Optakt: Grand Prix de Montreal

STREAM VUELTA A ESPANA OG GP DE MONTREAL UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Løbets rolle og historie

I mange år lignede det næsten en uundgåelig udvikling, at det første nordamerikanske løb på WorldTouren ville blive det konstant voksende og meget ambitiøse Tour of California. Med UCIs konstante fokus på at globalisere sporten og udvide den fineste kalender til flere kontinenter syntes det klart, at det bare var et spørgsmål om tid, inden etapeløbet ville placere Nordamerika på det højeste niveau.

Det blev imidlertid ikke det californiske løb, der fik æren af at blive kontinentets første begivenhed i den eksklusive klub af WorldTour-løb. Canadiske Serge Arsenault, der har en lang tradition for at arrangere cykelløb, havde store planer om at placere Canada i cykelsportens rampelys ved at arrangere to endagsløb på WorldTouren, og i 2009 blev der lynhurtigt lavet en aftale med UCI om, at hans nye løb i Quebec og Montreal skulle have femårige licenser som WorldTour-begivenheder. Trods adskillige europæiske løbs mangeårige ønske om at komme på den fineste kalender fik Arsenaults helt nye projekt med det samme UCIs godkendelse i endnu et markant forsøg på at brede sporten ud til større dele af verden.

De første udgaver blev afviklet i 2010, men fik ikke megen opmærksomhed. For mange hold var den lange rejse til Nordamerika en byrde på en tid af året, hvor mange ryttere er kørt i sænk og bare ser frem til en pause.

Det har siden ændret sig markant, og nu har løbene en vigtig, velfortjent og veltimet placering på kalenderen. Med deres fantastiske organisering og distancer på over 200 km har rundstrækningsformatet gjort dem til den måske bedst mulige forberedelse til VM for de ryttere, der ikke er i aktion i Vuelta a Espana. Med et format, der gør dem til en slags mini-VM, tilbyder de VM-kandidaterne en helt perfekt lille løbsblok bare to uger før den store begivenhed, og det har gjort det muligt for arrangørerne i de senere år at tiltrække et stjernespækket felt, der overgår det, man ser i mange europæiske WorldTour-løb.

Den store ulempe er naturligvis den lange rejse til Nordamerika. Med Tour of Utah, Colorado Classic og USA Pro Challenge samt Tour of Alberta på canadisk grund i ugerne op til de to store endagsløb var det dog muligt at sammensætte en ganske fin løbskalender bestående af nordamerikanske løb, og rytterne kunne tilbringe en længere periode på den anden side af Atlanten, hvor man kunne kombinere træning i højderne med flere løb på højeste niveau. Den model var i flere år ganske populær, som vi så det i 2013, hvor blandt andre Chris Froome, Richie Porte og Peter Sagan både var på højdetræningslejr og kørte løb i USA og Canada som led i deres forberedelse til det store efterårsmål. I de senere år har modellen imidlertid tabt popularitet, og det har kun været de to canadiske endagsløb, der for alvor har appel til stjernerne, som altså foretrækker at blive i Europa inden en lille smuttur til den anden side af Atlanten. Sådan bliver det i stigende grad nu, hvor alle etapeløbene er forsvundet, selvom man forsøger sig med at arrangere det nye amerikanske endagsløb Maryland Cycling Classic søndagen inden WorldTour-løbene.

De to klassikere har imidlertid bare fået større og større popularitet, og i de senere år har man været i stand til at tiltrække langt de fleste VM-favoritter, ikke mindst efter at Vueltaen har mistet sin rolle som VM-forberedelse på grund af alt for hårde ruter. Konkurrencen kommer nu i stedet fra det stadigt voksende Tour of Britain, der i de seneste år har kunnet gøre de canadiske løb rangen stridig som den foretrukne vej til VM, men det har ikke ændre på, at mange af de største klassikereksperter ofte har fintunet formen i Canada. Det skyldes ikke mindst ruternes karakter med kuperet terræn og et rundstrækningsformat, der har gjort dem meget sammenlignelige med de ruter, der typisk bruges til kampen om regnbuetrøjen. Det gælder særligt i år, hvor man kan drage mange paralleller mellem de canadiske løb og løbet i Australien.

Løbene passer perfekt ind i den fine anatomi for anden halvdel af sæsonen, der domineres af endagsløb. Det hele starter med BEMER Cyclassics, og derfra bliver løbene bare gradvist hårdere og hårdere. Hvor det tyske løb er for sprintere, passer det næste løb i serien, Bretagne Classic, både til hurtige folk og klassikerspecialister. De canadiske løb er endnu hårdere, og her har sprinterne det svært. I stedet er løbene skabt til puncheurs og ardennerspecialister, og i Montreal ser man endda også klatrerne blande sig.

På papiret er Grand Prix Cycliste de Montral det sværeste af de to løb, da løbets vigtigste stigning er langt hårdere end dem, man mødte i Quebec to dage tidligere. På den anden side findes den sværeste udfordring på første del af rundstrækningen, mens de sidste 10 km er langt lettere, og derfor kræver det enorm styrke at sikre sig en solosejr. Løbet er dog så hårdt, at sprinterne intet har at skulle have sagt på denne rute, der er for klatrere og ardennerspecialister, og en vinderliste, der består af navnene Robert Gesink, Rui Costa, Lars-Petter Nordhaug, Peter Sagan, Simon Gerrans, Tim Wellens, Greg Van Avermaet (to gange), Diego Ulissi og Michael Matthews siger alt om, hvilken ryttertype man ser fremme. En god spurt en afgørende fordel i dette løb, men da der er tale om rå udskilning lurer selv klatrerne på en mulighed.

Naturligvis har løbet være coronaramt i de seneste to sæsoner, og derfor skal vi helt tilbage til 2019 for at finde den seneste udgaver. Her endte det i en sjældent lidt selektiv affære, selvom Benoit Cosnefroy og Julian Alaphilippe var tæt på at færdiggøre et fremstød til sidst. De blev dog hentet mod slutningen, og 18 mand endte med at spurte om sejren. Her lykkedes det for Greg van Avermaet at blive den første dobbelte vinder af løbet, da han henviste en anden tidligere vinder, Diego Ulissi, og Ivan Garcia Cortina til hhv. 2. og 3. pladsen. Van Avermaet vender i år tilbage i et forsøg på at skrive historie én gang til, og han vil igen være oppe mod Ulissi, der med en anden sejr håber på at udligne belgieren, samt Garcia Cortina, der håber at gøre det endnu bedre end for tre år siden.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

STREAM VUELTA A ESPANA OG GP DE MONTREAL UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Det er meget sjældent, at et WorldTour-løb afvikles fuldstændigt som et rundstrækningsløb, og det er det format, der i gør de to løb i Canada helt specielle. Da Bretagne Classic har droppet samme format, er de nu de eneste løb på højeste niveau med denne struktur, og det er i høj grad det, der gør dem så attraktive for VM-rytterne. Derudover gør deres kuperede natur dem sammenlignelige med hovedparten af VM-ruterne, og år efter år kan de derfor bruges som perfekt forberedelse, hvilket blot tillægger dem yderligere værdi.

Mens ruten i Quebec to gange er blevet ændret, har den altid været det samme i Montreal. Det ændrede sig imidlertid i 2018, hvor man havde lavet en ganske lille modifikation, der forlængede den med 100 m, så den nu blev 12,2 km lang. Ændringen betød, at der med ca. 3 km igen blev lagt en tredje stigning, den lille Boulevard du Mont-Royal, ind, og dermed blev der tale om den hidtil hårdeste udgave af løbet.

Den model genbrugtes i 2019, men det var ikke det væsentligste. Det var derimod, at man for første gang skulle køre 18 og ikke 16 omgange, hvilket gjorde løbet både længere og hårdere. Kombinerede man de to modifikationer, burde 2019-udgaven have været den hidtil vanskeligste version af det dengang ni år gamle løb.

I år modificerer man igen ruten på præcis samme sted som sidst. Det betyder, at Mont-Royal-stigningen erstattes af Pagnuelo-stigningen, men det er en ganske minimal og ligegyldig ændring. Den forlænger dog rundstrækningen med 100 m.

Den 12,3 km lange rundstrækning skal køres i alt 18 gange, og det giver en samlet distance på 221,4 km og i alt 4046 højdemeter. Dermed er der tale om et brutalt løb, der dog er betydeligt kortere end et VM-løb. Ruten byder på nu tre stigninger og en kort, 500 m lang rampe op til målet på Avenue du Parc.

Løbet starter i 79 m højde på Avenue du Parc nær universitetet i Montreal, og rundstrækningen består i alt væsentligt af en tur rundt om det store område, der ligger grund til den institution. Fra starten er der en lille nedkørsel på 200 m, før rytterne drejer til venstre ind på dagens væsentligste udfordring, Cote Camilien-Houde. Den 1700 m lange stigning har to hårnålesving og et højresving nær toppen, bringer feltet helt op i 211 m højde og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,6 med 9,2% over de sidste 700 m.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Stigningen efterfølges af en lang, jævn nedkørsel ad en let bugtende vej, der fører frem til 5 km-mærket. Her venter en flad kilometer med tre skarpe sving, der fører frem til bunden af den anden udfordring, Cote de la Polytechnique (8000 m, 4,9%), som bringer feltet tilbage op i 158 m højde, har top efter 6,5 km og har en 200 m lang rampe på 11%. En kort, skarp nedkørsel med flere tekniske sving fører frem til en flad sektion.

Efter 9 km venter årets nyskabelse når man drejer til højre ind på Pagnuelo-stigningen (500 m, 7,5%), der erstatter Boulevard du Mont-Royal (400 m, 2,4%), hvorefter et fladt stykke leder frem til den gamle rute. Der venter nu en skarp nedkørsel, inden man efter 10,9 km tager et blødt højresving ind på Avenue du Parc, og 300 m senere rammer man en 500 m lang nedkørsel. I bunden laver man en U-vending for at køre 580 m tilbage op ad samme vej til målstregen ad en opløbsstrækning, der i gennemsnit stiger med 4%.

I den første udgave viste Robert Gesink, at det kan lade sig gøre at køre alene hjem fra sidste passage af Camilien-Houde i det, der var den hidtil mest selektive udgave af løbet, hvor han blev jagtet af fem forfølgere og længere tilbage en gruppe på 22 mand. De mindst selektive udgaver fandt sted i 2011, 2014, 2016 og 2018, hvor grupper på mere end 30 mand blev samlet til sidst - i 2016 var der endda mere end 50 - og sjovt nok var der i to af tilfældene tale om, at et sent fremstød fra Rui Costa blev neutraliseret. I 2011 lykkedes det dog Costa, Stefan Denifl og Pierrick Fedrigo at snige sig væk til sidst. I 2012 var mønstret det samme, men den sidste gruppe var meget mindre. I 2013 gjorde et stærkt klatrefelt det betydeligt hårdere, og her var der kun 11 mand tilbage, da Sagan satte sit afgørende angreb ind. I 2015 gjorde ekstrem regn det til en episk udgave, hvor Adam Yates og Tim Wellens kunne køre væk på Camilien-Houde og holde den lille forfølgergruppe bag sig. I 2017 overraskede seks mand ved at køre væk allerede på næstsidste omgang, mens der var 20 mand tilbage i den favoritgruppe, der spurtede om 7. pladsen. I 2019 kørte man for første gang den længere distance med flere omgange, og det gav en frontgruppe på 18 mand, der spurtede om sejren, efter at Benoit Cosnefroy og Julian Alaphilippe var blevet hentet efter et sendt fremstød.

Løbet har som sagt 4046 højdemeter.

STREAM VUELTA A ESPANA OG GP DE MONTREAL UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

For seks år siden var vejret så elendigt, at man ikke kunne producere tv-billeder fra løbet, men sådan går det ikke denne gang. Tværtimod fortsætter de sjældent varme betingelser fra fredagens løb. Søndag bliver det dog mest skyet med kun lidt sol, og der vil være en beskeden bygerisiko på 15%, men temperaturen vil være 25 grader, og det vil være næsten vindstille. Således vil der bare være en svag vind (3-4 km/t) fra sydvest. Det giver modvind på rundstrækningen første del, der blandt andet tæller Camilien-Houde, indtil an får kortvarig sidevind midtvejs. På anden halvdel får man medvind, indtil man får sidevind over de sidste 1400 m.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Favoritterne

Der er ofte en tendens til, at man slår de to canadiske endagsløb over én kam og betragter favoritfeltet som værende det samme. Det er da også sandt, at der er et stort overlap mellem vinderkandidaterne i de to løb, - det afspejler sig tydeligt i vores favoritvurdering - men der er trods alt betydelige forskelle. Hvor man kan sammenligne løbet i Quebec med en hård brostensklassiker eller Amstel Gold Race, er løbet i Montreal i højere grad at betragte som en af de hårde ardennerklassikere. Camilien-Houde er så svær en stigning, at udskilningen bliver langt større end i Quebec, og det giver klatrerne en langt bedre mulighed for at være med fremme. Det er ikke uden grund, at en mand som Alexander Kristoff har været på podiet i Quebec, men aldrig har været bare tæt på et resultat i Montreal.

I 2019 blev løbet endda endnu hårdere. Arrangørerne var lidt skuffede over den tamme udgave i 2018, og derfor øgede de antallet af omgange med to. Dermed begynder vi at nærme os monumentdistance, og vi når op på 4000 højdemeter, hvilket altså er en bjergetape i en grand tour værdig. Selvom rundstrækningen med ganske små modifikationer er den samme, som den har været altid, må årets løb forventes at blive et af de hårdeste hidtil, også selvom vejret er godt og slet ikke som i den brutale 2016-udgave, hvor der end ikke kunne produceres tv-billeder.

Helt sådan gik det dog ikke sidste gang. Vi endte med en spurt i en gruppe på 18 mand, og selvom det gør det til en af de hårdere udgaver, blev det ikke til det blodbad, man måske kunne have ventet. I frontgruppen sad dog stort set kun klatrere og ardennerspecialister. Vinderen fra Quebec, Michael Matthews var ikke med, men der var dog plads til tungere folk som Ivan Garcia Cortina og Kristian Sbaragli.

Camilien-Houde er ikke i sig selv så svær, at den ikke kan overleves at et ret bredt spektrum af ryttere, men de mange passager og det store antal akkumulerede højdemeter betyder, at løbet bliver alt for hårdt for de tunge ryttere. I forbindelse med sidste passage af løbets sværeste stigning, er det altid de bedste klatrere, der sidder med helt fremme, og der er aldrig mere end 10 mand med i første gruppe, når man runder toppen. Meget ofte har stærkeste mand endda været i stand til køre væk, som vi så i 2016, hvor Lampre forberedte et fornemt soloangreb fra en brølstærk Rui Costa, eller i 2017, hvor Tim Wellens dog blev hentet igen. Helt tilbage i det første år kørte Robert Gesink sågar alene hjem hele vejen fra stigningen, og i uvejrsudgaven i 2015 var Wellens og Adam Yates i stand til at holde hjem herfra.

Problemet er, at der fortsat er ret langt hjem efter stigningen, og derfor sker der som regel en ganske betydelig regruppering. Af den grund er de fleste udgaver endt i en spurt i gruppe af en vis størrelse - specielt 2018-udgaven var en gigantisk skuffelse og meget kontrolleret - men man kan slet ikke sammenligne situationen med den, man ser i Quebec. Her er det ofte en decimeret massespurt, der afgør løbet, mens det i Montreal oftest er en mindre gruppe, der når stregen.

Over de senere år har man set samme tendens som i Quebec. Hvor det i de første år var mere almindeligt at se små grupper og stor udskilning, har de stærkere felter betydet, at det hele er blevet mere kontrolleret og mindre selektivt. Derfor er chancen for en spurtafgørelse på det seneste blevet øget. I 2017 så vi imidlertid også, at det ikke er sikkert, men denne gang var det ikke som tidligere favoritterne, der kørte væk på sidste omgang. Tværtimod var det en gruppe af outsidere, der kørte væk på næstsidste omgang, og dem var de store navne siden ude af stand til at hente. Initiativ kan sagtens belønne sig i dette løb, hvor holdene får betydeligt sværere ved at kontrollere det end i Quebec.

Det betyder, at løbet er åbent for flere mulige udfald. Det kan blive en spurt i en gruppe, som vi senest så det i 2019, 2018 og 2016, eller det kan blive afgjort af løbets stærkeste, som da Wellens og Yates kørte væk i 2015. Løbet er dog også så svært at kontrollere, at det kan ende i en afgørelse blandt outsidere, som vi så det i 2017. I seneste udgave i 2019 fik vi også den ukontrollerbare finale, der er så farlig efter udskilningen på Camilien-Houde. Her var som sagt samlet 18 mand, og de fleste var uden holdkammerater. Det førte til en angrebsfest, hvor Julian Alaphilippe og Benoit Cosnefroy var meget tæt på at holde hjem. Med tanke på hvor oplagt det er, at denne sidste del af løbet bør blive taktisk og svær at kontrollere, er det dog ret utroligt, at et sådant angreb aldrig er lykkedes. Det er næsten endt i en eller anden form for spurt, hvis ikke de bedste er kørt væk på stigningen, eller vi har et scenarium som i 2017.

Med andre ord er det et løb, der er ganske svært at spå om. Faktisk er kun to ting givet. For det første skal man klatre godt for at have en chance på så hård en rute, og for det andet betyder den lette sidste del af rundstrækningen, at en god spurt i et stigende opløb er en ganske stor fordel.

Som altid er Wout van Aert omdrejningspunktet, og det er ham, alle skal slå. Heldigvis for rivalerne er ruten god til at gøre netop det. Med den svære stigning langt fra mål er der masser af plads til at tvinge Van Aert i defensiven i en taktisk finale. Han er kommet til løbet med et meget tungt hold, hvor kun Tobias Foss er klatrer. Han var imidlertid meget formsvag i Tyskland, og Tosh van der Sande har ikke klatret godt i år. Finalen er også for hård for Pascal Eenkhoorn, og det er kun Christophe Laporte, der på en superdag kan sidde med i finalen. Selv med hans niveau i år, skal han dog stramme sig an, hvis det vil lykkes.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Det taler for, at Van Aert selv skal i offensiven. Hans drømmescenarium er formentlig at køre alene hjem fra Camilien-Houde på sidste stigning, og det er bestemt ikke umuligt, at netop han kan gøre det. Jeg vil dog tro, at de fleste andre hold vil forsøge at åbne løbet endnu tidligere og få ham isoleret så hurtigt som muligt. Det kunne åbne døren for, at vi får en outsidergruppe, der afgør løbet tidligere, som vi så det i 2017. Skal det lykkes at isolere ham, skal løbet være så hårdt som muligt, og det kunne tale for, at vi får en hård udgave, også grundet de ekstra omgange, selvom vejret vil være godt. Det skaber i hvert fald en interessant dynamik, at løbets store favorit er til start med et hold, der er for tungt til ruten. Det bliver vanskeligere for ham at vinde her, end det gjorde i Quebec.

Heldigvis kan han også finde allierede. Når en sådan løjtnantgruppe er kørt, vil der være hold, der har misset det, og som vil give en hånd med. I alle udgaver med bare én undtagelse er det da også blevet samlet inden sidste omgang, og det er trods alt det mest sandsynlige scenarium. Herefter må man formode, at Van Aert vil angribe, og så må vi se, om han kan køre alene hjem - eller måske sammen med en mand eller to. Sker det ikke, får vi den lille gruppe, der kan ende med at spurte om det, eller vi kan få den taktiske og ukontrollerbare finale, hvor meget kan ske. Som sagt vil jeg dog tro, at der er en vis sandsynlighed for en mindre gruppe end i seneste løb for tre år siden.

En joker er selvfølgelig Tadej Pogacar, der har potentiale til at ændre hele formålet. Han var meget anonym i Quebec, hvor han kun sneg sig med i en enkelt gruppe undervejs, og det giver ny næring til spekulationen om, at han ikke er på toppen. Det er dog også muligt, at han sparede sig lidt til det løb, han hele tiden har satset mest på, og det er klart, at han vil kunne forandre løbets dynamik. Han har næppe formen til at køre fra Van Aert, men det vil ikke være umuligt, at de to kan gøre fælles front efter stigningen, hvor de kan køre fra alt og alle. Dertil skal lægges, at UAE kan være en allieret til Jumbo, når løbet skal kontrolleres, men det er nok tvivlsomt. UAE har brug for et hårdt løb og har et ekstremt bredt hold, hvorfor de vel netop skal angribe tidligt med løjtnanterne.

Jeg peger på Wout van Aert, men det er med meget større usikkerhed end til Quebec. I gamle dage kunne man have stillet spørgsmålstegn ved, om løbet ville være for hårdt, men det kan man ikke længere. Tværtimod er det et ganske perfekt løb for belgieren, og jeg er heller ikke så urolig ved hans form, selvom han ikke vandt i går. Her var det åbenbart planen, at han skulle satse på en spurt, og at Laporte skulle gå med Cosnefroy, hvilket mislykkedes. I jagt på franskmanden blev han derfor tvunget til at køre en alt for lang spurt, hvorfor han blev slået, men det fortæller ikke, at hans ben er dårlige. Tværtimod var han ganske godt tilfreds med fornemmelsen.

Jeg føler mig derfor overbevist om, at Van Aert er stærkeste mand, men det er et svært løb at vinde. Som sagt er det et problem, at han kun er omgivet at tunge folk og formentlig vil være alene efter Camilien-Houde. Her vil alle kigge på ham og angribe på skift, og det kan blive helt umuligt at kontrollere. Det er derfor et meget vanskeligere løb for ham at vinde, end det var tilfældet i går.

Heldigvis har han muligheder. Ofte er det bedste forsvar et angreb, og jeg bliver ikke overrasket, hvis han bliver den første siden Gesink i 2010 til at køre alene hjem fra stigningen. Derudover er der jo trods alt også stigninger efter Camilien-Houde, hvor han kan gøre forskellen lidt tættere på mål eller sætte efter de ryttere, der er kørt væk. Han har altså stadig mange optioner, og historien viser trods alt, at det oftest ender i en spurt i en lille gruppe. Her vil han efter så hårdt et løb være den store favorit, og derfor peger jeg på ham, selvom det bliver et ganske kompliceret løb for ham at vinde, når han er omgivet af det hold, han er.

Jeg er nødt til at pege på Benoit Cosnefroy som nr. 2, men han har ikke gjort livet let for sig selv. Ved at vinde i Quebec har han givet sig selv et mærke på ryggen, og det er bestemt ikke ham, der får mest frihed til sidst. Selv siger han, at dette løb passer ham bedre, men det er jeg ikke nødvendigvis enig i. Man kan vel sammenligne Quebec lidt med Amstel, mens Montreal er mere Liege, der altid har været lidt for hårdt for franskmanden. Heldigvis er stigningerne her kortere, end de er i Liege, og det er bestemt et løb, der passer ham, når han igen i år har den superform, han altid har efter Touren.

Denne gang kører han imidlertid ikke alene væk på Camilien-Houde. Den er både for lang for ham og samtidig kommer den for langt fra mål. Til gengæld er de to sidste stigninger skabt til, at han kan bruge sit punch til at køre væk. Problemet er, at Van Aert denne gang vil sidde limet til hans baghjul, og det er svært at tro, at han kan køre fra belgieren. Omvendt vil det være Van Aert, der skal lukke alle huller, og er der en mand, der kan slå hullet til den store favorit, er det formstærke Cosnefroy. Man kunne også sagtens se, at de to kørte væk, og selvom Van Aert på papiret er hurtigst, er det en perfekt spurt for Cosnefroy, der er en fremragende puncheur. Han slog Alaphilippe i en flad spurt i Bretagne sidste år, og når man ser på, hvordan Van Aert har tabt tomandsspurter til på papiret langsommere folk, kan Cosnefroy bestemt have en chance for at gentage noget sådant. Derfor er der en vej til, at han som den anden rytter i historien laver ”the double”.

I 2015 blev Adam Yates slået af Tim Wellens i en tomandsspurt. Nu jagter han revanche, og måske kan han få den. Han virker fabelagtigt kørende lige nu, hvad han viste med sejren i Tyskland, og for en fyr som ham var resultatet i Quebec fremragende - ikke mindst fordi han så ud til at være i totalt overskud på stigningerne. Det er dette løb, der passer ham, og kan han få Ineos til at gøre det hårdt, står han stærkt. Jeg vil næsten tro, at det er ham og Van Aert, der vil være stærkest på Camilien-Houde, men det er klart, at han ikke slår belgieren i en spurt, hvis de to kører fra alt og alle. Hans vej til sejr går via det taktiske spil til sidst, men her er han også pokkers snu. Han har i hvert fald benene til at gøre spille sine kort, særligt efter et hårdt løb, for han virker slet og ret flyvende lige nu.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Manden, han slog i Tyskland, var Pello Bilbao. Han kørte ikke sin bedste spurt i går, men han har også hele tiden gjort det klart, at det var Montreal, der var målet. Vi ved fra Tyskland, at han er i form, og her var han faktisk ikke meget ringere end Yates, da han endelig fik åbnet op. Han har arbejdet på sit punch i år, og det så vi tydeligt have sin virkning med de gode spurter, han har kørt, senest med sejren i Tyskland, og på muren i Polen. Det vil undre mig, hvis ikke han er en af de stærkeste på Camilien-Houde, og som han har spurtet i år, kan han slå de fleste på stregen. Van Aert er en svær nød at knække, men han er pokkers snu i de taktiske finaler, og han har benene til at bringe sig i en position, hvor han kan spille sine kort. Får han formstærke Jan Tratnik med, står han endnu stærkere.

Det var uhyre opløftende at se Mikkel Honoré i går. Danskeren har haft et skidt år, men for andet år i træk har en grand tour givet han veritable superben. I går lignede han igen den rytter, der kørte i top 5 i alle de efterårsløb, han gennemførte sidste år, og selvom dette løb måske passer ham dårligere end Quebec, er det et løb, der bestemt er inden for rækkevidde. Han er en ganske glimrende afslutter, men det er ikke ham, der slår Van Aert i en spurt. Han skal deltage i det taktiske spil, som han gjorde så fornemt i går, og her er han nok stadig at regne som en underdog. Samtidig er der en chance for, at Quick-Step kan sidde med mere end én mand, og det giver ham et ekstra våben, hvis de er i overtal.

Lige bag Honoré sad i gårsdagens finale Ruben Guerreiro. Portugiseren kom lidt for sent i gang, men han bekræftede det uhyre lovende indtryk, han efterlod i Tyskland og Burgos. Dette løb passer ham endnu bedre, og EF har endda et af de bredeste hold, der burde sidde med mindst to mand i finalen. Det giver den en herlig chance for at spille det taktiske spil, og Guerreiro kan endda slå mange i den stigende spurt til sidst. Om han kan holde hovedet koldt i det taktiske spil, må vi se, men EF har i hvert fald styrken til at bringe sig i en position, hvor de kan blive ret svære at styre for Van Aert. Guerreiro ligner den mest formstærke mand til at gøre det færdigt.

Det andet stærke kort er Alberto Bettiol, men jeg er lidt mere usikker på hans form. Han kørte en ganske god spurt i går og var også aktiv undervejs, men Guerreiro slog ham klart i Tyskland, selvom de i de første dage havde kørt for ham. Det var dog også et løb, der passede Guerreiro bedre end ham, og dette burde mere være hans terræn. Samtidig har han formentlig forbedret sig yderligere, særligt med udsigten til rollen som italiensk VM-kaptajn, og en formstærk Bettiol klarer let disse bakker. Han er god i en puncheurspurt som denne, som vi så i går og i Touren, men Van Aert slår han næppe. Til gengæld står han og Guerreiro uhyre stærkt, hvis de efter stigningen begynder at angribe den isolerede belgier på skift.

Så er der Tadej Pogacar. Som nævnt ovenfor var det en yderst sløj præstation, han leverede i går, hvor han var med i et enkelt fremstød og sad på hjul, inden han slet ikke deltog i finalen. Der kan dog være en forklaring. Han har hele tiden sagt, at det er Montreal, han for alvor satser på, da det er det løb, der passer ham bedst, og det kan bestemt ikke udelukkes, at UAEs plan var at køre gårsdagens spurt for Diego Ulissi, der passede godt til den finale og altid har været god i Canada. Formen er dog usikker. Han var langt væk i Bretagne og altså igen i går, men inden løbet sagde han, at han følte sig god og er kommet til Canada for at vinde. VM nærmer sig også med hastige skridt, og derfor skal han være god nu, hvis han vil være verdensmester. Sidste efterår så vi, at han kæmpede med at finde formen, men da den endelig kom, kom den ret pludseligt, og han vandt Lombardiet en uge efter Emilia, som han beskrev som et af de værste løb nogensinde.

Det er således ikke umuligt, at vi i morgen vil se den ”rigtige” Pogacar, men det er trods alt svært at se så god en Pogacar, at han kører fra Van Aert. Han har heller ikke frihed, når hans navn er Pogacar, og det komplicerer det yderligere. Til gengæld passer spurten ham storartet, som vi senest så i Touren, og som sagt har Van Aert før tabt tomandsspurter, han burde vinde. Det er bestemt muligt, at Pogacar vil kunne slå belgieren, eksempelvis hvis de sammen kører fra alt og alle på Camilien-Houde. Det kræver bare, at han gemte sin gode form godt i går.

Michael Matthews tankede selvtillid med gårsdagens flotte bedrift, men jeg er mere usikker på ham i dette løb. Han vandt det ganske vist i 2018, ligesom han er blevet både nr. 4 og 8, men i 2015 og 2019 blev det for hårdt for ham. Det var det således også, da vi for første gang havde ekstra omgange i 2019, og mit gæt er, at vi vil se det igen i morgen. Han viste heldigvis i Touren, at han har genfundet lidt af sine gamle klatreben, men han har generelt ikke klatret så godt, som da han var bedst. Samtidig var han skuffende i Bretagne, og selvom han helt sikkert har forbedret sig nu, skal han altså være tæt på 100%, hvis han skal kunne følge med på denne rute. Det tvivler jeg på, at han allerede er, men på baggrund af fredagens flotte spurt tør jeg ikke udelukke det. En god spurt i Quebec er dog ikke nødvendigvis nok, for i 2019 vandt han om fredagen og blev sat om søndagen. For ham handler det om ren overlevelse, og så må han håbe, at Van Aert skal bruge så mange kræfter på at kontrollere, at han igen kan slå den normalt hurtige belgier i en spurt til sidst.

Den anden rytter, der slog Van Aert i går, var Biniam Girmay, men han får det svært søndag. Vi har endnu til gode at se ham være med i et løb, der er så hårdt som dette, og det vil være en ny milepæl i hans udvikling, hvis han kan vinde et løb over mere end 4000 højdemeter. Samtidig har han som beskrevet i Quebec-optakten bestemt ikke imponeret stort i optakten, og han synes stadig at være et stykke fra Giro-formen. Omvendt kunne han i går pludselig spurte igen efter nogle meget svage spurter på det sidste, og der er ingen tvivl om, at han er markant fremgang. Vi har også ofte set, at hans form kommer ret pludseligt, og med den hast, han udvikler sig, kan man aldrig udelukke, at han pludselig kan være med over mere end 4000 højdemeter. Lykkes det, vil han elske denne 4%-spurt, hvor han sammen med Mattews er den rytter, der for alvor kan true Van Aert.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Det er en fornøjelse at se Jan Tratnik i disse dage. Giro-styrtet slog ham vældig meget ud af kurs, men nu ligner han igen den rytter, der var her, der og alle vegne fra Sanremo og frem til Flandern Rundt. Han har i år nået helt nye højder, og hans imponerende Bretagne, hvor han længe lå i udbrud for siden at angribe på de sidste stigninger, inden han blev hentet, blev i går fulgt op med et fornemt ridt, hvor han igen angreb tidligt, siden angreb, da han var blevet hentet, og slutteligt endda kørte en ganske fin spurt. Han er en oplagt mand til at vinde fra en løjtnantgruppe, fordi han elsker at køre tidligt, men jeg håber, at han denne gang sparer sig til finalen. Det er nemlig et løb, der kan være for hårdt, og skal han have en billet til finalen, skal han passe på sig selv. Lykkes det at komme med over Camilien-Houde for sidste gang, kan han til gengæld blive livsfarlig, når han og Bilbao begynder at angribe på skift. Formen til at gøre det færdigt har han, og han kan endda også spurte.

En af gårsdagens skuffelser var Alex Aranburu. Vi ved, at han kan være uhyre ustabil, og det er bestemt ikke umuligt, at superformen fra Limousin og Bretagne allerede er forsvundet. Samme ustabilitet betyder dog også, at han meget vel bare kan have haft en dårlig dag i går. Måske kørte han endda finalen for Ivan Garcia Cortina, men det anser jeg som usandsynligt, når Movistar mangler så mange point, at de begge burde spurte. Vi ved heldigvis, at formen var storartet for nogle uger siden, men det skal den også være i et løb, der er på grænsen til at være for hårdt. Det er dog ikke noget, en formstærk Aranburu ikke kan klare, og i denne puncheurspurt kan slå de fleste, da han har spurtet ganske sublimt på det sidste. Van Aert bliver dog svær, men han kan sikre sig en mulighed for at spille sine kort i en taktisk finale.

Det stærke EF-hold tæller også Andrea Piccolo. Den unge komet imponerede ved de italienske mesterskaber, i Rumænien, i Getxo, i Maryland og senest i går. Desværre har hans rolle i de seneste løb været at angribe tidligt, og selvom han vil kunne vinde fra en løjtnantgruppe, håber jeg, at han denne gang sparer sig til finalen. Kan han blive en del af EF-overtallet til sidst, vil han være den lille underdog. Til gengæld skal han bevise, at han kan være med i så hårdt et løb som dette, men Rumænien og Getxo indikerer, at han har klatreevnerne. Spurte kan han også, og dermed har han hele pakken, hvis han sikrer sig adgang til finalen.

Lad os tage endnu en EF-rytter. Neilson Powless er et ganske usikkert kort, fordi han indtil for en uge siden havde holdt pause efter Touren, der var så hård, at han droppede titelforsvaret i San Sebastian. Vi skal dog huske, at han sidste år kom blæsende ud efter sin pause med fremragende kørsel i de italienske løb, inden han blev nr. 5 til VM. Hans kørsel i Maryland og sene angreb i går indikerer, at han måske er ved at finde samme form, og vi så både i efteråret og senest i Liege, at han virkelig har fået smag for de kuperede endagsløb. Han har det store problem, at han er slået i en spurt af næsten alle favoritterne, men så har han noget andet. Jeg kan tælle helt op til fire EF-ryttere, der kan overleve Camilien-Houde, og det giver altså nogle enorme muligheder i et taktisk spil, hvor alle kigger på Van Aert.

En af gårsdagens positive overraskelser var Andrea Bagioli. Italieneren har med undtagelse af Dauphiné skuffet i alle årets løb, men i går var han uhyre aktiv og sidste mand til at slippe Cosnefroy i finalen. Dette løb burde passe en ardennerspecialist som ham ganske perfekt, og han vil endda være en af de allerhurtigste i en spurt, også så hurtig at han vil have en chance for at snyde Van Aert. Problemet er, at Quebec er noget lettere end Montreal, og hans kørsel i senest Bretagne har været så svag, at det stadig må regnes som tvivlsomt, om han er god nok til at være med her. Gårsdagens løb giver dog et håb, og klarer han den, kan han være del af et Quick-Step-overtal til sidst.

Et usikkert kort er David Gaudu. Han har kun kørt to løb siden pausen, og mens han i Bretagne var hjælper, kom han i går kun med et tidligt angreb, inden han helt droppede spurten. Det kan indikere, at formen ikke er i top, når hans gode spurter i år burde tilsige, at han som Yates havde jagtet et resultat, selvom finalen ikke er ideel. Omvendt er det muligt, at han ikke har haft lyst til at blande sig med de tungere puncheurs i en finale, hvor han alligevel ikke ville kunne vinde, og formen kan derfor sagtens være hæderlig inden det løb, der passer ham bedst. Vi ved, hvor god han er i disse hårde endagsløb, hvor han har imponeret både i Liege og Lombardiet samt til OL, og vi så i Touren, at han nåede helt nye højder. I år har han også spurtet så godt, at han endda slog Van Aert i en puncheurspurt i Dauphiné, og det giver ham hele pakken. Det kræver dog, at formen er god nok, og det skal han stadig bevise.

Jeg kan ikke helt finde ud af Mauro Schmid. Han så stærk ud i Danmark, men i Bretagne imponerede han ikke. I går var han ganske aktiv lidt tidligere i løbet, men han deltog ikke i spurten til sidst. I forvejen er dette løb på grænsen for ham, og han skal være ganske velkørende for at kunne være med. I Giroen viste han imidlertid helt nye klatreevner, og har han de samme ben her, kan han også være med i morgen. Han kan sagtens spurte, men på denne favoritliste er han en af de langsommere. Til gengæld er han herligt aggressiv, og da han nu er den tredje Quick-Step-rytter, jeg nævner, er udsigten til at være en del af et overtal, ganske god.

Vi kan endda tage endnu en Quick-Step-rytter. I går så vi intet til Mauri Vansevenant, men det var helt efter bogen. Det var nemlig ikke et løb, der passede ham, men det gør morgendagens, hvor han modsat i går har en beskyttet rolle. Faktisk er et ardennerløb som dette vel det, der passer ham allerbedst, og efter at have set ham i Tyskland og Ain kunne noget tyde på, at hans Giro har bragt ham til et nyt niveau. Også han er en hurtig herre, men i dette selskab er mange hurtigere end ham. Til gengæld er han nu altså fjerde Quick-Step-rytter på listen, og så begynder det at lugte af muligt overtal i finalen. Vi ved, at han har den rette aggression til at udnytte et sådant.

Guillaume Martin stak næsen frem i finalen i går, men ellers var han ganske anonym. Det var dog også et løb, der passede ham ganske dårligt. Nu kommer vi til et løb, der til gengæld passer ham meget bedre, for en relativt spurtsvag fyr som ham er det stadig et svært løb at vinde. Vi ved, at formen er fremragende, for det har den været, siden han vandt i Ain, og han ligner ikke en mand, der er i tilbagegang endnu. Skal han vinde, skal han være snu i det taktiske spil, da næsten alle slår ham i en spurt, men hvordan var det nu, han vandt i Ain? Hvis I husker det, har I fundet hans vej til sejr.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

En anden franskmand er Romain Bardet, men hans form er betydeligt mere usikker. Han skuffede fælt i Tyskland, og selvom han i gårsdagens finale var meget aktiv, lignede han ikke en mand, der var flyvende. Jeg tror, at han mangler relativt meget, og så kan dette løb meget vel være for hårdt. Hans synlighed i går og det stærke comeback på 4. etape i Tyskland giver mig dog et lille håb. Han har altid været god i Ardennerne, og det er derfor et løb, der passer ham, særligt i år, hvor han er blevet en helt lille sprinter. Han har også den rette aggression til at spille sine kort i finalen, men han skal være mere formstærk, end jeg fornemmer, at han er.

Lad os tage den tredje franskmand i træk. Warren Barguil har generelt haft et trist, trist år, hvor han var været en skygge af den rytter, han engang var, men han har enkelte gange fundet et rimeligt niveau. Det havde han til gengæld slet ikke i sine første løb efter den gang covid, der tvang ham ud af Touren, og han skuffede fælt i Limousin. I Bretagne meldte han dog om de første gode ben, og gårsdagens resultat var endnu mere opløftende. Begge løb var dog også meget lettere end dette, og jeg er stadig ikke sikker på, at benene rækker til så hårdt et løb som dette. Tvivlen skal dog komme ham til gode, og kommer han først med over, kan han deltage i det taktiske spil, hvor han også kan bruge den spurt, der i år har været bedre end nogensinde.

Vi tager lige endnu en franskmand. Christophe Laporte har gang i en vild sæson, men skal han vinde dette løb, skal han godt nok være på toppen. De 4000 højdemeter bør være for meget for ham, men hans fantastiske udvikling i år gør, at jeg ikke helt tør udelukke ham. Til gengæld er jeg meget usikker på hans form efter styrtet i Hamburg, for i går så han bestemt ikke stærk ud, da han kiksede i sin mission, nemlig at følge Cosnefroy. Det var dog også en ret kompliceret opgave, og formen kan være bedre end som så. Hans problem er dog også, at jeg ikke tror, at Van Aert tager chancer ved igen at lade ham spille en rolle i finalen, når han nu kiksede i går. Tværtimod vil jeg tro, at han skal hjælpe med at holde det samlet, hvis de begge skulle overleve stigningen. Hvis til gengæld han får frihed, er han i den perfekte situation til som i Wevelgem at udnytte fokus på Van Aert, og den stigende spurt kunne ikke passe ham bedre.

Endelig er der Ivan Garcia Cortina. Jeg tror ikke på projektet, når man ser på hans kørsel de seneste sæsoner. Så sent som i Bretagne og Limousin floppede han fælt, og i forvejen er dette løb på papiret for hårdt. Det var det imidlertid også i 2019, hvor han chokerede alt og alle ved på den hårdeste rute med de ekstra omgange at ende som nr. 3. Der er nærmest intet i denne verden, der antyder, at han er i nærheden af det superniveau, men hans fornemme spurt i går, som ikke havde været mulig med Bretagne-benene, giver mig et håb om, at vi endelig kan få lov at se den Garcia Cortina, der chokerede hele verden i netop dette løb for tre år siden.

***** Wout van Aert

**** Benoit Cosnefroy, Adam Yates

*** Pello Bilbao, Mikkel Honoré, Ruben Guerreiro, Alberto Bettiol, Tadej Pogacar

** Michael Matthews, Biniam Girmay, Jan Tratnik, Alex Aranburu, Andrea Piccolo, Neilson Powless, Andrea Bagioli, David Gaudu, Mauro Schmid, Mauri Vansevenant, Guillaume Martin, Romain Bardet, Warren Barguil, Christophe Laporte, Ivan Garcia Cortina

* Diego Ulissi, Sylvain Moniquet, Daniel Martinez, Piere Latour, Ion Izagirre, Georg Zimmermann, Toms Skujins, Alexander Kamp, Michael Storer, Patrick Konrad, Matis Louvel, Greg van Avermaet, James Knox, Davide Formolo, Jakob Fuglsang, Andreas Leknessund, Sven Erik Bystrøm, Sep Vanmarcke, Magnus Cort, Attila Valter, Giovanni Aleotti, George Bennett

STREAM VUELTA A ESPANA OG GP DE MONTREAL UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Danskerne

Mikkel Honoré er en af favoritterne og er omtalt ovenfor. Magnus Cort, Jakob Fuglsang og Alexander Kamp må alle antages at have en beskyttet rolle og er omtalt i holdoversigten nedenfor. Søren Kragh er i lyset af sit siddesår hjælper for Romain Bardet, mens Frederik Wandahl hos Bora skal støtte Patrick Konrad og Giovanni Aleotti samt måske angribe tidligt, som han forsøgte i Quebec.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Greg van Avermaets sejre fra 2019 og 2016, Michael Matthews’ sejr fra 2018, Diego Ulissis sejr fra 2017, Tim Wellens’ sejr fra 2015, Simon Gerrans’ sejr fra 2014, Peter Sagans sejr fra 2013, Lars Petter Nordhaugs sejr fra 2012, Rui Costas sejr fra 2011 og Robert Gesinks sejr fra 2010.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Ag2r Citroën Team: Cosnefroy ligner manden. Greg van Avermaet er ganske vist forsvarende mester og har en forrygende historik i løbet, men senest i går så vi, at han er så langt fra fordums styrke, at dette løb bør være for hårdt, selvom han har rejst sig lidt på det sidste. Clement Venturini var god i går, men ruten her er for hård, og hverken Stan Dewulf eller Aurelien Paret-Peintre synes at være i form.

Jumbo-Visma: Det handler om Van Aert med Laporte som en lille outsider. Tobias Foss mangler formen, og ruten er lidt for hård for Tosh van der Sande og en formsvag Pascal Eenkhoorn.

INEOS Grenadiers: Det må handle om Yates. Daniel Martinez kan dog overraske. Han skuffede fælt i går, men da løbet ikke passede ham, er det muligt, at han er i bedre form end som så trods den lange pause. Geraint Thomas er formsvag og ren hjælper, og det samme gælder for Eddie Dunbar.

UAE-Team Emirates: Pogacar ligner manden. Diego Ulissi kørte en god spurt i går og har vundet løbet tidligere, men selvom han vandt kongeetapen i Limousin, tror jeg, også efter Bretagne, at hans niveau ikke længere rækker til så svært et løb. Davide Formolo var bedre i Tyskland, som Rui Costa var det i Limousin, men de har ikke vist et niveau, der overbeviser mig nok. Alessandro Covi er formsvag, og det er ikke rigtigt et løb for George Bennett, der må antages at være hjælper, særligt efter skuffelsen i Tyskland.

BORA-hangrohe: Løbet passer storartet til hurtige Patrick Konrad, der havde defekt i gårsdagens finale, men hans kørsel i Tyskland og generelt i år gør mig ikke optimistisk. Giovanni Aleotti synes også igen langt fra Sibiu-formen, og Ide Schelling er stadig ved siden af sig selv.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Det må handle om Girmay, men de har en joker i Georg Zimmermann, der blev brugt til at føre tidligt i går, men viste storform i Tyskland og passer til løbet. Han har dog aldrig kørt finale i et WorldTour-løb endnu. Løbet må være for hårdt for en ellers velkørende Sven Erik Bystrøm samt for Loic Vliegen og formsvage Andrea Pasqualon.

Bahrain-Victorious: Det handler om Bilbao med Tratnik som joker. Matej Mohoric havde en fri rolle i går, men viste her, at formen efter pausen ikke er i top. Det er den heller ikke for Damiano Caruso, og Hermann Pernsteiner har ikke haft Burgos-benene på det sdiste.

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Med Honoré, Bagioli, Schmid og Vansevenant har de et af de bredeste hold. James Knox genrejstes også i Tyskland, men det vil undre mig, hvis han kan være med her.

Groupama-FDJ: Det må handle om Gaudu. Michael Storer angreb i gårsdagens finale, men Doubs indikerer, at formen ikke er god nok, og heller ikke Attila Valter synes i tilstrækkelig form.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Cofidis: Martin er manden, men Ion Izagirre kan være en joker. Efter en lang og svær tid lignede han sig selv igen i Bretagne, og det er et løb, der passer ham, selvom han som spurtsvag har svært ved at vinde. Gårsdagens DNF og hans generelle niveau i år gør mig dog pessimistisk.

Lotto Soudal: Sylvain Moniquet så godt ud igen i år og har bestemt mulighed for at lave et resultat, men det er svært at se ham vinde. Harm Vanhoucke er form formsvag, og løbet er for hårdt for Matthew Holmes.

Team BikeExchange-Jayco: Det handler om Matthews. Nick Schultz burde være en plan B, men selvom han var aktiv i gårsdagens finale, synes han stadig form formsvag. Kevin Colleoni, Damien Howson og Tanel Kangert er alle meget formsvage.

Trek-Segafredo: Toms Skujins har kørt godt på det sidste, men dette løb er en anelse for hårdt, og da han i går blev afleveret perfekt af Jasper Stuyven, men siden blot blev nr. 14, får han svært ved at være med her. Alexander Kamp er hæderligt kørende lige nu, men når gårsdagens spurt trods god position var for hård, bliver dette løb det formentlig også, da det i forvejen er på grænsen for ham. Det er også for hårdt for Stuyven, der efter sin sygdom helt sikkert mangler en del, når han i går valgte at være hjælper, og også en træt Quinn Simmons og Tony Gallopin er form formsvage.

Movistar Team: Det handler om Aranburu og Garcia Cortina, da Gorka Izagirre ikke længere har niveauet.

Israel-Premier Tech: Løbet er for hårdt for Giacomo Nizzolo og Sep Vanmarcke, og Simon Clarke, Krists Neilands og Hugo Houle. Bedste chance er Jakub Fuglsang, der passer bedste til løbet, men han har skjult sin form meget godt, hvis han kan være med her.

Team DSM: Da Søren Kragh grundet sit siddesår er formsvag, og Andreas Leknessund ikke synes på toppen efter sin pause, handler det om Bardet.

EF Education-EasyPost: Med Guerreiro, Bettiol, Piccolo og Powless har de vel nok det bredeste hold. Magnus Cort vil selv i storform finde ruten for hård, og i går bekræftede han indtrykket fra Bretagne og Danmark, nemlig at han mangler en del. Simon Carr synes stadig at være en skygge af sig selv.

Astana Qazaqstan Team: På papiret er det et løb for Christian Scaroni, men han skuffede i går, hvor kun Simone Velasco og Andrey Zeits, der næppe kører med de bedste her, sad med feltet hjem. Fabio Felline og Joe Dombrowski er begge formsvage.

Team Arkea Samsic: Barguil er kaptajnen. De har også Matis Louvel, der er i fabelagtig form og har forbedret sig enormt efter sin første grand tour, men dette løb må være for hårdt.

TotalEnergies: Gårsdagen bekræftede igen, at Peter Sagan stadig er en trist, trist skygge af sig selv, og løbet er for hårdt for Anthony Turgis, selvom han endelig viste en vej ud af sin formkrise. Det handler om Pierre Latour, men selvom han ikke er dårlig, synes han ikke helt på toppen.

Canada: Holdets to bedste, Pier-André Coté og Matteo Dal-Cin, kan slet ikke være med på denne hårde rute.

STREAM VUELTA A ESPANA OG GP DE MONTREAL UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE