Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Grand Prix de Montreal
08. september 2018 20:05 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

I den kommende weekend har forberedelserne til VM traditionelt nået et helt nyt niveau, når de to canadiske WorldTour-løb, Grand Prix Cycliste de Quebec og Grand Prix Cycliste de Montrea,l finder sted. Med kuperede ruter og distancer på mere end 200 km er løbene og deres rundstrækningsformat helt perfekte som en sidste formtest bare få uger inden kampen om regnbuetrøjer. Årets bjergrige VM betyder dog, at løbene i år spiller en anden rolle som et stort sæsonmål for flere af sportens førende klassikerspecialister, og arrangørerne har derfor igen tiltrukket en fremragende startliste af puncheurs, der vil slås om sejren i nogle af efterårets vigtigste og mest underholdende endagsløb.

Løbets rolle og historie

I mange år lignede det næsten en uundgåelig udvikling, at det første nordamerikanske løb på WorldTouren ville blive det konstant voksende og meget ambitiøse Tour of California. Med UCIs konstante fokus på at globalisere sporten og udvide den fineste kalender til flere kontinenter syntes det klart, at det bare var et spørgsmål om tid, inden etapeløbet ville placere Nordamerika på det højeste niveau.

 

Det blev imidlertid ikke det californiske løb, der fikæren af at blive kontinentets første begivenhed i den eksklusive klub af WorldTour-løb. Canadiske Serge Arsenault, der har en lang tradition for at arrangere cykelløb, havde store planer om at placere Canada i cykelsportens rampelys ved at arrangere to endagsløb på WorldTouren, og i 2009 blev der lynhurtigt lavet en aftale med UCI om, at hans nye løb i Quebec og Montreal skulle have femårige licenser som WorldTour-begivenheder. Trods adskillige europæiske løbs mangeårige ønske om at komme på den fineste kalender fik Arsenaults helt nye projekt med det samme UCIs godkendelse i endnu et markant forsøg på at brede sporten ud til større dele af verden.

 

De første udgaver blev afviklet i 2010, men fik ikke megen opmærksomhed. For mange hold var den lange rejse til Nordamerika en byrde på en tid af året, hvor mange ryttere er kørt i sænk og bare ser frem til en pause.

 

Det har siden ændret sig markant, og nu har løbene en vigtig, velfortjent og veltimet placering på kalenderen. Med deres fantastiske organisering og distancer på over 200 km har rundstrækningsformatet gjort dem til den måske bedst mulige forberedelse til VM for de ryttere, der ikke er i aktion i Vuelta a Espana. Med et format, der gør dem til en slags mini-VM, tilbyder de VM-kandidaterne en helt perfekt lille løbsblok bare to (i år tre) uger før den store begivenhed, og det har gjort det muligt for arrangørerne i de senere år at tiltrække et stjernespækket felt, der overgår det, man ser i mange europæiske WorldTour-løb.

 

Den store ulempe er naturligvis den lange rejse til Nordamerika. Med Tour of Utah og det nye Colorado Classic i USA i august og tidligere også Tour of Alberta på canadisk grund bare en uge inden de to store endagsløb er det imidlertid nu muligt at sammensætte en ganske fin løbskalender bestående af nordamerikanske løb, og rytterne kan ny tilbringe en længere periode på den anden side af Atlanten, hvor man kan kombinere træning i højderne med flere løb på højeste niveau. Den model var i flere år ganske populær, som vi så det i 2013, hvor blandt andre Chris Froome, Richie Porte og Peter Sagan både var på højdetræningslejr og kørte løb i USA og Canada som led i deres forberedelse til det store efterårsmål. I de senere år har modellen imidlertid tabt popularitet, og i dag er det kun de to canadiske endagsløb, der for alvor har appel til stjernerne, som altså foretrækker at blive i Europa inden en lille smuttur til den anden side af Atlanten.

 

De to klassikere har imidlertid bare fået større og større popularitet, og i de senere år har man været i stand til at tiltrække langt de fleste VM-favoritter, ikke mindst efter at Vueltaen har mistet sin rolle som VM-forberedelse på grund af alt for hårde ruter. Konkurrencen kommer nu i stedet fra det stadigt voksende Tour of Britain, der i de seneste år har kunnet gøre de canadiske løb rangen stridig som den foretrukne vej til VM, men det har ikke ændre på, at mange af de største klassikereksperter ofte har fintunet formen i Canada. Det skyldes ikke mindst ruternes karakter med kuperet terræn og et rundstrækningsformat, der har gjort dem meget sammenlignelige med de ruter, der typisk bruges til kampen om regnbuetrøjen. I år betyder den bjergrige VM-rute dog, at de canadiske løb ikke i samme grad har ligheder med løbet i Østrig, og mens de fleste VM-favoritter derfor kører i Vueltaen, er de canadiske løb denne gang først og fremmest selvstændige mål for feltets mange klassikespecialister.

 

Løbene passer perfekt ind i den fine anatomi for anden halvdel af sæsonen, der domineres af endagsløb. Det hele starter med Hamburg Cyclassics, og derfra bliver løbene bare gradvist hårdere og hårdere. Hvor det tyske løb er for sprintere, passer det næste løb i serien, Bretagne Classic, både til hurtige folk og klassikerspecialister. De canadiske løb er endnu hårdere, og her har sprinterne det svært. I stedet er løbene skabt til puncheurs og ardennerspecialister, og i Montreal ser man endda også klatrerne blande sig.

 

På papiret er Grand Prix Cycliste de Montral det sværeste af de to løb, da løbets vigtigste stigning er langt hårdere end dem, man mødte i Quebec to dage tidligere. På den anden side findes den sværeste udfordring på første del af rundstrækningen, mens de sidste 10 km er langt lettere, og derfor kræver det enorm styrke at sikre sig en solosejr. Løbet er dog så hårdt, at sprinterne intet har at skulle have sagt på denne rute, der er for klatrere og ardennerspecialister, og en vinderliste, der består af navnene Robert Gesink, Rui Costa, Lars-Petter Nordhaug, Peter Sagan, Simon Gerrans, Tim Wellens, Greg Van Avermaet og Diego Ulissi siger alt om, hvilken ryttertype man ser fremme. En god spurt en afgørende fordel i dette løb, men da der er tale om rå udskilning lurer selv klatrerne på en mulighed.

 

Sidste år blev alle de store favoritter snydt, da en stærk gruppe af outsidere kørte væk på næstsidste omgang. Det skulle vise sig, at de ikke kunne hentes igen, og da de seks mand til slut skulle afgøre det på det stigende opløb, viste Diego Ulissi sig som den hurtigste, da han satte Jesus Herrada, Tom-Jelte Slagter, Jan Bakelants, Bauke Mollema og Tony Gallopin til vægs. Ulissi vender i år tilbage for at forsvare sin titel, og kan igen imødese konkurrence fra Slagter og Bakelants, men Herrada, Mollema og Gallopin kører i år Vuelta og er derfor fraværende.

 

Ruten

Det er meget sjældent, at et WorldTour-løb afvikles fuldstændigt som et rundstrækningsløb, og det er det format, der i gør de to løb i Canada helt specielle. Da Bretagne Classic har droppet samme format, er de nu de eneste løb på højeste niveau med denne struktur, og det er i høj grad det, der gør dem så attraktive for VM-rytterne. Derudover gør deres kuperede natur dem sammenlignelige med hovedparten af VM-ruterne, og år efter år kan de derfor bruges som perfekt forberedelse, hvilket blot tillægger dem yderligere værdi.

 

Mens ruten i Quebec to gange er blevet ændret, har den hidtil altid været det samme i Montreal. Det vil imidlertid ændre sig i år, hvor man har lavet en ganske lille modifikation, der forlænger den med 100 m, så den nu er 12,2 km lang. Ændringen betyder, at der med ca. 3 km igen bliver lagt en tredje stigning, den lille Boulevard du Mont-Royal ind, og dermed er der tale om den hidtil hårdeste udgave af løbet.

 

Den 12,2 km lange rundstrækning skal køres i alt 16 gange, hvilket er én gang færre end sidst år, og som t giver en samlet distance på 195,2 km og i alt 3487 højdemeter. Dermed er der tale om et brutalt løb, der dog er betydeligt kortere end et VM-løb. Ruten byder på nu tre stigninger stigninger og en kort, 500 m lang rampe op til målet på Avenue du Parc.

 

Løbet starter i 79 m højde på Avenue du Parc nær universitetet i Montreal, og rundstrækningen består i alt væsentligt af en tur rundt om det store område, der ligger grund til den institution. Fra starten er der en lille nedkørsel på 200 m, før rytterne drejer til venstre ind på dagens væsentligste udfordring, Cote Camilien-Houde. Den 1800 m lange stigning har to hårnålesving og et højresving nær toppen, bringer feltet helt op i 211 m højde og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 8.

 

Stigning efterfølges af en lang, gradvis nedkørsel ad en let bugtende vej, der fører frem til 5 km-mærket. Her venter en flad kilometer med tre skarpe sving, der fører frem til bunden af den anden udfordring, Cote de la Polytechnique (780 m, 6%), der bringer feltet tilbage op i 158 m højde, har top efter 6,5 km og har en 200 m lang rampe på 11%. En kort, skarp nedkørsel med flere tekniske sving fører frem til en flad sektion.

 

Efter godt 8 km venter nyskabelsen, når man drejer skarpt til venstre og derefter to gange til højre for at køre op ad den lille Boulevard du Mont-Royal (400 m, 2,4%), hvorefter et let stigende stykke samt en skarp nedkørsel leder tilbage til den oprindelige rute. Efter 10,6 km tager man et blødt højresving ind på Avenue du Parc, og 500 m senere rammer man en 500 m lang nedkørsel. I bunden laver man e U-vending for at køre 580 m tilbage op ad samme vej til målstregen. Denne opløbsstrækning stiger i gennemsnit med 4%.

 

Cote Camilien-Houde er en meget svær stigning, der udelukker, at sprinterne kan komme i spil og i stedet bringer klatrerne og ardennerspecialisterne til fronten. Stigningen er så svær, at man sagtens kan gøre en forskel, men i kraft af den tidligere placering er det svært for klatrerne at holde hele vejen til stregen, da de sidste 10 km hovedsageligt er faldende. Cote de la Polyntechnique og den nye stigning giver en sidste mulighed for at angribe, men de sidste 3 km er igen primært faldende eller flade, indtil man rammer det stigende opløb. En alsidig klatrer med en god spurt er med andre ord den perfekte ryttertype til denne rute.

 

Løbet er typisk meget aggressivt og svært at kontrollere. Det tager som regel tid for det tidlige udbrud at blive etableret, og derefter følger løbet det klassiske mønster med en organiseret jagt, hvor de stærke hold langsomt øger farten.

 

Udbrud har imidlertid en god chance i dette løb, og derfor køres der ofte aggressivt langt fra mål. De sidste 3-4 omgange er som regel en festival af angreb, hvor der konstant etableres nye grupper og andre hentes. Favoritternes hold må kæmpe hårdt for at holde tingene under kontrol, og det gør det til en konstant udskilningsløb. Sammenlignet med Quebec er udskilningen meget større, og mod slutningen er feltet som regel betydeligt mindre.

 

I den første udgave viste Robert Gesink, at det kan lade sig gøre at køre alene hjem fra sidste passage af Camilien-Houde i det, der var den hidtil mest selektive udgave af løbet, hvor han blev jagtet af fem forfølgere og længere tilbage en gruppe på 22 mand. De mindst selektive udgaver fandt sted i 2011, 2014 og 2016, hvor grupper på mere end 30 mand blev samlet til sidst - i 2016 var der endda mere end 50 - og sjovt nok var der i to af tilfældene tale om, at et sent fremstød fra Rui Costa blev neutraliseret. I 2011 lykkedes det dog Costa, Stefan Denifl og Pierrick Fedrigo at snige sig væk til sidst. I 2012 var mønstret det samme, men den sidste gruppe var meget mindre. I 2013 gjorde et stærkt klatrefelt det betydeligt hårdere, og her var der kun 11 mand tilbage, da Sagan satte sit afgørende angreb ind. I 2015 gjorde ekstrem regn det til en episk udgave, hvor Adam Yates og Tim Wellens kunne køre væk på Camilien-Houde og holde den lille forfølgergruppe bag sig. Sidste år overraskede seks mand ved at køre væk allerede på næstsidste omgang, mens der var 20 mand tilbage i den favoritgruppe, der spurtede om 7. pladsen.

 

 

 

 

Vejret

For tre år siden var vejret så elendigt, at man ikke kunne producere tv-billeder fra løbet. Efter et par flotte sommerdage venter der igen kedeligt vejr denne gang, for efter en solrig morgen vil eftermiddagen blive præget af byger og kun enkelte kig til solen. Temperaturen vil nå 19 grader, og der vil være en let til jævn vind fra øst. Det giver medvind på den nedre og modvind på den øvre del af Camilien-Houde og derefter med- og sidemedvind frem til bunden af Polytechnique. Herefter vil der primært være mod- og sidemodvind, indtil man drejer ind i medvind i U-vendingen forud for opløbet.

 

Favoritterne

Der er ofte en tendens til, at man slår de to canadiske endagsløb over én kam og betragter favoritfeltet som værende det samme. Det er da også sandt, at der er et stort overlap mellem vinderkandidaterne i de to løb, - det afspejler sig tydeligt i vores favoritvurdering - men der er trods alt betydelige forskelle. Hvor man kan sammenligne løbet i Quebec med en hård brostensklassiker eller Amstel Gold Race, er løbet i Montreal i højere grad at betragte som en ardennerklassiker. Camilien-Houde er så svær en stigning, at udskilningen bliver langt større end i Quebec, og det giver klatrerne en langt bedre mulighed for at være med fremme. Det er ikke uden grund, at en mand som Alexander Kristoff har været på podiet i Quebec, men aldrig har været bare tæt på et resultat i Montreal.

 

Camilien-Houde er ikke i sig selv så svær, at den ikke kan overleves at et ret bredt spektrum af ryttere, men de mange passager og det store antal akkumulerede højdemeter betyder, at løbet bliver alt for hårdt for de tunge ryttere. I forbindelse med sidste passage af løbets sværeste stigning, er det altid de bedste klatrere, der sidder med helt fremme, og der er aldrig mere end 10 mand med i første gruppe, når man runder toppen. Meget ofte har stærkeste mand endda været i stand til køre væk, som vi så i 2016, hvor Lampre forberedte et fornemt soloangreb fra en brølstærk Rui Costa, eller sidste år, hvor Tim Wellens dog blev hentet igen.

 

Problemet er, at der fortsat er ret langt hjem efter stigningen, og derfor sker der som regel en ganske betydelig regruppering. Derfor er de fleste udgaver endt i en spurt i gruppe af en vis størrelse, men man kan slet ikke sammenligne situationen med den, man ser i Quebec. Her er det ofte en decimeret massespurt, der afgøre løbet, mens det i Montreal oftest er en mindre gruppe, der når stregen.

 

Over de senere år har man set samme tendens som i Quebec. Hvor det i de første år var mere almindeligt at se små grupper og stor udskilning, har de stærkere felter betydet, at det hele er blevet mere kontrolleret og mindre selektivt. Derfor er chancen for en spurtafgørelse på det seneste blevet øget. Sidste år så vi imidlertid også, at det ikke er sikkert, men denne gang var det ikke som tidligere favoritterne, der kørte væk på sidste omgang. Tværtimod var det en gruppe af outsidere, der kørte væk på næstsidste omgang, og dem var de store navne siden ude af stand til at hente.

 

Det betyder, at løbet er åbent for flere mulige udfald. Det kan blive en spurt i en gruppe, som vi senest så det i 2016, eller det kan blive afgjort af løbets stærkeste, som da Wellens og Yates kørte væk i 2015. Løbet er dog også så svært at kontrollere, at det kan ende i en afgørelse blandt outsidere, som vi så det sidste år. Med andre ord er det et løb, der er ganske svært at spå om. Faktisk er kun to ting givet. For det første skal man klatre godt for at have en chance på så hård en rute, og for det andet betyder den lette sidste del af rundstrækningen, at en god spurt i et stigende opløb er en ganske stor fordel.

 

Hvad kan vi forvente i år? Fraværet af Peter Sagan betyder, at der er ét hold mindre til at kontrollere, og faktisk er det vel kun BMC og Sunweb, der for alvor vil satse 100% på en spurt med hhv. Greg Van Avermaet og Michael Matthews. BMC er her ikke i den stærkeste formation, og selvom Sunweb har et godt hold til ruten i Quebec, kan de få det svært på den betydeligt hårdere rute i Montreal.

 

Dertil kommer, at vejret med regn og lidt vind vil køre det til en halvkedelig affære, og at den ekstra stigning, selvom den ikke i sig selv er svær, vil gøre det hele lidt hårdere. Lægger man dertil, at de fleste hold har en interesse i aggressiv kørsel, kunne det ligne et år, hvor det ikke bliver let at holde det samlet til en spurt. Vi så senest i Bretagne, der er et betydeligt lettere løb, at et regnvejrsløb som dette kan være ret svært at kontrollere.

 

Mange hold vil formentlig spille ret tidligt ud, og vi forventer derfor en ret selektiv udgave, men det betyder ikke nødvendigvis, at stærkeste mand vil vinde. Har man gode ben, kan man sikre sig en billet til finalen, men efter den sidste stigning kan alt ske. Historien viser, at den fladere del ikke er let at kontrollere for isolerede favoritter, og derfor kan det sagtens lykkes for en outsider at snige sig væk, so Michael Valgren eksempelvis har gjort det i Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad i år. Det øger antallet af mulige vindere betydeligt, at det ikke nødvendigvis er stærkeste mand, der vinder.

 

Det er derfor også med nogen usikkerhed, at vi peger på Tim Wellens som vinder. Belgieren har imidlertid tidligere vist, at han kan sejre på denne rute, som han gjorde det i den episke regnvejrsudgave i 2015. Også sidste år var han bedste mand på Camilien-Houde, men denne gang havde han ikke held og styrke til til at holde sig fri. Wellens rammer altid formen til denne tid af sæsonen, hvor han som regel er flyvende, og det ser ud til at være det samme igen i år. Han var i hvert fald den måske allerstærkeste på stigningener både i BinckBank Tour og i Bretagne Classic, men desværre har de foregående løb også vist hans dårlige vane med altid at spille alt for meget med musklerne. Det blev særligt tydeligt i Bretagne, hvor han førte, førte og førte, indtil han på de sidste 10-15 km eksploderede totalt og slet ikke var i stand til at true Valgren og Naesen.

 

De mere kuperede løb i Canada passer imidlertid Wellens endnu bedre, og mens løbet i Quebec er lidt for let, passer løbet i Montreal ham ganske perfekt. I år de fleste ardennerspecialister fraværende, og faktisk er Wellens vel løbets mest klatrestærke klassikerrytter. Regnvejr er som bekendt Wellens-vejr, og han viste i 2015, hvor han slog Yates, at han er god i en stigende spurt efter et hårdt løb. Kan han for en gangs skyld spare lidt på kræfterne - i den sammenhæng er det en fordel, at løbet er 60 km kortere end i Bretagne - vil Wellens formentlig være stærkeste mand, og i et hårdt, selektivt løb tror vi på, at han kan tage sejren.

 

Michael Matthews blev sidste år nr. 2 bag Van Avermaet i favoritgruppens spurt, mens han i 2015 spurtede sig til en 4. plads. Dermed har Matthews vist, at han er skabt til denne rute, hvilket ikke kan undre, når vi taler om en mand, der er blevet nr. 4 i Liege og 5 i Fleche Wallonne. Når Matthews er i form, er han i sit es på en rute med så mange højdemeter, og han synes at komme velforberedt til Canada. BinckBank Tour og ikke mindst Bretagne Classic, hvor han til slut ikke kunne følge Wellens, Naesen og Valgren, viste ganske vist, at han ikke helt er på toppen, men han var stadig så god, at han kunne tage en stor sejr i Belgien på Muren i Geraardsbergen. Hans form synes fortsat at være i fremgang, og han kan ventes at være tæt på topformen til dette løb. Benene rækker måske ikke helt til at følge Wellens, hvis han for alvor flyver på stigningerne, men han bør ikke være langt efter. Ender det i en spurt i en gruppe favoritter på det stigende opløb, vil Matthews være den klare favorit, for som han senest viste i BinckBank Tour, er der ikke mange, der er hurtigere end ham på en bakke som denne.

 

En af de få, der kan true ham, er Greg Van Avermaet. Belgieren slog som bekendt netop Matthews på samme opløb sidste år, og i 2016 satte han selveste Peter Sagan til vægs i forbindelse med sin store sejr i løbet. Det siger alt om, at Van Avermaet er stærk også på denne rute, selvom den på papiret måske er en anelse for kuperet til at passe ham ideelt. Så sent som i Touren viste han imidlertid, at han på sine gode dage klatrer bedre, end man tror, og mangler man yderligere bevis, skal man blot tænke tilbage på OL-løbet i Rio for to år siden.

 

Denne gang hersker der dog en anelse usikkerhed om formen. Touren, EM og BinckBank Tour blev nemlig lidt for hårdt kost for selv evigt stabile Van Avermaet, der derfor tog sig en pause og skippede løbet i Bretagne. Han har hele tiden haft disse løb som efterårets store mål, og da Van Avermaet altid kører med om sejren, vil han naturligvis gøre det igen. Spørgsmålet er, om han stadig er god nok til at slå Matthews i en spurt, hvis favoritterne kommer hjem i en lille gruppe. I Rodez i Touren for et par år siden slog han som bekendt selveste Sagan på en bakke, men i de senere år lader han til at have tabt den sidste topfart. På Muren i BinckBank Tour blev han da også klart overspurtet af Matthews, og den afslutning passede ham endda endnu bedre. På den anden side slog Van Avermaet trods alt australieren i dette løb så sent som sidste, og det kan han naturligvis gøre igen.

 

Modsat Van Avermaet er Zdenek Stybar helt frisk. Tjekken var sammen med Tim Wellens og Oliver Naesen stærkeste mand på bakkerne i BinckBank Tour, og også i Bretagne var det de to, der skabte det afgørende fremstød. Noget usædvanligt for Stybar sov han imidlertid i timen, da Wellens, Naesen og Valgren kørte væk, og efterfølgende ærgrede han sig da også slemt, for modsat Matthews, der reelt blev sat, mente han efterfølgende at have haft benene til at køre med om sejren. Det virker meget sandsynligt, for Stybar har i de senere uger været bedre end længe, ikke mindst på sidste etape i BinckBank Tour, hvor han angreb og angreb og stadig havde kræfter til at spurte sig til en 3. plads på Muren. Det viser, at han er ganske hurtig i en stigende spurt, og hans fart understreges også af 3. pladsen i massespurten på 4. etape i samme løb. Desværre kan man frygte, at løbet her er en anelse for hårdt for Stybar, der ikke er en naturlig klatrer, men til gengæld har han en fantastisk evne til med sin timing at snyde de andre, hvis der er mangel på kontrol.

 

Michael Valgren er helt sikkert en af feltets mest formstærke ryttere, og selvom man tidligere måske kunne have frygtet, at dette løb ville være en anelse for hårdt for ham, viser hans forrygende klatring i blandt andet Dauphiné og Touren, at det ikke længere er tilfældet. Tværtimod er det kun en gave for ham, at løbet med regnvejr og en ekstra stigning er blevet hårdere end tidligere, for selvom han ikke er dårlig i en stigende spurt, får han det svært i direkte kamp med folk som Matthews og Van Avermaet på bakken op til mål. Valgren klatrer måske ikke så godt som Wellens, men han burde have gode chancer for at sidde med i finalen af et hårdt udskilningsløb. Derefter kan alt som sagt ske i en ukontrollerbar finale, og Valgren har vist i Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race, at han med sin power og intelligens er i stand til at snyde selv hurtigere folk.

 

Diego Ulissi stiller til start som forsvarende vinder, men sidste års sejr blev som bekendt taget ved offensiv kørsel og ikke i direkte kamp med favoritterne. Det ændrer dog ikke på, at Ulissi på papiret er en af feltets bedste ardennerspecialister, og for ham er det en gave, at han med en ekstra stigning får lidt mere terræn til at sætte de tungere folk under pres. Ulissi er slet ikke den rytter, han var engang, og der bliver længere og længere mellem snapsene for den temmelig ustabile italiener, men sejren i en stigende spurt i Tour de Suisse viser imidlertid, at han stadig har evnerne - et forhold, han også beviste, da han sidste år sejrede i dette løb. I år er hans form også temmelig usikker, da han ikke viste meget i hverken BinckBank Tour eller Bretagne Classic, og han synes ikke at være på sit bedste. Det gjorde han på den anden side heller ikke sidste år, da han alligevel tog en overraskende sejr. Ulissi passer til denne rute, der heller ikke er for lang for ham, og med sin gode spurt i et stigende opløb vil han altid være farlig, især hvis løbet bliver for hårdt til de tungere folk.

 

En af disse er Sonny Colbrelli. Mens løbet i Quebec er skræddersyet til en råstærk sprinter som ham, har ruten i Montreal på papiret for mange højdemeter. Derfor er risikoen for, at den stærke italiener ikke kommer med hjem, relativt stor, men umuligt er det ikke. Colbrelli har trods alt været på podiet i Amstel Gold Race, og særligt da han spurtede sig til en andenplads bag Sagan i den hårde finale på 5. etape i Touren viste han ikke blot, at han nu om dage er en af verdens allerbedste i stigende spurter, men også at han har gjort yderligere fremskridt. Colbrelli kan næppe kørte med i angrebene, men samles det til en spurt i en halvstor gruppe, som det er sket tidligere, vil han blive meget svær at bide skeer med i et opløb som dette. Der hersker lidt usikkerhed om formen, for han har nemlig ikke kørt meget siden Touren, og da han i Bretagne punkterede, netop som de stærkeste lørte væk, fik vi aldrig at se, hvad benene rakte til. Derfor aner vi ikke, hvor han står.

 

Det gør vi heller ikke med Enrico Battaglin. Har italieneren de samme ben, som han havde i første uge af Giroen, er der ikke mange i denne verden, der kan matche ham i afslutninger som disse. Her var han ganske enkelt i en klasse for sig, og havde det ikke været for dårlig positionering, havde han vundet både 4. og 5. etape. Siden da har der været stille om ham, men i en tilsvarende spurt på 5. etape i Tour de Pologne var han der igen, da han spurtede sig til en 3. plads bag Kwiatkowski og Teuns. Igen kunne det være blevet til endnu mere, hvis ikke det havde været for den dårlige positionering, for Battaglin var i selve spurten klart den hurtigste. I Polen var han ikke i nærheden af sit Giro-niveau, men da han ikke har kørt siden da, aner vi reelt ikke, hvor han står nu. Generelt har han ikke vist meget i endagsløb, men i år har han igen genfundet sit bedste niveau. Har han igen benene fra maj, kan han sagtens ende med at vinde på en rute, der passer ham perfekt.

 

Det har ikke været et let år for Oliver Naesen, der slet ikke har fået løn som fortjent. I foråret blev han ramt af uheld i snart sagt hver eneste klassiker, og derfor har han været gledet lidt under radaren. Nu er han imidlertid i den grad tilbage, for belgieren var meget tæt på med et stort soloangreb, hvor han regulært kørte fra Wellens, at vinde kongeetapen i BinckBank Tour, og han gjorde senest arbejdet helt færdigt, da han vandt i Bretagne, hvor han var den i særklasse stærkeste mand. Naesen er imidlertid ikke så god en klatrer som de ovenfor nævnte, og de canadiske løb passer ham derfor ikke ideelt Især dette løb er nok lidt for hårdt for den relativt store Naesen. På den anden side så vi sidste år, at angreb kan betale i et løb, der kan være svært at kontrollere, og her er Naesen en mester, ikke mindst når det er regnvejr. Han er også en glimrende afslutter, så kan han foregribe de lettere folk og derigennem sikre sig billet til finalen, er formstærke Naesen farlig, også på en hård rute som denne.

 

Matej Mohoric kommer til løbet som ”the man of the moment” efter de samlede sejre i BinckBank Tour og Deutschland Tour. Den første sejr blev imidlertid først og fremmest opnået via et tidligt udbrud, mens sejren i Tyskland mere blev sikret via gode nedkørsler end klatreevner, for i begge løb var det tydeligt, at Mohoric havde svært ved at følge de bedste på stigningerne. Det er derfor ikke på ren power, at han skal vinde dette løb, for han kan næppe følge Wellens, når han åbner op på stigningerne. Mohoric har imidlertid nu vist en fantastisk evne til med sin gode nedkørsel altid at komme tilbage, og hans aggressive natur gør ham farlig i et løb, der kan være svært at kontrollere. Senest viste han i Østrig, at han også er hurtig på stregen, og det betyder, at han sagtens kan fortsætte sit momentum ved at levere endnu et godt resultat her, især hvis det bliver en aggressivt kaos, der passer en fyr som ham.

 

I en spurt er man også nødt til at fremhæve Anthony Roux, for franskmanden blev nr. 3 og 9, da han senest kørte disse løb i 2016. I år har han endda nået et helt nyt niveau. Det startede med sejren på sidste etape i Route l’Occitanie og fortsatte med triumfen ved de franske mesterskaber. Derefter blev han en overraskende nr. 3 i San Sebastian, inden han senest vandt en puncheurspurt som denne i Tour du Limousin, hvor han blev nr. 3 samlet. Han manglede benene til at gå med de bedste i Bretagne, men Roux er altid lidt et wildcard, der kan være meget svingende, som han seneste var det i Limousin. Derfor kan det sagtens være, at han kommer tomhændet hjem fra Canada, men med de resultater, han har haft i år, ikke mindst 3. pladsen i San Sebastian, er han en meget spændende joker. Når man kan klare stigningerne i den baskiske klassiker, kan man i hvert fald også klare sig på en halvhård rute som denne.

 

Egentlig burde Patrick Konrad være en af topfavoritterne, for der findes ikke mange i dette løb, der har hans evner på stigningerne. En top 10 i Giroen siger alt om klatreevnerne, og i det italienske løb viste han også sine evner som puncheur på et stigende påløb som dette. Desværre virkede han ikke knivskarp i hverken Polen eller Tyskland, og han synes ikke at have sin bedste form. På den anden side arbejder han på at finde formen frem mod VM på hjemmebane, så han burde være i fremgang. Nærmer han sig sin bedste form, er der ikke mange løb, der passer meget bedre til en klatrestærk afslutter som ham.

 

Sidste år var Alexis Vuillermoz i fantastisk form i disse løb som led i et drømmeefterår, hvor han også kørte med om sejren i Lombardiet. I år kommer han imidlertid til løbet i knap så god form, efter at han blev sendt tidligt hjem fra Touren som følge et styrt. Alligevel overraskede han positivt i sit comeback i Tyskland, hvor han sad betydeligt bedre med, end man kunne have ventet. Logikken siger, at han er endnu bedre nu, og mens løbet i Quebec er lidt for let for ham, burde han elske denne mere kuperede rute. På papiret er han i hvert fald en af de bedste i terræn som dette, og selvom han er bedst på de stejleste procenter, kan han også godt afslutte i et opløb som dette. Det helt store spørgsmål er, hvor han står formmæssigt.

 

Der er naturligvis også Tom-Jelte Slagter. Egentlig er vi holdt op med at nævne hollænderen, der synes at skuffe ved snart sagt enhver lejlighed. Af og til kommer resultaterne imidlertid af det blå, som da han spurtede sig til en podieplads på den etape i Schweiz, som Ulissi vandt. Noget lignende skete sidste år i dette løb, hvor han pludselig blev nr. 3, og faktisk har han altid gjort det godt i disse løb, hvor han drager fordel af sin gode spurt på bakker. Løbet her er nu om dage lidt for hårdt for den ikke længere specielt holdbare hollænder, men kan han som sidste år udnytte det taktiske spil, kan han komme langt.

 

Det kan Arthur Vichot også. Den uheldige franskmand har været ramt af et hav af helbredsproblemer gennem hele sin karriere, og det har betydet, at han slet ikke har fået det fortjente udbytte af talentet. I år har han imidlertid været bedre end nogensinde, for i Tour de Suisse, der burde have været alt for hårdt for ham, kørte han helt uventet i top 10. I Touren virkede han dog lidt træt, og da han ikke har kørt meget siden da, ved vi reelt ikke, hvor han står. Med de klatreevner, han har vist i år, og sin gode spurt, der tidligere har givet ham en andenplads i Quebec og en 8. plads i Montreal, burde han dog have forudsætningerne for at gøre det godt på denne rute.

 

Da han sejrede i Tour Down Under først på året, så det ud til, at Daryl Impey havde kurs mod en drømmesæson, men desværre har han ikke helt kunnet leve op til løfterne på den store scene i Europa. Selvom han kørte pænt, kom han til kort i Amstel Gold Race, og senest skuffede han sig selv i Bretagne, hvor han ikke havde benene til at gå med de bedste. Det synes derfor klart, at Impey ikke længere er i sin bedste form, og det kan blive svært for ham at vinde, også fordi han er bedre i en flad spurt efter et hårdt løb end i en stigende spurt som denne. Løbet er også på papiret til den hårde side, men ender det i en spurt i en større gruppe end ventet, vil Impey uanset hvad have en reel chance.

 

Jasper Stuyven var blandt de stærkeste i BinckBank Tour, selvom han til allersidst efter et aggressivt løb kom lidt til kort på kongeetapen. Formen blev imidlertid bekræftet med en god spurt og en andenplads i Brussels Cycling Classic, der ellers er et alt for let sprinterløb for en type som ham. Nu skal han så forsøge at omsætte de gode ben til et resultat her, men det kan blive svært, for løbet i Montreal har lidt for mange højdemeter til, at han kan gøre sig gældende. På den anden side viste Stuyven på Mende-etapen i Touren, at han med aggressiv kørsel er i stand til at snyde mere klatrestærke folk i svært terræn, og det har været tydeligt, at Stuyven i år er stærkere end nogensinde. Bliver løbet svært at kontrollere, står Stuyven måske slet ikke dumt.

 

Meget af det samme kan siges om Sep Vanmarcke. På papiret her er ruten lidt for hård for den ellers så stærke belgier, der ikke just hører til blandt feltets bedste klatrere. Sidste år blev han imidlertid nr. 4 i feltets spurt om 10. pladsen, og det viser, at han ikke er helt uden chance på en rute som denne. Kommer han først med hjem, er han ganske farlig med sit gode punch i et stigende opløb, men ligesom Stuyven har han nok bedst chance, hvis han udnytter manglen på kontrol til offensiv kørsel. Desværre måtte han forlade BinckBank Tour med et siddesår, og han kunne ikke gå med de bedste på bakkerne i Bretagne. Derfor er han næppe helt i topform, og det gør hans præstation her temmelig usikker.

 

Endelig vil vi pege på tre klatrere. Hverken Antwan Tolhoek, Jakob Fuglsang eller Gregor Mühlberger er udprægede klassikerryttere, for de er ikke specielt hurtige i en spurt. Til gengæld har de alle vist fin form, og i et felt uden alt for mange klatrere, burde de være blandt de stærkeste på stigningerne. Bliver løbet hårdt og selektivt, har de gode muligheder for at sikre sig billet til en finale, der kan være svær at kontrollere. I det tilfælde kan man komme langt med et smart angreb, som Mühlberger senest gjorde det, da han overraskende vandt 6. etape af BinckBank Tour.

 

***** Tim Wellens

**** Michael Matthews, Greg Van Avermaet

*** Zdenek Stybar, Michael Valgren, Diego Ulissi, Sonny Colbrelli, Enrico Battaglin

** Oliver Naesen, Matej Mohoric, Antony Roux, Patrick Konrad, Alexis Vuillermoz, Tom-Jelte Slagter, Arthur Vichot, Daryl Impey, Jasper Stuyven, Sep Vanmarcke, Antwan Tolhoek, Jakob Fuglsang, Gregor Mühlberger

* Rui Costa, Alexey Lutsenko, Jan Bakelants, Enrico Gasparotto, Ben Hemrans, Roman Kreuziger, Damiano Caruso, Domenico Pozzovivo, Edvald Boasson Hagen, Søren Kragh, Sam Oomen, Daniel Martinez, David Gaudu, Marc Soler, Nathan Haas, John Degenkolb, Magnus Cort

 

Danskerne

Michael Valgren og Jakob Fuglsang er allerede omtalt ovenfor og er del af et stærkt Astana-mandskab, der også tæller Magnus Cort og Jesper Hansen. Cort burde normalt ikke vær helt uden chancer, men efter svær tid i de seneste uger får han svært ved at gøre sig gældende på en hård rute som denne. Lars Bak skal arbejde stenhårdt for Tim Wellens, og Christopher Juul burde kunne få lov til at angribe på et Mitchelton-hold, der skal køre aggressivt.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger