af de ryttere, jeg glæder mig mest til at se, er Madis Mihkels. Han slog Kooij i spurten ved VM, og tidligere i år slog han Groves, da han vandt i Estland. Intermarché har dog også Andrea Pasqualon, og det er muligt, at de kører for ham i stedet. Han er god i positionskampen og bestemt top 10-kandidat, men han har i år slet ikke spurtet godt, som vi så, da det gik galt i mandags. Skal de vinde, skal det ske med Mihkels, der nemlig vil have Pasqualon til at køre et af de forrygende lead-outs, han har gjort mange gange i år. Mihkels klatrede som en drøm ved VM, og bakken burde derfor ikke være et problem, men hans DNF i mandags kan indikere, at han er træt, hvorfor han er en smule usikker.

Alpecin kommer med både Stefano Oldani og Robert Stannard, der begge spurtede i mandags, hvor de blev hhv. nr. 3 og 6. Begge skal dog bruge et hårdt løb, hvis de skal vinde, og denne rute er næppe hård nok. Heldigvis hjælpes de af den tekniske finale, men så skal de nok vælge at satse på den ene - formentlig Oldani. Sker det er et tog med Xandro Meurisse, Tobias Bayer, Kristian Sbaragli og Stannard faktisk ganske potent, og så ved man aldrig, om man med god position kan slå ellers hurtigere folk.

UAE har Matteo Trentin, men han får svært ved at vinde. Nok vandt en spurt i Luxembourg, der var nærmest renset for sprintere, men vi fik i mandags bekræftet, at han bare ikke længere er hurtig nok til disse løb. Til gengæld dominerede hans tog totalt, men det får de svært ved at gøre i dette felt. De mangler Diego Ulissi, men Marc Hirschi og ikke mindst Alessandro Covi kan utvivlsomt sammen med hans egen gode positionering sikre, at han sidder godt og laver et topresultat. Denne gang bliver han bare næppe kørt hjem fra spids, og det er svært at tro, at han har farten til at komme bagfra og faktisk vinde løbet.

Læs også

Tour-chef håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

De danske chancer hviler på skuldrene af Magnus Cort, der bør være den beskyttede sprinter hos EF, men det ser svært ud. Det er klart, at danskeren er langt fra sin bedste form, og man kan slet ikke vide sig sikker på, at han kommer med hjem. Han udgik i mandags, men på denne lettere rute bør han klare det. Problemet er dernæst den uhyre tekniske finale, for vi ved, hvor svært han har det i positionskampen. Heldigvis er et tog med Sean Quinn og Alberto Bettiol ikke helt værst, men det er svært at tro, at han i så kringlet en finale ikke vil tabe positionskampen. Falder han fra, vil holdet måske spurte med de ligeledes formsvage Quinn og Bettiol, der trods alt bør komme med hjem, og de har begge i år spurtet så godt, at de med lidt held i positionskampen kan gå efter en top 10.

Astana kommer igen med den unge sprinter Gleb Syritsa, der allerede har vist sit potentiale i Norge og Slovakiet. Han er til gengæld også ganske tung, og jeg bliver overrasket, hvis han kommer med hjem. Skulle han overleve, er hans tog heller ikke prangende, og derfor får han det svært i denne tekniske finale. Holdet har også Yevgeniy Gidich som en plan B, men han klatrer lige nu ikke bedre end Syritsa. Falder russeren fra, er det derfor nok snarere Cristian Scaroni og Gianni Moscon, der måske vil prøve, som de i mandags gjorde med hæderlig succes, eller måske formstærke Yevgeniy Fedorov.

Bardiani stiller med Filippo Fiorelli, der som holdbar sprinter burde kunne lide dette løb. Hans holdbarhed har dog været svært varierende, da han imponerede på 1. etape i Britain, men floppede på 4. etape, og imponerede i Agostoni, men floppede i Bernocchi. Normalt bør han dog komme med hjem her, men desværre har han hverken spurtet eller positioneret sig godt i år. Han har dog en vis støtte i Enrico Battaglin, der er i hæderlig form og vil være plan B, hvis Fiorelli har endnu en offday. Det rækker dog ikke til at vinde. Holdet har også Luca Colnaghi, der har spurtet bedre end Fiorelli i år, men efter den fine klatring i Slovakiet virkede han meget formsvag i Kroatien, hvorfor meget taler for, at de ender med at køre for Fiorelli.

Eolo skal forsøge at få Giovanni Lonardi med hjem, og det kan blive en svær opgave, når vi ser, hvordan han klatrede i Slovakiet. Helt umuligt bør det dog ikke være, men selv hvis det lykkes, bliver det vanskeligt. Han er nemlig ikke god i positionskampen, og holdet er bestemt ikke imponerende. Han har dog støtte af både Francesco Gavazzi og Mirco Maestri, der vil være plan B, hvis Lonardi falder fra, og det kan give lidt håb. Hans fart bør række et stykke i dette felt, men der er meget, der skal flaske sig, hvis han skal bruge den fornuftigt.

Endelig er der Bahrain. Som nævnt ovenfor kører de for Matej Mohoric, og de har mere eller mindre indikeret, at han skal angribe i den tekniske finale. Det ligner en svær opgave, særligt fordi han har et hold bestående af klatrere til at hjælpe sig i positionskampen, men er der en mand, der kan gøre det, er det utvivlsomt den teknisk dygtige slovener. Hvis ikke det lykkes, har vi før set ham ende helt fremme i massespurter i kraft af sin positionering, og det kan han også gøre i denne tekniske finale, men vinde en spurt kan han ikke.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Bora er til start helt uden sprinter og vil måske prøve med Frederik Wandahl, som det åbenbart var planen i mandags. Bingoal skal prøve at få Tom Paquot med hjem til en spurt, og lykkes det ikke, vil Remy Mertz måske prøve. Caja Rural vil prøve med Eduard Prades eller måske Fernando Barcelo, men som vi så igen i mandags, er det slut med at begå sig i spurter, særligt fordi Prades er så ringe i positionskampen. Hos Drone Hopper er Eduardo Grosu på papiret en af de hurtigere folk, men som han har klatret i år, kommer han ikke med hjem. Man kan håbe, at Jhonatan Restrepo vil gøre det, men han synes slet ikke i form, hvorfor det i stedet er Natnael Tesfatsion eller Umberto Marengo, der skal forsøge at lave en top 10. Lotto er til start uden sprinter, men formentlig vil Andreas Kron se, om ikke han kan lave en top 10 og få lidt point. DSM vil køre en spurt med Marius Mayrhofer , men han mangler både fart, tog og positioneringsevne, og han klatrede så skidt i Kroatien, at han næppe kommer med hjem. Total vil formentlig prøve med Alexis Vuillermoz, som de gjorde i mandags, Mathieu Burgaudeau eller Pierre Latour, der kørte en god spurt i går, men næppe tager chancer inden Lombardiet, men de har ikke mange chancer i dette felt.

***** Olav Kooij

**** Kaden Groves, Davide Ballerini

*** Max Kanter, Mark Cavendish, Simone Consonni, Giacomo Nizzolo, Emils Liepins

** Elia Viviani, Madis Mihkels, Stefano Oldani, Matteo Trentin, Jon Aberasturi, Corbin Strong, Luka Mezgec, Magnus Cort, Gleb Syritsa, Andrea Pasqualon, Robert Stannard, Filippo Fiorelli, Giovanni Lonardi, Matej Mohoric

* Ivan Garcia Cortina, Luca Colnaghi, Alberto Bettiol, Benjamin Thomas, Andreas Kron, Mirco Maestri, Eduardo Grosu, Cristian Scaroni, Gianni Moscon, Yevgeniy Fedorov, Sean Quinn, Jhonatan Narvaez, Michael Mørkøv, Umberto Marengo, Natnael Tesfatsion, Jhonatan Restrepo, Eduard Prades, Tom Paquot, Marius Mayrhofer, Alexis Vuillermoz, Mathieu Burgaudeau, Enrico Battaglin, Remy Mertz, Alessandro Covi, Marc Hirschi, Tosh van der Sande, Timo Roosen, Daryl Impey, Davide Cimolai, Matteo Moschetti, Fernando Barcelo, Frederik Wandahl, Pierre Latour, Neilson Powless

Danskerne

Magnus Cort må på EF være den beskyttede sprinter, hvorfor han er omtalt ovenfor. Michael Mørkøv skal som altid forsøge at sætte sin sprinter op til sejr for Quick-Step, enten Mark Cavendish eller Davide Ballerini afhængig af løbets udvikling, mens Frederik Wandahl på Bora skal køre offensivt eller måske endda spurte, som han skulle have gjort det i mandags. Hos Lotto skal Andeas Kron forsøge at undgå en spurt, men mislykkes det, er det sandsynligt, at han vil køre spurten som holdets hurtigste. Hos Intermarché skal Julius Johansen støtte Andrea Pasqualin og Madis Mihkels, mens Mathias Norsgaard på Movistar skal støtte Max Kanter. Endelig skal Christoffer Juul på BikeExchange støtte Kaden Groves.

Tidligere års udgaver

Du kan gense Matthew Walls’ sejr fra 2021, George Bennetts sejr fra 2020, Egan Bernals sejr fra 2019 og Sonny Colbrellis sejr fra 2018.

STREAM GRAN PIEMONTE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE